Nok har ingen kultur nogen sinde begået det kunststykke at fungere uden en lovgivning, men sammenlignet med vor egen har heller ingen anden kultur dog nogen sinde været underlagt tilnærmelsesvis så omfattende et juridisk regelsæt. Vi tæller paragraffer i titusindvis – op til hundred og tusind gange flere end tidligere kulturer.

At loven pr. definition skaber kriminaliteten, eftersom lovløshed ingen kriminalitet definerer, medfører naturligvis ikke nødvendigvis en opfordring til anarki, men er dog en understregning af det alt for sjældent hørte faktum, at afkriminalisering er – afkriminaliserende.

Jo flere handlinger, der er kriminelle, desto flere forholdsregler er påkrævet for at kontrollere og håndhæve paragraffernes overholdelse, og jo flere forholdsregler, der er påkrævet for at kontrollere og håndhæve paragraffernes overholdelse, desto flere handlinger bliver kriminelle, og jo flere handlinger, der bliver kriminelle, desto flere forholdsregler er påkrævet … Og så videre.

Men hvorfor ikke trevle denne stadig mere snærende spiral op, afhænde illusionen om lovens til enhver tid uimodsigelige præventive virkning og tilstræbe et nyt paradigme, hvor Lov & Ret bliver Lov til mere frihed og Ret til større forskellighed?

I vekslende, men vid udstrækning dømmer Lov & Ret det direkte og indirekte kriminelt at være arbejdsløs, at være flygtning, at være indvandrer, at være narkoman, at være biker – ja, sågar at være prostitueret.

Det er ulovligt at tilbyde seksualitet på lige fod med andre personlige tjenesteydelser, skønt næppe nogen tjenesteydelse kan bibringe modtageren tilnærmelsesvis samme glæde, samme ekstatiske oplevelse.

Med Lov & Ret i hånd kriminaliserer vi således den prostituerede, hvor hun dog fra et menneskeligt synspunkt fortjener vor respektfulde beundring. At en kvinde, der af egen lyst og vilje åbner døren til en – om end nok så flygtig – opfyldelse af unævnelige længsler og eventyrlige glimt af lidenskabernes skyggeverden, tvinges til at omgå loven og drive sin profession som kriminel, rangerer højt på den lange liste over systemets absurditeter.

Længere er kvindefrigørelsen altså ikke kommet.

Længere er kvindefrigørelsen ikke kommet, end at den prostituerede, der opfylder behov så gamle og uudslettelige som mennesket selv, må skutte og skjule sig, og længere er kvindefrigørelsen ikke kommet, end at bordellet har status som en røverkule i stedet for et tempel.

Hvorfor? Svaret er: Lov & Ret og den moral, som Lov & Ret er funderet på – og intet andet.

Men er det da ikke synd for hende? Jo, det er synd for hende, der ufrivilligt eller blot modvilligt befinder sig i et erhverv som f.eks. stofbrugeren, der behøver pengene til den narkotika, som netop Lov & Ret tvinger hende til at købe for urimeligt store summer i stedet for at tillade billigt og rent fra apoteket. Men hvem kan vel dømme den kvinde, som lever af seksualitet, alene fordi det falder hende naturligt, indbringende og gavnligt?

Men er det da ikke farligt for hende? Jo, det kan være farligt for hende, fordi Lov & Ret tvinger hende til at leve en skyggetilværelse, som nogle kan udnytte og misbruge, og det er farligt for hende, fordi Lov & Ret forhindrer organiserede bordeller med tilknyttet lægehjælp og generelt legale forhold, hvor det til enhver tid er de prostituerede og kun de prostituerede, der bestemmer forretningsgangen.

Men er det da ikke umoralsk af hende? Jo, det er umoralsk af hende, og Lov & Ret er en forlængelse af denne moral, der ikke lader det være op til den enkeltes egne længsler og lidenskaber selv at definere sine grænser, men partout er hævet over menneskelig og medmenneskelig forskellighed – men hvem kan vel i fuldt alvor hævde, at moralen i sidste ende gavner noget som helst andet end opretholdelsen af et for det enkelte menneske fuldstændig arbitrært metafysisk fundament for Lov & Ret?

Er det virkelig Luderen, som forbryder sig mod samfundet, blot fordi hun er på tværs af puritansk sædelighed og moral, eller er det ikke snarere Loven, som forbryder sig mod mennesket, når den kommer på tværs af individuelle lidenskaber og drømme, som både giveren og modtageren er indforstået med?

For modtageren er det en oplevelse af ekstatisk intimitet og lidenskab, og er ikke også dét kærlighed – hvor begrænset til tid og sted den kærlighed så ellers måtte være? Hvad giveren oplever, er jo så for så vidt underordnet, så længe hun netop giver, hvad hun giver, af fri vilje. Og i hvilken profession gives vel noget, der er større?

Men det er ikke velset, det er umoralsk, og det er ulovligt. At leve af kærlighedens gerninger er forbudt.

Måske det også på dette punkt er på tide at erstatte den i dag så selvfølgelige Lov til mindre og Ret til færre med Lov til mere og Ret til flere.

Faklen