Socialdemokratiets højredrejning har gødet jorden og lettet arbejdet for den yderste højrefløj, ikke mindst til fordel for Pia Kjærsgaards udbrydere fra Fremskridtspartiet, der har taget samme navn som det nazistorienterede parti fra besættelsestiden – Dansk Folkeparti.

Racistiske skræmmebilleder sælger billetter til Folketingets og kommunalbestyrelsernes taburetter, men i stedet for at bekæmpe den ekstremistiske højrefløjs ignorance og intolerance med et aktivt slag for medmenneskelighed og tolerance, slutter socialdemokraterne uden tøven op om Pia Kjærsgaards flygtninge- og indvandrerfjendtlige politik for at genvinde deres tabte partisoldater.

Indenrigsminister Birte Weiss, som har ført Danmarkshistoriens strammeste asylpolitik, kunne dog ikke i længden holde trit med statsministerens taktik, der skulle holde den yderste højrefløj stangen ved slet og ret at overtage dens politik, og valgte at opgive ministerposten. Hastigt indkaldte statsministeren den socialdemokratiske højrefløjs hardliner, Århus' borgmester, Thorkild Simonsen som Birte Weiss' afløser. I joviale vendinger formanede den afgående minister paradoksalt den tiltrædende, som bl.a. har gjort sig til talsmand for at koncentrere Århus' somaliere i lejre uden for bymurene, ikke at glemme humanismen ... Thorkild Simonsen nikkede og nikkede – og venstrefløjen græd.

Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen smilede imidlertid indforstået, de konservatives formand, Per Stig Møller hilste ministerskiftet velkommen, og Pia Kjærsgaard grinede over hele ansigtet – så tæt har Dansk Folkeparti trods alt ikke tidligere været en ministerpost.

Øverst på den nye indenrigsministers dagsorden står en løsning på det »problem«, som Socialdemokratiet og højrefløjen op til kommunalvalget kappes om at overdrive: De såkaldte gadebander. Denne seneste tabloidskabte propaganda-trumf i den sensationalistiske oplagskamp om at suspendere retsstaten, ekspandere politiets budgetter og beføjelser og aflede opmærksomheden fra samfundets stadig større sociale uligheder har intensiveret det i forvejen hysteriske krav om »superinstitutioner« og »opdragelseslejre« til unge såkaldte 2. generationsindvandrere.

Spørgsmålet er imidlertid, om man som dansker af etnisk herkomst overhovedet kan bevare sin menneskelighed og selvrespekt uden for de – i øvrigt forsvindende få – gadebander, der om ikke andet kan præsentere det sammenhold og fællesskab, som samfundet pure har nægtet dem – og i sidste ende alene har nægtet dem pga. race, religion eller hudfarve!

Det er i høj grad Socialdemokratiets leflen for populismen, der har forværret konflikterne og fjernet disse menneskers tillid til myndighederne – desværre tror partiet fortsat, at hver gang de tager ti skridt til højre, har de minimaliseret sandsynligheden for en jordskredssejr til Dansk Folkeparti. Men det har de selvfølgelig kun i et meget nærsynet perspektiv – indtil de har bevæget sig så langt ind på den ekstreme højrefløjs hjemmebane, at nederlaget enten bliver så meget desto mere markant og dramatisk, eller de helt har overflødiggjort Dansk Folkeparti ved ren og skær fusion. Og mon ikke Dansk Folkeparti således i virkeligheden overflødiggør Socialdemokratiet først?

Alternativet – og der er kun ét alternativ – er en gennemført humanistisk modoffensiv, som ikke stikker højredrejningen med mere højredrejning, men emfatisk insisterer på dens antitese!

Det alexandrinske sværdhug, der skærer gennem al entydig propaganda såvel som propagandistisk iscenesat »debat« i forbindelse med konfrontationen myndighederne og diverse minoritetsgrupper imellem, er en utvetydig insisteren på, at alle mennesker, der opholder sig i Danmark, er 100% lige for loven, og at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist!

Dermed naturligvis ikke være sagt, at enhver problematik er løst hermed, eller at samfundet bliver harmonisk idyl, om den juridiske version af den humanistiske grundtanke, at alle mennesker er lige meget værd, blev ført ud i livet, men det står omvendt utvetydigt klart, at alle, som modarbejder denne fundamentale retssikkerhedsgaranti, pr. definition har antihumanistiske og fascistoide motiver.

Pointen er selvfølgelig, at det allerede officielt hævdes, at alle er lige for loven og uskyldige, indtil det modsatte er bevist, hvorfor den første opgave består i at afsløre løgnen, hver eneste gang den viser sig. Og det gør den tit.

Vi må således få ikke mindst politikere, opinionsdannere og journalister til at se i øjnene, at hver eneste politiker, der så meget som antyder tvangsflytning af indvandrere til barakker og lejre, indiskutabelt er racist, eftersom det er etnisk tilhørsforhold, der er bestemmende for en sådan særbehandling, der sætter ligheden for loven ud af kraft; at hver eneste læserbrevs- og lederskribent, der så meget som antyder oprettelsen af opdragelseslejre og superinstitutioner til såkaldte gadebander med etnisk tilhørsforhold, gør sig til talsmand for den indlysende racistiske tankegang, at loven ikke længere er lige for alle, idet man underforstår, at »ikke-dansk« herkomst nødvendiggør barskere »opdragelsesforanstaltninger« end dansk; samt at hver eneste repræsentant for ordensmagten, som hævder at tale for »den almindelige befolknings sikkerhed«, når han med slet skjult reference til mediernes hysterisk ekspanderende omtale af den alt andet end stigende vold kræver civile agenter og anonyme vidner, taler åbenlyst for glidebanen mod politistaten, eftersom det aldrig kan afvises, at agentvirksomhed fremprovokerer kriminalitet, og at anonyme vidneudsagn er fabrikerede af ordensmagten selv, hvorfor det bliver den anklagede om at bevise sin uskyld!

Et nej til spørgsmålet, om vi bør behandle alle lige for loven, hvad enten det svar gives direkte eller indirekte som i eksemplerne ovenfor, er et utvetydigt ja til at bevæge samfundet i mere totalitær retning, ligesom et ja er et utvetydigt skridt i humanistisk retning. Og den journalist, der ikke forstår nødvendigheden af at konfrontere de respektive myndigheder og opinionsdannere hermed, men underdanigt og populistisk sluger disse let gennemskuelige totalitære tiltag med den eklatante løgn, at de er »i samfundets interesse«, er enten en komplet idiot eller en fascistisk medløber. Så enkelt er det.

Således skriver f.eks. Weekendavisen karakteristisk nok for linjen i dagens ukritiske pressebillede på en forside i oktober, at det er »noget forbandet sludder«, at det »ikke er muligt at diskutere flygtninge- eller indvandrerspørgsmål, uden at man først bekender kulør som racist eller humanist. (...) Hvad vi har brug for, er altså ikke den efterlyste, humanistiske modoffensiv, der blot vil fastholde os i princippernes hængedynd. Vi har brug for flere, tørre og dødkedelige detaildiskussioner om justeringer af den gældende flygtningepolitik.«

Men det er selvfølgelig fra denne udbredte tilbøjelighed til lige netop at spille den ekstreme højrefløjs spil, al sludderet i debatten stammer, for det er kun en reel bekenden kulør, som vi har brug for i opgøret om én overordnet problematik, som fra et humant retssamfunds perspektiv er uden mellemløsninger: Bør vort samfund på humanistisk vis behandle alle dem, der opholder sig i det, lige humant – eller bør det ikke? Indtil dét er besvaret, og indtil det er besvaret bekræftende i ord og gerning, er enhver »detaildiskussion« kun et dække over flere lyssky tiltag af racistisk og fascistisk observans.

Der er ingen blød mellemvare. Der er ophævelsen af retsstaten i større eller mindre ryk, eller der er opbygningen af retsstaten i større eller mindre ryk. Begyndelsen på fascismen eller begyndelsen på humanismen.

Enten eller.

Faklen