|
Nødråb for åben skærm | FAKLEN 07
Juleaftensdag fik den traditionelle TV-transmission af julegudstjenesten et noget anderledes forløb end forventet, da Faklen for åben skærm præsenterede et alternativt julebudskab …
Den 24. december 1997 kl. 15.00-16.00 transmitterede DR1 julegudstjenesten fra Helligåndskirken i Århus. I en fredelig aktion brød syv kvinder fra Faklen ind i udsendelsen efter ca. 10 minutter, og Cecilia Brynskov gik på prædikestolen for at benytte lejligheden til at råbe vagt i gevær over for de intensiverede overgreb mod svage og udstødte minoritetsgrupper, som det danske samfund oplever i dag.
Efter ca. 30 sekunder blev alle brutalt fjernet fra prædikestolen af en kirketjener og en medarbejder fra DR, og andre fra Faklen, der uddelte løbesedler med aftryk af talen, fik en lige så ublid medfart.
Talen, som blev afbrudt omtrent halvvejs, gengives her i sin fulde ordlyd:
Kære medmennesker!
Hvorfor sidder vi her?
Hvorfor sidder vi her, når vi alle burde kæmpe for humanismen?
Hvorfor sidder vi her på bænkene og bag skærmene og plejer vores pseudosamvittighed – blot fordi det er jul – mens forståelse og gæstfrihed nedbrydes af fed, dansk overflod og selvtilstrækkelig egoisme hele året rundt?
Hvor længe skal vi affinde os med dette forlorne spil for galleriet, alle de tomme ord og floskler, som samfundets magthavere prædiker om »velfærd« og »rettigheder«, når i titusindvis af asylsøgere, hjemløse og andre minoriteter samtidig forfølges og udstødes?
Hvor længe skal vi lade den ekstreme højrefløj i Dansk Folkeparti styre den offentlige debat og stemple de svage som snyltere og de udstødte som suspekte?
Hvor længe skal vi lade os føre bag lyset af statsministerens løgne om, at der i Danmark er lighed for loven, at Danmark overholder menneskerettighederne, og at Danmark er et humant foregangsland?
Hvor længe skal vi forholde os selv, at det tværtimod let lader sig dokumentere, at Danmark i stigende grad kendetegnes af totalitære tendenser?
Vi vil ikke se det i øjnene – men kan vi benægte det? Har vi ikke set det alt sammen før – racismen, højredrejningen, den hysteriske Lov og Orden-mani? Og er det ikke på tide at vende vinden?
Men vinden vendes ikke ved, at regeringen fortsat følger logrende i hælene på Dansk Folkeparti og tilmed skamløst roser sig af at holde et par støvleskridts afstand – den ekstreme racisme bekæmpes heller ikke med en mindre ekstrem racisme, men kun med antiracisme – kun med en humanistisk modoffensiv!
Lad os ofre overfloden og lade de udstødte og de svage komme i allerforreste række – ikke bare under julens bordtaler, men hver dag, hele året, hvert år!
Lad os slå i bordet, og lad os slå til – imod højredrejningen og for den hjælpsomhed, gæstfrihed og imødekommenhed, der gør medmennesker til medmennesker!
Kære medmennesker: Bær humanismens fakkel videre – dét er julens glade budskab!
Sognepræst Henrik Oest, hvis julegudstjeneste var blevet afbrudt, kan her ikke helt finde ud af, hvilket ben han skal stå på. Ekstra Bladet spørger, hvorfor han ikke greb ind for at forhindre talen: »For det første ville det jo bare give dem endnu mere opmærksomhed. For det andet er jeg da langt hen ad vejen enig med de der mennesker bag Faklen. De har fremført mange synspunkter omkring f.eks. bibeloversættelse, som de har ret i.« Desuden erkender Oest, at aktionen var helt fredelig: »Det foregik jo ret pænt og udramatisk.«
Paradoksalt nok er hans afstandstagen fra måden, det foregik på, samtidig ganske dramatisk: »De prædiker selv humanisme. Men deres metoder er totalitære.« Til B.T. siger han: »Der er ikke noget humanistisk over at forstyrre en gudstjeneste,« og til Århus Stiftstidende: »… principielt mener jeg, at det var ulovligt, det, de gjorde.« (27. 12.). Der bliver dog ikke tale om en politianmeldelse, forsikrer sognepræsten, for det ville bare give Faklen »opmærksomhed«.
Hvordan Henrik Oest kan karakterisere aktionen som »totalitær«, når syv kvinder i al stilfærdighed gik hen til prædikestolen, hvorfra en af dem holdt en tale og end ikke på noget tidspunkt modsatte sig det, da kirketjeneren med vold rev hende ned, er imidlertid temmelig svært at se. Ikke mindst, da han selv samtidig udtaler, at det jo foregik »ret pænt og udramatisk«!
Jyllands-Postens Poul Blak forsøger ligefrem at fremstille begivenheden som en slags terroristisk sabotage og beretter, at »en kvinde med militant toneleje« bemægtigede sig prædikestolen, hvorfra hun »råbte sit budskab ud til TV-seere over det ganske land« (26.12.). Journalisten, der ikke har ulejliget sig med at finde ud af, hvad det hele drejede sig om, røber selvfølgelig hermed, at han slet ikke har set udsendelsen, eftersom enhver, der har, ikke har kunnet undgå at bemærke, at talen aldeles ikke blev holdt hverken militant eller råbende, men derimod overordentlig roligt og smilende.
Selv om alle avisredaktioner er blevet grundigt underrettet om aktionen og bl.a. har fået tilsendt talen i sin fulde ordlyd, vælger Jyllands-Posten alligevel selv at stykke en gang sludder for en sladder sammen om Faklens motiv til at gå på prædikestolen: »… at stemple vor hjemlige jul som hykleri – f.eks. set i lyset af, hvor mange flygtninge der er i verden.« …
Endvidere fandt Jyllands-Posten det i modsætning til både B.T. og Ekstra Bladet heller ikke nødvendigt at tale med andre end præsten, der nu helt har forladt sin karakteristik af aktionen som »udramatisk«; uden så meget som at høre Faklens side af sagen får Henrik Oest således lejlighed til ganske uimodsagt at skærpe sin forargelse: »Nogle ønskede maksimal opmærksomhed omkring et budskab og havde valgt i den anledning at opføre sig som terrorister.«!
Nu mangler vist kun, at det, som Oest i første omgang kaldte en »ret pæn og udramatisk« aktion, næste gang er blevet til syv militante terrorister, der forcerede prædikestolen i pansrede mandskabsvogne og var bevæbnet med hver sin skarpladte Kalashnikov …
»To kristne kvinder« – og Jesus
To linjer fra den tale, som han næppe har læst i sin fulde ordlyd i pressemeddelelsen eller hørt i TV, citeres fra Ekstra Bladet: »Hvorfor sidder vi her på bænkene og bag skærmene og plejer vores pseudosamvittighed – blot fordi det er jul – mens forståelse og gæstfrihed nedbrydes af fed, dansk overflod og selvtilstrækkelig egoisme hele året rundt?«
Heri finder den gode Ejvind Larsen tilsyneladende et udtryk for »kristen selvgodhed«, eftersom det andetsteds i lederen hedder: »Her er det så, at hele kristenheden kan rette ryggen i bevidstheden om, at vi kristne skam er de gode …«
Pia Kjærsgaard, der for nylig i et interview i Information netop insisterede på »danske værdier« som kirke og kristendom, og Cecilia Brynskov ses altså her som to eksponenter for kristendommen, om end på forskellig vis: »Pia Kjærsgaard vil forsvare kristendommen mod islam, Cecilia Brynskov vil ikke lade spørgsmålet om kristendom eller islam være afgørende.«
Jaså?!? Problemet er selvfølgelig, at Ejvind Larsen her hverken læser talen eller tager udgangspunkt i Faklens pressemeddelelse om sagen, men blot driver ren spekulation over Ekstra Bladets knap så repræsentative gengivelse af et efterfølgende interview med Cecilia Brynskov. Af mangel på lignende opfindsomhed skal vi dog lade andre om at udgrunde, hvorfor Information ikke har gidet bruge to minutters telefonsamtale på at gå til kilden selv.
Lederen fortsætter således: »Hvad mener Jesus? Han kan ikke holde selvgodheden ud, hverken i den ene eller den anden udgave af kristendommen.«
Der kan man bare se – Cecilia Brynskov og Pia Kjærsgaard er altså kristne, og selveste Jesus påtaler og dømmer dem af alle steder i Informations leder …
Så ufint, men elegant kan man altså også svøbe en politisk, humanistisk aktion ind i Pia Kjærsgaards kristne gevandter, og – ud fra et tydeligvis personligt kendskab til den herre Jesus, som vist ellers er forbeholdt Kristeligt Dagblad – med kanonisk selvsikkerhed latterliggøre et forsøg på at bryde gennem den polstrede og forlorne mediemur, der har mistet stort set alt samfundskritisk bid.
Ejvind Larsen insisterer tilsyneladende på en teologisk frem for en politisk diskussion. Men denne aktion, der lige så naturligt, som den på den ene side fandt sted juleaften, hvor afstanden mellem overflodens gaveorgie og de udstødte grupper på bunden af samfundet er endnu mere himmelråbende iøjnefaldende end ellers, var på den anden side lige så naturligt en gennemført irreligiøs, politisk aktion, som derfor i princippet lige så godt kunne være foregået på en kro som i en kirke – såfremt det dér havde været muligt at henlede et lignende antal TV-seeres opmærksomhed på den skræmmende udvikling, som kendetegner samfundet i dag.
Men den »selvgodhed«, som han skyder Cecilia Brynskov i skoene, karakteriserer dog om nogen netop den i Informations leder åbenbart så allestedsnærværende Jesus Kristus, der i Johannesevangeliet udbryder om sig selv: »Jeg er vejen og sandheden og livet …« (Joh. 14, 6). Har verden nogen sinde set en større eksponent for en mere absolutistisk selvgodhed?
Næppe. Denne selvgode kilde til årtusinders undertrykkelse, kulturchauvinisme og systematiske folkedrab repræsenterer humanismens antitese. (For yderligere argumentation og dokumentation, læs Faklen nr. 2, s. 42ff, nr. 4, s. 38ff og nr. 6, s. 48ff).
Ligesom der ikke er nogen farbar politisk mellemvej mellem at støtte eller bekæmpe alle former for totalitære tilbøjeligheder, som de intensiveres fra den yderste højrefløj og accepteres for ikke at sige legitimeres af den socialdemokratiske regering, gives der heller ikke nogen gylden ideologisk middelvej nytestamentlig kristendom og humanisme imellem.
Hvis ikke vi tager entydigt og 100% afstand fra samtlige fascistiske tendenser i den politiske udvikling i dag, bliver vi selv en del af dem, og hvis ikke vi fravælger kristendommen, kan vi heller ikke helhjertet kæmpe for humanismen.
Enten eller.
Rune Engelbreth Larsen