Den af Faklens historier, der fik mest opmærksomhed i tidsskriftets første leveår, var dokumentationen af Bibelselskabets forfalskede 1992-oversættelse (DO92) af det Gamle Testamente (GT).

En del har igennem tiden spurgt, hvorfor bladet ofrede så mange kræfter på denne sag, f.eks. skrev forfatteren Jan Sonnegaard: "På en beundringsværdig måde stiller Faklen sig altid på tværs, og selv når man måske undrer sig lidt over forholdet mellem energien og emnet (som jeg selv gjorde, da bladet mobiliserede en betydelig energi på at angribe den nye bibeloversættelse), kommer man aldrig tomhændet fra mødet." (Politiken, 1.11.98).

Nu er Faklen et humanistisk tidsskrift og som sådan også tilhænger af arven fra renæssancehumanismen udtrykt bl.a. i slagordet ad fontes - til kilderne - altså en så direkte tilgang som muligt til det historiske grundlag for vor egen tid, hvorfor det var naturligt netop at angribe vor egen tids mest eklatante eksempel på den modsatte tilgangsvinkel, som den kommer til udtryk i Bibelselskabets dogmatiske manipulation med den hebraiske tekst, man har lagt til grund for det Gamle Testamente.

Det Gamle Testamente er trods alt en af vor kulturs grundbøger. Hvordan vi så end forholder os til den, har ingen bog haft en større idéhistorisk virkningshistorie i Vesten de foregående 2000 år, og når der så tilmed er tale om, at manipulationen med denne bog har dannet skole fra Luther til i dag, til trods for at det i det mindste i vore dage tilstræbes at studere den sagligt og uforudindtaget i både folkeskolen, på gymnasier, lærerseminarier og universiteter, og i så forskellige fag som teologi, filosofi, idéhistorie, historie, semitisk filologi, klassisk filologi, dansk, litteraturvidenskab og religionsvidenskab m.fl., så er konsekvenserne heraf ikke af ubetydelig rækkevidde.

At det så samtidig er den kirkelige højrefløj, der har haft en afgørende finger med i spillet af eksplicit dogmatiske og ideologiske årsager, gør naturligvis ikke sagen mindre vigtig. Højrefløjen kritiserede skarpt Bibelselskabets prøveoversættelser og truede slet og ret med en alternativ bibeloversættelse, hvis ikke de fik afgørende indflydelse på den endelige oversættelse. Jens-André Pedersen Herbener skriver i artiklen "Kirkens højrefløj og bibelforfalskningen" i Faklen nr. 4:

Adskillige frikirker og organisationer (Kristeligt Forbund for Studerende og Skoleungdom, Luthersk Missionsforening, Apostolsk Kirke i Danmark, De danske Pinsemenigheder ved Elimforsamlingen, Landsforeningen til oprettelse af Kristne Friskoler, Evangelisk Luthersk Missionsforening, Dansk Ethioper Mission, Bibellæseringen i Danmark, Kristeligt Forbund for Kirke, Hjem og Skole, Nyt Liv samt Ordet og Israel) fortsatte med at lægge pres på DDB [det Danske Bibelselskab] i begyndelsen af 1988. Baggrunden herfor var "betænkelighed ved den rolle, historisk-kritisk bibelforskning spiller i oversættelsen af GT". Behovet for en oversættelse, "som er i pagt med Skriftens egne forudsætninger og således med kirkens egen forståelse af GT" understregedes. Tillige pointeredes enheden mellem GT og NT, "som er udtrykt ved den autoritet, som Jesus og apostlene tillægger GT." (Elleve folkekirkelige organisationers og frikirkers skrivelse til DDB, 22.1.98).

(…)

At det heller ikke just var ønsket om at komme frem til, hvad en videnskabelig, historisk-kritisk tilgang fortæller, at der står i GT, men derimod, hvad der ifølge en kristen tradition og dogmatik bør stå, kommer utvetydigt frem i følgende skrivelse fra Indre Mission til DDB, den 18.1.88: Oversætterne af GT "demonstrerer deres fangenskab under den historisk-kritiske metodes bibelfremmede forudsætninger - idet de lader sig indfange af religionshistoriske forudsætninger, manglende kristologisk perspektiv (f.eks. 1. Mosebog og Jesaja m.v.), manglende åbenhed for treenighedens tilstedeværelse i det Gamle Testamente (Hezekiel m.v.) og en række bortforklaringer af centrale trosbegreber (nåde, miskundhed, o.l.) i f.eks. Salmernes Bog."

Den kirkelige højrefløjs trusler om at lave sin egen bibeloversættelse var en torn i øjet på den hovedansvarlige for bibeloversættelsen, daværende generalsekretær for det Danske Bibelselskab, Niels Jørgen Cappelørns drøm om en økumenisk bibeloversættelse, dvs. en bibeloversættelse, som alle kirkesamfund i Danmark kunne acceptere, lige fra den katolske kirke over folkekirken til vækkelsesbevægelser som Pinsekirken, Indre Mission og Baptistkirken.

Ifølge forlagsredaktør ved det Danske Bibelselskab, cand.theol. Ove Kollerups rapport Hvem bestemmer over Bibelen (1994), tog Niels Jørgen Cappelørn kontakt til Indre Missions generalsekretær, Poul Langagergaard, og på et møde den 8.2.88 tilbød Cappelørn at oprette en såkaldt revisionskomité med den kirkelige højrefløj repræsenteret for at imødekomme de dogmatiske krav. Langagergaard lovede til gengæld, at han ville "garantere ro" fra den kirkelige højrefløjs side. Revisionskomiteen nedsattes med et kommissorium, hvori det bl.a. hed, at formålet var "at drøfte og træffe beslutning om oversættelsen af steder i bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i det Gamle Testamente, som er citeret i det Nye Testamente."

I revisionskomiteen deltog bl.a. forstander på Indre Missions Bibelskole i Børkop og medlem af Indre Missions hovebestyrelse Oluf Paaske, konsulent for den danske Israels Mission og tidligere underviser ved det Indre Missionske Menighedsfakultet i Århus, Kai Kjær-Hansen og underviser fra samme sted, Carsten Vang. Desuden deltog senere professor i GT ved Aarhus Universitet og medlem af DDBs bestyrelse, Kirsten Nielsen, der bl.a. i en kronik i Kristeligt Dagblad den 12.3.88, som Ove Kollerup skriver i sin rapport, "havde gjort sig til talsmand for et bibelsyn, der blev opfatet som liggende Indre Mission nær …".

Den kirkelige højrefløj stillede uden sammenligning flest ændringsforslag til oversættelsen og fik også flest igennem. Revisionskomiteen tog ca. 600 skriftsteder og 5.700 allusioner under kirkelig, dogmatisk behandling for at få de to testamenter til at fremstå som den kristologiske og frelseshistoriske enhed, som passede til den kirkelige tradition, skønt der ikke er skyggen af religionshistorisk eller religionsvidenskabeligt belæg herfor.

Også redaktionssektretær ved det Danske Bibelselskab, Bodil Ejrnæs, understreger konflikten dogmatikken og videnskaben imellem og skriver i sin bog, Skriftsynet igennem den danske bibels historie (Kbh. 1992), s. 197: "En oversættelse, der var videnskabeligt forsvarlig, sådan som det var krævet i det af Kirkeministeriet godkendte 'kommissorium', lod sig i talrige tilfælde ikke forene med en oversættelse, der var dikteret af den traditionelle kirkelige holdning, sådan som det var krævet af kritikerne [fra den kirkelige højrefløj]."

I 1989 erkendte Cappelørn, at man i oversættelsesarbejdet havde lagt videnskabeligheden bag sig: "I Sverige arbejder man på en nyoversættelse af det Gamle Testamente, og der indgår en jøde i kommissionen. Man mener, at man kan trænge frem til, hvad der videnskabeligt står i teksterne, men så må det blive på den måde, at man laver en samling religionshistoriske tekster. Og det er der ingen af os her, der vil." (Weekendavisen, 22.3.89).

Den hovedansvarlige for bibeloversættelsen, daværende generalsekretær for det Danske Bibelselskab, Niels Jørgen Cappelørn udtalte om højrefløjens indflydelse: »Mange af de ændringer, som var afgørende for højrefløjen, kom med i den endelige oversættelse, og for eksempel støttede jo Indre Missions Hovedbestyrelse oversættelsen, da den udkom. Det ville de ikke have gjort, hvis de skulle bruge lup for at finde ændringerne.« (Kristeligt Dagblad, 11.3.97).

I artiklen "Kirkens højrefløj og bibelforfalskningen" skriver Jens-André Pedersen Herbener bl.a.:

Fælles for de højrekirkelige bevægelsers bestræbelser er imidlertid et udtalt ønske om, at Bibelen - igen - skal udgøre fundamentet for samfundet. Om en af deres "grundpositioner" oplyser Kristeligt Dagblad således: "Bibelens ord skal også tages for pålydende i etiske spørgsmål. Hvad Guds ord kalder synd, er fortsat synd - uanset om det i vores kultur i dag er bredt accepteret. Det betyder f.eks. nej til sex før og uden for ægteskabet, nej til homoseksualitet og nej til svangerskabsafbrydelse." (31.1.97).

På denne baggrund har man også med en vis berettigelse lov til at formode, at det intense engagement i bibeloversættelsen i sidste ende ikke kun var et spørgsmål om tro og skriftsyn.

De politiske og etiske perspektiver i den nye oversættelse af GT, der, som Carsten Vang skrev for nylig, "bygger på NTs grundforståelse" (studentermagasinet Til Tro, februar 1997), har således næppe været ubetydelige. I en tid, hvor dansk "kultur" på det nærmeste må betegnes som ikke-eksisterende, og hvor folkekirken befinder sig i skarp konkurrence med en mangfoldighed af andre religioner og kulturer, er ønsket om, at Bibelen skal få en renæssance, blusset op blandt mange kirkelige retninger de senere år. Som Kristeligt Dagblad i denne forbindelse skriver, er det af afgørende betydning "... - med højrefløjens egne ord - at folkekirken bliver holdt fast på sit grundlag og ikke glider væk fra 'kirkens gamle tro'." (31.1.97).

Også DDBs nu tidligere generalsekretær Cappelørn har tilkendegivet ganske håndfaste udsagn og ønsker om en mere udvidet anvendelse af Bibelen: "Bibelen er vores fundament; den er kirkens grundbog, og den er kulturens grundbog; heri finder vi vore kristne, kirkelige, nationale og kulturelle rødder og identitet. Derfor er det vigtigt, at vi nu genopdager Bibelen og dens betydning. (…) Og det er vigtigt, at det sker ved at gøre os samtidige med de bibelske tekster." (det Danske Bibelselskabs Årbog (DBÅ), 1993). Hvori denne "samtidighed" skulle bestå, og hvor langt den evt. skulle strækkes, undlader Cappelørn dog at uddybe. Blot et år senere skriver hans afløser som generalsekretær, Morten Aagaard: "Der er igen hårdt brug for at synliggøre Bibelen og det kristne budskab i bredden, men også i dybden." (DBÅ 1994).

Den mest effektive og forpligtende måde at fremme "kirkens gamle tro" på er naturligvis ved at pege på en autoriseret bibel, der ikke er alt for tvetydig i udtrykket! I kampen mod tidens multireligiøsitet og relativisme er det unægtelig et aktiv at kunne henvise til den "eneste sande Gud", Bibelens almægtige monoteistiske Gud Fader - til trods for at en sådan størrelse ganske enkelt ikke kan dokumenteres ud fra en sober og tekstnær gengivelse af den hebraiske kildetekst i GT. Som påvist i Faklen har man da også i DO92 fordrejet eller decideret forfalsket en længere række skriftsteder, så at den nytestamentlige og kristne traditions monoteisme har kunnet opretholdes - se 1. Mos. 3,5; 6,1-2; 14,18; 31,13; 2. Mos. 32,1; 32,4; 32,8; 32,23; 4. Mos. 24,26; 5. Mos. 32,8-9; Sl. 29,1; 40,9; 58,2; 58,12; 82,1; 89,7; Es. 14,13; Ez. 28,2.

Et andet eksempel, man kunne drage frem, er forskellige højrekirkelige retningers uvilje mod kvindelige præster. Ud over en generel henvisning til Paulus (f.eks. 1. Tim. 2,11-12) har man også villet inddrage GT, hvor kvindelige præster jo omtales som "helligskøger". (DO92 1. Mos. 38,21; 5. Mos. 23,18 og Hos. 4,14). Eller gør de? Som demonstreret i Faklen nr. 2 implicerer denne fejloversættelse den traditionelle kristne forestilling om uforeneligheden af religion og seksualitet (se også 1. Mos. 31,13). En adækvat oversættelse af den gammeltestamentlige ordlyd i f.eks Hos. 4,14 er imidlertid blot "helligkvinde" eller "præstinde". Problemet er da, at så bliver udtrykket uanvendeligt kirkepolitisk set.

Et tredje eksempel af klar samfundsmæssig relevans er det kristne arvesyndsdogme, forestillingen om menneskenaturens medfødte ondskab, som jo historisk set har repræsenteret den bedste begrundelse for kristen mission og frelses-iver. Også dette har man søgt at finde bibelsk legitimation for. Uden at kunne finde det nogetsteds i GT, ganske enkelt fordi det ikke er der, har man så grebet til andre midler. I DO92 er Salme 51,7 et oplysende eksempel på, hvordan dogmatiske og ikke utænkeligt også missionspolitiske interesser har spillet ind. Som analyseret i Faklen nr. 1 handler Salme 51,7 - bekræftet af professor i semitisk filologi Frede Løkkegaard - i en præcis, tekstnær oversættelse blot om en mor, som har avlet et barn i synd, mens DO92 behændigt vender det på hovedet, så at barnet er synder lige fra fødslen - hvorved, som Cappelørn skriver, "det er bragt klarere til udtryk, at synden og skylden er altomfattende, at synden og skylden hører til menneskets grundvilkår, fra det fødes til det dør." (DBÅ 1990).

Den kristne traditions dogme om arvesynden har derved på stærk manipulerende vis fået skriftsmæssig dokumentation. Muligheden for at hævde dette med en kirkebibel i ryggen imod tidens "relativisme" og "selvoptagethed", som Morten Aagaard udtrykker det i DBÅ 1994, foreligger dermed. Om det så også vil blive gjort (igen), vil tiden vise.

Under alle omstændigheder demonstrerer ikke mindst den verserende debat om homoseksuelles ret til kirkelig velsignelse eller ej, som otte organisationer inden for den kirkelige højrefløj (i en rapport betitlet Kærligheden glæder sig ikke over uretten, 1997) enstemmigt afviser som uforeneligt med Bibelen, at det i sandhed ikke altid er humanistiske interesser, der er på spil. Som lektor ved Menigheds Fakultetet Kurt Christensen understreger: "Det samlede bibelske materiale, som dækker en lang tidsperiode, og som omfatter adskillige kulturformer, giver så vidt jeg kan bedømme, ikke så meget som en antydning af, at homoseksuel praksis skulle være legitim." (vor fremhævelse; Kristeligt Dagblad, 25.1.19). Om dette så f.eks. indebærer, at en ansøger til Indre Missions formandspost eller for den sags skyld til generalsekretærposten for Bibelselskabet ikke kan accepteres, alene fordi han er homoseksuel og derfor må formodes at være involveret i "homoseksuel praksis", kom Kurt Christensen dog ikke nærmere ind på.

Et konkret eksempel på ideologisk manipulation rettet mod islam gav semitisk filolog, Ph.D. Philippe Provencal til Informations Karen Syberg den 11.2.98:

I 1. Mosebog, 16,12-13 står der i 1992-udgaven om arabernes mytiske stamfader Ismael: "Han skal blive et vildæsel af et menneske; hans hånd skal være vendt mod alle og alles hånd mod ham, han skal leve på tværs af alle sine brødre."

Men en dirkete oversættelse af den hebraiske tekst lyder ifølge Provencal: "Han vil være et menneske-vildæsel; hans hånd skal være hos alle og alles hånd hos ham og han skal bosætte sig foran sine brødre."

Philippe Provencal tilføjer, at "foran" også kan betyde "øst for", "hvilket jo passer meget godt på arabernes stamfader," men også, at grundbetydningen af det verbum, han selv oversætter med "bosætte" er at "være rolig", "stå stille". Det kan under ingen omstændigheder bruges om ufred eller strid, siger han.

"Jeg kan ikke finde anden forklaring, end at oversættelsen skyldes de kristnes traditionelle had mod islam. Når det drejer sig om islam er det åbenbart stadig tilladt at være racistisk," tilføjer Provencal.

Da Kirkeministeriet godkendte iværksættelsen af arbejdet med den nye bibeloversættelse, var det imidlertid under indtryk af den videnskabelige standard, der ifølge de officielle skrivelser blev tilstræbt. Men »videnskabelighed« var som det allerede turde være fremgået næppe kendetegnende for Bibelselskabets fremgangsmåde, da revisionskomiteen under generalsekretær Niels Jørgen Cappelørns ledelse forandrede Bibelens ordlyd for at dække over tekstens uoverensstemmelser med den kirkelige tradition og få testamenterne til at fremstå som et sammenhængende hele.

En aldeles uvidenskabelig opgave, der indebar talrige manipulerende "justeringer", om hvilke Bodil Ejrnæs forklarer: »Men at Det gamle og Det ny Testamente fremtræder som en helhed skyldes først og fremmest, at et koordineringsarbejde har fundet sted med henblik på at skabe et ensartet vokabular, en ensartet stil og sprogtone, og med henblik på at samordne formuleringen af citater og allusioner (…) Det betyder, at det i langt højere grad bliver muligt for læseren at se, at der er en kontinuitet mellem Det gamle og Det ny Testamente (…) Mens 31/48-oversættelsen vanskeliggør eller ligefrem lægger hindringer i vejen for, at læseren kan etablere en sammenhæng, så giver 92-oversættelsen læseren denne mulighed« (vor kursiv; Teologisk Tidsskrift, 1993).

Opdagelsen af dette forhold var temmelig enkel og er sikkert tidligere blevet gjort af mange studerende, der har læst hebraisk, ligesom det har været en offentlig hemmelighed blandt semitiske filologer, men i Faklen nr. 1 skulle sagen altså første gang se dagens lys.

Baggrunden var den, at Jens-André Pedersen Herbener (daværende stud.mag. i semitisk filologi og relivionsvidenskab) og Rune Engelbreth Larsen (daværende stud.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab) fulgte mag.art. Dan Enok Sørensens hebraicum på Teologisk Fakultet på Aarhus Universitet.

Herbener og Engelbreth skulle imidlertid ikke læse ret meget, før de undredes over, hvorfor dog ikke alternative oversættelser var anført langt hyppigere i den danske oversættelse fra 1992, eftersom talrige iøjnefaldende flertydigheder giver kildeteksten nye dimensioner. Grundigere studier afslørede endvidere flere eksempler, hvor oversættelsen var i direkte modstrid med kildeteksten - noget, som forskellige hebraisklærere som f.eks. teologen Else K. Holt dengang ofte morede sig over i sin hebraiskundervisning.

Det viste sig snart, at alle landets toneangivende universitetsteologer havde været involveret i oversættelsesarbejdet, hvorfor den eneste reelle og offentligt tilgængelige debat om alle oversættelsespoblematikker stod imellem moderate universitetsteologer og mere fundamentalistiske menighedsteologer. Til stor forbavselse for Herbener og Engelbreth problematiseredes det imidlertid sjældent, hvorvidt afgørende steder overhovedet var oversat korrekt, mens man til gengæld ofte diskuterede, hvilken ordlyd der stødte mindst muligt an mod traditionen.

Siden studerede Herbener og Engelbreth så redaktionssektretær ved det Danske Bibelselskab, Bodil Ejrnæs' fremstilling af det store oversættelsesarbejde, som hun må betragtes som et særlig vigtigt øjenvidne til, eftersom hun selv tog del i både oversættelsesarbejdet og den afsluttende redaktion og revision. Og her fremgik det med al tydelighed, at Bibelselskabet ikke undlod at lade oversættelsens videnskabelige standard vige for rent kirkelige hensyn - skønt intet herom var nævnt i skrivelsen til Kirkeministeriet fra 1979, hvor man først udbad sig projektets godkendelse.

Efter Ejrnæs' oplysninger stod det også klart, at der i øvrigt eksisterede et meget omfattende arkivmateriale, som i detalje kastede lys over hele processen og muligvis nøjagtig kunne afsløre, hvor kildeteksten var blevet fraveget. Men da Herbener og Engelbreth dernæst ringede til Bibelselskabet for at få adgang hertil, svarede en sekretær efter at have konsulteret generalsekretær Morten Aagaard, at noget sådant »ikke længere foreligger«

De henvendte sig siden til lektor Knud Jeppesen - selv en af de ledende bibeloversættere - for at høre, om han skulle have kendskab til yderligere materiale. Jeppesen svarede: »Jeg blev udtrykkeligt bedt om at returnere al korrespondance til Bibelselskabet, efter oversætter-arbejdet var tilendebragt,« men tilføjede, hvad Aagaard i første omgang havde afvist gennem sin sekretær, at »Bibelselskabet har et omfattende arkiv.«

Imidlertid viste det sig, at Herbeners og Engelbreths hebraisklærer, semitisk filolog mag.art. Dan Enok Sørensen, tilfældigvis havde en stor del af materialet stående på sit kontor - her havde det stået temmelig ubemærket i årevis, imens forskellige indehavere af kontoret var kommet og gået. Enok Sørensen fortalte dengang velvilligt om mange eksempler på grov manipulation med kildeteksten og planlagde selv at kopiere alle sagsakterne på kontoret for det tilfældes skyld, at teologer skulle kunne finde på at skaffe det af vejen. Han forklarede, at den berømte professor i semitisk filologi, E. Hammershaimb, hos hvem flere af teologerne bag 1992-oversættelsen af Bibelen havde læst hebraisk, direkte havde erklæret om sine tidligere elever, at de "havde solgt deres sjæl" ved at medvirke til oversættelsen på de betingelser, som Bibelselskabet opstillede.

Med en voksende bevidsthed om, at der blev dækket over et eller andet, nærlæstes derefter atter Bibelselskabets årbøger fra 1970-1992, hvor oversættelsesprocessen kommenteres fra start til slut. Det stod snart klart, i hvilket omfang den nye bibeloversættelse havde været underlagt for kildeteksten aldeles irrelevante kirkehensyn, og at alt, hvad de uanseligt udseende årbøger røbede, var passeret fuldstændig ubemærket hen over hovedet på pressen.

Ifølge Ejrnæs' fremstilling havde den praksis, at kirkelige hensyn vejede tungere end videnskabelige og filologiske hensyn, primært spillet en meget sen rolle i processen, nemlig fra 1988, hvor Bibelselskabets såkaldte revisionskomité som nævnt forestod en række rettelser af hensyn til den kirkelige højrefløj, men ifølge årbøgerne havde kirken ofte haft forrang for kilden allerede fra projektets start.

I Faklen nr. 1 redegør Herbener og Engelbreth for sagen i artiklen "Bibelforfalskning?", der indeholder både kildekritisk baggrund og gennemgang af de gammeltestamentlige kildeteksters oversættelseshistorie. Om den danske bibeloversættelsestradition hedder det bl.a.:

Den danske bibeltradition hviler af naturlige årsager ikke så lidt på Luther. Reformatoren tilsluttede sig humanisternes ad fontes, til kilderne, lægmand skulle have adgang til helligskriftet, så han selv kunne udlægge dem uden indblanding fra det korrumperede (katolske) gejstlige magtapparats hidtidige patent på fortolkningen.

Luther oversatte således mere eller mindre egenhændigt hele Bibelen til tysk, og i modsætning til tidligere oversættelser lagde han ikke den latinske, men den græske og hebraiske kildetekst til grund for sit arbejde. Bibelordet, ikke gejstligheden skulle nu være kristendommens autoritet, sola scriptura (skriften alene) skulle råde, og enhver - quisque - skulle kunne danne sig sin egen dom. Men heller ikke Luther mente, at lægmand var i stand til at læse Bibelen forudsætningsløst, hvorfor den trods alt måtte forsynes med vejledende fortaler og kommentarer ...

Luthers Nye Testamente udkom i 1522, det Gamle Testamente i 1534, og de nye vinde blæste snart til Danmark, hvor både Christian IIIs Bibel fra 1550, Frederik IIs fra 1589 og Christian IVs fra 1633 byggede på Luther - i Danmark havde Lutherordet tilsyneladende forrang for kilderne.

I 1607 havde Resen dog endelig oversat Bibelen fra grundsprogene i stedet for fra tysk, men selv om biskop Svane reviderede den i 1647, blev de såkaldte hus- og rejsebibler, der var beregnet til lægfolket, til stadighed baseret på 1633-versionen og udkom helt indtil 1802.

I 1814 stiftedes så det Danske Bibelselskab, der reviderede og autoriserede det Nye og det Gamle Testamente i den Resen-Svaningske udgave i henholdsvis 1819 og 1871.

Fik folket så adgang til Bibelordet, fik de selv lov til at fortolke teksten ud fra så redelige og tekstnære oversættelser som muligt? Nej.

Og dermed er vi nået frem til det virkelige hovedproblem, som en kristen bibel pr. definition må forholde sig til, og som kristendommen i almindelighed og bibeloversættelserne i særdeleshed er uløseligt forbundet med: Er der overhovedet belæg for kirkens kobling af de jødiske helligskrifter og de kristne nytestamentlige kildetekster?

Det traditionelle kristne svar har naturligvis altid været et rungende og indiskutabelt ja. Ja, det Gamle og det Nye Testamente udgør en sammenvævet enhed; ja, det Gamle Testamente handler om Gud, og det Nye Testamente om Guds søn; ja, det Gamle Testamente forudsiger Jesu Kristi komme, og det Nye Testamente opfylder den profeti; der skulle med andre ord ikke være nogen afgørende modsætning de to testamenter imellem. Bibelen er en kristen enhed, og det Gamle Testamente bliver følgelig både tolket og oversat kristologisk.

De gamle jøder var, som vi allerede har set, af en ganske anden mening, og i dag er det ovenud vanskeligt ikke at hælde til jødernes standpunkt - der er ikke ét sagligt spor af Jesus Kristus i det Gamle Testamente, og der er så godt som intet konsistent fællestræk den gammeltestamentlige Jahwe og den nytestamentlige Gud Fader - og hans Søn - imellem.

Nogle af de værste eksempler på fordrejende og manipulerende omgang med kildeteksterne finder vi givetvis hos Luther og dermed naturligvis også i alle de danske bibler, der bygger på hans oversættelse.

Ikke blot er oversættelserne højst kritisable (Luthers hebraisk var mildest talt ikke forbilledligt), men bibeludgavernes fortaler, illustrationer, henvisninger, overskrifter, summarier og bemærkninger presser eksplicit den forståelse ned over de gammeltestamentlige tekster, at de ofte simpelt hen handler om Kristus.

Konstant bliver den læser, der tror sig sin egen bibelfortolker, konfronteret med Luther og andre oversætteres autoriserede kommentarer og udlægninger, der utrætteligt gør opmærksom på, hvor Moses, profeterne og salmerne udtaler sig om Jesus - et halvt til et helt årtusind før han overhovedet blev født.

De på Resen og Svane baserede bibeludgaver overtager på trods af en mere pålidelig omgang med kildeteksterne uden videre denne tradition, der først i 1871-versionen viser tegn på en begyndende tilbageholdenhed.

I bogen Skriftsynet igennem den danske bibels historie (DBH) konkluderer Bodil Ejrnæs om det kristologiske aspekt, som det kommer til udtryk gennem de autoriserede oversættelsers ordlyd såvel som i bibelfortalerne, -noterne og -kommentarerne: »... både i de danske Lutherbibler og i den resen-svaningske tradition afspejles det syn, at Det gamle og Det nye Testamente udgør en enhed, hvis centrum er Kristus. Det kommer eksplicit til udtryk i Lutherbiblernes og den resen-svaningske bibels fortaler, og hvordan de enkelte gammeltestamentlige tekster indholder Kristusvidnesbyrd, anskueliggøres gennem summarier, noter og skrifthenvisninger.« (s. 211).

Det er altså ikke slagordet ad fontes, som hævdet af Luther, der har spillet den fremtrædende rolle for oversættelserne, men derimod en fra teologisk og statslig side klar manipulation. Målet helliger midlet, og det Gamle Testamente skal for enhver pris legitimere kirkelig dogmatik, om så midlerne er fordrejede og manipulerede oversættelser såvel som groft postulerende kommentarer og noter.

Formålet er selvfølgelig at underbygge kirkens fundamentale mirakelfortælling om den enerådende, almægtige kristne Gud, som fra skabelsesøjeblik til dommedag lige netop har - og kun har - kristendommen i sinde. Og hertil behøves selvsagt det Gamle Testamente som kirkelig dokumentation, ikke mindst fordi det Nye Testamente i så vid udstrækning hævder denne dokumentation.

For tænk, om det tværtimod stod alle lysende klart, at den kristologiske udlægning og oversættelse af de gammeltestamentlige skrifter var uden noget substantielt hold i teksten? Chancerne for, at mange måtte revidere deres opfattelse af det Nye Testamente, af Kristus og Paulus, af kirkefædrene og kristendommen, ja, af kirken som sådan, er vel næppe ubetydelige.

Den danske bibeloversættelsestradition har ikke meget med oversættelse i moderne forstand at gøre, der er i bedste fald slet og ret tale om kristologiske gendigtninger. Man skulle tro, at det havde ændret sig i vore dage - men det er ingenlunde tilfældet. Artiklen "Bibelforfalskning?" dokumenterede både konkrete forfalskninger såvel som Bibelselskabets dobbeltspil under oversættelsesforløbet, hvor man udadtil hævdede de højeste, videnskabelige filologiske principper, men indadtil lod sig styre af en helt anden dagsorden.

Allerede i 1977, to år før den første anmodning til Kirkeministeriet om en oversættelse, der stilede mod »sproglig og videnskabelig standard«, havde Bibelselskabets Svend Aage Nielsen fastslået, at »det er et stykke af kirkens bog og ikke et videnskabeligt aktstykke, vi udgiver«.

Herbener og Engelbreth Larsen opsummerer i artiklens afslutning:

I 1990 slog Cappelørn endegyldigt fast med syvtommer søm, at den nye oversættelse er og bliver en autoriseret kirkebibel.

Hvorfor autoriseret? Cappelørn svarer: »Ved at en bibeloversættelse autoriseres, beskyttes lægfolket mod oversættelsestilfældigheder, som er ødelæggende for det kirkelige og folkelige fællesskab« (DBÅ 1990) ...!

Og hvad er så en kirkebibel? Cappelørn svarer: »En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til dansk salmetradition. (...) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til liturgien. (...) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som er blevet til ud fra den grundopfattelse, at Det Gamle og Det Nye Testamente udgør en bibelsk og frelseshistorisk helhed, og at den gamle og den nye pagt må forstås i lyset af hinanden. (...) En dansk kirkebibel er en bibel, som består af oversættelser, der udgør en kanonisk samling af tekster og ikke en samling af religionshistoriske tekster. Eller sagt på en anden måde: Der er tale om en samling af skrifter, som i århundreder har været og fortsat er i levende, forpligtende brug i kirken. (...) Bibelen er kirkens og gudstjenestens bog, og fra gudstjenesten tager vi den med hjem til daglig brug og opbyggelse.« (DBÅ 1990). Sic!

Borte er fuldstændig emfasen på det oprindelige videnskabelige sigte, og borte er enhver mulighed for en tekstnær, uforudindtaget oversættelse.

I stedet har vi på afgørende punkter fået en gendigtning, hvor kildeteksterne pænt må underordne sig dansk salmetradition og folkekirkelig liturgi. Vi har fået en kirkebibel, der er oversat ud fra det perspektiv, at det Gamle og det Nye Testamente udgør en frelseshistorisk helhed.

Vi har altså ikke fået en oversættelse, som i optimal grad får lov til at tale for sig selv - Bibelselskabet taler for den!

Alle de smukke erklæringer om videnskabelighed og ekspertise klinger dermed præcis så hult som Luthers ad fontes, for også den nye oversættelse er manipuleret og fordrejet. Humanisternes slagord til kilderne er blevet til Cappelørns til kirkerne.

Læseren har med andre ord ikke mulighed for at danne sig sit eget indtryk af forskelle og ligheder det Gamle og Nye Testamente imellem på et reelt grundlag.

At spørgsmålet om kildetekst under alle omstændigheder også er en kilden sag, var vi inde på indledningsvis, men bevidst at fravige kilden er trods alt - i bedste fald - aldeles utilstedeligt.

At formålet så har været at legitimere en kirkelig tradition teologisk, fordi den ikke længere kan legitimeres videnskabeligt, er også temmelig indlysende, eftersom det i modsat fald naturligvis havde været ganske overflødigt at forandre teksten! Og det er formodentlig også i sidste ende en væsentlig grund til, at man har gjort det - der er åbenbart så frygtelig megen prestige, autoritet og magt, der hænger på en kristologisk Bibel. Bibelselskabets, teologernes - og folkekirkens.

Og over for så vægtige institutioner, hvad betyder da ordet?!

Næppe nogen kan være i tvivl om, at hvis f.eks. en oversættelse af Homer i akademisk regie fulgte de retningslinjer, der var lagt til grund for oversættelsen af det Gamle Testamente, ville de pågældende oversættere blive fyret på stedet. Men bibelmanipulationen har dannet skole lige siden Luther, endda i så gennemgribende omfang, at de fleste intet kendte til det, før Faklen rejste kritik heraf offentligt.

I ugerne efter udgivelsen af Faklen nr. 1 begyndte Bibelselskabet så småt at tage til genmæle mod kritikken. Over for Faklens dokumentation af Bibelselskabets manipulation fremlagde diverse teologer en række spredte apologier.

Den 28.9.96 skriver Kristeligt Dagblad: "Artiklen [i Faklen nr. 1] indeholder en række eksempler, der skal vise, at det egentlige ærinde for revisionskomiteen har været at levere teologisk legitimation for en kirkelig tradition. 'Det er pure opspind,' siger Bibelselskabets daværende generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn."

Denne udtalelse var nu nok noget forhastet, eftersom samme Cappelørn allerede i Faklen nr. 1 kunne citeres for at understrege, at oversættelsen netop tog afsæt i den kirkelige tradition, eftersom hensigten var at producere en kirkebibel: "… der skal ikke herske tvivl om, at det, Bibelselskabets prøveoversættelser sigter mod, er en kirkebibel." (Det danske Bibelselskabs årbog (DBÅ), 1986).

Dermed har Cappelørn allerede i 1986 bekræftet det spørgsmål, som han ti år senere i Kristeligt Dagblad forsøger at afkræfte med et skuldertræk, nemlig at det egentlige ærinde for revisionskomiteen har været at levere teologisk legitimation for en kirkelig tradition.

Til Universitetsavisen (København) den 17.10.96 er han da også kommet i tanker herom og vender behændigt 180 grader - nu er der ikke længere tale om "pure opspind", til gengæld er der lige pludselig "ikke noget som helst nyt i artiklen." Her hedder det videre: "Han understreger, at det, at der er tale om en kirkebibel, ikke gør det til en mindre videnskabelig oversættelse." Men det er simpelt hen usandt, som det også allerede turde være fremgået.

I 1997 gik Cappelørn nemlig endnu videre, som vi tidligere har citeret: »Mange af de ændringer, som var afgørende for højrefløjen, kom med i den endelige oversættelse, og for eksempel støttede jo Indre Missions Hovedbestyrelse oversættelsen, da den udkom. Det ville de ikke have gjort, hvis de skulle bruge lup for at finde ændringerne.« (Kristeligt Dagblad, 11.3.97).

Men en religionshistorisk, videnskabelig oversættelse kan indlysende nok ikke være forpligtet på en religiøs dogmatik, hverken jødisk eller kristen, ligesom den selvfølgelig ikke kan være baseret på "ændringer, som var afgørende for højrefløjen" inden for kirken, sådan som Bibelselskabet indrømmer, at netop kirkebiblen fra 1992 er det, og derfor kan en kirkebibel ganske enkelt umuligt være videnskabelig.

I Politiken den 20.10.96 indrømmer Cappelørn da også atter, at de kirkelige hensyn har været afgørende allerede under oversættelsesarbejdet: "Det er det Nye Testamentes påstand, at Messias-forventningerne i det Gamle Testamente er gået i opfyldelse i Kristus. Og det lader vi oversættelsen afspejle. Jøderne oversætter naturligvis ud fra en anden tradition. Det kan ikke være anderledes."

Naturligvis både kan og bør det være anderledes, hvis man ønsker en videnskabeligt forsvarlig oversættelse. At oversætte videnskabeligt betyder selvfølgelig at negligere ethvert kirkeligt, dogmatisk hensyn. Vælger man så en dogmatisk referenceramme, har man selvsagt fravalgt en videnskabelig referenceramme, og oversættelsen kommer derved uundgåeligt til at afspejle, hvad der ifølge kirkelige hensyn bør stå i teksten - ikke hvad der rent faktisk står i de kildetekster, som man har valgt at lægge til grund for sin oversættelse.

I Politiken udtaler Cappelørn sig også om forholdet mellem "Gud" og "guder" i det Gamle Testamente: "I oldhebraisk bruger man ofte flertalsformen, når Gud er på banen. Det er 'pluralis majestætis'. Det er nøjagtigt det samme, som når dronning Margrethe siger: 'Vi kundgør hermed …' - At guder og majestæter taler i flertal er en gammel historie."

Det er selvfølgelig rigtigt, at guder og majestæter kan tale i flertal - det har bare ikke noget med Faklens kritik at gøre. Det hebraiske gudenavn elohim (der har pluralis-endelsen -im) oversættes da også med rette i singularis (Gud) i mange tilfælde, eksempelvis dér, hvor også verbalhandlingen står i singularis - men derfor er det ingenlunde altid tilfældet, at der skal oversættes i ental!

I Faklen nr. 1 nævner vi således fire eksempler, hvor man af dogmatisk vane - eller simpelt hen grundet manglende hebraiskkundskaber - oversætter med ental, selv om der kun kan være tale om flertal: 1.Mos. 3,5, 1.Samuelsbog 4,8, Salme 29,1 og Salme 58,12.

I 1.Samuelsbog 4,8 står adjektiverne, de demonstrative pronominer og den efter subjektet stillede verbalhandling, der er tilknyttet elohim, i pluralis, hvorfor der må oversættes med "guder" (jvf. Gesenius: Hebräische Grammatik § 132h).

I Salme 29,1 oversættes bene elim med "gudssønner", selv om elim er pluralis af el, "gud", og der derfor burde stå "guders sønner".

I Salme 58,12 oversætter 1992-oversættelsen elohim shofetim med "en Gud, som dømmer", men adjektiver og participier (shofetim) skal rette sig i køn og tal efter subjektet i en nominalsætning, hvorfor der kun kan oversættes med "guder, som dømmer" (jvf. H.S.Nyberg: Hebreisk Grammatik § 88f; Johannes Pedersen: Hebræisk grammatik §§ 121d og 122f; samt Josua Blau: Grammar of Biblical Hebrew § 66).

I 1.Mos. 3,5 oversættes elohim med Gud, selv om der står elohim jode. Men jode er et participium i pluralis og ud fra konteksten (jvf. 1.Mos. 3,22: "som en af os") kan der ikke stå andet end "så I kan blive som guder (ikke "som Gud"!), der kender godt og ondt". Også den latinske Vulgata og den græske Septuaginta har pluralis her, ganske som nye franske, engelske, amerikanske og jødiske oversættelser (se Faklen nr. 1, s. 39, 2. spalte).

Derudover kan blot et hurtigt ordbogsopslag under elohim røbe, at ordet i modsætning til Cappelørns ensidige opfattelse som pluralis majestætis også har talrige andre betydninger, f.eks. guder, engle, døde, spøgelser, gudsbilleder, dæmoner - alt efter konteksten.

Alligevel forkynder Cappelørn afslutningsvis til Politiken: "Det ligger ikke til mig at komme med sure opstød. Men ærlig talt: De unge mennesker burde nok lære noget mere hebraisk …"

Vi skal her nøjes med at bemærke, at da professor dr.phil Frede Løkkegaard i et interview i Faklen nr. 2 blev spurgt, om han mener, at den kritik, som der blev fremført tolv eksempler på (bl.a. de fire ovennævnte) i Faklen nr. 1, er videnskabeligt, filologisk velbegrundet, svarede han: "Ja, det mener jeg." Løkkegaard har været professor i semitisk filologi ved Københavns Universitet i 35 år. Men måske, Cappelørn mener, at også han nok burde "lære noget mere hebraisk"?

Endvidere gennemlæste og godkendte semitisk filolog mag.art. Dan Enok Sørensen de første 12 eksempler på forfalskning af oversættelsen i Faklen nr. 1. Professor i semitisk filologi fra Aarhus Universitet, Finn O. Hvidberg-Hansen udtrykte ved flere lejligheder over for Herbener og Engelbreth, at kritikken var absolut berettiget, og at den var helt i overensstemmelse med, hvad semitiske filologer "selvfølgelig" havde været klar over i årevis, og at han imødeså offentliggørelsen, der ville afstedkomme et "ramaskrig" fra teologernes side, med interesse.

I Jyllands-Posten den 13.10.96 gav bibeloversætter Knud Jeppesen udtryk for, at han var uenig med Faklen i, at navnet Jahwe skulle have været brugt i stedet for det sædvanlige "Herren": "Ingen ved, om navnet egentlig er Jahwe, for den hebraiske tekst har kun bogstaverne jhv. I synagogerne læser de Adonai, der betyder min Herre - og vi har tradition for at bruge ordet Herren."

Religionsvidenskabeligt er det imidlertid umuligt at komme udenom, at Jahwe er den bedste transskription af, hvad der gemmer sig bag bogstaverne JHWH i det Gamle Testamente, ikke mindst grundet kirkefædres transskriptioner til græsk, der bekræfter, at navnet var Jahwe eller noget lignende (som f.eks. også Johannes Pedersen uddyber i sin Hebræisk grammatik § 8, standardgrammatikken på Teologisk Fakultet).

At jøderne ikke må læse Jahwe-navnet højt, men i stedet reciterer adonaj i synagogerne, er naturligvis irrelevant for såvel en kristen som en videnskabelig oversættelse, eftersom den kristne årsag til at skrive "Herren" i stedet for Jahwe naturligvis ikke er frygt for at krænke gudsnavnets hellighed, men ene og alene at skabe den konformitet testamenternes to hovedguder imellem, som der hverken findes tekstuelt eller religionshistorisk belæg for.

Endvidere forsvarer Jeppesen Bibelselskabets oversættelse af Salme 22,17 (som eksplicit kritiseredes i Faklen nr. 1), der lyder: "Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har gennemboret [hebraisk: ka'ar] mine hænder og fødder."

I Faklen blev der imidlertid gjort opmærksom på, at ka'ar ikke kan betyde "gennemboret", men efter al sandsynlighed betyder "bundet", som man da også havde oversat det i prøveoversættelsen, inden revisionskomiteen med Cappelørn i spidsen forandrede teksten.

Herom sagde Jeppesen: "I virkeligheden står der 'som en løve - hænder og fødder'. Det giver ikke nogen mening og skyldes formentlig en fejl i den hebraiske tekst. (…) Fejlen består i, at der er et bogstav for meget. Når man tager det væk, står der 'gravet', og det har vi valgt at oversætte med gennemboret, for hvad betyder det ellers at grave i hænder og fødder?"

Det er rigtigt, at der egentlig står ka'ari, der betyder noget i retning af "som en løve"; sædvanligvis antager man, at der er tale om en afskriverfejl, så der i stedet skulle stå ka'ar eller kara, fordi man vanskeligt kan give ka'ari mening. Nogle, bl.a. professor emeritus i semitisk filologi, Frede Løkkegaard, er af den mening, at der skal oversættes ud fra ka'ari, når dét nu engang er kildetekstens ordlyd.

Gesenius' Handwörterbuch foreslår dog at ændre vokalerne, så der i stedet står koare (pluralis maskulinum constructus), så hele versets mening bliver noget i retning af: "Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de gnaver kødet af mine hænder og fødder."

Men de internationalt anerkendte standardværker Theologisches Wörterbuch zum alten Testament og Koehler/Baumgartner er enige om, at ordets rod må være kara, der har fire grundbetydninger: grave, handle, give måltid og sammenbinde. Begge værker slår fast, at betydningen af verbet netop i Salme 22,17 er "sammenbinde".

Så uanset om vi vælger disse to værker som reference, Gesenius' Handwörterbuch eller Frede Løkkegaard, kan man ikke oversætte sådan, som Bibelselskabet har gjort det, "gennembore" eksisterer slet ikke som bud på en videnskabelig oversættelse.

Men Jeppesen har selvfølgelig ret, når han understreger, at man ikke kan lave "en oversættelse, der er hævet over diskussioner" - men man kan lave en oversættelse, der er hævet over manipulationer. Det kræver bare, at man afholder sig fra dogmatiske tilretninger og holder sig til strengt videnskabelige redskaber. Selv om der ikke findes nogen 100% objektiv oversættelse, findes der oversættelser, der utvetydigt er forkerte eller manipulerede - og det er alene dem, Faklen har kritiseret.

Eksempelvis er Cappelørns forklaring på, hvorfor revisionskomiteen ændrede "bundet" til "gennemboret", da også gennemført uvidenskabelig: "Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes Bog som fx kap. 20 vers 25 i Johannesevangeliet."

En kristologisk bue. Ikke en videnskabelig, filologisk bue. Hvad vil dét sige? Hvad gør en "kristologisk bue" i det Gamle Testamente?

Jyllands-Posten forhørte sig om lektor Jeppesens mening herom, men han ville "ikke på stående fod kommentere bibelselskabets ovennævnte begrundelse." Det forstår man godt.

I en kronik i Kristeligt Dagblad den 16.10.96 anfægter forfatter til bogen Skriftsynet igennem den danske bibels historie, bibeloversætter og medlem af revisionskomiteen, Bodil Ejrnæs Faklens kritik af bibeloversættelsen. Ejrnæs gør opmærksom på, at Faklen fejlagtigt anvender et citat fra en passage i hendes bog, der omhandler 1931-oversættelsen, om 1992-oversættelsens tilblivelseshistorie: "… der tales om tre faser for det forestående arbejde, en videnskabelig nyoversættelse, en kirkelig bearbejdning og et afsluttende gennemsyn …"

Deri havde hun ret - og den fejl beklagede vi uforbeholdent i Faklen nr. 2!

At så 1992-oversættelsen stort set er foregået på samme måde, er selvfølgelig ingen undskyldning. Men dét var så alt, Ejrnæs havde som grundlag for sin historie om "Faklens forfalskninger", hvor hun karakteriserede bibelartiklen som en "skødesløs og uansvarlig omgang med kilderne."

Ejrnæs opremsede Bibelens lange for- og virkningshistorie og konkluderede: "At tro - som Faklens folk synes at gøre - at man kan gå til teksten uden denne bevidsthed og præstere en 'uforudindtaget oversættelse,' det er illusorisk." Her tog hun fejl, eftersom man i hvert fald sagtens kan udarbejde en i religiøs forstand uforudindtaget oversættelse, altså en filologisk i stedet for en kristologisk oversættelse, som ikke gør brug af manipulation med de videnskabelige redskaber. Men det har Bibelselskabet desværre ikke gjort.

Ejrnæs mener ligesom Cappelørn, at en oversættelse skal tegne en "bue"; man kan så vælge, om buen skal gå bagud eller forud i tid. Oversættelsen af Es. 7,14 er hendes eget eksempel: Den dogmatiske kristologiske oversættelse (futurum) tegner buen fremad mod kristendommen, og den videnskabelige filologiske oversættelse (præsens) tegner den bagud til "fjerne tider og fremmede kulturer" - mod dem begge kan der rejses indvendinger, hævdede hun.

Baggrunden herfor er denne: Fra gammel tid oversatte man Es. 7,14, så det kom til at omhandle en gravid jomfru i stedet for blot en ung kvinde. I en oversættelse fra 1847 hedder det f.eks.: "Derfor skal Jehova give eder et Tegn: See, Jomfruen vorder frugtsommelig og føder en Søn, og du skal kalde hans Navn Immanuel," og i 1931-oversættelsen lyder samme sted: "Derfor vil Herren selv give eder et tegn: se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel."

I den hebraiske tekst står der imidlertid ikke "jomfru", men alma, "ung pige/kvinde", men man har jo gerne villet have dette gammeltestamentlige skriftsted til at være en profeti om Marias såkaldte jomfrufødsel - ca. 700 år senere.

Uafhængigt af, om der står jomfru eller ej, har også tidsangivelsen på dette sted været brugt som argument for denne kristologiske profeti: "hun skal blive med barn [hebr.: hara] og føde [hebr.: jolædæt]." Men hara er, som vi gør opmærksom på i Faklen nr. 1, et adjektiv, som må oversættes med præsens, og jolædæt et participium, som enten udtrykker præsens eller nær fremtid. En videnskabelig oversættelse må derfor lyde: "Se, en (artsartikel) ung kvinde er gravid, og hun er ved (el. skal snart til) at føde …"

Derved er enhver hypotetisk sammenhæng med Jesu fødsel ungefær syv hundrede år senere naturligvis fuldstændig forsvundet. Bibelselskabet oversatte alligevel dogmatisk, så "profetien" stadig muliggjordes, i og med, at tidsangivelsen i den nye oversættelse bliver futurisk, selv om dette er filologisk ukorrekt.

Faktisk forsøgte flere i revisionskomiteen sågar tilmed at få "jomfruen" presset igennem den endelige oversættelse. På hvilket videnskabeligt grundlag foregik så dette? Ved en afstemning. Ifølge arkivmaterialet fra det Kongelige Bibliotek blev der den 11.10.91 i den sytten mand store revisionskomité stemt om, hvorvidt der skulle stå "jomfruen" det pågældende sted.

For stemte seks: Niels Jørgen Cappelørn, Georg S. Geil, Søren Giversen, Kai Kjær-Hansen, Oluf Paaske og Carsten Vang. Ni stemte imod, og to undlod at stemme (eller var fraværende). Således slap vi med for den kristologiske forvanskning, "jomfruen", selv om bl.a. generalsekretæren helst havde set den gennemtrumfet.

Man afgjorde også ved afstemning, om der skulle stå det filologisk korrekte "er med barn" (præsens) eller det kristologisk hensigtsmæssige "skal blive med barn" (futurum).

For futurum stemte seks: Niels Jørgen Cappelørn, Georg S. Geil, Kai Kjær-Hansen, Oluf Paaske, Carsten Vang og Bertil Wiberg. Imod stemte otte. Demokratiet har dog ikke altid lige gode vilkår, heller ikke i Bibelselskabet, for på trods af flertal imod denne kristologiske manipulation, var det alligevel den, som endte i den autoriserede bibeloversættelse!

Ove Kollerup afslører i sin rapport følgende om Indre Missions (IM) taktik i oversættelsesprocessen omkring netop dette nøglested i det Gamle Testamente: »Debatten fra dagspressen viser, at IM gjorde spørgsmålet om 'jomfru'-oversættelsen til et kardinalpunkt. Således udtalte daværende [generalsekretær for Indre Mission] Poul Langagergaard i dagene op til julen 1987: 'Her står og falder hele kirken' i fx Århus Stiftstidende den 21.12.1987. (…) Poul Langagergaard gør ved et Interview den 28.7.1994 opmærksom på, at hans stærke udtalelse i 1987 udelukkende havde det formål at redde det profetiske udsagn »skal blive« med barn mere end ønsket om at redde »jomfru«-oversættelsen. Det lykkedes. Eksemplet bruger Poul Langagergaard til at beskrive IMs taktik: I dagspressen at angribe og »skyde langt over målet« for at få det mest afgørende igennem.« (Hvem bestemmer over Bibelen?, s. 59).

Det klingede altså dermed temmelig hult, når daværende generalsekretær for det Danske Bibelselskab, Niels Jørgen Cappelørn bedyrede: "at det, at der er tale om en kirkebibel, ikke gør det til en mindre videnskabelig oversættelse" …

Ligesom det klingede temmelig hult, når Ejrnæs hævdede, at man kunne vælge imellem den ene "bue" - den dogmatiske kristologiske oversættelse (futurum), der tegner buen fremad mod kristendommen, og den videnskabelige filologiske oversættelse (præsens), der tegner den bagud til "fjerne tider og fremmede kulturer" - mod dem begge skulle der kunne rejses indvendinger.

Men spørgsmålet er jo ikke, hvilken "bue" vi foretrækker, spørgsmålet er og er kun, hvad der helt konkret står i teksten - og i nævnte tilfælde hvilken konkret tidsangivelse, der er anvendt i kildeteksten. Og som vi har set, er der i kildeteksten anvendt en utvetydigt præsentisk tidsangivelse, som Bibelselskabet oversætter futurisk. Ergo er DO92s oversættelse af det skelsættende skriftsted i Es. 7,14 simpelt hen forkert.

Ejrnæs hævdede endvidere, at man "ved at lade polyteismen skinne igennem indfører et fremmedelement i den konkrete tekst, den antikke jødiske skriftsamling, der er gennemsyret af monoteistisk tankegang."

Det er imidlertid noget nær den teologisk set mest fejlagtige påstand, der længe er set på tryk, at det Gamle Testamente skulle være "gennemsyret af monoteistisk tankegang". Det Gamle Testamente er tværtimod gennemsyret af polyteistisk tankegang.

Selv om israelitterne mestendels, men langtfra altid holder sig til at dyrke Jahwe, deres egen gud (henoteisme, hvilket heller ikke er det samme som monoteisme), er forestillingen i langt størstedelen af skriftet polyteistisk.

F.eks. siger Jahwe om ægypternes guder (selv i Bibelselskabets autoriserede oversættelser): "og over alle Ægyptens guder vil jeg holde dom" (2.Mos. 12,12), hvilket ville være absurd, hvis konteksten var monoteistisk; om amoritternes guder hedder det: "Men hvis I ikke synes om at tjene Jahwe; så vælg i dag hvem I vil tjene, de guder, eders forfædre dyrkede hinsides floden, eller amoritternes guder, i hvis land I nu bor" (Jos. 24,15); om forskellige folkeslags guder: "Men israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i Jahwes øjne, idet de dyrkede Ba'alerne og Astarterne og aramæernes, Zidons, Moabs, ammonitternes og filisternes guder og faldt fra Jahwe og undlod at dyrke ham" (Dom. 10,6); eller om andre folks guder generelt: "Thi alle folkeslag vandrer hvert i sin guds navn, men vi vil vandre i Jahwe vor Guds navn for evigt og altid" (Mik. 4,5); eller her, hvor Jahwe blot betegnes som én af den Højestes (Eljons) gudesønner, der i sin tid fik tildelt israelitterne som sit lod (underforstået, at andre guder fik tildelt andre folkeslag): "Da den Højeste (Eljon) gav folkene eje, satte skel mellem menneskenes børn, bestemte han folkenes grænser efter tallet på Israels/Guds (bene Israel/ bene El) sønner, men Jahwes del blev Jakob, Israel hans tilmålte lod" (5.Mos. 32,8); og i overensstemmelse hermed skelnes f.eks. i Salme 82 også mellem El Eljon og Elohim: "Gud (Elohim, sing.) stiller sig frem i Guds (Els) forsamling, blandt guder (elohim, plur.) holder han dom (…) jeg har sagt, I er guder (elohim, plur.), I er alle den højestes (Eljons) sønner" (Sl. 82, v. 1 og 6).

Der kunne nævnes talrige andre steder, som røber den gammeltestamentlige polyteisme/henoteisme. Professor emeritus i Gammel Testamente, Benedikt Otzen skriver endog, at også flere israelitiske stammenavne synes at dække over gudenavne, f.eks. Gad, Aser, Zebulon og Dan (Israelitterne i Palæstina, s. 100).

Man begynder så småt at få et interessant billede af den sproglige såvel som religionshistoriske "kompetence", bibeloversættelsen er blevet grebet an med.

Altså kan det vanskeligt konkluderes andet, end at bortset fra Ejrnæs' pointering af, at vi har placeret et enkelt citat fra hendes bog om bibeloversættelsestradition i en forkert sammenhæng, er det ikke lykkedes hverken Bibelselskabet eller teologerne at gendrive Faklens kritik af den seneste bibeloversættelse på ét eneste punkt.

Efterhånden må det stå klart for enhver, der har sat sig ind i sagen så uforudindtaget som muligt, at 1992-oversættelsen er aldeles upålidelig.

I Faklen nr. 2 bliver der slået til lyd for at iværksætte en helt ny oversættelse af det Gamle Testamente, hvor videnskabelig filologi i stedet for dogmatisk kristologi tegner oversættelsesstrategien.

Dét gælder jo i forvejen oversættelsen af ethvert andet værk - af faglitteratur såvel som skønlitteratur, af religionshistoriske såvel som andre kulturhistoriske tekster - at man efterstræber så tekstnær en oversættelse som muligt, at man afspejler de valgte hebraiske kildeteksters kulturelle og tidsmæssige kontekst, og at man arbejder ud fra de tilgængelige videnskabelige ordbøger og grammatikker, ikke specifikke politiske eller dogmatiske hensyn.

I et halvt årtusinde har Bibelen været en konstant undtagelse fra denne fremgangsmåde. Kendetegnende for teologernes udfald mod kritikken af oversættelsen af det Gamle Testamente var da også, at de var blottet for filologisk tyngde. Faklen prøvede ikke desto mindre på et tidligt tidspunkt at indlede en saglig diskussion med teologerne.

Den 1. oktober 1996 forsøgte Faklen at få et møde i stand med dekanen for Teologisk Fakultet, Peter Widmann, hvor det var hensigten at fremlægge et forslag til en offentlig debat Faklen og de teologiske kritikere imellem. Fredag den 4. lykkedes det Faklens redaktør at lægge beslag på fem minutter af dekanens tid, hvor han mundtligt fik forelagt et oplæg til et fælles møde (som prodekanen, Armin Geertz havde fået det dagen forinden).

Faklens redaktion foreslog en dagsorden på fire punkter, hvoraf to kunne vælges af kritikere fra Teologisk Fakultet og to af Faklens redaktion. Vi mente, at et arrangement med f.eks. tre fra Faklen og tre opponenter (f.eks. en fra Bibelselskabet, en af oversætterne og en af de kritiske professorer) kunne forløbe i god ro og akademisk orden med Widmann som ordfører.

Widmann var som altid stresset og distræt, men lovede at komme med et skriftligt oplæg. Det kom så den 9. oktober, vedlagt fire siders statements, der angiveligt skulle være svar på Faklens »indvendinger mod fakultetets undervisning og forskning«. Som indledning til denne lange uklare og ukorrekte fremstilling af Faklens kritik- og standpunkter opstilles en række betingelser for et offentligt møde, hvoraf de to var, at der ikke måtte være en skjult dagsorden, og at man skulle gengive hinandens positioner loyalt. Disse »betingelser« er naturligvis selvindlysende, hvorfor Faklen - i modsætning til fakultetet - netop havde fremlagt en åben dagsorden.

Imidlertid stillede fakultetet også som betingelse, at Faklen skulle trække sine beskrivelser af konkrete oplevelser på Aarhus Universitet tilbage, hvilket selvfølgelig er et fuldstændig absurd krav. Dermed afslørede dekanatet da også, at hele »invitationen« var en skinmanøvre, eftersom man selvsagt ikke kan kræve, at debattørerne skal starte med at trække de standpunkter tilbage, som der efterfølgende skal debatteres. Faklen skulle jo i så fald tilsvarende have krævet, at navngivne lærere startede med at undskylde deres opførsel, før vi ville mødes med dem og diskutere denne opførsel. Noget sådant ville naturligvis have været nøjagtig lige så rimeligt - og nøjagtig lige så absurd. En invitation til dialog må selvfølgelig være helhjertet.

Men dialogen udeblev, og vi fremlagde 10 gode grunde til en ny, filologisk videnskabelig oversættelse i Faklen nr. 2 i artiklen "En ny, videnskabelig oversættelse", der opsummerer kritikpunkterne. Konkluderende hedder det:

Kirkebibelen fra 1992 er i værste fald en forfalskning, i bedste en grov manipulation, og under alle omstændigheder en skandale. En ny, videnskabelig oversættelse må iværksættes snarest, ikke mindst til undervisningsbrug; en oversættelse, der indlysende nok må udarbejdes uden indblanding fra hverken Bibelselskabet, Folkekirken eller Kirkeministeriet.

Ved Kirkebibelens udarbejdelse undlod man helt at lade landets semitiske filologer, f.eks. så store kapaciteter som professor F. Løkkegaard og professor E. Hammershaimb deltage i oversættelsen af det Gamle Testamente; en ny, videnskabelig oversættelse af det Gamle Testamente skal selvsagt foretages af semitiske filologer. Men det skal naturligvis også sikres, at det endelige resultat bliver både sprogligt mundret og stilistisk forsvarligt.

Dermed var Faklen et skridt nærmere initiativet til et omfattende projekt om en ny bibeloversættelse, og skønt det ikke var hensigten, at Faklen skulle involveres i en sådan, stod det klart, at den naturligvis måtte komme på baggrund af - og tage hensyn til - de kritikpunkter, Faklen havde fremlagt.

Jens-André Pedersen Herbener fra Faklens redaktion stillede sig i spidsen for et sådant initiativ, og tog uafhængigt af Faklen kontakt til fremtrædende semitiske filologer for at se, om opbakningen var til stede.

Dette udmøntede sig i slutningen af 1997 i et samarbejde med førstebibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek, mag.art. i semitisk filologi, Ulf Haxen.

I mellemtiden blev de århusianske semitiske filologer, Dan Enok Sørensen og professor Finn O. Hvidberg Hansen, der havde støttet Faklens kritik af bibeloversættelsen fra 1992 og tilmed under bordet leveret en del af skytset, presset hårdt fra Teologisk Fakultets side, hvorunder Institut for Semitisk Filologi hører på Aarhus Universitet.

Dette medførte et omslag i deres forhold til ikke mindst Herbener, der på dette tidspunkt var afhængig af instituttets bibliotek med de sjældne og meget dyre ordbøger og leksika. Hvidberg-Hansen i almindelighed og Dan Enok Sørensen i særdeleshed gjorde alt, de kunne for at chikanere og for at forhindre adgangen til de relevante bøger. Til gengæld fik Enok Sørensen kort tid efter afklaret sit løse ansættelsesforhold og blev fastansat på Teologisk Fakultet.

Men efterhånden var der ikke desto mindre opbrud blandt både teologer og ikke-teologer, der så småt begyndte at hilse en ny oversættelse af det Gamle Testamente velkommen.

At en udogmatisk, tekstnær oversættelse af det Gamle Testamente var savnet, støttede f.eks. lektor Bent Rosendal, teolog ved Aarhus Universitet, da han i fakultetsbladet Debat (nov. 1996) skrev: "hebraisklæreren glæder sig over jeres indgående studium af grundteksten, og når I jeres mål, 'en tekstnær, uforudindtaget oversættelse' af det Gamle Testamente i min levetid, vil jeg hilse den med glæde."

Professor i klassisk filologi, Otto Steen Due, der selv har meget stor erfaring med at oversætte klassiske værker (Ovids Forvandlinger, Vergils Æneide, Homers Iliaden), betonede, at »det er vigtigt at have en oversættelse uafhængig af religiøse interesser, eftersom enhver oversættelse, der tjener uvedkommende formål - politiske såvel som religiøse - er grundlæggende uvidenskabelig«. Man må foretage et valg: »Enten en videnskabelig eller en kristologisk oversættelse; de ting kan man ikke blande sammen.« (Faklen nr. 4, s. 49).

At Teologisk Fakultet nægtede Faklen en offentlig debat bl.a. om kritikken af bibeloversættelsen, fordi vi ikke ville trække vore anklagepunkter tilbage (før de skulle debatteres), virkede »meningsløst« på Otto Steen Due. »Det med at afsværge standpunkter kender man fra inkvisitionen - det kunne tyde på, at man ikke var interesseret i en debat.«

Bodil Due, også klassisk filolog, mente, at »bibelkritikken er meget rigtig«, og sagde lige ud: »De, som ikke vil indrømme, at den nye oversættelse er en uvidenskabelig kirkebibel, er ikke redelige.« Hun afviste Bibelselskabets brug af afstemning som videnskabeligt oversættelsesprincip og slog fast, at der var en »fundamental forskel mellem en kirkebibel og en videnskabelig bibeloversættelse«. Bodil Due understregede endvidere: »Vi mener, at Faklen har ret i at kræve en ny, videnskabelig oversættelse.« (Faklen nr. 4, s. 49).

Lektor i religionsvidenskab, Jeppe Sinding sagde tilsvarende om problematikken omkring kirkebibelen: »Faklen har tydeligvis fat i noget med bibeloversættelseskritikken. En videnskabelig oversættelse ville være ønskværdig til religionsundervisningen. I bibeloversættelsen fra 1992 har der været andre interesser på spil.« Han forklarede, at der »religionshistorisk set ikke er noget Jesus-vidnesbyrd i det Gamle Testamente, som er en jødisk bog«, men tilføjede, at »religiøse samfund altid vil oversætte teksterne til eget brug«. (Faklen nr. 4, s. 49).

Sinding fremhævede i den forbindelse, at Bibelselskabet heller ikke var en forskningsinstitution: »Bibelselskabet er ikke et universitært foretagende, men en kirkelig institution, så deres oversættelse overrasker mig ikke.«

Om den teologiske kritik af Faklens eksempler på dogmatisk manipulation med bibeloversættelsen udtalte Morten Warmind, lektor i religionsvidenskab: »Kernen i alle de angreb, jeg har set, er, at der ikke er nogen, der har sagt, at eksemplerne er forkerte. Jeg så en avisartikel, hvor der stod, at 'de unge burde lære noget mere hebraisk', og det kan selvfølgelig være rigtigt - selv er jeg ikke hebraiskkyndig - men der var i samme artikel ganske enkelt ikke nogen substantiel kritik af de oversættelsesfejl, I havde fundet. Og jeg tror heller ikke, det kan lade sig gøre; jeg tror ikke, der er nogen tvivl. Faklens kritik er fuldstændig uangribelig.« (Faklen nr. 4, s. 49).

For religionsforskerne var den seneste bibeloversættelse direkte uanvendelig i religionsundervisningen: »Vi opfattede ikke den gældende bibeloversættelse som religionshistorisk brugbare dokumenter, så da den nye oversættelse kom, kiggede jeg den efter og konstaterede, at heller ikke den var en brugbar religionshistorisk oversættelse.«

Til et stort anlagt teologisk arrangement på Aarhus Universitet den 22.5.97, hvor man diskuterede "fakultetsteologiens kirkelige ansvar", blev det flere gange understreget, at man ikke ville diskutere bibeloversættelsesproblematik - til trods for, at dette emne om noget levede op til arrangementets titel. Imod denne censur betonede professor i kirkehistorie, Jakob Balling da også vigtigheden af, at »teologien er helt og aldeles 100 procent ubundet« (Faklen nr. 5, s. 56), og var langtfra overbevist om, at usaglige kriterier ikke havde spillet ind under oversættelsesarbejdet med den seneste udgave af det Gamle Testamente: »Det må være op til universitetsteologien, at de gør udtrykkeligt og højlydt vrøvl, hvis noget sådant finder sted,« formanede professoren. »Jeg kan derfor ikke se grunden til, at det skulle være irrelevant at inddrage bibeloversættelsen,« sagde han til tydelig irritation for ikke mindst de fremmødte bibeloversættere.

Heller ikke dekanen for Teologisk Fakultet, Peter Widman udviste nogen udtalt frygt for at diskutere oversættelsen og indledte med at bemærke, at han selv »ikke har haft noget med den at gøre«. Widmans kommentar var dels en tilkendegivelse af, at intet for ham at se var blevet fejet ind under gulvtæppet i forløbet, dels en indrømmelse af, at man i kraft af sigtet mod en kirkelig »brugsbog« måtte foretage bestemte »justeringer«, hvorved de implicerede oversættere selvfølgelig nok kunne sidde tilbage og føle, at »deres arbejde ikke var kommet tilstrækkelig frem« …

Man kunne let få indtryk af, at vinden var ved at vende, og at der nu var teologer, som pludselig ikke havde så travlt med at bakke op om deres kollegers engagement i Bibelselskabets oversættelse som tidligere.

Berlingske Tidende fulgte den 24.1.98 sagens udvikling op på forsiden samt i en stor artikel over to fulde sider i tillægget Eksistens. Flere og flere filologer og andre eksperter var sluttet op om projektet, hvor det Gamle Testamente skal nyoversættes i en tidssvarende form, for første gang nogen sinde udelukkende med udgangspunkt i videnskab og filologi i stedet for tro og dogmatik, bl.a. til undervisningsbrug i folkeskoler, gymnasier, på lærerseminarier og på universitetet som erstatning for kirkebiblen fra 1992.

Det Kongelige Biblioteks førstebibliotekar, mag.art. i semitisk filologi Ulf Haxen udtalte ligeud til Berlingske Tidende om Bibelselskabets manipulerede oversættelse: »Det er rystende, at man i dag, hvor vi har været igennem en oplysningstid, 200 år efter bomber tiden tilbage til den middelalderlige tænkning, at det Gamle Testamente - beskrevet ved den kristologiske bue - kan føre hen til det Nye Testamente.« Ulf Haxen var glædeligt overrasket over, at en videnskabelig oversættelse nu endelig kunne se dagens lys, for Faklen »har stået over for en vældig kompakt modstand«.

Professor i det Gamle Testamente, Thomas L. Thompson fra Københavns Universitet, sagde til samme avis om substansen i Faklens kritik af den forrige oversættelse: »Det er fornuftigt, det, de unge mennesker fra Århus laver. De er ikke særlig høflige, men de er meget dygtige.« Om hans indstilling til en opfordring til deltagelse i det nye, videnskabelige oversættelsesarbejde fastslog han: »Det vil være min pligt som professor.«

Projektgruppen, der arbejder på den videnskabelige oversættelse, består p.t. af følgende:

Redaktion:
Ulf Haxen, mag.art. i semitisk filologi, seniorforsker.
Jens-André P. Herbener, cand.mag. i religionsstudier og semitiske sprog (projektkoordinator- og leder).
Ebbe E. Knudsen, professor em. i semitisk filologi.
Karen Martens, cand.mag. i jødedom og hebraisk.
Philippe Provençal, cand.mag. i semitisk filologi, Ph.D.
Stig. T. Rasmussen, mag.art. i semitisk filologi, førstebibliotekar.

Konsulenter:
Søren Holst, cand.theol., Ph.D.-stipendiat.
Christian Høgel, klassisk filolog, Ph.D.
Rune Engelbreth Larsen, cand.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab.
Heidi Laura, cand.phil. i jødedom, Ph.D.
Georg Metz, journalist, redaktør og forfatter.
Flemming A.J. Nielsen, cand.theol., Ph.D.
Ulla Rüth, stud.mag., redaktør.
Jørgen Sonne, cand.mag., forfatter.
Lone Spliid, cand.phil., tekstforfatter.

Flemming A.J. Nielsen har været ansvarlig for orientering om videnskabelig litteratur.

Den danske forfatter Erwin Neutzsky-Wulff, der havde opfordret Herbener og Engelbreth til at offentliggøre bibelsagen i Faklen nr. 1, mens de var i færd med at afdække den i juni 1996, blev tilknyttet til det videnskabelige oversættelsesprojekt som dansk sproglig konsulent i godt et halvt års tid i 1998. Projektgruppen afbrød dog samarbejdet i begyndelsen af 1999 pga. stigende samarbejdsvanskeligheder, der bl.a. tog afsæt i, at forfatterens interesse for sin placering på den kommende oversættelses titelblad såvel som hans opfattelse af sin egen rolle i projektet var ude af proportioner.

Kulminationen på uoverensstemmelserne kom i kølvandet på bruddet mellem Faklen og Erwin Neutzsky-Wulff, da forfatteren nedgjorde oversættergruppen i Politiken den 28.1.99, hvor han udtalte: "Pludselig udviklede arbejdet sig i en sekterisk, uvidenskabelig retning."

Oversætterne afbrød dernæst ethvert samarbejde med Neutzsky-Wulff og udsendte en pressemeddelelse, der som respons på forfatterens udtalelse bl.a. fastslog:

1. At ovenstående udtalelse alene står for Erwin Neutzsky-Wulffs egen regning og absolut intet har på sig.

2. At enhver form for samarbejde med Erwin Neutzsky-Wulff, der tidligere har fungeret som dansksproglig konsulent, er endegyldigt ophørt.

3. At oversættelsesarbejdet fortsætter som hidtil, og at der i foråret 2000 udkommer en omfattende introduktion til den nye danske oversættelse af det Gamle Testamente, der skal være et strengt videnskabeligt alternativ til den autoriserede danske kirkebibel fra 1992, udgivet af det Danske Bibelselskab.

Erwin Neutzsky-Wulff udgav i stedet sin egen oversættelse, der begrænsede sig til 1. Mosebog, under titlen "For længe siden" (Borgen, 2000). Oversættelsen savnede imidlertid den filologiske sagkundskab og tyngde, som kendetegner det videnskabelige oversættelsesprojekt, der er blevet tilknyttet Det Kongelige Bibliotek med Herbener som projektleder. I sit omfattende forord var Neutzsky-Wulff mere optaget af at nedrakke Faklen og lufte andre idiosynkratiske indfald end tilvejebringe en grundig kommentar til oversættelsesproblematikken. Oversættelsen blev mødt med en del berettiget kritik, men også overdrevet hån blandt pressens anmeldere, som dog forfatterens filologisk ubegrundede "friheder" og lanceringen af bogen som "hvad der rent faktisk står" (i 1. Mosebog) samt forordet, der i al sin arrogance afslørede Neutzsky-Wulffs elementære mangel på viden om religionsforskningens historie, bar hovedansvaret for.

I år 2001 udkommer i bogform de filologiske retningslinjer for det nye, videnskabelige oversættelsearbejde, der derudover indeholder prøveoversættelser fra det Gamle Testamente. Titlen bliver Introduktion til ny, videnskabelig oversættelse af Den Hebraiske Bibel. Prøveoversættelserne bliver af Genesis, kap. 1-12 og Jesaja, kap. 1-12, der i den nye oversættelse henholdsvis får titlerne I begyndelsen og Jeshajahu.

Faklen