Den kirkelige højrefløj spillede en markant rolle især under den afsluttende del af arbejdet med bibeloversættelsen fra 1992; præcis hvilken skal vi her løfte sløret for samt undersøge, hvor afgørende indflydelse den fik på det endelige resultat …

Hvis det er så indlysende, sådan som den kristne tradition altid har hævdet, at det Gamle Testamente (GT) forudsiger Jesu Kristi komme, så må dette jo også fremgå umiddelbart af den gammeltestamentlige tekst og i en tekstnær oversættelse heraf.

Eller hvad?

Professor emeritus i GT fra Københavns Universitet Eduard Nielsen understregede for nogle år tilbage følgende om GTs stilling – videnskabeligt set – i en kristen kontekst: »Hvis en kristen prædiken skal være et Kristus-vidnesbyrd, kan vi ikke med god samvittighed prædike over en tekst fra det Gamle Testamente. Det egentlige, det vi skal prædike om, findes ikke i teksten, før vi selv lægger det ind i teksten.« (Festskrift til Leif Grane; Aros 1988).

Spørgsmålet må da nødvendigvis blive, hvad en kristen så kan bruge GT til. Det traditionelle svar har været, at han må tro, tro, at de gamle israelitiske profeters udsagn, som måske stammer fra adskillige århundreder før Kristus blev født, og som ofte var dagsaktuelle budskaber fra Jahwe, i virkeligheden handler om Kristus (netop fordi det ifølge det Nye Testamente (NT) nu var Kristi egen påstand) – til trods for at det på ingen måde fremgår af teksten selv.

For mange kristne oversættere har det i tidens løb uden tvivl udgjort en stor fristelse at ændre i den gammeltestamentlige skrift (og tilføje allehånde kristologiske fortaler og henvisninger) for i højere grad at få den til at stemme overens med den nytestamentlige selvforståelse. Dette ud fra princippet, at kan man ikke legitimere den kristne tradition videnskabeligt og filologisk, så må man gøre det teologisk og dogmatisk. Eller formuleret på en anden måde: Når Kristus rent faktisk ikke findes noget sted i den gammeltestamentlige tekst, så må vi selv smugle ham ind i den på den ene eller anden måde – for Kristus, Guds søn kan vel ikke have løjet, når han omtalte sig selv som forudsagt af profeterne?!?

At dette ifølge enhver fornuftig videnskabelig definition er manipulation af teksten, turde være indlysende. Videnskab må være at læse og oversætte en tekst ud fra dens egne kulturhistoriske forudsætninger. Og GT er jo først og fremmest jødernes helligskrift.

Er kristendom den sande jødedom?

Et ofte fremført argument for, at man med god videnskabelig samvittighed alligevel bør læse den jødiske bibel i lyset af NT, er, at de nytestamentlige forfattere (såvel som Jesus Kristus) selv var jøder – hvilket for nylig blev fremhævet af bibeloversætter Carsten Vang: »NTs forfattere, som alle (Lukas undtaget) er jøder, siger samstemmende, at GTs stærke håbsdimension opfyldes i personen Jesus.« (studentermagasinet Til Tro, februar 1997).

Spørgsmålet er dog, hvor meget de nytestamentlige forfattere egentlig havde at gøre med jødedommen i det første århundrede e.v.t.

Svaret er det almindeligt religionshistorisk accepterede, at de apokalyptiske og eskatologiske strømninger, som urkristendommen var en uadskillelig del af, må opfattes som stærkt sekteriske og således på ingen måde normative eller repræsentative for den toneangivende rabbinske jødedom (Mov., s.222; DAJ, s.186).

Mange af de (første) kristne var endog decideret anti-judaistiske og jødefjendtlige (se f.eks. Johs. 8, 44; Matt. 5, 11-12; 10, 16-23; 23, 34-36; 1. Thess. 2, 14-16). Og som universitetslektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Per Bilde for nogen tid siden konkluderede i en kronik herom: »De mange jødefjendtlige udsagn i Det Nye Testamente er konstituerende for teksten som helhed. Det ser ud til, at kristendommen netop er blevet til i og med en grundlæggende konflikt med jødedommen.« (Jyllands-Posten, 23.3.1997).

Det skader vel heller ikke i denne sammenhæng at rekapitulere, at det jødiske folk aldrig på noget tidspunkt har anerkendt Jesus Kristus som deres messias. Og da han fremstod som en sådan, sørgede det for, at han blev korsfæstet som den gudsbespotter, han ifølge deres bedste overbevisning var (Matt. 26, 65-67; 27, 24-26).

I den voluminøse rabbinske litteratur (Talmud – den »mundtlige« lære) er Jesus desuden kun beskrevet overordentlig sparsomt og udelukkende for det onde, nemlig som en kætter og troldmand, der forsøgte at føre Israel på vildspor. Og i den jødiske historieskriver Josefus’ værk Antiquitates Judaicae (fra 1. århundrede e.v.t.) findes der blot to hentydninger, som efter al sandsynlighed er senere kristne omarbejdelser eller regulære interpolationer (GDBL II, s. 100-111).

Med andre ord: Ikke bare er Jesus så godt som ukendt i jødisk litteratur fra århundrederne e.v.t., men også i det minimale omfang, han er kendt eller omtalt, er det enten som veritabel hæretiker eller som resultatet af kristen manipulation.

Kan det jødiske helligskrifts »håbsdimension«, som Carsten Vang noget upræcist udtrykker det, dermed siges at være gået i opfyldelse i Jesus Kristus, en opfyldelse accepteret af det jødiske folk?

Nej – tværtimod, kunne man nok med en vis verdenshistorisk berettigelse hævde.

At kristendommen så skulle være den sande jødedom eller dens »fuldkommengørelse« (1. Kor. 11, 25; Gal. 6, 16), som Carsten Vang nødvendigvis antyder i sit udsagn – og som kirken altid har hævdet – for at begrunde en nytestamentlig læsning af GT, er naturligvis heller ikke en videnskabelig, men en eksplicit kristen påstand. Lidt på samme måde som når de første kristne udelukkende anvendte de bøger, som de efterhånden måtte opfatte som »det Gamle Testamente«, på trods af at deres gud og frelser sobert og redeligt set ikke er omtalt ét eneste sted heri, jf. også professor Eduard Nielsens utvetydige dictum.

Ud over et hav af teologiske og indholdsmæssige forskelle turde det således alene på baggrund af de skitserede overvejelser være klart, at GT i en videnskabelig oversættelseskontekst intet kan have med NT at gøre, eller for den sags skyld med Qoranen – på trods af de to skriftsamlingers selviscenesættende anvendelse af denne. At GT og NT skulle udgøre en uadskillelig enhed, kan kun være et trosanliggende – irrelevant for ethvert videnskabeligt arbejde.

Selve betegnelsen »det Gamle Testamente« er jo en for jøderne meningsløs betegnelse, hvorfor man i USA (i universitær sammenhæng) mere respektfuldt kalder det The Hebrew Bible. Danskerne kunne måske i tolerancens navn lære noget heraf.

GT bør under alle omstændigheder i en videnskabelig kontekst udgives alene, og det bør præsenteres som det, det først og fremmest er: Den bedste (om end en langtfra uproblematisk) kilde til israelitternes historie og religion i det første årtusinde f.v.t. Ud fra dette grundsyn må en videnskabelig GT-oversættelse foregå.

Videnskaben og den kirkelige højrefløj

For mange danskere var det imidlertid et alvorligt problem, at den nye prøveoversættelse af GT, som lå færdig i 1988, var en oversættelse, der ifølge deres opfattelse var domineret af et videnskabeligt bibelsyn. Kristus var der ganske enkelt ikke. Chokket var, at den moderne bibelkritik, som lic.theol., bibeloversætter og redaktionssekretær ved Det Danske Bibelselskab (DDB) Bodil Ejrnæs skrev for et par år siden, havde »tømt det Gamle Testamente for dets Kristusvidnesbyrd og gjort det til en skriftsamling, der hører hjemme i en ikke-kristen kontekst, hvad enten denne er israelitisk, jødisk eller hellenistisk.« (Teol. Tidsskrift 1994).

I særdeleshed frygtede den kirkelige højrefløj, støttet af DDBs generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn, at der ville blive slået skæbnesvangre skår i troen, hvis det gik op for folk, at Jesus Kristus, profetierne om ham og en lang række kristne dogmer ganske enkelt ikke eksisterer i en tekstnær gengivelse af den hebraiske grundtekst i GT! Oversættelsen måtte ændres. Troen skulle – i Sandhedens tjeneste – hjælpes på vej, selv om prisen altså var at manipulere grundteksten i strid med dens selvforståelse.

I det følgende vil vi med cand.theol. og forlagsredaktør ved DDB Ove Kollerups rapport Hvem bestemmer over Bibelen fra 1994 (OK) som hovedkilde gennemgå den kirkelige højrefløjs helt centrale og afgørende rolle i forvandlingen af en i vidt omfang videnskabeligt forsvarlig prøveoversættelse til en regulær kirkebibel.

Det begyndte for så vidt, før oversættelsesarbejdet overhovedet var kommet i gang. På et repræsentantskabsmøde i 1972 d. 19. september understregede det senere medlem af den af DDB nedsatte revisionskomité fra 1988-1992 Oluf Paaske, at formålet med en ny oversættelse først og fremmest måtte være at »tjene det hellige formål at møde mennesker med noget, deres tro griber som ord fra Gud«. Han ønskede, at der måtte tages »særlige hensyn« til »centrale oversættelsessteder« i GT pga. deres anvendelse i NT (OK s. 35).

I 1975 d. 11.-13. april afholdt DDB et oversætterseminar om GT for en udvalgt kreds, herunder bl.a. Det Norske Bibelselskabs generalsekretær Birger Mathiesen, som slog til lyd for, at det »i første række« er med sigte på kirken, at en oversættelse i bibelselskabernes regi finder sted, for bibelselskabernes primære opgave er at være kirkens tjener (OK s. 39). At DDBs generalsekretær Niels Jørgen Cappelørn på ingen måde var uenig i dette, fremgår af følgende: »Som Jesaja havde sin sendelse, har vi også vores sendelse, ikke en profetisk sendelse ganske vist, men dog en sendelse med bud fra Gud – en sendelse med det bibelske budskab om Kristus.« (DBÅ 1982).

Som bekendt blev nyoversættelsen af GT iværksat i 1975. Det blev imidlertid ikke først og fremmest kirkens folk, men undervisere på de teologiske fakulteter i Århus og København, der kom til at forestå oversættelsen. Og om deres opgave skriver Bodil Ejrnæs følgende: »Hvad vi bestræbte os på – og vel at mærke, hvad vi havde fået til opgave – var at levere en oversættelse, der havde en sproglig og videnskabelig standard. Derimod ikke en oversættelse, der var forpligtet på en nytestamentlig eller kirkelig tolkning af de gammeltestamentlige tekster.« (Teol. Tidsskrift 1994).

Dette skyldtes, at det i begyndelsen af oversættelsesprojektet kun var en selvstændig oversættelse af GT, der var i fokus, ikke en oversættelse, der skulle indgå som en integreret del af en officiel autoriseret kirkebibel (Teol. Tidsskrift 1994).

Men at kirkelige hensyn fra begyndelsen skulle være ikke-eksisterende, repræsenterer dog næppe hele sandheden. Dette fremgår bl.a. allerede i 1977 af Bibelselskabets årbog, hvor pastor Svend Aage Nielsen, medlem af DDBs bestyrelse fastslog: »Det er et stykke af kirkens bog og ikke et videnskabeligt aktstykke, vi udgiver.« (vor kursiv). Og i 1986 lægger Cappelørn da heller ikke skjul på noget: »… der skal ikke herske tvivl om, at det, Bibelselskabets prøveoversættelser sigter imod, er en kirkebibel.« (DBÅ 1986).

At prøveoversættelsen var en kamp mellem videnskabelighed og kirkelighed, og at kirkeligheden allerede på et ret tidligt tidspunkt fik forrang, turde således være oplagt. Men for den kirkelige højrefløj var det fatalt, at videnskabelighed overhovedet havde en plads. Kristendommens fremtid stod på spil, hvis en blot relativt videnskabelig og tekstnær oversættelse på egne præmisser skulle opnå autorisation! Og i november 1987, da den af oversætterne selv foretrukne oversættelse lå færdig, truede den skriftligt DDB med at udgive en alternativ bibeloversættelse, dersom den ikke fik sæde i den såkaldte GT-revisionsgruppe, som skulle foretage en afsluttende bearbejdning og samordning af oversættelserne. Højrefløjen ville selv være med til at bestemme, hvad der skulle stå i Bibelen.

Specielt organisationen Ordet og Israel (OI) var stærkt foruroliget over resultatet af det hidtidige oversættelsesarbejde, der »os bekendt« ikke »includerer folk fra den konservative, Bibel- og bekendelsestro del af kirken.« Og derfor ville vurderingen af de af kirkens højrefløj indsendte ændringsforslag til prøveoversættelsen blive »afhængig af personer med en anden (historisk-kritisk) tilgang til de bibelske skrifter end det bibeltro folk«. (OIs skrivelse til 19 folkekirkelige organisationer og frikirker, 2.11.1987).

Kravet var ganske enkelt, at de alternative teologiske undervisningsinstitutioner, Menighedsfakultetet (MF) og Dansk Bibelinstitut (DBI), som begge orienterer sig et godt stykke til højre i dansk kirkeliv, med støtte i Indre Mission, Luthersk Mission og Evangelisk Luthersk Mission, skulle få direkte indflydelse på den nye oversættelse, for ellers ville et alternativt oversættelsesarbejde blive iværksat.

Den kirkelige højrefløj tager over

Efter nogle møder med MF og DBI begyndte Cappelørn i slutningen af 1987 at overveje dannelsen af revisionskomiteen. Baggrunden for dette var ikke mindst hans personlige ambition om at skabe – som den første i Danmarkshistorien – en økumenisk bibeloversættelse, dvs. en oversættelse, som alle kirkesamfund i Danmark, lige fra den katolske kirke over folkekirken til vækkelsesbevægelser som Pinsekirken, Indre Mission og Baptistkirken, kunne acceptere som deres autoriserede oversættelse (OK. s. 71; s. 62). At det så uundgåeligt implicerede et utal af kompromisser og tilsidesættelse af videnskabeligheden i en lang række tilfælde, bekymrede åbenbart ikke generalsekretæren.

Adskillige frikirker og organisationer (Kristeligt Forbund for Studerende og Skoleungdom, Luthersk Missionsforening, Apostolsk Kirke i Danmark, De danske Pinsemenigheder ved Elimforsamlingen, Landsforeningen til oprettelse af Kristne Friskoler, Evangelisk Luthersk Missionsforening, Dansk Ethioper Mission, Bibellæserringen i Danmark, Kristeligt Forbund for Kirke, Hjem og Skole, Nyt Liv samt Ordet og Israel) fortsatte med at lægge pres på DDB i begyndelsen af 1988. Baggrunden herfor var »betænkelighed ved den rolle, historisk-kritisk bibelforskning spiller i oversættelsen af GT«. Behovet for en oversættelse, »som er i pagt med Skriftens egne forudsætninger og således med kirkens egen forståelse af GT«, understregedes. Tillige pointeredes enheden mellem GT og NT, »som er udtrykt ved den autoritet, som Jesus og apostlene tillægger GT«. (Elleve folkekirkelige organisationers og frikirkers skrivelse til DDB, 22.1.1988).

Netop videnskaben måtte man i denne sammenhæng opfatte som hovedfjenden, fordi den forkaster enhver enhed de to testamenter imellem. En oversættelse, »som er i pagt med Skriftens egne forudsætninger og således med kirkens egen forståelse af GT«, er videnskabeligt set da også noget vrøvl.

At det heller ikke just var ønsket om at komme frem til, hvad en videnskabelig, historisk-kritisk tilgang fortæller, at der står i GT, men derimod, hvad der ifølge en kristen tradition og dogmatik bør stå, kommer utvetydigt frem i følgende skrivelse fra Indre Mission til DDB d. 18.1.1988: Oversætterne af GT »demonstrerer deres fangenskab under den historisk-kritiske metodes bibelfremmede forudsætninger – idet de lader sig indfange af religionshistoriske forudsætninger, manglende kristologisk perspektiv (f.eks. 1. Mosebog og Jesaja m.v.), manglende åbenhed for treenighedens tilstedeværelse i det Gamle Testamente (Hezekiel m.v.) og en række bortforklaringer af centrale trosbegreber (nåde, miskundhed, o.l.) i f.eks. Salmernes bog.«

Hovedproblemet for IMs folk var, at mange kirkeligt set centrale skriftsteder i GT var oversat uden tilstrækkeligt »hensyn« til kirkens tro og tradition.

Og man kan godt forstå dem. Hvilke konsekvenser kunne det ikke få, hvis det gik op for almindelige mennesker, at NTs og kirkens omfattende anvendelse af GT i virkeligheden repræsenterer et fromt bedrag uden det fjerneste dokumenterbare hold i kildeteksten? At enhver tale om Kristus og kristen dogmatik i GT indlysende nok svarer til at tale om kristendommen mange århundreder, før Kristus overhovedet var blevet født? Hvem ville længere kunne fæstne lid til præsterne, som forkynder noget sådant?

Kirken stod endnu engang over for Videnskaben og balancerede endnu engang på kanten af afgrunden.

Den ikke helt hæderlige løsning på det prekære problem var at ændre – i egentligste forstand at manipulere – oversættelsen, så at kristologiske læsninger muliggjordes i GT. Kristendommens absolutistiske status måtte for enhver pris sikres. Skete dette ikke, truede IM, ville den kirkelige enhed omkring én fælles, autoriseret GT-oversættelse bryde sammen.

Da dette imidlertid var uforeneligt med Cappelørns ambitioner, tog han omgående kontakt med IMs generalsekretær Poul Langagergaard, og de to holdt den 8.2.1988 et for DO92 skæbnesvangert møde. Cappelørn tilbød at oprette den såkaldte revisionkomité med den kirkelige højrefløj rigeligt repræsenteret for at imødekomme de dogmatiske krav. Langagergaard lovede derimod, at lykkedes planen, ville han »garantere ro« fra højrefløjens side (OK s. 61). Og endelig i august 1988 nedsattes den af IM accepterede sammensætning af revisionskomiteen. Dens kommissorium var som bekendt »at drøfte og træffe beslutning om oversættelsen af steder i bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det gamle Testamente, som er citeret i Det nye Testamente«.

Den »kirkelige tradition« kunne ånde lettet op.

Blandt deltagerne i revisionskomiteen fra den kirkelige højrefløj var forstander på IMs Bibelskole i Børkop og medlem af Indre Missions hovedbestyrelse Oluf Paaske, konsulent for den danske Israels Mission og tidligere underviser ved det Indre Missionske Menighedsfakultet (MF) i Århus Kai Kjær-Hansen (som også tog sig af det rekord-store antal teksthenvisninger de to testamenter imellem) og underviser ved MF Carsten Vang.

Desuden deltog senere professor i GT ved Aarhus Universitet og medlem af DDBs bestyrelse Kirsten Nielsen, der bl.a. i en kronik i Kristeligt Dagblad den 12.3.1988, som Ove Kollerup skriver, havde »gjort sig til talsmand for et bibelsyn, der blev opfattet som liggende IM nær: ‘kristen forkyndelse kan ikke undvære de gammeltestamentlige vidnesbyrd om Guds vilje til at skabe og frelse, om Guds lov og straf, lige så lidt som den kan undvære de nytestamentlige vidnesbyrd om Guds lov og straf, om Guds vilje til at frelse det faldne og skabe nyt af gammelt’.« (OK s. 63).

I det ovenstående beskriver Kirsten Nielsen i virkeligheden uhyre præcist baggrunden for revisionskomiteens arbejde. Når »kristen forkyndelse« ikke kan undvære de »gammeltestamentlige vidnesbyrd« – til trods for at de »gammeltestamentlige vidnesbyrd« altså ikke indeholder »kristen forkyndelse« – hvad gør man så? Ændrer de »gammeltestamentlige vidnesbyrd«, så de kommer til at indeholde »kristen forkyndelse«!

At netop Kirsten Nielsen, der i oversættelsesforløbet nød »stor tillid i både IMs og ‘de elleves’ respektive bagland« (OK s. 63), i en stort opsat helsides artikel i Jyllands-Posten den 2.2.1997 forsøgte at forsvare videnskabeligheden af DO92, kom sikkert som en overraskelse for mange med kendskab til hendes teologiske og kirkelige ståsted.

I revisionskomiteen stillede de tre fra den kirkelige højrefløj uden sammenligning flest ændringsforslag til prøveoversættelsen og fik også flest igennem – om det så var vha. det nyopfundne videnskabelige princip, flertalsafstemninger (OK s. 64-66; DBÅ 1988). Den solide, traditionstro Kirkebibel blev efterhånden en realitet.

Hvor stor specielt Indre Missions betydning i revisionskomiteen reelt var for DO92, understreger Kristeligt Dagblad i følgende: »Det var Indre Mission, der koordinerede de fælles anstrengelser for at få en bibeltekst i en sprogdragt, som højrefløjen kunne acceptere.« (31. 1.1997).

Som bekendt blev 5.700 allusioner og 600 citater de to testamenter imellem taget under kirkelig behandling for at få oversættelsen til at fremstå som en kristologisk og frelseshistorisk enhed.

At dette dog ikke længere var foreneligt med videnskaben, forsøger Bodil Ejrnæs i 1995 – i modsætning til Kirsten Nielsen i JP – ikke at lægge et røgslør over: »En oversættelse, der var videnskabeligt forsvarlig, sådan som det var krævet i det af Kirkeministeriet godkendte ‘kommissorium’ lod sig i talrige tilfælde ikke forene med en oversættelse, der var dikteret af den traditionelle kirkelige holdning, sådan som det var krævet af kritikerne.« (Skriftsynet igennem den danske bibels historie, s. 197).

Cappelørn – øverste ansvarlige for udarbejdelsen af DO92 – valgte i praksis at forkaste videnskaben og underlægge sig den kirkelige højrefløjs dogmatik (se f.eks. Faklen nr. 1, s. 40).

I 1989 indrømmede han i Weekendavisen da også umisforståeligt, at det ikke var det videnskabelige bibelsyn, der længere dominerede oversættelsen: »I Sverige arbejder man på en nyoversættelse af det Gamle Testamente, og der indgår en jøde i kommissionen. Man mener, at man kan trænge frem til, hvad der videnskabeligt står i teksterne, men så må det blive på den måde, at man laver en samling religionshistoriske tekster. Og det er der ingen af os her, der vil.« (22.3.).

Som antydet i begyndelsen af artiklen: Hvis det er så evident, at GT forjætter Kristi komme, hvem inden for kirken kan så netop være interesseret i andet end en så videnskabelig og tekstnær oversættelse som overhovedet muligt? Og alligevel betoner Cappelørn: »… det er der ingen af os her, der vil«!

Man kunne næsten forledes til at spørge: Hvad var det egentlig, man forsøgte at skjule? Bygger den kirkelige tradition ikke på en klippe, men på sand?

For nylig – i forbindelse med beskyldningerne om tusindvis af fejloversættelser af NT i DO92 fremsat af præst Ole Wierød – indrømmer Cappelørn til Kristeligt Dagblad de markante ændringer af prøveoversættelserne, som kirkens højrefløj til sidst fik trumfet igennem: »Mange af de ændringer, som var afgørende for højrefløjen, kom med i den endelige oversættelse, og for eksempel støttede jo Indre Missions Hovedbestyrelse oversættelsen, da den udkom. Det ville de ikke have gjort, hvis de skulle bruge lup for at finde ændringerne.« (11.3.97).

Den kirkelige højrefløj fik altså sin vilje. Med revisionskomiteens utrættelige arbejde de sidste par år af oversættelsesforløbet havde danskerne fået en bibeloversættelse skabt i kristendommens og den kirkelige højrefløjs billede.

Bibeloversættelse og politik

Baggrunden for de kirkelige bevægelsers afgørende indblanding i DO92 var imidlertid ikke kun af teologisk art. Der var sket en bemærkelsesværdig polarisering af dansk kirkeliv i 1970erne og 1980erne. De konservative vækkelsesbevægelser var rykket længere mod højre. Og højrefløjens egne undervisningsinstitutioner, MF og DBI var blevet oprettet henholdsvis i 1967 og 1972. MF byggede på et konservativt bibelsyn, mens DBI hyldede et såkaldt verbalinspiratorisk og fundamentalistisk skriftsyn. Det var af væsentlig betydning for udviklingen, at IM havde fået, som Kollerup skriver, »en ideologisk og strategisk tænkende generalsekretær i Poul Langagergaard, der ønskede at centralisere IM for at gøre det til en i alle henseender selvstændigt udbygget kirkeorganisation og dermed til en uomgængelig magtfaktor i dansk kirkeliv.« (OK s. 70; se også Faklen nr. 3, s. 50).

Fælles for de højrekirkelige bevægelsers bestræbelser er imidlertid et udtalt ønske om, at Bibelen – igen – skal udgøre fundamentet for samfundet. Om en af deres »grundpositioner« oplyser Kristeligt Dagblad således: »Bibelens ord skal også tages for pålydende i etiske spørgsmål. Hvad Guds ord kalder synd, er fortsat synd – uanset om det i vores kultur i dag er bredt accepteret. Det betyder f.eks. nej til sex før og uden for ægteskabet, nej til homoseksualitet og nej til svangerskabsafbrydelse.« (31.1.1997).

På denne baggrund har man også med en vis berettigelse lov til at formode, at det intense engagement i bibeloversættelsen i sidste ende ikke kun var et spørgsmål om tro og skriftsyn.

De politiske og etiske perspektiver i den nye oversættelse af GT, der, som Carsten Vang skrev for nylig, »bygger på NTs grundforståelse« (studentermagasinet Til Tro, februar 1997), har således næppe været ubetydelige. I en tid, hvor dansk »kultur« på det nærmeste må betegnes som ikke-eksisterende, og hvor folkekirken befinder sig i skarp konkurrence med en mangfoldighed af andre religioner og kulturer, er ønsket om, at Bibelen skal få en renæssance, blusset op blandt mange kirkelige retninger de senere år. Som Kristeligt Dagblad i denne forbindelse skriver, er det af afgørende betydning »… med højrefløjens egne ord – at folkekirken bliver holdt fast på sit grundlag og ikke glider væk fra ‘kirkens gamle tro’.« (31.1.1997).

Også DDBs nu tidligere generalsekretær Cappelørn har tilkendegivet ganske håndfaste udsagn om en mere udvidet anvendelse af Bibelen: »Bibelen er vores fundament; den er kirkens grundbog, og den er kulturens grundbog; heri finder vi vore kristne, kirkelige, nationale og kulturelle rødder og identitet. Derfor er det vigtigt, at vi nu genopdager Bibelen og dens betydning. (…) Og det er vigtigt, at det sker ved at gøre os samtidige med de bibelske tekster.« (DBÅ 1993). Hvori denne »samtidighed« skulle bestå, og hvor langt den evt. skulle strækkes, undlader Cappelørn dog at uddybe. Blot et år senere skriver hans afløser som generalsekretær, Morten Aagaard: »Der er igen hårdt brug for at synliggøre Bibelen og det kristne budskab i bredden, men også i dybden.« (DBÅ 1994).

Den mest effektive og forpligtende måde at fremme »kirkens gamle tro« på er naturligvis ved at pege på en autoriseret bibel, der ikke er alt for tvetydig i udtrykket! I kampen mod tidens multireligiøsitet og relativisme er det unægtelig et aktiv at kunne henvise til den »eneste sande Gud«, Bibelens almægtige monoteistiske Gud Fader – til trods for at en sådan størrelse ganske enkelt ikke kan dokumenteres ud fra en sober og tekstnær gengivelse af den hebraiske kildetekst i GT. Som påvist i Faklen har man da også i DO92 fordrejet eller decideret forfalsket en længere række skriftsteder, så at den nytestamentlige og kristne traditions monoteisme har kunnet opretholdes – se 1. Mos. 3, 5; 6, 1-2; 14, 18; 31, 13; 2. Mos. 32, 1; 32, 4; 32, 8; 32, 23; 4. Mos. 24, 26; 5. Mos. 32, 8-9; Sl. 29, 1; 40, 9; 58, 2; 58, 12; 82, 1; 89, 7; Es. 14, 13; Ez. 28, 2.

Et andet eksempel, man kunne drage frem, er forskellige højrekirkelige retningers uvilje mod kvindelige præster. Ud over en generel henvisning til Paulus (f.eks. 1. Tim. 2, 11-12) har man også villet inddrage GT, hvor kvindelige præster jo omtales som »helligskøger«. (DO92 1. Mos. 38, 21; 5. Mos. 23, 18 og Hos. 4, 14). Eller gør de? Som demonstreret i Faklen nr. 2 implicerer denne fejloversættelse den traditionelle kristne forestilling om uforeneligheden af religion og seksualitet (se også 1. Mos. 31, 13). En adækvat oversættelse af den gammeltestamentlige ordlyd i f.eks. Hos. 4, 14 er imidlertid blot »helligkvinde« eller »præstinde«. Problemet er da, at så bliver udtrykket uanvendeligt kirkepolitisk set.

Et tredje eksempel af klar samfundsmæssig relevans er det kristne arvesyndsdogme, forestillingen om menneskenaturens medfødte ondskab, som jo historisk set har repræsenteret den bedste begrundelse for kristen mission og frelsesiver. Også dette har man søgt at finde bibelsk legitimation for. Uden at kunne finde det nogetsteds i GT, ganske enkelt fordi det ikke er der, har man så grebet til andre midler. I DO92 er Salme 51, 7 et oplysende eksempel på, hvordan dogmatiske og ikke utænkeligt også missionspolitiske interesser har spillet ind. Som analyseret i Faklen nr. 1 handler Salme 51, 7 – bekræftet af professor i semitisk filologi Frede Løkkegaard – i en præcis, tekstnær oversættelse blot om en mor, som har avlet et barn i synd, mens DO92 behændigt vender det på hovedet, så at barnet er synder lige fra fødslen – hvorved, som Cappelørn skriver, »det er bragt klarere til udtryk, at synden og skylden er altomfattende, at synden og skylden hører til menneskets grundvilkår, fra det fødes til det dør.« (DBÅ 1990).

Den kristne traditions dogme om arvesynden har derved på stærk manipulerende vis fået skriftsmæssig dokumentation. Muligheden for at hævde dette med en kirkebibel i ryggen imod tidens »relativisme« og »selvoptagethed«, som Morten Aagaard udtrykker det i DBÅ 1994, foreligger dermed. Om det så også vil blive gjort (igen), vil tiden vise.

Under alle omstændigheder demonstrerer ikke mindst den verserende debat om homoseksuelles ret til kirkelig velsignelse eller ej, som otte organisationer inden for den kirkelige højrefløj (i en rapport betitlet Kærligheden glæder sig ikke over uretten, udgivet sidst i januar) enstemmigt afviser som uforeneligt med Bibelen, at det i sandhed ikke altid er humanistiske interesser, der er på spil. Som lektor ved MF Kurt Christensen understreger: »Det samlede bibelske materiale, som dækker en lang tidsperiode, og som omfatter adskillige kulturformer, giver så vidt jeg kan bedømme, ikke så meget som en antydning af, at homoseksuel praksis skulle være legitim.« (vor kursiv; Kristeligt Dagblad, 25.1.1997). Om dette så f.eks. indebærer, at en ansøger til Indre Missions formandspost eller for den sags skyld til generalsekretærposten for Bibelselskabet ikke kan accepteres, alene fordi han er homoseksuel og derfor må formodes at være involveret i »homoseksuel praksis«, kom Kurt Christensen dog ikke nærmere ind på.

Bibelen som kulturens grundbog

Historisk set er det en indiskutabel kendsgerning, at Bibelen frem for nogen anden bog er blevet anvendt i intolerancens tjeneste. Med den i hånden har man bedrevet inkvisition, kolonisation og mission med uoverskuelige konsekvenser for menneskeheden.

En vigtig erkendelse i nyere tid var opdagelsen af de store forskelle GT og NT imellem – f.eks. at GT blot er et historisk betinget dokument over israelitternes samfund og religion i det første årtusind f.v.t. og ikke ret meget andet. At Jesus Kristus skulle udgøre centrum i begge testamenter, var noget, man videnskabeligt og redeligt set ikke længere kunne tage alvorligt. Bibelens absolutistiske status som kulturel omdrejningsakse var uundgåeligt relativeret.

En oplagt mulighed for at skjule dette intrikate problem foreligger naturligvis i en oversættelse af Bibelen. Mulighederne for at udglatte forskellene de to testamenter imellem, indlæsning af centrale kristne dogmer og kristologisk selviscenesættelse er utallige. Som vi har set, repræsenterer DO92 et typisk eksempel på en sådan fremgangsmåde – naturligvis ud fra de bedste motiver og forestillinger om, hvad der tjener folk bedst. Som Bibelselskabets Svend Aage Nielsen programmatisk fastslog om den nye bibeloversættelse i 1977: »Vor tids mennesker, også den bibellæsende del af menigheden, har ofte kun et meget løst forhold til det Gamle Testamente. Derfor er det også særlig nødvendigt at få nogle af spærringerne bortryddet ved en ny oversættelse.« (vor kursiv; DBÅ 1977).

At mulighederne for misbrug af Bibelen fortsat eksisterer, bør man imidlertid ikke lukke øjnene for – heller ikke at sådanne muligheder i virkeligheden er væsentlig forøget med en kirkebibel fremfor med en videnskabelig oversættelse.

Under alle omstændigheder bør det mane til eftertanke, når nogen vil basere samfundet på et – videnskabeligt set – forfalsket dokument!

Så ikke blot ud fra et almindeligt ønske om at kunne læse, hvad der simpelt hen står i Bibelen, vor kulturs grundbog, men også ud fra mere samfundspolitiske og pluralistiske overvejelser turde det være i de flestes interesse, at Danmark snart får en videnskabelig og religionshistorisk bibeloversættelse.

Hvem kan – måske lige bortset fra teologien, kirken og dens højrefløj – være interesseret i andet?

Jens-André Pedersen Herbener