Faklen er forud for indlægget blevet informeret om, hvordan tingene reelt har forholdt sig, hvilket man åbenbart har valgt at ignorere. Når Faklen bekymrer sig over demokratiets tilstand i PUS, skydes der derfor mod bedre vidende over målet.

De politiske ungdomsorganisationer godkendte på et møde den 18. august aftalen med ANTV – før vi kendte til Faklens deltagelse. Dette skete, efter at ANTV havde rettet henvendelse til PUS, hvori vi blev inviteret til et samarbejde om produktion af en række TV-programmer. Da formanden for PUS og den på et møde i PUS valgte koordinator erfarede, at Faklen som den eneste organisation ud over PUS også skulle deltage, rettede vi henvendelse til ANTV, hvori vi klargjorde, at vi ikke var informerede herom.

Vi mente ikke, Faklen var en politisk ungdomsorganisation, men en gruppe mennesker, der udgav et universitetsblad, og som i øvrigt ønskede at skyde løs på alt og alle i bladets frygt for en påstået snigende totalitær tendens i samfundet. Vi ønskede i stedet at anvende programrækken til at give unge mennesker mulighed for at diskutere politiske problemstillinger som miljø, arbejdsløshed, uddannelse etc. Herefter valgte ANTV på eget initiativ og ud fra faglige journalistiske overvejelser ikke at lade Faklen deltage. DSU havde altså på intet tidspunkt været indblandet i disse overvejelser.

Faklens behandling af sagen synes mere tendentiøs, end hvad man endda kan forvente af den borgerlige presse. Synd, at et initiativ som Faklen skal dø ad denne vej.

Svar:
Der er stadig væk intet som helst i Martin Dohns redegørelse, som ikke er i overensstemmelse med den måde, hvorpå Faklen har beskrevet sagen. Tværtimod understreger Dohns fremstilling atter, at Faklen blev udelukket fra ANTVs udsendelsesrække af politiske, og kun af politiske årsager. Beslutningen blev taget af PUS' formand og koordinator, og stadig væk – som det fremgår af artiklen om sagen i forrige nummer – uden noget forudgående møde alle medlemsorganisationerne imellem!

Det forholder sig altså på den måde, at PUS har øvet politisk pres på ANTV for at få Faklen udelukket – hvorfor? Fordi, som Dohn skriver på sin egen og PUS' koordinators vegne: »Vi mente ikke, Faklen var en politisk ungdomsorganisation, men en gruppe mennesker, der udgav et universitetsblad, og som i øvrigt ønskede at skyde løs på alt og alle i bladets frygt for en påstået snigende totalitær tendens i samfundet.«

Men hvilken relevans har denne subjektive vurdering fra to nok så ledende PUS-medlemmer vel for en – i hvert fald officielt – fri og politisk uafhængig TV-station?

Ligesom PUS havde også Faklen sin aftale med ANTV om produktion af en række TV-programmer. Sagen er altså i en nøddeskal den, at Faklen imidlertid hverken kunne eller ville udelukke PUS helt eller delvist herfra, mens PUS både kunne og ville udelukke Faklen!

Sluttelig hævder Dohn: »ANTV [valgte] på eget initiativ og ud fra faglige journalistiske overvejelser ikke at lade Faklen deltage.« Dette er ikke korrekt.

Til Faklen udtalte producer Peter Holm angående beslutningen om at udelukke Faklen: »Jamen som sagt, så er der ikke nogen ud over PUS … Så er der ikke nogen, der har haft noget, ud over os.« Endvidere forklarer Holm heller ikke udelukkelsen »ud fra faglige journalistiske overvejelser«, men siger derimod ordret: »Jeg tror måske, vi kan kalde det … Lad os kalde det 'samarbejdsvanskeligheder'.« Disse »samarbejdsvanskeligheder«, er det værd at bemærke, er ikke nævnt med ét ord i ANTVs referat fra det møde, hvor de angiveligt skulle have fundet sted …

Summa summarum: Faklen blev udelukket af politiske grunde.

Redaktionen

En ussel våt fyrstikk …
Sigurd Lydersen, medlem af det norske NKP, mahageru@online.no, skriver bl.a.:

Takk for et engasjert og samfunnskritisk tidskrift som setter ubehagelige problemstillinger på dagsordenen. Jeg etterlyser deres idemessige ståsted – adjektivet »ideologisk« er så svertet at jeg helst ikke vil bruke det – men for å rette en samfunnskritikk som Faklen gjerne vil, må man ha et ståsted hvorfra man kan kritisere, og dette ståstedet blir for utydelig hos dere, kritikken overskygger for meningen kan man si.

Grunnen til at dette opptar meg er at jeg som ung studerende nordmann stadig tydeligere aner konturene av et annet solid ståsted hvorfra våre skandinaviske sosialdemokratier kan underlegges fundamental kritikk. Legg merke til at Gorbatjovs stemme ganske så fullstendig har forsvunnet fra offentligheten, trass i at han lever og virker i Moskva, isteden har den forfyllede Jeltsin overtatt scenen og gjør det lett for våre vestlige makthavere. Men denne situasjonen vil ikke vare ved, på et eller annet tidspunkt faller Jeltsin ifra, og fortiden bliver levende igjen. Da trengs det folk i vesten som kan betrakte verden fra flere sider, disse burde våkne i dag.

Slike folk søker til Faklen, og det de bør få der er ikke bare kullsvart kritikk, men også opplysning om at den vestlige etterkrigstida har vært en unntaksperiode, hvor rasjonaliteten har vært satt til side, mens det sosialt mest interessante og progressive har funnet sted i Sovjetunionen og Øst-Europa.

Dersom Faklen i sitt akademiske storsnuethet glatt overser slike avgjørende begivenheter for å tekkes blant annet borgerlige kommentatorer i norske tabloidaviser, så blir Faklen ikke noe annet enn en ussel våt fyrstikk.

Møllehave nærmest symbolet på den humane kristne kirke

Seminarielærer Morten Isaksen, Østergade 35, 7500 Holstebro, skriver:

Der er et sted i jeres kritik af kristendommen, jeg mener, at I går galt. Med jeres 95 punkters opslag på domkirkedøren kritiserer I mange holdninger i det Nye Testamente, f.eks. Paulus' udsagn om, at kvinder skal tie i forsamlinger, og den generelle homofobi i øvrigt. Nøjagtig de samme ting ville I kunne kritisere utallige andre religioner for, i hvert fald både jødedom og islam – hvis I tager grundteksterne på ordet og betragter disse tekster som »skjult dagsorden« (jeres ord) for deres virke i dag.

Men i virkeligheden er det jo meget få religionsudøvere, der er fuldstændig skrifttro. Religionernes praksis ændrer sig med det samfund, de fungerer i, prøv bare at se, hvor meget den generelle kristne praksis har ændret sig i løbet af de sidste 50 år. Johannes Møllehave med det åbne ægteskab ville være blevet sparket ud af folkekirken i 1930. I dag er han jo nærmest symbolet på den humane kristne kirke. Den eneste position, jeg kan se for jer med jeres kritik, er et rent ateistisk eller agnostisk fritænkerstandpunkt. Dette standpunkt respekterer jeg dybt, og det var det, de kulturradikale forfægtede i 30erne med Bertrand Russell i spidsen internationalt og Poul Henningsen herhjemme.

Dengang var kirken virkelig en reaktionær og bagstræberisk magt, men det er den jo ikke i dag (selv om der ikke er et vielsesritual for homofile i dag, så er der det sikkert om 10 år). Kirken har stort set taget alle de kulturradikales kritikpunkter til sig og ændret praksis (læs f.eks. Politikens kronik, 2.11.97, »Forvrænget kristendom«, af Margrethe Auken m.fl.). Havde PH levet i dag var han blevet udråbt til biskop.

På den baggrund kommer jeres skriftbaserede kritik af kristendommen i dag til at være en kritik af religion overhovedet. Og er det egentlig det, I vil?

Svar:
Hensigten er selvfølgelig ikke en religionskritik som sådan. Grunden til, at vi taler om det Nye Testamente som folkekirkens »skjulte dagsorden«, er, at det Nye Testamentes eskatologiske kerne, dets kvindeundertrykkelse og intolerance negligeres eller benægtes af præsteskabet – få andre religioner fortier deres bekendelsesgrundlag på samme vis og i samme grad. Og at vi tager udgangspunkt i folkekirkens dobbeltspil og intolerance og ikke f.eks. i Vatikanets eller Teherans, skyldes simpelt hen, at vores primære bekymring er samfundsafviklingen, intolerancen og propagandaen i Danmark.

Derfor er der heller ikke noget paradoksalt i vores »skriftbaserede kritik« af kristendommen, eftersom der er tale om at kaste lys over, ikke bare et misforhold det Nye Testamente og kirken imellem, men et bizart modsætningsforhold. For hvis kirken i modsætning til det Nye Testamente f.eks. ikke håber på og kæmper for en verdensudslettende dommedag, hvis kirken i modsætning til det Nye Testamente ikke betragter kvinden som en »svagere skabning«, og hvis kirken i modsætning til det Nye Testamente ikke finder dødsdom for homoseksualitet rimelig – hvorfor i alverden fjerner den så ikke dette indhold fra sit bekendelsesgrundlag?

Derved afslører jo netop Margrethe Auken og Møllehave & Co. sig fuldstændig med hele deres hjemmestrikkede pseudokristendom; for hvis de virkelig var så frisindede og tolerante, som de ynder at profilere sig selv, hvorfor så fortsat bekende sig til det stik modsatte grundlag, som det fremstår i det Nye Testamente? Hvornår fremsætter SF med Margrethe Auken i spidsen f.eks. forslag i Folketinget om at udelade hvert eneste kvindenedsættende standpunkt fra folkekirkens bekendelsesgrundlag?

Aldrig. For når kvindeundertrykkelsen og den øvrige antihumanisme tages ud af det Nye Testamente, er der kun løsrevne lignelser og usammenhængende betragtninger tilbage, som alligevel kun giver mening i urkristendommens eget eskatologiske perspektiv – og hvilken præst tør vel fortælle sin menighed det?

Ingen. Derfor konkluderer vi også i Faklen nr. 6: »I sidste ende kommer vi altså ikke uden om, at valget mellem humanistisk tolerance og kirkens nytestamentlige kristendom er et utvetydigt enten eller!«

Redaktionen

Hvorfor omtaler Faklen ikke »Ny Verden-Oversættelsen« af Bibelen?
Peter Almer Frederiksen, Søvej 6, 8654 Bryrup, skriver bl.a.:

Jeg har med interesse læst artiklerne om bibelforfalskning i Faklen. Jeg synes, det er rigtigt, at man skal oversætte Bibelen ufarvet af tradition og holdninger. Hvis man kalder sig kristen, må man nødvendigvis basere sig på Bibelen fremfor traditionen.

De steder, I påpeger forkerte oversættelser, har jeg sammenlignet med den bibel, jeg oftest anvender. Det viser sig faktisk, at den de fleste steder stemmer helt overens med det, I anser for en korrekt oversættelse!

Derfor undrer det mig, at I slet ikke omtaler denne oversættelse noget sted. Det drejer sig om Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter – Studieudgave med noter og henvisninger fra 1993.

Hvad er grunden til, at I slet ikke har henvist til eller omtalt denne tilsyneladende meget korrekte danske oversættelse? Måske findes den slet ikke på de teologiske fakulteter, alene på grund af almindelig fordom mod udgiverne (Vagttårnet, Holbæk)?

Enhver, der ønsker en nøjagtig oversættelse af Bibelen, bør efter min mening have denne oversættelse i sin samling, ikke mindst på grund af dens omfattende fodnoter og tillæg.

Svar:
Hvilken dansk oversættelse af det Gamle Testamente, der er den mindst ringe, må nok falde ud til fordel for F. Buhls oversættelse fra 1910, men det betyder ikke, at hverken denne eller nogen anden dansk oversættelse er gennemført filologisk uforudindtaget eller blot nogenlunde tidssvarende, som det altid må kræves af en videnskabelig oversættelse.

Du har imidlertid ret så langt, at det er svært at komme uden om, at Ny Verden-Oversættelsen på nogle punkter rent faktisk er at foretrække frem for Bibelselskabets autoriserede oversættelse fra 1992. Men også denne oversættelse er for talrige skriftsteders vedkommende stadig væk tendentiøs og fordrejet, så den ikke kommer i konflikt med udgivernes religiøse dogmatik – i dette tilfælde ikke Bibelselskabets, men Jehovas Vidners.

Redaktionen

En lille klapsalve for jeres aktion den 24.12.
Anders Jensen, Rebildvej 8, st. tv., 2720 Vanløse, skriver bl.a.:

Jeg beskæftiger mig meget med filosofi, og jeg finder Faklen filosofisk velfunderet. Der er brug for mere af den slags i det danske medielandskab, hvis ikke denne bølge af passiviserende subjektivitet fuldstændig skal opsluge vores samfund, der er på vej mod en mere og mere ensrettet og statisk samfundsform, som kvæler menneskets intuition og kreative tankevirksomhed.

Individet bliver reduceret til en mikroskopisk brik i et spil drevet af kapitalistisk manipulation, uden forståelse for medmenneskelighed og fællesskab; dette er ikke alene usolidarisk, men også direkte destruktivt.

Jeg er glad for, at Faklen gør noget aktivt ved denne beklagelige situation, og jeg vil samtidig benytte lejligheden til at sende en lille klapsalve for jeres aktion den 24.12. – en skam, at talen ikke kunne gennemføres.

Skal en bestemt gren af samfundet være fritaget for et etisk ansvar?
Robert Henningsson, Knudrisgade 9, st., 8000 Århus C, skriver bl.a.:

Når Faklens redaktion skriver, at genteknologien slet ikke har noget »menneskesyn« i egentlig forstand, glemmer I så ikke at spørge, hvorfor nogen overhovedet har fået den tanke at gribe ind i naturens processer? Ville I på samme måde påstå, at der ikke ligger et menneskesyn bag udforskningen af stoffer til fremmelse og kontrol af planters og dyrs vækst?

Måske har I ret! Og det er jo det, der er fejlen – at der ikke ligger et menneskeligt syn bag vækstfilosofien.

Forskningen må være fri! Javel. Men også det enkelte menneske må være frit. Vi må frit kunne vælge, om vi vil bruge forskningens resultater eller ej. Om vi vil købe gensplejsede produkter eller ej. Men hvor findes dét individuelle valg, der kan fravælge resistente virusangreb? Har vi noget egentligt valg, når det gælder gensplejset materiale i fødevarerne?

Hvorfor skulle de mennesker, som beskæftiger sig med forskning, være fritaget for at gøre sig formålet med deres beskæftigelse klart?

Uden et egentligt menneskesyn kan den lige så gerne beskæftige sig med spørgsmålet om, hvordan man mest hensigtsmæssigt får transporteret 20 millioner mennesker tværs gennem Europa til effektiv fælles aflivning, som den kan beskæftige sig med spørgsmålet om skabelsen af et menneskevæsen helt uden om vore nuværende reproduktionsorganer.

Med hvilken begrundelse skal en bestemt gren af samfundet være fritaget for et etisk ansvar? Er vi ikke alle først og fremmest mennesker, uanset hvilken kasket vi tager på?

Svar:
»Hvorfor har nogen overhovedet fået den tanke at gribe ind i naturens processer?« Jamen, hvordan skulle vi dog kunne undgå det? Om vi spiser en gulerod eller en bøf, trækker vejret eller dør, griber vi ind i »naturens processer«. Mennesket er både i erkendelsesteoretisk, filosofisk og daglig, praktisk forstand en i alle henseender uadskillelig del af naturen. Derfor er det selvfølgelig heller ikke et vægtigt argument mod genteknologien, at den »griber ind i naturen« – gennem mennesket griber naturen for så vidt konstant ind i sig selv.

Så kan man mene, at genteknologien kan gribe ind i naturen på en uheldig eller skadelig måde. Men det er lige så lidt et argument mod forskningen, som det er et argument mod tændstikker, at også de kan gribe ind i naturen på yderst destruktiv vis, eftersom hverken genforskningen eller tændstikkerne i sig selv har noget som helst motiv i egentlig forstand – det har højst de mennesker, der anvender dem.

Men der er imidlertid mange umiddelbart positive gevinster ved genforskningen, ligesom der er mange positive gevinster ved tændstikkerne – skulle vi vel forbyde tændstikkerne, fordi de kan forårsage, at Christiansborg går op i flammer? Eller skulle vi forbyde togskinner, fordi de kan transportere 20 millioner mennesker tværs gennem Europa til effektiv fælles aflivning?

Nej, det er anvendelsen af disse praktiske redskaber, der kan være problematisk og farlig, som anvendelsen af ethvert redskab kan være det – men så lad os da rette vores kritik mod den i stedet for mod forskningen selv. Spørgsmålet er så bare, om gensplejsede fødevarer i det hele taget er slet så farlige at spise, som de ofte gøres til – og her er det vores overbevisning, at det er de næppe (læs »Forsvar for genteknologi« i Faklen nr. 3).

Men skal vi da ikke for en sikkerheds skyld alligevel gardere os mod en uetisk anvendelse af tændstikkerne såvel som af genforskningen?

Problemet er: Hvad er »uetisk«? Etikken er jo en metafysisk abstraktion, og hvor mange professorer der end sidder i Etisk Råd, kan ingen af dem præsentere et sikrere og mere videnskabeligt argument for det »etiske« i deres overvejelser end det, der ligger i vurderingen: Vi synes, det er uetisk. I sidste ende er dét hele etikkens fundament – medmindre man da har et religiøst udgangspunkt, i hvilket tilfælde det hedder: Vi tror, det er uetisk.

Og naturligvis er ingen af disse udgangspunkter nødvendigvis usympatiske eller antihumanistiske, blot skal de ikke give sig ud for mere, end de er – de er og bliver relative.

Lad os derfor hellere end hævde en eller anden imaginær moral indrømme, at vi hverken har mere eller mindre »etik« så lidt som flere eller færre »sandheder« på vor side, om vi ellers nok så meget bekæmper et samfundssystem, hvor frihedsindskrænkelsens og vækstfilosofiens ensidige profithensyn er blevet reglen – vi bekæmper det, fordi vi ikke kan holde det ud. Punktum.

At vi så kan opvise argument på argument for rimeligheden af større social lighed, retssikkerhedsgaranti, en mere bæredygtig omgang med naturens ressourcer osv., er noget andet, men det har bare ikke nødvendigvis noget med etik at gøre.

Etik er i bedste fald et upræcist udtryk for visse menneskers personlige medmenneskelighed eller samvittighed, i værste fald et koncentrat af et ensrettende normsæt, knæsat af magthaverne. I dag er etikken vel nærmest endnu en tillokkende, men substansløs afledningsmanøvre midt imellem disse yderpunkter, men immervæk en sovepude, som politikere lejlighedsvist kan læne sig retorisk op ad, ganske som de gør det med menneskerettighederne – og præcis lige så tom.

Redaktionen