Måned for måned bringer pressen flere og flere beretninger om afviklingen af det danske retssamfund, om myndigheders magtmisbrug, overgreb mod minoritetsgrupper og bevidst løgnagtig propaganda. Måned for måned overtrædes menneskerettighederne og Grundloven med stadig stigende hyppighed af de danske politikere, der ellers internationalt forstår at markedsføre sig med en særlig omsorg for netop disse fundamenter. Faklen følger her de mest iøjnefaldende totalitære, populistiske og racistiske skridt det forløbne år i den danske presse, hvad enten de er blevet taget af politikerne, politiet eller pressen selv, så intet får lov til at forsvinde under glemslens vægt af mediernes dagsaktuelle sportsstjerner og nyhedernes iscenesatte underholdere …

Da Faklen nr. 1 udkom for et år siden, den 27. september 1996, var hovedformålet at råbe vagt i gevær mod den tiltagende ekstreme højredrejning i Vesteuropa i almindelighed og i Danmark i særdeleshed. Ofte har vi således parallelliseret

udviklingen i - eller afviklingen af - det danske samfund med situationen i tyvernes og tredivernes Tyskland, og lige så ofte er vi blevet mødt med patroniserende hån eller ignorerende tavshed.

På et stort anlagt, men lidet besøgt socialdemokratisk pep-møde i Århus Kongreshus afviste statsminister Poul Nyrup Rasmussen blankt Faklen som sortseende, uden at reagere på ét eneste af de stillede spørgsmål, mens den politiske - og frem for alt økonomiske - situation formelig badedes i paradisiske superlativer; finansminister Mogens Lykketoft nægtede ligeledes under en offentlig debat med formanden for det Konservative Folkeparti, Per Stig Møller, eksplicit at svare på spørgsmål fra Faklen; og Socialistisk Folkepartis præst, Margrethe Auken reducerede i en kronik i Information tidsskriftet til et organ for »drengevidenskab«, intimideret af vores kritik af bibelforfalskningen, naturligvis.

Ingen debat, end ikke så meget som skyggen af et forsøg på at besvare den velunderbyggede kritik, som vi lægger for dagen. Ingen kunne måske heller have forventet andet fra de politikere, der bærer hovedansvaret for den samfundsafvikling, som Faklen afdækker, men kontrasten denne og det jubeloptimistiske propagandamaskineri imellem bliver ikke desto mindre netop derved så meget mere skræmmende.

I det følgende har vi kortlagt et udpluk af de racistiske og totalitære træk, der er en stadig mere naturlig del af pressens glimtvise hverdagsbilleder. Det siger sig selv, at det reelle billede af disse tendensers trivsel i dagens Danmark må formodes at være endnu en tand værre, når man tager i betragtning, at det efter alt at dømme kun er et fåtal af sådanne, der overhovedet kommer til offentlighedens kendskab.

Meget tyder på, at tendenserne er de samme i vore nabolande; ikke mindst i Norge, hvor Fremskridtspartiet stormer frem i meningsmålingerne, mens dette skrives. Arbeiderpartiet har på forhånd sørget for at gøde jorden godt og grundigt. Men om de norske socialdemokrater allerede i dag kan overlade eventuelle borgerlige efterfølgere et lige så ekstremt højredrejet samfund som de danske socialdemokrater, får endnu stå uafklaret - indtil nogen besvarer spørgsmålet, om også Norge det forløbne års tid har været skueplads for en højredrejning af lige så foruroligende karakter som Danmark …

Udviklingen i Danmark er i hvert fald særdeles bekymrende for den, der blot følger nogenlunde med i pressen. Som regel tager glemslen imidlertid gradvis chokket fra de fleste - de fortrænger behændigt det værste, eller det lejrer sig højst som glimt af enkeltstående ubehageligheder uden større samfundsmæssig signifikans. Et samlet indblik i et helt år af Danmarkshistoriens talrige landvindinger på dette lidet flatterende felt giver imidlertid et mere uafrysteligt indtryk, som - hvor ualmindelig nedslående det end måtte være at komme igennem - forhåbentlig kan medvirke til en skærpet bevidsthed om, hvor akut påkrævet en massiv modoffensiv er.

Vi taler om regulære fascistiske tendenser. Nu og da emfasen skal lægges på fascistiske, nu og da på tendenser, men vi kommer ikke uden om at betegne dem for, hvad de er. Vi skal siden se hvorfor.

Indimellem er der blot tale om skræmmende lovforslag, men til tider sågar vedtagen lov og ret, der uden videre sætter menneskerettighederne, Grundloven og almindelig medmenneskelighed ud af kraft; somme tider blot lederskribenters reaktionære fordomme, men til andre tider slet og ret benhårde racistiske aviskampagner; sine steder blot toppolitikeres totalitære ønskedrømme, men atter andre myndighedernes virkeliggørelse af noget nær nazistoide tiltag - tiltag, der ikke sjældent påtales af bl.a. menneskerettighedsorganisationer og jurister i en stadig mere alvorlig kritik af forholdene i dagens Danmark …

100 begivenheder i det forløbne års Danmarkshistorie har vi af pladsmæssige hensyn måttet begrænse os til. 100 skridt til højre. 100 skridt nærmere fascismen.

Overdrevet? Døm selv.

Leder i Jyllands-Posten: Opdragelseslejre til kriminelle indvandrere

Under overskriften »Bøllernes by« bruger lederen i Jyllands-Posten et par voldsepisoder i Århus som springbræt til at kritisere politikerne for ikke at virkeliggøre ideen om at sende unge kriminelle indvandrere til »opdragelseslejre« i Egypten: »Så længe denne moralske dovenskab holdes i hævd af Folketinget, så længe må befolkningen finde sig i vold og bestialske drab. Angsten vil vokse med volden. Vi får i sandhed et samfund med slaphedens konsekvens.« (4.9.96).

Dagen efter må samme avis - dog naturligvis ikke på lederplads - erkende, at voldshysteriet er overdrevet: »Myten om, at volden mod sagesløse, især ældre borgere, er eksploderet, er uden hold i virkeligheden, viser en undersøgelse af voldsofre i Danmark.« (5.9.96).

Mindre end 2% af danskerne har været udsat for vold, og de fleste er sluppet med alt mellem mobning og et par blå mærker. Langt under 1% har i løbet af deres liv været udsat for vold, som efterlader sig tydelige spor.

Her tegner volden i weekenden, hvor der traditionelt er mange mennesker i byen, på værtshuse, diskoteker og til fester, sig for 42%, og i halvdelen af disse tilfælde er der involveret spiritus. 17% af al volden finder sted på arbejde, og omtrent samme procentdel tegner volden i hjemmet sig for.

Den tilfældige vold og de »bestialske drab«, som Jyllands-Postens leder finder hjemler regulære »opdragelseslejre« (og kun for indvandrere, naturligvis), er med andre ord udtryk for en hysterisk overreaktion. Sekretariatschef Karsten Ive fra Det Kriminalpræventive Råd udtaler til Jyllands-Posten om mediernes behandling af volden: »Vi føler os somme tider som opfejere for medierne. Jeg kan godt forstå, at kriminalitet er godt stof, men redaktørerne må være sig bevidst, at de er med til at skabe en angst, der reelt ikke er dækning for.«

Lederskribentens »angsten vil vokse med volden« er dermed reelt et udtryk for, at »angsten vil vokse med mediehysteriet«. Redaktørerne af Jyllands-Posten, der advarer mod et »samfund med slaphedens konsekvens«, er således ikke bare »hårdhedens« og interneringslejrenes fortalere - de er tillige blandt de hovedansvarlige for netop den angst, der uden grund griber store dele af befolkningen, hvilket givetvis er langt farligere end nogen eksisterende vold.

At avisen imidlertid ikke ser nogen grund til at ændre kurs, vidner lederen i JP-Østjylland, 1.12.96, om, hvor det atter er enkelte tilfælde af vold med indvandrere indblandet, der får avisen til at kriminalisere en hel befolkningsgruppe: »De unge flygtninge fra Mellemøsten skal overvåges maksimalt. De skal ved enhver given lejlighed standses og visiteres på mistanke om ulovlige våbenbesiddelser.«

Hvem er egentlig mest »bestialsk«, voldsmanden eller lederskribenten?

Rigspolitichef afviser krav fra fagbladet Sygeplejersken om skrappere regler for brug af politihunde

I fagbladet Sygeplejersken fremsættes krav om en begrænsning af anvendelsen af politihunde. Baggrunden er bladets gennemgang af en lang række alvorlige læsioner, der er forårsaget af politihunde i forskellige konfliktsituationer.

Ifølge Politiken, 6.9.96, afviser rigspolitichef Ivar Boye ethvert sådant krav, selv om han erkender, at hundene kan være svære at styre …

I en artikel i Sygeplejersken nr. 36 hedder det indledningsvis: »Sygeplejersken beskriver i dette nummer fire alvorlige bidskader, der stammer fra fire forskellige episoder, hvor politiet har brugt hunde over for større menneskemængder. Én har fået beskadiget penis og urinrør, én måtte sys med 20-30 sting, én havde behov for hudtransplantation, og én måtte i fuld anæstesi to gange.«

I nr. 37 hedder det i en efterfølgende artikel: »Hundens tænder er et frygtindgydende magtmiddel. På de største af kindtænderne kan der være et tryk på ca. seks tons. Som magtmiddel regnes hunden for stærkere end tåregas, men mildere end politistaven. Det er politiets egen vurdering, hvornår de forskellige magtmidler skal bruges.«

Der er mange eksempler på, at politihunde anvendes før tåregas, hvorved der imidlertid er tale om en overtrædelse af reglen om, at det mildeste magtmiddel skal anvendes først.

Ifølge Sygeplejersken bides omkring 300 mennesker årligt af politihunde i Danmark alene ved anholdelser. Her medtages altså ikke tallet for hundebid i forbindelse med gaderydninger af større menneskemængder. I 1995 anvendtes hunde ifølge politiets egne oplysninger 46 gange ved diverse gaderydninger - derudover blev hunde sat ind 125 gange under Ribus-konflikten i Esbjerg. En høring, der var arrangeret af bl.a. Samarbejdet Arbejdere og Akademikere, afslørede ifølge Berlingske Tidende, 14.10.96, at 380 mennesker var blevet bidt af politihunde alene under denne konflikt.

Formand for Dansk Politiforbund, Tommy Agerskov Thomsen kommenterer et par måneder senere Sygeplejerskens dokumentation og bemærker, at det er ude af proportioner med en 30 siders artikel om skader som følge af bid fra politihunde. Bladet skulle f.eks. hellere beskæftige sig med skader, der følger af dårlige legepladser: »Sådanne emner er åbenbart ikke højt prioriteret i fagbladet. Så hellere nogle ‘uromagere’, der er blevet bidt!« (Politiken, 25.11.96).

Redaktør Peter Skeel Hjorth ser anderledes alvorligt på følgen af brugen af politihunde og udtaler til samme avis: »De internationale principper for medicinsk etik siger, at sygeplejersker skal reagere, når de er vidne til overgreb på menneskerettighederne. Derfor er det også relevant for os som fagblad. Og det er en krænkelse, når en ung mand måtte behandles på sygehus i fire uger efter bid fra politiets hunde, uden at man på noget tidspunkt havde grundlag for en sigtelse imod ham.«

Netop omfanget af dansk politis brug af politihunde kritiseres skarpt af menneskerettighedskomiteen i en evaluering af Danmarks forhold til FNs konvention om civile og politiske rettigheder.

Over 1.000 mennesker bliver årligt bidt af politihunde i Danmark.

Rigspoliti-rapport beskylder indvandrere for organiseret kriminalitet - uden dokumentation

Rigspolitiet fastslår i et dansk bidrag til en EU-rapport om organiseret kriminalitet, at rockere og indvandrere i stigende grad er involveret i organiseret kriminalitet i Danmark, men undlader at fremlægge dokumentation herfor.

Både kriminologer og Københavns Politi undrer sig, eftersom de flere gange har understreget, at der trods årelang og massiv politiindsats ikke er det mindste bevis for nogen af delene. Chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi afviser således Rigspolitiets konklusioner over for Jyllands-Posten: »Det er rigtigt, at der har været voldsomme episoder i begge grupper. Men vi ligger ikke inde med materiale, der kan bevise, at de to grupper begår organiseret kriminalitet.« (12.9.96).

Politimester Jens Henrik Højbjerg fra Rigspolitiet indrømmer, at det er småt med dokumentationen: »EU-rapporten skal ikke bruges til operativt brug. Vi har forsøgt at lave et øjebliksbillede og skildre områder, hvor advarselslamperne bør blinke.«

Dette udokumenterede »øjebliksbillede« mistænkeliggør således eksplicit bl.a. pakistanere, iranere, tyrkiske kurdere, irakere, libanesere, gambianere, colombianere og eks-jugoslaviske flygtninge …

Statsministeren: Grundlovssag ingen hindring for Danmarks direkte vej til en ny traktat

Poul Nyrup Rasmussen irettesætter sin udenrigsminister, Niels Helveg Petersen, der ikke mener, at Danmark kan underskrive en ny EU-traktat, før Højesteret har fældet dom i sagen om, hvorvidt allerede den forrige traktat strider mod den danske grundlov.

Ifølge Berlingske Tidende er statsministeren af den opfattelse, at der er blevet lagt en officiel politisk linje - at så Socialdemokratiets regeringspartner, Det Radikale Venstre har en anden holdning, er ubetydeligt: »… der må under ingen omstændigheder skabes usikkerhed om Danmarks direkte vej til en ny traktat.« (16.9.96).

Spørgsmålet er så, om Nyrup Rasmussen herved udviser respekt for de uafhængige domstole, som netop behandler en sag, der skal afgøre, om Danmark har overtrådt Grundloven, og tilslutningen til Maastricht dermed må trækkes tilbage - eller er statsministeren simpelt hen hævet over lov og ret?

Erling Olsen, formand for Folketinget: Fjern grænserne for dansk magtafgivelse til EU

Folketingets formand og tidligere justitsminister, Erling Olsen foreslår, at Grundlovens § 20 ændres, så der ikke længere sættes grænser for dansk suverænitetsafgivelse til internationale organisationer som EU (Politiken, 22.9.96).

Ifølge Grundlovens § 20 kræver magtafgivelser til »mellemfolkelige myndigheder«, f.eks. EU, som ikke er af »nærmere bestemt omfang«, at enten fem sjettedele af Folketinget stemmer for, eller at en folkeafstemning godkender det.

Op til EF-valget i 1972 havde Justitsministeriet oplyst, at EF alene var et økonomisk fællesskab, og Folketinget var således ikke på kant med Grundloven, eftersom magtafgivelserne for 25 år siden dermed tilsyneladende var af »nærmere bestemt omfang«.

Men ifølge Romtraktatens artikel 235 (den såkaldte gummiparagraf) kan EUs »mellemfolkelige myndigheder« udbygge samarbejdet ud over nærmere aftalt omfang.

I en kritisk gennemgang af myndighedernes grundlovsovertrædelser skriver Mikael Witte: »Siden 1973 er artikel 235 udnyttet mere end 600 gange. (…) Beføjelser kan overlades til mellemfolkelige myndigheder. Disse skal respektere grundlæggende folkeretlige principper. Men EU-samarbejdet er udemokratisk. Kun Kommissionen - som ikke er folkevalgt - har ret til at foreslå lovregler, der skal vedtages af Ministerrådet, som ikke er valgt samlet. Medlemmerne kan ikke drages til ansvar. Deres beslutninger offentliggøres, men de fortolkes forskelligt. Det strider mod princippet om, at love skal være ens for alle, og at de skal være offentligt tilgængelige. Da Danmark tilsluttede sig EU-traktaten, afgav regeringen suverænitet i ubestemt omfang til en udemokratisk institution og krænkede dermed Grundloven.« (Grundloven, s. 46).

Erling Olsens ønske om at slække på § 20 er et ikke ubetydeligt tegn på, at fremtrædende medlemmer af Socialdemokratiet i realiteten deler den opfattelse, at paragraffen og dermed Grundloven overtrædes i kraft af Danmarks EU-medlemsskab.

Tvind-skoler må indstille driften pga. regnefejl på 7 millioner kr. i Undervisningsministeriet

To Tvind-skoler, Den Rejsende Højskole og Juelsminde Husholdningsskole har måttet indstille driften på grund af tilbagebetalingskrav fra Undervisningsministeriet på 7,2 millioner kroner.

Undervisningsminister Ole Vig Jensen erkender imidlertid, at skolerne i første omgang var blevet straffet for hårdt for snyd med statstilskuddet. I stedet for de oprindelige 7.200.000 kr. er kravet reduceret til 260.000 kr. Fejlen er dog først »opdaget«, længe efter Tvind er blevet hængt ud i pressen for omfattende millionsvindel med offentlige midler.

Forstander Ebbe Larsen udtaler til Politiken: »Vi har den klare holdning, at al den snak om millionsvindel bare var en løftestang for at få Tvind-særloven lettere igennem.« (28.9.96).

Kontorchef i Undervisningsministeriet, Henrik Køber forklarer den beklagelige fejl med, at hele kursusår fejlagtigt var blevet kendt ugyldige til modtagelse af statsstøtte, fordi Den Rejsende Højskole i strid med reglerne f.eks. enkelte weekends havde givet eleverne fri allerede kl. 13 fredag eftermiddag, så de kunne nå at rejse hjem …

Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme

Den 15. oktober vedtager Folketinget den såkaldte rockerlov, »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme«.

På baggrund heraf kan politiet nu forbyde en person adgang til en ejendom, hvis der efter politiets skøn er »risiko for angreb, der vil være til fare for personer, der bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen«, såfremt angrebet antages at være led i et »gensidigt opgør mellem grupper af personer, hvor der på begge sider anvendes voldelige midler«.

Den udøvende magt er altså her tillige blevet den dømmende magt, og de personer, som politiet forbyder adgang til bestemte ejendomme, er frataget enhver almindelig mulighed for at få kendelsen prøvet ved en domstol.

Rigspolitichef Ivar Boye er dog ikke bange for en svækkelse af retssikkerheden, »fordi politiet nok skal administrere tilholdene fornuftigt«, skriver Berlingske Tidende, 3.10.96.

Imidlertid kan juridisk set uskyldige mennesker uden videre blive smidt ud af klubhuse og lejligheder - uden dommerkendelse. Politiet vurderer selv, hvem der rammes af forbudet; de definerer således suverænt, hvem der er »rocker«, hvem der er »rocker-relateret«, og hvem der er tilstrækkelig bekendt med »rockerkredse« til at være underlagt særloven - f.eks. var ifølge Jyllands-Posten 4.600 personer registreret som samarbejdende med rockergrupper i 1991 (17.11.91). Naboer til et klubhus i Polensgade i København kritiserer imidlertid ifølge Berlingske Tidende, 5.10.96, at der ikke deltager rockere i kommissionen bag særloven.

Justitsminister Bjørn Westh afviser dog uden videre de implicerede klubbers retssikkerhedsgaranti med begrundelsen, at den ville være »meget svær at administrere« (Information, 10.10.96). Lektor ved Københavns Universitet, Lars Adam Rehof bemærker hertil: »Jeg mener, det er meget dårlig argumentation i en retsstat. Fordi der kommer mange retssager, så vil vi ikke give dem retssikkerhedsgaranti. Det er en meget pauver argumentation.«

Justitsministeren understreger endvidere, at særloven bestemt ikke er beregnet til at standse rockerkrigen, men blot til at fjerne faren for naboerne til klubhusene. En »fare«, som ud fra enhver nøgtern betragtning reelt er minimal, og som da heller hverken er blevet større eller mindre, nu hvor træfningerne blot foregår andetsteds.

Særloven har altså indlysende nok ikke virket efter hensigten - til gengæld har den entydigt undermineret retssikkerheden.

Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech udtaler til en offentlig høring om særloven et halvt år senere: »Vor retsstat er ude på en farlig glidebane. Folketingets flertal har sat sig ud over det magtfordelingsprincip, der skulle sikre den enkelte borger over for vilkårlige overgreb. Det er en utålelig svækkelse af retssikkerheden.« (3.5.97).

Denne side af sagen følte statsministeren dog, at han havde foregrebet kritik af allerede elleve dage før lovens vedtagelse, da han til Information beroligende kunne udtale: »Lad os nu ikke rode os ind i alle mulige juridiske finesser og petitesser …«

Whites only på københavnske diskoteker

Politiet skærper beredskabet mod et fænomen, som pressen har døbt »gadevolden«. Politiken bringer i den forbindelse et billede, hvor dørmænd nægter to mørklødede drenge adgang til et diskotek, mens tre hvide piger uden problemer slipper ind. Den informative billedtekst lyder: »En almindelig fredag aften foran et københavnsk diskotek. Dørmænd iført skudsikre veste luger omhyggeligt ud blandt gæsterne.« (20.10.96).

I samme avis gør lektor Lars Adam Rehof fra Københavns Universitet pressen ansvarlig for den stigende frygt for vold. Enkeltsager kan på én dag gøre politikerne parat til at sætte fundamentale retsgarantier over styr. Danmark skulle slet ikke have haft en rockerlov, men en politilov: »Dansk politis virksomhed udfolder sig i høj grad i et retstomt rum, hvor politiet har utrolig vide rammer for at skønne, hvad de kan gøre. Det er et væsentligt problem. Det er et skråplan.«

Offensiv fra Indenrigsministeriet centrum i ny tamilsag

Den 30.8.93 kom den tamilske pige Chitra Rajendram til Danmark efter en lang og omstændelig flugtrute. I oktober 1996 skal hun atter udvises til det land, hun er flygtet fra. Trods protester fra hendes skolekammerater og pressens uforbeholdne sympati fastholder indenrigsminister Birte Weiss sit afslag på humanitær opholdstilladelse, og den 31.10.96 sendes hun tilbage til Sri Lanka.

I løbet af kort tid lykkes det imidlertid Indenrigsministeriet at vende stemningen 180 grader, og snart lyder overskrifterne i en næsten enstemmig presse: »Chitra løj«! Oplysninger lækkes løbende fra Indenrigsministeriet, der »påviser«, at Chitra var »utroværdig«, at hun nægtede at lade sig aldersteste og opgav falsk alder.

Indenrigsminister Birte Weiss, der var blevet så udskældt for sin inhumane holdning i Chitras sag, fik 100% æresoprejsning; B.T. bemærkede efterfølgende: »Det er på tide at sige, at Birte Weiss har håndteret denne sag med is i maven, men ikke uden hjerte og det er en kunst. (…) Chitras virkelige historie kender vi ikke, men det er givet, at hun har forsøgt at føre asylmyndighederne bag lyset.« Politiken skriver i en leder: »Selv om vi ikke fortryder, (…) så vil vi gerne anerkende, at også i denne sag har Birte Weiss passet sit arbejde.« (9.1.97).

Journalisterne Morten Bohr og Erik Valeur fra DRs dokumentargruppe kortlagde i radiomontagen »Pigen fra Sri Lanka«, hvordan hændelsesforløbet egentlig udspillede sig i det, de kaldte »den fatale pressedækning samt ministeriets elegante modoffensiv«. I artiklen »Pigen og ministeren« i Journalisten, 26.3.97, sammendrager de en række af deres konklusioner på historien.

Bohr og Valeur kan således fastslå, at Chitra-sagen ikke behandledes af journalister med faglig ekspertise inden for flygtninge- og indvandrerproblematikken; nyhedsstoffet vrimlede tværtimod med faktuelle fejl, og de involverede journalister formåede ikke at se sagens perspektiver. I Journalisten skriver de: »De opdager f.eks. aldrig, at sagen har central betydning for en langt større indenrigsministeriel manøvre om udsendelse af tamiler - en manøvre, der har været tre år undervejs.«

Spektakulære nyheder gjorde, at offentlighedens sympati svang fra Chitra til Weiss. TV2-Nyhederne bekendtgør den 5.11., at de er »kommet i besiddelse af« Flygtningenævnets to år gamle afgørelse i sagen - en afgørelse, der hele tiden har været tilgængelig, fremstilles således af TV2 som en dramatisk bombe i sagen. Den øvrige presse følger efter, og man fæstner sig ved, at Flygtningenævnet påhæfter Chitra mærkatet »utroværdig«.

Bohr og Valeur kan imidlertid oplyse, at der intet som helst spektakulært er i dette: »En stribe dygtige folk kunne have sat uerfarne journalister ind i asylområdets nuancer. Men ingen ringes op. Ingen kan fastslå, at skudsmålet ‘utroværdig’ er helt normalt i asylsager, og at stort set alle asylsøgere lyver om visse forhold - ikke mindst rejseruter. Det skyldes bl.a., at en korrekt beskrivelse vil sende dem direkte tilbage til deres udgangspunkt.«

Behændigt sammenblandes begreberne; Flygtningenævnets asylafgørelse retfærdiggør pludselig indenrigsministerens udvisning, men ingen bemærker, at Birte Weiss’ beslutning ikke faldt i en asylafgørelse, men i en ansøgning om humanitær opholdstilladelse, skønt det netop er hele ideen i systemet, at der skal være vandtætte skodder disse imellem. Ministeren undlader naturligvis også selv at gøre opmærksom herpå.

»Pressens sammenblanding fjerner på få timer fokus fra ministerens selvstændige, suveræne afgørelse af Chitra-udvisningen og får dermed hele sagen til at dreje,« konstaterer Bohr og Valeur.

Kort efter sender en srilankansk mand fra Jylland Indenrigsministeriet en fax, der afslører et tamilsk »netværk«, som skulle styre sagen. Den 7.11. lancerer TV2 brevet som endnu en bombe.

Ingen, hverken politiet, ministeren eller TV2 finder det nødvendigt at bemærke, at Den Centrale Politiafdeling allerede samme dag har undersøgt brevet og brevsenderen og konkluderet, at oplysningerne er uden indhold, hvorfor de har lukket sagen! Den 17.11. følger DR i hælene på TV2, og TV-Avisens søndagsudgave dramatiserer atter forløbet og det famøse brev - heller ikke denne gang nævnes politiets konklusion!

Indenrigsministeriet udsender tilmed en række oplysninger fra den danske generalkonsul i Colombo, Palle Bjørn Rasmussen, der henviser til srilankanske politichefer, som ukritisk refereres i pressen og bestyrker indtrykket af Chitras bedrag af de danske myndigheder. Dementier fra danskere i Sri Lanka dukker først op, da pressen er ophørt med at behandle sagen.

Bohr og Valeur konkluderer: »Under samtaler med en række af de medier, der var involveret, kan man følge en særdeles veludført modoffensiv fra Indenrigsministeriet: telefonopringninger, beskeder, særlige møder, lækager med fortrolige oplysninger mod fuld kildedækning. (…) For tiden lægger post-Chitra-billedet af de falske, indsmuglede flygtninge et perfekt grundlag for stramninger i udlændingeloven, for den fortsatte udvisning fra Danmark af tamiler - og selvfølgelig ikke mindst for det overstatslige flygtningesamarbejde, der nu - fire måneder efter Chitra-sagen - kan komme til at fælde det første af Danmarks EU-forbehold. Alt dette med uundværlig hjælp fra den danske presse.«

Indenrigsministeriets offensiv har haft en sådan succes, at løgnehistorien om »svindleren Chitra« og »det srilankanske netværk« stadig væk er det indtryk, som offentligheden sidder tilbage med.

Den 15.3.97 behandler Information-journalisterne Mette-Line Thorup og Signe Lindskov Hansen sagen og dens konsekvenser i et tema, der bl.a. fokuserer på, hvorledes medierne siden Chitra-sagen har vægret sig ved lignende sager om udvisningen af unge tamiler.

Birte Weiss’ påstand om, at Chitra løj om sine forældres død, er aldrig blevet dokumenteret. Oplysningerne om, at hun nægtede at lade sig aldersteste, er falske, hun sagde blot nej til røntgenundersøgelser. Oplysningerne om, at Chitra modsat sin egen påstand aldrig har været medlem af De Tamilske Tigre, er aldrig blevet dokumenteret. Oplysningerne om et hemmeligt tamilsk netværk i Danmark var grundløse.

Propaganda af første klasse fra det danske indenrigsministerium.

Justitsministeren giver Folketingets retsudvalg urigtige oplysninger om kastration af kriminelle

Justitsminister Bjørn Westh oplyser til Retsudvalget, at de anvendte præparater til medicinsk kastration »er afprøvet og godkendt til dette formål«.

Ifølge Press, 1.11.96, er dette imidlertid ikke sandt. Midlet, der anvendes, hedder decapeptyl, og chefen for Sundhedsstyrelsens afdeling for medicinsk lægemiddelvurdering, Jens Ersbøll udtaler: »Det er vigtigt at betone, at decapeptyl aldrig er godkendt til medicinsk kastrering, og at der ikke er nogen, der kender præparatets langtidsvirkning. (…) Midlet kan slet ikke godkendes, da de firmaer, der markedsfører denne type medicin, eksempelvis Ferring, aldrig har ansøgt om nogen godkendelse.«

Justitsministerens urigtige oplysninger blev ikke genstand for videre kritik. Han blev ikke fyret - han fik ikke engang en næse.

Arbejdsministeren: Arbejdsformidlingen kan afskrive en ledig pga. hudfarve

Arbejdsminister Jytte Andersen udtaler til Politiken, at Arbejdsformidlingens medarbejdere også skal vurdere, »om den ledige har en reel chance for at få et job, inden vedkommende bliver sendt til en jobsamtale. Det kan resultere i, at AF på forhånd afskriver en ledig på grund af hudfarve eller et fremmedklingende navn.« (12.11.96).

To dage senere trækker ministeren i land og hævder over for Information, at citatet er revet ud af en sammenhæng - gad vide hvilken? Politikens journalist, Poul Dengsøe fastholder, at ministeren udtalte sig, som han har refereret det.

Politiets Efterretningstjeneste skjuler bevismateriale i drabssag mod Hells Angels

I strid med Retsplejeloven har PET skjult bevismateriale for både anklagemyndighed, forsvarere, retten og kolleger i Københavns Politi i en drabssag mod seks medlemmer af Hells Angels, der er tiltalt for drabet på Bandidos-medlemmet Uffe Larsen i Kastrup Lufthavn.

Advokat Torben Bagge, der repræsenterer en af de sigtede, antydede, at de relevante oplysninger bevidst er tilbageholdt, fordi de gavner forsvaret.

Anklageren, vicestatsadvokat Bitten Dyrberg undskyldte sig med, at hun ikke var »herre over«, om alt relevant materiale blev afleveret fra politiet. Retsformanden fandt imidlertid ikke denne forklaring tilfredsstillende: »En sådan bemærkning har jeg ikke hørt før i mine tyve år som dommer. I denne sag er der kun tre parter: anklager, forsvarer og retten. Det kommer ikke PET eller politimesteren i Holstebro ved, hvad der sker herinde, og derfor nytter det ikke, at anklageren, selv om det er forståeligt, dækker sig ind under PET.« (Jyllands-Posten, 14.11.96).

Professor dr.jur. Erik Werlauff fra Aalborg Universitet understreger det alvorlige i tilbageholdelse af bevismateriale: »Den europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom efter dom slået fast, at dette er et af de mest grundlæggende principper i retsplejen.«

FN-kritik af Danmarks krænkelser af menneskerettighederne

Danmarks ry er overordentlig blakket i FN, når det drejer sig om afleveringen af rapporter om menneskerettighedernes tilstand i landet.

På topmødet om menneskerettigheder i Wien i 1993 markerede Danmark på allerførste side i sit program, at menneskerettigheder ikke kunne betragtes som et lands »interne anliggende«. Samtidig modtog Udenrigsministeriet FNs generalsekretærs sjette rykker for en rapport om Danmarks overholdelse af menneskerettighederne, en rapport, der skulle have været afleveret i november 1990. Danmark har underskrevet en løbende rapporteringspligt ved ratificeringen af FNs konvention om civile og politiske rettigheder i 1972.

Først efter elleve rykkere afleverede Udenrigsministeriet rapporten med fem års forsinkelse i 1995. Et halvt år senere var der deadline for den næste rapport fra Danmark, som imidlertid endnu ikke er afleveret.

Menneskerrettighedskommissær for Østersørådet, Ole Espersen ser meget alvorligt på forsinkelsen: »… man [kan] jo sige, at det er en formalitet, at man kommer for sent med en rapport, hvis ellers indholdet er nogenlunde ordentligt. Men når der så samtidig er kritik af Danmark på nogle ikke uvæsentlige punkter, så er det ikke så godt …« (Politiken, 17.11.96).

I en nylig evaluering af Danmarks forhold til FNs konvention om civile og politiske rettigheder kritiseres Danmark skarpt af menneskerettighedskomiteen, bl.a. for en uforståelig brug af politihunde mod større menneskemængder, varetægts- og isolationsfængsling på ubestemt tid, mindreåriges afsoning sammen med voksne i fængslerne og langsommeligheden i erstatningsspørgsmålet omkring Thule-sagen, der har trukket ud i 43 år …

Lektor i menneskeret ved Københavns Universitet, Lars Adam Rehof betegner komiteens kritik som overraskende konkret og udtaler til Politiken: »Der kan tales om et vink med en vognstang.«

Politi og domstole omgår forbud mod hemmelig ransagning

Politiet må ikke foretage ransagninger uden efterfølgende at underrette den, hvis ejendom er blevet ransaget. Domstolene har imidlertid hjulpet politiet med at omgå loven ved en usædvanlig fortolkning af reglerne.

Eksempelvis har domstolene nægtet hemmelig ransagning af skibscontainere, men siden hen alligevel tilladt politiet det ved simpelt hen at omdøbe containerne til breve - politiet må nemlig gerne åbne og gennemlæse breve uden bagefter at gøre opmærksom på det.

Et lovforslag fra justitsminister Bjørn Westh vil give grønt lys for denne praksis netop med henvisning til, at reglerne i forvejen omgås således …

Lektor Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet finder fremgangsmåden særdeles kritisabel: »Det er stærkt utilfredstillende, at politiet går i gang med en så betænkelig praksis og først bagefter forsøger at få gennemført en præcis lovhjemmel med argumentet om, at det har vi jo hele tiden gjort.« (Jyllands-Posten, 19.11.96).

Rockerterror - en fjer eller en and?

Den 12.12.96 skriver Jyllands-Posten: »Skræmte vidner har givet rockere frit spil til to års terror mod 27-årig bistandsklient. Buler i rocker-præsidentens Opel udløste en lang serie overfald.«

Dernæst opmales et billede af den »terror«, som Gert Gam fra Århus har været udsat for fra rockere: »Skår fra broderens urne ligger stadig på det sted, hvor rockerne tvang Gert Gam af cyklen og mishandlede ham.«

Jyllands-Posten beretter om, hvordan Gam er blevet gennembanket, bl.a. har han fået sparket sine tænder i stykker og er blevet slået med en geværkolbe i skridtet, alt sammen for at »overtale« ham til ikke at vidne om trusler, tærsk og afpresning. Der er tale om op til 30 overfald over to år - blot fordi han havde forårsaget »buler i rockerpræsidentens Opel«.

Ingen har imidlertid vidnet til fordel for Gams historie, en historie, som Jyllands-Posten bruger som eksempel på problemer med skræmte vidner, bl.a. i rockersager.

Dagen efter tager lederskribenten afsæt i samme historie for at advare »de velorganiserede voldsmænd« mod at drive deres »terrorregime« så vidt, at »de kan tvinge samfundet til i enkeltstående tilfælde og efter nøje vurdering af domstolene at fravige den ret, vi ellers i et retssamfund tilstår hinanden.« (Jyllands-Posten, 13.12.96). Avisen har fældet dom.

En lille uge senere må Jyllands-Posten i en mindre notits imidlertid indrømme, at Gams forklaring »krakelerer«. Broderens urne, som ifølge Gam skulle være blevet knust efter rockernes terror, viser sig på stregkoden at være en blomsterkrukke til ti kroner fra det lokale Føtex, og stenhuggeren, hvor urnen skulle have været købt, oplyser, at han slet ikke sælger urner …

Lovforslag: Tvangsindlæggelse uden domstolskendelse

Overlæge på Bispebjerg Hospital, Ralf Peter Hemmingsen kritiserer, at et forslag til en ny psykiatrilov vil tillade tvangsindlæggelse af psykisk syge uden domstolskendelse (Politiken, 18.12.96): »Det krænker min retsbevidsthed, at en administrativ frihedsberøvelse, som tvangsindlæggelse er, ikke mere skal prøves ved domstolene.«

For patienterne er det imidlertid mere og andet end »retsbevidsthed«, der bliver krænket.

Asylsøgere venter på afgørelse i op til otte år

På trods af indenrigsminister Birte Weiss’ løfter om hurtigere behandling af asylsager er der ifølge Dansk Røde Kors’ asylafdeling stadig mange asylsøgere, der må vente i komplet uvished om deres fremtid i op til otte år, før der foreligger en afgørelse fra det danske asylsystem (Politiken, 19.12.96).

Statsministeren: Stærkere magtmidler til politi og retsvæsen

Mediernes voldskampagner fik dronningen til at gøre volden til hovedemnet i årets nytårstale: »Jeg tror, det bliver de unges generation, som for alvor gør op med den råhed og mangel på ansvarsfølelse, som alt for ofte præger vor tid.«

Spørgsmålet er imidlertid, om dronningen har ret i, at det er voldens »råhed«, der præger vor tid, eller om hun tværtimod er offer for samme propaganda, som statsministeren lagde for dagen i sin nytårstale?

Poul Nyrup Rasmussen sagde bl.a.: »Folk skal kunne gå på gaden uden at se sig over skulderen.«

Men hvad er det egentlig, statsministeren vil sige med dette? Præsenterer han virkelig et realistisk billede af forholdene i dagens Danmark - er det sandt, at folk ikke kan »gå på gaden uden at se sig over skulderen«?

Nej. Dronningen og statsministeren fordrejer kendsgerningerne, når de gør stigende vold til et kendetegn; alle eksperter er enige om, at volden omvendt i årevis har været faldende eller stagnerende. Men hvorfor giver vore statsoverhoveder så udtryk for det modsatte?

Nyrup Rasmussens nytårstale giver måske selv en del af svaret: »Politi og retsvæsen vil få stærkere magtmidler i kampen mod dem, der truer andre og ringeagter menneskeliv.« Og her er vel at mærke ikke tale om de ministre, der »truer andre og ringeagter menneskeliv« ved f.eks. at sende flygtninge tilbage til død og tortur - for den, som skulle være i tvivl - men selvfølgelig de illusoriske hobe af voldsmænd, der gør gaderne usikre for retskafne godtfolk …

Ole Brink, læge og voldsforsker på Århus Amtssygehus, siger i overensstemmelse med forskernes consensus på området: »Politikerne forsøger i deres valgkamp at få mindsket volden og ikke mindst befolkningens angst for vold. Men resultatet er det stik modsatte. Deres lovforslag og nytårstaler er kun med til at øge angsten for vold på et tidspunkt, hvor volden uden for enhver diskussion falder markant, og hvor politikerne ved det. Det er bekymrende.« (Jyllands-Posten, 3.1.97).

Hvordan reagerer nu ansvarsbevidste politikere konfronteret med forskernes fakta?

Justitsminister Frank Jensen udtaler herom til samme avis: »Jeg tror, at alle i befolkningen har et klart billede af, at den grove vold er blevet mere bestialsk, den er mere uforudsigelig, den retter sig mod sagesløse. Jeg vil ikke vente, til kriminologerne får sig analyseret frem til, at det er et faktum.« … Nej, det ville også være vanskeligt, for det er et falsum.

Den nyudnævnte justitsminister blev imidlertid ikke fyret. Han fik ikke engang en næse.

Samlivskontrol af indvandrere

Danmark, Sverige og Finland varsler skærpet praksis i familiesammenføringssager; fremover skal der være mulighed for DNA-test eller aldersundersøgelser. Udlændingestyrelsen arbejder på en endnu skrappere praksis, »samlivskontrol«, hvor politiet skal afgøre, om familiesammenførte også rent faktisk bor sammen. (Berlingske Tidende, 9.1.97).

Indenrigsminister Birte Weiss udtaler i den forbindelse: »En høj fup-rate må føre til ekstraordinære kontrolforanstaltninger. Vi accepterer ikke svindel.« (Berlingske Tidende, 17.1.97).

Hvor denne høje »fup-rate« findes dokumenteret, melder ministeriet, der så elegant forstod at bedrage offentligheden i Chitra-sagen, intet om. Den mulige forklaring, at de familiesammenføringer, der virkelig skulle vise sig at være flygtninges skalkeskjul for den »forbrydelse«, det er at redde medmennesker, som de ikke er i familie med, har man ikke øje for - ikke én avis præsenterer indenrigsministerens høje »fup-rate« ud fra dét, modsatte perspektiv, at Birte Weiss’ behændige propaganda dækker over en hjerteløs flygtningepolitik, der slet og ret tvinger flygtninge til at tage stadig mere desperate metoder i brug.

Pia Kjærsgaard, formand for Dansk Folkeparti: Forbyd nazister, rockere og autonome

Afsløringen af nazistiske brevbomber får en række politikere til at score billige point.

Justitsminister Frank Jensen arbejder på at undersøge muligheden for et forbud mod nazisterne, jf. Politiken, 20.1.97.

Socialisten Weekend kan imidlertid afsløre, at forbud og særlove præcis er, hvad nazisterne venter på, ja, det er en del af deres egen strategi.

Erik Jensen fra den antiracistiske dokumentationsgruppe Demos advarer da også mod en presseskabt paranoia, der omsættes i særlove rettet mod de danske nazister: »Der er allerede tilstrækkelig pondus i den eksisterende straffelov. (…) Det er klart, at de vil forsøge at puste sig op som martyrer, der kæmper en berettiget modstandskamp, hvis DNSB f.eks. blev forbudt.« (17.1.97).

Justitsministeren vil imidlertid ikke nøjes med at forbyde nazisterne, han vil tage rockerne med i samme ombæring. Men hvorfor standse her?

Hvem der kunne blive de næste, besvarer formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, der også ønsker både rockerne og nazisterne forbudt - og nu man er i gang, kan man jo lige så godt tage de autonome med: »Tidligere har autonome på lignende vis afsløret deres kriminelle og anarkistiske sindelag.« (Information, 22.1.97).

Hvem bliver de næste?

Berlingske Tidende har et bud i en leder, fem måneder senere: »Hvad der trænges til, er endnu flere lange fængselsstraffe, afsagt på grundlag af effektiv efterforskning foretaget af flere politi- og skattefolk. Det er ikke varm teaterluft, befolkningen har brug for, men ægte resultater. Og forresten: Hvis rockerne skal forbydes, så må ministeren også se kritisk på de autonome, nazisterne, voldelige trotskister og andre, hvis virke også er forbundet med vold og hærværk.« (21.6.97).

Først nazisterne, så rockerne, så de autonome og så trotskisterne. Det er efterhånden trivielt at spørge - men hvem bliver de næste?

Tele Danmark varsler fyring af 2.500 medarbejdere trods milliard-overskud

Tele Danmark, der i 1996 præsterede et overskud på 3,1 mia. kr. efter skat, varsler fyring af 2.500 medarbejdere. Den nye forskningsminister, Jytte Hilden, der bestyrer de 51% af aktierne, som staten ejer i Tele Danmark, bakker op om fyringerne.

Leif Hartmann, medarbejder og medlem af bestyrelsen, udtaler: »Man har på godt dansk røvrendt os. For det første lovede den tidligere forskningsminister, Frank Jensen (…) i december, at der ikke var fyringer på vej. Og nu kan vi se Jytte Hilden bakke massefyringerne op. Det er underligt at opleve en socialdemokratisk minister, der ser mere på aktiekurser end på arbejdspladser.« (Ekstra Bladet, 31.1.97).

De varslede fyringer får aktierne til at stige 10 kr. - på et døgn stiger værdien af Tele Danmark således med den nette sum af 1,3 mia. kroner …!

Nye og kraftigere våben til politiet

Danmarks 10.000 mand store politistyrke vil kassere Walther-tjenestepistolerne og erstatte dem med kraftigere våben for 45 millioner kroner. Hans Bundesen fra Dansk Politiforbund ønsker ved samme lejlighed, at ammunitionen bliver bedre og kraftigere: »Vi har brug for en ammunition, der ikke sårer de forkerte, fordi den går lige igennem dem, vi skyder imod.« (Jyllands-Posten, 4.2.97).

Der er imidlertid ingen saglig grund til, at politiet skulle have brug for kraftigere våben, idet der aldrig har været tale om et reelt problem med den nuværende 7,65 mm ammunition; end ikke som følge af den verserende rockerkrig, eftersom politiet heller ikke i den forbindelse har været impliceret i ét eneste skudopgør.

Kirsten Jacobsen, formand for Fremskridtspartiet: Anmeld rocker-typer, der hænger ud et mystisk sted

I en kronik i Ekstra Bladet med overskriften »Fuck de rockere« opfordrer Fremskridtspartiets formand, Kirsten Jacobsen befolkningen til omfattende stikkervirksomhed, hvis »rocker-typer« samles: »Hvis du ser en gruppe rocker-typer hænge ud et mystisk sted, så løft knoglen (…) ring til politiet!« (19.2.97).

Danskerne skal ikke længere sidde deres mistanke overhørig, men deltage aktivt i overvågningen og anmelde suspekt udseende typer: »Vi skal åbent demonstrere vores holdning og i fællesskab tage ansvaret for rocker-overvågning.« …

Justitsministeren modsiger chefkriminalinspektøren - hvem lyver?

Justitsminister Frank Jensen modsiger chefkriminalinspektør Per Larsen i vurderingen af motiverne bag rockerkrigen.

Den 23.7.96 udtaler chefkriminalinspektør Per Larsen til Information om rockerkrigen: »… jeg mener ikke, man med nogen rimelighed og på baggrund af flere års politiarbejde kan påstå, at der er tale om organiseret kriminalitet. Og i øvrigt så mener jeg slet ikke, at vi har organiserede kriminalitetsstrukturer med udspring i Danmark. (…) Jeg tror ikke, at det handler om et opgør om hashmarkedet eller markedet for noget andet. Jeg tror mere, det handler om æresbegreber og en utrolig sammentømrethed, der er i miljøet.«

Den 28.2.97 udtaler justitsministeren imidlertid til B.T. om rockerkrigen: »Det er ikke primært æresbegreber, som nogle vil gøre det til. Nej, det er en kamp om at få herredømmet over narkomarkedet. Jeg er ikke i tvivl om, at rockerne er de egentlige narko-bagmænd her i Danmark.«

Gad vide, om justitsministeren har ret i, at chefkriminalinspektøren tager fejl - eller om det er justitsministeren selv, der taler usandt?

Alderstest af asylsøgere: Vurdering af kønshår og kønsdele

Lektor i udlændingeret, Jens Vedsted Hansen fra det Danske Center for Menneskerettigheder kritiserer den ydmygende alderstest af asylsøgere, der går på en vurdering af ansøgerens kønshår og kønsdele. Til Berlingske Tidende udtaler han: »Det at skulle stille sig nøgen op foran en fremmed og lade sig undersøge, må der som udgangspunkt kræves lovhjemmel til, men den ser jeg ingen steder i Udlændingeloven.« (28.2.97).

Udlændingestyrelsen forsvarer sig med, at deltagelse i testen er frivillig. Spørgsmålet er så, om det indvirker på den enkeltes asylansøgning, hvis vedkommende nægter denne behandling, og hertil svarer direktør for Udlændingestyrelsen, Claes Nilas: »Hvis folk siger nej, må vi jo notere det i sagen. Dermed ikke sagt, at vi pr. automatik giver afslag på en asylansøgning. Men det er klart, at vi må spørge os selv: ‘Hvorfor vil den pågældende ikke være med til det her?’«

Ja, hvorfor mon - en »frivillig« test af kønshår og kønsdele?!

DNA-register over sigtede

Registertilsynet giver i et høringssvar Justitsministeriet grønt lys til ikke alene at lade et DNA-register omhandle dømte kriminelle, men tillige sigtede, selv om de frikendes.

Registertilsynets direktør, Henrik Waaben udtaler: »Man går langt, når man lader registret omfatte personer, som ikke bliver dømt. Men de samfundsmæssige fordele ved registret overstiger ubehaget ved at stå i det.« (Jyllands-Posten, 8.2.97). Gad vide, om Waaben taler af erfaring? Ellers må det siges at være temmelig skråsikkert at udtale sig så definitivt negligerende om »ubehaget ved at stå« i registret.

Registret bør også omfatte mindreårige børn, foreslår formanden for Dansk Kriminalpolitiforening, Henning Glintberg ifølge Jyllands-Posten, 4.3.97. Men det er naturligvis meningen, at oplysningerne ikke skal være ubegrænsede, fastslås det beroligende - nej, man begynder i det små …

Den nye, nationale adressedatabase, der vil repræsentere en yderligere centralisering af informationer med adgang for stadig flere instanser og virksomheder, er et led i samme udvikling ifølge professor dr.jur. Peter Blume.

Til Jyllands-Posten udtaler han: »Det er jo endnu et eksempel på, at man laver store, centrale registre. Det offentliges viden om danskerne bliver mere og mere omfattende og entydig. Vi har lige haft diskussionen om et DNA-register, og så snart det var på plads, om et centralt fingeraftryksregister. Man kan roligt sige, at der sker noget på området.« (4.3.).

Kriminalinspektør Kurt Jensen har da også tidligere slået til lyd for at tage springet fuldt ud og simpelt hen DNA-registrere alle danskere uden undtagelse (Politiken, 21.11.96).

Man kan roligt sige, at der sker noget på området.

Fængselsledelse nægter indsatte at tale med pressen

Talsmanden for fangerne i Horsens Statsfængsel anklager fængselsledelsen for at bruge grove løgne og opdigtede beretninger om rocker-terror. Til Ekstra Bladet udtaler han: »Fængselsinspektør Jørgen Bang, der også er konservativ viceborgmester i Horsens Kommune, udnytter situationen med rockerkrig til at få flere penge i posen. I sidste uge foreslog vi ledelsen at invitere pressen, så den kunne tale med hver enkelt indsat for at høre sandheden. Det blev afslået.« (12.3.97).

Også fællestillidsmand for de indsatte i Vridsløselille, Peter Lembche afviser al tale om stærke og svage fanger i fængslerne og siger, at den reelle opdeling går mellem narkomaner og ikke-narkomaner: »Lad os få narkomanerne til behandling et andet sted, og lad os kriminelle være her i fængslerne - uden de restriktioner, som vi er blevet pålagt pga. narkotikaen i fængslerne.« (Kristeligt Dagblad, 1.3.97).

FET: 2. generationsindvandrere repræsenterer national sikkerhedsrisiko

Forsvarets Efterretningstjenestes seneste sikkerhedsanalyse udnævner 2. og 3. generationsindvandrere som en særlig trussel mod Danmarks sikkerhed. I FETs trusselsvurdering hedder det ifølge Jyllands-Posten: »Udviklingen i Danmark i retning af et multietnisk samfund, hvor repræsentanter (2. eller 3. generation) fra indvandrende eller asylsøgende folkeslag skal aftjene værnepligt eller søger frivillig tjeneste i forsvaret, kan indebære en vis risiko for tilstedeværelsen af personer, der af loyalitetsmæssige årsager eller begrundet i afhængighedsforhold vil kunne agere for eller sympatisere med respektive oprindelseslandes terrororganisationer og i den forbindelse udføre efterretningsvirksomhed.« (18.3.97).

FET sender dermed et mistænkeliggørende signal af usædvanlig grov karakter til offentligheden om de danske statsborgere, hvis trussel åbenbart består i det meget graverende forhold, at deres forældre eller bedsteforældre tilfældigvis ikke er født i Danmark. De er nu blevet potentielle terrorister, der repræsenterer intet mindre end indvandrende folkeslag …!

Berufsverbot

Undervisningsminister Ole Vig Jensen vil ikke tillade de 24 nye Tvind-skoler at ansætte forstandere fra den tidligere Tvind-lærergruppe.

Undervisningsministeren har ikke taget nogen notits af, at fremgangsmåden over for lærergruppen allerede en måned tidligere kritiseredes i overordentlig stærke vendinger: »Dr. Goebbels ville glæde sig over mistænkeliggørelsen af lærergruppen, mener erhvervsjuristen Klaus Behring.« (Information 23.2.96).

Berlingske Tidende spørger Ole Vig Jensen: »Så de nye skoler kunne altså ikke blive godkendt, fordi de stillede med forstandere, der har tilknytning til lærergruppen?« Hertil svarer ministeren: »Sådan kan jeg ikke formulere det. Det har jeg ikke hjemmel til i loven. Men det er et vigtigt og væsentligt element i den samlede godkendelse.« (24.3.97).

Man må sno sig.

Amnesty International: I tusindvis af asylsøgere fængsles hvert år i Danmark - deres forbrydelse? De er asylsøgere

Jan Aagaard fra Amnesty International afdækker i april-nummeret af Amnesty Danmarks behandling af asylsøgere under overskriften: »Asylsøgere fængsles på samlebånd.«

Juristen Kim Kjær, ekspert i flygtningeret og forsker ved Det Danske Center for Menneskerettigheder, udtaler: »Ikke-kriminelle asylsøgere fængsles i et relativt stort omfang på grundlag af en overfladisk sagsbehandling. Det er problematisk i forhold til dansk lovgivning og på kant såvel med den europæiske menneskerettighedskonvention som retningslinjerne fra UNHCR.«

Det »relativt store omfang« udgjorde alene i 1996 ca. 2.000 asylsøgere! Nogle var indespærret i få dage, andre i flere måneder, enkelte har siddet i over et år - eksempelvis kan Jyllands-Posten, 25.6.97, oplyse, at en algerier uden pas og visum har siddet fængslet i hele 18 måneder. Intet i loven hindrer, at han ikke i princippet kan forblive indespærret resten af livet. Formanden for Folketingets retsudvalg, Bjørn Elmquist beklager fængslingen af asylsøgere, men »tør ikke sige«, om 18 måneder er for længe. De konservatives Helge Adam Møller er heller ikke betænkelig: »Man skal op omkring et tocifret åremål, før det må være nok. Men 40 år er nok for meget.« …

Hvilken forbrydelse har disse mennesker begået? De har søgt asyl i Danmark.

FNs Flygtningehøjkommisariat, UNHCR kritiserer fremgangsmåden og fastslår som grundprincip, at asylsøgere »ikke bør frihedsberøves«. Hvor frihedsberøvelse undtagelsesvis kan tages i brug, skal det ske i en »minimal« periode, og alternative muligheder som meldepligt skal være anvendt forinden, medmindre der ligefrem er »beviser for, at de ikke vil være effektive«.

Dette er langtfra kendetegnende for proceduren i Danmark.

Jan Aagaard skriver: »Amnesty har overværet 22 retsmøder om fængsling af asylsøgere. Retsmøderne efterlader et indtryk af, at asylsøgere fængsles rutinemæssigt, uden at der fremlægges konkrete argumenter, som begrunder fængslingen.« I langt hovedparten af retsmøderne blev der ikke fremlagt nogen begrundelse for fængslingens nødvendighed fra politiets side - alligevel forlængede dommeren uden videre fængslingen.

Asylsøgere, der kommer fra lande, som de danske myndigheder karakteriserer som »sikre«, kan fængsles under sagsbehandlingen; asylsøgere, der har fået afslag, men nægter at rejse ud af landet frivilligt, kan fængsles, og endelig kan udlændinge, der ankommer til grænsen uden pas og visum, fængsles - uanset hvordan deres papirer i øvrigt måtte være forsvundet. Der er ingen øvre grænse for, hvor længe indespærringen kan opretholdes.

Advokat Anders Chr. Jensen udtaler til Amnesty: »Der foregår ikke nogen særlig prøvelse i retten. Politiet får det normalt, som de vil have det. Man må skamme sig over, at det danske retssystem kan fungere således.«

Kim Kjær fra Det Danske Center for Menneskerettigheder mener, at der er stor risiko for, at proceduren er i strid med menneskerettighederne: »Asylsøgere frihedsberøves helt rutinemæssigt. Der er simpelt hen tale om samlebåndsafgørelser, og det er yderst problematisk i forhold til menneskerettighederne.«

Igennem de forløbne seks år er over 16.000 udlændinge blevet fængslet efter bestemmelserne i udlændingeloven; ca. 90% var asylsøgere.

Ekstra Bladet: »De fremmede« underminerer det harmoniske, lykkelige Danmark

Den 31. marts søsætter Ekstra Bladet kampagnen »Hvad skal vi med de fremmede?«.

Chefredaktør Sven Ove Gade karakteriserer samme dag situationen i en indledende artikel: »Hver dag forvandles det vante Danmarks-billede. Fra at være et harmonisk, overskueligt samfund præges vi i stigende grad af mennesker med en anden etnisk og religiøs baggrund. (…) Ingen har bedt dem om at komme. De kommer bare.«

TV-reklamer akkompagneret af »Der er et yndigt land« viser sorte silhouetter af menneskeflokke på vej ind i landet, landsdækkende plakater i kæmpeformat forkynder slogans som »Moske, moske ikke«, og som et fast bomærke ses Ekstra Bladets logo, hvor avisens navn er skrevet på arabisk - vi skal med andre ord se en fremtid for os, hvor indvandringen og »arabiseringen« af landet endog helt har fortrængt det danske modersmål …

Avisforsider med tekster som »Had og mistro« og »Stop for flygtninge« (skrevet på et parkering forbudt-skilt) udtrykker ifølge avisen folkets røst; det folk, som ikke vil finde sig i »godhed« længere, indimellem modsagt af enkelte eksperter som f.eks. lektor ved Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet, Jørgen Bæk Simonsen, så avisen udadtil kan hykle en vis selvrespekt; eller ved nogle dage at fokusere på det urimelige i, at veluddannede indvandrere ikke kan få arbejde, alene pga. deres fremmedklingende navne - der skal ikke herske tvivl om, at det skam er en nuanceret »debat«, det her! Eller som Sven Ove Gade forklarer sig over for kritikerne i en ledende artikel: Hvad er de intellektuelle dog så oprørte over? Ekstra Bladet »tillader« sig »at rejse nogle afgørende spørgsmål. For det første: Hvordan hjælper vi bedst og mest effektivt? For det andet: Hvor mange indvandrere skal Danmark tage?« (13.4.97).

Aha. Det er dét formål, en forside med teksten »Had og mistro« tjener. Ja, hvad ellers?

I TV2 bliver Sven Ove Gade nogle måneder senere spurgt, om han kunne have forestillet sig »en kampagne, der hed ‘danskerne’, med udgangspunkt i, at enkelte danskere overtræder enkelte lovgivninger?« (25.6.97).

Chefredaktøren svarer: »Altså, allerede med det her spørgsmål, så røber du, at du ikke har forstået ret meget af det. Nu har vi altså opholdt - vi må jo altså have en vis stolthed ved at være danskere … Der er jo masser af ting, som jeg kan kritisere i samfundet, og dem kritiserer vi løbende. Vi har noget, vi forholder os til. Så er der nogen, der gerne vil til Danmark på forskellig måde, ikke? Og det vil indtil videre for nogles vedkommende stadig være ‘dem’ og ‘os’.«

Særlig udspekuleret bliver Gades kampagne, når avisen kan få en indvandrer, altså én af »dem« til at berette over for avisens læsere, hvor ualmindelig glad han er for »os«, og hvor dobbeltmoralske muslimerne er - så er der ligesom balance i tingene …

Indimellem fyres så de helt sikre sællerter af som historien om den somaliske familie, der i »det tossegode paradis, Danmark« modtager 630.000 kr. i bistandshjælp om året. Ramaskrig.

Ekstra Bladet kan til sammenligning oplyse, at den typiske danske lønmodtager tjener ca. 220.000 kr. om året, at kun 6% af befolkningen tjener mere end 300.000 og kun 1% over 500.000 kr.

Den somaliske familie består imidlertid af tre voksne og elleve børn. Fjorten mennesker om 630.000 kr. - er det egentlig så uacceptabelt? Chefredaktør Sven Ove Gade tjener formentlig ene mand en pæn del over en million, plus talrige frynsegoder, og det for at så had, mistro og frygt i befolkningen - og på trods af, at hans familie er betydeligt mindre end den somaliske. Denne groteske skævfordeling kommer naturligvis næppe på forsiden af avisen, der tør, hvor andre tier.

I stedet græder lederskribenten salte tårer over de danskere, som det »går ud over«, alt det, vi må undvære, fordi en familie på fjorten mennesker kan modtage 630.000 kr. fra det offentlige: »… hver dag [er der] danskere, selvstændige erhvervsdrivende, der må gå fra hus og hjem, fordi de ikke længere kan hamle op med skattevæsnet.« (23.5.97). Somaliske familier tager altså brødet ud af munden på vore stakkels selvstændige erhvervsdrivende, dem, der virkelig er spændt hårdt for.

»Det er vigtigt at sidde som bidske vogtere af statskassen,« udtaler socialminister Karen Jespersen forarget om sagen til TV-Avisen, 28. 5.97. Hendes egen gage skal der tilsyneladende ikke pilles ved.

Ministeren finder heller ingen grund til at eksplicitere, at en hvilken som helst familie, også hvis den hedder Hansen i stedet for Ali til efternavn, i samme situation ville modtage præcis det samme beløb.

Allerede dagen efter kan Ekstra Bladet offentliggøre tretten harmdirrende læserbreve over den somaliske families bistandshjælp - en temmelig hurtig postgang, må man sige, ikke mindst når man også tager avisens redaktions- og trykketid i betragtning.

Det er i det hele taget et hovedtræk ved hele kampagnen at lade læseren, »den almindelige dansker«, komme til orde gennem læserbreve og særlige interviews.

I en leder hedder det herom: »Som en del af Ekstra Bladets kampagne bringer vi ikke bare mange læserbreve, men har også valgt at interviewe nogle af skribenterne. Det kan være ret så karske meninger, men det er altså en del af den folkelige virkelighed.« (Ekstra Bladet, 6.4.97).

Den første, der er udvalgt til at beskrive »en del af den folkelige virkelighed«, er direktør Lillian Sangstad, som retter sin uforbeholdne kritik mod muslimerne: »… de går rundt med deres kultur.« Foruroligende.

»Kulturen [den danske, selvfølgelig] forsvinder automatisk, og det ender med en borgerkrig,« slår hun fast (31.3.97). Selv vil hun dog ikke tage våben i hånd, men hun vil da gerne »lave mad til soldaterne«, griner hun til Ekstra Bladets udsendte. Steen Lyngaae Jørgensen fortsætter i samme spor og beskriver også især muslimerne som et stort problem: »Deres brug af tørklæder er et tegn på, at de ikke vil tage den danske kultur til sig og integreres i samfundet.« (1.4.97). Erik Rasmussen føler ligeledes, at den danske kultur er i fare - om ikke andet, så i hvert fald den danske madkultur: »… jeg vil også gerne kunne fortsætte med at spise frikadeller og flæskesteg. (…) Ifølge Koranen skal de jo slå os ihjel.« (2.4.97). Hvis vi, modsat de konspiratoriske muslimers intentioner, vil være helt sikre på at beholde både frikadellerne og flæskestegen, præsenterer Børge Hartmann Christensen en ufejlbarlig løsning: »Hvis du vil have det ligeud: Spær dem inde.« (3.4.97). Frank Horn bebrejder indvandrernes manglende vilje til at blive integreret: »Det er som regel attituden, der kan virke provokerende. Nogle gange synes jeg, at muslimerne har meget travlt med at vise, at de er muslimer, som om de skal overbevise os andre om noget,« siger han (4.4.97). Helge Yndigegn understreger, at han godt nok aldrig kunne finde på at stemme på en politisk kandidat med »indvandrer-baggrund«, men han mener dog, at de nuværende »integrationsproblemer« måske kunne løses, hvis blot grænsen øjeblikkeligt blev lukket (7.4.97) …

Hvad var det nu for et spørgsmål, som Ekstra Bladets kampagne »bare« ville rejse ifølge chefredaktøren? Åh jo - »Hvordan hjælper vi bedst og mest effektivt?« …

Men nu ynder avisen som allerede nævnt også af samme grund at fremstille sin kampagne som en »debat«, og derfor har man sandelig også interviewet to antiracistiske læsere. Så går regnskabet op.

Den første, Kristoffer Thorn Poulsen føler, at »de fremmede« er syndebukke, og bemærker i den forbindelse, at dansk kultur i virkeligheden slet ikke er så dansk, for »kartofler og snaps kommer fra Holland«. Thorn Poulsen er dog træt af ekstremer: »På den ene side står alle dem, der mener, at alt, hvad der har med flygtninge og indvandrere at gøre, er dårligt. På den anden side dem, der er faldet i svime over udlændingenes gode mad, og synes, det hele er dejligt.« (5.4.97).

Denne holdning er tydeligvis overordentlig frisindet ifølge Ekstra Bladets verdensbillede, og journalisten får da også til alt held for chefredaktionen Thorn Poulsen til at indrømme, at han måske nok ville være mindre liberal, om han boede et sted med mange indvandrere og flygtninge …

Også Jens Laursen-Schmidt tilhører tilsyneladende oppositionen i »debatten«. Han mener tilsvarende, at al dansk kultur i forvejen er importeret, og slår til lyd for større tolerance, men finder det dog urimeligt, når en muslimsk dreng i en dansk folkeskole ikke ønsker at bade sammen med sine danske klassekammerater.

Den var slem - dér går altså grænsen.

Laursen-Schmidt bliver selvfølgelig også spurgt, om ikke også hans holdning ville være mindre liberal, hvis han boede et sted med mange indvandrere: »Jeg ved det ikke. Måske.« (6.4.97). Atter bekræftes med andre ord Ekstra Bladets immanente tese: Det er let nok at være så ualmindelig »gode« og frisindede som Thorn Poulsen og Laursen-Schmidt, så længe man bare er på afstand af problemet - men når man bor i nærheden af flygtninge og indvandrere, så er det straks en anden sag.

Om disse dybdeborende og saglige læser-interviews hedder det selvretfærdigt i en tidligere citeret leder: »Vi har som noget nyt valgt at tale med læserne, som vi taler med sagkyndige, aktører og ofre på andre områder.« (6.4.97).

Yderst betryggende for de »sagkyndige, aktører og ofre«, som Ekstra Bladet ellers taler med.

»Læserne tør, hvor politikerne melder pas,« kalder avisen sin omsorg for befolkningens, dvs. særligt udvalgte læseres holdning. Af det særdeles repræsentative befolkningsudsnit på otte læsere, som Ekstra Bladet interviewer under kampagnen, bliver de to sidstnævnte, »indvandrervenlige« læsere ikke spurgt om deres politiske tilhørsforhold; af de øvrige seks er de to medlemmer af Dansk Folkeparti (en tillige af Den Danske Forening), en er konservativ, en er ikke politisk engageret, en ønsker ikke at »afsløre« sit partiforhold, og en »kan ikke huske det«.

Ekstra Bladets folkelige virkelighed.

Pastor Søren Krarup: Ekstra Bladets redaktører er mænd af mod

Ved siden af folkets røst, som den præsenteres i Ekstra Bladets læserbreve og -interviews, fører eksperter og kulturpersonligheder deres egen »debat« på kroniksiden Frontalt, hvor spørgsmålet, om Danmark skal være multikulturelt eller ej, diskuteres.

Igen er der naturligvis tale om en yderst saglig debat, hvor modsætningerne dækker, om ikke den folkelige, så vel nu - ifølge Ekstra Bladet - eksperternes virkelighed?

På tolerancens side står således de to kæmper, centrumdemokraten Arne Melchior og formand for Dansk Flygtningehjælp, Uffe Stormgaard.

Melchior hævder modsat Ekstra Bladet, at politikerne generelt skam ikke »melder pas«, men tager aktivt del i flygtningedebatten - han selv i en aktiv opfordring til tolerance og forståelse. Stormgaard fastslår, at Danmark allerede er multikulturelt, men skynder sig så at pointere, at det aldrig har været Dansk Flygtningehjælps hensigt, at Danmark tillige skulle være multietnisk.

Mange chancer har de to næppe over for modstandernes hold, der repræsenteres af fire særdeles nøgterne og overordentlig nuancerede debattører fra den alleryderste højrefløj: Fremskridtspartiets Kirsten Jacobsen, Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, Seems pastor, Søren Krarup og forfatteren Ole Hyltoft.

Et velvalgt og repræsentativt udsnit af det politiske spektrum …

Ekstra Bladet, der, som vi jo har bevidnet det gentagne gange, selvfølgelig kun ud fra de allerbedste intentioner har villet rejse en tiltrængt »debat« på folkets vegne, har fordelt kortene og samlet sit panel. Spillet er i gang, og det er Jacobsens, Kjærsgaards, Krarups og Hyltofts tur til at slå.

Den fædrelandshengivne Kirsten Jacobsen er forarget over kritikken af Jellingestenens Kristus-figur i de nye danske pas, som hun mener især kommer fra ikke-kristne indvandrere: »Danmark er bygget på en tusindårig kristen kulturarv, og (…) Jellingestenen [er] ikke alene et religiøst, men et nationalt, historisk monument. Måske bliver det næste, at børnene i danske skoler ikke må fejre jul af hensyn til deres muslimske kammerater, eller at det skal forbydes at flage med Dannebrog - der jo er et korsflag.« (11.4.97).

Rivalinden fra Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard er ikke overraskende ude i præcis samme ærinde, mens Søren Krarup benytter sin taletid til intet mindre end en uforbeholden kanonisering af Ekstra Bladet!

»Mænd af mod« lyder overskriften på pastorens indlæg, som avisen naturligvis med slet skjult stolthed har formået at udnytte til det yderste grafisk med en fotocollage, hvor billeder af redaktionsledelsen er sat op i form af Ekstra Bladets logo. Generalen, Sven Ove Gade landsfaderligt placeret i midten, flankeret af sine håndgangne mænd, obersterne Bent Falbert, Klaes Kastholm Hansen, Rud Kofoed og Hans Larsen.

Billedteksten lyder: »Ekstra Bladets redaktionsledelse - Krarup er fuld af beundring for dens mod, hæderlighed og solidaritet med den danske befolkning.« Sic!

Disse prægtige, utrættelige og heroiske frihedskæmpere, som med løftet pandebrask trodser den politiske korrekthed og selvforglemmende går imod den muslimske stormflod - for folkets, for frihedens og for fædrelandets skyld … Hvor er det smukt.

Herefterdags kan Ekstra Bladet så bryste sig af et helligt ægteskab med selveste pastor Krarup, kongerigets fremmeste repræsentant for den hyperkristne nationalisme!

Pastoren skal her selv få lov at berette den hjerteskærende historie om, hvorfor han afbestilte sit nyligt genbestilte abonnement på Morgensocialisten Jyllands-Posten til fordel for Ekstra Bladet: »Trods alt anså jeg den [Jyllands-Posten] for at være den mindst ringe af morgenaviserne. Men tre dage senere, onsdag 16. april, så jeg en tegning på ledersiden, som har fået mig til at ændre opfattelse. Fuldstændigt. Nej, dét blad vil jeg ikke ha’ i mit hus. Vrede og lede vældede på ny op i mig. Tegningens tekst lyder således: ‘Formiddagshadet, Ekstra Bladet, fører en voldsom kampagne mod indvandreres påståede misbrug af det sociale system.’ Og så portrætterer tegningen to tykke, øldrikkende, uappetitlige danskere, mand og kone, hvor manden sidder med Ekstra Bladet i hånden, og konen siger til ham: ‘De truer vores kultur, Brian!’ Har De hørt det før? Kender De den vurdering af danskerne, som denne tegning er udtryk for? Sådan har den herskende klasse og politiske korrekthed i dette land bagtalt og nedvurderet sit eget folk i mange år. Leverpostejædere! Øltønder! Dumme, tykke, grimme, vulgære danskere! En ækel, ubehagelig race, hvis holdning til sig selv og de fremmede er lige afskyelig og ulækker! (…) Jeg kender ingen mere nedrig holdning end denne tilsvining af ens eget folk, disse spytklatter i ens egen rede; og den avis, som sætter holdningen på lederside - det svarer jo nøje til mange ledere og megen redaktionel behandling i Jyllands-Posten - kan et ordentligt menneske ikke have i sit hus.« (23.4.97).

Der kan man bare se. Jyllands-Posten overhalet på højrefløjen. Og så i den grad.

Ekstra Bladet, derimod - dét er blevet frelsens rene kilde. Pastor Krarup formelig drukner avisen i ekstatiske superlativer, så ikke ét kristent, fædrelandskærligt øje er tørt: »Ekstra Bladets indsats i denne sag er noget af det hæderligste og mest anstændige, som længe er set i dansk presse. At søge sandheden. At trodse de mest massive fordomme. At turde sige sandheden, selv om hele den herskende klasse lukker øjnene og dyrker løgnen. (…) Der skrives pressehistorie i øjeblikket. Denne sandhedssøgende, uforfærdede journalistik er i pagt med det bedste i den danske tradition. Folkestyrets salt. Offentlighedens samvittighed. Folkets og sandhedens tjener.«!

Hvilken bjergprædiken. Ekstra Bladet er Gud, og Krarup er Hans Søn.

Ole Hyltoft - det får så være avisens Paulus - gør sit bedste for at leve op til samme retoriske pathos og opmaler da også straks det forjættede tusindårsrige, om blot vi er i stand til at overvinde de mørke kræfter, der har sluppet indvandringen løs over vort yndige land: »Det er en forbrydelse mod menneskeheden at give los for indvandringen, som vi har gjort her i landet den sidste snes år.« Og: »Den lykkelige tid, vi står på tærsklen til, vil blive ødelagt af indvandringen.« (29.4.97).

Amen?

Retsplejerådet: Det skal være lettere at dømme skyldig

Retsplejerådet vil ændre systemet, så retssager ikke længere behøver at slutte med, at dommerne underkender nævninge, når disse har fundet en anklaget skyldig (Berlingske Tidende, 17.4.97). Elimineringen af denne garanti, der minimaliserer risikoen for, at f.eks. en pressehetz ikke fuldstændig kan tilsidesætte den juridiske dømmekraft, fordi nævningene er blevet aldeles forudindfattede i deres vurdering, er endnu et skridt i afmonteringen af retsstaten.

Værtshusslagsmål nok til at udvise indvandrere og flygtninge

En arbejdsgruppe under Indenrigsministeriet foreslår, at en dom på 30 dages fængsel skal være tilstrækkelig grund til udvisning. Et værtshusslagsmål vil ifølge Ekstra Bladet, 18. 4.97, typisk give en sådan dom.

Dermed gør Danmark selvfølgelig ikke alene op med retsprincippet, at alle er lige for loven, men eftersom en udvisning kan risikere at sende gerningsmanden i hænderne på det straffesystem, han er flygtet fra, risikerer vi i realiteten endog at genindføre dødsstraf - politikerne har imidlertid behændigt vasket deres hænder, for det bliver ikke i Danmark, bødlen trykker på aftrækkeren.

Europarådets Torturkomité kritiserer dansk fængselsvæsen og politi

Ifølge Information, 24.4.97, kritiserer en ny rapport fra Den Europæiske Torturforebyggelseskomité, CPT, brugen af isolationsfængsling uden tidsgrænse. Der er tale om et usædvanligt og ualmindeligt magtmiddel - til sammenligning kan man i Tyrkiet højst sidde i isolation i ti dage.

Endvidere efterlyses et uafhængigt medicinsk ekspertorgans vurdering af brugen af medicinsk kastration over for seksualforbrydere, eftersom komiteen ikke kan finde redegørelser for en sådan straf i internationalt anerkendte medicinske tidsskrifter. Derved underkendes indenrigsminister Birte Weiss, der over for Politiken den 14.2.97 gav udtryk for, at der overhovedet ikke var nogen grund til at være betænkelig ved brug af medicinsk tvangskastration, på trods af at langtidsvirkningerne er ukendte - ganske som tidligere justitsminister Bjørn Wesths tilsvarende påstande dementeredes af chefen for Sundhedsstyrelsens afdeling for medicinsk lægemiddelvurdering, Jens Ersbøll, allerede i november 1996 … Ingen af ministrene er blevet afskediget. Ingen af dem har fået en næse.

Hårdest er Torturkomiteens kritik dog af det danske politi, der betjener sig af et meget vidt skøn, når anholdte skal oplyses om deres rettigheder.

Tortur af mistænkte

Næsten 1/3 af de ca. 1.500 mennesker, der hvert år varetægtsfængsles i isolation, får psykiske mén af fængslingen. To læger og en psykolog anbefaler på baggrund af en stor undersøgelse af forholdene, at isolationsfængslingen af varetægtsfængslede - dvs. mistænkte, men ikke dømte personer - fuldstændig afskaffes.

Undersøgelsen viser, at 28% af samtlige varetægtsfængslede i isolation kan stilles en psykiatrisk diagnose. Af alle varetægtsfængslede afsoner ca. 10% over to måneder, og blandt disse vokser de psykiatriske diagnoser til 43%.

Psykolog Tommy Lillebæk udtaler på baggrund af undersøgelsen: »Hvis det her havde været en arbejdsmiljø-undersøgelse, så havde man lukket virksomheden med det samme.« (Jyllands-Posten, 30.4.97).

Psykologen og de to læger står ikke alene med denne vurdering; Europarådets Torturkomité, CPT afleverede ugen forinden en skarp kritik af bl.a. det danske fængselsvæsen, politiets metoder og brugen af netop isolationsfængsling (se ovenfor).

Eksempelvis gør hverken USA, Storbritannien, Holland eller Spanien brug af isolationsfængsling over for mistænkte.

Den tidligere OL-svømmer, Peter Rohde har som varetægtsfængslet haft isolationsfængslingen helt inde på livet og beretter herom i Berlingske Tidende, 3.5.97.

Rohde angriber det dobbeltmoralske hykleri, når Danmark f.eks. anklager Tyrkiet for overtrædelse af menneskerettighederne ved at anvende tortur: »… den danske selvforherligelse og snæversynede moral, som i den grad bringer kvalmen op i mig, er den manglende selvransagelse, før man anklager andre. (…) Tortur anvendes i Danmark. Torturen er blot mere raffineret end elektriske stød til kønsdelene og efterlader kun få fysiske mén, bortset fra de individer, der umiddelbart ryger direkte på lukkede afdelinger eller bisættes. I isolationsfængslerne behøver politiet ikke at smadre de mistænkte selv.«

Rohde havnede i varetægtsfængslets isolation pga. et anonymt tip om narkosmugling: »Det er stadig meget svært at kapere, hvad en ‘anonym’ meddelelse, der formodentlig var skrevet af politiet selv, kunne bidrage til af smerte, fortvivlelse, afmagt, mistanke og den absolutte destruktion af min tidligere tilværelse. Overgrebet på min person og mit liv samt den psykiske tortur er bare ét af mange tilfælde, som offentligheden tilsyneladende har accepteret. En passende behandling for personer, der findes mistænkelige af politiet? Jeg accepterer ikke denne behandling, for den er grusom, umenneskelig og hører hjemme i en kafkask karikatur - ikke i Den lille Havfrues Danmark!«

Rohde er ikke i tvivl om, at hvis han havde haft nogen valgmulighed, havde han klart foretrukket fysisk tortur frem for isolationsfængsling: »Politiet vil fortælle dig, at du kan få lov til at se din elskede alene i et besøgelsesrum med friske lagner, hvis du fortæller en ‘ny historie’ og tilstår. ‘Din kæreste er jo ellers løs på tråden,’ vil en politimand fortælle dig, når du er på vej tilbage i, hvad han kalder: ‘dit stinkende hul’. Han har ret i det brune stinkende hul, idet der er smurt afføring, snot, nikotin og bussemænd på væggene. Her tilbringes de næste ensomme år, måneder og søvnløse døgn med at overveje din elskedes mulige utroskab og en ‘tilståelse’, for at du kunne komme ud af isolationen.«

Isolationsfængslingen betød en times overvåget besøg om ugen i en celle på syv kvadratmeter. Fra et lille vindue højt oppe kom dagslyset ind i cellen, men det var forbudt at kravle op og se ud. Ingen telefonsamtaler med andre end advokaten. To gange en halv times frisk luft om dagen alene i en gård med hegn som tag.

Rimelig behandling af en forbryder? Af en mistænkt? Af en uskyldig? Peter Rohde blev frikendt for samtlige anklager.

Han havde da tilbragt over et år i total isolation. Mistænkt på grund af et anonymt tip.

Politiet beslaglægger TV-optagelser fra ambassade-besættelse

Da en gruppe autonome gennemførte en to timers lang besættelse af Perus ambassade i solidaritet med den marxistiske oprørsbevægelse MRTA, filmede den københavnske TV-station, TV-Stop hele forløbet.

Politiet beslaglagde imidlertid optagelserne som bevismateriale i sagen. TV-stationen fik end ikke lov at beholde en kopi og var således afskåret fra at dokumentere hændelsens forløb og måtte gå i sort (Information, 30.4.96).

Dansk Socialrådgiverforenings næstformand: Aktiveringspolitikken en straffeekspedition

Hanne Weise fra Socialforskningsinstituttet har evalueret kommunernes aktivering af ledige.

I to ud af tre kommuner er gruppen af »svage kontanthjælpsmodtagere« stigende; således skønnes 45% af de unge ledige under 25 år at have sociale problemer ud over deres ledighed, mens tallet for kontanthjælpsmodtagere over 25 år er hele 69%.

Aktiveringen af også de såkaldt stærke kontanthjælpsmodtagere kritiseres. Jyllands-Posten skriver: »Kommunerne nævner selv aktiveringen som en succes. Men de aktiverede har en anden holdning. En spørgeskemaundersøgelse viser, at over halvdelen af de aktiverede mener, at de ikke har fået forbedret eller genoptrænet deres kvalifikationer. Og over halvdelen mener, at aktiveringen ikke har indflydelse på deres muligheder for beskæftigelse. Dermed mener socialrådgiverne, at aktiveringspolitikken er slået fejl.« (2.5.97).

Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Pernille Djurhuus udtaler til Jyllands-Posten: »Vi har vedvarende insisteret på, at aktiveringspolitikken i sin nuværende udformning har mere karakter af straffeekspedition end af kvalificeringsstrategi til et rigtigt arbejde eller uddannelse.«

Dalende kvalitet i retsforeskrifter, når love hastebehandles

Ifølge Berlingske Tidende blev et enormt antal love hastet igennem i 1996 - og det bliver ikke bedre i år, mener professor dr.jur. Bo von Eyben.

Advokatrådsformand Steffen Juul udtaler til avisen: »Det synes at være uden for enhver diskussion, at kvaliteten i vores retsforeskrifter er dalende.« (4.5.97).

Professor i procesret, dr.jur. Eva Smith finder det endvidere ejendommeligt, at når man har et strafferetsplejeudvalg til opgaver som f.eks. at lave oplæg om bekæmpelse af organiseret kriminalitet, hvorfor er det så folk fra Justitsministeriet, politiet og anklagemyndigheden, der laver disse?

Ekstra Bladets leder: Indvandringen sammenlignelig med besættelsen

I anledning af dagen for Danmarks befrielse i 1945 gør Ekstra Bladet sig under overskriften »Besættelse« til talerør for den tanke, at »fjenden« er vendt tilbage i nye klæder!

Om vagten i toppen af luftmeldetårnet, der spejder mod syd, hedder det advarende i lederen: »Han ser ikke, at fjenden allerede står i dagligstuen. For han kender ikke fjendens gevandter. Han har ikke forstået, at djævelskab aldrig vender tilbage på helt samme måde.« (5.5.97).

Hvem er så ifølge Ekstra Bladet »fjenden«, hvem er det »djævelskab«, der så snedigt har gjort de nazistiske besættelsestropper kunsten efter i dagens Danmark?

»Der gives en besættelse uden krig. Den lister sig ublodigt ind på os, tager umærkeligt magten over vores tilværelse, og magten over vores frihed som folkeslag. Europæismen og indvandringen er den nærværende trussel mod Danmarks frihed som folkeslag.«!

Europæismen og indvandringen er de nye besættelsestropper, der truer det danske folkeslag. Med »europæisme« mener Ekstra Bladet, der opfordrede til et ja ved begge Maastricht-afstemninger, pudsigt nok EUs bureaukrati og formynderi (øjensynligt for at tækkes de højreorienterede EU-modstandere, for hvem EU først og fremmest er uforenelig med dansk nationalisme).

Denne grotesk demagogiske parallel indvandrere og besættelsestropper imellem er selvfølgelig blot nye parametre i den samme sorte begrebsramme, der under besættelsen gjorde jøderne til verdenskonspiratorisk besættelsesmagt.

Dertil er det kommet.

Spørgsmålet er da også på længere sigt, om det virkelig burde kunne undre nogen, hvis muslimske terrorister en dag for alvor slår igen mod disse hjerteløse propagandister? Hvor meget skal de vel finde sig i? Måske de har lært af historien og går til modstand, inden det er lige så for sent, som det var for de jøder, der i 30ernes Tyskland fandt sig alt for længe i at blive tituleret »djævelskab« … Og hvilket menneske ville med hånden på hjertet kunne bebrejde dem det, om de gik amok? Hvilken senere historiker ville retrospektivt vove at mene, at det skete i utide og ikke var på høje tid?!

Ekstra Bladet har i hvert fald startet oprustningen. Lederen fortsætter: »Den store fristelse for mennesker i dag er ikke krigen, men ‘freden’ ophøjet til projekt.« …

Fjenden står allerede i dagligstuen, formaner lederskribenten.

Ja. Lad os håbe, at danskerne - farvede og ufarvede, indvandrere såvel som indfødte - genkender ham, inden det er for sent.

Jurister: Danmark overtræder menneskerettighederne

Flere juridiske eksperter kritiserer Danmark for ikke at opfylde kravene i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som vi underskrev i 1953. F.eks. er den ikke engang oversat til grønlandsk.

Ved behandlingen af psykisk syge, forhold i enkelte fængsler samt den udstrakte brug af isolationsfængsel lever Danmark ikke op til sine forpligtelser ifølge tidligere ombudsmand, professor Lars Nordskov Nielsen. (Berlingske Tidende, 5.5.97).

Central EU-database registrerer danskeres race, seksualitet, arbejde etc.

Den 5. maj godkender et flertal i Folketinget Europols EDB-kartotek, der officielt skal bruges til at bekæmpe international kriminalitet. Ifølge Det Fri Aktuelt betyder det, at Europol »kan registrere, lige hvad de har lyst til om danskerne fremover.« (6.5.97). DNA-prøver fra det nye danske DNA-register vil også glide ind i det centrale EU-register.

Så længe oplysningerne, med en meget, meget bred definition, er »nødvendige« i efterforskningsøjemed, kan Europols såkaldte analysedatabaser frit registrere oplysninger om en hvilken som helst danskers personlige forhold, f.eks. familie, arbejde, livsstil, race, seksualitet etc. …

Kriminalisering af dansk-udenlandske ægtepar

»Så snart du gifter dig med en udlænding, er du en politisag og må forsøge at bevise din uskyld. Det er helt omvendt retsbevidsthed. Udlændingestyrelsen, som kører alle sagerne, mistænker som udgangspunkt alle dansk-udenlandske ægteskaber for at være pro forma,« udtaler Eli Lykke, der er aktiv i Landsforeningen af Dansk-udenlandske Ægtepar, til Socialistisk Arbejderavis, 8.5.97.

Hvis man er fattig, dvs. med en indtægt under 2 gange bistandshjælp, eller ca. 200.000 kr., så har man ikke ret til at forelske sig i en udlænding og leve sammen i Danmark. Det forhindrer forsørgerpligten.

»Det er så diskriminerende, at det skattefinancierede sociale sikkerhedsnet, der gælder for alle danskere, ikke gælder for dansk-udenlandske ægtepar,« siger Eli Lykke. Den lange ventetid på sagsbehandlingerne betyder samtidig, at de, der venter, er ‘ikke-eksisterende’ personer i Danmark. De kan ikke få et CPR-nummer, og tilflyttede børn kan hverken komme i børnehave eller i skole.

Anders Fogh Rasmussen: »Huske-celle« eller »lejr« til uidentificerbare flygtninge

Anders Fogh Rasmussen fra Venstre ønsker ikke at »nøjes« med at indføre tvang, når det gælder om at få danskere og indvandrere til at tage et hvilket som helst job; han ønsker også at arbejde for en særlig »indslusningsløn« til indvandrere, selv om de udfører præcis samme arbejde som deres (åbenbart mere) danske kolleger!

Og så er der problemet med flygtninge, som i deres desperation enten ikke kan eller ikke vil oplyse om deres herkomst af frygt for at blive sendt tilbage. Over for disse drejer det sig ikke om en særlig forståelse eller velvillighed, nej, de skal tvinges til at identificere sig, om de kan det eller ej.

»… man [er] altså nødt til at finde nogle midler til at - havde jeg nær sagt - fremtvinge en eller anden form for identifikation.« (Ekstra Bladet, 8.5.97). Hvad med en »lejr« eller en »huskecelle«, spørger Ekstra Bladets opfindsomme journalist, hvortil Fogh Rasmussen svarer: »Du kan bruge det udtryk, du gerne vil.« …

Venstre vil i øvrigt ifølge samme interview også modarbejde det »urimelige« i, at muslimske piger ikke vil lade sig undersøge for kønsbehåring, når deres alder skal fastslås!

Nej, det er om at være på vagt - intet er for intimt, når det gælder om at afsløre de bedrageriske muslimske piger.

Politiet fortsætter uberettigede visitationer trods landsretsdom

Justitsministeriet og Rigsadvokaturen har siden 1996 afslået at udbetale erstatning til medlemmer af motorcykelklubber, når de uretmæssigt er blevet udsat for visitation.

Vestre Landsret fastslår imidlertid, at rockere ligesom alle andre borgere har krav på økonomisk erstatning for uberettiget visitation. Mere end 2.000 lignende sager er undervejs, men alligevel fortsætter politiet med at visitere folk, som de selv definerer som »rockere«.

Denne fremgangsmåde er ifølge Politiken, 8.5.97, et forsøg på at understrege politiets håb om, at Højesteret vil omstøde landsretsdommen …

Politisk flertal for mørklægning af politiske skandaler

Et bredt flertal i Folketinget står bag forslag til ny lov om undersøgelseskommissioner, der skal forhindre offentlighedens adgang til oplysninger om politikeres og embedsmænds udtalelser i forbindelse med politiske skandalesager.

I april stod Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, Centrum Demokraterne og Venstre bag forslaget, der bygger på overvejelser fra det såkaldte Nordskov-udvalg fra juni 1996. Selve undersøgelserne af skandalesagerne skal fremover foregå i byretten for lukkede døre. Kommissionens resultat af undersøgelsen vurderes af et nyt parlamentarisk udvalg, som tager stilling til, hvem der eventuelt skal drages til ansvar i sagen.

Sø- og Handelsrettens præsident, Frank Poulsen advarer kraftigt mod lovforslaget: »Det er helt urimeligt, at der kan gå flere år, før offentligheden hører noget som helst om, hvad der foregår. I de fleste lande taler man om større åbenhed og gennemsigtighed - i USA ville man aldrig drømme om at lukke dørene i sådan nogle sager.« (Jyllands-Posten, 22.4.97).

I maj springer imidlertid Venstre fra forslaget, hvilket får Socialdemokratiets Erling Olsen til at foreslå en »mellemløsning«, så loven kan vedtages med så bredt et flertal som muligt: »Det kunne være en regel om, at et undersøgelsesudvalgs døre principielt er lukkede, men at man kan vælge åbne døre, hvis forholdene taler for det …« (Kristeligt Dagblad, 9.5.97).

Siden 1980 har der været 24 undersøgelses-retter i Danmark, bl.a. sagerne om asylsøgeres forhold i de danske fængsler, om kreativ bogføring i Skatteministeriet, om flytningen af Thule-befolkningen og om tamilerne. Med Socialdemokratiet og de konservative i front skal den danske befolkning fremover spares for at kunne følge med i den slags for folkestyret så belastende sager.

Ny bistandslov: Mere tvangsarbejde

Den 15. maj vedtog Folketinget en ny bistandslov, udformet af socialminister Karen Jespersen. Ifølge denne skal alle arbejdsløse under 30 år tvangsaktiveres i løbet af 13 uger.

De, som f.eks. bliver tvangsaktiveret i en daginstitution, må arbejde for ca. en tredjedel af den overenskomstmæssige løn, uden mulighed for at optjene dagpengeret. »Samme løn for samme arbejde« betragtes som et rimeligt, om end endnu ikke indfriet krav fra kvinder, der udfører samme job som mænd, men får mindre i løn - med den nye bistandslov har man reelt sat overenskomstsystemet ud af kraft og tvunget mennesker i arbejde til ekstrem underbetaling.

Et eksempel på tvangsaktivering leverede Ekstra Bladet i januar, hvor avisen beskrev en bistandsklient i Sydfalster kommune, der i et »beskæftigelsesprojekt« blev sat til at luge ukrudt i en frosthård jord, mens termometret viste 8 minusgrader. Sydfalsters borgmester mener dog ingenlunde, at dette er meningsløst arbejde: »Alt arbejde, der skal udføres, er meningsfyldt.« (Ekstra Bladet, 8.1.97).

Til samme avis udtaler manden bag den opfindsomme aktivering, vejformand Jørgen Rasmussen stolt den følgende dag: »Bistandsklienten var ikke nogen særlig stabil arbejdskraft og opfyldte ikke helt betingelserne for at få sin løn. Så lovede jeg at tage mig af ham.« (9.1.97).

I november udtalte socialministeren til Politiken om tvangsaktiveringen: »Kunsten er selvfølgelig at formulere kravet om aktivering, så det ikke kommer til at fremstå som en straffeekspedition.« (11.11.96).

Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Pernille Djurhuus retter et skarpt angreb mod bistandslovens hensigt om tillige at tvangsaktivere alkoholikere, narkomaner, hjemløse og psykisk syge. Efter lovens vedtagelse udtaler hun til Ritzau: »Der er tale om et skift i socialpolitikken, som vil bombe os et århundrede tilbage.«

Kommer man for sent til sit tvangsarbejde, eller udebliver man helt, kan den økonomiske hjælp nedsættes eller fuldstændig fratages ifølge bistandslovens § 39 og § 41. Kontanthjælpsmodtagere, der siger nej til tvangsarbejde, kan endvidere afkræves tilbagebetaling af alle hidtil udbetalte ydelser ifølge § 93. Selv om de dermed ingen indkomst har.

I Danmark må arbejdsløse mennesker, der ikke finder myndighedernes tvangsarbejde rimeligt, altså leve for 0 kr. om året. Med gæld til det offentlige. Nul kroner.

Lic.jur. Beth Grothe Nielsen: Isolation er mishandling

Lektor lic.jur. Beth Grothe Nielsen retter i Berlingske Tidende, 14.5., et voldsomt angreb på danske politikeres negligering af kritikken af anvendelsen af isolationsfængsling. I et debatindlæg skriver hun bl.a.: »Teknikken er velkendt: ‘Kritikken er uberettiget, i øvrigt er forholdene ikke værre end andre steder - og så afventer vi resultatet af arbejdet i et sagkyndigt udvalg.’ Denne teknik bruges af danske politikere f.eks. i deres reaktion på kritik fra Den europæiske komité til forhindring af tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf - en kritik, der bl.a. handler om Danmarks udstrakte brug af langvarig isolation i forbindelse med varetægtsfængsling. ‘Jeg vil ikke tage stilling til, om der skal ske noget, før vi har fået rapporten fra det sagkyndige udvalg,’ siger Dorte Bennedsen (S). ‘Jeg tror ikke på, at forholdene i danske fængsler er værre end andre steder,’ siger Birthe Rønn Hornbech (V). ‘En del af kritikken skyder over målet, f.eks. at to fanger skulle sidde i en celle på otte kvadratmeter i nogle dage. Det kan ikke hidse mig op, når jeg tænker på, at der kun er to kvadratmeter til hvert børnehavebarn,’ siger Helge Adam Møller (K). Alle ifølge Politiken, 5. maj 1997. Efter Møllers mening skal fanger altså ikke have det bedre end børnehavebørn. Man kunne vende argumentationen om og spørge, om Torturkomiteen næste gang burde se på børnenes pladsforhold - eller om der bør indgå noget herom i beskrivelsen af børns virkelighed i Danmark næste gang (1998), Justitsministeriet skal afgive rapport til FNs komité vedr. konventionen om barnets rettigheder.«

Politikernes fremfærd kan karakteriseres som en »yderst besynderlig dobbeltmoral«, og den »minder om syltning af sagen«, konstaterer Grothe Nielsen, eftersom der allerede eksisterer tilstrækkelig med alarmerende undersøgelser udført af læger, psykiatere og psykologer, hvoraf den seneste utvetydigt opfordrede til at ophøre med enhver brug af isolationsfængsling af varetægtsfængslede. Andre sager har politikerne imidlertid ikke de fjerneste problemer med at hastebehandle uden nogen som helst form for forundersøgelse, f.eks. når diverse »voldspakker« eller stramninger i asylpolitikken skal gennemføres.

Torturkomiteen har allerede i 1994 kritiseret Danmark for brugen af isolationsfængsling: »Komiteen selv finder alvorlige grunde til bekymring over, hvad der foregår. Og den er ikke imponeret over, hvad der er sket siden sidste besøg.«

Anholdte i håndjern får tærsk af politiet

Den 17. maj udviklede en banal færdselsforseelse sig til en konfrontation med brosten og hævede stave mellem politi og indvandrere på Nørrebro.

Ingen hører indvandrernes version af sagen, men vagthavende på Københavns Politigård, politiassistent Preben Jensen giver følgende beskrivelse af forløbet til Information, 20.5. 97: »En hundevogn stopper en vogn med fire udlændinge på grund af tekniske ting med bilen. Den ene indvandrer trækker en kniv og truer betjentens hund og bagefter betjenten selv, der griber efter lommen. Han når ikke at få pistolen frem, før indvandrerne er stukket af ind på Blågårds Plads. Betjenten råber ‘knive’, og så kommer der hurtigt mange vogne derned. Vi er ikke så velsete i det område.«

Det hele ender i en voldsom konfrontation; det var dog »ikke så voldsomt, som det så ud på TV«, siger vagthavende.

Bashy Quraishy, formand for den tværkulturelle forening Fair Play, mener, at det var politiets meget »direkte taktik«, der fremkaldte reaktionen hos de unge. »Magtdemonstrationer med anvendelse af vold virker ikke, det ved vi fra England og Frankrig. Når unge bliver tævet én gang, har politiet tabt dem for resten af deres liv.«

Politidirektør Hanne Bech Hansen hævder omvendt, at det er de unge indvandreres autoritetsproblem, der er kernen i konfrontationerne: »… det, de hører om politiet, fra de lande, de kommer fra, er måske ikke artige sager. Det er vigtigt, de forstår, at når politiet kommer ud, så er det både som deres beskyttere og som statens magtapparat.«

Ifølge Martin Petersen, kameramand fra lokal-TV-stationen Local Eyes, var det nu mest i sidstnævnte forstand, at de unge mødte politiet den 17. maj: »De anholdte blev flyttet fra en patruljevogn over i et salatfad, hvor de lå i omkring ti minutter og hylede og skreg. På vores optagelser kan man tydeligt høre, hvad der sker inde i bilen, de får tærsk, mens salatfadet gynger, og det er virkelig ulækkert.«

Episoden er langtfra enestående.

Advokat Erling Andresen skriver i sin erindringsbog, Ret og vrang, at den generelle politivold formentlig er begrænset til det københavnske ordenspoliti, men her er den til gengæld heller ikke sjælden: »… ingen, der har virket som forsvarsadvokat i blot få år, kan være i tvivl om, at anholdte personer har fået tæv i salatfadet på vej til stationen, men kun i sjældne undtagelsestilfælde vil det være muligt blot at sandsynliggøre det.« (S. 80).

Leder i Ekstra Bladet: Den magtfulde homofile lobby, kondom-kulten

I en leder med overskriften »Kirken og kondom-kulten« angriber Ekstra Bladet i skarpe vendinger Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske som en lobby, der modarbejder de sunde, kristne værdier: »Hvorfor viger flertallet af biskopper uden om at forsvare ægteskabet? Den institution, der bygger på én mand og én kvinde og danner rammen om familien. Hvorfor forsvarer de ikke med rank ryg det ægteskab, hvor mand og kvinde velsignes i kirkens ægteskabsritual med henvisning til Skabelsen …?« (24.5.97).

De homoseksuelle hænges ud og mistænkeliggøres af pressens modige foregangsavis: »Den magtfulde homofile lobby har længe regeret i Sundhedsstyrelsen. Med offentlige penge i ryggen har de organiserede homoseksuelle haft frit spil til at forulempe folks blufærdighed gennem propaganderende annoncer og plakater med meterhøje fallossymboler. Vé den, der vover at bede sig fri for at få smidt andres sexliv lige i synet.«

Ja, det er forargeligt. Ekstra Bladets meterhøje reklamer i en landsdækkende hetz mod indvandrere er naturligvis noget helt andet. Men »fallossymboler«! Ekstra Bladet, der kun kan sælges på oppustede firefarvede silicone-bryster på forsiden, er forarget over fallossymboler. Andres sexliv lige i synet - uha.

Vanen tro lader de det naturligvis ikke blive ved forargelsen, men forsøger at hæve en gemen, småborgerlig tilsvining af homoseksuelle til et spørgsmål om afsløringen af homofil, mafialignende virksomhed …

Asylsøgere, der ikke vil sendes »hjem«, fratages al økonomisk støtte

Politiets seneste opgørelse viser, at 524 udlændinge nægter at medvirke til deres egen hjemrejse. Med en hidtil ukendt hårdhed skal flygtninge, som har fået afslag på deres asylansøgning, tvinges ud af landet, samtidig med at illegalt ankomne flygtninge presses til at »samarbejde med politiet«.

Lederen af Den Centrale Politiafdeling, kriminalinspektør Jørgen Tagge udtaler til Jyllands-Posten, 26.5.97: »… asylsøgere, der giver falske oplysninger eller nægter at medvirke til at belyse deres sag, kan få inddraget lommepengene,« dvs. samtlige de 527 kr. om ugen, der skal dække tøj, transport eller fritidsfornøjelser, hvorved asylsøgerne kommer til at leve på et absolut eksistensminimum, hvor de kun modtager naturalier.

En række flygtninge nægter f.eks. at fortælle politiet om flugtruter, ligesom der sandsynligvis er mange, der tilbageholder personlige oplysninger af frygt for, at de skal havne i deres forfølgeres hænder, eller fordi de frygter, at myndighederne ikke synes, at politisk forfølgelse og borgerkrig er tilstrækkelig dokumenteret.

Denne mistænkeliggørelse og totale nedværdigelse af asylsøgere kritiseres af både Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors.

Inge Dahl-Sørensen fra Venstre kræver imidlertid uden videre alle således kriminaliserede asylsøgere interneret. Til Jyllands-Posten udtaler hun: »Ved internering hindres de afviste i at skaffe sig ekstra indtægter ved kriminalitet. Det er i længden ikke noget behageligt ophold. Når det rygtes ude i verden, vil det begrænse tilstrømningen af asylsøgere.« (21.5.97).

Forbilledlig politisk fremsynethed i Venstre, der her meget behændigt, men måske knap så humant har formået at eliminere verdens ganske flygtningeproblem - hvilket forfulgt menneske ville vel nogen sinde vælge at flygte til en kz-lejr?!

Professor i jura: Europol i strid med Danmarks grundlov

Juraprofessor Hjalte Rasmussen fra Københavns Universitet advarer i en 24-siders artikel om, at vedtagelsen af den danske deltagelse i det europæiske politisamarbejde, Europol-konventionen, er i strid med Grundlovens § 20. Der afgives formentlig suverænitet fra den nationale domstol til EF-domstolen, konkluderer professoren.

»Den foreløbige konklusion må derfor lyde, at en del taler for, at det kræver paragraf 20-behandling at ratificere (Europol) protokollen, fordi det indebærer suverænitetsafgivelse i paragraf 20’s forstand at overlade Domstolen det forudsete fortolkningsmonopol.« EF-domstolen »viser sig mere og mere som den nationale domstols overordnede retsinstans. Ikke overordnet i teknisk appelbetydning, men i den betydning, at det er Domstolen, som tydeligere og tydeligere bestemmer farten: den nationale domstol får lov til at udbede sig en præjudiciel udtalelse, dersom den lovlydigt lever op til Domstolens forventninger.« (Information, 28.5.97).

Folketinget indmeldte ved almindelig flertalsbeslutning Danmark til EUs Schengen-samarbejde den 30. maj og ratificerede dermed Europol-konventionen.

Det betyder bl.a., at flygtninge kun må søge asyl i ét EU-land, og hvis de afvises dér, gælder det automatisk for hele EU. Schengen-aftalen indeholder ifølge formand for Dansk Flygtningehjælp, Uffe Stormgaard imidlertid »kun bestemmelser om, hvor en ansøgning skal behandles, ikke om hvordan den skal behandles.« (Berlingske Tidende, 11.6.97).

Hermed er Danmarks forbehold over for Maastricht-traktaten om at stå uden for den fælles retspolitik indlysende nok sat ud af spillet på en yderst elegant måde. Andre EU-lande kommer reelt til at underkende dansk lov på området, derved at asylsøgere, som er berettiget til asyl i Danmark, fratages denne ret, hvis de tilfældigvis først søger asyl i et EU-land med endnu strammere regler!

Tilslutningen til Schengen skete da også i al hast, uden rimelig mulighed for at vurdere konsekvenserne, viser et internt notat fra Justitsministeriet, 13.5.97, offentliggjort i Information: »Det er endnu meget uklart, hvilke retsvirkninger der er knyttet til det foreliggende udkast. En nærmere stillingtagen vil således forudsætte, at en række juridiske og tekniske spørgsmål afklares.«

Justitsministeren mente dog allerede to uger senere, at konklusionen af »regeringens undersøgelse« var, at der ikke er tale om grundlovsbrud. En undersøgelse, det kunne være interessant at få offentliggjort - og sidestillet med juraprofessor Hjalte Rasmussens undersøgelse, der konkluderer det stik modsatte.

Også Amnesty International har i skarpe vendinger kritiseret hastebehandlingen af lovforslaget om Danmarks indtræden i Schengen-samarbejdet, der har umuliggjort, at organisationen har kunnet vurdere og kommentere det tilsendte lovforslag, som det officielt er hensigten, at de skal. Til Jyllands-Posten siger generalsekretær for den danske afdeling af Amnesty International, Lars Normann Jørgensen, at hastebehandlingen netop er for at undgå fokus på de negative konsekvenser for flygtningene.

»Og det er langtfra første gang, det sker. De seneste tre-fire år har der været fem-seks ændringer af udlændingeloven, hvor der hver gang har været tale om stramninger af reglerne, der har gjort det sværere at opnå asyl. Ofte har høringsfristen været så kort, at vi ikke kunne nå at svare - enkelte gange har fristen været helt nede på tre dage.« (19.5.97).

Talsmænd for somaliere i Danmark: Rapport om forholdene i Somalia er regeringens bestillingsarbejde

En rapport fra Udlændingestyrelsen om forholdene i Somalia udpeger såkaldt sikre zoner i det borgerkrigshærgede land, hvortil somaliske flygtninge kan »hjemsendes«.

Ifølge en talsmand for somaliere i Danmark, Mohammed Gelle, giver rapporten ikke et sandt billede af forholdene; tværtimod er der tale om et bestillingsarbejde med den slet skjulte dagsorden at legitimere afvisning af somaliske flygtninge. Til Politiken udtaler han: »Jeg forstår slet ikke, hvordan man kan vurdere at sende folk til et område som Middle Shabelle, mens der stadig er uroligheder i Mogadishu? De to områder ligger ikke længere fra hinanden end Roskilde og København.« (2.6.97).

Indenrigsministeren bremser aktindsigt

I en ny bekendtgørelse, som af jurister betegnes som en ulovlig glidebane, er borgernes ret til at søge aktindsigt i sager om nye lægemidler på vej til at blive fjernet.

Indenrigsminister Birte Weiss har underskrevet bekendtgørelsen, der begrundes med, at »det er meget ressourcekrævende at gennemgå de enkelte sager med henblik på at fjerne fortrolige dokumenter, når der anmodes om aktindsigt«. (Politiken, 4.6.97).

Det er åbenbart ikke så lidt, der skal fjernes.

Næstformand for Fremskridtspartiets folketingsgruppe: Kriminelle rockere og indvandrere skal afsone deres straf på udrangerede boreplatforme

Fremskridtspartiet foreslår en ny type fængsler til kriminelle rockere og indvandrere. Næstformand for Fremskridtspartiets folketingsgruppe, Jan Køpke Christensen udtaler til Jyllands-Posten: »Fremskridtspartiet vil ikke længere se på, at rockere terroriserer andre indsatte i danske fængsler. Derfor bør justitsministeren overveje, at kriminelle rockere fremover skal afsone deres fængselsstraf på en udrangeret boreplatform. De efterhånden mange udlændinge, der heller ikke kan finde ud af at indrette sig efter den danske straffelov, kunne på samme måde placeres her.« (6.6.97).

»Herudover kunne de indsatte renovere boreplatformen, så de får noget fornuftigt at rive i,« foreslår Køpke Christensen.

Advokatrådets Menneskerettighedsudvalg: Påtrængende behov for reform af lovgivningsprocesserne af retssikkerhedsmæssige grunde

På baggrund af et notat, som Advokatrådets Menneskerettighedsudvalg står bag, bemærker rådets formand, Steffen Juul, at det lovforberedende arbejde i Danmark på grund af hastebehandling ofte er både dårligt forberedt og behæftet med fejl. På kun sytten dage før Folketingets sommerferie blev f.eks. hele 128 lovforslag og 39 beslutningsforslag hastet igennem.

Menneskerettighedsudvalgets notat understreger bl.a., at »behovet for en reform af lovgivningsprocessen - blandt andet af retssikkerhedsmæssige grunde - er påtrængende«. (Jyllands-Posten, 7.6.96).

Advokat Tyge Trier, der sidder i Menneskerettighedsudvalget, mener, at det er vigtigt, at der i bemærkningerne til et lovforslag gøres opmærksom på de forskellige problemstillinger, der har været rejst undervejs. »Det er vigtigt at kende de forskellige synspunkter og baggrunden for lovforslagene. Det gør Folketinget ikke altid,« siger Trier. Han har selv oplevet at sidde i et udvalg, der skulle vurdere nødvendigheden af et klageorgan for etnisk ligestilling. Men udvalgets konklusion, der gik ind for et sådant, blev ikke nævnt med ét ord, da indenrigsminister Birte Weiss endelig fremlagde lovforslaget om Nævnet for Etnisk Ligestilling.

Som svar på justitsminister Frank Jensens afvisning af kritikken udtaler Advokatrådets formand, Steffen Juul dagen efter til Jyllands-Posten: »Ministrene skal vel afvise vores kritik, men ikke desto mindre fastholder vi, at der ofte skrives uforståelige og dårlige love, som hastes og sjuskes igennem Folketinget.«

Amnesty International tilslutter sig FNs Menneskerettighedskomité og Europarådets Torturkomités kritik af Danmark

Også i 1997 er Danmark på Amnesty Internationals liste over lande, hvor myndighederne udviser mangel på respekt for menneskerettighederne. Amnesty International kritiserer bl.a. brugen af politihunde mod demonstranter og den udstrakte anvendelse af varetægts- og isolationsfængsling.

Dermed er det tredje gang, at Danmark kritiseres på disse punkter af internationale organisationer; tidligere har både FNs Menneskerettighedskomité og Europarådets Torturkomité påtalt samme forhold.

Forbud mod ophold i 527 bestemte ejendomme

Ifølge en opgørelse i Berlingske Tidende, 17. 6.97, er hele 527 bygninger erklæret forbudt for 174 medlemmer af Hells Angels og Bandidos - langt flere end det antal klubhuse, som oprindelig var målet for særloven.

I mellemtiden kan Berlingske Tidende oplyse, at politicheferne i øjeblikket arbejder på også at forbyde rockere adgang til f.eks. cafeer og restaurationer.

»Vi blev enige om at prøve sådan nogle forbud, og så må vi se, om de holder ved domstolene,« udtaler politidirektør Hanne Bech Hansen.

Måske er det ulovligt, men det skal jo prøves, er politidirektørens strategi, når domstolene skal have en hjælpende hånd til at definere lov og ret …

Danske demonstranter mishandles af hollandsk politi - udenrigsministeren vil ikke undersøge sagen på trods af opfordring fra vicekonsulen i Amsterdam

30 danskere anholdtes med hårdhændede midler i Amsterdam, da de i forbindelse med EU-topmødet, søndag den 15.6., gennemførte en fredelig demonstration i protest over fængslingen af andre EU-demonstranter.

To politikæder omringede demonstranterne kort efter demonstrationens start. Til B.T. udtaler Pelle Dragsted: »Vi havde aftalt, at vi ikke ville holde fast i hinanden. Vi havde set en anden demonstrant med blodet flydende fra et stort hul i hovedet, så vi ville undgå enhver form for optrapning.« (18.6.97).

Alle demonstranter blev lagt i moderne plastichåndjern og transporteret til et hollandsk sikkerhedsfængsel. Først efter seks timer fik de lov til at tisse på græsset foran bussen under skarp overvågning af politiet. Dernæst blev alle visiteret og fotograferet og samtlige ejendele blev inddraget.

Klokken 07.20 blev seks af demonstranterne, stadig iført plastichåndjern, transporteret til det topsikrede fængsel, P.I. Zutphenrevelhorst, hvor de blev isoleret i hver sin celle.

B.T. skriver: »Hollandsk politi har i sit sikkerhedshysteri omkring disse dages EU-topmøde i Amsterdam begået de mest uhørte og hensynsløse overgreb. Ikke færre end 30 danskere har fået det hollandske politis brutalitet at mærke på deres krop. De 30 har sammen med i hundredvis af andre udlændinge siddet isolationsfængslet siden anholdelsen i søndags.«

17 blev løsladt i løbet af tirsdagen, mens de resterende den følgende dag stadig væk sad isoleret i celler på hollandske politistationer. Astrid Dahl, der sad i isolationscelle i to døgn, fortæller om anholdelsen: »Det var ved halvsekstiden i søndags. Jeg gik på gaden, da jeg pludselig blev overfaldet af civilklædte betjente. Jeg fik med det samme sort bind for øjnene. Jeg troede, det var tyve eller mordere. De råbte bare ‘shut up’, hver gang jeg forsøgte at sige noget.«

Flere af de anholdte sad fastlåst i plastichåndjern i en bus i 24 timer uden at få hverken mad eller drikke, oplyser den danske vicekonsul i Amsterdam, Hanne Boonstra, der stik imod alle regler blev nægtet adgang til de fængslede danskere. Der blev på intet tidspunkt stillet tolke til rådighed for danskerne, der sigtedes for »medlemskab af en kriminel organisation«.

Bestyrelsesmedlem og folketingskandidat for Enhedslisten, Pernille Rosenkrantz-Theill, der var blandt de anholdte, beretter til Information: »Vi fik faktisk ikke at vide, vi var anholdt, og en advokat kunne vi ikke få, selv om vi bad om det flere gange. Først sent tirsdag aften kom en advokat, som vi talte med i to-tre minutter. Jeg blev anbragt i et kvindefængsel sammen med 70 andre. Der lå vi to i hver køje i en slags træ-telt, rejst til lejligheden. De kvinder, der brugte p-piller eller medicin havde et problem, fordi det var taget fra dem. Og når man ikke spiser p-piller, får man sin menstruation. Da vi så bad om bind, tamponer eller rene trusser, fik vi besked på, at det skulle vi have tænkt på, før vi blev anholdt. Folk lå og blødte i deres køjer, og folk med astma og blodtryksproblemer måtte klare sig selv.« (19.6.97).

Vicekonsul Boonstra bad Udenrigsministeriet om at undersøge, hvorfor hun blev nægtet adgang til de fængslede danskere, uden resultat. Enhedslisten bad udenrigsminister Niels Helveg Petersen undersøge, om danskerne, som alle blev frifundet for sigtelserne, blev anholdt, fordi de var medlem af bestemte organisationer.

Udenrigsministeren svarer: »Vi planlægger ingen skridt over for Holland eller at undersøge sagen.« (20.6.97).

Den nye traktat kom i hus. Statsministeren og udenrigsministeren var begejstret. EUs fremtid er lagt på skinner - topmødet i Amsterdam var en succes.

Den Danske Forenings mål er nået

Formanden for Den Danske Forening, dr.jur. Ole Hasselbalch ønsker at nedlægge foreningen, eftersom dens mål er nået. Udlændingedebatten overflødiggør i dag Den Danske Forening, konstaterer han, inden foreningens tiende landsmøde, 21.6.

»Vi har sejret ad helvede til. De mål, vi satte os for ti år siden, er nået. Nu mener et flertal i den danske befolkning det samme om indvandrerpolitiken, som vi gør,« udtaler han til Det Fri Aktuelt, 20.6.97.

Selv indenrigsminister Birte Weiss og den radikale Bjørn Elmquist får ros af Hasselbalch pga. den politiske udvikling, de har gennemløbet de forløbne ti år.

Det Fri Aktuelt skriver: »Og hvad angår de borgerlige partier er sejren fuldendt, mener han. De markedsfører sig alle uden undtagelse med en udlændingepolitik, som til forveksling minder om den politik, som Den Danske Forening lancerede for ti år siden, da foreningen blev stiftet, mener Hasselbalch.«

Til Politiken udtaler Klaus Rothstein, informationschef fra Dansk Flygtningehjælp, en uges tid senere: »Det er bedrøveligt at konstatere, at de ting, som man for ti år siden kun hørte i Den Danske Forening, nu også kommer fra de store etablerede partier som Venstre og Socialdemokratiet.« (Politiken, 28.6.97).

Til lykke til Hasselbalch, til lykke til Ekstra Bladet - til lykke til det danske samfund, der har flyttet sig så langt, at Den Danske Forening ikke længere hører til på den ekstreme højrefløj, men i dag er placeret solidt i den brede politiske midte!

Menneskerettighedsrapport: Voksende racisme i Skandinavien

Den årlige menneskerettighedsrapport fra den Internationale Helsingfors Komité advarer mod stadig stigende racisme i Skandinavien.

»Racistisk opførsel over for mørklødede asylsøgere og indvandrere forekommer mere og mere,« noterer rapporten ifølge Information, 25.6.97. Rapporten citerer endvidere FNs komité for Udryddelse af Racediskrimination, der konstaterer, at »intolerancen [i 1996] var stigende i Danmark over for asylsøgere og migrantarbejdere«.

Klaus Rothstein, informationschef fra Dansk Flygtningehjælp, bekræfter rapportens kritik: »Der er en øget nationalchauvinisme og følgelig racisme.«

I samme avis’ leder skriver Georg Metz: »Med skælvende hænder slår man op og finder fædrelandets navn, jævnsides med Albanien, Israel og Tyrkiet. To sider til Danmark. Det er da ikke så slemt. Nej, ikke så slemt. Ikke hvis man synes, det ikke er så slemt, at danske politifolk, som komiteens rapport slår fast, kan bebrejdes deres optræden over for fremmede, samt - hvilket for alvor er alvor i teksten - Danmark som sådan er ved at udvikle en mere negativ, en fjendtligere tone over for andre minoritetsgrupper end danskerne selv. Se, det er tankevækkende, eftersom de danske myndigheders opførsel i forgangne kritisable tider selvsagt udsprang af en stemning i befolkningen, en tendens, en mentalitet.«

Vi har set det hele før.

»Bare de perkere bliver slået ihjel, er jeg tilfreds«

I september 1996 blev en 20-årig overfaldet i en taxa-kø og døde af kvæstelserne. Overfaldsmanden var en 17-årig indvandrer, og retssagen i Århus Byret forløb i en usædvanlig ubehagelig stemning, hvor både danskere og indvandrere højlydt truede hinanden.

Anklagemyndigheden krævede tre års fængsel, forsvaret otte måneder. Dommen lød på to år. På trods af, at anklagemyndigheden i forhold til forsvaret altså dermed næsten fik sin vilje, var der lynchstemning blandt en stor gruppe forsamlede danskere efter domsafsigelsen.

Jyllands-Posten skriver: »Efterhånden som dagen skred frem, blev tilråbene fra danskerne til de tilstedeværende palæstinensere hyppigere og højere. Da Jyllands-Posten spurgte en af danskerne i gruppen, hvordan hans tilstedeværelse ved retsbygningen skulle fortolkes, svarede han: ‘Fortolkes? - bare de perkere bliver slået ihjel, er jeg tilfreds.’« (26.6.97).

Om den dømte udtalte en gruppe stærkt utilfredse danskere endvidere til Jyllands-Posten: »… giv mig et hvidt lagen og sæt det over hovedet på ham. Så kan vi ordne det hele fra toppen af retsbygningen her og nu.« En anden var parat til at hente forstærkninger: »Hvis retten ikke kan sørge for retfærdighed, så kan jeg hurtigt samle 300 mand imod ham, når han kommer ud.«

Professor i statskundskab: Politikerne højredrejer flygtningedebat

Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Lise Togeby har studeret udlændingedebatten siden starten af 80erne og mener, at politikerne har ændret debatten radikalt de seneste 15 år. »Det store skift kom i vinteren 1984-85, da Fremskridtspartiet gjorde udlændinge til et hovedspørgsmål, og strømmen af flygtninge begyndte at stige kraftigt. ‘Indtil da handlede debatten om, at flygtninge skulle beskyttes og have retsgarantier,’ siger Lise Togeby. I stedet kom debatten til at handle om, at flygtninge var en belastning for samfundet. At de var bekvemmelighedsflygtninge, der snød sig ind i Danmark og trak penge ud af statskassen.« (Politiken, 28.6.97).

Professor Togeby mener, at skiftet skyldes hele højrefløjen: »De store borgerlige partier har klart ændret retorik og er i dag skeptiske over for flygtninge og indvandrere. De anses jo for at være anstændige, og det har gjort det mere stuerent at komme med negative holdninger over for flygtninge og indvandrere.«

Justitsministeriet og politiet manipulerer notat om isolationsfængsling

Europarådets torturkomité, CPT fremlagde i april en rapport, som i skarpe vendinger bl.a. kritiserer det danske politis omfattende brug af isolationsfængsling af varetægtsfængslede.

Strafferetsplejeudvalget har for nylig efter bestilling modtaget et notat fra Justitsministeriet angående netop brugen af isolationsfængsling og nødvendigheden af denne praksis i forhold til politiets opklaringsarbejde.

Justitsministeriets notat, som bygger på oplysninger fra Københavns Politi, viser sig imidlertid ved nærmere eftersyn at være stærkt manipuleret.

F.eks. har notatet helt undladt at nævne en sag, som ellers i høj grad kunne stille brugen af isolationsfængsling af varetægtsfængslede i et blakket lys. Sagen drejer sig om den tidligere elitesvømmer, Peter Rohde, som angiveligt på et anonymt tip sigtedes for narkosmugling, for hvilken anklage han senere blev pure frifundet af Østre Landsret. I mellemtiden havde han tilbragt nitten måneder i varetægtsfængsel, heraf et år i isolation.

Justitsministeriets og politiets notat nævner imidlertid ikke med ét ord Peter Rohde i referatet af sagen. Man refererer derimod, at to mænd blev anholdt og varetægtsfængslet i isolation i henholdsvis to en halv og ti måneder, hvorefter de begge tilstod og blev overført til almindelig varetægtsfængsling. En tilsyneladende eksemplarisk sag.

Hvad imidlertid også hører med til historien, er, at Peter Rohde, efter at de to skyldige havde tilstået og oven i købet havde understreget, at Peter Rohde ikke havde haft noget at gøre med smuglingen, sad yderligere to måneder isoleret og derefter syv måneder i almindelig varetægt.

Medlem af Strafferetsplejeudvalget, Merethe Stagetorn udtaler til Jyllands-Posten: »Hvis jeg skal være lidt uvenlig over for Justitsministeriet og politiet, så har de bevidst udeladt Peter Rohde og hans frifindelse for at kunne konkludere, at isolationsfængsling var nødvendig for sagens opklaring …« (Jyllands-Posten, 9.7.97).

Carsten Egeberg Christensen, chef for Københavns Politis narkotika-advokatur, forklarer, at han blot har gjort, hvad han var blevet bedt om: »… mit opdrag [var] at beskrive sager, hvor isolationsfængsel havde ført til domsfældelse.« (Jyllands-Posten, 10.7.97). Justitsministeriet har altså ganske enkelt ikke været interesseret i sager, som kunne så tvivl om den eksisterende praksis.

Clinton-besøget - en forsmag på politistaten

Den 11.-12. juli skal Danmark for første gang nogen sinde have besøg af en siddende amerikansk præsident. Der er tale om en Danmarkshistorisk begivenhed af de helt store.

Præsidenten og statsministeren mødes til en timelang politisk debat foran en årvågen indenlandsk presse, der stiller skarpt på de to staters forhold til menneskerettighederne, deres holdninger til det politiske systems fordele og ulemper og konkrete visioner om fremtiden for et stadig mere multikulturelt samfund; enhver kan naturligvis frit mødes med den udenlandske presse og give sit besyv med om de indenlandske forhold, så journalisterne kan få et nøgternt og mangefacetteret billede af det ukendte land, som de for en stund skal rapportere fra.

Det store scoop er et offentligt møde, hvor præsidenten og statsministeren over for det danske folk får lejlighed til at komme med en række uddybende bemærkninger om den politiske situation i ind- og udland. Alle er velkomne.

Det er en uforglemmelig oplevelse. Stof til eftertanke - og ugers politisk debat og analyse af ideerne, der bliver brudt de to statsoverhoveder imellem …

Man må næsten standse op og glæde sig en stille stund over, hvor dejligt det er at leve i et demokratisk land som Danmark, hvor noget sådant kan foregå frit, fredeligt og fordrageligt.

Tænk, om det havde været anderledes!

Tænk, om man havde levet i en diktaturstat, hvor den slags politiske topmøder udspiller sig på ganske anden lukket, totalitær og propagandistisk vis. Alt ville have været tilrettelagt i mindste detalje; den fri og kritiske presse ville være erstattet af reklamefolk; der ville ikke have været stillet ubehagelige og nærgående spørgsmål til statsoverhovederne, men man ville have koncentreret sig meget om deres - og især deres hustruers - påklædning, livretter og korteger. Enhver kontroversiel politisk plet på det nylakerede skønmaleri ville blive druknet i svulstige fanfarer, og i tusindvis af partisoldater og embedsmænd og partisoldaters og embedsmænds koner og børn og fætre og kusiner ville være udkommanderet for at tiljuble de store statsmænd med i tusindvis af flag og bragende klapsalver - ingen ville høre ét ord om fængslernes tortur eller om Berufsverbot, censur og politivold.

Statsministeren for politistaten ville have lovprist den totalitære præsidents umådelig folkelige sindelag, og på trods af hans lands beskidte kolonikrige ville han smilende blive omtalt som verdensfredens garant; præsidenten ville tilsvarende have kvitteret med at opmale bananrepublikkens statsministers uforlignelige internationale fortjenester og umådeligt humanitære sindelag, og på trods af hans lands veldokumenterede tortur, undertrykkelse og fængsling af mistænkte afvigere og frihedskæmpere ville han smilende blive omtalt som menneskerettighedernes garant.

Elegant bortgemt bag en propagandistisk statspresse, der er købt og betalt og gladeligt spiller med, er som altid diktaturets unævnelige grusomheder - for politistaten ville være gearet til diskret at forhindre enhver oplysning herom til den internationale presse.

Men lad os straks forlade tyranniets scenario og i stedet på nærmeste hold følge, hvordan et besøg fra et prominent statsoverhoved som den amerikanske præsident tackles af politi og myndigheder i et demokratisk land som Danmark, der som bekendt hverken er en nazistisk diktaturstat eller en totalitær bananrepublik …

Først udkommanderes i tusindvis af sværtbevæbnede betjente, ikke for at passe på præsidenten, hvis sikkerhed ingen føler den mindste smule truet - men hvorfor så? Til TV2 udtaler politiets informationschef, Flemming Steen Munch den 7.7.97, at det skam »ikke var terrorister, man frygtede, men at Danmark skulle få et dårligt ry i udlandet«!

Jaså. Danmark er altså en stat, hvor visse dele af befolkningen kan tænkes at ville give landet et »dårligt ry i udlandet« … Men er der da grund til det?

En række venstrefløjspartier og -organisationer beslutter at benytte lejligheden til at protestere mod USA og den amerikanske præsident, som nationen forbereder et veritabelt triumftog for - men dét risikerer naturligvis at give Danmark et »dårligt ry i udlandet«, hvorfor politiet stille og roligt kvæler initiativet.

Demonstrationen får således ekstraordinært afslag på ophold foran den amerikanske ambassade, på trods af at enhver form for fredelig forsamling ifølge Grundloven har lov til at finde sted. Man skal blot - og det udelukkende af hensyn til den almindelige orden og den trafikale situation - anmelde den, så politiet kan være til stede for at assistere.

Politiet fik da også vanskeligheder ved at legitimere de særlige restriktioner. I hvert fald kunne man i pressen høre en hel række forskellige og indbyrdes selvmodsigende bevæggrunde bag den usædvanlige indgriben i friheden til at demonstrere.

Første forklaring har vi allerede set, nemlig politiets frygt for, at »Danmark skulle få et dårligt ry i udlandet«.

Anden forklaring stammer også fra Flemming Steen Munch:

»Begrundelsen for vores afvisning er det, vi kalder ordensmæssige hensyn. Når vi har gæster fra et andet land, så synes vi ikke, at det lands ejendom skal udsættes for forskellige former for angreb.«

Rent bortset fra, at retten til at demonstrere dermed øjensynligt er blevet et spørgsmål om, hvad politiet »synes«, er det mildest talt temmelig vanskeligt at se, hvilken form for »angreb«, der kan true den amerikanske ambassade, og hvori disse »ordensmæssige hensyn« egentlig består?

Tredie forklaring:

I det skriftlige svar til Beredskabssektionen under Københavns Politi lyder begrundelsen for afslaget på tilladelsen til at demonstrere foran ambassaden således: »… politiet [kan] af sikkerhedsmæssige hensyn ikke godkende en demonstrationsplads over for USAs ambassade.« En udtalelse, som ellers nok synes i modstrid med Munchs første forklaring.

Fjerde forklaring:

Endelig har vicepolitidirektør Henning Thiesen ligefrem henvist til hensynet til trafikken: »Det er jo en balancegang. Der er hensynet til forsamlingsfriheden efter Grundlovens paragraf 79. Der er hensynet til trafikken og til sikkerheden. Vi har vurderet, at det er meget vigtigt, at det er muligt at komme til og fra ambassaden, når den amerikanske præsident er i landet.«

Hvad det alt sammen er for æstetiske, ordensmæssige, sikkerhedsmæssige eller trafikale trusler, som har foresvævet politiet, er ikke til at vide. På sin vis er alle politiets forklaringer da også ganske uvedkommende, da de under ingen omstændigheder har beføjelser til at forbyde en fredelig demonstration. Kun i tilfælde af, at man har eksplicitte »efterretninger om, at en given demonstration udgør en konkret fare«, kan den forhindres. Men om den slags har der på intet tidspunkt været tale.

Politiets prioriteringer har således også efterfølgende mødt skarp kritik fra retskyndige.

Professor i offentlig ret, Claus Hagen Jensen siger til Berlingske Tidende om politiets skiftende forklaringer, at de »efterlader et ubehageligt indtryk af usikkerhed om, hvorvidt politiet virkelig har en tilstrækkelig god begrundelse«, og fortsætter: »Danmark er jo et af de lande, der er aktive, når det gælder andre landes overholdelse af menneskerettighederne og frihedsrettighederne. Derfor er det vigtigt, at vi fejer for vor egen dør, og der kan man godt være lidt usikker i en sag som denne.« (16.7.97).

Docent i statsret, dr.jur. Henning Koch udtaler til samme avis: »Pressetalsmandens begrundelse [første forklaring] er ikke af juridisk karakter og er under ingen omstændigheder holdbar. For vi kan ikke forbyde og/eller regulere demonstrationer i dette land for at opretholde et glansbillede.«

Ikke? Politiet kan.

Og da demonstrationen oprander fra Kultorvet i København, sker det naturligvis med et massivt politiopbud, og Danmarks Radio, der i timevis dækker optakten til Clintons tale på Nytorv, sender ikke så meget som ét sekund fra demonstrationen, der forløber uden de store udskejelser. Da den ankommer til Rådhuspladsen, ryger dog en flagstang med et amerikansk flag, og en mand bliver pludselig banket af cyklen af fem kampklædte betjente, der mener det nødvendigt at mase hans ansigt ned i asfalten under deres skjolde, før han gennes brutalt ind i en patruljevogn.

DR finder, at det spolerer folkefesten, og filmer i stedet den jublende folkemasse på Nytorv.

I mellemtiden har i titusindvis af glade mennesker, hvoraf en betragtelig del er udvalgt af myndighederne, forventningsfuldt forsamlet sig på Gammeltorv og Nytorv. Politiet deler danske og amerikanske flag ud til den svedende folkemasse, solen skinner, og Danmark er et smørhul.

Der er bevæbnet politi overalt, men i Danmarks Radios timelange udsendelse ser man stort set ikke en eneste. Det er jo en folkefest - om end i to separate afdelinger. Første klasse på Nytorv, tættest på præsidenten - pøblen holdes på over hundred meters afstand ved hjælp af politistyrker og solide stålhegn.

Den amerikanske ambassadør forsøgte ellers at forhindre denne overdrevne belejringstilstand og understregede, at præsident Clinton bestemt ikke ønskede kun at tale til en begrænset gruppe mennesker, der af myndighederne var forhåndsgodkendt til lejligheden. I TV-Avisen den 8.7. betonede han således: »Everyone is invited!«

I sidste ende lykkedes det dog alligevel de utrættelige danske myndigheder at sikre Danmarks internationale omdømme ved at afspærre Nytorv 100% for alle ikke særligt udvalgte.

Underholdningen varer nogle timer, før bastante trommer tordner gennem højttalerne, og for at det ikke skal være løgn, afspilles endog temaet fra Indiana Jones, mens storskærmen viser statsoverhovedernes politibevogtede korteger rulle op bag Nytorv! Folkestemningen er euforisk, og er der end sporadisk misfornøjelse at spore nogetsteds, går Danmarks Radio omhyggeligt udenom. DR finder, at det spolerer folkefesten, og viser i stedet den jublende folkemasse.

Statsministeren og præsidenten betræder podiet som henholdsvis opvarmningsband og superstjerne. Bag dem hænger et stort tæppe, hvorpå karakteristiske facader fra Nyhavn er malet. Turistbranchen kniber en tåre.

Nyrups tale handler om Clintons store format og de tætte bånd Danmark og USA imellem. Clintons tale handler om Nyrups store format og de tætte bånd USA og Danmark imellem.

Vi får at vide, at danskerne nærmest var de tapreste og mest frihedshungrende under 2. verdenskrig. Det er selvfølgelig løgn, men tilskuerne jubler ekstatisk. Under det meste af besættelsen hadede og bekæmpede både politikere, presse og politi indædt frihedskæmperne.

Vi får at vide, at danskerne nærmest er ene om at overholde menneskerettighederne. Det er selvfølgelig løgn, men tilskuerne jubler ekstatisk. Amnesty International, FN og den Internationale Helsingfors Komité m.fl. kritiserer Danmark for gentagne gange at overtræde menneskerettighederne.

Vi får intet at vide om isolationsfængslingen af mistænkte i Danmark; om overtrædelser af Grundloven; om ophævelsen af retsprincippet, at alle er lige for loven; om myndighedernes faste praksis med at fængsle i tusindvis af uskyldige asylsøgere om året …

Og ikke alene får vi intet at vide herom af de hovedansvarlige statsoverhoveder; heller ikke Danmarks Radio finder det nærliggende at nævne det med ét ord under de timelange udsendelser, der er produceret så begavet som en officiel middag hos dronningen.

Det er show, larm, gøgl og løgn og latin. Fra ende til anden.

En moderne Goebbels kunne med opbydelsen af hele sit talent vanskeligt have iscenesat det bedre.

Nogle få skiller sig ud fra den manisk jublende folkemængde og folder et banner ud med teksten: »Please, Bill, give Mumia Abu-Jamal a fair trial« - DR finder dog, at det spolerer folkefesten, og viser i stedet den jublende folkemasse.

Banneret bliver hastigt revet ned af politiet - DR benytter ikke lejligheden til en analyse af politiets krænkelse af ytringsfriheden, men finder, at optrinnet spolerer folkefesten, og viser i stedet den jublende folkemasse. Et par råber »yankee go home!« fra et tag og bliver mødt med en regn af flasker - DR finder, at det spolerer folkefesten, og viser i stedet den jublende folkemasse.

Heller ikke Faklen er velset hos DR. Redaktionsmedlemmer er forinden blevet stoppet af politiet på Rådhuspladsen med den besked, at »Københavns Politis ledelse ønsker ikke at se jer på Gammeltorv under Clintons tale!« En åbenmundet betjent kan forklare: »I dag er nogle mere lige end andre!« - Faklens bannere forbydes ganske enkelt på stedet! Det interesserer ikke DR.

Dagen forinden fik vi foran Fredensborg slot, hvor Clinton skulle ankomme om aftenen, også at vide, at vi var uønskede. Vi spurgte en betjent, om det skyldtes, at vi kom fra Faklen. »Ja!« svarede han utvetydigt. Det interesserer ikke DR.

Alligevel lykkedes det os at stille op med foldere og bannere foran slottet. Danmarks Radios udsendte talte jovialt med os et kvarter. Da DR sendte live, undgik man omhyggeligt at vise så meget som skyggen af vore bannere.

DRs speaker kunne til gengæld berette, at nogle »autonome« havde delt foldere ud … Det var selvfølgelig løgn, og DR var selvfølgelig klar over, at det var løgn, eftersom vi havde talt med dem, og eftersom der ikke var andre end os, der havde bannere og foldere med foran Fredensborg slot - men det gælder jo om at opretholde den illusion, at de eneste, der så meget som kunne drømme om at benytte Clintons besøg til at protestere, må være de autonome.

DRs udsendte, Ernst Møller forskånede således sine seere for Faklens bannere med tekster som: »Uphold the Danish Constitution!«, »Smiling Denmark - don’t buy it!« og »We have a civil rights movement - we are moving away!« m.fl. - det absolut eneste af nyhedsjournalistisk interesse, der foregik i timerne før Clintons ankomst. I stedet filmede man et nuttet banner med teksten »Hvor er Hillary?«

Seriøs, dækkende nyhedsjournalistik? Eller propagandistisk pop på Se og Hør-niveau?!

På Gammeltorv lykkedes det os imod politiets ordrer at indsmugle et banner og fire skilte, som vi tog frem under Clintons tale. Straks farer politiet hen mod gitteret og forsøger at true os til at fjerne dem. Vi bliver uanfægtet stående med den bemærkning, at vi blot »udøver vores ret til ytringsfrihed«, og i nogle minutter ved ordensmagten for en gangs skyld ikke, hvad den skal stille op.

DR finder dog, at skiltene spolerer folkefesten, og viser i stedet den jublende folkemasse.

Pludselig bliver vi overfaldet af syv betjente, der flår skiltene ned. De er ved at kvæle en kvinde i banneret, som de flår ud af hænderne på os, og to betjente river brutalt Faklens redaktør ind i gitteret - den ene hiver fat i armen, den anden rundt om nakken og forsøger elskværdigt at trække ham ind over hegnet med hovedet ned mod asfalten. Begge slipper ved et utroligt lykketræf fri af politiets fægtende arme, før det går galt.

DR finder, at det spolerer folkefesten, og viser i stedet den jublende folkemasse.

To skilte får politiet ikke taget fra os, og DR sender mirakuløst 7 sekunder, hvor man kan læse teksterne: »If you’re persecuted in your own country - you should feel right at home in Denmark!« og »Spend some time in Denmark - in solitary confinement!«. Sandsynligvis har DRs producer ikke kunnet læse engelsk tilstrækkelig hurtigt under live-udsendelsen til, at han har fået beordret kameraerne fjernet herfra med det samme. Til gengæld er indslaget forkortet til 1 sekund under DRs genudsendelse dagen efter (men det er der, og så kan man da ikke beskylde dem for censur!) …

Show og løgn og latin. Fra ende til anden. Kritiske stemmer chikaneres og forbydes direkte af politiet.

Den udenlandske presse sendes på propagandature, og ingen får lov til at kontakte dem, det sørger bevæbnede vagter foran pressecentrene for. Tænk, om Danmark skulle få »et dårligt ry i udlandet« …

Det er her, det sker - i bananrepublikken Danmark. »Hvor er Hillary?« - hvor er pressen?!

Socialminister Karen Jespersen efter uroligheder på Nørrebro: Danmark for danskere

Et par urolige døgn på Nørrebro den 11.-12. juli, hvor frustrerede unge såkaldte 2. generationsindvandrere eller førstegenerationsdanskere kom i karambolage med myndighederne, sætter de danske sind i kog. Politikere raser, og avisernes debatsider bugner med indignerede dundertaler mod etniske minoriteter.

Politikerne og opinionen stiller sig stort set tilfredse med politiets og mediernes billede af begivenhederne: En gruppe på 20-30 »hårdt belastede« unge 2. generationsindvandrere på Nørrebro, der betegnes som henholdsvis »iskolde og fuldstændig ligeglade« (Bent Olsen, vagtleder, Nørrebros Nærpoliti, Jyllands-Posten, 13.7.97), og »en hård kerne af uromagere, så barske, at de er uden for pædagogisk rækkevidde« (Hanne Bech Hansen, Politidirektør, Københavns Politi, Jyllands-Posten, 14.7. 97), er slet og ret gået amok og har trukket medløbere med i »bølleoptøjer« og vold.

Socialminister Karen Jespersen tager bladet fra munden med følgende analyse: »Det er et godt udtryk for en gruppe unge, som har fået for megen frihed. De har ikke lært samme ansvar over for samfundet som danskerne.« (Berlingske Tidende, 14.7.97).

Om socialministeren med ordet »danskerne« her indfører en for regeringen officiel skelnen mellem de rigtige, ariske danskere og så alle »de andre«, og hvad det præcis er for et særligt ansvar, som disse »danskere« skulle føle over for samfundet, forbliver uklart. Socialministeren kommer heller ikke nærmere ind på, hvori den overflod af »frihed«, som disse halvdanskere angiveligt har lidt så grueligt under, skulle bestå.

Det korte af det lange viser sig da også simpelt hen at være, at »de fremmede« med deres forstokkede familiemønster ikke hører hjemme i de rigtige danskeres danske Danmark: »De gør sig ikke klart, at for at leve i Danmark må man være dansker,« konstaterer socialministeren.

Hele misèren på Nørrebro startede i denne omgang med, at to betjente, der forfulgte en ung såkaldt 2. generationsindvandrer, som i vrede over politiets behandling af en kammerat havde kaldt betjentene for »bøsserøve«, var så uheldige at løbe lige lukt ind på et område, hvor adskillige af den forfulgtes venner opholdt sig. Her fik de to betjente en temmelig voldsom medfart, men led dog ingen alvorlig fysisk overlast.

Og mulighederne i en sådan episode er Københavns Politi naturligvis heller ikke sene til at fange - et »baghold« bliver det til i Ekstra Bladet; »bøllerne« forsøgte at stjæle betjentenes stave og pistoler. Ganske som myten om den stigende vold, om de autonome gruppers terror og om de såkaldte rockeres terror, er etniske minoriteter på Nørrebro nu kørt i stilling som et oplagt argument for strammere love og større bevillinger og flere beføjelser til ordensmagten. Kun få dage efter er nærpolitistyrken på Nørrebro da heller ikke bare forstærket, men fordoblet, og en særlig enhed af kriminalpolitifolk er i al hast blevet udstationeret.

Chefpolitiinspektør Kai Vittrup forklarer: »De toneangivende i gruppen - og det er omkring 20 unge - kan godt begynde at kigge sig over skuldrene. Lige så snart vi griber dem i at begå noget kriminalitet, vil vi begære dem varetægtsfængslet, og så må den videre resocialisering foregå i fængselsvæsenets regi. På den måde vil vi sikre, at der stort set hele tiden er politifolk i almindelig uniform på Nørrebro.« (Berlingske Tidende, 15.7.97).

Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen er heller ikke i tvivl om, at mere politi og flere beføjelser også i denne konflikt er den helt rigtige løsning: »Det er fuldstændig uacceptabelt, hvad der skete i weekenden. Derfor er det et rigtigt signal, at politiet nu øger sin indsats på Nørrebro.« (Berlingske Tidende, 15.7.97).

Bemærkelsesværdigt er det dog, at lokale beboere og lokale politikere såvel som 2. generationsindvandrerne selv synes at have en ganske anden opfattelse af de konkrete hændelser såvel som af den generelle situation og dens eventuelle løsningsmuligheder.

Kathrine Hammerich, formand for social- og beskæftigelsesudvalget i bydelsrådet på Indre Nørrebro, er mindre tilbøjelig til at male fanden på væggen: »Vi mener ikke, at der tale om en generel optrapning af urolighederne. Det er enkeltstående begivenheder,« siger hun til Jyllands-Posten, 14.7.97. Også hendes løsningsmodel er noget mere reflekteret end landspolitikernes: »Vi har ikke brug for mere politi. Vi har brug for betjente, der har større forståelse for de sociale problemer, og som oftere kan vende det døve øre til provokationer.« Eller som en beboer, Tamer Rady udtrykte det i Ekstra Bladet, 21.7.97: »Vi har brug for politifolk, der kan snakke med os. Ikke som ham den smilende betjent, der plejer at jage knæet op i skridtet på os.«

Bjarne Watkin, formand for Nørrebros Beboeraktion, ser heller ikke de unges reaktion som noget hverken odiøst eller uforståeligt: »De er ikke mere indvandrere, end at de reagerer, som resten af kvarteret altid har gjort, når man har følt sig presset. Og det er heller ikke nyt, at myndighederne oven på en gang uroligheder kommer med en totalløsning, der viser sig at være en blanding af dårlig røg og luft.« (Berlingske Tidende, 20.7.97).

En af de unge fra Blågårds Plads strejfede i et interview med Jyllands-Posten, 14.7.97, en side af sagen, som ellers henligger noget i det dunkle i medierne: »Vi støtter hinanden hernede. Det er politiet, der angriber os. De chikanerer os hele tiden. Det er racekrig, og fra nu af bliver situationen bare værre. Nærpolitiet har forrådt os. Vi vil aldrig mere snakke med dem igen.« Om der ligger noget bag disse fortvivlede beskyldninger - og i givet fald hvad - har journalisten ikke set nogen grund til at grave dybere i.

Et par andre unge mænds forklaring supplerer dog billedet: »Vi føler os overvåget hele tiden, og vi bliver anholdt uden grund. Det er meget ydmygende.« Og: »Mere politi er bestemt ikke vejen frem. Det vil kun gøre situationen værre. Vi føler i forvejen, at vi bliver ydmyget.« En tredie konstaterer kort og godt: »Vi hader dem, og de hader os.« (Jyllands-Posten, 15.7.97).

Ingen følger op på de unges forklaringer, hvilket da også ville kræve en undersøgelse, der for en gangs skyld også belyste politiets rolle i problemernes opståen.

I et interview i Weekendavisen forsøger en af de involverede at forklare frustrationen: »F.eks. når man bliver afvist på et diskotek. Så siger man OK. Fuck det, og så står man udenfor, og så kommer politiet senere, og det eneste, de gør, er at fjerne udlændinge. (…) Betjentene ved godt, at det værste, man kan gøre mod en andengenerationsindvandrer, er at sige noget slemt om familien, og så siger de måske, ‘hvis ikke du gør dit eller dat, så knepper jeg din søster,’ eller ‘jeg har lige ligget og bollet din mor’.«

Den 14.7.97 bringer Politiken et interview, der samler brikkerne i det billede, som tegner historien set fra den anden side af politiets skjolde. En af de unge fra Blågårds Plads fortæller: »Vi protesterede mod tre urimelige anholdelser. Rent ud sagt var det vores hævn for den måde, politiet behandler os på … Vi kæmper for, at politiet skal holde op med at chikanere os … En af os råbte ‘bøsse’ til en af de andre - det er den måde, vi taler til hinanden på … Vi lavede ikke noget baghold. Vi løb bare efter for at se, hvad der skete. Det er klart - han er jo en af vores venner. Så stod vi seks drenge og sagde, at han skulle anholde ham rigtigt i stedet for at sidde oven på ham og mase ham ned i busken. En af panserne fik smidt en brosten i ryggen, men de fik ikke bank. Der var heller ikke nogen, der forsøgte at tage deres pistoler eller stave. Der kom en masse pansere i transitter med det samme. Ham den 21-årige, som de sigtede for drabsforsøg, havde ikke en skid med det at gøre. Han kom ned fra sin opgang for at se, hvad der skete, og så anholdt politiet ham lige foran hans forældre. Det er det mest ydmygende. Han kom ind på Bellahøj, hvor han sad i 14 timer. Man har krav på mad hver tiende time og en madras, men han fik ingen af delene. De fjernede madrassen, så han måtte sove på betongulvet. Han har stadig blå mærker over det hele fra anholdelsen.« Om en anden anholdt i sagen bemærker han: »Han tog hverken deres pistol eller deres stav. De har længe været ude efter ham. Det er personligt had fra politiets side.«

Ifølge politidirektør Hanne Bech Hansen er Nørrebros politifolk imidlertid anderledes eksemplariske: »Politiet får undervisning i etniske minoriteter på politiskolen, og jeg mener, at folkene på Nørrebro har stor forståelse for problemerne,« siger hun og påpeger, at det er »dybt uretfærdigt, hvis de unge vender deres vrede mod politiet« (Berlingske Tidende, 21.7.97).

»Det øgede mandskab skal netop være med til at skabe større kontakt med de unge, og det vil jo altid være politiet, der rydder op, når der er problemer. Men tilhører man en etnisk minoritet, føler man tit, at politiets arbejde har noget med racisme at gøre. Og den misforståelse må vi have udryddet.«

Da journalisten spørger om, hvorfor der på det sidste er blevet mere ballade på Nørrebro, lyder svaret fra en af de unge kort: »Fordi politiet gerne vil have, at det bli’r værre.« (Weekendavisen, 24.7.97). Et udsagn, som måske bliver mindre dunkelt i lyset af de ekstra midler og de udvidede beføjelser, som man fra politiets side med denne sag som tungtvejende argument behændigt atter kan og vil forsøge at rimeliggøre.

Knap to uger efter optøjerne på Nørrebro finder en voldsom konfrontation mellem politiet og fodboldfans fra FCK sted, da hooligans stormer Brøndby stadion i frustration over et nederlag på 2-0. Øretæver og ølglas ryger gennem luften, og 35 mennesker bides i flæng af politiets hunde, der indsættes for at standse uroen. I modsætning til historien om »bøllerne« på Nørrebro, udsendes ingen pressemeddelelser, der kræver FCK-fans interneret i København med udrejseforbud …

Idrætsforsker Claus Boye, som selv var til stede under fodboldkampens uroligheder, uroligheder, der kostede langt flere tilskadekomne end optøjerne på Nørrebro, giver i Information følgende forklaring på forskellen i mediernes og politikernes behandling af de to episoder: »Samfundet måler ikke sine problemer i antallet af tilskadekomne. Se blot på antallet af dødsofre i trafikken. Det er en omkostning, vi er villige til at betale for en hurtig og effektiv transport. På samme måde er hooligans en omkostning ved den gigantiske industri, som moderne sport har udviklet sig til, som samfundet er villig til at betale. Sporten eksponerer industrisamfundets dyder. Den opdrager til samfundets værdier - børn får dem ind gennem kroppen, når de dyrker sport, og lærer at anerkende værdierne: Hurtigere, højere, stærkere - vækst, ekspansion, standardisering, specialisering, hierarkisering, inddeling, opdeling, underdeling og sønderdeling. Det er også sportens principper.« (25.7.97).

I modsætning til situationen efter optøjerne på Nørrebro, farer socialministeren pudsigt nok ikke forarget frem og dadler denne »udanske opførsel«, som FCK-fans lagde for dagen; hun siger derfor heller ikke: »Det er et godt udtryk for en gruppe unge, som har fået for megen frihed. Københavnerne har ikke lært samme ansvar over for samfundet som danskerne …«

Den danske retstilstand vulgariseres

Justitsminister Frank Jensen lancerer en storstilet plan for beskyttelse af vidner. Det skal i fremtiden være muligt at forlene vidner, som frygter repressalier, med en ny identitet og et helt nyt liv et andet sted i landet. Det eneste problem med det storstilede tiltag er, at justitsministerens billede af vidners sikkerhedsmæssige situation i Danmark, som ligger til grund herfor, med professor i procesret ved Københavns Universitet, Eva Smiths ord, må betegnes som »helt ude af proportioner«! (Berlingske Tidende, 30.7.97).

Forsvarsadvokat Thorkild Høyer mener endvidere om den økonomiske støtte til vidnet, som skal indgå i et sådant program, at der er tale om et »skråplan«, eftersom vidnet opnår regulære fordele ved at vidne, og kalder ligeud forslaget for »en vulgarisering af retstilstanden i Danmark«.

I overensstemmelse med chefkriminalinspektør Per Larsen, der tidligere på året udtalte om sikkerheden for vidner i rocker-sager, at »folk forestiller sig, at de risikerer en masse ved at vidne i rocker-sager, men sådan forholder det sig ikke« (Politiken, 28.4.97), afviser da også både professor Eva Smith og forsvarsadvokat Thorkild Høyer justitsministerens voldsfantasier som hysteri og valgflæsk.

Eva Smith peger på, at Frank Jensen øjensynligt endnu en gang er faldet for mediernes mytemageri: »Det er i den grad en presseskabt myte, at det skulle være forfærdelig farligt at vidne. Problemet er snarere, at folk tror, det er meget farligt.«

Det er dog nok ikke usandsynligt, at justitsministeren, som Thorkild Høyer indicerer, er opmærksom på den slags myters popularitet og politiske behændighed: »Det er et typisk udtryk for politikernes forsøg på at kapre stemmer uden at forholde sig til forslagets effektivitet. Det er en meget ubehagelig tendens.«

Intet andet europæisk land anvender ubetinget frihedsstraf over for vold så meget som Danmark, hvor den bruges 18 gange så hyppigt som i Tyskland

I en kronik i Information, 21.7.97, konstaterer professor dr.jur. ved Københavns Universitet, Flemming Balvig, at Danmark suverænt indtager førstepladsen i Europa, når det gælder anvendelsen af ubetingede fængselsstraffe i voldssager. Og det på trods af, at Danmark ifølge drabsstatistikker og politiregistrerede anmeldelser for vold ligger ca. 50% under gennemsnittet for de øvrige europæiske lande.

Professor dr.jur. Balvig skriver: »I den politiske debat har det udviklet sig til et dogme i Danmark, at voldsmanden skal ind og ruske tremmer. Sådan er det da også i de fleste tilfælde i praksis. 60 pct. af alle voldsforhold, der blev afgjort med tiltalefrafald, bøde eller frihedsstraf i 1990, resulterede i ubetinget hæfte eller fængsel. Anderledes ser det ud, hvis vi sætter det samlede antal domme til ubetinget frihedsstraf for vold i forhold til alle registrerede voldsanmeldelser. Procenten falder da til 18. Forskellen skyldes, at et betydeligt antal voldssager ikke opklares, eller henlægges på grund af bevisets stilling, at en del afgørelser omfatter flere forhold, at nogle frikendes m.v. De 18 pct. repræsenterer således den absolutte minimumsrisiko for, at en voldsperson, hvis sag politianmeldes og -registreres, har for at ende med en ubetinget frihedsstraf.«

Hvor den danske procent præcis ligger på 18,4, er den i Europas næsthårdeste land, Ungarn, kun halvt så stor, nemlig 9,9. I Sverige er den 5,7, i England 4,7, i Holland 2,7, og i Tyskland 1,0. Tyskland klarer sig med godt 2.000 ubetingede frihedsstraffe for vold årligt, Danmark, hvis indbyggertal er 16 gange mindre, anvender knap 1.500!

Alle højrefløjens myter om dansk blødsødenhed er dermed endegyldigt tilbagevist. Dansk lov og ret er i denne henseende omvendt Europas absolut hårdeste. Al forskning peger desuden på, at jo hårdere straffe og jo ringere forhold for de indsatte, desto større risiko for tilbagefald til ny kriminalitet.

Endvidere er Danmark også et af de lande, der anvender indespærring af børn og unge allermest. I 1970erne lå vi i top i Norden på dette område. Dengang var det gennemsnitlige antal 15-17-årige, der på årsbasis fængsledes, 112. I det seneste år, som statistikken medtager, 1994, er tallet steget til 196. Ifølge professor dr.jur. Balvig er dansk praksis på dette område i strid med FNs Børnekonvention »i usædvanligt stort og endog stigende omfang«!

Om anvendelsen af ubetinget frihedsstraf generelt skriver han: »Upåvirket af virkelighedens verden; upåvirket af, hvad fængsler gør ved især unge mennesker, og hvilke konsekvenser det har for dem bagefter - og ikke mindst af dagens særligt risikable situation (stoffernes bidrag hertil ufortalt); opmuntret af populismens lette vej og dens rygklappende euforiske kor af stemmer; i dyb uansvarlighed over for de mennesker, der fremover skal være unødvendige ofre for den øgede kriminalisering, der er resultatet af fængselsophold - kan man stadig finde retspolitikere, der går ind for hårdere straffe for vold. I deres afgrundsdybe uvidenhed og ueftertænksomhed ræsonnerer de, at vor afsky skal markeres hårdt og kontant på en måde, der ikke er til at tage fejl af.«

Professor dr.jur. Balvig afslutter sin kronik med ordene: »Vil vi - blive ved med at - finde os i det?«

Chikane på Politiskolen bagatelliseres

I forbindelse med politiets rolle under urolighederne på Nørrebro, hvor såkaldt 2. generationsindvandrere eller 1. generationsdanskere kom i karambolage med ordensmagten, har der især fra lokale politikere og beboere været ytret ønske om, at lokalpolitiet i området måtte få mere viden om og dermed større forståelse for de anderledes kulturbaggrunde, som mange af beboerne har.

I et forsøg på at bibringe politifolkene en større indsigt i etniske minoriteters særlige problemer i almindelighed, samt hvordan man undgår og løser konflikter, uden at der opstår konfrontationer, i særdeleshed, har Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, DRC i en periode tilbudt gæsteforelæsninger for politifolk på efteruddannelse på Politiskolen i København. Her er forelæserne dog blevet mødt med en sådan grad af ligegyldighed og chikane, at undervisningen har måttet indstilles.

»Inden for de sidste par år har der været flere af den slags episoder, hvor vore folk er blevet udsat for meget ubehagelige ting og er blevet svinet til. Vore undervisere er mennesker, der ellers er vant til lidt af hvert, men det her var for meget,« fortæller Eric Tinor-Centi, leder af DRC (Politiken, 30.7.97). Han bemærker, at et fåtal af betjentene deltog aktivt i chikanen, men at ingen af de øvrige deltagere kom med indsigelser herimod.

Arne Eirup, afdelingsleder på Politiskolen, mener at kunne undskylde betjentene med, at DRC selv har været ude om det: »Mit indtryk er, at også folk fra DRC, herunder Eric Tinor-Centi selv, har givet udtryk for endog meget markante synspunkter om politiet, og det har måske nok fået bølgerne til at gå lidt højt.«

Meget markante synspunkter om politiet hjemler altså chikane.

Justitsminister Frank Jensen: Lynjustits i voldssager - det skal gå som en leg

Dommerne har vanskeligt ved at leve op til regeringens 94-voldspakke, som kræver lynjustits i voldssager. »Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre med de retsregler, vi skal arbejde efter i dag,« forklarer Dommerforeningens formand, Jes Schiøler.

Men Frank Jensen er optimistisk: »Hvis viljen er til stede, kan det lade sig gøre,« siger han til Berlingske Tidende, 4.8.97. Han forudser, at en rask lille konkurrence vil kunne sætte gang i tingene og dermed forbedre det samlede resultat. Justitsministeren forestiller sig, at »retskredsene kappes om at vise de bedste resultater«.

»Derfor laver vi statistik om sagsbehandlingstiden, så man kan se, hvem der klarer sig godt - og skidt. For den enkelte dommer må det være ærgerligt altid at se sig selv ligge i den dårligste ende,« forklarer justitsministeren. Vindere og tabere skal kåres - hans fortid som TV-bingovært lader sig ikke fornægte.

Det er næppe den anklagede, en kortere sagsbehandling gavner, så reelt er konsekvensen af dommernes groteske kappestrid om, hvem der kan dømme hurtigst, naturligvis i sidste ende ensbetydende med en regulær kamp om, hvem der kan dømme hårdest.

Danske politimestre: Racisme? - er det ulovligt?

Den humanitære organisation Red Barnet har ifølge Politiken, 2.8.97, for nylig haft en særdeles ubehagelig oplevelse med ordensmagten i forbindelse med et racistisk overgreb på nogle somaliske børn, som var med organisationen på sommerlejr i Rødvig.

Ifølge John Reinstein, flygtningekonsulent i Red Barnet og deltager på sommerlejren, raserede danske unge det hus, hvor børnene opholdt sig, mens de råbte: »Smid de sorte svin ud!« De ansvarlige fra lejren kontaktede naturligvis den vagthavende på politistationen i Køge, men fik her den besked, at man ikke overkom at hjælpe dem, »og hvis der var mere vrøvl, kunne [de] jo klage til justitsministeren.«

Erik Bjørn fra politiet i Køge forklarer fremgangsmåden: »Hvis nogen forventer, at vi kan mobilisere 30 mand sådan en aften [sankthansaften] til at beskytte en gruppe børn, må de tro om.«

»Vi er blevet utrygge ved politiet … Hvis det havde været somaliske unge, der overfaldt danskere, havde politiets reaktion nok været en anden,« mener John Reinstein.

Noget kunne da også tyde på, at den generelle holdning til racisme ude i politikredsene er præget af ligegyldighed.

Berlingske Tidende kan den 1.8.97 fortælle, at flere danske politimestre slet ikke kender den lovgivning på racediskriminationsområdet, som de er ansat til at opretholde, hvilket bl.a. betyder, at mange overtrædelser aldrig kommer for retten. I 1996 førte 24 anmeldelser således kun til tre domfældelser.

Advokat Henrik Karl Nielsens erfaring på området tegner ikke noget lyst billede. »Jeg er ude for, at politimestre, der har modtaget en anmeldelse efter racismeparagraffen, kontakter mig og spørger, hvilken lov der er tale om. I andre tilfælde nægter politiet at modtage anmeldelser med helt forkerte begrundelser. Når politiet ikke engang er opmærksom på lovens eksistens, har vi et problem,« siger han til samme avis.

Domstolens frifindelse ikke længere en frifindelse

To medlemmer af Hells Angels fandtes af Østre Landsret uskyldige i mordet på et medlem af Bandidos i Kastrup Lufthavn den 20. december 1996. Alligevel er de stadig væk »i politiets og anklagemyndighedens øjne skyldige og skal dømmes for forbrydelsen«, skriver Jyllands-Posten, 8.5.97.

Imidlertid er det almindelig retspraksis, at en frifindelse er en frifindelse; da landsrettens behandling var afsluttet, var skyldsspørgsmålet afgjort, og så er den ikke længere. Som noget helt nyt er politiet imidlertid knap fem måneder senere gået til Klageretten, for at sagen kan gå om.

Dette er selvfølgelig udtryk for et skred i retssikkerheden, fordi det kan betyde, at anklagemyndigheden kan genoptage færdigbehandlede sager, indtil de får deres vilje i skyldsspørgsmålet. Den dømmende magt forskubbes således reelt atter en tand fra domstolene til politiet.

Den Særlige Klageret giver den 8. august tilladelse til en genoptagelse af sagen.

W.E. von Eyben, professor i retsvidenskab og medlem af den Særlige Klageret 1966-76, har gennemgået alle Klagerettens sager fra dens start i 1939 til 1989 uden at finde ét fortilfælde for den usædvanlige beslutning: »Klageretten bruges normalt til at give tilladelse til at genoptage straffesager efter anmodning fra en domfældt. Her har vi den modsatte situation, og det er helt usædvanligt.« (Berlingske Tidende, 9.8.97).

Jørgen Vestergaard, lektor ved Københavns Universitet, er også forbløffet: »Internationalt set er det ikke engang i alle lande, det kan lade sig gøre. I USA har man for eksempel en lov - det såkaldte forbud mod Double Jeopardy - der siger, at hvis en person én gang er frikendt i en retssal, så kan der aldrig rejses tiltale mod vedkommende igen i samme sag.«

W.E. von Eyben supplerer: »Hvis en person først er frifundet i en straffesag i England, ville man aldrig kunne genoptage den. Heller ikke selv om vedkommende tilstod.«

Professor i procesret, dr.jur. Eva Smith, formand for det Kriminalpræventive Råd, påpeger i Politiken, 9.8.97, de uhyggelige konsekvenser af »Double Jeorpardy«, deri at selve det, at sagen har kunnet genoptages på bevisbyrden, allerede på forhånd vil lægge pres på nævninge og dommere til fordel for en dom: »Det er meget tæt på i sig selv at være en dom.«

Privat politi

I løbet af de sidste fem år er antallet af private sikkerhedsvagter næsten fordoblet. Styrken af privatuniformerede vagter i Danmark er nu oppe på omkring 10.000, hvilket er omtrent lige så mange, som der er ansatte i politiet, oplyser Kristeligt Dagblad, 8.8.97.

Henrik Stevnsborg, docent dr.phil. og politihistoriker ved Københavns Universitet, er bekymret: »Udviklingen er dybt foruroligende … Vi er på vej mod tilstande, hvor private vagtværn langsomt, men sikkert tømmer politiet for traditionelle opgaver. Og hvor ofre for forbrydelser omtales som ‘kunder’ og kun får hjælp hos privatpolitiet, hvis de kan huske deres forsikringsnummer eller kan betale kontant.«

Politifolk fra de nordiske lande har netop været samlet til konference i Kalmar i Sverige for at drøfte private vagtværn. Man vedtog her en samlet udtalelse, som skal afleveres til de nordiske regeringer. Heri hedder det bl.a.: »Spørgsmålet om sikkerhed har udviklet sig til at være et kommercielt produkt på et marked, som henter næring i borgernes utryghed. Denne udvikling er en åbenlys trussel mod retssikkerheden.« I forlængelse heraf efterspørges naturligvis i udtalelsen flere ressourcer til politiet selv.

I Farum er man mere end på forkant med udviklingen. Her har byens borgmester, Peter Brixtofte ansat et privat vagtselskab til døgnpatruljering i byens gader …

Formanden for Københavns Kriminalpolitiforening: Overarbejde skyld i betjents selvmord

Københavns Politi kører en storstilet mediekampagne, hvor man med alvorlig mine klager sin nød over det uoverkommelige arbejdspres og de manglende ressourcer, som gennem de sidste år angiveligt har medført en overarbejdspukkel på godt 30.000 dage fordelt på omkring 2.000 politifolk. »Det er voldsomme tal og bestemt ikke noget sundhedstegn,« forklarer Hanne Bech Hansen, politidirektør ved Københavns Politi, til Berlingske Tidende, 22. 8.97, og fortsætter: »Det viser helt tydeligt, at vi hver måned bruger mere, end vi har. I længden kan vi ikke leve med det.«

Allerede i Berlingske Tidende, 7.8.97, søger chefen for ordenspolitiet i København, chefpolitiinspektør Kai Vittrup befolkningens forståelse for, at serviceniveauet ikke vil blive »helt det samme« i de sidste fem måneder af 1997, fordi man nu føler sig tvunget til at starte afspadseringen af en del af det opsparede overarbejde: »Det er tidligere tiders synder, der nu rammer os,« erkender han.

Henrik Blandebjerg, formand for Københavns Politiforening, advarer i Berlingske Tidende, 23.8.97: »Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre, at vi skal dække alle vores opgaver med det nuværende mandskab. Hvis ikke vi får flere politifolk, så får vi problemet igen næste år.« Og i samme avis er formanden for Københavns Kriminalpolitiforening, Johan Kofod helt overbevist om, at en af hans kollegers selvmord i foråret skal finde sin forklaring i overarbejdet. Han fortæller: »… i de afskedsbreve, han efterlod, er det helt tydeligt, at arbejdspresset slog ham ud.«

Politiets beklagelser ser da også ud til at vække genklang, eftersom politiske røster begynder at slå til lyd for en genforhandling af det politiforlig, der ellers først skulle revurderes i 1999, hvor den fireårige periode udløber. »Flere og flere politikredse melder, at de ikke kan klare alle opgaverne med det mandskab, der er til rådighed,« indskærper de konservatives retspolitiske ordfører, Helge Adam Møller.

Samtidig går en række af landets borgmestre med formand for Kommunernes Landsforening og borgmester i Lejre, Evan Jensen, i spidsen til justitsministeren i protest mod nedskæringer i politikorpset. Argumentationen er ifølge Information, 18.8.97, at »borgernes retssikkerhed bliver truet af, at politiet mangler mandskab«.

Også »den brede befolkning« ser tilsyneladende med ængstelse på nedskæringerne. Berlingske Tidende bringer den 24.8.97 en artikel om Vesterbro i København, hvor man bl.a. vil blive påvirket af politiets »vågeblus«-bemanding over det næste halve år, derved at ikke mindst den voldsomme, daglige indsats mod områdets småpushere ikke længere kan opretholdes.

Disse forbrydere af regulær nød, på samfundets allernederste sociale trin, forstyrrer jo ellers beboerne og den lille flok veltilpassede unge cafégængere, der over brunchen må føle sig »utrygge« ved den ringere politiindsats, som de nu kan se frem til. For dem har politiets ekstraindsats indtil i dag nemlig været et mærkbart fremskridt: »At politiet måske bare har fået spredt problemerne, så narkomanerne og pusherne er rykket til nordvestkvarteret, er selvfølgelig ikke en løsning, men for os, der bor her, er det godt,« hedder det i samme avis …

Skulle det med den stadig bredere opbakning lykkes politiet at få politiforliget til genforhandling, har politiledelsen ved Københavns Politi allerede udstukket rammerne for de ønskede ekstramidler. Tanken er, at bemandingen skal suppleres med 10-15 procent, så antallet af politibetjente i København stiger fra de nuværende 1.492 til 1.700.

Men hvad er det så egentlig for sager, der er så tidskrævende for de overbebyrdede betjente? Ser man blot på august måned, får vi måske et lille indblik i, hvilket vigtigt arbejde politiet fremover må lade ligge på grund af det stigende arbejdspres …

Den 15.8.97 beretter Information f.eks. om, hvorledes der måtte en hel busfuld kampklædte beredskabsbetjente med hunde til for at trænge ind i en tom Nørrebrolejlighed og konfiskere to legetøjspistoler.

Forinden var to unge såkaldte 2. generationsindvandrere blevet anholdt. Sammen med to venner havde de opholdt sig i lejligheden hele aftenen, hvor de havde set TV, spillet computerspil og skudt efter hinanden med plasticmaskinpistoler. Da de ved midnatstid forlod lejligheden for at leje en video, blev de straks anholdt, kropsvisiteret og lagt i håndjern.

Politiet nægtede at tro på, at der ikke opholdt sig flere i lejligheden, og selv om de tilbød betjentene en nøgle, afslog disse tilbudet med den forklaring, at de skam nok selv skulle sørge for at komme ind. Derefter blev de anholdte kørt til Station 3, hvorfra de blev løsladt klokken seks næste morgen - uden overhovedet at være blevet afhørt.

De kommer hjem til en lejlighed, som politiet har vendt op og ned på. Der er hængelås på lejlighedens dør, som er blevet smadret ved betjentenes indtrængen. Der er endvidere skudt en tåregaspatron ind i et af lejlighedens værelser, og i badeværelsesvinduet er der tre huller. Tåregaspatronerne har anrettet skade på væggene, og ifølge Information har politiet ikke ulejliget sig med at rydde op efter deres »undersøgelse« af lejligheden. De har jo også så meget at se til.

Ekstra Bladet kan den 17.8.97 fortælle en lignende historie. En bilfuld 2. generationsindvandrere, som på dagen for nazisternes demonstration, 16.8.97, var på vej til arbejde på deres restaurant i Roskilde, blev tilbageholdt og deres bil ransaget. Det lykkedes de grundige politibetjente at afdække og beslaglægge et skarpladt sjippetov!

Murat Kitir, som ejer restauranten Capriccio i Roskilde, fortæller: »Inden vi fik lov til at slippe igennem politiringen ved Algade, blev vores bil endevendt, selv om jeg forklarede betjentene, at den slags er ulovligt. De fandt et sjippetov i bagagerummet. Og det beslaglagde de … Ingen andre fik samme behandling som os. Da vi protesterede, fik vi bare at vide, at vi var frække og skulle holde kæft.«

En af hans medarbejdere stiller sig også uforstående over for politiets fremgangsmåde: »Vi blev beordret til at vise opholdstilladelser og kørekort. Også os, der ikke kørte. Enhver ved, at vi ikke behøver at gå med opholdstilladelser, når vi har indfødsret i Danmark. Bare ikke politiet, tilsyneladende.«

Jyllands-Posten beretter den 13.8.97 om et andet tidskrævende politiarbejde, som Køges politimester, Kaj Asbjørn Pedersen har måttet bruge sin pressede arbejdstid til at klare. I et brev til justitsministeren har han beskyldt den østsjællandske fisker, Ole Paulsen, for at være en potentiel politimorder. Politimesteren forklarer i brevet, at fiskeren for åben skærm i TV-udsendelsen Grå Zone skulle have udtalt, »at han ville skyde de politifolk, som skulle hente ham til afsoning af den idømte straf« - en straf på seks måneders fængsel, som Østre Landsret idømte ham for forsøg på assurancesvig. Politimesteren kunne i øvrigt supplere med, at også politiet i Næstved tidligere havde modtaget en anonym henvendelse om, at Ole Paulsen skulle have truet med »at skyde de betjente, som skal afhente ham«. Oplysninger, der skulle overbevise justitsministeren om, at han ikke burde bevilge jagttegn til denne veritable politimorder in spe.

Ole Paulsens udtalelse i det omtalte TV-program viser sig dog ved nærmere eftersyn at have lydt en kende anderledes end i politimesterens citat: »Men hvis de tror, politiet kan sætte mig i spjældet - og putte mig seks måneder i spjældet - så kommer de til at aflive mig først.« Men denne bagatel bringer ikke den forsigtige politimester ud af fatningen.

Politimesteren må godt nok dementere sit tidligere brev, men han understreger dog over for Justitsministeriet, at »erindringsforskydningen« ikke ændrer hans indstilling.

Ole Paulsen undrer sig over politimesterens noget overilede fremgangsmåde: »Anonyme vidner accepteres ikke i dansk retspleje og har ingen juridisk værdi. Det må selv politimesteren erkende,« siger han - og tilføjer om politiets indsats: »I de første tre måneder efter Grå Zone-udsendelsen blev jeg standset af politiet ikke færre end 22 gange. Rekorden var fire gange i løbet af samme dag.«

Og det tager jo alt sammen sin tid.

Menneskene er sekundære, økonomien altafgørende i diskussionen om Birte Weiss’ særaftale om tilbagesendelse af somaliske asylsøgere

Den ophedede polemik om indenrigsminister Birte Weiss’ aftale med lokale klanledere i det nordlige Somalia om tilbagesendelse af somaliske asylsøgere er pga. koblingen med økonomisk bistand præget af moralske opsange til ministeren, hvor der sågar tales om »menneskehandel«. I sidste ende er oppositionens dominerende modargument dog økonomisk, nemlig at »stykprisen pr. somalier er for høj«, som Informations leder udtrykker det, 26.8.97.

De konservatives retspolitiske ordfører, Helge Adam Møller påpeger således i Politiken, 23.8.97, at »der er tale om en ualmindelig dårlig handel«. Han opruller endvidere skræmmebilledet af et Danmark som et veritabelt fluepapir, hvis regeringens fremgangsmåde følges: »Hvis vi betaler trekvart million for at sende hver enkelt asylansøger hjem, er det klart, at vi bliver en endnu større flygtningemagnet, end vi er i forvejen.«

Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech bekymrer sig heller ikke så meget om de afviste somalieres tarv som om de danske kroner og ører - og vælgere: »Jeg tror, vore vælgere er enige i, at det vil være vanvittigt at betale 50 millioner for at sende 60 asylansøgere hjem,« siger hun til samme avis.

I Berlingske Tidende, 28.8.97, beklager formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard sig ligeledes over, at »der bruges penge fra Udviklingsministeriet til at gennemføre hjemsendelse af i alt 60 mennesker, der alligevel ikke har krav på asyl her i landet«.

Birte Weiss ved dog at give oppositionen igen af samme mønt og truer med somaliske horder, hvis ikke regeringens udspil gennemføres, så der kommer gang i tilbagesendelserne: »Hvis det ender med, at de borgerlige partier sætter en kæp i hjulet, så vil der uden tvivl komme rigtig, rigtig mange asylsøgere til Danmark. (…) Hvis Danmark ikke kan sende asylsøgerne hjem, vil de, der gerne vil blive i Europa, naturligvis søge til Danmark,« udtaler hun til Politiken, 25.8.97.

Det i aftalen indeholdte løfte om en omfattende nødhjælp til områderne er efter regeringens udsagn og indenrigsministerens gentagne forsikringer uafhængigt af aftalen om hjemsendelserne, og det er angiveligt kun denne førstnævnte del, der falder bort, hvis Folketinget underkender aftalen, hvad noget altså kunne tyde på, at det gør. Og regeringen insisterer derfor - måske for ikke at tabe ansigt i sagen - urokkeligt på, at alt fortsætter som planlagt på trods af den politiske modvind.

Ifølge Berlingske Tidende, 24.8.97, skrider arbejdet da også uhindret frem. Rigspolitiet er allerede i fuld gang med at forberede proceduren. De første 11 somaliere kan sættes på et fly allerede i løbet af september, håber man. Hans-Viggo Jensen fra Rigspolitiet siger: »Jeg holder mig til aftalen om hjemsendelse, og den kører efter bogen.« Den 26.8.97 kan Berlingske Tidende berette, at Rigspolitiet og den danske udlændingeattaché nu også har afleveret sagsmapperne for de 11 somaliere til de lokale myndigheder. Udlændingestyrelsens Claes Nilas er håbefuld: »Efter de indgåede aftaler har de tre uger til at reagere i. Kommer der ingen reaktion dernede fra i løbet af de tre uger, så har Danmark ret til at udvise de pågældende.«

»Vi opgiver ikke planen,« forsikrer også udviklingsminister Poul Nielson i Politiken, 23. 8.97. »Til syvende og sidst har vi vanskeligt ved at forestille os en politisk blokering for det her første regulære forsøg på at skabe gang i tilbagesendelsen,« forklarer han.

Udviklingsministerens, indenrigsministerens og den øvrige regerings standhaftige upåvirkethed trodser imidlertid ikke kun oppositionens advarsler, der udelukkende bekymrer sig om det økonomisk urentable, men tillige internationale advarsler om det menneskeligt uforsvarlige.

Henrik Olesen, tidligere direktør for Intergovernmental Consultations, IGC, advarer således i Jyllands-Posten, 20.8.97, om forholdene i Somalia: »Det er de rene ‘warlords’, Danmark har forhandlet med, så hvis der ikke overføres penge, og somalierne alligevel sendes hjem, ville jeg meget nødig sidde i flyet.«

Det har ingen effekt. Det er ikke de menneskelige omkostninger, der ligger myndighederne på sinde.

Heller ikke somaliernes advarsler og egen ængstelse vækker tilsyneladende genklang hos Birte Weiss eller regeringen i øvrigt.

I Jyllands-Posten, 16.8.97, fortæller Mohamed Moge, som er Midgaan - medlem af Somalias absolutte underklasse, der som Indiens kasteløse er uden rettigheder - og som er en af de første, der skal sendes tilbage: »Jeg er bange for at blive skudt, hvis jeg rejser hjem. (…) Jeg flygtede først til Etiopien. Så til Rusland og gennem Berlin til Danmark. Nu tager jeg ikke frivilligt tilbage til Somalia. Hele min familie er flygtet fra Hargesia i Somaliland. Jeg kender ingen der, og flygtninge bliver regnet for forrædere.«

Der vil i hans tilfælde sikkert blive tale om det, man inden for Rigspolitiet kalder en »ledsaget udsendelse«, hvilket vil sige, at han bevogtes af en betjent i flyet.

Det ville jo være tragisk, om han undslap den varme modtagelse, han kan forvente i Somalia.

Fritz Clausen og de andre dyrevenner

Med tre fjerdedeles flertal nedstemte Folketinget den 28. maj Dansk Folkepartis forslag om at forbyde rituel slagtning.

Omkring tre måneder senere tager så Dyrenes Dags Komité over, hvor Pia Kjærsgaard og hendes meningsfæller slap, og den 19.8.97 lanceres en landsdækkende kampagne, der slår til lyd for et forbud mod netop den særlige metode til slagtning af kreaturer, hvor dyrets halspulsåre skæres over, hvorefter dyret forbløder; en teknik, som af religiøse årsager anvendes af både jøder og muslimer, henholdsvis under betegnelsen schæchtning og halalslagtning.

Store annoncer med overskriften »Stop rituelle slagtninger« indrykkes i flere aviser. På en sort/hvid-tegning, der er godt smurt ind i blodrød trykfarve, ses en forurettet ko, der får foretaget indgrebet.

Foreningen kalder i annoncen den rituelle aflivningsmetode for »en grov overtrædelse af dyreværnsloven«, fordi »dyrene lider i lang tid efter, at halsen er skåret over«, og mener, at »Folketinget svigtede dyrene«. Også Århus Stiftstidende er øjensynligt blevet grebet af kampagnen og bakker den op i lederen samme dag.

Direktøren for Foreningen til Dyrenes Beskyttelse, Peter Mollerup bekymrer sig lige så lidt som Dyrenes Dags Komité om de deraf følgende krænkelser af de religiøse minoriteter: »Det kan godt være, at de religiøse grupper vil komme under psykisk pres, hvis de ikke længere må slagte uden forudgående bedøvelse, men det kan vi ikke tage os af,« understreger han over for Kristeligt Dagblad, 20.8.97.

Skønt nogen som helst tale om »lidelse« ud fra enhver saglig vurdering er aldeles meningsløs, kan 60 sekunder af en kos død altså ikke desto mindre få både fremtrædende politikere og oprørte dyrevenner til her at forlange en tilsidesættelse af den i Danmark ellers grundlovsfæstede religionsfrihed med den deraf følgende krænkelse af titusinder af menneskers religiøsitet.

Enhver påstand om, at det ikke er de religiøse minoriteter, man søger at ramme, men dyrene, man ønsker at »frelse«, bliver selvfølgelig heller ikke mindre barok, når man betænker den død, som f.eks. danske svin almindeligvis udsættes for - uden indvendinger fra dyrevennerne i Dyrenes Dags Komité.

Formanden for Dyreetisk Råd, Peter Sandøe forklarer over for Århus Stiftstidende, 21.8.97, hvorledes den industrielt fabrikerede bacon har mødt sit endeligt: »Inden de dør, oplever grisene stress og panik. De påføres direkte smerte med elstavene, når de drives frem til slagtebåsen. Et produktionsniveau på flere hundrede grise i timen betyder, at de ansatte er så pressede, at dyrenes lidelse bliver et abstrakt begreb.«

På almindelig, industriel samlebåndsmanér slagtes således 19 millioner grise om året i Danmark. Hverken Dansk Folkeparti eller Dyrenes Dags Komité finder anledning til lovforslag om forbud i den forbindelse, og ingen søsætter landsdækkende underskriftsindsamlinger, selv om det kernedanske og helt igennem areligiøse landbrug både dræber og massefremstiller millioner af dyr, præcis så mekanisk og ufølsomt, som var det møtrikker - og det lige fra de fødes, til de ender deres tilværelse på de evige konsummarker i Brugsens kølediske.

Denne »humanitære« fremgangsmåde kan jødernes og muslimernes slagtning naturligvis vanskeligt leve op til, og med underskriftsindsamlingen er det da også hensigten at rejse et folkekrav om forbud mod rituel slagtning, og kun mod rituel slagtning.

Det er imidlertid ikke uden fortilfælde. Første gang, et sådant forbud søgtes gennemført i Danmark, var i 1942. Dengang kom forslaget fra nazisten Fritz Clausen.

Endnu en sand dyreven.

To serve and protect …

I et interview tidligere på sommeren udbreder justitsministeren sig om, hvor helt enestående vi danskere bakker op om og respekterer politiet, i modsætning til andre lande, hvor ordensmagten er omgærdet af mistillid.

»Vi opfatter denne stærke tillid til politiet som noget naturgivent, men det skal vi passe på med,« advarer Frank Jensen. »På andre breddegrader opfattes politiet som systemets forlængede arm mod befolkningen. Herhjemme opfattes politiet som noget, der skaber tryghed og beskytter befolkningen. Det skal vi værne om,« forklarer han (Århus Stiftstidende, 27.7.97).

Ifølge Information har natten mellem fredag og lørdag den 15. og 16. august dog alvorligt skæmmet glansbilledet af disse, vort samfunds tjenere og beskyttere, i det mindste for en flok unge københavnere, hvis indtryk af ordensmagten, efter at være blevet præsenteret for dens repræsentanter og metoder, er alt andet end »noget, der skaber tryghed og beskytter befolkningen.«

Sagen ligger i forlængelse af de gentagne beskyldninger mod dele af Københavns Politi, som har lydt fra kredsen af unge fra området omkring Blågårds Plads på Nørrebro, om politiets evindelige chikane, ureglementerede kropsvisitationer og anholdelser og alvorlige tilfælde af magtmisbrug og racisme. Påstande, som politiet benægter, og som derfor afvises som ord mod ord, eller, om der følger et retligt efterspil, nærmest altid ender med en fuldstændig frikendelse af ordensmagten, hvis vidneudsagn pr. refleks kendes mest troværdige.

Nedenstående beretning er et eksempel på en sådan episode, der imidlertid bygger på den anden sides version af sagen, som den blev beskrevet i Information, 28.8.97.

Det hele starter med, at en lille flok unge mænd kort før midnat bliver antastet af civilklædte betjente foran en Seven Eleven-kiosk i Københavns midtby. Politiet forlanger legitimation af en af de unge. Mads, som han kaldes i Information, beder - i overensstemmelse med almindelig forsigtighed og sund fornuft, og i øvrigt også med opfordringer i andre sammenhænge fra politiet selv - om at se betjentenes legitimation først.

»Det dér gider jeg ikke at høre på,« lyder det kort fra den ene af betjentene.

Mads viser betjentene sit studiekort, hvorpå alle de oplysninger står, som politiet har ret til at forlange - navn, adresse, alder etc. Men det er tilsyneladende ikke tilstrækkeligt, betjentene forlanger også de sidste fire cifre af CPR-nummeret.

Da Mads, som ved, at han ikke er forpligtet til at oplyse herom, nægter at udlevere dem, får han til sin forbløffelse at vide, at han er anholdt, sigtet for »overtrædelse af loven om euforiserende stoffer«.

Den ene betjent forlanger nu at se, hvad Mads har i lommerne, hvilket Mads indvilliger i »under protest«, eftersom der er tale om en uberettiget kropsvisitation. »Jeg er sgu da ligeglad,« bedyrer samfundstjeneren, »du kan klage eller gøre, hvad du vil.«

Efter at den gevinstløse kropsvisitation er overstået, må betjenten meddele, at »sigtelsen er frafaldet«.

Da det også af to andre af de unge forlanges, at de oplyser navn og adresse, beder de atter betjentene om at se politiskiltene, og atter bliver dette nægtet dem, hvorefter ordensmagten så småt forlader stedet.

Pludselig råber så en ven af Mads, som i Information kaldes Mahmoud, i vrede over politiets opførsel: »Havde vi været på Blågårds Plads, havde I ikke gjort det her.«

Dét skulle han aldrig have sagt.

Kort efter bliver han anholdt og presset ind i betjentenes bil. Den ene af betjentene råber: »Nu skal du tilbage til Blågårds Plads.«

Mens Mahmoud ligger på siden på bagsædet, begynder en betjent at slå ham i siden og ansigtet med knyttet næve.

»Vi kunne se, hvordan bilen gyngede, da de tævede Mahmoud,« fortæller en af øjenvidnerne, som stod lige ved siden af bilen.

Betjentene starter bilen og drøner afsted med hvinende dæk. Kort efter må de dog sætte farten så meget ned, at det lykkes den rædselsslagne Mahmoud at åbne døren og kaste sig ud. Hans ven Hussein indhenter ham, og de flygter sammen.

Efter en kort jagt, hvor de to venner er kommet fra hinanden, bliver Mahmoud råbt an af en uniformeret betjent, og han adlyder ordren om at lægge sig fladt på maven, hvorefter han iføres håndjern. Den ene af de tililende betjente retter et velplaceret spark i hans side. Dernæst får han et slag i baghovedet, så han slår ansigtet hårdt mod asfalten.

Ikke langt derfra er Hussein også blevet indhentet af politiet. Hussein bliver beordret til at lægge sig fladt på maven, hvorefter han får knippelslag i nyreregionen under skulderbladet. Da han bliver løftet op, er det kun, for at knippelen ubesværet kan give hans arm samme behandling. Han bliver igen lagt på jorden på maven, og betjentene låser hans ben med den berygtede benlås, så han er fuldstændig ude af stand til at bevæge sig; en teknik, som ellers i dag er ulovlig - også for ordensmagten. To politifolk sætter sig på ham, han skulle jo nødig stikke af.

Mahmoud og Hussein bliver begge kørt til Københavns Politis Station 2.

Mahmoud må i løbet af natten på skadestuen på grund af den hårde medfart. Især er hans kæbe ilde tilredt. Den vagthavende læges journal lyder: »Ved midnatstid udsat for voldsomt slag mod venstre side af underkæben enten med knytnæve eller knippel, kan ikke åbne munden mere end 1-2 cm.«

Politiets rapport om hændelserne indeholder imidlertid en helt anderledes og meget mere »sandsynlig« version af historien.

Ved afhøringen næste dag får Mahmoud således at vide, at han er sigtet for vold mod politiet, for at stikke af fra politiet og for ikke at opgive navn og adresse (han havde ikke haft legitimation med i byen). I politiets rapport står der, at han har slået og sparket de civilklædte betjente …

Da Mahmoud vil anmelde de to betjente for vold, er reaktionen en skarp advarsel: »En falsk anklage kan få alvorlige følger for dig.«

»Han siger det ikke fire gange. Han siger det ikke fem gange. Han siger det mange gange,« fortæller Mahmoud. Til sidst må kriminalbetjenten dog bøje sig og indføje i rapporten, at den anklagede hævder at være blevet slået af politiet.

Vennen Hussein bliver præsenteret for en anklage om at have »sparket en politimand i maven«. Da han bemærker, at det var politiet, der stod for volden, svarer kriminalassistenten blot: »Og det skal vi tro på?«

Kort tid efter bliver Hussein og Mahmoud løsladt. Da de får deres ting udleveret, mangler imidlertid skadesrapporten fra Rigshospitalet, som dokumenterer, at i det mindste én eller anden smadrede Mahmouds kæbe med en »knytnæve eller knippel« den aften. Mahmoud må insistere på at få den udleveret, før han får, ikke originalen, men en kopi.

»Jeg har en uplettet straffeattest,« forklarer Mahmoud, »og jeg har det mål, at jeg om to år gerne vil være elev hos en ejendomsmægler. Nu ved jeg ikke, om det kan lade sig gøre.«

De tre unge, Mads, Mahmoud og Hussein vil klage over politiet. Noget sådant er dog næsten altid formålsløst, eftersom politiets ord stort set aldrig betvivles af retssystemet. Hvis politiet f.eks. siger, at Mahmouds kæbe blev smadret, fordi han »snublede« på vej til detentionen, så »snublede« Mahmoud nok på vej til detentionen.

I Danmark opfattes ordensmagten nemlig »som noget, der skaber tryghed og beskytter befolkningen.« Det har vi justitsministerens ord for. Og hvis også flertallet ser sådan på politiet, så kan det jo nok ikke forholde sig anderledes.

Når asylsøgere føler sig underlagt grov politichikane, når såkaldte 2. generationsindvandrere klager over at blive mødt med regelmæssig politivold, når anholdte taler om tærsk i salatfadene, når »rockere« påstår at blive permanent stresset og provokeret, når autonome beretter om knippelsuppe i baggårde, når fagligt aktive Ribus-aktivister bliver skambidt af politihunde og hævder at være udsat for direkte løgne produceret af ordensmagten, så er det nok bare noget, de finder på.

Den slags sker ikke i Danmark.

Jeppe Berg Sandvej og Rune Engelbreth Larsen

Læs også tilføjelsen: ...og?