Hvor de fattige bliver fattigere og de rige rigere, bliver arbejdskraften billigere, og på længere sigt forvandles løn og arbejde let til almisser og tvangsarbejde. Men Danmark er jo et velfærdssamfund, »det bløde land med den hårde valuta«, som statsminister Poul Nyrup Rasmussen plejer at sige … Tallene fra en FN-rapport slår imidlertid skår i euforien og konkluderer, at der lever knap en halv million fattige i Danmark.

I Danmark findes der ingen fattige - måske en håndfuld udstødte hjemløse, men fattigdom som begreb dækkende en større gruppe i samfundet forsvandt i takt med det danske velfærdssamfunds indtog …

Dette er en almindelig udbredt antagelse. Fattige findes i tredjeverdenslandene; vi ser dem i fjernsynet med opsvulmede maver og tynde lemmer. Men undersøger vi definitionen på fattigdom, som den formuleres f.eks. af FN, må betegnelsen nødvendigvis omfatte en hel del flere mennesker - også i Danmark.

Denne for mange chokerende afsløring blev offentliggjort i FNs årlige Human Development Report 1997 den 12. juni 1997 - et vigtigt dokument for de senere års diskussion om, hvorvidt vi kan tale om fattigdom i Danmark. Den fastslår nemlig, at ikke færre end 8% af Danmarks befolkning lever under fattigdomsgrænsen! Mere end 400.000 mennesker i Danmark lever under det økonomiske niveau, som internationale forskere anslår til at være det mindste acceptable eksistensgrundlag. Et tal, der ligger en del højere end det af OECD beregnede, der for Danmarks vedkommende lå på 6% fattige i 1996, altså ca. 300.000 mennesker (jf. P.J. Schjødt, s. 131).

Rapporten er udarbejdet af FNs udviklingsorganisation, UNDP (United Nations Development Programme), hvis hovedmål er udryddelse af fattigdom i verden. Der står bl.a. i forordet: »Its [dette års rapports] most important message is that poverty is no longer inevitable. The world has the material and natural resources, the know-how and the people to make a poverty-free world a reality in less than a generation. This is not woolly idealism but a practical and achievable goal.« (Human Development Report, s. 3). Et mål, som det dog ikke er svært at konstatere, langtfra er realiseret.

I rapportens afsnit om »income poverty« i industrilandene bemærkes det, at selv om fattigdommen er på retræte i flere af disse lande, udgør den stadig et stort problem bl.a. i Danmark: »By the early 1990s more than 100 million people in industrial countries were income-poor, judged by a poverty line of 50% of median adjusted disposable income for individuals. But if the criterion is the US poverty line of $14.40 (1985 PPP$) a day, the number of income-poor in industrial countries becomes 80 million. Whatever the yardstick, poverty is a huge problem …« (Human Development Report, s. 34).

Danmark scorer højt på listen med sine 8% fattige (fig. 1). Til sammenligning har Norge 3%, Finland 4% og Sverige 5%. Det danske tal er fra 1992. Men skønt en anden tabel i rapporten samtidig viser et fald i tallet i årene 1987-92, er det nuværende tal stadig væk chokerende. Socialrådgiver Hanne Reintoft udtaler herom til Information: »Masser af mennesker lever på dét økonomiske niveau. Men myten om, at der ikke er fattige mennesker i Danmark, er ikke til at få bugt med.« (13.6.97).

454.000 eller 200.000 fattige i Danmark?

Der er i rapporten tale om beregninger af regulær økonomisk fattigdom, dvs. »ikke relativ fattigdom målt i forhold til samfundets bedrestillede«, som Hanne Reintoft formulerer det. Fattigdomsgrænsen er i Danmark for enlige 2.800 kr. pr. måned efter skat, beregnet efter USAs grænse, og den er udregnet som »et justeret gennemsnit for husstande«: 2.800 kr. for enlige, 3.900 kr. for husstande på 2 personer uanset fordelingen af børn og voksne og endelig 5.600 kr. for husstande på 4 personer.

Oplysningerne, som ligger til grund for beregningerne, kommer fra Økonomiministeriets egen database om danskernes indkomstforhold.

Selvfølgelig har rapporten vakt skepsis i Danmark. Ifølge Informations Pia Fris Jensen (14.-15.6.97) har reaktionen blandt danske forskere inden for feltet været, at det umuligt kan passe. Forsker på Socialforskningsinstituttet, Jon Kvist udtaler dagen før til samme avis: »Tallet dækker blandt andet over de mange unge på studiestøtte. De har godt nok en lav indkomst, men deres uddannelse er gratis, og de kan forvente en høj indkomst. Det er ikke rimeligt at kalde dem for fattige (…) Det afgørende i Danmark er ulighederne i forhold til at få job, i helbredstilstand og i deltagelsen i samfundet. Man kan ikke finde fattige i Danmark i økonomisk forstand.«

Også Pia Fris Jensen vil fjerne de studerende fra undersøgelsen: »Studerende er en anden fælde. Den danske studiestøtte ligger nede omkring den omtalte fattigdomsgrænse. Men indkomststatistikken fortæller ikke, at de studerende får deres uddannelse gratis, at de har lånemuligheder og udsigt til en høj indkomst. Og slet intet om eventuelle håndsrækninger fra far og mor.«

Der er ifølge hende 250.000 studerende under 25 år i Danmark. Men selv når man regner dem uden for undersøgelsen, er der stadig 200.000 mennesker tilbage, som officielt er fattige, idet antallet af mennesker med en skattepligtig indkomst under 50.000 kr. er 454.000 (jf. Indkomststatistikken fra 1995). De 200.000 omfatter ifølge Hanne Reintoft bl.a. folk på efterløn eller overgangsydelse efter et lavtlønnet deltidsjob samt enlige forsørgere.

Dette svarer til Human Development Report, hvori det hedder: »In recent decades social exclusion in industrial countries has been linked with exclusion from the mainstream labour market, showing up in long-term unemployment, youth unemployment and part-time employment.« (s. 37).

Også Pia Fris Jensen må ende med at konkludere: »Der er en uforklarlig rest. Og det gør mig alvorligt usikker på, om vi er blevet for selvgladt sikre på vores velfærdssystems fortræffeligheder - så statistikken simpelthen ikke er indrettet på at opspore folk, der er alvorligt på røven.«

Uligheden vokser

11.12.97, et halvt år efter Human Development Report, offentliggøres undersøgelsen Levevilkår i Danmark af Danmarks Statistik og Socialforskningsinstituttet - og forskernes tal bekræfter FN-rapportens tendenser. Information skriver: »Hverken Danmarks Statistik eller Socialforskningsinstituttet deler regeringens opfattelse af, at ligheden vokser. Tværtimod.« (12.12.97).

Stik imod Finansministeriets årlige redegørelse, der fastslår, at »Danmark sejler op imod de internationale tendenser til øget ulighed« (Information, 12.12.97), konkluderer undersøgelsen flere steder, at uligheden er vokset i perioden 1990-93.

7% af befolkningen tilhørte ifølge undersøgelsen i 1990 gruppen af lavindkomstfamilier. Denne gruppe består nu fortrinsvis af unge, modsat tidligere, hvor de ældre dominerede. »Selv om der relativt er blevet færre fattige, og restgruppen er skrumpet en smule, så er indkomstuligheden steget (…), og formuerne er mere skævt fordelt.« (Information, 12.12.97).

»Hvis man inddeler alle familier i 10 lige store grupper (deciler) efter størrelsen af den årlige disponible indkomst, viser det sig, at de 10 pct. af familierne, der i 1993 havde de laveste indkomster, havde 1,3 pct. af den samlede indkomstsum, mens de 10 pct. med de højeste disponible indkomster havde 22,7 pct. af den samlede disponible indkomst, altså mere end 17 gange så stor en andel.« (Levevilkår i Danmark, s. 224).

Også uligheden i formuefordelingen er vokset - og det endda mere, end hvad indkomstfordelingen angår: »Sammenlignet med indkomstfordelingen er formuefordelingen langt mere skæv (…) Frem til 1970erne er der en vis udjævning af formuefordelingen, en udvikling der vender i 1980erne og fortsætter med en voksende ulighed i begyndelsen af 1990erne.« (Levevilkår i Danmark, s. 226).

Figur 2 viser formuefordelingen i henholdsvis 1980, 1986 og 1993. Mens de rigeste i samfundet i 1980 ejede 62% af den samlede formue i Danmark, steg dette tal i 1993 til hele 81%. Omvendt »ejer« den fattigste gruppe i 1993 minus 17% mod (plus) 1% i 1980. Man skal helt tilbage til slutningen af 30erne for at finde en tilsvarende ulige formuefordeling.

Lic.polit. Jens Bonke, seniorforsker og redaktør på undersøgelsen, udtaler: »Når det kan føles ekstra hårdt med de udstødte i dagens Danmark, så kan det måske hænge sammen med, at vi ikke havde forventet, at det skulle gå sådan. Vi troede, at det ville blive bedre og bedre, og at de dårligst stillede nok skulle blive samlet op …« (Information, 12.12.97). Han vil ikke tale om et decideret nyt Underdanmark, men indvarsler »en ghettoficering af vores fysiske strukturer« og erkender, at »de særligt udsatte har fået det sværere«.

Selv om Levevilkår i Danmark fra 1997 på mange måder støtter UNDPs rapport, tøver udgiverne af undersøgelsen alligevel med at tale om egentlig økonomisk fattigdom i Danmark. Der er i det hele taget ikke foretaget særlig mange undersøgelser af lavindkomstgruppen. Den første nyere er fra 1993, og Levevilkår i Danmark har ligeledes et afsnit om »Forekomsten af lavindkomstfamilier i Danmark«, hvori det bl.a. hedder: »Er der fattigdom i Danmark? Dette spørgsmål rejses sjældent, for det er de flestes fornemmelse, at fattigdom i den forstand, den kendes fra mange udviklingslande, har vi ikke i Danmark. Derimod er der en vis forekomst af familier med lave indkomster, uden at de dermed behøver at være fattige i ovennævnte forstand.« (s. 236f).

Også Information konkluderer: »I dag er det kun en helt lille minoritet af befolkningen, som oplever materiel nød.« (12.12. 97).

Men tallene taler anderledes. Anvendes den internationale definition på fattigdom, »var ca. 7 pct. af de danske familier i lavindkomstgruppen i 1990«, konkluderer den danske undersøgelse (s. 237) - et tal, der altså ligger træffende nær UNDP-rapporten. »Lidt over 5 pct. af alle voksne og ca. 7 pct. af alle børnene tilhørte lavindkomstfamilierne.« (s. 237). »… der findes en ikke ubetydelig 'kerne' af familier, der er forholdsvis permanent (mindst 3 år ud af 5) i lavindkomstgruppen. For de selvstændige erhvervsdrivende var omkring halvdelen af lavindkomstfamilierne i 1990 'permanent' i denne gruppe. En anden gruppe, der har en høj grad af permanens i lavindkomstgruppen, er studerende.« (Levevilkår i Danmark, s. 239f).

Men undersøgelsen påpeger for de sidstes vedkommende, at de har udsigt til »at komme ud af lavindkomstgruppen efter endt uddannelse«.

Myten om nødvendigheden af fuld beskæftigelse

Læser man materiale publiceret af regeringen, er der så godt som intet fattigdomsproblem. I rapporten Danmark - national rapport om social udvikling, udgivet i anledning af FNs verdenstopmøde i København i 1995, hedder det bl.a.: »Den danske velfærdsmodel er på mange måder enestående. Alle får økonomisk sikring og servicetilbud i tilfælde af sygdom, arbejdsløshed og alderdom - uanset indkomst og tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er skabt et højt serviceniveau, som alle med fast bopæl i Danmark har adgang til. Det kan ikke alene forklares med, at Danmark er et velstående land. Det bygger også på en bred folkelig opbakning bag en solidarisk fordeling. Det indbyggede sikringssystem i den danske velfærdsmodel (…) er blevet en sikker succes.« (s. 55).

Ansvarsfølelsen over for de marginaliserede mennesker er imidlertid i realiteten helt forsvundet og den i Danmarksrapporten berømmede »brede folkelige opbakning« og »solidariske fordeling« ingen steder at spore, skriver tværtimod to professorer ved RUC, Jesper Jespersen og Hans Aage i kronikken »Udstødning« i Information, idet de følger cand.mag. i samfundsfag og filosofi P.J. Schjødt: »Debatten har fået en undertone af, at hvis der er for meget vrøvl på bagsmækken, så kunne det jo være, at pengekassen blev lukket i; for 'vi' er jo ikke forpligtet moralsk endsige juridisk til andet end at uddele nådsensbrød.« (14.8.97).

Marginaliseringsproblemet er heller ikke blevet meget mindre de senere år til trods for den økonomiske højkonjunktur, fastslår professorerne, der kritiserer regeringens seneste budgetredegørelse: »I Budgetredegørelsen findes detaljerede fremskrivninger til år 2020 af disse tal [for offentlig forsørgelse] under forskellige antagelser, men det er nok en ret sikker prognose, at overførselsindkomsterne vil blive presset og uligheden dermed forøget i de kommende år, jf. Socialministerens udtalelse om, 'at nu må disse belastede mennesker i samfundets udkant til selv at tage et større ansvar for deres egen situation'.« (Information, 14.12.96).

Tankegangen ligger snublende nær den, at f.eks. de handicappede, de hjemløse og de arbejdsløse »er selv ude om det« …

Til trods for flere eksperters udtalelser om, at Danmark sagtens kan klare sin produktion med kun en meget begrænset del af befolkningen i beskæftigelse, persisterer myten om nødvendigheden af fuld beskæftigelse. Læser man regeringens nye pjece, Indkomstoverførsler - færre på passiv forsørgelse i serien med den selvbevidste titel, »Danmark som foregangsland«, tegner sig ligeledes dette billede: »Det [at alle har lige adgang til velfærdsservice, og at forsørgelsesgrundlaget sikres for udsatte grupper] stiller krav om, at beskæftigelsen er meget høj. Ellers ville den nødvendige finansiering af velfærdssamfundet kræve et ødelæggende højt skattetryk.« (s. 39).

Også her er det dalende ansvar over for »folkene på bagsmækken« fremherskende. I afsnittet »Det skal kunne betale sig at arbejde og være aktiv« står f.eks.: »Det har været en rød tråd i regeringens arbejdsmarkedspolitik, at der med rettigheder til indkomsterstattende ydelser også følger en forpligtelse til en modydelse, og at der skal være en fordel i at gøre en aktiv indsats og uddanne sig. (…) I kraft af ændrede rådighedsregler samt ret og pligt [til] aktivering er dagpengesystemet samtidig blevet drejet i retning af den oprindelige hensigt, så passiv forsørgelse på dagpenge kun er af midlertidig karakter. Sammen med andre initiativer har det medvirket til en positiv holdningsændring. Reformerne har skabt fundamentet for en ny 'kultur' på arbejdsmarkedet og trukket væk fra borgerlønstankegangen.« (s. 53).

Medlem af den i 1993-95 af regeringen nedsatte Kommission om fremtidens beskæftigelses- og erhvervsmuligheder (også kaldet Velfærdskommissionen), P. J. Schjødt advarer imidlertid i sin bog, Hvad med de andre?, mod udstødelsen af de svageste grupper.

Schjødt ser i overensstemmelse med UNDP-rapporten ikke udstødelsesproblemet som en uoverkommelig byrde, hvis blot angrebet rettes mod de samfundsmæssige mekanismer, som netop skaber problemet. Det er de velbjærgede, der har fastsat spillereglerne, som ligger til grund for udstødelsen, og det er en hyklerisk indstilling dernæst ikke at ville tage ansvar for de udstødte.

Ønsket om fuld beskæftigelse ser han med undren på. Det er simpelt hen ikke nødvendigt: »Paradoksalt er det imidlertid, at vi trods den forkortede arbejdstid [de sidste 100 år] alligevel arbejder mere, end vi gjorde i 1950'erne og 1960'erne. Måske gør vi det, fordi vi synes, det er sjovt, men ud fra en økonomisk betragtning er det i virkeligheden ikke nødvendigt. (…) I verdens 7. rigeste land vil vi dog under alle omstændigheder kunne opretholde store forbrugsmuligheder i kombination med nedsat arbejdstid.« (s. 27).

Om marginaliseringen i forhold til arbejdsmarkedet og dens upåvirkethed af høj- og lavkonjunkturer, den såkaldte skraldeeffekt, skriver han: »Dette skræmmende begreb [skraldeeffekten] henviser til, at marginalgruppens størrelse faldt mindre under højkonjunkturen fra 1983 til 1987, end den steg under den efterfølgende lavkonjunktur (…) Tilgangen til marginalgruppen fortsatte altså under højkonjunkturen, hvilket må give problemer med fortsat at knytte optimismen til fremtidens konjunkturforbedringer. Omfattende marginalisering er således allerede en kendsgerning i det danske samfund.« (s. 71).

I kapitlet »Et nyt klassesamfund?« problematiserer Schjødt politikernes fremskridtstro: »Skal man tro den politiske retorik, er vi altid på vej ud af krisen. For nylig har vi jo også fået den triumferende melding om, at nu er opsvinget i gang (…) Politik handler imidlertid ikke længere hovedsagelig om styrmandskunst, men om kunsten at retfærdiggøre, hvorfor der konsekvent handles mod bedre vidende.« (s. 89).

Ifølge Schjødt er uligheden faktuelt voksende, og en regulær underklasse dukker op: »Betingelserne for et opsplittet samfund er objektivt til stede. Her har vi det nye perspektiv, som politikerne prøver at snakke sig væk fra: Tidligere resulterede økonomisk opsving og produktivitetsstigninger i forbedringer for stort set alle grupper i samfundet. Fremtidens økonomiske opsving og introduktion af ny teknologi vil tværtimod kunne gøre uligheden større. Vesteuropa er, ligesom USA, ved at få en egentlig underklasse på halsen (…) Det [de reelle tendenser] blev påvist af både Socialkommissionen og Velfærdskommissionen.« (s. 89f).

Politikernes idé om at »motivere« (læs: tvinge) de marginaliserede til at bryde ud af gruppen af udstødte ved at give dem dårligere vilkår, karakteriserer Schjødt som »et lidt besynderligt menneskesyn«: »Man vil aldrig kunne motivere den arbejdende del af befolkningen til at videreuddanne sig ved at sætte dem ned i løn og begrænse deres generelle rettigheder. Det må vist være et menneskesyn, der kun anlægges på de i forvejen svageste.« (s. 115).

Fattigdommen i Danmark

Det er symptomatisk, at mange kvier sig ved at tale om fattigdom i Danmark. Men skyldes det realiteter eller vane?

Det er selvfølgelig indlysende, at Danmarks fattigdom er en anden end hårdt ramte tredjeverdenslandes. Vore børn dør ikke som fluer, og vi har ingen sygdomsramte teltlejre, hvor internationale læger kæmper en fortvivlet kamp for at lappe på konsekvenserne af sult og fejlernæring. Alvorlige naturkatastrofer er nærmest ukendte på vore breddegrader, og krigsofre er heller ikke hyppige i dagens Danmark.

Alligevel er der altså ifølge FN 454.000 mennesker, som lever under fattigdomsgrænsen. Godt halvdelen er studerende, men de tæller ikke, mener en del kommentatorer, for de kan »bare tage lån« eller »få hjælp af forældrene«, og så har de i øvrigt »udsigt til gode lønninger«. Argumentationen er mildest talt grotesk. Du er ikke fattig, for du kan bare låne penge, få nogle madpakker af din familie og for resten glæde dig til din fremtidige løn …

At FN f.eks. skulle medregne den studerendes eventuelt generøse julegaver fra forældrene samt den gratis kaffe og kage hos bedsteforældrene, er naturligvis en anelse besynderligt, for ikke at sige absurd, og indtil videre er det kunststykke næppe heller nogen sinde set, at et menneske reelt er blevet mindre fattigt af at stifte gæld, eller at stegte duer skulle flyve ind i munden, når blot man betænker, at man måske ad åre får ansættelse!

Selvfølgelig er ingen studerende i Danmark død af sult, men under 3.000 kr. om måneden til dækning af almindelige fornødenheder som husleje (hvor selv små værelser i dag ofte udlejes for over 2.000 kr. om måneden), mad, vand, varme, bøger, tøj, transport, forsikring m.v. er det trods alt praktisk talt umuligt at leve for. Ingen studerende i Danmark sulter så vidt vides i nævneværdig grad, men det skyldes dog også, at de supplerer Statens Uddannelsesstøtte med lån, som de så kan bruge en stor del af livet på at tilbagebetale - hvis de overhovedet kan få et arbejde.

Men skulle vi alligevel trække de studerende ud af opgørelsen, er der som nævnt stadig væk omkring 200.000 mennesker tilbage, som lever under forhold, der spænder fra det ganske uacceptable til den alleryderste nød - og det tilmed i et af verdens rigeste overflodssamfund, hvor de mest velhavende 10% af befolkningen tjener sytten gange så meget som de fattigste 10%.

Selv forhenværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer ser med bekymring på skævheden i samfundet: »Det er ikke ligegyldigt at indse, at man er blevet fuldstændig hensynsløs over for dem, der ikke kan følge med.« (Information, 1.4.97).

De dårligst stillede stilles stadig dårligere, økonomisk såvel som socialt - af de ca. 250.000 danskere på kontanthjælp har f.eks. 125.000 psykiske problemer eller problemer med misbrug og helbred (jf. Berlingske Tidende, 1.5.97). Ifølge den nye bistandslov er det også hensigten at tvangsaktivere alkoholikere, narkomaner, hjemløse og psykisk syge - »et skift i socialpolitikken, der vil bombe os et århundrede tilbage …« betegner næstformand i Socialrådgiverforeningen, Pernille Djurhuus det over for Ritzau.

Asylsøgere skal ifølge den nye udlændingelov nu sågar have særlig lave ydelser sammenlignet med indfødte danskere - hjælpen bestemmes altså dermed reelt af etnisk herkomst, ikke af behov. Et tiltag, der også vil forøge den økonomiske ulighed, men som altså ikke har gjort sig gældende på tidspunktet for hverken FNs Human Development Report eller Danmarks Statistiks Levevilkår i Danmark. Visse asylsøgere, som ikke ønsker at samarbejde med myndighederne om at blive sendt »hjem«, får ikke engang denne lave asylsats, men skal dagligt checkes af myndighederne, hvor de så til gengæld får udleveret en madpakke hver anden uge med konserves fra den gavmilde danske stat.

Omtrent på samme trin i bunden af pyramiden er en slags »overlevelsesbistand« på 35 kr. om dagen, som man også personligt skal møde op hver dag for at få udbetalt. Godt 1.000 kr. om måneden til at klare sig for - fattigdomsgrænsen i Danmark er som nævnt på 2.800 kr. for enlige!

Allernederst findes endelig de hjemløse samt de, der af den ene eller anden grund ikke vil tvangsaktiveres. Ifølge den nye bistandslovs § 39 og § 41 kan sådanne fratages al offentlig støtte og endog ifølge § 93 afkræves tilbagebetaling af alle hidtil udbetalte ydelser. Nul kroner - og gæld til det offentlige oven i hatten …!

Man skal være endog særdeles kynisk for at benægte, at fattigdommen er en ubetvivlelig, omsiggribende realitet i dagens Danmark. Og lige så ubetvivleligt som denne udvikling generelt tvinger lønninger og medarbejderindflydelse i bund, fordi arbejde i sidste ende kan blive den eneste måde at bevare almindelige rettigheder og undgå et uacceptabelt lavt eller direkte umuligt økonomisk eksistensgrundlag på, lige så ubetvivleligt risikerer fattigdommen indlysende nok i sidste ende at tvinge et stigende antal mennesker til kriminalitet.

Og kan vi med hånden på hjertet i så fald tillade os at fraråde disse fattige selv at tage det brød, som samfundet i stigende grad forholder dem?

Anne Kristine Jakobsen og Tania Brogaard