Fredag den 4. april satte Erwin Neutzsky-Wulff spørgsmålstegn ved hele grundlaget for moderne religionsforskning ved nærværende forelæsning på »Seminar om moderne kunst og religion« på Københavns Universitet

Jeg har altid undret mig over det kapitel i historiebogen, der hedder »Oplysningstiden«. Ikke indholdet, overskriften.

Det synes rimeligt at opkalde en tidsalder efter den kultur, som dominerede den, og ganske tilsvarende kan det ikke undre, at andre er blevet karakteriseret ved nationalisme, imperialisme, et cetera. Men oplysningstiden!

Betegnelsen synes ikke at høre hjemme i en historisk gennemgang, men i en valgreklame. Det ville omtrent svare til at inddele et supermarkeds tilbud i kød, grønt og god mad.

Noget af forklaringen får man, når man læser de historiske kilder fra denne tid, hede elskovsbreve fra dengang, kærlighedsaffæren med det ny verdensbillede var ny. Det må virkelig have forekommet dets foregangsmænd, at mennesket efter i et uoverskueligt tidsrum at være flakket om i blinde endelig kom ud i Fornuftens klare lys.

Denne »oplysningstid« var måske således mindre en periode end et triumftog, en parade. Forrest gik brillemagerne, Krible-Krable, der havde fundet en verden i en dråbe grøftevand og tvunget Apollo til at udskifte sine pile med stafylokokker, han blev aldrig den samme efter det.

Tæt i hælene på dem kom Oplysnings-filosofferne, hvis opgave det var at forklare professorerne de fulde konsekvenser af dette magtskifte, så de kunne fortælle det videre i Grundtvigianske Efterskoler. Alle var med, hujende og vinkende, stoltserende og marcherende, humpende og haltende ned til den sidste bondeknold, som stadig ikke havde genvundet fodfæstet på den ikke længere så faste jord.

I dag, hvor Oplysningen ligger i dybe skuffer omvundet med silkebånd og kun en svag duft af lavendel, har vi lidt svært ved at forstå den megen ståhej. Materialismen har endvidere vist sig at være nok så meget et barn af den kristendom, den bød trods, og generationskløften mindre end ventet.

Den besynderligt fjerne, filosofiske guddom, som den prædikede, religionshistoriens store Usurpator klæbede ganske forståeligt til sin taburet i endnu adskillige århundreder, og da han endelig blev gået, efterlod han sit »skaberværk«, den verden, han havde ordnet og tilrettelagt for mennesket. Tilbage stod sådan set blot at studere hans notesbøger, og det gik der så endnu nogen tid med.

Den Evige Gud blev til en evig natur med mennesket som en eftertanke på sjettedagen, bestyrer og lærling, frelst ved den guddommelige fornuft, Han havde indblæst i dets næsebor, eller ufrelst, hvis det lod sin ligeledes syndige og irrationelle natur løbe af med sig og derved forstyrrede den fortsatte skaberplan, Udviklingen. Gud eller Verden, hvilket til syvende og sidst kom ud på et, var deroppe eller derude, Lovgiver eller Lovtavle, den ultimative standard, hvormed al menneskelig stræben kunne måles, den måske til tider elusive, men altid tilforladeligt substantielle Sandhed.

Og fordi Gud ikke kender til persons anseelse, havde han gjort denne sandhed enkel og letforståelig, faktisk den rene Kinderlehre, stjerner og atomer, byggeklodser i tiltalende farver med tilhørende forklarende skilte: Energiens Konstans og Du Må Ikke Ihjelslå. Og så skete det igen.

I den lille by havde ingen set Brillemageren i et par dage, han havde travlt med en ny brille, stærkere end alle de andre, og alle glædede sig, for måske ville det denne gang lykkes at få øje på sandheden, som landsbyskolelæreren havde fortalt børnene, var mindre end det mindste sandskorn og slet ikke til at få øje på. Men den var der, og det stod til troende.

Men da brillemageren første gang så igennem sin nye linse, kunne han ikke tro sine øjne, og heller ikke derefter. For det brilleglas, han denne gang havde skabt, var ikke til at se igennem, i stedet fik han øje på sit eget grufuldt forstørrede forskende øje i det.

Gud eller Naturen demonstrerede herefter en foruroligende civilitet, når man spurgte til hans natur, svarede han kun med et »Hvad synes du selv?« Dette var langtfra Abrahams og Elias' gud, tordnende som landsbyskolelæreren fra katederet, manende kortraslende og bevæbnet med en passer, der kunne dublere som ferle.

Gud var faldet af på den, Naturen var blevet træt af de mange spørgsmål, og vi kunne få det stort set, som vi ville have det, men det ville vi ikke. Når man stiller Gud & Naturen et høfligt spørgsmål, må man kunne forvente et høfligt svar, som ikke er afhængigt af, om laboratoriekitlen er med eller uden skøder.

Fagmandens forsikringer om, at elektroner er partikler mandag, onsdag og fredag, og bølger resten af ugen, kan vi ikke tage alvorligt. Men skaden var sket, måleobjektet var forsvundet i målemetoden som en mønt i en rist og har ikke siden ladet sig opdrive.

Naturen brød habituelt alle sine love som en nu ganske uforbederlig delinkvent, og de fundamentale principper viste sig at være mere vilkårlige end de mest hårdnakkede fejlkilder. Det var Videnskabens Endeligt!

Skaber og skabning gik fra hinanden i vrede og kun modvilligt tilbage til forhandlingsbordet. Men for mange TV-apparater byggede på naturulovlighederne til, at man kunne tillade sig at spille fornærmet for længe ad gangen, og med tiden fandt man en ny arbejdsform.

Man opdagede, at hvis man gik ind på den absurde præmis, at verden ikke var til, kunne TV-apparaterne stadig virke. Man holdt op med at afdrage sine sko og se med undren på det uendelige universum.

Videnskab blev en sportsgren, og Virkelighed spydkastet og kuglestøddet. Verden blev en menneskelig aktivitet, det, der kom ud af videnskabsmændenes anstrengelser, i stedet for en pokal på målstregen.

Brillemageren blinkede en gang og ventede på paraden. Men denne gang udeblev den.

Den ydre verden var afgået ved døden, men ikke en mors sjæl dukkede op til begravelsen, og den havde dog ellers været afholdt. Det skyldtes måske, at man kunne læse i dagbladene, at meddelelsen om dens død var stærkt overdrevet.

Gud havde engang, huskede man, sendt et tilsvarende telegram. KÆRE MENNESKE STOP JEG ER IKKE DØD KUN BORTREJST STOP PAS VENLIGST FORRETNINGEN TIL JEG KOMMER TILBAGE STOP PS DON'T STOP STOP.

Så sygekasselæger udtalte sig en overgang yderst diskret om de mere mekaniske aspekter af mennesket og bedyrede Guds fortrinlige helbred, om end det var blevet mere af en privatsag. Konsekvenserne af en dødsattest var trods alt temmelig uoverskuelige.

Hvis Gud, Loven og Verden ikke længere var absolutter, måtte konsekvensen uvægerligt være, at folk rask væk skar halsen over på sig selv og hinanden.

Så Gud fik tre ugers opsigelse. Hvor lang respit den ydre verden har fået, er vanskeligere at få oplyst, men at der er en vis forbindelse til de her forsamlede professorers levetid, er temmelig uomtvisteligt.

Imens venter naturvidenskabsmændene med en vis undren på paraden. De har endda deres natur tro opstillet teorier, der skal forklare den manglende reaktion.

Videnskab er blevet for svær, siger de, for vanskeligt tilgængelig. Filosofferne og digterne kan ikke følge med længere.

En anden forklaring kunne måske findes i det politiske menneske. Politisk bevidsthed er det fænomen, at argumenter ikke længere gør noget indtryk på en.

I stedet tilegner man sig en slags ideologisk gehør. Vi snarere lugter til teorier end undersøger dem, nærmest som en hund konstaterer, om forbipasserende bukseben tilhører dens længe ventede herre.

Genetik lugter ligesom Nietzsche og Wagner decideret forkert. I Kristeligt Dagblad og Information vil man således med jævne mellemrum finde rasende udfald mod de moderne brillemagere, som tror, de kan »forklare« det guddommelige menneske.

De protesterer heroisk mod indgreb i naturens orden - som om naturen nogen sinde havde kendt til andet end uorden. At de skulle tage disse brillemageres ord for, at deres »værdier« er så døde som dronter, forekommer ikke umiddelbart sandsynligt.

I min ungdom undrede jeg mig højligen over disse kronikker og romaner, som syntes at stamme fra midten af forrige århundrede. Her var realiteterne skam i højsædet, den historiske og personlige »udvikling«, og så videre.

Kunstens opgave var at beskrive virkeligheden. Kronhjorte var i høj kurs.

Hvorved litteraturen så egentlig adskilte sig fra journalistikken, som ofte var uhyre meget mere kreativ, syntes få at gøre sig de store overvejelser angående. Så mens de kedelige hvidkitlede forskere med ægte kunstnerisk fordomsfrihed frembragte de modeller og den virkelighed, der syntes frugtbare, lod mine kolleger, forfatterne, deres personer rende rundt i en stuedekoration, der var blevet tilbage fra en opførelse af »Et Dukkehjem«.

Godt nok »eksperimenterede« man. Man prøvede at skrive baglæns.

Man klippede sig skaldede, lakerede neglene og halshuggede statuer, alt sammen i den samme stue. Den tilstræbte provokation kunne ellers være opnået ved at vende et kalenderblad - men nu skal man jo heller ikke gå til yderligheder.

På det sidste har mange sågar forsøgt sig med »fabulerende« litteratur. Så finder man i stedet den freudianske plyssofa på planeten Tralalulalej, og lyrikeren køber en PC og kalder sig Giro 413-Olsen.

Selv fortsatte jeg med at gå med den stive flip, jeg kendte fra den første skjorte, min mor udstyrede mig med, og bruger sjældent rouge. Mine bestræbelser var mindre dramatiske.

Jeg gik ikke uden en vis optimisme i gang med at skabe en litteratur, hvor jeg ingen sådan fandt. Det var til gengæld provokerende.

Af mangel på filosoffer blev jeg filosof. Af mangel på forfattere blev jeg forfatter.

Det er min eneste undskyldning. Møjsommeligt arbejdede jeg på at skabe en romanform, der kunne krydse årtusindskiftet, en tømmerflåde i en syndflod.

Det fik mig til at føle mig ganske tåbelig. Det er lidt som at stå ved startstregen omgivet af medløbere, spænde alle muskler og lytte efter startskuddet.

Først mærker du kun mælkesyren og vindmodstanden. Du tør ikke risikere den forsinkelse, det ville være at vende sig om.

Men på et eller andet tidspunkt sætter du næsten umærkeligt farten ned. Du ser dig om, lidt forvirret.

Var konkurrenterne så elendige? Eller er det hele aflyst?

Og når du endelig når i mål, er det i mageligt tempo. Du tager sejrskransen ned fra sømmet og lægger den over skulderen og under armen.

»hurra …« hvisker du. Og så kommer de, stønnende og hvæsende.

De forlanger trofæen udleveret, for det var jo snyd, så hurtigt er der ingen, der kan løbe. Dine tanker begynder at dukke op i kronikker, på krykker givetvis, men dog.

Og en dag bliver du bedt om at holde en bordtale. Ja, sådan kan det gå!

Måske er sagen i virkeligheden den, at den ny erkendelse, videnskaben er nået frem til, slet ikke egner sig til parader. Måske er de begrænsede til menneskets lejlighedsvise infatuationer, kristendom, materialisme, de fristende helhedsløsninger, Sandhedens blændende glimt.

Måske er det bedre tålmodigt at vente, til hunden har rystet sig. Verden lod sig hverken frelse eller forklare gennem eet menneske, een gud eller eet princip.

Den viste sig hverken at være en afrystelig drøm eller et gennemskueligt urværk. Det kan synes, at vi dermed er på Herrens mark, for denne type forliebelser er altid skinsyge guder.

Bagefter ærgrer vi os over, at vi i et øjebliks overmod brændte den lille sorte bog med alle telefonnumrene. Det, der forekom os at være historiens endemål, viste sig blot at være et særdeles ubehageligt afbræk.

Det gælder nu om hurtigst muligt at finde tilbage til kulturens hovedvej og prøve at få et lift. Hvordan er det nu, man gør?

Når man læser den føromtalte historiebog, får man let det indtryk, at oplysningskræfternes kamp mod obskurantismen var lang og sej. Det skyldes hovedsagelig den omvendte kikkert, historikeren betjener sig af, som får det nære til at vokse sig uendelig stort, og det fjerne til at fortone sig yderligere i det blå - man skulle dog ellers tro, målet med den historiske forskning var det omvendte.

Derfor kræver den franske revolution også mere plads end det ældste, mellemste og nyriget i Ægypten tilsammen. Ja, for der skete jo ikke noget.

I virkeligheden var materialismens gennembrud så pludseligt og uventet som et nyt partis opnåelse af regeringsmagt ved et stemmeskred. Man er gået til valg på tre spørgsmål, og nu skal man pludselig have en fiskeripolitik.

Derfor er den materialistiske verdensforklaring til dato også fuld af gabende huller, som lige så lidt lader sig udfylde, som du kan reparere en forhammer med klæbestrimmel. Vi er således for så vidt vendt tilbage til træerne.

Årtusinders erfaringer med lunefulde guder er erstattet med hundens løftede ører og dikkende halestump i forventning om en sukkerknald fra dens almægtige herre. Kulturhistorikeren kender fænomenet som »cargo cult syndrome«.

En dag har den store gule fugl afleveret sin sidste last, og på det tidspunkt har stammen for længst glemt alt om, hvordan man søger føde. Skoven er blevet sort, nu det, der i så lang tid har været det eneste lys, er slukket.

Sådan er også vores verden, fjendtlig, død. Vi taler om at betvinge den, men det er panikkens demonstrative aggressivitet.

Som vores læremester er vi bedst til at undvige spørgsmålet. Vi må give kejserens, hvad kejserens er, og i øvrigt tager de ikke til ægte i himmeriget. Det kan vi ikke bruge til så farlig meget, men vi siger alligevel tak og sætter os ned, for man vil jo ikke gerne gøre sig til grin.

Skal vi adlyde Gud? Ja, så ubetinget.

Hvad nu, om Han forlanger af os, at vi slagter vores egen søn? Det ville Han aldrig forlange.

Jogodawdo. Og hvad med Loven og Demokratiet, som i al deres pubertetstrodsighed er Guds Trone om igen?

Kan en flertalsbeslutning forpligte os? Hvad om den gik ud på massedrab?

Ja, ikke sandt? Vi kender omkvædet og kan synge med.

Så vi har psykiatere, der aldrig har helbredt en eneste patient, men de har knogle i næsen og ser respektindgydende ud. Vi kan ikke længere forstå eller forklare religion eller kunst, så lidt som noget andet kulturfænomen, eftersom vi forlod kulturen i det øjeblik, vi tilsluttede os kristendommens og materialismens kvælersekt.

Så vi afholder et seminar. Velkomst, kaffepause, frokost, kaffepause, middag, kaffepause.

Vi har en lumsk mistanke om, at kronhjortene, Dansktoppen og Peter Høeg ikke er kunst, men fanden, om vi kan sige, hvorfor! Kronhjorten er et rigtigt Kodak moment, Anne Linnet synger gribende med mange flade a'er og ekkorum om sjælens ubodelige ensomhed, og vores nationaldigter bebuder, at om lidt er kaffen klar, og det er den jo.

Og hvis det ikke minder påfaldende om Homer eller Dante, så er det jo blot, fordi vi er kommet videre. Derimod havde hulemalerne bevisligt knald i låget, for de troede, at deres bisoner kom før de »rigtige« i stedet for omvendt.

De var ikke skildringer af jagten, men forberedelser til den. Det forstår vi ikke, for verden er der jo i forvejen.

Derfor må kunsten også være en i bedste fald god kopi, hvad vi så ellers skal med sådan en. Vi har svært ved at se, hvorfor nogen skulle aflevere et digt, når der ganske klart er brug for en meddelelse.

Men måske kedede vore forfædre sig. Så opfandt de kunsten, fordi de endnu ikke havde teknik til at fremstille en fodbold.

Den prækonciperede, massefremstillede virkelighed, vi lever i, gør os blinde for de næsten uoverstigelige vanskeligheder ved at opleve noget som helst, for slet ikke at tale om at opnå consensus på det. For os at se gik hulemanden ud af sin hule og sagde til sig selv: »Nå, der er et træ!« hvorpå hans stammefæller udbrød: »Jamen det er det jo også!«

Vi har svært ved at se, hvorfor noget for os så banalt skulle kræve lange overvejelser omkring et bål, komplet med forsanger og kor, hvorfor denne virkelighed skulle råbes mod verdenshjørnerne og stampes ned i jorden, eller solen formanes til at stå op som en søvnig skoledreng. Det er der jo alt sammen i forvejen, og så har de gamle endda fået helt galt fat på det.

Vi ser ingen ånder i sten og træ, så det kan de heller ikke have gjort, og det er følgelig noget, de troede, ligesom vi krampagtigt og med lukkede øjne tror på vores Frelser Herre Jesu blabla. Og det er jo religion, ikke?

Men religion har intet med tro at gøre, hinsidige håb eller symboler. Alle disse egenskaber tilhører den infernalske sammenblanding af psykoanalyse, kristendom og spiritisme, vi har brygget sammen til eget brug.

Forstår vi religionen i dette billede, forstår vi ingenting, og det har vi det egentlig rigtig godt med, for så kan vi smigre os med, hvor højt vi har hævet os over dette tøjeri. Hvis vi imidlertid et øjeblik forlader højskolelærerens 1800-tals atomlære og skruer tiden frem til omkring 1925 - jeg ved, det er svært - opdager vi pludselig os selv i en sort afgrund, hvor katte hverken er levende eller døde, før vi har checket efter, en verden som en stor vibrerende, insubstantiel sandsynlighedsbølge, som hårdnakket nægter at forpligte sig på nogen som helst måde, før vi har været der som elefanter i sfærernes porcelænsbutik.

Det bekymrer os en del, for det har vi jo netop lært hjemmefra, at vi ikke må. Vi er stadig de højtidsstemte børn, der sidder i mørket og venter på, hvad tryllekunstneren nu har fundet på til os.

Hvornår begynder forestillingen, den guddommelige åbenbaring, den højtidelige åbning af naturens lommeur? Hvor er det overhovedet henne?

Og hvis vi så ikke umiddelbart rækker ud efter den ydre verden og flade jord, kan vi måske ane vore forfædres situation, ikke bag glas på antropologisk museum »omgivet af naturkræfter, de ikke forstod at beherske«, men absolut ingensteder, indtil de havde lært stedets hemmelighed, at kvadrere bølgefunktionen og få kabbalisternes Maqom ud i den anden ende.

Men hvordan kan disse barbarers tænkning dog have været mere sofistikeret end vores egen? Mine kære professorer! Hvordan - hvordan i himlens navn skulle den dog kunne have været mindre sofistikeret?

Det var godt nok en anden virkelighed, de oplevede, end den moderne - for så vidt som det moderne menneske overhovedet kan siges at opleve. Når vi ser bort fra den kvælende consensus, daglig ekspederet af massekommunikationsmidlerne, hvad oplever vi så egentlig?

Vi ser med undren på begravelsesritualer hos mennesker, der ud fra vores synspunkt ikke er meget mere end dyr, og fortolker dem i vores egen kristent-materialistiske terminologi: død, opstandelse, sjæl. Men for blot få årtusinder siden eksisterede disse begreber simpelt hen ikke eller havde et ganske andet indhold.

Den materialistiske død, afbryderen på respiratoren, ville ikke have haft nogen mening for en neanderthaler, for hvem den blot betød en forandring af adfærdsmønsteret. Så sent som i de hellenistiske mysterier, som kristendommen forsimplede, er opstandelsen en psykologisk tilstand, som opnås gennem mysterierne, ligesom sjælen er en selvstændig personlighed, ofte i opposition til den person, vi opfatter den som tilhørende.

Hvordan kan man som religionsforsker forstå noget som helst, når man kun kender til borddans? Og hvorfra skulle motivet komme til at prøve at forstå, så længe vi ikke forstår vores egen civilisation som en gruopvækkende barbarisme?

Så længe vi anerkender en »kristendom«, som fra at være en dybt pessimistisk mysteriereligion har udviklet sig over formålsløs aben af de egentlige kulturreligioner til en moderne politisk sekt, som en religion overhovedet? Så længe vi ler højt og støjende ad alt, hvad der ikke dækkes af vores Kindergarten-opfattelse af videnskaben?

Ønsker vi at vide? Er vi interesseret i videnskabelige modeller, der giver religionsfænomenerne mening, fordi de er religionernes egne?

Vi sidder ganske formålsløst og glor på elektroencefalografens papstrimmel og diskuterer, hvad de forskellige spidser og kupler dog kan betyde, når vi dog blot behøvede at vække forsøgspersonen og spørge ham, hvad han oplever. Og derfor tordner Beethovens niende også i vor arkaiske nabos øregange, mens vi kløer os i hovedet og noterer amplituden som det eneste virkelige ved fænomenet. Og det er jo ganske pudsigt, når vi så bagefter går ind og hamrer på vores konservesdåser med ekstremt velbehag.

Vi tror nemlig, at der er en virkelighed, der ikke »kun« er psykologisk, ligesom vi tror på en Gud i Himlen, der er absolut retfærdig, absolut desinteresseret og absolut uinteressant. Vi kan aldrig nå den og ham, men vi kan spæge vores kød, iføre os hårskjorte og holde os til den lille tabel.

Vi har det med virkelighed, ligesom Paulus har det med kvinder, en er bedre end mange, men ingen er allerbedst. Derfor skal film også helst være sort-hvide, hvis de skal tage sig tilforladeligt dokumentariske ud, idet vi naturligvis medgiver, at kun den sorte skærm er absolut objektiv.

Vi tager tre par solbriller på og ser på verden. Hvor er ånderne?

Ja, hvor er træerne og fuglene? Så overtroiske var vore forfædre altså.

Vil vi forstå? Du forsøger at forklare barnet nytten af at vide, hvad to og to er, og han smiler overbærende, imens hans hjerne desperat leder efter en udvej, en vittighed, en kolbøtte, som kan forhindre den forståelse, som vil berøve ham hans uvidende alviden. Den er som regel ikke svær at finde, for læreren ser sjov ud, har skæg eller ikke skæg, ved for meget eller for lidt, er ikke ridder af Dannebrog eller muligvis pædofil.

Og hvis det ikke hjælper, så råber vi, stamper, skriger og holder os for ørerne. Vi vil ikke lære, for det vil vi ikke, haha, øvbøv.

Det er derfor, professorer ikke kan overbevises. De må skydes, eller man må som humanist vente, til de dør af alderdom, om en to-tre hundrede år.

Vi ler jo gerne, højt og vredt. Vi ler og ler, indtil vi opdager, at de andre er begyndt at le ad os i stedet for med os.

Så tier vi, hoster og rømmer os, og begynder at le højt og støjende ad det modsatte synspunkt. Mandag indigneret abortmodstander, onsdag indigneret aborttilhænger, fredag - undskyld, jeg har ikke læst Politiken i dag.

Hvordan kan vi forstå en »tro« som totemismen, når vi selv går ud fra den håbløse overtro, at sjælen er »i« kroppen? Hvordan forstå religionen, når vi selv abonnerer på en stenalderreligion, der nægter kvinden guddommelighed, den fanatiske kult af en semitisk guddom, der især fandt behag i folkedrab?

Vi ser med overlegen foragt på »riterne«, bortset fra dem, vi selv hænger fast i og endeløst forsøger at rationalisere, syndebukken, fortæringen af guden. På den ene side koketterer vi således med at være oplyste, på den anden ser vi ikke nogen mulighed for at fundere vore »værdier« på andet end absurde fordrejninger af en for længst hedengangen stammereligion.

En sådan blindgydecivilisation sætter sig til doms over ægyptere og babyloniere, grækere og romere, kulturer, der var stabile og harmoniske i årtusinder, hvor vi kravlede rundt i træerne. Vi overtager kritikløst hebræernes tolkning af det sæsonprægede pyramidebyggeri som »slaveri«, af ikke-jødisk liturgi som »prostitution« og det civiliserende romerrige som en ondskabsfuld besættelsesmagt, simpelt hen fordi vi insisterer på at sætte en senhellenistisk frelsersekts fikse ideer som eneste målestok. Oplysning, jotak!

Det er denne vilkårlige mytologi, der gennemsyrer hele vores verdensbillede, sjælen som modsætning til kroppen, fysisk og psykisk, det ordnede univers skabt af en enkelt arkitekt til benefice for menneskearten. Det er den stupide verdensforklaring, der får os til aldeles ugenert at voldtage ni tiendedele af menneskeheden for derefter at føje spot til skade ved at udle dem for deres bundløse uvidenhed i ikke at overtage vores korsfæstede totem, vores opstandelsesmysterium, vores rituelle kannibalisme.

Og når vi så trods alt rødmer over denne menneskeæderkult, så fjerner vi et par mirakler og fremhæver etikken, som om dæmonen ikke flytter med. Som om en moral, der udspringer af monoteisme og transcendentalfanatisme, nogen sinde skulle kunne være andet end verdens- og menneskefjendsk.

Det får så være, af og til maler kulturer sig ind i et hjørne. Men at vi ud fra denne lidet smigrende position udråber os til epistemologiske verdensherskere og -frelsere, er så tåbeligt, at man skal se teologernes smørrede grin for at forstå det.

Så det er altså de ikke- og førkristne religioner, der er primitive? Herre Jemini!

Vi tager en religion, der er ekstatisk af natur, og gør den til en familiefest, en religion, der ville snigmyrde verden, til noget samfundsopretholdende, en garanti for borgerlige dyder. Vi håndhæver en religion, der er død, og derfor uden oplevelse, og gør den religiøse oplevelse patologisk.

Vi diskuterer i endeløse prædikener og kronikker sektmedlemmer som Peter og Paulus, som i dag ville være endt, ikke på korset, men på en psykiatrisk afdeling. Som blev slået af hesten af deres »tro« og bortrykket til den tredje himmel, og gør dem til veldædige grosserere.

Og alt dette anser vi for sundt og fornuftigt. Og vi får et samfund, der er lige så dødt og ondskabsfuldt som den religion, det parodierer. Endelig indser vi de naturaliserede kristne dogmers absolutte idioti og overfører den på religionen generelt.

For det såkaldt »religiøse« menneske er verden altid i støbeskeen, bøjelig, levende og i Mesterens hånd, som ikke er et antediluviansk seven-day-wonder, der bliver stadig mere filosofisk, teoretisk og spekulativ, men menneskeånden, som den åbenbarer sig i naturen, eftersom naturen er et menneskeligt begreb. Her planter ingen celestiel gartner frugttræer eller sætter mennesket til at herske over dit eller dat.

Mennesket springer direkte ud af denne natur. Bersærken ifører sig ikke bjørneham for at blive en bjørn, men for at blive menneske, for at skille sig ud som subjekt fra den verden, det fundamentalt er en del af.

Der er ikke ånder i tingene, tingene er omhyggeligt destilleret ånd. Det forstår vi ikke, og derfor forstår vi ikke litteraturen, og fordi vi ikke forstår litteraturen, har vi heller ikke nogen.

Men fortælleren fortæller ikke om verden, han fortæller den. Den litteratur, der forsøger at beskrive en præeksisterende verden, er således simpelt hen plagiat, for den verden, den imiterer, er blot andre, for længst afdøde fortælleres værk.

Vi forstår ikke religionen, vi tror, den er et medlemskab, en søndagspligt. Som alt andet meningsfuldt i tilværelsen, sex, jagt, det, vi egentlig har evner for og lyst til, er det blevet en hobby, så vi kan følge vores akulturs højtidelige begravelsesprocession.

Foreningen af mand og kvinde, gud og menneske foregår bag lukkede døre og nedrullede persienner, den hellige fallos ligger til spot i luderkarlens skuffe. I templet hænger billeder af et menneske, der er torteret til døde, det tiltaler os mere. Hvordan skulle vi kunne ane, hvad religion er, hvad det vil sige at vandre med sin gud?

Som det nok er gået op for de fleste af tilhørerne, er dette ikke en forelæsning. Det er der flere grunde til.

For det første var det ikke det, min indbydelse lød på. Dette er ikke undervisning, det er et af disse alkoholfri symposier, hvor ingen gudinder lovsynges, og næppe heller nogen ville føle sig hverken tilskyndet eller udrustet dertil.

Undervisningen er selvfølgelig endnu værre - jeg har også gået her engang. For det andet måtte mine tilhørere, hvis en sådan undervisning skulle finde sted, først ulære alt, hvad de har lært, al deres »tro«, alle evighedshåbene og symbolerne, »frugtbarhedsriterne« og alt det andet vås, hele deres hule overlegenhed over for disse stakkels vilde, som i mangel af elektricitet måtte opfinde guder.

Og det er næppe praktisabelt. Men det gør heller ikke noget.

Der er snart kaffepause. Så kan man defilere hovedrystende ud, mens man meget kortvarigt spekulerer over, hvad man dog skal mene om al denne ubehageligt åbenbart overlegne, men tilsyneladende ganske formålsløse intellektualitet.

Jeg skal prøve at hjælpe. Af og til føler jeg virkelig, der burde være støttegrupper, hvor man kunne få hjælp til at komme over Neutzsky-Wulff - skønt de fleste tilsyneladende klarer det udmærket selv.

Det vigtigste at huske er, at dette ikke er nutid. Det er fortid.

Vi befinder os ikke i det enogtyvende eller toogtyvende århundrede, men på vores bedsteforældres tid, nærmere betegnet 1997. Når I kommer hjem, kan I slå denne lille anekdote op i jeres kommentarhæfte, eller I kan spørge jeres børn om den, de kender den sikkert ad nauseam fra dansktimerne, hvor man morer sig demonstrativt og støjende over den.

Og jeg - jeg er ikke Erwin Neutzsky-Wulff. Naturligvis ikke.

Jeg er en skuespiller hyret specielt til lejligheden for at forsøge at genskabe dette marginalt historiske øjeblik.

De forstår, mine damer og herrer, personlig er jeg bedøvende ligeglad med en filosof, der har været død i flere århundreder, han interesserer mig ikke mere end Hecuba. Neutzsky-Wulff hører trods alt ikke til de mest spændende roller.

Desuden får jeg ondt i ryggen af at stå krumbøjet så lang tid ad gangen, og det kunstige skæg kradser. Begynder De at forstå, mine tilhørere, eller skal jeg læse de respektive dødsannoncer op?

This all happened long ago. Ingen tager arketyper og semantisk analyse alvorligt længere.

Bagefter kan I gå ud i atriet og se min statue, den er fuldstændig skidt til af de lokale duer, og kommunen har atter afslået en bevilling til at forny guldbronzen.

De er til nar, mine damer og herrer, men det skal De ikke tage Dem nær, den skæbne er vederfaredes klogere folk end De, blot fordi de var så uheldige at være døde og have undladt i det rette øjeblik at applaudere ekstatisk.

Og hvorfor tror De, kommunen ikke vil bevilge guldbronze? Det er selvfølgelig, fordi også Neutzsky-Wulff er begyndt at lugte betænkeligt muggent.

Bevares, jeg kommer aldrig til at dele professorernes og viktualiehandlernes skæbne. Men efterspørgslen på mit tyggegummikort vil i perioder være stærkt svingende.

Fra Elysion vil jeg med tilfredshed konstatere, at et Neutzsky-Wulff koster to Sokrates og fem Marx. Når man kan få 100 Neutzsky-Wulff for et Napoleon, bliver jeg fornærmet og vender mig om på den anden side.

Forstår De, Idehistorie minder meget om fribrydning. Det ser umanerlig drabeligt ud, men vi ved jo, hvem der vinder.

Den erfarne bookmaker giver ikke de store odds på en Kierkegaard. Men skulle en dag en Martensen eller Mynster vinde, vil de gøre de spillere rige, som holdt på dem.

Men lad alligevel være! Mellem os sagt har de ikke mange chancer.

Place your bets, gentlemen! Neutzsky-Wulff eller Religionshistorisk Fakultet? Jeg trækker mig tilbage og lader juryen votere.

Erwin Neutzsky-Wulff