Der er 100.000 muslimer i Danmark, men islam er henvist til skyggerne i nødtørftigt indrettede moskeer i baggårde og kælderlokaler. Faklen foreslog i 1998, at Århus tog initiativ til at bygge Danmarks første stormoské og med denne gestus byder landets største religiøse mindretal velkommen i deres nye, danske hjem …

I slutningen af 80erne og begyndelsen af 90erne var der fremskredne planer om at bygge Danmarks første store moské over for Københavns Universitet på Amager, men planerne løb ud i sandet – den islamiske initiativgruppe havde vanskeligt ved at enes, og involverede i projektet måtte samtidig leve med hærværk og trusler fra højreekstremister. Den dag i dag har muslimerne i Danmark stadig væk ikke én eneste traditionel moské med kuppel og minareter, men må lade sig nøje med nedlagte fabrikslokaler, kælderrum eller parcelhuse, som ikke støder det frisindede Danmark for meget.

Islam er den næststørste religion i Danmark, men islamisk trossamfund er stadig væk ikke anerkendt i modsætning til 10 kristne og ét jødisk trossamfund ud over folkekirken. Derudover har 34 andre, fortrinsvis kristne trossamfund ret til at foretage vielser.

Pr. 1.1.97 skønner man, at der befandt sig ca. 105.000 muslimer i Danmark (Kilde: Statistisk årbog 1997). De kan gøre brug af omkring 40 små og ofte skjulte moskeer, hvoraf kun én overhovedet er bygget til formålet.

Til sammenligning har Mosaisk Trossamfunds kun 2.601 medlemmer en centralt beliggende synagoge i København, romersk-katolsk trossamfund har 32.756 medlemmer og 88 kirker og sale fordelt over hele landet, Jehovahs Vidner har 16.111 medlemmer og 174 kirker og sale, de Danske Pinsemenigheder har 5.012 medlemmer og 58 kirker og sale, og Syvende Dags Adventistsamfundet har 2.838 medlemmer og 49 kirker og sale. Til sammen har alle trossamfund med vielsesbemyndigelse uden for folkekirken i Danmark 94.164 medlemmer og 658 kirker og sale, mange af dem beliggende på lige så centrale og fremtrædende steder som folkekirkens (Kilde: Statistisk årbog 1997).

De over 100.000 muslimer i Danmark må derimod nøjes med 40 »moskeer« samt en massiv politisk modvilje, hver gang de forsøger at etablere sig. Senest i januar 1996, da Københavns Kommune afviste et byggeprojekt i nordvest-kvarteret med den begrundelse, at det ville skabe trafikale problemer og i øvrigt ikke passede ind i det omgivende villakvarter.

Religionsfrihed er ikke religionslighed

I Danmark har der været religionsfrihed siden Grundloven af 1849. Det hedder således i Grundlovens § 67: »Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning …« Der er dog den lille klausul, at »intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden«.

At der er religionsfrihed, betyder imidlertid ikke, at alle religioner skal behandles lige af staten; den evangelisk-lutherske kirke har en særstatus, som det fremgår af Grundlovens § 4: »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.« Den evangelisk-lutherske kirke er altså reelt en statskirke, og den »understøttes« da også økonomisk ud over kirkeskatten, som knap 87% af befolkningen betaler, med ca. en halv mia. kr. i årligt statstilskud. Så når det i § 68 hedder: »Ingen er pligtig til at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen,« så tolker man altså statskassens halve mia. kr. som andet end »personlige bidrag«, til trods for, at de i sidste ende er betalt over skatten og altså dermed også af de 13% af befolkningen, som ikke er medlem af folkekirken.

Så længe vi ikke har religionslighed i landet, således at alle religioner kan hverve medlemmer og inddrage kontingent på præcis samme vilkår og virke under præcis samme rettigheder og støtte fra statens side, er det islamiske trossamfund naturligvis stillet uendelig meget ringere end ikke bare folkekirken, men også end den lange række af øvrige anerkendte kristne trossamfund.

Det kan således vanskeligt synes andet end rimeligt, at staten afsætter særskilte beløb til bygning af moskeer i landet, når man tager i betragtning, at det i så høj grad også er i statens interesse, at landets største religiøse mindretal trives under forhold, der afspejler og normaliserer deres tilstedeværelse.

Et par relativt store, centralt beliggende moskeer blot i landets ti største byer ville utvivlsomt hjælpe integrationsprocessen derved, at muslimerne vitterlig ville føle sig taget vel imod, og – om moskeerne blev bygget i klassisk stil med kupler og minaretter – unægtelig bløde op i de ikke altid lige æstetiske danske bybilleder. Men allervigtigst er det selvfølgelig at få rettet op på den skævhed i den ekstreme underrepræsentation af religiøse tilholdssteder for muslimerne.

I det nuværende politiske klima er det så desværre nok utænkeligt, at staten skulle ønske at »understøtte« islam selv i så beskedent omfang, og det til trods for den gensidige gavn for såvel muslimerne som for samfundet som sådan. Og her betyder det næppe heller noget, at moskeerne ganske givet ville blive benyttet i meget videre udstrækning end mange af de hel- og halvtomme kirker i landets 2.123 sogne.

Alternativet til en forholdsmæssigt lige statsstøtte til landets religioner er da også at lade religionerne klare sig selv uafhængigt af staten, men her til lands abonnerer vi altså fortsat på den model eksklusivt at understøtte den evangelisk-lutherske folkekirke, skønt 13% af befolkningen ikke er medlem, yderligere 25% aldrig nogen sinde kommer i kirkerne, 40% kun kommer til højtiderne, 17% af og til og kun 5% et par gange om måneden (Kilde: Danmarks kirkehistorie, s. 328).

Hvor urimelig forskelsbehandlingen religionerne imellem end må forekomme, er det, som landet ligger i dag, temmelig sandsynligt, at muslimerne alene kommer til at tegne sig for alle udgifterne, om en eller flere store moskeer nogen sinde skal blive en realitet i Danmark.

Der er imidlertid heller ingen grund til at tro, at muslimerne ikke skulle være villige hertil, eftersom det ikke har været uholdbar økonomi, men snarere politisk modvilje og kontroverser, der tidligere har strandet sådanne projekter.

Faklen foreslår stormoské i Århus bymidte

Hvor der er vilje, er der som bekendt altid en vej, og Faklen foreslår, at Århus Kommune, der netop har vist stor opfindsomhed og handlekraft de senere år, når det gjaldt om at finde plads til nye store byggeprojekter, tager handsken op, hvor Københavns Kommune kastede den, og tilbyder landets muslimer plads til deres første store moské. Der skal nok vise sig islamiske organisationer, der efterfølgende er villige til at arbejde på en finansiering af projektet, hvis først de modtager en sådan gestus fra myndighederne.

Århus Kommune plejer da heller ikke at ligge på den lade side, når det gælder den kulturelle kappestrid med storebroderen på Sjælland. Siden 80erne har Århus byråd således rakt en hjælpende hånd til landets musikalske mindretal og bygget et internationalt anerkendt musikhus, ligesom man har rakt en hjælpende hånd til landets erhvervselite, da man for få år siden byggede Scandinavian International Congress Center klods op ad Musikhuset. Kunne da ikke muslimerne være den næste gruppe, man på tilsvarende vis satte himmel og jord i bevægelse for at glæde, netop med en stormoské i Århus' centrum?

Det store kongrescenter har jo vist sig at være en økonomisk og publikumsmæssig fiasko af dimensioner, hvorfor man eksempelvis kunne placere moskeen på nogle af arealerne i nærheden – derved ville den netop også kunne profitere af de utallige fine, men ofte ubenyttede parkeringspladser i tilknytning hertil. Det er jo også synd, at så store investeringer, som har været nødvendige for det så godt som ubenyttede kongrescenter, skal gå til spilde, hvorfor en publikumsmagnet som en stormoské lige i nærheden sikkert ville have en vældig gavnlig effekt på det forliste prestigecenter.

Stormoské erstatter Magasin i Århus City

Af samme grund kunne man i kongrescentret, hvor ingen gider leje sig ind i dag, placere de mange nødvendige lokaler og kontorer til f.eks. administration og undervisning i forbindelse med moskeen, hvorved kommunens fejldispositioner straks ville rettes en smule op, og kongrescentret i stedet for at stå som en halvtom spøgelseshal ville blive befolket og anvendt af i hundredvis af muslimer. Måske sågar centrets hotel, ja, hoteller andre steder i byen tillige ville mærke en gavnlig effekt af stormoskeen, der, om politikerne tænker lidt visionært, let kunne blive Skandinaviens største og således noget af et tilløbsstykke.

Af andre oplagte lokationer kunne man f.eks. forestille sig Oliemøllen, som skal rives ned, og det store ubenyttede område bag denne og banegården, hvor man fint kunne tænke sig en moské hæve sig og bryde Rådhustårnets firkantede, stilladsagtige profil med en flot kuppel og nogle mindst lige så høje minareter. Også her ville der være gode trafikale forbindelser, ikke mindst den offentlige trafik, og stadig væk kunne parkeringsanlæggene omkring Scandinavian International Congress Center til fulde udnyttes, da de kun ligger fem minutters gang herfra.

I sidste ende er det naturligvis ikke afgørende, præcis hvor moskeen placeres, blot det bliver i centrum, og blot byggeriet på en gang bliver iøjnefaldende og praktisk – måske skulle man simpelt hen udskrive en international arkitektkonkurrence for med det samme at sætte Århus på det kulturelle verdenskort på en ny og spændende måde.

Somali Community in Denmark: På tide med en stormoské

Somali Community in Denmark tilslutter sig ideen og understreger, at det er på tide, byens tusinder af muslimer får en stor moské, bygget til formålet. Formanden, Rage H.M. Rage udtaler til Faklen: »Somali Community in Denmark mener, at Danmark generelt burde tilskynde muslimer at praktisere deres religion mere åbent. Det vil opklare mange misforståelser omkring Islam, hvis religionen bliver en naturlig og normal del af bybilledet, ikke bare i Århus, men i hele Danmark. Muslimer vil desuden føle sig mere velkomne og trygge, hvis Islam blev behandlet på lige vilkår med den kristne kirke, og et første skridt i den retning kunne passende være et antal centralt placerede moskeer i de større danske byer.«

Rage H.M. Rage finder det besynderligt, at vi skal afvige fra andre vestlige lande som f.eks. USA, England, Holland, Spanien, Frankrig og Sverige, som i modsætning til Danmark ikke er blottet for moskeer, og han tilføjer, at »bygningen af denne moské samtidig vil forlene Danmark med et positivt image i den islamiske verden«.

Somali Community in Denmark vil derfor gå aktivt ind i kampen for en stormoské i Århus, understreger Rage H.M. Rage: »Vi bakker 100% op om Faklens idé og vil på vegne af somalierne i Danmark tage initiativ til møder med islamiske ledere i Århus og arbejde videre med sagen.«

Faklen vil derfor også gerne give et første indtryk af, hvad en stormoské kunne tilføre byen kulturelt og æstetisk, hvorfor vi her har fremstillet et par nødtørftige trickfotos, der selvfølgelig ikke er videre realistiske, men med lidt fantasi og opfindsomhed dog forhåbentlig kan overbevise politikerne om det umiddelbart tiltalende ved forslaget og inspirere dem til at arbejde videre med ideen i mere konkret forstand.

Rune Engelbreth Larsen