90ernes hårdeste og længste arbejdskonflikt, der udspillede sig i 1995 mellem Ri-Bus A/S og en række fritstillede buschauffører, var kendetegnet af en ualmindelig hård indgriben fra politiets side og en stærkt arbejdsgivervenlig presse; efter ni måneders faglig kamp endte konflikten med en sejr til busselskabets ledelse. En række dunkle begivenheder i forløbet rejser imidlertid voksende kritik af den alt andet end politisk neutrale rolle, som politiet har spillet for kampens udfald …

Mandag den 11. august i år åbnede byretten i Esbjerg under stor mediebevågenhed sagen mod de fire esbjergensere: John Andersen, Peter Kleist Christiansen, Bjørn Ole Marcher og Tho-

mas Henrik Kjær. Anklageskriftet opregner ikke mindre end 27 anklagepunkter om alt fra uanselige overtrædelser af politivedtægten til hærværk og vold mod tjenestemand i funktion og med krav om dels bøder og erstatning, dels årelange fængselsstraffe.

Sagen er udsprunget af dette årtis længste og hårdeste arbejdskonflikt, Ri-Bus-konflikten, og bliver af mange anset for at være af overordentlig principiel betydning både juridisk og politisk som prøve på tidens indstilling til borgerrettigheder, arbejdskamp, retsstat og meget andet.

I centrum for mediernes opmærksomhed står også politiet i Esbjerg, som ifølge kritikere har drevet nidkærheden og resultat-iveren i deres arbejde for vidt under konflikten, måske direkte som part i sagen. Klager om unødig vold, chikane, ulovlige ransagninger og visitationer, voldsomme og uberettigede arrestationer, tilsidesættelse af arrestanters rettigheder og brug af agents provocateurs er rejst; klager, hvis juridiske efterspil dog endnu langtfra er afsluttet.

I dag, snart tre år efter begivenhederne tog deres begyndelse i Esbjerg, og nu, hvor stormen omkring sagen har lagt sig blot for atter at rejse sig i forbindelse med den nystartede retssag, vil det være gavnligt at kaste et blik tilbage på konfliktens forudsætninger, dens opståen, kulmination og endelige opløsning efter ni måneders bitter strid.

Sidst på året 1992 beslutter ledelsen i Ribe Amts Trafikselskab (RAT), hvis formand, Laurits Tørnæs (V) også er amtsborgmester i Ribe Amt, at den kommunale busdrift i Esbjerg skal være billigere. Esbjerg Kommune skal nedsætte prisen for bybuskørslen med tre millioner kroner årligt. Amtet og kommunen forhandler sig til rette, og i foråret 1993 er beløbet nedsat til en million kroner. Men denne ene million skal vise sig at blive fatal.

Den lokale bybusdrift, som hidtil har præsteret et mindre overskud, fremviser nu pludselig, på grund af den pålagte besparelse, et betydeligt underskud. Chaufførerne i det kommunalt ejede Esbjerg Bybusser tilbyder på eget initiativ ekstraordinært at udarbejde en strammere køreplan - kort sagt at arbejde hårdere for de samme penge - hvilket RAT dog afslår.

I håb om alligevel at kunne beholde busdriften i kommunalt regi bliver man i byrådet i Esbjerg enige om i stedet at betale underskuddet af kommunens egen kasse. Det viser sig dog snart af juridiske grunde at være uholdbart.

Den 27. maj 1993 modtager man i Esbjerg Kommune, på forespørgsel fra et byrådsmedlem, et brev fra Indenrigsministeriet, hvori det bl.a. hedder, at der »ikke foreligger nogen lovlig kommunal interesse i, at kommunen fortsat udfører den omhandlede bybusdrift«. Den kommunale bybusdrift er med andre ord med ét slag blevet ulovlig. Og konsekvensen bliver, at Esbjerg Kommune tvinges til at sætte opgaven til offentlig licitation - en overraskende, om end velkommen konsekvens for byrådets borgerlige flertal og venstreborgmesteren Johnny Søttrup.

»Vi har satset på kvalitet«

Licitationen vindes af busselskabet Ri-Bus A/S (23.2.94), et til lejligheden stiftet selskab, som meget belejligt for Ribe Amt ejes af tre lokale rutebilselskaber. Ri-Bus’ tilbud rangerer imidlertid kun som det niende billigste blandt de bydende entreprenører - f.eks. tilbyder to svensk-ejede entreprenører kontrakter, der er fem millioner kroner billigere.

Som forklaring på, at man alligevel vælger Ri-Bus, udtaler amtsborgmester og formand for RAT, Laurits Tørnæs til de lokale medier: »Vi har altså opstillet andre kriterier end de rent økonomiske. (…) Vi har satset på kvalitet …« En udtalelse, som i lyset af den senere udvikling i sagen må siges at blive en sandhed med modifikationer.

Som så mange andre offentligt varetagede serviceydelser bliver nu også busdriften altså privatiseret. Den tanke ligger nær, at lige netop denne konsekvens ikke var ganske utilsigtet, da borgmester Laurits Tørnæs og RAT pålagde Esbjerg Kommune de store besparelser. Hvad næppe hverken han eller nogen andre derimod havde forudset, var de øvrige graverende konsekvenser, som skulle følge i kølvandet herpå.

Allerede den 19. april 1994 nedlægger de lokale bybuschauffører i Esbjerg arbejdet, dog kun et par timer. Begrundelsen er, at der hersker udtalt uvished angående, hvordan overgangen fra kommunal til privat ledelse skal forløbe. Det forholder sig nemlig således, at SiD, Specialarbejderforbundet i Danmark, antageligt som et resultat af den generelle tendens til at bjærge medlemmer ved at underbyde andre forbunds overenskomster (jf. Ugebrevet Mandag Morgen, nr. 18, 8.5.95), har indgået en ganske anderledes arbejdsgivervenlig overenskomst med Ri-Bus og Rutebilejernes Arbejdsgiverforening (RA) end den, chaufførerne hidtil har arbejdet under, og som var indgået mellem SiD og Kommunernes Landsforening. Så alvorlig er forskellen, at de højestlønnede chauffører må se frem til en lønnedgang på sammenlagt op mod 50.000 kroner årligt inklusive mistede tillæg og forringet pension. De øvrige med lavere anciennitet må sluge en nedgang på 20-30.000 kroner årligt. Derudover stilles der tilsyneladende ingen garantier for, at alle chaufførerne kan regne med at blive (gen)ansat i det nye selskab.

Foranlediget af de omfattende forskelle de to overenskomster imellem forhandler SiD og RA sig den 28. maj 1994 frem til at underskrive et protokollat, hvori direktøren af Ri-Bus A/S, Kurt Christensen indvilliger i, at han inden den 1. oktober samme år, altså inden for de følgende fire måneder, vil starte forhandlinger om en overgangsperiode, hvor de værste forskelle mellem de to overenskomster skal søges udlignet, inden den nye overenskomst skal træde i kraft - et løfte, han dog aldrig indfrier.

Selv foreslår chaufførerne som overgangsordning den såkaldte »Møn-model«, dvs. at deres løn fastfryses i to år, indtil forskellen de to overenskomster imellem er udlignet - men det afviser Ri-Bus utvetydigt.

Den 29. maj overtager Ri-Bus A/S bybusdriften i Esbjerg, og allerede tre dage senere starter den første strejke. Baggrunden er, at Ri-Bus nægter at genansætte 11 af de gamle chauffører. Chaufførerne insisterer på, at også Ri-Bus må være bundet af Arbejdsrettens bestemmelser om virksomhedsoverdragelse og kræver i overensstemmelse hermed, at samtlige chauffører får ansættelse, samt at løn- og arbejdsvilkår ikke forringes.

Arbejdsretten giver chaufførerne medhold heri og fastslår endvidere, at løn- og arbejdsforhold tidligst kan reguleres - altså forringes - et års tid senere, i april 1995, hvorefter chaufførerne vil være omfattet af den nye overenskomst mellem SiD og RA.

Ri-Bus må anerkende Arbejdsrettens kendelse, og arbejdet genoptages i god ro og orden.

Utilfredsheden over de generelt meget forringede arbejdsforhold ulmer imidlertid fortsat, og midt i juni strejkes der atter. Ri-Bus-ledelsen giver efter - i det mindste på papiret - for krav om forbedringer af de forhold, som også Arbejdstilsynet siden kritiserer, og de næste tre måneder forløber relativt roligt. Ledelsen iværksætter bare ikke i praksis nogen tiltag for at imødekomme chaufførernes kritik af arbejdsforholdene.

Fra interessekonflikt til ideologisk opgør

Antageligt ud fra ønsket om at skaffe sig af med den mest genstridige arbejdskraft griber Ri-Bus i september 1994 til fyringer. Tilsyneladende er ledelsen dog klar over, at man arbejdsretligt her er på dybt vand, og efter en arbejdsnedlæggelse på en uge trækkes fyringerne uden videre tilbage.

Stemningen chaufførerne og ledelsen imellem forværres imidlertid stedse, og så sent som i oktober har Ri-Bus stadig væk ikke påbegyndt forhandlingerne om overgangsordningen til den nye overenskomst, sådan som protokollen, der er underskrevet allerede den 28. maj, kræver det. Chaufførernes tålmodighed er spændt til bristepunktet, og ledelsen mistænkes for bevidst at udsætte forhandlingerne så længe, at de helt undgår en harmoniseringsordning og kan gå direkte fra den gamle til den nye - og for selskabet langt billigere - overenskomst, som skal træde i kraft pr. 1. april 1995.

Chaufførerne holder i begyndelsen af 1995 et par faglige møder, hvor kravet om forhandlinger til den nye overenskomst gentages, men da Ri-Bus den 10. februar definitivt afslår, indleder chaufførerne samme aften den strejke, der skal vise sig at blive Danmarkshistoriens længste og mest forbitrede busstrejke.

Chaufførernes talsmand, Allan Nielsen forklarer strejkens baggrund i Det Fri Aktuelt, 4. 3.95: »Ri-Bus-direktøren, Kurt Christensen har ikke holdt aftalen ifølge protokollatet af 28. maj om at indlede forhandlinger om en overgangsordning. ’Derfor strejker vi nu,’ siger Allan Nielsen. ’Vi kan ikke blive ved med at se på, at han forhaler tingene på den måde.’«

Ri-Bus-ledelsens meget stejle holdning til forhandlingerne med chaufførerne og chaufførernes relativt beskedne krav kan synes næsten uforståeligt rigid, når man ser den i lyset af de enorme omkostninger, som den uundgåelige konflikt kom til at indebære for såvel Ri-Bus som Esbjerg Kommune og den danske statskasse. Men forklaringen ligger lige for.

Sagen handler nemlig ikke længere om nogle ansattes løn- og arbejdsforhold. For Ri-Bus og arbejdsgivernes foreninger er det blevet en principsag, og den kamp, som venter, bliver følgelig en kamp, ikke om, hvem der har retten på sin side, men om, hvor fronterne i magtforholdet mellem de stridende parter, arbejderne og arbejdsgiverne, ligger i dag.

Denne bevæggrund hos Ri-Bus og det faglige bagland fremgår klart af et brev fra RA til Ri-Bus-ledelsen dateret den 17. februar 1995, hvor RA gør det klart, at »normalløns-overenskomsten [overenskomsten mellem SiD og RA] ikke må fraviges af medlemsvirksomhederne«, og hvori det til direktøren umisforståeligt betones: »De må ikke indlede dialog med de strejkende chauffører eller disses repræsentanter under konflikten.« I modsat fald kan konsekvensen blive, at Ri-Bus direkte ekskluderes af RA.

Kun 17 dage efter, at den endelige strejke er indledt, altså den 27. februar, vinder arbejdsgiversiden det første slag, og chaufførernes arbejde fritstilles i Arbejdsretten, hvilket betyder, at samtlige 82 chauffører kan betragte sig som fyrede.

Chaufførerne svarer imidlertid igen ved at gribe til den faglige kamps måske mest effektive våben - ikke krudt og kugler, men fysisk blokade.

Blokadecirkulæret

Denne klassiske form for arbejdskamp, som går tilbage til fagbevægelsens start i slutningen af forrige århundrede, havde i løbet af halvfjerdserne en renæssance, hvor den atter viste sin effektivitet.

Metoden går som bekendt i al sin enkelhed ud på, at de aktionerende arbejdere samler sig foran den konfliktramte virksomhed og med deres blotte fysiske tilstedeværelse uden at anvende vold forhindrer andet arbejdsvilligt personale, varer og transporter i at komme ud og ind af virksomheden.

Metodens effektivitet skyldtes dengang ikke mindst - ud over, at en sådan insistens og solidaritet i sig selv er respektindgydende - at den ikke var »ulovlig«, forstået på den måde, at ordensmagten ikke havde nogen lovhjemmel til at gribe ind. En sådan forsamling under åben himmel betragtedes traditionelt som beskyttet under Grundlovens paragraf 79, ifølge hvilken politiet kun kan gribe ind, hvis der »frygtes for den offentlige fred«, eller hvis demonstrationen udarter sig til optøjer.

Strejkende, der forholdt sig passive, kunne derfor i princippet opretholde blokaden, så længe solidariteten og deres ressourcer rakte, eller indtil arbejdsgiveren indlod sig på forhandlinger.

I begyndelsen af halvfjerdserne forholdt politiet sig passivt over for denne type faglig kamp og greb kun ind, hvor der var optræk til ulovligheder og forstyrrelse af den offentlige orden. Efterhånden blev politiets indgreb dog snarere reglen end undtagelsen, og i oktober 1975 brød politiet for første gang en blokade med eksplicit henvisning til politivedtægten. Det skete i forbindelse med den faglige konflikt mellem fotofirmaet »Info« på Frederiksberg og fagforeningen Fotografernes Landssammenslutning.

Politiets stadig hyppigere indgreb i de faglige konflikter medførte en heftig folkelig debat, som også hurtigt fandt vej til Folketinget, og som natten til Grundlovsdag 1976 endog var meget tæt på at føre til folketingsvalg.

Sagen var den, at den socialdemokratiske mindretalsregering i et forsøg på at undgå vedtagelse af et af Centrumdemokraterne stillet forslag til en ændring af straffelovens paragraf 261, hvori der tænktes tilføjet en bestemmelse, som ulovliggjorde de faglige blokader, mente at finde et mere tåleligt kompromis i Venstres forslag om blot at udsende en cirkulæreskrivelse som supplement til normalpolitivedtægtens paragraf 3, der skulle »tilvejebringe sikkerhed for retten til fri færdsel for borgere med lovligt ærinde«.

Normalpolitivedtægtens paragraf 3 handler om »slagsmål, skrigen, råben, højrøstet syngen eller anden støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende optræden …«

Venstresocialisterne opfordrede omvendt Folketinget til at udtale et mistillidsvotum til regeringen, »idet det må konstateres, at regeringen (…) er villig til administrativt at kriminalisere blokadeaktioner, som i en situation med over hundredtusind arbejdsløse ofte er det eneste effektive middel i de organiserede lønarbejderes kamp mod underbetaling«.

Regeringen klarede imidlertid forholdsvis let skærene, da et flertal på 126 mod 22 vedtog Venstres forslag.

Den daværende justitsminister, Orla Møller havde udbedt sig en udtalelse fra Straffelovsrådet, som på grundlag af et notat fra Justitsministeriet belejligt konkluderede, at »den udvidede handlefrihed, som antages at gælde i forbindelse med lovlige forsamlinger og demonstrationer, ikke kan antages at være af betydning for bedømmelsen af forsamlinger m.v., der blandt andet har som direkte formål at afspærre adgangen til (eller fra) en ejendom«, samt at rådet var »tilbøjeligt til at antage«, at udtrykket »lignende optræden« sammenholdt med udtrykket »voldelig« i domstolenes praksis ville blive anset som omfattende fysiske afspærringer ved ting eller opstilling af personer.

Som noget nyt, og ved noget, der nærmest ligner en gummiparagraf-manøvre, ligestilledes altså med henvisning til udtrykket »lignende optræden« de facto blokadevagtens handling - uanset om han måtte forholde sig fuldstændig tavs og passiv - med regulære slagsmål, vold, råben og skrigen, og som sådanne handlinger kunne denne form for faglig kamp retsforfølges og straffes efter politivedtægtens paragraf 3.

Der var skarpe røster fremme om, at bestemmelsen på flere planer var i direkte strid med Grundloven og fundamentale retsprincipper. Ud over dens iøjnefaldende kontrast til paragraf 79 om forsamlingsfriheden brød man med retspraksis gennem mere end 100 år, hvor ingen nogen sinde var blevet straffet for at blokere en virksomhed.

Men blokadecirkulæret stod ved magt, og således blev der sat punktum for et af arbejderbevægelsens stærkeste kampmidler; det, der den ene dag var lønmodtagernes vigtigste repressalie over for arbejdsgiverne i kampen om arbejdsvilkårene, var den næste en kriminel handling. Et grundstød for hele arbejderbevægelsen, hvis effekt også kommer til at spille en afgørende rolle i Ri-Bus-konflikten.

Politiets politiske neutralitet

Gentagne forsøg på at forlige Ri-Bus-konfliktens parter og forhandlinger mellem SiD og RA, Esbjergs borgmester, Johnny Søttrup, og amtsborgmester Laurits Tørnæs, fører ikke til noget resultat.

Da chaufførerne fyres den 27. Februar, starter blokaden foran Ri-Bus A/S på Ravnevej i Esbjerg. Det Fri Aktuelt refererer den 4.3.95 chaufførernes talsmand, Allan Nielsen: »Det er alt eller intet nu. De busser kommer ikke ud at køre. Det er vi enige om. Der kan ske fire ting nu: Vi får opfyldt vores krav med det samme. Eller amtet fratager Ri-Bus koncessionen. Eller også indbyder Kurt Christensen [direktør for Ri-Bus] os til nye forhandlinger, hvis han ikke sælger firmaet.«

Kurt Christensen har tilbudt at ansætte nogle få af chaufførerne, men et sådant solidaritetsbrud er imod alt, hvad chaufførerne står for, og så kunne de lige så godt bare kapitulere: »Vi har sagt nej. Det er alle eller ingen. Nu kører vi helt til endestationen. Der er ikke noget at miste.«

I begyndelsen er der en relativ bred folkelig opbakning bag chaufførernes krav. Interessen for konflikten bliver snart landsdækkende, ikke mindst fordi konfliktens principielle karakter hurtigt bliver åbenbar.

Den tilsyneladende ubøjelige determination og tillid til sagen hos chaufførerne næres således ikke mindst af, at op mod hundrede esbjergensiske virksomheder allerede dagene inden fritstillelsen af chaufførernes arbejde har varslet sympatistrejker, dersom politiet skulle finde på at bryde blokaden, hvad de da indtil videre også kun har truet med. Men alvoren skal ikke lade vente længe på sig.

Den 6. april 1995 møder pludselig en talstærk politistyrke op, og blokaden brydes til demonstranternes og mange andres overraskelse og indignation under brug af knipler og hunde.

SiD-formanden, Hardy Hansen beklager sig i Det Fri Aktuelt allerede dagen efter over politiets voldsomme magtdemonstration: »Det er uanstændige, alt for voldsomme midler, politiet i Esbjerg har taget i brug ved at pudse politihunde på demonstrerende chauffører. Vi har frihed og ret til at demonstrere i dette land. For mig er det ubegribeligt, at politiet overreagerer på den måde.« Forbundsformandens umiddelbare forslag til konfliktens løsning er den enkle opfordring til amtet: »Find et andet selskab!«

Konflikten får med politiets indgriben endnu en drejning derved, at den voldsomme indsats i den første brydning af blokaden og i de følgende lignende indgreb af chaufførerne og deres sympatisører opfattes som politiets direkte stillingtagen i konflikten på arbejdsgivernes side. Eksplicitte tilkendegivelser fra chaufførerne og deres støtters side, som antyder en sådan sammenhæng, fremkalder dog indignerede reaktioner fra politifolk såvel som fra de ansvarlige politikere.

Venstres retspolitiske ordfører og vicepolitimester ved Københavns Politi, Birthe Rønn Hornbech beklager sig således senere på året i fagbladet Dansk Politi (september 1995) over, at »politifolk, der bare passer deres til tider utroligt vanskelige arbejde, hele tiden skal stå for skud«. Hun betragter udelukkende kritikken som »et tarveligt forsøg på at aflede opmærksomheden fra egne lovovertrædelser, og et forsøg på at gøre politiet til gidsler i et politisk spil. (…) Tværtimod er vi alle i politiet i vort daglige arbejde helt neutrale,« forklarer hun.

Et andet indlæg i bladet af politiassistent og formand for Esbjerg Politiforening, Finn Thor Sørensen, tyder dog på, at den politisk neutrale holdning i Esbjerg politi måske ikke er helt så udtalt, som Rønn Hornbech giver udtryk for: »Det hele er endt i en landsdækkende manifestation for kræfter, vi troede forlængst var hendøet med ’murens fald’.« Om politiassistenten hermed sammenligner arbejdernes solidaritet eller deres insisterende krav om bedre arbejdsvilkår og rimeligere overenskomster med systemet i det hedengangne DDR, er så et åbent spørgsmål. Det er ikke sidste gang, der bliver sat spørgsmålstegn ved politiets politisk neutrale rolle i sagen.

Politiets indgriben den 6. april fremkalder adskillige sympatistrejker, og meget tyder i denne tid på, at de aktive chauffører får en øget tilslutning fra offentligheden i ryggen. Reelle gadekampe i Esbjerg mellem demonstranter og politi dagen efter kommer imidlertid helt ud af chaufførernes og de lokale støtters kontrol, men end ikke dette bremser sympatien for chaufførernes faglige kamp. Nærmest tværtimod.

Den 18. april afholdes et tillidsmandsmøde i Stadionhallen i Esbjerg, hvor over 1.000 tillidsmænd fra hele landet deltager, og to dage senere nedlægger op mod 250.000 mennesker på landsplan deres arbejde i sympati med de esbjergensiske chaufførers kamp for bedre løn- og arbejdsforhold.

Selv statsministeren, som ellers har travlt med helt andre politiske hensyn, nøjes, da han endelig ytrer sig i sagen, med at opfordre parterne til at finde en uvildig mægler - ingen fordømmelse og ingen irettesættelse.

Ledelsen i Ri-Bus og det borgerlige politiske bagland står tilsyneladende foran et nederlag. Men snart skal en meget mærkelig og for chaufførerne skæbnesvanger episode med ét slag vende billedet 180 grader og forskubbe al opmærksomheden fra konflikten og dens politiske implikationer og i stedet give langt mere farverigt stof til de sensationslystne medier om faglige aktivisters grove hærværk.

»Krystalnatten«

Natten til den 6. maj har fået det betegnende navn »Krystalnatten«. Navnet hentyder som bekendt til den novembernat i 1938, hvor de nazistiske jødeforfølgelser i Tyskland for alvor slog igennem under omfattende ødelæggelser, knuste ruder og nedbrændte synagoger.

Under dunkle og til dato uafklarede omstændigheder udføres denne nat et omfattende hærværk på en række busser i Ri-Bus’ garageanlæg. Chaufførerne tager, da de bliver gjort bekendt med den, omgående afstand fra hændelsen og brugen af hærværk i det hele taget, som da også åbenlyst er katastrofal for deres sag, men al mistanke rettes ikke desto mindre mod chaufførerne og deres støtter.

Mange kendsgerninger peger imidlertid i en helt anden retning, som pressen nærmest har ladet ufortalt. Den tidligere Ri-Bus-chauffør, Johnny Højmose fortæller til Fri-Bus Nyt, 8.7. 95 - chaufførernes støttekomités flyveblad - at han var til stede den følgende morgen efter hærværksnatten.

»Jeg undrede mig over flere ting,« fortæller Johnny Højmose. »For det første var hærværket gået værst ud over to kommunale lavgulvsbusser, der stod uden nummerplader på. Resten af busserne havde kun fået smadret ruder, der er forholdsvis lette at erstatte.« Johnny Højmose observerede også, at Ri-Bus allerede samme morgen fik fat i en mand fra Tønder, der hurtigt gik i gang med at erstatte de knuste ruder, således at de beskadigede busser allerede næste dag kunne køre ud på normal vis, eftersom hærværksmændene betænksomt havde undladt at beskadige andet end ruder. Desuden var de otte busser, som samme dag planmæssigt skulle på gaden, »heldigvis« allerede om aftenen blevet stillet i garage og var derfor helt ubeskadigede.

»Uden for garagen stod en kasse med fastelavnskøller, brosten, partisansøm og to morgenstjerner,« forklarer Højmose. »… [det] undrede mig, at politiet til pressen oplyste, at de ikke kunne finde fingeraftryk på køllerne. Jeg tog nemlig en af køllerne op og svingede den rundt i hånden.«

Disse omstændigheder giver Højmose lejlighed til forskellige, nærliggende gisninger om, at hærværket kunne være bestilt og planlagt af andre for at give de aktionerende chauffører dårlig omtale i pressen. En sådan tanke kan Esbjerg Politi dog på ingen måde tage alvorligt.

Til Højmoses oplysninger siger kriminalinspektør H. Nielsen til Fri-Bus Nyt: »Vi ønsker ikke at tale med den pågældende tidligere chauffør. Disse oplysninger er ikke brugbare for os. (…) Vi er ved at lægge sidste hånd på sigtelsen, som vi nu vil forelægge for anklagemyndigheden. Det er vores opfattelse, at gerningsmændene skal findes blandt de 47.«

De 47, som politiinspektøren hentyder til, er 47 københavnske blokadeaktivister, som blev tilbageholdt to dage i Esbjerg arresthus, inden Landsretten fik dem løsladt. Tiltalen mod dem er siden frafaldet, og gerningsmændene til hærværket aldrig fundet.

Omstændighederne har dog spillet myndighederne og den politiske højrefløj et godt kort i hænde. Fra da af kan chaufførerne og deres støtter i støttekomiteerne til enhver tid associeres med hærværk, som ingen - eller i hvert fald kun de allerfærreste og slet ikke chaufførerne selv - anser for at være et acceptabelt middel i en faglig konflikt. Og selv om det aldrig lykkes politiet så meget som at bestyrke mistanken om en direkte forbindelse mellem hærværket og chaufførerne og støttekomiteen, bliver mediernes fremstilling generelt en mistænkeliggørelse af chaufførerne - hvem skulle næsten ellers stå bag?

Heller ikke politiet er sene til at tage konsekvensen af de »skærpede omstændigheder«. Morgenen efter hærværksnatten møder politiet for første gang op i kampuniform med hjelme og visir, hvilket ikke ligefrem lægger en dæmper på gemytterne. Situationen er åbenbart blevet mærkbart tilspidset.

Samtidig optrappes indsatsen mod centrale aktionerende også uden for selve blokaden. Antagelig er der fra politiets side tale om en såkaldt stress-strategi, som man også senere kender den fra »rockerkrigen«.

Midlerne er mange: En generel massiv tilstedeværelse af kampklædte betjente, en øget brug af hunde ved blokaden, flittig brug af den villige del af pressen til mistænkeliggørelse af aktivisterne, gentagne »rutinecheck«, hyppige visitationer, ransagninger og voldsomme anholdelser fulgt af utallige og til tider absurde sigtelser, som for en stor del aldrig nogen sinde bliver til reelle anklager.

Advokat Jens Bjørst fortæller retrospektivt: »Det var skrapt, som politiet optrådte. De slæbte folk afsted til en celle, hvor de ofte sad buret inde i mange timer. Fordi de for eksempel havde stillet sig foran busser eller andre steder, hvor de ikke måtte være. Sager, som slet ikke normalt kan bære, at man lader folk sidde mange timer i arresten.«

Stress-strategien

Nedenstående eksempler er ifølge kredsen omkring chaufførerne symptomatiske for politiets stressende særbehandling af faglige aktivister.

Den tidligere kommunale chauffør, Knud Erik Nielsen bliver stoppet fire gange i sin bil i løbet af en halv time af fire forskellige patruljevogne, hvorefter hans bil bliver checket, og han bliver alkoholtestet. Ifølge andre involveredes beretninger ikke nogen enestående begivenhed.

En blokadevagt, Birgitte Bonde Nielsen får, da hun bliver overfaldet af en af de nyansatte chauffører og beder om hjælp fra nogle betjente, som står og ser på opløbet, at vide, at hvis hun gør chaufføren noget, vil hun blive anholdt.

Peter Kleist Christiansen, formanden for støttekomiteen i Esbjerg, forlader en morgen blokaden, allerede inden busserne kører ud, fordi han skal hente sin datter. Hans bil står parkeret bag nogle boligblokke i nærheden. Da han krydser ind over et græsareal, møder han en betjent, som kommer gående imod ham.

»Da betjenten kom tæt på, sagde han ’forsvind’, og splat, så lå jeg med hovedet smadret ned i græsset,« forklarer Peter Kleist Christiansen. Et par betjente mere kommer til, og blokadevagten bliver lagt i håndjern. Flere andre blokadevagter ser på afstand anholdelsen, som også lokale beboere overværer fra altanerne.

»Jeg blev sparket i hovedet og samtidig sagde en betjent, at han havde lagt større svin ned end mig. Jeg lå på maven med hænderne lagt i håndjern og betjenten skreg, at mit højre ben skulle være strakt. Så hoppede to andre betjente ned i ryggen på mig med deres knæ,« fortæller Kleist Christiansen. Han bliver efter denne anholdelse sigtet for overtrædelse af politivedtægten og vold mod tjenestemand i funktion. En senere skriftlig sigtelse omfatter dog kun overtrædelse af politivedtægten. (Ovenstående hændelser er refereret i Fri-Bus Nyt, 10.6.95).

Betegnende for den optrappede politiindsats kan blokadevagter den 7. juni endvidere berette, hvorledes politiet går meget aggressivt frem med hunde, resulterende i, at flere aktivister bides, og to må afhentes i ambulance - den ene må sys med 30 sting (Fri-Bus Nyt, 17.6.95). I alt bliver ifølge Jyllands-Postens senere opgørelser ca. 380 aktivister bidt af politiets hunde i løbet af konflikten (12.8.97).

Den 6. juli stormer politiet »Barakken«, blokadevagternes og de aktionerendes ellers fredelige mødested, hvor man samles efter »fyraften« og holder møder. Politiet omringer bygningen med en styrke på ca. 30 mand og bryder ind uden at have besværet sig med først at skaffe en dommerkendelse. Et støttekomitémedlem, som ønsker at kontakte en advokat, får blankt afslag. Man er ikke kommet for at parlamentere.

Den dramatiske aktion fører til beslaglæggelse af en hel række effekter, som i sandhed vidner om farlige, terroristiske aktiviteter og rimeliggør det dramatiske politiopbud.

Politirapporten henviser til følgende genstande: Pose med plastdunk med ukendt væske; baseballbat; plastpose indeholdende røde balloner og en æggepakke; 3/8 l. gul maling med malerpind; blå taske med diverse beklædningsgenstande, papirer og en nota; blok med notater til at stoppe busser; spejlstykker og sølvpapir indeholdende formentlig lidt hash. (Fri-Bus Nyt, 8.7.95).

Allerhelst ville Esbjergs vicepolitikommissær, Olfert Krogh også kunne forhindre alle de besværlige sympatisører fra hele landet i overhovedet at komme til byen: »Busselskaber, som har været gentagne gange med ballademagere, burde være klar over, hvem de kører med,« siger han til JydskeVestkysten, 8.7.95.

De fritstillede chauffører opfordrer stadig væk til bred støtte til deres kamp, og de opretholder deres krav om, at Ri-Bus A/S simpelt hen fratages koncessionen som den eneste løsning på konflikten, eftersom selskabet under ingen omstændigheder har villet forhandle om RA-overenskomsten. En sådan beslutning kan imidlertid kun tages af Ribe Amt og RAT.

Det er dog ligefuldt indlysende, at Ribe Amt og RAT med amtsborgmester Laurits Tørnæs i spidsen, som jo selv har valgt Ri-Bus A/S til opgaven, af de samme principielle, politiske grunde som arbejdsgiverforeningerne, RA og DA (Dansk Arbejdsgiverforening), vægrer sig ved at give skyggen af en indrømmelse til fagbevægelsen og da endnu mindre til en overenskomststridig aktionsgruppe.

Der er ingen tvivl om, hvor myndighedernes sympati ligger. Man betragter generelt Ri-Bus som offer for ulovlige og uberettigede bølleoptøjer. Selskabet, mener man, prøver det bedste, de kan, med lovlig, overenskomstmæssig arbejdskraft at varetage den opgave, som de er »ansat« til af Ribe Amt.

Laurits Tørnæs forklarer til Fri-Bus Nyt, 1.7. 95: »Vi kan ikke opsige et samarbejde med en entreprenør, bare fordi entreprenøren - med ulovlige midler - bliver forhindret i at løse sin opgave.«

Ri-Bus’ forklaringsproblem

Ser man efter, er sagen dog måske en smule mere kompliceret end som så.

Faktum er, at Ri-Bus A/S, som har skrevet kontrakt på at varetage bybusdriften i Esbjerg, i månedsvis ikke har været i stand til at leve op til de retningslinjer for busdriften, som kontrakten foreskriver. Normalt ville man selvsagt opsige kontrakten med et sådant selskab, og det ville da også under andre omstændigheder blive betragtet som ret og rimeligt. Her er der imidlertid andre ting på spil end ret og rimeligt, og amtsborgmesteren har ret så langt, at situationen er ekstraordinær.

Men det er også klart, at begynder man at spørge efter de faktorer, som, ifald Ri-Bus’ kontraktbrud virkelig skulle være uforskyldt, da kunne være de egentlige årsager til selskabets nedsatte arbejdsevne, bliver man svar skyldig.

Blot at skyde skylden på blokadevagterne nytter ganske enkelt ikke. Hver morgen og hver aften - på nær et par helt ekstraordinære dage - bryder politiet jo netop blokaden, så busserne og de arbejdsvillige kan passere. For så vidt er de blokerende kun ude på at manifestere deres krav vel vidende, at de naturligvis ikke er fysisk i stand til at forhindre busserne i at passere, så længe de tonstunge metalskrog får assistance af knipler og hundepatruljer.

Sagen er i realiteten den, at Ri-Bus simpelt hen ikke kan skaffe chauffører, der vil arbejde for firmaet, hvilket tilsyneladende har flere årsager. For det første er det de færreste organiserede chauffører, der kunne finde på at svigte kolleger ved at tage deres fritstillede arbejde, da den kamp, som disse kæmper, trods alt ikke kun drejer sig om deres private forhold, men er af principiel karakter. Anvendelsen af udliciteringer og privatisering som politisk og økonomisk redskab breder sig, i nogle tilfælde blot som en trussel for at kunne stramme op på den offentlige sektor, men i mange andre tilfælde som håndgribelig realitet og ofte med alvorlige forringelser af løn- og arbejdsforhold for de ansatte til følge.

For det andet viser de arbejdsforhold, som Ri-Bus tilbyder sine ansatte, sig at være så horrible, at det må undre, at selskabet overhovedet er i stand til at holde på de få chauffører, de én gang har skaffet.

Allerede i april 1995 foreligger der en rapport fra Arbejdstilsynet om en hel række kritisable forhold i virksomhedens arbejdsmiljø.

Stressende tempo, hvor det er svært at holde køreplanen, utilstrækkelig tid til at ændre skilte og indhentning af forsinkelse, ikke afsat tid til pauser og toiletbesøg og stressende arbejdsforhold på grund af utilfredse kunder, er nogle af de forhold, som Arbejdstilsynet opregner.

»Det er Arbejdstilsynets vurdering, at køreplanen ikke er baseret på reelle tidsstudier og ikke tager højde for de vilkår og belastninger, chaufførerne udsættes for i det daglige arbejde. Det er Arbejdstilsynets vurdering, at arbejdet som buschauffør under disse forhold er så belastende, at der er risiko for fysiske og psykiske helbredsskader for den ansatte på kort eller lang sigt,« hedder det.

Rapporten når imidlertid først ud til pressen i juni. Tilsyneladende har nogle været bange for at brænde fingrene på den vanskelige konflikt, og som begrundelse for den manglende offentliggørelse forlyder det da også fra chefen for Arbejdstilsynet i Ribe Amt, Palle Graversgård, at Arbejdstilsynet ikke ville blande sig i en igangværende konflikt (Fri-Bus Nyt, 17.6.95).

På et møde den 10. maj 1995 mellem RATs bestyrelse og Arbejdstilsynet bliver Arbejdstilsynet da øjensynlig også »overbevist« om, at en ny nød-køreplan overholder alle regler og forskrifter, og rapporten får derfor aldrig officiel status.

Kritikken bekræftes dog af tidligere chauffører, der havde taget de fritstilledes stillinger.

Johnny Højmose var i den periode, han var ansat i det trængte Ri-Bus A/S, tillidsmand for chaufførerne. Men da han begynder at stille krav til ledelsen på sine kollegers vegne om, at chaufførerne, som kun er ansat på tremånederskontrakter, skal have ordentlige ansættelsesforhold, varer det ikke længe, før direktøren får sat ham af posten. Man er udmærket tilfreds med, at de ansatte kun har status som løsarbejdere, som er så meget lettere at skille sig af med uden at skulle stå til regnskab for fagforeningen og Arbejdsretten.

Johnny Højmose fortæller om forholdene, som chaufførerne i Ri-Bus arbejder under: »Jeg har været ude at køre i bus ni dage i træk. Jeg brokkede mig efter otte arbejdsdage i træk, men fik at vide, at jeg godt kunne tage en dag mere. En af de tyrkiske chauffører kører op til 14 dage i træk. (…) De fem minutters pauser, der var indlagt i en arbejdsdag, levnede ikke tid til at spise. (…) Mange chauffører var kørt helt ned psykisk. De var hundenervøse, når de skulle ud at køre. Alligevel blev de sendt ud. (…) Det er folk, som ikke kan få andet arbejde, og som ikke vil have noget med fagforeninger at gøre. Flere af dem kommer langvejs fra og bor i campingvogn.« (Fri-Bus Nyt, 1.7.95).

Ri-Bus’ rod med økonomien og juraen

I september anmelder SiDs miljøkonsulent i Ribe amt, Kaj S. Kristensen Ri-Bus til Arbejdstilsynet. Det forlyder i hans anmeldelse, at Ri-Bus overskrider flere arbejdsmiljømæssige regler, herunder at arbejdstiden pr. døgn inklusive pauser ikke må overskride 13 timer. Heller ikke reglen om 11-timers hvileperiode overholdes, og der er ikke indlagt pauser efter 4,5 timers arbejde. SiDs miljøkonsulent skriver endvidere, at der efter hans overbevisning er tale om bevidst overtrædelse af arbejdsmiljøreglerne. (Fri-Bus Nyt, 8.9.95).

Økonomisk går det ikke meget bedre for det uheldssvangre selskab.

Beregninger foretaget af SiDs økonom, Lars Brejnrod, der bygger på Esbjerg Kommunes egne tal, viser, at privatiseringen af bybusserne har været en bekostelig affære for alle parter. Ganske vist sparer Ribe Amt en sum penge, men Esbjerg Kommune og statskassen må derimod bøde.

»Alt i alt er udliciteringen af bybusdriften en meget dårlig forretning,« skriver Lars Brejnrod i et notat. »Esbjerg Kommune har fejlagtigt beregnet, at udliciteringen ville spare kommunen for 0,6 millioner kroner årligt. Reelt taber Esbjerg Kommune hvert år over en halv million i forhold til dengang, busdriften var kommunal. (…) Staten taber skønsmæssigt en million årligt, fordi de lavere lønninger giver mindre skattegrundlag,« hedder det.

I september kan Børsen oplyse, at indtægtstabet for Ri-Bus selv ligger på omkring 14 millioner kroner. Et beløb, der unægtelig sætter chaufførernes relativt beskedne krav i perspektiv og en gang for alle gør det klart, at denne konflikt for Ri-Bus og det faglige og politiske bagland aldrig har handlet om penge.

Og selv om andre lokalpolitikere modsat amtsborgmester Laurits Tørnæs udmærket kan se problemerne med Ri-Bus’ mangelfulde iagttagelse af kontrakten, er holdningen til chaufførerne stadig for stejl til, at der kan blive tale om at medgive så meget som en tomme af chaufførernes krav: »Det er klart, at det ikke kan blive ved med at køre i det uendelige,« indrømmer Jørgen Elsted-Hansen, borgmester i Ribe (K). »Men vi vil ikke lade os presse af ulovligheder.«

På spørgsmålet om, hvorvidt han kan afvise, at chaufførerne kunne være uskyldige, svarer han: »Det vil være svært. Men det er stadig vores opfattelse, at det er chaufførerne, der står bag.« (Fri-Bus Nyt, 5.8.95). Chaufførerne er med andre ord skyldige, indtil andet er bevist.

Juridisk er Ri-Bus’ mangelfulde kontraktopfyldelse imidlertid et problem for selskabet såvel som for Ribe Amt, fremgår det af et juridisk responsum fra det københavnske advokatfirma Harlang, Koch og Christensen. Advokat Christian Harlang forklarer: »Ri-Bus har en objektiv, retlig forpligtelse til at levere den bybuskørsel, der er indgået aftale om. Det betyder, at Ribe Amt kan ophæve kontrakten, uanset hvem der er årsag til, at bybusserne ikke har kørt i det omfang, der er aftalt. (…) Amtet er en del af den offentlige forvaltning og har pligt til at løse offentlige opgaver, herunder bybusdrift. Den forpligtelse har Amtet ikke levet op til, i og med, at Ri-Bus endnu ikke har opfyldt sin del af aftalen.« (Det Fri Aktuelt, 1.11.95).

Laurits Tørnæs’ henvisning til, at »ulovligheder hindrer firmaet i at udføre sin opgave«, har altså heller ikke fast juridisk grund under fødderne.

Til amtsborgmesterens påberåbelse af force majeure, princippet om, at man ikke kan drages til ansvar for forhold, som man ikke er herre over, lyder Christian Harlangs kommentar: »Force majeure vedrører ikke problemstillingen om bybuskørsel og kontraktophævelse. Det kan i givet fald kun komme på tale, hvis man forestillede sig, at Amtet krævede erstatning af Ri-Bus for ikke at have leveret den kontraktligt aftalte bybuskørsel.«

I forlængelse heraf hedder det endvidere i responsummet, at »en virksomhed, der indgår en kontrakt af pågældende art med det offentlige, må forventes at foretage vidtgående skridt for at tilvejebringe en normalisering af situationen, dersom en sådan kan opnås f.eks. ved indgåelse af ny overenskomst på vilkår, der ikke er helt ualmindelige«.

Kontraktsretligt har amtet og RAT altså al mulig grund til at påbyde Ri-Bus at normalisere driften. Men responsummet gør det endvidere klart, at det også er amtets pligt. Responsummets konklusion lyder således: »Efter loven (…) påhviler ansvaret for buskørslen i Esbjerg Ribe Amt. Det er herefter RATs ansvar at sikre, at busdriften i Esbjerg gennemføres, og det sker p.t. ikke.« (Fri-Bus Nyt, 11.11.95).

Rømø-sagen og »hærværksgeneralerne«

På trods af den skade, Krystalnatten har påført de faglige aktivister, taler mange faktorer altså for deres sag. Det er svært at argumentere imod, at konflikten kun finder sin løsning, om Ri-Bus A/S fratages bybusdriften. Men denne gunstige situation skal snart blegne i skyggen af en ny sensation, som medier og politiske agitatorer tager til sig med stor entusiasme, og som skal få vidtrækkende konsekvenser for konflikten såvel som for fremtrædende kræfter i chaufførernes og deres støtters rækker.

Natten til den 3. august 1995 begås der på Rømø ud for Esbjerg et hærværk, hvor en bil bliver punkteret, spraymalet og får fugeskum i udstødningsrøret. Bilen tilhører en Ri-Bus-ansat, som er kendt i vide kredse for sit entusiastiske had til de aktionerende chauffører og deres sympatisører. Han har således ifølge chaufførerne flere gange forsøgt at påkøre blokadevagter med sin bil og har da også et par gange haft held med at ramme, dog uden alvorligere personskader end en flækket håndrodsknogle og et ømt ben. (Fri-Bus Nyt, 10.6. 95). Anmeldelser om Ri-Bus-chaufførens vendetta-kørsel er imidlertid rutinemæssigt blevet afvist af politiet.

En af hærværksmændene, Jan Mathisen fra støttekomiteen i København, fortæller: »Da jeg kender S. S. som en skruebrækker, der kynisk kører ind i folk - jeg har selv fået en tur over hans køler - gik jeg med til, at vi i nattens mulm og mørke skulle lave hærværk mod hans bil.« (Fri-Bus Nyt, 11.8.95).

Men da hævnaktionen er overstået, og de fire hærværksmænd er på vej bort fra åstedet, får de sig en overraskelse. I parcelhushaverne omkring dem har en større politistyrke ligget og ventet, og nu myldrer de frem og får i løbet af kort tid anholdt de fire aktivister.

Da hærværksmændene tages på fersk gerning og alle anholdes på selve åstedet, kunne man måske forvente en kort proces. Men så simpelt er det ikke - i det mindste ikke ifølge politiet. Samme nat - ifølge politirapporten omkring ti minutter efter den første anholdelse på Rømø - skaffer politiet sig ved tretiden adgang til tre af de fritstillede chaufførers mest aktive støtters hjem og fører dem til arresten. De tre anholdte er Bjørn Marcher, fritstillet chauffør, Peter Kleist Christiansen, formand for chaufførernes støttekomité i Esbjerg, og John Andersen, talsmand for støttekomiteen i Esbjerg.

De tilbageholdes i 21 timer, før de kommer i grundlovsforhør, hvor politiet begærer dem varetægtsfængslet i isolation. I sigtelsen hedder det, at de tre har virket som »bagmænd« for adskillige hærværksaktioner i forbindelse med Ri-Bus-konflikten, herunder også den seneste på Rømø.

Her, forklarer man, har en af de medskyldige, Thomas Kjær under anholdelsen tilstået, at han »bare var håndlanger« for Bjørn Marcher og Peter Kleist Christiansen. Det står der i hvert fald i den politirapport, som angiveligt skulle redegøre for begivenhedernes gang på Rømø.

Da byretsdommer Barbro Geiger dog ikke kan se andet, end at Rømø-hærværket allerede er fuldt opklaret, afviser hun politiets begæring om varetægtsfængsling, og de tre løslades efter syv timers forhør. Denne kendelse kæres til Landsretten, hvor den stadfæstes.

Politimester Jørgen Ilum beklager sig offentligt over, at politiets arbejde bliver besværliggjort. Omvendt mener SiD-advokaten Henrik Halberg, at sagen er mistænkelig: »Hele affæren kan give anledning til gisninger om, at politiet ville skaffe de mest aktive kræfter blandt chaufførerne og deres støtter af vejen. Politiet ønsker naturligvis at få afsluttet konflikten, men det må ikke ske ved at misbruge retsplejelovens regler. Politiets anklageskrift i Landsretten var noget visse-vasse.« (Fri-Bus Nyt, 11. 8.95).

Det er klart, at noget så eksotisk som »organiseret kriminalitet« ikke undgår mediernes opmærksomhed. Vel er der på samme tid masser af skandale i forbindelse med selskabet Ri-Bus og dets misligholdelse af kontrakten med RAT, men en historie om »hærværksgeneralerne«, som JydskeVestkysten døber de tre anholdte, har nu engang større underholdningsværdi.

Den 8.8.95 bringer JydskeVestkysten således under overskriften »Hærværksgeneraler jages« den saftige historie om politiets optrevling af de aktionerende chaufførers »kamp-celle«. Artiklen er flot illustreret med pilediagram, der viser »kamp-cellens« hierarkiske opbygning. Øverst ses en grafisk gengivelse af de tre »generaler«, som anholdtes i Esbjerg om natten efter hærværket på Rømø. De ser grangiveligt alle højst mistænkelige ud - mørkt tøj, vest, solbriller og noget, som kunne ligne en oprullet elefanthue.

Neden under disse viser pile hen til »kassereren« og »rekrutteringsmanden«, som angiveligt skulle stå for at skaffe frivillige til hærværksopgaverne; han er anonym og gengives kun i en effektfuld sort silhuet. Nederst ses så silhuetterne af de fire gerningsmænd fra Rømø-aktionen, og det er tydeligt på stillingsbetegnelsen »fodtusser«, at vi her har at gøre med det, man i den slags sager kalder »små fisk«.

»Sådan var Rømø-hærværket organiseret,« hedder det prangende som billedtitel.

I artiklens brødtekst oprulles så, hvorledes en betjents tragiske dødsfald i forbindelse med Rømø-aktionen fik en af de implicerede, Thomas Kjær, til samme nat at bryde sammen og gå til bekendelse - den samme »bekendelse«, som om natten ifølge politirapporten førte til anholdelsen af Bjørn Marcher, John Andersen og senere Peter Kleist Christiansen.

Thomas Kjær er fra nu af politiets kronvidne.

Politiet hilser sagen velkommen

Det lykkes ikke i første omgang at få de tre alt for aktive arbejdere varetægtsfængslet i forbindelse med Rømø-aktionen.

I stedet finder politiet så nogle helt andre sigtelser frem, som drager de tre til ansvar for en pose blandede tilfælde af hærværk og forstyrrelse af den offentlige samfærdsel. Og denne gang går den igennem. De tre bliver den 14. august 1995 sammen med en fjerde, Willy Jørgensen, som dog snart atter løslades, varetægtsfængslet i fire uger.

Varetægtsfængslingen kommer imidlertid bag på mange fagkyndige. Professor dr.jur. Eva Smith forklarer i Søren Kirk Christiansens dokumentarprogram, »Hærværksgeneralerne«: »Jeg undrede mig i sin tid over den begrundelse, de blev fængslet med i byretten, fordi det er en bestemmelse i retsplejeloven, som man anvender, når der er frygt for, at de mennesker, det drejer sig om, vil begå nye forbrydelser. Og de tre mennesker, vi her taler om, var jo folk, der aldrig nogen sinde var straffet for at havde begået en forbrydelse, altså i princippet uskyldige mennesker. Og så er det jo kraftig kost at sige: ’Vi fængsler jer, fordi vi er bange for, at I skal begå nye forbrydelser.’«

Senere tilføjer hun i Jyllands-Posten, 12.8. 97, at »fængslingsgrundlaget også er usædvanligt, fordi der på det tidspunkt ikke var udsigt til, at konflikten ville stoppe. Ingen kunne vide, hvornår det skete, og derfor var fængslingen efter en bestemmelse i retsplejeloven ’udsigtsløs’. (…) Man kan ikke sige, at der var tale om en øjeblikkelig optrappet situation.«

Forsvarsadvokat Hans Kjellund er af samme opfattelse: »Anklagerne er meget lidt konkrete. Det er et meget løst grundlag, politiet har for at sigte dem for overtrædelse af så hårde paragraffer som ’groft hærværk’ og ’grov forstyrrelse af den offentlige samfærdsel’. (…) Jeg finder det usædvanligt, at man varetægtsfængsler udelukkende på grund af mistanke om fornyet kriminalitet, og det er sjældent, at folk bliver varetægtsfængslet på grund af hærværkssager. Jeg opfatter situationen som et forsøg fra politiets side på at få stoppet konflikten, og politiet ved, at chaufførernes kamp bliver vanskeligere, når talsmændene sidder buret inde. Politiet misbruger den alt for lette adgang, domstolene har for at varetægtsfængsle i Danmark. Nu har politiet fundet en lille krog at hænge de tre op på, og nu kører de frem med al kraft.«

Noget tyder på, at Hans Kjellund med sin sidste sætning i den grad rammer hovedet på sømmet.

Allerede få dage efter anholdelserne af de tre strejkeledere tager politiet vidtgående initiativer. Så vidtgående og effektive, at de truer med endegyldigt at kvæle de esbjergensiske chaufførers kamp. Den 8. august beslaglægger ordensmagten således 516.000 kroner hos kassereren i de fritstillede chaufførers faglige klub, penge, som er indsamlet gennem støttekomiteens arbejde til dækning af de aktionerendes daglige udgifter. Forklaringen på denne manøvre er meget betegnende, at man frygter, at pengene skal bruges til hærværk.

Få dage senere spærrer politiet chaufførernes konfliktfond, uden hvilken chaufførerne selvsagt umuligt kan fortsætte. Atter henviser man til de belejlige beskyldninger om hærværk og begrunder spærringen med, at pengene skal tilbageholdes for at dække eventuelle erstatningskrav fra de skadelidte. Man overser dog tilsyneladende, at det jo kun er tre aktivister, der står anklaget for hærværk, og at man i en retsstat ikke kan hverken dømme eller straffe kollektivt.

Endelig begærer politiet adgang til at granske i chaufførernes bankkonti. Ordensmagten ønsker at påvise, at indsamlede chauffør-penge er blevet brugt til at finansiere hærværk.

I forbindelse med behandlingen af denne sag i byretten forsøger dommeren dog at indgå en gentleman-aftale med anklageren, en uofficiel opsætning af kendelsen med den begrundelse, at forsvarerne skal have mulighed for at anke, og »der er jo ikke meget ved at anke, hvis politiet allerede er gået ind at kigge på de nævnte konti«, som dommeren udtrykker det. Det gjorde politiet nu alligevel.

Ingen af initiativerne viser sig dog i det lange løb at kunne stå for en juridisk prøvelse - de beslaglagte midler må returneres.

Politiets kronvidne »hopper af«

Det lykkes efterhånden politiet og deres medspillere i det lokalpolitiske liv i samarbejde med medierne at skabe et billede af hele konflikten som ét stort kriminelt foretagende; alle chaufførerne og deres støtter er over en kam under mistanke for hærværk og andre ulovligheder. Snakken om problemerne med Ri-Bus A/S og om den faglige kamp, som jo er sagens udspring, er forduftet. Nu handler det om kriminalitetsbekæmpelse, om lov og orden.

»Justitsministeren skal lade politiet bruge alle værktøjer, politiet bruger i andre sammenhænge,« lyder det alvorligt fra Fremskridtspartiets Tom Behnke. Hvad det angår, har fremskridtsmanden nu intet at frygte.

Politiet har for længst taget alle midler i brug, og flere til. Det tyder i hvert fald et nyt og overraskende vidneudsagn på. Det drejer sig om politiets tidligere kronvidne i Rømø-sagen, Thomas Kjær, som har fået en helt anden historie at fortælle. En historie, som tilsyneladende oven i købet får nogle af de manglende brikker i hele denne mærkværdige sag til at falde på plads, og hvor han selv indtager rollen som politiets agent provocateur.

Ifølge Thomas Kjær bliver han, som politirapporten ellers påstår, slet ikke forhørt om natten, efter at han havde deltaget i hærværket mod Simon Sandfeldts bil på Rømø. Ifølge senere oplysninger i sagen er anholdelserne inde i Esbjerg by da også allerede planlagt inden hærværket, og man venter kun på, at hærværket på Rømø, som man gennem Thomas Kjær på forhånd har kendskab til, skal finde sted for at have en formel anledning til anholdelserne.

»Det blev derfor besluttet, at de tre skulle anholdes, såfremt hærværket fandt sted. Politiet var derfor forberedt på at skulle foretage anholdelser af de pågældende,« hedder det i Preben Alsøes fortroligt-stemplede redegørelse om Rømø-affæren ifølge Information, 1.9.97.

Thomas Kjærs rolle i denne iscenesættelse er mildest talt mistænkelig. Ifølge hans egne forklaringer planlagde han nemlig i detalje hærværket i samråd med politiassistent Søren B. Thomsen, hvorefter det lykkedes ham at overtale de tre medskyldige til at deltage. Er Thomas Kjærs beskrivelse af forløbet korrekt, har han således optrådt som civil politiagent, et middel, som ligger langt ud over politiets lovlige beføjelser. Og ikke nok med det; hele historien om »hærværksgeneralerne« Marcher, Andersen og Kleist ramler fuldstændig sammen.

I begyndelsen af september fortæller Thomas Kjær i Radio Syd sin version af hele historien, som ifølge ham begynder, da han første gang møder politiassistenten Søren B. Thomsen. Det er kort tid efter, at han har brudt med chaufførernes støttekomité på grund af sit ønske om at anvende vold og hærværk som fagligt kampmiddel, en holdning, som han ikke har kunnet vinde gehør for. Til gengæld har han så selv flere gange deltaget i spontane aktioner uden om støttekomiteen, når han har kunnet finde folk, der var med på ideen.

»En uge efter ringer Søren B. Thomsen til mig og spørger, om jeg ikke har lyst til at mødes med ham. (…) Vi udviklede en slags tillidsforhold,« forklarer Thomas Kjær.

En dag fortæller politiassistenten den 21-årige aktivist, at politiet ved alt om ham og om hans kriminelle løbebane. Thomas Kjær indrømmer brødebetynget, at han er gået for langt og lover, at han fremover vil holde Søren B. Thomsen og hans kolleger orienteret angående arbejdet i og omkring chaufførernes støttekomité.

Den 1. august ringer Thomas Kjær i overensstemmelse hermed til Søren B. Thomsen. Han fortæller beredvilligt, at chaufførgruppen har opfordret ham til at følge efter en vis Simon Sandfeldt, når han kører hjem fra sit arbejde i det strejkeramte Ri-Bus A/S. En del af blokadevagternes strategi er nemlig at lægge pres på de chauffører, der har taget deres jobs, også på hjemmefronten ved f.eks. at tage opstilling foran deres hus eller lignende.

Samme aften lykkes det sammen med Jan Mathisen fra støttekomiteen i København at finde Simon Sandfeldts hus på Rømø, hvorefter de to tager hen i et sommerhus, som Jan Mathisen har lejet på øen. Klokken fire om natten ringer Søren B. Thomsen til Thomas Kjærs mobiltelefon. Han beklager sig over, hvor de bliver af. Det viser sig, at politiet hele natten har ligget på lur foran Simon Sandfeldts hus i forventning om, at der skulle finde et hærværk sted. Deri havde de dog forregnet sig.

Næste dag mødes Søren B. Thomsen så atter med Thomas Kjær. »Da vi mødes, er han meget, meget flink,« fortæller Kjær. »Jeg føler mig som en meget betydningsfuld person, og vi aftaler, at der ’skal ske noget’ på Rømø i aften. Jeg har skaffet to unge aktivister fra blokaden, og Søren B. Thomsen fortæller mig, at det er vigtigt, at jeg orienterer Peter Kleist, Bjørn Marcher og John Andersen om aktionen, så de ved besked. Det får jeg dog aldrig gjort. Derudover aftaler vi, at aktionen skal gå i gang kl. 01.00. Han fortæller mig, at jeg bare skal løbe væk, når politiet kommer rullende.«

Resten af historien er bekendt. Thomas Kjær anholdes sammen med de tre andre hærværksmænd og sættes i arresten.

Thomas Kjær forklarer om forløbet på politigården, at han i første omgang afhøres af en politiassistent under overværelse af SiDs advokat, Henrik Halberg. Her forklarer han, at han selv har planlagt og taget initiativ til aktionen, hvilket stemmer overens med de tre medskyldiges forklaringer og med det faktum, at der ifølge politirapporten under denne afhøring ikke nævnes noget som helst om den påståede natlige afhøring på Rømø eller Thomas Kjærs »bekendelse« af bagmandshistorien om »hærværksgeneralerne«, som den formodentlig præfabrikerede politirapport ellers beskriver. Thomas Kjær nævner i denne sammenhæng selvfølgelig intet om de forudgående samtaler med Søren B. Thomsen.

Efter forhøret bliver Thomas Kjær ført tilbage til arresten. Men kun en time senere bliver han atter ført til politigården. Det første forhør var ikke godt nok.

»Denne gang er det Søren B. Thomsen, der afhører mig,« fortæller Kjær. »Han er meget ophidset over, at jeg var blevet afhørt af en anden betjent. Samtidig fortæller han mig, at hans kollega, Steen Nørregaard er død under aktionen på Rømø. Efter et stykke tid overtaler han mig til at udskifte SiDs advokat med en beskikket advokat, og på denne måde foretager han et nyt forhør, hvor han hele tiden lægger ordene i munden på mig. Han får mig til at angive Bjørn, Peter og John som bagmænd bag en række hærværksaktioner.«

Denne forklaring gentog Thomas Kjær så tjenstvilligt i et senere grundlovsforhør.

Få dage efter varetægtsfængsles chaufførernes talsmand og støttekomiteens talsmand og formand, tre af de vigtigste støtter i chaufførernes kamp i 52 dage.

Først den 5. oktober løslades de tre strejkeledere, efter at statsadvokaten helt ekstraordinært har måttet konstatere, at politiets materiale i sagen ikke holder for et kritisk gennemsyn. Der er simpelt hen ikke beviser til at underbygge de alvorlige anklager om organiseret hærværk og derfor heller ikke rimelig grund til varetægtsfængslingen.

Ordensmagten har i meget alvorlig grad tabt anseelse. Hvis der overhovedet eksisterer nogen »hærværksgeneraler«, skal de selvfølgelig findes blandt dem, der har arrangeret hærværket - spørgsmålet er bare, hvorvidt politiet så selv kan gå fri …

Der var engang en fagbevægelse

Kort tid efter viser det sig imidlertid, at konflikten, nu over otte måneders faglig kamp, som mod alle odds fortsat har kunnet præstere at overleve og opretholde blokaden af selskabet Ri-Bus A/S og ligeledes fortsat har kunnet samle sympati og solidaritet fra støtter over hele landet, hverken skal føre til sejr eller nederlag.

Det bliver, på trods af en massiv indsats, ikke myndighedernes og opinionens pres, der kommer til at knække chaufførerne - det bliver chaufførernes eget fagforbund, Specialarbejderforbundet i Danmark.

Den 16. oktober 1995 underskriver SiD i al hemmelighed en aftale med Rutebilejernes Arbejdsgiverforening, som fuldstændig sælger chaufførerne.

Aftalen, der afsløres ved en fejltagelse i Det Fri Aktuelt den 18., går i store træk ud på følgende: Ri-Bus A/S fortsætter med at køre bybusserne i Esbjerg. De nuværende ansatte i Ri-Bus beholder arbejdet. Et dusin fritstillede chauffører tilbydes arbejde i Ri-Bus - principielt med en højere løn end de nye chauffører, men i praksis vil Ri-Bus naturligvis kunne håndplukke chauffører med lav anciennitet. Resten af de fritstillede chauffører tilbydes arbejde på en række industrivirksomheder i Esbjerg Kommune. RA lover, at man fremover vil tilbyde overgangsordninger til buschaufførerne, og en række arbejdsretssager frafaldes.

Endvidere bliver det senere en del af aftalen, at Ri-Bus frem til 1997 skal besætte ledige stillinger med tidligere chauffører og til den løn, de har været vant til.

En lignende aftale blev foreslået i en pressemeddelelse af Esbjergs Venstreborgmester, Johnny Søttrup, allerede i begyndelsen af juni, men blev dengang afvist af chaufførerne med den begrundelse, at de »ikke er en flok arbejdsløse chauffører, som mangler tilfældigt arbejde. (…) Vi er en gruppe fritstillede chauffører, som står sammen i kampen om at få vores arbejde tilbage. Et arbejde, som uretfærdigt er blevet os berøvet med fritstillingen og indsættelsen af skruebrækkere. (…) Vi føler også, at det er ubehageligt at blive stillet foran i køen i fagområder, hvor andre har gået arbejdsløse i lang tid.« (Fri-Bus Nyt, 22.7.95)

Men netop dét har deres eget forbund nu bestemt for dem - uden at konsultere en eneste af chaufførerne.

Den 21. oktober beslutter et flertal i SiDs hovedbestyrelse at sige ja til aftalen med RA - i skarp kontrast til utallige udtalelser fra lokale afdelingsformænd om, at chaufførernes kamp skulle vindes, og at den eneste rimelige og mulige løsning på konflikten var, at Ri-Bus A/S måtte fratages koncessionen. På den forudgående SiD-kongres ville klapsalverne til chaufførernes kamp da heller ingen ende tage.

Men med den nye aftale mellem SiD og RA forsvinder chaufførernes håb om at »vinde« konflikten endegyldigt, og de omkring 40 chauffører, som har holdt skansen, afblæser blokaden efter ni måneders kamp den 4. november 1995.

Efterfølgende ansættes nogle få af chaufførerne i Ri-Bus A/S, men forligsaftalens passus om, at Ri-Bus frem til 1997 skal besætte ledige stillinger med tidligere chauffører, trækkes hurtigt tilbage. Direktør Finn Mikkelsen nægter at ansætte chauffører, som har afvist aftalen, medmindre de kommer med en offentlig undskyldning. Han udtaler således til Det Fri Aktuelt, 7.11.95: »Hvis nogle af nej-sigerne på et tidspunkt skal genansættes, kræver det nogle holdningstilkendegivelser.« Og der er ikke længere nogen, der modsiger ham.

SiD er blevet sat i skammekrogen af Arbejdsretten, som har idømt forbundet Danmarkshistoriens trediestørste bod for brud på det, som i arbejdsmarkedsparternes hovedaftale § 2, stk. 1 kaldes »fredspligten«, hvor det indskærpes, at forbundene har pligt til aktivt at tage afstand fra og forsøge at forhindre en overenskomststridig aktion. Dansk Arbejdsgiverforenings advokat, Merethe Preisler hoverer: »Det er ikke nok for et forbund at forholde sig passivt.« (Det Fri Aktuelt, 28.3.96).

SiDs bod bliver sat til 2 millioner kroner. I forhold til anklagerens indledende krav, som lød på en »mangedobling« af boden på 20 millioner, som SiD måtte betale efter HT-konflikten, er det jo billigt sluppet.

Til Information, 13.8.97, udtaler den nye SiD-formand, Poul Erik Skov Christensen: »Jeg føler mig overbevist om, at konflikten har styrket fagbevægelsens image.«

Hvem bekymrer sig så om et eklatant nederlag - og hvem bekymrer sig om de fyrede chauffører?

Det retlige efterspil

Politiets umådelige arbejdsomhed i løbet af Ri-Bus-konflikten, som ifølge Information, 13.8. 97, beløber sig til 77.000 mandetimer, har båret mange frugter.

571 anholdelser er det blevet til, der udmønter sig i omkring 400 sager mod chaufførerne og deres støtter. En stor del af kriminaliteten ligger ganske vist i den lette ende, såsom at råbe »røvhuller« efter et par betjente eller at have solgt et genopladeligt batteri videre, som måske var stjålet, hvilket selvfølgelig blot vidner om arbejdets grundighed og nidkærheden hos Esbjergs politimester.

Forsvarsadvokat Jens Bjørst ser dog lidt anderledes på de umådeligt mange petitessesager: »Det har karakter af ren chikane, at man overhovedet rejser den her slags sager,« siger han ifølge Information efter en dag i retten, hvor tre af fire sager rejst af politiet ender med pure frifindelse af de anklagede på grund af et totalt fravær af bevismateriale. Kun en enkelt sag, hvor en mand er tiltalt for i maj 1995 at have kastet et kanonslag efter en bus, ender med dom. Han idømmes in absentia 400 kroner i bøde.

På den anden side verserer omkring 250 sager mod politiet, herunder klager over voldelig opførsel og erstatningssager for uberettigede anholdelser. Statsadvokatens kontor oplyser, at over halvdelen af sagerne om uberettigede anholdelser har fået medhold.

Selve sagen mod de tre bagmandsanklagede »hærværksgeneraler« starter som nævnt den 11. august 1997. Og samme dag går sagen i stå.

Ingen er det mindste i tvivl om politiets grundighed, når det drejer sig om at finde grunde til sigtelser mod diverse Ri-Bus-aktivister. Problemet er, at sigtelserne for manges vedkommende ikke bygger på tilstrækkeligt bevismateriale til, at de kan rejses som regulære anklager i retten. For eksempel er Bjørn Marcher sigtet for 60 forhold, som efter statsadvokatens kritiske gennemsyn kun udmønter sig i to reelle anklager. Ligeledes er flere af politiets alvorligste sigtelser, som var medvirkende til, at Vestre Landsret forlængede varetægtsfængslingerne af de tre, heller ikke taget med i anklageskriftet, for eksempel den såkaldte Krystalnat samt to hærværksaktioner mod henholdsvis Esbjergs borgmester, Johnny Søttrups private bolig i maj 1995 og Esbjergs politimester, Jørgen Ilum i juli 1995.

I forlængelse heraf rejses der allerede første dag nogen tvivl, hvad angår dygtigheden i selve opklaringsarbejdet og fremskaffelsen af bevismateriale i sagen. Det drejer sig især om anklageskriftets første punkt.

Heri hedder det, at Peter Kleist Christiansen, John Andersen og Thomas Henrik Kjær ved retten i Esbjerg tiltales til straf for: »Medvirken til forsøg på hærværk af betydeligt omfang, jfr. straffelovens § 291, stk. 2, jfr. 21, jfr. 23, ved i perioden 30. marts til 14 august 1995 (…) gentagne gange at have opfordret mødedeltagerne til hærværk på bybusser tilhørende Ri-Bus A/S og personbiler tilhørende ansatte i Ri-Bus A/S og stillet knive og maling til rådighed for de pågældende, ligesom tiltalte Peter Kleist Christiansen bl.a. den 5. maj og 22. maj foranledigede indkøb af knive til brug for hærværksaktioner.«

I januar 1997 finder man i tidsskriftet Juristen en 18 siders artikel, som beskriver retspraksis i forhold til, hvilke krav man må stille til anklageskrifter i henhold til Retsplejelovens paragraf 831 om anklageskriftet. I artiklen gøres det klart, at gerningssted, tid og udførelse bør fremgå af anklageskriftet i overensstemmelse med den nævnte paragrafs tredie punkt, hvori det hedder, at anklageskriftet skal indeholde »en kort angivelse af det forhold, for hvilket tiltale rejses, med sådan angivelse af tid, sted, genstand, udførelsesmåde samt andre nærmere omstændigheder, som udkræves til dets tilstrækkelige og tydelige betegnelse« etc.

Kun i sager om hård narkokriminalitet kan principperne fraviges, hedder det i artiklen.

Forsvarsadvokat Thorkild Høyer forholder sig overordentlig kritisk til anklageskriftets første punkt, som kommer til at gå under betegnelsen »bagmandsanklagen«: »Hvornår er det egentlig, disse opfordringer er fremsat? Hver eneste dag eller blot nogle af dem? I den tidsperiode blev der holdt i hundredvis af møder på disse adresser. Som forsvarer kan man så godtgøre, at den og den dag blev der ikke opfordret til hærværk, men så kan anklageren jo sige: Nå, nej, men det var heller ikke den dag, det var den og den dag. Som forsvarer er man berøvet muligheden for et effektivt forsvar. (…) Det er ikke formuleret, hvem der var til stede ved disse møder, eller hvem der modtog disse opfordringer til hærværk,« forklarer Thorkild Høyer til Information den 12. august.

Efter Høyers mening er anklageskriftet derfor i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 6, der indeholder bestemmelser om retten til at forsvare sig, ud over altså også at være i strid med Retsplejeloven og fundamentale principper om retssikkerheden: »Som anklageskriftet her er formuleret, er det hele vendt på hovedet. Den tiltalte skal faktisk bevise sin uskyld,« forklarer han (Berlingske Tidende, 13.8.97).

Byrettens dom falder da også prompte allerede på retssagens anden dag: Anklageskriftets første punkt er for løst formuleret. Statsadvokaten, som har stået for formuleringen, undskylder sig med, at politiets forarbejde ikke har levnet ham materiale til at formulere anklagen i større detalje: »Anklageskriftet er blevet formuleret, som det er, fordi det ikke har været muligt at skrive det mere konkret. Det er rigtigt, at det indeholder nogle meget brede formuleringer, men det var det mest konkrete, der kunne laves på det foreliggende materiale.« (Information, 13.8.97).

Skulle det blive ved byrettens kendelse, vil sagen være mere end halveret. Desuden vil ifølge Thorkild Høyer sagens politiske mislyde forsvinde med bagmandsanklagen. Alle parter er derfor mere end spændte på Landsrettens kendelse: »Vælger Landsretten at stadfæste kendelsen, forsvinder hele det politiske aspekt i sagen, hvor først politiet og siden anklagemyndigheden valgte side i konflikten,« siger Høyer til samme avis. »I det tilfælde vil der kun være mindre forhold tilbage i sagen.«

Men byrettens kendelse underkendes i såvel Vestre Landsret som i Højesteret henholdsvis den 26. august og den 29. september.

Til landsretskendelsen siger forsvarsadvokat Jens Bjørst: »Man har før set, at der fires på kravene til anklageskrifter i narkosager, men det her er jo langt fra en narkosag. Og står den her kendelse, så vil det have afsmittende virkning på andre typer af sager. (…) Princippet er normalt, at man for at kunne forsvare sig skal vide, hvad det er, man skal forsvare sig mod. Det ved de tiltalte reelt ikke med det foreliggende anklageskrift.« (Information 29.8.97).

Ifølge forsvarsadvokat Hans Kjellund kommer højesteretsdommen til at danne en overordentlig uheldig præcedens. »At Højesteret har stadfæstet Landsrettens kendelse instituerer en betænkelig ny praksis, der kan blive en retssikkerhedsmæssig glidebane,« siger han til Berlingske Tidende (30.9.97).

Og med den udgangsposition indledes så foreløbig sidste akt i en arbejdskonflikt, der er præget af usædvanlig stor og principiel betydning for faglige kampe fremover …

Sjældent, hvis nogen sinde, har politiet været så aktivt involveret i en faglig kamp med så mange retlige og politiske konsekvenser. Og aldrig tidligere har fagbevægelsen medvirket så kraftigt til at suspendere sine egne muligheder som værn mod arbejdsforringelser og politisk pres fra arbejdsgiverne, myndighederne, pressen og sågar ordensmagten.

Faglige aktivister får sværere ved at kunne forvente nogen reel solidaritet fra deres fagforbunds side, om SiDs rolle i Ri-Bus-konfliktens afslutning på en for arbejdsgiversiden utvetydigt fordelagtig måde bliver bestemmende fremover.

Udgangen på den verserende retssag afgør så måske, om arbejdskampen skal lide sit sidste og måske alvorligste knæk også ved domstolene. Faklen vil følge sagens udvikling og med udgangspunkt heri søge at indkredse, om der er nogen fremtid for den del af fagbevægelsen, der stadig væk mener, at en fagbevægelse kun er en fagbevægelse, om den er en effektiv faglig kamporganisation, samt fokusere på, om politiets involvering i Ri-Bus-konflikten vil danne præcedens i retning af, at ordensmagten bliver et mere entydigt politisk redskab i faglige konflikter, eller om der juridisk og politisk bliver slået til lyd for at vende udviklingen.

Jeppe Berg Sandvej