Sidste år udkom den internationale bestseller, Globaliseringsfælden på dansk og rettede et ualmindelig hårdt, men veldokumenteret angreb på de internationale markedsmekanismer, der koncentrerer den reelle politiske magt hos spekulanter, finansfyrster og multinationale selskaber. Vi ser på de internationale tendenser, den voksende kapitalcentralisering og den deraf følgende ulighed, som Danmark synes så ivrig efter at være blandt foregangslandene inden for …

I en global knibtangsmanøvre ryster Kapitalens Nye Internationale hele stater og deres hidtidige samfundsorden i deres grundvold. På den ene side truer de med kapitalflugt snart her, snart der og tiltvinger sig på den måde drastiske skattenedsættelser såvel som subventioner i milliardstørrelse eller gratis infrastruktur. Hvor dette ikke virker, hjælper skattetænkning i den helt store stil: Man dokumenterer kun udbytte i de lande, hvor skattetaksten er virkelig lav. Verden over falder den andel, som kapitalister og formuende bidrager med til financieringen af statslige opgaver. På den anden side skruer de, der kontrollerer de globale kapitalstrømme, konstant lønniveauet for deres skattebetalende medarbejdere længere og længere ned. Også lønkvoten, lønmodtagernes andel i den samfundsmæssige rigdom, falder på verdensplan. Ingen nation er alene i stand til at dæmme op for dette pres.« Således skriver dr.jur. Hans-Peter Martin og diplomingeniør Harald Schumann, begge tidligere redaktører på det tyske ugemagasin, Der Spiegel, i indledningen til deres bog, Globaliseringsfælden - Angrebet på demokrati og velstand.

De skarpe analyser og hårdtslående konklusioner, Globaliseringsfælden leverer, stammer for en gangs skyld ikke fra venstreekstremistiske vækstmodstandere, men baseres derimod overraskende nok på en lang række samtaler med forskellige repræsentanter fra verdenssamfundets magtelite. Grundstammen udgøres således af udsagn fra 500 af verdens førende politikere, erhvervsledere og forskere, der i slutningen af september 1995 blev inviteret til Hotel Fairmont i San Francisco af Mikhail Gorbatjov, hvis forhåbninger til denne nye global braintrust var, at de skulle vise vej ind i det 21. århundrede.

Fremtidsperspektiverne, som de præsenteredes, samlede sig om to centrale begreber: »Femtedelssamfundet« og »tittytainment«. I henhold til denne sagkundskab er det totredjedelssamfund, som europæerne har frygtet siden firserne, ikke længere rammende for den fremtidige fordeling af velstanden. Blot tyve procent af den arbejdsdygtige del af befolkningen vil i næste århundrede som følge af den teknologiske udvikling være i stand til at opretholde produktion og økonomisk vækst.

Tilbage står altså fire femtedele af de arbejdsduelige uden job. Som midlet til at pacificere disse 80 procent finder tittytainment stor tilslutning. Betegnelsen, der lanceres af Jimmy Carters tidligere sikkerhedsrådgiver, Zbigniew Brezinski, er en kombination af entertainment (underholdning) og tits (bryster), hvor der snarere end sex tænkes på den nærende mælk fra en ammende mor. Vi taler altså om brød og skuespil for masserne.

Med presset fra den globale konkurrence skal man imidlertid ikke forvente noget socialt engagement fra dem, der faktisk sidder på pengene. De arbejdsløse må andre tage sig af - erhvervslivet har rige muligheder for at undslå sig, og hvem skal så egentlig betale for de »overflødige« 80 procent?

Kapitalens frihedskamp og den neoliberalistiske sejr

I den amerikanske by Bretton Woods indgik de kommende sejrherrer i Anden Verdenskrig allerede i juli 1944 en kontraktlig aftale, som gennem et internationalt valutasamarbejde skulle sikre stabilitet gennem næsten 30 år. Den statslige kontrol, der var iværksat som modsvar til tyvernes og tredivernes kaotiske forhold, som i sidste ende havde ført til krig, blev af den hastigt voksende industri og de store banker betragtet som en ubehagelig hæmsko.

I 1970 blev kontrollen med kapitalbevægelserne ophævet af USA, Tyskland, Canada og Schweiz. Spekulanterne kunne nu indbyrdes aftale valutakurserne. Fastkurssystemet brød sammen. De lande, som stadig opretholdt kontrollen, kom under pres fra deres koncerner, der klagede over hindret adgang til lavt forrentet udenlandsk kapital. I 1979 ophævede England de sidste restriktioner, og året efter fulgte Japan efter. I forbindelse med »det største dereguleringsprogram i økonomiens historie«, som EF-kommissær Peter Schmidhuber betegnede Europas Indre Marked i 1988, fulgte også Italien og Frankrig (1990) samt Spanien og Portugal (1992) efter.

Ved hjælp af den Internationale Valutafond (IMF) kunne Vestens syv store industrilande, G-7 gennemtvinge deres egen økonomiske politik over for resten af verden. Som dominerende inden for IMFs styrende organer har det været en smal sag for G-7 at påbyde lande, der skulle have lån, at gøre landets valuta konvertibel og åbne landet for den internationale kapitaltrafik - det vil i realiteten sige G-7s kapitaltrafik.

De fleste industrilande havde længe støttet sig til den engelske økonom, John Maynard Keynes' principper, ifølge hvilke staten som den centrale finansinvestor via de offentlige budgetter og beskatning kunne gribe korrigerende og stabiliserende ind over for konjunkturudsving og dermed hindre inflation, deflation og underbeskæftigelse. Men efter de konservatives valgsejr i Storbritannien og USA i henholdsvis 1979 og 1980 blev et principielt anderledes erhvervspolitisk dogme skelsættende for verdensøkonomien: Neoliberalismen. I en pengepolitisk variant også kaldet monetarismen.

Med staten reduceret til ordenshåndhæver og garantien for virksomhedernes absolutte frihed til investeringer og beskæftigelse vil en øget økonomisk vækst automatisk sikre velstand for alle, synes det enkle neoliberalistiske budskab at lyde. Med effektivitet som ledestjerne vil verdens kapitalstrømme flyde derhen, hvor de bedste, og det vil selvsagt sige de mest profitable, investeringsmuligheder findes. Alle nationer vil - ifølge teorien - blive vindere i dette spil, fordi de højeste vækstrater og bedste investeringer er en naturlig følge.

»Deregulering, liberalisering og privatisering blev strategiske instrumenter i den europæiske og amerikanske erhvervspolitik, som ophøjede det neoliberale program til en statsdikteret ideologi. De yderliggående markedstilhængere i regeringerne i Washington og London forklarede loven om udbud og efterspørgsel som det bedste styringsprincip af samtlige mulige. Udvidelsen af frihandelen blev selve målet, der ikke længere blev sat spørgsmålstegn ved. Med den fuldstændige frigivelse af de internationale valuta- og kapitalbevægelser gennemførte man det mest radikale indgreb i de vestlige demokratiers økonomiske system uden nævneværdig modstand.« (Globaliseringsfælden, s. 121).

Frihandelen er imidlertid mere fri for nogle end for andre. Eksempelvis vurderede UNDPs Human Development Report i 1992 ulandenes tab over for i-landene på grund af ulige adgang til handel, arbejdskraft og kapital til at være 500 milliarder dollars årligt - ti gange så meget som den samlede årlige ulandshjælp.

Med murens fald i 1989 og de fejlslagne planøkonomier i Øst- og Centraleuropa fik kapitalismen yderligere vind i sejlene. Mange så heri det endegyldige bevis for socialismens umulighed og kapitalismens absolutte sandhed. Den amerikanske politolog Francis Fukuyama kunne sågar hævde, at afslutningen på den kolde krig havde ført til »historiens afslutning«.

Om end godt på vej har vi dog stadig den store finale til gode, skal man tro en frydefuldt afventende Heinrich von Pierer, koncernchef hos Siemens: »Der Wettbewerbswind ist zum Sturm geworden. Der richtige Orkan steht uns noch bevor.« (Der Spiegel, nr. 4, 1996).

Foregangslandet USA

Historiens afslutning eller ej, USA opridser ikke nødvendigvis de mest tillokkende fremtidsperspektiver for Danmark og EU, ikke så meget fordi EU økonomisk eller politisk ligger under for USA, men fordi udviklingen af arbejdsmarkedsforholdene og de økonomiske og sociale forskelle i USA som regel viser nogle rammende - og for nogle måske skræmmende - tendenser.

En skarp analyse af globaliseringens effekt på det amerikanske samfund leverer Robert Reich, Harvard-professor og tidligere arbejdsminister for præsident Clinton: »Det største politiske problem, USA står over for, er voksende desillusion og utilfredshed i den del af arbejdsstyrken, som mister jobs eller tjener mindre i forbindelse med den rivende teknologiske udvikling og globalisering. Herudover har vi et vedblivende fattigdomsproblem midt i al velstanden. Et land, som befinder sig i en så rivende økonomisk vækst, burde kunne fordele sin rigdom mere ligeligt til gavn for den nederste halvdel (…) Det er et socialt og politisk såvel som et økonomisk problem. Relativt få sociale tabere gik til stemmeurnerne under sidste valg, angiveligt fordi de mener, det er nyttesløst. Men intet demokratisk land kan bevare sin moralske autoritet og politiske stabilitet, hvis skellet mellem dem, der bliver rigere, og dem, der bliver fattigere, bliver ved med at vokse.« (Information, 5.6.97).

Japanske og europæiske konkurrenters indtrængen på det amerikanske marked har gradvist fået dramatiske konsekvenser for det amerikanske erhvervsliv. I bestræbelserne på at øge produktiviteten og minimere omkostningerne valgte de amerikanske virksomheder en strategi, der snart skulle blive populær verden over: Rationalisering og lønsænkning.

Så sent som i begyndelsen af firserne delte de fleste store amerikanske virksomheder omkring 70 procent af deres udbyttepotentiale med deres medarbejdere, vurderer William Dickens fra Brookings Institution (International Herald Tribune, 17. 11.95). At den samlede virksomhed havde overskud, var det vigtigste, og det var sædvane, at mere rentable afdelinger subventionerede de mindre rentable med en vis tryghed på arbejdspladserne til følge. Børsmæglerne fra Wall Street var imidlertid de første til at opdage sådanne tilfælde af »ineffektivitet«, og hastigt fulgte en skånselsløs og særdeles profitabel spekulation, hvor aktieselskaber blev opkøbt på kredit og umiddelbart efter solgt med fortjeneste, opsplittet i enkeltfirmaer og renset for enhver arbejdskraft, som var overbetalt eller kunne bortrationaliseres.

Med faren for fjendtlig overtagelse særdeles overhængende valgte de fleste firmaledere at føre kniven selv. IBM har f.eks. forvandlet firmaets vognpark til en selvstændig virksomhed og halveret chefsekretærernes løn. Truslen om massefyringer har også vist sig ganske besparende. Eksempelvis da 14.000 medarbejdere hos IBM France valgte en lønnedgang på 10 procent frem for 2.000 opsigelser. Mellem 1991 og 1995 har IBM i alt reduceret lønomkostningerne med en tredjedel og berøvet 122.000 mennesker deres job. Rekordoverskud og tårnhøje aktiekurser, resultatet af den stramme »personalepolitik«, fik til gengæld en jublende bestyrelse til at belønne hver af de fem bestyrelsesmedlemmer med en bonus på ca. 40,6 millioner kroner. (International Herald Tribune, 17.11.95).

Aktionærernes udbytte er ikke blot hos IBM, men overalt i verden blevet den eneste målestok for en virksomheds succes. Og den benhårde konkurrence blandt de mange succesrige virksomheder stiller store krav til effektiviteten. Som middel til at indfri disse krav har man opfundet just in time-arbejderen, lønmodtageren uden opsigelse. I realiteten har denne samme rettigheder som tidligere tiders daglejere - dvs. ingen.

Over 5 millioner amerikanske arbejdere lader sig ufrivilligt fæste i den slags usikre arbejdsforhold, og virksomhedslederne kan dermed disponere over gratis arbejdsreserver og bruge og kassere dem alt efter markedsforholdene.

Billig arbejdskraft er således hovedforklaringen på, at USA i efteråret 1995, ifølge erhvervsmagasinet Business Week, 16.10. 95, havde den mest produktive økonomi i verden. Stor jubel også i regeringen, hvor Bill Clinton kunne bryste sig af det, der i hvert fald officielt er det vigtigste for enhver regeringschef: God økonomi og lav arbejdsløshed.

Lester Thurow, økonom ved Massachusetts Institute of Technology, kritiserer imidlertid i sin bog The Future of Capitalism, New York 1996, den officielle arbejdsløshedsstatistik for at være vildledende og propagandistisk. Til de 7 millioner officielle arbejdssøgende i 1995, et tal udelukkende tilvejebragt på basis af meningsmålinger, burde der lægges yderligere 6 millioner arbejdstrængende, som helt har opgivet at søge og derfor slet ikke optræder i statistikkerne.

Dertil kommer omkring 4,5 millioner, som arbejder ufrivilligt på deltid, og hvis man yderligere medregner de grupper, der kun periodisk har arbejde, stiger arbejdsløshedsprocenten markant, og USAs samlede mængde af, hvad man kan kalde underbeskæftigede mennesker, kommer op på 28 procent.

Den nederste tredjedel i indkomstpyramiden har de seneste 20 år oplevet en reel lønnedgang på hele 25 procent. I henhold til en rapport fra den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) arbejder knap en femtedel af alle beskæftigede til lønninger under den officielle fattigdomsgrænse. The working poor er således blevet en fast term i amerikansk sociologi.

Til gengæld oplever den øverste femtedel i det amerikanske samfund stor velstand. Den rigeste procent af alle husstande har siden 1980 fordoblet sin indkomst, og omkring en halv million ekstremt rige ejer i dag en tredjedel af den samlede private formue i USA.

Ikke overraskende har den gennemgribende omstrukturering af det amerikanske erhvervsliv, som blev resultatet af Reagan-periodens liberaliserings- og dereguleringsbølge, vist sig mest profitabel for toplederne i de store virksomheder, hvis indkomster i gennemsnit er steget med 66 procent netto siden 1979. Allerede i 1980 fik de omkring 40 gange så meget i løn som deres menige medarbejdere. I 1996 var forholdet 1:120, fremgår det af Globaliseringsfælden.

Når det, som Siemens' koncernchef kaldte »konkurrencevindens storm«, har ramt så hårdt i fædrelandet for den kapitalistiske revolution, og når den først og fremmest har skadet de økonomisk ringest stillede, hænger det ikke mindst sammen med en systematisk og målrettet kamp mod den engang så stærke amerikanske fagbevægelse. Præsident Reagan gik selv i spidsen, da han i 1980 uden videre lod alle fagforeningsmedlemmer smide ud af de statslige luftfartssikkerhedsorganisationer, og regeringen fulgte nidkært op med arbejdsretslige lempelser, der muliggjorde radikale indgreb over for fagforeningerne fra virksomhedslederne.

Systematiske og statsautoriserede angreb på fagbevægelserne og arbejdernes rettigheder samt en stadigt voksende horde af working poor er blandt de vigtigste årsager til, at det i dag er under 10 procent af alle lønmodtagere og arbejdere i USA, der er medlem af en fagforening, mere end en halvering siden 1980.

Kapitalister bekymres over kapitalismen

Konkurrencens katastrofale følger for størstedelen af befolkningen i USA og mange andre lande træder efterhånden så tydeligt frem, at kritikken nu også rejser sig selv fra bekymrede kapitalister. Det vakte stor opsigt verden over, da milliardspekulanten George Soros i januar 1997 i et essay betitlet The Capitalist Threat rettede fundamental kritik mod neoliberalismen. Soros er opmærksom på farerne ved kapitalismens apoteose: »Insofar as there is a dominant belief in our society today, it is a belief in the magic of the marketplace. The doctrine of laissez-faire capitalism holds that the common good is best served by the uninhibited pursuit of self-interest. Unless it is tempered by the recognition of a common interest that ought to take precedence over particular interests, our present system - which however imperfect, qualifies as an open society - is liable to break down (…) I consider the threat from the laissez-faire side more potent today than the threat from totalitarian ideologies.«

Til trods for, at »laissez-faire-kapitalismens« blindgydekurs bliver åbenbar for selv velrenommerede kapitalister, fortsætter finansverdenen ufortrødent. Eksempelvis blev resultatet af en meddelelse fra ledelsen i levnedsmiddelkoncernen ConAgra om, at de endnu i indeværende år ville afskedige 6.500 medarbejdere og lukke 29 fabrikker, at virksomhedens børsværdi steg med ca. 3,5 milliarder kroner i løbet af 24 timer (jf. Financial Times, 14.5.96).

Budskabet er klart: Selv om konkurrencestormens effektiviseringsbølge afstedkommer ulykke og fattigdom for et stadigt stigende antal mennesker, og selv om denne aktualiserede neoliberalisme er selvdestruktiv, kan det stadig væk betale sig for aktionærerne og virksomhedslederne. Og det er tilsyneladende dem, der bestemmer.

En politiker som Robert Reich kan blot folde hænderne og håbe på, at kapitalismen ikke er så slem endda: »Efter min mening indeholder amerikansk kapitalisme en stærk moralsk grundpille til trods for, at konservative politikere og mange økonomer påstår, at rationel egennytte er individets eneste motiv til at arbejde.« (Information, 5.6.97).

Selv om selvransagelse blandt flere selvkritiske kapitalister på mirakuløs vis skulle kunne tilvejebringe den amerikanske kapitalismes »moralske grundpille«, har »Koncernernes Transnationale« for længst sluppet den samme konkurrencevind løs over resten af verden. Alt tyder på, at de europæiske lande, også lille Danmark, såvel som de økonomisk fremstormende, dog p.t. stærkt kriseramte lande i Asien fortsætter the American way, hvor massefyringer og lønsænkninger bliver dagligdag for flere og flere mennesker.

»Konkurrencens stormflod«

»Konkurrencen i den globale landsby er som en stormflod - ingen kan undslippe den.« (Globaliseringsfælden, s. 115). Således spåede den daværende direktør for Daimler-Benz, Edzard Reuter i 1993.

Ifølge World Investment Report fra FNs handelsorganisation UNCTAD fandtes der allerede i 1995 omkring 40.000 virksomheder med driftsafdelinger i mere end tre lande, hvoraf de 100 største havde en samlet årsomsætning på omkring 1,4 billioner dollars (9,8 billioner - altså 9.800 milliarder - kroner). Multinationale virksomheder og erhvervskonglomerater står i dag for over to tredjedele af verdenshandelen, hvoraf næsten halvdelen afvikles inden for egne netværk.

Overlevelsen under konkurrencens »stormflod« afhænger for disse virksomheder af deres evne til at tilpasse sig - og bidrage til - globaliseringen, den økonomiske integration på tværs af alle landegrænser. Den højest mulige effektivitet og dermed størst mulige konkurrencedygtighed opnås i kraft af moderne logistik og lave transportomkostninger, hvorved de enkelte komponenter kan standardiseres, og produktionen kan henlægges, hvor det er mest profitabelt. Ingen midler skyes i kapløbet om at reducere udgifterne til arbejdskraften.

Toneangivende firmaer på verdensmarkedet såsom sportsbeklædningskoncernen Nike eller legetøjsgiganten Mattel har slet ikke længere egne fabrikker, men afgiver simpelt hen produktionsordrer til skiftende producenter afhængigt af de laveste omkostninger på det pågældende tidspunkt. Eksempelvis lader Nike sine dyre sportssko udstanse og sy af omkring 120.000 arbejdere hos koncernens underleverandører i Indonesien til en dagløn på under 3 dollars, hvilket selv efter indonesiske forhold er en sulteløn, der dog svarer til det lovbestemte minimum, som gælder for over halvdelen af landets 80 millioner arbejdsdygtige.

Da eksempelvis den 22-årig Nike-medarbejder Tongris Situmorang i efteråret 1995 ledede en strejke for bedre arbejdsforhold, spærrede militærfolk ham inde i et lagerrum i 7 dage og forhørte ham døgnet rundt. Han blev dog sluppet fri og mistede blot sit arbejde i modsætning til mange andre, for hvem faglig kamp straffes med døden, heriblandt de to landskendte kvindelige fagforeningsfolk Sugiarti og Marsinah, hvis skamferede lig blev fundet i affaldet på den fabrik, hvor de havde forsøgt at organisere en strejke. Industriminister Tunghi Ariwibowo forsvarer ikke overraskende den uanstændige mindsteløn med konkurrencepresset fra de andre lavtlønslande. (Jf. International Herald Tribune, 18.3.96).

I nabolandet Malaysia må verdenskoncernen Siemens derimod yde de lokale faguddannede og organiserede arbejdere en relativt god løn, der dog ikke tilfalder de 600 kvindelige indonesiske gæstearbejdere, som verdenskoncernen holder som livegne. Disse kvinder arbejder seks, ofte syv dage om ugen og får udbetalt en månedsløn på 350 D-mark.

Om natten bor de i fabrikkens aflåste boligkompleks, og for yderligere at forhindre kvinderne i at flygte, før deres treårige arbejdskontrakter er udløbet, lader den lokale direktør for Siemens forudseende nok deres pas konfiskere. Direktøren følger naturligvis blot »konkurrencevinden«.

Konsekvenserne af denne globale konkurrence er indtil videre mest omfattende og mest smertefulde for menneskene i den tredje verden, men at det, som direktør for Daimler-Benz, Edzard Reuter uden omsvøb kalder konkurrencens »stormflod«, er uundgåeligt, står med ubehagelig tydelighed klart for flere og flere arbejdere, lønmodtagere og måske især arbejdsløse i den mere velhavende del af verden.

Den sociale dimension fjernes

Endnu et tydeligt eksempel på den nye verdensorden fik man i 1995 inden for den kemiske industri, den mest indbringende industribranche i EUs økonomiske lokomotiv, foregangslandet for foregangslande, Tyskland. Bestyrelserne for de tre gigantkoncerner Hoechst, Bayer og BASF kunne i forlængelse af meddelelsen om de højeste indtægter i virksomhedernes historie bebude, at man planlagde yderligere personalenedskæringer i Tyskland oven i de 150.000 job, som var blevet bortrationaliseret de foregående år.

De høje effektivitetskrav, som med globaliseringens hast uvægerligt bliver stillet før eller siden i alle kapitalistiske lande, bliver allerede i stigende grad indfriet. Spørgsmålet er bare: Af hvem? En af dem, der »kan selv«, er Jürgen Schrempp, der markerede sin overtagelse af ledelsen i Daimler-Benz i maj 1995 med en meddelelse om, at virksomheden inden for de næste tre år ville afskedige 56.000 medarbejdere, hvilket straks pressede kursen på Daimler-aktierne 20 procent i vejret og gjorde disses indehavere næsten 10 milliarder D-mark rigere.

Som lindring for det store pres tildelte Schrempp, hvis personlige årsindtægt beløber sig til 2,7 millioner D-mark, sig selv og 170 andre ledende medarbejdere en bonus i form af aktieoptioner til en værdi af 300.000 D-mark - til hver. Schrempp blev af Wall street Journal og Business Week fejret som en revolutionær, der forstod at ændre den blødsødne tyske linje over for arbejdstagerne, og dermed varetage aktionærernes interesser. Mange har siden fulgt det gode eksempel.

Overalt i verden oplever fagbevægelserne alvorlige angreb fra foretagsomme virksomhedsledere. Sachsens ministerpræsident og CDU-ideolog Kurt Biedenhof har i den forbindelse fundet frem til et helt bjerg af tilkæmpede rettigheder. »Wir müssen dieses Gebirge der Besitzstande sprengen,« forkynder Kurt Biedenhof i Frankfurter Allgemeine Zeitung, 12.6.96.

Bjerget, der skal sprænges, består bl.a. af løn under sygdom, børnetilskud, beskyttelse mod opsigelse, dagpenge, statslig jobskabelse, fem-dages arbejdsuge osv. Kort sagt er den sociale dimension, som tidligere var en af hovedingredienserne i »den tyske model«, på vej til at blive en saga blot.

Tyskerne skal ligesom den øvrige vestlige verden lære af USA, hvor lave lønninger, længere arbejdstider, dårligere arbejdsforhold og så godt som ingen sociale ydelser har vist sig, i hvert fald på kort sigt, at være hensigtsmæssigt for beskæftigelsesprocenten, nationaløkonomien - og for de rige.

Kursen mod femtedelssamfundet synes for længst at være lagt.

Statsautoriseret nedlæggelse af arbejdspladser

Topmålet af selvmodsigelse vil mange givetvis finde hos de politikere, der på den ene side næsten euforisk forkynder deres indsats mod arbejdsløsheden som den sikre vej til nationens frelse, mens de på den anden side systematisk privatiserer og deregulerer statsejede virksomheder med endeløse massefyringer som den direkte og helt sikre konsekvens. Informative eksempler er luftfarts- og telekommunikationsselskaberne.

For eksempelvis at bevare konkurrenceevnen i Deutsche Telekom skal arbejdsstyrken i første omgang reduceres med 60.000 medarbejdere inden 1998. 100.000 yderligere følger inden år 2000. Den tyske regering, der ligesom den danske og de fleste andre regeringer ønsker at skjule ansvaret for sådanne massefyringer, har derfor siden 1996 solgt Telekom på de store børser og dermed overladt det beskidte arbejde til fondsselskabernes professionelle forøgere af aktionærernes udbytte.

British Telecom, der takket være Thatchers fremsynethed allerede siden 1984 har været i stand til at nedlægge 113.000 stillinger og dermed halvdelen af medarbejderstaben, vil af hensyn til konkurrencen afskedige yderligere 36.000 medarbejdere inden år 2000.

Dereguleringen inden for luftfarts- og telekommunikationsområdet er dog langtfra nok for tilhængerne af de frie markedskræfter i USA og Europa. Hvis EU-Kommissionen får sin vilje, kommer turen i 2001 til postvæsenet og dermed til 1,8 millioner postfunktionærer i Europa. Efter amerikansk forbillede vil også elektricitetsmonopolerne blive ophævet.

Når dereguleringsstrategien trods de indlysende job-eliminerende perspektiver alligevel praktiseres af de fleste regeringer, sker det i blind tiltro til den neoliberale teoris løfter om nye arbejdspladser i service- og high-tech-virksomhederne.

»Men dette mirakel vil aldrig komme til at ske,« spår Martin og Schumann i Globaliseringsfælden og påpeger, at netop på high-tech-området som i forbindelse med det bebudede multimedie-boom vil man opleve endnu et job-killer-program.

»Nogen ende på jobnedlæggelserne er ikke i sigte. Tværtimod: Efter at have vurderet analyserne fra Verdensbanken, OECD, McKinsey Global Institute og Forschungsgruppe des Weltmarktführers für Unternehmensberatung, såvel som analyser fra utallige brancheforeninger og årsberetninger fra virksomheder kommer forfatterne af denne bog til den konklusion, at yderligere 15 millioner arbejdere og funktionærer inden for den Europæiske Union i de kommende år vil have grund til at bekymre sig om deres fuldtidsjob - næsten lige så mange, som allerede var meldt arbejdsløse i sommeren 1996.« (Globaliseringsfælden, s. 114).

At den franske præsident, Jacques Chirac under ét kalder spekulanterne for »the AIDS of world-economy« (The Economist, 7.10.95), kan vel næppe heller betragtes som tillidvækkende. »Jeg kan kun fastslå en total hjælpeløshed hos alle mine politikerkolleger,« var den betegnende reaktion fra Adalbert Durrer, formanden for et af de schweiziske regeringspartier, det Kristelige Folkeparti, på en stor schweizisk bankfusion, der kommer til at koste 13.000 arbejdspladser. (Information, 10.12.97).

Den globale plutokratiske verdensorden

Plutokrati betyder rigdoms- eller pengevælde og må derfor siges at være betegnende for den styreform, der i stigende grad dominerer det nye globaliserede verdenssamfund. Ifølge Xenofons definition (Memorabilia, IV, 4,12) bliver lederne i et (for Xenofon imaginært) plutokratisk samfund valgt ud fra deres formues størrelse. Mange vil nok i den vestlige verdens stadig mere kommercialiserede valgkampagner se den direkte parallel hertil, men formelt er styreformen dog stadig demokratisk.

»Since 1960 global inequality has increased beyond anything ever experienced,« konstateres det i UNDPs Human Development Report fra 1997.

Den indkomstmæssige forskel mellem den rigeste og den fattigste femtedel af verdens befolkning var i 1960 i forholdet 30:1, i 1991 var den 61:1 og i 1994 78:1. UNDP-rapportens centrale budskab er imidlertid, at den mest ekstreme af den globale fattigdom helt kan afskaffes formedelst den beskedne sum af 80 milliarder dollars svarende til 0,5 procent af verdens samlede indtægter. Det eneste, der mangler, er politisk vilje.

Industrilandenes bidrag til den tredje verdens fattiggjorte lande falder og falder. Ulandenes samlede gæld var i 1996 på 1,94 billioner dollars (13,59 billioner - 13.590 milliarder - kroner!) og blev dermed næsten fordoblet i løbet af 10 år, hvor talløse løfter om eftergivelse blev afgivet - og brudt.

I 1989 var der 157 dollarmilliardærer i verden. I dag er der 447. Disse plutokrater, der inkarnerer det moderne verdenssamfunds idealmenneske, er lige så rige som over halvdelen af jordens befolkning eller 2,5 milliarder mennesker til sammen. (Jf. Human Development Report, 1997).

Samfundsmæssige fællesopgaver inden for eksempelvis uddannelse, sygehusvæsen og infrastruktur finansieres i de fleste lande ved hjælp af skatter. En udligning af de største økonomiske uligheder gennem en indkomstreguleret beskatning har i manges øjne givetvis mildnet den åbenlyst uretfærdige fordeling. De rige bidrager jo allermest til samfundsopbyggelsen i kraft af de høje skatteprocenter, hører man ofte.

Mens sådanne søvnruner beroliger majoriteten af de fattige såvel som hele middelklassen, kan de, der kontrollerer de store vare- og kapitalstrømme more sig over, at der hos diverse »skatteoaser« rundt om i verden administreres over 2.000 milliarder dollars - penge som på ingen måde kommer til at bidrage til samfundsøkonomien i de lande, hvor de er tjent. Disse tal er fra IMF, som i samarbejde med eksperter fra OECD allerede i 1997 kunne anslå, at man oven i dette beløb skulle lægge 1 billion dollars, som bankerne i skatteoaserne ikke engang til statistisk brug ønsker at offentliggøre.

Disse såkaldte offshore-finanscentre, hvoraf de caraibiske Cayman-øer er blandt de mest populære, er med deres symbolske beskatning af udenlandske investeringer og garanterede hemmeligholdelse af kontohaverens identitet, selv efter forespørgsel fra statslige myndigheder, det ideelle tilflugtssted for ikke blot velhavende skattesnydere, men også mere traditionelle kriminelle organisationer.

Skatte- og politimyndighederne, som forholdsvis enkelt kunne sætte en stopper for flugtkanalerne, tvinges i henhold til loven om kapitalens frie bevægelighed til at acceptere disse »bankhemmeligheder«, for kapitalen ville jo blot flyde andre steder hen i tilfælde af indgriben.

I stedet for at have en fælles målrettet aktion mod dette samfundsundergravende skattecirkus konkurrerer de forskellige lande indbyrdes om at tilbyde de mest fordelagtige skattesystemer i kampen om de for nationaløkonomierne så vigtige investeringer. Ved at sænke udbytteskatten for selskaber fra 46 til 34 procent i 1986 satte den amerikanske regering et eksempel, som de fleste industrilande siden har været nødt til at følge.

Den hæmningsløse leflen for de store kapitalstærke virksomheder med lave skatteprocenter har dog ikke skaffet de underdanige regeringer kontrollen. Tværtimod bestemmer virksomhederne nu stort set selv, hvor meget de ønsker at bidrage til løsningen af samfundsopgaverne. Eksempelvis betalte BMW, den mest overskudsgivende tyske bilproducent, i 1988 godt 545 millioner D-mark til de tyske skattemyndigheder, et beløb, der i 1992 var faldet til 31 millioner D-mark, og trods totalt set stigende indtægter kunne BMW det følgende år præsentere et tab i Tyskland, og virksomheden kunne modtage 32 millioner D-mark fra skattemyndighederne.

Tre uger efter, at skatterevisorer havde stormet Commerzbank, aflagde banken i slutningen af marts 1996 nærmest demonstrativt et regnskab, hvor indtægterne i forhold til året før var fordoblet til 1,4 milliarder mark, mens afgifterne til staten var halveret til under 100 millioner D-mark.

Ikke kun store koncerner, men også mellemstore virksomheder forstår at udnytte de enkelte landes forskellige skattesystemer. Inden for denne populære skatteunddragelsesdisciplin, som i ekspertjargonen kaldes skatteplanlægning, er den enkleste metode transfer pricing, hvor det pågældende firmas globale net af datterselskaber i den indbyrdes handel med halvfabrikata og tjenesteydelser muliggør en nærmest vilkårlig fastsættelse af priser, der sjovt nok er højest i de filialer, hvor beskatningen er højest. Blandt andre morsomme kneb kan nævnes double dip leasing, hvor virksomhederne kan udnytte de forskellige afskrivningsmuligheder for leasede anlæg og dermed gøre anskaffelsesomkostningerne skattemæssigt gældende i begge af filialernes hjemlande.

Et ydmygende eksempel på de enkelte koncerners stigende magtbevidsthed i forbindelse med den eksplosivt voksende skatteturisme fandt sted under en fælles middag i 1996, hvor folkevalgte politikere og økonomiske eksperter fra den tyske forbundsdag i pinlig tavshed modtog en meddelelse fra Daimler-Benz' bestyrelsesformand, Jürgen Schrempp, om, at hans koncern efter år 2000 ikke ville betale udbytteskat i Tyskland: »Von uns kriegt ihr nichts mehr,« proklamerede en selvbevidst Schrempp i Der Spiegel nr. 26, 1996.

Dagen forinden var en Bonn-sparepakke blevet offentliggjort, der pålagde folkepensionister, syge og arbejdsløse nye byrder, hvilket dog ikke afholdt Schrempp fra en yderligere ydmygelse af de skamfulde politikere. Og Der Spiegel fortsætter: »Stimmt doch, oder?« råbte han gennem salen til sin finansekspert, Manfred Gentz, som omhyggeligt forklarede politikerne, hvilke indtægter koncernen lod beskatte i udlandet, og hvilke den afregnede med investeringer i Østtyskland.

Politikerne, som i forvejen konkurrerer på laveste formue- og selskabsskatter, nøjes ikke bare med at se til, mens statsfinanserne udtørres af den overdrevne skattesvindel, som præger den globaliserede plutokratiske verdensorden. Under konstant pres fra vælgerne om at levere en synlig indsats mod arbejdsløsheden forsøger regeringerne med enorme subventionsgaver at lokke virksomheder og nye produktioner til netop deres eget land.

Til det internationale mindstemål for subventionsgaver hører bl.a. at få stillet byggegrund, vejanlæg samt tilslutning til jernbanespor, elektricitet og vand gratis til rådighed. Dertil kommer selvfølgelig enorme finansieringstilskud.

Disse gigantiske subventioners omfang er i høj grad afhængigt af antallet af arbejdsløse og graden af politisk rådvildhed, og tragikomikken træder tydeligt frem, når virksomheder, hvis i høj grad statsfinansierede produktionsanlæg giver overskud, enten bortrationaliserer store dele af arbejdskraften, flytter produktionen eller blot undlader at betale skat i det pågældende land. De eneste, der i dag åbenbart ikke er i stand til at købe sig medindflydelse, er den almindelige befolkning - politikerne inklusive.

Multilateral Agreement on Investments, 1998

For tiden arbejdes sågar intenst på, at de transnationale selskaber skal få fuldstændig frie tøjler med den mest vidtgående internationale liberaliseringsaftale nogen sinde - MAI, Multilateral Agreement on Investments.

Lande, der skriver under på aftalen, forpligter sig til at åbne alle økonomiske sektorer for fremmede investorer. Udenlandske firmaer må ikke diskrimineres i forhold til hjemlige. Restriktioner for kapitalens bevægelighed skal fjernes, og der skal gives fuld garanti for kompensation i tilfælde af ekspropriation. I det hele taget kan MAI-aftalen nærmest betragtes som en global »friheds- og borgerretserklæring« - for multinationale selskaber.

Gennemføres den multilaterale investeringsaftale som planlagt, vil den komme til at omfatte årlige investeringer på 350 milliarder dollars - ikke mindre end 85 procent af samtlige udgående investeringer i verden. Der hersker således ikke megen tvivl om, at det er de helt store multinationale selskaber, der vil profitere mest af MAI-aftalen. De 500 største firmaer i verden, hvis samlede omsætning er dobbelt så stor som USAs nationalprodukt, sætter simpelt hen mere eller mindre suverænt den verdensøkonomiske dagsorden. Ifølge den amerikanske NGO, Program on Corporation, Law and Democracy, øgede disse i forvejen overordentlig indbringende firmaer deres profit med 62 procent i 1994, mens de samtidig reducerede deres samlede arbejdsstyrke med 260.000 (jf. Information, 17.2.98).

»MAI-deklarationen er en deklaration, som fastslår, at vi skal regeres korporativt,« udtaler Tony Clarke fra det canadiske Polaris Institute (Information, 17.2.98), der forklarer, at »mens selskaber vil få en række nye rettigheder og indflydelse under MAI, får de ikke tilsvarende pligter og ansvar i forhold til jobskabelse, ansatte, forbrugere eller miljøet« (Socialisten Weekend, 27.2. 98). Verdens førende multinationale selskaber får indirekte papir på deres mere eller mindre egenrådige dominans.

EU foreslog oprindelig, at man forberedte en sådan global liberaliseringsaftale inden for Verdenshandelsorganisationen, WTO. Der kunne man dog ikke nå til enighed, hvorfor USA i 1995 passende bragte initiativet til OECD, i hvis medlemslande 477 af verdens 500 største multinationale selskaber alligevel har hovedsæde.

Offentligheden blev holdt fuldstændig uvidende om planerne, indtil et tekstudkast i januar 1997 lækkede på Internet, og siden har interesseorganisationer verden over kæmpet en ulige kamp mod aftalens vedtagelse, som mange frygter vil skabe yderligere ulighed, arbejdsløshed, miljøforringelse etc. Der tales sågar om en global menneskeretskrise i forbindelse med en sådan vedtagelse.

MAI-tilhængerne betragter imidlertid modstanderne som paranoide og påpeger, at dette ene aftalekompleks blot erstatter de i forvejen omkring 1.500 eksisterende bilaterale investeringsaftaler - Danmark har f.eks. selv omkring 40 sådanne aftaler.

Til gengæld vidner hemmeligholdelsen af de indledende forhandlinger næppe om det reneste mel i posen, ligesom det ud fra en nøgtern betragtning må siges at være urimeligt, at en aftale med globale konsekvenser alene skal forhandles i de rige landes klub, OECD. Tanken er, at når de rige industrilande har udfærdiget regelsættet, kan de fattige efterfølgende pænt inviteres til at skrive under på noget, som de således ikke har haft den fjerneste indflydelse på. En invitation, det selvfølgelig bliver meget svært at sige nej til for lande, der overhovedet ønsker at tiltrække internationale investeringer.

Ifølge planen skal MAI-aftalen vedtages i maj 1998, og den officielle danske indstilling har på forhånd været meget positiv. I USA protesterede over 600 amerikanske interesseorganisationer i januar 1998 mod vedtagelsen, hvilket om ikke andet vidner om en vis offentlig debat. I Danmark har stort set kun Information og Socialisten Weekend omtalt den.

Spørgsmålet er, om Danmark overhovedet når at opleve nogen som helst form for offentlig debat om denne uhyre omfattende globale liberaliseringsaftale, hvis konsekvenser meget vel kan vise sig meget mere omfattende end f.eks. Amsterdam-traktaten, før det hele allerede er besluttet - i korridorerne.

»Forholdsvis kriseresistent« finansmarked?

Kapitalkoncentrationen og den stigende dominans fra de stadig færre, men stadig rigere multinationale selskaber og de dystre perspektiver, der optrækkes i Globaliseringsfælden, har naturligvis ikke stået uimodsagte. Danmarks forhenværende nationalbankdirektør, Erik Hoffmeyer har f.eks. kritiseret Globaliseringsfældens grundlag.

»Der findes ingen dokumentation for, at den øgede samhandel ændrer indkomstfordelingen. Og formentlig har den hidtil haft en positiv beskæftigelseseffekt,« beroligede Hoffmeyer under en konference på Holmen i København den 21.11.97, og kritiserede f.eks. bogens forfattere for at anvende en »anekdotisk« analysemetode. Valutakriserne ser den tidligere nationalbankdirektør ikke som den store ulykke: »Man kan lige så godt betragte det som et gode, at nogle helt urealistiske kurser bliver ophævet.«

»Det er ikke nok at sige, at markedet bedømmer politikernes handlinger. Markedet styrer også politikernes handlinger, eksempelvis ved at sanktionere en socialt orienteret politik negativt og en politik, der fremmer erhvervslivets vækst, positivt. Markedets aktører viser, hvordan de ønsker, at politikerne agerer, og frihandel har altid vist sig at favorisere de stærke,« sagde Hans-Peter Martin, der for at imødegå prædikatet »anekdotisk« fremlagde underbyggende tal fra den tyske centralbank. Det fik dog ikke Hoffmeyer til at acceptere påstanden om det ustabile internationale finansmarked, et system, han betegnede som »forholdsvis kriseresistent«. (Citater fra Information, 22.11.97).

Denne »kriseresistens« afprøves for tiden i Asien, hvor de sønderskudte valutaer trods hjælpeaktioner har oplevet en finanskrise af hidtil usete dimensioner. Mindre rolig end Erik Hoffmeyer er da også David Hale, cheføkonom i Zurich Kemper Securities i Chicago, der til International Herald Tribune, 15.12.97, udtaler: »Most people right now, if they are being at all honest, have got to be a bit scared (…) We're in in the midst of a global crisis of confidence that is more serious than any we have had in the modern era (…) We're in uncharted waters right now.«

De rejsende i dette ukendte farvand kan belave sig på ekstra meget konkurrencevind i sejlene, måske ligefrem den længe ventede »richtige Orkan«, eftersom 102 af verdenshandelsorganisationens (WTO) 132 medlemslande den 13. november 1997 indgik en banebrydende liberaliseringsaftale, som indebærer, at 95 procent af verdenshandelen med finansielle serviceydelser vil blive liberaliseret fra marts 1999.

»Ingen ved det, men udviklingen i Sydøstasien kan være vindpustet, der får det finansielle korthus til at ramle sammen. Med globaliseringen af kapitalmarkederne er katten sluppet løs - på godt og ondt, som den amerikanske finansmand George Soros til overmål har demonstreret,« skriver økonomiprofessor Jesper Jespersen, og fortsætter: »… uvejret bryder først løs i Europa, når Mr. Soros tager fat om de håbløst overvurderede central- og østeuropæiske valutaer.« (Information, 31.12.97).

Poul Nyrup Rasmussen: »Lige siden jeg var en meget lille dreng …«

Erik Hoffmeyers udtalelser i forbindelse med beskæftigelsessituationen og finansmarkedets stabilitet vil muligvis have en beroligende effekt på mange, men at den forhenværende nationalbankdirektør ikke er blind for neoliberalismens skyggesider, fremgår ikke desto mindre af et tidligere interview, hvor han i forbindelse med den nuværende samfundsudvikling påpeger »en svingning i tyngdepunktet fra en mere solidarisk til en mere hensynsløs holdning. Mere brutal. Konkurrencen er blevet skrappere, markedskræfterne dominerer i stigende grad - og så skiller man dem ud, der ikke kan følge med (…) Tabergrupperne er blevet meget store.« (Information, 1.4.97).

Hoffmeyer er dog stadig tilhænger af de effektive markedsmekanismer, men efterlyser som Robert Reich større socialt ansvar hos virksomhederne: »Jeg siger blot, at når man vælger at lade markedet råde, slipper man en meget brutal mekanisme løs. Derfor ville meget være vundet ved, at virksomhederne påtog sig en moralsk forpligtigelse til at beholde folk, der ikke helt kan følge med (…) Det er ikke ligegyldigt at indse, at man er blevet fuldstændig hensynsløs over for dem, der ikke kan følge med.« (Information, 1.4.97).

I lyset af en forhenværende nationalbankdirektørs konstatering af markedets meget brutale mekanisme, de meget store tabergrupper og den fuldstændige hensynsløshed, er det måske i realiteten mere foruroligende end betryggende, at vores socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen kan udtale, at »konkurrenceevne og social ansvarlighed går hånd i hånd« (Information, 20.8.97). Eller: »Der er ingen, der bliver udstødt fra arbejdsmarkedet, jeg kender dem ikke.« (Information, 18.12.97).

Jeg kender dem ikke.

Det er svært at fastslå, hvilke bevæggrunde Nyrup Rasmussen har til at fremkomme med sådanne udtalelser, men til et stormøde i Århus Kongreshus, 21.5.97, med titlen »det Solidariske Europa« fik man måske en del af forklaringen, da Faklen konfronterede statsministerens foregangsplaner om fuld beskæftigelse i år 2000 med Fairmont-konferencens konklusioner om femtedelssamfundet og de overflødiggjorte arbejdere. Perspektiver, som måske snarere optegner nødvendigheden af en solidarisk deling af samfundets goder med dem, der på grund af rationalisering og teknologisering ikke er plads til og brug for på arbejdsmarkedet, end statsautoriseret tvangsarbejde, som blot trykker lønningerne generelt, mens den sociale og økonomiske ulighed eskalerer.

Stillet spørgsmålet, om det virkelig var med statsøkonomisk unødvendig tvang, at Danmark skulle markere sig som foregangsland, affærdigede Nyrup Rasmussen uden videre »de kloge erhvervsledere, koncernchefer, intellektuelle og fremtidsforskningsinstitutter« med ordene: »Ja, jeg tror, de tager fejl. Jeg oplever arbejdets værdi som et af de få tilbagevendende fællesskaber, vi har. Efter at de store netværk ikke længere er der i samme omfang som før, har arbejdet dobbelt betydning. Ikke som simpelt indtjeningssted, men også som selvværdssted, et af de få steder, hvor man får sit værd ved at være sammen med andre. Og derfor er jeg nødt til at sige til dig: Når du taler om tvangsaktivering, når du taler om tvangsarbejde … Jeg er en af dem, der, lige siden jeg var en meget lille dreng, har været glad for at påtage mig arbejde af den slags, som du kalder tvangsarbejde. Derfor må det aldrig nogen sinde blive et problem for Socialdemokratiet, at de unge kommer i sving.«

En visionær statsleder med rige erfaringer bag sig.

Den Sociale Apartheid

Den stadig stigende ulighed i fordelingen af ressourcerne vil ikke kun skade verdenssamfundets svageste, men også de mindre stærke. Ikke blot de mindre konkurrencedygtige lande, men også de mindre konkurrencedygtige mennesker i de mere konkurrencedygtige lande. Og de, der har, vil ikke dele. Det gælder landene imellem, og det gælder landsmændene imellem.

Forskansningsoprustningen i Fort Europa har længe været i fuld gang. De ydre grænser skal sikres mod endeløse horder af fattiggjorte mennesker, som desperate af sult og forarmelse vil gøre alt for at få del i den overflod, som Vesterlandet forjætter.

Foreløbig kan vi, de rige vesteuropæere, nøjes med at sende hjælp og forstærkninger, f.eks. til grænsevagterne i Litauen, blot for at mennesker, der har risikeret alt for en bedre tilværelse, kan hensygne i KZ-lignende lejre (jf. TV-Avisen, 4.1.98).

Alle beklager det, men der er jo ikke råd … Der er ingen tvivl om, at de officielle begrundelser ikke vil variere, når et eksplosivt stigende antal nødstedte mennesker på flugt nødvendiggør mere direkte modforholdsregler. Hvortil de fattigste mennesker fra de rigeste lande skal emigrere, når femtedelssamfundet bliver for uudholdeligt, bliver så et anderledes nyt og spændende spørgsmål.

At mange har gjort sig klart, hvordan den stadigt stigende ulighed også resulterer i voldelige konfrontationer, fremgår eksempelvis af Financial Times, 30.4.96, der konstaterer, at de udstødte mænd vil volde størst vanskeligheder for samfundsordenen, og at det derfor ville være mest hensigtsmæssigt »to reduce competition in the market for unskilled labour, by curtailing the participitation of women, who are relatively unlikely to become dangerous criminals (…) Feminists may disagree with such a strong emphasis on jobs for the boys. For all those wanting to live in a tolerably safe society, it is common sense.«

Det er selvfølgelig ikke den ekstremt ulige fordeling af goderne, man ikke vil finde sig i hos verdenssamfundets magtelite, men den lovløshed, som uvægerligt følger i ulighedens kølvand. I de neoliberalistiske foregangslande USA og Storbritannien, hvor fattigdommen som i stort set alle andre i-lande er markant stigende, er man ikke overraskende blandt de fremmeste inden for nedkæmpelsen af småkriminelle sociale tabere. Mest spektakulær er måske den hovedrengøring, som blev foretaget af en kraftig forøget politistyrke i New York under parolen No tolerance!

Et drastisk fald i kriminaliteten har vakt jubel og beundring verden over, mens de talløse uberettigede arrestationer af lovlydige new yorkere, samt et eskaleret antal klager over grov politivold, tages med et skuldertræk, hvis de da ikke ligefrem forties.

»Vi befinder os i en præfascistisk situation«

Vurderingen kommer fra den prominente Washington-journalist og forfatter William Greider. »Fascisme udspringer af bestemte økonomiske og finanspolitiske tendenser. Enhver autoritær amerikansk politiker, der kan optræde med en vis troværdighed, og som lover befolkningen at skaffe dem brød på bordet og så yderligere blander dette op med racistiske undertoner, vil hurtigt komme til at vinde stort,« spår Greider. (Globaliseringsfælden, s. 191).

Men hertil er måske heller ikke profetiske evner nødvendige - man kan blot se sig omkring.

Overalt i den vestlige verden opridses de samme ildevarslende fremtidsperspektiver. I takt med at konkurrencesamfundenes effektiviseringer - via massefyringer og afskaffelsen af de sociale sikkerhedsnet - bortrationaliserer middelklassen i realiseringen af femtedelssamfundet, vokser utilfredsheden uundgåeligt hos en stor skare af hårdtarbejdende mennesker, der ikke er vant til at være udstødte - og som ikke vil finde sig i at blive udstødte. Og overalt bliver racismen mere og mere legitim som populistisk afledningsmanøvre.

De politiske og økonomiske magthaveres endeløse, men økonomisk ukorrekte forsikringer om den udenlandske konkurrence som årsagen til de mange trængsler, har længe optimeret vækstbetingelserne for had til og frygt for alt, hvad der er fremmed; følelser som højrepopulister, separatister og nationalister verden over forstår at forstærke og udnytte. Fra amerikanerne Pat Buchanan og Ross Perot over Østrigs Jörg Haider og Frankrigs Jean-Marie Le Pen til vores egen Pia Kjærsgaard markerer frontløberne sig i stormløbet mod samfundssind og tolerance med en effektivitet, der med stigende styrke trækker hele det øvrige politiske landskab i egen retning.

Flere og flere steder forskanser den stadigt rigere minoritet sig bag meterhøje mure udstyret med bevæbnede privatvagter. I Danmark har ordensmagten endnu ikke indført No tolerance!, men overvågningsindustrien oplever et boom med en årlig omsætning på 25 milliarder kroner (jf. Jyllands-Posten, 27.4.97), politiets bevillinger vokser, deres beføjelser udvides, og de private vagtværn griber om sig med en styrke, der allerede er på små 10.000 mand. Samtidig viser rapporter fra OECD og FN, at fattigdommen i Danmark er stigende, så mellem 300.000 og 450.000 mennesker lever under fattigdomsgrænsen.

Storkapitalen jubler. Men tendenserne er ikke til at tage fejl af.

Vi befinder os i en præfascistisk situation.

Jakob Stensgaard