»Nogle hævder, at Europa er dødt. Måske er det mere rigtigt at sige, at Europa endnu venter på at blive født. Et Europa, der tager hånd om sine forsvarsløse minoriteter. Europa må nødvendigvis være multikulturelt, ellers kan det ikke eksistere.« (Susan Sontag).

Over hele Europa taler man meget om den europæiske familie, det europæiske hus og den europæiske kultur. EU-politikere har haft travlt med at fortælle befolkningerne, at det nye Europa vil kunne blive den ledende stormagt i verden. Set ud fra europæiske lederes, politikeres og bureaukraters synspunkt vil dette nye Europa være et sted, hvor frihed og demokrati vil herske, menneskerettighederne vil blive respekteret, og den europæiske kultur vil blomstre og blive stærkere, til eksempel for resten af verden. Faktisk synes det, som om disse landes ledere er fast besluttet på at skabe et Europas forenede stater – en kæmpe af et fællesskab af hvide, kristne lande, der militært og økonomisk er på lige fod med USA og Japan, og med tiden stærkere.

Beklageligvis gemmer der sig bag dette smukke, demokratiske og menneskelige europæiske ansigt et andet europæisk ansigt, som er grimt og racistisk, og som ikke overholder menneskerettighederne over for sine etniske minoriteter. Det er i dette nye Europa, at 17 mio. ikke-europæiske borgere fra tredjeverdenslande (hvoraf størstedelen er farvede og muslimer) lever under dårlige boligforhold, har de mest beskidte og dårligst betalte jobs og den højeste arbejdsløshed og dagligt må føle racismens pile. Prisen for det nye Europa, der er på tegnebrættet, er hermetisk lukkede grænser og stramninger af regler og love om indvandrere og flygtninge, der i yderste konsekvens allerede har gjort de etniske minoriteter til andenrangsborgere i Europa. EU har nu i længere tid uofficielt arbejdet på at løse »indvandrerproblemet« ud fra netop denne tankegang.

»Indvandring« i kategori med organiseret kriminalitet

Retten til fri bevægelighed i Europa og den skelnen, der er imellem europæiske borgere (som har retten til frit at bevæge sig i medlemsstaterne og til at nyde de fulde sociale rettigheder i værtslandet) og ikke-europæiske borgere (statsborgere fra tredjeverdenslande, som ikke har ret til fri bevægelighed eller sociale rettigheder), vil uundgåeligt resultere i en øget grænsekontrol for alle farvede europæere, hvad enten de er tredjeverdensstatsborgere eller ej.

I forbindelse med udviklingen af den europæiske økonomiske politik, indvandrerpolitik og i mindre grad sociale velfærdspolitik er der blevet truffet en række bilaterale aftaler, der beskrives som uformelle aftaler mellem europæiske lande, og der er oprettet en ad hoc-gruppe bestående af ministre og embedsmænd. Disse aftaler og beslutningsdygtige fora ligger uden for de demokratiske rammer i det europæiske fællesskab. Dette har skabt bekymring for, at afgørende beslutninger, der påvirker millioner af mennesker, bliver truffet på lukkede møder uden nogen form for demokratisk ansvar eller mulighed for undersøgelse eller kontrol. De grupper og aftaler, der potentielt kan skade de etniske minoriteter mest, er:

• Trevi-Minister Gruppen af 1976
• Schengen-Aftalerne af 1985, fornyet i 1990
• Ad hoc-gruppen om immigration af 1986

Trevi-Minister Gruppen er sammensat af politikere og højtstående politifolk. Den er ikke på valg og står ikke til ansvar over for Europarådet. Gruppen beskæftiger sig med bekæmpelse af narkosmugling, våben-smugling, terrorisme og begrænsning af indvandring. Bare det, at indvandring hører til i denne kategori af kriminalitet, er tankevækkende i sig selv.

Schengen-Aftalerne, som blev indgået mellem Frankrig, Tyskland og de tre Benelux-lande, blev i de første par år holdt hemmelige for offentligheden og var dermed fri for offentlig indsigt og kritik. Schengen-Aftalerne omfatter visumtvang for 115 tredjeverdenslande, afvisning af asylansøgere, overvågning af uønskede »mistænkelige« indvandrere og flygtninge og etablering af et Schengen-informationssystem som databank. Tilsammen udgør Schengen-Aftalerne grundvolden til et nyt og hermetisk lukket Europa. Ifølge det engelske ugeblad The Economist gælder Schengen-Aftalerne, der blev indført i 1995, men har været et år om at blive fuldt gennemført, nu for Benelux-landene, Tyskland, Frankrig, Spanien og Portugal. De fleste andre EU-lande kommer med, så hurtigt papirarbejdet tillader det.

Schengen forlanger, at europæiske lande uden for EU, som f.eks. Norge og Island, skal udføre deres del af den ydre grænsekontrol på EUs vegne. En generel konsekvens er øget politikontrol af etniske minoriteter. Politiet foretager flere stikprøvekontroller af rejsende på vej væk fra grænserne. Det betyder samtidig, at rejsende inden for EUs grænser, der har et etnisk udseende, bliver kontrolleret uden yderligere anledning. Denne type kontrol bliver gjort enklere af, at Schengen-landene kræver, at man altid har ID-kort på sig.

Ud over den indre og ydre grænsekontrol og kontrol med de etniske minoriteter har EU, i overensstemmelse med Ad hoc-gruppens anbefalinger, udvidet sin kontrol med indvandring ved at udstationere politifolk og embedsmænd i forskellige tredjeverdenslande. Danmark har f.eks. siden november 1995 haft 4 »flyvende attacheer« udstationeret i Pakistan, Tyrkiet, Syrien og Kenya.

Da Rådet for Etniske Minoriteter blev orienteret om udstationeringen, spurgte jeg Claes Nilas, direktør for Udlændingestyrelsen og daværende formand for Rådet for Etniske Minoriteter, hvad formålet med udstationeringen var. Han svarede, at attacheerne skulle aflaste ambassaderne i deres behandling af visaansøgninger. Senere fik jeg, gennem en rapport fra attacheen i Pakistan, der blev trykt i Indenrigsministeriets Nyhedsbrev om udlændinge i Danmark, april 1996, nærmere information om, hvad han helt konkret foretog sig.

Attacheen indsamler og videregiver informationer om »uønskede« visaansøgere til de nordiske og andre EU-landes ambassader. Endvidere stod attacheen i Islamabad Lufthavn og kontrollerede flyafgange til København. Der har været flere eksempler på, at pakistanske rejsende med visa er blevet nægtet adgang til flyet uden gyldig grund.

Jeg har rettet en forespørgsel til den pakistanske udenrigsminister angående disse forhold og fik at vide, at han ikke var blevet orienteret om den danske procedure. I sin rapport beskriver attacheen dette som en vigtig arbejdsopgave.

Hemmeligholdelsen af dokumenter om Schengen-Aftalerne har afstedkommet et politisk krav om, at justitsministeren udleverer papirerne, der beskriver Schengen-Aftalens lovgivningsmæssige konsekvenser for Danmark.

Ifølge Politiken d. 30.8.96. har justitsministeren imidlertid hidtil nægtet at udlevere papirerne.

Muren mod tredjeverdenslande – kontrollens ti bud

Ad hoc-gruppen, som består af forskellige embedsmænd fra EU-administrationen, har videregivet forskellige immigrations- og asylpolitiske anbefalinger til EU-ministerrådet med henblik på, at de skulle være en del af Maastricht-aftalen. Disse anbefalinger blev vedtaget i december 1991 under et hemmeligt møde i Bruxelles. Det følgende er en liste over de specifikke forslag, udfærdiget af disse EU-bureaukrater, som mange EU-lande inklusive Danmark faktisk har indført i deres udlændingelovgivning:

1. Visumpligt for 71 tredjeverdenslande (i dag 115 lande).

2. Asylafvisning i et EU-land vil automatisk også gælde for resten af EU-landene. Det samme gør sig gældende for ansøgninger om turist- eller studievisum.

3. Visa- og paskontrol i afrejse- eller hjemlande – gælder kun for tredjeverdenslande.

4. Store bøder til luftfartsselskaber eller skibsselskaber, der transporterer flygtninge uden pas eller visum ind i EU-lande.

5. Effektive og hurtige procedurer med henblik på at udvise mistænkelige eller uønskede personer fra den Europæiske Union.

6. En sammenkædning af indvandrerens eller flygtningens familiesammenføringsmulighed med vedkommendes evne til at forsørge sin familie – husly og underhold; eller med andre ord, at vedkommende har et job og kan tilbyde familien et sted at bo.

7. Registrering af fingeraftryk og fotografier af ikke-EU-borgere hos politiet.

8. Oprettelsen af et datacenter med henblik på at udveksle information om flygtninge og indvandrere EU-landene imellem.

9. Øget gadekontrol af ikke-europæere i EU-landene.

10. Politisamarbejde EU-landene imellem. Også kaldet »Europol«.

På baggrund af vores tidligere erfaringer i Europa ved vi, at disse anbefalinger ikke just vil gøre livet lettere for de personer fra tredjeverdenslande, statsborgere eller ikke-statsborgere, der nu bor i EU. Fuld implementering af disse anbefalinger vil gøre folk fra tredjeverdenslande til andenklassesborgere og fratage dem deres rettigheder, værdighed og respekt.

Etniske minoriteter taler for døve øren

På trods af egne og andres uophørlige anstrengelser for at informere den almindelige befolkning og beslutningstagerne om den udemokratiske retning, som harmoniseringen af asyl- og indvandrerpolitikken har taget, er der meget få, der tager problemet alvorligt eller overhovedet lytter til os. Faktisk har forskellige politikere og organisationer afvist de informationer, vi har søgt at formidle. Selv i Danmark tænkte unionsmodstandsbevægelsen ikke engang på at kontakte eller konsultere de etniske minoriteter i forbindelse med folkeafstemningerne i 1992 og 1993.

Da det 138 medlemmer store Råd for Europæisk Politik blev nedsat under regeringen for 3 år siden, sad jeg som den eneste repræsentant for de etniske minoriteter.

Jeg gjorde fra begyndelsen opmærksom på, at de etniske minoriteters forhold i EU er under al kritik, og jeg bad om, at Rådet skulle tage dette emne op. Efter tre år venter jeg stadig på svar. Minoriteternes problemer er simpelt hen ikke på dagsordenen.

Til gengæld verificerede oplysninger, der var sevet ud til pressen, og som blev offentliggjort i The Guardian (26. maj 1993), hvad de etniske minoriteter hele tiden har sagt for at få omverdenens opmærksomhed. Her skrev John Carvel bl.a.: »I løbet af de sidste tre eller fire år har de EU-embedsmænd, som opererer inden for den sluttede verden af komiteer, der er på tværs af regeringerne og dermed langt uden for kommissionens rækkevidde eller anden form for demokratisk kontrol, tilskyndet hinanden til enighed omkring en hel række af initiativer, der går på at stramme indvandrings- og asyllovgivningen. I 1990 gav man os Dublin-konventionen, som søger at forhindre flygtninge i at søge muligheder rundt om i det europæiske fællesskab ved at insistere på, at de kun kan søge asyl i første ankomstland inden for fællesskabet; en særdeles tiltalende idé for England og Irland, som ikke har landegrænser direkte op til andre lande, og som kan iværksætte andre foranstaltninger med henblik på at gøre det sværere for flygtninge at nå lufthavnene. Det næste skridt kom i 1991, da 'indvandrer-ministrene' næsten enedes om et dokument kaldet The External Frontiers Convention, som søgte at rejse en mur rundt om det Europæiske Fællesskab; høj nok til at tillade fjernelsen af de interne grænser. Endelig enighed er endnu ikke opnået, men denne konvention vil på et tidspunkt føre til oprettelsen af sådanne 'herligheder' som en datastyret fælles EU-liste over uønskede fremmede, en fælles EU-visapolitik og andre barrierer for udlændinge, specielt sorte udlændinge.«

Ovennævnte politiske forslag, der er en klar systematisk kriminalisering af alle etniske minoriteter i Europa, blev yderligere diskuteret på et møde afholdt af EU-ministrene i København (1. juni 1993) med henblik på at stramme og harmonisere de forskellige EU-landes nationale politik. Vores endnu uopfyldte håb var, at disse bestemmelser, når de blev kendt i den offentlige debat, kunne åbne alle anstændige europæeres øjne for de etniske minoriteters forhold i Europa, og at folk ville nægte at acceptere, at man skulle kunne indføre to slags love for to slags borgere i Europa og stadig kalde sig et demokrati.

Manglen på lovgivning på dette område i Europa betyder, at de etniske minoriteter ikke har nogen juridiske forholdsregler til rådighed over for racistiske og diskriminerende handlinger.

Kombineret med de vidt forskellige former for indvandrerpolitik, som man fører i de forskellige medlemslande, kan det betyde, at de etniske minoriteter i Europa vil møde diskrimination på uddannelsesområdet, på boligområdet, på arbejdsmarkedet, økonomisk, i social- og sundhedssektoren og hos alle andre offentlige myndigheder.

Spørgsmålene om immigration, asyl og flygtninge står i øjeblikket øverst på listen i det Europæiske Fællesskab.

Ingen retssikkerhed for de etniske minoriteter

Trevi-gruppen arbejder ligesom Schengen-gruppen med en liste af tredjeverdenslande, hvis statsborgere skal have visa for at få adgang til medlemslandene, og andre, der er udpeget som »uønskede«. Disse er som regel også tredjeverdenslandes borgere. Problemet for et Europa uden interne grænser er, hvordan man lukker grænserne for indvandrere og flygtninge fra den tredje verden.

Immigration bliver betragtet som et spørgsmål om »lov og orden«, nu hvor indvandrere og flygtninge fra tredjeverdenslande er sat i samme kategori som kriminelle og terrorister – hvilket så igen forstærkes af de vestlige mediers ensidige og diskriminerende fjendebilleder og identifikation af islam med terrorisme. Som en engelsk generalmajor, Clutterbuck udtrykte det: »Med så mange indvandrere i EF kan udenlandske terrorister gemme sig lige så let, som hvis de var indfødte.« Det kunne se ud til, at der er ved at opstå en fælles europæisk racistisk kultur, der forsøger at definere alle etniske minoriteter, enten som indvandrere, flygtninge, terrorister eller narko-kurerer.

De etniske minoriteter i Europa har ingen fordel af Maastricht-traktaten. Racediskriminationens svøbe forhindrer allerede de etniske minoriteter i fuld deltagelse i samfundet. Der er ingen redskaber i Maastricht-traktaten eller tidligere love og dagsordener, der kan give beskyttelse imod racediskrimination i Europa.

Den engelske kampagne mod racisme og fascisme (CARF) afholdt en pressekonference i London i begyndelsen af februar 1995 for at offentliggøre resultaterne af deres årsopgørelse af dødsfald på grund af racisme i Vesteuropa i 1994. Rapporten dokumenterer 60 dødsfald, men det mest påfaldende og alarmerende tal er måske antallet af indvandrere og asylansøgere, som er døde på grund af politibrutalitet eller -forsømmelser. I 1993 var der 8 sager i denne kategori, i 1994 er tallet næsten tredoblet til 21. I rapporten påpeger man, at dette ikke er noget tilfælde, men et tegn på, at racismen har bevæget sig fra den ekstreme højrefløj og ind i midten af europæisk politik, hvorfra den siver ud i vitale myndigheder som politiet og udlændingeadministrationen.

Hvorfor taler vi ustandselig om integration?

Det er vigtigt at huske på, at vi taler om mennesker, som kom her for at arbejde og for at opfylde en drøm. For at kunne leve frit, uddanne deres børn og for at bidrage med, hvad de kunne, til de lande, i hvilke de havde valgt at leve. Til gengæld accepterede de at skulle arbejde hårdt til lave lønninger.

De troede på Europas demokratiske værdier. De troede på et multikulturelt, multietnisk og pluralistisk Europa. At de ville være ligestillede borgere. Denne tiltro viste sig at være baseret på falske håb og en godtroende opfattelse af den europæiske lighedstanke.

I lang tid fik de at vide, at de skulle integreres i de lokale samfund, blive en del af omgivelserne, lære sproget, uddanne sig selv og blive »civiliserede«. De troede på integration. De var glade for, at Europa ønskede, at de skulle integrere sig. Årene gik. De gjorde, hvad man bad dem om, men sandheden er, at de i dag er dårligere stillet, end da de kom. De har måttet sande, at lige meget hvor megen uddannelse de har, hvor mange sprog de taler, uanset hvor godt de opfører sig, så gør det i sidste ende ingen forskel!

Når det kommer til stykket, ender de alligevel i de dårligste boliger, holdes uden for arbejdsmarkedet, og børnene sidder tilbage med indskrænkede fremtidsmuligheder. Langsomt, men sikkert nægter Europa dem deres grundlæggende borgerrettigheder og deres sociale rettigheder. De skubbes ud i samfundets periferi; marginaliserede og ignorerede.

For europæerne betyder ordet »integration«, at minoriteterne bør lære at tilpasse sig og adoptere de europæiske værdier, traditioner, skikke, sprog og levevis – i en sådan grad, at man helt gør denne levevis til deres egen. Dette er imidlertid ikke integration, men assimilation.

Når majoritetskulturen dikterer og definerer formen og betingelserne for integration uden at acceptere sine nye borgere som de mennesker, de er, opnår man blot at skabe større afstand. Intet menneske kan ændre sin kulturelle og religiøse identitet fuldstændig, man tilpasser sig kun langsomt og gradvis en ny kultur. Det danske samfund har ikke forstået dette, men betragter det som manglende vilje til integration og smækker døren i.

I virkeligheden er denne såkaldte integration en »dis-integration« af minoriteterne. Konsekvenserne er segregation – en stigende grad af kriminalitet blandt unge etniske minoriteter, stigning i alkoholforbruget, stigende antal skilsmisser, flere tilfælde af vold i hjemmet, omfattende konflikter mellem forældre og deres børn, en stigende fremmedgjorthed i forhold til hjemlandene og tegn på fjendtlighed over for majoritetsbefolkningen og magtstrukturerne.

Ægte integration skal være gensidig – med en underliggende respekt for og accept af hinandens måde at gøre tingene på. Minoriteterne skal lære deres respektive nye landes sprog, respektere disse landes love, tilbyde gode naborelationer og ellers selv vælge tempoet og graden af tilpasning til majoritetskulturen – længere kan man ikke forlange, at minoriteterne skal gå.

De har ret til at bibeholde deres kulturelle værdier, mad, beklædning, litteratur, modersmål og religioner. Selv om dette for mange europæere er uacceptabelt, findes der en lang række tilfælde som f.eks. i England, Frankrig og Holland, hvor minoriteterne bor adskilt fra majoritetssamfundets kulturelle normer og fungerer helt fint. De etniske minoriteter udgør, i modsætning til den udbredte europæiske opfattelse, ikke nogen trussel mod deres værtslands identitet, kultur og religion.

Den kulturelle trussel er en farlig myte

Hver gang europæiske politikere ønsker at stramme grænsekontrollen mod resten af verden, bliver de ikke-europæiske minoriteters kultur og religion fremstillet som en konfliktskabende faktor i Europa. Den bølge af anti-islamisk propaganda, der er opstået efter Berlinmurens fald, er et godt eksempel.

I dagens mediedebat får man let den opfattelse, at Europas eneste redning mod »horderne af indvandrere og flygtninge fra tredjeverdenslande« er at opgive enhver humanistisk national immigrations- og asylpolitik og gå 100% ind i EU-samarbejdet. Der er ikke så meget tale om rationel argumentation, som om en skræmmekampagne. De flygtninge og indvandrere, der lever i EU, bliver berørt af den negative stemning. Minoriteternes tilstedeværelse bliver gjort til en trussel mod den europæiske kultur, levemåde og velfærd. Når man ser på virkeligheden, er det en absurd tankegang af flere grunde:

1. Etniske minoriteter er vidt forskellige og udgør ikke en enkelt størrelse.

2. Minoriteterne udgør i et hvilket som helst europæisk land ikke mere end 6-7% af hele befolkningen, i Danmark 4%, og det er inklusive andre europæere. Det er et ubetydeligt antal.

3. Minoriteter har ikke nogen magt eller indflydelse – hverken politisk, militært, økonomisk eller socialt.

4. Mange europæeres identitetsfølelse er baseret på den tankegang, at den europæiske livsform og kultur er overlegen i forhold til næsten alle andre kulturer. Denne idé er så dybt rodfæstet i den europæiske tankegang, at tanken om, at man pludselig skulle opgive europæisk kultur, er absurd.

5. Minoriteterne udfordrer sjældent europæerne kulturelt. Det er ikke derfor, de er her. De opfatter ikke sig selv som kulturelle korsfarere. For eksempel udbreder muslimer, som udgør 70% af alle etniske minoriteter i Europa, sjældent deres religion offentligt. Europa er, med sine teknologiske fortrin, massemedie-monopol og økonomiske overlegenhed, stærkt nok til at modstå stort set enhver krise eller udfordring, som det mødes med.

Det er min opfattelse, at hvis man kan tale om en ændring af en værtsnations identitet på grund af tilstedeværelsen af etniske minoriteter, så kan det kun være en positiv ændring. Ved at lære om – og af – minoriteternes værdier, såsom familiebånd, respekt for de ældre, arbejdsomhed, sociale netværk, levende religiøsitet, stor gæstfrihed og stolthed over egen kultur, så har værtslandet muligheden for at genopdage nogle af sine egne oprindelige værdier, som har været på retur i et polariseret moderne samfund.

Pluralisme eller nationalisme

Efter min mening må Europa affinde sig med det faktum, at de etniske minoriteter nu er fast etableret i Europas midte, både kulturelt og socialt. Europa kan ikke, ud fra et humanistisk og demokratisk synspunkt tillade sig ikke at acceptere en form for kulturel pluralisme inden for en overskuelig fremtid. Politik baseret på politisk og kulturel assimilation – som de franske eller tyske »udelukkelsesdefinitioner« af nationalitet – kan ikke længere fungere som acceptabel metode til integration i nationalstaten. Den faktiske etniske diversitet og pluralisme i de vesteuropæiske lande kræver nye metoder og nytænkning. Den amerikanske politiske kommentator, Scott Sullivan skrev i Newsweek (den 27.4.92): »Det er på tide at sige sandheden. Europa er nu en permanent multikulturel zone.«

Efter Sovjetunionens fald fortæller USA og Europa konstant omverdenen om »Den nye Verdensordens fortjenester«. Imidlertid er et af de mest bekymrende aspekter ved den nye verdensorden de partiers og bevægelsers genopståen, der helliger sig udbredelse af racehad og fascist-filosofier i Europa. Europæerne er efterhånden vænnet til at se nye højreekstremistiske og nyfascistiske partiers succes ved de europæiske valg; partier som Front Nationale i Frankrig, Republikanerne i Tyskland, Frihedspartiet i Østrig og MSI-partiet i Italien. Frankrig, Spanien, Tyskland og Danmark har for nylig set en flodbølge af overfald på immigranter, ildspåsættelse af asylcentre, skinheads, der marcherer i gaderne i alle de større europæiske byer, alt imens de hylder nazismen, mediernes udbredelse af racistiske holdninger, uskyldige mennesker, der myrdes, og en generel »belejringsmentalitet« er ved at brede sig i hele Europa.

Indvandrere og flygtninge er blevet syndebukkene for Europas sociale og økonomiske problemer. Udviklingen er skræmmende. Overalt vidner det om, at Europas politiske spektrum har ændret sig i retning af det ekstreme højre. Dette mærkes også i Østeuropa og Rusland nu, hvor højrefløjsekstremismen er på vej frem. De nationale grupper i SNG-landene vokser. Efter 50 års økonomisk fremgang i Europa og efter Berlinmurens fald og demokratiets såkaldte sejr er racismens og fascismens dæmoner igen dukket op i den europæiske psyke.

Ifølge almindelig fornuft skulle man tro, at den velfærd, individuelle frihed og politiske stabilitet, som europæerne har opnået, ville virke som en vaccination, der beskytter Europa mod fremmedhad og paranoid nationalisme. For at opretholde et civiliseret niveau for borgerrettigheder for alle er det nødvendigt at fokusere på de etniske minoriteters vilkår og rettigheder i hele Europa og manglen på beskyttelse af minoriteterne under europæisk lovgivning.

Situationens alvor er langsomt ved at gå op for nogle af vore politikere. Indenrigsminister Birte Weiss (S) sagde i et interview til Politiken: »Den fælles visumpolitik i EU er et hjørne af det, som nogle kalder Fort Europa. Men det er også en konsekvens af det europæiske samarbejde. Det er et resultat af, at EU-landene reagerer ens inden for rammen af den fælles visumpolitik. Det er diskutabelt, men det er en realitet. Den fælles visumpolitik kan vi end ikke stille os uden for.« …

Et nødråb fra Europas minoriteter

Kun på grundlag af reel og fornuftig information vil det være muligt for de etniske minoriteter at kæmpe for deres ret til lige behandling og livskvalitet i Europa. Det er nødvendigt, at de forskellige etniske organisationer i Europa går ind i en konstruktiv international dialog. Den mest effektive kampagne vil være en samlet reaktion fra minoriteterne i hele Europa. Medmindre minoriteterne selv rejser spørgsmålet, vil der ikke blive gjort noget.

For de etniske minoriteter står skriften meget tydeligt skrevet på væggen. Der står: »De af jer, der gerne vil bo her, forbered jer på at leve som andenklassesborgere uden lige rettigheder og uden lige muligheder. Ellers, pak jeres bagage og rejs. Og for de af jer, der har planer om at komme hertil – forsøg det ikke, bliv, hvor I er!«

Det var sådanne tilstande, Mahatma Gandhi tænkte på, da han sagde: »Hvis man vil vurdere, hvor civiliseret et samfund er, så skal man bare se på dets behandling af sine minoriteter.«

Men ligesom Martin Luther King og Malcolm X havde en drøm om lighed, så har de en drøm! Og for at få opfyldt denne drøm er de nødt til at være optimister. De må tro på det gode i mennesket. De tror oprigtigt, at der er folk, bevægelser og kræfter i Europa, der bekymrer sig om deres smukke kontinent, dets store menneskelige værdier, dets internationale renommé, dets frihedselskende ånd og dets humanisme.

De etniske minoriteter og de progressive kræfter må forenes, og dette samarbejde må hæves over partipolitik, politiske ideologier og menneskelig medlidenhed. De må arbejde på at opbygge et Europa; et Europa frit for fordomme, et Europa boblende af tolerance og dybfølt åbenhed. I dag er jeg europæisk borger i et Europa, der kan skabe fred og velfærd for alle dets borgere. Her vil jeg gerne kunne føle mig sikker, når jeg går på gaden. Her vil jeg gerne kunne bevæge mig i og uden for lufthavne uden at blive stoppet på grund af min hudfarve.

Jeg vil kunne gå, hvorhen jeg ønsker, uden at politiet altid checker mit ID-kort. I særdeleshed ønsker jeg at blive respekteret som et medmenneske. Jeg vil, at min hudfarve, min religion, min accent og min kulturelle og etniske baggrund ses som et positivt og forstærkende bidrag til det samfund, jeg bor i, og vil ikke opleves som en, der kun er i vejen.

Bashy Quraishy
Medlem af Rådet for Europæisk Politik, Rådet for Etniske Minoriteter