Da vi før udgivelsen af Faklen nr. 1 spurgte en håndfuld danske forfattere, om de ville bidrage til tidsskriftet, fik vi næsten ingen respons. En af undtagelserne var Vagn Lundbye, der sendte et digt, som blev offentliggjort i Faklen nr. 2. Et udpluk herfra lyder:

Jamen, så bliv dig selv
både nyfødt, ung og olding
træd trygt som abeunge
og Billie Holiday
ud i lyset, sammenhængen
for et gammelt sted
mellem Hyakutake og ægget
at være kærligheden

Vær menneske og træskonæb
vær barn og Albert Dam
spring som sjælens næsehorn
ud i en saltomortale
vær Kierkegaard og Pan og Pierrot
sig det som Lilith ved
at kun den som er sin fortid
får lov at blive her

Faklens andet nummer fulgte naturligt op på den voldsomme ballade, der fulgte i pressen oven på det nr. 1, og ikke bare sammenstødene i pressen, men også de verbale sammenstød på Aarhus Universitet, der en enkelt gang næsten udviklede sig til håndgemæng, fortsatte en tid endnu (læs "Ex cathedra" i Faklen nr. 2, "Polarisering på Aarhus Universitet" i Faklen nr. 4 og "Ex cathedra" i Faklen nr. 5).

Lederen i Faklen nr. 2 fastsholdt Faklens linje med skarp kritik af den politiske såvel som den akademiske degenerering:

Vi må opponere, kritisere og reagere i en massiv offentlig, offensiv og oplysende kritik af de bestående autoriteter - såvel politiske som akademiske. Og hvad enten deres brøde så er en aktiv medvirken til den standende dehumanisering eller blot en passiv tavshed, mens skabsfascismen sniger sig ind i lovgiveres forbud eller under intelligentsiaens forelæsninger: Det er aldrig for tidligt at sige fra - men det er desværre somme tider for sent.

(…)

Og når både magt og viden degenerer i henholdsvis opportunisme og passivitet, må der protesteres så meget desto mere højlydt. Vi må konstant opponere imod enhver form for intolerance, inkompetence og ignorance, om så det er blandt nok så velanskrevne politikere, professorer, pressefolk eller andre præsteskaber.

Vinden vender ikke af sig selv.

Kasper Nefer Olsen bidrog til Faklen nr. 2 med artiklen "Universitas et brutalitas", et essay, som beskrev universitetets nepotisme og uindskrænkede følgagtighed over for den politiske magt. Her hedder det bl.a.:

For mit eget vedkommende kan erfaringen sammenfattes i en smertefuld konstatering af danske universitetsintellektuelles praktisk talt uindskrænkede følgagtighed og underdanighed over for den politiske magt. Spektakulære episoder fra 80erne - som f.eks. sagen om Cheminova, hvis forurenende aktivitet ikke måtte diskuteres på Aarhus Universitet, fordi Universitetets Forskningsfond var medejer af virksomheden, og som bragte de glade dage i erindring, da rektor for Odense Universitet, Aage Trommer smadrede en statsejet glasdør sidst i 70erne - var kun synlige udtryk for noget, der må ligge overordentlig dybt i den danske intelligentsia.

Et første fingerpeg kunne aflæses af en opmærksom iagttager først i 80erne, da regeringen førte nedskæringspolitik, og den defensive holdning blandt akademikerne, at man hellere selv måtte påtage sig at administrere afviklingen af universitetet »for at undgå noget endnu værre«, var stort set uimodsagt. En sådan iagttager - og han kunne jo gerne være udsendt af den politiske magt, ja måske var det netop sådan, det gik til? - kunne med føje tænke: når de er så logrende, så servile, når man tager penge fra dem, hvor føjelige vil de så ikke være, hvis man giver dem penge? Og ganske rigtigt: uden et ord til modstand, ja med utvetydigt, åbenlyst velbehag har de universitetsintellektuelle accepteret de mest tåbelige og ødelæggende »tiltag« og tilbageslag - såsom den nye disciplinære Ph.D.-ordning, indførelsen af »evaluering«, reduktion af studietiden til det subminimale, osv.

Nuvel, vi véd, at de vil gøre alt for deres parcelhus; men behøvede de at se så idiotisk selvtilfredse ud, mens de drejer halsen om på de sidste rester af dansk åndsliv?

Nefer Olsen afslutter sit essay med at trække nogle idéhistoriske linjer tilbage til Luther:

En afsluttende kommentar skal gælde spørgsmålet om religionen, som Faklen med rette rejser. For der er næppe tvivl om, at et opgør med universitetets aktuelle stilstand må søge tilbage til rødderne og tage form af en kritik af dets historiske rødder. Det er fra protestantismen, den danske åndselite har arvet den bekvemme holdning, at det er prisværdigt at forfægte et standpunkt, men overflødigt, ja upassende at argumentere for det.

Protestantismen tillader mig stædigt at forsvare de mest absurde standpunkter - for troen er jo alligevel inkommensurabel med enhver rationalitet. Protestantismen tillader mig stædigt at plage og mishandle mine medskabninger - for jeg har jo alligevel altid uret lige over for Gud. Protestanten er altid allerede frelst: intet forhindrer ham derfor i fortsat at tænke og handle, som han altid har gjort. Intet forhindrer religiøst protestanten i at sparke negeren i bussen: det forbliver et inderligt anliggende mellem Gud og ham - idet han afviser enhver form for »gerningsretfærdighed«.

Dette var naturligvis ikke, hvad Kierkegaard tænkte; men det er, hvad »Christenheden« tænker og tror er tro. Og den, der måtte være i tvivl, om det virkelig kan være helt så galt fat og vil have syn for sagn, kan blot se på, hvorledes protestanterne behandler hinanden indbyrdes, når de f.eks. bliver uenige om, hvorvidt de er altid-allerede frelst gennem dåben eller altid-allerede frelst gennem deres arrogante »tro«: agnus agno lupus, som Hobbes ville have sagt - lammene flår hinanden.

I den danske folkekirke trives både angiveri, inkvisition og exkommunikation - alt sammen begrundet i dogmet om Martin Luthers ufejlbarlighed, den Martin Luther, som - gerrig, giftesyg og servil - utvivlsomt har hovedæren for brutaliseringen af det nordeuropæiske sind.

Faklen nr. 2 fortsatte debatten om større almen dannelse på universiteterne igennem et konkret forslag til et obligatorisk, almentdannende basisforløb, "studium generale", der bl.a. skulle indeholde omfattende undervisning i kulturhistorie (læs artiklen "Studium generale"). Endvidere var over en fjerdedel af bladet viet til Faklens dokumentation og analyse af bibelforfalskningen - det Danske Bibelselskabs manipulation med den autoriserede oversættelse af det Gamle Testamente fra 1992, hvor kirkelig dogmatik var vigtigere end videnskabelig filologi og skabte en "oversættelse", der er ubrugelig i undervisningssammenhæng (se forrige afsnit i FAKLENS HISTORIE: "Bibelforfalskning").

Den historie, der påkaldte sig størst opmærksomhed efter bibelsagen i nr. 1, var Faklens afsløring af de skræmmende forhold på daginstitutionen Lindholmparken i Århus, som artiklerne "Daginstitutionens dressur" i Faklen nr. 2 og "En god og almindelig daginstitution" i Faklen nr. 3 beskrev som led i en generel problematisering af de stadig mere utålelige forhold, der bydes først og fremmest børn, men også ansatte på danske daginstitutioner.

Simon J.S. Falkentorp tog udgangspunkt i egne erfaringer som pædagogmedhjælper og skrev om den "totalitære hverdag på en dansk daginstitution, hvor ensretning og straf er reglen". I artiklen i Faklen nr. 2 hedder det bl.a.:

Formanden for Børnerådet, Frode Muldkjær mener ikke, at forældrene ved nok om livet i daginstitutionen; til Berlingske Tidende, den 5.11.96 udtaler han: »Hvad ved de om hverdagen? Hvad ved de om, hvad der sker? - De bliver ikke inddraget i, hvad deres børn foretager sig på det sted, hvor de tilbringer de fleste af deres vågne timer.«

Chefredaktør, Erik Rasmussen, Mandag Morgen, siger på baggrund af en rapport, der bl.a. påpeger, at kvantitet i mange år er blevet forvekslet med kvalitet, at »det er slående, at vi lader institutionerne passe vore børn, når vi ikke har nogen viden på området. Umiddelbart har børnene det jo godt, men der er jo heller ingen, der råber op. Børnene er en passiv skare.«

Forfatteren til nærværende artikel har fundet det på tide at løfte sløret for, hvad der rent faktisk foregår - og det er desværre ikke nogen rar historie.

Undertegnede er fastansat pædagogmedhjælper i D.I.I. Lindholmparken i Århus, en aldersintegreret daginstitution for 3-11 årige, hvis daglige pædagogiske praksis oftere og oftere antager næsten totalitær karakter.

Erhard Jakobsens mareridt, 70ernes venstreorienterede pædagoger med »lilla bleer« og underlige ideer er blevet trængt op i en krog af højreorienteringens samlebånds-vision, 90ernes professionelle vogtere af kæft, trit og retning. Fra at være et sted med de bedste intentioner om barnets tarv har daginstitutionen udviklet sig til en rationaliseret pakkeløsning, hvor frugtbar socialitet såvel som naturlig individualitet drukner i et skræmmende veltilrettelagt Ordnung muss sein.

At det givetvis vil forekomme mange mennesker grotesk eller i det mindste overdrevet at kalde børns opdragelse i institutioner for dressur og at karakterisere en specifik daginstitution som et totalitært samfund en miniature, er jeg naturligvis forberedt på. Men i den udstrækning, mine erfaringer svarer til det generelle billede af forholdene i Danmark, er det desværre præcis sådan, daginstitutioner i realiteten fungerer.

(…)

Ærindet er imidlertid ikke at hænge de pædagoger ud, som presset af de politisk betingede arbejdsforhold af stadig mere uacceptabel karakter mere eller mindre ubevidst tvinges til en rent ud militant pædagogik, men tværtimod at gøre opmærksom på, hvilken regulær mishandling af børnene der bliver resultatet i den anden ende.

I november 1996 fremlagde BUPL, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund en undersøgelse, der advarede mod den uheldige udvikling, som rammerne for pædagogikken var inde i. Manglende politiske ambitioner medførte, at den ansvarlige børnepasning, der skulle ses som et "tilbud til børnene", endte som et blot og bart "aflastningstilbud", hvor "kvantitet i mange år er blevet forvekslet med kvalitet".

Falkentorp havde rejst kritik af forholdene over for den pågældende institution, som artiklerne tog udgangspunkt i, såvel som over for en pædagogisk konsulent, uden at der dog kom reelle ændringer ud af det, hvorfor det var blevet nødvendigt at råbe systemet op med en samlet offentliggørelse af en lang række konkrete eksempler på en dagligdag præget af stress, ensretning, psykisk afstraffelse, følelseskulde og kadaverdisciplin. Konkrete eksempler, som vel at mærke ikke blev afvist af den efterfølgende undersøgelse af institutionen.

Efter artiklen i Faklen blev Falkentorp slet og ret fyret. Kontorchef Laurids Thesbjerg og personaleudviklingskonsulent, Niels Christian Svendsen bekræftede i et brev den »fritagelse«, som institutionslederen havde meddelt, nu begrundet af »det røre, som du har skabt i institutionen som følge af din offentliggørelse af din rapport i Faklen«.

I artiklen "En god og almindelig daginstitution" i Faklen nr. 3 hed det bl.a. om baggrunden for fyringen:

Dernæst manglede kun som en ren formsag den officielle rapport om sagen fra Århus Kommune, der kunne stadfæste den rørende enighed. Den kom den 10.12.96 og frikendte naturligvis institutionen, på trods af at souschef i Børn og Unge-sektoren, Nis Schultz på baggrund af denne konkluderer i Århus Stiftstidende, at »de fleste af eksemplerne er gode nok« …

Samme dag forklarer bestyrelsesformand Annette Larsen så episoden med sin dreng Jens, der var blevet tvunget til at spise, til han brækkede sig, og oven i købet fik en skideballe for denne »komedie« bagefter; »eksemplet er rigtigt,« indrømmer hun, men hævder, at »det er revet ud af en sammenhæng«.

Så må man selv gætte sig til, hvilken anden »sammenhæng«, der retfærdiggør »pædagogisk« tvangsfodring?

Annette Larsen tager imidlertid gladeligt hændelsesforløbet på egne skuldre: »Min søn kan brække sig på kommando,« udtaler hun og bifalder nærmest uden videre pædagogens fremgangsmåde, for hun havde »selv givet pædagogerne besked på, at han skulle spise op« (Århus Stiftstidende, 10.11.96).

Velbekomme.

Souschef Nis Schultz erkendte som nævnt, at de fleste af eksemplerne var gode nok, men fortsætter: »… men de bliver brugt til at tegne et billede, som er uden hold i virkeligheden«, og rapporten konkluderer derfor, at D.I.I. Lindholmparken »er en god og almindelig daginstitution« …

Som en lille formel indrømmelse bemærkes det så, at »i konkrete hverdagssituationer kan det dog ske, at de ansatte overser barnets perspektiv og på den måde kommer til at virke for restriktive og bestemmende«.

Og så troede pædagogerne på D.I.I. Lindholmparken og souschef Schultz, at den historie var ude af verden, og undertegnede let og elegant kunne fyres - rapporten havde jo talt, om end den på paradoksal vis både indrømmede overgrebene og frikendte institutionen. Nu skulle der bare lægges låg på.

Niels Sandemann fra Pædagogmedhjælpernes Fagforbund, PMF, var ikke tilfreds med rapporten fra Århus Kommune og udtalte til Job og Børn den 18.12.96: »Blandt andet har nogle af de samme problemer været oppe i forbindelse med en sag i 1993, da kommunen pålagde institutionen at tage nogle ting op i samarbejde med den konsulent, og det er ikke sket. Det er en af de ting, der burde have været taget op, men når det er den samme pædagogiske konsulent, der burde have fulgt op på sagen fra 1993, som nu vurderer denne sag, så er der noget galt. Det er ligesom at lade politiet undersøge sig selv. (…) Det her smager af, at kommunen har et ønske om at lukke sagen hurtigst muligt.«

Imidlertid skete der efter kommunens undersøgelse det, at flere pædagoger, der tidligere havde været ansat på den pågældende institution, stillede sig frem og bakkede Falkentorps kritik op:

For pædagog Margit Henriksen Özdemir er den kritik, som blev rettet mod Lindholmparken i Faklen nr. 2, ligefrem blid. Hun har været vidne til flere af de nævnte episoder og konkluderer om fremstillingen af disse: »… de er hverken overdrevne eller fordrejede. Tværtimod. Han er blid i sin kritik«!

Til Ekstra Bladet udtaler hun den 11.12.: »Jeg kan fuldt tilslutte mig kritikken af Lindholmparken. Jeg kunne ikke holde til denne kæft, trit og retning-pædagogik.« Henriksen Özdemir er glad for, at kritikken af forholdene kommer frem i lyset: »Det er godt, først og fremmest for børnenes skyld. Det var også Falkentorp, der fik fjernet pigtråden over hegnet omkring børnehaven.«

Helena Fabricius, der som pædagogstuderende var et halvt år i praktik samme sted, mener også, at institutionen har en gammeldags og autoritær pædagogik: Oplevelsen af »dagligdagen [stemmer] på mange måder meget med, hvad Simon beskriver«. Når hun imidlertid satte spørgsmålstegn ved pædagogikken, blev hun pure afvist med den begrundelse, at hun »var for blød eller vanskelig at samarbejde med«.

»'Det fungerer jo', fik jeg at vide, hvis jeg stillede spørgsmål ved pædagogernes metoder, som jeg anser for at være autoritære og undertrykkende,« siger Fabricius til Århus Stiftstidende, 10.12.96.

Pædagog Inger Lundsgaard udtaler en lille uges tid senere til TV2-Østjylland om institutionen: »Der er ikke nogen pædagogik. Det er ikke et trygt sted at være for et barn; man ved aldrig, hvornår hammeren falder«!

Hverken Margit Henriksen Özdemir, Helena Fabricius eller Inger Lundsgaard, der alle er tidligere ansatte på D.I.I. Lindholmparken, er blevet så meget som spurgt i forbindelse med udarbejdelsen af den »undersøgelsesrapport«, som frikender institutionen!

Souschef Schultz mener nemlig ikke, at det var relevant for rapporten at tale med tidligere ansatte på daginstitutionen; forældre og nuværende ansatte var et tilstrækkeligt grundlag, for »der er en grænse for, hvor dybt der er behov for at gå« …

Alligevel har Schultz på et afgørende punkt pludselig skiftet mening, efter at flere tidligere ansatte har bakket op om kritikken af Lindholmparken.

Den 10.12.96 udtalte han som nævnt til Århus Stiftstidende, at »de fleste af eksemplerne er gode nok, men de bliver brugt til at tegne et billede, som er uden hold i virkeligheden«. Til TV2-Østjylland siger han imidlertid en lille uge senere: »Mange af de konkrete eksempler har hold i virkeligheden …«

Ups.

Men denne gang lyder den efterfølgende undskyldning så: »… forstået på den måde, at nogle af de ting, der er beskrevet, de er sket; det, der er det uheldige i den her sag, det er, at de er taget ud af én sammenhæng, og så er de lagt ind i en anden sammenhæng.«

Dette er indlysende nok en lige så pauvert konstrueret nødløgn, som den er hurtigt gennemskuelig.

For mon ikke forældre og offentligheden til syvende og sidst vil foretrække at vide, hvilken sammenhæng der f.eks. retfærdiggør isolation af en 4-årig genert pige, fordi hun ikke har lyst til at synge? Hvilken sammenhæng der retfærdiggør afstraffelse på legepladsen i våde tissebukser? Hvilken sammenhæng der retfærdiggør ratificering af en forælder og bestyrelsesformands ønske om tvangsfodring? Hvilken sammenhæng der retfærdiggør hård mobning fra pædagogers side? Hvilken sammenhæng der retfærdiggør slag og spark - etc. etc.?!

Diskussionen var naturligvis principiel - og derfor rejste Faklen den. Det var ikke primært et spørgsmål om den konkrete institution i Århus, men et spørgsmål om, hvilke rammer institutionslivet tvinges ind i, bl.a. pga. den generelle tendens til, at arbejdsmarkedet prioriteres højere end noget andet, hvorfor børn skal "parkeres" i længere og længere tid, fordi forældrene er optaget af de vigtige gøremål på arbejdsmarkedet. En parkering, som foregår under stadig mere ensrettende og tidspressede forhold, der i bedste fald giver børnene en alt andet en optimal hverdag, i værste fald forbereder dem på og vænner dem til et liv og et arbejdsmarked, der er nøjagtig lige så stressende og måske præget af nøjagtig lige så megen ensretning, kadaverdisciplin og rationalisering som institutionslivet.

Da Faklen nr. 2 blev anmeldt af Elo Nielsen i Information den 26.11.96, kritiserede han bladets "løsagtige" tale om kulturafviklingen og de truende fascistiske tendenser og udtrykte en voldsom desorientering og forargelse over, at et venstreorienteret tidsskrift kunne kritisere daginstitutionerne og slå til lyd for almen dannelse: "I sandhed et helt nyt og markant venstreorienteret bud på en progessiv pædagogik i kampen mod den tiltagende højredrejning?"

Faklens redaktør, Rune Engelbreth Larsen skrev i en kommentar til Elo Nielsens anmeldelse, at Faklens kritik af forholdene på daginstitutionen tydeliggjorde, at "sådan som de politiske forhold og økonomiske ressourcer er i dag, er det desværre vanskeligt at se, hvordan en institution kan køres anderledes", ligesom Faklen i øvrigt var fuldstændig på linje med den kritik, der var fremført af flere eksperter i Informations egne spalter inden for de seneste uger - uden at det tilsyneladende havde afficeret anmelderen.

Også ved andre lejligheder er der fra forskellig side stillet skarpe spørgsmål til institutionslivets indretning, f.eks.:

"… debatten om daginstitutioner [har] været præget af, at man har stirret sig blind på økonomi og strukturer. Sagen - det vil sige børnene - er derfor blevet sat i parentes. Det har BUPL naturligvis sin del af ansvaret for - ligesom forældre, kommuner, politikere og erhvervslivet bærer hver deres." (Formand for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, Bente Sorgenfrey, Ugebrevet Mandag Morgen, 4.11.96).

"Det er slående, at vi lader institutionerne passe vore børn, når vi ikke har nogen viden på området. Umiddelbart har børnene det jo godt, men der er jo heller ingen, der råber op. Børnene er en passiv skare." (Chefredaktør Erik Rasmussen, Ugebrevet Mandag Morgen).

"Hvad ved de [forældrene] om hverdagen? Hvad ved de om, hvad der sker? - De bliver ikke inddraget i, hvad deres børn foretager sig på det sted, hvor de tilbringer de fleste af deres vågne timer." (Formanden for Børnerådet, Frode Muldkjær, Berlingske Tidende, 5.11.96).

"Børneforskeren Dion Sommer bruger ordet hårrejsende og karakteriserer de sidste tyve års politiske planlægning på daginstitutionsområdet som 'katastrofal'." (Information, 6.11.96).

Om forældrenes umiddelbare tilfredshed med forholdene på daginstitutionerne: "Så tror jeg også, der kan være tale om en forsvarsmekanisme à la 'Jeg er nødt til at sige, at det er et godt nok liv for mit barn. Jeg kan jo ikke som forsvarlig forældre aflevere mit barn til en gang hø og hakkelse i 46 timer om ugen'." (Formanden for Børns Vilkår, psykolog John Halse, Information, 6.11.96).

"At sætte grænser og kommandere børn til ditten og datten betyder ikke, at de automatisk får indarbejdet grænser i deres adfærd. Hver psykolog-journal, der handler om et barn med problemer, viser, at der netop er tale om børn, der har fået sat utallige grænser for deres adfærd, og derfor er de blevet meget grænsesøgende … Vi bør i langt højere grad lægge vægt på børns frihed, udfoldelse og autonomi." (Cand.psych. Ole Varming, Information, 14.11.96).

På baggrund af et forskningsprojekt på Danmarks Lærerhøjskole og på Højvangseminariets Forskningsenhed udtaler psykolog Grethe Kragh-Müller: "… det [kunne] se ud til, at de voksne i institutionerne har overført deres egne behov på børnene. Eksempelvis siger en af de voksne i et interview: 'Børn har brug for ro og struktur, så jeg kan få fred i mit hoved.' I virkeligheden kan det blive skæbnesvangert for børn, hvis voksne konstant misforstår børn og tillægger dem oplevelser, som de ikke har. (…) Jeg tror, vi skal til at revidere den opfatelse, at det automatisk er mors skyld, når et barn ikke trives. Netop fordi et barn færdes i så mange andre udviklingsrum, hvor det også bliver påvirket." (Børn & Unge, 21.11.96).

Rapporten Fremtidens børneinstitution - fra pasning til udvikling, der blev offentliggjort i starten af november 1996, konkluderer, at Danmarks passive holdning til børns udvikling bl.a. afspejles i »en udtalt mangel på koordinering af indsatsen over for børn samt i det bemærkelsesværdige forhold, at vi aldrig har undersøgt, hvad det betyder for børn at tilbringe langt de fleste af deres vågne timer i offentlige institutioner«. Rapporten drejer sig således ikke blot om, hvorvidt landets daginstitutioner er gode eller dårlige, men »problematiserer i bredeste forstand et dansk samfundssyn, der har gjort børns liv til et biprodukt af samfundets øvrige prioriteringer og derfor har bevaret den passive parkering af 300.000 børn om dagen - af hensyn til beskæftigelsessituationen«. (Ugebrevet Mandag Morgen nr. 38, s. 17f).

I Informationi den 29.11.96 skriver Engelbreth Larsen i sin kommentar til Elo Nielsens anmeldelse, der betvivlede Faklens fremstilling af forholdene på daginstitutionen, bl.a.:

Elo Nielsen er imidlertid først og fremmest rasende, fordi Faklen angriber den pædagogiske praksis på en århusiansk daginstitution - dét rimer tilsyneladende ikke med hans dogmatiske ("venstreorienterede?") facitliste.

(…)

Faklen har imidlertid ingen hellige køer. Det bekymrer os ikke et øjeblik, om pædagogerne engang var venstrefløjens sikreste støtter. I dag er der eksempler på, at i hvert fald den praktiske pædagogik er lige så fornedrende og ensrettende over for børn, som totalitære systemer kan være det over for voksne. Intet mindre.

Artiklerne i Faklen nr. 2 og 3 må tale for sig selv, når denne påstand skal vurderes - sammen med det faktum, at selv souschef i Børn og Unge-sektoren i Århus Kommune, Nis Schultz måtte medgive, at eksemplerne ikke kunne afvises.

Omkring Elo Nielsens kritik af Faklen "løsagtige" grundlag, skrev Engelbreth Larsen bl.a.:

Som vi skriver i nr. 2: "På den akademiske valplads er det os i særdeleshed magtpåliggende at tydeliggøre sammenhængen humanistisk solidaritet og kulturrelativistisk pluralitet imellem; et i kulturhistorisk forstand fagligt, men i ideologisk forstand dybest set politisk perspektiv, som sjældent er blevet fremhævet." Et perspektiv, for hvilket forholdet mennesket, verden og den menneskelige erkendelse imellem er altafgørende, hvorfor vi da også foreløbig har beskrevet det og refereret til disse grundlagsovervejelser i fem artikler alene i de to første numre.

(…)

Man kan være uenig i vigtigheden såvel som holdbarheden af en sådan kobling, en humanisme og erkendelsesteoretisk funderet relativisme imellem; men den er selvfølgelig kun "løsagtig" for den, der ikke gider eller ikke kan sætte sig ind i den.

Faklen nr. 3 lancerede en anden sag, der ligesom artiklerne om daginstitutionssystemet rystede visse anmeldere - en retspolitisk kritik af den såkaldte rockerlov (lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme), ifølge hvilken mennesker, som politiet skønnede var "rockere" eller "rockerrelaterede", uden om domstolene kunne forbydes adgang til deres eget hjem.

Loven var blevet til på baggrund af konflikten imellem bikerklubberne Hells Angels og Bandidos, der blev ført med både pistoler og raketter. Faklen tillod sig at oprulle forhistorien og påvise, at myndighederne i det mindste var medskyldige i konfliktens udbrud såvel som i dens optrappen. Endvidere bragte vi et interview med Jørn Jønke Nielsen fra Hells Angels i Faklen nr. 3 og med Christian Grünwaldt og Jan Bachmann Nielsen fra Bandidos i Faklen nr. 4, hvilket forargede en del, eftersom de interviewede både sad i fængsel og tilmed var involverede i et kriminelt, væbnet opgør.

Fra Faklens side mente vi imidlertid, at det måtte være i alles interesse at kunne stifte bekendtskab med selv de allermest udstødte gruppers synspunkter i stedet for, som pressen havde for vane, blot at viderebringe manipulerede udtalelser og stereotype stemplinger af "rockerne".

Jakob Stensgaards og Rune Engelbreth Larsens artikel "Bikerne, rockerne og politiet" i Faklen nr. 3 gennemgik bikersubkulturens historie i Danmark fra de første Vilde Engle over opgøret mellem Hells Angels og Bullshit i 1980erne og til konflikten mellem Hells Angels og Bandidos i midten af 1990erne.

Artiklen er ikke mindst en kritik politiets stress-strategi og pressekampagner såvel som pressens følgagtighed og manglende kritiske distance, så snart det går ud over mennesker, som offentligheden i vid udstrækning er enige om at hænge ud. Misvisende, manipulerende og fejlagtige oplysninger fra politiets og pressens side dokumenteres ubestrideligt ikke bare i denne, men også i efterfølgende artikler og interviews i Faklen: "Rockerlov, rockerforbud eller retssikkerhed" i Faklen nr. 5, det første fællesinterview med Hells Angels og Bandidos efter konfliktens ophør i Faklen nr. 7 samt artiklen "Politiet opfordrer til vold" i Faklen nr. 8.

I baggrundsartiklen i Faklen nr. 3 konkluderes det bl.a. på baggrund af kriminologers analyser, at den generelle opfattelse af bikermiljøet som en mafia, der dirigerer narkotikaen til det danske marked, er en myte, og der slås til lyd for et mere nøgternt billede af situationen omkring bikerklubberne:

Langt hovedparten af den kriminalitet, som mennesker i bikermiljøet har dom for, har at gøre med forhold, der er specifikt relateret til subkulturens særlige normer og livsstil, understreger [kriminolog] Joi Bay: »Når bikere er involveret i kriminalitet, så er det især kriminalitet, som er tæt forbundet med deres subkultur. Det gælder således kriminalitet i forbindelse med deres motorcykler (ulovlige modificeringer, forfalskninger af papirer eller stelnumre, snyd med told og afgifter m.v.). Det gælder også volden og drabene, som er knyttet til subkulturens æresbegreber og symbolske territorier.« (Lov & Ret, august 1992). Og det gælder besiddelse og salg af hash og amfetamin, som ikke blot blandt bikere, men i mange andre subkulturer regnes for at være på linie med alkohol - i skarp modsætning til heroin.

Men er det en undskyldning? Juridisk set må man naturligvis svare klart nej. Spørgsmålet er dog stadig væk, om man i hvert eneste tilfælde virkelig løser konflikterne på den mest hensigtsmæssige måde ved stress-strategier og særlove, eller om det ikke også sine steder er loven, der skaber konflikten. En meget mere liberal lovgivning i forhold til ombygninger af motorcykler havde fjernet ét konfliktpunkt, og en lovliggørelse af f.eks. handlen med hash ville rask væk afkriminalisere et rusmiddel, som store dele af den danske befolkning, om man kan lide det eller ej, helt åbenlyst har et vist forbrug af, og som det aldrig er lykkedes at påvise, skulle føre til trang til, endsige afhængighed af hårde stoffer som f.eks. heroin. Og endelig ville handlen for så vidt kunne foregå i almindelige butikker - kun vanetænkning eller urationaliserbar moral forhindrer dette.

Om volden og drabene i miljøet må man konstatere, at der hovedsagelig er tale om opgør, der efter alt at dømme baserer sig på den interne status klubberne imellem. Der er ikke tale om forfulgte »uskyldige motorcykelentusiaster«, men der er tale om mennesker i stærkt sammentømrede klubber, for hvem en usædvanlig høj grad af frihed, respekt og ære er så altafgørende, at man tilsvarende vil forsvare disse værdier med usædvanlig stærke midler, endog risikere livet for sig selv og andre.

Og under sådanne forhold er friheden og respekten utvivlsomt langt større end i det omkringliggende samfund, men det samme er afsondretheden og risikoen. Det kan være svært for udenforstående at forstå det afgørende i, hvilke farver der sidder på ens rygmærke, hvordan man kører på motorcykel, og om man vil støtte sine »brødre« i et og alt - også med våben - og det kan være næsten umuligt at forstå, at nogen vil betale så høj en pris som at risikere livet for det.

Men sådan er det. Om så vi forarges eller chokeres - det ændrer ikke noget. Er dét en undskyldning? Igen, juridisk set må vi svare klart nej. Men det er en forklaring.

(…)

Måske myndighederne skulle overveje at lægge kursen om.

Men hvad kan de stille op? Ja, politiet må selvsagt efterforske enhver form for kriminalitet, begået af hvem som helst, og de, der bliver fundet skyldige, straffes; en gerningsmand må straffes for vold, hvis vold er, hvad han beviseligt har begået, og intet andet, lige så lidt som nogen kan straffes for at være ven eller kollega med vedkommende.

Mangel på beviser i sager med nok så mange »rygter« hjemler ikke, at myndighederne slækker på retssikkerheden. Hvis et menneske ikke kan dømmes skyldig af en domstol, så er det i det pågældende tilfælde juridisk set uskyldigt, uanset om vedkommende er tidligere straffet i anden sammenhæng. Længere er den ikke - men der kan være grund til at erindre om det.

Særlove og stress-strategier er ikke alene retsligt set aldeles uacceptable, de er er tillige konfliktskabende, og de løser under ingen omstændigheder den verserende krig i miljøet. Konfrontationen mellem klubberne og det øvrige samfund må omvendt minimaliseres, f.eks. ved at afkriminalisere besiddelse og salg af hash og liberalisere loven om ombygning af motorcykler.

Sideløbende hermed må myndigheder eller andre reelt forsøge at mægle mellem de stridende parter og ad den vej søge at nå til en standsning af den krig, som bikermiljøet måske trods alt ikke bærer hele ansvaret for brød ud. Om så det er lige så umuligt som at forlige Israels jøder og palæstinensere, så er forsøget lige så nødvendigt.

I sidste ende vandt den humanistiske tilgangsvinkel trods alt, idet advokat Thorkild Høyer senere gik ind og mæglede imellem de to klubber, der sluttede fred i efteråret 1997. Oplysninger i Faklen om, at politifolk inden konfliktens udbrud aktivt havde søgt at spille klubberne ud imod hinanden, begyndte nu at pille ved politikeres og politifolks ensidige billede af konfliktens baggrund.

I Faklen nr. 7 gav Jim Tinndahn fra Bandidos og Jørn Jønke Nielsen og Bent »Blondie« Svane Nielsen fra Hells Angels udtryk for, at konflikten aldrig var eskaleret til det niveau, den gjorde, havde det ikke været for politiets aktive interesse i at fremprovokere den.

Jønke: »Konflikten mellem Hells Angels og Bandidos blev fremprovokeret af udefrakommende kræfter, som har udnyttet, at vi netop er sårbare over for alle de oplysninger, der kommer frem i medierne, og oplysninger, som politiet bevidst har manipuleret og lækket.«

Der hentydes her bl.a. til politiets rapport »Organiseret kriminalitet« (1995) til Folketingets retsudvalg, som skulle dokumentere nødvendigheden af at få gennemført vidtgående ændringer i Retsplejeloven, bl.a. øget adgang til rum- og telefonaflytning, hemmelige ransagninger og civile agenter. Af rapporten fremgår det, at forskellige medlemmer af Hells Angels indtil 1989 skulle have fået 17 domme for vold med døden til følge og 9 domme for voldtægt (perioden 1989-1995 var udeladt, da kriminaliteten i miljøet her viste et drastisk fald). Journalisterne Erik Glyngfeldt og Søren Bruun (Weekendavisen, 25.8.95) kunne imidlertid dokumentere, at tallene var voldsomt overdrevne - en sammenligning med en redegørelse foretaget af Justitsministeriet i 1991 viste, at de korrekte tal var henholdsvis 2 og 0!

Et ansvar for de ukorrekte tal er endnu aldrig blevet placeret, på trods af megen kritik af politiet fra bl.a. Helge Adam Møller (K) og Bjørn Elmquist (R) - en kritik, de samme politikere aldrig har fulgt op.

Tinndahn udtalte endvidere i Faklen nr. 7: »Politiet har ikke alene lækket falske oplysninger til pressen og fremstillet udokumenterede og beviseligt misvisende rapporter, men de har også forsøgt at sætte os op mod hinanden og ligefrem fremprovokere attentater, inden der overhovedet var en konflikt. I begyndelsen af 1993 var der to politifolk, som aftalte et møde med mig på en rasteplads og sagde, at de havde en fuldstændig tegning over HA-klubhuset i Snoldelev, komplet med planer for vagtskifte og alt muligt. 'Vi kan jo lige så godt holde sammen og bekrige de svin der,' sagde den ene. Jeg afslog det naturligvis, men han insisterede på, at jeg skulle kontakte ham - H.C. hed han, fandt jeg ud af, da jeg ringede til ham på lokal 7272 på Politigården i København.«

Over for Politiken den 25.2.98, ville chefkriminalinspektør Per Larsen ikke afvise historien: »Han anser den for usandsynlig, men vil på den anden side heller ikke udelukke, at den kan være sand.« Senere sagde han: »Det er simpelt hen i strid med alt, men jeg er ikke i stand til at afgøre, om det her er sort eller hvidt.« I et interview i »Efter Deadline« på DR2, 28.2.98, ønskede han stadig væk ikke at afvise oplysningerne i Faklen.

Københavns politidirektør gik tidligt ind i sagen. Til Politiken udtalte Hanne Bech Hansen den 26.2.98: »Enten vil jeg sige, at jeg kan blive nødt til at undersøge det her nærmere. Eller også vil jeg sige, at det lyder for usandsynligt til at være sandt.«

Politidirektøren havde identificeret og talt med H.C., men afviste enhver undersøgelse: »Jeg vurderer ikke, at der er et rimeligt grundlag for at formode, at der har fundet et strafbart forhold sted,« udtalte Hanne Bech Hansen til Politiken, 5.3.98.

Til Faklen uddybede hun: »Det, som jeg undersøger indledningsvist, er, om der er noget grundlag for at sende sagen til Statsadvokaten, og det skønnede jeg ikke, at der var. Men der er jo altid den mulighed, at Statsadvokaten kan sige, at han er uenig, og at han synes, der skal foretages en undersøgelse. Det var altså den indledende sondering, jeg foretog, på baggrund af det, der stod i interviewet i Faklen. Og der tager jeg selvfølgelig hensyn til hele interviewet og ikke kun lige de pågældende udsagn. Sammenholdt med det, den pågældende uro-mand fortalte om, hvad der rent faktisk var foregået.« (Faklen nr. 7, s. 9).

I artiklen "Politiet opfordrer til vold" i Faklen nr. 8 blev sagen fulgt op:

Jim Tinndahn, Bandidos, står i hvert fald ved sine udtalelser i Faklen nr. 7 og er også parat til at fremføre dem i vidneskranken: »Jeg står 100 procent ved alt, hvad jeg har sagt i interviewet til Faklen, og jeg er klar til under ed at bevidne historien om de to betjente, der opfordrede til fælles front mod Hells Angels.«

Endnu et vidne træder imidlertid nu frem. Kimmie Jønsson, tidligere medlem af Bandidos, var sammen med Tinndahn på den rasteplads, hvor H.C. og en anden betjent, som ifølge Jønsson præsenterede sig som Martin, tilbød Bandidos at gå sammen med politiet for at bekæmpe Hells Angels.

Jønsson udtaler til Faklen: »Jeg kan bekræfte historien, som Jim har fortalt, for jeg var selv til stede. Det var en rasteplads i nærheden af en Shell-tank i Ballerup. De to betjente tilbød tegninger over HA-klubhuset i Snoldelev og bad i den forbindelse om oplysninger om et garageanlæg, hvor HA skulle have skjult våben. Især H.C. var meget ivrig efter at holde sammen mod Hells Angels - han var træt af, at der ikke 'skete noget'. Det var jo på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen egentlig konflikt mellem klubberne, men højst nogle småskænderier, som H.C. ønskede at optrappe. 'Der er jo ikke nogen af os, der kan li' dem, så vi kan lige så godt holde sammen,' sagde H.C.«

Også Jønsson er parat til at vidne under ed, hvis en undersøgelse bliver iværksat.

Faklen slog til lyd for en undersøgelse af sagen med henvisning til følgende fire forhold:

1) Politiet har manipuleret og overdrevet oplysninger om kriminalitet i bikermiljøet, men intet ansvar er endnu blevet placeret.

2) Hells Angels og Bandidos hævder, at politiets tidligere Bravopatrulje spillede en afgørende rolle ved at sætte klubberne op mod hinanden - det er ikke blevet afvist.

3) Chefkriminalinspektør Per Larsen vil »ikke udelukke«, at påstanden om, at en H.C. fra Københavns Politigård har opfordret til fælles front med Bandidos mod HA, kan være sand - H.C. er også ifølge Københavns politidirektør blevet identificeret og må derfor i lighed med sin kollega, Martin, afhøres af uvildige instanser.

4) Det har hele tiden været chefkriminalinspektør Per Larsens opfattelse, at konflikten klubberne imellem ikke har været et opgør om organiseret narkokriminalitet, men om ære (jf. Information, 23.7.96 og Jyllands-Posten, 15.8.97). En vurdering, der deles af advokat Thorkild Høyer, som har forhandlet mellem de to klubber (jf. Jyllands-Posten, 15.8.97). Alligevel har rapporter og oplysninger fra politiet eksplicit givet offentligheden dette indtryk, vel vidende, at det aldrig er blevet dokumenteret.

Faklen gik til Statsadvokaten og fik faktisk sagen taget op. Viceadvokat Kim Christiansen skrev i et brev til Faklen i maj 1998, at der var "iværksat en efterforskning af sagen". Til Aktuelt udtalte Statsadvokaten et års tid senere, den 31.3.99, at det "var let at identificere de to politifolk" - hvordan sagen siden er forløbet, er imidlertid endnu ikke kommet for dagens lys.

Weekendavisen udtrykte i Nikolaj M. Lassens anmeldelse af Faklens fire første numre en vis forargelse over, at også "rockere" høres: "… hhv. Hells Angels og Bandidosmedlemmer [er] kommet til orde i interviews, hvilket nok sælger billetter, men også virker en kende mikrofonholderagtigt og må være ikke så lidt stødende for de mennesker, som har levet i frygt i rockernes nabolag indtil vedtagelsen af den ifølge Faklen dybt forkastelige og diskriminerende rockerlov." (Weekendavisen, 23.5.97).

Faklen er imidlertid ikke bange for at være "mikrofonholdere", når det gælder udhængte grupper, hvad enten det er "rockere", somaliere, narkomaner eller faglige aktivister, for hvis ikke nogen er parate til også at lade disse grupper - som den øvrige del af pressen alt for ofte har travlt med enten at negligere eller direkte manipulere for at tækkes tidens populisme - komme til orde med deres version, hvad er så i grunden egentligt formålet med en fri presse?

I lederen i Faklen nr. 3 hed det om Faklens indstilling hertil:

Faklen er et offensivt, humanistisk kulturtidsskrift, hvis offensiv imidlertid ikke består af brosten, men af ord. Ord, hvis skarphed må stå i klar opposition til den sløvhed, der ligger som en sej dyne af pop, sport og propaganda over samfundet, og hvis grundighed tilsvarende må være ligefrem proportional med udviklingen af den politiske »debats« forfladigelse - og i modsætning hertil insistere på et solidt kulturhistorisk og naturvidenskabeligt grundlag.

En offensiv, som i humanismens navn taler den forkertes, den umoralskes og den udstødtes sag, i en utid, hvor netop det »rigtige«, det »moralske« og det »normale« er blevet synonym med passivitet, egoisme og intolerance.

I en utid, hvor den udstødte har brug for et talerør, om nødvendigt en mikrofonholder.

For at demonstrere de foruroligende træk ved netop denne "utid", var to tredjedele af Faklen nr. 5 forbeholdt en minutiøs gennemgang af den politiske udvikling i Danmark i de første 12 måneder af Faklens levetid, fra den 1. september 1996 til den 31. august 1997 - en udvikling, som vi ikke tøver med at karakterisere som præget af fascistiske tendenser.

Artiklen "100 skridt nærmere fascismen?" blev bl.a. præsenteret med disse ord:

I det følgende har vi kortlagt et udpluk af de racistiske og totalitære træk, der er en stadig mere naturlig del af pressens glimtvise hverdagsbilleder. Det siger sig selv, at det reelle billede af disse tendensers trivsel i dagens Danmark må formodes at være endnu en tand værre, når man tager i betragtning, at det efter alt at dømme kun er et fåtal af sådanne, der overhovedet kommer til offentlighedens kendskab.

Meget tyder på, at tendenserne er de samme i vore nabolande; ikke mindst i Norge, hvor Fremskridtspartiet stormer frem i meningsmålingerne, mens dette skrives. Arbeiderpartiet har på forhånd sørget for at gøde jorden godt og grundigt. Men om de norske socialdemokrater allerede i dag kan overlade eventuelle borgerlige efterfølgere et lige så ekstremt højredrejet samfund som de danske socialdemokrater, får endnu stå uafklaret - indtil nogen besvarer spørgsmålet, om også Norge det forløbne års tid har været skueplads for en højredrejning af lige så foruroligende karakter som Danmark …

Udviklingen i Danmark er i hvert fald særdeles bekymrende for den, der blot følger nogenlunde med i pressen. Som regel tager glemslen imidlertid gradvis chokket fra de fleste - de fortrænger behændigt det værste, eller det lejrer sig højst som glimt af enkeltstående ubehageligheder uden større samfundsmæssig signifikans. Et samlet indblik i et helt år af Danmarkshistoriens talrige landvindinger på dette lidet flatterende felt giver imidlertid et mere uafrysteligt indtryk, som - hvor ualmindelig nedslående det end måtte være at komme igennem - forhåbentlig kan medvirke til en skærpet bevidsthed om, hvor akut påkrævet en massiv modoffensiv er.

Vi taler om regulære fascistiske tendenser. Nu og da emfasen skal lægges på fascistiske, nu og da på tendenser, men vi kommer ikke uden om at betegne dem for, hvad de er. Vi skal siden se hvorfor.

Indimellem er der blot tale om skræmmende lovforslag, men til tider sågar vedtagen lov og ret, der uden videre sætter menneskerettighederne, Grundloven og almindelig medmenneskelighed ud af kraft; somme tider blot lederskribenters reaktionære fordomme, men til andre tider slet og ret benhårde racistiske aviskampagner; sine steder blot toppolitikeres totalitære ønskedrømme, men atter andre myndighedernes virkeliggørelse af noget nær nazistoide tiltag - tiltag, der ikke sjældent påtales af bl.a. menneskerettighedsorganisationer og jurister i en stadig mere alvorlig kritik af forholdene i dagens Danmark …

100 begivenheder i det forløbne års Danmarkshistorie har vi af pladsmæssige hensyn måttet begrænse os til. 100 skridt til højre. 100 skridt nærmere fascismen.

Overdrevet? Døm selv.

Dernæst fulgte 100 historier fra pressen det forløbne år - en minutiøs blanding af dokumentation og nyhedsanalyse, som siden blev fulgt op af "Samfundsudsigten", et fast indslag i Faklen fra og med nr. 9.

Faklens humanistiske samfundskritik er uden sammenligning tidsskriftets alfa og omega, men som det fremgår ikke mindst af FAKLENS HISTORIE, afsnit 1, er en del af det teoretiske grundlag herfor en relativistisk erkendelsesteori, som Faklen jævnligt vender tilbage til og udvikler i artikler med emner af naturvidenskabelig og videnskabsteoretisk karakter, som ikke mindst de første seks numre etablerede. Andre pointer er naturligvis også på spil i det, man kunne kalde Faklens naturvidenskabelige linje - alene fra 1996 til 1999 er denne tegnet af 10 artikler.

Efter de første par numre, var det redaktionens hensigt, at fordelingen af stoffet i Faklen omtrent skulle bestå af 60% samfundskritisk analyse, interviews og journalistik, 20% kulturhistorie og 20% naturvidenskab og filosofi - en fordeling, der naturligvis ikke kunne tilstræbes for hvert enkelt nummer, men som lå og ligger som et løst pejlemærke.

I perioden 1996-1997 fandt Faklen efterhånden sin grundform, ikke bare stil- og indholdsmæssigt, men også layoutmæssigt, og selv om der i alle henseender alligevel er et spring fra tilløbene i Faklen nr. 1-2 til den endelige linje, der blev tilstræbt med nr. 8-9 og lå helt fast fra Faklen nr. 11-13, ligner Faklen nr. 3 og 4 dog nr. 13 og 14 en del mere, end Faklen nr. 1 og 2.

Falkentorp udformede logoet, der bortset fra justeringer af farvenuancerne ikke har ændret sig siden nr. 1, han designede den særegne typografi - af nogle kaldt "jernkorstypografien" - og det generelle design, som har været genkendelige karakteristika fra begyndelsen og udskilt tidsskriftet lige så meget fra den øvrige presses udseende, som stoffet har adskilt det fra den øvrige presses indhold.

Fra og med Faklen nr. 2 fik Faklen, der indtil da næsten havde været et rent Århusfænomen, tilknyttet en redaktion i København, som foruden primus motor Niels K. Petersen i første omgang bestod af Per Adler Rosenberg og Sune Wolthers og siden blev yderligere udvidet med Jørgen Bitsch, Tim Christensen og Troels Liebgott. Efter godt et års tid forlod Wolthers dog atter redaktionen. Fra Faklen nr. 1 til Faklen nr. 6, dvs. 1996-1997 skete følgende forandringer i Århusredaktionens sammensætning: Kristian Beedholm, Tania Brogaard, Morten Halskov Jensen, Stephan Stengler og Leyla Tamer, som alle havde været i kredsen omkring bladet fra begyndelsen, blev en del af redationen, mens Henrik Normann Schiødt Petersen forlod den.

Faklen