I Dagbladet Arbejderen anklages Faklen af formanden for Folkebevægelsen mod Nazisme for at stå bag nazister og bringe racistiske opfordringer ... Hvorfor og hvorledes så grove løgne bringes til torvs, forsøger vi her at afdække – udgangspunktet er en diskussion om, hvad der er farligst, nazisten eller nazismen, fascisten eller fascismen?

Den 8. februar bragte Dagbladet Arbejderen et indlæg af Ole Ree, i hvilket han bl.a. gjorde sig til talsmand for følgende taktik over for nazisterne: »Forbyd dem at holde møder. Forbyd dem at danne parti. Forbyd dem adgang til nogen form for medie/pressedækning.«

Ree mener endvidere, at de, der går ind for en uindskrænket ytringsfrihed, også for nazisterne, »er lige så meget nazister som fortidens ditto uhyrer var«.

Faklens ideologiske ståsted er humanismen, og som humanister kan vi ikke gå ind for særlove og undtagelser fra almindelige, grundlovssikrede rettigheder. Ytringsfrihed er selvfølgelig kun ytringsfrihed, hvis den gælder alle. Hvis ytringsfriheden f.eks. ikke også gælder jøder og kommunister, er der indlysende nok ikke tale om ytringsfrihed, og ganske tilsvarende er der selvfølgelig heller ikke tale om ytringsfrihed, hvis ikke også nazisterne er omfattet af denne.

Derfor sendte undertegnede et indlæg til Dagbladet Arbejderen, der blev bragt den 6. marts under den af avisen valgte overskrift: »Hvad man skal gøre ved nazisterne.« Her udtrykkes Faklens kamp mod totalitære forbud af enhver art, også når de rammer vore fjender: »I modsætning hertil, og bl.a. i et forsøg på at advare imod at højrefløjens metoder og sindelag på præcis denne måde skulle snige sig ind på venstrefløjen, har Faklen understreget nødvendigheden af at tolerere også intolerancen. Nynazisterne må have ret til at mene og sige, hvad der passer dem – ligesom alle andre. Dermed ikke være sagt, at vi skal retirere til passiv pacifisme; vi må bekæmpe dem ord for ord. Og hvis de er bevæbnede, må vi slå igen med samme mønt – som vi ville gøre det mod enhver bevæbnet overfaldsmand.«

Faklens nazister?

Den 15. marts bragte Dagbladet Arbejderen indlægget »Nødhjælp fra Faklen til danske nazister« af Frede Klitgård, formand for Folkebevægelsen mod Nazisme, hvori han på baggrund af ovennævnte indlæg rettede ualmindelig grove anklager imod undertegnede og Faklen, der uden videre blev gjort til talerør for nazisterne!

Blandt de mange voldsomme beskyldninger var følgende:

1) »... antinazister må mene, at Faklen har holdninger, der synes parallelle med organiserede nazi-gruppers og optræder som talerør for disse.«

2) »Han [Rune Engelbreth Larsen] har det blot som andre ureflekterede supportere, at de bærer skyklapper, og at de alt efter evne objektivt støtter og hjælper nazisterne med at udbrede deres menneskefjendske budskaber og syge ideer. Det er muligt, at de ikke (endnu?) går med hagekorsarmbind og i lange støvler, men i deres sorte (sataniske) sjæl er de af samme karat som nazisterne. Måske endda en tak værre, fordi de som bagmænd ofte søger at skjule sig selv og deres skumle gerninger.«

3) »Et gennemgående tema i tidsskriftet [Faklen] er f.eks. en artikel med titlen 'Kernefamilien – Familiens Grundpille' med relationer til nazismens ideologi og med kvinden helt nøjagtigt placeret: Kirche, Kinder, Küche (kirke, børn, køkken).«

4) »Alliancen med nazisterne afspejles i Faklen ved, at der bringes indlæg fra ledende nazister.«

5) »De fleste [af de i punkt 4 nævnte artikler er] præget af racistiske opfattelser og opfordringer til at smide 'alle fremmede' ud.«

6) »Tidsskriftet har naturligvis også plads til hadefulde udladninger fra en gruppe som 'Stop indvandringen'.«

7) »Til de flittige skribenter i Faklen hører en vis Peter Larsen [ifølge Klitgård, initiativtager til et nazi-'parti'], søn af nu afdøde Albert Larsen.«

Mange af disse påstande er groft bagvaskende eller injurierende, og hver eneste af dem er selvfølgelig indiskutabelt løgnagtige!

Dagbladet Arbejderens »taktløse fejl«

Alligevel valgte Dagbladet Arbejderen at give Klitgårds indlæg en usædvanlig positiv særbehandling, så man vanskeligt kunne konkludere andet, end at Klitgård nærmest talte på avisens vegne.

Som en gestus over for Klitgård blev de dele af hans indlæg, der angiveligt skulle referere Faklens standpunkter, sat med almindelig brødskrift, mens Klitgårds kommentarer var særligt fremhævet – som det hed i den redaktionelle indledning: »For overskuelighedens og korthedens skyld har han [Klitgård] ridset problematikken op i punkter. Med almindelig brødskrift refereres påstande/synspunkter, mens Frede Klitgårds kommentar er sat med halvfed skrift og markeret med en 'stjerne'.«

Endvidere hed det i avisens redaktionelle indledning om Faklen: »Det er et tidsskrift, som bl.a. koketterer med satanismen, og som udsendes af religiøse 'oprørere' ved Århus Universitet.« (sic!). Og endelig beklagede redaktionen, at man som illustration til undertegnedes indlæg havde bragt et knust hagekors, eftersom det er logo for Folkebevægelsen mod Nazisme: »Redaktionen beklager over for Folkebevægelsen mod Nazisme, at det er sket. Det er en taktløs fejl.«

Der er åbenbart en verden til forskel på, hvordan læserindlæg bringes i Dagbladet Arbejderen; et indlæg, der forsvarer ytringsfriheden, bliver bragt på ganske almindelig vis, mens et indlæg, der åbenbart er tættere på avisens politiske linje, derved at det modsætter sig nazisternes del i denne grundlovssikrede rettighed, får overordentlig positiv særbehandling.

Det får så være, hvad det være vil; men når oven i købet Klitgård retter de absolut grovest tænkelige beskyldninger mod Faklen, er det i særdeleshed besynderligt, at redaktionen ikke undersøger validiteten af disse. Man kunne næsten foranlediges til at tro, at Klitgårds anklager var velkomne, eftersom Dagbladet Arbejderen ikke har ulejliget sig med de to minutters arbejde, det ville tage at afkræfte i det mindste de punkter (3, 6 og 7), der refererer til skribenter og artikler, som man blot behøver kigge kolofon og indholdsfortegnelse igennem for at konstatere fraværet af.

Så let afgøres det, at Faklen aldrig har bragt indlæg fra »Stop indvandringen«, aldrig har bragt artikler af Peter Larsen og aldrig har bragt artiklen »Kernefamilien – familiens grundpille«, og når dét er konstateret, er tilstrækkelig mange af Klitgårds påstande allerede så entydigt afvist, at man selvfølgelig ikke kan fæste lid til de øvrige heller.

Og selv hvis Dagbladet Arbejderen ikke kunne opdrive ét eneste eksemplar af Faklen, er der, beskyldningernes usædvanlige grovhed taget i betragtning, selvfølgelig ingen undskyldning for, at avisen ikke i det mindste foretog den ene telefonopringning, der såre let kunne have be- eller afkræftet disse – nemlig til Faklen.

I god tro?

Dagbladet Arbejderen var naturligvis allerede i forvejen besiddelse af undertegnedes indlæg, som i sig selv burde have forvisset dem om Faklens eksplicitte antinazistiske standpunkter, således at de kunne have varskoet Klitgård, eller i det mindste undladt den redaktionelle særbehandling. En særbehandling, som selvfølgelig forlener hans indlægs »pålidelighed« med så meget desto mere vægt, når der er tale om beskyldninger af så ekstrem karakter.

Men ikke nok med det; faktisk har vi tilsendt Dagbladet Arbejderen samtlige numre af Faklen, og faktisk har nr. 1 oven i købet været anmeldt af Anders Kock på en hel side i selvsamme avis den 21.11.96. Kock citerer her lederen, hvori det såre utvetydigt hedder: Faklen er »en offensiv imod alt, hvad fascismen skjuler sig under«. Og hvis man virkelig skulle mistænke nazister for at skrive noget sådant, så er konklusionen fra Dagbladet Arbejderens egen anmelder dog på dette punkt lige så sigende: »Udgiverne af Faklen kæder tidens klassekampsspørgsmål sammen med, hvad der aktuelt udspiller sig i den kulturelle overbygning, og specielt hvad der sker i auditorier og kollokvierum på deres eget Århus Universitet. I den retning er det næsten, som om vi er tilbage i universitets-marxismens tidsalder i 1970erne ...«

Bliver Klitgårds påstande om, at Faklen skulle optræde som »talerør« for »organiserede nazi-grupper« dermed mere eller mindre plausible for Dagbladet Arbejderen?

Facit er i hvert fald, at ikke alene undlod man at tage undertegnedes eksplicit antinazistiske indlæg for pålydende; ikke alene undlod man at afsætte to minutter til at bladre tre numre igennem; ikke alene undlod man at afsætte to minutter til at foretage en telefonopringning for at få Klitgårds beskyldninger be- eller afkræftet – man har ganske enkelt været udmærket klar over, at Faklen er et venstreorienteret, antifascistisk tidsskrift, og alligevel lancerede avisen Klitgårds horrible påstande med en ualmindelig positiv særbehandling!

Motivet hertil forstår vi selvsagt ikke; men den skade, Faklens omdømme har lidt, kan vanskeligt overdrives. Vi er blevet kaldt satanister, pyromaner og homoseksuelle, og vi er blevet mødt med en massiv skræmmekampagne fra ikke mindst Politikens, Kristeligt Dagblads og Weekendavisens side, men når så vi i det eneste erklærede venstrefløjsdagblad bliver sværtet til med løgnagtige beskyldninger af værste karakter, så står hele Faklens eksistens selvfølgelig på spil.

Vi finder os ikke i mere løgn og sladder, dertil er bladets overlevelse os i al ubeskedenhed alt for vigtig, men når vi på groveste vis bliver beskyldt for alt det, som vi bekæmper, så må vi én gang for alle sige fra. Vi har simpelt hen ikke også råd til at blive dolket i ryggen.

Derfor rejste vi den 24. marts over for Frede Klitgård krav om en erstatning på 100.000 kr. samt et offentliggjort dementi i Dagbladet Arbejderen, der utvetydigt trækker løgnene tilbage og erkender, at Faklen intet som helst med nazistisk ideologi har at gøre, men tværtimod er et venstreorienteret, humanistisk tidsskrift, der bekæmper enhver form for racisme, nazisme og fascisme. Dette bebudede vi tillige i en pressemeddelelse allerede den 22. marts.

Klitgårds »berigtigelse«

Dagbladet Arbejderen bragte imidlertid løbende en række reaktioner mod undertegnedes indlæg fra den 6. marts, også af mere saglig karakter, men ikke ét eneste af de indlæg, som vi ved, er blevet indsendt fra læsere, der støttede Faklen og afviste Klitgårds løgne, var blevet bragt ved redaktionens slutning (den 7. april).

Til gengæld fremlagde avisen i sin leder den 26. marts sagen på den veltilrettelagte og forvrængede måde, at Faklen i sammenhængen kommer til at stå i opposition til grupper, der vil fratage nazisterne »'retten' til deres kriminelle ytringer og handlinger«!

Denne fremstilling er indlysende nok det rene vrøvl – selvfølgelig skal nazisternes kriminelle ytringer og handlinger straffes, men det har heller intet som helst med problematikken om ytringsfriheden at gøre. Skulle nazister eller andre rette racistiske eller andre kriminelle og løgnagtige beskyldninger mod nogen som helst, så insisterer også vi selvsagt på, at de dømmes for det!

Afslutningsvis bemærker lederen om avisens behandling af sagen: »Eventuelle faktuelle fejl er vi naturligvis åbne for at rette.« Men hvorfor i alverden var det så ikke allerede sket? På daværende tidspunkt havde avisen haft, ikke blot de nødvendige to minutter, det tager at konstatere de konkrete, faktuelle fejl, men elleve døgn! Alligevel kaldes Klitgårds løgne stadig væk for »eventuelle faktuelle fejl« ...

Først efter fjorten dage, den 29. marts foretager Dagbladet Arbejderen sin kovending og bringer som »dokumentation« Faklens pressemeddelelse, hvori de syv løgne afvises. Avisen »beklager og undskylder« i sin berigtigelse at »have bragt de syv konkrete, urigtige påstande omkring tidsskriftet Faklen«. Redaktør Lotte Rørtoft-Madsen henviser til Klitgård, idet hun bemærker, at »disse udtalelser [baserer] sig på en forveksling af to tidsskrifter af samme navn«. Vi skal snart se, at dette er en særdeles tvivlsom undskyldning.

Endvidere hedder det, at avisen før den bebudede retssag havde tilbudt Faklen »at bringe dets tilbagevisning af de fejlagtige påstande«. Dette skete telefonisk den 19. marts, efter undertegnede havde gjort redaktøren kraftigt opmærksom på, at avisen havde givet Klitgårds falske beskyldninger en usædvanlig velvillig behandling. Dagbladet Arbejderen ulejligede sig imidlertid stadig væk ikke med at konstatere beskyldningernes urigtighed og på redelig vis gøre opmærksom på, at redaktionen ved selvsyn var blevet bevidst om, at Klitgård tog 100% fejl – tværtimod var den første reaktion ovennævnte leder.

Også Klitgård bragte en »berigtigelse« den 29. marts, om end af noget tyndere karakter. Her fortsætter han mistænkeliggørelsen og skriver bl.a., at hans indlæg var en reaktion på undertegnedes, hvori jeg skulle have »forsvaret nazisternes udfoldelsesmuligheder« ...

Herefter forsøger Klitgård dog at fatte sig og understreger: »På eget initiativ og ud fra et humanistisk retfærdighedssynspunkt offentliggør jeg denne berigtigelse, efter at jeg er blevet klar over, at der foreligger en beklagelig forveksling af to tidsskrifter med samme navn.«

Bortset fra at man kan diskutere, hvad der ligger i dette »eget initiativ«, holder denne forklaring naturligvis ikke vand, eftersom der simpelt hen ikke eksisterer noget nazistisk tidsskrift i Danmark, som hedder »Faklen«, i hvert fald er det i så fald ikke registreret nogen steder.

Klitgård undskylder sig da også med, at det er »af ældre dato«, men forklarer ikke, hvorfor i alverden det i så fald skulle dukke op i en aktuel debat i Dagbladet Arbejderen, lige så lidt som han nogetsteds henviser til, hvad det er for et »Faklen« af ældre dato, han skulle have forvekslet os med, hvorfor det til stadighed er en gåde, om der nogen sinde har eksisteret et nazistisk »Faklen«. I stedet væver han sig ud i flere søforklaringer: Vi skulle således af »uransagelige grunde« have valgt at døbe bladet »netop Faklen, skønt blade, tidsskrifter og andre tryksager med dette eller lignende karakteristiske navne, f.eks. Braunen, altid tidligere kunne identificeres som nazistiske.«

Braunen er ikke dansk, men tysk og betyder »de brune« – ligheden med »Faklen« er naturligvis slående ...

Som illustration til Klitgårds »berigtigelse« bringes en dårlig tegning af en hånd, der holder en fakkel – teksten (Klitgårds eller redaktionens?) lyder: »Karakteristisk illustration af fakkel i nazistisk tryksag.«

Aha. Men hvilken? Hvorfra? Hvornår? Det får lov at henligge i tåger.

Klitgård »undskylder fremkomsten af de nævnte syv formuleringer« og beklager »den ikke tilsigtede forveksling, som også skyldes delvis misinformation ...«

Delvis misinformation?

Men fra hvem, hvornår og hvorfor? Også det får lov at henligge i tåger.

Endelig slutter Klitgård: »Jeg vil tillade mig at anbefale det nye Faklen at overveje navneforandring og dermed lægge afstand til navnebroderen, der burde overlades eneretten til det kendte nazistiske navn.«

Men hvilken navnebroder?

At Faklen hedder »Faklen« skyldes P1-journalisten Frederik Dessau, der henledte vores opmærksomhed på Karl Kraus' tidsskrift Die Fackel. Navnet fængede umiddelbart, og da det gik op for os, at også et illegalt modstandsblad fra krigen bar navnet »Faklen«, var betænkningstiden ovre.

Dette sidste blev i øvrigt udgivet af DKP!

Summa summarum er naturligvis, at dette i sidste ende indlysende nok drejer sig om alt andet end en banal forvekslingssag. Hvad, kan man indtil videre kun gisne om.

Ytringsfrihed

Der kan til gengæld være grund til her at opridse den ideologiske forskel på Faklens bekæmpelse af racisme, nazisme og fascisme og den, som Folkebevægelsen mod Nazisme og Dagbladet Arbejderen synes at slå til lyd for, eftersom denne startede striden.

Folkebevægelsen mod Nazisme og Dagbladet Arbejderen ønsker tilsyneladende at fratage nazisterne deres ytringsfrihed, måske tillige at forbyde deres forening.

Faklen derimod, går ind for ytringsfrihed såvel som foreningsfrihed, sådan som det er defineret i Grundloven, hvorimod enhver, som f.eks. ønsker at fratage noget individ eller nogen gruppe ytringsfriheden, slet og ret er imod ytringsfrihed.

Men hvad nu, hvis man kun vil hindre ytringsfriheden for de mennesker, som vil hindre ytringsfriheden for andre ... Ja, så har man selvfølgelig stillet sig på linje med det, man bekæmper, det siger sig selv. Enten går man ind for ytringsfriheden, eller også gør man ikke.

I Grundlovens § 77 hedder det: »Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.« Man kan altså ikke forhindre nogen i at mene, sige eller skrive noget som helst – men enhver kan bagefter blive draget til ansvar og dømmes for det skrevne eller sagte, hvis de er fulde af løgn og derved skader andres omdømme.

Sådan som samfundet er indrettet i dag, er dette afgørende, for løgn og bagvaskelse kan være af så grov karakter, at det invaliderer ytringsfriheden, eftersom den forurettede derved forhindres i at kunne udtale sig på lige fod med løgneren, der i kraft af løgnen på forhånd har sørget for, at den efterfølgende indvending mødes med skepsis eller afvisning. Desto grovere løgn, desto mere »overbevisende« virker den, og desto større skade lider den forurettedes mulighed for en fair vurdering af hans affærdigelse heraf – og desto større skade lider selvfølgelig derved ytringsfriheden.

For så længe den lige adgang til fri ytring er vanskeliggjort eller umuliggjort, sådan som større kapital eller større indflydelse i dag betyder større opmærksomhed og større gennemslagskraft og derved reelt har samme effekt som manipulation og censur over for den stemme, som ikke besidder et lignende apparat, må enhver udnyttelse heraf til løgnagtighed og bagvaskelse selvfølgelig forhindres af samfundet på den forurettedes vegne. Det turde være indlysende.

Noget andet er så, at staten i realiteten allerede selv er ved at sætte ytringsfriheden ud af kraft, hvilket f.eks. interviewet med Jussi Merklin i Faklen nr. 3 bringer rystende eksempler på (s. 23f).

Tilsvarende skriver Mikael Witte i sin kommentar til grundlovens § 77: »Censur og andre forebyggende foranstaltninger er reelt genindført. Hvis en kontorchef i socialforvaltningen offentligt siger, at kommunens ældre ikke får tilstrækkelig hjemmehjælp, så kan han straffes for tjenesteforseelse. Selv om grundloven forbyder censur og andre forebyggende forholdsregler, så kan Folketinget vedtage en lov, der forbyder omtale af spørgsmål, som Folketinget ikke bryder sig om. Domstolene erklærer ikke loven for grundlovsstridig.« (Grundloven, 1997, s. 166).

Så meget desto mere er der grund til at tilbageerobre ytringsfriheden, samtidig med at vi bekæmper ethvert yderligere angreb på denne grundlæggende rettighed. For det er altid de mest upopulære grupper, hvis grundlovssikrede friheder først indskrænkes, fordi det er så bestikkende ufarligt for deres mange fjender at slå til lyd herfor. Men det er netop her, at friheden skal stå sin prøve – det bliver nemlig uendelig meget lettere for systemet at lancere det næste forbud, så snart det kan henvise til bare ét fortilfælde, der kan danne præcedens.

Hvordan bekæmpe fascismen?

Vi står ved, hvad vi har givet udtryk for i manifestet i Faklen nr. 1: »... vi må tolerere selv intolerancen – for om vi kun tolererer den, der tolererer os, hvad særligt gør vi så? Gør ikke også den intolerante det samme? Dermed naturligvis ikke være sagt, at vi skal afstå fra at forsvare os selv og andre mod overgreb. Den tid, der tavst kunne vende den anden kind til, er definitivt forbi – vi må møde intolerancen, som den møder os, ord for ord og slag for slag.«

Mere burde der for så vidt ikke være at sige om den sag. Hvorfor ikke? Fordi det, der ligger ud over dette i bekæmpelsen af f.eks. nazisternes intolerance, allerede er kutyme i lovgivningen. Betyder det, at vi altid blindt henviser til f.eks. grundlov og straffelov, som i mangen henseende jo ellers understøtter et alt andet end humanistisk samfundssystem?

Nej, selvfølgelig ikke; men det betyder, at vi ikke behøver at stipulere det, når vi finder det rimeligt, at folk efter gældende praksis straffes for lovovertrædelser. Det er altså ganske enkelt naivt at kræve nazisters kriminelle overtrædelser af den ene eller den anden lov forbudt – for det er de naturligvis og gudskelov allerede.

Derfor støtter vi af indlysende grunde, at myndighederne forhindrer nazisterne i at bryde loven, ligesom vi støtter, at myndighederne forhindrer politiet i at bryde loven – ganske som vi må bekæmpe det, hvor som helst og når som helst dette ikke måtte være tilfældet.

Gives der situationer, hvor myndighederne ikke kan eller måske ikke vil forhindre voldelige og racistiske overgreb, må vi naturligvis tage sagen i egen hånd, det vil sige svare igen. Ord for ord og slag for slag.

At autonome svarer nazisters stenkast igen med stenkast, er derfor både forståeligt og ganske humanistisk i vores begrebsverden; men ligesom vi ikke selv ville kaste den første sten, kan vi heller ikke hverken deltage i eller sympatisere med noget forsøg på at forhindre nogen som helst i at ytre sig på lige fod med andre. Totalitære metoder overlader vi det til andre at gøre brug af.

Men hvordan så bekæmpe racisterne, nazisterne og fascisterne?

Hvis de taler, tal dem imod; hvis de slår, slå igen; hvis de bryder loven, døm dem.

Så enkelt – og så hårdt – er det.

Og kun således forbliver kampen mod racisme, fascisme og nazisme fri for racisme, fascisme og nazisme; og kun således rammer vi ikke blot racisten, fascisten og nazisten, men tillige racismens, fascismens og nazismens idé! Bekæmper vi nemlig fascisten med fascistiske ideer såsom totalitære forbud, får vi kun ram på den erklærede fascist, mens vi selv er blevet den jord, hvori fascismen har slået rod.

Kunne det ikke ske igen?

Men vi så jo, hvordan det gik i Tyskland, og skal så grusomt et styre måske ikke standses i opkomsten?

Jo, præcis! Spørgsmålet er derfor, fra hvilken kant den fascistiske fare egentlig kommer.

For det første må vi nemlig være klar over, at dagens lille håndfuld danske nazister ikke har og heller aldrig nogen sinde vil få magten i Danmark – i hvert fald ikke så længe de fortsat kalder sig »nazister«. Dertil er nazismen af gode grunde ganske enkelt alt for forhadt.

99,99% af befolkningen betragter Hitler som en af verdenshistoriens absolut mest grusomme herskere, hvorfor en gruppe heilende og marcherende unge, der fanatisk forguder denne diktator og tilmed hævder, at Holocaust aldrig fandt sted, selvfølgelig ikke har den fjerneste mulighed for at blive taget politisk alvorligt.

For det andet må vi se i øjnene, at det slet ikke var fanatiske og voldelige gadebander, der var nazismens egentlige rygrad og Holocausts redskab. I modsætning til den ellers nok så udbredte tegneserieopfattelse, var det ikke syge og sadistiske uhyrer, som ethvert fornuftigt menneske i dag uden videre ville genkende og spærre inde på en psykiatrisk afdeling, der udgjorde nazismens virkelige styrke og trussel, tværtimod var langt hovedparten af nazisterne ganske almindelige, civiliserede og ligevægtige mennesker, hvis største brøde »blot« bestod i, at de parerede ordrer og åd propagandaen!

Det er derfor helt ude af proportioner at tro, at den virkelige fascistiske fare kommer fra erklærede Hitler-fans; faren kommer, hvor det lykkes at få almindelige mennesker til at sluge autoriteternes, det være sig politikernes eller pressens racistiske og kulturchauvinistiske kampagner.

Men hvordan gør man almindelige mennesker til morderiske fascister? Sociologen Zygmunt Bauman tilslutter sig Herbert C. Kelman og forklarer Holocaust betinget af en eller flere af følgende tre forudsætninger: »Volden er autoriseret (udføres efter officiel ordre udgået fra de relevante og legale myndigheder), handlingerne udføres rutinemæssigt (en regelstyret praksis med en præcis rollefordeling), og voldens ofre dehumaniseres (gennem ideologiske definitioner og indoktrinering).« (Modernitet og Holocaust, 1989, s. 40f).

Nazismens folkelige racisme og regulære udryddelseslejre var netop kun gennemførlige takket være millioner af almindelige mennesker, imellem hvilke beslutningsgangene var ekstremt formaliserede, rationaliserede og bureaukratiserede, så alle de implicerede kunne føle sig som ansvarsløse brikker, der blot passede deres helt legale og efter omstændighederne ganske almindelige jobs.

Ingen behøvede i egentlig forstand at føle sig som morder, ikke blot fordi ordren kom fra toppen af systemet, men fordi langt, langt de fleste i det uendelige hierarki blot var bureaukrater eller menige soldater, der videreformidlede beskeder og notitser – afstanden fra disse dagligdagsopgaver til selve folkedrabet var lige så uoverskuelig, som sammenhængen var umiddelbart uigennemskuelig. Få, om nogen, har følt sig tilskyndet til at undersøge årsagskæden fra led til led, ganske som næppe heller mange af vor tids bureaukrater i kæden mellem ministerens lovgivning om og ordensmagtens udvisning af asylansøgere føler deres hænder tilsmudset med den asylansøgers blod, som bliver torteret eller henrettet i det land, han sendes tilbage til.

Næsten alle var – og er – villige instrumenter for andres gerninger og beslutninger og føler således ikke et personligt ansvar for noget som helst. Zygmunt Bauman understreger: »Det lys, som Holocaust kaster over vores viden om den bureaukratiske rationalitet, bliver først for alvor blændende, når vi forstår, i hvor høj grad selve Endlösungs idé var et resultat af den bureaukratiske kultur.« (Modernitet og Holocaust, s. 33).

Det er ikke ensporede fanatikere à la vor tids nazistiske bander, som betinger det fascistiske eller nazistiske diktaturs grusomheder, men derimod først og fremmest faktorer dybt rodfæstet i hele den moderne samfundsstruktur!

Virkeliggørelsen af et fascistisk system har den strengeste bureaukratisering og ensretning som forudsætning; fornuft, orden og pligtopfyldelse er således nødvendige, om ikke tilstrækkelige betingelser for, at racisme forplanter sig og slår ud i had, mistro og folkedrab. Med en bevidst syndebukkepolitik er samfundsmaskineriet tydeligt gearet til fascistiske ideers konkrete gennemførlighed – men nogen gennemslagskraft får de naturligvis aldrig under de selvsamme mærkater, som de allerede én gang led nederlag under, f.eks. National Socialistisk Arbejder Parti. Det navn tiltrækker kun provokatører og ballademagere, og som provokatører og ballademagere skal disse mødes, ord for ord og slag for slag. Længere er den ikke.

Den massive og ensporede contra imod de letgennemskuelige Hitler-sympatisører medvirker derimod uforvarende til at frifinde de virkelig farlige fascistiske tendenser med reel masse-appeal, fordi det, hver gang et forbud mod nazisternes ytringsfrihed er kommet nærmere, triumferende hævdes, at der er tale om en »sejr« for demokratiet og menneskerettighederne, skønt vi hver eneste gang tværtimod er kommet netop fascismen et skridt nærmere. Alt for ofte glemmer vi desværre, at fascismen er farligere end fascisten.

Derfor er f.eks. også Frankrigs Le Pen så farlig, fordi han netop udbreder fascistiske ideer, men aldrig kunne drømme om at kalde sig nazist eller fascist! Da apartheidsystemet i Sydafrika forbød nazisterne, foretog de et på én gang lige så banalt og genialt skaktræk, for hvordan skulle vi dog nogen sinde kunne beskylde et system, der har forbudt nazismen, for nazisme?!

Fascisme i fåreklæder

De fascistiske ideer er langt mere udbredte, langt mere skjulte og langt farligere end den lille skare erklærede fascister, hvis støtte til fascismens gennemførelse ikke består i hverken strækmarch eller agitation, men i, at de uforvarende afleder så mange menneskers opmærksomhed fra den »pæne«, bureaukratiske og racistiske højredrejning, der dagligt bliver mere og mere rodfæstet!

Arbeit macht frei og Ordnung muss sein er naturligvis implicitter i de til stadighed mere skærpede tvangsaktiverings- og lov-og-orden-kampagner, som magthaverne søsætter som det naturligste i verden. Alle forudsætningerne for et regulært fascistisk system er således for længst kørt i stilling, og demokratiet i sig selv er selvfølgelig heller ikke nogen garanti for, at udviklingen ikke fortsætter i denne retning – Hitler kom trods alt til magten med 33,1% af stemmerne. Kun den systematisk dehumaniserende propaganda mangler, før jorden er gødet, og den fascistiske sæd kan sås.

Eller gør den?

I sin kamp mod revselsesretten iværksætter vort eget arbejderpartis justitsminister f.eks. en særlig kampagne for indvandrere og udtaler i den forbindelse: »Overfor familier med en anden etnisk baggrund end dansk er vi nødt til at turde sige helt klart, at i Danmark er det ikke i orden at slå sine børn.« (Politiken 29.3.97).

Burde en sådan mand da ikke afskediges på stedet efter en udtalelse, der i den grad røber hans inkompetence? Hvilken indvandrer kan dog nogen sinde siden tro på, at ministeren overhovedet skulle kunne administrere loven på hele folkets vegne, når han med sit embedes vægt lægger navn til slig slet skjult hetz?!

Ej heller Politikens opvakte journalist, Christine Cordsen føler naturligvis grund til overhovedet at bemærke, endsige problematisere denne grove insinuation. Det samme er tilfældet, da Børnerådets formand Frode Muldkjær udtaler i samme forbindelse: »En del etniske familier lever i en voldsom slå-kultur.«

En del etniske familier lever i en voldsom slå-kultur ...

Nej, dette er ikke et citat fra Der Stürmer, men såmænd fra Politiken, men det uhyggelige er for så vidt ikke engang denne infame kulturchauvinisme i sig selv; det uhyggelige er, at det i dagens Danmark er så åbenlyst ukontroversielt at lancere den slags inhumane propaganda, som var det lige så almindeligt og naturligt som at bede om sukker til kaffen!

Muldkjær fortsætter endog uanfægtet, for journalisten finder stadig væk ingen grund til at anfægte ham: »Sådan gjorde vi også for bare 60 til 70 år siden, vi er bare nået længere i den humane udvikling, der startede, da mænd holdt op med at slå kvinder ned med køller. Her må vi holde op med at acceptere det uacceptable, fordi vi lider af berøringsangst.«

Det er sådanne imbecile »ekspert-udtalelser«, der forgifter vort samfund, og det er mod dem, vi skal rette vores angreb, for deres menighed tæller i hundredtusindvis af pæne småracister, der i kraft af disse daglige doser propaganda gør livet til et stadig større helvede for etniske minoriteter.

Politiken har imidlertid et endnu mere ildelugtende ideologisk lig i skabet, Ekstra Bladets Svend Ove Gade, hvis seneste kampagne mod indvandrerne har skrevet dansk pressehistorie i målrettet kulturchauvinisme. »Had og mistro« proklamerede Ekstra Bladets spisesedler og avisforsider således på folkets vegne over for »de fremmede« den 3. april. Avisens TV-reklamer for samme kampagne ledsages selvfølgelig af – hold fast – »Der er et yndigt land«! Og som om, det ikke var nok, får skræmmeeffekten lige et ekstra tryk med udspekulerede slogans som »moske, moske ikke« ...

Vi skriver imidlertid ikke 20ernes Tyskland, men 90ernes Danmark.

Det er her, det sker. Og det sker i dag.

Vort sidste værn imod i morgen kunne meget vel gå hen at blive ytringsfriheden, så meget desto større er grunden til ikke at lade nogen bilde os ind, at ikke en hvilken som helst støtte til selv den mindste indskrænkning af denne i den sidste ende også vil falde tilbage på enhver modstander af racisme og fascisme. Lad os derfor for alt i verden ikke fristes til at slå populistisk mønt af den lette sejr, det er at fjerne nazisternes ytringsfrihed og derved blot give magthaverne det redskab i hånden, ved hjælp af hvilket de sidenhen kan lukke også vores mund.

Nægter vi noget menneske adgang til at sige, hvad der ligger ham på hjerte, er det da også kun vore egne argumenters svaghed, vi røber, og dermed har de uudtalte ord allerede vundet deres første sejr. Nægter vi ufrihedens stemme i frihedens navn, er vi tillige allerede slået ind på den ufrihedens vej, som vi tror at bekæmpe!

Forbud rammer ej heller hverken den erklærede fascist eller fascismen, for den erklærede fascist erklærer sig blot som noget andet, og den illegale fascisme gror så uendelig meget bedre og stærkere end den legale.

Men har ikke de fascistiske tendenser allerede slået alt for uoprykkelig rod, til at ord alene kan vende vinden; er vi ikke, når det kommer til stykket, for sent ude?

Måske. Måske ikke.

Rune Engelbreth Larsen