Juleaftensdag 1997 fik den traditionelle TV-transmission af julegudstjenesten et noget anderledes forløb end forventet, da Faklen for åben skærm præsenterede et alternativt julebudskab.

Den 24. december 1997 kl. 15.00-16.00 transmitterede DR1 julegudstjenesten fra Helligåndskirken i Århus. I en fredelig aktion brød syv kvinder fra Faklen ind i udsendelsen efter ca. 10 minutter og overtog prædikestolen, og Cecilia Brynskov holdt en tale, der råbte vagt i gevær over for de intensiverede overgreb mod svage og udstødte minoritetsgrupper, som det danske samfund oplever i dag.

Efter ca. 30 sekunder blev alle brutalt fjernet fra og omkring prædikestolen af en kirketjener og en medarbejder fra DR, og andre fra Faklen, der uddelte løbesedler med aftryk af talen, fik en lige så ublid medfart. Aktionen var en gammel idé fra Erwin Neutzsky-Wulff, og da det traf sig så heldigt, at årets live-transmission af kirkegudstjenesten i 1997 foregik i Århus, var dette tidspunkt hensigtsmæssigt.

Talen var skrevet af Faklens redaktør og lød således:

Kære medmennesker!
Hvorfor sidder vi her?

Hvorfor sidder vi her, når vi alle burde kæmpe for humanismen?

Hvorfor sidder vi her på bænkene og bag skærmene og plejer vores pseudosamvittighed - blot fordi det er jul - mens forståelse og gæstfrihed nedbrydes af fed, dansk overflod og selvtilstrækkelig egoisme hele året rundt?

Hvor længe skal vi affinde os med dette forlorne spil for galleriet, alle de tomme ord og floskler, som samfundets magthavere prædiker om »velfærd« og »rettigheder«, når i titusindvis af asylsøgere, hjemløse og andre minoriteter samtidig forfølges og udstødes?

Hvor længe skal vi lade den ekstreme højrefløj i Dansk Folkeparti styre den offentlige debat og stemple de svage som snyltere og de udstødte som suspekte?

Hvor længe skal vi lade os føre bag lyset af statsministerens løgne om, at der i Danmark er lighed for loven, at Danmark overholder menneskerettighederne, og at Danmark er et humant foregangsland?

Hvor længe skal vi forholde os selv, at det tværtimod let lader sig dokumentere, at Danmark i stigende grad kendetegnes af totalitære tendenser?

Vi vil ikke se det i øjnene - men kan vi benægte det? Har vi ikke set det alt sammen før - racismen, højredrejningen, den hysteriske Lov og Orden-mani? Og er det ikke på tide at vende vinden?

Men vinden vendes ikke ved, at regeringen fortsat følger logrende i hælene på Dansk Folkeparti og tilmed skamløst roser sig af at holde et par støvleskridts afstand - den ekstreme racisme bekæmpes heller ikke med en mindre ekstrem racisme, men kun med antiracisme - kun med en humanistisk modoffensiv!

Lad os ofre overfloden og lade de udstødte og de svage komme i allerforreste række - ikke bare under julens bordtaler, men hver dag, hele året, hvert år.

Lad os slå i bordet, og lad os slå til - imod højredrejningen og for den hjælpsomhed, gæstfrihed og imødekommenhed, der gør medmennesker til medmennesker.

Kære medmennesker: Bær humanismens fakkel videre - dét er julens glade budskab!

Intentionen var så direkte og hurtigt som muligt at få TV-seere til at tabe kaffekopperne i de små hjem, i håb om at skære igennem sødsuppen og medvirke til at påvirke den politiske dagsorden med et budskab, som ellers blev fortrængt af julens almindelige tomme glædesbudskaber og materialistiske hygge.

Som alle budskaber på tværs af Folketingets populistiske dagsorden måtte dette, der også var oppe imod de almindelige pseudonyheders tunge og søvndyssende dyner, som fylder pressen til bristepunktet, selvfølgelig få et noget firkantet udtryk, der ikke blev lettet meget af det faktum, at vi på forhånd udmærket var klar over, at vi ikke kunne forvente mange sekunders taletid.

Omtrent halvvejs i talen, blev Cecilia Brynskov som nævnt afbrudt, og DR var så "hensynsfulde" at dreje kameraerne væk, da hun blev revet ned af prædikestolen af kirketjeneren. Men håbet var, at nogle havde spidset ører, og at overraskelsen efterfølgende ville give os tid til og mulighed for at uddybe problematikken. Det gjorde den, selv om man fra alle kanter forsøgte at skyde Faklen de mest bizarre motiver i skoene.

Juleaftensdag blev aktionen kun kort nævnt i P3 og beskrevet på DRs tekst-TV, men 2. juledag var den stort sat op i B.T., og Ekstra Bladet havde den på spisesedlen og forsiden.

Sognepræst Henrik Oest, hvis julegudstjeneste var blevet afbrudt, kunne i Ekstra Bladet ikke helt finde ud af, hvilket ben han skulle stå på. Ekstra Bladet spurgte, hvorfor han ikke greb ind for at forhindre talen: »For det første ville det jo bare give dem endnu mere opmærksomhed. For det andet er jeg da langt hen ad vejen enig med de der mennesker bag Faklen. De har fremført mange synspunkter omkring f.eks. bibeloversættelse, som de har ret i.« Desuden erkendte Oest, at aktionen var helt fredelig: »Det foregik jo ret pænt og udramatisk.«

Paradoksalt nok var hans afstandstagen fra måden, det foregik på, samtidig ganske dramatisk: »De prædiker selv humanisme. Men deres metoder er totalitære.« Til B.T. sagde han: »Der er ikke noget humanistisk over at forstyrre en gudstjeneste,« og til Århus Stiftstidende: »… principielt mener jeg, at det var ulovligt, det, de gjorde.« (27.12.97). Der ville dog ikke blive tale om en politianmeldelse, forsikrede sognepræsten, for det ville bare give Faklen »opmærksomhed«.

Hvordan Henrik Oest kunne karakterisere aktionen som »totalitær«, når syv kvinder i al stilfærdighed var gået hen til prædikestolen, hvorfra en af dem holdt en tale og end ikke på noget tidspunkt modsatte sig det, da kirketjeneren med vold rev hende ned, er imidlertid temmelig svært at se. Ikke mindst, da han samtidig udtalte, at det jo foregik »ret pænt og udramatisk«!

Jyllands-Postens Poul Blak forsøgte den 26.12.97 ligefrem at fremstille begivenheden som en slags terroristisk sabotage og berettede, at »en kvinde med militant toneleje« bemægtigede sig prædikestolen, hvorfra hun »råbte sit budskab ud til TV-seere over det ganske land«. Journalisten, der ikke havde ulejliget sig med at finde ud af, hvad det hele drejede sig om, røbede selvfølgelig hermed, at han slet ikke havde set udsendelsen, eftersom enhver, der havde, ikke kunne undgå at bemærke, at talen aldeles ikke blev holdt hverken militant eller råbende, men derimod overordentlig roligt og smilende.

Selv om alle avisredaktioner var blevet grundigt underrettet om aktionen og bl.a. havde fået tilsendt talen i sin fulde ordlyd, valgte Jyllands-Posten alligevel selv at stykke en gang sludder for en sladder sammen om Faklens motiv til at gå på prædikestolen: »… at stemple vor hjemlige jul som hykleri - f.eks. set i lyset af, hvor mange flygtninge der er i verden.«

Endvidere fandt Jyllands-Posten det i modsætning til både B.T. og Ekstra Bladet heller ikke nødvendigt at tale med andre end præsten, der nu helt havde forladt sin karakteristik af aktionen som »udramatisk«. Uden så meget som at høre Faklens side af sagen får Henrik Oest således lejlighed til ganske uimodsagt at skærpe sin forargelse: »Nogle ønskede maksimal opmærksomhed omkring et budskab og havde valgt i den anledning at opføre sig som terrorister.«

Det manglede blot, at det, som Oest i første omgang kaldte en »ret pæn og udramatisk« aktion, næste gang blev til syv militante terrorister, der forcerede prædikestolen i pansrede mandskabsvogne bevæbnet med hver sin skarpladte Kalashnikov …

Jyllands-Postens »vinkel« på dette års TV-julegudstjeneste blev måske trods alt overgået i opfindsomhed af Informations Ejvind Larsen, der ofrede en rodet leder på sagen den 29.12.97. Ejvind Larsen fandt det imidlertid ikke nødvendigt at oplyse, at der var tale om en politisk aktion udført af Faklen, så lidt som at referere, hvad det hele egentlig gik ud på; i stedet karakteriseredes Faklens Cecilia Brynskov sammen med ingen anden end Pia Kjærsgaard som - »to kristne kvinder« … Sic!

To linjer fra den tale, som han næppe havde læst i sin fulde ordlyd i pressemeddelelsen eller hørt i TV, citeredes fra Ekstra Bladet: »Hvorfor sidder vi her på bænkene og bag skærmene og plejer vores pseudosamvittighed - blot fordi det er jul - mens forståelse og gæstfrihed nedbrydes af fed, dansk overflod og selvtilstrækkelig egoisme hele året rundt?«

Heri finder den Ejvind Larsen tilsyneladende et udtryk for »kristen selvgodhed«, eftersom det andetsteds i lederen hedder: »Her er det så, at hele kristenheden kan rette ryggen i bevidstheden om, at vi kristne skam er de gode …«

Pia Kjærsgaard, der kort tid forinden i et interview i Information netop havde insisteret på »danske værdier« som kirke og kristendom, og Cecilia Brynskov fra Faklen sås altså her som to eksponenter for kristendommen, om end på forskellig vis: »Pia Kjærsgaard vil forsvare kristendommen mod islam, Cecilia Brynskov vil ikke lade spørgsmålet om kristendom eller islam være afgørende.«

Jaså?!? Om nogen kan finde hoved og hale på denne usammenhængende karakteristik, er vist tvivlsomt.

Problemet var selvfølgelig også, at Ejvind Larsen hverken læste talen eller tog udgangspunkt i Faklens pressemeddelelse om sagen, men blot drev ren spekulation over Ekstra Bladets knap så repræsentative gengivelse af et efterfølgende interview med Cecilia Brynskov. Af mangel på lignende opfindsomhed skal vi dog lade andre om at udgrunde, hvorfor Information ikke gad bruge to minutters telefonsamtale på at gå til kilden selv.

Lederen fortsatte således: »Hvad mener Jesus? Han kan ikke holde selvgodheden ud, hverken i den ene eller den anden udgave af kristendommen.« Der kan man bare se - Cecilia Brynskov og Pia Kjærsgaard er altså kristne, og selveste Jesus påtaler og dømmer dem af alle steder i Informations leder.

Så ufint, men elegant kan man altså også svøbe en politisk, humanistisk aktion ind i Pia Kjærsgaards kristne gevandter, og - ud fra et tydeligvis personligt kendskab til den herre Jesus - med kanonisk selvsikkerhed latterliggøre et forsøg på at bryde gennem den polstrede og forlorne mediemur, der har mistet stort set alt samfundskritisk bid.

Ejvind Larsen insisterede på en teologisk frem for en politisk diskussion. Men denne aktion, der lige så naturligt, som den på den ene side fandt sted juleaften, hvor afstanden mellem overflodens gaveorgie og de udstødte grupper på bunden af samfundet er endnu mere himmelråbende iøjnefaldende end ellers, var på den anden side lige så naturligt en gennemført politisk aktion, som derfor i princippet lige så godt kunne være foregået på en kro som i en kirke - såfremt det dér havde været muligt at henlede et lignende antal TV-seeres opmærksomhed på den skræmmende udvikling, som kendetegner samfundet i dag.

Aktionen resulterede i en debat bl.a. i Ekstra Bladet og Information. Cecilia Brynskov tog til genmæle mod Ejvind Larsens leder og afsluttede sin kommentar den 5.1.98 med at trække paralleller til en anden leder i samme avis:

Pudsigt var det imidlertid, at Information i sin leder den 30. december eftersøgte mere 'girl power', eller som det formuleredes: 'Girl power er at tro på sig selv og turde tage kampen, hvor den står. Det er mange kvinder med på, bare kampen ikke - tilsyneladende - foregår i en politisk arena.'

Vel, den 24. december erobrede syv kvinder fra Faklen den TV-transmitterede julegudstjeneste med et entydigt politisk angreb på højredrejningen. Hvor mange linjer brugte avisen på at dække aktionen journalistisk? Nul.

I en kronik i Ekstra Bladet den 11.1.98 redegjorde hun for aktionens baggrund og skrev bl.a.:

Lillejuleaften konstaterede Steven Sampson, antropolog på Lunds Universitet, i Politiken: 'I andre lande ville det blive kaldt apartheid at sætte en grænse for, hvor mange af udenlandsk herkomst, der må bo i et socialt boligbyggeri i Ishøj. I Danmark hedder det blot socialdemokratisk tankegang.'

Det var ikke på forsiden af avisen, men det burde det have været. Med store typer.

(…)

Vi må standse mistroen mod disse udstødte og huske hinanden på, at mennesket dybest set er godt og venligt - alle vil hellere se glade naboer end ulykkelige naboer - så lad os for en gangs skyld appellere til dét.

Vi må igen spørge os selv, hvilket samfund vi egentlig gerne vil leve i.

Vil vi virkelig gerne have en maskingeværbevæbnet betjent på hvert gadehjørne? Ville det få os til at føle os sikrere?

Vil vi virkelig gerne udrense al forskellighed? Ville det få os til at føle os bedre tilpas?

Eller vil vi snarere slå et slag for medmenneskelighed, forskellighed og tolerance - forstå hinanden. Række hinanden hånden?

Jeg håber det sidste. Og hvis vi vil det sidste, må vi bekæmpe det første. I en tid, hvor mistroen vendes mod de svageste, må vi vende mistroen mod de stærkeste, og de stærkeste er som altid magthaverne!

Faklen