Moralen er en farlig tautologi: Det gode er godt, fordi det er godt – det onde skal bekæmpes, fordi det er ondt. Moralen er det, der standser enhver diskussion med et definitivt fordi, hvor forståelsen altid kommer af endnu et hvorfor.

Men moralen er selvfølgelig ikke af den grund vilkårlig, den stammer trods alt fra guderne – eller det mente man i det mindste indtil for et par årtusinder siden.

Derfor var der heller ikke noget odiøst i, at en stamme eller kultur sine steder kunne handle på en måde, som var tabu og dermed utænkelig for en anden, men det blev det hverken mere eller mindre umoralsk af – blot anderledes.

Da man holdt op med at mene, at moralen stammede fra guderne, begyndte man at mene, at den stammede fra Gud. Men dermed var der altså ikke kun én gud, men pludselig også kun én moral, nemlig den, som Gud lod fremstille i sin Bog til menneskene – og den moral har så siden været Moralen.

Bogen kunne og skulle selvfølgelig fortolkes, dog helst ikke af andre end kleresiet, og selv hvor dette måtte være i indbyrdes strid, var der dog aldrig tvivl om, at der var en og kun en moral.

Da man holdt op med at mene, at moralen stammede fra Gud, og teologerne dermed naturligt mistede eneretten til bevillingen, begyndte man at mene, at den stammede fra mennesket – ifølge filosoffen Kant nærmere betegnet fra menneskets fornuft.

Spørgsmålet er imidlertid, om det nytter med en abstrakt tiltro til, at moralen fra at være religiøs dogmatik f.eks. nu i stedet skulle være dét filosofiske eller politiske fornuftsprincip, der er til »almenvellets bedste«, for fornuften fortæller nu engang ikke alle mennesker det samme om almenvellet. Lige så lidt nytter det at forpligte nogen moralsk til i fornuftens og »almenvellets interesse« at handle mod andre, som de ønsker, at andre skal handle mod dem selv, for dermed har vi kun underkendt – og derfor i sidste ende undertrykt – den forskellighed, der gør, at vore medmennesker langtfra altid ønsker, at vi gør præcis det samme ved dem, som vi selv måtte ønske, at de gør ved os.

Romantikere og biologer har siden detroniseret fornuften til fordel for den menneskelige natur og gjort driften eller følelsen til den egentlige kilde, ikke til moralen i hverken gejstlig eller filosofisk forstand, men til medmenneskelig uselviskhed – og derved endegyldigt sendt moralen som sådan på pension.

Vi er således blevet den genvej fattigere, der, når argumenterne slipper op, tyr til moralen og kalder alt, hvad der strider mod egne interesser, for umoralsk og ondt; til gengæld er vi blevet en omvej rigere, en naturlig tilskyndelse til nødvendigheden af gensidig forståelse.

Intet er altså længere i egentlig, absolut forstand umoralsk. Etikken er udtømt, moralen er tom – den har ophævet sig selv. Tilbage er kun en indholdsløs, men alt andet end ufarlig skal, hvorfra de, der har aktier i fordom i stedet for forståelse, imidlertid har intensiveret teatertordenen.

Så længe vi derfor ikke også skaffer os af med resterne af denne hule, moralske skal, både kan og vil den blive udfyldt af magthaverne med hvad som helst, der passer til lejligheden – og i kraft af sin endnu særdeles mærkbare historiske impetus er den dermed et yderst effektivt propagandainstrument.

Således udvides til stadighed spørgsmålet om lov og ret og diskussionen om, i hvilken grad og med hvilke midler vi skal forhindre, at lov og ret brydes, til et etisk og moralsk problem af langt alvorligere art om bekæmpelsen af det uetiske og umoralske – eller kampen mod det »onde«, der som altid i en given morals perspektiv ydermere er det selvfølgeligt onde. Og er vi én gang bevidst eller ubevidst gået ind på den præmis, er der ikke mange grænser for de midler, som lader sig retfærdiggøre moralsk; den, der har forbrudt sig mod loven, er trods alt »kun« kriminel, men den, der tillige har forbrudt sig mod moralen, er tilmed både umoralsk og slet.

Den, der eksempelvis nægter at udføre tvangsarbejde, bidrager ikke økonomisk til samfundet og bliver ud fra denne tankegang med overbevisende lethed fremstillet som umoralsk – og som en lige så klar »selvfølge« ikke bare kan, men bør og skal den moralske stat derfor helt udstøde ham ved en fratagelse af almindelige livsfornødenheder og rettigheder. Narkomanen, der må stjæle for at finansiere sin narkotika, falder uundgåeligt i samme umoralske grøft og bør og skal derfor bekæmpes med stadig mere hensynsløse, men »selvfølgelige« midler.

Moralske ideer og bud er i sidste ende altid en undskyldning for intolerance, tvang og ensretning – de kan heller aldrig være andet, for er de det, er de ganske enkelt ikke længere moralske. Den moral, der måtte kræve tolerance, frihed og forskellighed, er lige så lidt en moral, som den lov, der måtte påbyde anarki, er en lov.

Moralen fastholder samfundet i en skruetvinge af vanetænkning, der i virkeligheden sjældent længere har et hverken fornuftigt eller følelsesmæssigt ophav, men stille og roligt er blevet udtryk for præcis de interesser, som ene og alene er skræddersyet til den i forvejen aktuelle magtkonstellation og de af denne stadfæstede normer.

Den humanistiske morale er, at humanismen altid må være amoralsk.

Faklen