Nedenstående artikel indgår i bearbejdet og opdateret form i bogen Det nye højre i Danmark (Tiderne Skifter, 2001) som kapitel 3. Hele bogen er i dag tilgængelig online, og den bearbejdede version af nærværende artikel kan læses her: Kapitel 1: Søren Krarup.

Vi aner, at vi er ved at skabe en beskeden Danmarkshistorie og mumler indbyrdes om det. Der er ikke grund til at komme for højt op, men denne folkelige manifestation vil ikke blive uden følger. Den nuværende fatale flygtningelov kan ikke overleve stormen, hvad politikerne allerede er ved at forstå. Også fra Christiansborg tilgår der os oplysninger. Politikerne følger røret med opmærksomhed og ængstelse. Vil de danne parti? spørges der på Christiansborgs gange. Det aner os, at hvis vi ville, kunne vi komme i Folketinget med adskillige mandater. Samme anelse rumsterer nok i politikerne - ikke blot de borgerlige, men også blandt socialdemokraterne, hvis vælgere det i vid udstrækning er, vi hører fra. Lad dem blive i ængstelsen …

Ordene er Søren Krarups. Det er efteråret 1986. Pastoren har indrykket en kvartsidesannonce i Jyllands-Posten, der opfordrer danskerne til at boykotte indsamlingen »Flygtning 86«, og nu strømmer sympatitilkendegivelser ind til præstegården i Seem ved Ribe.

»Jeg har sat mit telefonnummer i annoncen sammen med min adresse, og nu har stormen rejst sig. Vi kan ikke bestille andet end at sidde ved røret. Vi afløser hinanden, når vi skal have en smule mad i munden. Og det er lutter taknemmelige, ja formeligt befriede folk, vi taler med. Nogle græder ligefrem i telefonen.« (En måned i efteråret, s. 18).

Således skildrer Krarup dagene i slutningen af september 1986, hvor han indledte den kamp, som mere end noget andet formåede at sætte kritikken af flygtninge- og indvandrerpolitikken på den politiske dagsorden i Danmark. I denne lille bog blandes i dagbogsform løssluppen optimisme og afvæbnende lune med dreven og veloplagt polemik. Undertitlen slår dog det alvorlige anliggende an fra første side: Rapport fra en borgerkrig.

»Forjættende perspektiver« kalder pastoren udsigten efter den »borgerkrig«, han rejste dette efterår, og næppe nogen kan vel fortænkes i en let latter over den kejtede, men urokkelige selvbevidsthed, med hvilken Krarup iscenesætter sin entre på Danmarkshistoriens tribune.

Men i dag er det måske knap så entydigt, hvem der egentlig har latteren på sin side; vanskeligt er det at benægte den markant stigende gennemslagskraft, som Krarups synspunkter fra 1986 har vundet i de forløbne 12 år i dansk presse og politik, alt imens hans position som den yderste højrefløjs grå eminence og chefarkitekt tegner sig stadig tydeligere.

I nærværende artikel følger vi denne ukuelige stridsmands karriere og kaster et nærmere blik på den verdensopfattelse, som med vedholdende kraft har drevet ham. Kan hænde, at vi samtidig får et indtryk af afgørende tendenser i morgendagens samfund, hvis de »forjættende perspektiver« af Krarups kamp også det næste årti vil præge Danmark med voksende styrke.

Den nuværende, stærke højrebølge synes mere at bekræfte end at modsige det.

N.I. Heje: »Kristendom er døden, er korset«

På Danmarks Kristelige Studenterforbunds sommermøde i 1924 indleder næstformanden N.I. Heje (1891-1974) et hårdt angreb på den »sentimentalitet«, »påtagen gævhed« og »naiv pågående sjælesorg«, der kendetegner det kristelige ungdomsarbejde. I oktober 1926 søsættes tidsskriftet Tidehverv med Heje som redaktør, og det postyr, som er vakt, sprænger forbundet blot to år efter.

Tidehvervsbevægelsen finder sin inspiration i Kingos og Grundtvigs salmer, Kierkegaards opbyggelige skrifter og ikke mindst Luthers skrift, De servo arbitrio (Om den trælbundne vilje, 1525). Grundopfattelsen er, at mennesket i et og alt er synder over for Gud og som sådan bestemt til at besinde sig på den virkelighed, »i kald og stand«, som det nu engang er sat i. Derved bliver også det nationale så afgørende, noget, vi må tage på os, et folkeligt, historisk og sprogligt fællesskab som baggrund for vor danske identitet og Danmark som sådan.

Hovedmodstanderen bliver humanismen og alle former for idealisme, hvis formål netop synes at være at forandre den givne virkelighed, gøre op med »uretfærdigheden« i den ene eller den anden retning, for som Krarup skriver: Der »kan ikke skabes en evig retfærdighed ad politisk og social vej, hvor arvesynden er virkeligheden« (Tidehverv nr. 5, 1989).

Gud kan nå mennesket, mennesket kan ikke nå Gud - det står som intethed over for altet. Retfærdighed og paradis skal vi derfor lade Gud om, det er ikke i menneskets hænder og hører slet ikke denne verden til. Er menneskets handlinger altid i synden, følger dog deraf ikke en passivitet - som Luther sagde til Melanchton i 1521: »Vær da synder og synd tappert, men tro og glæd dig stærkere i Kristus, som har sejret over synden, døden og verden.«

Det kristne næstekærlighedsbudskab står i direkte modsætning til menneskets tilbøjeligheder, eller som Krarup skriver i en artikelsamling med en fra Luther inspireret titel, næstekærligheden eksisterer simpelt hen ikke for mennesket: »… det hedder ikke at elske din næste som dig selv, men at elske din næste i stedet for dig selv. Så er umuligheden understreget. Så er der ingen smuthuller, slet ingen, for den selvforelskede, moderne farisæer i den danske offentlighed. Du skal det umulige, og det umulige hverken kan eller vil du gøre (…) Der er kun evangeliet, som siger: For mennesker er det umuligt, men for Gud er alle ting mulige. Altså er det kristelig børnelærdom, at næstekærlighed er Guds mulighed og Guds alene.« (Synd tappert!, s. 16f).

Næstekærligheden er det for mennesket umulige, som den enkelte altså ikke desto mindre skal tilstræbe i det givne og nære og derved som synder erkende sine begrænsninger og nødvendigheden af Guds nåde. Tidehvervs fader, og et af Krarups store idoler, Heje siger i en tale i november 1929: »Kristendommens tale lyder ganske usentimentalt som en ordre. Jeg skal stå i denne ordre og handle efter denne ordre, ikke for selv at opnå noget, men for at blive jorden tro, blive i sandheden, hvor denne ordre kan få magten. Gud skal sejre, og Gud sejrede i Jesu liv derved, at Jesus døde. Kristendom er døden, er korset.« (Dansk kultur, s. 110f).

Tidehverv bliver efterhånden en ikke ubetydelig faktor på sidelinjen i dansk teologi. Martin Schwarz Lausten konkluderer i Danmarks kirkehistorie: »Det omsving, som skulle blive det mest betydningsfulde i dansk teologi i vort århundrede, startede således som et opgør i den kristelige studenterbevægelse, men det udvidedes snart til at blive et omfattende kristeligt og teologisk oprør.« (S. 303).

Og næppe nogen har forstået at udvide det som Krarup.

O.H. Guldberg: »Landets børn skal nyde landets brød«

Søren Krarup blev født i december 1937 i Grenaa. Hans far, Vilhelm Krarup er gammel modstandsmand og sognepræst med rødder i Tidehverv, og der er i ord og gerninger så fuldstændig overensstemmelse mellem far og søn, at Vilhelm Krarup offentligt har skrevet om sin søn: »Han er i alt, hvad han siger og skriver, min ægte søn.« (Ekstra Bladet, 17.7.95).

Mere berygtet end berømmet for sine hårde ord er denne søn, der udadtil kan virke utilnærmeligt kold, men om hvem det hedder i et portræt i Berlingske Tidende, 25.9.86: »De fleste, som kommer på nærmeste hold, bliver slået af modsætningen mellem hans venlige, næsten forekommende privatperson og den barske pennefører med det ufølsomme hjerte.«

Krarup debuterer som forfatter i 1960 med bogen Harald Nielsen og hans tid, bliver cand.theol. i 1965 og får ansættelse som sognepræst i Seem samme år. Han er medudgiver af Tidehverv siden 1965, redaktør i 1984, og en utrættelig debattør i den offentlige meningsudveksling siden 60erne. Store dele af hans familie deltager i den offentlige debat og har også i forskellig udstrækning bidraget til Tidehvervs spalter, lige fra faderen Vilhelm Krarup og hans hustru, Anette Elisabeth Krarup, over søsteren Majken Frost og til fætteren Jesper Langballe.

Fædrelandet skal værnes for fædrelandets og folkets, men først og sidst for Guds skyld. Men anslagene mod kristendommen og danskheden har været mange og fatale de seneste godt 200 år, begyndende med den franske revolution i 1789 - »sammenbruddet af alle værdier og af enhver lov, fordi mennesket er blevet sin egen lov og egen Gud«, som det hedder i Det moderne sammenbrud, en virtuos fremstilling af Krarups perspektiv på dansk og europæisk kulturhistorie de forgangne 200 år, og måske forfatterskabets hovedværk.

I Danmark begyndte det for alvor at gå galt med afskaffelsen af enevælden i 1848, i hvert fald hvis vi skal følge Krarups udlægning af to hovedpersoner i dansk åndsliv, Grundtvig og Kierkegaard. Grundtvig gik imidlertid aktivt ind i det nye folkestyre, ikke på partiernes vegne, men på danskernes - for Danmarks skyld. Krarup beretter herom for at sætte nutidens »liberale« forhold til »de fremmede« i relief.

I 1850 nedsættes et udvalg med Grundtvig som formand til at skønne om »den første folkelige meddelelse af den danske indfødsret«, som tilstedes ti personer. Her siger Grundtvig i en sætning, hvor det tilsyneladende er ham magtpåliggende at komme omkring alt uden ét eneste punktum: »Dersom jeg nu i dag skulle tale i mit eget navn ved meddelelsen af dansk indfødsret, den første folkelige meddelelse deraf til udlændinge, tale i mit eget navn, da måtte jeg vistnok som den gamle danske pennefører, som jeg nu eengang er, udbede mig tingets hele opmærksomhed for en dansk udvikling deraf, hvor sørgeligt og uforsvarligt det ville være, hvis den danske rigsdag, ligesom desværre regeringen hidtil over en overdreven, eller rettere en misforstået gæstmildhed eller verdensborgerlighed eller kristen-kærlighed, hvad man nu vil kalde de dyder, som man i al beskedenhed selv har tillagt sig, om man derover ville glemme den tørre og nøgne sandhed, som alle tider forkynder, at ethvert folk, der ikke sætter den højeste pris på sin arveret og indfødsret til sit fædreland og på sit modersmål, at et sådant folk, det giver nødvendigvis sig og sit modersmål og sin hele dannelse i de fremmede hænder, og må tage skade for hjemgæld, når det, som det altid hidtil er sket, og ventelig altid vil ske, når de fremmede opkaster sig til deres herrer og behandler dem omtrent som tyskerne behandler slaver.« (Citeret i Ekstra Bladet, 4.7.93).

Indføds- og arveret i national forstand er en milepæl for Krarup, »landets børn skal nyde landets brød«, som det var hensigten med indfødsrettens indførelse ved Ove Høegh-Guldberg i 1776. Og heri består en lige linje fra Guldberg til Grundtvig og fra Grundtvig til Krarup - i hvert fald fra den Grundtvig, som han kalder »den oprindelige Grundtvig«, for Krarup skelner mellem to slags grundtvigianere: »Der var dem, som orienterede sig ud fra den oprindelige Grundtvig, vækkeren i den danske kirke, ham, der havde spurgt, hvi Herrens ord var forsvundet af Hans hus, og som havde undsagt en overfladisk oplysningspræget rationalisme, og disse grundtvigianere blev et salt i landet. Men så var der dem, der tog den humane, ja humanistiske Grundtvig til forbillede, ham, der fra 1832 gjorde ’ånden’ og ’menneskeligheden’ og ikke evangeliet til grundleddet, og som med 1848 blev direkte politisk og prækede læren om ’frihed for Loke såvel som for Thor’, og disse grundtvigianere blev sentimentaliseringens og sværmeriets børn.« (Det moderne sammenbrud, s. 150).

Om evangeliet og danskheden må folkestyret værne. Folkestyrets indførelse betød da også folke-styre i en anden henseende end i dag, betoner Krarup - hverken partier eller medier havde endnu reelt overtaget magten. Folkestyrets betingelser smuldrede dog, som valgbarhedsbetingelserne til landstinget blev strengere under grundlovsrevisionen i 1866, og med indførelsen af forholdstalsvalgmåden i 1915 »befæstedes partiernes magt på folkets bekostning« (Den danske nødvendighed, s. 62). Partiinteresser overtager, Grundlovens ord om, at folketingsmedlemmet alene er bundet af sin egen overbevisning, er i praksis tilsidesat, og Krarup ser resultatet af dette »partivælde« såvel i samarbejdspolitikken under besættelsen som i dagens indvandrerpolitik.

Emfasen på folket og på den kristendom og danskhed, som for Krarup nødvendigvis impliceres gennem folket, er forfatterskabets mene tekel: »Og hvor et dansk menneske er frelst af Guds ord, skal danskeren ved godt mod tage sin danske tilværelse op og være den tro. Kristendom og danskhed. Frelse og opgave. Troen på Gud og respekten for folket.« (Den danske nødvendighed, s. 18).

Disse få ord rummer som et koncentrat hele forklaringen på Krarups egentlige entré på den politiske scene i 1986.

Her starter historien.

»Nej, ikke en krone!«

Ingen sag har optaget Krarup mere end indvandrer- og flygtningeproblematikken. Det er ikke svært at forstå hvorfor. Kristendom og danskhed forpligter: 1) Danmark er ikke flygtningenes og indvandrernes oprindelige, konkrete virkelighed, hvorved de netop ikke har taget deres udgangspunkt i den tilværelse, der var dem givet, »i kald og stand«, og 2) de er sjældent kristne, men sågar hyppigt muslimer. Deres blotte tilstedeværelse - ikke mindst, selvfølgelig, hvor den er blivende - er således en trussel mod danskheden såvel som mod kristendommen.

Krarups eskalerende polemik mod flygtningeloven fra 1983 og politikernes »forræderi« når sit foreløbige højdepunkt i efteråret 1986. Dansk Flygtningehjælp søsætter »Flygtning 86«, en landsomfattende kampagne til hjælpearbejdet i flygtningelejre rundt om i verden, som skal kulminere i en landsdækkende indsamling den 5. oktober. Det viser sig imidlertid næsten umuligt at skaffe de nødvendige 50.000 frivillige indsamlere - så sent som den 2. oktober mangler man stadig væk 5.000 af de 6.000 nødvendige indsamlere alene i København.

To forhold er afgørende for Krarups modstand mod Flygtning 86. Danmark kan og skal ikke »frelse verden«, men besinde sig på det nationale, men dette synspunkt - og hvad det egentlig måtte implicere - lader han taktisk i bagrunden. I princippet er han, siger han, »ikke modstander af at hjælpe flygtninge«. Hovedanliggendet er nemlig modstanden mod organisationen Dansk Flygtningehjælp, der ifølge Krarup har bedrevet omfattende lobbyisme med det resultat, at asylpolitikkens »åbne grænser« i sidste ende truer med at udslette den danske nation. En organisation, der nu er mulighed for at tage principiel, folkelig afstand fra.

Den 21. september 1986 opfordrer Krarup danskerne til at boykotte Flygtning 86 i en annonce i Jyllands-Posten under overskriften: »Nej, ikke en krone!« Her hedder det bl.a.: »Dette såkaldte hjælpearbejde har i de seneste år etableret sig som en stat i staten, der gennemtvinger lovgivningen i Folketinget, terroriserer den offentlige debat, dræner statskassen for millioner og opfører sig som en ridefoged blandt fæstebønder. Kan De huske sagen i Øster Højst? Kan De huske, hvordan Flygtningehjælpens formand kommanderede med de ængstede landsbyfolk? Og kan De huske, da Mogens Glistrup havde tilladt sig at sige sin mening, og samme formand, Thor A. Bak, kommenterede det. ’Bur ham inde!’ hvæsede formanden i pressen.«

Dansk Flygtningehjælp »har handlet som en besættelsesmagt i et fremmed land«, hævder Krarup og opmaler de dystre perspektiver for det multietniske Danmark, der nu tegner sig i horisonten: »Hvad Dansk Flygtningehjælp har forårsaget af ulykker i fremtidens Danmark, kan vanskeligt gøres op og skal ikke blive glemt. Er København en dansk by om 50 år? Kan danskerne fortsætte med at være et folk, når sprog, historie og religion ikke længere er fælles? Er det en skæbne som Libanons, der venter os - hærget af krige mellem uforenelige minoritetsgrupper?«

Præstegården i Seem nedkimes af folk, der ifølge Krarup formelig overfalder ham med taksigelser, opmuntring og støttebeløb til kommende annoncer mod Flygtning 86: »… hele tiden er det den mest rørende taknemmelighed og offervilje, der slår os i møde,« konstaterer han i En måned i efteråret.

Det er søndag den 21. september. Krarup er 48 år. Det er 450-året for den lutherske reformation i Danmark. Denne dag, denne begivenhed og denne mulighed er, hvad han gennem det meste af sit offentlige virke har kæmpet for, håbet på og længtes efter. Han har allerede manifesteret sig i den offentlige debat i et kvart århundrede og været sognepræst i næsten lige så lang tid - men Krarups politiske karriere begynder med en simpel annonce.

»I 1986 havde jeg faktisk et temmelig omfattende forfatterskab bag mig. Dér er hele striden foregrebet. Der var slet ikke tale om nogen tilfældighed. Men det begyndte med en annonce i Jyllands-Posten søndag den 21. september 1986.« (En måned i efteråret, s. 8f).

Ekstra Bladet: »Den sorte præst fra Seem«

Krarups strategi er enkel, men effektiv. Kampagnen mod Flygtning 86 er kun anledningen til et opgør med flygtningeloven fra 1983, der »har ophævet vores grænse«, som det hedder i den næste annonce i Jyllands-Posten, 29.9. Og opgøret med flygtningeloven er tilsvarende kun anledningen til opgøret med hele det »Over-Danmark«, der har undermineret folkestyret ved at lovgive hen over hovedet på folket og kriminaliseret og stemplet den fædrelandskærlige ængstelighed for Danmarks beståen som »racistisk«.

Den menige danskers gryende modstandskamp står for døren, besættelsesmagt og kollaboratører skal »ikke blive glemt«, lover Krarup udramatisk, men bestemt. Tiden er ikke inde til at uddybe implikationerne af dette lighedstegn mellem modstandsbevægelsen under besættelsen og modstanden mod flygtningepolitikken, men det er en »parallel«, som Krarup gentagne gange vender tilbage til, og som den yderste højrefløj siden skal overtage og dyrke med begejstring.

Få journalister interesserer sig reelt for Krarups ærinde og argumenter, og i alle aviser bliver han uden videre til modstander af at hjælpe flygtninge, skønt han har ekspliciteret det modsatte i sin annonce og opfordret til at sende penge til den Danske Afghanistan-komité i stedet for til Dansk Flygtningehjælp.

B.T.s overskrift, 22.9., lyder: »Pastor Krarup på korstog mod flygtninge«. Ekstra Bladets leder, 24.9., er en uforbeholden støtte til Flygtning 86, der vender sig mod »pastor Krarup og hans yngel«, og et par dage senere er han blevet det »teologiske tågehorn« i en leder under overskriften: »Brækfornemmelser«. Snart er han fast »den sorte præst fra Seem« eller bare »Sorte Søren«. På Information tyr man til Bibelen og afslutter lederen »Krarups korstog« med ordene: »Han er besat af en ond ånd og ude af sig selv, hvorfor hører I på ham?«

Martyrrollen er gratis, og opbakningen fra almindelige danskere tilsyneladende betragtelig. »Jeg er ved at drukne i henvendelser. Jeg kan ikke sige andet, end at det er et lavineskred …« udtaler han til Ekstra Bladet, 24.9.

Strategien virker over al forventning. Flygtning 86 har intet som helst med den hjemlige flygtningepolitik at gøre, og Krarup har for så vidt aldrig påstået andet; det er organisationen, der står bag, det er Dansk Flygtningehjælp, som angrebet retter sig mod. Indsamlingen til flygtningelejre rundt om i verden er kun en tilfældig, kærkommen lejlighed til at mobilisere modstanden, fordi det er de samme organisationer, som forestår denne, der har forestået den hjemlige »meningsterror«, som førte til flygtningeloven i 1983.

Krarups kritikere tager imidlertid på intet tidspunkt udgangspunkt heri, men bringer i stedet øjeblikkeligt sig selv i den position, som pastorens snedige skaktræk netop har til hensigt: For det første tvinges de til selv at gøre Flygtning 86s internationale anliggende til ét stort udstillingsvindue for Krarups modstand mod den hjemlige asylpolitik; for det andet forærer de ham uden videre de lettjente propagandapoints, der ligger i, at den almindelige dansker, som har læst hans annonce, ganske enkelt kan konstatere, at Krarup bliver angrebet for at bekrige lige præcis dét, han ekspliciterer ikke at bekrige, hjælpen til flygtninge i nød; og for det tredje - og vigtigst - hele opstandelsen over annoncen bekræfter i ét og alt Krarups påstand om, at der reelt ikke er skyggen af folkelig opbakning bag flygtningepolitikken, eftersom hans modstanderes afgørende argument er en konstant gentagelse af, at støtten til Flygtning 86 skam på ingen måde er en støtte til asylpolitikken i Danmark!

Thor A. Bak, formanden for Dansk Flygtningehjælp, udtaler til Berlingske Tidende, 22.9.: »Det er nok rigtigt, at folk ikke er glade for flygtningestrømmen til Danmark, men så meget mere skulle de være villige til at bidrage til flygtningehjælpen, hvis opgave det er at hjælpe flygtningene ude omkring i verden.« Mimi Stilling Jakobsen betoner i Ekstra Bladet, 26.9., at indsamlingen ikke er et spørgsmål om ens holdning til flygtningeloven: »Også de, der er dybt uenige med Danmarks nuværende flygtningepolitik og ikke ønsker at støtte den, kan derfor roligt give et bidrag.« Ekstra Bladets leder skærer det ud i pap, 30.9.: »… der er fidus i at støtte indsamlingen - for de, der via frivillige danske kroner får en rimeligere tilværelse et fjernt sted, kommer næppe til Danmark!«

Og dér smækker selvfølgelig fælden. I løbet af ugerne, inden indsamlingen til alverdens flygtningelejre overhovedet finder sted, har den udskældte sognepræst held til at transformere den til en uformel folkeafstemning om flygtninges asylmuligheder i Danmark og tilmed tvunget hele »Over-Danmark« til at bekræfte påstanden om den hjemlige flygtningepolitiks manglende folkelige opbakning i en sådan grad, at man anser det for at være strengt nødvendigt at undgå Flygtning 86s forlis pga. »misforståelsen« om kampagnens støtte til flygtninge i Danmark.

Ingen bemærker det, men blottelsen er eklatant og sejren selvfølgelig dermed allerede i princippet Krarups. Flygtning 86 er i mere end en forstand blevet et spørgsmål om ikke at støtte asylsøgere i Danmark - på begge sider i striden!

»Jeg vil beskytte mit land og mit folk«

Jyllands-Posten skriver, 24.9.: »Landsaktion mod pastor Søren Krarup«. Kommunernes Landsforening, Industrirådet og LO finansierer helsidesannoncer til støtte for Flygtning 86. Kommunernes Landsforenings formand, den århusianske borgmester Thorkild Simonsen udtaler ligefrem, at »Søren Krarups kampagne er småracistisk«. En udtalelse, borgmesteren kommer til at fortryde, da Krarup senere får rettens ord for, at den var injurierende.

Samme borgmester, som i parentes bemærket et tiår senere skulle foreslå særlige lejre uden for Århus, hvortil byens somaliere kunne tvangsflyttes, og hvorfra de kunne udskibes direkte til det Somalia, de er flygtet fra; samme borgmester, der som indenrigsminister i 1998 designede og gennemførte en ny udlændingelov, som afskaffer flere elementer i det lighedsprincip mellem indfødte danskere og indvandrere/flygtninge, som netop Krarup har krævet det før, under og efter, at hans kampagne i 1986 blev kaldt »småracistisk«.

Komiteen mod Flygtningeloven nedsættes i løbet af få dage og består foruden initiativtageren Krarup af følgende medlemmer: Dr.phil. Sune Dalgård (historiker og senere redaktør af Den Danske Forenings blad, Danskeren), sognepræst Jesper Langballe (fast skribent i Tidehverv og flittig skribent i Danskeren), sognepræst Olav Lilleør (ligesom Krarup og Langballe fra Forældrenes Børnekommission), seminarieadjunkt Steen Steensen (flittig skribent i Tidehverv) og Jens Toldstrup (den berømte tidligere nedkastningschef for modstandsbevægelserne i Jylland).

På komiteens første møde morer man sig over pressens opstandelse. Krarup skriver: »Midt under vores samtale kom værten ind i konfirmandstuen. Han havde været i byen og taget B.T. med sig hjem, som han nu holdt op for os. Med kæmpetyper stod på forsiden: ’Mordtrusler mod Krarup.’ Toldstrup tog cigaretten ud af munden og sagde: Det var sgu det bedste, der kunne ske, hvis de fik ram på ham, så var sejren vundet! Jeg mente nok, den kunne vindes på anden og heldigere måde, og således hyggede vi os hver især.« (En måned i efteråret, s. 62).

Ingen avis lægger Krarup for had som Ekstra Bladet. Avisens forside proklamerer, 24.9., om landets regent, der er protektor for Flygtning 86: »Margrethe tromler den fanatiske Krarup«. Anne Marie Steen Petersen bidrager med en usædvanlig grovkornet karikatur af Krarup med Ku Klux Klan-folk og et brændende kors i baggrunden. Redaktionen finder den så god, at den bringes to gange. Ekstra Bladet interviewer tillige en lang række kendte personer, som tager utvetydigt afstand fra »Sorte Søren«.

F.eks. siger Søren Strømberg: »Søren Krarups ondskab mod menneskene er værre end 58.000 rockere til sammen.« Margrethe Auken udtaler: »Jeg kender Sorte Søren og havde egentlig besluttet, at han aldrig mere skulle få sat gang i min adrenalin igen. Men det her er for groft. Han repræsenterer afskummet, dem, der skriver svinske breve og laver sjofle telefonopringninger.«

Oven på disse dybsindigheder fremstår Krarup næsten behageligt afdæmpet og ligevægtig, selv når han højtravende udtrykker sin mission: »Jeg vil beskytte mit land og mit folk mod fremmed magtovertagelse, folkelig opløsning og hjemløshed.« (Politiken, 30.9.86).

Sven Ove Gade: »Krarup er autoritær helt ind i sjælen«

I Ekstra Bladet, 26.9., hedder det: »Måske har Ekstra Bladets chefredaktør Sven Ove Gade givet den bedste karakteristik af Søren Krarup i en anmeldelse af Krarups bog, Det moderne sammenbrud. ’Søren Krarup er autoritær helt ind i sjælen og vil genskabe fortiden uden medfølelse for det lidende menneske …’« Det oplyses sågar, at Sven Ove Gade selv har sikret sig et indsamlingsdistrikt og en raslebøsse den 5. oktober.

Kändisser står i kø for en raslebøsse. Ikke bare Ekstra Bladets chefredaktør, men f.eks. også Anker Jørgensen, Uffe Ellemann-Jensen, Lisbeth Schlüter, Birgit Meister, Mimi Stilling Jakobsen, Erik Wedersøe, Thorkild Simonsen, Morten Grunwald, Ole Ernst m.fl.

Mobiliseringen mod Krarup er uden sidestykke. Tre dage i træk indrykker LO og DA og 12 andre arbejdsmarkedsorganisationer fælles helsidesannoncer i syv dagblade til støtte for Flygtning 86. En lang række præster, nonner og menighedsrådsmedlemmer fra Folkekirken, den Katolske Kirke, Metodistkirken og Baptistsamfundet indrykker annoncer, hvori de tager skarpt afstand fra Krarup. Dansk Flygtningehjælp indrykker løbende helsidesannoncer. Der bliver indgivet officielle klager over Krarup til Ribes biskop og landets kirkeminister. 350 kendte kunstnere tilbyder gratis optræden til fordel for Flygtning 86 i dagene inden indsamlingen. Staten støtter indsamlingen med et millionbeløb. Kommunerne laver støttearrangementer for et millionbeløb. Samtlige dagblade støtter Flygtning 86. Og til sidst lykkes det efter daglige nødråb at få hvervet 40.000 frivillige til den store dag, den 5. oktober.

Næppe nogen sinde tidligere har så mange partier, medier, organisationer og kunstnere i Danmark været så enige om noget som helst.

Over for dem står en præst i Vestjylland. Krarup synes komplet isoleret, omringet og chanceløs. Men i Seem præstegård strømmer penge og breve fortsat ind fra dem, som Krarup kalder de »menige danskere«. Den, der står oprejst i strid modvind, er som altid ualmindelig svær at komme udenom.

Aviserne bringer dagligt nye historier om asylsøgernes store pres på den danske grænse, f.eks. skriver Jyllands-Posten, 22.9.: »Presset på asylcentrene i Danmark er i de seneste døgn vokset så alarmerende, at Røde Kors betegner situationen som den værste nogen sinde.« Dagen efter lyder en overskrift i Berlingske Tidende: »Rekord: 1.700 flygtninge i denne måned.« Berlingske Tidende oplyser 26.9., at Dansk Røde Kors ifølge generalsekretæren har mistet 15.000 medlemmer i løbet af 1986, medlemmer, som direkte har udmeldt sig i protest mod flygtningene i Danmark …

Mens Krarup således vanskeligt kan undgå at se sig som rette mand på rette tid og sted, forbereder han sin næste trumf: En underskriftsindsamling mod flygtningeloven og flygtningepolitikken. I nye annoncer hedder det om flygtningeloven: »Den betyder, at enhver fremmed, der stiller ved den danske grænse og siger asyl, er omfattet af danske retsgarantier og har krav på at komme ind i landet, mens hans sag pådømmes - og de fleste får lov at blive. Princippet er selvmorderisk.« Endvidere oplyses det, at annoncen er »betalt af det danske folk«, men Politiken betinger sig en ændring, så det i stedet ender som: »Denne annonce er betalt af menige danskere.« Berlingske Tidende og B.T. nægter pure at bringe den.

I mellemtiden er det blevet den 5. oktober. I mange henseender en afgørelsens time for Dansk Flygtningehjælp, for Krarup - og for dansk flygtningepolitiks fremtid.

Thorkild Hansen: »Vi kan godt nøjes med at hjælpe, fordi det er i vores egen forbandede interesse«

Søren Krarup modtager 600.000 kr. fra »menige danskere« til sin kampagne mod Flygtning 86. Beløbets størrelse negligeres fra alle kanter - det skulle altså være hele »det tavse flertal«, som Krarup hævder at repræsentere? »Kun« 600.000 kr.

Nu er det Flygtning 86s tur. Presse, organisationer og myndigheder har lanceret arrangementer og annoncer i et omfang, det vist endnu aldrig er set hverken før eller siden for nogen enkeltstående begivenhed, når undtages valg og folkeafstemninger. Paul Hammerich leverer en sidste tilbagelænet ironiseren over Krarups »tavse flertal« i Politiken, 5.10.: »Og dagens indsamlere kan godt rasle gennem gaderne på roligan-manér og synge: Det tavse flertal er et tegneseriehold, et tegneseriehold, et tegneseriehold …«

Krarup må smile, om nogen smiler: Hvem behøver venner med sådanne fjender på parnasset? Schlüter-regeringen, Socialdemokratiet og de radikale forhandler just i selv samme uge om at stramme den flygtningelov, som Krarup har tordnet mod.

I dagens kronik i Politiken smider forfatteren Thorkild Hansen sikkert temmelig ubevidst håndklædet i ringen på Krarups modstanderes vegne, dem, der havde alle odds på deres side, men så grueligt undervurderede en snedig præst med en voksende del af befolkningen på sin. Thorkild Hansen skriver: »De er ikke ligesom os, de kommer fra en anden verden, hvor man har en anden kultur, og måske især en anden hudfarve end hos os, og de bliver flere og flere.« En ny »folkevandring«, betegner Thorkild Hansen det og bemærker, hvorledes den slags altid ad åre har trukket krig og kaos i sit kølvand, før han afslutningsvist advarer: »Nu kommer de, og det vil de blive ved med, indtil det ender ligesom sidst. Medmindre vi foretager os noget (…) Vi behøver ikke hjælpe, fordi vi endnu engang er så gode. Vi kan godt nøjes med at hjælpe, fordi det er i vores egen forbandede interesse.«

Kast brødkrummer over bord, luk bovporten og kap fortøjningerne - Hansens humanisme er respektindgydende …

Og derpå kan 40.000 indsamlere tage over, og hvor indsamlerne slipper, kan Gorm og Gregers fortsætte som værter i seks timers direkte transmitteret gallashow fra Tivolis Koncertsal til støtte for Flygtning 86 - et show, der er annonceret og omtalt i pressen uge- og dagevis i forvejen, men som alligevel må løbe af stablen uden at kunne melde udsolgt. Seks timer, hvor alle kan indtelefonere deres støttebeløb, mens et lyspanel følger de ti bedst placerede byers resultater i en fornøjelig konkurrence. Kvindelige ministre, politikere og kulturpersonligheder glitrer om kap, behørigt ledsaget af kavalerer i kjole og hvidt. Der er ikke sparet på noget. Nationale og internationale popstjerner. Et udstyrsstykke uden lige. En veliscenesat folkefest - og en vigtig sag.

Sent på aftenen bliver resultatet fejret. Danskerne bekender kulør. »Krarup og Co. raslet ud af banen,« lyder Ekstra Bladets forside dagen efter. »Flygtning 86 er blevet en bragende succes,« forkynder B.T.s leder. »Danskernes sympati væltede i går ind over landsindsamlingen,« skriver Politiken. 41 millioner kroner er alt i alt kommet i kassen.

»Høvdinge uden indianere«

41 millioner mod Krarups 600.000. Raslet ud af banen?

Af det indsamlede beløb til Flygtning 86 er syv millioner kr. doneret af staten. Omkr. det dobbelte er kommet ind gennem kommunale støttearrangementer inden indsamlingsdagen. Organisationer, virksomheder og kändisser har spædet godt til. Medregnet de offentlige tilskud og de store firmaers og organisationers massive opbakning har hver dansker i gennemsnit givet 8 kroner til flygtningelejrene rundt om i verden. Otte kroner.

»Høvdinge uden indianere« havde Krarup kaldt det »Over-Danmark«, han var oppe imod - og hånden på hjertet: Hvem kan benægte, at han i temmelig vid udstrækning havde ret?

Begejstringen er da også til at overse nedenunder de hurtige »sejrsmeldinger«. Vinderen af gallashowets top ti over byer med det højeste gennemsnit var Christiansø med 79 kr. Ekstra Bladet spørger daværende statsminister Poul Schlüter, om ikke dét burde have været landsgennemsnittet. Statsministeren: Ingen kommentarer. Journalisten fremturer: »Er det viljen eller evnen det skorter på?« Statsministeren: Ingen kommentarer.

Mimi Stilling Jakobsen er mindre fåmælt og udtaler bittert: »Nu kan vi jo ’takke’ en vis præst i Jylland. Jeg er sikker på, han har kostet millioner i dag. Jeg ønsker ham et stort, stort til lykke …« Erik Wedersøe udtaler: »Det gode søndagsvejr betød jo, at masser af danskere gik ud i stedet for at sidde og vente på indsamlerne.« Uffe Ellemann-Jensen udtaler: »Kronhjortene brøler i skoven, og folk er desværre ikke hjemme, når man kommer, men dem, der var, har da taget pænt imod mig.«

Kapitulationen er nærmest total. Men det officielle indtryk er en ubetinget, folkelig sejr.

Krarup indsamler endvidere små 50.000 underskrifter mod flygtningeloven på 14 dage, mens regeringen arbejder på at stramme den. En overskrift i Ekstra Bladet, 8.10., lyder allerede: »Nu trækkes flygtningebremsen.« En lille uge senere, 14.10., mens lovforslaget behandles i allerstørste hastighed, gør Information det endelige resultat af ikke mindst Krarups indsats de forløbne uger op: »… hvorfor dette hastværk? Udlændingeloven er en uendelig kompliceret affære. Faktisk tog det et hurtigtarbejdende udvalg fem år at diskutere sig frem til to modeller for, hvordan udlændingeloven kunne ændres i 1983. Det er disse årelange diskussioner, der nu i et snuptag på mindre end en uge kræves fejet af bordet. Hvis manøvren lykkes - og det afgør den socialdemokratiske gruppe her til formiddag - er der grund til at ønske ikke alene Pia Kjærsgaard, men også Søren Krarup til lykke.«

Manøvren lykkes. Og med stramningerne i 1986 indledes det evigt tilbagevendende stormløb mod Danmarks »åbne grænser«, som igen og igen fører stramning på stramning med sig de kommende 12 år. På få uger har Krarup skabt sig en politisk platform og en gennemslagskraft med langt videre konsekvenser, end nogen vist havde turdet gisne om, da en beskeden annonce blev indrykket i Jyllands-Posten den 21. september.

Bortset fra Krarup.

Sven Ove Gade: »Kun få debattører har kraft. En af de få hedder Søren Krarup«

Ekstra Bladet forfølger pastoren året ud ved at udnævne ham som første kandidat til Årets Nytårstorsk. Det vinder ikke den genlyd, redaktionen utvivlsomt havde håbet - Krarup får 18% af stemmerne og bliver »kun« nr. 3. Måske har man satset på den forkerte hest?

Allerede under stormen mod Krarup har avisen været i forreste linje, når det gjaldt om med særlig emfase at vægte forskellen mellem flygtninge i Danmark og flygtninge i flygtningelejrene uden for landets grænser. Hvor langt er der egentlig fra den mand, som avisen har kaldt »hadets apostel«, og så til den mere end gryende holdningsændring, der lurer lige under den redaktionelle overflade?

I to årtier har Krarup været fast mand på Jyllands-Posten. Under Otto Lipperts og Laust Jensens redaktion har han nydt en stjerneposition, der imidlertid ikke forekommer ham så indlysende under de nye redaktionelle tider på den jyske morgenavis. I begyndelsen af 1988 må han sågar lide den tort at få returneret et debatindlæg, et svar på et gensvar.

Krarup indstiller omgående sin skribentvirksomhed på Jyllands-Posten. Han opfatter næppe heller chefredaktør Asger Nørgaard Larsens bemærkning, 7.2.88, som andet end en degradering, da denne om Krarups »skrivepause« bemærker, at han da stadig væk har adgang til avisens spalter »på lige vilkår med andre meningsskribenter«.

I Tidehverv, marts 1988, forklarer Krarup sit syn på skilsmissen med Jyllands-Posten: »En sådan erklæret interesse i ’at give plads for flest mulige meninger’, hvor en mening eller holdning dermed bliver et underholdningsbidrag, er ensbetydende med holdningsløshed, og på disse vilkår vil jeg og andre, der er ugleset i medieverdenen eller hos den herskende kulturradikalisme, altid være udsat for illoyalitet og chikane. Det var heller ikke på sådanne betingelser, jeg skrev i Jyllands-Posten under Otto Lipperts og Laust Jensens redaktion. Her var forudsætningen for min skribentvirksomhed en saglig loyalitet - at bladet fandt mit arbejde væsentligt, fordi det i vid udstrækning bakkede min holdning op. Jeg er ikke sur over, at redaktionen nu har et andet forhold til mig og min virksomhed. Det er spillets regler.«

Imidlertid går der ikke lang tid, før Ekstra Bladets chefredaktør, Sven Ove Gade personligt opfordrer Krarup til i stedet at tage imod en plads på Ekstra Bladets hold.

Nu kunne man måske tro, at Krarup, der har tituleret Ekstra Bladet som »den patenterede godheds hoforgan« - hvilket er omtrent det værste stempel, han råder over - i utvetydige vendinger ville takke nej. Tilsvarende kunne man mene, at pastoren måtte se sig for god til at tage mod en fremstrakt hånd fra en mand som Gade, der offentligt har tilsvinet og forfulgt ham, som man kun på Ekstra Bladet er i stand til det, og som har ladet aftrykke karikaturer af Krarup i selskab med Ku Klux Klan … Men han kender spillets regler.

Krarup er alt, alt for begavet til at lade sådanne mellemværender stå i vejen, når en ny mulighed byder sig. Og om nogen ved selvfølgelig pastoren, at selv den mest skånselsløse forfølger kan blive slået af hesten blot for at tilbede, hvad han før så ihærdigt forfulgte.

Alt nag er en saga blot, og Krarup begynder som fast kronikleverandør - ofte flere gange om måneden. I november 1990 kalder avisen ikke længere Krarup for »hadets apostel«; Gade skriver derimod i en anmeldelse af pastorens bog, Synd tappert!: »Kun få debattører har kraft. En af de få hedder Søren Krarup. Jeg er derfor glad for, at Ekstra Bladet regelmæssigt kan bringe artikler af ham.« (Ekstra Bladet, 1.11.90). Han dadler dog Krarup for sin EU-modstand, men også denne uoverensstemmelse skal siden minimeres - i Krarups favør, om nogen måtte være i tvivl. Helt op til i dag består dog lejlighedsvise uenigheder, f.eks. når Krarup korrekser Gade for »ufolkelige«, »overfromme og forlorne« synspunkter om at separere kirke og stat (Ekstra Bladet, 4.3.96), men generelt er ægteskabet lykkeligt.

I Tidehverv, april 1992, kalder Krarup kærligt Ekstra Bladet for »gadedrengen«: »Dem, der råber ukvemsord efter folk på gaden, ved man, hvor man har. Med dem, der under de uskyldigste miner og med hvide handsker på hænderne kvæler folk i stilhed, er det en anden sag. De ser pæne ud. Men jeg foretrækker gadedrengen. (…) Der er folk på Ekstra Bladet, jeg har fået respekt for. De har udvist saglig ærlighed og offentlig courage.«

I 1997 under Ekstra Bladets kampagne, »De fremmede«, kanoniserer Krarup nærmest hele chefredaktionen. Under overskriften »Mænd af mod« hedder det om Ekstra Bladets indsats: »Der skrives pressehistorie i øjeblikket. Denne sandhedssøgende, uforfærdede journalistik er i pagt med det bedste i den danske tradition. Folkestyrets salt. Offentlighedens samvittighed. Folkets og sandhedens tjener.« (Ekstra Bladet, 23.4.97). Intet mindre.

Alene de seneste fem år er det blevet til ca. 100 kronikker i en og samme avis, hvilket vist er temmelig enestående i dansk pressehistorie - også hos Sven Ove Gade og gadedrengen.

I mellemtiden omstilles Tidehverv til de nye tider. I 1984 bliver Krarup redaktør. I maj 1988 udkommer det i ny opsætning, og i den ledende artikel, der i den anledning bærer tidsskriftets navn, ekspliciterer Krarup den redaktionelle linje: »Med udgangspunkt i kristendom og danskhed vil vi hævde det åndelige grundlag, som det menige folk her i landet lever på (…) I et samlet og forhåbentlig slagkraftigt arbejde vil vi gøre vort til, at det tidehverv, der foregår omkring os, også vil kunne vinde fodfæste i Danmark og give danskerne grund under fødderne.«

Ikke mindst gennem Krarup er dette perifere organ for en begrænset gruppe teologer i udkanten af dansk kirkeliv med tiden blevet et politisk talerør med voksende bevågenhed blandt presse og politikere. Her stigmatiseres kulturradikalisme og socialisme som Hitlers og Stalins totalitære brødre i ånden. Her hyldes Churchill, Reagan og Thatcher, Harald Nielsen, N.I. Heje og Mogens Glistrup, og her er Georg Brandes det store dyr i den danske åbenbaring. Her tordner anmeldelser, artikler og prædikener mod indvandringen, EU og FN. Her skæres socialisme og nazisme over en kam.

Her støbes kuglerne.

Den Danske Forening, »et helt igennem hæderligt og anstændigt foretagende«

»Vil de danne parti? spørges der stadig på Christiansborg. Hvad er deres hensigt? Lad dem kun gisne og spørge,« skriver Krarup i En måned i efteråret … En del af svaret får vi måske i 1987, hvor den Danske Forening dukker op på arenaen, delvist udsprunget af Komiteen mod Flygtningeloven og med Krarups deltagelse og store billigelse. Han begrænser dog sin virksomhed til enkelte artikler i foreningens blad, Danskeren, og som populær foredragsholder til flere af foreningens møder. På intet tidspunkt falder han for fristelsen til at gå ind i ledelsen, men forbliver menigt medlem. Hvorfor?

I Krarups univers er der til trods for en succesfuld kampagne i 1986 lang, lang vej endnu, før den »menige danskers« røst er slået igennem med tilstrækkelig styrke, til at en bevægelse kan klare sig vedvarende og stabilt gennem skærene fra den massive og mistænkeliggørende modstand fra »Over-Danmark«. Men Krarup har utvivlsomt også øje for, hvor let både superliberalistiske højrefløjsoprørere og hel- og halvnazistiske sympatisører kan kompromittere et nyt, ambitiøst tiltag på højrefløjen, hvorfor det af politiske og taktiske grunde er afgørende at undgå Fremskridtspartiets kaos såvel som associeringen med ekstremistiske grupperinger, som pastoren kun har hån tilovers for.

Det synes oplagt, at Krarup skal se foretagendets muligheder an - der er heller ingen grund til at blive kaptajn på et skib, der ikke til fulde har bevist sin sødygtighed.

Det skal vise sig at være en klog disposition.

Helt i Krarups ånd er den Danske Forening inspireret af Grundtvigs fædrelandskærlige virke. I 1852 forsamledes rigsdagsmænd i »Den danske Forening«, og om gælden hertil skriver Krarup: »Det var en national konflikt, der var dens baggrund, for nok var striden mellem dansk og tysk i Sønderjylland nået til en foreløbig afslutning med Treårskrigen, men problemet var jo ikke løst, og først og fremmest var det nødvendigt, at det danske folk og den danske folkeånd var vågen og vagtsom. Hertil ville disse rigsdagsmænd virke. Til dette formål lod Grundtvig sig vælge til formand, ligesom han i det hele taget var blevet rigsdagsmand for at tale danskhedens sag på tinge. Man skal ikke vige tilbage for at vælge sig store forbilleder, og den Danske Forening af i dag har haft grund til at antage navnet. Der er jo saglig overensstemmelse mellem dengang og nu. Det er samme strid.« (Tidehverv nr. 6, 1990).

Foreningens blad har i overensstemmelse hermed taget navn efter Grundtvigs ugeblad fra 1848-51, Danskeren. Første nummer kommer på gaden i maj 1987 og ligger i direkte forlængelse af Krarups kampagne året før. Ærindet er det samme. Argumenterne er de samme. Lidenskaben er den samme.

I 1988 opmuntrer Krarup sine medkombattanter på deres hjemmebane: »Tab kun ikke modet, kære danskere, for der er slet ikke grund til det! Tingene går nu i den rigtige retning. Jeg har hele tiden sammenlignet oprøret mod indvandrerpolitikken og Dansk Flygtningehjælp med modstandsbevægelsen under besættelsen, og i dette perspektiv er vi nu ved at nærme os 29. august 1943.« (Danskeren nr. 2, 1988). I Tidehverv skriver han året efter om den Danske Forening: »Skulle jeg være højtidelig, vil jeg sige, at de er nutidens sande helte.« (Nr. 5, 1989).

Foreningen møder imidlertid stort set samme modstand som Krarup i 1986. Men hvad Komiteen mod Flygtningeloven ikke havde i 1986, det har imidlertid den Danske Forening efter 1988: En verbal maskingeværrede midt i fjendeland - Krarup i Ekstra Bladet.

I Ekstra Bladet, 5.4.90, sammenligner han det officielle Danmarks foragt for den Danske Forening anno 1990 med det officielle Danmarks foragt for modstandsbevægelsen anno 1943: »Jeg kommer til at tænke på den skrivelse, Alsing Andersen, på Socialdemokratiets vegne, udsendte efter 29. august 1943, og hvori han rasede mod modstandsbevægelsen. Skældsordene ynglede på hans læber. Han kunne ikke finde betegnelser nedsættende nok for dem, der havde fremkaldt bruddet med den tyske besættelsesmagt. Men et par år efter holdt han og Socialdemokratiet helt mund og gik i regering med modstandsbevægelsen og berømmede modstandsfolkene som helte. Nej, man skal ikke tro på alt, hvad der står i avisen. Man skal ikke tage den officielle forargelse for det sidste ord. Vinden kan hurtigt vende. De, der bagtales og forfølges i dag, kan blive berømmet i morgen eller i overmorgen.«

Om de forfulgte fortsætter han: »… det er et helt igennem hæderligt og anstændigt foretagende. Jeg er kun et enkelt menigt medlem, men har haft lejlighed til at betragte og beundre det mod og den uanfægtelighed, hvormed foreningens ledere har ladet sig overhælde med skidtspande, materielt og verbalt (…) Men de bliver ved, for der er kaldt på dem.«

»Nedlæg den Danske Forening«

Trods Krarups ihærdige håndsrækning løber den Danske Forening konstant ind i skandaler. Nazistiske medlemmer, hemmelige konti og bombefremstilling er blandt historierne, der skæmmer »anstændigheden« i offentlighedens øjne, skønt omfanget af beskyldningerne er ude af proportioner, og skønt bestemt ikke alle journalisterne er lige hæderlige og anstændige i deres dækning. Men ledelsen er ikke uplettet og formår i det hele taget heller ikke at klare sig gennem skærene med samme sikre og upåvirkelige kurs som Komiteen mod Flygtningeloven under Krarups kommando i 1986.

Samtidig bæres foreningen dog oppe af en vis medvind, hver gang venstrefløjsaktivister forsøger at obstruere dens møder og således momentant sætter forsamlings- og ytringsfriheden ud af kraft. Få tiltrækker sig sympati som en person, der fysisk forhindres i at sige sin mening, og få kan oprigtigt forsvare en sådan fremfærd.

På den ene side har den Danske Forening tiden på sin side, modviljen mod antallet af flygtninge og indvandrere er konstant stigende både i befolkningen og blandt politikerne, og på den anden side kan man ikke i længden profitere heraf grundet de mange skandaler. Krarup er utvivlsomt blandt de første i foreningen, der ser det.

I Danskeren nr. 6, 1992, er en notits, der taler om »værnemageri« i forbindelse med dem, der arbejder for Dansk Flygtningehjælp. Det hævdes, at bygningen af nye modtagelsessteder for asylsøgere vil få antallet af disse til at blive endnu højere: »Medmindre nogen gør som under sidste besættelse. Det er allerede sket et par steder. Sodsværtede mure og et enkelt sted en brandtomt vidner om gryende modstand af mere håndgribelig art, end den af politikerne så tilsvinede Danske Forening præsterer. Som det hedder i den salme, modstandsfolkene gjorde til deres under den tyske besættelse: Kæmp for alt, hvad du har kært …«

Indirekte billigelse af sabotage? Det er bl.a. sådanne uigennemtænkte træk, der med Krarups ord gradvis risikerer at gøre foreningen til »sin egen værste fjende«. Krarup skriver i sin førstkommende kronik i Ekstra Bladet, 7.1.93, om notitsen, at den »alt for nemt kan misforstås og misbruges, fordi den er tvetydig. Her skrives om værnemageri i forbindelse med dem, der nu tjener penge ved at bygge for Flygtningehjælpen, og så slutter artiklen på en sådan måde, at det er muligt at læse den som en skjult opfordring til vold mod asylcentrene. Det er ikke blot dumt. Det er også utilstedeligt og uanstændigt og i direkte modstrid med Den Danske Forenings formål, som jo tager afstand fra vold og vil bruge ordet til at fremme sin sag.«

Der har sneget sig »uanstændighed« ind i den forening, som Krarup tre år tidligere kaldte »et hæderligt og anstændigt foretagende«. Det er langtfra eneste gang, pastoren føler det nødvendigt at gå i rette med foreningens ledelse og lægge afstand til dens dispositioner.

I 1997 er der tanker fremme om at nedlægge den Danske Forening - sejren synes trods alt i hus. Til Aktuelt, 20.6.97, udtaler formanden, Ole Hasselbalch: »Vi har sejret ad helvede til. De mål, vi satte os for ti år siden, er nået. Nu mener et flertal i den danske befolkning det samme om indvandrerpolitikken, som vi gør.« Dansk Flygtningehjælps informationschef, Klaus Rothstein er tilbøjelig til at give ham ret: »Det er bedrøveligt at konstatere, at de ting, som man for ti år siden kun hørte i den Danske Forening, nu også kommer fra de store etablerede partier som Venstre og Socialdemokratiet.« (Politiken, 28.6.97).

Også Krarup finder anledningen belejlig til at nedlægge foreningen, ikke bare pga. foreningens sejr - men også fordi den er blevet en belastning for sin egen sag. Under overskriften »Nedlæg den Danske Forening« skriver han i Ekstra Bladet, 9.7.97: »Jeg sagde nej til at tale ved den Danske Forenings grundlovs-møde i år, fordi jeg fandt mødet overflødigt og i situationen skadeligt. Det ville modarbejde foreningens hensigt. Det ville skade kampen imod indvandrerpolitikken. Man kan finde det uretfærdigt og bagvendt, men forholdet er, at det er lykkedes at skandalisere Den danske Forening i en sådan grad, at foreningen nu er blevet indvandrer-lobbyens bedste våben.«

Uforskyldt er det ikke helt, for han tilføjer: »Foreningens ledelse har efter min mening været for ukritisk over for en række geskæftige, intrigante typer, der kom sværmende til.«

Den Danske Forening fortsætter imidlertid. Men i mellemtiden har den yderste højrefløj fået et nyt flagskib, der tilsyneladende formår at holde en stabil kurs uden at havne i den slags skandaler, og som allerede i nogen tid har haft Krarups bevågenhed: Dansk Folkeparti.

Pia Kjærsgaard, »en gæv, ukuelig pige«

Krarup er forsigtig. Han lader sig ikke rive med af ethvert initiativ på højrefløjen, om han så ellers måtte være enig i anliggendets hovedsigte - hvis ikke det har, eller med al sandsynlighed tyder på at kunne få opbakning i det danske folk, har man netop mistet det altafgørende udgangspunkt.

Af samme grund havde han heller ikke megen fidus til Nationalpartiet Danmark, da det kom frem i 1990. Til Ekstra Bladet udtaler han, 2.3.90: »Det er folk, som slår politisk plat på befolkningens modvilje mod fremmedindflydelsen. Uanset om det er folk, jeg er enig med, fra den Danske Forening, der står bag partistiftelsen, så er det forkert at danne et politisk parti på det grundlag alene. Det er for snævert. Lige i øjeblikket er der mange, som i desperation kræver hurtige løsninger og ikke har den nødvendige tålmodighed til at afvente ’det lange træk’, dvs. den seje kamp for, at vore synspunkter trænger igennem hos politikerne i de etablerede partier.«

Krarup har tålmodigheden. »Det lange træk« er, hvad han personligt har forestået et par årtier - uden at melde sig ind i et politisk parti. Nationalpartiet Danmark ønsker imidlertid ikke at vente længere - de tror heller ikke på Krarups muligheder som »folkets mand«. Til Ekstra Bladet udtaler en af initiativtagerne, Tage Abilgart: »Jeg siger tingene ligeud. Pastor Krarup er for intellektuel for de danske borgere. Derfor har vi lavet dette parti.«

Nationalpartiet har endnu ikke fået nogen politisk, endsige folkelig betydning overhovedet.

I 1995 bryder Pia Kjærsgaard og en håndfuld ligesindede ud af et fremskridtsparti hærget af kaos og opløsning. De danner Dansk Folkeparti, som snart bliver et stuerent, »etableret« parti uden hverken »landsbytosser« eller iøjnefaldende ekstremistiske medløbere, som har kendetegnet henholdsvis Fremskridtspartiet og den Danske Forening.

Krarup erklærer tidligt sin støtte. I 1997 er han gæstetaler på partiets årsmøde. Det er ikke første gang, han er i denne rolle; han talte også til Fremskridtspartiets årsmøde i 1980, og begge gange er han betænkelig ved at engagere sig i partipolitik. Men ideen om »det lange træk«, den tålmodige venten på, at hans synspunkter »trænger igennem hos politikerne i de etablerede partier«, som han udtrykte det i 1990, synes måske alligevel at skulle justeres.

I sin tale til Dansk Folkeparti, 4.10.97, siger han: »… jeg mener, at Danmarks situation er blevet så fortvivlet, at en dansker bør se bort fra sine betænkeligheder og støtte dem, der vil støtte Danmark.« Indvandringen og unionsudviklingen i EU går fortsat alt for stærkt med fare for fædrelandets eksistens: »Indvandrerpolitik og EU hænger sammen. Som handske til hånd. Som økse og bøddel (…) Hvilken ideologisk besættelse rider nutiden, hvor elementære forhold i menneskelivet som kærlighed til sit hjem og troskab mod sin slægt og folk kaldes for ’racisme’ og søges gjort kriminelt?«

Krarups tale modtages med jubel - det er den intellektuelle højrefløjs grand old man’s blå stempel til et nyt parti, der er på vej frem. Jyllands-Posten dækker årsmødet og skriver dagen efter: »Pastor Søren Krarup, Seem, har gennem tiderne mødt megen modgang og kritik i politiske cirkler, men i går var han virkelig blandt venner. I en tale til Dansk Folkepartis årsmøde i Vissenbjerg-Hallerne svingede han pisken over Danmarks udlændinge- og flygtningepolitik og den Europæiske Union. Var det ikke for partiets årsmødefest i aftes, ville en del af de delegerede sandsynligvis have fortsat de stående klapsalver.«

Krarup kvitterer med et åbent brev til Pia Kjærsgaard, hvor han bl.a. skriver, at det var »hyggeligt at være gæstetaler« og roser årsmødet: »Jeg glædede mig over den gode stemning, der herskede, og de mange tiltalende mennesker, jeg mødte.« (Ekstra Bladet, 11.11.97).

Gentagne gange udtrykker Krarup sin støtte til Dansk Folkeparti i kronikker i Ekstra Bladet, ligesom han i sin tid gjorde det til den Danske Forening. Til folketingsvalget i marts 1998 formulerer han sågar en annoncetekst i eget navn, der opfordrer til at stemme på Dansk Folkeparti: »… det er Danmarks eksistens, der står på spil (…) Derfor stemmer jeg på Dansk Folkeparti og håber inderligt, at mange, mange af mine landsmænd vil gøre det samme.« Dansk Folkeparti betaler annoncen.

Da Pia Kjærsgaard bliver udsat for et overfald på Nørrebro, bliver hun under overskriften »En gæv pige« den nye modstandsbevægelses fremmeste heltinde: »I denne situation, som i et historisk perspektiv må kaldes for en national katastrofesituation, er der en gæv, ukuelig pige, som har sat sig for at give det undertrykte folk mund og mæle og hævde dets ret til eget land. Hun hedder Pia Kjærsgaard …« (Ekstra Bladet, 2.4.98).

Igen og igen benævnes hun »denne lille pige«. Hun er »sit undertrykte og kujonerede folks talsmand i dets folkelige eksistenskamp, der minder kun alt for meget om sønderjydernes under fremmedherredømmet«.

Krarup har sat sin lid til Dansk Folkeparti. Derfra må det endelige oprør komme, derigennem må fædrelandet rejses og dertil må danskerne ile. Og pastoren iler. Han har gjort det før, men denne gang er hans udgangsposition mere konsolideret end nogen sinde.

»Mig i Folketinget?«

Krarups politiske kamp har unægtelig båret frugter. Hans argumenter og påstande gennem de forløbne tolv år genfinder vi f.eks. i dag i Ekstra Bladets ledende artikler.

I 1986 afviste chefredaktør Sven Ove Gade Krarups fortolkning af det kristne næstekærlighedsbudskab - som alene rettet mod den nære virkelighed - med ordene: »Lad være med at falde i svime over en forstokket præst, der har deponeret næstekærligheden i en dansk præstegård med tilhørende jorder.« (Ekstra Bladet, 2.10.86). I 1994 hylder chefredaktøren derimod den tyske forfatter Enzensbergers »fremragende bog«, Udsigt til borgerkrigen, og dennes begrænsning af næsten til naboen, helt i tråd med Krarup: »Selv kristendommen har altid talt om næsten og ikke om fjernesten.« (Ekstra Bladet, 24.7.94). Intet begreb er som »Godheden« og »Godhedsindustrien« blevet avisens hovedfjende og synonymt med institutioner og medier, som finder dansk flygtningepolitik mere end rigeligt strammet, og også denne vinkel er Krarups, der sågar i En måned i efteråret kaldte Ekstra Bladet selv for »den patenterede godheds hoforgan«. Krarups idé med at parallelisere højrefløjens modstand mod indvandringen samt kampen mod EU med modstandsbevægelsen har Ekstra Bladet også adopteret. I en leder under overskriften »Besættelse« hedder det, at »fjenden« er tilbage i »nye gevandter«: »Der gives en besættelse uden krig. Den lister sig ublodigt ind på os, tager umærkeligt magten over vores tilværelse, og magten over vores frihed som folkeslag. Europæismen og indvandringen er den nærværende trussel mod Danmarks frihed som folkeslag.« (Ekstra Bladet, 5.5.97). Tilmed bliver argumentationen sine steder så konservativt kristen, at den kunne have stået i Tidehverv, som da avisen f.eks. forarges over biskopper, der ikke modsætter sig homoseksuelle ægteskaber: »Hvorfor forsvarer de ikke med rank ryg det ægteskab, hvor mand og kvinde velsignes i kirkens ægteskabsritual med henvisning til Skabelsen …?« (Ekstra Bladet, 24.5.97).

Jo, pastoren har sat sine umiskendelige spor; for tolv år siden Ekstra Bladets yndlingsaversion, i dag svæver hans ånd over lederne. For tolv år siden var han en fremmed fugl selv på den yderste højrefløj, i dag hædres han med stående klapsalver i Dansk Folkeparti. For tolv år siden havde han alle de etablerede partier imod sig i sin holdning til asylpolitikken - i dag har hans agitation påvirket og ændret alle de etablerede partiers holdning til asylpolitikken. Hvad bliver mon politikeren Krarups næste skridt?

Han venter på det rette øjeblik - eller måske: Det rette øjebliks rette mand. Glistrups mulighed i begyndelsen af 70erne glippede: »Han havde jo chancen. Det var virkelig en ægte folkelig opstand mod en hovmodig, ufolkelig overklasse, der fandt sted i 1970ernes begyndelse. En historisk mulighed. Det er også tragisk for Danmark og danskerne, at den mand, der med megen kraft og oplagthed startede opstanden, var så fremmed for det afgørende i dansk folkelighed, at oprøret forvitrede i desperate og usammenhængende fægtninger af liberalistisk, økonomisk og efterhånden også privat art.« (Tidehverv nr. 8, 1989). Den stærke kristendom og hårde EU-modstand siger ikke Glistrup meget, og derved glider folkeligheden ham af hænde. Magthavernes »konkrete og historisk givne opgave« hedder nemlig ifølge Krarup »Danmarks eksistens og selvstændighed« (Dansk kultur, s. 18). Det er essensen af en politik i overensstemmelse med kristendommen. Længere er den ikke, og den politiker, der evner at leve op til dette, er slet og ret folkets og fædrelandets politiker.

Ikke et stort grundlag for et parti, skulle man synes, men alt andet - hvor nødvendigt det måtte være i en partipolitisk kontekst - er sekundært. Og det har i det mindste indlysende konsekvenser som kampen mod indvandringen og EU.

EU kan eksempelvis ikke forenes med »fædrelandenes Europa«, som Krarup skriver efter nejet til Maastricht-traktaten i 1992: »Vi er jo ikke modstandere af et økonomisk og handelsmæssigt samarbejde i Europa. Vi ønsker det. Men vi er modstandere af en politisk sammenslutning eller union i Europa, og da denne politiske union skulle føres ud i livet, sagde vi nej til den. Og herved gjorde vi i virkeligheden Europa en tjeneste. For forholdet er jo, at der er tale om to slags Europa - Romtraktatens og virkelighedens. Eller det katolske og protestantiske. Romtraktaten er skabt i det romersk-katolske billede med drømmen om een kirke, een pave, eet Europa.« (Ekstra Bladet, 22.12.92).

Siden Glistrup har dog ingen på den yderste højrefløj opnået samme folkelige tilslutning. Dansk Folkeparti er måske den længe ventede afløser, den afløser, som den Danske Forening aldrig blev. Men kan Pia Kjærsgaard, »denne lille pige«, løfte den store opgave?

Eller kan Krarup? Forestillingen er ham måske ikke så fremmed, som det kunne synes. Allerede i 1990 causerer han over den under overskriften »Mig i Folketinget?«: »… på vejen hjem fik jeg pludselig en idé: Du kan jo stille op som løsgænger ved næste folketingsvalg! Det er ikke, fordi jeg gør mig nogen forestilling om at kunne blive valgt. Det er heller ikke, fordi jeg har lyst til at blive det - selv om jeg ikke skal nægte, at jeg sommetider godt kunne tænke mig at bruge Folketingets talerstol til at sige noget og sprænge den vedtagne problemstilling. Men som en demonstration af, hvad folkestyret faktisk handler om. Eller for at kaste et helt andet og fortrængt perspektiv ind i vort politiske liv. Du kan jo stille op som løsgænger ved næste folketingsvalg med det ene formål at tale frit og uafhængigt for Danmarks interesse!« (Ekstra Bladet, 10.12.90).

Forbilledet er endnu engang Grundtvig - og dennes ord fra 1849 gør Krarup respektfuldt til sine: »Dette er, hvad jeg vil stride for, hvis jeg kommer paa Rigsdagen, thi jeg hører ikke og vil ikke høre til noget andet Parti end hele det Danske Folk, og jeg har det Haab, at naar man kun virkelig kommer Folket i Tale, da vil alt gaae godt, og Tiden vise, at det var kun de Fremmede og deres Slæng, der gjorde Splid, og forhindrede Danskerne fra at faae det Hele indrettet efter deres eget Hoved og Hjerte …« (Grundtvig: Værker i Udvalg, bd. 5, s. 295). Af samme grunde føler pastoren sig slet ikke hjemme i det traditionelle politiske højre/venstre-spektrum: »Jeg er hverken højre eller venstre. Jeg er mig selv.« (Ekstra Bladet, 15.9.93).

Endnu er Krarup dog aldrig stillet op, og måske er også hans muligheder ved at løbe ham af hænde. Men opfordringerne mangler ikke - heller ikke fra Dansk Folkeparti. Og endnu mangler den mand, der ikke som Glistrup er »fremmed for det afgørende i dansk folkelighed«, men på danskhedens kristne grund leder fædrelandet tilbage på rette kurs …

Her slutter historien. Fremtiden må vise, hvad fortsættelsen bringer.

»Etnisk ligestilling i Danmark er slet og ret voldtægt mod danskerne«

Krarup er forsigtig - men taktisk behøver han egentlig sjældent at være. Han mener, hvad han siger, og siger, hvad han mener. Derfor er der ikke noget at »afsløre«, ingen skjulte nazistiske sympatier og ingen racisme og nationalisme i ordenes definitoriske betydning. Krarup mener ikke, at én race er andre racer overlegne, om overhovedet begrebet »race« giver mening, og han har lige så lidt tilovers for nazismen som for kommunismen. Det ville være både tåbeligt og forkert at påstå andet.

For Krarup står i Danmark imidlertid ét folk over andre folk, nemlig danskerne - ligesom f.eks. franskmændene står over andre folk i Frankrig. Dette er hverken racisme eller nationalisme, i hvert fald ikke om vi følger de leksikalske betydninger heraf; det er, hvad Krarup med stolthed vil kalde »fædrelandskærlighed«.

I almindelighed har »racisme« imidlertid en bredere betydning end den leksikalske, noget i retning af »diskrimination på baggrund af etnisk herkomst«. Derfor kan f.eks. hele 43% af den danske befolkning svare bekræftende på spørgsmålet om, hvorvidt de er »temmelig eller meget racistiske«, og yderligere 40% bekræfte, at de er »lidt racistiske« (Kilde: Aktuelt, 22.12.97). Det skyldes dog næppe, at 83% af befolkningen virkelig er mere eller mindre racistiske i den betydning, at de tildeler den danske »race« en alle andre definitivt overlegen status, men snarere, at de er på linje med Krarup, når han bifalder en diskrimination på baggrund af etnisk herkomst: »… at ville skabe etnisk ligestilling i Danmark er slet og ret voldtægt mod danskerne.« Danskerne bør juridisk, økonomisk og socialt stå over indvandrere og flygtninge - i Danmark.

Der er næppe tvivl om, at et overvældende flertal af den danske befolkning i dag har denne indstilling og dermed står bag centrale punkter i Krarups kritik af flygtninge- og indvandrerpolitikken, selv efter de forløbne 12 års hyppige stramninger.

Til gengæld er det mere end tvivlsomt, hvor stor en del af befolkningen, der kan forbinde noget som helst med Krarups kobling mellem danskhed og kristendom, om det nogen sinde skulle lykkes at gøre dem den klar. I Den danske nødvendighed skriver han: »For det nationale er et spørgsmål om etik. Det ligger allerede i buddet: Du skal ære din far og din mor! Vi er født ind i det, javist, men fordi den tilværelse, vi er født ind i, ikke er tom og grænseløs, men konkret og given, i sidste instans sat af evangeliets: Du skal! - derfor er forholdet til ens forældre og dermed til ens fædreland og folk ikke æstetisk eller ideologisk, men etisk: en fordring om at overtage og være, hvad du er: i Danmark at være dansk.« (S. 90f).

Problemet er, at enhver definition på »at være dansk«, som går ud over »at være født i Danmark«, »at have dansk statsborgerskab« eller »at være bosat i Danmark« i sidste ende altid vil være mere eller mindre fuldkommen arbitrær, fordi ingen nok så nøgtern og velargumenteret sproglig, historisk eller kulturel definition blot tilnærmelsesvis ville dække den mangfoldighed, som karakteriserer alle de mennesker, der bor og/eller er født i Danmark. Mennesker er og bliver grundlæggende forskellige, og danskhed såvel som enhver anden nationalitet er og bliver foranderlig konvention. Jo snævrere, desto færre vil identificere sig hermed, og om så det lykkedes at tvinge hele befolkningen i kirke og forklare den Tidehvervs kristendom og den med den forbundne snævre forståelse af danskheden, ville hverken Luthers trælbundne vilje, synd eller dom nogen sinde appellere til et bredere publikum. Dét løb er kørt, hvad vist næppe heller mange oprigtigt vil betvivle - men derfor kan denne kristendom naturligvis godt spille en afgørende ideologisk eller religiøs rolle som grundlag for andre budskaber, der vitterlig appellerer.

Krarups »givne« nationale er ikke mere givet, end at det er nøjagtig så vilkårligt som alle historiens konstante, vilkårlige omskiftelser. »Du skal!«, siger Krarup, ja, hvordan skulle du dog kunne andet end konstatere, at du er født af de forældre, der har født dig, født det sted, du er født, og taler det sprog, du taler? I denne banalitet ligger naturligvis ikke skyggen af politisk, endsige religiøs forpligtelse, hverken inden- eller uden for »kald og stand«. Uforvarende er naturligvis Krarups »kristne danskhed« da også i sig selv ét stort dementi af en sådan absolut forpligtelses mulighed: Alt sådant kommer nemlig af historiske begivenheder, der tilmed også i tusind år atter og atter har forandret »kristen danskhed«.

»I Danmark at være dansk«

Krarup har valgt - han tror. Han har valgt, og han tror, at det givne forholder sig til en luthersk forståelse af evangeliet - men den var ikke givet før Reformationen, for da var givet noget andet. Han har valgt, og han tror, at det givne er Danmark - men for halvandet årtusind siden var der ikke noget »Danmark«, og da det blev givet, lignede det bestemt ikke det Danmark, der er givet i dag - eller for 50, 100 eller 500 år siden for den sags skyld. Han har valgt, og han tror, at en totusindårig mellemøstlig dommedagssekt og en femhundredårig tysk reformation er det givne og kendetegnende for en moderne »danskhed«, hvor det dog er indlysende, at intet i dag er så givet som sekularisering og globalisering.

Men pastoren har sine gode grunde til sit givne. Ligesom der er overordentlig gode grunde til at vælge og tro så meget andet.

Danmark er ikke statisk, og imod både Krarup og Kristus taler mere end noget andet netop alt det givne, og det med hele verdens vægt. Alt det omskiftelige, indbyrdes modsigende, kæmpende og opgivende, elskende og hadende, voksende og døende, som ingen dommer - end ikke en kristen præst eller ditto messias - nogen sinde kan påtvinge noget som helst absolut, endsige forpligtende fællestræk. Den enkelte må tro, føle og vide sit, og det er alt nok.

Kun den totalitære tanke hæver sig herover og udsletter den menneskelige forskel og individualitet i sit autoritære og absolutte Du Skal! og Du Må Ikke! og dikterer »folket« og »massen« sin egen ubetingede Definition på det ensrettende fællesskab som Sandheden - en »sandhed«, som det for alt i verden aldrig må indrømmes, er nøjagtig lige så blafrende betinget af luner, tilfældigheder og tilbøjeligheder som enhver anden politisk sandhed.

Verden står ikke stille, selv om Krarup helst så den fastfrosset i Martin Luthers og Christian IIIs 1530ere eller til nød Morten Korchs og H.C. Hansens 1950ere - ak, verden forandrer sig. Alting forandrer sig, kun ikke det evige kristne, statiske salige paradis uden for verden, som pastoren længes efter, mens han affinder sig med, hvad han ser som sine ondskabsfulde medmennesker, for hvem næstekærlighed er en definitiv umulighed, fordi alt, der skriger i deres indre, er arvesyndens selvretfærdige egoisme … »Tal for dig selv, kammerat,« ville nu nok en betragtelig del af Krarups »danske folk« replicere, stillet over for dette middelaldermørke menneskesyn, som Tidehverv desperat har søgt at »modernisere« med Grundtvig og Kierkegaard.

Som i sin tid Gud, således er det nu Krarup, der skaber mennesket i sit eget billede, men det er kun atter kristendommens menneskefjendskab med den sædvanlige, fade og letkøbte sutteklud, at den almægtige og alretfærdige Krist udfrier de gæve frelste fra denne jammerdal af en verden. Jo, ikke bare humanismen, men mennesket og verden som sådan er de kristne stridsmænds modstandere, selve syndens plot, ondskabens dramatis personae og fortabelsens kulisse.

Verden forandrer sig, og det givne er ikke noget fastere fundament, end at det altid er forbi i det sekund, det er givet. En ny danskhed, i den udstrækning begrebet giver mening, kan være en realitet om tyve år, lige så tolerant og medmenneskelig, som den foregående var intolerant og sig selv nok, lige så givet for sin tids nyfødte, som tidligere Kristus for sin tids og Odin for sin. Nationen kan blive splittet af krig i næste uge, Krarup kan blive statsminister om ti år, og revolutionen kan indfinde sig om tyve, det bliver hverken det foregående, det nuværende eller det kommende mere eller mindre givet eller forpligtende for os eller vore efterkommere af.

Hvor meget Krarup end ønsker at stadfæste nationaliteten som det givne, er det ikke mere givet end et sted, vi fødes eller bor, og et sprog, vi taler. Heri gives selvfølgelig også et begrebssæt, som tegner og for så vidt determinerer udgangspunktet for identitet og verdensanskuelse for dem, der er opvokset hermed, men intet menneske er som bekendt en ø, og at leve er nu engang ubestrideligt at forandre det givne. Det er ikke et spørgsmål om fremskridt eller tilbageskridt, end ikke »udvikling«, men forandring slet og ret.

Mennesket forandrer verden og videregiver derigennem noget nyt. Nogle forandrer det givne overordentlig drastisk, f.eks. Luther, Voltaire og Marx, nogle lidt mindre drastisk, f.eks. Kierkegaard, Grundtvig og Brandes, nogle knap så meget og atter andre meget lidt - men ingen forandrer ikke det givne, og alle videregiver derved noget andet, end de har modtaget.

»I Danmark at være dansk« er således på overfladen tillokkende enkelt, fornuftigt og indlysende, men i realiteten fuldstændig rungende tomt, for der gives ingen forpligtende fællesnævner for alle, hvor meget pastoren så ellers ønsker at forpligte os alle på sin.

»Jeg vil opfordre alle til at afvise og sabotere dette foretagende«

Krarup kan excellere i det vittige, det alvorlige og det absurde. Han kan imponere ved sin skarpsindighed og hæderlighed, og han kan trætte med sine gentagelser og sin menneskemistro, men man har næppe grund til at tro, at han ikke grundlæggende er oprigtig i sin gøren og laden.

Sjældent kan man fange ham i regulære misinformationer, bevidste eller ej, som f.eks. da han i Ekstra Bladet, 19.2.93, påstod, at de nazister, der forgæves forsøgte at få adgang til et møde afholdt af den Danske Forening, blot var »forklædte BZere«. »En undersøgelse kunne have afsløret bedraget,« hævdede Krarup. Det forholdt sig imidlertid således, at nazisternes formand, Jonni Hansen var til stede blandt nazisterne, og at TV2 både bragte billeder og udtalelser af ham i denne anledning, og hvor stor opfindsomhed man end tillægger BZerne, havde de næppe formået at klæde sig så godt ud …

Til andre tider truer pastoren direkte med en modstandskamp, som ikke synes at begrænse sig til almindelig forenings- og udgivervirksomhed.

I Tidehverv nr. 2, 1992, skriver han om en kendelse mod den Danske Forening: »Civilretten i Gentofte har i en injuriesag afsagt kendelse om, at Den Danske Forening må kaldes racistisk og har ’forbindelser med højreekstremistiske kredse, herunder det danske naziparti’. Dommen er grotesk. For ikke blot har Den Danske Forening nedfældet i sine love, at ingen kan være medlem af foreningen, der har haft eller har forbindelse med nazismen. Den har også ekskluderet medlemmer, der skønnedes at have det.« Krarup sammenligner dommen med kommunistloven under besættelsen og tilføjer: »Hvis denne dom får lov at stå ved magt, rykker illegaliteten nærmere. Ligesom under den forrige besættelse.«

Måneden efter, i Tidehverv nr. 3, 1992, skriver han: »Vi står utvivlsomt over for en periode med voldsomme og dramatiske begivenheder. Dette skændige forsøg på at voldtage det danske folk i dets eget hjem må og skal føre til en modstandskamp, hvor vi i troskab mod hele vores historie sætter os til modværge mod Danmarks undergang som dansk land.« Heller ikke her røbes det, hvad der helt konkret ligger i denne »modstandskamp«.

Om »modstandskampen« og »illegaliteten« er væbnet sabotørvirksomhed eller blot en »gåen under jorden«, ekspliciteres ikke, og hvad det egentlig er for »voldsomme og dramatiske begivenheder«, som profeteres, søges heller ikke tydeliggjort. Men som vi har set, tager han kun et år senere afstand fra en notits i Danskeren, der kan læses som indirekte opfordring til sabotage mod modtagelseslejre til asylsøgere.

At Krarup næppe kan kaldes konsekvent, viser sig i 1997, hvor han tager en kritiseret politiassistent i forsvar: »Ingen tør tænke frit og tale højt. Således har de ’humanitære’ snyltere fået deres vilje. Senest demonstreret i sagen om den arme politiassistent Uffe Larsen, der kom til at træde en tamilsk asylansøger over tæerne, hvorved han fik Røde Kors til modstander. Det ’humanitære’ Røde Kors! Det åh så godgørende Røde Kors! Ja, som har forfulgt en isoleret dansk politimand og fået ham jaget ud af sin stilling.« (Ekstra Bladet, 4.1.97). Straffen af denne politimand, som har vækket en tamilsk asylsøger på Københavns hovedbanegård ved elskværdigt at træde ham over tæerne og vride sin fod frem og tilbage, får direkte pastoren til at opfordre til sabotage mod Røde Kors: »Jeg vil opfordre alle til at afvise og sabotere dette foretagende efter denne fremfærd.«

Dertil er det altså kommet. Notitsen i Danskeren fra 1992, der, tvetydig, som den var, indirekte kunne læses som billigelse af sabotage, kaldte Krarup »dum«, »utilstedelig og uanstændig« - men her skriver vi 1997, og meget har øjensynligt forandret sig siden da …

Krarups kobling af modstandsbevægelsen og kampen mod indvandringen er ikke kun genial taktik, men inderlig overbevisning, der skal tages ganske alvorligt, selv om de mere drastiske »paralleller« kun sjældent kommer frem som her.

Informativt er det imidlertid at bemærke, at den »illegalitet«, som Krarup og hans ligesindede flirter med, for længst er blevet barsk virkelighed for et stigende antal afviste asylsøgere, som må gå under jorden for at undgå udvisning til en uvis skæbne (ifølge TV2-Nyhederne, 22.6.97, er hovedparten af de ca. 1.500 mennesker, som lever under jorden i Danmark, flygtninge, som ikke kan få asyl pga. stramningerne i asylpolitikken).

En modstandsbevægelse har vi skam også allerede; den sidder imidlertid ikke lunt bag skrivebordet på præstegårde og fantaserer om fædrelandskærlig dåd, og varsler ej heller »voldsomme og dramatiske begivenheder«, lige så lidt som den opfordrer til hverken våbenbrug eller sabotage, men kun til medmenneskelighed i det yderst konkrete og risikable arbejde med organiseringen af illegale opholdssteder til disse forfulgte mennesker, hvis »forbrydelse« i realiteten alene er deres etniske herkomst. En enkelt gang har nogle behjertede mennesker fra bl.a. Rebel sågar også forsøgt at fjerne nogle meter pigtrådshegn omkring Sandholmslejren for at gøre opmærksom på den horrible tilværelse for de internerede asylsøgere; tilværelser, som psykolog Jørn Nielsen i Politiken, 23.8.96, beskriver som præget af »usikkerhed, resignation, mistro, depression og afmagt« i en ventetid på op til otte år, hvor hele familier bor i et rum på 14-16 m². Men denne drastiske aktion skete i fuld dagslys og med hele pressens vidende, og kan dermed naturligvis ikke måle sig med den heroiske og »rigtige« illegale indsats fra højrefløjen, der manifesterede sig i sodsværtede mure og brandtomter, som Danskeren skrev og uheldigvis kom til at hylde i 1992.

»Hvem var det nu, der skildrede deres fjender som rotter?«

Pastoren er hurtigt ude, når nazistiske træk skal afsløres hos modstandernes propaganda. En tåbelig tegning i Politiken, 16.7.90, fremstiller nynazisterne som rotter, og Krarup kan trække pointen i land med behagelig omhu: »Hvem var det nu, der skildrede deres fjender som rotter og søgte at indgyde offentligheden et rent fysisk ubehag ved dem?« spørger han retorisk i Tidehverv nr. 2, 1992. I dag gør andre brug af finesser ved den nazistiske propaganda, forstår man, og med adresse til bemeldte tegning kan han afslutte: »Hvem er det, der ved hjælp af propaganda og mediemagt søger at sætte jødestjerne på sine modstandere? Endnu mere konkret: Hvem er det, der fremstiller andre som rotter?«

Ja, hvem mon. Det kan være let at se splinten i sin broders øje, og endnu lettere i sin modstanders, men bjælken i sine venners - eller i sit eget?

I Danskeren nr. 5, 1996, anmelder Peter Neerup Buhl, der også er flittig skribent i Tidehverv, tegneserien Kloro og de sorte rotter som »en både sjov og tankevækkende tegneserie for børn i alle aldre«. Neerup Buhl gengiver handlingsgangen således: »Den handler om dyrene i Fredens Dal, som pludselig bliver invaderet af horder af sorte rotter. ’Fremad venner! Vi besætter denne dal og jager indbyggerne bort! …’ Kloro viser da sin ukuelige vilje til modstand med den mindeværdige replik: ’Jeg er flintrende ligeglad! Der skal mere end et par sortsmudskede ostegnavere til at skræmme mig bort!’«

Og for den, der ikke har fattet galoppen, tværer Neerup Buhl dens opbyggelige pædagogiske pointe ud: »Som haren Mimmer i et brombærkrat, fristedet midt i fjendeland, skitserede situationen over for Kloro og odderen Luffe: ’Vort mål er at forene alle rotternes modstandere her, så vi kan planlægge, hvordan vi skal besejre overmagten og fordrive rotterne!’«

Gæt selv, hvem der for Neerup Buhl er de sorte rotter, og hvem der er frihedskæmperne Mimmer, Kloro og Luffe i det aktuelle Danmarksbillede.

Det er selvfølgelig blot en tegneserieanmeldelse, og Krarup fandt tilsyneladende ikke denne gang nogen grund til at opmale parallellen til nazisternes propagandabrug af rotter. Hvor forarget han end måtte være over Politikens karikatur af nynazisterne, undslår pastoren sig dog heller ikke selv for at bruge rottebilledet om sine politiske modstandere, som her, hvor han godter sig over alle dem, der tidligere støttede Tvind, men nu vender det ryggen.

Tvind sammenlignes med guden Svantevit fra Saxos Danmarkshistorie, den store, hedenske træfigur, som blev styrtet omkuld under Valdemar den Stores erobring af Arkona: »Kun rotterne løb ud af afguden. Det forekommer mig at være dette, vi oplever. De har alle sammen dyrket Tvind - de, der nu løber ud af gudehovedet og afsværger afguden og griber til en tvivlsom særlovgivning. De har vidst besked. Eller også har de ikke villet vide besked (…) Og nu kan uhyrlighederne ikke længere skjules, nu er misbrugerne for åbenlyse - nu er Svantevit styrtet, og så løber rotterne hid og did og skal bringe sig selv i sikkerhed.« (Ekstra Bladet, 30.5.96).

Hvad var det nu, pastoren skrev i Tidehverv, fire år tidligere? Åh jo: »Hvem er det, der ved hjælp af propaganda og mediemagt søger at sætte jødestjerne på sine modstandere? Endnu mere konkret: Hvem er det, der fremstiller andre som rotter?«

»Det tolerante menneske er så svagt og svajende som et siv«

Krarups hovedmodstander er humanismen. »Den humanistiske ideologi er i virkeligheden en legalisering af menneskelig ondskab og selvretfærdighed …« (Det moderne sammenbrud, s. 57f). På den baggrund kan det heller ikke undre, at pastoren ser sig selv som stående i et modsætningsforhold til ikke blot humanismen, men også totalitarismen - ja, han ser sågar sig selv som den ypperste modstander heraf: »I den sidste generation er det mig, der klarest og stærkest har gjort op med totalitarismen her i landet, den være sig rød eller sort.« (Ekstra Bladet, 23.1.88).

Krarup ser kommunisme og al form for totalitarisme udsprunget af humanismen, og som det endegyldige tegn på dennes ondskab vidner millionvis af ofre for styret i Sovjetunionen: »I dag, efter Solsjenitsyn og Gulag Øhavet og afsløringen af det blodigste diktatur i historien, som har kostet mindst 60 millioner mennesker livet, er det overflødigt at spørge, om kommunismen står for ufrihed og ensretning. Vi ved kun alt for god besked.« (Den danske nødvendighed, s. 116).

Behændigt overspringer pastoren med påfaldende tavshed kristendommens terrorregister. Spørgsmålet er da også, om ikke totalitarismens essens om noget er foregrebet i den kristne absolutismes helligste dogme: »Jeg er vejen og sandheden og livet.« (Joh. 14, 6)? Her er det Ubetingede. Her står intet til diskussion, eller som Krarup udtrykker det: »Kristendommen er forkyndelse af sandheden, men sandheden kan der ikke stemmes om. Den kan kun adlydes.« (Dansk kultur 1993, s. 77).

Tolerancens absolutte modsætning, den evige Lov, som ingensinde kan betvivles, nuanceres eller kritiseres, kun adlydes. Facit og Punktum. Men er ikke ethvert totalitært og autoritært diktatur netop en bleg skygge af dette, Diktatets blueprint, Enevældets, Almagtens og Sandhedens kongstanke? Intet dogme kunne nogen sinde være farligere end et sådant altlegitimerende carte blanche, og intet kunne være mere knusende for frihed og forskellighed.

Næppe noget fænomen i moderne dansk politik er da heller mere forstemmende end det held, med hvilket netop den aktuelle kristendoms mest uforsonlige og autoritære stridsmand leverer den yderste højrefløj en voksende del af dens identitet såvel som ammunition fra historiens mest verdensforsagende religion.

Ingen religion, ingen ideologi, ingen kultur kommer tilnærmelsesvis i nærheden af den kristne mht. systematiske folkedrab, jævnede kulturer, mord, vold, tortur, korstog, inkvisition, censur, tvang og ensretning. Ingen.

Vi kan sige om kristendommen stort set præcis, hvad Krarup hævder ovenfor om kommunismen, men blot med større ret, om vi multiplicerer resultatet en hel del gange: I dag, efter afsløringen af den blodigste religion i historien, som har kostet millioner og atter millioner af mennesker livet, er det overflødigt at spørge, om kristendommen står for ufrihed og ensretning. Vi ved kun alt for god besked!

Sådan er det. Og så kort er menneskehedens hukommelse, at der stadig er dem, der ser håb og ikke død i det kors, som har flere holocaustiske blodsudgydelser på samvittigheden end noget andet i denne verden. Kristendom og intolerance er i sidste ende uadskillelige, det Nye Testamente og historien bevidner det, og hvor ofte de så ellers søges adskilt, følges kristendommen altid af intolerancen før eller siden - om så det er katolske fædre eller protestantiske reformatorer, der slår takten an.

I højrefløjens hænder er kristendommen farlig, som højrefløjen er farlig i kristendommens hænder. Som hånd og økse.

Medmenneskelig tolerance ligger ganske enkelt ikke i kristendommens natur, og derfor er den selvfølgelig heller ikke velset hos Krarup: »Det tolerante menneske er så svagt og svajende som et siv.« (Den kristne tro, s. 26).

Intet omsvøb her.

Og måske har han ret. Det tolerante menneske er så svagt og svajende som et siv. Derimod er Krarups kristne intolerance stor, rank og ubøjelig. Det intolerante menneske er så stærkt og stift som et strå.

Men er humanismen svag og svajende, er det, fordi den også må og skal gavne sine forfølgere - ellers var den ikke humanisme. Skønt mange er humanismens forfølgere, er humanismen ikke deres. Derfor er det da også, at humanismen altid helhjertet må acceptere og tolerere Krarup og kristendommen, mens Krarup og kristendommen aldrig helhjertet kan acceptere eller tolerere humanismen.

Men om mennesket og den forskellighed, som er den enkeltes vilkår, krænkes, nivelleres eller diskrimineres, da må humanismen slå igen. Ord for ord og slag for slag.

Ellers var den ikke humanisme.

Rune Engelbreth Larsen