Faklen analyserer dansk strafferet og retspraksis i forbindelse med voldtægtsofre og ser bl.a. på, hvornår voldtægt egentlig er »voldtægt«, og i hvilken udstrækning selvforsvar overhovedet er lovligt – er kvindens integritet sekundær i moderne lovgivning, og understøtter loven dermed i realiteten voldtægt?

Straffelovens 24. kapitel omhandler sædelighedsforbrydelser, og her findes bestemmelserne om voldtægt og voldtægtslignende forhold, som vi for overblikkets skyld kan inddele i to forskellige kategorier efter den type seksuelle adfærd, forbrydelserne består i.

1. Tiltvingelse af samleje (§§ 216 og 217).

2. Tiltvingelse af »anden kønslig omgængelse end samleje« (§ 224).

Kapitlet indeholder også andre bestemmelser, bl.a. om udnyttelse af en persons underlegenhedstilstand (f.eks. børn, psykisk syge og åndssvage) til opnåelse af samleje mm. og om blufærdighedskrænkelser.

Vi vil tage udgangspunkt i de tilfælde, hvor en mand begår forbrydelsen imod en kvinde, idet disse er de langt hyppigste.

Tiltvingelse af samleje
§ 216 Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 6 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Stk. 2 Straffen kan stige til fængsel i 10 år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der iøvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

§ 217 Den, som skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jfr. § 260, end vold eller trussel om vold, straffes med fængsel indtil 4 år.

§ 260 Med bøde eller hæfte eller med fængsel indtil 2 år straffes for ulovlig tvang den, som

1) ved vold eller ved trussel om vold, om betydelig skade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold eller at åbenbare privatlivet tilhørende forhold tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade noget.

2) ved trussel om at anmelde eller åbenbare et strafbart forhold eller om at fremsætte sande ærerørige beskyldninger tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, for så vidt fremtvingelsen ikke kan anses tilbørligt begrundet ved det forhold, som trusselen angår.

Forskellen mellem § 216 og § 217 ligger i tvangsmidlernes art og derfor strafferammen. Denne er lempeligere for § 217s vedkommende, fordi tvangsmidlerne er af mindre alvorlig art. Af alle sædelighedsforbrydelser betegnes kun de tilfælde, der er omfattet af § 216, som »voldtægt«.

For begge forbrydelser gælder det, at en person har tiltvunget sig samleje eller forsøgt at opnå samleje. Ifølge § 21 er nemlig også forsøg kriminaliseret. Ved fuldbyrdet samleje forstås kun de tilfælde, hvor det mandlige kønslem er indført i kvindens skede. Tiltvingelse af f.eks. analt samleje kan således ikke straffes som »voldtægt«, men falder i stedet inden for kategorien »anden kønslig omgængelse end samleje«.

Tvangsmidlerne i § 216 er »vold eller trussel om vold«. Ved »vold« forstås »mekanisk tvang«: slag, spark o.lign., og dette sidestilles med »hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen«, som foreligger, hvis en mand f.eks. bedøver eller hypnotiserer en kvinde. En »trussel om vold« (»kompulsiv tvang«) behøver ikke at være verbal, men kan også være truende adfærd, hvis manden f.eks. tager en kniv frem eller signalerer til andre tilstedeværende om at træde i aktion.

I 1981 ændredes bestemmelsens ordlyd fra »ved fremkaldelse af frygt for hendes eller hendes nærmestes liv, helbred eller velfærd« til »trussel om vold«, og dermed blev der åbnet mulighed for at straffe gerningsmanden i de tilfælde, hvor kvinden har givet efter for at undgå vold, og altså ikke nødvendigvis pga. alvorlig frygt. Tilfældene er dog problematiske, fordi det kan være vanskeligt for kvinden at bevise, at hendes modstand var alvorligt ment og ikke blot en del af »forspillet«, og der skal være bevis for vold eller trussel om vold og for, at offeret har tilkendegivet og gerningsmanden opfattet modstanden. Dette hænger sammen med, at der kræves forsæt til forbrydelsen, hvilket vil sige, at manden er vidende om, at han foretager handlingen imod kvindens vilje. Dette forsæt mangler, hvis manden ikke har opfattet kvindens modstand som alvorligt ment eller ikke har været klar over, at han er blevet opfattet som truende. § 226 om uagtsomhed gælder således ikke for voldtægtsforbrydelser.

I praksis skal der være meget tydelige tegn på, at der er blevet anvendt vold, specielt hvis en mand skal dømmes for en kontakt- eller bekendtskabsvoldtægt. I de tilfælde, hvor volden ikke har efterladt særlig udtalte mærker på kvinden, vil sagen, som vi skal vende tilbage til, ofte henlægges »på bevisets stilling«.

Tvangsmidlerne i § 217 er som beskrevet i § 260, dog således at § 260s udtryk om at tvinge nogen til at »gøre, tåle eller undlade noget« erstattes af § 217s ord »skaffer sig samleje« (Waaben, s. 51). Efter lovændringen i 1981 bruges bestemmelsen sjældent, og det er derfor svært at få et klart indtryk af, hvilke tilfælde der i dag falder inden for bestemmelsen. Hvis tilfældet kan henføres under § 216 (f.eks. hvis der har været anvendt vold), er § 217 ikke anvendelig.

For såvel § 216 som § 217 gælder det principielt, at den seksuelle selvbestemmelsesret ikke begrænses, hvis man indgår ægteskab. Voldtægt er med andre ord i princippet ikke straffri, selv om den finder sted mellem to personer, der er gift. I praksis vil der dog, som vi senere skal se, sjældent blive rejst tiltale, hvis ægtefællerne har været samlevende på gerningstidspunktet.

For voldtægt (§ 216) er det normale strafmaksimum 6 års fængsel og det udvidede strafmaksimum 10 år (jf. stk. 2). § 217 har et strafmaksimum på 4 år. Da der ikke er noget såkaldt »forhøjet minimum« i bestemmelserne, begynder strafferammerne for begges vedkommende ved 30 dages fængsel (jf. § 33).

Tiltvingelse af anden kønslig omgængelse end samleje

Hvis den adfærd, forbrydelsen består i, ikke falder inden for ovennævnte definition, kan der i stedet dømmes for anden kønslig omgang end samleje efter § 224, der kaldes »anden kønslig omgængelse end samleje«.

§ 224 Bestemmelserne i §§ 216-223 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.

Som det fremgår af lovteksten, gælder der samme strafferamme for denne bestemmelse som for de bestemmelser, den lægger sig op ad, hvilket i praksis betyder, at f.eks. et tilfælde af anden kønslig omgængelse end samleje, der indeholder et overgreb, der nærmer sig samleje, og som er begået ved vold, kan straffes på linie med et tilfælde omfattet af § 216. Også til denne forbrydelse kræves der forsæt.

Afgrænsningen i forhold til blufærdighedskrænkelser ved beføling (§ 232) har givet anledning til et krav om, at den seksuelle adfærd har haft samlejelignende karakter, har fungeret som surrogat for samleje, eller at den for den forurettede har været en krænkelse af tilsvarende karakter (Spec. del, s. 222f). Inden for denne kategori falder altså analt og oralt samleje samt tilfælde, hvor gerningsmanden har ført fingre eller genstande op i kvindens kønsdele.

RETSSYSTEMETS VOLDTÆGT

I Danmark er det den offentlige anklagemyndighed, der varetager såvel efterforskning som alle anklagerfunktioner i strafferetssager, og dermed også i voldtægtssager. Det er således ikke op til den forurettede selv, men anklagemyndigheden, om der f.eks. overhovedet skal rejses tiltale mod gerningsmanden, og hvad der i givet fald skal anklages for. Anklagemyndigheden, som er underordnet justitsministeren, består af rigsadvokaten, statsadvokaterne samt politimestre og politifuldmægtige, i København politidirektøren og politiadvokaterne.

Vi har set nærmere på de forskellige procedurer i anklagemyndighedens behandling af voldtægtssagerne, fra hændelsen anmeldes, til den eventuelt kommer for en domstol.

I 1981 udkom bogen Voldtægt - på vej mod en helhedsforståelse, som er skrevet af fire kriminologer, Carstensen, Kongstad, Larsen og Rasmussen. Bogen var resultatet af et forskningsprojekt udført i årene 1975-80, som bl.a. bestod i en undersøgelse af samtlige anmeldelser, Københavns Politi havde registreret i perioden 1972-76 om voldtægt og voldtægtsforsøg. Forfatterne fik aktindsigtstilladelse af justitsministeriet og kunne således på baggrund af politiets registrering af anmeldelserne indsamle sagsakter for de enkelte sager, dvs. politirapporter, ret- og dombogsudskrifter samt personlige oplysninger om gerningsmanden mm. Ved hjælp af dette materiale blev de i stand til at lave en enestående analyse af retsmyndighedernes behandling af sagerne. Der er desværre ikke lavet nogen tilsvarende undersøgelse af forholdene siden, men selv om der er sket visse ændringer, er en hel del af de holdninger, der dengang lå til grund for behandlingsprocedurerne hos anklagemyndigheden - og specielt hos politiet - de samme i dag. Vi vil derfor - med visse forbehold - tage udgangspunkt i de konkrete eksempler, forfatterne præsenterede.

Anmeldelse

En del voldtægter anmeldes aldrig. Det kan der være flere grunde til. Måske er offeret bange for hævn fra gerningsmandens side; måske kender hun ham godt og kan ikke få sig selv til at anmelde ham; eller måske frygter hun at få en dårlig behandling i forbindelse med den undersøgelse og afhøring, hun skal igennem, hvis hun anmelder. Fra specielle sager ved man, at selv nogle af de kvinder, der udsættes for en overfaldsvoldtægt, undlader at anmelde (Kjøller), men det sker formodentlig primært i forbindelse med kontakt- og bekendtskabsvoldtægter.

Andre voldtægter anmeldes, men når aldrig videre, fordi politiet vælger ikke at optage rapport. Retsplejelovens § 749, stk. 1 hjemler en sådan afvisning af anmeldelser, som politiet skønner er falske eller uden kriminelt gerningsindhold. Disse sager registreres ikke og figurerer dermed heller ikke i kriminalstatistikken. Sammen med dem, der ikke anmeldes, udgør tilfældene den skjulte kriminalitet - »mørketallet« for voldtægt. Fra officiel side skønnes dette tal at være 50%, men der har været nævnt tal på helt op til 90-95%. Joan-Søstrene, der er en landsdækkende kriserådgivningsgruppe med rødder i kvindebevægelsen, anslår ud fra deres erfaringer, at det reelle årlige antal voldtægtstilfælde i Danmark er ca. 5.000, hvoraf kun ca. 500 anmeldes (og registreres), dvs. et »mørketal« på 90% (Kirkegaard, s. 76).

Det er næsten umuligt at få indblik i, hvilken slags sager politiet vælger at afvise, inden efterforskningen påbegyndes, fordi der netop ikke skrives rapport om disse.

Carstensen og Larsen fik kendskab til tre af den slags sager, fordi de efter at være blevet afvist i første omgang af forskellige grunde dukkede op igen:

Den første sag blev afvist på grund af kvindens psykisk ustabile tilstand. Sagen dukkede op igen, fordi gerningsmanden henvendte sig et år senere og tilstod, hvorefter han dømtes.

I den anden sag afvistes en prostitueret, bl.a. fordi politiet ikke mente, der var hold i sagen. Sagen blev senere registreret, da det viste sig, at to andre prostituerede havde været udsat for præcis det samme, og fordi et vidne kunne huske, at den første kvinde havde ringet til politiet. Kvinden døde imidlertid, inden sagen kom for retten. Men ellers var manden højst sandsynligt blevet dømt for overgrebet, idet han blev dømt for de to andre.

Den tredje sag var en overfaldsvoldtægt, hvor kvinden afvistes med den forklaring, at der ikke var tale om voldtægt. Betjenten skrev en intern notits om, at anmeldelsen formentlig var falsk, og at kvinden tilsyneladende havde været påvirket af spiritus eller narkotika og i øvrigt havde nægtet at lade sig undersøge på Retsmedicinsk Institut. Kvinden klagede imidlertid, og der blev derfor skrevet en redegørelse for betjentens reaktion, der forklarede, at der pga. de ovenfor nævnte omstændigheder ikke ville blive optaget rapport, og at kvinden havde fået at vide, at hun kunne indfinde sig, når hun blev ædru. Det viste sig, at kvinden slet ikke havde været beruset, men i chok over hændelsen, og at hun havde sagt nej til at blive undersøgt retsmedicinsk, fordi betjenten havde sagt, at det ville være formålsløst - idet han jo ikke troede på hendes forklaring. Sagen blev - som en del overfaldsvoldtægtssager - aldrig opklaret.

Det er naturligvis ikke sikkert, at disse tre sager udgør et repræsentativt udsnit af de voldtægter, der anmeldes uden at blive registreret. Men det er under alle omstændigheder yderst kritisabelt, at der overhovedet eksisterer tilfælde, hvor så vigtige sager afvises. At sagerne dukkede op igen, skyldtes for de to førstnævntes vedkommende tilfældige omstændigheder, og for den sidstnævntes, at kvinden insisterede i en grad, som næppe mange i en krisetilstand formår.

Efterforskning

I alle de tilfælde, hvor sagen registreres, sættes efterforskningen straks efter i gang.

Gerningsstedet undersøges for eventuelle spor.

Politiet kører kvinden til et Retsmedicinsk Institut, hvor hun først besigtiges for ydre skader og derefter klæder sig af, så det kan undersøges, om der er tegn på, at hun har været udsat for vold. Der foretages også en gynækologisk undersøgelse, der skal vise, om hun har haft samleje for nylig (dette bruges i de sager, hvor manden nægter at have haft samleje med kvinden), og om der er eventuelle sædrester. Sådanne kan identificere manden med næsten 100 procents sikkerhed. Undersøgelsen skal helst foretages så hurtigt som muligt, uden at kvinden f.eks. har taget bad eller skiftet tøj. Ellers kan eventuelle spor være forsvundet.

Kvinden afhøres. Under afhøringen skal kvinden beskrive handlingsforløbet så udførligt som overhovedet muligt. Dette betyder, at hun ned til mindste detalje må beskrive alt, hvad manden har gjort ved hende.

Tidligere blev hun spurgt grundigt ud om sit seksualliv - hvornår hun havde samleje første gang, hvor mange hun havde haft samleje med, hvordan hendes nuværende seksualliv var mm. I dag har politiet ingen grund til at spørge om kvindens seksualliv i almindelighed - idet der principielt ikke må føres bevis om dette i retssalen - men det er dog en kendsgerning, at de stadig gør det (Kirkegaard, s. 77). Derudover lægges der i udspørgningen om handlingsforløbet også stor vægt på at undersøge, hvorvidt kvinden har optrådt udfordrende og »letsindigt«, hvilket, som vi skal se, har betydning for, om sagen henlægges. Det er derfor ikke uden grund, at en del kvinder føler sig mistænkeliggjort under afhøringen.

Der er utallige andre eksempler på politiets mistro. Af og til oplyser de kvinden om, at det er ulovligt at foretage falsk anmeldelse, eller siger, at voldtægt er en alvorlig anklage, og at hun hellere må gå hjem og tænke sig om en ekstra gang. I mange tilfælde undersøges det, om hun tidligere har anmeldt en voldtægtssag, hvilket - hvis det er tilfældet - skærper politiets mistænksomhed yderligere. Hvis kvinden har en samlever eller kæreste, er de også interesserede i at vide, om hun har været uvenner med ham inden hændelsen, idet de mener, dette giver grund til mistanke om falsk anmeldelse. (Efter en uoverensstemmelse med samleveren skal hun være gået i seng med en fremmed mand, have fortrudt og anmeldt det som en voldtægt …).

I en sag fra 1988 blev en kvinde udsat for samtlige ovennævnte afhøringsmetoder - på trods af, at retsmedicineren havde undersøgt hende og ingen grund fundet til at antage, at der var tale om falsk anmeldelse. Da kriminalkommissæren blev præsenteret for, hvordan kvinden var blevet afhørt, svarede han, at hendes sag var blevet behandlet korrekt. (Det Fri Aktuelt, 15.1.88).

Vidner afhøres. Dette gøres for at få deres version af hændelsen og med henblik på at finde frem til gerningsmanden.

Gerningsmanden afhøres. Hans opfattelse af handlingsforløbet undersøges, idet denne er af afgørende betydning for, hvorvidt man kan tale om forsæt eller ej.

Henlæggelser

Når efterforskningen er slut, tages der stilling til sagens videre udfald. Ud over de sager, hvor der rejses tiltale, er der fire muligheder:

1. Sagen stilles i bero som uopklaret, hvis det ikke har været muligt at finde gerningsmanden, hvilket naturligvis sker oftest i sager, hvor der er tale om en overfaldsvoldtægt. Alle andre sager - inklusiv alle former for henlæggelser - registreres som »opklarede«.

2. Sagen henlægges som grundløs. Dette kan gøres, hvis politiet ikke mener, der foreligger en forbrydelse (jf. retsplejelovens § 749, stk. 1). Til denne kategori hører sager, hvor kvinden har foretaget falsk anmeldelse, som imidlertid forekommer væsentlig sjældnere, end politiets ihærdige forsøg på at afsløre dem antyder. De nyeste tal fra en undersøgelse foretaget af en statistikgruppe under Rigspolitichefen viser, at 55 ud af 1.366 anmeldelser i årene 1990-92 var falske. Det svarer til 4%. (Undersøgelsen er endnu ikke publiceret, men disse tal er gengivet i Kirkegaard, s. 164).

3. Der gives tiltalefrafald. I disse sager ved anklagemyndigheden, at den ville kunne gennemføre sagen til domfældelse, men undlader alligevel at rejse tiltale (jf. retsplejelovens § 723, stk. 1). I voldtægtssager sker dette oftest ud fra et hensyn til gerningsmandens unge alder.

4. Sagen henlægges på bevisets stilling og tiltale undlades. Dette sker i de tilfælde, hvor anklagemyndigheden skønner, at »undersøgelsen ikke kan ventes at føre til, at en person findes skyldig til straf« (jf. retsplejelovens § 723, stk. 1). Ifølge retsplejeloven er det statsadvokaten, der skal afgøre dette, men i praksis sker det i langt de fleste tilfælde ved, at denne tiltræder en indstilling, som politiadvokaten har udarbejdet på baggrund af politiets behandling af sagen, der således reelt er bestemmende for, om der rejses tiltale. Carstensen og Larsens undersøgelse af disse sager viste, at de faldt i to hovedgrupper:

o Sager, der henlagdes, fordi der manglede tilstrækkeligt bevis for, at den sigtede var gerningsmanden.

Denne slags tilfælde, hvor der kun er stærke indicier for, at den sigtede er gerningsmanden, ligger på grænsen til de uopklarede, og Carstensen og Larsen fandt alle henlæggelserne rimelige.

o Sager, der henlagdes, fordi der var tvivl om, hvorvidt der faktisk forelå voldtægt, altså om der på trods af anmeldelsen i virkeligheden var tale om frivilligt samleje.

Indicierne i disse sager var af varierende styrke: I nogle tilfælde stod mandens påstand om, at samlejet var frivilligt, over for kvindens påstand om det modsatte. Hvis der var indicier, der støttede kvindens forklaring, gik de lige op med dem, der støttede mandens. I disse sager, der var »oplagte henlæggelsessager«, fordi manden lige så godt kunne være uskyldig som skyldig, vendte politiet efterforskningen mod kvinden og søgte at bevise, at hun var »sådan en, som kunne tænkes at indlade sig frivilligt med mænd«. Vidner afhørtes udelukkende med henblik på at finde ud af dette, til trods for at en sådan oplysning, som forfatterne bemærker, »umuligt kan have nogen værdi som bevis for at pigen i den foreliggende sag frivilligt har indladt sig med manden.« (Carstensen og Larsen, s. 146, vores fremhævelse).

I de to næste grupper af sager er der hhv. »svage« og »noget stærkere« indicier mod manden. Om sagerne med »svage« indicier slutter forfatterne, at henlæggelsen var den mest rimelige løsning, og i den sidstnævnte, at det stadig var tvivlsomt, om indicierne var stærke nok til retligt at fastslå mandens skyld.

En del af sagerne med »noget stærkere« indicier er temmelig grove og peger umiddelbart i retning af en skyldig gerningsmand. I en sag var kvindens bukser flænget, hendes ørenring revet ud, og ved den retsmedicinske undersøgelse fandt man sæd i hendes skede, selv om manden nægtede, at de havde haft samleje. Også i disse sager blev der lagt uforholdsmæssig stor vægt på kvindens almindelige sædelige vandel og hendes »letsindige opførsel« forud for voldtægtssituationen. I den nævnte sag havde kvinden mødt manden på en restaurant og var gået med til hans hotel. I politiets rapport stod bl.a.: »Afhørte har nu ved nærmere gennemtænkning af sagen dog indset, at hun ved sin opførsel den pågældende aften og nat sammen med sigtede, kan have givet det indtryk, at hun var villig til at have samleje med ham - dette også set i relation til, at sigtede måske ikke har helt den samme indstilling til piger som skandinaviske mænd. [Sigtede var udlænding.] Afhørte er klar over, at hun, når hun ikke ønskede at have samleje med sigtede, ikke skulle være gået med til hans hotelværelse …« (Carstensen og Larsen, s. 147).

Begrundelsen for henlæggelsen i denne sag ligner begrundelsen i størstedelen af dem, der faldt inden for den sidste gruppe, hvor indicierne for, at manden var skyldig, var »temmelig gode«, og som forfatterne konkluderede, var henlagt på et meget betænkeligt grundlag. I mange af sagerne var der tydelige tegn på, at der var anvendt vold. I en sag havde en kvinde indvilget i kæleri, men havde sagt nej til samleje. Den retsmedicinske undersøgelse viste, at hun havde fået hjernerystelse, og der var tegn på, at der var blevet taget kvælertag. Manden vedgik, at han var skyld i disse skader, men begrundede dem med, at han var »så ophidset, at han ikke kunne stoppe.« I andre sager var der entydige vidneudsagn, der støttede kvinden, bl.a. en sag, hvor vidner klart kunne fortælle, at hun var blevet tvunget til samleje. I atter andre var manden beviseligt brudt ind i kvindens lejlighed for at skaffe sig samleje med hende, men i et af tilfældene var parterne tidligere samlevende, og i et andet havde kvinden danset med manden på et værtshus, inden hun var gået hjem, intetanende om, at han fulgte efter hende.

Frivilligt forudgående samvær eller den omstændighed, at parterne tidligere havde boet sammen, angives af Carstensen og Larsen da også som politiets væsentligste grund til henlæggelsen i de fleste af disse »betænkelige« sager.

Domme

Hvis der rejses tiltale, skal sagen for en domstol, hvor kvinden får tildelt en advokat af det offentlige. Denne advokat skal fungere som anklager i sagen, men det er ikke hans opgave at tale kvindens sag, som forsvareren taler den tiltaltes sag. Som repræsentant for det offentlige skal han være upartisk og blot sørge for, at »retfærdigheden« sker fyldest. Anklageren og kvinden har aldrig mødt hinanden før, og han kender derfor kun sagen ud fra rapporterne.

Frifindelser er relativt sjældne: I 1995 endte ca. 14% af alle domme i voldtægtssager med frifindelse, i 1994 kun 7%. I de fleste af sagerne lyder dommen på ubetinget fængsel - 60% af alle domme i 1995, og 75% i 1994 (Kriminalstatistik 1994 samt de foreløbige tal fra 1995, som endnu ikke er udgivet).

Som det gælder for næsten alle forbrydelser, anvendes det strafmaksimum, lovteksten angiver, kun i yderst sjældne tilfælde, og den gennemsnitlige straf er væsentlig lavere. I 1994 blev det normale strafmaksimum ikke anvendt en eneste gang for § 216s vedkommende; kun to blev idømt længere straf end 3 år, ingen længere end 5 år; og den gennemsnitlige straflængde for ubetingede straffe var på 14,6 måneder. Til sammenligning kan det nævnes, at den gennemsnitlige straflængde for ubetingede straffe i forbindelse med røveri (§ 288) var 16,0 måneder, og i forbindelse med grov skattesvig (§ 289) 19,6 måneder (Kriminalstatistik 1994; de tilsvarende data for 1995 er endnu ikke gjort endeligt op).

Da statistikken giver et begrænset billede, har vi undersøgt retspraksis. Afsagte strafferetsdomme findes i Ugeskrift for Retsvæsen (UfR), der optager alle højesteretsdomme, en del domme fra landsretterne samt nogle få byretsdomme. Det er klart, at den trykte retspraksis heller ikke giver et optimalt indtryk af retstilstanden på et område, idet f.eks. langt størstedelen af de mange byretsdomme ikke trykkes. Man skal især holde sig for øje, at den gennemsnitlige straflængde i de sager, der trykkes, er højere end gennemsnittet for alle voldtægtsdomme. Dette skyldes formentlig primært to forhold: For det første er der en tendens til, at domme, der ankes, skærpes. For det andet er der noget, der tyder på, at tilfælde, hvor forbrydelsen straffes særlig hårdt, også ankes. Altså afsiges mange domme, hvor straffen er høj, i Højesteret, hvis domme statistisk set er særdeles overrepræsenterede i UfR. Men det er ikke desto mindre den eneste mulighed, der findes, for at undersøge forholdene.

Det, den trykte retspraksis derimod er velegnet til, er at give et indtryk af, hvilke omstændigheder der foreligger, når der straffes hhv. hårdt og mildt. For at finde ud af dette har vi undersøgt alle de domme for voldtægt og voldtægtslignende forhold (§§ 216-217 og § 224, jf. § 216 el. § 217), der har været trykt i UfR igennem de sidste 10 år (1987-96).

Vi fandt frem til følgende tendenser:

Høje straffe gives, når manden dømmes for flere forhold på én gang, eksempelvis:

UfR 1995.299 H

En 28-årig mand idømmes 5 års fængsel for

et tilfælde af voldtægt og anden kønslig omgængelse end samleje over for en 18-årig pige,

to tilfælde af forsøg på voldtægt samt anden kønslig omgængelse end samleje over for piger på 17 og 22 år og

et tilfælde af ulovlig tvang og blufærdighedskrænkelse over for en 18-årig pige.

(Landsrettens dom stadfæstedes).

UfR 1996.1326 H

En 32-årig mand idømmes fængsel i 3½ år for

et tilfælde af voldtægt over for sin mor,

et tilfælde af voldtægtsforsøg og anden kønslig omgængelse end samleje over for sin mor,

et tilfælde af voldtægtsforsøg over for sin søster,

et tilfælde af voldtægtsforsøg over for sin tidligere samlever og

to tilfælde af voldtægtsforsøg og anden kønslig omgængelse end samleje over for sin tidligere samlever.

(Landsretten havde idømt forvaring).

Eller når manden er tidligere straffet:

UfR 1989.840 H

En 28-årig mand, der har været straffet to gange tidligere for voldtægt (i 1982 og 1986), findes nu skyldig i endnu et tilfælde og idømmes 5 års fængsel, hvori indgår en reststraf på ca. 1 år. (Landsrettens dom stadfæstedes).

Milde straffe gives ofte, når der er tale om kontakt- og bekendtskabsvoldtægter, f.eks.:

UfR 1995.895 H

En 58-årig mand idømmes 6 måneders fængsel for at have voldtaget en 50-årig kvinde, hvis hjem han skaffede sig adgang til ved at knuse en rude, inden hun selv var kommet hjem. De to var kommet sammen indtil et par måneder forinden.

(Byretten havde idømt 6 måneders ubetinget fængsel. Østre Landsret formildede til 6 måneders betinget fængsel. Højesteret skærpede atter til 6 måneders ubetinget fængsel).

UfR 1990.372 H

En mand erklærer sig skyldig i og idømmes 6 måneders fængsel for voldtægt af en kvinde, som han er kommet sammen med i et par måneder, men som havde brudt forholdet og under et ophold i mandens lejlighed fastholdt sin afvisning af en fortsat forbindelse. Da hun løb ud i opgangen og skreg, greb han fat i hendes hår og trak hende ind igen, hvorefter han tiltvang sig samleje.

(Byretten havde idømt 150 timers samfundstjeneste. Østre Landsret skærpede til 6 måneders betinget fængsel. Højesteret skærpede til 6 måneders ubetinget fængsel).

Byrettens bemærkninger til sagen var bl.a.: »Tiltalte, som var spirituspåvirket, kunne herefter ikke styre situationen, da det viste sig, at forurettede fastholdt, at hun ville bryde forholdet.« At manden kun idømtes samfundstjeneste, hvilket er usædvanligt i voldtægtssager, begrundedes således: »Retten har herved især lagt vægt på det oplyste om parternes tidligere forhold, og at forurettede efter at have forladt lejligheden frivilligt vendte tilbage igen, og at der kun har været tale om mindre betydende voldsudøvelse, og at tiltalte efterfølgende selv har indledt en antabusbehandling.«

UfR 1991.918 H

Fire unge mænd (16-20 år) idømmes hhv. 6, 4, 9 og 12 måneders fængsel for medvirken til voldtægt, forsøg på voldtægt, voldtægt, voldtægt og forsøg på voldtægt over for en 16-årig pige, som de desuden barberede ved den ene tinding.

(Byretten havde idømt hhv. 2, 2, 2 og 3 måneders ubetinget fængsel samt 4, 4, 10 og 18 måneders betinget fængsel pga. gerningsmændenes unge alder. Vestre Landsret stadfæstede dommene. Højesteret skærpede).

I denne sag er de tiltaltes (T) vidneudsagn gengivet. Der er bl.a. blevet noteret: »Han har tidligere haft et seksuelt forhold til C [den forurettede], og han ved, at hun har haft det med andre i kredsen.« Og: »Det er muligt, at hans opfattelse af, at C har haft forhold til andre mænd, er forkert. Han har det fra nogle gode kammerater, der ikke lyver.« En af de andre tiltaltes oplysninger var: »Han og T3 havde snakket om C og muligheden for at komme i seng med hende, og T3 havde sagt, at den forelå, for hun gjorde det med alle og enhver.«

Bagatelliseringen af voldtægt

Hvis man sammenligner parternes relation i anmeldte og dømte voldtægtssager, kan man se, at kontakt- og bekendtskabsvoldtægterne udgør en væsentlig mindre andel af de dømte end af de anmeldte (bl.a. Carstensen og Larsen, s. 168f, tabel 2; Beier, s. 69). Disse har altså en større henlæggelseshyppighed end overfaldsvoldtægterne. Dette skyldes formodentlig til dels, at disse sager oftere må henlægges på bevisets stilling, fordi manden siger, at samlejet var frivilligt, mens kvinden siger det modsatte, og der ganske enkelt ikke er nok beviser til at dømme manden. Men desværre er der meget, der tyder på, at politiets mening om, hvordan en kvinde skal opføre sig, også er årsag til de mange henlæggelser i sager, hvor parterne i større eller mindre grad kender hinanden i forvejen.

For det første bliver der lagt vægt på, om kvinden har haft »forudgående frivilligt samvær« med manden inden hændelsen. Når der ikke er tale om bevisvanskeligheder mht. kvindens afvisning og dermed mandens forsæt, må henlæggelser af denne type sager nødvendigvis ske ud fra en antagelse om, at der er en grænse for, hvor sent en kvinde kan tillade sig at sige nej, idet en mand kan blive »så ophidset, at han ikke kan stoppe«!

Ræsonnementet bag disse henlæggelser er det samme som det, der ligger bag henlæggelser i sager, hvor parterne enten tidligere har haft et forhold eller er samlevende på gerningstidspunktet: Når kvinden én gang har sagt ja, kan hun ikke forvente, at manden er lige så tilbøjelig til at acceptere hendes nej, som hvis de aldrig havde været sammen tidligere!

Der kan også være andre grunde til, at manden ifølge politiet ikke kan bebrejdes for at vælge at overhøre en afvisning. I 1994 anmeldte en kvindelig læge et voldtægtsforsøg. Manden havde kneblet og bundet hende samt skåret hende med et glasskår på indersiden af lårene. Men pga. visse omstændigheder ved overgrebet henlagde Københavns Politi sagen. »Omstændighederne« var først og fremmest, at kvinden var masochist, hvilket hun ikke lagde skjul på. Derudover havde hun i løbet af aftenen flirtet med manden, inden hun siden afviste ham i hans lejlighed.

Beviset for, at kvinden utvetydigt sagde stop, har politiet selv: På alarmcentralens lydbånd er der en optagelse, hvor kvinden skriger mandens adresse. 14 minutter efter opkaldet fandt politiet kvinden i chok, bundet og blødende, på gulvet i mandens lejlighed. Alligevel henlægges sagen, hvilket politifuldmægtigen begrundede således: »Jeg har ved min afgørelse lagt vægt på, at De er masochist, og sigtede er sadomasochist.« Han påpeger desuden: »Som aftenen skred frem, opstod en tiltrækning mellem Dem og sigtede …«, og »… Et langt stykke hen ad vejen »spillede« [De] med« (Berlingske Tidende, 19.10.94). Manden var med andre ord i sin gode ret til at fortsætte, selv om kvinden ikke ville mere …

Mistænkeliggørelsen af offeret

Som følge af kritikken af politiets behandling af anmelderen i bl.a. voldtægtssager indførtes i 1980 reglen om advokatbistand til den forurettede (jf. retsplejelovens kapitel 66a). Denne regel giver kvinden ret til at få beskikket en advokat, der kan være med under afhøringen af hende samt under domsforhandlingen. Visse begrænsninger i bistandsadvokatens beføjelser betyder dog, at vedkommendes mulighed for at yde den forurettede bedst mulig bistand langtfra er reel. Advokaten må ikke virke som en yderligere anklager i sagen og må derfor ikke procedere med hensyn til skyldsspørgsmålet og strafudmålingen. Da han derudover hverken har ret til fuld aktindsigt fra sagens start (dette gives kun, hvis der rejses tiltale) eller til at være med under afhøringen af den tiltalte og vidnerne, har han ikke tilstrækkeligt grundlag for at vejlede den forurettede med hensyn til, om hun bør klage over en eventuel afgørelse om henlæggelse. Politiet henlægger da også stadig sager på et juridisk set meget tvivlsomt grundlag - f.eks. med henvisning til kvindens »udfordrende« eller »letsindige« opførsel forud for hændelsen.

I 1981 blev der efter pres fra kvindebevægelsen foretaget endnu en ændring af retsplejeloven mhp. at forbedre retssikkerheden for voldtægtsofrene. Retsplejelovens § 185 fik en tilføjelse om, at forsvaret principielt ikke må føre bevis om kvindens »løsagtighed«, hvorfor den i dag bl.a. siger følgende: »… bevisførelse om den forurettedes tidligere seksuelle adfærd …« (stk. 2) »… må kun finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer.« (stk. 1). Og videre: »En sådan bevisførelse kan kun tillades, hvis den kan antages at være af væsentlig betydning for sagen.« (stk. 2). På baggrund af disse formuleringer er det dog ikke vanskeligt at forstå, hvorfor det i praksis stadig er muligt at føre bevis om kvindens forudgående seksuelle forhold - det skal blot »antages at være af væsentlig betydning for sagen«.

Villy Sørensen, vicepolitimester i Århus, udtaler: »Du kan stadig opleve, at forsvareren forsøger at køre på kvindens fortid. Han har et ønske om at så tvivl om kvindens forklaring, og han tager den chance, at retsformanden ikke stopper ham.« (Kirkegaard, s. 126). Og kriminalassistent i Randers, Henning Jensen Nyhuus uddyber: »… den tiltaltes forsvarer vil køre endnu hårdere frem mod hende [hvis der er tale om en kontaktvoldtægt] end i en sag om en overfaldsvoldtægt.« (Kirkegaard, s. 26).

Desuden blev der relativt kort efter ændringens indførelse skabt præcedens for omgåelse af bestemmelsen med en sag, hvor den bevisførelse, der frikendte en mand, netop handlede om kvindens »forhold forud for begivenheden«. Sagen blev betegnet som et stort nederlag for kvindebevægelsen (Information, 11.-12.2.84).

Og eksemplet er desværre langt fra enestående. I UfR 1991.918 H diskuteres det, hvorvidt pigen har haft forhold til andre mænd. Tiltalte i sagen forklarede, at han havde det fra »nogle gode kammerater, der ikke lyver«. På dette område er der med andre ord ikke sket nogen reel forbedring af kvindens retssikkerhed siden Danske Lov (1683-1866), hvor domstolene kunne idømme en mindre straf, hvis der gik et »ikke modbevist rygte om, at kvinden var letfærdig, og … manden udtalte, at han kendte dette rygte« (Rasmussen, s. 49).

Det er desuden en kendsgerning, at der i strafudmålingen bliver lagt stor vægt på, om parterne tidligere har haft et forhold - det, der i straffelovsbetænkningen fra 1923 blev betegnet som de tilfælde, hvor der »i Forvejen mellem dem har bestaaet et saadant Forhold, at det i nogen Grad kan undskylde Mandens Handling« (Strl.bet., Motiver, s. 319). Dette så vi f.eks. ekspliciteret i rettens bemærkninger til UfR 1990.372 H.

Til trods for mange ihærdige forsøg er kvindebevægelsen således ikke kommet det problem til livs, at retssystemet har en modvilje mod at beskytte alle kvinder lige meget, idet kontakt- og bekendtskabsvoldtægterne stadig ikke betragtes som voldtægt på lige fod med overfaldsvoldtægterne.

Sidste forsøg blev gjort i forbindelse med ændringen af voldtægtsbestemmelsen i 1981. Forinden havde der været en tendens hos anklagemyndigheden og domstolene til at henføre kontakt- og bekendtskabsvoldtægterne under ulovlig tvang til samleje (§ 217) - på trods af, at samlejet var fremtvunget ved vold. Det blev vedtaget, at alle de tilfælde, der kunne henføres under § 216 - f.eks. hvis der havde været anvendt vold - fremover ikke måtte henføres under § 217. Denne principielle ligestilling af de forskellige typer af voldtægt undermineres dog for det første af politiets henlæggelsespraksis og for det andet, som retspraksis tydeligt illustrerer, af forskellen i strafudmålingen.

Camilla Holm Brodersen og Cecilia Brynskov