Den 3. september 1998 vandt Faklen en injuriesag i Østre Landsret over formanden for Folkebevægelsen mod Nazisme (FMN), Frede Klitgård, der i marts 1997 havde beskyldt tidsskriftet for at være nazistisk.

I nærværende fremstilling skal vi belyse hele sagsforløbet og gå i detalje med følgende 9 forhold:

1) Sagen startede med en debat om kampen mod nazisterne, hvor Faklens redaktør i et indlæg i Dagbladet Arbejderen fastslog, at nazisterne skal bekæmpes, men at den grundlovssikrede forenings- og ytringsfrihed bevares.

2) I en stor kronik beskyldte Klitgård på baggrund af dette eksplicit antinazistiske indlæg Faklen for at være nazistisk, hvorefter Faklen bebudede et sagsanlæg og krævede alle injurier trukket tilbage.

3) To uger efter Klitgårds kronik, og efter at Faklen havde bebudet sagsanlægget, offentliggjordes Klitgårds "undskyldning" i en såkaldt berigtigelse, der hævdede, at der var tale om en "forvekslingssag", men fastholdt at Faklen havde "forsvaret nazisternes udfoldelsesmuligheder", og påstod i modstrid med historiske kendsgerninger, at "Faklen" var et "nazistisk navn", hvorved mistænkeliggørelsen og nazificeringen af bladets motiver fortsatte i ny form.

4) Det er usandsynligt, at Klitgård som påstået i "berigtigelsen" skulle have "forvekslet" tidsskriftet Faklen med en hedengangen højreekstremistisk pamflet fra 1991 eller Faklens redaktør med folk tilknyttet denne, eftersom a) ingen af disse hedder Rune Engelbreth Larsen ligesom Faklens redaktør; b) Klitgårds kronik var et svar på et eksplicit antinazistisk indlæg, hvor Faklen tilmed tog skapt afstand fra stramninger i asylpolitikken og kapitalistiske massefyringer; og c) DKP/MLs avis, Dagbladet Arbejderen havde i forvejen om tidsskriftet Faklen skrevet i en større artikel den 21.11.96, at det næsten mindede om "universitets-marxismens tidsalder i 1970erne" - en avis, som også daværende medlem af DKP/ML Klitgård selv optrådte som skribent i.

5) Det er løgn, at "Faklen" er et nazistisk navn. Der er ikke registreret et eneste nazistisk blad i Danmark med navnet "Faklen", hvilket Klitgård i egenskab af formand for FMN og dermed velsagtens ekspert i nazistiske forhold, selvfølgelig må have været fuldstændig klar over.

6) Mistænkeliggørelsen og nazificeringen af Faklen fortsatte oven i købet længe efter "berigtigelsen", dels i Weekendavisen, der pludselig påstod, at navnet Faklen "stinker af arisk stolthed" og "brune skjorter" (en lodret løgn, der aldrig var blevet viderebragt, havde det ikke været for Klitgårds "berigtigelse"); dels i foreningen Oktobers blad, Kommunistisk Politik, der støttede den gamle stalinistiske partikammerat Klitgård og kaldte Faklen "pseudo-antinazistisk"; dels i FMNs eget blad, Håndslag, der tilmed mistænkeliggjorde Faklens advokat; og dels i erklæringer fra FMN fra både 1997 og 1998, hvori det hed, at Faklens injuriesag var i "eklatant modstrid" med påberåbelsen af "at være 'antinazistisk'" …

7) Faklen vandt injuriesagen i byretten, men Klitgård appellerede dommen. Faklen vandt appelsagen i landsretten, hvor der blev afsagt dom den 3. september 1998. Landsretten fastslog, at "idet det for landsretten fremkomne ikke kan føre til andet resultat, stadfæster landsretten i det hele dommen." Klitgårds injurierende udtalelser kostede ham i alt 20.000 kr. i sagsomkostninger, 4.000 kr. i erstatning for "æreskrænkelsernes grovhed" samt ti dagbøder à 150 kr.

8) David Rehling fremstillede sagen i Information på en måde, der dels forsøgte at frikende Klitgård, der jo havde bragt en "uforbeholden undskyldning", som det hed, dels søgte at fremstille Faklens motiv til sagsanlægget som "bizart". Herimod talte imidlertid hele sagsforløbet, som skitseret ovenfor, samt to helt enslydende domme afsagt af hhv. en dommer i byretten og tre dommere i landsretten.

9) Alt taler i vore øjne for, at Klitgård bevidst har ført en nazificerende smædekampagne mod Faklen både før og længe efter den såkaldte berigtigelse, og at det har været et led i denne at "forveksle" Faklen med en hedengangen højreekstremistisk pamflet.

Her følger en gennemgang af alle sagens detaljer …

Ved flere lejligheder har Faklen givet udtryk for det synspunkt, at nazismen ikke skal bekæmpes ved at fjerne hverken ytrings- eller foreningsfriheden, men mødes ord for ord - og slag for slag, hvis man er udsat for et voldeligt overgreb.

I Dagbladet Arbejderen bragtes den 8.2.97 et indlæg, der over for nazisterne bekendtgjorde følgende strategi: "Forbyd dem at holde møder. Forbyd dem at danne parti. Forbyd dem adgang til nogen form for medie/pressedækning." Endvidere konkluderedes det, at de, der kæmper for ytringsfrihed, også for nynazisterne, "er lige så meget nazister som fortidens ditto uhyrer var".

Faklens redaktør, Rune Engelbreth Larsen svarede i et modindlæg den 6.3.97, at man ikke bør bekæmpe totalitære tanker med totalitære forbud. Eftersom Faklen finder, at ytrings- og foreningsfriheden skal gælde alle på nøjagtig lige vilkår, såvel nazister som socialdemokrater og stalinister, og netop ser dette standpunkt som klart antinazistisk, måtte der selvfølgelig tages skarpt afstand fra denne kategoriske og bizarre parallel mellem nazister og mennesker, der kæmper for ytrings- og foreningsfrihed.

Rune Engelbreth Larsen skrev derfor bl.a.: "Og vi behøver end ikke understrege, at den, som anvender nazistiske metoder, om han så erklærer sig som en nok så stor antinazist, indlysende nok ligger nazismens mentalitet faretruende nær …".

Derudover præsenterer indlægget yderligere tre argumenter mod et forbud mod nazisterne: 1) De næste, der rammes af et sådant, bliver venstrefløjsgrupperinger; 2) et forbud vil virke stik mod hensigten, eftersom vi ved, at det er præcis, hvad nazisterne håber på, så de "tvinges" til 100% illegal virksomhed; 3) forbuddet mod nazismen er med til at fjerne fokus fra de langt farligere højreorienterede træk fra de "pænere" politikere i regeringen såvel som på højrefløjen, der gennemfører det ene småfascistiske tiltag efter det andet.

Oven på dette indlæg reagerede formanden for FMN, Frede Klitgård i en stort opsat kronik i Dagbladet Arbejderen den 15.3.97 med titlen: "Nødhjælp fra Faklen til danske nazister".

Heri hed det fuldstændig usandt om Faklens redaktør og tidsskriftet Faklen:

a) "Han [Faklens redaktør] har det blot som andre ureflekterede supportere, at de bærer skyklapper, og at de alt efter evne objektivt støtter og hjælper nazisterne med at udbrede deres menneskefjendske budskaber og syge ideer. Det er muligt, at de ikke (endnu?) går med hagekorsarmbind og i lange støvler, men i deres sorte (sataniske) sjæl er de af samme karat som nazisterne. Måske endda en tak værre, fordi de som bagmænd ofte søger at skjule sig selv og deres skumle gerninger."

b) "... antinazister må mene, at Faklen har holdninger, der synes parallelle med organiserede nazi-gruppers og optræder som talerør for disse."

c) "Alliancen med nazisterne afspejles i Faklen ved, at der bringes indlæg fra ledende nazister."

d) "De fleste [af de under c nævnte artikler er] præget af racistiske opfattelser og opfordringer til at smide 'alle fremmede' ud."

Alt dette var lodret usandt. Ikke desto mindre var det løgne, som blev fremsat af en af landets store autoriteter på området i sin egenskab af formand for Folkebevægelsen mod Nazisme, og som derfor havde så megen desto større "troværdighed". Det skete i Dagbladet Arbejderen, det eneste erklærede venstrefløjsdagblad, hvilket med ét effektivt slag gav Faklen slagside kun ½ år, efter at det var begyndt at udkomme, og slet ikke havde haft mulighed for virkelig at etablere sig i den niche i pressen, vi stilede efter som det eneste samfundskritiske venstreorienterede tidsskrift i kioskcirkulation.

Vi besluttede derfor at lægge sag an og bebudede dette i en pressemeddelelse den 22.3.97. Der må være en grænse for, hvor megen løgn og smædekampagne, man kan slippe om ved uden et retsligt efterspil, og Klitgård havde unægtelig fremsat de værst tænkelige påstande overhovedet. Vi fandt os simpelt hen ikke i mere løgn og sladder, dertil var bladets overlevelse redaktionen alt for vigtig.

Faklen krævede derfor en erstatning på 100.000 kr. ikke bare for at slå alvoren fast, men eftersom det koster ca. 300.000 kr. om året at drive og producere bladet, var dette beløb faktisk i underkanten af den skade, Klitgård forårsagede ved som nazisme-autoritet med en stor forening i ryggen at proklamere over for en betragtelig del af Faklens potentielle læsere på venstrefløjen, at Faklen var nazistisk.

Klitgård offentliggjorde imidlertid nogle dage senere en "berigtigelse" i Dagbladet Arbejderen, hvori det hed: "På eget initiativ og ud fra et humanistisk retfærdighedssynspunkt offentliggør jeg denne berigtigelse, efter at jeg er blevet klar over, at der foreligger en beklagelig forveksling af to tidsskrifter med samme navn."

"Berigtigelsen" offentliggjordes dog først den 29.3.97, hele 14 dage efter de grove løgne var fremsat, og en uge efter at Faklen havde bebudet sagsanlægget i en pressemeddelelse. Det var derfor svært at tage dette "på eget initiativ" særlig alvorligt. Men langt værre var det, at "berigtigelsen" dels fortsatte nazificeringen af Faklen og dels fremsatte den i forvejen iscenesatte "forvekslingshistorie".

I den såkaldte berigtigelse hævdedes det, at Faklens redaktør i indlægget den 6.3.97 skulle have "forsvaret nazisternes udfoldelsesmuligheder" … Denne behændigt tvetydige formulering dækkede over den meningsforskel FMN og Faklen imellem, at Faklen vil bekæmpe nazismen uden at tage det for os at se totalitære middel i brug, hvor man fjerner ytrings- og foreningsfriheden - men har dét standpunkt noget som helst at gøre med tvetydigheden i at have "forsvaret nazisternes udfoldelsesmuligheder"? Indlysende ikke.

Faklen har gentagne gange gjort opmærksom på, at nazismen skal bekæmpes. Vi har aldrig nogen sinde forsvaret nazisterne - men vi har forsvaret ytrings- og foreningsfriheden i henhold til det ansvar, som Grundloven beskriver.

Endvidere hed det i modstrid med fakta i "berigtigelsen", at tryksager med navnet Faklen "altid tidligere kunne identificeres som nazistiske" - og det til trods for, at Klitgård som autoritet på området selvfølgelig måtte være fuldstændig bekendt med, at der ikke har eksisteret og ikke eksisterer ét eneste registreret nazistisk blad i Danmark, der hed eller hedder "Faklen". Ikke ét.

Faklen har derimod navn dels efter Karl Kraus' berømte kulturtidsskrift Die Fackel, om hvilket det hedder i Verdens litteratur historie: "'Die Fackel', det berømte samfundskritiske tidsskrift, som Karl Kraus grundlagde i 1899" (F.J. Billeskov Jansen, red., Politiken 1973), og hvis modstand mod den spirende antisemitisme er ekspliciteret i den nyeste Verdens litteraturhistorie (Hans Hertel, red., Gyldendal 1994); og dels efter et periodisk, illegalt meddelelsesblad fra besættelsestiden (1941-1943) - udgivet af Danmarks Kommunistiske Parti (se FAKLENS HISTORIE, afsnit 1). Desuden er fakler velkendt symbolik på talrige fagforeningsfaner fra omkring århundredskiftet - hvorfor da sprede det rygte, at bladets navn er et nazistisk navn, når det stik modsatte er tilfældet?

En "uforbeholden undskyldning" var det i hvert fald under ingen omstændigheder udtryk for, tværtimod var "berigtigelsen" på mange måder værre end de oprindelige injurier, i og med, at "forvekslingen" var "beklaget", hvilket gav indtryk af, at kun "fakta" stod tilbage - og hvilke motiver kunne folkene bag Faklen mon have haft til at bruge "det kendte nazistiske navn", som Klitgård formulerede det? På denne måde mistænkeliggjordes og nazificeredes Faklen endnu en gang.

Klitgårds hovedærinde var som nævnt undskyldningen om, at det hele var en banal "forvekslingssag". Dette er imidlertid usandsynligt af mindst seks grunde:

1) Klitgård var på tidspunktet for offentliggørelsen af sin kronik medlem af DKP/ML og skribent i DKP/MLs avis Dagbladet Arbejderen - og netop dét gør historien om "forvekslingen" med en højreekstremistisk pamflet mere usandsynlig, eftersom netop hans daværende partiavis, Dagbladet Arbejderen om tidsskriftet Faklen tidligere har skrevet: "Udgiverne af Faklen kæder tidens klassekampsspørgsmål sammen med, hvad der aktuelt udspiller sig i den kulturelle overbygning, og specielt hvad der sker i auditorier og kollokvierum på deres eget Århus Universitet. I den retning er det næsten, som om vi er tilbage i universitets-marxismens tidsalder i 1970erne …" (21.11.96) - let at forveksle med nazisme? Næppe.

2) Klitgård understregede i landsretten, at han var eksperten i nazisme i dagens Danmark - det er derfor utænkeligt, at han ikke skulle vide, at pamfletten, som han kaldte nazistisk, ikke havde eksisteret i seks år.

3) Eksperten Klitgård fremførte sin "forveksling" på baggrund af et indlæg, i hvilket Engelbreth ekspliciterede, at Faklen tager skarpt afstand fra den stramme asylpolitik og bekæmper nazismen - hvorledes "forveksle" disse synspunkter med nazisme?

4) Eksperten Klitgård kunne vanskeligt heller have "forvekslet" Faklens redaktør, Rune Engelbreth Larsen med personer fra den hedengangne højreekstremistiske pamflet, af den simple grund, at der ikke er andre i Danmark, der hedder sådan.

5) Den højreekstremistiske pamflet består af 4 maskinskrevne og fotokopierede sider i sort/hvid, hvilket er meget vanskeligt at "forveksle" med et tidsskrift i kioskdistribution, med 52-60 sider og farveomslag, og som har fået større pressedækning end noget andet tidsskrift i Danmark i de senere år - skulle Klitgård aldrig have hørt herom?

6) At eksperten Klitgård intet anede om tidsskriftet Faklens eksistens, er yderligere usandsynligt i og med, at han netop bruger samme bizarre skældsord, som dr.theol. professor Johannes Aagaard er refereret for i talrige aviser om Faklen, nemlig "satanisk".

Klitgård vidste præcis, hvem han sigtede efter.

Summa summarum: Der er for Faklen at se ingenlunde tale om en banal forvekslingssag, men om en bevidst smædekampagne som behændigt har udnyttet en højreekstremistisk pamflet som cover-story.

At Klitgårds nazificerende "berigtigelse" har gjort et "godt" stykke arbejde for at skade Faklens omdømme, er en helsides artikel i Weekendavisens tillæg, "Bøger" den 23.5.97 et klart eksempel på. Her skriver Nikolaj M. Lassen i en forarget omtale af Faklen bl.a.: "Bare navnet: Faklen. Det stinker. Af brune skjorter, nordisk mytologi, tysk bonderomantik, arisk stolthed."

Gæt selv, hvor Weekendavisen monstro havde fået den idé fra. Løgn var det selvfølgelig fortsat, eftersom "Faklen" som nævnt var navnet på et illegalt kommunistisk modstandsblad under besættelsen, og Die Fackel navnet på et østrigsk kulturtidsskrift, der bl.a. bekæmpede antisemitismen. Hvis navnet "stinker" af eller signalerer noget som helst, er det således indidkutabelt størrelser som kulturhistorie, illegalitet og antinazisme.

Ikke bare Weekendavisen havde tilsyneladende samlet Klitgårds nazificerende "berigtigelse" op, også i høj grad "den partiforberedende forening" Oktober, dannet af bl.a. den tidligere formand for DKP/ML, Klaus Riis, der sammen med Frede Klitgård blev ekskluderet af partiet den 29.6.97 for "fraktionsdannelse". Klaus Riis skrev endnu inden eksklusionen lederen i Dagbladet Abejderen den 26.3.97, der fremlagde sagen på den behændige måde, at Faklen i sammenhængen kom til at stå i opposition til grupper, der ville fratage nazisterne "'retten' til deres kriminelle ytringer og handlinger." Hvilket indlysende nok var absurd - ingen har "ret" til "kriminelle ytringer og handlinger", og Faklen ville sidst af alle tillade nazister "kriminelle ytringer og handlinger".

I det politiske grundlag for Oktober hed det bl.a. i en kritik af DKP/MLs behandling af fakkelsagen: "I flere skrivelser til sit [daværende] parti har Frede imidlertid efterlyst en klar støtte til dels sig selv mod Faklen, dels til FMN i dennes egenskab af en vigtig masseorganisation. Hvad ville have været en kommunistisk ledelsesstil i denne affære? Jo, såmænd en kollektiv proces: Formanden og partiledelsen burde have aftalt fremgangsmåden med Frede Klitgård og de øvrige partikammerater i FMN, skabt alliancer i den antinazistiske bevægelse samt foretaget en partimæssig analyse af Faklen og meddelt resultatet til offentligheden." Det lykkedes imidlertid ikke, at få DKP/ML og Dagbladet Arbejderen med på "en kollektiv proces" mod Faklen - men den har Oktober (der efter eksklusionerne tog ca. en tredjedel af DKP/MLs medlemmer med sig) så foretaget egenhændigt igennem flere artikler i Oktobers eget 14-dages blad.

Oktobers "kollektive proces" og "partimæssige analyse" af Faklen udmøntede sig bl.a. i følgende svada i Kommunistisk Politik nr. 4, 1998, der tilsyneladende var af den opfattelse, at Faklen ses i et alt for positivt lys på venstrefløjen: "Rune Engelbreth Larsen optræder som flittig skribent i Socialisten og i Demos' Nyhedsbrev. I et portræt i Socialisten kaldes han en 'ildsjæl' på venstrefløjen. DKP/MLs nuværende formand Jørgen Petersen har blåstemplet ham og hans tidsskrift som progressivt. Også bladet Kommunist har omtalt det i positive vendinger. Kommunistisk Politik erklærer hermed offentligt, at Faklen er pseudo: Pseudohumanistisk. Pseudovenstreorienteret. Pseudovidenskabeligt. Pseudo-antifascistisk. Og pseudo-antinazistisk."

Faklen er altså ikke bare "pseudo", det er sågar "pseudo-antinazistisk", hvilket naturligvis stort set er det samme som at hævde, at det er nazistisk. I Kommunistisk Politik nr.6, 1998 fortsatte Oktobers landssekretær, Franz Krejbjerg nazificeringen: "På vegne af alle fredselskende og retfærdige folk vil jeg til sidst anføre, at Faklen ikke har ret til at citere Nordahl Grieg, og at det er en skærpende omstændighed at bruge citater på omslaget! Mere passende kunne Faklen bruge Knut Hamsun, hvis tanker mere sandsynligt har givet inspiration til Faklens skribenter."

FMNs eget blad, Håndslag (redaktør: Frede Klitgård) var mere tilbageholdende, men stilen var præcis den samme som Oktobers. I Håndslag nr. 2, 1998, hed det f.eks. afslørende: "Fakkelmanden optræder også i foreningen Demos' Nyhedsbrev. Der har også PET-agenten Frede Farmand Rasmussen optrådt som skribent. Der arbejdes virkelig bredt!" Mistænkeliggørende vendinger, citatfusk og fordrejninger var legio i bladets dækning af sagen, hvor Faklens påstande om samtidens fascistiske tendenser og skarpe udfald mod socialdemokratiske ministre også citeredes og blev latterliggjort. At Klitgård i kraft af sit politiske ståsted naturligvis selv var kraftigt ude efter socialdemokraterne blev forbigået; f.eks. sammenlignedes DKP/MLs eksklusion af ham selv og Klaus Riis med DKPs brud med Aksel Larsen, og om dette sidste udtalte Klitgård i et interview i Kommunistisk Politik nr. 1, 1997,: "Der var en afregning i gang, og der lugtede ikke godt i det bageri. Lugten af socialdemokratisk forrådnelse, af fagforeningskorridormetoder begyndte at være påfaldende."

Samtidig blev DKP/ML og Dagbladet Arbejderen angrebet i en stil, der nøjagtig lige så godt kunne have været Kommunistisk Politiks: "Tidligere havde bladet [Dagbladet Arbejderen] ret flittigt trukket på Frede Klitgårds ekspertise angående Anden Verdenskrig, modstandsbevægelsen og det antinazistiske arbejde. Dette holdningsskift må formodentligt tilskrives bladets og dets 'baglands' da påbegyndte sporskifte i revisionistisk retning med forsoning og nye partnere og alliancer med tidligere politiske modstandere." Det syntes stadig vanskeligere at skelne FMN fra stalinisterne i foreningen Oktober.

Men havde Oktober ikke nogen videre udbredelse, var FMN en stor forening med prominente støtter, hvorfor der var tale om en særlig grov fortsættelse af mistænkeliggørelsen af Faklen, når det i FMN-erklæringer fra både 1997 og 1998 hævdedes, at Faklens injuriesag var "i eklatant modstrid med" påberåbelsen af "at være 'anti-nazistisk'".

Det korte af det lange var: Klitgård fortsatte ubestrideligt den nazificerende smædekampagne både i og efter den såkaldte "berigtigelse", og selv samme "berigtigelse" udbredte det 100% usande rygte om, at Faklen skulle være et nazistisk navn.

Sagen kom i byretten i Hillerød, og den 13.2.98 blev dommen afsagt. I domsudskriftet stod bl.a.: "Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at fremsættelsen af udtalelserne [i Klitgårds kronik: 'Nødhjælp fra Faklen til danske nazister'] klart havde til formål at nedsætte sagsøgerne i læsernes agtelse. Herefter, og da udtalelserne må anses for egnede hertil, finder retten, at sagsøgte har gjort sig skyldig i overtrædelse af Straffelovens § 267, stk. 1, jf. stk. 3, hvorved bemærkes, at det forhold, at sagsøgte led af den fejltagelse, at sagsøger, Tidsskriftet 'Faklen I/S', var identisk med et tidsskrift, der efter hans opfattelse var nazistisk, ikke kan medføre straffrihed, jf. Straffelovens § 269, stk. 2."

Straffelovens § 268 fandt dommeren ikke kunne tages i brug; Klitgård havde i rettens øjne forvekslet Faklen med en højreekstremistisk pamflet, men det på et så "lemfældigt" grundlag, at det ikke kunne hjemle straffrihed - der er grænser for, hvor skødesløst man kan tillade sig at omgås så grove æreskrænkelser: "Selv om udtalelserne er fremsat i en debat af væsentlig samfundsmæssig interesse, finder retten under hensyn til det lemfældige grundlag, som de er fremsat på, ikke, at fremsættelsen er sket til rimelig varetagelse af åbenbar almeninteresse, og der er derfor ikke grundlag for straffrihed efter Straffelovens § 269, stk. 1."

Der var heller ikke noget i Rune Engelbreth Larsens indlæg i Dagbladet Arbejderen den 6.3.97, som berettigede Klitgårds påstande, hvorfor heller ikke denne forklaring kunne anses som grund for strafbortfald: "Udtalelserne er fremsat som et svar på et indlæg fra sagsøger, Rune Engelbreth Larsen. Sagsøgers indlæg findes efter sit indhold, herunder sagsøgers omtale af nazisterne ikke at have givet sagsøgte føje til fremsættelsen, og der er derfor ikke grundlag for strafbortfald efter Straffelovens § 269, stk. 2." Endelig blev det bestemt, at der skulle finde en godtgørelse for tort sted "under hensyn til æreskrænkelsernes grovhed."

Alt i alt idømtes Klitgård 4.000 kr. i erstatning, 1.500 kr. i bøde, hvor forvandlingsstraffen var hæfte i 10 dage, og han skulle ydermere betale 10.000 kr. til Faklen i forbindelse med sagsomkostningerne.

I en pressemeddelelse om dommen fremgik det fejlagtigt fra Faklens side, at der var tale om 10 dages fængsel i stedet for dagbøder, hvor "forvandlingsstraffen er 10 dages hæfte", hvilket imidlertid blev rettet i en efterfølgende pressemeddelelse, kun 1½ time senere, en rettelse, som alle de medier, der omtalte dommen (Østjyllands Radio, Weekendavisen, Socialisten Weekend og Dagbladet Arbejderen) tog udgangspunkt i, hvorfor fejltagelsen overhovedet ingen konsekvenser i form af overdrivelser eller upræcisheder fik for Klitgård. Alligevel gjorde Oktobers Kommunistisk Politik nr. 4, 1998 dette dramatisk til "en fuldstændig usand fremstilling af dommen ved Hillerød Byret," som de kaldte en "klassedom", mens Håndslag nr. 2, 1998 i en stor overskrift kaldte det intet mindre end "Faklens sataniske løgn".

Denne proportionsforvræning af dimensioner blev sågar bakket op af den pågældende artikels forfatter, der løj direkte over for FMNs medlemmer: "… de påståede tolerante humanister [fandt] ingen grund til at udsende en rettelse." Som allerede nævnt, var dette indlysende nok en letgendrivelig løgn, men dét havde tydeligvis ingen effekt på det af Klitgård redigerede Håndslag.

Klitgård ankede byrettens dom, og appelsagen kom for Østre Landsret den 27.8.98. Den 3.9.98 faldt afgørelsen: Landsretten fastslog, at "idet det for landsretten fremkomne ikke kan føre til andet resultat, stadfæster landsretten i det hele dommen." Faklens sagsomkostninger på 10.000 kr. i landsretten måtte Klitgård også betale, så hans injurierende udtalelser således i alt kostede ham 20.000 kr. i sagsomkostninger, 4.000 kr. i erstatning for æreskrænkelsernes grovhed samt ti dagbøder à 150 kr.

Generelt er Faklen yderst tilfreds med dommen, der dels fastslår kronikkens injurierende karakter og æreskrænkelsernes grovhed, dels at en forveksling ikke er en undskyldning for skødesløs omgang med så æreskrænkende grovheder, og dels at Klitgårds påstande i det hele taget er fremsat på et lemfældigt grundlag, der ikke kan udledes af det pågældende indlæg af Faklens redaktør, som han hævder at svare på. Vi fastholder dog samtidig, at Klitgård umuligt kan have forvekslet Faklen med den hedengangne højreekstremistiske pamflet, ligesom vi mener, at erstatningen burde have været langt højere.

Spørgsmålet er så: Hvorfor denne nazificering? Hvorfor har Klitgård ønsket at tilsværte et antinazistisk og antifascistisk tidsskrift som Faklen, når han selv er formand for FMN? Om Klitgårds motiver kan vi selvsagt kun gisne, hvorfor vi ikke skal gå ind på dem her, men kun fastslå, at Faklens holdninger ikke mindst i forhold til forsvaret for ytrings- og foreningsfriheden tilsyneladende er Klitgård så meget imod, at han ikke går af vejen for de groveste nazismebeskyldninger.

I sin "berigtigelse" anførte Klitgård kryptisk, at forvekslingen "også skyldes delvis misinformation …", men før nogen en dag med sikkerhed kan opklare, hvori denne "misinformation" består, hvem der stod bag den, og hvad motivet til denne måtte have været, kan vi naturligvis ikke vide, om dette blot er en udflugt, eller om der ligger mere bag.

Nogle måneder efter "berigtigelsen" blev Klitgård ekskluderet af DKP/ML af grunde, som næppe havde med Faklen at gøre. Men nu var der i Klitgårds øjne pludselig ikke længere bare tale om en forvekslingssag, men om et bevidst forsøg fra Dagbladet Arbejderens side på at ramme Klitgård.

I byretten udtalte Klitgård direkte om sagen: "Jeg føler mig ført bag lyset af Dagbladet Arbejderen", og I FMNs eget blad, Håndslag nr. 2, 1998, var det avisens redaktør, Lotte Rørtoft Madsen, der blev gjort til den egentlige skyldige i sagen: "Det er et endnu ikke opklaret spørgsmål, hvorfor redaktøren af Dagbladet Arbejderen undlod at orientere Frede Klitgård om eksistensen af det nye Faklen, som redaktionen fik tilsendt."

Hvorfor den ekskluderede Klitgård nu efter berigtigelsen, der ikke bemærkede noget om, at Dagbladet Arbejderen skulle have ført ham bag lyset, pludselig beskyldte DKP/ML for at være direkte og indirekte skyldige i, at han "kom til" at tilsværte tidsskriftet Faklen, står ikke til at opklare for udenforstående og må være en sag mellem Klitgård og DKP/ML.

At Klitgård hævder sig manipuleret af DKP/ML, synes imidlertid noget overraskende, når han ellers så kategorisk afviser enhver tale om, at han skulle have været manipuleret af ikke bare Klaus Riis i forbindelse med bruddet med DKP/ML, men af nogen som helst anden på noget andet tidspunkt. I et interview i Kommunistisk Politik nr. 1, 1997, udtalte Klitgård således: "Jeg blev kritiseret for at lade mig 'manipulere' af Klaus og behandlet som en halvsenil tåbe. Jeg har været kommunist hele mit voksenliv - og har aldrig ladet mig manipulere af nogen som helst. Jeg har heller ingen ambitioner, så jeg kan sige, og siger, sandheden, som jeg ser den."

Ikke desto mindre var det naturligvis også aldeles uforståeligt, at Dagbladet Arbejderen i sin tid gav Klitgårds injurierende anklager så positiv særbehandling, og tilmed skrev i den redaktionelle indledning: "For overskuelighedens og korthedens skyld har han [Klitgård] ridset problematikken op i punkter. Med almindelig brødskrift refereres påstande/synspunkter, mens Frede Klitgårds kommentar er sat med halvfed skrift og markeret med en 'stjerne'." Endvidere fik Faklen følgende redaktionelle kommentarer med på vejen: "Det er et tidsskrift, som bl.a. koketterer med satanismen, og som udsendes af religiøse 'oprørere' ved Århus Universitet."

Lige så vel som Klitgård måtte selvfølgelig også Dagbladet Arbejderen være klar over, at beskyldningerne var falske, eftersom avisen dels havde anmeldt Faklen, dels havde modtaget samtlige numre af bladet.

Før Faklens advokat, Peter Hjørne havde modtaget alle sagens detaljer, bebudede Faklen derfor et sagsanlæg også mod Dagbladet Arbejderen, men trak det tilbage, eftersom vi erkendte, at der trods alt var en afgørende forskel på som en del af pressen at viderebringe grove og løgnagtige udtalelser med nok så redaktionel velvilje, og så være den ansvarlige ophavsmand til disse udtalelser. Imidlertid vil både FMN og Oktober gerne fremlægge det, som om der skulle forelægge en underhåndsaftale Faklen og DKP/MLs formand, Jørgen Petersen imellem, hvor vi "aftalte" kun at "gå efter" Klitgård.

I Håndslag nr. 2, 1998 hed det herom: "Fakkelfolkene havde fra begyndelsen også truet Dagbladet Arbejderen med retssag, men den blev uden nærmere begrundelse trukket tilbage efter hemmelige forhandlinger, som blev etableret efter initiativ fra en vis Jørgen Petersen, der optrådte som bladets advokat."

Der var ingen "forhandlinger", men en telefonsamtale, hvor Jørgen Petersen beklagede Dagbladet Arbejderens håndtering af sagen, ikke mindst den mistænkeliggørende leder den 26.3.97, en leder, som var forfattet af Klaus Riis, ligesom Faklens redaktør udtrykte en vis undren over, at ikke også Klitgård straks gjorde noget for at få fat i Faklen, hvis han virkelig beklagede det skete. Mere var der ikke i det.

Hele sagen behandledes efterfølgende af Informations David Rehling, der er kendt som en dygtig og skarp lederskribent og tidligere en fleksibel og fair debatredaktør. Men den behandling, som Faklen fik i forbindelse med injuriesagen mod Klitgård, hørte mildest talt ikke til den saglige ende af journalistikken.

Overskriften i Rehlings artikel om sagsudfaldet lød den 4.9.98: "Kontroversielt tidskrift frikendt for nazistiske tilbøjeligheder". Denne besynderlige udlægning var mildest talt betænkelig, i og med, at Faklen ikke stod anklaget for noget som helst og derfor selvfølgelig heller ikke behøvede nogen frifindelse. Dommene i sagen var tydeligvis gået Rehling så meget imod, at han i ren og skær sympati med Klitgård havde udeladt afgørende aspekter af sagen; f.eks. viderebragtes Klitgårds "forvekslings-forklaring" fuldstændig ukritisk, ligesom hans "berigtigelse" blev kaldt en "uforbeholden undskyldning" og sågar "en bodsgang" med bemærkningen: "Det mildnede ikke den krænkelse som Rune Engelbreth Larsen og hans medfakkelbærere mente at være udsat for."

Rehling skrev heller ikke ét ord om, at Klitgård gennem FMN havde fortsat nazificeringen af Faklen lige siden sin "berigtigelse", idet FMN både i 1997 og 1998 udsendte erklæringer, hvori det hed, at Faklens injuriesag var "i eklatant modstrid med" påberåbelsen af "at være 'anti-nazistisk'".

Derimod kaldte Rehling hele sagen for "bizar" og "ejendommelig", underforstået: Der var slet ikke grund til at rejse en sag mod Klitgård; han fastslog nærmest som faktum, at Klitgård var i retten pga. en "vildfarelse"; at Faklens advokat forklarede en af dommerne, at der i Faklens undertitel stod "erkendelsesterrorister", bliver det i Rehlings fremstilling helt omvendt til, at dommeren korrekser advokaten for at bruge det mildere udtryk, "erkendelsesteorister". Bevidst manipulation fra Rehlings side - eller havde han bare en off-day?

Information ledsagede Rehlings udredning med en tegning af Justitia, der angiveligt smagte på en fakkel med ordene: "Den smager nu lidt af skrårem og støvlefedt"; og endelig afsluttede Rehling: "Hvor langt den danske ytringsfrihed rækker, hvem der må kalde hvem nazister, også når de - måske - tager fejl, det bliver alt sammen afgjort …"

Jojo, Rehling havde frikendt Klitgård og dømt Faklen, det var der ingen tvivl om - og han fortsatte sågar for egen regning Klitgårds nazificering.

I Faklen har vi ofte indskærpet, at vi kæmper for ytringsfriheden under det ansvar, som Grundloven indskærper - og det betyder, at man selvfølgelig både kan og bør blive dømt for ualmindelig grove løgne og injurier. Som vi forklarer i Faklen nr. 4 i artiklen "Kampen mod fascismen" i forbindelse med sagen:

I Grundlovens § 77 hedder det: 'Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.' Man kan altså ikke forhindre nogen i at mene, sige eller skrive noget som helst - men enhver kan bagefter blive draget til ansvar og dømmes for det skrevne eller sagte, hvis de er fulde af løgn og derved skader andres omdømme. Sådan som samfundet er indrettet i dag, er dette afgørende, for løgn og bagvaskelse kan være af så grov karakter, at det invaliderer ytringsfriheden, eftersom den forurettede derved forhindres i at kunne udtale sig på lige fod med løgneren, der i kraft af løgnen på forhånd har sørget for, at den efterfølgende indvending mødes med skepsis eller afvisning. Desto grovere løgn, desto mere 'overbevisende' virker den, og desto større skade lider den forurettedes mulighed for en fair vurdering af hans affærdigelse heraf - og desto større skade lider derved selvfølgelig ytringsfriheden.

Derfor var det også med nogen undren, at vi fra Klitgårds advokat Jørgen Jacobsen i landsretten skulle høre ordene: "Al diktatur begynder med censur". Dette skulle være et forsvar for Klitgård?!

Hvad var det nu, der begyndte det hele? Klitgårds forsvar for et indlæg i Dagbladet Arbejderen, der over for nazisterne bekendtgjorde følgende strategi: "Forbyd dem at holde møder. Forbyd dem at danne parti. Forbyd dem adgang til nogen form for medie/pressedækning." Endvidere konkluderedes det, at de, der kæmper for ytringsfrihed, også for nynazisterne, "er lige så meget nazister som fortidens ditto uhyrer var".

Hvem er det da, der ønsker censuren genindført?

Faklen bekæmper nazismen og enhver anden fascisme og fascistisk tendens. Vi mener ikke, at intolerance bekæmpes med intolerance, eller at nazistiske ønsker om at ophæve ytrings- og foreningsfriheden skal bekæmpes ved at ophæve ytrings- og foreningsfriheden. Faktisk finder vi, at denne taktik er ualmindelig farlig - og der er da heller ingen tvivl om, hvem den rammer som de næste.

I en kommentar i Information den 14.8.97 skrev Faklens redaktør derfor om denne problematik i forbindelse med nazisternes Hess-march og opsummerede Faklens indstilling:

Systematiske folkemord, blodige massakrer mod sagesløse, kyniske eksperimenter med menneskelige forsøgskaniner og brutaliseringens grundløse krigsmaskine karakteriserer nazismen, som ethvert tænkende og følende menneske pr. natur må væmmes ved. Ophævelsen af al menneskelighed og medmenneskelighed til fordel for had, intolerance og totalitarisme er nazismens antihumanistiske credo og må stå prentet i bevidstheden hos enhver, der studeret dette, som århundredets mest uhyggelige fænomen. Nu marcherer hagekorset igen.

Hvert år sikrer de danske nynazister sig det helt store propagandafremstød ved at varsle en nazistisk march. De er ikke ret mange, måske et halvt hundred aktive. 0,001 procent af den danske befolkning. Alle hader dem - og har ubetvivleligt gode grunde til det. Men er denne håndfuld virkelig så farlig, at politiet nægter dem tilladelse til at demonstrere i Køge, at 28 danske foreninger med FN-resolutioner i hånd appellerer til justitsministeren for at standse den, og at venstrefløjsgrupper agter at forhindre demonstrationens gennemførelse? Er det dét, vi har lært af nazismens historie?

Det er måske logikken, at intolerante ekstremister, der ønsker forsamlings- og ytringsfriheden ophævet, skal have deres forsamlings- og ytringsfrihed ophævet. Men bekæmper vi intolerante holdninger med intolerante midler, hvor har da intolerancen dybest set slået rod?

Lad dog de hel- og halvfascistiske modstandere af humanisme alene om de hel- og halvfascistiske intentioner, og venstrefløjen og alle humanistisk indstillede organisationer gå forrest i forsvaret for enhvers ret til at ytre en hvilken som helst mening under det ansvar, som Grundloven foreskriver, og tillade en hvilken som helst fredelig demonstration herfor.

Ingen kan forsvare nazisterne, men alle antinazister bør forsvare ethvert menneskes lige rettigheder. Men er nazisterne ikke alt for farlige? Nej, politisk set er de komplet og aldeles ufarlige. 99,999% af den danske befolkning hader og afskyr Hitler og enhver, som kunne drømme om at erklære denne ultimative diktator sin sympati. Nazisterne har ikke skyggen af politisk indflydelse, og får det aldrig nogen sinde - i hvert fald ikke så længe de spiller med så åbne kort, at de fortsat kalder sig nazister. Dertil er navnet og historiens umiskendelige vidnesbyrd om nazismens forbrydelser ganske enkelt alt, alt for uoverstigelig en belastning i det mindste hundred år eller så endnu.

Men hvad nu, hvis de opviser sand bølleterror og som stormtropper overfalder os? Så må vi naturligvis forsvare os og slå igen - kun Kristi disciple og hellige pacifister vender den anden kind til jernstænger og flasker. Vi andre syndere lader os ikke kujonere, men slår igen. Længere er den ikke.

Men en demonstration eller en march er og bliver aldrig i sit udgangspunkt et slagsmål, men en tilkendegivelse af holdninger, og så længe den ikke er andet, skal den ikke mødes med andet end en tilkendegivelse af holdninger. Ethvert forsøg på at forhindre en demonstration med eller uden FN-resolutioner og politiet i ryggen, er og bliver et anslag mod ytringsfriheden og en ubetinget sejr for intolerancen - og som sådan vil det såre let kunne danne præcedens, som næste gang vil blive søgt vendt mod venstrefløjen selv.

Og efter indskrænkningen af ytrings- og forsamlingsfriheden er næste skridt naturligvis forbudet. Det har allerede hyppigt været luftet. I januar 1997 undersøgte justitsministeren muligheden for et forbud mod nazisterne. Han ville imidlertid i samme ombæring inkludere et forbud mod rockerne. Pia Kjærsgaard var smart og istemte begejstret tankerne, men ønskede de autonome inkluderet. Debatten rullede, og et lille halvt år senere tilsluttede Berlingske Tidende sig forbudstankerne på lederplads - men fandt imidlertid karakteristisk nok, at de ikke var tilpas vidtgående: "Og for resten: Hvis rockerne skal forbydes, så må ministeren også se kritisk på de autonome, nazisterne, voldelige trotskister og andre, hvis virke også er forbundet med vold og hærværk" (21.6.97).

Jo jo - ét skridt ad gangen, nazisterne, rockerne, de autonome, trotskisterne … Er dét en udvikling, som vi ønsker fremmet, eller skulle vi ikke tværtimod så meget desto kraftigere insistere ikke bare på foreningsfriheden, men også på den lige ret til at demonstrere?

I stedet for at forhindre nazisternes demonstration, skulle man snarere benytte lejligheden til at tydeliggøre, at det ikke er de erklærede nazister i Greve, men de fascistiske tendenser i den faktisk førte politik på Christiansborg, der er den største fare: At i hundredvis af juridisk uskyldige isolationsfængsles på ren og skær mistanke hvert år, at i tusindvis af mennesker er hjemløse i Danmark, at i titusindvis af asylsøgere oplever at blive fængslet på ubestemt tid, at i hundredtusindvis af danskere ifølge FN og OECD lever under fattigdomsgrænsen, at politihunde årligt skamferer 1.000 juridisk uskyldige mennesker, at PET overvåger, kontrollerer og infiltrerer lovlige foreninger og partier, at strejkeretten reelt er ophævet med regeringsindgreb i faglige konflikter, at tvangsaktiveringen reelt er tvangsarbejde, der tilmed repræsenterer et slet skjult dødsstød mod fagbevægelsen …

Hvert eneste forsøg på at forhindre nazisternes demonstration er med til at lægge et røgslør over alle disse tiltag og indhylle offentligheden i den farlige illusion, at så længe vi blot nægter 50 nazister retten til at demonstrere, er fascismens slagskygge forsvundet.

Imens griner nazisterne. De får måske 2-3 medlemmer ekstra på martyrrollen. Imens griner PET, de er jo nødt til at overvåge "ekstremisterne" på begge sider. Imens griner Poul og Pia, de er jo nødt til at iværksætte tiltag mod "ekstremisterne" på begge sider.

Taberne er venstrefløjen, humanismen og tolerancen.

Faklen