Et uløst problem inden for forskningen i, hvordan hjernen behandler visuelt input, kendes som »the binding problem«. Det bunder i den opdeling, der gør, at bl.a. form, farve og bevægelse behandles af separate signalveje i både øjet og hjernen. Vi ser på nogle af disse systemer og på enkelte af de paradokser, der bliver konsekvensen af bl.a. deres adskilte forløb.

Et af de områder inden for neurofysiologien, hvor man har ganske godt styr på, hvordan de sensoriske og cerebrale processer forløber op til et vist kompleksitetsniveau, er den visuelle perception. Det er derfor nok hovedsagelig herfra, de data stammer, som har fået folk, der beskæftiger sig med neurovidenskab generelt, til over en bred kam at proklamere, at de har opgivet dualismen og altså bekender sig til monismen. Man har åbenbart erkendt, at den dualistiske tankegang ikke giver mening, når man skal fortolke sådanne neurologiske fænomener. Der kan derfor – også ud fra filosofiske motiver – være ganske god grund til at studere dette emne nøjere.

Her skal vi tage nogle af de første skridt i form af en hastig gennemgang af nogle få af processerne fra nethinden til hjernebarken. Samtidig bliver der så lejlighed til at se på en enkelt af de konsekvenser, en mere konsekvent gennemført monisme har for vores neurologiske børnelærdom.

Langt det meste af, hvad man ved om menneskets syn i dag, stammer fra forsøg, der er udført med katte og forskellige slags aber, oftest makakker. Det er pattedyr, der ligesom os har fremadvendte øjne, og som følgelig har et stort overlap mellem synsfelterne. Der er derfor ikke nogen tvingende grund til at antage, at den måde, disse dyr behandler synsindtryk på, er voldsomt forskellig fra måden, hvorpå mennesker gør det. For abers vedkommende gør det nære slægtskab med mennesker det desuden usandsynligt, at vi skulle adskille os på dette punkt. Denne antagelse er da også i alt væsentligt blevet bekræftet af de undersøgelser, man har lavet, hvor man har kunnet undersøge levende menneskers hjerner i forbindelse med, at de skulle have foretaget hjernekirurgiske indgreb.

Øjet

Menneskets øje har i lighed med andre vertebraters øjne nogenlunde form som en kugle, hvori der er placeret en linse over for et lag af receptorceller, som dækker det meste af den indvendige overflade. Dette lag kaldes nethinden eller retina. Ganske som i et kamera vil der på dette lysfølsomme lag dannes en omvendt og spejlvendt éndimensional gengivelse af det lysmønster, der falder ind på linsen. Denne funktion har ført til den opfattelse, at hjernen må være i stand til at vende billedet om igen, hvilket hænger sammen med en forkert opfattelse af, hvorledes sanseindtryk bearbejdes. »Omvendeteoremet« stammer fra en dualistisk tankegang, og vi skal senere se, hvorfor det er forkert.

For at vi kan komme i gang med en neurologisk beskrivelse af den visuelle sans, skal det lys, der rammer nethinden, først og fremmest omdannes til en energiform, der er kompatibel med et nervesystem. Dette job bliver varetaget af receptorceller, som for synssansens vedkommende virker på en ganske utraditionel måde.

Vi har to hovedtyper af fotoreceptorceller, hvoraf den ene, stavene udelukkende tager sig af synet ved lave lysintensiteter. Disse receptorer er naturligvis meget lysfølsomme, men til gengæld er de farveblinde, hvilket ikke dækker over, at de reagerer lige godt på alle bølgelængder, men over, at der kun er en slags af dem. Ved lave lysintensiteter, hvor denne type celle opererer, er der således ikke nogen frie parametre til at levere information om, hvilke spektrale egenskaber lyset har. Det er derfor, vi ikke kan bedømme farver om natten. Den anden celletype, tappene kommer i tre versioner, der reagerer bedst ved hver sin bølgelængde (blå, grøn og rød). Med disse kan man foretage regnestykker af typen: Pænt med aktivitet i grøn + lige så meget aktivitet i rød + ingen aktivitet i blå = gul.

Når et lyskvantum rammer disse receptorceller, »stave« eller »tappe« i nethinden, bevirker det, at den elektriske potentialforskel mellem yder- og inderside af membranen bliver større. Dette er omvendt af, hvad man finder i andre neurale væv. Her vil denne elektriske forskel oftest blive mindre, når nerven stimuleres. Med udgangspunkt i denne observation kunne det være nærliggende at sige, at de visuelle receptorceller fungerer som mørkedetektorer, hvilket er et skridt på vejen til at erkende, at synssansen normalt ikke leverer oplysninger om fotointensitet til hjernen, men derimod om kontrastændringer.

Når en sansecelle i nethinden oplever en ændring i den lysmængde, den modtager, ændrer dette på den mængde signalstof, der bliver videregivet til næste led i kæden. Dette næste led er såkaldt bipolare celler. De varetager en nøgleposition i signalvejen, idet de leverer et input til de celler, hvis udgående kabler tilsammen udgør synsnerven. For øjets vedkommende er disse ganglieceller, som de benævnes, altså det sidste led i behandlingen af lysindtryk. De bipolare celler, som forbinder fotoreceptorerne med gangliecellerne, er med til at sørge for, at de ændringer i lysintensitet, der opleves af fotoreceptorerne, bliver videregivet til det øvrige nervesystem som kontraster. Hver enkelt gangliecelle kan få input fra flere bipolare celler (evt. indirekte), og hver bipolar celle har kontakt med flere ganglieceller.

Herudover findes der to andre hovedtyper af celler i retina, der forbinder de nævnte typer af celler i signalvejen »på den anden led«. Horisontale celler danner således forbindelser mellem selve fotoreceptorerne, mens amakrine celler bl.a. forbinder bipolare celler med hinanden. Effekten af disse inputs med omveje til gangliecellerne er, at den stimulus, der så at sige »passer« bedst til cellen, dvs. afføder flest nerveimpulser, enten er en lys plet på mørkere baggrund (center-on celle) eller omvendt (center-off celle). Det er lokale kontraster, der er outputtet fra øjet (en undtagelse eksisterer dog, når man har været i meget mørke omgivelser i lang tid).

En klasse af ganglieceller varetager farveopfattelsen, hvorom det gælder, at lokale overgange mellem komplementærfarver på retina giver det største output fra cellen. Her kan man så f.eks. tale om green center/red surround og omvendt. Det dækker altså over, at i centrum af det område, gangliecellen får input fra, exciteres den af lys med én bølgelængde, mens den inhiberes af den samme bølgelængde, når lyset falder i randområdet. De farvefølsomme receptorceller, tappene findes koncentreret i den del af retina, der ligger lige omkring brændpunktet i linsen i den såkaldte fovea.

Gangliecellerne, som har input, der stammer fra fotoreceptorerne i dette område, »betragter« en meget lille del af synsfeltet, hvorfor vores detaljeopløsning er langt størst, når lyset fra et objekt kastes ind på denne del af nethinden. Tappene medierer også vores almindelige dagslysopfattelse af lysintensitetskontraster, idet f.eks. outputtet fra de »røde« og »grønne« af de farvefølsomme fotoreceptorer blandet sammen i centrum af en »bredbåndet« center-on gangliecelle betyder »lys«.

Ud af øjet

Outputtet fra retina er som nævnt udløbere, axoner, fra gangliecellerne. I chiasma sorteres disse således, at den ene hjernehalvdel kun modtager axoner, der har ladet sig påvirke af fænomener i den modsatte halvdel af synsfeltet. For at dette kan ske, må de, der kommer fra den halvdel af retina, der ligger tættest på næsen, skifte side. Vi kan altså allerede her konstatere, som man også kunne forvente det, at der bliver holdt styr på, hvorfra de enkelte signaler i synsnerven stammer. Dette bliver ekspliciteret af den næste del af systemet.

Den første station i den videre bearbejdning af data fra retina er den laterale geniculate nucleus, LGN, der er en del af den struktur, der kaldes thalamus. Thalamus modtager og videresender næsten alle – både sensoriske og motoriske – signaler til og fra hjernen og fungerer på den måde som en slags relæstation. Således også med synssansen, hvor signalerne fra øjet gør et stop i LGN, hvis morfologi i ganske ekstrem grad vidner om at være en struktur, der skal holde styr på de forskellige slags kabler. Forskellige typer af responskarakteristika og positioner i retina hos øjets ganglieceller bliver der holdt styr på i denne lagdelte størrelse, om hvilken det for god ordens skyld skal nævnes, at der ligesom med alt andet i denne sammenhæng (undtagen chiasma) findes to.

De af retinas ganglieceller, der kun reagerer i kort tid på en kontrastændring, har tykke kabler til de nederste to lag i LGN. Denne signalvej kaldes den magnocellulære (storcellede) »sti« (pathway). Hvert øje bidrager med input til et af disse lag. Ganglieceller i retina, der er farvefølsomme og/eller har lang responstid på kontraster, projicerer via tyndere axoner til de øverste 4 lag i LGN, hvilket udgør en del af den parvocellulære (småcellede) sti. Også her er der naturligvis styr på, fra hvilket øje de enkelte axoner kommer.

Ud over at fungere som en sådan udfletning er den fysiologiske forklaring på LGNs eksistens ikke ganske åbenbar. Responserne herfra på stimuli afviger ikke stort fra, hvad vi så i retina. Og de kontakter, der kommer direkte fra retina, udgør kun omkring 15% af den samlede mængde neuroner, der har input til den. Resten stammer fra mange andre dele af hjernen, både fra hjernestammen og cortex (hjernebarken).

Hypersøjler og blobs m.m.

Fra LGN sendes axoner til cortex, nærmere bestemt en del af nakkelappen, der har fået betegnelsen Brodmanns område 17 eller blandt venner V1 (visuelt område 1). Cortex er delt op i 6 lag af celler. Lag 4, der her har fået en del underopdelinger, fungerer som inputlaget. Herfra sendes forbindelser ud til de andre lag. Man taler om, at cortex er organiseret i søjler, hvor man må forestille sig, at cortex udgøres af en tætpakket skov af søjler, der hver har seks lag.

I V1 taler man bl.a. om orienteringssøjler. Der er nemlig sket det, at den stimulus på retina, der udløser den kraftigste respons fra den enkelte celle i cortex, ikke længere udelukkende er koncentriske figurer, som i retina, men derimod i vid udstrækning linjer eller kontraster med en bestemt orientering. Hver søjle har sin foretrukne orientering af linjerne. For hver orientering findes der desuden andre karakteristika, specielt kan nævnes præference mht. stimulering af hvilket øje, der giver størst respons. Et lokalt område af V1-cortex, der indeholder alle kombinationer af foretrukket orientering og øjedominans er blevet benævnt en hypersøjle. En sådan dækker omkring 1 mm2 af cortex’ overflade.

Der findes desuden i disse hypersøjler områder, der kan erkendes visuelt ved farvning af vævet, de såkaldte blobs. Funktionelt er disse knyttet til den signalvej, vi kaldte den parvocellulære sti, og mere specifikt til en undergruppering, der beskæftiger sig med farveopfattelsen. De har ikke nogen foretrukket orientering af objektet på retina.

Tre separate analyser

Vi kan nu tillade os at tale om tre systemer, der både med hensyn til morfologi og kendte funktioner indtil nu har forløbet adskilt. Det ene er det magnocellulære system, der i V1 afføder celler med en specificitet for bevægelsesretningen af en linje eller kontrast og dermed kan siges at være optaget af bevægelser. Derudover er der altså de to underafdelinger af det parvocellulære system, som kaldes noget så kært som parvocellulær-interblob-systemet og parvocellulær-blob-systemet, hvor det sidste tager sig af farveopfattelsen, mens det første er beskæftiget med form.

Fra V1 leverer disse tre signalveje input til V2, hvad der jo er til at huske. Det udgøres af området, der omgiver V1, og kendes også som Brodmanns område 18. Her kan man igen ved farvning se en opdeling af vævet, der kommer til at fremstå stribet. Denne stribning dækker over de forskellige celletyper, der udgør søjlerne. Tykke striber huser forbindelser i den magnocellulære signalvej, mens tynde striber har at gøre med farveopfattelsen og altså parvocellulær-blob-systemet. Parvocellulær-interblob-systemet er der blevet plads til imellem disse to.

Efter V2 skilles vejene for parvo- og magnosystemerne på en måde, så der bliver en klar afstand mellem de områder af cortex, der varetager dem. Det magnocellulære-interblob-system fortsætter til V3 (endnu et randområde) og senere til V5, der ligger på grænsen mellem nakke-, isse- og tindingelapperne. Ved elektrisk at stimulere abers cortex meget lokalt i denne region har man kunnet ændre på disses opfattelse af, i hvilken retning en mængde prikker bevægede sig. Der er altså en meget god overensstemmelse mellem opfattelse af bevægelse og aktivitet i neuronerne i dette område. Fra V5 sendes der bl.a. signaler til isselappen, hvor man mener, at de har betydning for visuel koordinering af kroppen, hvis egenopfattelse bl.a. har sæde her.

De parvocellulære systemer fortsætter sammen, selv om de fortsat residerer i separate celler. Fra V2 og V4 (randområde) ender forbindelser i den inferotemporale cortex, der, som navnet eksplicit siger, er et område i den nedre del af tindingelappen. Her giver det til formgenkendelse specialiserede parvocellulære interblob-system anledning til celler, der er indstillet til at opfatte ganske komplekse stimuli. Søjlerne her kan i nogle områder se ud til at give den største respons på f.eks. ansigter eller hænder. Omkring 10% af cellerne menes at have til opgave at afsøge synsfeltet for sådanne specifikke objektklasser. Andre celler har mere simple, ikonagtige objekter som foretrukken stimulus. Af andre interessante ting at bemærke er, at synsfeltet for disse celler er meget stort. Det kan således være lige meget for et »ansigtsneuron«, hvor stimulus befinder sig inden for et område på f.eks. 25° × 25°. Man har sågar observeret enkelte neuroner, der på denne måde dækker hele synsfeltet. Det store område af retina, der dækkes af hvert neuron, skal nok ses i sammenhæng med, at i modsætning til, hvad der er tilfældet i f.eks. V1, V2 eller V5, er søjlerne ikke ordnet ind efter den position i retina, der er dækket. Lokalisering er således en parameter, der varetages af andre områder af cortex end det inferotemporale.

De farvefølsomme celler, der jo repræsenterer parvocellulær-blob-systemet, forekommer separat fra formperceptionen, selv om begge systemers højniveau-bearbejdning befinder sig i det inferotemporale område. At disse ikke blander sig, kan man forvisse sig om ved at bemærke den ofte ekstremt kritisable måde, farvelægningen af tegneserier er udført på. Hvis farveopfattelsen spillede en stor rolle for formperceptionen, ville man kun vanskeligt kunne se, hvad billederne forestiller, når farvelægningen ikke er trykt præcist oven i stregtegningen. Mere finkulturelt kan man ty til malere som van Gogh, der jo anvendte ganske utraditionelle farver i gengivelsen af genstande som eksempelvis sit eget ansigt. Man kan sagtens se, hvad billederne forestiller, og det skyldes altså, at farverne så at sige er blevet lagt på andetsteds i hjernen, så de ikke har indflydelse på vores opfattelse af objektets form.

»The binding problem«

Man står altså i den situation, at det ser ud til, at forskellige aspekter ved den visuelle verden befinder sig i områder af hjernen, der ikke står i direkte forbindelse med hinanden. Den parallelle måde, ekstraktionen af bl.a. farve, form og bevægelse foregår på, kunne man næsten have gættet sig til. Det ville være ejendommeligt, hvis hjernen f.eks. både skulle rumme et neuron for alle tænkelige kombinationsmuligheder af farver på kasser og det samme antal mht. farver på bolde. Der ville ikke være neuroner nok, hvis også alle de mulige bevægelsesretninger for alle sådanne objekter skulle være repræsenteret. Men hvordan samles disse egenskaber så, således at vi f.eks. kan sige, »bolden og ikke kassen er rød«? Det ved man ikke.

Nogle paradokser

Vi så før, at farveopfattelsen ikke spillede nogen rolle for opfattelsen af former. Af andre interessante observationer, der knytter sig til the binding problem, er f.eks. den, at hvis man har grønne pletter, der flytter sig langsomt på en rød baggrund, og pletterne har præcis den samme lysintensitet som baggrunden, kan man ikke se, at de bevæger sig. Kun kan man efter et stykke tid bemærke, at de nu ikke er på samme sted som før, hvilket jo ikke er at se en bevægelse så meget som at regne ud, at den må have fundet sted. Det skyldes selvfølgelig, at de celler, der tager sig af at opfatte bevægelser, er farveblinde; de tager sig kun af intensitetskontraster. Andre farvekombinationer giver i øvrigt selvsagt det samme resultat.

En evolutionært set ældre del af vores synssystem har at gøre med, hvordan øjet følger et objekt. Denne del forbigår ganske både LGN og cortex og har et direkte input fra retina til en del af hjernestammen, den superiøre colliculus. Mennesker, der har fået ødelagt den primære visuelle cortex, vil ifølge det, der er beskrevet her, kunne indses at være blinde. Men der er evidens for, at der fra denne parallelle signalvej udgår mindre velstuderede fibre, som uden om V1 via et mellemled forbinder øjet med den del af cortex, der har med bevægelsesdetektion at gøre, f.eks. det mediotemporale område. Dette menes at være årsagen til, at nogle sådanne »nerveblinde« mennesker faktisk kan se objekter, der bevæger sig (rygter vil vide, at de sågar kan gribe en bold, der bliver kastet til dem). Det kan forekomme utroligt, at man således kan have et objekt midt i synsfeltet, som man kan se bevæger sig, men som man ikke kan se.

Fra mennesker med lokale hjerneskader i det inferotemporale område har man de berømte eksempler på folk, der ikke har kunnet genkende, ja, end ikke erkende ansigter. Den slags eksempler bekræfter den måde at tænke på hjernen på, der sammenligner den med en sætteboks. De enkelte neuroner er så hullerne, og det registreres, om noget går igennem. Her er det særlig spændende, at hvis to mennesker ikke har de samme huller i sætteboksen, kan de ikke se de samme ting. Den hjerneskadede mand, der ikke kan se ansigter, har således ifølge denne tankegang fået stoppet det relevante hul til.

Med den opsplitning, der er beskrevet her, i kategorierne form, farve og bevægelse kan man så tilføje til sætteboksen, at der foregår en meget tidlig (for synssansens vedkommende allerede i øjet) grovinddeling af klodserne, ja faktisk går modellen lidt i stykker, for det er vel nærmest klodserne, der sønderdeles.

Dualismen og synssansen

Med det, vi har gennemgået indtil nu, kan vi bedre forstå, at den dualistiske tankegang, der fører til kameramodellen af synssystemet, ikke udgør et godt fundament for en forståelse af perceptionsprocesserne.

Men afspejler de »oprindelige« elektriske signaler, som hjernen bygger sit visuelle verdenssystem på baggrund af, da ikke lysindtryk fra genstande, som impulserne søger at danne så præcis en hjernegengivelse af som muligt? Nej, synet fungerer simpelt hen ikke på samme måde som et kamera, der på en filmstrimmel eller et foto gengiver eller repræsenterer et ydre scenario; derimod er synssystemet sammensat af så mange mere eller mindre disjunkte elementer, som udfører hver deres del af konstruktionen af det færdige synsindtryk, at vi slet ikke kan opretholde den traditionelle forestilling om, at dét, vi ser, ligner dét, vi ser på. Faktisk er vi nødt til at konkludere, at det for denne fundamentale betragtning af synssystemet egentlig er meningsløst overhovedet at tale om et ydre objekt, som synet afbilder – der er ikke andet end det, vi ser, og det er ikke en afbildning af noget som helst, vi meningsfuldt kan kalde »visuelt«.

Det kan forekomme paradoksalt, men når det kommer til stykket, er den klassiske vaneantagelse af synssystemet som en kameralinse, igennem hvilken objekter affotograferes i hjernen, langt mere paradoksal, for ikke at sige absurd.

Denne opfattelse kræver jo, at de i hjernen affotograferede billeder betragtes af »nogen«, og hvem skulle dét være? En »indre iagttager«, en »sjæl« af en slags? Men om denne sjæl skulle kunne se billederne i hjernen, måtte den jo også selv affotografere disse, altså betragte dem gennem sit eget synssystem. Billederne i sjælen skulle således også betragtes af »nogen« – en affotograferende sjæl i sjælen? – som så atter krævede et »synspunkt« for næste led i affotograferingskæden – og så fremdeles ad infinitum.

Det er det såkaldte homunculus-problem: Hvem er det, der kigger på de billeder, der skulle findes i hjernen? Og hvem kigger på de billeder, der dannes i hjernen hos vedkommende, der kigger på billederne i den førstes hjerne? Osv.

Dualismen, hvad enten vi taler om den »ydre verdens« repræsentation i en »indre verden« med en eller anden form for »sjæl«, opererer med iagttageruafhængige objekter, som synssystemet afbilder. Men synet afbilder som nævnt ikke noget i traditionel forstand, det konstruerer en visuel verden af et uhyre sammensat puslespil af nerveimpulser.

Fristende er det måske så at anskue synssystemet gennem en modereret, »kantiansk« kameramodel. I stedet for opfattelsen af en en-til-en-repræsentation, affotograferingen af en ydre verden med synssystemet som en slags nøjagtig billedfremkalder, kunne man forestille sig den ydre verden som så væsensforskellig fra synssystemets konstruktion af den visuelle verden, at den nærmer sig Kants forestilling om et principielt uerkendbart Ding an sich, som den menneskelige erkendelse (det vil i denne sammenhæng sige synssystemet) så at sige konceptualiserer i sit Ding für mich.

Det, man ser på, bliver dermed et meningsløst, amorft an sich, men synssystemet konverterer »det« til en konkret, visuel verden – für mich. Vi kan aldrig nogen sinde få Ding an sich at »se«, eftersom selve processen at se, er en konvertering til visuelle kategorier, der ikke ligner dette – ja, som ikke kan »ligne« det, fordi »at ligne« involverer selv samme synssystems konstruktion.

Problemet ved denne kameramodel er blot, at et principielt, ikke bare ikke-visuelt, men ikke-erkendbart X, som »forbillede« eller »ophav« til det endelige, erkendbare synsindtryk, indlysende nok må betragtes som en redundans. Hvorfor nemlig antage, at det, vi ser, skulle være et billede af noget helt andet, som vi pr. definition er afskåret fra nogen sinde at se? Behøver der overhovedet at være tale om et billede af noget, eller kan det, vi ser, ikke bare være det, vi ser – en af synssystemet frembragt konstruktion?

I hvert fald synes en sådan monisme – i modsætning til enhver dualisme – at være i fuldstændig overensstemmelse med synssystemets grundlæggende funktionsmåde.

»Omvendeteoremet«

I starten blev det lovet, at vi skulle få gjort op med den kendte forestilling om, at hjernen tager højde for den omvendte projektion af synsfeltet på retina og vender billedet om igen. Rationalet bag »omvendeteoremet« er naturligvis igen kameraet, der er uløseligt forbundet med dualismen. Man forestiller sig en nærmest digital projektion af lysintensiteter, der »i hjernen« sættes sammen til et billede af synsfeltet, som »man« så kan kigge på. Når vi ser verden vende rigtigt, må de billeder, der er blevet dannet i hjernen, altså være blevet vendt om, det siger sig selv. Men det er kun rigtigt inden for den dualistiske model, der opererer med et »ydre« scenario, som afbildes i et »indre« synsindtryk, og det kan ikke lade sig gøre at sætte fingeren på, hvor i hjernen noget som helst måtte blive roteret – repræsentationen af synsfeltet på nethinden bliver simpelt hen aldrig vendt om.

Det bevægelsesfølsomme neuron, der reagerer, når et objekt flytter sig fra venstre mod højre i synsfeltet, reagerer sådan set på lys eller skygge, der flytter sig fra højre mod venstre på retina. Men neuronet »selv« er jo ligeglad. Det fyrer bare og giver dermed besked om, at »noget bevæger sig mod højre«, hvad man kan sige, er betydningen af neuronet. Man kan måske endnu bedre sige, at når neuronet fyrer, bevæger noget sig til højre. Vi opfatter ganske selvfølgeligt en ydre verden som vendende »rigtigt«, for hvordan skulle den ellers vende?

Skønt stort set alle forskere, der beskæftiger sig med synssystemet, definitivt har taget afsked med dualismen, vil man i de fleste lærebøger om emnet stadig væk kunne finde en passus, der forsikrer, at hjernen tager højde for den fysiologiske ulempe, at projektionen af synsfeltet på retina vender »forkert« – men det fordrer jo netop, at der er en absolut reference, en original, som affotograferes, og som i modsætning hertil altså vender »rigtigt«, og al forskning i synssystemet må, som vi har set, afvise denne opfattelse.

For det enkelte synsneurons synspunkt er der sådan set ingenting at vende om.

Men den dualistiske vanetænkning er selvfølgelig svær at slippe af med, fordi den er så rodfæstet i vores sproglige gengivelse af den visuelle verden.

Vi må imidlertid affinde os med, at dualismen ikke desto mindre ikke er andet end en i visse situationer hensigtsmæssig model, der sommetider letter kommunikationen. Det er praktisk at tale om en verden som »ophav« til synsindtrykkene, men dybest set er det bare ikke sådan, det hænger sammen. Menneskets synssystem konceptualiserer en visuel verden, for hvilken synsindtrykket af såvel iagttager som af det iagttagede er lige konstrueret, og altså ingenlunde registreret i traditionel forstand.

Verden er for så vidt i øjet – eller rettere: Alt, vi ser, hele den visuelle verden, er så at sige menneskelige synssystemers fælles kreation. At vi ikke kan opleve dette direkte, betyder ikke, at det ikke forholder sig sådan – lige så lidt som det, at vi ikke kan opleve øjets blinde plet, fordi synssystemet på kreativ vis »udfylder« den, ikke betyder, at der ikke er en blind plet.

Cand.scient. Kristian Beedholm