Hjernens funktion og struktur giver et indblik i, hvordan de komplekse menneskelige reaktionsmønstre er et udtryk for en dybtliggende bundethed til biologiske kontrolsystemer, der minder os om, hvori vores menneskelige natur består.

Den forræderiske vilje

I den politiske debat om den påståede stigende vold er det ofte en uudtalt, men underforstået tanke, at aggressive udslag fra menneskers side repræsenterer en tilbagevenden til et eller andet dyrisk niveau, som vi qua mennesker burde have forladt, da vi kravlede ned fra træerne, eller hvordan man nu i de kredse forestiller sig artsdannelsen forløbe. Man ser det i de forfærdede avisoverskrifter: »Nyt bestialsk mord i Skomagergade« eller lignende, der på ledersiden viser sig at hjemle kradsbørstige lovgivningsmæssige initiativer, der kan signalere vort civiliserede samfunds utvetydige foragt for gerningsmændenes umenneskelighed. Hvad man kan, men ofte undlader at læse ud af sådanne ikke sjældne formuleringer, er, at samfundet, som udtrykt gennem loven, skulle stå som menneskelighedens garant over for mennesket, om vi klassificerer gerningsmændene zoologisk korrekt. Denne klassificering med for mennesket uundgåeligt tilhørende bestialiteter som kønsforskelle og aggression er emnet her.

Inden for retssystemet er der i vores samfund en fokusering på tilstedeværelsen af »ond vilje« i gerningsøjeblikket. Indbygget i denne tankegang ligger der en forestilling om, at mennesker rent faktisk er i stand til at handle ud fra tankegangen: »Dette onde vil jeg nu gøre.« Men sådan tænker mennesker ikke. Det »frie valg« vi oplever, når vi f.eks. i det små i forbindelse med en slankekur eller et forsæt om at holde op med at ryge må udbryde: »Nej, nu tager jeg altså det stykke lagkage/den smøg,« kan man på sin vis godt vælge at se som et udtryk for et sammenbrud af en vilje til at lade være med den slags pjat. Men det er i og for sig mere præcist at sige, at viljen ændrer sig og kommer i modsætning til, hvad den var før – og efter. For den dårlige samvittighed, der plager den overvægtige ryger, er altid ledsaget af »hvorfor gjorde jeg dog det?«, hvilket igen giver bedst mening, når man tænker på viljen som en variabel del af hjernen, der retrospektivt kan forekomme en anden del at være uforståelig, selv om de begge altså har anvendt kategorien »jeg«. Vi er tilbøjelige til at opfatte dette »jeg« som en ubrydelig og konstant enhed, hvilket ligger indbygget i dette sproglige redskab.

Det, vi oplever som vores vilje, og som vi oversætter med vores »jeg«, der kan overveje handlinger og problemer, er en sproglig konstruktion. Visse områder af hjernen bruger simpelt hen at sige »jeg«, hvormed det tydeligvis ikke er kroppen in toto, der menes, eftersom dette »jeg« ikke ændres, hvis man skulle være så uheldig at miste en arm eller en anden ekstremitet. Denne kategori er naturligvis blot en blandt mange af de mere fundamentale bokse, som vores hjerne benytter til at danne det i forhold til andre dyr ekstremt store antal mulige adfærdsresponser på givne stimuli.

Kænguruer og advokater

At mennesket har en sproglig omgang med verden, har en udvidende effekt på det antal mulige udtryk, biologiske drifter kan få, når disse betragtes udefra. Det er fuldstændig utænkeligt, at et hvilket som helst andet dyr skulle bruge ti år på noget, der ikke direkte og konstant giver et afkast i form af føde og/eller afkom, mens det ikke overrasker os stort, at mennesker kan finde på at tilsidesætte formeringen fuldstændig for at hellige sig et studium eller et arbejde i et sådant tidsrum. Dette skal dog ikke misforstås derhen, at mennesket skulle være underlagt fundamentalt anderledes grundlæggende livsbetingelser. Snarere er der tale om, at vi gennem den kategorimæssige behandling af impulser og sensoriske indtryk opnår en grad af »frihed« til at udsætte den biologiske belønning, uden hvilken mennesket ikke ville være blevet den – for en umiddelbar betragtning – evolutionære succes, som tilfældet er, endsige have eksisteret så længe, som det har.

For at anskueliggøre dette kan man sige, at hvor f.eks. en kængurus centralnervesystem nødvendigvis må forlange, at en given handling giver et øjeblikkeligt afkast i form af forøgede overlevelsesmuligheder eller større forplantningssucces, hvis den skal kunne forventes at ville foretage handlingen igen, kan eksempelvis den vordende mandlige jurist stort set berolige sine instinkter med, at trængslerne trods alt forventes at føre til et territorium i millionklassen, potentiel adgang til et større udvalg af hunner og stabile opvækstvilkår for afkommet. Gennem projektering opnås dermed en form for umiddelbar tilfredsstillelse, som giver mennesket sine unikke muligheder. Med dette eksempel er det naturligvis ikke hensigten at antyde noget som helst om, hvilke motiver mænd har til at blive advokater, men snarere at illustrere en tankegang, inden for hvilken formålet med menneskets unikke evner bliver mere forståeligt. Vi har således ikke forladt de grundlæggende »dyriske« bevæggrunde for vore handlemønstre, men mennesket er – i kraft af en eksklusiv evne til at orientere sig i og organisere sin omverden bl.a. ved hjælp af kategorier som f.eks. jegets distinkte selvopfattelse, tid og kausalitet – i stand til at strække og strukturere handlinger over tid under hensyntagen til et væld af komplicerede aspekter i sammenhængen mellem »årsagen« (tilskyndelsen til at formere sig) og »virkningen« (at stifte familie).

Sammenhængen mellem de menneskelige »valg« og de mere animalske sådanne skal vi nedenfor belyse ved nogle interessante aspekter af vores hjernes opbygning, der måske kan kaste mere lys over, hvad der egentlig hos os er blevet af de instinktive reaktioner, der gør dyrs adfærd relativt forudsigelig, mens vi trods alt kun med visse tillempninger umiddelbart kan analysere de biologiske motiver til vor egen arts handlemønstre.

En model med tre niveauer

En populær fremstilling af hjernens forskellige funktionsniveauer opdeler organet i tre enheder, som så benævnes krybdyr-, pattedyr- og menneske- eller primathjernen. Det er selvfølgelig, om man tager en sådan opdeling bogstaveligt, helt forkert, men den sandhed, der ligger bag, er alligevel illustrativ.

Terminologien kan retfærdiggøres derved, at vi har visse strukturer i hjernen til fælles med f.eks. krybdyr, mens den største mængde af vores hjerne ikke findes hos disse. Et større område kan man genkende som fælles for alle pattedyr og så videre. Det er en parallel til og sikkert ikke ukorreleret med det fænomen, at vores fosterudvikling forløber nogenlunde identisk med fisks i de første stadier, mens den i meget længere tid er fælles med andre pattedyrs og allerlængst med menneskeabernes. Den nærliggende misforståelse er forestillingen om, at på et vist tidspunkt i udviklingen ligner fosteret en aborre og senere en træspidsmus, hvilket er lige så forkert, som enhver idé om, at der et eller andet sted i vores centralnervesystem ligger en slumrende krokodillehjerne, der, om vi slog en overbygning fra, ville byde os at ligge på lur efter drikkende køer i det lokale vandhul. Denne særlige form for fødesøgningsadfærd hos krokodiller, der ikke indgår i det spektrum af adfærdsmønstre, der kan kaldes menneskelige, skyldes naturligvis hjernestrukturer hos krybdyret, som vi mangler.

Den komplicerede adfærd, der sætter et sådant relativt fjernt beslægtet dyr i stand til at koordinere en jagt på netop denne vis, har vi altså ikke, men den basale impuls til fødesøgningen vil af de fleste kunne genkendes som aldeles intakt, og denne kan endda i en vis forstand lokaliseres til den struktur i hjernen, der kaldes hypothalamus. I overensstemmelse med forestillingen om et evolutionært hierarki i hjernen er denne uanselige samling af mindre områder med distinkte funktioner netop genkendelig hos både mennesker og krybdyr. Man kan herimod indvende, at også fisk, der jo repræsenterer et mere oprindeligt evolutionært stadium, skam også har sådanne strukturer, der varetager kontrollen med, hvornår der f.eks. skal søges næring, men det illustrerer blot, at tankegangen er anvendelig, men alt for umodificerede populariseringer i det mindste problematiske.

Cellers krav og hypothalamus

For at analysen kan inkorporere flere nuancer, er det væsentligt at erkende, at »motivet« bag ethvert højere, det vil i denne sammenhæng sige flercellet, dyrs handlemønstre i meget vidt omfang lader sig reducere til de selv samme motiver, der styrer de kemisk kontrollerede adfærdsmønstre, man kan iagttage hos f.eks. bakterier.

I det ganske basale sulteksempel, vi hentede fra krokodillen, kan encellede organismer, såsom altså bakterier, nemlig siges at være en illustration af, hvorfor sådanne individer uden den helt store demonstration af selvstændig vilje og frit valg klumper sig sammen omkring et sukkerkorn. Det interessante ved dette er, at det ikke kræver en psykiater, men en proteinkemiker, at forklare denne adfærd. I hvert fald i det omfang, vi med en forklaring mener en analyse af de indgående årsag-virkningsforhold, men dermed besvarer man ikke biologens »hvorfor«. Og hvad er det så livet vil? De sukkerfikserede bakterier har i løbet af evolutionen fået den adfærd, de har, fordi dette handlemønster tillader dem at lave flere bakterier, der i kraft af den genetiske identitet også opfører sig på denne måde. Liv vil lave liv, og det gælder selvfølgelig også for os og for krokodillen, men det umiddelbare udtryk, denne grundlæggende trang får, har en naturlig tendens til at blive sværere at reducere til kemi, jo mere komplekse organismerne er – hvilket selvfølgelig ikke betyder, at det ikke principielt kan lade sig gøre.

Kontakten til de enkelte celler er en af de opgaver, der varetages af hypothalamus, som via herredømmet over hormonsystemet har det fashionable job som kontaktorgan mellem centralnervesystemet og den øvrige organisme.

Det er på den ene side herfra centralnervesystemets tilstande kommunikeres til kroppens organer, som det eksempelvis kan illustreres med dyret, der sanser et faremoment, lad os sige en prædator, hvorefter en måske olfaktorisk (lugt-) eller visuel stimulus omsættes til en flugtrespons. På den hormonelle front er denne retræte akkompagneret af en forhøjelse af adrenalinkoncentrationen i blodet, hvilket optræder, fordi hypothalamus har beordret binyrerne til at udskille dette hormon. Denne ordre er ligeledes hormonalt formuleret, men også andre effekter på kroppen påvirkes via det såkaldt autonome nervesystem.

På den anden side afføder næringstilstanden i kroppens celler forandringer i blodets indhold af diverse stoffer, der fører til en forandring af de neurale signaler, som hypothalamus leverer til den øvrige hjerne, hvilket så ændrer adfærden i en for organismen som helhed hensigtsmæssig retning. Er f.eks. blodets vandindhold for lavt, iværksætter hypothalamus enten en eftersøgning af noget drikkeligt eller blot en igangsættelse af væskeindtaget i samråd med den sensoriske del af centralnervesystemet, som i denne situation leverer oplysninger om, hvorvidt der er våde varer i nærheden eller ej. Det er på denne kemiske måde, at organismens behov, som disse er nedlagt i de enkelte celler, oversættes til neuralt kontrolleret adfærd, som hele organismen tager del i på foranledning af hypothalamus.

Indtil videre har talen mest været om den del af organismernes livsførelse, der drejer sig om det enkelte individs opretholdelse som udtrykt i nærings- og væskeindtag, men de enkelte dele af hypothalamus har det overordnede opsyn med vidt forskellige opgaver, der har at gøre med alle aspekter af det at fungere som et levende væsen samt nogle specielle opgaver med specifik relevans for vertebrater (hvirveldyr). Seksuel adfærd, døgnrytme og aggression kan eksperimentelt ændres alene ved påvirkning af hypothalamus’ forskellige dele.

Rollen som bindeled mellem kroppens celler og den samlede organismes interaktion med omgivelserne gør det således nærliggende at betragte hypothalamus som hjernens chef. Det er den, der holder centralnervesystemet til ilden og sikrer, at det koncentrerer sig om det biologisk relevante: Overlevelse og reproduktion.

Som nævnt er hypothalamus altså en fællesnævner for vertebrater. Der kan nævnes mange andre sådanne som f.eks. cerebellum (lillehjernen), men de er mindre vigtige i denne sammenhæng.

Det limbiske system

Det næste lag i den model, der for nemheds skyld introduceredes ovenfor, er så »pattedyrhjernen«, hvormed der groft sagt menes det limbiske system, hvilket jo sådan set ikke kan kaldes en hjerne. Det er en samling af relativt spredte, men dog veldefinerede hjernestrukturer, der tjener diverse funktioner, som med et meget generaliserende og ikke helt dækkende udtryk kaldes emotionelle. I fin overensstemmelse med den hierarkiske fremgangsmåde, vi har valgt, er det, at hypothalamus, der jo var det laveste (og samtidig, som vi skal se, i en vis, væsentlig forstand højeste) niveau, har de fleste kontakter til den øvrige hjerne via elementer i det limbiske system, samt at størrelsesforholdet mellem organismens, det vil sige pattedyrets, krop og denne samling funktionelle enheder er relativt konstant, ligesom det også først er med udviklingen af denne dyregruppe, at det får den generelle form, det har. Her giver det altså lidt bedre mening at tale om noget specifikt for pattedyr, end det gjorde at tale om en krybdyrhjerne før. Det meste af systemet udgøres også af en evolutionært set ældre del af hjernebarken, allocortex (lat. den anden bark), end den del (neocortex), der behandler de »højere funktioner«, vi skal se på senere. Til gengæld har andre dyregrupper såsom fugle naturligvis strukturer, der tjener nogenlunde de samme funktioner, og som endda muligvis er udviklingsmæssigt homologe, hvilket blot nævnes, for at man stadig væk ikke skal tro, at modellen er andet end en pædagogisk inddeling, der ikke bør tages alt for bogstaveligt.

Det vil muligvis være hensigtsmæssigt at tænke på det limbiske system som et af flere bindeled mellem hypothalamus og de områder af hjernen, der er helliget bearbejdning af sensorisk input og planlægning af motorisk output, lidt på samme måde som hypothalamus før kunne ses som bindeleddet mellem kroppens øvrige organer og centralnervesystemet. Faktisk er der nogle, der ynder at inkludere dele af hypothalamus i det limbiske system, men det er mindre hensigtsmæssigt her.

Man har lavet i massevis af undersøgelser, hvor dele af det limbiske system fjernes hos forsøgsdyr, hvilke klart viser, at man kan tilskrive veldefinerede områder af denne del af hjernen en afgørende rolle i det, vi som menneskelige betragtere tolker som emotionelle reaktioner. Mest bemærkelsesværdige er i den forbindelse strukturer som amygdala (lat. mandlen) og såkaldte septale nuclei (lat. skillevægskerner), der tydeligvis spiller en meget afgørende rolle for organismens evne til at udvise henholdsvis aggressiv og seksuel adfærd. Begge disse områder har meget tætte kontakter til både hypothalamus og via andre strukturer til neocortex. Fjerner man de septale nuclei bliver forsøgsdyret spontant aggressivt, en tilstand, der benævnes sham-rage (eng. fup-vrede). Denne tilstand kan også fremkaldes ved elektrisk stimulation af bestemte områder af hypothalamus, men forsvinder (ikke overraskende), når disse områder bortopereres. I modsætning hertil resulterer fjernelse af amygdala (og omliggende strukturer) i en overseksuel adfærd, hvor dyret også voldtager biologisk set uhensigtsmæssige arter og objekter. I denne tilstand er det stort set umuligt at fremprovokere aggressive adfærdsmønstre.

En anden nævneværdig del af det limbiske system, hippocampus (lat. søhesten) har en funktion dels som relæstation, der bringer sensorisk deriverede impulser videre i det limbiske system, dels som altafgørende for hukommelsesprocesser.

Den overordnede rolle, det limbiske system spiller for organismens adfærd, kan som nævnt muligvis bedst udtrykkes som en integration af de hypothalamiske behovstilkendegivelser og den øvrige hjernes interaktioner med det omgivende miljø. Det er fristende at popularisere funktionen således, at hvor hypothalamus med meget bred pensel maler en ordre til kroppen om mad, mage eller forsvar, finder det limbiske system ud af, hvordan ordren skal efterkommes. Eksemplet med prædatoren fra tidligere kan i denne kontekst udbygges til at illustrere denne funktion. Her drejer det sig om en truende situation, som hypothalamus naturligvis i sig selv er fuldstændig blind over for, havde det ikke været for den sensoriske cortex, der enten på baggrund af erfaring eller medfødte responser giver besked til først og fremmest hippocampus og derigennem amygdala og hypothalamus om situationens alvor. Dette udløser dels den tidligere nævnte hormonelle og autonome alarm til kroppen, der således forberedes til aktion, og dels en præparation fra amygdalas side til en adfærdsmæssig respons, kamp eller flugt, alt efter de nærmere omstændigheder ved situationen.

Cortex

Den præcise koordination af den resulterende respons styres af dybereliggende strukturer samt lillehjernen, som det ikke er nødvendigt at komme ind på her, men selve den motoriske planlægning kan lokaliseres til en del af forhjernens cortex, og dermed har vi taget skridtet til det sidste niveau i modellen (hvilket vi allerede flere gange har måttet tage til hjælp i beskrivelsen, når de mere oprindelige strukturer skulle have input udefra). Igen er besiddelsen af et neocortex ikke på nogen måde noget specifikt for primater i forhold til andre pattedyr, selv om der i udformningen af den lagdelte struktur kan ses nogle markante forskelle.

Man opdeler forhjernen i lober eller lapper, der går under navnene pande- (frontal-), isse- (parietal-), nakke- (occipital-) og tindingelapperne (temporallapperne). I hvert af disse områder kan neocortex pædagogisk nok tilskrives en specifik »primær« funktion, så man meget groft kan sige, at nakkelappen tager sig af syn, tindingelappen af hørelse, isselappen af »følesansen«, mens pandelappen leverer output til skeletmuskulaturen. Derudover kaldes langt de største dele af disse områder for associationscortex, hvilket dækker over, at de integrerer mere end én sansemodalitet. Selv om det naturligvis ikke ligefrem kan siges at være uinteressant, hvordan sensoriske input behandles i de øvrige corticale områder, vil vi her hovedsagelig berøre den frontale cortex, der har den største relevans for adfærden og dennes motivation. Skal man tale om en primathjerne, gøres dette i øvrigt bedst ved at holde sig til dette område, da denne dyregruppe, som vi jo tilhører, netop har en karakteristisk stor pandelap.

De områder af pandelappen, der ligger længst »oppe på hovedet«, er mest direkte involveret i det, vi kan kalde frivillig handling. Disse dele kaldes primært motorisk cortex, og længere lidt længere fremme sådan noget som præmotorisk og supplerende motorisk cortex. Jo længere »ned mod øjnene« man kommer, jo mere er der tale om tilrettelæggelse af den motoriske ordre. Det meste af vores frontale cortex er faktisk helliget »planlægningsopgaver«, der ligger langt fra en egentlig handling. Det er her, i den såkaldte præfrontale cortex, man skal finde den begrebslige omgang med sanseinput, »sproget«. Man må forestille sig en impuls fra hypothalamus og/eller det limbiske system, der i forhjernens cortex bearbejdes, således at det endelige resultat kommer i bedst mulig overensstemmelse med det ubevidste »motiv«, f.eks. et forplantnings- eller territorialinstinkt. Bearbejdningen får oftest hos mennesket et omfang, der gør de resulterende handlemønstre ganske vanskeligt analyserbare i et traditionelt adfærdsstudium, som det ville blive udført på et hvilket som helst andet dyr. Eksemplet kunne være den mand, der ser en kvinde, han finder seksuelt tiltrækkende, og i stedet for at voldtage hende bytter et stykke papir for noget afskåren botanik. Det kræver således en sprogligt kategoriserende overbygning såvel som en kulturel indforståethed, som dyr selvfølgelig er helt foruden, at begribe, at papiret er en pengeseddel og blomsterne udtryk for affektion og kurmageri.

Den model af en tredelt hjerne, vi indtil videre er gået frem ved hjælp af, må i nogen grad udvides, når vi erkender, at det, vi her har ladet tilhøre krybdyrhjernen, nemlig hypothalamus, har et (indirekte) input til den frontale cortex. Der er således egentlig sprunget et led over, nemlig det limbiske, der i modellen tilhørte pattedyrhjernen. Men også amygdala og de septale nuclei har nær tilknytning (input) til denne del af hjernen, der, som vi skal se, modificerer de evolutionært set mere oprindelige initiativer, der tages af de dybereliggende strukturer (hypothalamus og det limbiske system).

En for forståelsen muligvis vigtig observation, der kan gøres i studiet af andre primaters adfærdsændringer ved eksperimentel fjernelse af dele af den frontale cortex, er, at disse mister evnen til temporalt at fastholde en fordelagtig adfærd i tid. I opgaver, hvor aber i et kortere tidsrum, f.eks. 10 minutter, skal erindre, under hvilken kop et madobjekt befinder sig, har delvis frontalt decortificerede individer et betydeligt handicap. Man kan se dette som et udtryk for en hukommelsesmæssig vanskelighed eller som et sammenbrud af evnen til at udskyde et valg, hvilken sidste mulighed afgjort giver bedst mening i forhold til kendskabet til det øvrige nervesystem.

Men hvad betyder det, at frontallappen hos mennesket er så ekstremt stor, og hvordan influeres den af de ældre strukturer?

En arbejdsskade og det hvide snit

For at undersøge dette er det fristende at forfalde til den lettere anekdotiske evidens, der stammer fra hjerneskader, samt de hjerneoperationer mod sindslidelser, der foretoges tidligere i dette århundrede.

Et eksempel på, hvad den frontale cortex betyder for menneskelig adfærd, kan hentes fra den herostratisk berømte minearbejder, Phineas Gage, der i 1848 foretog en ufrivillig hjerneoperation på sig selv, da han ville stampe noget dynamit på plads med en jernstang, og som resultat i stedet kom til at fjerne en ikke ubetydelig del af sin hjerne, hvilket han på mirakuløs vis overlevede. Det er interessant for hændelsen, at den ikke medførte, at manden blev totalt hjælpeløs. Han fungerede sådan set stadig fint, om end der indtrådte nogle bemærkelsesværdige ændringer i hans personlighed. Det fortælles således, at han nu pludselig var blevet lunefuld, respektløs, profan og stædig, men uden evne til at fastholde en beslutning i længere tid.

Det sidste stemmer godt overens med den ovenfor nævnte observation hos aber, hvor tidselementet i en handling i nogen grad gik tabt. At han derudover blev noget, der muligvis kan beskrives som amoralsk, kan vi bedst forstå som et udtryk for, at de limbiske impulser nu ikke længere integreres i det præfrontale område, men stadig på grund af læsionens trods alt begrænsede lokalisering kan nå den præmotoriske cortex, hvor de på denne baggrund uden videre kommer til udtryk i spontane handlinger. Man skal dog passe på med umiddelbart at kalde »hypothalamisk/limbisk adfærd« for amoralsk, eftersom Gages opførsel ikke afspejler den samlede indflydelse fra de ældre strukturer, der også har input til de manglende dele af cortex. Men generelt kan vi tolke denne case story som en bekræftelse af, at en af den præfrontale cortex’ roller er at integrere og modificere de limbiske impulser, så disse kommer i overensstemmelse med blandt andet tidligere trufne valg. Dermed får vi også mere end sandsynliggjort den overordnede lokalisering af det »jeg«, vi har opereret med, idet vi har set, at dette kognitive redskab netop skaber kontinuiteten i opfattelsen af vore handlinger.

Det kunne derfor være interessant at se, hvad der sker, hvis vi efterlader den præfrontale cortex intakt, men afskærer den fra kontakterne til det limbiske system. Her er det, at den tidlige psykokirurgi kan give en hånd, idet man klinisk har anvendt netop et sådant indgreb som behandling mod forskellige mentale lidelser. Indgrebet kendes som frontal leukotomi (græsk, det hvide snit). Det, man gjorde, var med adgang gennem øjenhulerne at overskære nogle af de forbindelserne mellem de ældre strukturer og frontallappen. Umiddelbart kunne man måske forvente et sammenbrud af enhver form for intelligent adfærd, men det er faktisk ikke tilfældet. Kun i ret specialiserede opgaver kan der ved test af de mentale funktioner hos folk, der har fået foretaget indgrebet, ses en forringelse af resultaterne.

Behandlingen er blevet brugt imod lidelser så forskellige som ekstreme angstpsykoser og »asocial adfærd«, selv om også andre tilstande blev forsøgt afhjulpet med indgrebet. Det virker. Patienterne bliver som regel noget, vi bedst kan karakterisere som initiativløse, hvad der jo er meget praktisk, hvis formålet er at fjerne de initiativer, patienten plejede at have. Også på angsttilstandene ser indgrebet ud til at være effektfuldt, hvad der igen giver god mening inden for vores forestilling om det limbiske system og hypothalamus som leverende input til den frontale cortex, hvor disse handlingsimpulser så ved hjælp af en kategoriseret behandling af sanseinput kan forsinkes og finpudses, så de kommer i den bedst mulige overensstemmelse med målet, der i og for sig kan forblive ubevidst. Når forbindelsen mellem impuls og handling i leukotomien overskæres, bliver initiativløshed en naturlig konsekvens, og ubekymretheden skal nok forstås som et udtryk for, at så vidt den talende og bevidst handlende del af hjernen ved, så er der ikke længere noget, den skal. Hypothalamus kan råbe på forsvar og sex så meget, den har lyst, men det bliver aldrig opfattet, for de fleste af de nervebundter, der forbinder »behovet« til viljen, »jeget«, er skåret over.

Freud

Efter en temmelig lang, men naturligvis kun i hovedtræk dækkende gennemgang af nogle af sammenhængene mellem hjernens evolutionært set ældre dele og specielt forhjernens cortex tegner der sig et mønster, hvor vi må anskue de bevidste handlinger, der udføres under anvendelsen af »jeg vil«, som hidrørende fra impulser, der styres af præcis de samme grundlæggende livs- og artsbevarende kontrolsystemer, som vi kan spore tilbage til vore tidligste aner.

Ligesom vores model med den evolutionært hierarkisk opbyggede hjerne var forenklet i detaljen, men dog illustrativ, kan vi også på baggrund af denne forenklede gennemgang af nogle udvalgte hjerneprocesser tillade os at drage visse informative konklusioner. F.eks. er vi på solid videnskabelig grund, hvis vi tilkender den freudianske grundtanke om sublimering en væsentlig værdi. Til gengæld må vi dog trække lidt på skuldrene af andre elementer i hans system, der trods alt stammer fra neurologiens mere spekulative barndom. Vi kan således på sin vis sagtens tale om en kulturelt influeret hæmning af vore tilbøjeligheder, der tvinger en given handlingsimpuls ud i et andet udtryk. Men samtidig må vi også sige, at vores komplicerede, velovervejede gøren og laden inden for denne tankegang simpelt hen er »sublimerede« impulser til de »bestialiteter«, som vi ser overalt inden for det øvrige dyrerige.

Det kan derfor måske være en overordentlig god idé at fremhæve nogle adfærdsmæssige træk hos nogle af vore fjernere og nærmere slægtninge, og ikke mindst at analysere motiverne til disse. Vi tager det sidste først.

Darwin og genetik

Fra folkeskolen og lignende med biologisk viden underudstyrede institutioner vil de fleste være bekendt med udtrykket »survival of the fittest«, som Charles Darwins teorier om mekanismen bag artsdannelse er blevet kogt ned til. Denne teori har vist sig at fungere som en uhyre effektiv forklaringsmodel, men mindre kendt er den moderne (1930-40) version, hvor det, der så at sige er »fit«, ikke er individer, men derimod de arveanlæg, generne, der i det mindste sætter begrænsningen på, hvorledes det, vi opfatter som individet, bliver.

Denne forklaringsramme kan bl.a. kaste et biologisk lys over et fænomen som altruisme, hvilket defineres som adfærd, der er til fordel for artsfæller, og som sænker sandsynligheden for succesfuld overlevelse og reproduktion hos det individ, der har adfærden. I en klassisk forståelse af principperne bag den naturlige selektion, der er baseret på det enkelte individs succes, er den altruistiske adfærd galimatias. Hvordan kan det biologisk forsvares, at et individ giver køb på egen overlevelse og reproduktion?

Her må man betænke, at den seksuelle reproduktion resulterer i afkom, som man har halvdelen af sine gener fælles med. Det er præcis den samme beslægtethed, man har med sine forældre og sine søskende. For at få sine egne gener repræsenteret i det næste slægtled kan man altså bare lade ens forældre føde nogle flere børn. Eller man kan få sine søskende til det ud fra regnestykket: 2 niecer = 1 datter. Hvorfor dette ikke er det første, en organisme »vælger«, skal vi forsøge at opklare nedenfor, men man kan nemt se, at det kan betale sig at hjælpe beslægtede individer.

Man kan let sandsynliggøre den selvopofrende adfærds spreden sig i en population. Hvis et individ med en genetisk tilbøjelighed til altruistisk adfærd hjælper et andet, beslægtet individ, således at det hjulpne individs overlevelseschancer øges, vil slægtskabet gøre det sandsynligt, at det hjulpne individ også besidder det meget teoretiske »altruisme-gen«. Dette bliver så med øget sandsynlighed også repræsenteret i næste generation, og dermed har genet sådan set opnået, hvad det »ville«. Man skal selvfølgelig ikke tillægge arvematerialet nogen motiver, men med denne simple mekanisme kan den altruistiske tilbøjelighed blive kraftigere repræsenteret i en population. Det kræver dog i første omgang en vis garanti for, at man kun hjælper individer, man er sikker på, har genet.

Skader og altruisme

Et eksempel leveres af skader. Hver fugl har et par år at producere afkom i, der naturligvis skal udnyttes optimalt, men i dårlige år kan en meget ung fugl af og til »vurdere«, at et forsøg på selv at bygge rede og opfostre et kuld er et projekt behæftet med for ringe en sandsynlighed for at lykkes, til at det kan betale sig. Men det alternativ, skaden kan »vælge«, er at hjælpe sine forældre med at opfostre det næste kuld. Denne generation vil jo bestå af individer, som har halvdelen af deres genom fælles med den usikre ynglingefugl, hvorfor dette vil være smartere, hvis hjælpen i tilstrækkelig grad øger sandsynligheden for disses overlevelse. I dette tilfælde kan man i princippet umiddelbart sætte et regnestykke op, der entydigt viser, hvad fuglen bør gøre, men det kræver jo altså, at man kender de indgående sandsynligheder, hvad der naturligvis er umuligt, før året er omme, og det allerede er for sent. Heller ikke skaden kender dem, og man kan blot konstatere, at nogle fugle i et kuld vil have en tilbøjelighed til at benytte sig af barnepigeløsningen i tilfælde af udsigt til fødeknaphed.

Hvad vi må holde os for øje, og hvad eksemplet ovenfor kan illustrere, er, at der eksisterer en udfordring til organismer, som går ud på at vurdere den sandsynlighed, der måtte være, for at en given handling vil føre til forplantningsmæssig succes, samt at afgøre, i hvilken udstrækning samarbejde skal omfatte artsfæller, som ikke er afkom. Dette fører til to konkurrerende tendenser: En sikker strategi med langsom forplantning, der er karakteriseret ved udstrakt samarbejde mellem fjernere beslægtede individer om fødesøgning og yngelpleje, og en mere solitær livsførelse, der medfører lavere sandsynlighed for den enkelte generations overlevelse, men også sikkerhed hos forældrene for at man leverer halvdelen af sine egne gener til den generation, man spenderer kræfter på at holde liv i. Evolutionært set kan disse »valg« af strategi komme til udtryk i vidt forskellige livsførelser hos arter fra samme taksonomiske familie, som f.eks. leoparder og løver, hvor løver jo i høj grad benytter sig af samarbejde, mens leoparder jager og lever alene i et personligt territorium og kun i forbindelse med parringen omgås artsfæller uden aggression.

Kampen om hunnerne

Her kan vi så passende bruge lidt tid på at besvare det spørgsmål, vi stillede ovenfor, nemlig hvorfor sociale dyr overhovedet udviser aggression over for hinanden, når der nu genetisk set er så god grund til at kooperere.

Hos de fleste dyr generelt betragtet er hunner større end hanner, hvad der er god biologisk ræson i, da disse skal levere den største mængde næring til afkommet, mens hannerne strengt taget kun har en rolle som »gen-bærere«, der skal tilgodese den kønnede formering. Hos territoriale dyr og hos organismer med kamp om adgang til befrugtning af hunnerne, hvilket stort set vil sige varmblodede dyr, opstår der imidlertid ofte den omvendte størrelsesfordeling. Dette hænger sammen med, at hannerne fra evolutionær side kan siges at være frigivet til risikable opgaver, hvor størrelse kan være en fordel, eftersom den enkelte han for arten/populationen som helhed er mere undværlig. Én han kan nemlig som regel befrugte mange hunner, mens den tid, fosterudviklingen tager, så at sige er den begrænsende faktor for formeringshastigheden.

Hos de omtalte løver, hvor der kun er én kønsmoden han, som har adgang til at befrugte flokkens hunner, kan man se, at kampen om denne for genomets videreførelse vældig fordelagtige sociale position i løbet af evolutionen har ført til meget markante forskelle i udseende og adfærd mellem kønnene. At hanløver normalt ikke deltager i jagten på bytte, skyldes sandsynligvis, at disse er for klodsede og langsomme pga. den større muskelmasse, der udviklingsmæssigt er blevet tilgodeset, da det giver en fordel i den indbyrdes kamp om hunnerne. Strejfende hanløver uden harem klarer sig som ådselædere, idet de ofte vil stjæle bytte nedlagt af andre dyr som f.eks. hyæner. Hanløverne er altså, hvad angår overlevelse, mere afhængige af hunnerne end omvendt, og igen kan vi se, at hos deres mere solitære slægtninge som tigre eller leoparder er kønsforskellene mindre udtalte. Udviklingen af kønsforskelle kan siges at afspejle den tendens, der eksisterer i naturen til at bortselektere de mindre overlevelses- og reproduktionsfremmende gener. Til trods for, at arveegenskaberne udsættes for et øget konkurrencetryk, når de hos løver placeres på hankønssiden, betyder det mindre, da skader på individet hos dette køn er mindst kritiske for populationens opretholdelse. I en population med samarbejde om f.eks. føde og yngelpleje, vil et sådant filter jo være svækket. Så selv om en organismes genom kan have en fordel i, at individet besidder en altruistisk adfærd, vil generne tilsyneladende paradoksalt pleje deres interesser ved at lade bærerne kæmpe om retten til at levere arvemateriale videre til næste generation.

I den aggressive kamp om adgangen til seksuel reproduktion kan vi altså se, at ligesom da vi diskuterede altruisme, har arvematerialet gode grunde til at lege med individets liv og lemmer. I dette lys bliver disse adfærdsmønstre således – måske noget overraskende – at sidestille med den mere indlysende »selvopofrelse«, vi så tidligere, og som vi skal se igen.

For med denne forståelse af det genetiske motiv bag altruistisk og anden adfærd, der er forsøgt tilvejebragt her, kan vi pludselig begribe, at en bavian med stædig hidsighed vil gå til angreb på en 4 meter lang krokodille, der har fanget et yngre medlem af flokken. Den betydelige fare for eget liv, den udsætter sig for i en sådan heroisk redningsaktion, opvejes af det genetiske fællesskab, den sandsynligvis har med den undsatte, og er styret af arveanlæg, der i princippet er ligeglade med, i hvilket individ de er placeret, og som derfor ikke har skrupler med at satse en tilfældig bærer.

Menneskeaber

Menneskets nærmeste nulevende slægtninge er som bekendt menneskeaberne: Gibboner, orangutangen, gorillaer og chimpanser. Disse tilhører så afgjort gruppen af organismer, der benytter samarbejde i udstrakt grad, ligesom i øvrigt også mange andre grupper af primater gør.

Man mener, at menneskets, chimpansers og gorillaers evolutionære veje skiltes inden for et relativt kort tidsrum, således at mennesket er omtrent lige nært beslægtet med gorillaer og chimpanser, der igen er cirka lige så tæt på hinanden, som de hver især er på os. Det antages også, at chimpanser repræsenterer en slægt, der ikke har ændret sig så voldsomt siden udgangspunktet som mennesker og gorillaer, der anses for at være mere specialiserede slægter.

Eftersom det for nylig blev fastslået med god sandsynlighed, at chimpanser er en lille smule tættere beslægtet med os, og på grund af de meget omfattende adfærdsstudier, der er lavet på disse dyr, er det oplagt at se lidt nærmere på dem.

Man skal selvfølgelig ikke tro, at man umiddelbart kan sige, at en sådan beskrivelse i detaljen vil være dækkende for de adfærdsimpulser, vi selv er underlagt, men man kan dog her se nogle tendenser, der kan belyse nogle af de instinktive tilbøjeligheder, mennesket handler ud fra.

Chimpanser lever i flokke med en kompliceret social struktur, hvor grupperinger, der giver mindelser om politisk fraktionering, opstår på kryds og tværs inden for et på hankønssiden ret rigidt hierarki. I modsætning til flokstrukturen hos f.eks. bavianer, hvor det altid er den stærkeste han, der i tvekamp cementerer sin ledende position, kan der hos chimpanser forekomme paladsrevolutioner og midlertidigt ustabile magtfordelinger, således at den enkelte tronprætendent ikke blot i kraft af sin fysik tildeles lederskabet, men i høj grad også på grund af sine relationer til andre hanner.

Følgende passus er således hentet fra bogen The Chimpanzees of Gombe af den kendte forsker i chimpansers adfærd, Jane Goodall.

»Without doubt it was the support of his brother, Faben, that enabled Figan to attain alpha status. (…) Faben’s help was crucial in the final defeat of Evered. (…)

Even though Figan lost overall control after Faben’s death, he managed to regain alpha status despite the fact that all the other males united against him from time to time. (…) during 1976 twenty observed coalitions were directed against Figan by various combinations of the other males. Fourteen times three of the males joined forces against him, and twice four of his rivals challenged him at the same time.«

Og det er faktisk en beskrivelse af chimpanser, og ikke en parafrase over forløbet af de engelske rosekrige …

Det biologiske motiv til at have en magtstruktur hos hannerne er, at hunnerne foretrækker at parre sig med den ledende han, således at kompetitive egenskaber er blevet fremelsket. Hunnerne har på den anden side et mere fladt og variabelt hierarki. Status opnås hos disse ved succesfulde fødsler og ved at komme i brunst.

Inden for en flok, der typisk tæller 30 individer, findes der mindre grupperinger. Størrelsen varierer alt efter hvor mange hunner, der er tilknyttet på et givent tidspunkt. Normalt vil små grupper af chimpanser afpatruljere periferien af territoriet for prædatorer og indtrængende chimpanser f.eks. fra nabogrupper. På disse spejderopgaver, der i øvrigt også kendes fra masser af andre flokdyr, er dyrene naturligvis udsat for en væsentlig større risiko for »personskade« end de artsfæller, der i hovedflokken nu har længere tid til at reagere på en alarm, ligesom disse muligvis slipper helt for at deltage i et eventuelt forsvar. Her kan man altså igen se et eksempel på, at enkelte individer ofrer sig for gruppen uden større fordel for deres individuelle karaktertræks videreførelse end den, der ligger i, at deres flok beskyttes. Eksemplet med den ridderlige bavian ovenfor kunne for øvrigt ligeså godt have involveret chimpanser.

I disse tilfælde drejer det sig om forsvar af gruppen eller individer i denne over for udefrakommende trusler. Dette udelukker på ingen måde, at der inden for denne kan være uoverensstemmelser, f.eks. i forbindelse med fastlæggelsen af de omtalte hierarkier. Et eksempel kunne være en yngre han, der bliver sat på plads af den dominerende. I denne situation kan det forekomme, at slægtninge som søster og moder kommer den underlegne til undsætning i ganske voldsomme angreb. Det vil faktisk ikke være overraskende, om en chimpanse, der netop har reddet en anden fra at blive fortæret af et rovdyr, straks efter går i gang med brutalt at sætte denne på plads i det interne hierarki.

Det ovenstående omhandler den almindelige chimpanse. Der er for relativt nylig opstået en væsentlig interesse for en anden art, dværgchimpansen, fordi det menes, at denne står mennesket endnu nærmere. Af vigtige forskelle hos disse kan nævnes, at de ser ud til at have en mere matriarkalsk samfundsstruktur, og at en af de allervigtigste omgangsformer er casual sex.

Menneskets natur

Det er fra sociale grupper i stil med disse, at man forestiller sig, de første mennesker har udviklet sig, og det er mere end nærliggende at antage, at de samme instinktive sociale regler i vid udstrækning er nedfældet i det limbiske system, selv om oplagte forskelle som eksempelvis udstrakt monogami tydeligvis er kommet til, siden de to slægters veje skiltes. Man kan således på baggrund af chimpansestudierne let fristes til at se menneskelige magthierarkier som noget, der foregår adskilt mellem de to køn inden for en gruppe, og som reelt er en kamp om at signalere til det modsatte køn, at »hos mig er dine gener placeret i bedre selskab, end de vil være, hvis du vælger at blande genom med nogen af de andre«, eller noget mere elokvent.

Forskelle i adfærd, der ikke kun er observerbare mellem de to køn, men så sandelig også mellem individer både hos aber og mennesker, har man tidligere haft en tendens til at opfatte som et resultat af forskelle i opvækst, hvilket man kan komme et stykke vej med, idet specielt den menneskelige hjerne jo har en ekstrem tilpasningsevne. Men meget tyder på, at disse individuelle forskelle i høj grad skyldes medfødte tilbøjeligheder, der med det gennemgåede for øje måske vil kunne indses ikke at være genstand for drastiske forandringer gennem indlæring. Den for hukommelsen altafgørende struktur i hjernen er hippocampus, der har intense kontakter til hypothalamus, det øvrige limbiske system samt den sensoriske cortex. Hvorvidt en stimulus gør sig fortjent til nedfældning i hukommelsen, afgøres af dens relevans for de biologiske kriterier, der defineres af hypothalamus. Den indlæring, der sker lettest, er således den, der tjener til fremme af de mål, de ældre, driftsorienterede elementer sætter, hvorfor eventuelle modificeringer af de medfødte tilbøjeligheder må foregå i overensstemmelse med denne. Vi kan altså modificere det udtryk, en biologisk idiosynkrasi får, men kun vanskeligt tæmme selve kæphesten.

Formålet med de voldsomt forøgede muligheder, mennesket i kraft af sin organiserede verden har fået, er at sikre, at de instinkter, som vi tydeligvis har til fælles med andre sociale dyr, kommer til det af generne forlangte udtryk. Ligesom loven i vores samfund kan siges at komme i opposition til disse formål, hvor uudgrundelige de end må forekomme den lederskribent, vi i indledningen lod repræsentere den holdning, at menneskelighed består i at overholde en række etiske regler, så kan vi også på grund af det i en given kultur specifikke betydningsindhold af de kategorier, vi benytter, komme i konflikt med vores natur.

Vi har således set, at det ikke for »naturen« drejede sig om at optimere et individs overlevelse og reproduktion, men om at opretholde dettes egenskaber, hvad der hos sociale organismer kunne kræve en uselviskhed, der harmonerer dårligt med, hvad man som regel tænker på som »junglelov«. Et personligt »jeg« kan pr. definition ikke tænke på dette genetiske niveau. Når vi siger »jeg«, inkluderer vi jo ikke halvdelen af hver af vore søskende eller forældre, selv om vi genetisk set godt kunne forsvare denne inklusion. De instinkter, der hos os skal varetage genomets interesse i at blive videreført, må følgelig ytre sig på en måde, så de opfattes som impulser til bevidst selvopofrelse. Dette er interessant nok måske ikke altid overensstemmende med en analyse, den bevidste, sproglige frontale cortex kunne foretage. Hvis man ser et barn, der er faldet i vandet, og overvejer en undsætning, er der strengt taget vældig god logik i at sige til sig selv: »Det er dog bedre om kun én af os går til grunde«, og derfor blive på land. Men det er der kun i det omfang, vi opererer med en snæver forståelse af det »jeg«, der indgår i analysen af situationen. De medfødte, altruistiske tendenser er heldigvis uenige i en sådan vurdering. Derfor vil heller ikke mange betænke sig på at springe i, uanset hvordan de i forvejen måtte have analyseret sig frem til den for individet mest hensigtsmæssige attitude – impulsen til selvopofrelse er simpelt hen for stærk og vil i vid udstrækning determinere viljen.

Den altruistiske adfærd, der er nødvendig i socialt strukturerede samfund, og som vi også kan se i fuldt flor hos menneskeaberne, kunne jo sådan set også bedst forstås uden den snævre forståelseskategori »jeg«, således at vi på den baggrund kan hævde, at princippet om enhver som sin egen lykkes finmekaniker i virkeligheden er langt mere samfundsskabt end selvopofrelsen, der herved kommer til at tilhøre menneskets mere naturlige karaktertræk, der kan modificeres i den frontale bearbejdning.

Vi startede med en påstand om, at mennesket ikke lader sig drive af en vilje til at gøre noget »ondt«. Det er simpelt hen meningsløst at applicere etiske domme på den menneskelige natur som sådan. Man kan for så vidt nok konkludere, at vi pr. natur kan være aggressive, men da bør det samtidig betænkes, at selv aggressivitetens oprindelige biologiske motiv i lige så høj grad som altruismen kan ses som et udslag af en artsbeskyttende selvopofrelse.

Cand.scient. Kristian Beedholm