Der er omkring 10.000 ansatte i de private vagtværn, som i stigende omfang udfører regulært politiarbejde – ikke mindst på foranledning af interessegrupper inden for detailhandlen, der føler sig truet af butikstyve. Men er baggrunden for den voldsomme oprustning virkelig denne lille berigelseskriminalitet, hvis reelle betydning for detailhandlens omsætning er forsvindende?

Det er ikke sjældent, at man i medierne får beskrevet den voldsomt stigende kriminalitet, hvilket som regel efterfølges af et helt katalog af forslag til strengere straffe. Det kan sådan set godt være, at statistikken viser, at kriminaliteten er faldende, men hvis en interessegruppe - f.eks. pressen - kan vinde noget ved at fokusere på kriminaliteten, bliver det hurtigt et spørgsmål om skræmmebilleder.

Sådan er det også i tilfældet med butikstyveri. Statistikken viser klart, at kriminaliteten er styrtdykket de sidste år, men detailhandlen beklager sig højlydt over de stigende tab, de angiveligt lider på den konto. Hos politiet henviser man til de knappe ressourcer og videresender reelt butikkerne til de private vagtværn - som spinder guld på situationen.

I løbet af 70erne nedkriminaliserede man i Danmark en række mindre væsentlige forbrydelser, herunder butikstyveri. Baggrunden var ganske vist primært, at de danske fængsler var fyldt til bristepunktet, men derudover havde en del undersøgelser sat kraftigt spørgsmålstegn ved effekten af en hård kurs generelt over for småkriminelle, der i mange tilfælde førte til en uheldig kriminalisering og altså til øget kriminalitet.

Denne diskussion er imidlertid nu afløst af krav fra detailhandlen om at skride hårdere ind over for kriminaliteten imod branchen, bl.a. butikstyveri. Da politiet - ligesom fængselsvæsnet - selvfølgelig ikke bevilges ressourcer til at slå hårdt ned på enhver banal lovovertrædelse, er konsekvensen blevet, at flere og flere henvender sig til de private vagtværn.

Vi skal i denne artikel se på forholdene omkring denne udvikling og dels vurdere omfanget og skaderne som følge af butikstyveri, dels gennemgå konsekvenserne af den stadig mere omfattende brug af private vagter.

Professor dr.jur. Vagn Greve: »Butikstyverier har ingen økonomisk betydning for nogen.«

Omfanget af butikstyveri i Danmark kendes ikke med sikkerhed. I tidens løb er der blevet gjort mange forsøg på at fastslå, hvor meget det egentlig drejer sig om, men af de meget få undersøgelser, der findes om emnet, kan ingen hævdes at være specielt nøjagtig, og ofte er der blot tale om rene gæt. Særlig vanskeligt er det at afgøre, hvor meget svind der skyldes såkaldt kundetyveri, og hvor meget der skyldes alt muligt andet, f.eks. personaletyveri, fejl, brand eller forældelse.

Som en start kunne man se på den officielle opgørelse over butikstyveri, der er baseret på anmeldelser til politiet. Denne viser en stigning omtrent i samme takt som detailhandlens omsætning - indtil 1993, herefter knækker den brat og har været faldende lige siden. I 1993 var der ca. 33.000 anmeldelser af butikstyveri, i 1997 ca. 25.000, altså et fald på ca. 25%.

Dansk Handel & Service, der er en erhvervs- og arbejdsgiverorganisation for bl.a. detailhandlen, har i en rapport med titlen »Bekæmpelse af kriminalitet imod detailhandelen« forsøgt at imødegå indtrykket af, at omfanget af butikstyveri er faldende. Man fremlægger til dette formål resultatet af en spørgeskemaundersøgelse, der viser, at 41% af de adspurgte føler, at omfanget er stigende.

Den store forskel mellem den officielle statistik, der viser, at antallet af butikstyverier er stærkt faldende, og »den virkelighed, som de handlende oplever«, konkluderer rapporten, må skyldes, »at problemet ikke tages tilstrækkeligt alvorligt af politi og myndigheder.«

Det samlede omfang af butikstyveri »anslås at være i størrelsesordenen to milliarder kroner om året.« Dette tal skulle være fremkommet ved, at man på baggrund af ikke nærmere specificerede norske undersøgelser har anslået, at det totale svind er på ca. 2% af omsætningen, hvoraf ca. 1/3 skyldes kundetyveri, der således udgør 0,67% af omsætningen.

Men hvis man umager sig med at finde tallet for den samlede omsætning og sætter beløbet ind i regnestykket, viser det sig, at 0,67% af 220 mia. kr. (som detailhandlens samlede omsætning beløb sig til i 1996 - det højeste tal nogen sinde) ikke er 2 mia. kr., men knap 1,5 mia. kr.

Ikke engang hvis man går ud fra branchens egne procentangivelser, kan man altså få så højt et beløb, som den i samme rapport anslår, butikstyverierne beløber sig til.

Men er 1,5 mia. kr. så ikke et rimeligt bud? Lad os regne lidt på det.

I 1989 var gennemsnitsværdien af de anmeldte butikstyverier ca. 500 kr. (Smith og Larsen, s. 28). Man må formode, at gennemsnitsværdien af de tyverier, der ikke anmeldes, er en del lavere end gennemsnitsværdien af dem, der anmeldes, idet de dyreste tyverier sandsynligvis både opdages og anmeldes oftere end småtyverierne. Hvis vi på trods af dette alligevel regner med de 500 kr., viser det sig, at branchen forestiller sig, at der i alt begås mindst 3 mio. butikstyverier om året - vel at mærke ikke ligefrem smårapserier - og at kun ét ud af hundrede af disse tyverier opdages og anmeldes …

En af de få videnskabelige undersøgelser på området er foretaget af professor dr.jur. (dengang lektor lic.jur.) Vagn Greve, Kriminalistisk Institut, Københavns Universitet (Juristen og økonomen, 1974, s. 81). Heri kombineres oplysninger fra Danmarks Statistik og fra brancheorganisationerne med en interviewundersøgelse, hvilket munder ud i nogle generelle betragtninger om årsager, omfang og konsekvenser af butikstyveri set fra hhv. butikkens, de øvrige kunders og tyvens synspunkt.

Om omfanget mener han, at det på baggrund af undersøgelsen er »rimeligt at sige, at butikstyverier intet betyder i den almindelige butik …«. Derimod har hans og andre undersøgelser vist, »at butikstyverier forekommer i et noget større omfang i de store supermarkeder og stormagasinerne« (s. 82).

Alt i alt beregner Greve svindet som følge af butikstyveri til 0,04% (!) af den samlede detailhandels omsætning og påviser dermed en enorm diskrepans mellem de tal, der når avisernes overskrifter, og dem, der er resultatet af videnskabelige undersøgelser. Han konkluderer, at butikstyverier »med andre ord ingen økonomisk betydning [har] for nogen«.

Nu kunne man jo komme med indvendinger pga. artiklens alder, men dels har Vagn Greve understreget over for Faklen, at han mener, at konklusionerne gælder lige så vel i dag som dengang, dels henviser den nyeste strafferetlige litteratur (bl.a. Karnov og Jurist- og Økonomforbundets kommenterede love) konsekvent til artiklen, når emnet er straffen for butikstyveri, hvilket vel i sig selv borger for en vis relevans.

Lektor Jes Bjarup: »Den, der ikke bekymrer sig om at blive udpeget som tyv, bryder sig heller ikke om at arbejde.«

Når den massive indsats mod butikstyveri ikke kan begrundes ud fra de økonomiske hensyn, må de moralske indvendinger på banen.

I en artikel (Juristen og økonomen, 1974, s. 427), der ofte henvises til i forbindelse med Vagn Greves, fremfører universitetslektor Jes Bjarup følgende: »… menneskehedens erfaring har fundet ud af, at tyveri er noget meget slemt.« (s. 428, citeret efter James Boswells London Dagbog). Han fastslår: »Den, der ikke bekymrer sig om at blive udpeget som tyv, bryder sig heller ikke om at arbejde.« For: »Respekten for ejendom er forbundet med én form for levevis, tyveri med en anden. Hvis det er rigtigt at stjæle, er det også rigtigt at bedrage. Men det er forkert at stjæle, fordi den levevis, tyverier kan medføre, indebærer ulykke for individet og katastrofer for samfundet.« (s. 429).

Der er to pointer i disse udsagn.

For det første, at man enten er et godt eller et skidt menneske. Er man typen, der kan finde på at begå den mindste ulydighed, kan man også finde på at gøre det, der er værre.

For det andet, at kriminalitet ikke er noget, man kan tvinges ud i. Kriminalitet er et valg, og hvis en person har valgt at blive forbryder, så kan samfundet intet andet stille op end at opdrage og straffe.

Også denne slags holdninger kunne man tro, måtte være forældet, men de lever i bedste velgående.

En butikskontrollant forklarede Søndagsavisen, hvordan han afgjorde, hvem han skulle skygge: »Engang fulgte jeg f.eks. efter en mand, fordi han smed et stykke papir på gaden. Det kan være et tegn på ligegyldighed over for omgivelserne, som igen sætter en person i stand til at stjæle. Jeg fulgte efter ham ind i et supermarked, hvor han tog en tube tandpasta. Udenfor standsede jeg ham, og han havde faktisk ikke taget andet end tandpastaen, men signalerne sendte han jo længe inden.« (Uge 9, 1997).

At kriminalitet er et valg, og at samfundet derfor bør belære og opdrage ved at slå hårdt ned på de kriminelle, fremføres ofte af politiet.

På et pressemøde torsdag den 15. januar 1998 om en konflikt mellem nogle unge indvandrere og politiet i forbindelse med et færdselsuheld, henvendte politimester Jørn Bro, Glostrup Politi, sig til den samlede presse med følgende opfordring »til de unge og deres familier«:

»Hold dog op! Vi skal nok ordne jer! Det er slet ikke det, der er problemet. Det har vi styrken til, og vi gør det! Men det er tåbeligt af de unge indvandrere at sætte sig i et sådant modsætningsforhold til det øvrige samfund!«

Over for disse synspunkter står Vagn Greve, der ikke mener, at butikstyverierne udgør nogen særlig fare for »den enkeltes eller samfundets moral«, hvorfor han konkluderer, »at tyverierne kun har betydning for gerningsmanden. Det er her, vi skal finde den skade, der forårsages af butikstyverierne. Skaden er ikke økonomisk, men menneskelig og social. Set på den baggrund bliver det eneste væsentlige spørgsmål, hvordan butiksindehaveren og samfundet behandler de pågrebne tyve.« (s. 83).

Dansk Handel & Service: »Vi skal forme samfundet, så vore virksomheder får de bedst mulige arbejdsbetingelser!«

2 mia. kr. er altså, hvad branchen gerne ville kunne hævde, skyldes butikstyveri, men man har undgået at supplere sine fornemmelser med grundigere undersøgelser. De enkelte butikker og butikskæder er heller ikke ligefrem tilbøjelige til at oplyse tal fra deres interne revision, hvilket naturligvis umuliggør en undersøgelse af, hvordan det reelt forholder sig.

Men hvorfor er branchen så interesseret i at undgå dette?

Hvorfor anslår den et beløb, der ved nærmere betragtning viser sig at være temmelig urealistisk højt?

Naturligvis som et forsøg på at vise, at der er et presserende behov for en skærpet indsats, som politikerne skal give midler og beføjelser til at udføre. Dette falder da også helt i tråd med Dansk Handel & Service's erklærede politiske mål: »Vi skal forme samfundet, så vore virksomheder får de bedst mulige arbejdsbetingelser!«

I rapporten konkluderes det netop på baggrund af tallene, at en stærkere indsats er nødvendig: »Hvis almindelig patruljering og opklaringsindsats ikke opprioriteres, vil problemerne fortsat vokse (…) Kriminalitetens omfang nødvendiggør en forstærket indsats fra politikere, politiet og de handlende selv.« (s. 1).

Af politikerne kræver man bl.a.

o politiets ressourcer til patruljering, udrykning og opklaring forøges

o skærpelse af straf

o hurtigere indsats og større konsekvens - specielt hvor unge er involveret - for at forhindre, at unge påbegynder en kriminel løbebane

Af politiet bl.a.

o forstærket samarbejde mellem skole, politi og socialforvaltning

o ordenspolitiet i alle politikredse skal holde døgnåbent

Og af de handlende og organisationerne bl.a.

o initiativer til bekæmpelse af kriminalitet imod detailhandlen.

Rapporten lægger især vægt på, at man skal udvide påvirkningen af skoleeleverne, så de lærer, at det er forkert at stjæle.

Der er altså ikke megen tvivl om, hvilken af to tidligere nævnte opfattelser af butikstyveri og butikstyve, detailhandlen deler - manglen på de samfundsmæssige perspektiver er åbenbar.

Det er primært til politiet og politikerne, brancheorganisationen henvender sig med sine rapporter, men medlemmerne henvises oftere og oftere til den hurtige løsning på »problemet«: At ansætte private vagter.

Der ansættes således folk i disse jobs som aldrig før, og tendensen er stigende.

Hvad må de private vagtværn?

I Danmark er det politiets opgave at opretholde ro og orden. Dette grunder på Montesquieus tredeling af magten, ifølge hvilken man forbeholder selve den fysiske magtudøvelse til en gruppe personer, der er underlagt en særlig kontrol.

Et er teori, noget andet er praksis, og det danske administrative apparat indeholder da også mange paradokser, der jævnligt giver anledning til kritiske røster. F.eks. er det jo temmelig tvivlsomt, hvorvidt en minister overholder føromtalte separation, idet han både er medlem af Folketinget (lovgivende) og er den øverste embedsmand i ministeriet (udøvende). Ja, man kunne endog spørge, hvorvidt selve lovgivningsprocessen, hvor størstedelen af arbejdet ligger hos embedsmændende, der også senere skal administrere lovene, kan siges at opfylde kravet om magtens tredeling. Eller om den intensive rekruttering af dommere blandt tidligere embedsmænd sikrer tilstrækkelig habilitet hos den dømmende magt i sager mod den udøvende.

I tilfældet med politiet burde der vel ikke være anledning til større uklarheder: Det er politiets opgave at fange forbryderne - dog med den undtagelse, at borgeren har ret til at værge for sig og sit, hvis der ikke er tid til at vente på politiet.

Man har altså samlet et effektivt korps med udvidede beføjelser under skærpet kontrol, vel ud fra den tanke, at retshåndhævelsen ikke må være vilkårlig. Samtidig har man imidlertid tilladt private at reagere, hvor dette måtte forekomme aldeles oplagt.

Men som det skal vise sig, er der - bl.a. som følge af indsatsen mod butikstyveri - en hastigt voksende gråzone mellem politiet og den private borger, der ikke umiddelbart lader sig henføre under den ene eller den anden kategori. I denne gråzone færdes de private vagtværn.

Lov om vagtvirksomhed

I maj 1981 nedsattes et udvalg under Justitsministeriet til at undersøge, om der var behov for at regulere udførelsen af privat vagtvirksomhed ved lov. Det førte i 1985 til en betænkning, der kom til at danne grundlaget for lov om vagtvirksomhed. Selve loven, der med få undtagelser kun gælder erhvervsmæssig vagtvirksomhed, opstiller imidlertid kun regler for autorisation og godkendelse (her ses bort fra den anden halvdel om alarmeringsanlæg).

Heraf fremgår det bl.a., at man for at kunne opnå autorisation skal være dansk statsborger, være ustraffet, være uden større gæld til det offentlige samt kunne udføre sin virksomhed »i overensstemmelse med god skik inden for branchen« (§ 3, nr. 8). Tilsvarende skal man for at blive godkendt opfylde det, betænkningen kalder »strenge vandelsmæssige krav« (s. 20). Dette, politimesterens carte blanche til at udelukke hvem som helst fra at drive vagtvirksomhed, bruges bl.a. mod personer med den mindste tilknytning til bikermiljøet.

Autorisationen gælder desuden kun retten til at drive vagtvirksomhed på privat område. For at have lov til at udøve sin vagtvirksomhed på veje, pladser og steder (f.eks. i gågader) skal man have en særlig tilladelse fra politiet (private lokaler med offentlig adgang er i praksis omfattet af en generel tilladelse).

De egentlige retningslinjer, der primært omhandler udramatiske regler om uniform og udrustning, er udstukket af Justitsministeriet i en bekendtgørelse fra 1986. Heraf fremgår det bl.a., at vagtens uniform ikke må kunne forveksles med politiets (hvilket straffeloven sådan set også forbyder), at den skal forsynes med et skilt med ordet »VAGT«, og at vagten skal fremvise legitimation på forlangende, dog ikke ved åbenlys chikane. Butikskontrollanter er undtaget kravet om synlighed og må gerne færdes i »civil«.

En vagt må altså ikke være bevæbnet, hverken med stav eller med andre våben.

Begrundelsen herfor i betænkningen er primært, at det »vil kunne flytte grænsen mellem de opgaver, som er - og bør være - politiets på den ene side og de (private) vagtvirksomheders på den anden side« (s. 63).

En ting, der i den sammenhæng dog kan undre, er, at udvalget enstemmigt (i modsætning til tilfældet med brugen af stav) anbefalede, at der indførtes »et forbud mod besiddelse og anvendelse af håndjern« (s. 65).

På trods af, at der altså var fuld enighed om dette forbud, og at man var klar over den øgede risiko for anvendelse, blev det af uvisse årsager aldrig ført ud i livet - hverken i lovgivningen eller i retningslinjerne fra Justitsministeriet - og håndjern er således ofte at finde i den private vagts bælte.

Der er på baggrund af bestemmelserne imidlertid ingen tvivl om, at de private vagter er private i enhver formel henseende. Deres virksomhed reguleres ud fra de samme bestemmelser, som gælder for alle andre borgere, f.eks. Straffeloven, hvilket vil sige, at vagter formelt set ingen beføjelser har, som ikke også alle andre har.

Virkeligheden er imidlertid en anden.

Freeze! … Og hvad så?

Når man taler om privat udøvelse af vagtvirksomhed, må man skelne mellem den, der foregår på privat område, og den, der foregår på offentligt tilgængeligt område. Vi vil her primært fokusere på den sidste kategori, eftersom det i sagens natur er den, der kan give anledning til de største problemer, når man skal sætte skellet mellem politi og borger.

Interessen samler sig særligt om, hvad en såkaldt servicevagt (i uniform) eller butikskontrollant (i »civil«) kan tillade sig over for en formodet butikstyv, idet man her har et eksempel på privat vagtvirksomhed udøvet i fuld offentlighed.

Selv om det som udgangspunkt ikke er tilladt andre end politiet at bruge fysisk magt til at gennemtvinge deres påbud, levner vores lovgivning plads for privat retshåndhævelse, dvs. at enhver borger i visse tilfælde kan gribe ind over for en forbrydelse uden at vente på politiet for - om nødvendigt med magt - at gennemtvinge et lovligt påbud (jf. Retsplejelovens § 755 om anholdelse og Straffelovens § 13 om nødværge).

En udtømmende diskussion af betydningen af disse bestemmelser hører ikke hjemme her, men man kan konstatere ud fra den almindelige litteratur, at der åbenbart er tale om betydelige beføjelser, som kan tillades den private, når han reagerer »under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale« (jf. Retsplejeloven § 755).

Det er imidlertid ikke muligt at give nogen absolut grænse for, hvad man må og ikke må; det må altid bero på en konkret bedømmelse af situationen.

F.eks. vil det oftest være i orden at standse en formodet tyv med benspænd, måske at tage førergreb, men sjældent at give ham kraniebrud eller stikke ham med en kniv. Det afhænger alt sammen af omstændighederne: Hvor begrundet er mistanken? Hvad er der stjålet? Bliver der gjort modstand? Er den mistænkte særlig sårbar, f.eks. gravid eller mindreårig? Er man i livsfare? Etc.

Faklen har forelagt problematikken for bl.a. professor dr.jur. Vagn Greve, der siger: »Hvis der er tale om en ikke særlig grov sag, må man fastholde den formodede gerningsmand og forhindre rømning. Det er helt klart. Det bliver så et spørgsmål om graden af magtanvendelse: Man må ganske givet ikke påføre brud. Og man må ikke afstraffe på stedet - som man desværre ser nogle af vagterne gøre. Problemet er så, hvis der bliver gjort modstand, eller hvis der er flere, så er grænsen mere flydende. Bl.a. kan der ved en sådan batalje jo uforvarende ske skade på de involverede.«

Strengt juridisk set kan man sige, at man ved anholdelsen af en formodet butikstyv starter med at følge § 755 i Retsplejeloven om anholdelse, men da der her kun nævnes, at anholdelse ikke må foretages, »hvis frihedsberøvelse efter omstændighederne i øvrigt ville være et uforholdsmæssigt indgreb« (stk. 4), kan magtudøvelse i denne forbindelse falde ind under § 13, stk. 3 i Straffeloven. Her hedder det, at »handlinger, som er nødvendige for på retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller tvangsanbragt persons rømning«, er straffri.

Private vagter må ikke kropsvisitere eller kigge i lommer og tasker, medmindre de nærmest er truet på livet, og de kan ikke kræve at se legitimation.

Er man uskyldig og bliver pågrebet, visiteret eller uretmæssigt tilbageholdt, kan man kræve erstatning. Beløbene er dog ikke særlig høje, og man er i praksis magtesløs, hvis forretningen ikke følger kravet.

Nogle forretninger tilbyder ganske enkelt kunden to flasker vin. Cand.jur. Erik Frodelund og advokat Jørgen U. Grønborg foreslår en klient at kræve 400 kr. af et stormagasin for 1½ times uberettiget tilbageholdelse og venten på politiet (Århus Onsdag, 14.1.98). Herudover kunne man vel forestille sig et beløb for f.eks. tabt arbejdsfortjeneste.

Er man derimod skyldig eller er misforståelsen selvforskyldt (culpa), er det stort set umuligt at få erstatning, medmindre der beviseligt er tale om decideret afstraffelse eller betydelig vold. I så fald skulle vagten dømmes for vold (f.eks. efter § 244 i Straffeloven). Man kunne eventuelt kræve erstatning for visitation, men er man først fundet skyldig i tyveri, har forretningen nok næppe det samme behov for at blive gode venner med kunden igen, og så er den eneste vej at anlægge en civil erstatningssag, hvilket aldrig ville kunne betale sig.

Professor dr.jur. Gorm Toftegaard Nielsen, Aarhus Universitet, siger til Faklen, at det pga. omkostningerne ville være »idioti« at anlægge en sådan sag.

Samme problem har man, hvis forretningen af en eller anden grund ikke føler sig tilskyndet til at udvise den normale gestus, f.eks. over for narkomaner eller andre »svage« grupper.

Når man skal vurdere, hvor meget magt vagten må anvende, har man altså et problem, der består i »en afvejning af, om der er et rimeligt forhold mellem vigtigheden af retshåndhævelsen og magtmidlet. Medens skadevirkningerne af magtmidlet ofte er fysiske og åbenbare, er skadevirkningerne af en manglende retshåndhævelse hyppigt mere sammensatte. Der indgår heri både et vist hensyn til retsordenens autoritet og et hensyn til afværgelse af mere eller mindre overhængende lovovertrædelser m.m. Hensynet til retsordenen kan selvfølgelig ikke begrunde ethvert indgreb.« (Kommenteret straffelov, alm. del, s. 143).

Det er for så vidt ligegyldigt, om sagen kun drejer sig om tyveri af en æske tændstikker, for man ser ikke isoleret på det stjålnes værdi.

Vagn Greve siger: »Der er ingen 'bagatelgrænse' for tyveri, for gerningen omfatter ikke kun det stjålnes beløb; den er også et brud på retsordenen. Det, man foretager, er så privat opretholdelse af retsordenen.«

Det er med andre ord ikke kun en æske tændstikker, der står på spil, det er også selve retsordenen.

Brud på denne er vel forårsaget af et hvilket som helst brud på gældende dansk lov eller bestemmelse, og følgelig burde § 13, stk. 3 være gyldig for enhver form for selvtægt - i princippet. Det er den selvfølgelig ikke, selv om det ikke kan begrundes objektivt ud fra Straffeloven. Her må man i stedet se på domspraksis.

Når det imidlertid i praksis er tilladt at anvende magt i underkanten af en brækket arm for at forsvare en æske tændstikker, skal der vist ikke meget til at legitimere sin indgriben til forsvar for retsordenen …

Der er altså tilladt vagterne en betragtelig magtanvendelse til at pågribe og tilbageholde mistænkte butikstyve. Man kunne i den forbindelse hævde, at en (formodet) butikstyvs retssikkerhed derimod er ganske ringe, specielt hvis han socialt set tilhører samfundets bund, idet han står som den svage part over for et velorganiseret system med en betydelig goodwill hos politiet.

Bud nr. syv: Du må ikke være tyv!

Hvis man skulle rangordne lovovertrædelser efter graden af brud på retsordenen, må denne kunne findes afspejlet i straffene. Det burde altså ideelt set være »lige forbudt« at parkere en bil til unødig ulempe eller særlig fare for færdslen (jf. Færdselsloven § 118, stk. 2) eller at sælge »utugtige billeder eller genstande til en person under 16 år« (Straffeloven § 234) som at stjæle for nogle hundrede kroner i supermarkedet (Straffeloven §§ 276 og 287) - i tilfælde, hvor de konkrete lovovertrædelser takseredes til lige store bøder. Her ser vi dog bort fra, at praksis ved butikstyveri gør det »mere forbudt« for fattige end for rige at stjæle, i modsætning til visse andre tilfælde, hvor bødestørrelsen reguleres efter lovovertræderens indtægt.

Men sandheden er jo nok den, at man næppe ville slippe godt fra om nødvendigt at slå chaufføren eller pornobladssælgeren i gulvet og tilbageholde ham med magt, indtil politiet kom, hvilket derimod ud fra gældende praksis med stor sandsynlighed ville være en helt omkostningsfri fremgangsmåde over for en butikstyv.

Årsagen er vel den, at tyveri betragtes som en slags arketypisk forbrydelse. Deraf følger, at hvis man tager let på tyveri, tager man let på forbrydelser i det hele taget, jf. universitetslektor Jes Bjarhof og butikskontrollanten i Søndagsavisen.

Det kan umiddelbart forekomme meget enkelt at skulle begrunde denne - ud fra visse betragtninger - overdrevne fokusering på det umoralske ved selve det at stjæle abstraheret fra konsekvenserne. I praksis er det dog alt andet end uproblematisk.

Man kan altså godt stædigt insistere på strengt at håndhæve den private ejendomsrets tilnærmelsesvis absolutte ukrænkelighed, men det får, som vi skal se, nogle ubehagelige følger.

Vagtværnene, der ikke måtte blive til et hjælpepoliti

I betænkningen bag lov om vagtvirksomhed hedder det: »Med hensyn til adgangen til at meddele tilladelse til at udøve vagtvirksomhed på offentligt område bør man efter udvalgets opfattelse være yderst tilbageholdende med at meddele en sådan tilladelse for så vidt angår offentlige veje, pladser og steder som f.eks. (gå)gader, jernbane- og busstationer, færgelejer, lufthavne og lignende. Kun hvor der foreligger særlige grunde, bør der (af den lokale politimester) kunne gives tilladelse hertil. Disse særlige grunde kan f.eks. foreligge, såfremt politimesteren finder, at politiet i forbindelse med den almindelige politimæssige indsats ikke har ressourcer til at foretage den tilstrækkelige patruljering på et bestemt offentligt område, og at det findes forsvarligt (…) at tillade privat vagtvirksomhed på området.« (s. 51).

Ifølge lov om vagtvirksomhed kan man til enhver tid bestemme, at vagtvirksomhed ikke må udøves på bestemte offentlige områder. Dette er primært for at kunne forbyde »såkaldte borgerværn, der virker på offentligt område. Begrundelsen for et sådant forbud kan dels være, at der har været rejst berettiget kritik af den måde, hvorpå vagtvirksomheden udøves. Begrundelsen kan også - og måske snarere - være, at det bør være politiets opgave at sikre ro og orden på stedet og ikke private borgeres.«

Her er altså tale om, at intentionerne bag loven lægger op til en meget restriktiv politik mht. tilladelse til at udøve vagtvirksomhed på områder med offentlig adgang, bortset fra, når det gælder private lokaler, f.eks. butikker.

Men afgørelsen heraf lægges alene i hænderne på det stedlige politi. Den lokale politimester (i København politidirektøren) kan altså i realiteten - under henvisning til manglende ressourcer - bestemme, i hvilket omfang opretholdelsen af ro og orden på gader og stræder skal varetages af politiet eller af private vagtværn.

Alle kender synet af vagter, der færdes op og ned af gågaden, hvor de udnytter radiokontakten med deres kolleger til at overvåge og skygge mistænkte fra gadehjørne til gadehjørne.

Man kunne måske mene, at justitsministeren ville gribe ind, hvis dette tog overhånd, men problemet er, at denne udvikling sker ganske ubemærket og glidende, selv om den går stærkt. For bare 8-10 år siden var der ingen servicevagter. Og hvor går grænsen f.eks., når en del butikker på en gågade har en aftale med de private vagtfolk? Kan man så undgå, at de i praksis kommer til at overvåge hele gågaden, på trods af, at denne er en offentlig vej?

»Mange af byens butikstyve kender vi bare - tager dem igen og igen. Det gælder især narkomanerne. Når en ny detektiv begynder, går vi tit en tur ind på apotekerne om morgenen for at se, hvem der er ude at hente deres daglige dosis. Så ved den nye, hvem vi skal holde øje med,« udtaler en butikskontrollant (Søndagsavisen, uge 9, 1997).

Der er desuden stadig oftere eksempler på, at det offentlige ansætter privat vagtpersonale til at patruljere for at undgå hærværk og graffiti eller føre tilsyn med bygninger, f.eks. banegårde, så de ikke bruges som varmestuer af hjemløse og narkomaner. Sidste nye skridt i denne retning er Randers Kommunes ønske om at ansætte private vagtværn til at patruljere i gaderne - som konsekvens af politiets »fejlslagne indsats« i kampen mod »ungdomsbander« (TV2/Østjylland, 28.1.98).

Butiksvagternes arbejde, som principielt er politiets ansvar, er i forhold til politiets andre opgaver normalt temmelig trivielt, og det ville kræve mange ressourcer fra politiet, hvis de skulle varetage disse opgaver på den måde, som branchen ønsker sig. Det er meget for to betjente at skulle bruge et par timer på at afhente og afhøre en butikstyv, der har stjålet for 100 kr.

I betænkningen står der om dette forhold, at »vagtvirksomhedernes personale i praksis varetager en væsentlig kriminalpræventiv funktion, og at en kontakt mellem politiet og vagtvirksomhederne må anses for værdifuld ud fra politimæssige synspunkter. Der er således fra samfundets side knyttet en ikke uvæsentlig interesse til den virksomhed, som vagtselskaberne udøver.«

Man er dog klar over, at det måske ikke er helt uden problemer: »Hertil kommer, at vagtselskaberne udøver en virksomhed, der på grund af sin art og funktion indtager en særstilling i forhold til andre dele af erhvervslivet, idet der udføres opgaver, der kan minde om eller forveksles med politiopgaver. Da det er udvalgets opfattelse, at det primært er politiets opgave at opretholde ro og orden i samfundet, er det derfor af betydning for samfundet at have indseende og kontrol med vagtselskabernes virksomhed for at sikre, at de ikke udvikler sig til noget, der kunne opfattes som private politistyrker (…) På grund af virksomhedens nævnte karakter har borgerne på samme måde et rimeligt krav på beskyttelse mod overvågning og kontrol fra vagtselskabernes side.«

Blandt forslagene til en løsning, der tilgodeser både politiets ressourcer og butikkernes krav, indgår f.eks. at give butikkerne lov til at udstede en slags »private bøder« i visse sager (bl.a. foreslået af politimester Bengt Flagstad, Juristen og økonomen, 1976, s. 527).

Men hvor går grænsen? Skal man også tillade en mild afstraffelse i butikkerne?

Faktum er, at der efterhånden er ved at udvikle sig et, om ikke formelt, så praktisk samarbejde mellem politi og private vagtværn, hvor vagterne tager sig af småsagerne og typisk kun tilkalder politiet, hvis der er tale om decideret vold.

Både politiet og Dansk Handel & Service er udadtil meget tilbageholdende, hvad angår begejstringen over de private vagter, men i praksis er vagtværnene tæt på at være svaret på deres bønner.

Politiet slipper - gratis - for at tage sig af de mindste sager, som sjældent fører til tiltale, og butikkerne får en »effektiv« beskyttelse af deres varer og dermed en fordel i den hårde konkurrence i detailhandlen.

Om de mindre heldige konsekvenser af autorisation af privat vagtvirksomhed skriver udvalget i betænkningen: »… en autorisationsordning vil kunne indebære, at de autoriserede vagtvirksomheder fremtræder med en halvofficiel status og bliver opfattet som en art konkurrent eller erstatning for politiet. De vil med andre ord kunne blive betragtet som en slags hjælpepoliti, der endvidere på længere sigt muligvis ville kræve - og få - visse retshåndhævende beføjelser og/eller en bevæbning m.v.«

Vagn Greve ser spørgsmålet om de private vagters funktion således: »Det er urealistisk, at betegnelsen [hjælpepoliti] ikke ud fra visse betragtninger ville kunne benyttes, hvis der eksisterer en form for samarbejde mellem politiet og private vagtvirksomheder. Og det må man da håbe, der gør.«

Hjælpepolitiet

Det er blevet understreget kraftigt i betænkningen bag lov om vagtvirksomhed, og det bliver til stadighed fremført af politiet, jurister og andre, at man for alt i verden ikke ønsker, at de private vagtværn skal udvikle sig til noget, der kan lede tanken hen på et regulært hjælpepoliti.

Men hvad bliver i realiteten konsekvensen af den eksplosive stigning i antallet af vagter - en stigning, der fra detailhandlens side ledsages af råb om »skærpelse af straf«, »bedre sikring af varer og butikker« og »initiativer til bekæmpelse af kriminalitet imod detailhandlen«?

På trods af, at omsætningen inden for detailhandlen stiger og stiger, er antallet af anmeldte butikstyverier styrtdykket de sidste par år, og det er derfor umiddelbart svært at få øje på argumenter for at skærpe indsatsen mod butikstyvene.

Vagn Greve mener ikke engang, at butikstyverier nedprioriteres af politiet, snarere tværtimod: »Det, man kan sige, er, at der måske sker en skæv prioritering af sagerne, fordi politiet er nødt til at rykke ud, når man har pågrebet en tyv, og han er tilbageholdt i et baglokale,« siger han til Faklen.

Der tegner sig et billede, hvor det ikke længere drejer sig om simpel retshåndhævelse. Spørgsmålet er jo i bund og grund, om ikke årsagerne til butikstyveri i Danmark gør det meget svært at legitimere en »hård kurs« over for tyvene?

For det første er der en stor sandsynlighed for at gøre ondt meget værre ved at kriminalisere disse mennesker yderligere. Dette så meget desto mere, som der er tale om et meget bredt udsnit af befolkningen, der ud fra enhver betragtning er relativt konstant, medmindre stigende fattigdom og social ulighed og utilpassethed i stadig større grad vil presse folk ud i småkriminalitet. Vi har allerede set, hvordan denne »svage« gruppe er i fokus hos vagterne.

Selvbetjeningskonceptet har med bl.a. butiksindretningen, yngre personale og færre ansatte pr. kvadratmeter gjort butikstyveri lettere, men indtjeningsmulighederne er forøget så voldsomt, at det langt overstiger ulemperne.

Problemet er til syvende og sidst ikke butikstyveriet, men hvor lidt der kan legitimere et hjælpepoliti, som de nuværende vagtværn i praksis fungerer som. Er det rimeligt således reelt at fordoble politistyrken, fordi måske et par promille af detailhandlens omsætning på over 200 milliarder kroner årligt »tabes« til butikstyve? Et »tab«, der endvidere vindes ind igen på ubetydelige prisstigninger: En båndoptager til f.eks. 500 kr. i en 100% butikstyverisikret butik skal blot sælges for ca. 501 kr. i en ikke-butikstyverisikret butik for at hente tabet fra butikstyveriet ind. Er dét en omkostning, vi finder, kan være med til at nødvendiggøre et hjælpepoliti på op mod 10.000 personer?

Når man f.eks. betænker de mange hundrede dødsfald og i tusindvis af kvæstede i trafikken hvert år, uden at nogen finder anledning til at effektivisere færdselspolitiet i nær samme grad, er det unægtelig svært at undgå at få det indtryk, at indsatsen mod butikstyve er temmelig meget ude af proportioner.

Når vagtværnene har holdt deres indtog og reelt har så vide beføjelser, som tilfældet er, på så spinkelt et grundlag, er der måske tilsvarende en lige lovlig stor grund til bekymring over, hvor lidt der fremover skal til for at udvide styrken og dens midler og beføjelser endnu mere drastisk.

Derfor er der grund til at overveje, hvad den egentlige grund til ordensmagtens betydelige, indirekte ekspansion er - hvem oprustes der vel mod? At det skulle skyldes tabet som følge af butikstyverier, er, som det er fremgået, ganske enkelt utroværdigt.

Medmindre, selvfølgelig, at man forbereder sig på helt anderledes ekstreme situationer.

Medmindre detailhandlen og politiet eksempelvis har særdeles gode grunde til at forvente en eksplosiv stigning i omfanget af den lille berigelseskriminalitet i butikkerne i den allernærmeste fremtid - men har de det?

En forventning, der skal matche det nuværende politis og hjælpepolitis styrker, forudsætter en fortsat forringelse af de nederste sociale lags levevilkår, som ligefrem måtte nødvendiggøre kriminalitet for et hastigt stigende antal marginaliserede grupper.

Men spørgsmålet, vi må stille os selv, er i så fald, om svaret herpå virkelig er flere vagter - eller om det ikke snarere er en politisk omprioritering af mål såvel som midler, der er akut behov for.

Martin Brynskov