I sidste nummer af Faklen udtaler Jim Tinndahn, Bandidos, at politifolk flere gange lagde op til fælles front mod Hells Angels – chefkriminalinspektør Per Larsen vil »ikke udelukke«, at det kan være sandt, mens Københavns politidirektør, Hanne Bech Hansen afviser en undersøgelse af sagen. Nu træder imidlertid flere vidner frem med bekræftende og supplerende oplysninger, og Faklen henvender sig til Statsadvokaten med opfordring om at rejse sag mod navngivne politifolk.

I Faklen nr. 7 udtaler Jim Tinndahn fra Bandidos og Jørn Jønke Nielsen og Bent »Blondie« Svane Nielsen fra Hells Angels sig for første gang i et fællesinterview til pressen om konflikten de to klubber imellem. Tinndahn og Jønke giver her udtryk for, at konflikten aldrig var eskaleret til det niveau, den gjorde, havde det ikke været for politiets aktive interesse i at fremprovokere den.

Jønke: »Konflikten mellem Hells Angels og Bandidos blev fremprovokeret af udefrakommende kræfter, som har udnyttet, at vi netop er sårbare over for alle de oplysninger, der kommer frem i medierne, og oplysninger, som politiet bevidst har manipuleret og lækket.«

Der hentydes her bl.a. til politiets rapport »Organiseret kriminalitet« fra 1995 til Folketingets retsudvalg, som skulle dokumentere nødvendigheden af at få gennemført vidtgående ændringer i Retsplejeloven, bl.a. øget adgang til rum- og telefonaflytning, hemmelige ransagninger og civile agenter. Af rapporten fremgår det, at forskellige medlemmer af Hells Angels indtil 1989 skulle have fået 17 domme for vold med døden til følge og 9 domme for voldtægt (perioden '89-'95 var udeladt, da kriminaliteten i miljøet her viste et drastisk fald). Journalisterne Erik Glyngfeldt og Søren Brun (Weekendavisen, 25.8.95) kunne imidlertid dokumentere, at tallene var voldsomt overdrevne - en sammenligning med en redegørelse foretaget af Justitsministeriet i 1991 viser, at de korrekte tal er henholdsvis 2 og 0!

Et ansvar for de ukorrekte tal er endnu aldrig blevet placeret, på trods af megen kritik af politiet fra både Helge Adam Møller (K) og Bjørn Elmquist (R) - en kritik, de aldrig har fulgt op.

Tinndahn siger i Faklen nr. 7: »Politiet har ikke alene lækket falske oplysninger til pressen og fremstillet udokumenterede og beviseligt misvisende rapporter, men de har også forsøgt at sætte os op mod hinanden og ligefrem fremprovokere attentater, inden der overhovedet var en konflikt. I begyndelsen af 1993 var der to politifolk, som aftalte et møde med mig på en rasteplads og sagde, at de havde en fuldstændig tegning over HA-klubhuset i Snoldelev, komplet med planer for vagtskifte og alt muligt. 'Vi kan jo lige så godt holde sammen og bekrige de svin der,' sagde den ene. Jeg afslog det naturligvis, men han insisterede på, at jeg skulle kontakte ham - H.C. hed han, fandt jeg ud af, da jeg ringede til ham på lokal 7272 på Politigården i København.«

Over for Politiken, 25.2., vil chefkriminalinspektør Per Larsen ikke afvise historien: »Han anser den for usandsynlig, men vil på den anden side heller ikke udelukke, at den kan være sand.« Senere siger han: »Det er simpelt hen i strid med alt, men jeg er ikke i stand til at afgøre, om det her er sort eller hvidt.« I et interview i »Efter Deadline« på DR2, 28.2., ønsker han stadig væk ikke at afvise oplysningerne i Faklen.

Når der er tale om så alvorlige anklager mod politiet som at »fremprovokere attentater« og ligefrem tilskynde til konflikten klubberne imellem, og den ledende politichef i »rockerspørgsmål« ikke vil udelukke, at noget sådant kan være foregået, er der måske for en gangs skyld en vis sandsynlighed for, at i det mindste enkelte politikere og dele af offentligheden vil strække sig til også at lytte til Hells Angels' og Bandidos' version af konflikten i stedet for det fuldstændig ukritiske knæfald for politiets.

Af interviewet i Faklen nr. 7 fremgår det, at Bandidos og Hells Angels har en klar opfattelse af, at politiet strakte sig meget langt for at fremprovokere og eskalere konflikten klubberne imellem; en konflikt, der er resulteret i øget stress-strategi og særloven »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme«, som politiet i strid med Grundlovens magtfordelingsprincip kan bruge efter eget »skøn« - selv nu, hvor Justitsministeriet har opfordret politikredsene til at stille den i bero uden at ophæve den.

Politiet vurderer politiets rolle i sagen

Københavns politidirektør gik tidligt ind i sagen. Til Politiken, 26.2., udtaler hun: »Enten vil jeg sige, at jeg kan blive nødt til at undersøge det her nærmere. Eller også vil jeg sige, at det lyder for usandsynligt til at være sandt.«

Men er det for usandsynligt?

Før en undersøgelse af sagen kan vi kun gætte - men politiets løbende udtalelser og erklæringer i forhold til klubberne afslører en lidt for entydig strategi til, at vi kan være helt trygge ved den måde, problemerne gribes an på.

I 80erne gav politiets »rockerekspert«, Manfred Seitner f.eks. udtryk for, at det gælder om at »ødelægge deres lovlige forretninger«. I Fagbladet Dansk Politi hedder det i tråd hermed: »Charmeoffensiver som 'bikeshows', 'åbent hus' og 'gæsteforelæsninger' i skoler m.v. bør selvfølgelig afvises.« (Nr. 12, 1991). Om klubmedlemmers advokater (der gennem tiden har omfattet bl.a. Erling Andresen og Peter Hjørne) skriver kriminalkommissær Kaj Jensen: »Disse advokater, der nærmest er fuldtidsansatte, kan næsten betragtes som kriminelle medgerningsmænd.« (Lov & Ret, januar 1993). Politiets midler mod klubberne, bl.a. den såkaldte rockerlov, kaldte chefkriminalinspektør Per Larsen til en offentlig høring ligefrem »et positivt skred væk fra utrolig voldsom og entydig fokus på det enkelte individs retsgarantier, retssikkerhedsgarantier og retssikkerhed i al almindelighed« (P1, 3.5.97).

Et positivt skred?

Og dette er blot et udpluk af politiets almindelige og officielle standpunkter. Udtrykker det en uforudindtaget, professionel tilgangsvinkel til bikermiljøet? Er det, hvad vi forstår ved en tryg fremgangsmåde i et retssamfund? Og gør det Tinndahns udtalelser om politifolks opfordring til fælles front mod Hells Angels, som chefkriminalinspektør Per Larsen ikke vil udelukke, er sande, mindre sandsynlige?

Københavns politidirektør, der oplyser, at hun har identificeret og talt med H.C., afviser ikke desto mindre enhver undersøgelse: »Jeg vurderer ikke, at der er et rimeligt grundlag for at formode, at der har fundet et strafbart forhold sted,« udtaler Hanne Bech Hansen til Politiken, 5.3.98.

Til Faklen uddyber hun: »Det, som jeg undersøger indledningsvist, er, om der er noget grundlag for at sende sagen til Statsadvokaten, og det skønnede jeg ikke, at der var. Men der er jo altid den mulighed, at Statsadvokaten kan sige, at han er uenig, og at han synes, der skal foretages en undersøgelse. Det var altså den indledende sondering, jeg foretog, på baggrund af det, der stod i interviewet i Faklen. Og der tager jeg selvfølgelig hensyn til hele interviewet og ikke kun lige de pågældende udsagn. Sammenholdt med det, den pågældende uro-mand fortalte om, hvad der rent faktisk var foregået.«

På spørgsmålet om, hvorvidt Hanne Bech Hansen vil afvise, at politiets generelle fremfærd har medvirket til en fremprovokering og eskalering af konflikten mellem de to klubber, svarer hun: »Det vil jeg slet ikke vurdere.«

Og det bliver det jo så op til andre at vurdere.

Jim Tinndahn, Bandidos, står i hvert fald ved sine udtalelser i Faklen nr. 7 og er også parat til at fremføre dem i vidneskranken: »Jeg står 100 procent ved alt, hvad jeg har sagt i interviewet til Faklen, og jeg er klar til under ed at bevidne historien om de to betjente, der opfordrede til fælles front mod Hells Angels.«

Endnu et vidne træder imidlertid nu frem. Kimmie Jønsson, tidligere medlem af Bandidos, var sammen med Tinndahn på den rasteplads, hvor H.C. og en anden betjent, som ifølge Jønsson præsenterede sig som Martin, tilbød Bandidos at gå sammen med politiet for at bekæmpe Hells Angels.

Jønsson udtaler til Faklen: »Jeg kan bekræfte historien, som Jim har fortalt, for jeg var selv til stede. Det var en rasteplads i nærheden af en Shell-tank i Ballerup. De to betjente tilbød tegninger over HA-klubhuset i Snoldelev og bad i den forbindelse om oplysninger om et garageanlæg, hvor HA skulle have skjult våben. Især H.C. var meget ivrig efter at holde sammen mod Hells Angels - han var træt af, at der ikke 'skete noget'. Det var jo på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen egentlig konflikt mellem klubberne, men højst nogle småskænderier, som H.C. ønskede at optrappe. 'Der er jo ikke nogen af os, der kan li' dem, så vi kan lige så godt holde sammen,' sagde H.C.«

Også Jønsson er parat til at vidne under ed, hvis en undersøgelse bliver iværksat.

Tinndahn tilføjer, at han er vant til, at politiet undersøger og frikender sig selv: »Det overrasker mig ikke, at Hanne Bech Hansen prøver at lukke sagen. Politifolk dækker jo altid over hinanden for ikke at få en skandale frem. Befolkningen må ikke få noget at vide om den slags sager, og hvis det endelig kommer frem, at politifolk har overskredet deres beføjelser, bliver de alligevel frikendt i Højesteret, som vi f.eks. så det, da en biker helt umotiveret blev hamret ned af et par urobetjente, og det sågar var blevet optaget på video. Betjentene blev pure frikendt.«

Også Jørn Jønke Nielsen, Hells Angels, er meget betænkelig ved, at politidirektøren uden videre undersøgelse frikender politiet, og udtaler til Faklen: »Der er ingen tvivl om, at danske politifolk under - og ikke mindst før - hele konflikten har været med til at fremprovokere kriminalitet, og der er heller ingen tvivl om, at det har skadet bikermiljøet kolossalt.«

I bikermiljøet generelt kender man også udmærket H.C., der efter sigende en overgang var leder af den skandaleramte specialenhed, Bravopatruljen, hvis operationer politiet måtte indstille pga. stærk kritik af dens tvivlsomme og meget hårdhændede metoder. Jørn Jønke Nielsen oplyser, at der bag initialerne H.C. sandsynligvis gemmer sig navnet Henrik Christensen.

Politidirektør Hanne Bech Hansen afviser imidlertid at identificere H.C. over for Faklen.

Fire grunde til en uvildig undersøgelse

Det er vanskeligt at konkludere andet, end at en uvildig undersøgelse af politiets rolle er tvingende nødvendig af mindst fire grunde:

1) Politiet har manipuleret og overdrevet oplysninger om kriminalitet i bikermiljøet, men intet ansvar er endnu blevet placeret.

2) Hells Angels og Bandidos hævder, at politiets tidligere Bravopatrulje spillede en afgørende rolle ved at sætte klubberne op mod hinanden - det er ikke blevet afvist.

3) Chefkriminalinspektør Per Larsen vil »ikke udelukke«, at påstanden om, at en H.C. fra Københavns Politigård har opfordret til fælles front med Bandidos mod HA, kan være sand - H.C. er også ifølge Københavns politidirektør blevet identificeret og må derfor i lighed med sin kollega, Martin, afhøres af uvildige instanser.

4) Det har hele tiden været chefkriminalinspektør Per Larsens opfattelse, at konflikten klubberne imellem ikke har været et opgør om organiseret narkokriminalitet, men om ære (jf. Information, 23. 7.96 og Jyllands-Posten, 15.8.97). En vurdering, der deles af advokat Thorkild Høyer, som har forhandlet mellem de to klubber (jf. Jyllands-Posten, 15.8.97). Alligevel har rapporter og oplysninger fra politiet eksplicit givet offentligheden dette indtryk, vel vidende, at det aldrig er blevet dokumenteret.

Dette er indlysende nok for alvorligt til, at politidirektør Hanne Bech Hansen kan sidde det overhørig, men hvad vigtigere er, en uvildig undersøgelse af politiets rolle i hele konflikten må foretages, og i mellemtiden må ethvert arbejde med forsøget på at forbyde klubberne naturligvis indstilles, eftersom den tidligere konflikt klubberne imellem risikerer at fremstå i et helt nyt perspektiv.

Stress-strategi puster til ilden

En anden vigtig grund til også fra myndighedernes side at indstille den del af skytset mod klubberne, som ikke er almindelig kriminalitetsopklaring (dvs. såvel særlov som stress-strategi), er naturligvis, at en normalisering af situationen er nødvendig både for offentlighedens og bikernes skyld, og for ikke at puste til eventuelle gløder i den overståede konflikt.

Politiken fremhæver Jønkes udtalelse: »Det er vores liv, der bliver trådt på. Alt, hvad vi har, er blevet taget fra os. På et tidspunkt bliver man nødt til at bide fra sig, og hvis man ikke kan gøre det af rettens vej, kan I selv gætte jer til, hvad der kan ske.« Konfronteret hermed siger Per Larsen: »Hvis det skal forstås som en trussel, synes jeg, at det er meget uklogt …«

Det turde imidlertid stå klart for enhver, at Jønkes udtalelser på ingen måde er udtryk for »trusler«, men blot er hans personlige vurdering af mulige konsekvenser af en fortsat stress-strategi og generel retsløshed for bikermiljøet.

At bl.a. Jønke sammen med Tinndahn og Blondie repræsenterer de kræfter i klubberne, som ønsker og arbejder for fred, og at en vigtig pointe med det fælles interview er at mane til besindighed også i ydermiljøerne for at konsolidere samarbejdet de to klubber imellem, synes ikke at interessere Per Larsen.

Over for Faklen formulerer Blondie problemstillingen i klubberne, hvor visse sår trods alt skal heles, som de altid skal efter en konflikt: »Særlove, stress-strategi og almindelig politichikane kan man holde ud en overgang, men det er uholdbart i længden (…) Hvis ikke vi får vores almindelige rettigheder tilbage, vil det blive betragtet som tegn på, at de mere besindige og tilbageholdende personer har taget fejl i deres imødekommenhed, de vil simpelt hen blive betragtet som nikkedukker, som alt for bløde - vores tid ville være omme. Vi ville ikke få et ben til jorden mere.«

Signalet er ikke til at tage fejl af, og derfor er det også utrolig vigtigt, at det danske samfund gør sig klart, hvilken kurs man vælger at følge, og ikke mindst på hvilket grundlag. Hvis ikke myndighederne normaliserer forholdene for klubberne, kan det unægtelig kun opfattes som et tegn på, at myndighederne simpelt hen ikke er interesseret i konfliktens ophør.

»Det, der er problemet i dag, er, at politiet og pressen stadig væk forsøger at sætte os op mod hinanden - f.eks. da chefkriminalinspektør Per Larsen påstod, at krigen var på trapperne igen. Det var ikke bare løgn, det var komplet uforsvarligt, ja, farligt,« forklarer Jim Tinndahn i samme interview og understreger: »Alt, vi vil, er at få vores almindelige rettigheder tilbage og behandles efter de samme love som alle andre mennesker - det er det hele.«

Og her er sagen i en nøddeskal. I et retssamfund må alle have samme rettigheder, og alle være lige for loven. Punktum. At slække den mindste smule herpå, selv under konflikten de to klubber imellem, var overordentlig farligt og i modstrid med enhver retssikkerhedsgaranti - men at fortsætte denne kurs i dag er ikke alene et utvetydigt udtryk for politistatsmetoder, det kan tilmed få kræfter i miljøet til at give fuldstændig op med eventuelt alvorlige følger for freden klubberne imellem, og i sidste ende for samfundet.

Faklen går til Statsadvokaten

Indtil videre fortsætter politiet med stress-strategien. Indtil videre arbejder Rigsadvokaten ufortrødent videre på at muliggøre et totalforbud, til trods for adskillige advarsler fra juridiske eksperter. Indtil videre tyder alt på, at politikerne beslutter sig for ikke at ophæve »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme«, den såkaldte rockerlov, der bryder med princippet om magtens tredeling ved her på forhånd at overlade ansvaret for den dømmende magt alene til politiets »skøn« og »antagelser«.

Men hvad er særloven egentlig designet til?

Daværende justitsminister, Bjørn Westh udtalte til Retsudvalget om særlovens anvendelsesområde: »Når betegnelsen rocker ikke er nævnt i selve lovteksten til afgrænsning af lovens anvendelsesområde, skyldes det navnlig, at den foreslåede lov ikke er begrænset til rockergrupper og personer med tilknytning.«

Men spørgsmålet er så, hvor længe vi kan opretholde illusionen om et retssamfund i slagskyggen fra sådanne tiltag fra myndighedernes side. Og et lige så presserende spørgsmål er, hvilken gavn myndighederne har haft af hele denne konflikt, som klubberne selv hævder eskalerede netop på grund af politiets provokationer og pressens velvillighed til ukritisk at viderebringe dem.

Hvilken rolle spillede politiet egentlig for konfliktens opståen? Det er dét, vi meget gerne vil have afdækket, og det er dét, det er nødvendigt at få en fuldstændig uvildig undersøgelse af. Som et første skridt har Faklen afleveret diverse interviews og artikler til Statsadvokaten med en opfordring til, at han rejser sag, foreløbig mod de to betjente »H.C.« og »Martin«.

Ved redaktionens slutning afventer vi Statsadvokatens svar.

Jakob Stensgaard og Rune Engelbreth Larsen