1. Mosebog 14, 22
DO92 (dansk oversættelse fra 1992): »Men Abram svarede Sodomas konge: ‘Jeg løfter min hånd til Herren, Gud den Højeste [El Eljon], skaberen af himmel og jord.’« Dogmatisk tillempning, eftersom El Eljon først og fremmest er egennavnet på en guddom, som i det syrisk-palæstinensiske område var overguden par excellence, og som bl.a. i føreksilsk tid efter al sandsynlighed dyrkedes som Jerusalems særlige bygud (se Faklen nr. 3, s. 49). Dette udvandes totalt i DO92 i monoteismens navn, hvorved vigtige religionshistoriske forskelle og pointer går tabt (K&B bd. 1, s. 47; Israeliterne i Palæstina, s. 63; Kan. myt. bd. 2, s. 90; TW bd. 6, s. 136).

At Jahwe så af israelitterne i den almindeligt udbredte synkretisme på et tidspunkt identificeredes med denne pantokrator, som det er tilfældet her, bør det naturligvis være op til læseren selv at konstatere. Ligesom det ikke er en videnskabelig bibeloversættelses opgave at tage hensyn til den kristne tradition i nogen tænkelig forstand, er det heller ikke dens opgave at afspejle jødisk dogmatik. Den videnskabelige oversættelse skal lyde: »… El Eljon, skaberen af himmel og jord.«

5. Mosebog 32, 41
DO92: »Så sandt jeg lever for evigt, vil jeg hvæsse mit lysende sværd og min hånd gribe fat om koggeret [mishpat] …« Der eksisterer imidlertid ingen ordbøger i semitisk filologi, ifølge hvilken mishpat kan oversættes med »kogger«. Det betyder »dom« eller »ret« (CHED s. 1542; Ges./Buhl s. 473; EDHL s. 394). Og Holm-Nielsen indrømmer endda, at der ikke engang findes tekstkritisk støtte for rettelsen, men hævder blot, at »parallelismen« taler for det (Noter til bibeloversættelsen af 1992, s. 20).

Spørgsmålet er imidlertid, om det virkelig er sober tekstkritik? Og er det en oversættelse i overensstemmelse med princippet om lectio difficilior?!? Den berømte autoriserede King James-oversættelse fra 1611 leverer da også her en glimrende og filologisk korrekt oversættelse (ligesom Buhl (1910) og 1871- og 1931-versionerne): »… and mine hand take hold on judgement.«

1. Samuels Bog 15, 23
DO92: »Men genstridighed er som spådomssynd, trods som afgudsdyrkelse [`æwen u-terafim].« De to hebraiske ord i kildeteksten betyder imidlertid »uret og husguder« (K&B bd. 4, s. 165; TW bd. 8, s. 776; Ges./Buhl s. 890). Sidstnævnte er efter al sandsynlighed slægtsguddomme, der i form af gudebilleder var genstand for en utrolig udbredt og populær familiekultus blandt mange israelitter særligt i det føreksilske Palæstina.

I undervisningsmateriale fra Teologi og Religionsvidenskab, Bibelkundskab står således at læse: »… der er fundet utallige billeder og statuetter (sandsynligvis identiske med de i Det gamle Testamente omtalte terafim, der normalt oversættes med »husguder«, sammenlign f.eks. Gen. 31) af guddomme, mandlige såvel som (især) kvindelige guddomme, under arkæologiske udgravninger af palæstinensiske lokaliteter fra både det 2. og det 1. årt. Motiverne på nogle af billederne er tilmed så anstødelige, at mange fromme mennesker har vendt sig bort fra dem, eller de er simpelthen ikke blevet ordentlig publiceret. Disse billedlige fremstillinger af guddomme optræder såvel i private som offentlige sammenhænge. (…) Tilstedeværelsen af disse billedlige fremstillinger af guder viser imidlertid – udover at det gammeltestamentlige billedforbud ikke var kendt eller spillede nogen rolle i Israel og Juda i føreksilsk tid – at man dyrkede mange guddomme i området, og at man dyrkede såvel guder som gudinder.« (s. 59-60).

Hørte oversætterne monstro til disse »fromme mennesker«? At Holm-Nielsen så i sin tekstkritiske kommentar (Noter til bibeloversættelsen af 1992, s. 31) i en græsk oversættelse fra det 3. århundrede e.v.t. tilfældigvis kan finde belæg for DO92s stærkt dogmatiske tekstrettelse, kan ikke undre, da denne efter al sandsynlighed er kristent influeret. Tilsidesætter man imidlertid et øjeblik den kristne traditions afsmag for enhver form for polyteisme og »hedenskab«, kommer man frem til den religionshistorisk helt uproblematiske oversættelse: »… trods som uret og husguder/gudebilleder.«

Salme 19, 10
DO92: »Herrens ord [jir`ath] er rent, det består til evig tid.« Jir`ah betyder imidlertid »frygt«, ofte frygt for Jahwe. Og DO92s oversættelse »ord« ligger da heller ikke i nogen dokumenterbar forstand inden for jir`ahs betydningsspektrum (Ges./Buhl s. 316; EDHL s. 264; K&B bd. 2, s. 414; TW bd. 3, s. 869f). Da der endvidere ikke foreligger tekstkritisk belæg i noget hebraisk håndskrift eller i nogen af oldtidsoversættelserne for denne overordentlig frie gendigtning, må man søge årsagen andetsteds.

Som bekendt er »frygt« på det nærmeste konstitutivt for menneskets forhold til Jahwe i GT. Et klassisk sted er Job 28, 28: »Frygt [jir`ath] for Herren, det er visdom,« og 1. Mos. 3, 10 (»Jeg hørte din røst i haven, og jeg frygtede«), hvor der »efter jødisk opfattelse [er] givet udtryk for noget væsentligt i forholdet mellem Gud og mennesket« (GDBL bd. 1, s. 581).

Men hvad med NT? Om den primære anvendelse af frygt heri skriver GDBL bl.a. følgende: »[Den ses] som en følge af synden og betragtes som en ond magt, der trælbinder mennesket, og som det befries for gennem Jesu sejr over synden og døden, Rom.8, 15; Hebr.2, 15; 1. Joh.4, 18. Befrielsen for f[rygt] hørte med til de eskatologiske forventninger, de første kristne så opfyldt med Jesus, Luk.1, 74; 12, 32; Åb.1, 18.« (bd. 1, s. 581f).

Frygt er i NT med andre ord ikke på samme måde som i GT konstituerende for det rette gudsforhold – tværtimod. Når der så i den gammeltestamentlige kildetekst står: »Jahwes frygt [obj. gen.] er ren, den består til evig tid,« har Bibelselskabet ikke utænkeligt konkluderet, at det kan der i lyset af NT naturligvis ikke stå. De gamle hebræere har altså taget fejl. At ord derimod kan være evige fremgår af følgende: »Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.« (Matt. 24, 35).

Dette blot for at antyde, hvordan dogmatiske hensyn efter al sandsynlighed også her har haft indiskutabel forrang frem for filologisk videnskabelighed. Hvordan ellers forklare den i enhver henseende unødvendige manipulation af teksten?

Under alle omstændigheder bliver Sal. 19, 10 endnu et bevis for, at DO92 repræsenterer et videnskabeligt tilbageskridt i forhold til tidligere oversættelser – både King James-, Buhl-, 1871- og 1931-versionerne har således den sprogligt korrekte oversættelse i overensstemmelse med gammeltestamentlig teologi.

Salme 72, 9
DO92: »Hans modstandere [tsijjim] skal falde på knæ for ham.« Men tsijjim, flertal af tsi betyder »ørkendyr«, »ørkendæmon« eller »ørkenbeboer« (K&B bd. 3, s. 956; Ges./Buhl s. 681; EDHL s. 545) og kan ikke betyde »modstander«. Ej heller er der i Qumranskrifterne, de hebraiske håndskrifter eller oldtidsoversættelserne støtte for konjekturen.

Udtrykket »ørkenbeboere« i Sal. 72, 9 giver ellers fortræffelig mening i forbindelse med beskrivelsen af en jerusalemitisk idealkonge (som netop i Sal. 72), ikke mindst set i lyset af, hvor massivt israelitterne i lange perioder var underlagt de enorme »ørkenriger« som f.eks. Ægypten og Assyrien, var truet af arabere (v. 10!) eller var udsat for omfattende folkevandringer. Men en sådan præcis filologisk oversættelse ud fra tekstens eget perspektiv mindsker naturligvis muligheden for en mere universalistisk/kristologisk tolkning – en tolkning, som jo altid har været en forudsætning for de kristnes brug af GT!

DO92 er med andre ord i strid både med filologien og tekstkritikken, med princippet om lectio difficilior og med nærorientalsk oldtidshistorie. Værre kan en GT-oversættelse næsten ikke blive.

Den videnskabelige og religionshistorisk helt oplagte oversættelse skal derimod lyde, som den gør ifølge King James’ Bible: »They that dwell in the Wilderness shall bow before him.« (Se også 1871-oversættelsen).

Salme 82, 6b
DO92: »… I er alle sønner af den Højeste [Eljon].« Igen har DO92 videnskaben imod sig. TW siger således om 5. Mos. 32, 8-9 og Sal. 82, 1-8: »Beide Texte gehen davon aus, dass ’æljon und JHWH von Hause aus zwei eigenständige Gottheiten sind, JHWH dem höchsten Gott unterstellt und Mitglied seines Götterpantheons ist.« (bd. 6, s. 139f; se også Dic. s. 669). I f.eks. den kendte fønikiske legende om Kong Keret findes der da også klare og direkte paralleller (Kan. myt. bd. 1, s. 232 og bd. 2, s. 192). Men som i 1. Mos. 14, 22 og Jes. 14, 14 blæser DO92 i Sal. 86, 6 på videnskaben og lægger sig i stedet smukt i forlængelse af gammel dansk oversættelsestradition. Oversættelsen på baggrund af den moderne bibelforskning bør ikke desto mindre hedde: »… I er alle Eljons sønner.«

Det er for øvrigt kendetegnende, at de gammeltestamentlige forskere så godt som altid skriver El og Eljon i deres videnskabelige værker og artikler – og kun af høflighed gør opmærksom på DO i en parentes. Som vi har set, havde Bibelselskabets generalsekretær og den kirkelige højrefløj dog et overordentlig afgørende ord at skulle have sagt i DO92!

Esajas’ Bog 8, 10 (8, 8b)
DO92: »Indgå aftaler, de står ikke ved magt! Immanuel! [´immanu `el].« ´Immanu `el er imidlertid først og fremmest et sejrs- eller frelsesråb fra den jerusalemitiske kult eller den hellige krig, som betyder »med os er Gud« (K&B bd. 3, s. 801; GDBL bd. 2, s. 5f). Og i Es. 8, 10b kan det ikke opfattes som et egennavn og altså ligesom Es. 7, 14 fejltolkes som en Messiasprofeti i overensstemmelse med den kristne tradition (jf. teksthenvisningen ved Es. 8, 8b til Es. 7, 14).

Som en af dette århundredes største forskere i GT Sigmund Mowinckel betoner: »… sluttordet ´Immanu`el i vers 8b og vers 10 [er] ikke ment som et navn på fremtidskongen, en tiltale til ‘Immanuel’, slik som f.eks. den norske bibeloversettelsen [og DO92] gjengir det, men ordet står, – som både massoreternes vokalisering og sammenhengen i setningen viser – i sin appellativiske mening: ‘(men) med oss er Gud’, ‘for med oss er Gud’.« (Mow. s. 23). Abstraherer vi altså fra den kristne tradition og oversætter teksten filologisk korrekt og ud fra dens egne samtidige forudsætninger, skal den lyde: »Indgå aftaler, de står ikke ved magt! (For) med os er Gud!«

Esajas’ Bog 11, 4
DO92: »Han slår voldsmanden [`æræts] med sin munds stok.« Ren manipulation! For `æræts betyder nemlig »land«, »område« eller »jord« (som i f.eks. 1. Mos. 1, 1) – og under ingen omstændigheder »voldsmand« (Ges./Buhl s. 67f; CHED s. 164f; EDHL s. 57).

Tekstkritisk grundlag for rettelsen er der heller intet af, men som Holm-Nielsen endnu engang undskylder sig: »Rettelsen sandsynliggøres af parallelismen.« (Noter til bibeloversættelsen af 1992, s. 83). Han undlader imidlertid at gøre opmærksom på, at det i realiteten er »parallelismen« til NT, 2. Thess. 2, 8, han mener, sådan som teksthenvisningen i DO92 demonstrerer – og da bliver »parallelismen« da også klar: »Da skal den lovløse åbenbares; ham skal Herren Jesus dræbe med sin munds ånde.« Igen er King James’ Bible korrekt, og den helt udogmatiske oversættelse lyder: »… and he shall smite the earth with the rod of his mouth.« (Se f.eks. også 1871-oversættelsen).

Esajas’ Bog 14, 14
DO92: »Jeg stiger op over skybankerne, gør mig lige med den Højeste [Eljon].« Endnu engang har Bibelselskabet og oversætterne ignoreret (eller måske ikke haft kendskab til?) international anerkendt GT-forskning. TW skriver således om bl.a. Jes. 14, 14: »… die Vermutung `el ´æljon sei ein von Hause aus von JHWH zu unterscheidender Gott, wird durch Gen. 14 aber auch durch Dtn. 32, 8f [se Faklen nr. 3] und Jes. 14, 14 eindeutig bestätigt.« (bd. 6, s.136, vor kursiv).

Hvorfor skal dette forties i oversættelsen? Den religionsvidenskabelige oversættelse lyder: »… gør mig lige med Eljon.«

Klagesangene 1, 21
DO92: »Lad den dag komme [hevetha], du har bebudet …« Som Holm-Nielsen selv gør opmærksom på, er det imidlertid ikke det, der står i Biblia Hebraica, men derimod den personbøjede form af bo` i perfektum 2. pers. sing, som skal oversættes med: »… du har ladet komme« (Noter til bibeloversættelsen af 1992, s. 97) – altså en overstået, fortidig handling. Men da det hebraiske udtryk derved ikke indeholder en fremtidig, nytestamentlig og kristologisk tolkningsmulighed, har Bibelselskabet valgt at følge den sene syriske oversættelse fra det 4. århundrede e.v.t. (som eneste tekstkritiske grundlag for rettelsen!), der, som Holm-Nielsen indrømmer, »hører hjemme i en kristen sammenhæng«. (s. 12). Og vupti – den nytestamentlige »grundforståelse« og selviscenesættelse af GT er en realitet.

Selve oversættelsen »bebudet« af det fællessemitiske ord qara, som blot betyder kalde/råbe (Ges./Buhl s. 723f; EDHL s. 590), er da også en påfaldende og unødvendig høj stil, som mest af alt giver mindelser om den kristne traditions terminologi, jf. Marias bebudelse – men det var måske også meningen?

En videnskabelig oversættelse skal derimod blot lyde: »Du har ladet den dag komme, som du har kaldet,« hvilket ud fra tekstens sammenhæng – at Jahwe har ladet ødelæggelsens dag ramme Zion (det babylonske eksil) – giver glimrende mening.

Ezekiels Bog 7, 13
DO92: »For vreden [hazon] rammer hele den larmende hob, den hører ikke op.« Igen klar manipulation af grundteksten.

Substantivet hazon er nemlig et vestsemitisk ord, der betyder »syn« eller »vision«, og har ikke det fjerneste med »vrede« at gøre, og tekstrettelsen har da heller ikke støtte hos andre tekstvidner (Ges./Buhl s. 212; EDHL s. 212). Da der hverken er filologisk eller tekstkritisk belæg for ændringen overhovedet, påstår Holm-Nielsen som sidste nødudvej, at det er »af hensyn til forståeligheden« (Noter til bibeloversættelsen af 1992, s. 99).

Det kan dog vanskeligt opfattes som andet end rent vrøvl, for Ezekielbogen excellerer netop i syner og visioner. Hvis det derimod er for at understrege eftertrykkeligt, at kap. 7 handler om, at »Herrens vredes dag er nær« (DO92s overskrift til kapitlet), hvilket jo må siges at have haft betydelige »virkningshistoriske« konsekvenser i NT og kirkehistorien, begynder læseren måske at ane en mulig årsag til ændringen.

Endnu engang gengiver King James, 1871- og 1931-oversættelsen – modsat DO92 – den hebraiske tekst upåklageligt. En videnskabelig, filologisk oversættelse af stedet på dets egne betingelser skal således lyde: »Thi visionen [omfatter] enhver larmende folkemængde.«

Hvordan dette så nærmere eventuelt skal tolkes, kristent eller ej, må være op til den teologiske fagekseget og læseren selv – det kan og bør så vidt som overhovedet muligt ikke være en videnskabelig oversætters rolle at gøre dette på forhånd og implicit i oversættelsen!

Ezekiels Bog 16, 37
DO92: »Derfor samler jeg nu alle dine elskere, som du brændte af begær efter [´aravt] …« Dette er imidlertid ingenlunde ordlyden i kildeteksten! ´Arab (som ´aravt er en personflekteret form af) kan have fire forskellige betydninger: 1) »kautionere«/»pantsætte«; 2) »blande sig med«; 3) »være til behag«; 4) »blive aften«. Men ingen af de fire former tillader inden for rammerne af den filologiske forskning under nogen omstændigheder at kunne tolkes i retning af »brænde af begær efter« (K&B bd. 3, s. 829f; Ges./Buhl s. 830; EDHL s. 483f; TW bd. 6, s. 358).

Det ligger ganske enkelt ikke inden for ordets betydningsfelt og er helt uden tekstkritisk grundlag. Hvad fejloversættelsen skyldes, kan læseren selv forsøge at gætte sig til. Den filologisk forsvarlige og dogmatisk uforudindtagede oversættelse skal lyde (K&B bd. 3, s. 830): »… dine elskere, som du var til behag …« Igen har King James, 1871 og 1931 den korrekte oversættelse.

Jens-André Pedersen Herbener