»… det danske tidsskriftet ble hilst hjertelig velkommen; Endelig skjer det noe, endelig snakker atter noen the establishment midt i mot og bringer en smule revolusjon. På tide! Det har vært stille siden 1968!«, skrev Norges største avis Aftenposten den 17.4.97 og opsummerede den stormende modtagelse af Faklen til et tætpakket stormøde på Oslo Universitet med deltagelse af professor i socialantropoloti, Thomas Hylland Eriksen, forfatter Peter Normann Waage samt Rune Engelbreth Larsen, Jens-André Pedersen Herbener og Martin Brynskov fra Faklens redaktion.

Tirsdag den 16. april 1997 drog Faklen til Norge for at starte en studenterpolitisk og samfundskritisk debat med udgangspunkt i humanismen og angrebspunkt i de fascistiske tendenser og den snævertsynede økonomiske tænkning, som kendetegner begge lande.

I Danmark blev Faklens offensiv hånligt karakteriseret og forsøgt affærdiget som et »satanistisk studenteroprør« lanceret af »pyromaner og satanister« - i Norge lød avisoverskrifterne derimod: »90-tallets svar på 68-opprøret« (Aftenposten); »Norsk støtte til dansk opprør« (Arbeiderbladet); »Viten forplikter - til revolusjon?« (Morgenbladet); »Dansk brannfakkel til Norge« (Klassekampen); »Bibelrebellar mot bibelmenn« (Vårt Land) …

I Danmark var universitetets officielle reaktion på Faklen demonstrativ tavshed; i Norge opfattede flere professorer Faklen som tidens vigtigste studenterfremstød, der skulle studeres med stor opmærksomhed og mødes med saglig dialog. »Forfatteren Peter Normann Waage så gjerne Faklen som omplantet frukt her til lands,« konstaterede Aftenposten den 17.4.97 og citerede samme forfatter for bemærkningen: »Faklen-folket stjeler Bibelen tilbake fra Kirken - og det er på høy tid!«; professor Thomas Hylland Eriksen »hilser Faklen og idéene fra Danmark velkomne« og sagde i Arbeiderbladet samme dag, at projektet viste, »at postmodernismen og oppløsningen ikke var noen blindvei, men en tunnel vi kanskje snart er på vei ut av«.

Morgenbladet skrev den 18.4.97: »Nytt studentopprør. Fascismen har fåt innpass i våre samfunn, den allmenne dannelse er borte og universitetet er blitt en pølsefabrikk. Sier redaktøren for det danske 'stridsskriftet' Faklen, og høster massiv applaus i en overfylt kjeller på Blindern. Assosiasjonene går til et nytt og 'annerledes' studentopprør. - Endelig. Dette har vi ventet på, sier professor i sosialantropologi Thomas Hylland Eriksen« …

Faklen blev præsenteret i den norske avis, Dagbladet den 10.11.96 (et halvt års tid før redaktionsmedlemmer drog til Norge), da forfatteren Peter Normann Waage i en stort opsat klumme under overskriften "Studenter! Løft blikket fra pensum og se mot Danmark" bl.a. skrev: "Og mener man virkelig at den kunnskap universitetene formidler bare er til for akademikerne selv? Neppe. Det beviser et initiativ fra Århus. Met utgangspunkt i et 'humanistisk manifest' krever en gruppe studenter gjennom tidskriftet Faklen at dannelsesidealet rehabiliteres. De vil ha et opprør med utgangspunkt i kunnskap, og en kunnskap som tar hensyn til livet, ikke bar næreingsinteresser. De forlanger at all undervisning skal ha kulturhistorien som basis - fordi bare kunnskap kan danne grunnlag for virkelig toleranse. Og er det noe det moderne samfunn krever, er det forståelsen for 'de andre', de fremmede."

I Arbeiderbladet den 30.11.96 støttede tre idéhistorie-studerende ved Oslo Universitet, Gudmund Skjeldal, Vidar Enebakk og Karl Kristian Indreeide Faklens anliggende: "For oss er det vigtig å poengtere at vi lever i en så narsissistisk kultur at det er vigtig å holde noen verdier oppe. Vår måte å tenke på er i ferd med å føre oss ut i en økologisk katastrofe. Vi vet at vi ikke kan forandre verden, men danske Faklen oppfordrer oss likevel til å lufte oss utenfor lesesalen og gå ut å virke i verden. Når du anerkjenner at kunnskap er makt er det også viktig å ha verdier i bunnen av den kunnskapen. Ideologienes tid skal liksom være forbi, men faktum er at ideologienes død er blitt en egen ideologi. Den postmoderne apati legitimerer at man ikke tar stilling, mener Skjeldal som støtter danske Faklens etterlysning av en moderne offensiv humanisme."

Interessen fra Norge blev de følgende måneder fulgt op af interviews i Dagbladet den 29.12.96 og en stor artikel i Vårt Land den 6.2.97. I februarudgaven af nyhedsbrevet fra Tromsø Universitet, Tromsøflaket skrev rektor Tove Bull: "Det er underhaldande lesnad - for ein som står utafor. Det mest interessante, sett frå min synsstad, er likevel den skarpe kritikken studentane målber mot den marknadstenkinga som pregar heile samfunnet. Dei nektar å sjå på seg sjølve som produkteiningar, som vekttal. (…) Om det fører til at vi får ein ny kulturdebatt, ein ny universitetsdebatt, ja, da skal den debatten ønskjast varmt velkommen."

I Danmark satte Berlingske Tidende sig den 1.4.97 for at undersøge den norske interesse for Faklen i artiklen "Faklen brænder i Norge". Her udtaler redaktionschef ved NRK1s program, "Kulturoperatørerne", Tom Egil Hverven: "Når man læser, hvad der står i Faklen, er det svært at få det til at hænge sammen med beskyldningerne om satanisme. Jeg opfatter deres bibelkritik som et udtryk for, at de netop anerkender religionens betydning. Også selv om de er kritiske over for den."

Kulturskribent på Dagbladet, Dag Kullerud udtaler til Berlingske Tidende: "Der blev skrevet så meget om Faklen i de danske aviser, at vi blev interesserede. Men de sataniske meldinger i den seriøse danske presse var lige så fejlagtige, som når meteorologerne lover sol, og det så bliver regn."

Berlingske Tidende fortsætter: "I det hele taget mener Dag Kullerud, at man både i Danmark og Norge er blevet uvant med, at de humanistiske videnskaber deltager i samfundsdebatten. De sidste mange år har natur- og samfundsvidenskaberne domineret vores måde at forstå samfundet på. Faklen vil genskabe de humanistiske videnskabers betydning i samfundsdebatten. For Dag Kullerud er det et af Faklens mest interessante budskaber." Kullerud udtaler om den hårde reaktion mod Faklen i Danmark: "At reaktionen mod Faklen var så hård, må have noget at gøre med strukturen og klimaet i universitetsmiljøet i Danmark. Der må være en eller anden autoritetstradition i det danske universitetsmiljø, der harmonerer meget dårligt med vores opfattelse af det liberale Danmark."

Avisen havde også talt med universitetsrektor Tove Bull: "Direkte adspurgt forklarer Tove Bull, at hun synes, det er fascinerende og glædeligt, at en gruppe studerende ligefrem kræver at blive undervist i grundlæggende matematik og klassiske sprog, og at det er fra de studerende selv, der bliver taget initiativ til at gøre op med den kassetænkning, der præger universitetsuddannelserne."

Faklen blev debatteret og analyseret i detalje, der er blevet skrevet universitets-opgaver om tidsskriftet; studenterråd og fakultetsråd på norske universiteter inviterede Faklen til massivt annoncerede møder, hvor netop koblingen mellem dannelse, studenterpolitik og samfundskritik mødte kolossal interesse. På Aarhus Universitet forsøgte omvendt Studenterrådet og den århusianske universitetsavis totalt at ignorere og chikanere Faklen; vi blev bl.a. udelukket fra et stort anlagt seminar om det tværfaglige basisår på universiteterne, Studium Generale, selv om vi var de eneste, der havde fremlagt et konkret forslag hertil, og på trods af, at vi oven i købet var med i den officielle studenterfølgegruppe.

I Oslo og Tromsø var imidlertid end ikke universitetsrektorerne bange for at opfordre til dialog med Faklen og diskutere studenterpolitik, dannelse og tværfagligt basisår, de tilsluttede sig oven i købet dele af kritikken af de nuværende forhold.

I Danmark nægtede Bibelselskabet og Teologisk Fakultet at mødes til debatmøder med Faklen om bibeloversættelsen, medmindre vi trak vor kritik heraf tilbage … Denne fobiske angst for dialogen var til gengæld fuldstændig fraværende hos deres mindre dogmatiske kolleger i nord. Her stillede det norske Bibelselskabs generalsekretær, Gunnleik Seierstad og flere professorer ublu op til debatmøder om kristologi versus filologi, dogmatik versus videnskab.

Arbeiderbladet skrev den 16.5.97: »Ikke alle danske teologer var like fornøyde med Faklens bibelkritikk. I Norge møter det ikke like sur motbør.«

Generalsekretæren såvel som professor i teologi, Ernst Baasland indrømmede, at de seneste danske og norske oversættelser var kirkebibler, hvor man havde lagt »kjyrkelege omsyn til grunn« for oversættelsen. Avisen Vårt Land skrev endvidere den 18.4.97: »Baasland vedgår at GT-omsetjinga kunne hatt fleire fotnotar for å gjera greie for vanskelege tolkningar og ikkje berre peika fram mot NT.«

Til Arbeiderbladet udtalte en af de norske oversættere, Bjørn Sandvik den 16.4.97: »… det er likefult en relevant debatt som reises. Det er positivt at Faklen etterlyser en kritisk faglig bearbeidelse,« til trods for at han beklagede sig over de hårde angreb.

Tænk, om de danske oversættere havde haft et tilsvarende format og i det mindste turde stille op til en lignende dialog med nok så divergerende synspunkter; tænk, om den daværende danske generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn var lige så redelig som sin norske kollega, om han personligt havde samlet handsken op til et offentligt møde med Faklen … Men hvor Cappelørn afviste Faklens kritik af den danske oversættelse med den ubegrundede bemærkning, at vi »burde lære noget mere hebraisk«, til trods for at han selv slet ikke er hebraiskkyndig, var Seierstads reaktion omvendt bemærkelsesværdig venlig og imødekommende, når det drejede sig om den norske bibeloversættelse.

I Norge kunne teologer altså sagtens diskutere åbent og redeligt, også selv om de ikke var enige i Faklens synspunkter - kun i Danmark formulerede et helt Teologisk Fakultet som en anden regering en fast politik, der nærmest bandt samtlige undervisere til ikke at måtte deltage i en offentlig debat med Faklen.

Men måske var den norske generalsekretær mindre afvisende over for en videnskabelig kritik end sin danske kollega på grund af en mindre forudindtaget baggrund, hvem ved? - Cappelørn er trods alt teolog af profession, hvor Seierstad er kernefysiker.

På Oslo og Trondheim Universitet var Faklen et tilløbsstykke; knap 1.000 eks. blev revet væk af købeglade norske studerende; en kødrand af kulturjournalister fra aviser, radio og TV, engagerede og nysgerrige undervisere modtog bladet med overstrømmende interesse.

"En rambukk mot et dekadent samfunn" lød overskriften i Trondheims universitetsavis: "Det er en profetisk radikal glød som driver ildsjelene bak det danske tidsskriftet Faklen, som var på Trondheimsbesøg den 18. april."

Tendensen var klar: Jo længere man fjernede sig fra Teologisk Fakultet på Aarhus Universitet, desto større var tilsyneladende imødekommenheden.

Som et kuriosum, der sætter Norges modtagelse af Faklen i relief, fulgte så den seneste happening på Teologisk Fakultet i Århus, hvor teologistuderende endog i al offentlighed afbrændte Faklen foran Berlingske Tidendes fotograf den 16.4.97.

Hvilke motiver, der lå bag at kaste et antifascistisk tidsskrift på bålet, et tidsskrift, som advokerer humanisme og tolerance, må teologerne selv udrede, men det blev siden fremstillet som en "spøg".

Sådan brænder Faklen så forskelligt i Norge og Danmark.

Siden Faklens tur til Norge i 1997 er tidsskriftet fast blevet solgt på Oslo Universitet og i kioskkæden Narvesen.

Faklen