I år fejrer LO sit 100 års jubilæum, men ikke alle i fagbevægelsen er lige stolte af den udvikling, LO er slået ind på. Faklen har talt med Hans Erik Madsen, aktiv i skraldemandskonflikten i Århus og forfatter til bogen Frem mod år 200 – har fagbevægelsen en fremtid?, og Poul Erik Pedersen og Svend Åge Pedersen, begge aktive under Ri-Bus-konflikten. Drastiske forandringer er nødvendige, så fagbevægelsen atter kan blive en kamporganisation, indskærper de i en skarp kritik af fagtoppen.

Faklen: Fagbevægelsen kritiseres i dag fra mange kanter; er tiden inde til at afskaffe den traditionelle faglige organisation?

Hans Erik Madsen: Nej. Godt nok er jeg også selv virkelig kritisk over for den nuværende fagbevægelse og synes, at toppen … ja, hvad fanden skal vi egentlig bruge den til? Det ved jeg også, at størsteparten af medlemmerne mener. Men på den anden side er det selvfølgelig absolut nødvendigt med fagforeninger ud fra det meget enkle synspunkt, at vi splittede er for svage.

Hvis ikke vi havde klubber og fagforeninger, ville arbejdsgiverne simpelt hen udnytte det på de enkelte arbejdspladser til at splitte folk og spille dem ud imod hinanden. Så derfor er det afgørende, at man organiserer sig og opbygger en kollektiv kultur omkring det at forhandle løn og arbejdsforhold.

Faklen: Fagbevægelsen ser i dag sig selv som serviceorganisation snarere end kamporganisation, man interesserer sig mere for Det Udviklende Arbejde i »samarbejde og gensidig respekt« med arbejdsgiverne end for konfrontationer om løn og arbejdsvilkår. Er der tale om en forsoning mellem arbejdsmarkedsparterne?

Poul Erik Pedersen: Ikke nogen frivillig forsoning i hvert fald. Men det var da en ønskedrøm, at medarbejdere og ledelse sammen kunne finde ud af, hvordan firmaet skulle drives og ledes. Det er bare en utopi. Vi så jo i hvert fald, hvad det kan føre til, under Ri-Bus-konflikten med en arbejdsgiver, der var fuldstændig kold over for, hvad hans medarbejdere eventuelt måtte føle og tænke eller have af ideer.

Han nægtede alt samarbejde, han nægtede al forhandling og al diskussion, og det var ikke kun under konflikten, men også før. Og så længe man har arbejdsgivere af den kaliber, er det fuldstændig utopisk at tro, at et firma kan ledes ved samtaler mellem arbejdere og ledelse.

Ordskvalderet fra Hans Jensens side om »samarbejde og gensidig respekt« i forhold til arbejdsgiverne er munddiarré - ikke en pind andet. Og det beviser kun, at han ingen føling har med sine medlemmer, der er klar til at aktionere for forbedringer. Hans Jensen kunne lære lidt af de gamle stammefolk - de kunne da i det mindste stikke en finger i en elefantlort og se, hvad vej elefanten var gået.

Hans Erik Madsen: LOs faglige vision, som I nævner, det Udviklende Arbejde, udtrykker kun reformismens krise. De har intet at tilbyde deres medlemmer, når arbejdsgiverne svinger pisken. Over for kapitalens logik om mest mulig profit stiller LO sig op som fortaler for en mere rationel kapitalisme. De vil samarbejde og uddannelse, uddannelse, uddannelse.

Man vil gerne bilde folk ind, at de har et interessefællesskab med deres arbejdsgivere. Men når man går ud og spørger arbejdere i dag - det viser LOs egne undersøgelser her fra '93 også - så ved folk sgu godt, hvor de hører til. Det er mere et spørgsmål om, hvorvidt folk tror på, at de kan ændre tingene eller ej. Men når de har fagforeningsfolk, der siger, jamen vi skal ikke ændre noget som helst, og som direkte modarbejder ethvert selvstændigt initiativ, så er det selvfølgelig vanskeligt.

Faklen: Men hvorfor er de faglige ledere tilbageholdende med at støtte arbejderne, deres egne medlemmer, når de tager skridt til strejker mod fyringer, for mere i løn, for at komme af med en dårlig arbejdsleder eller få sikkerhedsforholdene i orden osv. - og hvordan kunne det blive anderledes?

Hans Erik Madsen: Det formelle argument er, at de er bundet af fredspligten og derfor vil blive idømt bod. Men den reelle begrundelse er en helt anden: De frygter, at strejker kan undergrave deres position og deres verdensbillede såvel som det fagretlige system, for kan strejker skaffe resultater, svækker det selvfølgelig deres rolle. Deres idé om, at forhandling og kompromiser er vejen frem, undergraves. F.eks. var det tilfældet, da skraldemændene i Århus blev fyret.

Derfor kan reformister heller aldrig vinde de store kampe, fordi de er bange for at slippe de kræfter løs, de har, da de risikerer at miste kontrollen. Massestrejker kan nemlig ikke kontrolleres, de har så megen spontanitet og dynamik i sig, så megen mulighed for, at folk selv organiserer, at det faglige bureaukrati simpelt hen ikke kan styre og kontrollere det. Og det frygter de mest af alt, fordi det selvfølgelig giver de revolutionære mulighed for at komme til orde med deres ideer om, at hvis vi står sammen, så kan vi udrette meget, så kan vi sådan set styre det her samfund. Lige pludselig bliver sådanne ideer påtrængende, ophører med at være ufarlige utopier og nærmer sig den konkrete virkelighed.

Men det er klart, at folk, der ønsker at opretholde det her samfund, folk, der ønsker at opretholde deres egen position - de hader selvfølgelig sådan noget.

Svend Aage Pedersen: Det, vi kunne ønske os af vores fagbevægelse, er simpelt hen, at den lader være med at tænke kapitalistisk. At dens formålssætning ikke skal være profitmageri, eget profitmageri. For det er det jo i dag.

At man for det første må være klar over, at nu begynder der altså at opstå problemer på arbejdsmarkedet igen, og at de gennem det fagretlige system har afskåret sig selv fra enhver mulighed for at få indflydelse på løsningen af dem. LO kunne ved næste overenskomstforhandling passende starte med kravet om at opsige fredspligten og så måske begynde at agere fagbevægelse igen.

Poul Erik Pedersen: Ja, man skulle simpelt hen starte med at opsige hovedaftalen og så begynde på en frisk. Men jeg er bange for, at det ville være nødvendigt med nogle andre mennesker på toppen - og det er dér, hele humlen ligger.

Det er så svært, for hvordan får man sådan noget indført? Fagbevægelsens øverste organ er kongressen, men hvem bliver lukket ind på kongressen? Nu, f.eks. i seneste nummer af Fagbladet, står der med store bogstaver: »Velkommen til SiDs kongres.« Og så suser jeg i min naivitet lige direkte ned på min afdeling og siger: Velkommen til kongressen? Må jeg have lov til at komme med? Du må da have trådt på dine kønsdele! Det er da kun for folk her fra afdelingen. Det er for de »valgte«.

Og det var jo det, jeg havde en idé om - alt var ved det gamle. Det er Tordenskjolds soldater, og hvordan fanden skal man så få noget lavet om i sådan en fagbevægelse?

Svend Aage Pedersen: Organisationerne er jo også i den grad vokset. Nu er jeg medlem af en lille fagforening, vi er kun ca. 4.500 medlemmer. Derfor er man nu ude efter, hvem man kan fusionere med, fordi man er bange for ikke at have indflydelse nok. De bliver til nogle kæmpestore bastante og fuldstændig uhåndterbare enheder.

Nedefra kan du ikke bruge dem til noget som helst, men ovenfra er de lette at styre, fordi de kun skal flyttes en gang om året - og da stemmer alle jo ens.

Jeg skulle f.eks. til delegeretmøde - det svarer til kongressen - og så havde vi kredsmøde dagen før. Der sagde jeg så, at de her problemer skal vi have med på delegeretmødet i morgen. Beskeden var, at neeej, der skal ikke vaskes beskidt vasketøj på delegeretmødet - dér har vi jo gæster, og vi skal være enige om alle tingene, inden vi går til mødet!

Og dét er den øverste myndighed!

Faklen: Men hvad skal vi i det hele taget med en aktiv og aggressiv fagbevægelse, når »firmaet Danmark« vel er vores fælles ansvar, når vi alle er i samme båd, som LO, DA og regeringen synes at være enige om?

Hans Erik Madsen: Det er sgu vigtigt, at vi holder fast i, at der er os på den ene side af bordet, og så er der dem på den anden side - at man opdyrker den kultur. Der gøres jo i det her samfund utrolig meget ud af, at vi er i »samme båd«. Socialdemokratiet vil så gerne favne det hele - det er bare Dansk Folkeparti i en stor udgave.

Dengang partiet i 30erne lavede sin kulturpolitik, hed det: »Danmark for folket« - da var det pludselig ikke længere arbejderens vilkår, man snakkede om, men »folkets«.

Et udtryk for den samme tendens i dag er alt det her hysteri omkring sporten - man prøver ligesom at sige, at vi danskere, vi har noget, vi er fælles om. Det er os imod »de fremmede«, ikke sandt? Det bruges simpelt hen i et forsøg på at skabe forsoning og klassesamarbejde - så kan man nemlig få mere ud af folk i produktionen. Men som Søren Mørch skriver i Den sidste Danmarkshistorie: Når nogen siger, at vi alle er i samme båd, betyder det altid, at det er dig, der skal ro!

Faklen: Men har den danske reformistiske model og samarbejdspolitikken da ikke »sejret ad helvede til«, som fagbevægelsen selv plejer at udtrykke det, har den ikke udjævnet ulighederne i samfundet?

Poul Erik Pedersen: Enhver må da medgive, at der i løbet af de sidste hundrede år har været en fantastisk fremgang, som jeg siger tak til mine forældre og bedsteforældre for. De har virkelig kæmpet for, at vi kunne få de forbedringer.

Jeg kommer fra et hjem, hvor vores forældre var meget fagligt og politisk aktive. Og sådan som jeg oplevede fagbevægelsen dengang, da havde man da stadig muligheder for at handle. Man brugte stadig væk kampskridt. Men det var også tilbage i 50erne, før blokadecirkulæret, hvor man ikke tog det så højtideligt, at de i 1899 med Septemberforliget og fredspligten havde solgt strejkeretten. Man strejkede alligevel.

Det blev bare ødelagt, da blokadecirkulæret blev indført. Målene blev aldrig nået, og nu var der ikke rigtig nogen muligheder tilbage - man havde lagt mundkurv og stramme manchetter på folk. Og nu er samfundet jo godt på vej til at opbygge de gamle forskelle og uligheder igen.

Men hvordan fanden kan vi med bare en lille smule samvittighed i behold smide det væk, vi dog fik tilkæmpet os? Hvad har vi at give vores børn og børnebørn? Det er som at gå ud og købe nye møbler og smide regningen i børneværelset. Det er det, der sker i fagbevægelsen nu. De lader stå til. Fagbevægelsen har begravet sine stridsøkser og kan ikke huske, hvor de er begravet. Men det er på tide, at de bliver gravet op og slebet til igen.

Hans Erik Madsen: Ja, problemet er netop, at fagbevægelsen i dag er blevet tandløs. Blokadecirkulæret er fra '76. Da blev det ulovligt at stille sig op og blokere en virksomhed. Du risikerer at blive arresteret. Men hvilket middel har fagbevægelsen grundlæggende, udover at organisere sig og teknisk set blive dygtigere til at forhandle? Den har kun ét reelt middel: At man lader være med at arbejde - for modparten tjener kun penge, hvis vi arbejder.

Så når man sælger strejkeretten og undergraver den og endda gør det ulovligt, så er der intet tilbage. Det er også derfor, at alt det snot omkring Danmark som »foregangsland« og den danske model som en velfærdsmodel, der skal overføres, og som LO og Socialdemokratiet roser sig af, er så latterligt. Jeg kan godt forstå, at der er mange arbejdsgivere og faglige ledere i udlandet, der gerne vil indføre den danske model. Hvis du strejker i Frankrig, så mister du din løn, men du kommer ikke til at betale 48 kr. i timen i bod, men det gør du i Danmark, efter tre dage. Og desuden kan din fagforening risikere at blive idømt en bod, som du også i sidste ende kommer til at betale. Altså den danske model - jeg forstår godt, man synes, den er favorabel, og at man gerne vil indføre den. Det er virkelig jernkloen.

Poul Erik Pedersen: Se bare på storkonflikten for nylig. Kendsgerningen er, at den konflikt var så tandløs, som noget kan være. Jeg har endnu ikke snakket med én eneste, der har følt nogen som helst positiv konsekvens af regeringsindgrebet i storkonflikten. Ingen! Og det er jo fantastisk - jeg skal fandeme love for, at fagbevægelsen fik trukket alle tænderne ud med et snuptag.

Faklen: Arbejdsminister Ove Hygum mener ellers i Berlingske Tidende, 10.5.98, at konflikten har haft nogle frygteligt afskrækkende konsekvenser, i det mindste for erhvervslivet og dermed os alle sammen i »firmaet Danmark«: »Lærestykket er, at det kan have konsekvenser at sige nej, og det, tror jeg, er kommet bag på mange. Det koster noget at sige nej. Det koster den enkelte en hel del, og det koster samfundet et produktionstab, der formentlig vil svække den økonomiske vækst i 1998 med en halv procent. Det er meget«.

Poul Erik Pedersen: Jamen, det er jo forfærdeligt! Især når man tænker på, at værdien af aktierne herhjemme de sidste år er steget ti gange så meget som den samlede lønudbetaling. Ti gange den samlede lønudbetaling! Hvem fanden kan have ondt af dem. Og hvor er det egentlig, det gør ondt på dem? Min gamle far sagde: Det værste, du kan gøre, er at springe op og bide en arbejdsgiver i tegnebogen. Det er simpelt hen den ømmeste legemsdel på en arbejdsgiver.

Hans Erik Madsen: Lærestykket er: Stol aldrig på fagtoppen - de vil altid forsøge at kontrollere enhver bevægelse. Al forandring sker nedefra; vi må gå efter at opbygge en fagbevægelse, nogle klubber, fagforeninger, et netværk nedefra. Arbejderklassen har betalt nogle dyrebare lærepenge ved at have illusioner om det reformistiske bureaukrati. Lærepenge, som mange arbejdere herhjemme også har betalt - sidst Ri-Bus-chaufførerne, skraldemændene og taxachaufførerne i Århus. Og jo flere, der lærer, hvad bureaukratiet står for, des bedre.

LOs idé om, at det handler om at vinde en post, to poster, tre poster, kravle op ad stigen osv., fører kun én vej: Man ryger lige ind i maven på det socialdemokratiske magtapparat. Og så bliver man enten ædt op eller begynder at æde ligesom dem. Sagen er jo den, at så længe den reformistiske arbejderbevægelse ikke vil antaste den rå kapitalmagt på dens egen hjemmebane, så vil ulighederne fortsætte og den sociale velfærd blive raseret, specielt i krisetider. Danmark er nemlig virkelig et foregangsland - hvor det ikke bare kniber med ligheden, men også med demokratiet. Dem, der reelt bestemmer i samfundet, er jo ikke på valg.

Virksomhedsejere, direktører, aktionærer, dommerne, topembedsmænd i staten og ledelsen inden for politiet er ikke valgt demokratisk. De administrerer en lovgivning og et apparat, som har til opgave at sikre den udenomsparlamentariske magt, som virksomhedsejere og aktionærer har. Og den eneste måde at spille op imod kapitalinteressernes udenomsparlamentariske skalten og valten er reelt udenomsparlamentarisk, nemlig ved at arbejderklassen kæmper. Arbejderklassens organisering og kamp forsøges reduceret til et upolitisk, økonomisk anliggende, hvor resultaterne sikres gennem forhandling, kompromiser og det fagretlige system. Men det system er kun skabt til at undgå, at arbejderklassen bruger den magt, som strejken er.

Poul Erik Pedersen: I København er man ved at starte noget op, der hedder en syndikalistisk fagforening. Det er endnu i sin vorden, men det lyder jo mægtig interessant, og jeg er sikker på, at der er mange græsrødder i de bestående fagforbund, der hellere vil melde sig under fanerne dér. En syndikalistisk fagforening er ikke »gul« i den forstand. Det er simpelt hen en fagbevægelse, der tror på kampmidlerne. Det er, hvad der ligger i det, og det er nok det, vi i bund og grund trænger til.

Men det bliver en hård fødsel for dem, for der bliver nogle hurdler, de skal over. Mange og store. Jeg mener ikke, det er at vende fagbevægelsen ryggen, hvis man går hen og siger, at nu starter vi en syndikalistisk fagbevægelse. Hvis ikke det lykkes, så kan det være, at det i det mindste virker derhen, at den bestående fagbevægelse begynder at tænke sig lidt om. Det kan være, at det kan give den et skub, og så har det jo gjort den gavn, det skulle. Inderst inde tror jeg ikke selv på, at vi skal splitte vores fagforening - splitte den op, mere end den er. Men jeg forstår udmærket, at der er nogen, der får lyst til det. Jeg har stor sympati for det.

Hans Erik Madsen: Egentlig synes jeg også, at vi havde fat i nogle gode ting ude i vores klub, Klubben Af Organiserede Skraldemænd i Århus, også kaldet KAOS. F.eks. det direkte demokrati. Det byggede på ideen om, at solidaritet og kamp er det eneste, der dur til noget. Ideen om, at tillidsfolk skal have godkendt alt af deres medlemmer, ideen om, at et mindretal altid skal have ret til at ytre sig, og at ingen kørte ud, hvis der var en, der havde et problem. Hvor man sætter det enkelte individ langt mere i centrum som en forudsætning for, at man kan udvikle hele samfundet på en ordentlig måde.

Faklen: Fagbevægelsen står i dag passivt på sidelinjen og bevidner nogle af de voldsomste stramninger på såvel bistands- og flygtningeområdet som inden for lov og orden-politikken, tillige med den mest markante højredrejning i mange år. Har fagbevægelsen tabt interessen for den sociale retfærdighed og det humanistiske samfund?

Poul Erik Pedersen: Det står også for mig som en kæmpe gåde, hvordan fagbevægelsen kan se passivt til. Vi må så nok retfærdigvis sige, at det er fagbevægelsen oppe i skyhøjde, vi taler om. For de fleste lokale fagforeninger, de har sgu virkelig føling for den slags. Men de er jo helt nede i knæhøjde. De får ikke lov til at ytre sig. De bliver stoppet allerede på distriktsplan. F.eks. imellem vores lokale afdeling af SiD i byen og så det, der hedder SiD distrikt - det er den første lille paraply, og allerede der bliver initiativer stoppet eller i hvert fald dæmpet. Det virker som et filter, så mindre og mindre af utilfredsheden når op og ud.

Så de sidder sgu nok deroppe og soler sig og tror, at de udfører et godt stykke arbejde, men det gør de faktisk ikke. Fagbevægelsen er udsprunget af solidaritet, men solidariteten har haft meget, meget sølle vilkår i mange, mange år. Jeg ville hoppe på albuerne herfra og til Hamburg, hvis jeg kunne gøre noget som helst for, at solidariteten fik lettere kår i dag. Men den bliver simpelt hen kvalt under vægten fra den her mastodont.

Noget af det værste er jo, at man har set et forbund som HK stå offentligt frem og sige: »Vær solidarisk med dig selv.« Solidariteten er yt, nu skal hvert medlem slås for sig selv. Det er godt nok en helt ny måde at stave solidaritet på, men den bryder jeg mig ikke om.

Hans Erik Madsen: Jeg tror heller ikke, det er den socialdemokratiske borgmester-racisme, der dominerer fagbevægelsen som sådan. Men det bruges som et kort, det bruges ligesom nationalismen til at holde folk nede. Jeg kan huske, når vi sad ude i omklædningsrummet på skralden, dér var et godt gennemsnit af den danske arbejderklasse, og de kunne sidde og hidse sig op over de indvandrere, der fik så og så meget. Så plejede jeg at sige: I er godt klar over, hvem der sidder og griner ad os nu. Nede for enden af bygningen sidder direktøren, og nu sidder vi og skændes og diskuterer indbyrdes i stedet for at slå bukserne sammen og kæmpe mod den modpart, der reelt repræsenterer muligheden - i form af magt og penge - for at give indvandrere og flygtninge en ordentlig tilværelse.

Eller hvis vi tager nationalismen; hvis nu f.eks. Danmark havde vundet VM i fodbold - jeg tror ikke, at folk dagen efter var gået ud og havde banket deres arbejdsgivere. På den måde er man i stand til at holde folk i ro.

Faklen: Hvad med tvangsaktiveringen, hvor folk trues på brødet til at arbejde under mindstelønnen og uden faglige rettigheder - undergraver det ikke hele ideen med fagbevægelsen?

Poul Erik Pedersen: Det burde være fagbevægelsens fornemste opgave at stoppe alt tvangsarbejde. Det er virkelig chokerende. Der er mange, der bliver klemt under det, og fagbevægelsen burde da kunne lægge pres på regeringen, som stritter imod med arme og ben og ikke vil arbejde sammen med de andre arbejderpartier.

Og det er vel den første opgave for fagbevægelsen og LO at lægge et stort politisk pres på Socialdemokratiet. Det er jo først de senere år, at Socialdemokratiet er drejet fra med en skarp højredrejning. Men jeg tror, at det ville være muligt for fagbevægelsen at presse dem. Desværre er viljen fraværende - sådan ser det i hvert fald ud.

Faklen: Hvorfor - og hvordan giver det sig udslag?

Poul Erik Pedersen: Fagtoppen sidder simpelt hen for lunt på flæsket. Hvad fanden ville LO-formanden ikke tjene, hvis han skulle på akkord som sine medlemmer - så ville det nok blive smalhans for ham også.

Et andet forfærdeligt eksempel er Holger Nielsen, gruppeformand i SiD Transport. Han var jo nok førerhingsten, da de lavede forræderiet mod os Ri-Bus-chauffører, og også mod skraldemændene i Århus. Det er forfærdeligt at genkalde sig ham på møder og på kongressen: »Vi foretager os intet uden at spørge jer, intet. Det bliver i hvert tilfælde over mit lig,« sagde han. Men han har vel nok brudt mange løfter, og man må sige til ham: »Holger, den dag du dør, da vil der blive et helvedes renderi hen over din grav, for der vil være mange, der har grund til at trampe lidt rundt der!«

Men det er alt for let for dem, for der er jo intet ansvar. Der skulle være et ansvar, der skulle være konsekvenser. Det, at de sidder der, kunne godt kædes sammen med et ansvar, så man kunne sige: Nu har I fandeme godt nok gjort i nælderne, nu må I selv ud og lave lidt gravearbejde! Men det kender man jo ikke i dag. Man tørrer bare af, færdig! Man vasker fingre. Jeg har hørt, at der er blevet installeret en helvedes masse nye badeværelser ovre i SiD-huset - så de alle sammen kan komme til at vaske fingre samtidig.

Hans Erik Madsen: Ja, Ri-Bus-konflikten er et læreeksempel i, hvordan fagbureaukratiet går til venstre, når de er pressede, men svinger helt om, når så tøjlerne løsnes igen. Jeg kan lige så tydelig huske Hardy Hansen den 20. april på et stort tillidsmandsmøde, hvordan han rent faktisk drejede venstre om mange af os røde abekatte; snakkede om at vælte kapitalismen og fanden og hans pumpestok. Og det var jo, fordi de var bange på det tidspunkt, fordi der var så omfattende en spontan bevægelse i Esbjerg og rundt omkring i landet, bange for, at folk skulle begynde at skide på fagtoppen og gå deres egne veje, bange for at miste kontrollen.

Den drejning, de lavede under Ri-Bus-konflikten, fortæller alt om det her. Efter den 20. sagde de, at nu ville de godt gå ind mere direkte og finansiere konflikten. Og nu ville de godt begynde at mobilisere i alle SiDs distrikter. Og vi sagde selvfølgelig bare fedt. I starten. For det var jo de samme folk, Hardy Hansen og de andre, som til at starte med var entusiastiske, men som endte med at give chaufførerne kniven.

Poul Erik Pedersen: Det var også helt fantastisk, som vi blev bakket op af hele kongressen. Men hvad sker der så bagefter, da kongressen er lukket? Ja, Hardy Hansen, han stod selvfølgelig på kongressen og lovede at købe vores maleri for en million. Og nul kroner har vi fået for det, så det er ikke en potte pis bevendt sådan noget. At vi af Guds nåde fik lov at komme ind på sådan en kongres … Vi var der kun i tyve minutter. Vi kunne bare få lov til at stille op og blive filmet, og så var det afgang igen, så gik bussen tilbage til Esbjerg.

Faklen: Må man ikke til trods for den tilsyneladende passivitet alligevel sige, at det er den socialdemokratiske samarbejdspolitik, der historisk set har vist sig mest effektiv?

Hans Erik Madsen: Det interessante er, hvad der giver resultater. Giver det de størst mulige resultater, at man gennem samtale, samarbejde, forsoning og lobbyvirksomhed forsøger at få en bedre folkeskole, mere i løn, kortere arbejdstid?

Eller er de største reformer i det her samfund og de reelle forbedringer af vilkårene, af velfærden for det store flertal skabt gennem solidaritet, gennem aktivitet, gennem kamp?

Svaret er, at i de perioder, hvor spørgsmålet omkring magten har været uklart, eller hvor der har været mest ballade i samfundet, der har man på grund af frygten for social uro givet de største indrømmelser. De to mest markante perioder i den danske arbejderklasses historie ligger fra 1918 til 1921, altså lige efter den russiske revolution, og i forbindelse med Vietnam-krigen og Paris '68. I den første periode fik man dyrtidsreguleringen. Det var jo en fantastisk reform, fordi arbejdsgiverne ellers altid bare havde kunnet mingelere med priserne, og fordi regeringen havde kunnet undergrave forbedringer ved hjælp af prisstigninger, indgreb osv. Man fik også 8 timers arbejdsdagen og en begyndende sociallovgivning. I den anden fik man tilsvarende nogle af de vigtigste reformer nogen sinde, folkepensionen i starten af 70erne, og bistandsloven - som de nu er ved at smadre fuldstændig.

Men det viser grundlæggende, at det, der har skabt de afgørende forandringer, er kamp.

Morten Halskov Jensen og Jeppe Berg Sandvej