Bibelselskabets forsøg på at forsvare den seneste bibeloversættelse er netop udkommet i bogform og røber præcis samme mangel på filologisk videnskabelighed som oversættelsen selv ...

I januar 1997 udsendte Det Danske Bibelselskab en slags tekstkritisk kommentar med titlen Noter til bibeloversættelsen af 1992 – Rettelser i den hebraiske tekst. Heri foreligger knap 1600 eksempler på tekstkonjekturer i den nye oversættelse af det Gamle Testamente (DO92). En konjektur vil i denne sammenhæng sige, at den hebraiske grundtekst, som man ellers officielt har lagt til grund for oversættelsesarbejdet, er tilsidesat til fordel for senere i vidt omfang kristent influerede oversættelser. Man har imidlertid begrænset sig til en gennemgang af kun 5 af de 47 eksempler på regulær fordrejning af kildeteksten, som Faklen har påvist i nr. 1-3.

I forordet fremhæver den nuværende generalsekretær for Bibelselskabet Morten Aagaard og medlem af Bibelselskabets bestyrelse professor i teologi Kirsten Nielsen: »At oversættelserne er tidssvarende indebærer, at de bygger på den nyeste videnskabelige indsigt inden for filologi og teologi.«

Imidlertid bemærkes bogen igennem ikke ét ord om, at oversættelserne i sandhed også bygger på dogmatik og kirkelige hensyn. Og spørgsmålet er da, hvor stort råderum videnskabeligheden egentlig havde i oversættelsesprocessen. Som demonstreret i Faklen nr. 1 og 2 var de kirkepolitiske og doktrinære overvejelser nemlig på det nærmeste enerådende i den sidste og afgørende del af oversættelsesforløbet, jf. daværende generalsekretær Niels Jørgen Cappelørns slutdefinition af den nye oversættelse i 1990, hvor videnskabelig filologi må betegnes som ikke-eksisterende. (Faklen nr. 1; se endvidere artiklen om den kirkelige højrefløj).

Det har næppe heller været videnskabelige overvejelser, der gjorde, at Bibelselskabet valgte den pensionerede teolog Svend Holm-Nielsen til at forestå det tekstkritiske arbejde med DO92 frem for en af landets bedst uddannede sprogforskere, de semitiske filologer. Det må dog siges at ligge helt i forlængelse af den monopolpolitik, som Bibelselskabet lagde for dagen i den 17 år lange oversættelsesproces – en politik, som kun indbefattede de sprogligt set væsentlig mindre kompetente teologer.

Som begrundelse for ikke at følge Biblia Hebraica tekstnært anfører Svend Holm-Nielsen i sit eget forord bl.a.: »Der er nogle steder i den overleverede hebraiske tekst, hvor man har grund til at tro, at man af dogmatiske grunde bevidst har foretaget en rettelse af en ordlyd, fordi den oprindelige tekst indeholdt noget, som ikke stemte overens med senere tids religiøse anskuelser.« (vor kursiv). Imidlertid foreligger ikke ét selverkendende ord om, at hele den nye oversættelse selv i virkeligheden bygger på et dogme, nemlig det kristne grunddogme, at det Gamle Testamente skal forstås i lyset af det Nye Testamente.

Dette videnskabeligt set uacceptable forhold indrømmer bibeloversætter Carsten Vang fra Menighedsfakultetet i Århus blankt i studenterbladet Til Tro, nemlig: »Den nye oversættelse bygger på NTs grundforståelse.« (februar 1997). At dette så uundgåeligt medfører, at man har givet afkald på GTs grundforståelse, turde være selvindlysende.

Et par eksempler kan tjene til at demonstrere, hvor misvisende og ufuldstændig Bibelselskabets seneste udspil i realiteten er, eller – med Holm-Nielsens egne ord, som endnu bedre kan anvendes om DO92 end om de gamle jøders afskrivningspraksis – at man i utallige tilfælde »af dogmatiske grunde bevidst har foretaget en rettelse af en ordlyd, fordi den oprindelige tekst indeholdt noget, som ikke stemte overens med senere tids religiøse anskuelser«.

Som påvist i Faklen nr. 1 er den hebraiske ordlyd i 1. Mos. 31, 13 som følger: »Jeg er guden Betel«, og ikke som i DO92: »Jeg er Betels Gud.« At der her sandsynligvis optræder en guddom ved navn Betel, som er veldokumenteret i den nærorientalske verden (inklusive jødiske diaspora-menigheder samt i GT: 1. Mos. 35, 7 og Jer. 48, 13) fra det første årtusind f.v.t., har åbenbart forekommet Bibelselskabet problematisk, sandsynligvis ud fra »NTs grundforståelse«. Derfor har man valgt i DO92 at foretage en tekstkonjektur, idet man har fulgt (om end ufuldstændigt) den mere rationalistiske græske oversættelse Septuaginta, og resultatet blev: »Jeg er Betels Gud«, hvorved den tilstræbte monoteisme kunne opretholdes.

Denne konjektur glimrer dog ved sin udeladelse i Holm-Nielsens tekstkritiske gennemgang. Dette er dobbelt ironisk set på baggrund af, at han i en af ham selv forfattet artikel i Gads Danske Bibelleksikon under Betel bl.a. indrømmer: »Den hebraiske tekst 1. Mos. 31, 13 lyder: Jeg er guden Betel (DO følger Septuaginta).« (bd. 1, s. 218). Men her var intentionen tydeligvis heller ikke at rense DO92, men at bedrive videnskab.

Et andet eksempel kan illustrere, at en konjektur blot kan være en skinmanøvre for at presse egne monoteistiske kæpheste ind i GT. Om 5. Mos. 32, 43 skriver Holm-Nielsen følgende som begrundelse for, at Bibelselskabet her som tekstgrundlag foretrak en af Qumran-sektens skrifter, som jo i et vist omfang må anses for at være ældre end den masoretiske tekst (MT – den officielle version af Tanach): »Q[umran] har imidlertid en tekst, der er forskellig fra og udvidet i forhold til MT, og den er lagt til grund for oversættelsen her.« (s. 20). Men går man dette sted efter i Qumran-udgaven (4Q), opdager man dog, at DO92s »tilbed ham, I gudssønner« er et falsum. For der står faktisk »I guder«. I The Text of THE OLD TESTAMENT (som Holm-Nielsen selv anbefaler!) bekræfter Ernest Würthwein: »And bow before him, all you gods.« (s. 150, se også det hebraiske forlæg sammesteds). Derfor, som vi skrev i Faklen nr. 2, kan denne »tekstrettelse« kun begrundes dogmatisk og teologisk (se henvisningen til Hebr. 1, 6!).

Begrundelsen for, at Bibelselskabet ikke har holdt sig til kildetekstens ordlyd i f.eks. Salme 29, 1 og 89, 7, kan man også lede længe efter i dets nyudgivelse. Som flere semitiske filologer har bekræftet over for Faklen, er den korrekte oversættelse af bene elim det polyteistiske »guders sønner« eller generisk »guderne« og under ingen omstændigheder det dogmatisk tilpassede »gudssønner« som i DO92.

Selv bibeloversætter Niels Peter Lemche, professor i GT ved Københavns universitet indrømmer om Salme 89, 7: »Hvem blandt guderne er Herrens [Jahves] ligemand?« (Det gamle Israel, s. 193). Hvad grunden så har været til udeladelsen af en gennemgang af disse regulære rettelser i den hebraiske skrift, kan læseren selv gætte sig til.

Et sidste eksempel kan tjene til at vise, hvordan Holm-Nielsen manipulerer læserne. Om DO92s »de har gennemboret mine hænder og fødder« i Salme 22,17, som er en ændring fra prøveoversættelsens »de har bundet mine hænder og fødder,« skriver han: »Rettelsen finder til dels støtte i LXX [Septuaginta] og Syr [syrisk oversættelse], men den sidste muliggør også rettelse til de har bundet.« Holm-Nielsens udtryk »finder til dels støtte i« er her afgørende. For den græske oversættelse har nemlig et ord, som blot betyder at grave, og den syriske oversættelse et ord, som sandsynligvis betyder at gøre rundt. Så udtrykket gennembore må unægtelig siges at repræsentere en fortolkning heraf! Og som bekendt var den faktiske årsag til ændringen af prøveoversættelsen da heller ikke sober tekstkritik.

Som en slags nutidens Herostrat skrev Cappelørn i 1990 således om de dogmatiske overvejelser, der lå bag: »Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes bog og fx. kap. 20 vers 25 i Johannesevangeliet.« (DBÅ). Hvor uvidenskabelig denne ændring er, illustreres yderligere af, at de internationale hovedværker i hebraisk sprogvidenskab er enige om, at netop Salme 22, 17 skal oversættes med »… de har bundet mine hænder og fødder« på basis af et arabisk ord. (se Faklen nr. 2, s. 35-36).

Derfor klinger det også ualmindeligt hult, når den nuværende generalsekretær Morten Aagaard og Kirsten Nielsen i forordet bedyrer, at DO92 »bygger på den nyeste videnskabelige indsigt inden for filologi og teologi«. Som dokumenteret i de tre første numre af Faklen er dette ganske enkelt ikke sandt. Dogmatik og »traditionen«, virkningshistorie og »NTs grundforståelse« har gang på gang fået det sidste ord i oversættelsen af en lang række centrale steder.

I virkeligheden udgør de regulære tekstkonjekturer i DO92 formodentlig et langt, langt større antal end de knap 1600, som er at finde i Holm-Nielsen stærkt tendentiøse gennemgang. At Holm-Nielsen ikke berører mere end 5 af de 47 eksempler på fejloversættelser og tekstrettelser, som Faklen indtil videre har påvist – og disse 5 endda mangelfuldt – er i sig selv ganske afslørende.

Konjekturerne støtter sig – ud over Qumran-skrifterne og andre håndskrifter – på den syriske oversættelse Peshitta fra det 4. århundrede, som Holm-Nielsen selv indrømmer »hører hjemme i en kristen sammenhæng«, og på Vulgata, som »er præget af en kristen læsning og forståelse af Det Gamle Testamente« (s.12), og ikke mindst Septuaginta, om hvilken professor i semitisk filologi dr.phil. Frede Løkkegaard udtaler i Faklen nr. 2: »Det er meget uheldigt at bruge Septuaginta, og det har man i vidt omfang gjort, når der opstod problemer med den nye oversættelse.«

Og Bodil Ejrnæs, selv bibeloversætter, skriver herom: »Den [31-oversættelsen] havde et grundlag, der set med 70ernes øjne var videnskabeligt uforsvarligt. Alt for mange steder byggede den på tekstkonjekturer, og i alt for høj grad lagde den Septuaginta-læsemåder til grund. I det hele taget synes den tillid til Septuaginta som tekstvidne, der præger 31-oversættelsen, at være rokket.« (Teol. Tidsskrift 1994).

Holm-Nielsens gennemgang røber dog utvetydigt, at tilliden i DO92 til Septuaginta-oversættelser som erstatning for »problematiske« skriftsteder i den hebraiske tekst i realiteten er usvækket. Og det er naturligvis uacceptabelt.

For selve grundprincippet for oversættelse af ikke mindst antikke tekster, nemlig lectio difficilior preferendum est (den vanskeligste læsemåde er at foretrække), har Bibelselskabet dermed i talrige tilfælde tilsidesat til fordel for lectio facilior, den letteste og – i mange tilfælde – kristologisk mest hensigtsmæssige oversættelse! En reel mulighed i DO92 for indsigt i jødernes helligskrift på egne religions- og kulturhistoriske betingelser eksisterer derfor i praksis ikke.

Man kan sammenfatte følgende grunde til, at den tekstkritiske kommentar ikke – sådan som den ellers lanceres – kan anvendes som et redeligt hjælpemiddel til at komme grundigt til kundskab om den hebraiske kildetekst, der ligger til grund for DO92:

En omhyggelig redegørelse for de 5.700 allusioner og 600 citater, som revisionskomiteen efter det videnskabelige oversættelsesarbejdes færdiggørelse i 1988 tog under kirkelig særbehandling for at få det Gamle og det Nye Testamente til at fremstå som en helhed, glimrer ganske ved sit fravær. Dette eksorbitante antal ændringer og justeringer må den videnskabeligt interesserede – men ikke hebraiskkyndige – læser fortsat selv gætte sig til.

Af de talrige regulære (og af forståelsen afhængige) konjekturer og rettelser i den hebraiske grundtekst, som man har taget i anvendelse i DO92, foreligger kun et overordentlig sparsomt udvalg. Som Holm-Nielsen skriver: Det er »langtfra alle afvigelser fra konsonanttekstens bogstaver, der er taget med i rettelseslisten. Det ville have fået den til at svulme umådeligt op!« (s. 11). Spørgsmålet er så, hvad vi egentlig kan bruge den til? En kommentar, der langtfra tager det hele med, må videnskabeligt set betegnes som værdiløs.

Udeladelsen af ikke mindst et stort antal dogmatisk begrundede rettelser og fejloversættelser, opstået på baggrund af den nye gammeltestamentlige forskning, har indlysende nok den hensigt at rense DO92 for alle dokumenterede beskyldninger om uvidenskabelighed.

Enhver mangel på indrømmelse eller bevidst tilkendegivelse af DO92s kristologiske udgangspunkt og selvforståelse, som formuleret umisforståeligt af daværende generalsekretær Niels Jørgen Cappelørn i 1990 i DBÅ og senest af Carsten Vang i 1997, tydeliggør ovenstående punkt.

En udbredt anvendelse af senere kristne oversættelser som grundlag for rettelser og en i den foreliggende bog total mangel på inddragelse af komparativ nærorientalsk filologi og religionshistorie som grundlag for sådanne må betegnes som stærkt forældet i forhold til moderne semitisk filologi.

At lectio facilior tilsyneladende i mange tilfælde har været det overordnede tekstkritiske princip fremfor lectio difficilior, er decideret amatøragtigt og er som overordnet princip uforeneligt med moderne videnskabeligt oversættelsesarbejde af antikke tekster.

Adskillige rettelser er misvisende og fejlagtige og er langtfra i overensstemmelse med »den nyeste videnskabelige indsigt inden for filologi og teologi« (udgivernes forord).

At bogens forfatter ikke er semitisk filolog, men teolog, er ganske enkelt en skandale – men kan bl.a. forklare de åbenlyse mangler.

Under alle omstændigheder må vi sige, at Bibelselskabets seneste udgivelse repræsenterer – intenderet eller ej – en soleklar indrømmelse til Faklen af, at man ikke har fulgt den hebraiske kildetekst som grundprincip, men ofte dogmatisk set mere formålstjenlige, rationaliserende og kristne oversættelser – og dette endda ofte i en stærkt tillempet form. Læseren af DO92 har dermed ikke selv mulighed for at konstatere vanskelige eller (ud fra »NTs grundforståelse«) problematiske passager og uoverensstemmelser. Og den nye kommentar er videnskabeligt set desværre ingen hjælp, snarere tværtimod.

Bogen bliver derved en yderligere dokumentation og konstatering af, at den nye bibeloversættelse vanskeligt kan betegnes som andet end slet skjult missionsarbejde.

Læseren være hermed endnu engang advaret.

Jens André Pedersen Herbener