Somaliere oplever flere og flere apartheid-lignende overgreb fra myndighedernes og den »almindelige danskers« side, advarer Rage H. M. Rage, formand for the Somali Community, og Leonard Martin, formand for All African Organization.

Faklen: Hvad er formålet med All African Organization og the Somali Community?

Rage: Først og fremmest at organisere afrikanere i almindelighed og somaliere i særdeleshed og kæmpe for at ændre deres racebaserede image i Danmark. En kamp, som må tage udgangspunkt i et opgør med de tiltag, der fra politikernes side retter sig mod somaliere og udlændinge generelt.

Somalierne er i dag blevet prøvesten for, hvor langt systemet kan tillade sig at gå, og det bliver hele tiden længere og længere - det er det farlige og skadelige ved den politik, der føres i dette land. Og det er ikke kun farligt og skadeligt for somalierne, men selvfølgelig også for det danske folk, eftersom det, der sker med os, siden vil ske med andre.

Også internationalt er flere og flere bekymrede over udviklingen i Danmark. I Somalia er der en del danskere, som meget vel kan komme til at lide konkret under somalieres frustration over den behandling, deres landsmænd udsættes for her i Danmark. Måske lyder det lidt hårdt, men det er realiteterne, og det føler jeg, danskerne bør vide, for det er den danske politik over for somaliere og andre udlændinge, som risikerer at falde tilbage på danskerne selv i udlandet.

Husk på, at der f.eks. lever flere hundrede danskere i Somalia, og mange af dem lever jo en udpræget luksustilværelse, uden at der tidligere er blevet så meget som kigget skævt til dem. For år tilbage åbnede vi alle vore døre for dem, arbejdede med dem, respekterede dem, og der var aldrig nogen sinde problemer.

Men nu, hvor vi så kommer herop og oplever »takken« for vores gæstfrihed, har følelserne over for danskerne ændret sig dramatisk. Ikke kun somaliere i Somalia er rystet over Danmarks ualmindelig racistiske behandling af deres landsmænd, men bestemt også somaliere i det øvrige Skandinavien, i Holland, England og Tyskland. I disse lande oplever vi naturligvis også en vis racisme, men intetsteds i samme grad direkte fra de politiske beslutningstagere!

Faklen: Mener I ikke, at de nuværende indvandrerrepræsentanter gør deres arbejde godt nok over for myndighederne, siden I finder grund til at organisere jer?

Martin: På et tidspunkt var vi til et offentligt møde med Thorkild Simonsen, hvor en bestemt palæstinenser, der blev præsenteret som leder for palæstinensere i Danmark, foreslog kommunerne at adskille udlændingene i to kategorier: En med de udlændinge, som Danmark ville smide ud under alle omstændigheder, og en anden med dem, der »opførte sig pænt« - hvad han end mente med det.

Thorkild Simonsen støttede varmt forslaget fra »udlændingene selv«, men jeg rejste mig og fordømte det som et udtryk for en ny apartheidpolitik, hvorefter den palæstinensiske »talsmand« forsigtigt trak sin idé tilbage. Men fremgangsmåden var helt tydelig: »Gode udlændinge« foreslår de danske myndigheder, at de skal skille sig af med »dårlige udlændinge«, som er uacceptable i det danske samfund. Ved at placere sådanne »stråmænd« giver man indtryk af, at politikerne blot følger udlændingenes egne ønsker.

Pludselig ser vi flere og flere individer, der, af jeg ved ikke hvilken grund, optræder offentligt »på vegne« af indvandrere og flygtninge, virker overordentlig respektable over for danskerne, men promoverer ekstremt højreorienterede og indvandrerfjendtlige synspunkter, og det kan vi, der rent faktisk repræsenterer udlændinge, selvfølgelig ikke acceptere.

Rage: Vi ved også, at myndighederne ofte »forhandler« eller »fører dialog« med repræsentanter for somalierne, som imidlertid aldrig nogen sinde har fået et mandat af de mennesker, de hævder at repræsentere! Vi informerer selvfølgelig myndighederne om, at ingen ud over somalierne selv kan repræsentere somalierne, men der bliver ikke taget megen notits af det.

Faklen: I er begge bekendt med Thorkild Simonsens virke som borgmester i Århus - hvordan reagerede I på hans udnævnelse til indenrigsminister?

Martin: Ikke med begejstring. Da han forlod posten som Århus' borgmester, havde han netop fremsat et ualmindelig nedrigt forslag om, at et system, der minder om det, vi kender fra de sydafrikanske townships, skulle skabes i Århus kommune. En form for koncentrationslejre for uønskede somaliere, som i al ubemærkethed kunne blive udskibet direkte herfra til Somalia.

Simonsens karriere som indenrigsminister kan kun ses som en fortsættelse af det ubehagelige klima for udlændingene, som han skabte og efterlod sig i Århus.

Det er min klare opfattelse, at hans udnævnelse til indenrigsminister netop var uløseligt forbundet med hans kz-lignende planer for somalierne i Århus, planer, som offentligheden har glemt - hvis den da ikke ligefrem håber på en gennemførelse af dem.

Rage: Der er en ting, jeg gerne vil understrege i denne forbindelse, og det er det somaliske folks store skuffelse over den uhyggelige tavshed, vi oplever fra hovedparten af de intellektuelles side - mennesker, som burde være de første til at opdage, hvor farlig den nuværende udvikling egentlig er - dét havde vi aldrig nogen sinde troet.

Vi ved jo, at den danske befolkning var meget aktiv i bekæmpelsen af apartheid i Sydafrika - men den apartheid, der omgiver dem, forbliver de blot tilskuere til. Mennesker dør og lider under mental tortur og hård racisme, men de intellektuelle er tavse. De burde skamme sig.

Faklen: I er altså meget mere overladt til jer selv, end I havde forventet?

Martin: Ja. Og i mange år er afrikanere og andre udlændinge jo blevet passiviseret af strukturerne i det danske samfund. De er hverken blevet integreret socialt eller kulturelt, men er tværtimod blevet mere og mere marginaliseret. Mange lider af alkoholisme eller depression i et land, hvor de ikke føler sig velkomne, men udstødte.

Men det er vigtigt at pointere, at denne passivitet er ved at forsvinde. Takket være, om man så må sige, de intensiverede angreb på somalierne de sidste par år, er nødvendigheden af at slå igen, organisere sig, blevet tydeligere og tydeligere. Bevidstheden om, at det nødvendigvis kræver en organisering, der stiller krav for at blive en del af det danske samfund, har bredt sig markant. Hvad andre tager for givet, skal vi kæmpe for.

I alt for lang tid har vi fuldstændig passivt affundet os med marginaliseringen og racismen. I mellemtiden har myndighederne, godt hjulpet af pressen, valgt at fokusere på især somalierne, en specifik gruppe med specifikke genetiske, kulturelle karakteristika. Denne gruppe er så tilfældigvis afrikansk, den er tilfældigvis islamisk, og det er blevet understreget, at den netop derfor ikke kan integreres, at den ikke kan tilegne sig danske normer og værdier og derfor heller ikke tilpasses til dansk kultur, hvilket naturligvis er synonymt med europæisk kultur.

Politiske beslutningstagere har promoveret denne fremstilling og i realiteten derved benyttet racekarakteristika som værktøj til at skabe en modvilje mod somalierne, ligesom man ligefrem bevidst har spillet på sekundære forskelle i sprog og tøj.

Jeg betragter dette som statsracisme.

Denne udvikling finder sted på et særlig vigtigt tidspunkt i Danmark, et tidspunkt, hvor samfundet skal tilpasses en ny national identitet vis-à-vis europæisk identitet, og hverken magteliten eller staten som sådan har forberedt sig tilstrækkelig på omvæltningerne. Politikken over for somalierne er et første mål for, hvordan de nye love i det europæiserede foregangsland Danmark indrettes, og somalierne er kun de første til at lide under dem.

Jobmuligheder, uddannelsesmuligheder, rettigheder og indtægter indskrænkes for særlig udsatte grupper, ikke for alle danskere eller europæere - og det er og bliver statsracisme. Men det er kun et udtryk for, hvad også andre tilsyneladende afvigende grupper i tilknytning til konstruktionen af den nye danske identitet uundgåeligt vil opleve i det næste århundrede.

Muren omkring Europa udbygges hele tiden med mere og mere ekstreme midler, og overgrebene mod udlændinge intensiveres både under socialdemokratiske og konservative regeringer. Flygtninge og indvandrere, der uden videre smides over bord og druknes i Middelhavet, er der mange uhyggelige eksempler på; der bliver færre og færre grænser for, hvad der er acceptabel behandling af disse mennesker.

De europæiske stater har gennem de seneste 12-15 år forberedt sig på en ny magtstruktur og har benyttet statssystemet til at installere en statsracisme mod udlændinge, ja, gradvist mod enhver afviger.

Statsracismen vil derfor ikke forblive et isoleret somalisk spørgsmål, den vil ikke forblive et afrikansk spørgsmål, det vil uundgåeligt blive det altafgørende spørgsmål til den europæiske fremtid, til Danmarks europæiske fremtid - og afgørelsen af det spørgsmål bliver samtidig afgørelsen af den retning, udviklingen i den nærmeste fremtid tager for den danske stat, den danske kultur og det danske folk.

Faklen: Fort Europa?

Martin: Som de siger: Man kan bygge en borg af bajonetter, men den er vanskelig at sidde på. Du kan få et Fort Europa omgivet af en mur - men kan det undgå også at kvæle dem, der skal leve bag den? Hvor længe vil den holde?

Tidligere blev racismen brugt som en imperialistisk og kolonialistisk bevægelse til at konsolidere, ekspandere og dominere nyvundne territorier. Den epoke er historisk set forbi, tror jeg.

Den nye racisme, vi ser her i dag, er en anden slags. Den har næppe de helt store udsigter til at ekspandere ud over Europa og USA, men er begrænset til at undertrykke etniske minoriteter inden for disse kontinenter eller simpelt hen presse dem ud - et værktøj til konstruktionen af specielle interne magtstrukturer, som dyrker enkle, propagandistiske eller racistiske fjendebilleder.

Rage: Men racismen oplever vi selvfølgelig også på gadeplan. Vi oplever hyppigere og hyppigere racistiske udfald mod somaliere fra »almindelige mennesker« på gaden.

Somaliere bliver slået ned, somaliske kvinder, der bærer slør, som det er almindelig islamisk tradition, får revet deres slør af midt på gaden, og somaliere bliver uden videre smidt af busserne, sågar af buschaufførerne. Uden for Århus blev f.eks. for nylig en somalier smidt af bussen midt om natten - han havde ikke begået anden forbrydelse end at være fra Somalia.

Vores børn kommer grædende hjem fra skole, fordi de er blevet mobbet og chikaneret pga. deres farve eller tro. For os, der må leve med det, er det en meget, meget uhyggelig situation. Det er jo ikke »bare« fordomme og racisme mod somalisk kultur, men en systematisk eliminering af hele vores identitet - det er i hvert fald den generelle følelse blandt somaliere i Danmark.

Faklen: Hvordan reagerer politiet, når I anmelder racistiske overfald?

Rage: Jeg opfordrer altid mine landsmænd til at gå til politiet, men der bliver aldrig foretaget nogen undersøgelser i vores sager.

Faklen: Der bliver indimellem appelleret til kirken om støtte; hvad er jeres generelle indtryk af hjælpen herfra?

Rage: I dagens Danmark synes kirkens indstilling at være, ligesom den var under Romerriget - passiviserende. Budskabet er: Gør ikke modstand, forhold dig passiv, Gud giver dig magt - når du er død. Men ingen udlændinge vil acceptere dette i den nuværende situation; de råber på drastiske forandringer af deres situation her og nu.

Martin: Den sydafrikanske kirke blev reddet på et hængende hår, idet den i det rette øjeblik lige akkurat nåede at vende 180 grader og indtage en klar position mod racismen.

Den danske kirke indtager en faretruende tavs position under den nuværende racisme i dette samfund. Kristendommen spiller selv en vis rolle i denne uheldige udvikling, eftersom vi lider under den propaganda, at Danmark er en kristen kultur, der trues af ukendte, ikke-kristne fremmede, som repræsenterer en bizar islamisk fundamentalisme - det er selvfølgelig et image, som er blevet projiceret af medierne. Og alt dette fremstilles som modsætningen til et specielt kristent værdi- og normsæt, der er forbundet med konstruktionen af den genfundne nationale identitet.

Vi har jo set flere højreekstremistiske politikere proklamere, at dette er et specifikt kristent samfund, og at enhver, der kommer her, må underkaste sig en absolut kultur med absolutte værdier, og at disse værdier er sanktioneret af kristendommen.

Dette er naturligvis en løgn, men en virkningsfuld løgn til gennemsnitsmennesket, der tilrettes den tankegang, at Danmark er et kristent territorium med kristne værdier, og at de mørke fremmede, der ikke repræsenterer disse værdier, derfor ikke kan integreres.

Faklen: Hvad er jeres erfaringer med støtte fra danske organisationer?

Martin: Desværre finder en vis form for udnyttelse af afrikanere ofte sted fra særlige organisationers side, der hævder at være danske humanitære organisationer, men som i en misforstået loyalitet blot kultiverer ensidige myter om f.eks. afrikanere i Danmark.

Med økonomisk støtte fra staten stadfæstes banale og firkantede opfattelser af »afrikansk kultur og musik« - f.eks. af Mellemfolkeligt Samvirke. Men afrikanerne er dødtrætte af sådanne »kulturelle« tiltag - uanset hvor gode intentionerne måtte være - hvor afrikanere profileres som evigt dansende, pot-rygende og trommeglade stereotyper med en »farverig« mode og et permanent festhumør - alt sammen fuldstændig useriøst, ikke-repræsentativt og i sidste ende patroniserende.

Afrikanerne vil noget andet, og de forventer, at det skal komme fra afrikanerne selv, ikke fra danske myth-makers, de forventer, at man afspejler dem selv og deres baggrund på nuanceret, realistisk vis. Jeg mener det virkelig seriøst, for mange danske organisationer opmuntrer de aktiviteter, der fastholder et komplet overfladisk billede af afrikanere udadtil.

Faklen: Som sydafrikaner og tidligere aktiv i den illegale sorte undergrundsbevægelse er det nærliggende at spørge dig, om du ser tendenser fra den hedengangne sydafrikanske apartheid-politik dukke op i dagens Danmark?

Martin: Ja. Det er ganske indlysende, at tendenser, der ligner apartheid-politikken, gør sig gældende i Danmark i dag - man skal være blind for at sige andet.

Om Danmark i videre udstrækning vil gentage fejltagelserne fra Sydafrika, tror jeg, er afhængigt af Danmarks europæiske kontekst, eftersom tilstedeværelsen af somaliere og andre udlændinge i Danmark ikke længere er et rent dansk anliggende. Racisme er i stigende grad blevet et europæisk fænomen, og antiracismen har mistet sin dynamik. Det er meget sjældent, at du blandt danskere finder nogen som helst med provokerende, idealistiske løsninger og initiativer til fælles aktioner i kampen mod racisme i dag.

Det er f.eks. ikke mange dage siden, jeg talte med en dansker, der mente, at vi sydafrikanere havde forrådt Danmark, fordi danskerne ikke fik opfyldt forventningerne om indflydelsesrige forretningsforbindelser og store investeringer i »det nye« Sydafrika som betaling for boykotten af det gamle apartheid-regime.

Måske er denne opfattelse en del af svaret på, hvorfor anti-apartheidbevægelsen i Danmark ikke har efterladt sig nogen spor - men jeg er villig til at lade det stå som et åbent, interessant spørgsmål.

Rage: Men det er selvfølgelig ikke primært det danske folk, der har skabt den ulykkelige situation for somaliere og andre udlændinge i dag. Der er en engelsk talemåde om løver, der ledes af æsler. Jeg håber virkelig, at danskerne er løverne, men jeg ved selvfølgelig ikke, hvor længe de har tænkt sig at lade sig lede af æsler.

Faklen: Under valgkampen lækkede Bagmandspolitiet oplysninger til Dansk Folkepartis pressechef, Søren Espersen, om at somaliere i Danmark havde ført 58 millioner kroner ud af landet, og Søren Espersen gik så til Ekstra Bladet med sagen, der lavede en forsidehistorie ud af det …

Rage: Ja, det blev påstået, at der var tale om narkopenge, men der er ingen somaliere involveret i narkohandel, og noget sådant er da heller aldrig officielt blevet påstået. Det blev også hævdet, at pengene skulle finansiere borgerkrig i Somalia - men hvorfor i alverden skulle vi dog finansiere det vanvid, som vi netop er flygtet fra?!

Ved dag efter dag at skabe den slags løgnehistorier opmuntres ikke blot yderligere racisme mod somalierne, men det er lige før, man også opfordrer de unge somaliere til rent faktisk at blive kriminelle, for alle tror jo, at de er det i forvejen.

Martin: En af konsekvenserne af den slags image creation er, at man i gennemsnitsdanskerens bevidsthed får installeret opfattelsen af syge elementer i det danske samfund, at disse elementer er parate til at overtræde al lovgivning, samtidig med at de tilmed er af afrikansk, somalisk oprindelse.

Somalierne ofrer mange penge på at hjælpe somaliere, der bor i lejre i Afrika, for i modsætning til her er det almindelig kulturel sædvane blandt somalierne, at man hjælper sine slægtninge - men det bliver straks kriminaliseret i den danske presse. Den somaliske familiestruktur er mere kollektiv og mindre individualistisk end den europæiske, og den indebærer en forpligtelse til gensidig støtte slægtninge imellem i meget, meget videre forstand end i Danmark.

At pressehetz og lovgivning indirekte mistænkeliggør dette, er uforsvarligt, men den somaliske kulturtradition som sådan kan ingen lov selvfølgelig slå i stykker.

Men jeg ved, at det virkelig er et chok for den del af somalierne, der har oplevet deciderede traumer som følge af borgerkrigen, og som er flygtet fra krig og ødelæggelse, har skjult sig i usikre områder af Somalia og har foretaget den uvisse og farlige rejse til Europa, hvor de ventede at finde tryghed og sikkerhed - kun for at erfare endnu et chok af gentagne racistiske angreb, hetz og mistænkeliggørelse.

De er flygtet fra en borgerkrig, og nu skal de pludselig forsvare sig selv mod en voldsom propaganda, igen og igen, dag ud og dag ind. Ingen kan leve under det pres i længden. Ingen.

Morten Halskov Jensen og Rune Engelbreth Larsen