Den stigende arbejdstvang, fattigdom og skærpede oprustning mod den lille berigelseskriminalitet følger den omsiggribende tankegang, at arbejdsløshed og armod er selvforskyldt. Alternativet er et samfund, der tager betingelsesløst økonomisk og socialt ansvar for alle sine medborgere, frisætter den arbejdsløse og afkriminaliserer de socialt udstødtes levevilkår.

Fra 1993 til 1996 faldt den registrerede ledighed med ca. 100.000, men beskæftigelsen steg kun med 50.000, og i samme periode steg antallet af personer på efterløn, overgangsydelse, orlov m.v. med 84.000 (jf. Peter Birch Sørensen, Politiken, 17.1.97).

Socialforskningsinstituttet har foretaget beregninger af arbejdsmarkedstilknytningen. For 18-66-årige i perioden 1990-1994 steg antallet af permanent offentligt forsørgede fra 331.000 til 370.000, og marginalgruppen, dvs. personer med 36 ugers ledighed eller mere i hvert af de foregående tre år, voksede fra 178.000 til 255.000 (jf. Olaf Ingerslev & Lisbeth Pedersen, Marginalisering 1990-1994, s. 42).

I dag lever 932.000 mennesker i den arbejdsduelige alder af overførselsindkomster. I 1970 var tallet 335.000. 709.000 folkepensionister kommer oveni; deres antal er steget fra 519.000 i 1971 (jf. Budgetredegørelsen, maj 1996, s. 67 og s. 291).

I Danmark forsørger staten langt over halvanden million mennesker i den arbejdsduelige alder; mennesker, som ikke kan arbejde pga. alder eller helbred, eller mennesker, der repræsenterer et overskud af arbejdskraft på et arbejdsmarked, der er teknologiseret og rationaliseret i en sådan grad, at et stadig mere begrænset antal lønmodtagere kan producere tilstrækkeligt til at brødføde og servicere alle landets indbyggere og tilmed opretholde en betragtelig eksport til udlandet.

Danmark har altså reelt indført en slags borgerløn - og det velsagtens ud fra den prisværdige indstilling, at magthaverne i en eller anden forstand hæfter for den samfundsindretning, der er etableret, og som omfatter alle samfundets medlemmer. Ingen kan således skubbes ud af samfundet, eftersom ethvert menneske er en lige stor del af samfundet, og derfor har samfundet et ansvar over for den, der af den ene eller anden grund ikke kan forsørge sig selv.

I FNs verdenserklæring om menneskerettigheder hedder det i overensstemmelse hermed i artikel 25, at enhver »has the right to a standard of living adequate for the health and well-being of himself and of his family, including food, clothing, housing and medical care and necessary social services, and the right to security in the event of unemployment, sickness, disability, widowhood, old age or other lack of livelihood …«.

Problemet er, at alverdens nok så idealistiske erklæringer om menneskets rettigheder altid har tendens til at udvikle sig til hule propagandaformål, der på den ene side skal forsikre borgerne om samfundets retfærdighed, men på den anden side i realiteten altid må vige for de i dag langt større og mere påtrængende hensyn til Markedskræfterne og Myndighederne.

Når en stat har forpligtet sig på FNs menneskerettighedserklæring, har den i praksis kun i undtagelsestilfælde forpligtet sig på juridisk uomgængelig vis; men den har ikke desto mindre fået et papir i hænde, som bl.a. erklærer, at ingen forskelsbehandling og politisk eller social undertrykkelse finder sted.

Forfinet til det yderste er denne relativt nye form for manipulation fra systemets side særdeles effektiv: Man risikerer ikke længere at skulle holde befolkningen i skak, med alt hvad dertil hører af udtalte, afslørende og diskutable magtmidler - man kan i stedet nøjes med at holde befolkningen hen.

Rettigheder og forbehold

Højtidelige frihedserklæringer kan selvfølgelig i heldigste fald være både velanbragte og oprigtige, men den fare, at deres blotte eksistens erstatter gennemførelsen af det, de erklærer, er altid overhængende. Ikke mindst i en tid, hvor misforholdet mellem ord og gerning er reglen.

Endvidere er sådanne erklæringer netop alt for ofte resultatet af forhandlinger siddende politiske magthavere imellem og derfor behæftet med slet skjulte forbehold, der ubesværet degraderer den mere iøjnefaldende humanistiske staffage drastisk.

Noget sådant er f.eks. tilfældet for den Europæiske Menneskeretskonvention, EMRK, der blev vedtaget den 4. november 1950. Hvor FNs Universal Declaration of Human Rights fra 1948 blev til i slagskyggen af 2. verdenskrig og den totale umyndiggørelse og umenneskeliggørelse, der kendetegnede Nazityskland, og derfor hylder relativt uforbeholdne idealer om frihed og social tryghed, er EMRK, eller Konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev vedtaget blot to år senere, allerede anderledes åben over for rettigheds- og frihedsindskrænkninger, der i princippet går endog meget vidt.

I flere artikler forsynes diverse rettigheder med markante undtagelsestilfælde, der reelt fuldstændig ophæver dem, f.eks. retten til »respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance« i artikel 8, om hvilken det specificeres: »Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.«

Med andre ord: Du har ret til respekt for dit privatliv og dit familieliv, dit hjem og din korrespondance - medmindre myndighederne mener, at du ikke har ret til det.

Sådanne træk gør ikke blot erklæringernes (overfladiske) idealisme vanskeligt juridisk brugbar, de gør den tilmed potentielt propagandistisk, og den får dermed let den stik modsatte effekt.

I den Europæiske Menneskeretskonvention, artikel 4, stk. 2 hedder det: »Ingen må beordres til at udføre tvangs- eller pligtarbejde.« Men stk. 3 fremhæver således i overensstemmelse med konventionens sædvane en række undtagelsestilfælde, bl.a. »arbejde eller tjeneste, der udgør en del af normale borgerlige forpligtelser«.

Det afgørende er så, om »normale borgerlige forpligtelser« er en blankocheck, så vi igen havner i den absurde situation, at ingen under nogen omstændigheder må udføre tvangsarbejde, medmindre der er almindelige omstændigheder, hvorunder de skal.

Imidlertid hedder det i den kommenterede udgave af konventionen: »EMRK-organerne har hidtil ikke defineret 'tvangs- eller pligtarbejde'.« (Peer Lorenzen, Lars Adam Rehof og Tyge Trier, Den Europæiske Menneskeretskonvention, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1994, s. 97). De internationale sager, der er beslægtede med problematikken, tyder ikke på, at den gældende tvangsaktivering i Danmark tilnærmelsesvis kan dækkes ind under »normale borgerlige forpligtelser«, men før spørgsmålet kommer for menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, kan det ikke blive endegyldigt afklaret, om der er handling bag de kønne intentioner i EMRKs forbud mod tvangs- og pligtarbejde.

Problemet er selvfølgelig også, at der i dag er en bemærkelsesværdig tendens til at betegne love, der reelt omhandler frihedsindskrænkelser, som »frihedsrettigheder«, eller en lov, der f.eks. fortrinsvis begrænser offentlighedens adgang til forvaltningen, som en »lov om offentlighed i forvaltningen« etc.

FNs Menneskerettigheder er formuleret mere direkte end EMRK, men bærer selvfølgelig også sine steder præg af at være skrevet af beslutningstagere, der har nedtonet radikaliteten sammenlignet med historiske paralleller fra f.eks. den franske revolution. I artikel 1 i Universal Declaration of Human Rights hedder det således: »All human beings are born free and equal in dignity and rights,« idet man her hellere følger formuleringen fra den amerikanske Declaration of Independence, »all men are created equal«, end den mere vidtgående artikel 1 i Déclaration des droits de l'homme et du citoyen (Erklæring af menneskets og borgerens rettigheder) fra 1789: »Les hommes naissent et demeurent libres et égaux en droits …« - menneskene fødes og forbliver frie og lige i deres rettigheder.

For nærværende problematik om tvangsarbejde og borgerløn er især menneskerettighedserklæringens artikel 25 et afgørende eksempel på, hvordan samfundets forpligtelse til at garantere den enkeltes eksistensgrundlag indskrænkes med et for en umiddelbar betragtning måske ligefrem beskedent og fornuftigt, men reelt temmelig invaliderende forbehold.

Som allerede citeret fremgår det her, at enhver »has the right to a standard of living adequate for the health and well-being of himself and of his family, including food, clothing, housing and medical care and necessary social services, and the right to security in the event of unemployment, sickness, disability, widowhood, old age or other lack of livelihood …« - men dernæst tilføjes det: »… in circumstances beyond his control.«

»In circumstances beyond his control« bliver i den danske oversættelse til: »… under omstændigheder, der ikke er selvforskyldt.«

Igen forærer de højtidelige erklæringer i en lille afsluttende gummiformulering de respektive myndigheder lige præcis den nødvendige lillefinger, der udsteder et kærkomment carte blanche, når det skal afgøres, hvor stor en bid af »rettigheden« til social tryghed, der i praksis kan omgås.

Selvforskyldt arbejdsløshed og armod?

Statens forpligtelser til social tryghed gælder således ifølge FNs menneskerettighedserklæring ikke for mennesker, hvis sociale og økonomiske marginalisering er »selvforskyldt«. Dermed anvises altså også vejen frem for den politik, der søger et alment accepteret fundament for at undslippe samfundets ansvar for selv samme marginalisering.

Tricket, der så at sige løskøber myndighedernes forpligtelse på dette område, er helt banalt at insistere på, at de fattige og udstødte - eller en del af dem - selv er ude om det.

For godt et år siden signalerede socialminister Karen Jespersen, at det præcis er denne tankegang, regeringen ønsker at fremme: »… nu må disse belastede mennesker i samfundets udkant til selv at tage et større ansvar for deres egen situation.« (Information, 14.12.96).

Hvem er så »disse belastede mennesker«? Det er de arbejdsløse, især bistandsklienterne. Problemet er bare, at det er svært at hævde, at de »selv er ude om det« i en situation, hvor der simpelt hen er for mange mennesker til at udfylde de eksisterende arbejdspladser, og hvor en stor del er mere eller mindre uarbejdsdygtige.

Men det er der selvfølgelig råd for.

Arbejdsmarkedsreformen fra 1997 kræver, at kontanthjælpsmodtagere efter tre måneders ledighed arbejder for bistanden, men de må dog kun udføre arbejde, der ellers ikke ville blive udført. Hvis nogen pure nægter at lade sig aktivere, er de netop »selv ude om det«, og al offentlig støtte bortfalder fuldstændig. De risikerer altså at skulle leve på gaden.

At arbejdsmarkedsreformen kræver, at bistandsklienten udfører arbejde, der ellers ikke ville blive udført, skyldes naturligvis, at beskæftigelsesprojekterne ikke må føre med sig, at andre som følge heraf afskediges. Det er klart, at denne forudsætning måtte med, hvis ikke Socialdemokratiet skulle få problemer med baglandet i fagbevægelsen, men det er også lige så klart, at den er ganske absurd.

For hvilket andet formål end blot og bar tvang for tvangens skyld kunne vel være baggrunden for at tvinge mennesker til at udføre »arbejde«, som ellers ikke ville blive udført? Enhver tale om »erhvervsforberedelse« må indlysende nok afvises, når det udførte arbejde dermed pr. definition ikke er et reelt arbejde - medmindre myndighederne i fuldt patroniserende alvor skulle hævde, at bistandsklienter som led i skolingen til det private arbejdsmarked skal »lære at stå op om morgenen« …

Sagen er da også den, at arbejdsmarkedsreformens krav til tvangsarbejdet er udtryk for en bizar politisk balancegang, der på den ene side ikke må få alarmklokkerne til at ringe i fagbevægelsen, men på den anden side, hvis ikke absurditeten skal være alt for iøjnefaldende for befolkningen, glidende er nødsaget til at udvikle aktiveringen i retning af reelt arbejde. Og på det tidspunkt vil det naturligvis være for sent for fagbevægelsen at stille uret tilbage, eftersom den allerede har slugt den principielle kamel om tvangsarbejde helt uden fagforeningsbeskyttelse.

Derfor viser det sig da også, at den kommunale jobaktivering allerede nu udspalter sig i to hovedtendenser: Den ene, det absurde idiotarbejde (f.eks. at luge ukrudt i frostvejr), og den anden, det regulære arbejde for den offentlige sektor (f.eks. at være en slags erstatning for hjemmehjælp) eller for private firmaer (f.eks. at pakke produkter som fuglefrø og parfume), begge i direkte modstrid med de officielle politiske intentioner.

For al aktivering gælder det endvidere, at det udbetalte beløb ligger langt under den overenskomstmæssige mindsteløn. Nægter bistandsklienten at udføre tvangsarbejdet, kan samtlige offentlige ydelser fratages øjeblikkeligt; der er med andre ord tale om et »tilbud«, som man under ingen omstændigheder kan afslå, og det er på den baggrund givetvis mere end tvivlsomt, om Danmark overholder menneskerettighedserklæringens artikel 4, der kræver, at slaveri og trældom »in all their forms« skal være forbudt.

Men endnu mere åbenlyse bliver problemerne, når vi betragter artikel 23 og 24.

I modstrid med disse gælder det således ikke for den tvangsaktiverede i Danmark, at hans ret til arbejde er i overensstemmelse med retten til »free choice of employment«; det gælder ikke for den tvangsaktiverede, at han har »the right to equal pay for equal work«; det gælder ikke for den tvangsaktiverede, at han har »the right to form and to join trade unions«; og det gælder ikke for den tvangsaktiverede, at han har ret til »periodic holidays with pay«.

Danmarks overtrædelse af disse menneskerettigheder er ganske indlysende, om menneskerettighedserklæringens ordlyd overhovedet skal kunne stå til troende.

Myndighedernes »moralske« redning, der med nød og næppe honorerer i det mindste artikel 25, er imidlertid at følge socialminister Karen Jespersens eksempel og betragte nægtelsen af tvangsarbejde som selvforskyldt ledighed - og det gør de kommunale myndigheder i Danmark så med regeringens velsignelse.

Halvandet århundrede efter at slaveriet officielt blev ophævet herhjemme, er det ubemærket dukket op igen. Ikke i den skikkelse, som man kendte det for 150 år siden, naturligvis, men i en ny form - og det altså på trods af at FN i den menneskerettighedserklæring, som også Danmark har underskrevet og forpligtet sig til, har forbudt slaveri og trældom in all their forms.

Bliver arbejdsløsheden således vha. denne strategi uendelig meget lettere at stemple som selvforskyldt, er det heller ikke svært at fremstille fattigdommen generelt blandt »disse belastede mennesker i samfundets udkant« - for at bruge socialministerens eget udtryk - som selvforskyldt.

Og det kan snart blive nødvendigt for at sløre billedet af den stigende sociale og økonomiske ulighed. Ifølge OECD lever 300.000 mennesker i fattigdom i Danmark, ifølge FN er tallet 450.000. Heri medregnes den fattigste del af de studerende, hvis eneste reelle indkomst er SU, hvad dermed ubetvivleligt sender dem under fattigdomsgrænsen, men selv om disse fraregnes, er der stadig væk 200.000 fattige tilbage i Danmark - en af verdens absolut rigeste nationer. Overfloden hober sig op i den ene ende, mens nøden vinder indpas i den anden.

Endnu er der grund til at tro, at i det mindste en god del af berigelseskriminaliteten som f.eks. butikstyverierne skyldes andre faktorer end armod, men hvor længe vil der gå, før flere og flere fattige bliver tvunget til at stjæle af nød? De fattige bliver fattigere, og allerede i dag tjener de rigeste 10 procent af Danmarks befolkning sytten gange så meget som de fattigste 10 procent - og der bliver passet på værdierne som aldrig før.

Der er små 10.000 private vagter i Danmark i dag, der endog i stigende grad varetager almindeligt politiarbejde. Overvågningsindustrien har kronede dage og omsætter årligt for intet mindre end 25 mia. kroner (jf. Jyllands-Postens tillæg, Erhverv og økonomi, 27.4.97) - over det femdobbelte af politiets samlede bevilling.

Der er tilsyneladende nogle, der får et stadig større behov for at passe stadig bedre på deres værdier, og selv om det næppe er ud fra en bevidst strategi om en begyndende forskansning, hvor de bedrestillede sikrer sig mod de ringest stillede, er det svært ikke at se det som et klart udtryk for en farlig samfundstendens, at mistænksomheden, overvågningen og tyverisikringen interessant nok griber om sig sideløbende med, at fattigdommen tiltager.

Spørgsmålet er så, om det er begyndelsen på en udvikling, vi vil hilse velkommen, eller om ikke det snarere er på tide at skifte spor, ja, vende om.

I stedet for at forværre levevilkårene for de i forvejen mest udsatte grupper ved hjælp af stadig mindre ydelser og stadig mere tvang, kunne man ganske enkelt indføre borgerløn som samfundets garanti for den betingelsesløse sociale tryghed til enhver samfundsborger!

Hidtil har to argumenter imidlertid forhindret os i at tage dette skridt, et økonomisk og et moralsk: Vi har ikke i længden råd til at betale for, at nogle mennesker ikke arbejder, og vi bør heller ikke betale for det.

Borgerløn og arbejdsfrihed

Tidligere direktør i LEGO Gruppen, Per Sørensen påpeger, at et overflodssamfund har en forpligtelse til at forsørge de samfundsborgere, der ikke kan - såvel som de, der ikke vil - forsørge sig selv. I et interview til Faklen kritiserer han den praksis at tvinge mennesker til bestemte handlinger for at få deres livsfornødenheder dækket og karakteriserer direkte fremgangsmåden som slaveri - i stedet foreslår han indførelsen af borgerløn.

Per Sørensen udtaler bl.a.: »Selvfølgelig har vi råd til arbejdsfrihed, når 20 procent af den arbejdsføre del af befolkningen kan lave alt det, der er værd at lave, og mon ikke vi ellers kunne bruge lidt af de 160 milliarder kroner, som vi bruger hvert år på overførselsindkomster?«

Når det kommer til stykket, er det vitterligt slet ikke et spørgsmål om, hvorvidt samfundet har råd til at indstille alt tvangsarbejde, fordele det arbejde, der er, mellem dem, der ønsker det, og så i øvrigt lade restgruppen, hvad enten den ikke kan eller ikke ønsker at arbejde, være i fred med en værdig forsørgelse fra det offentlige.

Selvfølgelig har Danmark råd, ikke mindst ud fra den betragtning, som vi også antydede indledningsvis, at vi jo rent faktisk allerede har en slags borgerløn i forvejen - langt over halvanden million mennesker forsørges af det offentlige. Det er imidlertid en bred vifte af forskellige slags forsørgelser, der i en række tilfælde er behæftet med store udsving såvel som overflødige og nedværdigende forpligtelser, forsørgelser, der løbende udsættes for drastiske nedskæringer og, som vi har set, tilmed end ikke er hævet over risikoen for at blive fuldstændig inddraget.

I stedet for hele det nuværende morads af forskellige satser og pligter og den næsten vilkårlige forskelsbehandling af dagpengemodtagere, folkepensionister, efterlønsmodtagere, invalide, asylsøgere, bistandsklienter under 25 år, bistandsklienter over 25 år, studerende under 25 år, studerende over 25 år etc. kunne man én gang for alle erstatte hele systemet med én fast ydelse, der er lige for alle - en værdig, betingelsesløs borgerløn, udbetalt til enhver, der står uden for arbejdsmarkedet. Eneste variation i udbetalingen måtte naturligvis være et fast tillæg afhængigt af det antal børn, man måtte forsørge.

Men hvilken konkret model, borgerlønnen måtte antage, er foreløbig mindre vigtigt end selve tankegangen, hvorfor det heller ikke er afgørende, hvorvidt den månedlige ydelse skulle være f.eks. fem, syv eller ti tusind kroner - det er kun et simpelt spørgsmål om prioritering. Langt hovedparten af udgifterne kommer selvfølgelig fra det trecifrede milliardbeløb, vi i forvejen anvender til offentlige ydelser, ligesom der er store besparelser at hente på at nedlægge talrige af de meningsløse beskæftigelsesterapeutiske kurser og aktiveringer og den hermed forbundne administration. Og selv om dette ikke skulle være tilstrækkeligt, er det selvfølgelig kun mangel på politisk mod og vilje, der måtte forhindre os i at inddrage nogle af de enorme private kapitalreserver, sætte skatten drastisk i vejret for de velhavende eller fjerne alt, hvad der hedder fradrag, og derved udligne skatten, så ikke de velhavende fortsat kan slippe med den reelt laveste skatteprocent.

Så længe de rige ikke fattes penge, fattes riget ikke penge - så enkelt er det.

Endelig må man jo heller ikke glemme, at borgerløn lige så lidt som de eksisterende offentlige ydelser er at regne som ren statsøkonomisk tilsætning. Udgifterne til de mange hundredtusinde mennesker på offentlige ydelser ryger i vid udstrækning tilbage i systemet, eftersom alle mennesker selvfølgelig skal have mad, klæder, bolig etc., som så igen er grundlaget for andres erhverv.

Men hvem ville vel overhovedet gide arbejde, om man bare kunne blive passivt forsørget af det offentlige? Denne indvending er uholdbar.

Det reelle antal i gruppen af arbejdsduelige uden for arbejdsmarkedet i Danmark har ikke udvist noget som helst dokumenterbart systematisk fald, hvor understøttelsen blev nedskåret, lige så lidt som det har udvist nogen markant stigning afhængig af en relativt mere økonomisk fordelagtig understøttelse - altså er der ingen grund til at tro, at gruppen af mennesker, der overhovedet ikke ønsker at arbejde, er særlig stor, endsige er videre afhængig af størrelsen på den offentlige ydelse til arbejdsløse.

Endelig må man da også spørge sig selv, om det menneske, som finder udfordring og tilfredsstillelse i sit arbejde, virkelig ville droppe det, blot fordi det ikke var en økonomisk livsnødvendighed længere? Og hvis han ikke ville det, så er der kun en »fristelse« i at sige sit job op for den, hvis arbejde f.eks. er alt andet end tilfredsstillende, ikke mindst ensidigt gentaget arbejde - man ville med andre ord ikke længere kunne få hvem som helst til hvad som helst, respekten for det enkelte menneskes værdighed ville nødvendigvis vende tilbage, også på arbejdsmarkedet.

Sagen er jo samtidig den, at rationalisering og teknologisering overflødiggør stadig flere, hvorfor vi enten må suspendere denne udvikling eller lade alle få gavn af den ved at nedsætte arbejdstiden og fordele det arbejde, der er, indføre mulighed for lange arbejdsfrie orlover og tilbyde et værdigt og anstændigt liv for den gruppe, der helst vil helt ud af arbejdsmarkedet.

Derfor skriver vi f.eks. også i lederen i Faklen nr. 4: »Få ville vælge lediggang, når det stod dem frit for at beskæftige sig med det, som de virkelig følte for, i stedet for det, som de blev tvunget til. Men de resterende, som måtte foretrække at nyde uden at yde, ville ikke gøre anden skade end at føje deres glæde over lediggangen til andres glæde over arbejdet.« Og dét er jo ret beset også en værdifuld ydelse.

Tilbage står det argument, at borgerløn er umoralsk og/eller i strid med den gældende ideologi: Man skal arbejde for føden, hvis man kan. Men det er dog heller ikke svært at se, at det eneste, som den moral dækker over, er uforfalsket egoisme: Er det rimeligt, at jeg skal knokle, for at andre kan drive den af?

Og, nej, det er det selvfølgelig ikke, hvis vi betragter samfundet i det snævre perspektiv, at et menneske, der udfører offentligt eller privat lønarbejde, er mere værd end et, der ikke gør - og så har vi valgt at betragte samfundet ud fra den mest unuancerede og kyniske fabrik-analogi.

Som vi har set er dette imidlertid alt andet end nødvendigt, det er blot en tankegang, vi er blevet tilvænnet - men hvad vigtigere er, er det overhovedet sådan et samfund, vi ønsker?

Samfundet skylder mennesket alt

Alternativet er et samfund, der er til for menneskets skyld, i stedet for mennesker, der er til for samfundets skyld. Og ud fra denne humanistiske grundopfattelse følger, at samfundet vedkender sig sit ansvar for hver eneste samfundsborger, fordi hver eneste samfundsborger er en ligeværdig del af samfundet. Dermed bliver det heller ikke længere magthaverne om at drive samfundet som en benhård meta-forretning efter fabriksforbilledet, men i stedet om noget så basalt som at drage omsorg for, at alle får del i samfundets frugter og friheder.

Derpå og derpå alene bør beslutningstagerne dømmes, ikke på metafysiske vækstrater og abstrakte betalingsbalancer, som i absolut bedste fald er sekundære.

Samfundet står pr. natur i gæld til hvert enkelt menneske, det enkelte menneske står ikke i gæld til samfundet, og skønt selve begrebet »borgerløn« for stort set enhver betragtning er noget aparte, dækker det dog i mangel af bedre tankegangen bag denne afgørende humanistiske pointe.

Men hvor det altså i dag er den modsatte idé, der hersker, at mennesket i såvel social som økonomisk forstand står i gæld til samfundet, er der måske grund til at overveje, hvorvidt de udstødte grupper, som nu helt eller delvis risikerer at få frataget deres eksistensgrundlag og således reelt bliver - eller er blevet - definitivt afskåret fra samfundet, egentlig overhovedet kan gøres den mindste smule moralsk forpligtede af dette aktuelle samfunds retlige og normative grundlag?

Må det, der karakteriserer samfundet som samfund, ikke netop være det forhold, at ingen kan eje samfundet, og om ikke alle samfundets medlemmer derfor får del i samfundets frugter, hvilken fornuft, moral eller lov skulle da nogen sinde kunne fordømme dem, der måtte blive udelukket herfra, i frit at plukke den frugt, om så det måtte være fra et træ eller i et stormagasin? Hvilket menneske med sin medmenneskelighed i behold skulle dog kunne tage afstand fra en sådan handling? Ingen.

Hvem ville vel ikke omvendt hilse den dag velkommen, hvor en hær af udstødte og medfølende mennesker over hele landet tager det brød tilbage, som samfundet i stigende grad forholder dem, og således viser de magtesløse butiksvagter og målløse politikere, at samfundet hører alle til. Ikke særlig dramatisk, måske, men dramatisk nok.

Det bliver alt andet end en vredens dag, det bliver tværtimod en glædens dag, en brødets dag, og meget mere end en simpel aktion, ja, måske begyndelsen på en stille revolution.

Og er der brug for noget mindre - kan den dag komme for tidligt?

Rune Engelbreth Larsen