Vi lever på randen af en økologisk kollaps, og udviklingen går med ekspresfart mod en temmelig ubenægtelig afgrund, fra hvilken ingen kultur atter kommer til at rejse sig den første æon eller så. Næppe noget eller nogen er mere ansvarlig herfor end kapitalens løbske markedskræfter, den eksklusive magtelites destruktive kaoskræfter.

Uden dermed at ville anslå gammelkendte dommedagstemaer og gøre den ganske klodes ve og vel til Faklens ærinde er det dog værd at tage i betragtning, at vi er ved at nå den globale smertegrænse for en vækst, der tjener – og alene tjener – profittens formål. At radikale forandringer i dag er nødvendige i enhver sammenhæng, er utvivlsomt en af det seneste par årtusinders mest uhyggelige underdrivelser.

Kunne blot dette foruroligende scenario så dog i det mindste være anledningen til snarest at genindsætte mennesket i stedet for væksten i centrum af vort samfund, ville der måske trods alt være en farbar og frugtbar vej væk fra kanten af afgrunden.

Samfundet består jo ikke af produkter, men af mennesker, og samfundets formål kan derfor ikke sammenlignes med erhvervslivets. Ingen er således ringere politiske ledere end erhvervslivets ledere og dem, der lefler for erhvervslivets ledere, fordi de netop ønsker at drive samfundet, som var det en forretning; men lige så lidt som mennesket er et produkt, lige så lidt skal menneskelige forhold hverken effektiviseres, rationaliseres eller profitmaksimeres, for samfundet er heller ikke et produktionsapparat.

Vort spørgsmål må således aldrig lyde, hvor længe samfundet har råd til at tage sig af mennesker ud fra menneskelige hensyn; men omvendt, hvor længe samfundet fortsat har råd til at se passivt til, mens rige stjæler fra fattige.

Der findes nemlig ingen materielle goder eller nogen økonomisk gevinst, som ikke i sidste ende er taget fra samfundet, hvorfor den, der har taget mere end sin næste, men som ikke har flere at forsørge, enten bevidst er en gemen tyv eller ubevidst profiterer af en tyvagtig fordeling.

Enhver, som iværksætter eller aktivt støtter dette røveri, gør sig således uvilkårligt til talsmand for den fascistiske idé, at noget menneske skulle kunne være mere værd end noget andet menneske.

Som humanister må vi selvsagt bekæmpe denne overmenneske-ideologi, ganske som vi må bekæmpe den fattigdom, som den forårsager. Ved at insistere på, at intet menneske på nogen måde kan hævdes at være mere værd end noget andet menneske, har vi dermed også én gang for alle svaret på, hvorledes samfundet finansierer sine udgifter: Så længe de rige ikke fattes penge, fattes riget ikke penge!

Det er imidlertid end ikke tilstrækkeligt, om vi nøjes med at kræve al økonomisk samfundstyveri afskaffet. Om et humant samfund er der ikke tale, så længe vi ikke også har arbejdsfrihed: Frihed til at arbejde med lige præcis det, som ens evner og lyster tilsiger en, såvel som friheden til ikke at arbejde, hvad enten det er evnerne eller lysterne, der mangler.

Den, der ikke kan, skal ikke arbejde, og den, der ikke vil, kan ikke arbejde. Begge har dog stadig væk brug for brød og bolig, og begge skal selvfølgelig forsynes med brød og bolig uden skelen til deres plads i eller uden for arbejdsmarkedet.

Men skal der da slet ikke være nogen gevinst ved at arbejde? Jo, glæden ved at arbejde med det, som man har evner for og lyst til – den løn er netop i dag alt, alt for få beskåret.

Man har fremsat den indvending, at når man ophæver arbejdstvangen, vil alt arbejde standse, og der vil indtræde en tilstand af almindelig dovenskab. Men skulle virkelig bageren ophøre med at bage brød, kirurgen med at operere eller professoren med at forelæse, fordi ingen tvang den arbejdsfri i arbejde?

Nej. At der skulle være for få arbejdere til at varetage samfundets arbejde, når pisken forsvandt, og kun guleroden blev tilbage, er selvfølgelig utænkeligt. Men til gengæld ville fysisk nedslidende, psykisk belastende og ensidigt gentaget arbejde forsvinde, fordi ingen længere kunne tvinges til at udpine krop og sjæl, og den kyniske spekulation i umenneskelige arbejdsforhold ville øjeblikkeligt blive virkningsløs.

Få ville vælge lediggang, når det stod dem frit for at beskæftige sig med det, som de virkelig følte for, i stedet for det, som de blev tvunget til. Men de resterende, som måtte foretrække at nyde uden at yde, ville ikke gøre anden skade end at føje deres glæde over lediggangen til andres glæde over arbejdet.

Arbejderen og den arbejdsfri får jo i sidste ende begge deres løn fra det samfund, som de begge er en ligeværdig del af, og hvis frugt de derfor begge bør have ligeværdig adgang til og del i.

Intet retfærdiggør derfor, at samfundets manglende evne til at skaffe meningsfuldt arbejde skulle tvinge noget menneske til meningsløs tvangsaktivering eller nogen anden form for slaveri.

For eftersom det er samfundet, der har frataget individet dets reelle mulighed for eventuelt at vælge samfundet fra, kan samfundet heller ikke vælge noget individ fra og må derfor som et minimum være forpligtet til at forsørge enhver borger. Den eneste modydelse, som samfundet efterfølgende kan kræve herfor, er, at den enkelte undlader at hindre andre i at nyde den frihed, som han selv nyder.

Men brød og bolig må i alle tilfælde være en menneskeret på linje med retten til at trække vejret. Et samfund, hvor ikke alle får brød og bolig, er således ikke et samfund, men et dække over organiseret tyveri, og derfor må det selvfølgelig være lige så stor en menneskeret at kræve tilbage, hvad man uretmæssigt er blevet frastjålet – også selv om tyven i dag hedder Lov og Ret!

Faklen