I mere end halvandet år har Danmark været skueplads for den såkaldte Store Nordiske Rockerkrig. De danske myndigheders handlekraftige indsats mod, hvad de selv definerer som »rockerproblemet«, placerer til gengæld Danmark i spidsen for det internationale politisamarbejde mod »rockerkriminaliteten«. Det betydeligste tiltag i denne kamp har været den såkaldte rockerlov, hvis fremtid afgøres ved en revision i dette efterår, men som allerede er ved at blive eksporteret til Norge, og som i Danmark muligvis snart følges op af et regulært »rockerforbud« …

Danmark er et foregangsland. I hvert fald når det drejer sig om at bekæmpe den frygtede »rockerkriminalitet«. Dansk politi er så dygtige til at fængsle, overvåge og visitere »rockerne«, at Danmark af Interpol ligefrem er blevet bedt om at gå i spidsen for et globalt politisamarbejde mod »rockerkriminalitet« under ledelse af rigspolitichef Ivar Boye.

»Opfordringen skyldes, at Danmark er et af frontlandene - både når det drejer sig om rockerkrigen, men også når det drejer sig om at gå nye veje for at bekæmpe rockerne,« forklarer justitsminister Frank Jensen til Jyllands-Posten, 26.6.97.

Den fornemme internationale lederrolle skyldes usædvanlig dansk lovgivningsopfindsomhed, helt konkret i forbindelse med den såkaldte rockerlov; en særlov, der blev vedtaget af et massivt flertal i Folketinget den 15. 10.96, og som om kort tid skal til revision på baggrund af de erfaringer, myndigheder og politi har gjort det forløbne år.

I det følgende skal vi se på, hvad loven egentlig har udrettet, og ikke mindst hvad den indebærer for retssikkerheden for danskerne i almindelighed - og for bikerne i særdeleshed.

»Rockerloven«, eller rettere »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme« ser tilsyneladende stort på adskillige af Grundlovens frihedsparagraffer, heriblandt boligens ukrænkelighed (§ 72), foreningsfriheden (§ 78) og forsamlingsfriheden (§ 79). Ifølge særloven kan politiet nægte en person at opholde sig i en bestemt ejendom, såfremt »pågældendes tilstedeværelse i ejendommen og omstændighederne i øvrigt skønnes at indebære en risiko for angreb, der vil være til fare for personer, der bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen«, og »såfremt det angreb, der er risiko for, må antages at være led i et gensidigt opgør mellem grupper af personer, hvor der på begge sider anvendes voldelige midler herunder skydevåben og sprængstoffer.« (Mine kursiver).

De meget drastiske frihedsindskrænkelser og sanktioner, som »rockerloven« hjemler, beror altså alene på »skøn« og »antagelser« fra politiet, der som noget nyt dermed får afgørende del i selve den dømmende magt. Den fra Montesquieu adopterede principielle tredeling af magten i den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt, som indtil for nylig udgjorde fundamentet i det politiske system i Danmark, er altså her sat ud af spillet.

De mest fundamentale retsprincipper, ja, måske de principper, som overhovedet kvalificerer en retsstat, elimineres med let hånd af særloven: Ikke bare er princippet om lighed for loven indlysende nok ophævet, og kollektiv afstraffelse indført, men den såkaldte uskyldsformodning, princippet om uskyldighed indtil det modsatte er bevist, har også lidt et alvorligt knæk med politiets enerådende »skøn« og »antagelser« som erstatning for domstolene; dertil kommer endvidere, at den, der rammes af dette forbud, i modsætning til den, der varetægtsfængsles, ikke automatisk kan få politiets »antagelse« prøvet ved en domstol.

Til en offentlig høring den 3.5.97 om særlovenes konsekvenser for retssikkerheden konkluderer selv Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech: »Vi er ved at bryde med de fornemme principper om, at der skal være lighed for loven.« Og: »Vor retsstat er ude på en farlig glidebane. Folketingets flertal har sat sig ud over det magtfordelingsprincip, der skulle sikre den enkelte borger over for vilkårlige overgreb. Det er en utålelig svækkelse af retssikkerheden.«

Den udvikling, som Birthe Rønn Hornbech her advarer så kraftigt mod, hilser chefkriminalinspektør Per Larsen imidlertid velkommen; han kalder den ligefrem »et positivt skred væk fra utrolig voldsom og entydig fokus på det enkelte individs retsgarantier, retssikkerhedsgarantier og retssikkerhed i al almindelighed«. Chefkriminalinspektøren tilføjer, at der »dermed sendes nogle klare signaler til omverdenen om, hvad det egentlig er, vi som stat, som folkestyre, vil acceptere - hvor går grænserne for den anormale adfærd!«

Et positivt skred væk fra individets retsgarantier …!

Meget lidt, om noget, forhindrer, at særloven kan anvendes bredt mod den såkaldte »anormale adfærd« - og stadig væk kun på baggrund af politiets skøn, ikke domstolenes kendelser. Det er ikke svært at forestille sig, hvorledes potentielle konflikter mellem eksempelvis jøder og palæstinensere, autonome og nazister eller tyrkere og kurdere vil kunne blive søgt »løst« ved hjælp af netop en tur ud ad den glidebane, som samfundet med »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme« er slået ind på.

På Retsudvalgets spørgsmål om særlovens anvendelsesområde (i forbindelse med betænkningen) svarer daværende justitsminister Bjørn Westh således ganske klart: »Når betegnelsen rocker ikke er nævnt i selve lovteksten til afgrænsning af lovens anvendelsesområde, skyldes det navnlig, at den foreslåede lov ikke er begrænset til rockergrupper og personer med tilknytning hertil. (…) Men skulle andre grupper begynde at bekæmpe hinanden på den samme voldsomme måde, vil reglerne også kunne anvendes over for sådanne andre grupper.«

Særloven »virker«

Stillet over for muligheden for en udvidelse af særlovens anvendelsesområde her på falderebet før revurderingen af »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme« er det vigtigste spørgsmål naturligvis, hvorvidt retsstaten overhovedet er forenelig med denne, og hvad effekten af særloven egentlig har været.

Allerede inden vedtagelsen af »rockerloven« advarede Birthe Rønn Hornbech i en for højrefløjen enestående grad mod konsekvenserne: »Rockerloven griber ind i den personlige frihed og anfægter retten til at forsamles frit, uden at formålet er at opklare en forbrydelse. Så med denne lov kan ingen lovlydige borgere føle sig sikre for regeringen.« (Jyllands-Posten, 4.10.96).

Preben Wilhjelm konkluderer i Politiken, mere end et halvt år efter lovens vedtagelse: »Selv om samtlige rådgivere og beslutningstagere bag rockerloven hårdnakket hævder, at den har virket efter hensigten, er det indlysende for enhver nøgtern betragtning, at den har været en eklatant fiasko: Krigen er ikke dæmpet, attentaterne er snarere blevet mere intensive, og målene er flyttet fra rockerborgene til gader og stræder og tilfældige caféer med det resultat, at risikoen for almindelige borgere er blevet mere udbredt. (…) Snarere end nøgtern eftertanke har fiaskoen rejst kravet om 'mere af det samme'.« (Politiken, 22.6.97).

Højtstående talsmænd for politiet har imidlertid en ganske anden opfattelse af særlovens virkning. Politimester Jens Henrik Højbjerg fra Rigspolitiet udtaler således til Jyllands-Posten, 23.6.97: »Rockerne forsøger ikke at etablere sig andre steder igen. Det viser, at rockerloven virker. Rockerne har taget til efterretning, at de ikke længere kan fungere på den måde.« Chefkriminalinspektør Per Larsen udtrykker en lignende begejstring og lægger ikke skjul på, hvordan loven virker: »Nøglen til fred har grupperne selv. Og de kan også få fred for os. (…) Det kan da heller ikke være morsomt for dem at være jagtet på den måde.« (Berlingske Tidende, 29.3.97). Til førnævnte høring konstaterede han ligeud, at særloven »har medvirket til at gøre livet mere surt for rockerne«. Forbilledligt politiarbejde i en retsstat.

Danmark er ifølge mange kommentarer fra politikerne og politiet såvel som pressen simpelt hen blevet verdens førende nation, når det drejer sig om overvågning, visitationer og ransagninger af de »onde rockere«. Eller som Jens Henrik Højbjerg udtrykker det: »Herhjemme har vi gjort nogle bitre erfaringer, som har tvunget os til en række nye initiativer med hensyn til lovgivning, polititaktik og efterforskningsmetoder. Det er nok denne buket, man i udlandet har respekt for.« (Politiken, 27.6.96). Til Jyllands-Posten tilføjer han samme dag: »Samt at vi konstant har været i stand til at sætte halvdelen af rockerne i fængsel. Det, tror jeg, har gjort indtryk …«

Derpå skal Danmark altså måles. Hvor mange personer fra en bestemt gruppe, det er lykkedes at fængsle. Hvor højt kan vi score? Det spil, der hedder, hvor høj grad af retssikkerhed vi kan tilbyde, er derimod ikke blandt de aktuelle discipliner, dansk politi bryster sig af over for internationale kolleger.

Det kommende internationale, danskledede politisamarbejde skal bl.a. ses som »en advarsel til de lande, der endnu ikke har problemet inde på livet, så de kan forebygge, at rockergrupperne etablerer sig«, siger Højbjerg til Århus Stiftstidende, 2.7.97 (min kursiv).

I Norge har man allerede ladet sig inspirere af de danske tiltag, ikke mindst særloven, og den norske statsminister, Thorbjørn Jagland lægger ikke fingre imellem i sin kollektive fordømmelse af »rockerne«: »Disse satans drabsmænd, disse umennesker må vi have fat i, og de må straffes.« (Information, 6.6.97).

Det er altså ikke tilstrækkeligt at søge at opklare, hvem der er impliceret i de voldsomme sammenstød mellem Hells Angels og Bandidos i Norge, eller vente på eventuelle retssager - de er allerede alle sammen dømt af statsministeren som »satans drabsmænd« og »umennesker«. Dermed har statsministeren selvfølgelig også allerede lagt op til en umenneskelig behandling, for hvorfor bekymre sig om træg jura og retssikkerhed, når det nu alligevel blot er umennesker, der skal straffes?

Siden »rockerkrigens« udbrud har det danske foregangspoliti sat en hidtil uset mængde kræfter ind på at fjerne problemet - hvilket imidlertid ikke vil sige at løse konflikten mellem Bandidos og Hells Angels, men slet og ret at bekæmpe »rockerne« og alle »rockerrelaterede« over en kam.

Nye beføjelser og flere bevillinger tilfalder politiet i en lind strøm:

23.4.96: Østre Landsret siger god for politiets praksis med at visitere alle »rockermistænkte«.

Maj 1996: Styregruppe mod »rockerkriminalitet« nedsættes, Told og Skat inddrages.

September 1996: En speciel »Rocker Task Force« etableres.

15.10.96: »Rockerloven« vedtages.

November 1996: Politiet får 25 millioner kroner til at få bugt med overarbejdet, og »rockerfængslerne« får 38 millioner til at løse »problemerne«.

Februar 1997: Straffelovrådet kommer med et udspil, der skal begrænse indsattes og især »rockernes« muligheder for aktindsigt.

Maj 1997: En ny lov vedtages, som bl.a. indebærer omvendt bevisbyrde og lettere adgang til hemmelige ransagninger.

Maj 1997: Rigspolitichefen anslår, at der er brug for 40 millioner kroner ekstra til at dække betjentenes overarbejde i 1997. (Kilde: Berlingske Tidende, 10.6.97).

Pressen, den såkaldt fjerde magt, har også sin del af æren for politiets bemærkelsesværdige fremskridt. I stedet for på traditionel journalistisk vis at forholde sig kritisk til myndighedernes magtmisbrug og retssikkerhedstruende indgreb har vi de senere år oplevet de fleste aviser såvel som de to »public service«-kanaler aldeles ensidigt formidle politiets udlægninger og det »folkelige« krav om »mere lov og orden«. Takket være den massive mediebehandling finder befolkningen det kun rimeligt, at betjentene brænder millioner af skattekroner af på uhæmmet våbenposeren uden skyggen af dokumenterbar præventiv virkning. Nye håndvåben og store maskinpistoler er hverdag i stress-kampagnen mod bikermiljøet, men ingen sår tvivl ved rimeligheden i, at dele af politiet fører sig frem som et regulært paramilitært korps, skønt »rockerkrigen« næppe nogen sinde har krævet, at politiet har måttet affyre så meget som ét eneste skud.

Men bevæbningen er en udvikling, der er kommet for at blive, skal man tro politiet. I TV2, 18.8.97, udtaler en betjent således herom: »Danskerne skal nok vænne sig til at se politiet i indsatsdragter og skudsikre veste og med maskinpistol, efterhånden som samfundet ændrer sig.«

Lederskribenter og politikere baner vejen for denne udvikling og kappes om at kræve de hårdeste indgreb over for »rockerne«, der bliver gjort til en trussel mod selveste demokratiet - at politiet er en trussel mod retsstaten, synes ingen at opponere mod. Få bemærker som Lars Bonnevie, at den reelle og virkelig farlige problemstilling ikke har det fjerneste at gøre med at være »for« eller »imod« de implicerede parter i krigen: »Påvirket af pressens skrig og skrål og udsigten til en valgkamp på lov og orden vil justitsministeren foretage en ny indskrænkning af den grundlovssikrede ret til foreningsfrihed, der ikke vil få nogen anden virkning end endnu en gang at understrege regeringens bedrøvelige holdning til demokratiske rettigheder, netop når disse burde stå deres prøve, for eksempel over for oppiskede folkestemninger. Et kønt syn.« (Weekendavisen, 4.7.97).

Den løgnagtige rapport

Det er betænkeligt nok, at politiet og Justitsministeriet benytter helt andre kriterier og metoder til at vurdere og løse henholdsvis »rockerloven« og »rockerproblemet« end dem, som er påkrævet i den almindelige opfattelse af et retssamfund, men at politiet og Justitsministeriet i tæt samarbejde direkte kan lyve og manipulere uden at vække ramaskrig i den »frie« presse, er måske det mest foruroligende i hele sagen.

Hele pressen har tilsyneladende behændigt glemt skandalen om politirapporten »Organiseret kriminalitet«, som i 1995 blev sendt til Folketingets retsudvalg for at dokumentere nødvendigheden af at få gennemført vidtgående ændringer i Retsplejeloven, heriblandt øget adgang til rum- og telefonaflytning, hemmelige ransagninger, civile agenter og andre regulære politistatsmetoder.

Et udvalg under Justitsministeriet med repræsentanter for politi, anklagemyndighed og fængselsvæsen udarbejdede rapporten, der brugte Hells Angels som skræmmebillede. Ikke alene valgte man omhyggeligt den forældede periode op til 1989 som grundlag for den anvendte kriminalitetsstatistik, fordi perioden 1990-1995 uheldigvis viste et drastisk fald i kriminaliteten, men rapportens tal er oven i købet slemt forfalskede. Af rapporten fremgår det således, at forskellige HA-medlemmer skulle have fået 17 domme for vold med døden til følge og 9 domme for voldtægt indtil 1989. Journalisterne Erik Glyngfeldt og Søren Brun kunne imidlertid dokumentere, at det var løgn. De rigtige tal, som bl.a. kunne bekræftes af en redegørelse foretaget af Justitsministeriet i 1991, viste sig at være henholdsvis 2 og 0!

»Sådanne tal skal passe, ellers er hele debatgrundlaget væk,« sagde Helge Adam Møller fra det Konservative Folkeparti, der lovede at indhente en forklaring fra daværende justitsminister Bjørn Westh. »… rapporten rokker ved fundamentale retsprincipper,« sagde formanden for Folketingets retsudvalg, det Radikale Venstres Bjørn Elmquist, der af selvsamme grund lovede at undersøge sagen. Men de gjorde ingenting.

Intet som helst er sket. Ingen er blevet draget til ansvar. Ingen har taget til genmæle, og ingen, bortset fra de to journalister (Weekendavisen, 25.8.95), har skrevet om denne skandale.

Advokat Lars Flyvholm udtaler i den pågældende artikel: »Jeg kan ikke frigøre mig for den mistanke, at politiet benytter lejligheden til at henvise til rockerkriminaliteten, fordi der i politiet ikke er den fornødne vilje, og måske heller ikke evne, til at overskue den organiserede økonomiske kriminalitet, og det er derfor nemmere at kaste sig over den ikke nøjere definerede gruppe af rockere, hvor det er forholdsvis let at lave et skræmmebillede over for befolkningen, og hvor medierne er villige talerør.«

Op til »rockerlovens« vigtige konsolidering og under forberedelserne til det historiske »rockerforbud« bliver befolkningens opmærksomhed via de sædvanlige kanaler atter rettet mod »rockernes« misgerninger og »organiserede kriminalitet«. Anledningen er minsandten Rigspolitiets situationsrapport om organiseret kriminalitet i Danmark i 1996, som netop er sendt til EU.

I rapporten hedder det, at rockerne har et »paramilitært tilsnit«, at de afpresser andre kriminelle, at de er omgivet af en »voldsaura«, og at »rockerkrigen« i det mindste delvis handler om kontrollen med narkomarkedet. Det beskrives yderligere, hvorledes disse angiveligt mafialignende organisationer »søger indflydelse på offentlige forvaltningsprocesser og indsigt i offentlige myndigheders virke«.

De sidstnævnte beskyldninger om rockernes »indflydelse på offentlige forvaltningsprocesser«, som vel anses for særlig intimiderende, idet man i fagterminologien netop taler om »organiseret kriminalitet«, når man »forsøger at øve indflydelse på samfundsstrukturer på det politiske plan«, har vist sig at dække over det forhold, at enkelte har benyttet deres ret til at bede om aktindsigt i fængselsansattes papirer …

Det understreges endvidere, at de har »grupperet sig i fængslerne« (medlemmer af Hells Angels og Bandidos, som afsoner straffe, sidder i samme fængsel som deres respektive klubmedlemmer, hvilket imidlertid ikke skyldes deres egne, men myndighedernes dispositioner), og med henvisning til, at de øjensynligt insisterer på almindelige rettigheder såsom retten til aktindsigt, bemærkes det, at de »har et øje for disse muligheder«.

Den ansvarlige for rapporten, politimester Jens Henrik Højbjerg udtaler til Berlingske Tidende, 15.8.97, »at rockerkrigen bl.a. skyldes kampen om narkotikamarkedet. Men rockerkrigen har ikke ført til, at vi har kunnet drage sikre, endelige konklusioner om, hvad det er, som driver denne her krig, men vi er alligevel af den opfattelse, at det er kampen om et kriminelt marked.« Højbjergs usikkerhedstilkendegivelser drukner i avisoverskrifterne, og TV2-Nyhederne glemmer dem helt og aldeles i bestræbelserne på at cementere det velkendte skræmmebillede.

Selv om Højbjerg erkender, at han ikke har juridisk fast grund under fødderne, understreger han dog, at »alting er overvejet meget grundigt. (…) Denne rapport bygger på efterretninger og indikationer, oplysninger, vi får fra miljøet …« (Jyllands-Posten, 15.8.97).

Indikationer, der dog, som det altså fremgår, ikke kan dokumenteres. Politiet udsender en rapport med seriøse anklager til brug for EU - og med konsekvenser for den offentlige debat - som ikke kan dokumenteres.

Chefkriminalinspektør Per Larsen modsiger rent faktisk også sin kollega, politimester Jens Henrik Højbjerg i samme avis, idet han direkte afviser, at der overhovedet skulle være så meget som indikationer bag gisningerne. Per Larsen udtaler, at »man ikke har beviser for eller indikationer af, at krigen handler om narko. (…) Mit indtryk er nok også, at der er tale om en krig på ære.« Allerede i 1996 afviste han, hvad den seneste situationsrapport, også fra 1996, hævder, at der er tale om organiseret kriminalitet: »Vi kan ikke med nogen som helst vægt i vores dokumentation påstå, at rockergrupperne er del af et organiseret kriminalitetsmønster.« (Information, 23.7.96).

Advokat Thorkild Høyer, som igennem længere tid har været i nær kontakt med de rivaliserende klubber, siger samstemmende i dag: »Rockerne begår meget, meget alvorlig kriminalitet - mod hinanden. Ingen tvivl om det. Men efter min mening er det noget vrøvl at påstå, at der er tale om organiseret kriminalitet - for med organiseret menes der, at man forsøger at øve indflydelse på samfundsstrukturer på det politiske plan, lave bestikkelser og den slags. Det er ikke tilfældet.« Han kalder det »direkte vrøvl«, at krigen skulle handle om kontrollen over narkomarkedet. »Det passer ikke. Krigen handler om ære. (…) Rigspolitiets påstande er stærkt politiserede og har vel mest af alt til formål at skaffe dem bedre efterretningsmetoder, for eksempel ret til at bruge agenter.« (Jyllands-Posten, 15.8.97).

Ikke én eneste avis, ikke én eneste journalist og ikke én eneste politiker finder på at fokusere på politiets svækkede pålidelighed på baggrund af skandalen om den løgnagtige rapport fra 1995 under omtalen af politiets seneste udspil, en »situationsrapport om organiseret kriminalitet i Danmark i 1996«.

»Rockerforbud« under forberedelse

Mediernes og dermed befolkningens rasende reaktion efter skuddramaet i Liseleje, 7.6.97, sætter skub i Justitsministeriets planer om et regulært »rockerforbud«. Samme uforsvarlige hastværk, som karakteriserede »rockerlovens« tilblivelse, vover man dog ikke, til trods for den egnede folkestemning. »Det ville jo være en katastrofe af rang, hvis rockerne fik en dom for, at de ikke er grundlovsstridige,« forklarer justitsminister Frank Jensen, der har bevilget Rigsadvokaten 7,5 millioner kroner til at bevise, at et forbud er muligt - og i givet fald, bemærker justitsministeren, »skal det store apparat sættes i sving, og så skal det ikke skorte på ressourcer fra regeringen.« (Berlingske Tidende, 9.6.97, mine kursiver).

Grundlaget for et forbud skulle være Grundlovens § 78 stk. 2, ifølge hvilken »foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom«. Men trods voldelige sammenstød mellem de rivaliserende parter kan man vanskeligt tale om, at disse apolitiske klubber har en målsætning, som søges opnået ved vold eller anden påvirkning af anderledes tænkende. Endelig må man ikke glemme, at politiet og pressen unægtelig selv bærer en betydelig del af ansvaret for, at krigen overhovedet brød ud (se artiklen »Bikerne, rockerne og politiet« i Faklen nr. 3).

Men glemt er det selvfølgelig af politikere, der ikke vil vide af det, og glemt er det af en presse, der for længst har solgt retssikkerheden for den populistiske jagt på stigende oplagstal. Offentligheden skriger således på et forbud eller det, der er værre, skønt flere jurister advarer mod konsekvenserne. Det frygtes, at yderligere pres og isolation ligefrem kan optrappe konflikten og i sidste ende rette »rockernes« vrede og frustration mod politiet og tilfældige borgere. Og måske med god grund.

Om konsekvenserne af den stigende stress-kampagne fra politiets side og hetz fra pressen udtaler i hvert fald Jørn Jønke Nielsen fra Hells Angels: »Vi har jo ikke meget at tabe. Når man har fået frataget sin forsamlingsfrihed, retten til egen bolig, forening og erhverv, så er der ikke meget at tabe længere. Man må sige, at de har presset folk så langt ud, at de ikke har andet valg end at kæmpe til det sidste.« (Faklen nr. 3, s. 13). Og Christian Grünwaldt fra Bandidos: »Det er da klart, at en eller anden dag er der en, der går amok, fordi der simpelt hen har været så meget pres fra systemets side.« (Faklen nr. 4, s. 23).

Lederen af Rigspolitiets særlige Rocker Task Force, kriminalinspektør Per Kanding forudser også, at »krigen kan blive endnu værre, hvis de to rockerklubber Hells Angels og Bandidos forbydes.« (Det Fri Aktuelt, 9.6.97). Denne formodning stemmer imidlertid ikke overens med ambitionerne hos Justitsministeriet og den øverste politiledelse, og efter at være blevet banket på plads af den overordnede politimester Højbjerg må Kanding dagen efter pligttro udtale til Politiken: »Det er en misforståelse, at jeg er imod et forbud …«

Imidlertid findes der stadig væk nuancer inden for politiet - ikke alle hilser nødvendigvis en optrapning af lov- og politimæssige tiltag af den art velkommen. Således har en række kriminalchefer, som efterforsker opgørene i »rockermiljøerne«, ikke den »rigtige« forståelse af det politiske spil, der knytter sig til et »rockerforbud«. En rundspørge foretaget af Politiken den 14.6.97 afslører således en række tankevækkende vurderinger fra politiet; vurderinger, der desværre er særdeles underrepræsenteret i pressen generelt:

Kriminalchef i Horsens, Palle Berentzen kalder et forbud »en rigtig, rigtig dårlig idé« og et »spil for galleriet«.

Souschef i drabsafdelingen i Københavns Politi, Ove Dahl: »Min konklusion er, at det ikke rokker en tøddel, om vi får et forbud eller ej.«

Roskildes kriminalinspektør, Jørgen Juul: »Det får dem absolut ikke til at stoppe krigen. (…) Det er naivt at tro.«

Ålborgs chefkriminalinspektør, Preben Juel Hansen er enig, og Frederikssunds kriminalchef, Evald Andersen frygter ligefrem ifølge Politiken, at et forbud vil skærpe konflikten mellem politi og rockere.

Det eneste argument, der tilsyneladende røber nogen omtanke hos forbudstilhængerne, om end ikke nogen medmenneskelig sådan, leverer lektor dr.jur. Henning Koch fra Københavns Universitet: »Forbudet kan være en måde at aflive den subkultur, fordi man slår den sociale struktur og normsættet i stykker.« (Politiken, 7.6.97).

Det er meget vanskeligt at se, at det reelt kan have andet formål.

I stedet for at efterforske, dømme og straffe eventuelle kriminelle gerninger begået såvel af »rockere« som af alle andre - den almindelige, rimelige og eneste mulige fremgangsmåde i et retssamfund - vælger det danske foregangsland at tilsidesætte retssikkerheden i stadig stigende grad. Alt sammen blot led i bestræbelserne på at løse vores »problemer«, naturligvis.

Den socialdemokratiske justitsminister, Frank Jensen beroliger de få, der måtte være bekymret for retssikkerheden: »Vi reagerer, når rockerne laver nye træk, men vi reagerer på en måde, hvor vi ikke ødelægger resten af vores retssamfund for borgerne. Vi reagerer mod rockerne ikke mod befolkningen.« (Berlingske Tidende, 15.6.97).

Hvem bliver mon den næste gruppe, som ikke længere er en del af »befolkningen«? Hvem er de næste, som rammes af det, chefkriminalinspektør Per Larsen kalder et »positivt skred væk fra utrolig voldsom og entydig fokus på det enkelte individs retsgarantier«?

I mellemtiden forhandler advokat Thorkild Høyer fred mellem Hells Angels og Bandidos. Myndighederne gør reelt alt, hvad de kan, for at modarbejde initiativet, og det står efterhånden klart, at forbudsplanerne end ikke bliver standset, selv om klubberne slutter fred. Tværtimod vil et forbud kunne holde grupperne nede i fredstid, ifølge chefkriminalinspektør Per Larsen.

Justitsminister Frank Jensen stiller sig ikke engang tilfreds med et forbud, men pointerer gentagne gange, at han »vil det uvæsen til livs«, og siger uden omsvøb: »Selv om vi forbyder rockerne, ved jeg godt, at politiet skal bruge mange kræfter på at overvåge dem. Menneskene bag rockerklubberne forsvinder jo ikke ved lovgivning.« (Jyllands-Posten, 9.6.97).

Nej, det gør de ikke, og dermed må det stå helt klart, at en standsning af krigen i hvert fald ikke har topprioritet; end ikke et forbud mod klubbernes eksistens er åbenbart en tilstrækkelig løsning på problemet for Frank Jensen. Men problemet - det er vel at mærke heller ikke krigen i bikermiljøet, men selve de implicerede menneskers eksistens. Og, som justitsministeren tænksomt beklager, mennesker forsvinder som bekendt ikke ved lovgivning alene!

Der skal tydeligvis endnu skrappere lud til. Men hvilken endelig løsning, justitsministeren så har i tankerne, tør man vel næppe længere gisne om …

Hvem »rockerne« overhovedet er, som i dag rammes af særloven - i morgen måske af et forbud - er imidlertid også et særdeles variabelt begreb, der forholdsvis let kan øge rammerne for særlovens anvendelse. Skal man f.eks. være medlem af Hells Angels eller Bandidos for at være »rocker«? Eller skal man »bare« være såkaldt prospect? Ven? Familie? Bekendt? Er det nok at køre på motorcykel, eller skal det i så fald være på en Harley Davidson? Skal man bære rygmærke? Og hvor går grænsen mellem »rockerne« og de titusinder af »almindelige« motorcyklister? Eller mellem »rockerne« og de tusinder af medlemmer af MC-klubber landet over? Hvor mange af dem kan reelt forbydes adgang til egen bolig med hjemmel i »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme«?

Det er i dag alene op til politiets »skøn« og »antagelser«.

Politimester fra Nykøbing Falster, Bent Jørgensen, der godt nok også er tilhænger af et forbud, fastslår rammende: »Spørgsmålet er, om samfundet kan bære, at man forbyder folk at være sammen med deres kammerater. Det er et politisk spørgsmål. Hvis politiet kan bestemme, at de og de personer ikke må ses, så er det forholdsvis let at administrere. Så kan de straffes, blot de ses. Hvis det skal virke effektivt, så skal man gå langt. Og det tror jeg ikke, dansk mentalitet er til.« (Politiken, 14.6.97).

Men hvem ved, hvad en massiv, ensidig indsats fra den altovervejende hovedpart af politikernes, politiets og pressens side betyder for forrykningen af »dansk mentalitet« i dag? Og hvem ved, hvad den betyder i morgen?

Det første svar får vi, når »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme« i den nærmeste tid skal revurderes af Folketinget …

Jakob Stensgaard