LOs forgænger, DSF blev dannet i 1898, og i år fejrer LO således sit 100 års jubilæum. Men spørgsmålet er måske, om fagbevægelsen i Danmark overhovedet nogen sinde fik trådt sine barnesko, eller om barnet i stedet blev smidt ud med badevandet. Vi ser på fagbevægelsens udvikling og dens stigende modvilje mod selvstændige faglige aktivister og deres konkrete arbejdskampe.

Man møder i dag ikke sjældent den holdning til fagbevægelsen og det faglige arbejde, som i øvrigt i vidt omfang også

gælder de politiske organisationer og det politiske arbejde, at det ikke vedkommer »almindelige mennesker«. Når man alligevel organiserer sig i en fagforening, er det da blot for gennem den tilhørende a-kasse at være økonomisk sikret i tilfælde af arbejdsløshed. I en undersøgelse fra 1993 svarede 90 procent af de adspurgte, at dette var deres eneste interesse i at være fagligt organiserede.

I takt med fagbevægelsens vækst er der fundet en centralisering af magten sted i hovedorganisationerne. Denne udvikling har sammen med den politiske etablering og de deraf følgende stadige hensyn til, hvad man med et pænt ord kalder realpolitiske forhold, opnåelsen og fastholdelsen af indflydelse, bidraget til den opfattelse blandt mange menige medlemmer, at afstanden mellem den centrale organisation og deres egne specifikke interesser til stadighed er blevet større. Denne opfattelse har måske tillige medvirket til dannelsen af det populære billede af fagbevægelsen som et mastodontisk apparat af endeløs administration og fedt betalte bureaukrater og »pampere«, der har skaffet sig indflydelse og sikret sig selv, men ikke længere har nogen egentlig forbindelse med de menige medlemmer, hvis interesser de oprindeligt skulle repræsentere. Mange er således øjensynligt alt andet end sikre på, hvori disse organisationers eksistensberettigelse egentlig består, og hvad man, når alt kommer til alt, får for kontingentkronerne.

Nedenstående er et forsøg på at indlede en diskussion af fagbevægelsens rolle; hvad den var, hvad den blev - hvad den er, og hvad den måske kunne blive.

Kristen kaldsetik og taylorisme

Hvad angår den historiske afgrænsning af emnet, kan man med rimelighed mene, at der naturligt må trækkes en grænse i den periode, hvor det relativt moderne begreb om »arbejderen« fik sit nuværende betydningsindhold, altså i den historiske epoke, som kendetegnes ved »den agrare revolution« og det kapitalistisk-industrielle samfunds opståen i løbet af det 18. og 19. århundrede.

En arbejder vil i den sammenhæng sige et i det mindste personligt »frit« menneske - i modsætning til de i agrarsamfundet både administrativt og juridisk umyndige og stavnsbundne bønder og husmænd. Disse nye »arbejdere«, som i perioden i stort tal søgte ind til de voksende industribyer, var dog henvist til atter at sætte deres arbejdskraft til salg til højestbydende. Arbejdskøberne - eller som de senere almindeligvis kaldes: Arbejdsgiverne - var kapitalejerne og dem, der ejede produktionsmidlerne.

I den socialistiske terminologi fik de betegnelsen »kapitalister« modsat »proletarerne«, de ejendomsløse arbejdere. Med denne udvikling var grunden lagt til den fundamentale konflikt mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, som siden har været kernen i arbejdskampen: Som en følge af den herskende kapitalistiske ideologis mest fundamentale princip om profitmaksimering måtte det for arbejdskøberne afgørende fra første færd naturligvis være at skaffe arbejdskraften til den lavest mulige pris for derefter at få denne arbejdskraft til at yde så meget som overhovedet muligt på mindst mulig tid.

Idéhistorisk leder den afgørende forandring af synet på arbejdet og »arbejderne«, som har fundet sted i løbet af den kristne kulturs frembrud og udvikling, også frem til problematikken om »klassernes« kamp og arbejderbevægelsen. Hvor arbejde, forstået som fysisk arbejde, i antikken i en vis udstrækning ansås for at være et - evt. nødvendigt - onde, mens lediggang betragtedes som forudsætningen for al sand menneskelig udfoldelse, blev det fysisk hårde, daglige slid allerede tidligt i kristendommen, men dog helt afgørende med reformatorerne Calvin og Luther, tillagt afgørende både moralsk og religiøs betydning.

Hårdt arbejde hjælper til at tøjle begæret og til at overvinde dovenskaben, mente man, og manuelt arbejde blev derfor direkte betragtet som en art gudstjeneste i sig selv. »Er du håndværker, skal du finde Bibelen i dit værksted,« som det hedder hos Luther. Lediggang, derimod, blev roden til alt ondt. Men - hvad der var vigtigere - i denne velsignelse af arbejdet lå tillige en dybere moralsk og religiøs forpligtelse, formuleret i en såkaldt kaldsetik, i hvilken de politiske og økonomiske magthaveres myndighed over undersåtterne stadfæstedes som en ukrænkelig institution indstiftet af Gud. Herefter var ethvert tiltag, som måtte sigte på at ændre den eksisterende orden, følgelig at betragte som et udslag af ugudelighed og måtte i overensstemmelse hermed for enhver pris slås ned med alle tilgængelige midler.

Denne naturretslige indstilling til det bestående som en ukrænkelig, ja, hellig orden har vist sig særdeles sejlivet og persisterer da også i udpræget grad i vore dage. Vi skal senere se, hvorledes en lignende tankegang kommer til at skinne igennem i begrebet om arbejdsgivernes »ret til at lede og fordele arbejdet« i den første »hovedaftale« mellem arbejdsmarkedets parter fra 1899, som kom til at gå under navnet Septemberforliget.

Overgangen fra denne moralsk-sociale fatalisme til den tidlige kapitalistiske ideologis syn på forholdet mellem arbejderklassen og arbejdsgiverne er da også glidende. Den nye tids fremherskende ideer desangående kom klarest til udtryk i F.W. Taylors The Principles of Scientific Management, principperne for videnskabelig virksomhedsledelse, fra vort århundredes begyndelse.

Den såkaldte taylorisme var en rationalistisk bevægelse, som hævdede at ville kunne ophæve enhver modsætning mellem kapitalisterne og arbejderne i stedet for ved vilkårlighed at udarbejde videnskabeligt præciserede og derfor i absolut forstand retfærdige principper for løn- og arbejdsforhold. Nogle vil dog mene, at der snarere var tale om en videnskabelig ratificering af den allerede fremherskende udbytning af arbejderne.

Da arbejdere ifølge den tayloristiske ideologi generelt ansås for at være både dovne og svagt begavede, syntes det fornuftigt og nødvendigt og i sidste ende også i overensstemmelse med arbejdernes egne - eventuelt ubevidste - interesser, at de underordnede sig ledere, som kunne fortælle dem, nøjagtig hvad de skulle gøre og hvornår. I forlængelse af dette syn på arbejderstanden og i overensstemmelse med de fundamentale kapitalistiske mål, effektivitet og profitmaksimering, anbefaledes det endvidere, at arbejdet så vidt muligt opdeltes i enkeltelementer og enkle rutiner, til hvilket formål det på den tid netop opfundne samlebånd viste sig yderst velegnet. Med den nye opfindelse var et overordentlig nyttigt værktøj givet virksomhedslederne i hænde, da produktionshastigheden nu uden videre kunne øges blot ved at regulere samlebåndets hastighed.

I den tilstræbt objektive og rationelle tayloristiske teori om virksomhedsmanagement blev arbejdet defineret som lønarbejde i sin reneste form: For virksomhedsejeren var arbejdernes betydning udtømt med deres abstrakte og udskiftelige arbejdskraft og det følgende afkast. Arbejderen havde på sin side ingen anden interesse i produktionen end sin løn, som ifølge den kapitalistiske produktionsform principielt kun kunne udgøre en brøkdel af den faktiske værdi af hans arbejde.

Pariserkommunen

Ligesom på resten af det europæiske kontinent skete der også i Danmark i forbindelse med den tiltagende industrialisering en voldsom urbanisering. Betegnende for udviklingen er f.eks., at Københavns indbyggertal i løbet af bare 50 år, fra 1840 til 1890, mere end tredobledes. Det var manglen på arbejde og den deraf følgende fattigdom og nød, der drev folk bort fra landområderne og ind til især de større byer i håb om her at skabe sig en tålelig tilværelse. Dette håb blev dog for manges vedkommende skuffet, fordi væksten i byerhvervene trods den rivende udvikling på ingen måde svarede til den voldsomme tilstrømning. Omkring 1870 var omtrent 10 procent af Københavns indbyggere under den såkaldte fattighjælp, mens mange andre på trods af dyb armod forsøgte at hutle sig igennem tilværelsen uden fattighjælpen, fordi denne for modtageren betød en frakendelse af de borgerlige rettigheder, herunder retten til at stemme ved rigsdagsvalgene.

Også bolignøden var omfattende. Meget nybyggeri, som ofte opførtes i gårde bag allerede eksisterende ejendomme, var decideret slum, hvilket på grund af efterspørgslen og manglen på offentlig regulering dog ikke forhindrede de private bygherrer i at kræve høje huslejer og således samle sig betydelige formuer. Det modsatte forhold mellem udbud og efterspørgsel gjorde sig på den anden side gældende på arbejdsmarkedet, hvor den store arbejdsløshed gjorde det let for arbejdsgiverne at holde lønningerne så langt nede, at de fleste familier var nødt til også at sende deres børn ud på arbejdspladserne til endnu ringere betaling.

I mellemtiden voksede socialismen.

Ideologisk havde de nye strømninger i Europa deres vigtigste udgangspunkt i Marx og Engels’ Kommunistiske Manifest fra 1848, hvor tankerne om gennem proletariatets diktatur at opnå et samfund uden klasseskel var blevet formuleret, samt i stiftelsen af den Første Internationale, en international arbejdersammenslutning dannet i London i 1864 til virkeliggørelsen af det Kommunistiske Manifests berømte udgangsord: »Proletarer i alle lande, forén jer!« Første Internationale var uden dansk deltagelse.

I Paris i 1871 fik de nye socialistiske tanker, om end i et temmelig tragisk scenario, for første gang et håndgribeligt materielt udtryk, da arbejdere og småborgere tog magten i egne hænder og oprettede Pariserkommunen som en reaktion mod den siddende regerings korruption og fallit i krigen mod Bismarcks Preussen samt den heraf følgende arbejdsløshed og fattigdom. Kommunen, som på én gang var både kommunestyre, nationalforsamling og regering, bestod oprindeligt af repræsentanter fra forskellige samfundsklasser af divergerende politisk overbevisning, men allerede efter et par dage trak den borgerlige oppositions repræsentanter sig.

Socialisterne med tilknytning til den Første Internationale var ikke i flertal, men de formåede i vid udstrækning alligevel at præge Kommunens principielle beslutninger. En række af Kommunens første bestemmelser bar da også præg af den socialistiske påvirkning: Man afskaffede den stående hær for i stedet at bevæbne befolkningen i den såkaldte nationalgarde; man lagde principiel afstand mellem stat og kirke og indførte pension til sårede nationalgardister og til alle faldnes enker og børn; man lod guillotinen brænde som tegn på dødsstraffens afskaffelse; kommunerepræsentanternes løn begrænsedes til, hvad en almindelig arbejder tjente; og folk, som på grund af nøden havde pantsat deres ejendele, fik dem retur uden vederlag. Desuden blev natarbejde afskaffet, og løntræk som straf for arbejdsforseelser blev forbudt. Der blev oprettet arbejdsformidlingskontorer, offentlige arbejder blev forsøgt iværksat, og det blev besluttet, at arbejderorganisationerne skulle overtage bedrifter, som ejerne havde forladt - ganske vist mod senere erstatning til de tidligere ejere.

Efter kun tre måneder led de løst organiserede og lidet disciplinerede kommunarder dog et sviende nederlag. Versailles-regeringens tropper rykkede ind i byen med en stærkt overlegen hær, og titusindvis af mænd, kvinder og børn blev nærmest vilkårligt massakreret eller henrettet, endnu andre titusinder blev arresteret eller deporteret.

Alligevel kom Pariserkommunen for en del af den europæiske arbejderbevægelse til at stå som et efterfølgelsesværdigt eksempel, et bevis på, at en revolutionær omvæltning af den bestående samfundsorden reelt var mulig. Dens principielle beslutninger og organisatoriske former sås som klare forløbere for det socialistiske samfund. »Betragt Pariserkommunen,« skrev Engels således i 1891, »det var proletariatets diktatur.« Samtidig blev de åbenlyse svagheder, som i retrospekt tydeligvis havde medført nederlaget, vigtige lærestykker for den internationale arbejderbevægelse.

Louis Pio og Den internationale Arbejderforening i Danmark

En af de danske socialister, på hvem Pariserkommunen gjorde et dybt indtryk, var postskriver Louis Albert François Pio. Under pseudonym kritiserede Pio i to små udgivelser kaldet Socialistiske Blade i skarpe vendinger de velanskrevne borgere, som »efter at have opdynget umådelige skatte ved at tilrane sig udbyttet af vor halve arbejdstid nu svælger i nydelse, mens vi får tilkastet det sorte brød fra fattiganstalterne«. Pio opfordrede til en organisering af arbejderklassen, for at arbejderne kunne lægge vægt bag deres krav om frihed, lighed og deres del i værdierne. Den økonomiske udvikling gik hurtigt i disse år, og nu begyndte arbejderne altså at kræve deres andel af den økonomiske vækst, efter at man gennem 1860erne havde tålt stadig ringere vilkår, ikke mindst fordi lønningerne ikke fulgte med prisstigningerne - f.eks. var huslejerne på bare ti år, fra 1857 til 1867, steget med over 50 procent.

Sammen med sin fætter, Harald Brix, og en sønderjysk skolelærer ved navn Paul Geleff gik Louis Pio i gang med at skabe en arbejderorganisation. I september 1871 var Pio i skriftlig kontakt med Karl Marx, og i oktober samme år blev den danske afdeling af Internationalen, Den internationale Arbejderforening i Danmark, stiftet og fik også afdelinger flere steder i provinsen. I løbet af kort tid var antallet af medlemmer oppe på flere tusind, som var fordelt efter deres fag på særlige sektioner, der siden udviklede sig til regulære fagforeninger.

Til trods for, at Pio, Brix og Geleff under organisationen af den danske afdeling af Internationalen havde stået i forbindelse med både Marx og Engels, og det ideologiske grundlag i stor udstrækning var præget af den marxistiske analyse af det kapitalistiske samfund, lå programerklæringerne i forhold til maksimen for arbejdernes mål og faglige aktiviteter til forfølgelse af disse nærmere den tyske socialistleder Ferdinand Lassalles ideer, hos hvem emfasen ikke lå på arbejdernes direkte overtagelse af produktionsmidlerne - i modsætning til Marx.

Den danske Internationale ville »virke hen til oprettelsen af produktionsforeninger, hvor alle deltagere kunne få den fulde værdi af sit arbejde«. Tanken var den, at sådanne »kooperativer« med tiden ville kunne udkonkurrere de privatkapitalistiske virksomheder.

Slaget på Fælleden

Set med magthavernes øjne var der intet moderat ved Internationalens arbejde og indflydelse blandt lønarbejderne. Set fra arbejdsgivernes, magthavernes og myndighedernes synsvinkel var det nye parti en alvorlig trussel som samfundsundergravende kraft, og den hurtige fremgang og skarpe agitation i Socialisten skabte stor uro i borgerskabet. Reaktionen udeblev ikke.

Man benyttede med stor nidkærhed først givne lejlighed til at rette et knusende slag mod den nye bevægelse. I april 1872 var 2.000 murerarbejdsmænd gået i strejke for at få afskaffet den forkætrede »slavetime«, arbejdsdagens tolvte time fra 18 til 19. Internationalen støttede strejken og indkaldte i begyndelsen af maj til folkemøde på Nørre Fælled, for, som Pio skrev i Socialisten, at »holde mandtal over alle frie arbejdere, over alle, som vil hjælpe os i kampen mod kapitalen«. Solidariteten og den nyvundne slagkraft skulle stå sin prøve.

Men myndighederne var ikke til sinds at lade de københavnske arbejdere mødes for at bekræfte deres styrke og handlekraft. På trods af den stadig unge grundlovs indskærpelse af alle borgeres ret til frit at forsamles, udstedte politidirektøren et ad-hoc-dekret, som forbød Internationalen enhver form for mødeafholdelse. Partiet trodsede åbent forbudet og opfordrede til, at mødet skulle gennemføres, men myndighederne slog igen ved prompte at lade de tre ansvarlige initiativtagere arrestere: Pio blev senere idømt fem års fængsel, mens Brix og Geleff hver fik tre år.

Men myndighedernes obstruktionsmanøvrer fik ikke den ønskede effekt, selv om de folk, der nu stod som ledere af Internationalen, af frygt for den direkte konfrontation opfordrede til at afblæse aktionen. På den planlagte dag for mødet, den 5. maj 1872, samledes i tusindvis af arbejdere på »Fælleden« for at gennemføre mødets oprindelige formål, nemlig at vælge en deputation, som skulle forebringe kronprinsen forsamlingens ønsker, herunder udnævnelsen af en arbejdsminister, som sammen med regeringen kunne udarbejde foranstaltninger til hjælp for de fattige, uden at disse kom ind under fattigvæsenet, hvor de mistede deres rettigheder; i øvrigt fremsattes krav om upartiskhed fra myndighedernes side under arbejdskonflikter.

Store korps af beredne husarer og politi blev sat ind mod demonstranterne, som med stor brutalitet blev fordrevet. Senere blev Internationalen opløst og forbudt ved en højesteretsdom.

Der er ingen tvivl om, at magthavernes klare hensigt med den voldsomme fremfærd var at knuse arbejdernes forsøg på at organisere sig politisk. Det lykkedes i en vis udstrækning, i det mindste for en tid. Pio og Geleff blev med trusler fra politiet om yderligere fængselsstraffe og tilbud om en større pengesum, sponsoreret af blandt andre B&W, overbevist om, at det var klogere at forlade landet. Efter deres flugt gik fagbevægelsen kortvarigt, men alvorligt tilbage. Partiorganet Social-Demokraten mistede sine abonnenter, foreningerne opløstes, og selv Centralbestyrelsen for fagforeningerne ophørte for en tid med at virke.

Allerede i 1877 blev en lille kreds af fagbevægelsens folk dog enige om at oprette en fagforeningsbygning i København. De fik snart atter gang i den socialistiske presse og den faglige organisation, og det lykkedes tillige at opstille kandidater ved valget. Den nye organisation kaldte sig Socialdemokratisk Forbund - i dag Socialdemokratiet.

Under denne organisations ledelse blev arbejderbevægelsens opbygning ændret. Det politiske og faglige arbejde blev adskilt i to forskellige organisationer. Socialdemokratisk Forbund skulle udelukkende tage sig af det politiske. Men de to principielt separate organisationer, Socialdemokratisk Forbund og Centralbestyrelsen for Fagforeningerne, var dog gensidigt repræsenterede i hinandens ledelse. Så godt som alle ledende partifolk kom således fra fagforeningerne.

Ved valget i 1884 fik Socialdemokratisk Forbund for første gang sæde i Folketinget med to mandater.

Ad rettens vej mod rettens mål

I takt med bevægelsens fremgang både fagligt og politisk stadfæstedes den socialdemokratiske linje som reformistisk. Fagbevægelsen inkorporeredes i stigende grad i det etablerede samfunds orden. Den første milepæl i denne proces blev den såkaldte Gimle-kongres afholdt af Centralbestyrelsen i 1876. Her blev det fastslået, at målet fra nu af var at arbejde for gennemførelsen af et socialistisk samfund med »alle lovlige midler«, en programerklæring, som lige siden i adskillige sammenhænge skulle vise sig altafgørende for den videre udvikling. Hermed stod det jo fast, at var f.eks. en arbejdsnedlæggelse af de lovgivende myndigheder en gang kendt ulovlig, var den allerede så godt som tabt.

En anden skelsættende begivenhed blev storlockouten i 1899. Arbejdskøberne havde i 1896 dannet Dansk Arbejdsgiverforening (DA) med det forsæt at bekæmpe fagforeningerne. Da det stod dem klart, at det ikke var muligt at få ganske bugt med disse organisationer, måtte det nye sigte blive i det mindste at begrænse de lokale strejkebevægelser. Strejker for at få mere i løn eller forbedringer i arbejdsforholdene var i disse år meget almindelige. Almindeligt var det dog også, at de strejkende led nederlag, dels fordi fagforeningerne stadig ikke besad den fornødne økonomiske og organisatoriske styrke, dels fordi disse »skruers« effekt ofte blev undermineret ved at uorganiserede arbejdere, »skruebrækkere« blev indsat i de strejkendes sted.

Det vigtigste våben på arbejdsgivernes side var den såkaldte lockout, hvor fabriksejerne standsede produktionen og lukkede arbejderne ude fra fabrikkerne med den hensigt at skabe så stor nød blandt dem, at de måtte godtage arbejdskøbernes vilkår uden betingelser.

Disse års mange hårde arbejdskampe overbeviste de faglige ledere om nødvendigheden af at indgå i et tættere samarbejde, så de enkelte fagforeninger kunne forene deres kræfter. I 1886 var de Samvirkende Fagforeninger blevet oprettet i København med det formål at sørge for understøttelse til strejkende arbejdere, men udviklingen kulminerede i 1898 med dannelsen af de Samvirkende Fagforbund (DSF), som i dag er kendt som Landsorganisationen i Danmark, LO.

Stiftelsen af dette centrale organ havde før været på tale, men var blevet mødt med modstand, fordi de enkelte forbund var bange for at miste deres selvstændighed. Derfor fik DSF til at starte med en temmelig svag placering, hvor de alene stod for at samordne de enkelte fagforbunds arbejde. I alt var 38 forbund og 21 selvstændige fagforeninger med tilsammen 61.000 medlemmer med i DSF. Man overtog de to pladser i Socialdemokratiets hovedbestyrelse, som hidtil havde været besat af de Samvirkende Fagforeninger i København, hvis leder, Jens Jensen blev DSFs første formand, mens Socialdemokratiet på sin side fik to repræsentanter i DSFs ledelse.

Fronterne var i disse år, ikke mindst fordi den økonomiske udvikling medførte stadig større sociale skel, trukket skarpt op mellem arbejdsmarkedets parter, som begge rustede sig til et afgørende opgør. Dette opgør kom i 1899.

Septemberforliget

Fra midten af 1890erne havde ikke blot den faglige organisering, men også strejkerne bredt sig, og arbejdsgiverne svarede ofte hårdt igen med lockouter. Det var almindeligt, at lønaftaler og andre arbejdsaftaler blev indgået lokalt og i hvert enkelt fag, hvilket visse dele af fagbevægelsen kritiserede, idet man mente, at den faglige kamp ville styrkes ved i stedet at blive ført samlet, blandt andet derfor var DSF jo blevet dannet. I andre dele af fagbevægelsen blev det dog hurtigt klart, at den centralisering, som dannelsen af DSF var udtryk for, ikke kun var en styrkelse. De vedtagelser, der blev truffet på de centrale kontorer i København, var ikke altid lige populære på de enkelte arbejdspladser eller i de lokale fagforeninger.

Dette var netop tilfældet i april 1899, hvor snedkere i syv jyske byer nedlagde arbejdet i protest mod en aftale indgået mellem deres centrale forbund og arbejdsgiverne om, at de skulle arbejde for lavere løn end folk af samme profession i Københavnsområdet. Arbejdsgiverne svarede imidlertid igen på den lokale arbejdsnedlæggelse med først at lockoute hele snedkerfaget og siden simpelt hen lukke og slukke for samtlige arbejdspladser inden for byggefagene og jernindustrien. Pludselig stod mere end 40.000 arbejdere, halvdelen af samtlige organiserede arbejdere i Danmark, uden arbejde, hvilket fagforeningerne på ingen måde var økonomisk rustede til at opveje. Arbejdernes eneste alternativ til nøden var fattigvæsenet, som de fleste så længe som muligt vægrede sig ved, fordi det jo medførte såvel politisk som rettighedsmæssig umyndiggørelse.

DSF-ledelsen med formanden Jens Jensen holdt sig under hele konflikten i baggrunden. Arbejdernes stærkeste våben, generalstrejken, som med den nye centrale organisation netop var blevet en reel mulighed, turde DSF ikke gribe til. Hvad ville der ikke kunne ske, hvis endnu 40.000 mennesker måtte undvære den daglige lønindtægt? Og hvem kunne da også garantere for, hvad 80.000 sultne arbejdere kunne finde på …

Uroligheder i den skala var man fra DSF-ledelsen under ingen omstændigheder indstillet på at initiere, vel ikke mindst fordi en sådan storkonflikt i tilfælde af nederlag i sidste ende kunne betyde økonomisk ruin for DSF selv. Så hellere slække på principperne for i det mindste at få så meget ud af det som muligt, gennem hvad man vel ville kalde en »realpolitisk« samarbejdspolitik. Ud fra denne indstilling indgik Jens Jensen og majoriteten af den øvrige DSF-ledelse den 1. september 1899 forlig med arbejdsgiverne, et forlig, som i lyset af arbejderbevægelsens oprindelige ideer og mål, må betegnes som det mest afgørende nederlag i arbejderbevægelsens historie; et nederlag, som indtil i dag har defineret grundlaget for forholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.

Forliget blev da også næsten fuldstændig, som arbejdskøberne ønskede det. Disse havde fra konfliktens begyndelse fremsat otte hovedkrav, hvilke af den centrale fagbevægelsesledelse straks blev accepteret betingelsesløst som udgangspunkt for forliget. Det absolut eneste, arbejderne opnåede, var, at fagforeningerne og fagforbundene blev anerkendt som forhandlingsberettigede organisationer. Dermed kan man selvfølgelig sige, at arbejdsgiverne i det mindste havde opgivet helt at knuse den faglige organisering, men prisen, som arbejderne måtte betale for denne anerkendelse, blev særdeles høj.

Ledelsesretten og fredspligten

Flere af arbejdsgivernes betingelser for forliget var nemlig af helt fundamental ideologisk og principiel karakter. Vigtigst var, at fagbevægelsen på medlemmernes vegne måtte give afkald på enhver idé om, at målsætningen for arbejdernes kamp i sidste ende skulle være at overtage eller blot deltage i ledelsen og fordelingen af arbejdet. Fagbevægelsen måtte, som det hed i denne første hovedaftale mellem arbejdsmarkedets parter, anerkende »arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet samt til at anvende den efter deres skøn til enhver tid passende arbejdskraft«. Denne bestemmelse er i let ændret form blevet bevaret i de hovedaftaler, der siden har afløst forliget.

Der blev endvidere lavet en række bestemmelser, som skulle gøre det vanskeligere i fremtiden at anvende strejkevåbenet, og fagbevægelsen forpligtede sig til i de tilfælde, hvor en strejke ikke var i overensstemmelse med de nye bestemmelser, ikke bare passivt at fordømme, men aktivt at modarbejde sine egne medlemmer for at bevare »rolige, stabile og gode arbejdsforhold«, som det blev udtrykt. Det socialdemokratiske »ad rettens vej« fik pludselig håndgribelige konsekvenser.

Denne for utallige fremtidige konflikter principielle indrømmelse blev senere kendt som »fredspligten«. Derudover blev den såkaldte voldgiftsret nedsat med repræsentanter fra både DSF og arbejdsgiverne, hvilken som juridisk instans skulle behandle alle faglige stridsspørgsmål. I sin senere udformning (den Faste Voldgiftsret af 1911) fik den som en særdomstol endog bemyndigelse til at idømme overtrædere bøder - kaldet bod - og til at pålægge organisationerne erstatninger, hvis de f.eks. skulle bryde fredspligten.

Forliget skulle være bindende for alle organisationer tilsluttet de to hovedorganisationer, og kun en af disse hovedorganisationer kunne opsige det; det enkelte fagforbund eller den enkelte fagforening kunne således én gang inde aldrig atter træde ud og løsgøre sig fra de juridiske forpligtelser, end ikke ved at melde sig ud af hovedorganisationen, DSF. Der var altså tale om et for samtlige organiserede arbejdere under hovedorganisationen absolut bindende forlig. Denne altafgørende og for arbejderbevægelsen invaliderende falliterklæring blev vedtaget af centralorganisationens bestyrelse med blot 128 stemmer for i forhold til de 98, som nægtede at godtage forliget. Kun 30 centrale repræsentanter afgjorde i hundredtusindvis af arbejderes fremtid.

Forliget betød i øvrigt vidtrækkende ændringer i magtfordelingen inden for fagbevægelsen selv. Ledelsen i DSF mente nu over for de decentrale forbund og foreninger at kunne påberåbe sig et særligt ansvar for, at arbejderklassen levede op til sine »løfter« om »rolige, stabile og gode arbejdsforhold«. Denne styrkelse af den centrale ledelse var igen en gevinst for arbejdsgiverne, idet DSF således havde påtaget sig rollen som ordensmagt over for sine egne medlemmer med ret og pligt til at gribe ind over for spontane og illegale lokale tiltag. Hermed var der også lagt op til indre splid i fagbevægelsen, som kun kunne komme arbejdsgiverne til gode.

I perioden, der fulgte efter Septemberforliget, en periode, hvor arbejderbevægelsen var yderligere svækket af stor arbejdsløshed med den sædvanlige indbyrdes konkurrence arbejderne imellem til følge, oplevede utilfredse arbejdere atter og atter tyngden af det åg, som forliget repræsenterede. Både søfyrbøderne og tekstilarbejderne kastede sig kort efter ud i nu kriminaliserede arbejdsnedlæggelser, og selv om de kæmpede med stor determination, kunne de selvsagt ikke overleve i længden, når både arbejdsgiverne og deres egen organisation bekæmpede dem med »alle lovlige midler«, herunder lockouter og fratagelsen af strejkestøtte.

Overenskomstforhandlingerne i 1911 blev et markant punktum for dette kapitel af fagbevægelsens historie, hvor centraliseringen og samarbejdspolitikken bar frugt i form af en femårig overenskomst - overenskomster gjaldt normalt i to år - med lønfastfrysning i kroner og ører, mens resultaterne på andre områder samtidig udeblev. Således forblev kravet om arbejdstidsnedsættelse, som i det år fejrede 25 års jubilæum, uhonoreret. Politisk førte samme reformisme og samarbejdspolitik omtrent samtidig til, at Socialdemokratiet i forhandlingerne med de radikale om en ændring af Grundloven frivilligt gik ind på en konsolidering af såvel det danske monarki som den private ejendomsrets ukrænkelighed - hvilket sidste i alt væsentligt vil sige en endegyldig anerkendelse af det kapitalistiske system.

På skrift var Socialdemokratiet ganske vist stadig »socialistisk«. I 1913 vedtoges således et principprogram, hvori det blandt andet hed, at »arbejdet er kilden til al værdi, og arbejdets udbytte bør derfor tilfalde dem, som arbejder«, og at kapitalismen »umuliggør en retfærdig fordeling af samfundsarbejdets udbytte«. Dette program kom i øvrigt til at gælde helt frem til 1961 på trods af det indlysende skel mellem partiets program og den faktisk førte politik. Som en kuriøs karikatur af denne afgrund mellem ord og handling kunne nævnes den af den socialdemokratiske regering i 1980erne udgivne rapport U90, hvori det blandt andet hedder: »Skulle der vise sig tendenser til, at flere og flere job forenkles til arbejdsprocesser af helt banalt indhold eller rettere: skulle det vise sig at antallet af stærkt specialiserede og forenklede job ikke aftager hurtigt nok, så må konsekvenserne efter vor opfattelse blive den reaktion, at det ikke er acceptabelt.« (Min kursiv).

Den syndikalistiske fagopposition

Når medlemmerne, trods det at mange følte sig skuffede over hovedforbundets principløshed - og hvad nogle så det som, direkte forræderi mod arbejderklassen - alligevel ikke svigtede fagbevægelsen i større grad, end det faktisk var tilfældet (umiddelbart efter forliget meldte ca. 10.000 arbejdere sig ud af forbundene), skyldtes det formentlig, at de fleste måtte sande, at det ikke var nogen udvej blot at vende fagbevægelsen ryggen. Uden en fagbevægelse ville kapitalinteresserne blot atter have frit spil og arbejderne være overladt til at konkurrere indbyrdes om arbejdet blot for at holde sulten fra døren. Fagbevægelsen var trods alt stadig ung, og forholdene før lå stadig friske i de flestes erindring. Desuden var medlemskab af en fagforening jo eneste forsikring mod de katastrofale følger af arbejdsløshed. Kritikerne af, at fagbevægelsens kampmuligheder først med Septemberforliget og voldgiftsretten og siden også med indførelsen af Forligsinstitutionen i 1910 blev stadig ringere, forblev i første omgang inden for fagbevægelsens egne rækker.

Forholdene var nu således, at arbejderne på de enkelte arbejdspladser og i de enkelte fagforeninger praktisk talt var udelukket fra selv at tage initiativ til nogen form for faglig aktivitet for at forbedre deres kår uden derved at komme i strid med de stadig flere regler til regulering af forholdene på arbejdsmarkedet og således få både deres eget faglige bagland og arbejdsgivernes juridiske repressalier på nakken. Som et svar på kritikken af disse forhold og af den tiltagende centralisering af magten i DSF vandt i denne tid den syndikalistiske bevægelse frem.

Syndikalismen var en revolutionær retning inden for arbejderbevægelsen, som omkring århundredskiftet vandt øget tilslutning i Europa og efterhånden også i Danmark. I modsætning til den socialdemokratiske reformisme, som med forhandlinger og kompromiser ville arbejde inden for det bestående, f.eks. i Rigsdagen og i de kommunale råd, for gennem en stadig styrkelse af partiet og fagbevægelsens magt umærkeligt at ændre forholdene inden for det kapitalistiske systems egne rammer, var hovedtanken i syndikalismen en omstyrtelse af det kapitalistiske samfund ved hjælp af arbejdernes direkte kampe.

Heri måtte generalstrejken selvsagt spille den afgørende rolle, idet en sådan lammelse af de almindelige samfundsfunktioner kunne bane vejen for arbejdernes overtagelse af produktionsmidlerne. På programmet var desuden: »At bibringe arbejderne kendskab til og fortrolighed med den moderne kamptaktik: den pludselige strejke, obstruktion, sabotage og solidarisk boykotning; at afskaffe det organiserede strejkebryderi og praktisere solidariteten gennem den lokale sympatistrejke …« og lignende oprørske tanker.

De syndikalistiske kræfter i Danmark forenedes i 1910 i Fagoppositionens Sammenslutning (FS), og den socialdemokratiske kongres reagerede prompte med en udtalelse, hvori man på én gang, ved at tage patent på begrebet socialisme, slog den socialdemokratiske reformisme og fagbevægelsens enhed fast som dogme, mens man stærkt fordømte den syndikalistiske strømning. I kongressens bandbulle hed det således bl.a., at »arbejderbevægelsen bør være socialistisk, og arbejderklassen er stærkest, når den står som en enhed. Da der imidlertid er opstået en syndikalistisk bevægelse - for tiden organiseret i Fagoppositionens Sammenslutning - som har til formål (…) at modarbejde det socialdemokratiske arbejderpartis program (…) udtaler kongressen, at tilslutning til de syndikalistiske organisationer er uforenelig med medlemskabet i det socialdemokratiske parti, og at denne bevægelse bør modarbejdes med alle til rådighed stående midler.«

Op til og under 1. Verdenskrig vandt syndikalismen på trods af den ihærdige modstand fra den etablerede fagbevægelses ledelse stor fremgang først og fremmest med tilslutning fra murernes, sømændenes og søfyrbødernes forbund samt fra ufaglærte arbejdere og i det hele taget den del af arbejderbevægelsen, som havde de ringeste vilkår. Man organiserede en række uortodokse aktioner herunder den notoriske børsstorm i 1918, hvor demonstranter trængte ind på børsen og smed alle spekulanterne på porten. Meningen var, at man ville sømme portene til og ophænge besked om, at nu havde »de arbejdsløse lukket spillebulen«, men politiet nåede at gribe ind, og ud over store bøder til mange af deltagerne blev initiativtageren idømt to års fængsel.

En anden hændelse, hvori syndikalisterne spillede en central rolle, blev kendt under navnet »Grønttorvsslaget«. Den siddende radikalt ledede Zahle-regering, hvori blandt andre også den socialdemokratiske sagnhelt Stauning var minister, ventede på et påskud til at få sat de mest fremragende agitatorer blandt de fagligt aktive fast. Da en sådan lejlighed imidlertid ikke umiddelbart så ud til at ville opstå af sig selv, valgte man i stedet selv at skabe den. En større politistyrke mødte således en eftermiddag op på Grønttorvet, hvor en stor mængde arbejdsløse var forsamlet. Her begyndte man, så vidt vides uprovokeret, at tærske løs på de tilstedeværende. Adskillige måtte køres til hospitalet til akut behandling.

Dette overfald bragte selvsagt de københavnske arbejdere på gaden, og samme dags aften indkaldte syndikalisterne til demonstrationsmøde på Fælleden. Selve mødet forløb uden problemer, men da folk var på vej hjem, blev de med en knibtangsmanøvre omringet i Nørrebrokvarteret, hvor politiet igen delte gavmildt ud af knippelsuppen. Urolighederne fortsatte hele natten, og næste dag befandt syndikalisternes dygtigste ledere sig bag tremmer. Bemærkelsesværdigt var det, at de ikke dømtes for nattens uroligheder, men derimod på grundlag af årgamle avisartikler og politispioners referater af deres taler; deres domme lød på otte til 18 måneders fængsel.

Protestbevægelsen mod de politiske arrestationer i forbindelse med mødet på Fælleden førte til endnu et møde på Grønttorvet igen organiseret af Fagoppositionen. Man havde forinden agiteret for solidarisk arbejdsnedlæggelse på dagen for mødets afholdelse, hvilket naturligvis åbent modarbejdedes af den centrale ledelse i DSF og Socialdemokratiet, hvis presse intet havde tilovers for de aktionerende, som de omtalte som »pøbel«. Flere tusinde mennesker mødte ikke desto mindre op på Grønttorvet. Igen gik politiet ikke sindigt frem med køllerne, og igen arresteredes fremtrædende ledere i Fagoppositionen; de idømtes fra 12 til 18 måneders fængsel på anklager, som uvægerligt leder tankerne hen på en arbejdskamp af langt nyere dato, Ri-Bus-konflikten - f.eks. dømtes en fremtrædende kvindelig agitator for »vold mod politiet«, fordi hun, da politiet ville anholde hende, mens hun var i færd med at tale, holdt fast i et rækværk.

Stauning eller Kaos

I 1924 lykkedes det endelig Socialdemokratiet med Stauning i spidsen at danne regering. Med denne etablering konsolideredes selvsagt den reformistiske linje, og lov, ro og ordnede forhold stadfæstedes som højest rangerende på den politiske dagsorden før hensynet til den sociale retfærdighed.

Allerede i 1888 havde partiet på en kongres med mottoet »Ad rettens vej mod rettens mål vi vandre, på lovens grund vi lovene forandre« fastslået »den folkelige lovgivnings vej« som midlet til socialismens gennemførelse. Og nu var man altså nået så langt. Den nye appel til arbejderne var, at de skulle lære »at tænke og handle under ansvar for samfundet« - som Stauning udtrykte det i 1937 - dvs. under ansvar for den bestående samfundsorden, naturligvis.

Der blev sat punktum for den ideologiske kamp for lighed og en lige fordeling af værdierne; den ny tid tilhørte »ministersocialismen«. Betegnende for den reformistiske tankegang er Staunings ord efter Kanslergadeforliget i 1934, hvor en socialdemokratisk ledet regering for første gang greb ind i en faglig konflikt med særlovgivning, hvormed man gennemtvang en mægling og i en etårig periode forhindrede arbejderbevægelsen i at gøre brug af strejkevåbenet: »Vi har ofret nogle principper,« indrømmede den socialdemokratiske landsfader dagen efter forliget i partibladet Social-Demokraten, »men vi har reddet landet.«

At Socialdemokratiet tog sit nye ansvar særdeles alvorligt, fik 5.000 slagteriarbejdere snart at føle. Slagteriarbejderne stod ikke i forbund under DSF og var derfor heller ikke en del af forliget. Stauning havde opfordret alle landets arbejdere til tilbageholdenhed, men disse slagteriarbejdere arbejdede under så dårlige forhold, at de ikke mente, de kunne tage højde for statsmandens appel. De gik i strejke. Efter bare seks dages konflikt greb regeringen atter ind i den faglige kamp. Ved tvungen voldgift blev det bestemt, at slagteriarbejdernes overenskomst skulle forblive uændret. Som begrundelse sagde »socialisten« Stauning ligeud, at indgrebet skete for ikke at bringe den danske eksport til Storbritannien i fare. Denne politiske pragmatisme - eller opportunisme - blev kendetegnende for såvel det socialdemokratiske parti som for den socialdemokratiske fagbevægelse fremover. Det berømte slogan »Stauning eller Kaos« stammer fra den socialdemokratiske valgkamp op til valget i 1935.

Samarbejdspolitikken

Den socialdemokratiske politiske kløgt havde i mange år ført til en samarbejdspolitik med arbejdsgiverne om at bekæmpe de kræfter, som obstruerede god ro og orden på arbejdsmarkedet, og med de borgerlige og liberale kræfter i Rigsdagen, både Venstre og primært det Radikale Venstre, for at opnå større politisk magt kulminerende med regeringsdannelsen i 1924.

Den 9. april 1940 opstod imidlertid en situation, som kom til at sætte den socialdemokratiske »realpolitik« og pragmatiske samarbejdslinje på spidsen. Hvor langt ville man gå, hvor mange principper måtte ofres for at beholde den opnåede position og politiske indflydelse for at undgå åben konflikt og den deraf følgende uro.

Regeringen overgav sig øjeblikkeligt og betingelsesløst til den tyske besættelsesmagt ud fra tanken om, at man ved at være imødekommende ville kunne opretholde så vidt muligt ordnede forhold. Tyskerne besluttede da også i første omgang at lade regeringen blive siddende, og Stauning reagerede ved øjeblikkeligt at optage repræsentanter fra Venstre og de konservative i ministeriet og danne en samlingsregering, hvilken fra da af regerede efter ordrer fra den tyske besættelsesmagt.

Hvad angik omfanget af samarbejdsviljen, lød det klare og umisforståelige svar fra Socialdemokratiet kun få måneder efter besættelsen i hovedorganet Social-Demokraten: »Det danske folk er beredt til det økonomiske samarbejde og den omstilling af vore økonomiske forhold, som vil være nødvendig efter de ændrede og af Tyskland beherskede forhold i Europa. Til dette er den danske regering med fuld tilslutning fra folket villig, og det er kun tåber, der vil modsætte sig noget så nødvendigt og naturligt.«

Den nyudnævnte udenrigsminister og senere statsminister, Erik Scavenius gik endnu et skridt videre i imødekommenhed. »Ved de store tyske sejre har det slået verden med forbavselse og beundring, at en ny tid er oprundet i Europa. Den vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab,« hed det med tilføjelsen: »Det vil være Danmarks opgave at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland.«

Som en forudsætning for, at samarbejdspolitikken skulle lykkes, måtte den aktive del af fagbevægelsen selvsagt holdes i ave. Regeringen vedtog derfor på eget initiativ allerede i efteråret 1940 en lov, som indførte tvungen voldgift i alle faglige konflikter; strejker blev kort sagt forbudt. Dette var naturligvis samtidig en håndsrækning til arbejdsgiverne, som i forvejen for en stor dels vedkommende lukrerede storartet på den som en følge af krigen stigende efterspørgsel på danske produkter.

I Tyskland opstod på den tid et tiltagende behov for udenlandsk arbejdskraft på grund af de mange unge mænd, der var sendt til krigens fronter. Værnemagten opfordrede derfor den danske regering til at tilskynde danske arbejdere til at rejse til Tyskland og tage ansættelse der. Der var officielt ikke tale om et krav, men samlingsregeringen gik ikke desto mindre til opgaven med stor effektivitet, ikke mindst fordi den danske industri som belønning blev lovet sikre kulleverancer. Allerede i 1940 gjorde Socialministeriet det derfor klart, at vægring ved at tage arbejde i Tyskland gennem de tyske arbejdsanvisningskontorer kunne medføre tab af retten til arbejdsløshedsunderstøttelse.

Enhver, der ønskede at beholde retten til understøttelse, var i forvejen tvunget til at tage anvist arbejde for værnemagere i Danmark. Her var der tale om danske arbejdsgivere, og vægring medførte derfor automatisk tab af retten til hjælp ved arbejdsløshed. For mange arbejdere kom valget altså til at stå mellem at tage et arbejde, som de afskyede, eller affinde sig med dyb fattigdom. Aftalen blev - vel at mærke under en socialdemokratisk statsminister - indgået i fuld bevidsthed om, at arbejdere på tyske arbejdspladser var uden fagforeningsmæssige rettigheder, at de arbejdede betydeligt hårdere end på danske arbejdspladser, at deres arbejdsdag var betydeligt længere, at arbejdsulykkernes antal var betydeligt større osv. Men ekstreme tider kræver som bekendt ekstreme ofre - og nogle skulle jo betale prisen.

I 1940 blev de danske myndigheder af værnemagten pålagt et nyt hverv. Tyskerne var nu i krig med Sovjetunionen, og man forlangte derfor, at alle ledende medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti - som havde overtaget det fagoppositionelle arbejde, hvor den syndikalistiske fagbevægelse og den i Socialdemokratiet og DSF forkætrede Fagoppositionens Sammenslutning havde sluppet - skulle arresteres og interneres. En enstemmig socialdemokratisk kongres havde allerede i 1913 besluttet, at fagoppositionen skulle »modarbejdes med alle til rådighed stående midler«, og nu var chancen der endelig til at føje handling til ordene.

Anmodningen om at udlevere fremtrædende kommunister til værnemagten blev modtaget med kyshånd, og - med en vis historisk ironi på 25 års dagen for 1915-Grundloven, den 5. juni 1940 - fulgt umiddelbart op. Interneringen af kommunisterne blev højlydt rost og gouteret i såvel Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og Social-Demokraten. Det socialdemokratiske partiblad skrev i denne anledning blandt andet: »De enkelte positioner, der f.eks. var vundet i visse fagforeninger, er navnlig i det sidste par år atter blevet frataget splittelsespartiets [FS’ og DKPs] tilhængere. Socialdemokratiet kan med Sandhed sige, at det gennem årene har været det Parti, der har gjort den største indsats i kampen mod Kommunismen, og Socialdemokratiet betragtedes da også af Kommunisterne som Fjenden Nr. 1. (…) Nu har omstændighederne altså ført med sig, at der kommer direkte lovbestemmelser mod den fra fremmed side dikterede kommunistiske virksomhed. Det tør siges, at Kommunistpartiet ikke inden for dansk arbejderbevægelse efterlader sig et sådant eftermæle, at det vil blive savnet.«

Som et tegn på regeringens taknemmelighed, kunne de danske myndigheder oven i købet komplettere den tyske liste over samfundsfjender med oplysninger fra deres fyldige hemmelige kartoteker over uønskede borgere. Dansk politi arresterede således ca. 350 DKPere, skønt tyskerne kun havde stillet krav om arrestation af ca. 70.

Omkring midten af 1943 viste det sig imidlertid, at en del arbejdere trods alt efterhånden havde fået nok af samarbejdspolitikken i almindelighed og de heraf følgende forringede arbejdsforhold i særdeleshed. En strejkebevægelse bredte sig på trods af regeringens forbud hurtigt, og snart var der tale om en veritabel generalstrejke i byer som Odense, Ålborg og Esbjerg. Tyskerne reagerede prompte med at kræve dødsstraf indført for sabotagevirksomhed, hvilket satte regeringens samarbejdspolitiske linje i et uløseligt dilemma. En honorering af kravet ville være politisk selvmord i forhold til den folkelige velvilje, og kravet blev derfor afvist - med regeringens afgang til følge. I sidste ende brød samarbejdspolitikken altså sammen ikke af principielle årsager, men på grund af et direkte pres fra den ulovlige spontane aktivitet i arbejderbevægelsen.

At regeringens samarbejdspolitik stak dybere end blot og bar nødvendighed, viste sig året efter, da utilfredsheden med nogle voldsomme tyske terrorhandlinger førte til endnu en folkestrejke, hvor man i arbejderkvartererne Vesterbro og Nørrebro i København byggede barrikader og tændte bål i gaderne. Selv om Socialdemokratiet ikke længere bar noget politisk ansvar, forsøgte de ikke desto mindre sammen med landsorganisationen DSF med stor nidkærhed at få strejken afsluttet. DSF opfordrede i enighed med Dansk Arbejdsgiverforening alle til i ro og fred at genoptage arbejdet. Dog uden held. Og til sidst måtte besættelsesmagten faktisk give efter for en række af de krav, som var blevet fremsat af de aktionerende.

Rationaliseringens nødvendighed

Umiddelbart efter befrielsen fik Socialdemokratiet travlt med at foretage en række kosmetiske manøvrer for at rette op på sit på grund af den nu knap så populære og derfor ikke længere opportune samarbejdspolitiks blakkede image. I alt væsentligt fortsattes i praksis den hidtidige politik; dette gjaldt også arbejdsmarkedspolitikken.

I den første efterkrigstid blev arbejdstempoet på grund af krisen og den generelle varemangel med den centrale fagbevægelses velsignelse skruet voldsomt i vejret. Prisen for at få landet økonomisk på fode igen måtte endnu en gang betales af arbejderne, uden at de dog i de kommende overenskomstforhandlinger belønnedes med nogen forbedringer af deres kår.

Ved overenskomstforhandlingerne i 1954 krævede DSF ganske vist både lønforhøjelse og arbejdstidsnedsættelse, men hensynet til arbejdsgiverne førte hurtigt til, at lønkravet blev minimeret, og fordringen om nedsættelse af arbejdstiden droppet. Utilfredsheden voksede blandt arbejderne, og mens antallet af tabte arbejdsdage som følge af faglige konflikter året før havde været 2.000, tog den lokale strejkevirksomhed i 1954 så voldsomt til, at dette tal kom op på 23.000.

I stedet for aktivt at støtte arbejdernes krav, gik den socialdemokratiske ledelse i fagbevægelsen tværtimod i samarbejde med arbejdsgiverne for at udbrede forståelsen for det, der blev kaldt »rationaliseringens nødvendighed«.

Ved overenskomstforhandlingerne i 1956 udmøntede utilfredsheden blandt arbejderne sig atter i omfattende krav om forbedringer af forholdene: Lønforhøjelser, arbejdstidsnedsættelse, helligdagstillæg og løn under sygdom. Da et forlig hurtigt viste sig umuligt, begyndte strejker og lockouter, som kom til at omfatte 100.000 lønmodtagere. En vigtig trumf på arbejdernes side viste sig, da arbejderne i olie- og benzinfirmaerne også gik i strejke, hvorved utallige centrale funktioner i samfundet lammedes fuldstændig. Denne trumf fik dog aldrig lov til at tage nogen afgørende stik hjem. Den socialdemokratisk ledede regering viste sig endnu en gang at vægte hensynet til ordenen og magtfordelingens status quo over alle principper inklusive det fundamentale, at statsmagten ikke skal blande sig i faglige konflikter. Løsningen var som altid en særlov - det blev forbudt arbejderne i olie- og benzinbranchen at strejke.

I forhold til konflikterne på de øvrige områder greb regeringen også ind. Statsminister H.C. Hansen fik forligsmanden til at udarbejde et mæglingsforslag, som DSF-ledelsen anbefalede arbejderne at acceptere, selv om det ikke indeholdt kravet om kortere arbejdstid. Argumentationen lød fra DSF-ledelsens side, at en fortsat konflikt kunne vælte den socialdemokratiske regering, og hvem kunne da være interesseret i det? Efter generalforsamlinger i de forskellige forbund og foreninger nedstemtes forslaget alligevel af en overbevisende majoritet af medlemmerne.

Arbejdsgiverne, derimod, var særdeles tilfredse med mæglingsforslaget. Og regeringen, som altså havde konstateret, at demokratiet nok fungerede, bare ikke efter hensigten, måtte igen gribe til alternative metoder og tvang for at sikre ro og orden. Mæglingsforslaget blev indført ved lov. Man var hermed gået endnu videre end tidligere, idet det var første gang, at en demokratisk vedtaget beslutning truffet af et flertal af fagbevægelsens medlemmer uden videre blev annulleret af regeringen.

Dette overgreb fra Socialdemokratiets og den centrale fagbevægelses side skabte forståeligt nok stor utilfredshed blandt arbejderne. Op mod 200.000 mennesker mødte op foran Christiansborg, men lige meget hjalp det. Regeringen stod fast. Efter en konflikt, som havde beløbet sig til omkring en million tabte arbejdsdage, måtte arbejderne affinde sig med at arbejde på de vilkår, som de på demokratisk vis selv havde forkastet.

Den samme historie gentog sig i 1961, kort efter at Landsorganisationen (LO, som DSF havde ændret navn til) havde indgået en ny hovedaftale med Dansk Arbejdsgiverforening (DA), som skulle afløse Septemberforliget, uden at det dog afveg betydeligt fra dette. Først og fremmest bevarede arbejdsgiverne naturligvis retten til at »lede og fordele arbejdet«. Konflikten, som opstod i de nye overenskomstforhandlinger, blev igen »løst« af regeringen (SR) med en særlov. I en periode på 50 år, fra 1925 til 1975, blev 8 ud af i alt 14 overenskomstforhandlinger »løst« ved sådanne regeringsindgreb.

Kapitalismens succes og energikrisen

Den økonomiske højkonjunktur i 1960erne medførte naturligt en stærkt øget beskæftigelse. Som en følge heraf var konkurrencen mellem arbejderne derfor mindre, hvilket atter betød et større pres på arbejdsgiverne i forhold til krav om forbedringer. Socialdemokratiet var naturligvis ikke sent til at se højkonjunkturen og den positive udvikling som et direkte udslag af sin egen førte politik. Nok var der stadig en afgrund mellem de bedst og de ringest stillede i samfundet, men alligevel førte den socialdemokratiske optimisme til den udbredte holdning, at kapitalismen nu var så højt udviklet, at den kunne styres på en sådan måde, at egentlige kriser kunne undgås, og det var det vigtigste.

Stik imod den socialdemokratiske optimisme satte krisen pludselig ind i 1973, på grund af voldsomme stigninger på de internationale oliepriser. Inden for et kapitalistisk økonomisk system er det nu sådan, at de parametre, hvorefter graden af succes måles, altid er afhængige af, om erhvervslivet trives, og Socialdemokratiets første reaktion var i overensstemmelse hermed i samarbejde med den siddende Venstreregering at tildele erhvervslivet 2 milliarder kroner i akut krisestøtte. Disse penge måtte naturligvis efterfølgende findes andetsteds, hvilket bl.a. kostede de dårligere stillede nedskæringer i de sociale ydelser, en række afgiftsforhøjelser og tvungen opsparing. Også de overenskomster, som de følgende år blev tvunget igennem af regeringen, faldt alle ud til arbejdsgivernes fordel.

Nu steg arbejdsløsheden atter, og arbejdsmarkedet blev følgelig igen »købers marked«. De politiske prioriteringer vakte voldsomme protester blandt andet på arbejdspladserne, og mange gik i strejke på initiativ fra kræfter primært på den yderste venstrefløj, det såkaldte »formandsinitiativ« (hovedorganisatorerne var omkring 40 fagforeningsformænd fra det storkøbenhavnske område). LOs topledere reagerede ikke uventet med en fordømmelse af initiativtagerne, som den beskyldte for at være ballademagere, der kun var ude på at skabe splittelse.

Med Augustforliget i 1976, der blev indgået med fire borgerlige partier og omfattede nye afgiftsforhøjelser, nedskæringer på de offentlige budgetter, en begrænsning af udbetalingen af dyrtidsportioner og planer om at holde indkomstudviklingen nede på to procent frem til 1979, kunne LO-formanden, Thomas Nielsen og andre ledende socialdemokrater i fagbevægelsen ikke længere forblive loyale over for partifællerne i regeringen og deres politik. Rationalet bag den socialdemokratiske politik var det rent liberalistiske, at krisen måtte imødegås ved at forbedre vilkårene for erhvervslivet; og den letteste måde at gøre det på var naturligvis at holde arbejdsgivernes løn- og andre udgifter nede og derved forbedre konkurrenceevnen. Allerede ved overenskomstfornyelsen i 1977 var LOs kritik af partifællerne i regeringen dog forstummet.

Efterhånden som krisen og regeringens politik fik håndgribelige følger i form af øget arbejdsløshed, udhuling af reallønnen og overgreb mod de faglige rettigheder, tiltog også aktiviteten i strejkebevægelserne. Arbejdsnedlæggelserne havde uens motiver: Fyringer under påskud af rationalisering, arbejdsgivernes udnyttelse af regeringens lønpolitik til at holde de lavest lønnede nede på meget lave lønninger, arbejdsgivernes forsøg på med ledigheden som skræmmebillede at tvinge ansatte til at arbejde under farlige eller sundhedstruende forhold, fyringer af fagligt aktive arbejdere, forsøg på at ansætte uorganiseret, underbetalt arbejdskraft osv., osv. En ting havde næsten samtlige disse mange faglige kamphandlinger dog tilfælles: De blev alle kendt »overenskomststridige« ved Arbejdsretten, blev betragtet som kriminelle forhold, og de aktionerende arbejdere blev følgelig idømt store summer i bod og erstatning.

Topledelsen i LO kunne naturligvis ikke andet end at insistere på, at de fagretslige regler måtte overholdes, eftersom de selv havde et betydeligt medansvar for, at de overhovedet eksisterede. Så sent som i 1973 havde man indgået en ny hovedaftale med arbejdsgiverorganisationerne og atter accepteret arbejdsgivernes ubestridelige ret til at »lede og fordele arbejdet«.

Den politiske del af Socialdemokratiet, som i begyndelsen af 1980erne holdt fast i regeringsmagten, var på sin side behersket af den indgroede forestilling om at kunne kontrollere det kapitalistiske samfund til »arbejderklassens« fordel og den heraf følgende paradoksale insistens på at holde denne samme arbejderklasses egne forsøg på, med de midler, den nu engang havde, selv at forbedre sine kår i stramme tøjler, altid assisteret af bevæbnet politi og domstolene.

Skraldekonflikten

90erne har i forhold til arbejdsmarkedspolitikken og arbejdskampen været kendetegnet af to omfattende konflikter, først Ri-Bus-konflikten mellem bybuschaufførerne og selskabet Ri-Bus i Esbjerg, siden den store skraldekonflikt mellem Århus Renholdningsselskab og byens skraldemænd; den første med udspring i privatiseringsspørgsmålet, den sidste i problematikken omkring arbejdsgivernes principielle ret til at »lede og fordele arbejdet«. Fælles for dem var, at de begge brød den rolige politiske overflade og på ny udstillede mange af de overordnede problematikker, som i arbejderbevægelsens historie er blevet rejst om det grundlæggende forhold mellem arbejdsgivere og -tagere samt myndighedernes og ikke mindst fagbevægelsens rolle i arbejdskampen - med megen politisk furore til følge.

Vi skal i det følgende koncentrere os om den århusianske skraldekonflikt, der måske tegner et øjebliksbillede af fagbevægelsens situation og position i dag, hvor LO fejrer sit 100 års jubilæum. En detaljeret gennemgang af Ri-Bus-konflikten i Esbjerg kan læses i Faklen nr. 6 (s. 19 ff.).

»Fagbevægelsen er midt i sin selvskabte dødskamp. Den fungerer desværre nu som en jernvæg mod alle de gode ideer, der ser dagens lys blandt de menige arbejdere. Dette så vi ofte og tydeligst i forbindelse med vor kamp for skraldemandsmodellen i ’93 og i kampen for vore arbejdspladser i vinteren ’95/96. Vi ved, at det er yderst vigtigt, at vi har en fagbevægelse, samtidigt med at vi ved, at den nuværende fagbevægelse ikke kan bruges mere. Derfor skal vi opfordre alle gode kræfter (som vi jo i vore kampe så, at der var så utrolig mange af i bunden af fagbevægelsen) til at arbejde kraftigt for, at der skabes en rigtig fagbevægelse, der skal være til for og i samklang med medlemmerne.«

Ovenstående citat er fra Louie Andersens, Finn Kristensens, Kim Knudsens og Børge Harlev Kristensens forord til Hans Erik Madsens bog, Vi tog skraldet - historien om de rigtige skraldemænd i Århus, som udkom på forlaget Klim ved årsskiftet. Bogen er en skildring af de århusianske skraldemænd, deres klub, KAOS, og deres kamp for, hvad de anså for tålelige og meningsfyldte arbejdsvilkår, mod en i deres øjne uduelig ledelse og en forstokket, opportunistisk og centralistisk fagbevægelse, som i sidste ende hellere så en velfungerende arbejdsplads med en stærk arbejderorganisation tilintetgjort, end at nogen skulle sætte spørgsmålstegn ved den bestående modus vivendi og arbejdsgivernes urokkelige ret til at »lede og fordele arbejdet«.

De følgende citater stammer fra denne bog.

Arbejdernes KAOS

KAOS, Klubben Af Organiserede Skraldemænd i Århus, opstod i 1986. Skraldemændenes gamle klubbestyrelse blev væltet, fordi den havde underskrevet en overenskomst, vel vidende at et flertal af kollegerne var imod den. Den slags er ellers snarere reglen end undtagelsen inden for fagbevægelsen og er kutyme i de store forhandlinger mellem hovedorganisationerne. Problemet med skraldemændene i Århus var bare, at de ikke længere ville acceptere denne, formelt demokratiske bureaukratisme.

»Vi ville have, at alle beslutninger skulle godkendes af skraldemændene,« forklarer Finn Kristensen i bogen. »Det skulle være sådan, at tillidsmanden eller vores forhandlere ikke kunne underskrive noget hen over hovedet på folk.«

Skraldemændene gik derfor i gang med at reformere deres arbejdsplads efter deres egne ideer og tanker. »Enhver skraldemand kunne indkalde til morgenmøde ved at hænge en seddel op på stempeluret med teksten ’morgenmøde’, hvis han havde et eller andet problem, han mente, skulle diskuteres. Ingen kørte ud, før morgenmødet var færdigt.«

Klubben og medlemmernes selvstyre skabte et tæt sammenhold mellem skraldemændene. Og den slags kan vise sig uhensigtsmæssigt for både arbejdsgiverne og fagbevægelsesetablissementet. For arbejdsgiverne gav det udslag i, at skraldemændene var i stand til at yde et vedvarende pres på ledelsen. Og det lykkedes dem faktisk gennem årene at opnå en række følelige forbedringer af forholdene på deres arbejdsplads ad denne vej.

Af den etablerede fagbevægelse er sådanne decentrale initiativer imidlertid altid blevet set som en trussel mod den bestående orden, et anarkistisk og undergravende moment; man erindre blot den etablerede fagbevægelses forhold til fagoppositionen i den første halvdel af århundredet. Desuden præsterede KAOS en pågående kritik af fagbevægelsen i almindelighed og af deres egen fagforening, Chaufførernes Fagforening, i særdeleshed. Og af den slags bliver man sjældent populær.

»Hvad fik man for kontingentkronerne? Jo, man fik en rød lommebog (…) De problemer, vi havde, klarede vi selv via morgenmødet og klubben. De forbedringer, vi havde fået igennem, havde vi selv skaffet via forhandling og pres på firmaet. De generelle overenskomster gav aldrig en disse.«

Strejken, enten som latent trussel eller som direkte aktion, var som i al arbejdskamp også skraldemændenes vigtigste kort. »Det våben havde fagbevægelsen allerede solgt i 1899 med Septemberforliget, men det hverken ville eller kunne vi leve med eller af (…) Vi troede ikke en døjt på det fagretlige system (…) uden brug af strejkevåbnet havde vi aldrig opnået de arbejdsforhold, vi trods alt opnåede.«

Over en periode på tolv år havde skraldemændenes direkte faglige aktioner i gennemsnit kostet 2,5 tabte arbejdsdage om året, hvilket kunne tyde på, at det i lige så høj grad var den blotte mulighed for en solidarisk arbejdsnedlæggelse, der udgjorde presset på deres arbejdsgivere. At skraldemændene »altid strejkede«, må derfor også betragtes som blot endnu en af de populære myter om de lidet vellidte skraldemænd, der blev skabt af deres mange modstandere og dyrket af store dele af pressen op til og under konfliktens udvikling.

Et andet eksempel herpå er en helsidesannonce indrykket af bestyrelsen for Århus Renholdningsselskab i Århus Stiftstidende, hvor de mest aktive blandt skraldemændene nærmest får karakter af en skraldemafia. I annoncen hed det: »Gennem årene har en lille håndfuld skraldemænd tiltaget sig mere og mere magt over deres kolleger, som de styrer med hård hånd. Den daglige driftsledelse har været vidner til episoder, der minder om forholdet mellem stærke og svage fanger i de danske fængsler. Det vil vi ikke længere tolerere.« Denne erklæring skulle senere vise sig at være særdeles bogstaveligt ment.

Skraldemændene selv havde ganske vist vanskeligt ved at få øje på de »svage« elementer, som angiveligt ikke var i stand til at tænke selvstændigt. Sammenholdet var ikke funderet på »stærke« skraldemænds undertrykkelse af »svage«, for havde det været tilfældet, ville det store flertal naturligvis hurtigt have brudt strejken, ikke mindst i betragtning af ledelsens tilbud om forskellige fordele til dem, der måtte skifte side. I løbet af hele konflikten brød imidlertid kun én ud af 170 aktionerende skraldemænd med kollegerne og blev skruebrækker.

Ledelsen i Århus Renholdningsselskab satte alt ind på at få knækket KAOS, men at netop dette i sidste ende faktisk lykkedes, skyldtes ifølge H.E. Madsen ikke så meget ledelsen som i altafgørende grad »den del af den socialdemokratiske mastodont, der hedder fagbevægelsen. I en blanding af fremskreden ideologisk borgerliggørelse, personlig opportunisme og regulær fjendtlighed over for ethvert oprør fra gulvet, gav den os skraldemænd dolkestødet ved aldrig nogen sinde at løfte en finger for at bruge bevægelsens mægtige styrke.«

Arbejdsgivernes Orden

Med Arbejdstilsynets (AT) hjælp lykkedes det kort tid efter ledelsen at få en klemme på skraldemændene. Det viste sig nemlig, at skraldemændene i enkelte distrikter, hvor der endnu var gamle spande uden hjul, slæbte to spande af gangen, hvilket er i strid med arbejdsmiljøreglerne. Normalt ville AT efter al sandsynlighed havde givet firmaet dispensation i sådanne tilfælde, hvor det drejer sig om en midlertidig overgang, og udskiftningen til hjulspande var på daværende tidspunkt allerede godt i gang, kun i fire distrikter var der stadig hjulløse spande tilbage.

Men Renholdningsselskabets direktør, Broch Nielsen nægtede at ansøge om en sådan dispensation. Samtidig indskærpede han over for skraldemændene, at »overtrædelse af disse regler (…) vil medføre øjeblikkelig afslutning af ansættelsesforholdet«.

Til trods for, at arbejdstiden i de berørte distrikter nu forlængedes voldsomt, afviste direktøren en genforhandling af skraldemændenes akkord.

De 36 skraldemænd, der arbejdede i de berørte distrikter begyndte prompte at følge ATs regulativ til punkt og prikke. Men samtidig nægtede de at arbejde mere end de 37 timer om ugen, hvilket ifølge deres tillidsmand, Louie Andersens fortolkning var i overensstemmelse med deres overenskomst. Dette medførte meget hurtigt, at omkring 5.000 skraldespande kom til at stå utømte i midtbyen midt i den travle juletid.

Kunderne klagede, og ledelsen var trængt, men denne gang var den determineret på ikke at forhandle; i stedet blev der omgående skrevet fyresedler ud til samtlige 36 skraldemænd.

Om fyringerne forklarede driftsleder Ib Kjærgaard senere til pressen: »Vi havde ganske enkelt ikke noget valg. Vi var pisket til at stå fast på, at det var os, der havde ledelsesretten.« Konflikten handlede for ledelsen ikke længere - hvis den på noget tidspunkt havde gjort det - om hverken penge eller arbejdsforhold, men om deres principielle krav på »ledelsesretten«.

De 36 fyredes skraldekolleger lader ikke sagen gå ubemærket hen, men nedlægger arbejdet i protest. Et par måneder senere, den 1. februar 1996, fritstilles også deres arbejde efter gentagne forhandlingssammenbrud.

Skraldemændenes tillidsmand, Louie Andersen havde længe været et alvorligt irritationsmoment for ledelsen. Nu forholder det sig sådan, at en tillidsmand ikke sådan uden videre kan afskediges; der skal foreligge det, man inden for arbejdsretten kalder »tvingende grund«. En sådan mente man at finde på forskellige punkter, som alle siden blev anerkendt af arbejdsmarkedets særdomstol, Faglig Voldgift. At skraldemændene selv havde ganske andre versioner af hændelserne bag anklagerne, syntes ingen at interessere sig for, ikke engang deres egen af SiD beskikkede advokat.

Et anklagepunkt var f.eks., at tillidsmanden angiveligt havde opfordret de 36 skraldemænd, som blev tvunget til at rette sig efter de nye AT-regler, til at gå hjem efter 7½ times arbejdsdag, mens ledelsen på sin side forlangte overarbejde; han havde med andre ord blandet sig i ledelsens arbejde. Ifølge skraldemændene havde han blot varetaget sit tillidsmandshverv ved at forklare sine kolleger, at de ikke var pligtige at arbejde mere end 37 timer om ugen.

En anden anklage gik på, at tillidsmanden på TV angiveligt havde udtalt, at han bedst udfyldte sin rolle som tillidsmand, hvis han kunne »genere ledelsen mest muligt«.

Ingen besværede sig åbenbart med at undersøge, hvad der konkret var blevet sagt. Citatet lød: »En god tillidsmand er en, som arbejdsgiverne ikke ønsker, fordi han er for besværlig …« En sætning, som blot udtrykker den uomgængelige modsætning mellem arbejdernes og arbejdsgivernes interesser, men slet ikke antyder, at ballade skulle være en målsætning i sig selv.

Dommen og kendelsens ordlyd gjorde det klart, at det, som for Voldgiftsretten i sidste ende udgjorde tungen på vægtskålen, var hensynet til arbejdsgivernes ukrænkelige ledelsesret. I opmandskendelsen hed det således om tillidsmandens fremgangsmåde i forbindelse med de 36 kolleger, som havde nægtet at lade sig tvinge til overarbejde, at »den eneste rigtige reaktion fra Louie Andersens side havde været, om han havde sagt til sine kolleger, at de skulle følge ledelsens ordre«. Herimod var tillidsmandsinstitutionen åbenbart en fjer - men fagbevægelsen løftede knap nok et øjenbryn efter dommen.

Det gjorde derimod »arbejderbevægelsen«, om man så må sige: Umiddelbart efter dommen nedlagde adskillige arbejdspladser landet over arbejdet i sympati med skraldemændenes kamp.

Arbejdernes storblokadedag

Som altid var det, der lå den etablerede fagbevægelse mest på sinde, at få fred. Arbejdsretten havde talt, og man så derfor øjensynligt ingen grund til at gøre et stort nummer ud af en enkelt tillidsmands eventuelt urimelige afskedigelse. Chaufførernes Fagforening forhandlede sig således frem til et kompromis til løsning af konflikten, som hverken indebar Louie Andersens genansættelse eller en ny akkordaftale - de to punkter, som ellers udgjorde selve konfliktens hovedhjørnestene. Skraldemændenes svar var derfor også »nej tak«, og de arrangerede fysisk blokade af virksomheden.

Den fysiske blokade er endnu et af de faglige kampmidler - i dette tilfælde tilmed gennem 100 års retspraksis rangerende under den grundlovssikrede forsamlingsfrihed - som er blevet kriminaliseret af »arbejderpartiet«, nemlig under den socialdemokratiske regering i slutningen af 70erne. Blokadevirksomhed indkorporeredes her i politivedtægtens paragraf 3 og kunne efterfølgende retsforfølges i henhold hertil.

Nu var skraldemændene altså både kriminelle i arbejdsretslig og i civilretslig forstand, og det blev derfor også politiets opgave at skride ind og sørge for, at de nye ansatte på virksomheden kunne udføre deres »lovlige« arbejde.

Til trods for, at virksomheden kort efter fritstillingen altså kom til at »fungere« med uorganiserede strejkebrydere under politibeskyttelse, forblev den etablerede fagbevægelse stadig tavs og passiv - i det mindste i forhold til at støtte de aktionerende skraldemænd.

Sidst i februar optrappedes konflikten pludselig mærkbart. Skraldemændene var trætte af tvivlen og magtesløsheden og begyndte derfor et stort mobiliseringsarbejde, hvor de vidt og bredt anmodede om og fik støtte til en storblokade den 27. februar 1996.

Om storblokadedagen fortæller H.E. Madsen: »De var der alle sammen. De var der fra Esbjerg, fra København, Aalborg, Odense, Kolding, Vejle, Silkeborg, Viborg, Holstebro, Brønderslev. De var der fra pædagogerne, socialarbejderne, stilladsarbejderne, Ceres, sømændene, murerne, RBF (…) og så 40-50 havnearbejdere (…) Og alle de andre folk fra den politiske venstrefløj i byen.« De var der alle sammen - med undtagelse af folkene fra den centrale fagbevægelse, naturligvis.

Dagen blev en traumatisk oplevelse for såvel arbejdsgiverne som for etablissementet og myndighederne. Mens ivrige forhandlinger skred frem i korridorerne, begyndte de umulige skraldemænd nu atter på eget initiativ og uden sans for de prekære politiske balancemanøvrer at mobilisere og således optrappe konflikten.

Politiet måtte efter nogle ret udramatiske skubberier med de mange blokadeaktivister trække sig tilbage. Dagen var skraldemændenes, og de vandt modet tilbage.

Fagbevægelsens Orden

Kommunen, politiet og LO var havnet på samme side, den modsatte af skraldemændenes, og »triarkiet« mødtes om en »løsning« på situationen. Året forinden var det lykkes fagbevægelsen at forhindre Ri-Bus-konflikten i at udvikle sig til det store opgør, som nu også skraldemandskonflikten truede med. Man havde simpelt hen underskrevet en aftale med Rutebilejernes Arbejdsgiverforening bag ryggen på de esbjergensiske chauffører og således effektivt knækket den faglige kamp fuldstændig.

Nu stod skraldemændene for tur. Umiddelbart efter mødet i triarkiet fik LO som hverv at videregive resultatet til skraldemændene. Formanden for Dansk Metal i Århus, Erling Stephansen stillede skraldemændene over for følgende ultimatum: »I kan altså ikke blive ved med at ride på to heste. I kan ikke både få opbakning fra LO og fra alle jeres venner rundt omkring fra. I må vælge side!« Skraldemændene måtte »vælge side« mellem fagbevægelsen og de arbejdere, der som de eneste havde vist solidaritet og sympati med deres kamp.

»Det valg tog det os ikke mange sekunder at træffe,« husker H.E. Madsen.

I løbet af fem dages forhandlinger får topfolkene imidlertid en aftale på plads, som set fra skraldemændenes side er et utvetydigt knæfald for Renholdningsselskabet, og som oven i købet indeholder en principiel accept af strejkebrydernes virksomhed. Skraldemændene sagde nej.

Dette bragte åbenbart formanden for SiDs Transportgruppe, Holger Nielsen helt ud af fatning: »Nu må I fandeme ta’ jer sammen (…) al jeres snak om, at I skal tilbage til skraldemændene og høre, hvad de mener om dit og dat, den går sgu’ ikke. Her må der tages beslutninger.« Javel.

Hvis side er fagbevægelsen på?

Holger Nielsen stykkede senere en ny aftale sammen, som med hele magtapparatet i ryggen og direkte juridiske og økonomiske trusler mod skraldemændene blev tvunget ned over hovedet på skraldemændene. Forliget omfattede bl.a. midlertidig ansættelse under Århus Kommune til alle de fyrede skraldemænd, under forudsætning af, at ingen af dem fortsat ville deltage i »ulovlig« faglig aktivitet. Når så Voldgiftsretten havde fastslået, hvorvidt kommunen havde ret til at opsige kontrakten med Århus Renholdningsselskab, måtte skraldemændenes videre skæbne tages op til vurdering. Efter al sandsynlighed ville de dog igen miste deres jobs på den ene eller den anden måde, om de så ville blive fyret af Renholdningsselskabet eller af kommunen. Men først og vigtigst skulle der ryddes op i byen. Ordnung muß sein.

Den 9. april faldt Voldgiftens afgørelse ud til Renholdningsselskabets fordel. Få dage efter afblæste de århusianske skraldemænd konflikten og bed nederlaget i sig. Etablissementet slap således for en århusiansk Ri-Bus-konflikt på skraldeområdet, hvilket ingen ville have kunnet overskue konsekvenserne af. Der er blevet ryddet op.

Der var engang en fagbevægelse

Der var engang en fagbevægelse - men den hører vist et andet århundrede til.

Septemberforliget i 1899 slukkede lyset for udviklingen af en visionær kampbevægelse, strejkevåbenet blev indskrænket, og arbejdsgivernes hellige ret til at lede og fordele arbejdet principielt fastslået. Dermed blev fagbevægelsens mulighedsbetingelser reelt symbolske.

På denne arv er LO bygget, og denne arv har den etablerede fagbevægelse værnet stadig mere nidkært om, som arbejdernes »eget parti«, Socialdemokratiet i løbet af det tyvende århundrede tilsvarende er blevet stadig mere synonymt med det bestående. Magten er de velhavendes, og den socialdemokratiske fagbevægelse er både direkte og indirekte plutokratiets vagthund.

Ethvert tiltag til en aktivt kæmpende arbejderorganisation er blevet kvalt af fagbevægelse, arbejdsgivere og myndigheder i tæt forening - bifaldet af Socialdemokratiet - og ethvert forsøg på at tilkæmpe arbejderne en større grad af selvbestemmelse er således altid blevet effektivt underkuet fra centralt hold.

I sidste ende har fagbevægelsen i dag da også utrolig meget at miste, om end ikke så meget i form af indflydelse - men ligesom kirken er den blevet en overordentlig indbringende og bureaukratisk milliardforretning, en forretning, hvis indtjening synes at være blevet formålet i sig selv, kun afbrudt af lejlighedsvise »kampagner« og overenskomstforhandlingers mundhuggeri om petitesser.

Enhver aktionerende faglig aktivist har således uundgåeligt selve fagbevægelsen blandt sine hovedmodstandere - det viser de seneste års arbejdskampe, ikke mindst Ri-Bus-konflikten og skraldekonflikten med al tydelighed.

Men for LO står året i år ikke desto mindre i festens tegn. LOs forgænger, DSF blev dannet i 1898, og i år fejrer LO således sit 100 års jubilæum. Det sker med pomp og pragt, så ingen glemmer, at LO eksisterer - og hvor vigtig denne eksistens er.

Men spørgsmålet er måske, om fagbevægelsen i Danmark overhovedet nogen sinde fik trådt sine barnesko. Septemberforliget i 1899 var ikke blot et tabt slag, det var barnet, der blev smidt ud med badevandet.

Lige siden har fagbevægelsen blokeret og bekæmpet ethvert forsøg på at udvikle blot tendenser til en regulær faglig kamporganisation. De esbjergensiske buschauffører og århusianske skraldemænd, der mod alle odds tog kampen op på egen hånd, erfor den etablerede fagbevægelses dobbeltspil, da de blev snigløbet af deres egen organisation. De tabte alt, men deres kamp røbede samtidig, at der er kræfter, som både vil og tør trodse systemet, og som det rent faktisk kræver et gigantisk magtapparat at udmanøvrere.

For 100 år siden kunne arbejdere i en spæd kamporganisation skimte drømmen om i fællesskab at stille sig i vejen for den plutokratiske samfundsudvikling. For 99 år siden mislykkedes det fuldstændig.

Måske det var på tide at begynde forfra.

Jeppe Berg Sandvej