Ingen tvivl om, at I har fat i en meget væsentlig strømning i tiden – en højredrejning, som foruroliger stadig flere. Det bekymrer naturligvis ikke mindre, nu da man gennem Unionen er godt og grundigt i gang med at afvikle resterne af det demokrati eller »folkestyre«, som man aldrig gav mulighed for at udvikle sig. Efter min mening burde de to ting tilsammen få alle alarmklokker til at ringe!

Men netop til et humanistisk stridsskrift må jeg spørge, om I virkelig mener, at det er nok kun at oplyse om den »pæne« fascisme? Vil det ikke på længere sigt blot være med til at gøde jorden for en stadig voksende håbløshed, og falder I strengt taget ikke i samme faldgrube som resten af den grå presse, der nærmest falder over egne ben for at oplyse om elendighederne. Er »fascismen« ikke bare jeres sensation?

Jeg spørger lidt provokerende, for ethvert engageret menneske må naturligvis tænke: Hvad kan vi dog gøre ved det? Kræver det ikke en langt mere udviklet folkelig debat, og kræver det ikke, at nogen også sætter fokus på de helt konkrete tiltag, som rundt omkring må gøres (eller bliver gjort) for at opbygge den nødvendige »modstrømning«?

Min pointe er, at ved at fokusere så ensidigt på denne nyfascistiske strømning kan I ikke da være med til netop at fremme den, hvis I ikke også præsenterer og giver spillerum for dens modpol?

Svar:
Der findes næppe nogen »pæn« fascisme, men der findes i høj grad alarmerende stuerene fascistiske tendenser, og det er nok dem, du hentyder til, når du spørger, om det er tilstrækkeligt at oplyse om disse – hvordan bekæmper vi dem?

For os at se er oplysningsarbejdet, afdækningen og dokumentationen af myndighedernes stadig hyppigere overgreb mod minoriteter, af den tiltagende racistiske hetz og de eskalerende totalitære træk i sig selv et af de vigtigste våben, eftersom hovedparten af politikerne og pressen gør sig de største anstrengelser for at negligere og ignorere disse belastende kendsgerninger. Først og fremmest deri ligger det relevante og potentielt virkningsfulde spillerum for modpolen til »nyfascismen«. I hvert fald indtil videre.

Hver eneste artikel, ethvert læserbrev og enhver ytring af oplysning, dokumentation og deraf følgende advarsel optimerer sandsynligheden for en forestående modoffensiv en smule, ikke »bare« i den offentlige debat, men også i form af aktioner og demonstrationer på gader og stræder.

Der er selvfølgelig visse tiltag til noget sådant også i dag, men en regulær journalistisk dækning heraf prioriterer vi lavt, selv om vi så vidt muligt deltager i alt, der på den ene eller anden måde er vendt mod dagens totalitære træk. Vi finder det imidlertid vigtigere gennem artikler, analyser og interviews at være mikrofonholdere for marginaliserede minoriteter og sætte fokus på de enkeltpersoner, der på afgørende vis kæmper en kamp for et mere humant samfund, og som enten negligeres eller ligefrem chikaneres af store dele af den øvrige presse.

Fører Faklens afdækning af samtidens elendigheder således blot til håbløshed og resignation? Eller skærper den snarere bevidstheden om nødvendigheden af en humanistisk modoffensiv? Den enkelte må naturligvis svare for sig selv – i Faklen holder vi imidlertid på den sidste mulighed og er af samme grund overbeviste om, at jo mere lys vi kaster over systemets misgerninger, desto vanskeligere manøvrerer magthaverne, og desto stærkere rustet står derfor i sidste ende modstanden.

Selv om vi stadig væk tæller dråber i havet.

Til gengæld er vi nok mere udelt pessimistiske på vegne af effektiviteten af den såkaldt folkelige debat, der i dag ikke består af stort andet end dagens almindelige politiske fordomme og propaganda – blot i en endnu mindre vatteret form. Derfor vil vi hellere søge at påvirke den måske lidt mindre folkelige del af debatten, der udspiller sig inden for dele af den akademiske verden og i den i det mindste forholdsvis engagerede presse – og før disse fora bliver mindre kendetegnet ved intolerance og ignorance, er der næppe heller store chancer for, at lignende tendenser i den almindelige meningsudveksling folk imellem får et mere sagligt og humant islæt.

Andre bekæmper samfundsafviklingen på deres måde, f.eks. de autonome, faglige aktivister, idealistiske jurister og ditto debattører, den aktive del af den mere organiserede venstrefløj og diverse indvandrer- og borgerrettighedsorganisationer. Vi håber, at Faklen med tiden bliver den platform, hvor alle disse kommer til orde og måske ad den vej bliver endnu mere gensidigt opmærksomme på, at jo mere trængte, vi alle bliver, desto mere tvingende nødvendigt bliver det at støtte og deltage aktivt i hinandens kampe – alle perifere uoverensstemmelser ufortalte.

Dét måtte gerne blive Faklens sensation ...

Redaktionen

En befrielse å lukke døra til det norske hus
Janicke Heldal Stray, Maridalsvn. 351b, 0881 Oslo, skriver bl.a.:

Jeg vil takke for et fantastisk og etterlengtet blad. Det måtte selvsagt dansker til for å få dette til. I en ellers fargeløs tilværelse, der nordmenn syntes å være så fornøyd med seg selv at man nesten drukner i selvforherligelse, er det en befrielse å lukke døra til det norske hus bak seg og dukke inn i Faklens deilige, provoserende, dyptpløyende og samfunnskritiske verden.

Hold stilen!

Er genteknologien nødvendig?
Ole Eivind Hansen, Carl Th. Dreyers Vej 286 2.4., 2500 Valby, skriver bl.a.:

Det var med stor interesse, at jeg læste Kristian Beedholms artikel »Forsvar for genteknologi« i Faklen nr. 3. Hans grundholdning er den, at man ikke skal afvise teknologi i almindelighed eller genteknologi i særdeleshed. Det, man skal gå imod, er forkert anvendelse af teknologi uanset hvilken slags. Denne grundholdning er jeg enig i, men den måde, hvorpå Beedholm fremlægger dette, vil jeg gerne knytte nogle kommentarer til.

Min største anke mod Beedholms argumentation er den, at han betragter modstanderne af genteknologien som mennesker, der lider af en overtroisk/religiøs angst for al indgriben i naturen, og som er uvidende om, hvad gener er for noget. At folks modstand skyldes uvidenhed, tvivler jeg meget på, grundet det faktum, at folk i de sydeuropæiske lande er mere positivt stemt over for genteknologien end i de skandinaviske lande, hvor folk i almindelighed ved mere.

Min modstand mod anvendelse af genteknologien inden for landbruget skyldes først og fremmest, at jeg er imod den teknologifikserede tankegang, der tror, at man kan løse problemer, bare man finder på noget mere teknologi. Dermed ikke sagt at teknologi er af det onde, det skal bare bruges med omtanke.

For at løse fødevareproblemet må der kæmpes for den lokale befolknings ret til at blive brødfødt af den lokale landbrugsjord. For at det kan lade sig gøre, må de have kontrol med de ressourcer (gødning, redskaber, såsæd m.m.), de skal bruge for at dyrke jorden. Hvis de derimod vælger genteknologi, er de tvunget til at købe såsæden hver sæson fra det selskab, som har udviklet denne gensplejsede sort.

Kampen mod genmanipulerede fødevarer skal ikke være et mål i sig selv. I stedet for kun at tænke på, hvad man er imod, skal vi hellere tænke på, hvad man vil kæmpe for. Vi skal arbejde for, at landbrug og anden produktion tilrettelægges på økologisk og socialt bæredygtig vis for at imødekomme alle folks reelle behov.

Skal vi overhovedet anvende genteknologi?

Før i tiden udvandt man insulin til diabetespatienters brug af kirtler fra slagtede dyr, fortrinsvis svin. I dag kan man i Danmark kun få insulin lavet via gær, som har fået splejset genet for humaninsulin. Som vegetar kan jeg godt bifalde denne udvikling. At bruge genteknologi til at producere nødvendig hormonal medicin og til genterapi af klart arvelige sygdomme er i sig selv udmærket.

Et andet spørgsmål vedrørende forskning i genmedicin er som ved det meste anden kostbar højteknologisk forskning et prioriteringsspørgsmål. Det, man skal passe på, er, at man i sin iver efter at finde på en eller anden fantastisk kur mod sygdomme ikke glemmer at forebygge sygdomme. For det meste er det meget billigere og bedre at forebygge.

En tredie betænkelighed ved forskning og anvendelse af genmedicin er, når medicinalindustrien har en finger med i spillet. Medicinalindustrien er nemlig langt fra noget uskyldsrent foretagende. Det er en kendt sag, at de manipulerer bl.a. praktiserende læger til at skrive recepter på for megen medicin med unødvendigt mange bivirkninger for patienterne.

Grunnleggende retningslinjer til omfanget av genmanipulering
Willy Bjørndal, postboks 4230, 5028 Nygårdstangen, Bergen, skriver bl.a.:

Samtidig som debatten omkring genteknologi diskuteres i de vitenskapelige kretser, i det politiske miljø og iblant folk flest, foregår det en prosess innen legevitenskapen som vi på nåværende tidspunkt knapt kan forestille oss rekkevidden av.

Et av spørgsmålene som vil ha avgjørende betydning i tiden fremover, er i hvilken grad vi skal tillate forskning på levende celler og organismer. Et annet er i hvilken grad vi skal tillate genmanipulering av disse, og på hvilket nivå man eventuelt skal avbryte denne form for eksperimentering av det som vi kjenner som det levende liv.

Fordeler og ulemper med genmanipulering må kunne debatteres på et bredest mulig grunnlag, slik at enhver er i stand til å danne seg en formening omkring problematikken. Det må ikke bli lik at genteknologien oppfattes som et nødvendig onde, og at man derav aksepterer nær sagt alt den måtte påberope seg av vitenskapelige fremskritt.

Det er nå klart at man er i stand til å avgjøre på et tidlig stadium i svangerskapet barnets helse og eventuelle legning. Dette vil for mange innebære vanskelige avgjørelser, som vil bli knyttet direkte til de moralske verdier og normer som vi omgir oss med. I det øyeblikk det enkelte individs eksistens er avhengig av hva man oppfatter som uheldige omstendigheter, eller det som man gjerne forbinder med et ideal, er jeg redd for at den menneskelige utvikling befinner seg i en blindgate. Hva er det egentlig som forårsaker denne idealiseringen av bestemte egenskaper, og som danner grunnlag for at disse dominerer på nær sagt alle områder i det moderne samfunn? Et menneskesyn som gir grobunn for et bestemt menneskebilde, og som ikke kan innramme mennesket i helhetlig bilde – med alle de ulikheter som vi alle er en del av – vil skape uholdbare tilstander i vårt syn på menneskeheten.

Jeg vil avsluttningsvis hevde at hele vår eksistens er underlagt vår fremtidige forskning innen genteknologi. Og at vi derfor må stille grunnleggende retningslinjer til omfanget av denne, samt praktisering av genmanipulering på levende celler og organismer.

Det bør ikke herske noen form for tvil vedrørende genteknologiens muligheter i den videre forskning. Dens avgjørende betydning vil i mange tilfeller dominere fullstendig utviklingen innen det vitenskapelige miljø, og da i særdeleshet den forskning som innbetatter det vi kjenner som genmanipulering.

Svar:
Ole Eivind Hansen og Willy Bjørndal udtrykker på forskellig vis den almindelige skepsis og frygt for genteknologiens konsekvenser, hvis udbredelse imidlertid ofte er ude af proportioner med denne videnskabs reelle synder. For os at se er faldgruben for de fleste kritikpunkter mod genteknologien, at menneskeligt videbegær og efterstræbelsesværdig forskernysgerrighed helt og aldeles uforskyldt lægges til last, at noget helt tredie, nemlig de globale kapitalistiske markedsmekanismer, pr. natur undertrykker og udplyndrer fattige bønder i den tredie verden og sætter profit højere end menneskelige hensyn.

Vi mener, at disse problemstillinger bør adskilles.

Som artiklen »Forsvar for genteknologi« i Faklen nr. 3 gør rede for, er der reelt kun to slags indvendinger mod genteknologien som sådan – 1) det er etisk uforsvarligt, og 2) det er farligt.

Hertil er det vigtigt at slå fast med syvtommersøm: 1) Forskning i genteknologi kan selvfølgelig ikke i sig selv være etisk uforsvarligt, lige så lidt som det kan være etisk eller uetisk f.eks. at læse i en bog eller studere en supernova. 2) Stort set al frygt for »genmanipulationen med naturen« er dels utrolig overdrevet – eftersom naturen i forvejen konstant og aldeles ukontrollabelt manipulerer sig selv, også på genniveau – dels baseret på almindelig uvidenhed om, hvad der foregår. Og at skandinaver på nogen måde skulle være mere vidende end sydeuropæere herom, hører vist til de mere nationalromantiske naivismer – for at sige det meget pænt.

Genteknologien har slet ikke noget »menneskesyn« i egentlig forstand, som vi så kan tilslutte os eller fravælge, og som kan idealisere bestemte egenskaber i noget »helhetlig bilde«. Derfor hedder det også i Faklen nr. 3: »Man frygter, at den genetiske viden og teknik, vi har, skal blive brugt til at udøve eugenisk kontrol. Men man kan også lave eugenik med en skovl, hvad der normalt ikke får folk til at undlade at rydde fortovet for at undgå brækkede ben.«

Kapitalismen, derimod, har et menneskesyn, liberalismen har et menneskesyn etc., som så f.eks. medicinalindustrien i større eller mindre udstrækning kan profitere af, og som har konsekvenser for menneskelige og medmenneskelige hensyn – eller mangel på samme. Det er disse, vi kan eller skal bekæmpe.

Men den kamp har bare intet som helst med implikationerne af gensplejsning at gøre.

Derfor er det halsløs gerning at opstille etiske regler herfor; de vil nemlig alligevel ikke være mere »etiske«, end at de i sidste ende determineres af temmelig arbitrære holdninger, hvad enten disse stammer fra et etisk råd af filosoffer og teologer, hvis viden på området sædvanligvis er forsvindende lille, eller fra politisk hold, hvis viden er mindre, og hvis holdninger til syvende og sidst alligevel er dikteret af markedskræfterne.

Derfor vil enhver form for begrænsning af forskningen ikke have anden effekt end at hindre menneskelig nysgerrighed og viden som sådan, og det kan aldrig være i frihedens interesse.

Redaktionen