Et stigende antal politikere og toneangivende personligheder i Danmark står i dag som eksponenter for begyndende fascistiske tendenser, og Faklen kårer hvert år én, der i særlig grad har profileret sig som repræsentant for Danmarks Nye Orden. I 1998 er valget faldet på Søren Krarup som den, der på flest punkter synes at inkarnere en rigtig Hjadstrup.

Er Krarup Hjadstrup?

Hjadstrup-prisen er navngivet efter den fiktive højreekstremistiske politiker Agner Hjadstrup, der i Erwin

Neutzsky-Wulffs store samtids- og fremtidsroman, Døden (1996), på sober demokratisk vis bliver statsminister i år 2021 og gradvis forandrer nationen til et fascistisk foregangsland.

I starten ligger Hjadstrups agitation imidlertid ikke så frygtelig fjernt fra selv visse af vore dages respektable politikere. Udvisning af indvandrere og flygtninge, strengere straffe og inddragelse af offentlig støtte hører til i den pæne ende af populistens valgprogram.

Ingen dansk politiker lever dog endnu tilnærmelsesvis op til den uforfalskede fascisme, som Agner Hjadstrup indfører efter sin magtovertagelse, men foruroligende mange repræsenterer ikke desto mindre de tendenser, som i Dødens dystopiske Danmark bringer ham magten nærmere.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at kandidaterne igen i år har været legio, eftersom ikke mindst de socialdemokratiske ministre gør et forbilledligt stykke arbejde med at gennemføre den højrepolitik, som den borgerlige Ellemann-Jensen-regering, som vi ikke fik, selv havde håbet at stå i spidsen for. Men da Hjadstrup jo er andet og mere end politisk taburetklæber, hvilket man næppe kan sige om de socialdemokratiske ministre, har vi i år fundet det mere rammende at vælge en kandidat, der ligesom Hjadstrup udtænker de overordnede ideologiske (eller rettere: religiøse) linjer, der ikke mindst opmaler en endnu mere drastisk vision om fædrelandets redning fra det multietniske fordærv, end selv en Thorkild Simonsen er i stand til …

Som årets modtager af Hjadstrup-prisen er valget af flere grunde således faldet på det nye højres fremmeste chefarkitekt: Søren Krarup!

Som vi skal se, er der få, om nogen, der som han inkarnerer så mange af Hjadstrups karakteristika. Selvfølgelig er der ikke fuldstændig overensstemmelse de to imellem, ej heller er Døden naturligvis en profeti, men en skønlitterær politisk analyse; fælles for Krarup og Hjadstrup er imidlertid den traditionelt set ekstreme højreorientering - om end de begge afsværger det traditionelle højre/venstre-spektrum - og dennes fædrelandskærlighed, den hyppige appel til »folkeligheden« og modstanden mod indvandringen. Begge tager tillige afstand fra fundamentalismen, men kæmper så meget desto mere lidenskabeligt for »Luthers og Grundtvigs kristendom som et sundt moralsk fundament for nationen«, som det hedder i Hjadstrups program.

»En klippefast skikkelse«

Men Hjadstrup er selvfølgelig et skræmmeeksempel på en vaskeægte fascistisk politiker og dennes tænkte muligheder i Danmark i disse og de kommende 20-30 år, om højrebølgen fortsætter med samme eller voksende styrke - hvor langt er der trods alt ikke herfra til samtidens pastor Krarup uden parti eller skyggen af en folketingstaburet?

Så længe han ikke har magt, som han har agt, er han næppe farligere end Dansk Folkeparti - så længe de ikke har magt, som de har agt. Det kræver imidlertid ikke megen politisk iagttagelse at konstatere, at skønt Dansk Folkeparti er et parti af forholdsvis beskeden størrelse, er dets potentielle vælger-appeal tilstrækkelig stor til at trække regeringen og den øvrige højrefløj drastisk mod det ekstreme højre. Lige så indlysende er det, at Krarup tilsvarende står som den ideologisk set mest markante skikkelse på den udenomsparlamentariske højrefløj, og som det fremgår af artiklen »Søren Krarup - en politikers karriere« har pastoren en forunderlig evne til at støbe nogle af de vigtigere kugler, der siden dukker op som højrefløjens politik og taktik, hvad enten de manifesterer sig gennem den Danske Forening og Dansk Folkeparti eller i Ekstra Bladets redaktionelle linje.

En politisk analyse af Krarups aktuelle udgangspunkts kryptofascistiske potentiale og den mulige videreudvikling heraf lader sig næppe gennemføre i traditionel forstand; dels er Krarup alt for intelligent til at falde i, endsige sympatisere med iøjnefaldende dele af traditionelle hel- og halvfascistiske synspunkter, dels er den aktuelle højredrejning endnu ikke tilpas fremskreden til, at karakteren af et regulært systemskifte lader sig afdække som andet og mere end en glidende fortsættelse af den af den nuværende regering praktiserede politik og dennes antihumanistiske konsekvenser.

Til gengæld eksisterer netop allerede i Erwin Neutzsky-Wulffs roman Døden en sådan analyse, ganske vist iklædt særegne skønlitterære klæder, men parallellerne er alligevel af og til temmelig slående de to politiske stridsmænd imellem.

Hjadstrup kunne for så vidt udmærket være Krarup - men han kunne måske også uden større fantasi være den »stærke mand«, som Krarup og andre med ham på højrefløjen af og til venter på, skal manifestere sig og frelse fædrelandet.

Eksempelvis anmelder Krarup bogen C.E. Frijs - to gange Danmarks redningsmand af Peter Neerup Buhl og afslutter anmeldelsen med at citere forfatterens sidste linjer - og derved gøre dem til sine egne: »Som den slutter: 'Ja - i dag, hvor landet atter er underlagt et doktrinært, hovmodigt akademikervælde uden rod i dansk grund, der vil føre os mod nye katastrofer, har Danmark igen brug for at blive ført ud af krisen af en klippefast skikkelse som Frijs, der uden ideologiske briller, uden leflen for 'intelligensen' og uden partipolitiske eller personlige ambitioner blot handlede dansk. Hvornår har der sidst i en dansk regering siddet en mand, hvis politiske ledestjerne simpelt hen er at bevare Danmark som et dansk land for det danske folk?'« (Tidehverv nr. 6, 1997).

Krarups selviscenesættelse er naturligvis ikke altid lige entydig - ser han sig som stemmen af en, der råber på heden, forkyndende en Hjadstrups komme, »en klippefast skikkelse«? Eller venter og håber han på selv at tage springet som »Danmarks redningsmand« og, når det rette øjeblik synes inde, stille op til folketingsvalget? Som han understreger i overensstemmelse med ovennævnte citat: »Jeg vil ikke knyttes til andet parti end det danske folk.« (Tidehverv nr. 8, 1997).

Hvem ved? Slægtskabet en faktisk fædrelandskærlig pastor og en fiktiv fascistisk politiker imellem er måske ikke så himmelråbende fjernt endda.

»Da lo hun så hjertelig …«

Dødens Hjadstrup har en særlig forkærlighed for fædrelandskærlig nationalromantik. Sit politiske manifest, »Da lo hun så hjertelig« afsluttes med nogle linjer fra Edvard Lembckes digt »Vort Modersmaal« fra 1858, hvorfra manifestet netop har hentet sit navn. En forjættelse om fædrelandets genrejsning er mere end antydet: »Så oprinder måske alligevel den dag, hvor vi kan rette os og blotte vore hoveder og synge med overbevisning: 'De fremmede de tænkte at volde hende sorg, / de bød hende trældom i hendes egen borg. / Men just som de troede hun var i bånd og bast, / da lo hun så hjertelig at alle lænker brast!'« (Døden, s. 330).

Også Krarup har øje for »aktualiteten« af Lembckes digt og sætter sin lid til dets profetiske ord: »Når tiden er inde, vil det danske folk kræve sin ret og 'le så hjerteligt, at alle lænker brast'.« (Ekstra Bladet, 7.1.93).

Men indtil danskerne atter »ler så hjerteligt« og sprænger lænkerne, er folket og nationen netop i trældom, samme trældom, som under tyskernes besættelse, betoner Hjadstrup: »Rigets tilstand kan måske bedst sammenlignes med situationen under besættelsen. Også dengang sang vi med dæmpede stemmer, for de fremmede var i landet! men dog ikke af den grund mindre taktfast eller beslutsomt. Også dengang vidste vi, hvem der var kæmper for Danmarks frihed, og hvem de feje medløbere, og vi var heller ikke bange for at vise de sidste vores foragt. Atter er Danmark blevet invaderet …« (Døden, s. 302f).

Krarup ser i overensstemmelse hermed allerede de første resultater af modstandskampen mod besættelsesmagten: »Jeg har hele tiden sammenlignet oprøret mod indvandrerpolitikken og Dansk Flygtningehjælp med modstandsbevægelsen under besættelsen, og i dette perspektiv er vi nu ved at nærme os 29. august 1943. Der er naturligvis stadig væk dem, der taler varmt for en uændret samarbejdspolitik - læs indvandrer- og flygtningepolitik … Men lobbyen bliver svagere for hver dag, der går …« (Danskeren nr. 2, 1988).

Hjadstrups militarisme er ikke mindst en »lære« af fortidens, nærmere betegnet besættelsestidens fejltagelser: »I 1940 havde Danmark ikke været i krig i nær ved hundrede år, så hvad skulle vi med et militær? Og det var netop det velkommen-skilt på døren, som vore 'gæster' behøvede. Og så kan den indre fjende endda være nok så formidabel som den ydre.« (Døden, s. 276).

Også Krarup har lært af fadæsen den 9. april, som han klandrer socialdemokrater og radikale for at være skyld i: »I fælles forsvarsnihilisme lagde socialdemokrater og radikale landet åbent for Hitler 9. april 1940. For krig og skydevåben og et forsvar af Danmark var uartigt.« (Ekstra Bladet, 5.9.95).

Hjadstrup indskærper, at det med tiden vil være nødvendigt at gøre op med vor tids »samarbejdspolitikere«, medløberne, der støtter indvandringen. Og han er særdeles direkte i sin insisteren på et kommende retsopgør med disse: »Ingen bør være i tvivl om risikoen ved at stå i vejen for os! Vær vis på, at der bliver ført regnskab! Den dag vil komme, hvor disse mennesker, som har så travlt med at skaffe sig spalteplads, at ingen andre kan komme til, vil ønske, at de aldrig havde set en kuglepen.« (Døden, s. 324).

Krarups fæller i den Danske Forening og Tidehverv er sine steder mindst lige så direkte; f.eks. skriver Peter Neerup Buhl, der har stået last og brast med Krarup i mange år: »Når den nationale bevægelse efterhånden virkelig får tag i det forurettede danske folk, vil akademiker-kleresiet med Georg Metz (og Anne Knudsen, Klaus Rothstein osv.) selvsagt blegne af rædsel over konsekvenserne. Der bliver et regnskab at gøre op. Da vil der kun findes landsmænd.« (Information, 10.7.97). Selv er Krarup imidlertid mere mundholden og nøjes med at anføre i sin annonce mod Flygtning 86: »Hvad Dansk Flygtningehjælp har forårsaget af ulykker i fremtidens Danmark, kan vanskeligt gøres op og skal ikke blive glemt.« (Jyllands-Posten, 21.9.86).

Hjadstrups kærlighed til menneskerettighederne kan ligge på et meget lille sted: »Den moderne charlatan har sin egen version af guldgåsen: Menneskerettighederne. … Det betyder en hvilken som helst etnisk gruppes ret til at trænge ind på suverænt territorium, øge arbejdsløsheden, udsuge økonomien og terrorisere befolkningen med deres 'kulturelle særpræg'.« (Døden, s. 257f).

Krarup er sågar en god del skarpere: »Blot et fænomen som Amnesty International. Den ækleste selvgodhed, bygget på afgudsdyrkelsen af menneskerettighederne, ladende hånt om lov og ret for at pleje sin fromhed. Og FN, den verdensomspændende systematisering af samme afgudsdyrkelse, oprindeligt tænkt som en slags ordensmagt i en kaotisk verden, men efterhånden overtaget og fordærvet af den humanistiske religiøsitet, der er lagt ind i menneskerettighedserklæringen med efterfølgende endeløse tilføjelser. Vammelt er det.« (Tidehverv nr. 7, 1993).

Nationaliteten - danskheden - er og bliver omdrejningspunktet for Hjadstrup, for »hvis vi ikke er danskere, er vi ingenting« (Døden, s. 314); ingenting og identitetsløse: »Intet er så farligt for et folk som at miste sin sjæl. Hvis danskerne mister deres danskhed, hvad er de så?« (Døden, s. 283).

I den Danske Forenings medlemsblad skriver Krarup tilsvarende: »Danskheden er et levende ord til danskernes hjerte og sjæl, som fortæller dem, hvem de er, og hvorledes de er sig selv, og hvis der ikke er nogen til at fortælle dem det, vil det kunne fortrænges og gå i glemmebogen (…) Nogen skal sige det. Nogen skal forkynde det, der er vores virkelighed. Nogen skal forhindre, at ørkenen breder sig i sjælene og gør os til ingen.« (Danskeren nr. 3, 1989).

Skaderne, som er forrettet det danske fædreland og den danske folkesjæl, skal udbedres, og øverst på listen står kravet om at rense landet for indvandrere - eller som denne politik mere civiliseret benævnes: Repatriering. For Hjadstrup gælder Grundtvigs gamle emfase på indfødsretten, som der kun i meget særlige tilfælde kan dispenseres fra: »Igen har musene drevet deres spil så længe, at kun et smertefuldt indgreb står tilbage: Øjeblikkelig repatriering af alle borgere, hvis forældre ikke er født i Danmark. Herfra kan der så dispenseres i tilfælde af særlige tjenester ydet vort land.« (Døden, s. 281).

Krarup er knap så klar i sin definition af repatrieringen; om end hans beundring for Grundtvigs virke som formand for det udvalg, der i 1850 kun tilstod ti udlændinge dansk indfødsret - og det netop som belønning for at have ydet Danmark særlige tjenester - hyppigt understreges. I en artikel fra 1988 kritiserer han Danmarks integrationspolitik for at være en hindring for en repatriering: »Men idet flygtningene skal integreres i og smelte sammen med Danmark, lægges der op til, at deres ophold i Danmark skal blive permanent, og når man fra Flygtningehjælpens og dermed fra dansk lovgivnings side nægter at stille dem over for et krav om repatriering eller tilbagevenden i tilfælde af fred og sikkerhed i hjemlandet, er enhver forskel på indvandrere og flygtninge i realiteten slettet ud.« (Synd tappert!, s. 12f).

Det synspunkt, at det i sidste ende er den vestlige kulturs missioneren, kolonialisme og imperialisme, der bærer det afgørende ansvar for mange af de internationale katastrofer, som nu manifesterer sig i den tredje verden i form af hungersnød, borgerkrig eller flygtninge, har Hjadstrup ikke meget tilovers for. Det har med Kiplings udtryk været »den hvide mands byrde« (jf. Døden, s. 557) at kristne, hjælpe og civilisere tilbagestående kulturer, og forbindelsen mellem denne indsats og den tredje verdens nuværende problemer forbigås i tavshed: »Det var således ikke vanskeligt for de hvide i oplysningstiden at underlægge sig det meste af verden. Og selv om der var mange lykkejægere blandt conquistadorerne, blev man sig dog hurtigt sit ansvar bevidst og påbegyndte arbejdet med at kristne og civilisere den kendte verden.« (Døden, s. 277).

Heller ikke Krarup har meget tilovers for den »endeløse forargelse« over de »europæiske stater, der i en periode herskede over andre verdensdele og besad kolonier, fordi de slet og ret var de stærkeste« (Synd tappert!, s. 50), og om Kiplings digt White Man's Burden hedder det: »Den sidste linje, 'half devil and half child', har naturligvis været genstand for megen forbitrelse, og i disse udtryk kommer den herskende magts formynderagtige og for så vidt overlegne holdning til det beherskede folk selvsagt også til udtryk, men dels er det på hundrede års afstand lovlig nemt at have ondt af en sådan overlegenhed hos dem, der har bragt veje, jernbaner, mad, medicin og ordnet fred til et kaotisk land …« (Tidehverv nr. 1, 1986).

Ikke kun flygtninge og indvandrere er uønskede i Hjadstrups Danmark, også andre minoriteter gør klogt i at gemme, hvad han kalder deres »karakterbrist« i skabet: »På samme måde er homoseksualitet blevet helt acceptabelt. Så vælger vi at glemme, hvad den degenererede græske overklasse lærer os, at homoseksualitet og pædofili er uadskilleligt forbundet. På den anden side kan man selvfølgelig være taknemmelig for, at disse mennesker, som før af forståelige årsager gjorde sig de største anstrengelser for at skjule deres tilbøjeligheder, nu har været så venlige at forsyne os med deciderede medlemslister. Hvad der er knap så heldigt, er deres usalige trang til at reklamere for deres perversion. Skillelinjen mellem det sunde og syge er jo nemlig ikke så skarp endda.« (Døden, s. 296).

Krarup taler ikke om en homoseksuel »karakterbrist«, men om et homoseksuelt »handicap«: »Der skal rigtig nok ikke peges fingre ad homoseksuelle. På grund af deres handicap er de ulykkeligt stillet i livet, og der skal ikke peges fingre ad ulykkelige. Men disse handicappede skal på den anden side heller ikke kræve deres handicap gjort til noget normalt og rigtigt.« (Ekstra Bladet, 23.1.95).

Narkomaner og andre udstødte grupper udgør også en trussel mod Hjadstrups kernesunde Danmarks beståen, og han lover en udrensning: »Vi drukner i narkomaner og småforbrydere, bøller og hærværksmænd, terrorister og snyltegæster. Det er det, der er sket. Lorten er steget os over hovedet. Og nogen skal rense lokummet. Det bliver ikke rart, ikke noget for sarte sjæle. Men det må gøres.« (Døden, s. 268).

Krarup er måske mindre latrinær i sin udtryksform, men scenariet er ikke af den grund mindre overdramatiseret: »I TV-Avisen 20. maj fik beboerne på Vesterbro lov til at fortælle om de rædselsfulde vilkår, de lever under, hvor indvandrede afrikanere har forvandlet kvarteret til et narkohelvede, i hvilket folk ikke tør færdes i deres egen opgang, ikke tør lade deres børn gå alene på gaden, ikke tør have penge på sig, ikke kan få nogen myndighed til at hjælpe sig med at opretholde den mest nødtørftige orden. … andre beboere fortalte, at de havde dannet 'tærskehold', som med knipler og stokke drev de fremmede væk, når det blev alt for slemt …« (Tidehverv nr. 6, 1990). Drastiske midler kan tages i anvendelse mod »snylterne«, som Krarup f.eks. opfordrer til her: »Ingen tør tænke frit og tale højt. Således har de 'humanitære' snyltere fået deres vilje. Senest demonstreret i sagen om den arme politiassistent Uffe Larsen, der kom til at træde en tamilsk asylansøger over tæerne, hvorved han fik Røde Kors til modstander. Det 'humanitære' Røde Kors! Det åh så godgørende Røde Kors! Ja, som har forfulgt en isoleret dansk politimand og fået ham jaget ud af sin stilling (…) Jeg vil opfordre alle til at afvise og sabotere dette foretagende efter denne fremfærd.« (Ekstra Bladet, 4.1.97).

For Hjadstrup er alting blevet vendt på hovedet af Danmarks »intellektuelle herrer«: Det normale er unormalt, det unormale normalt, det sunde sygt, og det syge sundt. Jo mere aparte og afvigende, man er, desto bedre: »Her er alibier til alle, som ikke gider! De bliver nemlig 'diskrimineret', og derfor må vi have særlige ligestillingsråd til at sikre, at minoriteterne tilgodeses, og det vel at mærke over den kedelige majoritet af hårdtarbejdende, lovlydige borgere. 'Ja, jeg vil gerne ansøge om den stilling, der står averteret i avisen i dag …' 'Jaså! Er De indvandrer?' 'Næh.' 'Nå. Ja. Det var jo ikke så godt. Er De straffet? Heller ikke? På afvænning? Pervers?' 'Nej, jeg er desværre hvid og heteroseksuel. Men jeg fik engang en parkeringsbøde …'« (Døden, s. 258).

Krarup ser den samme tendens hos det, han kalder »Over-Danmark«, og i den vestlige verden i øvrigt: »Jovist, en ny-ortodoksi breder sig i den vestlige verden, og i anledning af affæren med Palle Juul-Jensen kommer jeg til at tænke på nogle af Paul Johnsons betragtninger i bogen Wake Up Britain! fra 1994. Her skildrer den engelske historiker situationen i det litterære Storbritannien. Hvad skal der til for at få en litterær pris? Hvilke kvalifikationer kræves der for at være moderigtig i det intellektuelle miljø og få succes? Svaret er: 'Du skal være kvinde, helst lesbisk, ikke-hvid, det vil sige fra Østasien, Mellemøsten, Caribien, Afrika - det sidste er det bedste, du skal slibe din prosastil på West-ends smag'. Så kan du få en litterær pris (…) Dette er ensretningen i England. Igen og igen lærer vi i Danmark samme ensretning at kende.« (Ekstra Bladet, 5.9.96).

For Hjadstrup er denne ensretning de intellektuelles værk og som sådan en trussel mod demokratiet, om de er bevidst om det eller ej: »Intellektualisme er ikke intelligens. Intellektualisme er en form for storhedsvanvid. Den intellektuelle tror, han er klogere end alle andre, og derfor tror han, det er hans opgave at 'oplyse' alle andre. Han er ikke tilfreds med at være et menneske, han vil være en gud. Og så er det jo klart, at demokrati er en dårlig ting, fordi det betyder, at de mange dumme bestemmer i stedet for de få kloge.« (Døden, s. 257).

Krarups kamp mod »Over-Danmark« er et frontalangreb på »humanismens« gift, den intellektuelles »oplysning« i pressen og hos politikerne, hvorfor han for så vidt tilslutter sig forfatteren Christopher Laschs modgift, populismen: »Hvad han [statsministeren] kommer af, har han distanceret sig fra. Hvad han skulle være fælles med, har han hævet sig over. Et eksempel på den moderne, karrierebevidste, rodløse akademiker, som tænker og taler i de herskende fraser. Og fraserne retter alle sammen brodden mod den menige befolkning, som den intellektuelle overklasse foragter. Nej, svarer Christopher Lasch, populismen er ikke en risiko, men en redning. Det er fra befolkningen, demokratiet skal hente styrke til at overleve.« (Tidehverv nr. 4, 1995).

Det er samme »intellektuelle overklasse«, som ifølge Hjadstrup tvinger befolkningen i en skruestik, hvor de knap nok tør udtale sig. Ikke mindst i forbindelse med problemerne med indvandrerne, for ingen »vil jo nemlig risikere mærket 'racist' ved at påtale dem« (Døden, s. 282), hvorfor Hjadstrup taktisk gør det til en hædersbetegnelse og erklærer sit eget parti, Demokraterne, for racistisk: »De overfuser os med skældsord, de slår ud med arme og ben, men den sang og dans har vi hørt så mange gange før. Racister! Javist er Demokraterne racister. Det var vi jo selv, da vi tillod os at melde den indvandrer, der stjal vores cykel! Vist er de fascister. Det er vi jo selv, hver gang vi går i seng med vores kone i stedet for en tolvårig dreng på et lokum. For nogle år siden erklærede en hel dansk provinsby sig for racister. TV kom og interviewede og gøs. Jeg lo.« (Døden, s. 311).

Ligesom Hjadstrup er Krarup godt klar over, at der ikke er noget særlig racistisk i ordets egentlige forstand over den folkelige modstand mod flygtninge og indvandrere, men begrebet er gradvis blevet synonymt med den nationale selvtilstrækkelighed og ringeagt for folk af ikke-dansk herkomst, som er stærkt i fremgang. Ligesom for Hjadstrup er fristelsen til at redefinere og vedkende sig dette skældsord da også for Krarup stor: »Den danske Forenings mest uforsagte mødedeltagere er ældre, svagelige kvinder, hvem intet kan skræmme. 'Tanter' kaldes de hånende af de yngre journalister, der gemmer sig i voldsmændenes rækker. At være tante må ende med at blive en hædersbetegnelse på samme måde som ordet 'racist' er ved at være betegnelse for et hæderligt, modigt menneske …« (Danskeren nr. 3, 1989).

Hjadstrups folkelighed strækker sig ikke kun til redefineringen af en folkelig »racisme« eller til protestantiske kirkefædre og fædrelandssange fra forgangne århundreder, nej, sågar de gamle danske film gemmer folkelige dyder, fra før Danmark gik helt af lave: »Når så en sjælden gang TV sender en god gammel dansk film, er gaderne støvsugede for folk. Vi taler så meget om misforståede genier, eller de taler navnlig meget om sig selv. Hvis jeg må give et eksempel på et misforstået geni, må det være Dirch Passer.« (Døden, s. 301).

Krarups forkærlighed for den danske filmskat er mindst lige så udtalt: »Jeg hygger mig også ved at se de gamle danske film på TV. Jeg synes, de bringer bud om en tid og et land, der ikke var så skeløjet og håbløst, som de efterfølgende 68ere gjorde det til. Jeg genser med glæde Danmark anno 1955.« (Ekstra Bladet, 30.1.98).

Lige så ubesværet, som Hjadstrups folkelighed inkluderer Poul Reichardts og Dirch Passers filmiske præstationer, lige så naturligt inkluderer den Ninn-Hansens politiske heroisme og den tragedie, han blev hovedrolleindehaver af i »skueprocessen« om tamilsagen: »Et af de mørkeste kapitler i den moderne retshistorie var måske skueprocessen mod vores tidligere justitsminister. Mon jeg er den eneste, der sendte ham roser den dag, dommen faldt? Så dybt kan et demokrati altså synke for at sleske for de intellektuelle bavianer, at en politiker bliver dømt for at adlyde folkeviljen!« (Døden, s. 281).

Krarup, hvis reservationer for Ninn-Hansen er større, eftersom den tidligere justitsminister var medansvarlig for den flygtningepolitik, der fældede ham, finder heller ikke megen trøst i tamilsagen: »Jeg har bl.a. noteret mig, at dommer Hornslet om Ninn-Hansens nedprioritering af de tamilske familiesammenføringer skriver, at den 'var uden saglig begrundelse'. Det er jo vrøvl. Han må mene uden retslig eller legal begrundelse. For sagligt set var Ninn-Hansens nedprioritering yderst velbegrundet, eftersom sagen for Ninn-Hansen og det store flertal af den danske befolkning var frygt for en ukontrolleret og ubegrænset indvandring, der vil sprænge Danmark som nation.« (Ekstra Bladet, 19.1.93).

Hjadstrups pejlemærke er folkeviljen, og hvad udtrykker vel denne som folkeafstemningen? »Derfor skyer politikerne også sådanne afstemninger som pesten. De ved nemlig udmærket, at de for længst har mistet enhver tillid i befolkningen.« (Døden, s. 254).

Også Krarups pejlemærke er folkeviljen: »Folkeafstemningen er da vort håb! Her for én gangs skyld kan folket tage politisk stilling, uden at de satans politikere, de 'folkevalgte' folkeødelæggere, nationens pest og plage, kan manipulere med folket og forhindre det i at udtale dets hjertens mening. Er dette ikke, hvad der er behov for mere end noget andet i dag?« (Tidehverv nr. 5, 1993).

Hjadstrup repræsenterer en ny slags politiker: »Vi har brug for en helt ny slags politik og en helt ny slags parti, som ringeagter taburet og karriere som andet end et middel til at opfylde vælgernes ønsker. Hvis 'program' er Folkeviljen. Og hvis du ikke ved, hvad den er, kan du spørge hvem som helst, blot ikke politikerne, de intellektuelle eller de 'politisk aktive' bøller. Det er Danmark for danskere, et Danmark for folket, for 'alle, som vil'. Hvor vi ikke længere er gæster i vores eget land. Hvor vi har indflydelse på vores lands skæbne i stedet for en flok halvstuderede aber. Vi skal nok selv ansætte de 'eksperter', vi skal bruge, det er trods alt os, der betaler for dem. Hvor der atter er et kors i vores flag, som glimter hvidt på lang afstand, så de fremmede kan se, at der er nogen hjemme og vogter.« (Døden, s. 305).

Krarup repræsenterer en ny slags politiker. På Dansk Folkepartis årsmøde i 1997 sagde han bl.a.: »Vi har politikere, der hævder at være danskernes repræsentanter, men som ser danskerne over hovedet og vender det døve øre til deres inderlige og mere og mere desperate protester mod en politik, der er i færd med at gøre danskerne fremmede i deres eget land. Når jeg står her i dag, er det, fordi jeg har mistet enhver tiltro til de siddende politikere …« (Tidehverv nr. 10, 1997). Også Krarup indskærper, at det kan blive nødvendigt at vogte langt mere over Danmark: »Det er først, når dette nationale hjem er truet, at et hjemmeværn kan blive aggressivt, og hvis Hjemmeværnet faktisk er ved at blive det i dag, så er det en advarsel til de politikere, der uden nogen som helst tilladelse eller accept fra den danske befolkning er i færd med at opløse Danmark som nation og forvandle det til et indvandrerland. Først da kan det komme til at indeholde noget truende at sige dette selvfølgelige: 'Danmark for danskerne!'« (Ekstra Bladet, 28.4.94).

Fremtiden

Vi skal selvsagt ikke konkludere, at blot fordi Krarups teoretiske og religiøse grundlag på så iøjnefaldende punkter falder sammen med romanfiguren Hjadstrups, så ville han som potentiel regeringsleder pr. automatik udvikle de værste, regelrette fascistiske tiltag, som Dødens portræt af den fascistiske diktator nok så overbevisende sætter i forlængelse af den forsigtigere »fædrelandskærlighed« og de foruroligende, men trods alt mildere konsekvenser heraf i højredrejningens tidligste faser.

Selvfølgelig kan meget ske på vejen fra agitationen til magten. Det er også tilfældet for Hjadstrup, som en af hans politiske modstandere siger om ham: »Har I nogen sinde prøvet at læse hans bog? Tror I, han drømte om nedslagtning af demonstranter, henrettelse af skrækslagne fanger, AIDS-patienter, der døde i deres eget bræk, eller skrigende flygtninge på stejlende gummiflåder? Gu' gjorde han ej! Han drømte om et Danmark, hvor borgeren kunne færdes frit og trygt ad pæne, rene gader.« (Døden, s. 524).

Der kan ske meget, men man kan dog med nogen overbevisning slutte fra Hjadstrups tidligste, men elaborate planer om »repatriering« til hans direkte udrensning af alle disse for danskheden så undergravende indvandrere, da han endelig kommer til magten, og man kan slutte fra hans agitation mod alle, der ikke lever op til den normale, arbejdsduelige standard - fordi »de ikke vil«, naturligvis - til hans senere kyniske forfølgelse, internering og aflivning af upassende elementer.

Men man kan naturligvis ikke med skyggen af logisk nødvendighed slutte noget som helst fra en faktisk Krarups polemik i Danmark til en fiktiv Hjadstrups politik i Døden. Det er ganske indlysende.

Man kan ikke slutte fra Krarups aktuelle udfald mod »de humanitære snylteres« og »samarbejdspolitikernes« ansvar for den »selvmorderiske indvandring«, hans aversion mod »homoseksuelles handicap«, »indvandrede afrikaneres narkohelvede« og den forhadte »intellektuelle overklasse«, eller hans opfordring til at »sabotere« Dansk Røde Kors, hans trusler om »illegaliteten« og hans antydninger af et hjemmeværn, der kan blive »aggressivt« og vende sig mod indvandringen - nej, man kan ikke med nogen som helst logik slutte sig herfra og så til den fiktive Hjadstrups gennemførelse af etnisk udrensning, censur og diktatur.

Heller ikke om det ene så er begrundet i lige så oprigtig fædrelandskærlighed og er aldeles lige så klart et resultat af ønsket om »folkets bedste« og »Danmarks frelse« som det andet.

Den faktiske sognepræst Krarup er ikke den fiktive romanfigur Hjadstrup.

Men som vi har set, ligner de af og til hinanden. Og de har af og til samme højreekstreme forståelse af danskheden, og de har rent faktisk af og til samme folkelige medvind i ryggen.

Og det er al uhygge nok.

Jakob Stensgaard og Rune Engelbreth Larsen