Den 31. oktober 1517 slog Luther sine berømte 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg. Aurora Helene Herbener fra Faklens redaktion foreslog, at tidsskriftet skulle markere 480-årsdagen ved at slå 95 nytestamentlige citater op; citater, der viser kristendommens verdensforsagende og kvindefjendske kerne, som den evangelisk-lutherske folkekirke behændigt fortier.

Den historiske baggrund trækkes op i artiklen "Kirkens skjulte dagsorden - 95 nytestamentlige citater" (Faklen nr. 6), hvor det bl.a. hedder:

Den 31. oktober 1517 slog Martin Luther sine 95 teser, Disputatio pro declaratione virtutis indulgentiarum (Disputats til belysning af afladens kraft), op på hoveddøren til slotskirken i Wittenberg og rettede dermed et knusende slag mod den romersk-katolske kirkes enhed. Det var imidlertid ikke Luthers hensigt at splitte kirken og blive fader til vore dages evangelisk-lutherske kirke, og hans kritik var langtfra original, men teserne og ikke mindst deres modtagelse banede vejen for en stadig mere skærpet og ubøjelig tone i hans skrifter, hvorfor bruddet tidligt viste sig uundgåeligt.

Mest berømt er Luthers direkte kritik af afladshandlen, som skriftets titel da også afslører er hovedærindet. Baggrunden herfor er den for kristendommen nærliggende opfattelse, at mennesket stort set fødes, lever og dør i synd og derfor pr. natur er dømt til guddommelig straf, som det så bl.a. er kirkens opgave at formilde på forskellig måde.

(…)

Pave Sixtus IV (1471-84) udvidede forretningen, så det tilmed blev muligt at købe afdøde slægtninge fri af skærsildens pinsler - opfindsomheden kendte ingen grænser.

På den baggrund er kritikken af afladshandlen i de 95 teser nærmest moderat. Nok advarer Luther, at »når pengene klinger i kisten, kan havesyge og gerrighed øges« (28), og nok finder han, at enhver sand kristen, »der er inderlig bedrøvet over sin synd, har fuld forladelse af straf og skyld, skænket også uden afladsbrev« (36), men han afviser ikke principielt pavens uddeling af aflad, der dog er »en forkyndelse af den guddommelige syndsforladelse« (38), blot understreger han, at den må »forkyndes med varsomhed« (41). Man skal »oplyse de kristne om«, at køb af aflad ikke må sammenlignes med barmhjertighedsgerninger (42), og at almisser til de nødlidende er bedre end aflad (43), fordi afladen ikke forbedrer mennesket, men kun gør det »mere frit for straf« (44).

Desuden formaner Luther generelt, at »de troendes hele liv skal være en bod« (1), som »virker alle hånde dødelser af kødet« (3), og at man »må formane de kristne til at stræbe at følge Kristus, deres overhoved, gennem lidelse, død og helvede« (94).

Et lille halvt årtusind senere, kan vi så konstatere, hvorledes Luthers aktion endte. En af Reformationens frugter er den evangelisk-lutherske danske folkekirke, privilegeret igennem Grundloven og tilsyneladende et pænt og fredeligt foretagende. Men hvad det egentlig er for et "ideologisk" grundlag, denne samfundsgavnlige institution med et par tusind kirker over hele landet hviler på, turde nok være genstand for en del mere grundig opmærksomhed, end tilfældet er. I Faklen nr. 6 hedder det videre:

Næsten 9 ud af 10 danskere er medlem af folkekirken, men det overvældende flertal heraf har ikke desto mindre meldt sig ind på betingelser, som vi ellers nok ville betænke os en ekstra gang på, om også andre foreninger benyttede sig af. Man bliver således automatisk medlem gennem en handling, som man ikke har den ringeste mulighed for at tage selvstændig stilling til endsige få indflydelse på - dåben.

Når man så når en vis alder, opkræver foreningen på den konto et årligt firecifret beløb i kontingent, og meget kundevenligt sker det hele automatisk over skattebilletten, så ingen behøver at stå og fumle med alle de mange rede penge og få den pludselige indskydelse at bruge dem til noget mindre vigtigt.

I sandhedens interesse skal det dog også ekspliciteres, at der bestemt ikke er tale om nogen form for økonomisk bondefangeri af spædbørn - den enkelte skal skam bekræfte medlemskabet i den myndige alder af 13 år. Begivenheden fejres tilmed med overdådige gaver og svimlende pengebeløb, og for disse unge nye medlemmer hænger det hele selvfølgelig sammen: Medlemskab, fest, gaver - klingende mønt.

Folkekirkens årlige indtægter fordelte sig i 1995 således: Kontingenter (kirkeskat): ca. 3,26 mia. kr.; statstilskud over finansloven: ca. 0,5 mia. kr.; indtægter fra renter, ejendomme og kirkegårde m.m. ca. 0,47 mia. kr.; fra kirkens faste ejendomme og jorder m.m.: ca. 0,5 mia. kr. Derudover udgjorde folkekirkens samlede kapitaler ca. 4,97 mia. kr.

»... når pengene klinger i kisten, kan havesyge og gerrighed øges,« advarede Luther den romersk-katolske kirke i 1517 på hoveddøren til slotskirken i Wittenberg; »alle hånde dødelser af kødet« gennem »lidelse, død og helvede« indskærpede han den kristne ... Den formaning hænger vist næppe på hoveddøren til mange af de evangelisk-lutherske kirker i dagens Danmark, og den høres vel også forholdsvis sjældent under konfirmationens festivitas - det kunne jo hænde, at indtægterne fra kontingenterne svandt en smule ind.

Få bekymrer sig tilsyneladende over, hvori denne forenings specifikke formål egentlig består. Men spørgsmålet er måske, om man overhovedet kunne forestille sig nogen som helst anden forening, det var vigtigere at få formålsparagrafferne set efter i sømmene på?

Den 31. oktober stillede Faklen dette spørgsmål på en lidt utraditionel måde, idet vi markerede det omtalte 480 års jubilæum ved at grave nogle afgørende spadestik dybere end Luther og i stedet for 95 lutherske teser slå 95 nytestamentlige citater op på folkekirkens hoveddør - nærmere bestemt tre af landets centrale domkirker, henholdsvis i København, Odense og Århus.

Det afgørende er så, at sammenligner man disse grundlæggende citater med folkekirkens officielle guddom og næsten troskyldige pomp og pragt, viser der sig et iøjnefaldende og ganske imponerende dobbeltspil.

Men slå selv en tur forbi under den lokale kirkes joviale og uforpligtende charade en søndag formiddag, og sammenlign så oplevelsen med disse 95 alt andet end urepræsentative citater fra kirkens eget grundskrift, der uden omsvøb forkynder verdensforsagelse og dommedag, ringeagter kvinden og forbander det seksuelle begær, kræver uforsonlig strid venner og familie imellem og dog forbyder vreden, samt nedkalder helvedspinsler over den, der ikke deler det kristne livssyn, mens evig lyksalighed forjættes et udvalgt fåtal af frelste ...

I Faklen nr. 6 bringes de pågældende 95 citater, som også kan læses på Faklens hjemmeside. Her følger blot 12 karakteristiske eksempler:

»Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen; og den, som siger til sin broder: 'Raka!' er skyldig for det store råd; og den, som siger: 'Du dåre!' er skyldig til Helvedes ild.« (Matt. 5,22).

»I må ikke mene, at jeg er kommen for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommen for at bringe fred, men sværd.« (Matt. 10,34).

»Og hvis dit øje forarger dig, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end med begge øjne i behold at kastes i Helvede ...« (Mark. 9,47).

»Agt derfor på, hvordan I hører; thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have.« (Luk. 8,18).

»Ild er jeg kommen at kaste ud over Jorden, og hvor ville jeg ønske, den allerede havde fænget!« (Luk. 12,49).

»Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel.« (Luk. 14,26).

»Men 'dersom din fjende sulter, så giv ham at spise; dersom han tørster, så giv ham at drikke; thi når du gør det, sanker du gloende kul på hans hoved.'« (Rom. 12,20).

»I trælle! Vær i alle forhold lydige mod jeres jordiske herrer, ikke med øjentjeneste som de, der vil tækkes mennesker, men af et oprigtigt hjerte i ærefrygt for Herren.« (Kol. 3,22).

»Kvinderne bør i stilhed tage mod belæring og underordne sig i alle måder ...« (1.Tim. 2,11).

»Ligeledes skal I mænd leve med forstand sammen med jeres hustruer som med en svagere skabning ...« (1.Pet. 3,7).

»... mens I venter og fremskynder Guds dags komme, hvorved himlene skal komme i brand og opløses og elementerne komme i glød og smelte.« (2.Pet. 3,12).

»Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham.« (1.Joh. 2,15).

Citaterne er naturligvis valgt, så de ikke fordrejer konteksten, men netop udtrykker genuine træk ved den nytestamentlige kristendom, som naturligvis er en del af bekendelsesgrundlaget for den danske folkekirke.

Den 29.10.97 røbede Århus Stiftstidende over for domprovst Jacob Grosbøll, at Faklen havde planlagt at opsætte 95 nytestamentlige citater på Århus domkirke. Domprovsten blev så bestyrtet, at han morgenen efter advarede Faklen om, at han ville »tage alle skridt for at forhindre det«. Grosbøll fandt, at det var »kompromitterende for Faklen at tage den slags metoder i brug« - at denne »kompromitterende« metode blev anvendt af Luther og lagde grundstenen til den kirke, som Grosbøll selv tilhører, anfægtede næppe domprovsten.

Dagen efter udtalte han til Århus Stiftstidende: »Vi vil ikke acceptere, at de sætter noget op på kirkens dør. Jeg mener, at det er en krænkelse af kirkens ejendomsret.« At så kirkens »ejendomsret« står i skarp kontrast til den besiddelsesløse kristendom, det Nye Testamente så hyppigt indskærper, tjener kun til at sætte Grosbølls reaktion i et temmelig oplysende relief.

Domprovsten hævdede endvidere, at Faklen »ikke er i stand til at læse teksten«, men hvorfor i alverden han så ikke ville lade redaktionen slå dele af selv samme tekst op på den kirke, som hævder at bygge herpå, forblev ufortalt.

I Jyllands-Posten forsøgte rektor for Præstehøjskolen, Niels Thomsen samme dag at bagatellisere det verdenshad og den helvedsdom, som det Nye Testamente proklamerer: »Det er karakteristisk, at Jesus altid går et skridt videre og ryster vores snusfornuft.«

Javel. Dommedagshåbene, verdensforsagelsen, ringeagten for kvinder, dødsdommen over homoseksuelle osv. skal alt sammen blot tjene til at »ryste vores snusfornuft«! Når det Nye Testamente f.eks. proklamerer om den med længsel ventede verdensundergang, at »solen [skal] formørkes og månen ikke skinne, og stjernerne skal falde ned fra himmelen, og himlens kræfter rystes« (Matt. 24, 29), mener Jesus selvfølgelig ikke, at solen skal formørkes, månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen, ej heller er det selvfølgelig himlens kræfter, der skal rystes, det er skam tværtimod bare vores alle sammens snusfornuft.

Da dagen oprandt, dukkede domprovsten fra Århus imidlertid alligevel ikke op for at forhindre de to stykker papirs og fire tegnestifters »krænkelse af kirkens ejendomsret« - ifølge TV-Danmark var det dog ikke snusfornuft, men salmonellaforgiftning, der havde holdt ham tilbage. Måske havde han også taget ved lære af Københavns domprovst, Arne Bugge, der over for Politiken den 31.10.97 erklærede, at han fandt »det rigtigt at ignorere det« - i hvert fald sendte Grosbøll heller ikke suppleanter for at hindre overgrebet på kirkens ejendom, og således kunne Faklen uforstyrret af andre end pressen slå de 95 nytestamentlige citater op på hoveddøren til domkirken i både Århus, Odense og København.

TV-Danmark forelagde imidlertid samme dag de 95 citater for dekanen ved Teologisk Fakultet på Aarhus Universitet, professor Peter Widmann, og han fandt i modsætning til Århus' domprovst ingen grund til at affeje Faklens aktion eller påstå, at vi ikke var »i stand til at læse teksten«.

Tværtimod erkendte dekanen ligesom Faklen, at kirken »rent faktisk udglatter; at man så at sige spiller hen over visse ubehagelige eller stødende ting. Og der er det ikke mindst netop den videnskabelige teologis opgave, at vi anholder det og siger: 'Nej, det står der faktisk, og det har været den oprindelige betydning'.«

Sognepræst Jesper Kiil-Jørgensen blev sammen med Rune Engelbreth Larsen interviewet af Hanne Vinther Mikkelsen om folkekirkens forhold til det Nye Testamente i TV2-Østjylland samme aften. Interviewet med Kiil-Jørgensen var symptomatisk for den overraskelse, der nødvendigvis må ramme pressefolk såvel som kirkegængere, der for første gang stifter bekendtskab med den del af den nytestamentlige tekst, som sognepræsterne gerne læser udenom.

Hanne Vinther Mikkelsen ville gerne vide, hvorfor nytestamentlige kernepunkter forties, og spurgte, hvorfor vi ikke må se og høre de pågældende nytestamentlige citater i folkekirken?

- Jamen, det må I da hjertens gerne; de står da i Bibelen, der mig bekendt er en af verdens mest udbredte bøger, svarer Kiil-Jørgensen.

- Vil det sige, at vi skal gennempløje Bibelen for selv at finde dem?

- Ja, det ... ja, det skal I da i en vis forstand, fordi en del af citaterne dér ikke er citater fra tekster, der almindeligvis læses op og bruges i folkekirken.

- Er det, fordi det er for pinligt for folkekirken?

- Nej, det er bestemt ikke for pinligt for folkekirken. Grunden til, at de ikke læses op, det er, at de ikke er det, vi kalder »centrale tekster« - mange af dem ...

- Jeg må indrømme, at jeg er lidt chokeret over at læse et citat som: »Kvinderne bør i stilhed tage mod belæring og underordne sig i alle måder.« Hvordan kan folkekirken være bekendt at hvile på sådan et grundlag?

- Jamen, den hviler heller ikke på den sætning. Den hviler på det grundlag eller det budskab, som ligger i den bog ... Og så er der en helt anden ting, og det er jo dette, at Bibelen er - og det holder vi fast ved - en historisk bog; den er affattet under historiske forhold, som ikke er vores.

- Så man skal altså ikke tage Bibelen alvorligt - er det det, du siger? For det her står jo i det Nye Testamente.

- Jo, det skal man i høj grad ...

- Så må det vel også være ment alvorligt?

- Ja, selvfølgelig er det ment alvorligt, men du skal ikke tro, at Bibelen er eviggyldig på den måde, at den måde, det er udtrykt på, også ville være den måde, man ville udtrykke det på i dag, vel?

Kiil-Jørgensens problem var naturligvis folkekirkens problem i en nøddeskal: Han var nødt til at udglatte og glide udenom. Han måtte oprigtigt erkende, at hovedparten af disse citater ikke bliver læst op i kirken - og det skyldes selvfølgelig deres alt for iøjnefaldende antihumanistiske karakter. Samtidig kunne Kiil-Jørgensen heller ikke benægte, at det Nye Testamente rent faktisk i sit historiske udgangspunkt beskrev en dommedagsprædikant og hans eksklusive discipelskares virke, med alt hvad den slags indebærer af sekterisk fanatisme og benhårde krav til potentielle trosfæller. I religionshistorisk forstand er dette ganske enkelt lige så ufravigelige ingredienser i kristendommens grundlag som den udtalte ringeagt for kvinden, der er »en svagere skabning« (1. Pet. 3, 7), eller dødsdommen for homoseksualitet, hvis »skamløshed« sidestilles med »ondskab« og »mordlyst« (Rom. 1, 27ff).

Derfor måtte Kiil-Jørgensen ligesom enhver anden repræsentant for folkekirken, der bliver sat over for disse talrige intolerante nytestamentlige vidnesbyrd, atter og atter gentage, at folkekirken hverken hviler på den eller den sætning - og dét gælder ikke bare for disse 95 citaters vedkommende, men i hundredvis af tilfælde.

Omvendt kan præsten og hans ligesindede aldrig nogen sinde fortælle os, hvor den påståede humanisme egentlig findes i det Nye Testamente; i hvert fald kun ved at fremhæve isolerede lignelser, der løsrevet fra de tidligste kristne menigheders dommedagshåb og elitære frelsesforventninger helt forbigår det faktum, at Jesus skelnede skarpt mellem de folkelige lignelser og de udvalgtes lære og da heller ikke havde til hensigt at frelse andre end en beskeden, udvalgt skare. Ikke blot de, der »ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium«, skal straffes med »flammende ild« (2. Tess. 1, 8); det er i det hele taget slet ikke meningen, at alle skal frelses, betoner både Jesus (Matt. 13, 10ff; Mark. 4, 11f) og Paulus (2. Tess. 2, 11) - langt de fleste kan vente den uudslukkelige helvedsild (Matt. 13, 42; Mark. 9, 43ff; Joh. 15, 6; Åb. 20, 15).

Lige så lidt som lignelsernes overfladisk betragtede »folkelighed« repræsenterer det nytestamentlige fundament, er den i kirken så ofte besungne »næstekærlighed« tilnærmelsesvis identisk med det kristne budskab per se. Kærligheden til næsten, sågar til fjenden, dækker i det Nye Testamente således blot over tilliden til den helt igennem private frelse såvel som til en hinsidig hævn over de modstandere, som man dennesidigt nok så fromt affinder sig med. Det er f.eks. ikke primært den fattige, man frelser, men sig selv, når man forærer ham sin formue, for selv samme formue står jo netop i vejen for frelsen (Matt. 6, 19ff; Matt. 19, 21ff; Luk. 16, 13), ganske som »næstekærligheden« heller ikke er for fjendens skyld, for som Paulus siger: »Men 'dersom din fjende sulter, så giv ham at spise; dersom han tørster, så giv ham at drikke; thi når du gør det, sanker du gloende kul på hans hoved.'« (Rom. 12, 20).

Den faste afledningsmanøvre, når det Nye Testamentes mørke sider således belyses, benyttefr også Kiil-Jørgensen sig sluttelig af i TV2: »Bibelen er - og det holder vi fast ved - en historisk bog; den er affattet under historiske forhold, som ikke er vores.« Samme »undskyldning« benytter Søren E. Jensen indirekte i P1s Kulturnyt, den 3.11.97.

I en ekstremt ensidig »reportage«, hvor alene folkekirken blev hørt, tilsværtedes Faklen på bedste rendestensjournalistiske facon. »Faklen har med vanlig sans for medietække lagt brænde frem til det helt store bål,« proklamerer Jensen, der over for lytterne dokumenterer sin teologiske fagekspertise med den tungtvejende udmærkelse, at han skam »kender« mange præster ...

På baggrund af sit nøgterne journalistiske feltarbejde kunne denne skarptseende præstekender således efter at have talt i op til flere sekunder med Københavns domprovst konkludere, at »som altid hos Faklen er det de tomme tønder, der buldrer mest«.

Jensens uforlignelige vid glimrede ikke mindst, da han ualmindelig klogt afviste signifikansen af Paulus' ringeagt for kvinden, fordi denne ringeagt både var Jensen selv og hans præstevenner bekendt i forvejen: »At erklære det som en afsløring, at det Nye Testamente er et af verdenshistoriens mest truende og intolerante skrifter, og så bevise det gennem det sædvanlige - og nu lader jeg mig inspirere af jargonen - paulinske pik-chauvinistiske opkog om, at kvinden skal tie i forsamlinger og deslige, virker nytestamentligt sagt som den gamle vin på de alt for gamle sække!«

Det særdeles begavede ræsonnement, som Jensen så kultiveret forsøgte at udbasunere var selvfølgelig, at eftersom Paulus i snart 2.000 år havde forbandet de homoseksuelle og ringeagtet kvinden, så kunne det da vel ikke genere nogen længere?!

Pointen, som behændigt blev udeladt, var selvfølgelig, at hovedparten af folkekirkens medlemmer naturligvis fortsat ikke aner det fjerneste om Paulus' kvindeforagt, fordi det generelt forties af Jensens præstevenner og deres kolleger, samt at det Nye Testamentes eklatante intolerance indlysende nok heller ikke bliver den mindste smule mindre intolerant, blot fordi den er lige så gammel som apostlene selv.

Men meningen var selvfølgelig, at Jensens lyttere såvel som folkekirkens tilhørere fortsat skulle købe afledningsmanøvren om, at den moderne kirke udtrykker præcis det samme kristne »kærlighedsbudskab« som det (gamle) Nye Testamente - eller som Kiil-Jørgensen udtrykte det: »... du skal ikke tro, at Bibelen er eviggyldig på den måde, at den måde, det er udtrykt på, også ville være den måde, man ville udtrykke det på i dag, vel?«

Nej - spørgsmålet er bare, hvordan man ville udtrykke det i dag? Kan eller skal Paulus' kvindehad eller hans dødsdom over de homoseksuelle udtrykkes anderledes, end det sker i det Nye Testamente? Kan eller skal Jesu helvedsstraf til den, som blot siger: »Du dåre!«, eller hans arrogante absolutisme: »Jeg er vejen, sandheden og livet« udtrykkes anderledes, end det sker i det Nye Testamente? Kan eller skal den nytestamentlige dommedag og verdensforsagelse udtrykkes på mere tidssvarende manér, end det sker i det Nye Testamente?

Ja, synes folkekirken og dens støtter at mene; det både kan og skal udtrykkes så anderledes som overhovedet muligt - men forsvinder det af den grund? Problemet er jo, at det ikke kan negligeres, så længe vi fortsat konfererer den nytestamentlige kristendom.

Man kan derimod afvise den generelle kristne intolerance, antihumanisme og verdensforsagelse, men man kan bare ikke afvise den med henvisning til nogen nok så moderne nytestamentlig »udtryksmåde«; dels fordi intolerance lige så lidt kan blive til tolerance i nogen som helst udtryksform, som afsky kan blive til respekt, dels fordi kristendommen ifølge det Nye Testamente selv netop defineres som helt igennem uforanderlig (Mark. 13, 31; Hebr. 13, 8).

En læserbrevsskribent kritiserede i Faklen nr. 7 Faklens aktion, da han understregede, at den humane kristendom, som f.eks. Johannes Møllehave og Margrethe Auken slår til lyd for, ligger langt fra den kristendom, som Faklen kritiserer. Endvidere skrev han:

Der er et sted i jeres kritik af kristendommen, jeg mener, at I går galt. Med jeres 95 punkters opslag på domkirkedøren kritiserer I mange holdninger i det Nye Testamente, f.eks. Paulus' udsagn om, at kvinder skal tie i forsamlinger, og den generelle homofobi i øvrigt. Nøjagtig de samme ting ville I kunne kritisere utallige andre religioner for, i hvert fald både jødedom og islam - hvis I tager grundteksterne på ordet og betragter disse tekster som »skjult dagsorden« (jeres ord) for deres virke i dag.

I svaret skrev vi bl.a.:

Grunden til, at vi taler om det Nye Testamente som folkekirkens »skjulte dagsorden«, er, at det Nye Testamentes eskatologiske kerne, dets kvindeundertrykkelse og intolerance negligeres eller benægtes af præsteskabet - få andre religioner fortier deres bekendelsesgrundlag på samme vis og i samme grad. Og at vi tager udgangspunkt i folkekirkens dobbeltspil og intolerance og ikke f.eks. i Vatikanets eller Teherans, skyldes simpelt hen, at vores primære bekymring er samfundsafviklingen, intolerancen og propagandaen i Danmark.

Derfor er der heller ikke noget paradoksalt i vores »skriftbaserede kritik« af kristendommen, eftersom der er tale om at kaste lys over, ikke bare et misforhold det Nye Testamente og kirken imellem, men et bizart modsætningsforhold. For hvis kirken i modsætning til det Nye Testamente f.eks. ikke håber på og kæmper for en verdensudslettende dommedag, hvis kirken i modsætning til det Nye Testamente ikke betragter kvinden som en »svagere skabning«, og hvis kirken i modsætning til det Nye Testamente ikke finder dødsdom for homoseksualitet rimelig - hvorfor i alverden fjerner den så ikke dette indhold fra sit bekendelsesgrundlag?

Derved afslører jo netop Margrethe Auken og Møllehave & Co. sig fuldstændig med hele deres hjemmestrikkede pseudokristendom; for hvis de virkelig var så frisindede og tolerante, som de ynder at profilere sig selv, hvorfor så fortsat bekende sig til det stik modsatte grundlag, som det fremstår i det Nye Testamente? Hvornår fremsætter SF med Margrethe Auken i spidsen f.eks. forslag i Folketinget om at udelade hvert eneste kvindenedsættende standpunkt fra folkekirkens bekendelsesgrundlag?

Aldrig. For når kvindeundertrykkelsen og den øvrige antihumanisme tages ud af det Nye Testamente, er der kun løsrevne lignelser og usammenhængende betragtninger tilbage, som alligevel kun giver mening i urkristendommens eget eskatologiske perspektiv - og hvilken præst tør vel fortælle sin menighed det?

Ingen. Derfor konkluderer vi også i Faklen nr. 6: »I sidste ende kommer vi altså ikke uden om, at valget mellem humanistisk tolerance og kirkens nytestamentlige kristendom er et utvetydigt enten eller!«

Faklen konfronteres med jævne mellemrum med folkekirkens apologeter, der fastholder, at kristendommen er "humanistisk". En række artikler har imidlertid elaboreret kulturens idéhistoriske rødder fra kristendommen og derved underbygget nødvendigheden af et opgør med disse, om en humanisme skal være af gavn og ikke blot af navn.

Lederen i Faklen nr. 9 siger f.eks. farvel til to årtusinder med Kristus, en "frelser", der netop ikke af grusomhed, men af kærlighed til sin egen Sandhed har udhulet og ensrettet verden i en sådan grad, at kulturen stadig væk slæber rundt med liget i lasten, hvor meget det så ellers stoppes ud med lige dele mammon og uforpligtende fraser om næstekærlighed. I lederen hedder det bl.a.:

I hen ved to årtusinder har Kristi lidelse, død og dom været Svaret. Intet over og intet ved siden af. Vejen, Sandheden og Livet. Indiskutabelt og inappellabelt.

På denne ultimative dommers befaling standsede alle andre veje, på hans bud ophørte ethvert oprør, og over for hans dom måtte al frihedstrang vige. Ingen kan slå en handel af med Sandheden og ingen unddrage sig Dommen.

Let legitimeres i det Absoluttes navn selvfølgelig dermed den fuldstændige undertrykkelse og den totalitære lovgivning. Er ikke alle netop syndere for Ham, hvorfor skulle så ikke alle tilsvarende være skyldige for den magt, der afspejler og håndhæver Hans Lov?

I Hans navn gjordes underkastelsen enhver undertrykker til en dyd. Under Hans sandheds vægt blev kulturer knust og folkeslag udslettet, fordi de levede i den syndige vildfarelse, at også deres sandheder, love og goder var sande, rette og gode. Ved Hans Dom knæsattes livets forbitrelse, seksualitetens forbandelse og verdens fordærv.

Nu smuldrer Sandheden. Efterhånden står kun skallen tilbage, forgæves søgt blødgjort af kirkens kræmmere. Vejen, Sandheden og Livet er ikke mindre intolerancens fremmeste skal, uanset hvad den stoppes ud med, for hvad der er vejen, sandheden og livet for én messias, én magthaver eller ét menneske, kan ikke undgå at være vildnisset, falskheden og døden for en anden. Og lige så lidt kan ordren om at følge denne ene vej, denne ene sandhed og dette ene liv undgå at undertrykke al tilbøjelighed til at følge enhver anden.

(…)

Måske det var på tide at fatte barmhjertighed med den lidende menneskesøn, tage ham ned fra sit torturinstrument og langt om længe stede ham til hvile i den jord, af hvilken også han er kommet. Måske vi med ham endelig kunne begrave Sandheden, Vejen og Livet, og en gang for alle slippe for ethvert religiøst, ideologisk og politisk ekko fra dette ubøjelige diktat, Frihedens, Medmenneskelighedens og Verdenshåbets modstander par excellence. Måske, om mennesket forløste forløseren fra korsets lidelser og fjernede naglerne fra hans kød, han endelig ville forsone sig med den verden, han har lidt sådan for at undslippe.

Og måske han sågar ville undlade at hjemsøge menneskene i det tredje årtusind.

Faklen