Johan Møller Nielsen, 42 år, syv års skolegang og derefter forskellig slags arbejde, bl.a. taglægning. Bor i Køge kommune. Måtte nedlægge sin taglæggervirksomhed pga. konkurrencen i branchen. Var på bistandshjælp fra 1989 til starten af 1996. I januar 1996 blev han kaldt til aktiveringsmøde, hvor han fik tilbudt et grøftegravningsarbejde, som han afslog – han har siden levet af sort arbejde, hvad han flere gange har oplyst til myndighederne.

Johan Møller Nielsen udtaler bl.a. til Faklen:

»Jeg ønskede ikke at være på bistandshjælp, men følte mig tvunget til det. I de første par år søgte jeg på højskole og andre kurser, men fik afslag, hver gang det var uden for kommunegrænsen. Engang forsøgte jeg at komme på Køge Daghøjskole og fik afslag, men jeg deltog i kurset, uden at kommunen vidste det.

I 1995 blev reglerne strammet endnu mere op. Alle mine initiativer blev konsekvent dræbt. Jeg røg ind i en zombietilstand. Hver eneste gang der er et eller andet, som myndighederne ikke finder helt perfekt, så holder man bare bistanden tilbage uden begrundelse. Meningen er så, at man skal op på kommunen og tigge om penge.

I en af mine sagsakter står der: 'Johan Møller Nielsen bruger uartige ord.' Det var, fordi jeg svarede min sagsbehandler, Lis Hansen igen, da hun talte nedladende til mig. Det gjorde hun tit.

Da jeg så en dag sad ved et møde og skulle påtvinges et 'tilbud', måtte jeg sige fra. De ville tvinge mig til at grave grøfter, og det ville jeg ikke være med til, for jeg ville ikke få nogen løn for det, men bare modtage min sædvanlige bistandshjælp. Jeg var ikke den eneste, der følte, at det var komplet absurd. Der var en mor, som var glad for at gå og passe sine børn. Hun mente simpelt hen, at hun gjorde et godt, samfundsberigende arbejde. Men det var altså bare helt galt – hun skulle tvinges ind på Køge Daghøjskole, og så skulle de nok få anbragt hendes børn et eller andet sted …

Der var også en kvinde, som gerne ville færdiggøre sin uddannelse inden for levnedsmiddelbranchen. Hun manglede kun nogle få måneder, og det kostede kun en brøkdel af det dyre aktiveringstilbud, men det kunne hun skam ikke få lov til.

Jeg skrev en frigørelsesattest og sendte den til regeringen, her står der, at jeg fra nu af vil være min egen regering. Den har de bare grinet ad, det ved jeg selvfølgelig, men det var også en affekthandling. Men jeg må jo på én eller anden måde protestere mod myndighedernes mafiametoder, og det er mafiametoder, når man fremsætter et tilbud, du ikke kan afslå.«

Steen Rasmussen, 31 år, uddannet inden for VVS-engros. Modtog bistandshjælp i Århus kommune fra februar til november 1996, hvor han blev aktiveret på Århus Katedralskole i bogdepotet. Her fungerede han som stik-i-rend-dreng, kopierede undervisningsmaterialer til lærerne og udførte andet forefaldende arbejde 37 timer om ugen.

Steen Rasmussen udtaler bl.a. til Faklen:

»Jeg var helst fri for at komme i jobtilbud, fordi det skete under en klar trussel om, at min bistandshjælp ville blive stoppet, hvis jeg ikke sagde ja. Det mere end lå i luften, at det var noget, jeg ikke kunne sige nej til, det var helt klart.

De kaldte det 'jobtræning'. Først og fremmest skulle jeg 'lære at stå op om morgenen' og komme til tiden og passe et arbejde … Derefter skulle jeg så 'sluses ind i arbejdsmarkedet' – det var ren beskæftigelsesterapi.

Det mest nedværdigende er måske i virkeligheden, at sagsbehandlere overhovedet betragter det som et problem, hvis man ikke har et job eller en almindelig hobby. Det er, som om det er meget suspekt ikke at have noget 'fornuftigt' at give sig til; det at bruge sin tid på at læse bøger og lære noget på egen hånd er tilsyneladende meget mistænkeligt – ja, det er min klare opfattelse, at man direkte bliver betragtet som en løgner, når man ærligt forklarer, at ens tid ikke er spildt, når den f.eks. bruges på at læse bøger.

Når man kommer i aktivering eller jobtræning får man jo ikke engang løn, men beholder stort set bare sin bistandshjælp, selv om der er tale om et fuldtidsarbejde. Jeg fik ca. 7.000 kr. før skat – en betaling, der i allerhøjeste grad ligger langt under mindstelønnen. Altså ikke alene bliver man tvunget til et job, som man hverken ønsker eller lærer noget som helst af, men man får ikke engang overenskomstgældende løn!

Jeg synes ikke, der er langt til slaveriet; det er jo fuldstændig forkasteligt, at staten kan tvinge folk, som ikke har penge, til næsten hvad som helst. Det er simpelt hen en uværdig og nedladende holdning over for mennesker.«

Erik Atzen, 24 år, HF-kursus, medlem af fagforeningen SiD (PMF). Blev ekskluderet af sin a-kasse i 1997, fordi han ikke søgte arbejde. Aktiveret til rengøring på et plejehjem 30 timer om ugen; efter problemer med ryggen blev han udstationeret på et kommunebibliotek i Århus i fire uger.

Erik Atzen udtaler bl.a. til Faklen:

»Hvis man udeblev fra sit 'aktiveringstilbud', blev man trukket i løn, uanset om grunden var almindelig sygdom. Hvis man f.eks. har mere end fem sygedage på en måned, så kan retten til bistandshjælp fratages én fuldstændig, og allerede efter tre sygedage om måneden begynder myndighederne at skrue bissen på med skriftlige indberetninger. I værste fald kan man komme på det, der hedder 'overlevelsesbistand', det vil sige, at man hver eneste morgen skal møde på kommunen til udbetaling af ca. 35 kr. kontant. Femogtredive kroner til at leve for!

Mens jeg var tvangsaktiveret, ville jeg gerne søge ind på Musikvidenskab på Aarhus Universitet, men det var umuligt, eftersom kommunen ikke ville give mig bare to uger fri, så jeg kunne forberede mig til optagelsesprøven … På den måde har aktiveringstilbudet blot udskudt mine muligheder for at komme på universitetet, for jeg måtte vente et år ekstra på at søge ind.

Da jeg meldte mig på bistandskontoret, frasagde jeg mig åbenbart min ret og min evne til at beskæftige mig med det, jeg ville. Man føler sig komplet magtesløs, fordi ens arbejdsgivere i realiteten kan tillade sig hvad som helst – hvis ikke jeg makker ret, kan jeg jo reelt miste alt. Det er ikke alene psykisk hårdt og ydmygende – det er betingelser, som man kun byder slaver.«

Kravet til aktiveringstilbudene er, at de ikke må erstatte almindeligt arbejde og derved sende andre ud i arbejdsløshed, og aktiveringen skal af den grund bestå af arbejde, som ellers slet ikke ville være blevet udført. Jesper Lund, der har været aktiveret som en slags erstatning for hjemmehjælp i København, udtaler bl.a. herom:

»Jeg har selv prøvet at blive sendt ud hos folkepensionister, og jeg kan se, at det ikke er overflødigt arbejde. Det var ude hos nogle pensionister, som før havde hjemmehjælp, og som var totalt afhængige af den her hjemmehjælp, men de får nu at vide: Der kommer ikke mere hjemmehjælp; hvis du vil have ryddet op, hvis du vil have mad i køleskabet, hvis du vil overleve, så må du ringe på det her nummer og bestille en bistandsklient …

Kommunen sparer penge; de slipper for at udbetale lønninger til hjemmehjælpere, og det er de meget, meget glade for. At det så går ud over de ældre, som får en meget ringere service, og at det går ud over rettighederne hos de mennesker, der bliver sendt ud, det er de åbenbart ligeglade med.« (TV-Stop, 17.6.97).

Seks uddannelses- og erhvervsvejledere fra SiD i Ribe amt deltog i efteråret i et kursus i vejledning, som mundede ud i en rapport om, hvorvidt det offentligt støttede arbejde havde gavnet de ledige eller ej.

I rapportens konklusion hedder det bl.a.:

»I A-kasserne har vi grundlæggende skullet vejlede folk ud af ledigheden. Uanset hvilke ord man så har pakket det ind i. Parallelt hermed har vi stået i det dilemma, at vi har skullet passe vores rådighedskontrol. Stramningerne i rådighedskontrollen har betydet, at vi i vejledningen skal bruge forholdsmæssigt mange kræfter på at fortælle folk, hvad de skal gøre og ikke må gøre frem for at åbne nye perspektiver og udviklingsmuligheder. Som vejledere oplever vi i dag …, at vi er til grin i forhold til at skulle vejlede 'ud fra den enkelte lediges ønsker og behov'.« (Socialisten Weekend, 19.12.97).

Dansk Magisterforenings fjerde afdelings medlemsblad, Afd4 inForm nr. 4, november 1997, skriver om tvangsaktivering:

»Dansk Magisterforening opfordrede i efteråret, bl.a. her i bladet, folk til at indsende deres personlige erfaringer vedrørende aktivering (jobtræning, puljejob, uddannelsestilbud mm.). Dette er i høj grad blevet efterkommet, således at foreningen efterhånden har oparbejdet et omfattende materiale desangående. Dette materiale dokumenterer, hvad vi længe havde anet: At aktivering for det meste ikke er kvalificerende, men blot tvangsarbejde, der ikke bringer folk videre.«

Hillerød kommune sætter tvangsaktiverede til pakkeopgaver for private firmaer, f.eks. parfume og deodoranter. Lønnen for unge under 25 år er 4.400 kr. om måneden plus et tillæg på 8,19 kr. i timen – ca. 40 kr. under overenskomstens mindsteløn. Ved en særlig indsats bliver de unge til gengæld honoreret med en pizza …

Tue Tortzen, konstitueret formand i den lokale SiD-afdeling, udtaler bl.a.:

»Jeg kalder det slavearbejde, for det er det. (…) Kommunen går med planer om at lade kontanthjælpsmodtagere lave gartnerarbejde – bekæmpe bjørneklo og rense åer op. Samtidig har den skåret kraftigt ned på gartnerafdelingen de sidste ti år – der er 16 mand færre i dag end i 1986, og fem af dem røg ud sidste år. De folk risikerer at blive aktiveret i det job, de blev fyret fra. Det er utrolig groft.« (Information, 17.10.97).

I Greve kommune risikerer arbejdsløse at blive tvangsaktiveret under forhold, man aldrig ville byde almindelige arbejdere:

»På Montagegården i Greve aktiveres bistandsklienter i et kommunalt beskæftigelsesprojekt til at udføre arbejde med to-komponentlime for private virksomheder. Uden beskyttelse, udsugning eller instruktion i øvrigt. Bistandsklienterne er blevet truet med karantæne og fradrag i bistandsydelsen, hvis de brokker sig eller klager til SiD.« (Socialisten Weekend, 10.10.97).

I Farum kommune »ansættes« arbejdsløse bistandsklienter bl.a. til at pakke fuglefrø i kasser for private firmaer, men de får ikke overenskomstmæssig løn. Formand for erhvervs- og beskæftigelsesudvalget i Farum kommune, Flemming Oppfeldt fra Venstre, svarer her på, hvad der sker med den tvangsaktiveredes generelle rettigheder:

»Dem overtager vi. Og så siger vi så, at vi varetager deres rettigheder.« (TV-Stop, 17. 6.97).

Sydfalster kommune går også langt for at hjælpe arbejdsløse i gang – en bistandsklient blev således sat til at luge ukrudt i 8 graders frost. Vejformand Jørgen Rasmussen, der ledte »projektet«, udtaler:

»Bistandsklienten var ikke nogen særlig stabil arbejdskraft og opfyldte ikke helt betingelserne for at få sin løn. Så lovede jeg at tage mig af ham …« (Ekstra Bladet, 8.1.97).

Socialminister Karen Jespersen formulerede i november 1996 et vigtigt krav til tvangsaktiveringen:

»Kunsten er selvfølgelig at formulere kravet om aktivering, så det ikke kommer til at fremstå som en straffeekspedition.« (Politiken, 11.11.96).

Morten Halskov Jensen