Når Rune E. Larsen eksercerer i det videnskabsteoretiske landskab, hvirvles støvet op i en sådan grad, at det til forveksling kommer til at ligne tåge. Imidlertid tegner konturerne sig snart af Den Store Opretholder. Fastholder man nemlig den tanke, at verden og dens fænomener kun eksisterer, i og med at den bliver iagttaget, bør man nemlig som det næste spørge sig selv, om der da slet ingen verden var, før ursuppen havde kogt så længe, at der fremkom organismer med så avancerede egenskaber som subjektivitet og iagttagelsesevne.

Og videre: Hvad befandt den ursuppe, der frembragte disse organismer, sig i – om ikke i verden? Her er det så, at Den Store Iagttager må træde ind på scenen. Det er den eneste mulighed: Guden – ellers holder ontologien ikke vand.

Og nu bør alle avisforsider ryddes: Det, som ikke lykkedes for Descartes og mange andre, som forsøgte sig før ham, er minsandten lykkedes for Rune Engelbreth Larsen: Guds eksistens er bevist!

Imidlertid kunne der måske være anledning til at dryppe en smule malurt i festpokalen, for det er jo slet ikke sikkert, at Runes måde at anskue verden på er rigtig. Det kunne måske ligefrem tænkes, at han tager fejl …? Forholder det sig virkelig sådan, at man fra kvantemekaniske forholds epistemologi let og elegant kan deducere en ontologi for det makroskopiske område? Kunne det tænkes, at den ikke-klassiske fysik korresponderer med den klassiske – at ikke-klassisk fysik kan betragtes som en generalisation af den klassiske, og at den klassiske derfor har gyldighed som et grænsetilfælde til den ikke-klassiske? Endvidere: Kunne det være, at gamle Aristoteles ikke var så tosset endda, når han mente, at verden bestod af hierarkier, hvor form på ét niveau var stof på det næste etc., og at man altid skulle bestemme sin genstand på formplanet? – Eller sagt på dansk: Var han galt afmarcheret, når han mente, at man havner i reduktionismens suppedas, hvis man forsøger at bestemme en helhed på elementniveauet? Slutteligt: Kunne dette tænkes også at gælde på det ontologiske område?

Ak ja, spørgsmålene er mange! Et eksperiment kunne måske bringe os sandheden nærmere. Jeg vil foreslå følgende: Vi putter Rune E. Larsen i en kanon og fyrer ham af i et to-spalteeksperiment. Efter braget kunne vi så passende lade Kristian Beedholm afgøre, hvorvidt Rune var et partikel- eller bølgefænomen.

Svar:

Selvfølgelig har den klassiske fysik gyldighed som et grænsetilfælde til den ikke-klassiske, det betyder blot stadig væk ikke, at begrebsliggørelsen af virkeligheden ikke er iagttagelsesafhængig.

For at løse dit problem med, hvordan iagttageren kan koncipere den verden, som han selv er en del af, må du forsøge at læse artiklen »Pragmatisme« i nr. 1, hvor den erkendelses- og videnskabsteoretiske modelbrug opklarer paradokset. Iagttagelsessituationen konciperer perceptionen, og også reflektion er perception, hvorfor argumentation og teori selvfølgelig kun er den efterrationalisation, mennesket konciperer retrospektivt.

En perception kan kun være nutidig, og når den forklarer sig selv som resultat af en fortid, er det stadig væk i ly af nutidens konception; altså er »ursuppen« naturligvis, hvad den er, alene i kraft af nutidens iagttageres retrospektive reflektion, som nu og her konciperer denne, det siger sig selv.

Endelig er forsøget på det erkendelsesteoretiske dobbeltbogholderi, at forholdet virkelighed og iagttager imellem skulle være fundamentalt forskelligt, om man betragter det mikro- eller makroskopisk, selvfølgelig uholdbart, ikke mindst når man korrelerer de relevante neurologiske og kvantemekaniske erkendelser (jf. Faklen nr. 1 og 2).

Ak ja, svarene er mange, og artiklerne lange. Men et eksperiment kunne måske bringe Olaf Tehrani en spæd forståelse et kvantespring nærmere. Vi foreslår en staveplade.

Redaktionen

Bekæmpelse af rockerne?
Stud.jur. Louise Pedersen, Otte Ruds Gade 41, 8200 Århus N, skriver bl.a.:

Tak for en meget interessant og oplysende artikel om »Bikerne, rockerne og politiet« i Faklen nr. 3. Det er interessant med en meget anderledes synsvinkel på fænomenet motorcykelklubber og problemet med rockerkriminalitet end den, man normalt møder i dagspressen. Den bevæger sig måske lige på grænsen til en glorificering af bikerne/rockerne, men jeg synes ikke, den overtræder grænsen.

Selvfølgelig skal politiet efterforske og straffe den kriminalitet, der bliver begået af rockere, men de har stadig rettigheder, ligesom alle andre har det.

Grundloven kan derimod godt bruges mod rockerne, når man diskuterer, om man ikke burde forbyde dem ifølge Grundlovens § 78, stk. 2, hvorefter »Foreninger, der virker ved eller forsøger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.«

Derudover kommer selvfølgelig problemstillingen, om »Rockerloven« kan betegnes som en særlov og dermed være et brud på magtfordelingen i Grundlovens § 3. (Problemet er, når der er tale om bebyrdende særlove; begunstigende særlove giver Grundloven selv anvisning på i § 44, om at indfødsret til udlændinge skal gives ved lov).

PS Til lykke med et godt nr. 3, der tager hul på nogle gode diskussioner, hvor nr. 2 for en stor del var opfølgning på nr. 1. Det er interessant læsning, selv om man ikke nødvendigvis er enig med alle jeres synspunkter (f.eks. mener jeg stadig, at det er lidt af et postulat, at kun socialister kan være humanister (for nu at sige det lidt firkantet); jeg anser mig selv som både humanist og liberalist).

PPS Jeg tror ikke, at Faklen-relateret graffiti gavner Faklens image blandt størstedelen af befolkningen.

Svar:

Om graffiti gavner andre end graffiti-maleren, der laver den, og graffitifjerneren, som lever af den, skal vi ikke kunne sige, men vi kan selvfølgelig ikke forhindre nogen i at udnytte ytringsfriheden på denne særlige måde – lige så lidt, som vi skal opfordre nogen dertil.

Redaktionen

Pædagogerne kan ikke lide børnene
Dieter Britz, Åbyhøjgaard 15, Åbyhøj, skriver bl.a.:

Som sikkert de fleste var jeg meget rystet over at læse artiklen om børneinstitutionerne; deprimerende læsning, hvis det altså virkelig skulle være sandt!

Som også de fleste ville jeg nok vælge ikke at tro på det og antage det for vildt overdrevet, ja, måske bare løgn – hvis ikke det var, fordi vores søn arbejdede i et antal af forskellige sådanne steder i seks måneder … Hans sammenfattende konklusion var, at »de [pædagogerne] kan ikke lide børnene.«

Der er selvfølgelig vuggestuer, hvor alt går kærligt til, men der synes at være nok af den modsatte slags til, at der er grund til bekymring.

Til lykke
Dea Trier Mørch, Jens Juels Gade 7, 2100 København Ø, skriver:

Til lykke med Faklens flyvende start. Efter at have læst de to første numre fra A til Z ser jeg frem til at modtage nummer tre.

Jeres argumenter er frimodige og skarpe og – forekommer det mig – rigtig vel underbyggede. Jeres bibel-historie er mere end interessant. Bliv endelig ved. Jeg håber, I klarer økonomien. Den er det sværeste af alt …

PS Faklens spalte-typografi, ombrydning og valg af illustrationer er i de fleste tilfælde god. Det er bare mærkeligt, at tidsskriftets reelle indhold er helt anderledes end dets umiddelbare udseende. Faklens omslag og overskrifternes typografi signalerer noget ret så reaktionært … Omslagets bagside ligner grangiveligt en øl-annonce. Er det jeres mening? Dét, der gør overskrifternes typografi så ubehagelig, er sammenblandingen af fede og halvfede typer samt bogstavernes fødder og skygger. Eksempel: Faklen 2, side 40-41.

Men Faklens redaktion kan jo heller ikke vide alt. Det kan man da ikke forlange.

Svar:

Vi takker for ros og kritik – måske du kunne sende os et progressivt Letraset-ark eller en linoleumskniv?

Redaktionen