Der er ingen tvivl om, at misbrug af ulovlige narkotika er årsag til såvel store omkostninger for vort samfund som til stor menneskelig lidelse. Men hvad er det, når det kommer til stykket, der gør disse omkostninger så store? En nærmere analyse synes at vise, at stort set alle vore problemer med såvel stofferne som deres brugere netop skyldes den omstændighed, at de er forbudte – eller med andre ord: At den egentlige narkoforbrydelse ikke begås af hverken smuglere eller bagmænd, men af håndhæverne af den narkopolitik, der marginaliserer, forfølger og kriminaliserer narkomanerne.

I det moderne samfund anvendes en lang række stoffer, der først og fremmest har til formål at ændre eller regulere menneskers sindstilstand. Disse

stoffer er af vidt forskellig virkning og kemisk sammensætning og tages med vidt forskellige formål. Mht. virkning går spektret fra de svagere stimulanser (kaffe, tobak, khat og Andes-indianernes tygning af coca-blade) til regulære giftstoffer med en voldsom effekt på adfærd og bevidsthed (alkohol, heroin, benzodiazepiner, LSD).

Formålet med indtagelsen varierer lige så meget. Rygeren ryger for at adspredes og stimuleres, for at samle sine tanker, eller fordi han nyder smagen af en god pibe tobak. En meget stor del af befolkningen udfører deres arbejde under konstant påvirkning af kaffe, og mange flere ville være ilde stedt uden deres daglige morgenkaffe.

Alle disse stoffer (lad os bare under ét betegne dem som psykoaktive stoffer) er i alle kulturer omgærdet af indviklede tabuer og ritualer. Det antages således at være ganske i sin orden at indtage alkohol, når vi er til fest og skal more os, og at indtage nervemedicin for at dulme nerverne, når vi er oprevne. Skulle nogen derimod finde på at tage nervepiller for at more sig eller drikke for at dulme nerverne, ville mange betegne den pågældende som pille- eller alkoholmisbruger.

Mens et relativt lille antal psykoaktive stoffer er tilladte (om end i mange henseender genstand for regler og kontrol) og anses for acceptable og nødvendige, er de fleste af de anvendte stoffer forbudte. De sidste er naturligvis de stoffer, man sædvanligvis betegner »narkotika«.

Disse adskiller sig ikke principielt fra de legale psykoaktive stoffer, men er altså på et tidspunkt blevet forbudt, formelt fordi de skønnedes at være så farlige for samfundet, at det ville være uforsvarligt at lade folk bruge dem. De egentlige årsager til, at disse substanser blev forbudt (og til at forbudet opretholdes), er langt mere komplicerede.

De illegale psykoaktive stoffer er forbudt efter den såkaldte lov om euforiserende stoffer, der blev indført i 1955. Den forbyder al import, salg, køb, udlevering, modtagelse, fremstilling, forarbejdning og besiddelse af euforiserende stoffer, defineret som sådanne substanser, der er optaget på listen i Sundhedsministeriets bekendtgørelse om euforiserende stoffer. Overtrædelse af disse regler kan straffes med bøde, hæfte eller fængsel i op til 2 år. Hash er dog et særtilfælde, idet det i et cirkulære anbefales, at besiddelse af mindre mængder hash til eget forbrug ikke retsforfølges, men blot udløser en advarsel.

»Professionelt præget« handel med euforiserende stoffer kan endvidere straffes efter Straffelovens § 191, der rammer den, som overdrager stoffer til »et større antal personer mod betydeligt vederlag«. Strafferammen for denne lov er 6 års fængsel, der under skærpende omstændigheder kan hæves til 10 år. Under meget skærpende omstændigheder kan straffen forøges med indtil det halve af maksimumstraffen, dvs. til 15 år. I 1982 indførtes en § 191a om »narkotikahæleri«, der især skulle ramme de økonomiske bagmænd.

Narkotika kan altså defineres som »psykoaktive stoffer, der er omfattet af lov om euforiserende stoffer«. De mest udbredte narkotika er hash, amfetamin, heroin, kokain og ecstasy. Hertil kommer et stort ulovligt salg af receptpligtig medicin, specielt opiater (f.eks. Ketogan eller metadon) og nervemedicin (bl.a. er nervepiller som Stesolid og sovemidlet Rohypnol meget populære som rusmidler i visse kredse).

Både lovlige og ulovlige stoffer kan føre til særdeles store skader på de personer, der bruger dem. Alkohol, nikotin og heroin kan alle føre til en livslang afhængighed og forringet livskvalitet på grund af følgesygdomme (hjerneskader, skrumpelever, åndedrætsproblemer, lungekræft, hepatitis, ødelagte arme og ben som følge af »fejlfix« eller for mange injektioner).

Samtidig har man ofte haft moralske skrupler ved denne indtagelse af stoffer for nemt at opnå en mere behagelig sindsstemning. I mange »oplysende« publikationer om narkoproblematikken ser vi en besynderlig blanding af moralske og medicinske argumenter mod brug af rusmidler eller for et forbud mod samme: At de repræsenterer en »flugt fra problemerne«; at man hellere skulle bruge den tid, der spildes på rusen, til noget fornuftigt; at stoffet evt. kan være kræftfremkaldende; at de legalt tilgængelige rusmidler og deres skadevirkninger allerede er alt nok; at brug af hash med sikkerhed medfører demens; at blot et enkelt sug af en cigaret med rygeheroin vil dømme forsøgspersonen til en håbløs tilværelse i stoffernes lænker; eller at stoffer giver en falsk følelse af lykke (selv om denne skelnen mellem »falsk« og »ægte« lykke naturligvis er dybt problematisk, som påpeget af Nils Christie og Kettil Bruun i deres gennemgang af narkotikapolitikken i Norden i bogen Den Gode Fiende: »Hva skiller den falske fra den ekte lykke? Er det den ekte lykke som fyller Grete Waitz idet hun kommer i mål? Mens tilskuernes lykke er falsk?«).

Dette er et reelt problem i enhver diskussion om stofferne og deres betydning for menneskene: Næppe noget emne har i nyere tid været så omgærdet af myter, halve sandheder og moralske kortslutninger som narkotikaspørgsmålet.

Dette skyldes først og fremmest den partiske måde, hvorpå disse stoffer behandles af medierne eller i de utallige pjecer, lærebøger osv., der skrives om emnet: Samfundet er i krig mod narkotikaen, og enhver oplysning må få karakter af krigspropaganda og blive til oplysning om farerne ved at bruge stoffer.

Formålet med den officielle oplysning om narkotika er derfor ikke, at folk skal lære at vurdere de forskellige risici ved anvendelsen af dette eller hint stof, men at de skal gyse og holde sig fra dem. »Narkotikaforebyggelsen arbejder for, at ingen ryger hash eller bruger andre illegale stoffer. Hovedmålsætningen for alle forebyggelsesaktiviteter er derfor kort og godt: Intet brug,« hedder det i Sundhedsstyrelsens program for forebyggelse (Forebyggelsen og Sundhedsministeriet, afsnit S21).

Offentlighedens begreber om området er derfor domineret af en række myter, hårdnakkede tvangsforestillinger, som enhver seriøs fremstilling af emnet må begynde med at skyde i sænk.

Myter om narkotika

Ifølge disse forestillinger er de hårde stoffer helt eventyrlig farlige. Blot en enkelt bane kokain eller en enkelt sprøjte med heroin vil uvægerlig fylde brugeren med et sådant behag, at han herefter vil være afhængig af stoffet resten af sit liv. Som stoffets slave må han bruge svimlende beløb på at tilfredsstille sin evindelige hunger efter stoffer, og alle skrupler kastes over bord. Abstinenserne driver narkomanen til at prostituere sig, stjæle, lyve og myrde for at skaffe de 500-1500 kroner, der skal til for at dække det daglige forbrug. Narkomanerne er ofte blevet lokket i fælden af ryggesløse pushere, der uden selv at kunne drømme om at røre stoffet tjener styrtende på at lokke andre i fælden - ofte vil pusheren dele gratis doser ud til nye brugere, som han rekrutterer i den nærmeste skolegård. Så snart de er afhængige, får de lov til at betale. Tilsvarende styres narkohandlen af bagmænd, der antages at være almindelige, pæne mennesker (måske fra samfundets top) eller de såkaldte »rockere«, der tjener styrtende med penge på andre menneskers ulykke. Og ikke nok med det: Vort samfund trues til stadighed af nye bølger af stoffer; for nylig holdt ecstasyen sit indtog, og vore narkoproblemer vil - skal man tro et indslag i TV2-Nyhederne for nylig - snart tredobles, når markedet oversvømmes af billig kokain.

Og dog er der om dette billede at sige, at det for det første stort set er falsk, og at forestillingerne om voldsomme fysiske abstinenser for det andet egentlig kun er relevante for opiumsderivater.

Men jo, heroin og de øvrige opiumsderivater er særdeles farlige stoffer, og mange mennesker drives virkelig ud i en livslang afhængighed af stoffet. Dette ønsker vi hverken at benægte eller at tabe af syne.

Men sandheden er også, at langt de fleste brugere af stofferne prøver dem sporadisk eller i perioder, hvorefter de lægger dem på hylden igen. Narkomiljøerne er lige så præget af konstant udskiftning som af gamle kendinge.

Man må heller ikke overse, at en meget stor del af stoffets virkning, og også af den afhængighed, det skaber, er bundet til den sociale situation, hvori det indtages. Under Vietnamkrigen var de amerikanske soldater, formentlig på grund af den usædvanlige og meget pressede situation, de befandt sig i, storforbrugere af mange slags stoffer. 69% af soldaterne havde således røget hash under deres ophold i Vietnam, mens det tilsvarende tal for opium og heroin var 43%. 29% anvendte opium eller heroin oftere end én gang om ugen, mens hele 20% selv mente, at de var afhængige af ét af disse stoffer.

Dette forbrug gav naturligt nok anledning til en del bekymring fra officielt hold, hvorfor der blev lavet en undersøgelse af, hvordan det var gået dem efter hjemsendelsen. Her viste det sig, at mens 45% af de hjemsendte stadig røg marihuana, havde kun 10% taget opium eller heroin efter hjemsendelsen - hvad mere er: Langt de fleste af dem, der i Vietnam havde brugt stofferne regelmæssigt, var nu gået over til en mere sporadisk brug.

Faktisk kender man mange eksempler på subkulturer med en kontrolleret brug af heroin, eller på heroinister, for hvem stoffet tilsyneladende let indpasses i et almindeligt arbejdsliv, som Ruggiero og South beretter fra industribyen Torino: »After all, the life-style of many heroin users is closer to that of an ordinary worker. They work all the time; and two or three times a week, instead of going to the cinema or away for the weekend, they have a fix. This is also the case with the habitual users.«

Det er altså ikke rigtigt, at alle, der prøver et stof som heroin, straks drives ud i afhængigheden.

Om den anden almindelige forestilling - at stoffernes pris og jagten på penge til stoffer forvandler narkomanen til en »kriminalitetsmaskine«, et uhyre, der uden betænkning prostituerer sig, stjæler og overfalder folk på gaden blot for at få til det næste fix - er at sige, at den er stærkt overdrevet. Enkelte stofmisbrugere har måske været villige til at slå gamle damer ned for at skaffe penge til stoffer, men de fleste danske narkomaner ville trods alt stadig hellere lide under abstinenserne.

Når talen er om heroin, skelner man ofte mellem (yngre) lejlighedsbrugere, der nøjes med at ryge stoffet, og (ældre) injektionsbrugere, der typisk har været afhængige i årevis. Den sidste gruppe er, hvad man vel normalt forstår ved »narkomaner« - stærkt marginaliserede, ofte kriminelle og næsten altid storforbrugere af alkohol og beroligende piller ved siden af heroinen. Disse menneskers situation er snarere et produkt af den måde, hvorpå de tager stoffet og de betingelser, hvorunder de må skaffe sig det stof, som de ikke ønsker at undvære, end af deres faktiske forbrug af heroin (der, som anført af sociologen Jacob Hilden Winsløw, ofte er ret beskedent).

En forhenværende narkoman reagerer irriteret, da han bliver spurgt, hvor mange penge, han skulle bruge hver dag: »Man tager så meget, man nu kan og har lyst til - nogle dage skal der være gang i den og så tager man lidt ekstra, andre tager man kun lige så meget, at man kan holde abstinenserne på afstand - og somme tider kan man ikke engang det. Man kan ikke gøre det op på den måde.«

Mange narkomaner begår altså kriminalitet for at finansiere deres forbrug, men langtfra alle, og ikke hele tiden; »nye« narkomaner vil ofte begynde med at bruge hele den almindelige indkomst på stoffer, hvorefter de måske går over til at sælge deres ejendele og låne penge, som de ikke kan betale tilbage, af venner og bekendte under forskellige påskud, og vil allerede have søgt at kvitte vanen, før de drives ud i egentlig kriminalitet. Stoffer som heroin og kokain kan virke stærkt demoraliserende og kan drive brugerne langt ud - men ikke nødvendigvis til hvad som helst.

Forestillingen om narkohajen, den kyniske forretningsmand, der lever fedt af at sælge de stoffer, der fører andre ud i ulykke, og som måske lokker børn i skolealderen ud i et misbrug ved uddeling af »gratis smagsprøver«, er endnu et skræmmebillede fra den moderne ammestue. Langt de fleste forhandlere på »detailniveau« er selv afhængige og forsøger på denne måde at finansiere deres eget forbrug. Når politiet i København således i efteråret 1996 under stor mediebevågenhed slog ned på de afrikanske pusheres handel med heroin på Vesterbro i København, spillede man igen på foragten for »pusheren« og hans lyssky fortjenester, mens de mennesker, man faktisk fik slået kløerne i, reelt var fattige, forhutlede mennesker, der blot forsøgte at skaffe til dagen og vejen.

Men det er naturligvis også blot gadepushere. Men bagmændene da? Disse mystiske mennesker, der spinder guld på at forsyne det danske narkotikamarked med død og ulykke?

Som nævnt i Faklen nr. 3 er dette endnu en myte, idet det må antages, at »forestillingen om de store bagmænd, som styrer narkotikamarkedet, er forkert, og at forsyningen med narkotika forestås af mange mindre, ukoordinerede grupper« (Joi Bay, citeret i Faklen nr. 3).

Ser man nærmere på de mennesker, der dømmes for »professionel narkohandel« efter Straffelovens § 191, bekræftes denne antagelse. Som vi skal få at se, oplever disse »bagmænd« vores retssystem fra dets absolut hårdeste side. Preben Wilhjelm skriver herom: »Den hyppige omtale af optrævlede ’narkoligaer’ og beslaglæggelse af stofmængder, der ’efter politiets skøn kunne have indbragt så og så mange millioner på gadeplan’, efterlader indtrykket af omfattende, velorganiseret kriminalitet bag forsyningen af det danske narkotikamarked. Det er imidlertid ikke de store bagmænd, der typisk figurerer i kriminalstatistikken. (…) Der dømmes årligt knap 300 personer efter straffelovens narkotikabestemmelse. Hvis de var alene om at forsyne det danske marked, har de altså i gennemsnit forsynet omkring 25 narkomaner i ét år. Men de er ikke ene om det. Man regner med, at kontrolpolitikken afslører 5-10% af narkotikaforsyningen. Det betyder, at de knap 300 mennesker i gennemsnit er dømt for at forsyne to narkomaner i ét år.« (Social Kritik nr. 6, 1990).

Med 5-10.000 narkomaner i Danmark har vi altså mindst 2.500 »narkohajer« eller »bagmænd« …

Nordmanden Kåre Bødal har undersøgt de første 350 domfældelser efter den tilsvarende norske paragraf og kom til den konklusion, at »jo mere han gransket, jo mer har hans opprinnelige bilde av disse straffede personer endret seg. De profesjonelle, de kyniske bakmenn, pengefyrstene, de som frister andre inn i bruken, men selv klokelig holder seg utenom, disse forsvinner mer og mer ut av bildet. I stedet stiger en gammel kjenning frem. (…) halve og kvarte familier, alkohol hos opdragerne, gutten selv kanskje passiv og snill noen få tidlige skoleår, men så med voldsomt økende trøbbel …« (Christie & Bruun).

Disse er altså »dødens købmænd«: Narkomaner, der finansierer deres eget forbrug, almindelige småkriminelle, eller måske nogle enkelte »veltilpassede« unge, der af stofferne eller forestillingen om nemme penge lokkes ud i, hvad der hurtigt kan vise sig at blive deres livs fejltagelse. Yderst symptomatisk blev en ansøgning om tilladelse til at lave en tilsvarende undersøgelse i Danmark syltet i 1½ år af Justitsministeriet. Da tilladelsen endelig blev givet, var det med en klausul om, at politiet skulle have censurret over manuskriptet. Man må have anet, at resultatet kunne blive ubehageligt for en ordensmagt, der bruger bagmandsmyten til at legitimere sin egen indsats.

Hermed være ikke sagt, at der ikke kan eksistere eller aldrig har eksisteret bagmænd i form af enkelte »almindelige« forretningsfolk, der forsøger at tjene en ekstra skilling ved at investere betydelige beløb i narkoimport. I Italien, hvor der er et betydeligt overlap mellem den legale og den illegale økonomi (og hvor forretningsfolk i nogen grad har opfattet det som naturligt at gå ind i mere lyssky områder som f.eks. kidnapning), er det ofte set, at »legale« næringsdrivende har suppleret deres indtægter med sådanne investeringer.

Blot spiller disse enkelttilfælde ingen rolle for billedet af den danske narkohandel, der tilsyneladende domineres af mindre grupper af stofmisbrugere og almindelige kriminelle.

Og selv i Italien er forestillingen om, at »mafiaen styrer det hele« helt forkert, som det udtrykkes i Ruggiero & South’s undersøgelse fra Torino: »It is wrong to imagine a mega-organization that controls everything. We have to think of different groups which control specific sectors of the heroin market and simultaneously control other illegal activities carried out in these sectors.«

Vadestensmyten

En anden, meget almindelig forestilling om disse stoffer er »vadestens«- eller »karrierehypotesen«. Ifølge denne teori er brug af illegale stoffer en glidebane, hvor det ene automatisk fører til det andet. Har man først prøvet hash, vil man givet senere have lyst til stærkere sager og går måske videre til amfetamin eller kokain, hvorefter banen allerede er afstukket, frem til man falder om i rendestenen med kanylen i hånden. En almindelig amerikansk advarselspamflet udtrykker det således: »[Marihuana is] little feared by many people. But it frequently draws a young person into the heavier, more dangerous drugs.«

Vadestenshypotesen gentages ofte som ufejlbarlig sandhed, også hvor man burde vide bedre, for eksempel i en ganske udbredt introduktion til psykopatologien: »Once a person is assimilated in the drug culture, the steps of progression are predictable: from pot to LSD, from LSD to speed, and from intravenous anything to intravenous heroin.« (White & Watt, s. 405).

Sandheden er, at denne hypotese aldrig er blevet hverken bekræftet eller sandsynliggjort. Tværtimod viser alle statistikker, at kun en ganske lille del af de mennesker, der nogen sinde prøver hash, går videre til at prøve amfetamin eller heroin. En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viste det helt utvetydigt: »Der er ikke en direkte vej fra hash til amfetamin, kokain eller heroin.« (Schmidt).

Vadestensmyten bygger på det faktum, at stort set alle, der ender som hårdt belastede narkomaner, på et eller andet tidspunkt har røget hash. Blot kunne man bruge nøjagtig det samme argument til at lave en »vadestenshypotese« for alkohol eller tobak; det altovervejende flertal af hashrygere, vil - ganske som det altovervejende flertal af almindelige rygere - aldrig »gå videre« og blive afhængige af hårde stoffer.

Narkotikaens pris

Men hvor stort er narkotikaproblemet så egentlig, og hvor stort er det sammenlignet med problemerne med f.eks. alkoholmisbrug?

Med hensyn til de hårdest belastede narkomaner har situationen de sidste mange år været relativt stabil. Som for 20 år siden antages 5-10.000 mennesker at være afhængige af hårde stoffer, fortrinsvis injektionsmisbrugere af heroin.

Har antallet af injektionsmisbrugere ikke ændret sig meget de senere år, så er de problemer, deres misbrug og livsform giver anledning til, og specielt den elendighed, hvori de lever, vokset i 90erne. Bortset fra, at de må klare sig i et benhårdt og dybt kriminelt miljø, hvor alle er på vagt over for alle, har de også lidt under en stærkt intensiveret indsats fra politiets side; dette gælder specielt Københavns Politis klapjagt på narkomanerne i første halvdel af 90erne, den såkaldte »stress-strategi«. I stedet for at koncentrere indsatsen mod forhandlere og smuglere ville man systematisk gå efter de enkelte stofmisbrugere og gadehandlere, beslaglægge deres stof, sigte dem og på den måde fjerne markedet.

Denne strategi er ikke i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer på området, der først og fremmest sigter mod at ramme forhandlere; den 20. juni 1994 udsendte Rigsadvokaten en rundskrivelse til politidirektøren for København og til samtlige landets statsadvokater og politimestre, hvori det hedder, at »… det efter forarbejderne til lov om euforiserende stoffer ikke har været hensigten at kriminalisere forbrug af euforiserende stoffer og dermed besiddelse af stoffer med henblik på eget forbrug. (…) På den baggrund anføres det i cirkulæret fra 1969 bl.a.: ’som følge heraf vil der i reglen ikke være anledning til at indlede undersøgelse med henblik på at pålægge strafansvar for besiddelse (køb/modtagelse), når mistanken alene angår eget forbrug af euforiserende stoffer’.«

Denne skrivelse varslede afslutningen på stress-strategien såvel som på den såkaldte »hash-krig«, der dengang foregik på Christiania, hvor politiet med hårdhændede metoder forsøgte at bremse hash-handlen, blandt andet ved særdeles grov chikane over for mennesker, der blot havde gjort sig skyldige i »køb eller modtagelse«. Selv om det stadig forekommer, at politiet giver bøder for besiddelse af hårde stoffer (eller endog hash) til eget forbrug, forekommer Rigsadvokatens rundskrivelse at varsle en mere besindig holdning. Narkomanerne har dog ikke dermed fået fred; mange af de mest belastede narkomaner har nu fået tilhold om ikke at opholde sig på Vesterbro og er fordrevet til Sydhavnen, hvor det lokale politi simpelt hen fortsætter, hvor politiet fra Vesterbro slap.

Hvordan en sådan strategi skulle kunne »fjerne markedet«, er ikke umiddelbart indlysende. Den narkoman, der lige har brugt sine sidste penge til stof, vil jo ikke opgive at få sit fix, blot fordi han får det beslaglagt; i stedet drives mange til at begå ny og endnu mere desperat kriminalitet, så de kan få endnu en dosis - hvilket ikke mindsker, men tværtimod øger såvel omsætning som importørernes fortjeneste.

Den Almindelige Danske Lægeforening udsendte i 1994 et sviende opgør med den hidtidige narkopolitik, specielt dens menneskelige omkostninger: »Politiets strategi med at koncentrere indsatsen til stofmisbrugerne synes ganske uproduktiv, bortset fra at man selvfølgelig producerer flere sigtelser og flere fængslede, hvilket næppe kan være et mål i sig selv. Samtidig er denne politik behæftet med betydelige skadevirkninger. Stofmisbrugermiljøet bliver mere kriminelt og voldeligt. De jagede stofmisbrugere kan ikke andet end at føle sig marginaliserede og udstødte …« (Ugeskrift for Læger 5, 1994). Sammenfattende konkluderes det: »… kampen mod narkotika bliver alt for let til kampen mod narkomaner, og det er hverken de eller vi andre tjent med«.

Resultatet af stress-strategien var i alle tilfælde katastrofalt og kan direkte aflæses af udviklingen i narkorelaterede dødsfald, som nok er det bedste bud på et kvantitativt mål for elendigheden blandt narkomaner: »Antallet af stofdødsfald er et produkt af antallet af stofmisbrugere (som har været tilnærmelsesvis konstant) og omfanget af deres elendighed. Dødstallet er således et mål for elendigheden, og bliver dermed også det mest præcise og overordnede mål for kvaliteten af vores narkotikapolitik,« som det så smukt hedder i Lægeforeningens redegørelse.

I 1990 registreredes 115 narkorelaterede dødsfald. I 1992 var tallet steget til 208 (dengang det største nogen sinde); siden 1994 har tallet ligget nogenlunde stabilt på 270 pr. år - i 1996 var der således 266 narkorelaterede dødsfald. Ca. 80% af disse dødsfald skyldes forgiftning (overdosis); i halvdelen af tilfældene drejer det sig om en overdosis heroin, mens resten af forgiftningerne forårsages af legale lægemidler, der af narkomanerne bruges som erstatning for heroinen - først og fremmest analgesika som Abalgin, Ketogan og metadon.

Kriminologen Flemming Balvig har, bl.a. ved en sammenlignende studie af to byer i Schweiz, påvist, at antallet af narkorelaterede dødsfald hænger direkte sammen med indsatsen mod narkotika - jo større politiindsats, jo flere døde (Nielsen, Ugeskrift for Læger 5, 1994). Stigningen i antallet af narkodødsfald må derfor ses som en direkte konsekvens af den skærpede kurs, specielt politiets stress-strategi. Ved at sprede markedet og beslaglægge stof tvinges narkomanerne til at købe stof, hvis styrke (og opblanding) de ikke kender, eller til at forsøge at erstatte heroinen med billigere, men ukontrollable, legale lægemidler.

Narkomanerne behandles også særdeles ublidt af retsvæsenet. Omkring 10% af alle sigtede i »normale« straffesager varetægtsfængsles - heraf ca. en fjerdedel i isolation. Omkring 75% af de varetægtsfængslede ender med at blive idømt ubetinget fængselsstraf. Umiddelbart virker det måske uacceptabelt, at 25% af alle varetægtsfængslede ikke senere idømmes fængsel, og altså som et led i efterforskningen, på et tidspunkt, hvor de i princippet må anses for uskyldige, udsættes for en hårdere sanktion, end der egentlig er belæg for.

Ser vi på narkotikasager, tegner der sig imidlertid et helt andet billede. Preben Wilhjelm har undersøgt sagen og fandt, at narkotikasagerne, skønt de kun udgør ca. 1% af samtlige straffelovsovertrædelser, tegner sig for 17% af samtlige varetægtsfængslinger. Her anvendes varetægtsfængsling nemlig i noget nær 100% af tilfældene. Samtidig anvendes isolationsfængsling ved over 90% af alle varetægtsfængslinger i narkotikasager, mens 2/3 af alle de varetægtsfængslede rent faktisk ender med at blive frikendt.

Vi ser, at mens den store procentdel af »uberettigede« varetægtsfængslinger i almindelige sager (omkring 2,5 % af alle sigtelser efter straffeloven) nok kunne give anledning til en vis bekymring for retssikkerheden i almindelighed, råder der fuldstændig vilkårlighed på narkotikaområdet. Bedre bliver det ikke af, at varetægtsfængslingen (og isolationstiden) gennemgående er længere i narkotikasager. Da de fleste af de sigtede er narkomaner, lider de ikke blot under det almindelige psykologiske pres fra isolationen, men må tillige gennemleve abstinensernes smerter.

Mens vi måske i de fleste henseender kan bekymre os for, om vi nyder en rimelig retsbeskyttelse, hersker der altså på narkotikaområdet en foruroligende ukontrollabel vilkårlighed: Sigtelser rejses i flæng på utilstrækkeligt grundlag, hvorefter de sigtede efter lange afhøringer og en torturlignende indespærring presses til at tilstå.

Årligt rejses ca. 900 sigtelser efter Straffelovens § 191; i 1996 drejede det sig om 891.

Er vort samfund virkelig så truet af narkotikaen, at det er nødvendigt årligt at indespærre 5-600 uskyldige under sådanne forhold?

Hash

Det mest udbredte illegale stof i Danmark er hash. Dette stof anvendes i meget brede kredse, og selv om handel med og brug af stoffet stadig er forbudt, er det så nemt at få fat på, at det set fra brugernes side reelt lige så godt kunne være legalt. Det antages, at ca. 25% af den danske befolkning har prøvet stoffet på et eller andet tidspunkt; ifølge Sundhedsstyrelsens seneste tal har 5% prøvet stoffet det sidste år, mens 2% (ca. 100.000) i undersøgelsen angav at have prøvet stoffet den sidste måned. Herudfra kunne man antage, at 50-100.000 mennesker bruger stoffet mere eller mindre regelmæssigt (Forebyggelsen og Sundhedsministeriet).

Hash er som bekendt et mildt hallucinogen, hvis skadelige virkninger er omdiskuterede, men formentlig ret begrænsede - og i høj grad kulturelt betingede. Da marihuana blev forbudt i USA, skyldtes det således dets ry for at fremkalde voldelig og kriminel adfærd. I dag lyder et af de tilbagevendende argumenter for at fastholde forbudet mod hash tværtimod, at det virker sløvende og pacificerende.

Hashens illegale status og dens udbredelse i forbindelse med 60ernes »ungdomsoprør« har været med til at give hashrygningen et vist »oprørsk« skær. Dette er dog noget illusorisk i vore dage, hvor stoffet er udbredt i så vide kredse.

Der er lavet et utal af undersøgelser af stoffets skadelige virkninger, der er temmelig overskuelige. For raske mennesker er der ikke fundet nogen langsigtede skadevirkninger af betydning, selv om brugen af et sådant stof naturligvis heller ikke er uproblematisk; en almindelig erfaring er, at stoffet kan forstærke allerede eksisterende neurotiske karaktertræk, og selv om påstanden om hash som et »sløvende« og »demotiverende« stof ikke har nogen generel værdi, bør det bemærkes, at stoffet faktisk kan have den virkning i de subkulturer, hvor det indtages dagligt. Sluttelig vil rygning jo altid medføre øget risiko for bronkitis og andre luftvejssygdomme.

Til gengæld har ingen undersøgelse til dato fundet noget bevis for sammenhæng mellem brug af hash og psykoser, hjerneskader eller nedsat seksualaktivitet, som sammen med vadestenshypotesen er de mest anvendte »fakta«, når der skal agiteres mod stoffet (se f.eks. Green, s. 22-26).

Brugen af hash synes efter Sundhedsstyrelsens undersøgelser først og fremmest udbredt blandt yngre mennesker, hvoraf de fleste kun prøver det nogle få gange, mens andre udvikler et tættere forhold til det. Hovedparten holder helt op med at bruge det, eller overgår fra regelmæssig til sporadisk brug, efterhånden som de bliver ældre og stifter familie.

Politisk synes der da også at være en større forståelse for en hel eller delvis legalisering af hash, hvilket dels vil adskille distributionen af stoffet fra handlen med farligere stoffer, dels beskytte brugerne mod den kriminalisering, der ligger i forbudet mod besiddelse og dyrkning til eget forbrug. Senest (d. 13. januar 1998) har Anne Baastrup, Jes Lunde og Villy Søvndal fra Socialistisk Folkeparti fremsat lovforslag om, at Folketinget skal »nedsætte en kommission med det formål at udrede hashens virkninger og fremkomme med forslag, der kan danne grundlag for en ny politik på området«.

Andre stoffer

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det kun en mindre del af befolkningen, der har prøvet stærkere stoffer end hash. 1-3% af befolkningen opgiver at have prøvet »hårde« stoffer som amfetamin, kokain og heroin, mens endnu færre - måske 0.2-0.5% af befolkningen, svarende til 10-20.000 mennesker - kan antages at bruge sådanne stoffer mere regelmæssigt. Disse tal er dog højst usikre, og der er her ikke taget højde for den stærkt øgede udbredelse af ecstasy og rygeheroin i de senere år. Problemet er her, at ingen aner, hvor udbredte disse stoffer er.

Fælles for alle stofferne er, at de dels anvendes lejlighedsvist af forholdsvis mange mennesker, for hvem brugen ikke kommer til at udgøre noget særligt problem (bortset fra forgiftninger, der både kan skyldes ukendskab til stoffet og uberegnelig kvalitet af de illegale stoffer), dels anvendes noget oftere af et fastere klientel af såkaldte »blandingsmisbrugere«. Det drejer sig her ofte om unge mennesker, der frekventerer subkulturer, hvor brugen af alkohol og narkotika er samlingspunktet. Sådanne grupper er i forvejen stærkt marginaliserede, og det er naturligvis også ofte i sådanne kliker, at fremtidens narkomaner skal findes.

Vurdering af den hidtidige narkopolitik

Stillet over for et problem som omsiggribende narkotikamisbrug er der umiddelbart tre mulige synspunkter. Det mest oplagte er det, som anvendes i forhold til så mange andre problemer, nemlig ikke at gøre noget og håbe, det nok går over af sig selv. Denne strategi er i Danmark blevet anvendt både over for hjemløsheden og til en vis grad også i narkotikapolitikken, eftersom man som et mindre onde i årevis har valgt at tolerere, at Christiania fungerer som et »hashsupermarked«, hvilket de facto er en legalisering af stoffet (der formelt stadig er forbudt).

Traditionelt taler man dog om to grundlæggende synspunkter for indsatsen i narkotikaspørgsmål, der ofte benævnes »kontrol« og »skadereduktion«.

Ifølge det første synspunkt er narkotikaens udbredelse først og fremmest et politimæssigt problem, der skal løses med tilsvarende midler. De narkotiske stoffer er forbudte og skadelige, og de mennesker, der bruger og sælger dem, må forhindres i deres onde gerninger. Kontrolpolitikkens ultimative mål er at standse al brug af narkotika. På kortere sigt er målet at begrænse brugen så meget som muligt ved at forhindre salget og dermed mindske udbudet. Et mål for kontrolpolitikkens succes er derfor, at udbudet er lille, det vil sige, at stoffet er svært at få fat på, og at priserne er høje.

Det andet synspunkt, skadereduktion, er langt mere pragmatisk. Dets udgangspunkt er, at det vigtigste må være, at disse stoffer forvolder så få skader som overhovedet muligt - såvel på brugerne som på deres omgivelser. En sådan strategi er typisk for narkotikapolitikken i Holland, hvor man i 70erne mente, at den største potentielle fare ved udbredelsen af hash var dens etablering af en forbindelse til de kriminelle miljøer, hvor også hårde stoffer florerer, hvilket førte til en reel (om end halvhjertet) legalisering af hash-handlen i de berømte »coffee-shops«.

Tilsvarende har man i årevis haft klinikker, hvor narkomanerne uden frygt for konfiskation eller retsforfølgelse kan komme og få målt styrken i deres stof, ligesom man siden 70erne har tilbudt metadon til de narkomaner, der ønskede hjælp til at føre en mere normal tilværelse (man kan måske også heri se en vis repressiv tolerance. Således hedder det i en officiel redegørelse for den hollandske narkotikapolitik: »The lack of repressive action by the police against addicts purely on account of their drug use and the ease with which they can obtain the substitute methadone prevent the lifestyle of addicts being seen by young people as an expression of social or cultural rebellion.« (Drugs policy in the Netherlands). Kontrasten til den danske stress-strategi kunne dårligt være større). Tilsvarende principper har været anvendt i England, hvor man meget tidligt tillod læger at udskrive vanedannende stoffer (f.eks. heroin) til patienter, som lægen skønnede var afhængige af sådanne stoffer. Efter en stigning i antallet af registrerede narkomaner blev reglerne for ordinering af heroin og kokain imidlertid strammet betydeligt, hvilket bidrog til væksten af det illegale marked, som allerede var opstået, bl.a. fordi ikke alle var interesserede i at lade sig registrere som narkomaner.

I Danmark har man i stedet valgt at slutte op om den hårde linje i de nordiske lande generelt, hvor målsætningen er »det narkotikafri samfund«. Dette søges opnået ved at begrænse efterspørgslen ved en blanding af »oplysning« (reelt en form for omvendt reklame, hvor stofmisbrugets farer udmales) og behandling/afvænning af de allerede afhængige. Samtidig forsøger man at begrænse udbudet ved at sætte ordensmagten ind over for den ulovlige brug og handel.

Sammen med målsætningen om et narkotikafrit samfund hører målsætningen for den behandling, man traditionelt har tilbudt her i landet: Det narkotikafri menneske. I mange behandlingsforløb har man derfor lagt stor vægt på stoffrihed - og på, at den behandlede ikke forsøger at dulme sine abstinenser med andre rusmidler som hash, alkohol osv.

Problemet med disse ideale målsætninger er, at de ikke virker.

Hvis målet har været at begrænse udbudet eller bringe os nærmere et narkotikafrit samfund, må den førte politik sandelig siges at være en total fiasko. Priserne på heroin, amfetamin og kokain er alle faldet meget betydeligt siden årtiets start, mens prisen på hash har holdt sig nogenlunde stabil de sidste 15 år. De faldende priser er et tydeligt signal om stort udbud, forbruget af hash synes nærmest uændret, og intet har kunnet forhindre udbredelsen af ecstasy og rygeheroin i de seneste år.

Behandlingssystemets traditionelle målsætning om total stoffrihed har heller ikke mange chancer, når den skal føres ud i praksis; adskillige medicinske undersøgelser har nemlig vist, at fuldstændig og blivende stoffrihed ikke kan opnås med en hyppighed på mere end 3% pr. år med nogen af de i dag kendte behandlingsformer. Hvis valget derfor er mellem stoffrihed og total marginalisering, er det i virkeligheden allerede truffet på forhånd; på denne baggrund konkluderes det i lægeforeningens redegørelse fra 1994, at »hvis målet for behandlingen er helbredelse forstået som stoffrihed, er den som regel dømt til at mislykkes«. I stedet foreslås det mere beskedent, at målet for den enkelte narkoman kunne være »en større kontrol med misbruget, en afkortning af de misbrugende episoder, bedre levekår, en mere socialt accepteret livsform og mindre kriminalitet«.

Og det samme gælder naturligvis for samfundet som helhed: Vi kan ikke slippe af med disse stoffer, men vi kan forsøge at minimere den menneskelige lidelse, de forårsager.

For sandheden er, at »det narkotikafri samfund« er en farlig illusion. At implementere det ville kræve en så omfattende kontrol, at næppe mange ville synes om at leve i det samfund, vi ville få ud af at prøve; eller sagt på en anden måde: Vi kan ikke få et samfund uden stoffer - men vi kan ødelægge det, vi allerede har, i forsøget.

Narkotikapolitikkens pris

Kontrolpolitikkens fiasko og den skadereducerende models succes i bl.a. Holland og Schweiz har i de senere år fået mange til at fremsætte krav om liberalisering. Disse krav kommer ikke længere blot fra venstreorienterede og liberalt indstillede kriminologer, men også fra folk fra retsvæsenet og i det politiske liv.

Professor i strafferet fra Københavns Universitet, Vagn Greve siger om kontrolpolitikkens fiasko: »Når medicinen ikke virkede i første omgang, tog man noget mere, og når det heller ikke hjalp, så tog man endnu mere. Man burde på et tidligere tidspunkt have indset, at man har brugt den forkerte medicin.«

Statsadvokat for Sjælland, Erik Merlung siger om den nuværende narkopolitik: »Det kræver mange ressourcer af menneskelig og økonomisk art at håndhæve den, og den påfører narkomanerne store lidelser.«

Faktisk kan man bemærke, at stort set alle de lidelser, som narkomanerne og deres ofre må gennemgå, kan føres tilbage til den restriktive politik. Næsten alle de narkorelaterede dødsfald kunne have været undgået, hvis det havde været relativt nemt for narkomanerne at få fat på deres heroin (så det ikke var nødvendigt at bruge diverse erstatningspræparater), og hvis der havde været nogen som helst form for kontrol med kvaliteten af det stof, de får. Stort set alle skader ved kronisk brug af opiater er kontrolskader, dvs. skader opstået alene på grund af myndighedernes indsats mod stoffet i almindelighed og narkomanerne i særdeleshed.

Det samme gælder naturligvis for de 5-600 mennesker, der årligt anholdes, sigtes og isolationsfængsles efter Straffelovens § 191 og bagefter frikendes og atter løslades. En gennemgribende liberalisering af hele området ville eliminere stort set al narkorelateret kriminalitet og frigøre kolossale ressourcer i politiet og fængselsvæsnet.

Kriminologen Flemming Balvig opfordrer således til efter schweizisk mønster at give narkomanerne den heroin, de skal bruge: »Hvis vi seriøst skal snakke om, hvordan vi kan forebygge og formindske antallet af indbrudstyverier, skal vi tage fat i narkotikapolitikken. Jeg er personligt tilhænger af, at vi i Danmark får mulighed for at give de allersværest belastede og mest kriminelle narkomaner bedre behandlingsmuligheder og lægeordineret heroin.« (Aktuelt, 30.8.97).

Tilsvarende røster høres efterhånden overalt i verden.

Selv om »narkotikabekæmpelse« stadig er et af de gennemgående træk i de internationale samarbejdsorganer, anes en større og større tvivl om nytten af en fortsat kontrolindsats. Selv i USA, der under præsident Bush erklærede en decideret »war on drugs« - der føres med midler som mere politi, strengere straffe, hårdere fængsler samt i nogen grad militær indsats i de producerende lande - spores en betydelig tvivl.

Mens den retspolitiske debat i amerikansk lokalpolitik synes at være afløst af en konkurrence om, hvem der kan være hårdest (»zero tolerance«-kampagner mod kriminalitet veksler med drakoniske straffe for handel med selv små mængder narkotika, og den øgede kriminalisering af stofmisbrugersubkulturerne mødes med forskrækkede krav om endnu stærkere repression), taler flere borgmestre og politifolk nu imod »the war on drugs«. For hvis vi virkelig er i krig mod stofferne, er der ikke noget, der tyder på, at det er stofferne, der er ved at tabe.

I stedet for at fremture i en kamp, vi ikke kan vinde, kunne vi standse op og spørge til de menneskelige og økonomiske omkostninger ved den førte politik. USAs tidligere udenrigsminister George Schultz, der selv er veteran fra adskillige »drug wars«, var næppe trådt tilbage fra sin post, før han gav udtryk for sit ønske om en afkriminalisering, så narkomanerne kunne købe deres stoffer under ordnede forhold. Schultz er blot én af en voksende gruppe af kritikere af den hårde linje i amerikansk narkotikapolitik, en linje som ikke synes at føre til andet end fyldte fængsler, mere politi, større marginalisering af i forvejen udsatte grupper - og hverken mere eller mindre narkotika. Disse kritikere findes i større og større udstrækning også inden for politiets og retsvæsnets egne rækker. Således afholdtes i 1996 en kongres med deltagelse af politifolk fra 50 politikorps spredt over landet; det overvejende flertal var enige i, at krigen mod stoffer var gået alt for vidt, og at der er brug for en legalisering.

Politichef i Utrecht, J. Wiarda mener, at lovgivningen mod narkotika er en af de vigtigste årsager til kriminalitet i dag. En legalisering vil ikke betyde nogen større ændring i samfundet - 95% af den indsmuglede narkotika antages jo alligevel at nå frem til brugerne. »Jeg synes, der er tale om en meget lille ændring. Enhver, der gerne vil bruge stoffer i dette land, kan finde dem til en rimelig pris og i en rimelig kvalitet. Dette vil ikke forandre sig, hvis stofferne bliver legaliseret.« (Forhør i officiel hollandsk høring om efterforskning, 1995).

Den eneste forskel, mener Wiarda, er, at man derved vil have bibragt den organiserede kriminalitet det mest knusende slag: Alle indtægterne fra illegal narkohandel vil forsvinde på stedet, og ingen andre illegale markeder kan vokse tilstrækkelig til at erstatte den. Samtidig slipper man af med den trussel, som de øgede beføjelser til politiet til narkobekæmpelsen udgør mod den almindelige retsbevidsthed.

Vi har før været inde på narkopolitikkens omkostninger for narkomanerne. Hvilke omkostninger har den for resten af samfundet?

Retspolitiske omkostninger

Som ovenfor nævnt accepteres det uden videre, at stort set alle sigtede varetægtsfængsles, og at stort set alle varetægtsfængslede isoleres i sager vedrørende handel med narkotika. Samtidig skal der mindre til for at rejse disse sager: Kun ca. 1/3 af disse isolationsfængslinger fører til domfældelse, hvorimod isolationsfængsling anvendes langt mindre for »almindelige« forbrydelser som drab, voldtægt og voldeligt overfald, og langt oftere fører til domfældelse, det vil sige, langt sjældnere rammer uskyldige. Samtidig er sigtede i narkosager dårligere stillet end sigtede i andre sager, eftersom der heller ikke stilles de samme krav til anklageskriftet. Anvendelsen af anonyme vidner kan for eksempel betyde, at specifikke dele af anklageskriftet (at den sigtede f.eks. skulle have været et bestemt sted på et bestemt tidspunkt) kan hemmeligholdes for den sigtede, der så ikke har skyggen af chance for at forsvare sig ved f.eks. at finde et alibi.

Narkotikaproblemet antages kort sagt at være så vanskeligt og vigtigt at bekæmpe, at almindelige retsgarantier ikke længere kan opretholdes, hvorfor det »desværre« er nødvendigt med tiltag, der i alle andre sammenhænge ville anses for uacceptable. Isolationsfængsling anvendes vilkårligt og rutinemæssigt, uden at man umiddelbart kan se nogen grund til, at det skulle være mere »nødvendigt« at anvende denne meget vidtgående straf her end i andre sager. Rum- og telefonaflytning tillades i disse sager i et omfang og på et grundlag, der ikke kendes fra andre sager, ligesom der slækkes på de mest elementære krav til bevisbyrde og præcision i anklageskriftet.

Andre specialiteter er stress-strategi, ransagning uden kendelse eller ransagningsvidner, eller senest »præventiv anholdelse« af særlig belastede narkomaner, simpelt hen for at de ikke skal »skæmme bybilledet«, som det er blevet praktiseret under Århus Festuge. Faren for de narkosigtede er, at de dømmes uskyldigt, eller at svækkelsen af retssikkerheden fører til, at de dømmes for mere, end de faktisk har begået.

Faren for retssamfundet er, at denne sætten retssikkerheden ud af kraft vil brede sig til andre sager, når først trolden er ude af æsken; som slækkelsen af Retsplejelovens krav om angivelse af gerningstidspunkt og -sted f.eks. har bredt sig til Ri-Bus-sagen (se Faklen nr. 6) og »stress-strategien« til indsatsen mod de såkaldte rockere. Den for ordensmagten så belejlige myte om »nødvendigheden af særlige midler« i narkosager er simpelt hen en af de største trusler mod retssamfundet, og påskuddet - at dette er nødvendigt for at få fat på de økonomiske bagmænd - klinger særdeles hult i betragtning af Wilhjelms og Bødals påvisning af, at de dømte stort set alle er små fisk …

Politichef Wiarda siger herom: »… der er ingen vej tilbage, når først en politistyrke har vokset sig for stærk, bortset fra revolution. Troen på repression, på ’krigen mod narkotika’, er den næstalvorligste trussel mod demokratiet.« (J. Wiarda i Social Kritik nr. 6, 1990).

Økonomiske omkostninger

Lidt sværere bliver det at opgive de økonomiske omkostninger af narkotikaen og narkotikapolitikken. Disse kan opdeles i de omkostninger, som narkomaners berigelsesforbrydelser påfører enkeltpersoner og forsikringsselskaber, og de beløb, der anvendes på behandling, oplysning, efterforskning, retssager og fængsling. De førstnævnte omkostninger er meget svære et kortlægge; i den redegørelse, som Justitsministeriet, Socialministeriet og Sundhedsministeriet i fællesskab udarbejdede i 1994, hedder det lakonisk: »Der foreligger ikke statistiske undersøgelser af, i hvilket omfang berigelseskriminalitet begås af stofmisbrugere.«

Det er ikke troligt, at det kan dreje sig om mere end nogle få hundrede millioner kroner om året. Flemming Balvig skønnede for nogle år siden, at udgifterne til patruljering, efterforskning, retssager og fængslinger androg to milliarder kroner årligt (Nielsen, Ugeskrift for Læger 5, 1994). Hvor stor en del af de to milliarder, der går til efterforskning, isolationsfængsling og frikendelse af de ca. 500 mennesker, der uskyldigt rammes af narkopolitikkens udhuling af retssikkerheden, er nok ikke nemt at få rede på.

Hertil kommer i alle tilfælde sundhedsvæsnets udgifter til behandling, uddeling af metadon og akut behandling af stofmisbrugere, der kollapser.

Som det vil ses, er den del af omkostningerne, der hidrører fra stofferne selv - udgifter til afvænning og akut behandling af forgiftninger - aldeles minimale i forhold til de beløb, der anvendes på bekæmpelse af narkotikaen og narkomanerne.

På sporet af en bedre narkopolitik

På samme måde, som vi tidligere så tre mulige udgangspunkter for narkotikapolitikken, kan vi øjne tre mulige strategier for fremtiden. Den første (og igen mest oplagte) ville være at fortsætte den hidtidige linje, som vi kunne kalde »status quo«-linjen: En fortsættelse af den nuværende restriktive politik med udgangspunkt i den håbløse vision om »det narkofrie samfund« - samtidig med, at de mest belastede narkomaner marginaliseres yderligere, selv om den indsats, man lægger så megen vægt på, reelt ingen indflydelse har på udbudet af stoffer på det illegale marked.

En anden mulighed var at sætte hårdt mod hårdt - mere politi, opgivelse af den mere liberale indstilling til hash, hårdere straffe for besiddelse, flere fængsler - i et desperat forsøg på at udrydde det onde af vor midte. Det har de prøvet i USA (og i Norge, hvis linje er langt hårdere end vores), og det har ikke været nogen succes. Indsatsen har ikke ført til mindre narkotika - endsige mindre kriminalitet - blot er narkomanerne blevet mere forhadte og marginaliserede og tilsvarende mere desperate. Måske den omstændighed, at det hverken i Danmark eller USA er lykkedes at holde fængslerne fri for narkotika, siger lidt om, hvor lidt det narkotikafri samfund ville minde om et samfund, de fleste af os kunne holde ud at leve i.

Den tredje mulighed var at erkende, at vi med den norske kriminolog Nils Christies ord befinder os i »forbudstidens siste dager«, og at vi ikke kan holde stofferne ude og derfor lige så godt kan gøre, hvad vi kan for at lære at leve med dem.

Vi kan ikke få et samfund uden stoffer - men vi kan bestræbe os på, at stofferne forvolder så få skader som overhovedet muligt. Christie siger herom: »Jeg er ikke noen tilhenger av at folk skal anvende disse stoffene og gjentar med monoton regelmessighet at man heller bør bli høy av å gå i fjellet enn ved narkotikabruk. Men samtidig er hykleriet og falskneriet på disse områder opprørende. Vi har grunn til å anta at cannabis har helt ubetydelig skadevirkninger, om noen. Fra den første klassiske studie utført av den indiske hamp-kommisjon, og over til de siste oversikter er hovedkonklusjonene i denne retning temmelig entydige. Derimot er antagelig stoffet meget egnet til å dempe ubehaget som er en følge av flere behandlingsmetoder ved alvorlig sykdom, spesielt ved cellegiftkurer som ledd i kreftbehandling. Ren heroin er i og for seg ikke særlig skadelig for organismen. Men her kommer inn at dette er et sterktvirkende stoff som ved uforsiktig bruk eller feilberegning kan føre til død eller skader, og også kan føre brukeren over i avhengighetstilstander som det er vanskelig å komme ut av. Heroin må derfor underkastes strengere reguleringstiltak enn cannabis, men ikke i de brutale former som i dag anvendes. Samlende om spørsmålet: Krigen er tapt. Nå gjelder det å ikke tape det sivile samfunn.« (Nils Christie, 1996).

Men hvordan kan vi bære os ad med at redde det civile samfund? Christie opstiller 14 punkter, der ville repræsentere en vidtgående liberalisering af den norske poltik på området.

Vi vil tage udgangspunkt i det allerede nævnte medicinske faktum, at kronisk afhængighed af morfin eller heroin er en sygdom, der så vidt vides ikke kan helbredes med en succesrate på mere end 3% pr. år. Skal vi ikke tabe de 97% på gulvet, må vi derfor erkende, at de nuværende injektionsmisbrugere ikke vil holde op med at bruge heroin, og at de vil blive ved med at begå kriminalitet, så længe de ikke kan få penge nok på lovlig vis.

I stedet for at håbe på at afvænne de nuværende narkomaner kunne vi derfor bestræbe os på at mindske tilgangen af nye. For det første må vi sørge for, at alle de mest belastede narkomaner kan få den heroin, de skal bruge, under betryggende former. Stort set alle de narkorelaterede dødsfald ville hermed kunne undgås, eftersom ingen længere behøvede at tage heroin af ukendt styrke eller dulme abstinenserne med diverse lægemidler.

Herved ville bunden falde ud af det illegale marked, ligesom ingen narkomaner ville behøve at sælge stoffer på gaden for at skaffe penge.

Denne vedligeholdelse bør dog ikke stå alene, men skal suppleres med tilbud om behandling og afvænning til alle, der måtte ønske det, ligesom alle bør tilbydes en anstændig bolig og gives hjælp til at finde et passende arbejde eller uddannelse, såfremt de ønsker det.

Afvænningen skal ikke være nogen betingelse for udlevering af stoffet, og der skal heller ikke lægges noget som helst pres på dem, for at de skal tage imod disse tilbud om uddannelse eller arbejde. Det drejer sig i første omgang om at tilbyde disse mennesker et værdigt liv uden den evige jagt på stoffer - ikke om at gøre dem stoffri for stoffrihedens egen skyld. Narkomanens heroin er tværtimod at betragte som livsvigtig medicin på linje med diabetikerens insulin.

Har vi råd til denne massive indsats, denne særbehandling af en trods alt lille minoritet? Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være. Vi må heller ikke glemme, at alene retssystemets håndtering af narkomanerne for øjeblikket koster to milliarder kroner om året. Hvis man blot brugte 100.000 kr. pr. år pr. narkoman, kunne mindst halvdelen af disse penge altså være sparet.

På linje hermed må vi acceptere, at stoffer som amfetamin, kokain og ecstasy for mange mennesker simpelt hen står som rusmidler, der kan anvendes en glad aften, på samme måde, som andre bruger alkohol.

Vi kunne naturligvis håbe, at folk af sig selv vil indse, at det ikke er fornuftigt at bruge disse stoffer, og derfor vil acceptere og rette sig efter, at de fortsat skal være forbudt. Det er bare ret usandsynligt, specielt hvis man tænker på tilsvarende forsøg på at regulere forbruget af alkohol. Så længe der er et marked for disse stoffer, vil de kunne købes illegalt. Den største sundhedsfare ved den illegale handel er, at ingen ved, hvad det stof, man tilbydes, eventuelt er blandet med, eller hvor rent det er.

En forsigtig legalisering ville dels betyde, at der altid var kontrol med kvaliteten af stoffet, og at man vidste, nøjagtig hvor stort forbruget og de hermed forbundne problemer var.

De hollandske coffee-shops må højst sælge fem gram hash til hver gæst.

Med disse stoffer kunne man forestille sig en lignende ordning. Man kan tillade, at stoffer som amfetamin, kokain, ecstasy og LSD sælges på apoteker i mindre portioner til personer over 18 år, således at hver person f.eks. kun kan købe tre doser pr. dag. Dette kan naturligvis ikke forhindre nogen i at opkøbe mere gennem stråmænd eller ved at rende alle byens apoteker på dørene, men det ville gøre det langt mere besværligt at samle sig større mængder af stoffet. Prisen på disse stoffer bør sættes så højt, at den kan finansiere fremstillingen af dem, men så lavt, at det ikke ville være muligt at sælge dem billigere illegalt.

Man ville hermed fjerne alle de usikkerheder, der ligger i den illegale distribution af stofferne og sikre, at stofferne kun blev solgt fra apoteker i pakninger forsynet med brugsanvisning og passende advarsler, og samtidig ville den kriminelle handel med disse stoffer blive fuldstændig elimineret.

Heroin bør til gengæld kun kunne fås mod recept for at forhindre, at det nuværende illegale marked blot erstattes med et legalt. På længere sigt, dvs. når hovedparten af de nuværende injektionsmisbrugere har fundet sig til rette i en menneskeværdig tilværelse, kan det sælges på samme måde som de øvrige »hårde« stoffer.

Hash befinder sig til gengæld i en kategori for sig. Det bør ikke forhandles sammen med de farligere stoffer. I stedet kunne man som i Holland tillade oprettelsen af særlige beværtninger, hvor stoffet kan købes. I København ville det være naturligt at legalisere hash-handlen på Christiania, men også at tillade den i beværtninger flere steder i byen.

Illegal handel med og smugleri af hårde stoffer vil naturligvis stadig være ulovligt, men det vil være at ligne med smugleri af alkohol og bør ikke straffes hårdere. Ulovlig indførsel af stoffer vil dog aldrig kunne udvikle sig til noget stort problem, eftersom prisen på de lovligt tilgængelige stoffer skal sættes så lavt, at det illegale marked reelt kvæles.

Ved at legalisere stofferne kan vi altså

• eliminere en meget stor del af narkomanernes berigelsesforbrydelser

• sikre de mest belastede narkomaner en menneskeværdig tilværelse

• undgå alle forgiftningsulykkker, der skyldes opblanding eller svingende kvalitet af illegale stoffer

• afskaffe hele den illegale handel med stoffer og den deraf afledte kriminalitet

Argumenter mod en legalisering

Hvorfor er disse skridt så ikke blevet taget for længst? Svaret er, at forbudet udspringer af en reel bekymring over de skadelige virkninger af disse giftstoffer - og denne bekymring er ikke altid ubegrundet.

Der er ingen som helst tvivl om, at mange mennesker har pådraget sig alvorlige psykoser ved brug af LSD. Det nye og meget populære stof ecstasy kan ved forkert brug føre til dehydrering og hjerteanfald; hvad angår andre stoffer som alkohol eller kokain, skulle det næppe være nødvendigt at gentage, hvilke risici der er ved overdosering eller umådeholden brug. Dette fører os frem til de mest almindelige argumenter mod en legalisering:

Legalisering vil føre til øget forbrug.

Eftersom brugen er skadelig, og eftersom en større udbredelse af stofferne i sagens natur vil føre til, at flere falder for fristelsen til at begynde et misbrug, bør stofferne være så lidt tilgængelige som muligt - helst helt utilgængelige.

Dette modsiges dog af erfaringerne fra Holland, hvor køb og brug af hash har været legal siden 70erne. Her har ungdommen ikke kastet sig over stoffet som glubende ulve. Faktisk er forbruget af hash ikke påfaldende større eller mindre end i de mere restriktive nabolande. Opium indgik jo i en lang række præparater, der solgtes legalt i forrige århundrede, og selv om der opstod et vist misbrug af disse præparater, var det ikke påfaldende stort. Når de fleste mennesker ikke tager narkotika, er det jo ikke, fordi det er forbudt, men fordi de ikke anser det for at være fornuftigt - på samme måde, som de fleste mennesker ikke anser det for at være fornuftigt at drikke sig fuld hver dag.

Der er rigeligt med legale rusmidler i forvejen, og vi har mere end nok i de skader, de forvolder. Der er absolut ikke brug for flere.

Problemet er bare, at det nuværende forbud ikke forhindrer nogen i at tage stoffer. Priserne på heroin raslede ned i perioden 1989-93, samtidig med at kvaliteten af det stof, der solgtes, voksede betydeligt. Prisen reduceredes i denne periode til en fjerdedel. En ophævelse af forbudene ville måske snarere fjerne noget af det »underjordiske« ved stofsubkulturerne og dermed gøre dem mindre interessante. Dette argument er i øvrigt dybest set moralsk og dermed uinteressant. Ud fra et humant synspunkt må det være vigtigere at undgå de lidelser, som brugere og misbrugere af disse stoffer påføres af et forbud, som man alligevel er fuldstændig ude af stand til at håndhæve.

Danmark har tilsluttet sig de internationale konventioner om narkotikabekæmpelse.

Disse meget stramme konventioner, hvis forbud mod cannabis blev presset igennem af industrilandene (der tilsvarende har modsat sig enhver regulering af alkohol) trods energiske protester fra bl.a. Tunesien og Indien, kunne trods alt lempes eller fortolkes lempeligere. Holland, Schweiz og England har alle haft en mere liberal praksis uden at have fået nogen problemer med disse konventioner.

Til syvende og sidst må man ikke glemme, at det, at noget ikke er forbudt, jo heller ikke indebærer nogen blåstempling eller anbefaling. Det er jo heller ikke forbudt at sniffe lim eller benzin; det er absolut uanbefalelsesværdigt, men det er ikke forbudt (og bør vel heller ikke være det). Stoffer som amfetamin eller kokain kan heller ikke anbefales nogen, men giver (i lighed med alkohol) ikke væsentlige skader ved mådeholden brug.

Dette fører os over i et andet meget almindeligt argument mod legalisering, nemlig:

Disse stoffer er giftige, og mange mennesker er kommet meget galt af sted ved at bruge dem. Kan det virkelig være rigtigt, at de skal være legale?

Men igen er problemet, at det nuværende forbud ikke forhindrer nogen i at bruge stofferne. Tværtimod gør det dem i nogle tilfælde mere interessante, idet brugen af stofferne opfattes som »oprørsk«. Til gengæld betyder forbudet, at vi ikke har nogen anelse om forbrugets reelle omfang eller nogen kontrol med kvaliteten af det stof, der udbydes.

Ved en legalisering fastholder man blot narkomanerne i misbruget, men egentlig har de brug for at komme helt ud af det. Skal vi også til at give alkoholikerne billigere whisky?

Det er fuldstændig rigtigt, at uddeling af heroin vil fastholde narkomanerne i misbruget. For øjeblikket fastholdes de blot i misbruget af det illegale marked, af deres egen afhængighed. Den eneste forskel er, at legaliseringen vil give dem en chance for en menneskeværdig tilværelse - en chance, de ikke får i dag. Endvidere er heroin og morfin specielle i den forstand, at de - indtaget rigtigt - kan tages i årevis uden at volde nogen skade på organismen. For alkoholikeren ville det ikke blive nemmere at føre en almindelig tilværelse, hvis han kunne få gratis alkohol - tværtimod. Vi ville dog mildt sagt heller ikke gøre ham nogen tjeneste ved at forbyde alkohol eller gøre det så dyrt, at han kun kunne finansiere sit forbrug ved kriminalitet.

Strange fruit

En dag i efteråret 1997 kunne de danske TV-seere bevidne et besynderligt optog: Nogle beboere i en gade i Odense forsamlede sig foran en bestemt opgang, hvor de slog på tromme og i megafoner råbte slagord mod det frygtelige, der truede byen fra denne opgang. Årsag: Der blev ifølge beboerne solgt narkotika fra en lejlighed i opgangen, og derfor måtte de finde sig i et stadigt rend af ludere, lommetyve og narkomaner i gaden. Et seksårigt barn kunne supplere, at »vi tør ikke gå forbi narkobulen, for man ved jo aldrig, hvad de kan finde på«.

Nogen konkret overlast var der dog vist ingen, der havde lidt. Odenses politimester var blandt deltagerne. Han udtalte dog beklagende, at man jo ikke bare kunne rydde lejligheden, for »sådan nogen har jo også nogle rettigheder, man skal respektere«. Hvor beklageligt!

Dette er symptomatisk for den stigende marginalisering af narkomanerne i de senere år. De vrede beboere kan således trøste sig med, at hvis narkomaner har rettigheder, er det sandelig ikke de samme, som »pæne« mennesker har. I Århus kunne politiet i forbindelse med Århus Festuge rose sig af at have buret nogle af de mest iøjnefaldende narkomaner inde uden overhovedet at sigte dem for noget: »… når der er festuge samles de, hvor de kan gøre sig mest synlige. Derfor har vi anholdt dem og brugt en såkaldt gummiparagraf om at ’være til ulempe’, så de ikke generer for meget.« (Ekstra Bladet, 2.9.97).

I København har mange narkomaner og alkoholikere fået tilhold om ikke at opholde sig på gader og pladser nær deres eget hjem, og byens pladser er gjort åbne i forbindelse med byfornyelsen, så narkomaner og drankere ikke længere kan sidde og »gemme sig«. I Århus har man forsøgt at oprette væresteder uden for centrum, så byen ikke »skæmmes« af sådanne udskud, men indtil videre er det strandet på voldsomme protester fra beboerne i området. Overalt er tendensen den samme: Alle, der giver indtryk af, at der er sociale problemer i de store byer, skal væk - det eneste, vi ikke vil høre om, er, hvordan vi eventuelt kunne løse disse problemer.

I stedet for løsninger - behandling, afkriminalisering, væresteder, legalisering - har vi fået optrapning: Fra narkomanen som offer til narkomanen som samfundsfjende og udskud.

I 1992 var 46% af fangerne i de lukkede fængsler narkomaner.

De er ikke havnet der på grund af deres misbrug. De er havnet der, fordi de ikke kunne skaffe deres stoffer til en rimelig pris, og fordi de ikke kunne helbrede sig selv for en sygdom, heller ingen andre kan helbrede dem for. Og dette er den egentlige narkotikaforbrydelse. I fængslerne finder du mest ulykkelige mennesker, der forsøgte at skaffe til dagen og vejen, som forsøgte at holde abstinensernes rædsler fra livet.

Narkotika siges ofte at være en af de største trusler mod vores retssamfund. Det er rigtigt, men truslen kommer ikke fra narkokriminaliteten, men fra de beføjelser, myndighederne tildeles for at kunne bekæmpe den.

Den egentlige narkoforbrydelse er ikke narkohandlen, men kriminaliseringen, marginaliseringen og forfølgelsen af narkomanerne og de lidelser, de herved påføres.

Narkoforbryderne er de mennesker, som er ansvarlige for deres lidelser, de mennesker, der fastholder en narkotikapolitik bygget på puritansk moraliseren, uvidenhed og intolerance; de mennesker, der uendeligt velmenende benægter, at det kunne være anderledes.

Carsten K. Agger