Ikke to mennesker er født lige. Én ting er, at nogle fødes i rigdom og andre i armod, nogle syge og nogle raske, nogle med lød og nogle uden, men uligheden går videre end som så.

Det enestående ved mennesket er, at medfødte anlæg, udviklede præferencer og stimulerede evner cementerer hver enkelts individuelle og unikke karakter og løbende forøger de indbyrdes forskelle.

Jo mere vi stræber efter at blive lige, desto mere lider individets særegenheder; jo mere vi insisterer på Normen, desto mere legitimt bliver det at afvise det Abnorme, dvs. at kassere de andre, hvis karakter, overbevisning eller hudfarve i iøjnefaldende grad afviger fra flertallets fællesnævner. I Normens navn hugger man »lovlydigt« den hæl og klipper »retfærdigt« den tå, der definerer afvigeren som afviger og det anderledes som det anderledes, endskønt det netop er den hæl og den tå, der gør mennesket til det menneske, det er – forskelligt fra alle andre.

Samfundet bør således stræbe mod og opildne til stadig større uensartethed, for jo mere den enkelte bliver sig sine særegne karakteristika bevidst som enestående og uerstattelige, desto vanskeligere bliver legitimeringen af enhver form for ensretning, og desto vanskeligere bliver enhver form for udskilning af det uens.

Dermed bliver det almenmenneskelige kendetegn mangfoldighed, og det fællesmenneskelige forskel, og postulatet om alt andet et afslørende faretegn, ikke bare for friheden, men tillige for menneskeligheden. For netop af forskellens menneskelighed følger medmenneskelighed, eftersom ingen kan holdes uden for det fællesskab, der består i forskel – ingen har nemlig ikke dét til fælles med alle andre at afvige fra alle andre.

Mens ensartetheden pr. natur altid må ensrette, tilrette og afrette og skille sig af med den, der ikke er ret, er det for mangfoldigheden tværtimod vrangen, forskellen, det er værd at værdsætte og værne om, for hvor alle mennesker er ulig hinanden, er der ikke nogen, som kan erstattes af nogen anden, og derfor heller ikke nogen, der er mere værd end nogen anden.

Kun om denne naturgivne forskel står uanfægtet – og ikke blot som menneskets ret, men frem for alt også som menneskets mulighed for at gøre og udvirke det, som hun selv måtte føle sig drevet til og tiltrukket af – er samfundet i nogen som helst reel forstand et humant samfund, og først da er samfundet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for samfundets. Kun hvor samfundet er til for menneskets og dermed forskellens skyld, kan medmennesker være til for hinanden, eftersom forskel nødvendigvis gør mennesker indbyrdes afhængige og derfor uundgåeligt indbyrdes taknemmelige, hvorimod ensartethed leder til indbyrdes konkurrence og derfor lige så uundgåeligt til indbyrdes rivaliseren, kappestrid og fjendskab. Og den kamp er ikke engang en kamp for en, man elsker, så lidt som for frihed eller retfærdighed, men alene en kamp om at slå flest og få mest – for ussel mammon og for personlig status.

Den Lov, der understøtter og opfordrer til noget så inhumant som konkurrence på brødet, har slet og ret gjort Ret til et imperativt Ensret, og det kan intet menneske være tjent med. At alle er lige meget værd, fordi enhver er ulig enhver anden, betyder også, at alle mødes med samme uforudindtagethed af loven – ikke blot som i dag, af navn, men afgjort også af gavn.

For hvad nytter det, at historiske menneskerettighedserklæringer og frihedsmanifester konsoliderer nyvunden frihed på skrift, og eftertidens regeringer højtideligt proklamerer at ville følge dem, når det hele ganske tydeligt er uforpligtende propaganda, der blot skal afvæbne kritik af undertrykkelsen i selvsamme rettigheders og friheders navn?

Hvad nytter sværmerisk sværgen til den franske revolutions erklæring om menneskets og borgerens rettigheder fra 1789, der i artikel 6 understreger, at loven »skal være den samme for alle«, eller tilslutningen til FNs Universal Declaration of Human Rights fra 1948, hvor det i artikel 11 hedder, at »enhver, der anklages for et strafbart forhold, har ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans skyld er godtgjort«, eller i artikel 4, at »slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt«, når magthaverne blot omdøber Uret til Særlov og Slaveri til Tilbud?

Hvad nytter det, at magthavere hylder og underskriver friheden, retfærdigheden og medmenneskeligheden, når de uden konsekvenser kan kalde systemets undertrykkelse fri, lovens ulighed lige og egoismens umenneskelighed medmenneskelig?

Og jo længere vi sidder den propaganda overhørig, desto længere bekræfter vi magthavernes behændige bedrag og vor egen frygtelige idioti. Jo længere vi lader disse slikkede svindlere plyndre de svage, terrorisere de anderledes og lyve befolkningen lige op i deres godtroende ansigter, desto længere forbliver vi medskyldige i de allerede forlængst iværksatte tiltag i retning af politistatens totalitære brutalitet.

Mindre skarpt kan det ikke udtrykkes, for sådan er det.

Friheden skal ikke underskrives, den skal vindes, og menneskeretten skal ikke proklameres, men erobres. Al anden snak er kun snak, der skal dække over, at både frihed og menneskeværd konstant bliver os frarøvet af magthavere, der dagligt holder os for nar. Derfor må vi i dag mere end nogen sinde kæmpe lige så kompromisløst for menneskets retlige lighed, som vi emfatisk må insistere på dets ret til forskellighed!

Faklen