Faklen har været i Nyborg Statsfængsel og interviewet Christian Grünwaldt og Jan Bachmann Nielsen fra Bandidos, der her giver deres bud på konsekvenserne af »rockerlov«, politi-chikane og pressens megen snak om »stærke« fangers undertrykkelse af »svage«, som de mener blot er den løgn, der skal retfærdiggøre despotisk opførsel fra »stærke« fængselsbetjente …

– Flere i bikermiljøet fra både Bandidos og Hells Angels har givet udtryk for, at politiet bevidst medvirkede til at fremprovokere den igangværende konflikt. Hvad er jeres opfattelse af politiets nuværende rolle over for bikermiljøet?

– Politiet nøjes i hvert fald ikke med at opklare kriminalitet eller sørge for orden; de går aktivt ind og chikanerer os og alle dem, der kommer i nærheden af os. F.eks. får værtshusejere rundt om i landet besked på, at hvis de lukker motorcykelfolk ind, f.eks. fra HA eller Bandidos, får de simpelt hen taget deres bevilling. Og det kan vi dokumentere, for vi har det på bånd.

De har truet værtshusejerne med meldinger om, at hvis de nogen sinde lukker nogle bikere ind, så vil politiet ikke længere komme værtshusejerne til hjælp, når der er ballade med nogen. Hvis ikke den slags er mafiametoder, så ved jeg ikke, hvad det er; det er i hvert fald ikke en lovlig fremgangsmåde.

Lige pludselig kan vi altså ikke engang gå på værtshus og drikke en øl ligesom alle mulige andre mennesker, men er bare blevet gjort til lovløse »rockere«. Vi har også prøvet at komme uden vest og rygmærke, men det var heller ikke godt nok; så var det fjæset på os, der var i vejen, fordi politiet vidste, at man var med i en motorcykelklub. Og det var åbenbart tilstrækkeligt.

Den slags særbehandling ville værtshusejerne så ikke være med til i starten, fordi de selvfølgelig ikke har noget problem med gæster, der opfører sig ordentligt. Men det kan politiet ikke klare. De truer bare med at tage deres bevilling og lukke butikken, hvis de overhovedet lader os komme ind.

– Men hvis I føler jer urimeligt behandlet af pressen og politiet, gør I så ikke bare selv det samme med omvendt fortegn, når I ligefrem kalder politiet for en mafia?

– Det må andre jo afgøre. Men prøv engang at tænke på politiets tidligere specialgruppe mod såkaldt rockerkriminalitet, Bravobanden, der rendte rundt og generede os konstant. De gik jo fuldstændig over gevind med vold, trusler og chikane og fik mange domme på halsen. Ingen biker har nogen sinde været i nærheden af så brutal opførsel som den, de lagde for dagen.

Derfor var man selvfølgelig også nødsaget til at nedlægge gruppen, der bestod af helt gemene gadebøller, som rendte rundt og skabte sig. Kun et rigtigt svin kunne komme ind i den afdeling, det var tydeligt. Men i det lange løb måtte myndighederne bare stoppe dem, fordi de fik så mange klager og sager.

– Men hvorfor blander I jer ikke mere i debatten, hvis I mener, at politiets og pressens billede af jer er ude af proportioner med virkeligheden?

– Fordi vores side af sagen bare ikke sælger, og derfor bliver den aldrig nogen sinde bragt. Sådan er det desværre – det er kun politiets version, der kommer frem.

–Misbruger politiet pressen?

– Ja, 100 procent. De lækker jo et hav af oplysninger anonymt, og journalisterne er med på den, fordi misinformationerne altid er tilpas grove til at sælge aviser. Længe inden retssagerne afgøres, har pressen afgjort dem; du er blevet udleveret og udhængt, og dit billede har været bragt, så det ikke længere er selve retssagen, der er afgørende, men avisomtalen.

I det øjeblik, du skal dømmes i en ret, er du allerede dømt på forhånd. Ofte er der f.eks. i min egen sag kommet oplysninger frem, som kun er givet for dobbeltlukkede døre, men som politiet har givet videre. Den anden side af sagen er dermed helt udelukket.

Tænk på, hvor megen og langvarig omtale det får, hvis et medlem af Bandidos dømmes for et eller andet – hele klubben er jo stemplet. Men når så flere politikere er vidner til, at en indvandrer uden grund bliver smadret ned af politiet lige uden for den restaurant, hvor de sidder og spiser, så betyder det ikke, at offentlighed eller presse sætter spøgsmålstegn ved hele politiet, vel?

Nej, det bliver hurtigt glemt. Han var åbenbart bare en temmelig uheldig fremmedarbejder, der var så dum at stå på gaden, da politiet kom forbi – det skal man passe på med.

F.eks. er det også blevet påstået, at vi skulle tvinge folk til at aflevere penge eller en karton cigaretter for at få lov til at gå på lokum, og jeg ved ikke hvad! Lodret løgn. Tænk lige på, hvor urealistisk det også er. I fængslet får man altså kun de her 500 kr. om ugen, så hvis nogen skulle betale en karton cigaretter, hver gang de skulle på lokum, så kunne de kun skide én gang om ugen.

– Men er pressen ikke netop garanten for, at ikke systemet misbruger sin magt?

– Pressen bliver jo kun dirigeret af, hvem der skal tjene penge, og det går ikke ud på en skid andet end at tjene penge. Siger du noget til pressen, så bliver det skåret ud i småbidder, og de småbidder sætter de så selv sammen til en eller anden løgnehistorie, der kan forarge og sælge.

I sidste uge interviewede Fyns Stiftstidende f.eks. Jan. Han får at vide, at der vil blive sendt en fax til ham, så han kan få lov til at læse det hele igennem, og på faxen svarer ordlyden da også helt nøjagtigt til det, han har sagt under interviewet. Men da det så kommer i avisen, er det hele skåret ned til 5-6 linjer, hvor sammenhængen manipuleres, så han lige pludselig citeres for at hævde, at det er Bandidos, der bestemmer i Nyborg Statsfængsel!

Men det eneste, han gav udtryk for, var, at selvfølgelig har Bandidos en indflydelse, der svarer til, hvor mange vi er. Det er jo indlysende. Hvis der sidder 50 medlemmer af en gruppe i samme fængsel, om de så er fra Bandidos eller har et andet fællesskab, så er det da klart, at det påvirker de få beslutninger, hvor fangerne overhovedet har noget at skulle have sagt. Men det betyder sgu ikke, at vi bestemmer i fængslet!

– Mange politikere finder det ikke desto mindre nødvendigt at indrette særfængsler til de stærke fanger, eksempelvis indsatte fra Bandidos og Hells Angels, og man henviser her til historier om, hvordan rockere undertrykker fængslernes svage fanger. Er Bandidos Nyborg Statsfængsels »stærke« fanger?

– Det kommer an på, hvordan du definerer en stærk fange. Her i fængslet definerer man officielt en stærk fange som en rocker og en rocker som et Bandidos-medlem, og så er man jo stemplet.

Før i tiden var en stærk fange en negativ fange, en person, som var totalt umulig, og som skulle sendes på arresthusferie hver tredie måned, hvor fængselsvæsenet kunne dæmpe de voldsomme indsatte. Nu tales der i stedet for om en »stærk, negativ rocker«, men der ligger ikke noget reelt i dét. Hvis vi adskiller os fra andre fanger, er det kun, fordi vi har et stærkere sammenhold, og fordi vi er usædvanlig velfungerende i fængslet.

Vi gider ikke spilde tiden herinde, så vi deltager i alt, hvad der foregår: Skolegang, fællesarrangementer, fritidsaktiviteter, alt, hvad vi overhovedet kan komme til for i det mindste at få noget ud af afsoningen. Vi har jo fået vores straf, så vi føler ikke, at vi skal straffes endnu mere, ved at afsoningen bliver så dødssyg som muligt, vel? Men så bliver vi kaldt »stærke« og »negative« fanger.

– Men er der da ikke nogen undertrykkelse af »svage« fanger her i fængslet?

– Ikke en skid! Altså, prøv at høre her: På et tidspunkt blev vi f.eks. beskyldt for at have truet folk til at lade være med at gå på gårdtur, fordi der ikke kom andre fanger end os. Man havde bare glemt, at der var 30 graders frost, og så er der sgu ingen, der gider gårdturen. Men vi har et sammenhold, der gør, at vi gerne vil mødes, og derfor trodsede vi kulden, fordi vi gerne vil snakke med hinanden og ellers sidder spredt rundt omkring i huset. Men så fik vi skudt i skoene, at det nu var os, der »styrede« gårdturen!

Det er også pure opspind, at der skulle være organiseret og undertrykkende vold her i fængslet. Jeg kan sige dig så meget, at jeg har siddet her i 4-5 måneder, og jeg har kun én gang hørt om to, der havde været oppe at slås, og ingen af dem havde noget som helst med Bandidos at gøre.

Eller den der fantastiske løgn med, at der er folk, som bliver tvunget til at lave mad til os, pudse vores sko, og jeg ved snart ikke, hvad fanden aviserne har skrevet – det er jo fuldstændig grotesk!

Overvagtmestergruppen kan simpelt hen ikke klare, at vi ikke bryder sammen over at sidde inde, og at vi ikke behandler dem som konger. Vi insisterer i stedet for på, at vores afsoningsforhold er i orden, at vi i det mindste får den behandling, som vi skal – afsoningen er straf nok i sig selv, det er faktisk straffen.

Det, der foregår i et fængsel, er, at man selv laver mad, hvorfor de fleste danner en madklub. Vi får hver 500 kroner om ugen til mad og lommepenge, og nogen gør det så på den måde, at de fritager de bedste kokke for betaling, hvis de til gengæld laver maden for alle de andre. Sådan hænger dét sammen.

Og det er den eneste service, nogen fanger overhovedet får af andre fanger, og det har intet som helst at gøre med, om man er medlem af Bandidos eller ej. Noget andet er så, at der er enkelte blandt de øvrige fanger, som selv har villet være prøvemedlemmer i klubben, og det fungerer sådan, at han så ordner de ting, han får besked på. Men det er der selvfølgelig ingen, som bliver tvunget til, det siger sig selv. Et prøvemedlem har selv valgt at blive prøvemedlem.

Det er Betjentforeningen her i Nyborg Statsfængsel, der kommer med disse totalt løgnagtige udtalelser. F.eks. er det også blevet påstået, at vi skulle tvinge folk til at aflevere penge eller en karton cigaretter for at få lov til at gå på lokum, og jeg ved ikke hvad!

Lodret løgn. Tænk lige på, hvor urealistisk det også er. I fængslet får man altså kun de her 500 kr. om ugen, så hvis nogen skulle betale en karton cigaretter, hver gang de skulle på lokum, så kunne de kun skide én gang om ugen.

Men hvilken journalist gider tænke disse løgnehistoriers absurditet igennem?

Men jeg kan godt fortælle, hvordan historien om den der karton cigaretter i virkeligheden hænger sammen. Der var tale om en gangmand, som fik 600 kr. om ugen for at gøre rent, men efter at have siddet på sin pind og modtaget lønnen i et halvt år uden at have lavet noget som helst, for han var faktisk pensionist og burde have været på et plejehjem eller i et beskyttet værksted i stedet, måtte en anden altså gøre to mands arbejde. Og han blev selvfølgelig træt af at arbejde dobbelt for én løn, og derfor måtte den anden give ham en karton cigaretter.

Det bliver så til, at han betaler for at få lov til at være her. Jeg mener, hvor er vi henne? Det er sådanne historier, der bliver blæst op i medierne.

Der var også en fyr, som skulle ned på vores afdeling, hvor en af overvagtmestrene fortæller ham, at han ville blive smadret af Bandidos, hvis ikke han valgte en anden afdeling. 'Jeg har jo ikke noget udestående med nogen,' sagde han, men overvagtmesteren fortsatte bare og påstod, at vi ikke kunne lide ham – han er en lille tynd og rolig mand, og vi kender ham næsten ikke engang – men han valgte altså alligevel at sidde her, på trods af betjentens løgne.

Men det viser bare, hvor megen propaganda visse betjente fylder de nye fanger med.

– Hvad er så grunden til, at aviserne skriver så meget om stærke fanger, der terroriserer deres medfanger?

– Det skyldes især et indgroet had fra de gamle fængselsbetjentes side. Overvagtmestergruppen kan simpelt hen ikke klare, at vi ikke bryder sammen over at sidde inde, og at vi ikke behandler dem som konger. Vi insisterer i stedet for på, at vores afsoningsforhold er i orden, at vi i det mindste får den behandling, som vi skal – afsoningen er straf nok i sig selv, det er faktisk straffen. Vi går hele vejen gennem systemet, hvis vi føler os uretfærdigt behandlet, for selv fanger har visse rettigheder, og det irriterer mange betjente.

Før i tiden har det da også været sådan i fængslerne, at et nej fra betjentene var et nej uden begrundelse. Men denne overlegne holdning finder vi os bare ikke i. Vi snakker pænt til folk, og så må de også snakke pænt til os; man bliver ikke større af at være fangevogter end fange.

Men mange betjente opfører sig, som om de var dommere. I fængslet har man f.eks. noget, der hedder 'disciplinærstraf', dvs. hvis du måske er blevet snuppet med en klump hash i lommen, så bestemmer overvagtmestergruppen suverænt, hvilken disciplinærstraf du skal have.

Hvis du er fra klubben, så får du et hak, så det vil noget. Men der er overhovedet ikke noget regelsæt for, hvilken intern straf man kan idømmes for hvilken overtrædelse. Overvagtmestergruppens tilfældige lune bestemmer enevældigt.

Et andet eksempel er den måde, hvorpå jeg er blevet ramt af en fuldstændig uberettiget disciplinærstraf og har fået seks ugers orlovsspærring. En politibetjent skulle angiveligt have set mig mødes med et klubmedlem på min orlov, og det er strengt forbudt.

Jeg har imidlertid masser af vidner på, at jeg det pågældende tidspunkt var et helt andet sted i landet sammen med min familie; alligevel får jeg uden videre seks ugers orlovsspærring. Og jeg kan selvfølgelig heller ikke få oplyst noget som helst konkret i sagen.

Men jeg kunne sgu godt tænke mig at vide, hvorfor i alverden den pågældende betjent ikke anholdt mig, hvis han virkelig så mig overtræde denne særregel. Men det kan jeg ikke få noget svar på, for jeg skal spørge overvagtmestergruppen hver gang, og de har sagt, at sådan er det bare.

Der var en anden sag om en fra klubben, der var blevet tiltalt for at have slået en medfange herinde, en fyr, som vi ikke engang anede, hvem var. Han fik 14 dages isolation for noget, han aldrig havde gjort, og da han siden blev frikendt i retten for det, var der ikke noget med kompensation for uretmæssig straf. Ikke engang en undskyldning. Og det er derfor, vi gerne vil understrege, at der sidder en lille enklave herinde, som bare overlegent bestemmer, hvad fangerne skal, og helt efter deres eget hoved kan idømme dem uretmæssige disciplinærstraffe.

Så i virkeligheden er det slet ikke et spørgsmål om stærke og svage fanger, men om stærke og svage betjente!

Derfor forsøger vi altid at undgå overvagtmestergruppen og går direkte til fængselsinspektøren, Jens Tolstrup. Og Tolstrup prøver faktisk at løse problemerne sammen med os, det skal han sgu have ros for. Skal vi først hele turen igennem over først den almindelige betjent og så overvagtmestergruppen, der så skal gå til Tolstrup, så er vi godt klar over, at vores sager bliver syltet. Det har vi prøvet så tit. Så engang imellem går vi simpelt hen til hovedet i stedet for at gå til røven. Og det irriterer de stærke betjente i overvagtmestergruppen.

De er sgu også meget mere miljøskadede af at være herinde end de indsatte. For at være med i overvagtmestergruppen skal man helst have været her i 25-30 år, så den består af en masse gamle mænd, der har været her hele deres liv og ikke har oplevet nogen anden arbejdsplads og derfor ikke ved noget som helst om almindelig høflig opførsel, som den praktiseres uden for fængslet.

Særloven er blevet et spørgsmål om, hvem der skal have flest penge og flest beføjelser. Fængselsvæsenet prøver at suge penge, de direkte lyver for at få penge, opdigter skrækhistorier om rockere, som det kræver ekstra og omkostningskrævende foranstaltninger at bevogte, ligesom politiet selvfølgelig høster store gevinster – flere bevillinger og nye våben.

De positive fængselsbetjente, som ikke tilhører overvagtmestergruppen, behandler os til gengæld helt almindeligt og pænt. De kan godt drikke en kop kaffe sammen med os, og de fortæller faktisk, at miljøet blandt fangerne er blevet mere fredeligt, efter vi er kommet. Der er ikke længere de samme voldshandlinger som tidligere, hvor folk bare blev hamret ned, fordi de lige pludselig kom op at slås over en eller anden åndssvag bagatel. Jeg har også hørt fra langtidsfanger, at forholdet de indsatte imellem aldrig har været bedre, end det er nu!

Men fra betjentenes side er der gennemgående en rigtig negativ stemning over for både os og de øvrige indsatte i hele fængslet! Stort set alle ansatte er afvisende og kolde, og også vores besøgsforhold bliver ødelagt. Besøgende, som kommer langvejs fra – det kan være både Nordjylland og Nordsjælland – bliver udsat for at skulle vente i op til fem kvarter bare for at komme ind i selve besøgsafdelingen!

Der må de så vente yderligere, for fangerne bliver først kaldt ned, når de pårørende er kommet igennem en svinsk behandling, hvor deres effekter bliver flået op og vrangen vendt ud. Det er jo sygt, at vores pårørende skal svines sådan til, og når der så samtidig efter mange timers rejsetid skal gå over halvdelen af besøgstiden fra 9.45 til 12.15 med ventetid, mister de selvfølgelig lysten til at besøge os.

– Hvordan forholder I jer til den såkaldte rockerlov, »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme«?

– Den drejer sig kun om at tillade politiet at suge flere penge ud af statskassen. Særloven er blevet et spørgsmål om, hvem der skal have flest penge og flest beføjelser. Fængselsvæsenet prøver at suge penge, de direkte lyver for at få penge, opdigter skrækhistorier om rockere, som det kræver ekstra og omkostningskrævende foranstaltninger at bevogte, ligesom politiet selvfølgelig høster store gevinster – flere bevillinger og nye våben.

Derfor de store skrækkampagner om bikerne, for Danmark har jo ikke nogen Baader-Meinhof-gruppe, der kan henvises til, når politiet skal skrabe penge ind. Og på den konto er vi så blevet dem, som alle elsker at hade. Hvis du f.eks. bare kommer ned på tanken herhjemme, så er det lige før, folk løber skrigende væk pga. de store mediekampagner, og sådan er det altså kun i Danmark.

Og nu brokker politiet sig oven i købet over, at de skal ligge og køre rundt og bevogte fængslerne, men det er sgu ikke os, der har bedt dem om det. Men det koster mange penge, og så skal politiet jo have endnu flere – det virker efter hensigten.

Det er helt absurd. Det er nu også den menige betjent, der er træt af det og brokker sig over at ligge og trille rundt om et fængsel … Men så kør dog hjem.

Det er jo heller ikke blevet mere sikkert for folk efter særloven, tværtimod. Før de tog vores klubhuse, var det dog relativt enkelt at begrænse træfningerne, men nu er problemet jo spredt ud over hele landet.

Vi må slet ikke mødes længere, ikke i klubhuse og ikke noget som helst andet sted. Jeg mener, hvad er det for et system? Hvis der er for mange forsamlet et eller andet sted, så kan politiet ved lov – men uden om domstolene – ophæve mødet.

Men der er jo mange flere groteske »rockerlove« end denne særlov. Først den med, at man kun må være tre personer samlet fra klubben. Men nu må jeg f.eks. ikke engang mødes med én fra klubben, når jeg er på udgang – en særlov på særloven. Jeg må ikke mødes med supportere eller nogen, der overhovedet kan hævdes at have tilknytning til Bandidos, og det betyder, at der er familiemedlemmer, som jeg ikke må se, fordi de også er med i klubben!

Jeg har selvfølgelig klaget hele vejen op gennem systemet over denne særforanstaltning, og nu efter fire måneder ligger sagen hos Justitsministeren, og jeg har intet hørt fra den endnu.

Ingen tænker på, hvem fanden der bliver de næste, som udsættes for en sådan behandling. Og spørgsmålet er så, om den næste minoritetsgruppe overhovedet kan stå for det pres, som vi udsættes for? For vi skal nok klare det både menneskeligt og i forhold til klubben, vi bukker sgu ikke under, fordi de kommer med alle deres love og alt deres lort – men hvad med de næste, som særloven bliver brugt imod?

Selvfølgelig skal der være love i landet, selvfølgelig skal politiet sørge for, at de bliver overholdt, og selvfølgelig skal man straffes, når de brydes. Men det her? Hvad har det med lov og ret at gøre? Det er chikane, intet andet.

– Men var loven ikke nødvendig for at beskytte almindelige samfundsborgere fra missiler og bomber; det er jo ikke småting, der anvendes?

– Nej, det er det ikke; og det er da også rigtigt, at almindelige mennesker skal beskyttes. Det er selvfølgelig også i orden, hvis der er nogen, som ikke vil bo ved siden af vore klubhuse, men mange af dem lå jo rent faktisk på landet, nærmest uden naboer.

F.eks. lå vores egen afdeling på landet, og vi har i gennemsnit kun haft 2-3 naboer, der boede tæt på os, ellers var vi omgivet af åbne marker og skov og strand. Loven har ikke virket, den er en fiasko; i stedet for et overskueligt antal klubhuse har politiet nu fået mange hundrede adresser, som de konstant udspionerer og tjekker.

Allerede nu rammer loven jo helt uskyldige mennesker i flæng. Vi har selvfølgelig mange venner, som ikke er med i klubben, og som overhovedet intet har med en motorcykelklub at gøre, men politiet gør alt for at skræmme dem væk. Ransagninger hos mennesker uden anden grund, end at de er vores venner eller måske bare naboer; grov chikane for at forhindre nogen som helst i overhovedet at snakke med os. Venner uden tilknytning til klubben stoppes og visiteres og er lige pludselig »rockerrelaterede« og bliver registreret i et rockerregister.

Og det pudsige er jo, at vi før al hysteriet omkring særloven aldrig har haft problemer med vores naboer. Politimesteren i Nykøbing Falster politikreds, Bent Jørgensen, der samtidig er viceborgmester, tog imidlertid rundt og arrangerede nabosammenkomster for dem, der boede i nærheden af vores klubhus, og kom her med de groveste beskyldninger om vores medlemmer, så naboerne for alvor kom til at frygte og hade os.

Det er også ham, der bare har udstedt sin private lille særlov og har forbudt os overhovedet at opholde os i Nykøbing Falster politikreds. Politiet er blevet dommere, og ham her er oven i købet også politiker. Det tegner sgu godt.

Sådan kan han både høste stemmer fra befolkningen og samtidig trække på sin autoritet som kriminalkommissær – ingen hører nogen sinde den anden side af historien om politiets magtmisbrug og chikane.

Prøv at forestille dig, hvordan det føles et utal af gange at blive revet ud af sin bil, mens politiet stikker en maskinpistol helt op i hovedet på dig! Det er totalt unødvendigt, da der aldrig nogen sinde er nogen af os, der har skudt på en betjent eller overhovedet sat sig til modværge i den grad. Og inden de river dig ud, har de allerede sigtet dig for ulovlig våbenbesiddelse. Det er noget nyt, de er begyndt på, for så lyder det, som om de har en god grund til denne grove behandling. Og selv om de ikke finder noget som helst og løslader dig fem minutter senere, så skal du alligevel have maskinpistolen helt op i fjæset og presses ned over køleren på bilen!

Det er jo fuldstændig overdrevet. Jeg kan godt se, at de engang imellem skal tjekke lommer og det ene og det andet, og det er heller ikke det, der er problemet; problemet er, at det sker hvert femte minut! Det er bevidst chikane.

Nogle gange har man endda kun lige kørt et par kilometer, før de igen hiver dig ud med maskinpistol og hele molevitten.

– Men er I ikke simpelt hen for farlige for befolkningen til at have gående frit omkring?

– Overhovedet ikke. Det er jo trods alt hverken hr. eller fru Jensen, der kommer til skade. Vi går ganske givet langt mere op i at opføre os pænt og høfligt end de fleste almindelige mennesker; hvorfor fanden skulle vi dog være interesseret i selv at fremprovokere et had fra hele befolkningens side?

Vi sætter en stor ære i at behandle folk ordentligt, men hvis der er nogen, som træder os over tæerne, ja, så træder vi igen. Længere er den ikke.

Men det virker faktisk, som om politiet ønsker at tvinge os ud i mere kriminalitet end den, vi er dømt for. I det øjeblik, vi laver et værksted eller en virksomhed, bliver vi jo også konstant chikaneret; politiet skræmmer kunderne væk ved hele tiden at holde foran butikken og genere indehaverne.

Vi bliver simpelt hen forhindret i at arbejde på grund af den omfattende hetz. F.eks. var der en lang række avisartikler, som gjorde det til et gevaldigt problem, at et medlem af Bandidos havde arbejde i en børnehave … Hvad er problemet? Hvad tænker folk på? Vi har sgu da selv børn – skulle vi være dårligere til børn end alle andre?

Men er det virkelig sådan en fastlåst situation, samfundet gerne vil have os i, at vi altid sidder i fængsel og altid er kriminelle? For så kan jeg godt se, at man har valgt en glimrende strategi.

Men det er jo også systemets almindelige fremgangsmåde, får man tit indtryk af. Der har f.eks. siddet en fange her i 8 år, og da han så skulle løslades, kunne man ikke sørge for, at han fik et sted at bo. I 2½ måned havde han søgt om tilladelse til at flytte ind i et bestemt hus, men samme dag, som han blev løsladt, fik han besked på, at han ikke kunne flytte ind, fordi brandmyndighederne var utilfredse med et vindue – og så nægtede forsorgen at betale.

Han var nødt til »frivilligt« at vælge at blive i fængslet endnu 2 måneder, fordi han ikke havde noget sted at bo. For hvis han kommer ud og skal bo på gaden, så ved han, at han ryger på stoffer igen. Jeg synes, det er dybt forkasteligt, at man ikke kan hjælpe sådan et menneske. Hvad fanden har forsorgen lavet i mellemtiden? De har haft 8 år til at finde ham et sted at bo!

– Har politiet malet et bevidst skræmmebillede af jer?

– Ja, og ikke kun over for befolkningen, men også over for unge og nyuddannede betjente.

Jeg har f.eks. oplevet, at hvis du taler til en betjent, der ikke ved, at du er medlem af en bikerklub, så er samtalen helt almindelig og høflig, men hvis han så får at vide, at du f.eks. kommer fra Bandidos, er han lige ved at falde død om af nervøsitet eller afsky.

Ham »Børge betjent«, der lige er kommet hjem fra betjentskolen, har jo ikke nogen viden om de faktiske forhold, men har fået et færdigproduceret skræmmebillede inde fra politiskolen. Og det er da underligt, at de ikke selv skal have lov til at danne sig en mening om os, når de møder os, i stedet for at få den serveret, allerede inden de starter på arbejdet.

I politiskolen får de at vide, hvor voldelige og asociale vi er, og når så de kommer ud til deres første ransagning, kan vi jo sagtens mærke, hvor dødnervøse de er – en eller anden dag kommer sådan en ung betjent til at brage en maskinpistol af på grund af ren og skær nervøsitet.

Der er jo allerede flere tilfælde, hvor de er kommet til at brage noget af ved et uheld og har skudt et fjernsyn og den slags, og det er jo, fordi folk er bange. Men det nytter bare ikke at sende rædselsslagne mennesker af sted med skarpladte maskinpistoler i hænderne.

– Hvordan ser fremtiden ud for Bandidos?

– Vi vil bare være for os selv. Men vi har ikke tænkt os at melde os helt ud af samfundet, som så mange påstår; det er jo slet ikke det, der er meningen. Vi vil bare gerne have lov til at pleje vores interesser – at det så er gået over gevind her det sidste stykke tid, det er så noget helt andet, men det rager ikke andre end os selv, for det går ikke ud over andre end os selv.

Vi har bare nogle værdier, som andre åbenbart ikke deler. Vi går ind for, at man respekterer hinanden og opfører sig ordentligt, og det giver et sammenhold, som vi er parate til at kæmpe for. Vi holder sammen i tykt og tyndt, men vi er selvfølgelig også vidt forskellige, ligesom alle mennesker er forskellige. For os er der bare et usædvanlig stærkt fællesskab omkring en motorcykelklub.

Men det er helt sikkert, at så længe mystiske regler og nye særlove konstant ramler ned i pæren på en, så er der en smertegrænse for, hvad man finder sig i. På et tidspunkt knækker buen.

Men er det så slemt? Det er ligesom et familieforhold, vi har til hinanden, og det er der jo ikke noget nyt i, sådan har det også været før i tiden, men i dag er det åbenbart noget, man ser ned på. Det er lige pludselig heller ikke smart at være i et ægteskab mere, og det er ikke smart at have børn mere – alle de værdier er åbenbart gået fløjten.

I stedet kan vi så få et samfund af stikkere, hvor man aldrig kan stole på hinanden, hvor der ikke er noget fællesskab eller sammenhold – men den model lever vi bare ikke efter.

Vi vil gå meget langt for at hjælpe hinanden, og det er man ikke vant til længere, men sådan er det. Og derfor skal vi kæmpe både med fordomme og myndigheder.

– Er det ved at udvikle sig til en kamp mellem jer og hele systemet?

– Ja, det kunne man godt sige. Selvfølgelig har man da overvejet, hvad fanden det egentlig er, der foregår, når man får smidt den ene pose lort efter den anden i hovedet. Vi sidder altså heller ikke bare med hænderne i skødet og venter på, at tingene skal falde ned om ørerne på os. Vi prøver på at komme igennem, hvor vi bedst kan, gennem retssystemet, men det er jo også ved at være ødelagt.

Men hvis der havde været en enkel løsning på det her, så havde vi for længst grebet den. Men det er helt sikkert, at så længe mystiske regler og nye særlove konstant ramler ned i pæren på en, så er der en smertegrænse for, hvad man finder sig i. På et tidspunkt knækker buen.

Men det kan ikke komme som et chok for nogen. Det er da klart, at en eller anden dag er der en, der går amok, fordi der simpelt hen har været så meget pres fra systemets side.

Jakob Stensgaard og Rune Engelbreth Larsen