Vi finder os ikke i mere lort! Vi opfordrer alle kvinder til militant konfrontation! Bliver du klappet i røven, så vend ikke den anden balle til – nik ham en skalle!« Sådan lyder budskabet fra kvinder, der har valgt at gribe til yderliggående selvtægt i kampen for deres integritet …

Kvinder, der slår igen og organiserer sig i såkaldte kvindebander, er en tendens, som et stykke tid har kunnet iagttages verden over – også i Danmark. Faklen har talt med Kvindebanden Vagina Dentata, som indtil videre er den gruppe, der har markeret sig tydeligst herhjemme gennem aktioner og i pressen.

»Vi opfordrer alle kvinder til at slutte sig sammen i kvindebander og aktivt bekæmpe alle former for kvindediskriminerende overgreb.« Sådan lyder en af de meget direkte opfordringer i gruppens aktionserklæring. Banden er forholdsvis nystartet, og dens medlemmer betegner sig selv som »revolutionære feminister«. Af sikkerhedsmæssige årsager optræder de altid anonymt i pressen.

Kvinderne har meget forskellige forudsætninger, men de har fundet et fælles samlingspunkt i gruppen og dens aktioner. Nogle kender hinanden i forvejen fra det revolutionære feministiske miljø og Kvindebanden Phoolan Devi. Mange af dem har en politisk og partiorganiseret baggrund.

En af kvinderne fra Vagina Dentata forklarer, at gruppens navn (latin: Skeden med tænder) er hentet i psykologien. Det er et freudiansk begreb brugt om kvinden som uhyre, et billede på mandens kastrationsangst, men kvindebanden har taget det til sig som et symbol på »kvinder, der slår igen eller bider fra sig«, som de udtrykker det. Billedet eksisterer desuden i flere mytologier som myten om »den betandede kusse«.

Gruppen opstod i forbindelse med de voldtægter, der sidste efterår opskræmte Silkeborgs indbyggere. Som et alternativ til politimesterens opfordring til byens kvinder om at blive inden døre udsendte Vagina Dentata den omtalte aktionserklæring ved at besætte Politikens Hus i København. Heri hedder det bl.a.: »Find dig ikke i at blive bedt om at blive hjemme, fordi mænd begår voldtægt.« Og til mændene: »Vi opfordrer alle mænd til, i solidaritet, at blive hjemme om natten eller kun at gå ud ledsaget af en kvinde efter kl. 20, indtil alle kvinder igen kan bevæge sig frit.«

Kvindebander og voldeligt selvforsvar

Inspirationen er hentet mange forskellige steder, men selvfølgelig især hos kvinder, som har turdet kæmpe. »Alle kvinder, der kæmper, er inspirerende,« påpeger Vagina Dentata. Der nævnes navne som Emma Goldman, anarkist og revolutionær, og Angela Davis, amerikansk kommunist og frihedsforkæmper, samt Lorena Bobbitt, som skar sin mands kønsorgan af, fordi han gennem en årrække havde voldtaget og mishandlet hende. Hun har været forbillede for mange kvinder verden over. Man taler ligefrem om en kult omkring hende. Også den indiske kvinde Phoolan Devi nævnes med beundring i blikket. Som kasteløs måtte hun tåle at blive voldtaget af sin ægtemand og andre af mændene i sin landsby. Efter at være blevet bortført af en røverbande, som hun dog senere blev optaget i, vendte hun tilbage og dræbte 11 af sine voldtægtsmænd. De mange års mishandling, først i sin landsby og dernæst i fængslet, knækkede imidlertid ikke Phoolan Devis kampmod. I dag er hun valgt ind i det indiske parlament, men har igen måttet flygte pga. retssystemets genoptagelse af hendes sag.

Som de nævnte kvinder illustrerer, er det for Vagina Dentata konkret handling, der lægges mest vægt på: »Man kan lære meget, men det er altid praksis, der er afgørende.«

»Vi er også hinandens forbilleder,« siger en af kvinderne. »Vi lærer selvfølgelig af hinanden. I og med at nogle af os tør konfrontere sig mere, rykker det altid ved de andre som inspiration. Vi håber selvfølgelig også, at vi kan virke inspirerende på andre kvinder, at andre kan se, at hvis vi kan gøre det, så kan de også.«

Selv om kvindebandefænomenet er forholdsvis nyt i Danmark, kan Vagina Dentata berette om lande som Italien og Tyskland, hvor der i længere tid har eksisteret organiserede kvindepatruljer. Herhjemme kender de til en del lignende kvindegrupper spredt over hele landet, men det er ikke alle disse, der vil bruge betegnelsen »kvindebande« om sig selv.

Interessen og bevidstgørelsen omkring den problematik, de arbejder med, er stigende. Og selv om det er et nyt fænomen, at nogen tager sig retten til at slå igen, så har der dog ifølge Vagina Dentata altid eksisteret stærke feministiske kræfter såvel i kvindegrupper som hos enkeltpersoner. Men kvindebanden betegner det som deres formål at oprette en ny, stærkere og mere radikal kvindebevægelse, som kan skabe forandringer, både holdningsmæssigt og i praksis. Modsat avisernes billede agerer gruppen ikke udrykningspatrulje: »Vi er ikke en central, man kan ringe til, og så rykker vi ud med baseball-bats.« Derimod prøver de at skabe et netværk af samarbejdende kvindebander, der således vil stå stærkere, end hvis kvinderne forbliver opsplittet i smågrupper. »Vi prøver at mobilisere andre kvinder til at slutte sig sammen med os i en bevægelse,« siger gruppen. »Vi må sende nogle signaler, der siger: Vi kan og vi vil slå fra os. Og vi har ret til at gøre det! Det handler om at gøre op med offerrollen – ikke at acceptere at være offer. Dette provokerer mange, men det er vigtigt at turde slå fra sig og gå imod de myter og fordomme, der får de fleste til at tro, at kvinder ikke kan slås. For det kan vi!« er kvindebandens klare budskab.

Opgøret med den underdanige kvinderolle

»Vold mod kvinder, voldtægt i hvert fald, er den forbrydelse, der bliver straffet allermindst i forhold til, hvor alvorlig den er. Det er en forbrydelse, der virkelig kan betale sig!«

Vagina Dentata ser løsningen i befrielsen fra den rolle, man som kvinde opdrages til, med alt, hvad den indebærer af forventninger og forbud. »Det ligger i vores samfund, i vores opdragelse, hvilket vil sige i hele det system, vi lever i. Kvinder er modsat mænd opdraget til ikke at være aggressive, men at vende tingene ind mod sig selv og dér finde årsagen: 'Jeg har nok gjort …' og 'Jeg skulle ikke have sagt …' Men når man får følelsen af hævn eller lyst til at hævne sig, er det jo for at få det ud af kroppen igen og rette det mod den, der er årsag til det. Hvis en kvinde bliver udsat for et overgreb, er der altid en tendens til, at man søger grunden til overgrebet i hendes adfærd, hendes manglende evne til at sige fra eller hendes tøj. Men vi vil gerne slå fast, at ingen har lov til at begå overgreb!«

Derfor har gruppen også gjort sig til talskvinde for nye og i manges øjne radikale løsninger på problemet: »Vi har nogle løsningsmuligheder. Der er alternativer til at tage noget andet tøj på, gå en anden rute hjem eller ligefrem blive hjemme – de muligheder, som nu er tilgængelige for kvinder i vores samfund.« Aktionserklæringen taler om militant konfrontation. »Vi siger bare: Kvinder kan også blive vrede og aggressive. Vi er blevet opdraget til ikke at kunne slås og har derfor aldrig lært det. Men det er muligt for alle kvinder at lære at turde forsvare sig, på den ene eller anden måde.« Naturligvis er der tilfælde, hvor kvinden ikke er stærk nok til at handle. Her mener de, at hun så eventuelt kan henvende sig til andre kvinder, der har styrke og kan bakke hende op.

Og erfaringerne viser, at sanktionerne virker. Vagina Dentata kan også mærke, at de har haft en vis indvirkning på andre kvinder. De har fået mange positive tilkendegivelser fra enkeltpersoner, såvel fra nogle, der uofficielt bakker dem op, som fra folk, der træder frem og siger, at de støtter dem. Også personligt føler kvindebandens medlemmer, at deres arbejde har båret frugt. I deres dagligdag, på gaden eller blandt bekendte, mærker de en forandring. Om mandens reaktion på, at de svarer fysisk igen på hans tilnærmelser, siger en af kvinderne: »Han bliver som regel forbavset. Min erfaring er altid: Respekt. Men faktisk er jeg kommet ud af mange situationer ved ikke at gøre ret meget. Det handler om at udstråle, at du er parat til at gå hele vejen. Man får et andet selvværd, en selvrespekt.«

»Hvis man laver aktioner, kan mange mænd se, at voldtægt ikke kan betale sig,« forklarer en anden. På denne måde opnår gruppen en stor præventiv virkning, ikke kun for dem selv, men også for andre kvinder. Jo flere kvinder, der bliver gjort opmærksomme på, at det er muligt for dem at lære at forsvare sig, des færre bliver mændenes forsøg på overgreb.

At der er mange fra Vagina Dentatas omgangskreds, der reagerer imod dem, er ikke kommet som nogen overraskelse. »Når vi angriber noget så dybtliggende, er der ingen mænd eller kvinder, der kan undgå at føle sig ramt af det. Mange af os har måttet tage afsked med venner og veninder,« fortæller de. Selv om det drejer sig om tidligere medorganiserede på den yderste venstrefløj, er mange imod deres synspunkter og måder at håndtere problemerne på. Gruppen fortæller bl.a. om et tilfælde, hvor en mand, de alle kendte, havde gennembanket sin kæreste, så hun måtte på hospitalet: »Den generelle holdning i vores gamle miljø var, at det var synd for manden, den stakkel, at han var kommet så langt ud. Han skulle hjælpes. Andre havde læst, at voldsofre ikke kan tænke klart i 4 måneder. Det var så et argument for, at man ikke kunne lytte til, hvad hun sagde, for hun var jo midlertidigt sindssyg.« Vagina Dentata derimod sympatiserede udelukkende med kvinden og tog kraftigt afstand fra den mand, der havde mishandlet hende.

Også ved deres opfattelse af kernefamilien adskiller de sig fra den generelle holdning. De synes under ingen omstændigheder, at en kvinde, der udsættes for overgreb fra sin mands side, er nødsaget til at blive hos ham for at tilgodese deres børns opvækstvilkår. Det er deres erfaring, at selv en del venstreorienterede mener, at det er barnets ret, at manden og kvinden finder ud af det sammen. På denne måde gør Vagina Dentata op med nogle normer og opdragelsesformer, som de ser som yderst hæmmende for kvinden.

Retten til hævn

Adspurgt om de går ind for højere straffe til voldtægtsforbrydere, svarer Vagina Dentata, at det ligger uden for deres område. De forsøger at påvirke kvinderne selv og ikke systemet. »Det er ikke, fordi vi går imod det. Overhovedet ikke. Men det er os sådan set ligegyldigt. Det er ikke nogen dommer, der skal beslutte, hvad der skal ske med voldtægtsforbryderen. Det er kvinden selv.«

Vagina Dentata afviser, at det er tilstrækkeligt at lade samfundet straffe forbryderen: »Hvis der skal være et samfund, hvor kvinder er frie og ikke bliver voldtaget og undertrykt, så må det være et samfund, hvor kvinder har magt over deres egen krop og deres eget liv. Den magt får vi ikke forærende. Den må vi selv tilkæmpe os ved, at kvinder selv definerer, hvornår der er sket et overgreb, selv vurderer, hvornår der skal handles.«

En af dem forklarer: »Det er bedst, at jeg selv formulerer, hvad der er godt for mig. Det kan samfundet ikke fortælle mig. Kvinder har jo forskellige grænser. Det er ikke sådan, at man kan lave en fast regel, der siger, at et klask i røven koster to udslåede tænder eller lignende. På den måde fungerer det ikke. Det må være den enkelte kvinde, der selv vurderer, hvornår hendes grænse er overskredet, og om hun vil svare igen og i så fald med hvad. Den eneste faste regel er, at hun har retten til det.«

På spørgsmålet om, hvilke sanktioner det er rimeligt at tage i anvendelse over for voldtægtsforbryderen, er svaret: »Any means necessary. Vi må tage ansvaret i vore egne hænder. De problemer, vi oplever, må vi selv finde løsninger på, for der er ikke andre, der gør det for os. Hvis kvinden har magten og kræfterne til det i situationen, skal hun naturligvis bruge alle midler. Alle tricks gælder.«

Vagina Dentata mener heller ikke, at der kan opstilles en entydig grænse for, hvornår det er rimeligt at slå ihjel: »Det er i hvert fald ikke en grænse, vi skal sætte. Det må være op til den enkelte. Vi vil ikke en norm, der siger, at alle kvinder, der bliver udsat for voldtægt, skal slå deres gerningsmand ihjel. Men vi synes, det er helt fint, hvis de gør det. Hvis en kvinde vælger at hævne sig eller tage den frihed, der blev taget fra hende, tilbage, så støtter vi det 100%, og vi har ingen moralske skrupler, hvad det angår.«

Almindeligvis skelnes der inden for selvtægt imellem den direkte reaktion i øjeblikket og den senere hævn. Men for Vagina Dentata er det fuldstændig lige meget, hvornår kvinden reagerer. Begge former for reaktion er gyldige: »Man må jo handle, når man har styrke til det. Der findes ikke nogen forældelsesfrist. Er man blevet voldtaget og brød sammen og først finder styrken mange år efter, så er der ikke bagefter nogen, der kan komme og sige: 'Jamen, det skete jo for så mange år siden' eller 'Det gælder ikke'. Det kan jo have ødelagt ens liv indtil da. Det drejer sig om den enkelte kvinde. Det drejer sig om, at hun har været ude for et overgreb og en fornedrelse, som hun skal kunne gøre sig fri af. Det vigtigste er, at den enkelte kvinde går markant ind og sætter sine egne grænser og definerer, hvornår hendes grænser er brudt.«

Henvendelse til Vagina Dentata kan ske på nedenstående adresse:

Kvindehuset
Gothersgade 37
1123 København K

Camilla Holm Brodersen, Cecilia Brynskov og Anne Kristine Jakobsen