lændinge på en værdig måde.« Sådan sagde indenrigsminister Thorkild Simonsen under Folketingets tredjebehandling af regeringens »udlændingepakke«, lovforslagene L 59 og L 60, den 26. juni (jf. Information, 27.6.).

Hvad er så en »værdig måde« i dagens Danmark? Det er f.eks. nedsat integrationsydelse, hvilket vil sige, at en nytilkommen, enlig flygtning vil få 2.000 kr. mindre om måneden end en enlig dansker på kontanthjælp.

Derudover er det åbenbart også »værdigt« at indskrænke flygtninges ret til at bosætte sig, hvor de vil. I den endelige, vedtagne udgave af lovforslag L 60, § 32 hedder det således: »Har kommunalbestyrelsen i den kommune, hvortil den pågældende udlænding flytter, ikke godkendt at overtage ansvaret for introduktionsprogrammet, kan kommunalbestyrelsen i denne kommune bestemme, at introduktionsydelsen nedsættes eller ophører.« 210 år efter stavnsbåndets ophævelse genindføres det i ny form som »en værdig måde« at integrere udlændinge på. De radikales flygtningeordfører, Henrik Svane udtaler om dette forhold i integrationsloven: »Jeg kunne aldrig nogen sinde drømme om at lave den samme lov for en dansker.« (TV-Avisen, 23.6.). Lighed for loven er ikke et princip, der nyder den store popularitet blandt Danmarks aktuelle beslutningstagere.

»I samme manøvre er over 1.000 ansatte i Dansk Flygtningehjælp og dets sprogskoler blevet fyret,« skriver en af disse, Torkil Sørensen, i en kronik i Aktuelt den 8.8., og fortsætter: »I forhold til offentligheden undrer det mig mest, at disse massefyringer er blevet langt mindre omtalt, end da jeg i sin tid oplevede store nedskæringer som drejer på B&W Motor.«

Værdigt eller ej - indenrigsministerens store svendestykke, integrationsloven ryger først ud i et egentligt stormvejr, da UNHCR opfordres til at kigge den efter i sømmene af bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke.

Den særlige »integrationsydelse« til flygtninge, der er ca. 2.000 kr. lavere end den bistandshjælp, som danskere får, er i strid med FNs flygtningekonvention fra 1951, ifølge hvilken værtslandet skal yde flygtninge »den samme behandling med hensyn til offentlig støtte og bistand, som de yder til deres statsborgere«, fastslår UNHCR således utvetydigt i en erklæring den 13.8.

UNHCR undrer sig også over, at den danske regering ikke henvendte sig om lovforslaget; allerede den 20. juni, to uger før lovens vedtagelse, udtalte Flygtningehøjkommissariatets vicehøjkommissær, Søren Jessen-Petersen til Information: »Artikel 35 i Flygtningekonventionen siger, at der er behov for en overstatslig monitering af, at konventionen overholdes. Hvis man vælger at ignorere, at artikel 35 eksisterer, er det problematisk. Konventionen er ikke et tag-selv bord.«

Ikke desto mindre nægtede indenrigsminister Thorkild Simonsen eksplicit at spørge UNHCR. Og ikke nok med det, helt ekstraordinært undersøgte Justitsministeriet ikke integrationslovens forhold til lige netop Flygtningekonventionen, men kun til Grundloven og andre internationale forpligtelser. Hvorfor?

Ifølge Simonsens forklaring i Politiken den 25.8. fordi Justitsministeriet overlod det til Indenrigsministeriet, der altså ikke fandt noget at udsætte. Ifølge Justitsministeriet er sagsforløbet dog et ganske andet. Simonsen lavede ligefrem en aftale med Justitsministeriets lovafdeling om, at de i deres rutinemæssige gennemsyn af lovtekstens forhold til Grundloven og internationale konventioner skulle gå uden om Flygtningekonventionen!

Til Information den 20.8. udtaler afdelingschef i Justitsministeriets lovafdeling, Torsten Hesselbjerg: »Vi lavede en aftale med Indenrigsministeriet om, at det gik vi ikke ind i.«

Professor i statsret ved Københavns Universitet, dr.jur. Henrik Zahle understreger imidlertid i samme avis, at Justitsministeriet er forpligtet til at vurdere forholdet til Danmarks internationale aftaler og »efterse, at fagministeriets, altså Indenrigsministeriets fortolkning er rigtig«.

Simonsen afviser under alle omstændigheder - i hvert fald i første omgang - at anerkende UNHCRs erklæring og føler, at det er urimeligt, at de blander sig i danske forhold, når nu Danmark er så stor en økonomisk bidragsyder til UNHCR: »Jeg vil spørge cheferne i Genève, om det er en rimelig måde at behandle et land på, der støtter dem meget.« (Information, 14.8.).

Endvidere mener indenrigsministeren, at det er »et stort problem, hvis de begynder at gå ind og bedømme forskellige landes lovgivning«, til trods for, at netop Danmarks regering sædvanligvis gør en dyd ud af at markere nødvendigheden af andre landes overholdelse af FNs konventioner - og højtideligt proklamere sin egen.

Venstres udlændingeordfører, Birthe Rønn Hornbech mener ikke, at det er integrationsloven, der skal laves om, men Flygtningekonventionen, der skal efterses: »Jeg mener ikke, at der skal ændres så meget som et komma. Flygtningekonventionen handler ikke om detaljerne i den danske sociallovgivning eller om, at enhver, der betræder dansk jord omgående skal have mere end folkepensionister. Hvis det er meningen med Flygtningekonventionen, så er det det, vi skal se på.« (Berlingske Tidende, 19.8.).

Simonsen foretrækker at negligere hele sagen og udtaler til Information den 14.8.: »Jeg synes, vi i stedet bør glæde os over, at vi har fået den glimrende integrationslov, som alle tilsyneladende er glade for i dag.«

Få dage senere rejser han imidlertid til FNs Flygtningehøjkommissariat i Genève, og et hasteindkaldt møde resulterer i en fællesmeddelelse, som de danske medier den 18.8. tolker vidt forskelligt. Politiken: »FN trækker kritik tilbage«, Aktuelt: »Thorkild tager første stik«, Kristeligt Dagblad: »Halv sejr til Thorkild Simonsen«, Information: »Simonsen trækker i land«, Jyllands-Posten: »Integrationsloven skal kulegraves« og Berlingske Tidende: »FN fastholder kritik af lov« …

I Ritzaus Bureaus gengivelse af fællesmeddelelsen fra Genève understreger Simonsen imidlertid: »Det har altid været vigtigt for regeringen, at der ikke er tvivl om vores vilje til at overholde internationale forpligtelser …« Stik imod Simonsens oprindelige nej til at forhøre sig om loven hos UNHCR før vedtagelsen og stik imod Simonsens tidligere kritik af UNHCRs »behandling« af Danmark. Han får dog medhold i, at kritikken har »været afgivet, uden at UNHCR har haft fordelen af det bredere kendskab til integrationsloven, som dagens møde har givet os«.

Endvidere oplyser fællesmeddelelsen: »Den danske indenrigsminister og UNHCR er blevet enige om, at det vil være nyttigt sammen at foretage en gennemgang af ikke blot den danske integrationslov, men tillige en gennemgang af den danske sociallovgivning med henblik på at undersøge forholdet til Flygtningekonventionen.« UNHCRs talskvinde i Genève, Makiko Shinohara understreger tilmed ifølge Information den 18.8.: »Det er et juridisk faktum, at integrationsloven er i strid med konventionen, og det står ikke til at ændre.«

Formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Morten Bødkov erkender fiaskoen for Socialdemokratiets taktiske spil i samme avis: »Integrationsydelsen var oprindeligt en luns til højrefløjen for at skabe et bredt forlig. Det mislykkedes, men nu betyder lunsen, at socialdemokraterne står bag en politik, der forskelsbehandler mennesker.«

Imens arbejder Simonsen på et smuthul, der kan tilfredsstille UNHCR såvel som de politiske kræfter, der kræver en stadig strammere kurs over for indvandrere og flygtninge for at undgå et socialdemokratisk vælgertab til Dansk Folkeparti.

Tricket synes at være enkelt, fremgår det af Politiken den 25.8. Vi kalder bare integrationsydelsen for noget andet, f.eks. en »arbejdsmarkedsordning«. Voilà! Flygtningekonventionen kræver nemlig, at flygtninge såvel som statsborgere skal have samme bistandslov, men hvor ydelserne er tilknyttet arbejdsmarkedet, tillades en vis forskelsbehandling.

Keine Häxerei, nur Behändigkeit. Der er det samme i tuben, men det hedder noget nyt. Og hvor er det dog godt, at Danmark igen kan komme blandt de artige drenge i klassen, der pligtopfyldende følger reglerne. »Integrationsydelse« bliver til »arbejdsmarkedsordning«, og den hellige grav er vel forvaret.

Og Simonsen kan konkludere præcis det samme, som han gjorde, da al balladen brød ud: »Jeg synes, vi i stedet bør glæde os over, at vi har fået den glimrende integrationslov, som alle tilsyneladende er glade for i dag.«

Alle andre end de, den omhandler, forstås.

Tvangsaktivering af langtidssygemeldte

I Farum Kommune har man bedt en række langtidssygemeldte om at møde op i det såkaldte kommunale produktionshus for at blive aktiveret - udebliver de, vil deres sygedagpenge blive inddraget.

Kommunens ordførende direktør, Leif Frimand betegner i Jyllands-Posten den 13.6. ordningen som »en hjælp til folk om at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter en længerevarende sygdomsperiode«. Problemet er dette »efter«. De langtidssygemeldte befinder sig i sagens natur ikke i en tilstand efter længerevarende sygdomsperiode - de er syge.

»Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge,« lyder et portugisisk ordsprog, som Jacob Haugaard i sin tid tog til sig i sin ironiske valgkampagne.

Nuvel - ironien ender tilsyneladende her.

Skærpede fængselsstraffe uden forklaring

Ifølge Jyllands-Posten den 29.6. vil justitsminister Frank Jensen fremsætte et lovforslag, der bl.a. indebærer, at fanger ikke længere skal have ret til at vide, hvilke episoder der ligger til grund, hvis de bliver isoleret eller flyttet fra et åbent til et lukket fængsel.

Hermed brydes et hidtidigt retsprincip om aktindsigt. Advokatrådet har advaret Folketingets medlemmer mod at realisere forslaget, som sammenlignes med brugen af anonyme vidner.

40% flere asylsøgere får frakendt deres tøj-, kost- og lommepenge

Den nye udlændingelov, der trådte i kraft den 3. juli, har bevirket, at 40% flere asylsøgere får frataget kost-, tøj- og lommepenge med den begrundelse, at de ikke i tilstrækkelig grad vil samarbejde med myndighederne i Danmark om at opklare deres sag eller oplyse deres rejserute, skriver Information den 27.7.

Før den nye udlændingelov var 109 asylsøgere underlagt »motivationsfremmende foranstaltninger«, hvilket vil sige, at Udlændingestyrelsen indstiller al anden støtte til asylsøgeren end mad, husly og nødvendig lægehjælp. Mindre end en måned efter den nye lov er der allerede kommet 41 nye til.

Tidligere havde Udlændingestyrelsen mulighed for at inddrage tøj-, mad- og lommepenge, nu er de forpligtet til sådanne foranstaltninger.

Jurist ved Det Danske Center for Menneskerettigheder, Kim Kjær er efter at have set 38 af de 41 afgørelser bekymret for, om Udlændingestyrelsen ikke skelner mellem asylsøgere uden ID-papirer og den »ikke-medvirken«, som sætter asylsøgeren på vand og brød. Han kritiserer begrundelserne i afgørelserne for at være uklare og udtaler til Information: »Man kan ikke se, om asylsøgere uden ID-papirer direkte har nægtet at fremskaffe oplysninger. Har ansøgeren som i en af sagerne forklaret, at han blev etnisk udrenset og derfor ikke fik sit pas med, synes jeg, det er et meget dramatisk skridt at sætte ham på vand og brød, hvis han ikke direkte har nægtet at samarbejde.«

De danske myndigheder tager f.eks. ikke højde for, at asylsøgeres pas kan være udleveret til menneskesmuglere, hvilket kan være nødvendigt for deres flugt. Kjær mener heller ikke, at myndighederne kan konstatere nogen »ikke-medvirken« til opklaring af en asylsøgers sag i forhold til begivenheder, som slet ikke har fundet sted i Danmark, og som asylsøgeren ikke nødvendigvis har nogen som helst indflydelse på: »Hvis foranstaltningen er rettet mod noget, der er sket bagud i tid, er det ren straf eller chikane.«

Samtidig skal de asylsøgere, som bliver frataget kost-, tøj- og lommepenge oven i købet selv betale, hvis de vil have juridisk bistand til at klage over afgørelsen, hvilket er indlysende umuligt i de fleste tilfælde. »… afgørelser om motivationsfremmende foranstaltninger mener jeg ikke, er af en karakter, så det er nødvendigt med advokatbistand for at klage,« vurderer Udlændingestyrelsens direktør, Claes Nilas, der dermed har gjort sig selv til dommer i en altafgørende sag for asylsøgerens tilværelse, og tilmed i vid udstrækning umuliggjort den anklagedes bistand fra en forsvarer.

Spørgsmålet er da også, om de »motivationsfremmende foranstaltninger«, der sender asylsøgeren på vand og brød, overhovedet er tænkt som middel til at fremme »motivationen« blandt asylsøgerne til noget som helst andet end at holde sig langt væk fra foregangslandet Danmark.

I hvert fald er det sådan, det virker for somaliernes vedkommende. Til Jyllands-Posten den 22.7. udtaler formanden for de Somaliske Foreningers Fællesråd, Mohammed Gelle: »… ude i verden er det rygtedes, at somaliske flygtninge ikke mere er velkomne i Danmark.«

Næsten umuligt at få medhold i klager over politiet

Siden den nye ordning, der trådte i kraft den 1.1.96, hvor klager over politiet er flyttet fra politiets egne såkaldte lokalnævn til statsadvokaterne og uvildige politiklagenævn, er der blevet klaget ca. 2.000 gange over politiet, skriver Aktuelt den 23.7.

I realiteten er det imidlertid næsten umuligt at få medhold i en klage over politiets fremfærd, eftersom det stort set altid kun er politiet og den, der klager, som er vidne hertil, hvorfor det ender som påstand mod påstand: »Resultatet er, at vi må droppe klagesagerne. Også selv om det måske kunne tyde på, at situationen kunne være tacklet bedre fra politiets side. Man kan godt sige, at selve systemet er en fordel for politiet. Oftest er der to betjente, der har overværet situationen, mens klageren står alene med sin forklaring. Dermed bliver politiets forklaring automatisk vægtet juridisk højere,« udtaler Grethe Blomberg fra Sjællands politiklagenævn til Aktuelt.

Ofte kan politiet afværge en klage ved at påberåbe sig »en nødvendig disposition«, og herom siger Blomberg: »Selv om vi i klagenævnet kan pege på, at der var andre muligheder for en løsning i den pågældende situation, henviser politiet til, at der var tale om en såkaldt nødvendig disposition. Og så har vi faktisk ikke mulighed for at komme videre.«

Lægmedlem i Politiklagenævnet for København, Frederiksberg og Tårnby, Ellen Hanne Sørensen siger: »I 99,9 procent af tilfældene støtter betjentene hinanden. Det vil så virke ret håbløst for klageren.«

Politimesteren i Århus, Tage Bækgaard er ikke bekymret: »Når der ikke er flere borgere, der får medhold i deres klager, viser det, at politiet overholder reglerne.«

I 1996 og 1997 afgjorde statsadvokaterne 547 klager om straffesager, og i 73 tilfælde fandt de grundlag for at rejse tiltale. I de samme år afgjorde de 580 klager over politifolks adfærd. I 10 tilfælde fik politifolkene kritik.

Rigsadvokat Henning Fode mener, at det kan være svært for alle parter at huske detaljer under en anholdelse, der kan vare få sekunder, hvorfor det ikke er underligt, at politiets og klagerens versioner ikke stemmer overens. Til Aktuelt udtaler han: »Men jeg tror ikke, at en politibetjent bevidst vil lyve.«

Justitsministeriets embedsmænd hævet over loven

Justitsminister Frank Jensen bekræfter over for Folketinget, at Justitsministeriets embedsmænd havde særrettigheder under forårets afhøringer i forbindelse med undersøgelserne af urolighederne på Nørrebro i maj 1993.

Embedsmændene i Justitsministeriet har selv været med til at udforme den lov, der fastlægger reglerne for den udvidede undersøgelse af Nørrebrosagen, og som udstyrer dem med særlige privilegier. »Hvor embedsmændenes modpart, tidligere justitsminister Erling Olsen f.eks. ikke fik adgang til at læse ét eneste ord i retsbogen, før han blev afhørt, havde Justitsministeriets top mulighed for at læse alt, før de mødte op for at afgive vidneforklaring,« skriver Ekstra Bladet den 9.7.

I modsætning til almindelig retspraksis kunne embedsmændene fra Justitsministeriet altså på forhånd studere, hvad andre vidner havde udtalt, idet de var i besiddelse af en kopi af retsbogen med alle vidneforklaringer.

Lov om DNA-register for kriminelle og sigtede

Justitsminister Frank Jensen har opgivet et DNA-register over hele befolkningen - af hensyn til udgifterne, der ville overstige 14 milliarder kroner. Til gengæld tilslutter han sig ideen fra en af Justitsministeriet nedsat arbejdsgruppe, der i 1996 foreslog et register for ca. 14.500 sigtede og dømte i forbindelse med drab, vold, voldtægt, røveri og groft tyveri, og en lov forventes klar i løbet af efteråret.

At være sigtet er som bekendt ikke det samme som at være dømt, men det afficerer ikke justitsministeren, at juridisk uskyldige således vil figurere i registret, og ifølge Jyllands-Posten den 1.7. er kriminaliteten blandt sigtede da også »langt højere end i befolkningen som helhed«.

Den 20.5. oplyser Politiken dog, at arbejdsgruppens tal for det, som Jyllands-Posten kalder en »langt højere« kriminalitet, dækker over, at i gennemsnit en ud af otte sigtede senere i livet dømmes for en tilsvarende forbrydelse.

Én ud af otte.

Frank Jensen tilføjer over for Jyllands-Posten: »Hvordan vi i fremtiden skal udnytte DNA-testen, er vi ikke færdige med at overveje i regeringen.«

Endnu en udokumenteret politirapport om »organiseret kriminalitet« i Danmark

I 1995 udarbejdede et udvalg under Justitsministeriet en rapport om »organiseret kriminalitet« i Danmark, der over for Folketingets retsudvalg bl.a. skulle dokumentere nødvendigheden af øget adgang til rum- og telefonaflytning, hemmelige ransagninger og civile agenter som modtræk mod den påståede stigende organiserede kriminalitet i »rockerkredse«.

Af rapporten fremgik det, at medlemmer af Hells Angels indtil 1989 havde 17 domme for vold med døden til følge og 9 domme for voldtægt. I Weekendavisen den 25.8.95 kunne journalisterne Erik Glyngfeldt og Søren Brun imidlertid sammenholde tallene med en redegørelse fra Justitsministeriet fra 1991 og dokumentere, at dette langtfra var i overensstemmelse med sandheden. De korrekte tal var henholdsvis 2 og 0.

Bl.a. Helge Adam Møller fra de konservative og de radikales Bjørn Elmquist lovede at følge skandalen op, men intet skete, intet ansvar blev placeret, og alt glemt.

I 1997 udkom så Rigspolitiets situationsrapport om organiseret kriminalitet i Danmark i 1996, som danner grundlag for EUs generelle vurdering af medlemslandenes status på området. Rapporten hævder, at Hells Angels og Bandidos kontrollerer narkomarkedet, og at de søger »indflydelse på offentlige forvaltningsprocesser og indsigt i offentlige myndigheders virke« (en yderst inkriminerende konklusion, der imidlertid viser sig blot at dække over, at enkelte medlemmer har benyttet deres almindelige ret til at bede om aktindsigt i fængselsansattes papirer), og at de »grupperer sig i fængslerne« (at det er myndighederne selv, der placerer medlemmer af samme klub i samme fængsel, nævnes ikke). Den ansvarlige for rapporten, politimester Jens Henrik Højbjerg erkendte, at man ikke kunne dokumentere klubbernes eller »rockerkrigens« forbindelse til narkomarkedet, men henviste til »indikationer«. Chefkriminalinspektør Per Larsen afviste imidlertid enhver sådan snak og udtalte, at man »ikke har beviser for eller indikationer af, at krigen handler om narko«, og fastslog i overensstemmelse med advokat Thorkild Høyer, at »der er tale om en krig på ære« (Jyllands-Posten, 15.8.97).

I juli 1998 udkommer så politiets seneste rapport til EU. Atter er det ikke mindst Hells Angels og Bandidos, der er i kikkerten, og atter er beskyldningerne om organiseret kriminalitet udokumenterede, og det i hvad man kalder en »retsstat«, der ellers måtte tænkes at hylde princippet om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Ingen fandt heller på at konfrontere de relevante myndigheder med politiets efterhånden svækkede pålidelighed på baggrund af tidligere forfalskninger og udokumenterede påstande.

Rigspolitiet, som tidligere mente, at »rockerkrigen« udgjorde landets farligste cocktail af kriminalitet, synes nu at gøre »rockerfreden«, som har varet et års tid, til det altoverskyggende hovedproblem. Igen er det den hovedansvarlige politimester Jens Henrik Højbjerg, der udtaler til Politiken: »Rockernes voldsaura er ikke blevet mindre efter krigen. Nu, hvor rockerkrigen er overstået, giver det mere plads til ny kriminalitet.« (1.7.).

Politimesteren er meget omhyggelig med at understrege, at politiets overvågning fortsat skal være »meget massiv«, ifølge Politiken pga., »at den moderne teknologi også har vundet indpas hos rockerne«. Jens Henrik Højbjerg uddyber dette derved, at klubberne nu takket være Internet kan kommunikere pr. e-mail på tværs af landegrænserne, en korrespondance, som kan kodes vha. såkaldt kryptering. Politimesteren nævner ikke, at kryptering er fuldt lovligt, og at enhver på Internet uden besvær kan gøre brug af dette offentligt tilgængelige og vidt udbredte kodesystem, som opretholder brevhemmeligheden og forhindrer uvedkommende i at læse ens private post.

Advokaterne Thorkild Høyer og Peter Hjørne tager skarpt afstand fra rapportens udokumenterede og stærkt kriminaliserende påstande, som de betegner som et »falsk trusselsbillede«. Thorkild Høyer, der forhandlede freden på plads mellem Hells Angels og Bandidos, kritiserer politiet for at kaste en offentlig dom over én bestemt samfundsgruppe, og siger til Politiken: »Mig bekendt er der ikke nogen sager, som underbygger politiets påstande. Ud fra en politimæssig betragtning er rockerne altid et godt skræmmebillede at hive frem over for politikerne, når man vil have dem til at give flere penge.« Til samme avis udtaler Peter Hjørne: »Det er simpelt hen en erklæring, som politiet kommer med for at holde fast i de store bevillinger, som de fik på grund af rockerkrigen. De er jo nødt til at holde dampen oppe.«

Justitsministeriet afviser erstatning for den ekspropriation af ejendomme, som rockerloven afstedkom

Hells Angels søger erstatning på 2,5 millioner kroner fra Justitsministeriet som følge af lukningen af bl.a. tre forretninger i forbindelse med rockerloven. Ifølge Grundlovens § 73 forpligter staten sig til at yde erstatning ved ekspropriation af ejendomme.

Både Justitsministeriet og politimesteren i Roskilde nægter at udbetale erstatning. Politiken skriver: »I afslaget sammenligner politimesteren rockerloven med den ret, som landbrugsministeren har til at afspærre en landejendom for at udrydde smitsomme sygdomme blandt dyr.« (21.7.).

Retten til at udrydde smitsomme sygdomme blandt dyr …

Gad vide, om der overhovedet er nogen sanktionsmuligheder fra myndighedernes side, som man ikke kan legitimere på baggrund af så kreativ en argumentation?

Diskrimination af muslimer

Greve kommune står sammen med firmaet Redous Rengøring bag et stillingsopslag i kommunens jobformidling, hvor der søges nyt rengøringspersonale, »gerne udenlandske personer (kvinder dog uden tørklæder)«, skriver Politiken den 8.7.

Ejeren af Redous Rengøring, Britta Hatar siger, at forbuddet mod at bære tørklæde har eksisteret i flere år: »Jeg vil bare ikke have, at pigerne bærer slør, som kun viser deres øjne. Hvis de skal arbejde på et hotel, er det vigtigt for gæsterne, at de kan se kvinderne.« Hvorfor dette er så vigtigt, får vi ikke svar på, heller ikke, om ikke man har tilstrækkelig mulighed for at »se kvinderne«, når de bærer tørklæde.

Det er ikke den første sag om muslimske pigers og kvinders tørklæder. I 1994 afviste et københavnsk socialcenter en erhvervspraktikant, fordi hun insisterede på at beholde sit tørklæde på. I 1996 blev en irakisk læge bortvist fra et hospital pga. sit tørklæde, der angiveligt skulle give »hygiejnemæssige« problemer og i øvrigt afveg fra de ansattes uniformering. I år nægtede to skolelærere i Odense at undervise somaliske elever, som bar tørklæde i timerne.

Kun få sager kommer frem, men problemet er udbredt. Leder af Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, Eric Tinor-Centi udtaler til Politiken: »Vi er blevet kontaktet af flere muslimske kvinder, der er blevet diskrimineret, fordi de går med tørklæde. Diskriminationen udøves af såvel private arbejdsgivere som af sagsbehandleren på socialkontoret eller arbejdsformidlingen.«

Også i de danske folkeskoler oplever muslimer en stadig stigende chikane. Ved undervisningsministerens årlige møde i Sorø sagde leder af Institut for Mellemøststudier, dr.phil. Jørgen Bæk Simonsen: »Lærerne taler ned til elevernes forældre og tager ikke hensyn til elevernes kultur (…) Folkeskolen har svigtet i mødet med den muslimske minoritet. Der er tale om en rystende behandling af mange unge og deres forældre, fordi institutionerne har glemt at justere deres idealer til virkeligheden.« Selv skoler med mange islamiske elever ignorerer fuldstændig islams højtider. (Jyllands-Posten, 29.7.).

Politifolk frifindes for butikstyveri og vold

En århusiansk vicepolitidirektør spadserede gennem kassen i et supermarked med en deodorant, en spritpen og en dåse fiskeoliekapsler i lommen. Uden at betale.

En butiksdetektiv fangede imidlertid tyven, og da vicepolitidirektøren stilede mod udgangen, blev han pågrebet. Han bad nu butiksdetektiven og en butikschef om ikke at melde sagen til politiet, fordi det ville få konsekvenser for ham, men lige lidt hjalp det - vicepolitidirektøren blev meldt til politiet for butikstyveri.

I retten forklarede han, at det var hans hensigt at betale, efter at han var gået gennem kassen, men butiksdetektiven fastholdt, at han var gået i retning af udgangen. To af rettens tre dommere frifandt ham pure, eftersom de ikke fandt butiksdetektivens forklaring tilstrækkelig sandsynliggjort, ligesom de heller ikke mente, at det var usædvanligt, at vicepolitidirektøren havde søgt at undgå at få sagen politianmeldt.

»Det var stress og distraktion«, der fik vicepolitidirektøren til at glemme at betale, konkluderede retten med to stemmer mod en (Politiken, 16.7.).

Nu kunne man så forvente, at sagen skulle danne præcedens, så vi fremover undgår de mange situationer, hvor sagesløse er blevet stemplet som butikstyve og ydmyget af butiksdetektiver og andet personale, når nu domstolen nøgternt konstaterer, hvor let man glemmer, hvad man har i lommerne, som følge af den såre udbredte »stress og distraktion«. Ikke bare folk i betroede og højtlønnede stillinger lider selvsagt herunder, faktisk er den »stress og distraktion«, som snarere følger af at mangle basale ting til dagen og vejen, utvivlsomt langt mere omfattende, når man som f.eks. hjemløs eller bistandsklient hele tiden må hutle sig gennem tilværelsen.

Fra de private vagtværn lyder imidlertid andre toner. Vagtleder Gert Poulsen fra Falck-Securitas kræver i stedet, at alle butikker indfører en klart markeret grænse under et stort skilt med teksten: »Du er butikstyv, hvis du passerer kasselinjen med ubetalte varer.« For som Poulsen udtaler: »Det vil give klare retningslinjer for, hvornår man er butikstyv.« (Politiken, 26.7.). Så skulle ledende politifolk da også få en chance for at se, hvor langt de kan strække den.

Mere alvorligt end ubetalte fiskeoliekapsler blev det for kvinden Veronica Ugwuoha, født i Nigeria, da hun i juli 1996 blev anholdt af tre danske politifolk og lagt i benlås foran et københavnsk diskotek. »Sådan bliver negre behandlet i Danmark, og hvis du ikke kan lide det, kan du bare fise hjem,« sagde den ene betjent ifølge kvindens egen forklaring, da hun klagede over stærke smerter i benet.

Veronica Ugwuoha bad om lægehjælp tre gange uden resultat, før politiet på Station 1 på Halmtorvet i København tillod en læge at tilse hende. Da havde hun tilbragt seks timer i detentionen med et brækket ben og en flækket knæskal.

Ingen af de tre politifolk ville sige, hvem af dem der havde brækket hendes ben og flækket hendes knæskal, og selv om statsadvokaten har fastslået, at det hændte under anholdelsen, besluttede han den 16.7. 1998 at undlade at rejse tiltale. De tre betjente kan ikke tiltales kollektivt, og da det ikke kan afgøres, hvem af dem der er synderen, går alle tre fri.

Dette princip er selvsagt afgørende i et retssamfund, men spørgsmålet er, om det virkelig er så umuligt at udpege den skyldige, blot fordi ingen af de tre vil tilstå. Advokat Thorkild Høyer mener, at der burde have været rejst tiltale: »Det er meget skuffende. Jeg synes ligesom Politiklagenævnet, at det er nemt at gennemskue, hvem der brækkede Veronicas ben. For mig at se er Rigsadvokaten i nogen grad krøbet over gærdet, hvor det er lavest.« (Aktuelt, 18.7.).

Og dog. Man kan vel ikke afvise, at den nigerianske kvinde fik brækket benet og flækket knæskallen pga. den »stress og distraktion«, der er en del af politiets barske hverdag …

Ny sociallovgivning: I tusindvis af kontanthjælpsmodtagere mister over 1.000 kr. om måneden

Flere tusind kontanthjælpsmodtagere har med indførelsen af den nye sociallov mistet over 1.000 kr. om måneden - fra den ene dag til den anden. Ifølge Aktuelt den 19.7. risikerer kontanthjælpsmodtagere at miste helt op til 1.600 kr., fordi den nye sociallov kræver, at aktiveringsydelsen nu skal modregnes i boligstøtten. Birgitte Videbæk, en af initiativtagerne til den nye forening, Bistandsklienter i Danmark, BiD, som protesterer mod loven, oplyser til Ekstra Bladet: »I går talte jeg med en mand fra Hvidovre. Han går 2.800 kr. ned, hver måned - når man tæller alle de forskellige tillæg med.« (12.7.).

Den 20.7. skriver Århus Stiftstidende: »Med kun et par dages varsel har kontanthjælpsmodtagere i Københavns kommune fået beskåret deres i forvejen spinkle økonomi med op til 1.200 kr. I Odense og Århus har forløbet været stort set det samme.«

Professor dr.jur. i socialret, Kirsten Ketscher bemærker, at kommunerne har kendt den nye sociallov i over et år, og finder det derfor »fuldstændig urimeligt«, at kontanthjælpsmodtagerne nærmest ikke har fået noget varsel : »Kommunerne kan ikke regne med, at borgerne kender nye indviklede regler. De har en rådgivningspligt, og den kan man ikke sige er indfriet med en uges varsel.«

Den nye sociallov betyder, at aktiveringsydelsen, der lægges oven i kontanthjælpen, sættes ned fra 15 til 10 kr. i timen for aktiverede over 25 år, og op fra 8 til 10 kr. i timen for aktiverede under 25 år.

Lederen af det største amtslige forsorgshjem, Ejvind Larsen kritiserer »lønnen« i lovens aktiveringstilbud: »Det er da uanstændigt at lade voksne mennesker, der tilfældigt er havnet i kontanthjælpssystemet i en kortere eller længere periode, udføre et almindeligt stykke arbejde til 53 kroner i timen, når andre får mindst 85 kroner.« (Information, 6.7.).

BiD gør opmærksom på, at der åbenlyst spekuleres i den økonomiske gevinst ved at lade tvangsaktiverede udføre normalt arbejde til lavere pris: »Jeg har et eksempel i Frederiksværk kommune, hvor en kommunalt ansat blev afskediget fra sit arbejde efter 20 år. Det første aktiveringsjob, den pågældende fik anvist af kommunen, var personens eget, tidligere arbejde,« udtaler Birgitte Videbæk til Politiken den 1.8.

Også inden for Socialdemokratiet selv dukker utilfredsheden med tvangsaktiveringen op. Formand for Socialdemokratiet i Svinninge, Erling Frederiksen skriver i en kommentar i Aktuelt den 24.7.: »Det traumatiske ved aktivering og meget arbejde i vort moderne samfund er netop, at det ofte er formålsløst eller direkte skadeligt. Det er derfor floskuløst naivt sludder, når Karen Jespersen hævder, at vi bidrager til fællesskabet via arbejdet. Noget arbejde bidrager, andet gør ikke.«

Udebliver eller afviser den tvangsaktiverede sit »tilbud«, smækkes kommunekassen helt eller delvist i. Det gælder også narkomaner, psykisk syge og andre svage grupper, der som minimum har pligt til fremmøde på særlige væresteder et vist antal timer om ugen.

Der er tænkt på alle i den nye sociallov.

Forbud mod udlandsrejser for tvangsaktiverede

Ny lovgivning på socialområdet betyder også en stramning i retten til ferie i udlandet. Tvangsaktiverede har efter 11 måneders aktivering ret til 1 måneds »ferie« - de kan imidlertid ikke selv bestemme, hvor de vil tilbringe den. Sker det i udlandet, bortfalder kontanthjælpen.

Ikke alene sættes her en bizar grænse for, hvor den enkelte kan opholde sig i sin fritid, forholdene for tvangsaktiverede med familie i udlandet forværres naturligvis også drastisk - hvilket indlysende nok ikke mindst rammer indvandrere. Sygdom i familien i udlandet er dog gyldig grund til at rejse uden for Danmarks grænser, men så træder andre absurditeter i kraft pga. den såkaldte gensidige forsørgelsespligt.

Gensidig forsørgelsespligt betyder, at mister den ene ægtefælle sin kontanthjælp, fratages den også automatisk den anden. Den 18.7. skriver Århus Stiftstidende: »En kvinde fik af socialcentret lov til at rejse til Libanon for at besøge sin kræftsyge far i 14 dage. Hun kom ikke tilbage 1. juli, som hun skulle for fortsat at få kontanthjælp. Dermed mistede hun sin kontanthjælp. Men også ægtefællens røg. Han står nu med tre børn, han ikke kan forsørge, en husleje, der ikke er betalt, og ingen penge til livsvigtig medicin, han har brug for efter en nyretransplantation.«

Antidiskriminationsforeningen IDFADs rådgivning oplever en stigning i antallet af sager om gensidig forsørgelsespligt. Til Århus Stiftstidende siger beboerrådgiver Souhail Ibrahim: »Vi har eksempler på kvinder, der siger nej til et tilbud om børnepasning, og dermed ryger kontanthjælpen for både kvinden og manden - også selv om manden er i aktiveringsjob i 37 timer om ugen.«

Sådan kan man slå flere fluer med den nye sociallovgivnings smæk, der tvinger uden at bruge ordet »tvang« og forbyder uden ordet »forbud«: Tvinge arbejdsløse i »aktivering« til 30% under mindstelønnen, forbyde arbejdsløse med familie i udlandet at besøge deres slægtninge og tvinge arbejdsløse indvandrerforældres børn i institution.

Sindssyge fængsles i modstrid med fængselsreglerne

De europæiske fængselsregler fastslår, at sindssyge ikke bør anbringes i fængsler, men skal indlægges på hospitaler, og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at sindssyge kriminelle højst må sidde i fængsel eller arrest i op til syv dage. Pga. pladsmangel på de psykiatriske hospitaler varetægtsfængsles sindssyge kriminelle imidlertid stik imod reglerne i månedsvis i almindelige fængsler.

Til Jyllands-Posten den 26.7. udtaler Peter Kramp fra Retspsykiatrisk Klinik i København: »Det er helt galt, når en sindssyg har fået en behandlingsdom og derefter alligevel placeres i en arrest, fordi der ikke er plads på et psykiatrisk hospital. Hver gang det sker, er det en klar overskridelse af fængselsreglerne.«

Lovgivningsarbejde bag lukkede døre

Formelt bliver lovforslag til i kommissioner med offentlighed omkring arbejdet, men i dag sker det vigtigste lovgivningsarbejde reelt i det skjulte. Weekendavisen skriver den 31.7.: »I stedet for formelle møder i nedsatte kommissioner er personlige frokostmøder, fortrolige telefonsamtaler og tætte kontakter med ministeriernes fuldmægtige og kontorchefer blevet vejen frem, hvis man vil have maksimal indflydelse på lovgivningsarbejdet.«

Fra 1980 til 1996 er f.eks. antallet af lovforberedende kommissioner faldet fra 302 til 99. Professor Ove Kaj Pedersen fra Københavns Universitet udtaler til Weekendavisen, at »lovene nu udformes i udvalg, der er betydelig mere lukkede end kommissionerne. De uformelle kontakter får dermed større betydning, og en vigtig forudsætning for indflydelse er personlige kontakter.« En professor i offentlig ret fra Aalborg Universitet kritiserer denne fremgangsmåde, hvor interne embedsmandsudvalg har fået overtaget: »Udlændingepakken er et godt eksempel på, at man er gået alt for langt med de rene ministerielle udvalg. Konsekvensen er hu-hej-lovgivning. Sådan er det, når ministre under pres fra medierne skal vise handlekraft.«

Samtidig foregår lovgivningen i Folketinget i et konstant stigende tempo. Alene fra folketingsvalget i marts til Folketingets sommerferie i slutningen af juni skulle 118 lovforslag og 52 forslag til folketingsbeslutning behandles - og i denne periode var sågar tre uger mødefri pga. afstemningen om Amsterdamtraktaten.

Folketinget afholder en konference til forbedring af lovkvaliteten den 1.-2.10., som skal udmønte sig i en række arbejdsgrupper, der skal se på sagen. Det skal nok klare paragrafferne.

Danske myndigheder tilbagesender somaliere på falske pas

Somalic Democratic Republic gik i opløsning i 1991, alligevel har de danske myndigheder tilbagesendt 30 somaliere med pas udstedt herfra - så er de jo ikke udsendt som identitetsløse, for »papirerne er da i orden«, ikke sandt?

Formand for De Somaliske Foreningers Fællesråd, Mohammed Gelle kritiserer i Information den 5.8. fremgangsmåden: »Der er tale om pas fra Den Somaliske Demokratiske Republik - et land og en myndighed, som ikke eksisterer - udstedt af Republikken Somaliland - et andet land, der ikke eksisterer. Alle kneb gælder tilsyneladende, når afviste asylansøgere skal sendes ud af landet.«

13.400 stofbrugere i Danmark

Amterne anslår, at der i dag er i alt 13.400 såkaldte stofmisbrugere i Danmark (Politiken, 10.8.). Narkomanernes egen organisation, Brugerforeningen har blandt sine medlemmer - der ifølge foreningen hører til »de mest velfungerende narkomaner« - foretaget en undersøgelse om narkomanernes egen opfattelse af deres vilkår i dagens Danmark.

71% mener, at der er for megen »opdragelse« fra behandlernes side.

75% angiver, at de har begået kriminalitet for at skaffe penge til stoffer.

93% har overvejet selvmord.

Brugerforeningen advarer mod kriminaliseringen af stofbrugerne; formanden, Jimmy Aagaard Jensen, der selv har fungeret i samfundet som narkoman, afviser, at et liv med et »nødvendigt stofindtag« kan kaldes for »misbrug«, og han kritiserer behandlingen af narkomaner for i virkeligheden at koncentrere sig om ét eneste hovedformål: Kontrol.

For sit eget vedkommende bemærker han til Politiken: »Jeg har aldrig haft en sygedag. Men al den kontrol var ved at tage livet af mig.«

Sognepræst: Danske jordbundsforhold helt uegnede til muslimske gravpladser

Kristeligt Folkepartis folketingskandidat på Fyn, Niels Erik Søndergaard tager skarpt afstand fra muslimers ønske om en gravplads på øen: »Formålet med muslimernes ønske om gravpladser i Danmark er måske at okkupere dele af vort land.« (Aktuelt, 25.7.).

I en kronik i Jyllands-Posten den 2.8. udtrykker også sognepræst Lis Conradsen sin forargelse over kirkeminister Margrethe Vestagers opfordring til kommunale og kirkelige myndigheder om at sælge jord til brug for muslimske gravpladser.

Hun mener, at det nok er »formålstjenligt« at orientere muslimerne, som »ikke vil begraves i kristen indviet jord«, om, at »praktisk talt hvert et stykke jord for længst er indviet og velsignet på kristen vis!«

Sognepræsten er bekymret for de danske jordbundsforhold: »… vi er bestemt ikke begejstrede for, at de lægger deres døde direkte i jorden uden kiste, samt deres krav om, at deres grave skal ligge til evig tid. Det er der slet ikke plads til i lille Danmark! Vore jordbundsforhold er helt uegnede til et sådant forehavende, det behøver man ikke at være geolog eller kemiprofessor for at vide!«

Nej, men man skal nu nok være teolog.

Registrering af politik, tro og seksualitet

Ifølge Jyllands-Posten den 17.8. er i dag hver eneste dansker i gennemsnit registreret i 60 registre. Der eksisterer ca. 3.500 offentlige registre, som er underlagt den eksisterende registerlov. Derudover findes 7.000 registre, som ikke indeholder såkaldt følsomme oplysninger og derfor blot skal anmeldes til Registertilsynet på en blanket.

I dag er det forbudt at gemme politiske oplysninger på enkeltpersoner, men justitsminister Frank Jensen fremlægger nu et forslag til en ny lov om behandling af personoplysninger, der tillader en registrering af politiske, religiøse og seksuelle forhold.

Lovforslaget kommer på baggrund af et EU-direktiv, der fastslår, at politiske, religiøse og seksuelle forhold kan registreres, hvis den enkelte samtykker. Jurist i Forbrugerrådet, Mette Reissmann er imidlertid ikke tryg ved sikkerheden i denne klausul: »… vi giver jævnligt et samtykke uden en forventning om at blive registreret for altid, og den almindelige dansker har ikke overblik over konsekvensen af et samtykke.« (Jyllands-Posten, 8.8.).

Professor dr.jur. Peter Blume fra Københavns Universitet ser også en helt ny åbning i den nye lov: »I dag er det ikke tilladt at registrere følsomme oplysninger alene på baggrund af et samtykke, men det bliver det fremover. Den kommende lovgivning udvider i et vist omfang adgangen til at registrere oplysninger på danskere.«

EUs persondata-direktiv tvinger tilmed Danmark til at lade oplysninger fra CPR-registret overføre til udlandet, i første omgang personnumre, adresser og navne, som relevante firmaer har et kundeforhold til: »Fra oktober må vi nok tillade, at firmaer trækker CPR-oplysninger ud af Danmark til behandling i f.eks. Sverige eller Spanien,« udtaler kontorchef Torben Jerlach, chef for Indenrigsministeriets CPR-kontor, til Jyllands-Posten den 17.8.

I Politiken den 20.8. advarer Advokatrådets formand, Steffen Juul: »Der har næppe været nogen totalitær stat, der har haft et så højt registreringsniveau, som vi har i Danmark.«

Politiet får kraftigere våben

Politiet skal have 11.000 nye pistoler til erstatning af de nuværende Waltherpistoler. I øjeblikket prøveskydes fem forskellige modeller; fælles for dem alle er, at det er 9-millimeter-pistoler og altså kraftigere end den gamle 7,65-millimeters tjenestepistol.

Vicerigspolitichef Erik Justesen begrunder indkøbet med, at Waltherpistolen er for gammel: »Vi bruger heldigvis ikke pistolerne ret ofte, men da mange af våbnene er købt lige efter krigen, har vi i dag behov for et tidssvarende håndvåben.«

Men hvorfor håndvåbenet nødvendigvis skal være kraftigere for at være »tidssvarende«, oplyser vicerigspolitichefen ikke. Heller ikke, hvorledes bestillingen af et »tidssvarende«, kraftigere håndvåben hænger sammen med, at Danmark rent faktisk oplever et fald i vold og kriminalitet.

Af Rigspolitiets statistik for anmeldelser af vold og kriminalitet i de første seks måneder af 1998 fremgår det bl.a., at »anmeldelserne for mild vold efter straffelovens § 244 er faldet med næsten to pct. i forhold til det første halvår af 1997; anmeldelserne af den grovere vold efter straffelovens § 245 er faldet med otte pct.; antallet af indbrud er faldet.« (Information, 29.7.). Samlet er der tale om et fald i den anmeldte vold og kriminalitet fra 1997 til 1998 på 4,4 pct.

Men politiet skal have kraftigere, mere »tidssvarende håndvåben«.

Tyrk udvist efter 28 år i Danmark pga. narkotikabesiddelse

I 1997 blev en 51-årig tyrk, der har boet 28 år i Danmark, anholdt under en razzia med nogle få gram kokain, hash og lidt heroin på sig, skriver Berlingske Tidende den 17.7., og i maj i år blev han anholdt med 20 gram kokain og 8 gram heroin i sin besiddelse. Dom: Udvisning af Danmark i ti år!

En 31-årig gambier blev ligeledes idømt ti års udvisning for salg af 0,2 gram narkotika, fordi han var straffet for to lignende forseelser i forvejen.

Efter at den skærpede lov om narkokriminalitet trådte i kraft i december 1996, er der blevet dømt og udvist i alt 69 personer fra Danmark.

Kriminalinspektør Erik Bjørn mener ikke, at dommene er for hårde, og udtaler til Berlingske Tidende: »Nu er vi langt om længe nået dertil, at der er skabt tålelige forhold for beboere og forretningsdrivende på Vesterbro i København. Og det må man også som udlænding indordne sig under.«

Baggrunden for de hårde sanktioner mod udlændinge, der dømmes for salg af selv meget små partier narkotika, var en ophedet debat om »de mange udenlandske narkopushere«, som ikke mindst Ekstra Bladet stod i spidsen for under »fotoafsløringer« af mørklødede pushere på Vesterbro. I realiteten er der imidlertid meget få udlændinge blandt narkohandlerne, og de, der er, kommer hovedsageligt fra Nordeuropa.

Den 19.7. skriver Berlingske Tidende: »Nordmænd, svenskere og tyskere bliver langt oftere anholdt og sigtet for narkohandel end gambianere, tyrkere og pakistanere gør det. Og selv om det er udlændinge, som debatten har fokuseret på, når der har været diskuteret narko, så tegner danske statsborgere sig for godt 85 procent af sigtelserne for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. I 1997 blev 8.234 personer sigtet for narkoforbrydelser - 1.256 var udlændinge.«

Hvervepjece fra Hjemmeværnet: Forsvar dit lokalsamfund mod folkevandring

En hvervepjece fra Sydfyn reklamerer for Hjemmeværnet med ordene: »Vil du være med til at forsvare dit lokalsamfund mod en folkevandring fra tredjelande?«

Manden bag pjecen, kompagnichef Henning Skov fra Hjemmeværnet i Vester Skerninge, udtaler til Politiken den 25.8.: »Vi er nødt til at pille noget frem, der vækker interesse. Det krigsmæssige appellerer jo ikke i øjeblikket.«

De sociale myndigheder bør foretage vilkårlige razziaer i hjem og virksomheder

Socialminister Karen Jespersen fremlægger den 19.8. en handlingsplan mod socialt bedrageri. Den 20.8. skriver Politiken: »I løbet af efteråret vil der blive gennemført razziaer i virksomheder og private hjem, der ikke nødvendigvis er under mistanke for at bedrage.«

Socialt bedrageri koster årligt staten ca. 25 mia. kr., hævdes det ifølge Politiken - ingen finder dog grund til at spørge, på baggrund af hvilke oplysninger dette svimlende tal er nået. Heller ingen finder grund til at overveje, om det sociale bedrageri måske i det mindste delvist kan forklares ved den ekstreme beskæring af de sociale ydelser parret med mere og mere tvang og kontrol, som har kendetegnet socialpolitikken ikke mindst i Karen Jespersens regeringstid.

Næstformand i Foreningen af Socialchefer i Danmark, Ib Dam Schultz er ikke begejstret for den nye skærpelse af tilstandene og udtaler til Politiken om razziaerne: »Jeg får det halvskidt ved tanken om sådanne aktioner. Det minder mig om østtyske tilstande.«

Ingen reelle ændringer i praksis omkring isolationsfængsling af mistænkte

Danmark er i flere år blevet skarpt kritiseret af både FNs Menneskerettighedskomité, den Europæiske Torturforebyggelseskomité og Amnesty International for brugen af isolationsfængsel uden tidsgrænse over for mistænkte i sager, der kan give mere end seks års fængsel. 10% afsoner over to måneder i isolation, og enkelte afsoner op til et år. Mistænkte, og dermed juridisk uskyldige mennesker i isolation.

Denne form for indespærring, der internationalt klassificeres som tortur, er ualmindelig hård, og derfor begrænset i mange lande; f.eks. er grænsen for isolationsfængsel 10 døgn i Tyrkiet, hvis fængsels- og politimetoder ellers sædvanligvis påtales af Danmark. Eksempelvis bruger hverken USA, Storbritannien, Holland eller Spanien overhovedet isolationsfængsling over for mistænkte.

Ca. 1.500 mennesker varetægtsfængsles i isolation årligt, og næsten en tredjedel får varige psykiske mén af fængslingen. I 1997 undersøgte to læger og en psykolog forholdene og anbefalede, at man fuldstændig afskaffede enhver brug af isolation over for varetægtsfængslede (jf. Jyllands-Posten, 30.4.97).

Nu skal der gøres noget, mener et udvalg under Justitsministeriet, der foreslår at begrænse brugen af isolationsfængsel i Danmark til et maksimum på 4 måneder. Og det til trods for, at 43% af alle, der sidder isolationsfængslet i over 2 måneder, ifølge den omtalte undersøgelse efterfølgende kan stilles en psykiatrisk diagnose.

Reelt betyder grænsen på fire måneder praktisk talt da heller ingenting. Justitsminister Frank Jensen har allerede agiteret for, at man undtagelsesvist kan isolere i længere tid, f.eks. hvis det drejer sig om narkokriminalitet med internationale udstikkere. Det var f.eks. tilfældet med Peter Rohde, der var varetægtsfængslet i nitten måneder, heraf over et år i isolation, før han blev løsladt. Pure frikendt. Hans sagsforløb ville ikke have været ændret den mindste smule efter justitsministerens nye formelle begrænsning af isolationsfængslingen.

Advokat Thomas Rørdam er ikke begejstret for denne elastiske grænse: »Derfor vil de ændringer, som Strafferetsplejeudvalget anbefaler, ikke få nogen praktisk betydning. Det bliver en gummiparagraf.« (Berlingske Tidende, 22.8.). Også Lægeforeningens formand, Torben Pedersen er kritisk over for forslaget: »Det er hverken rimeligt eller nødvendigt, at vi isolationsfængsler så længe herhjemme. Jo kortere tid, jo bedre.« (Politiken, 22.8.).

Isolation betyder seks kvadratmeters indelukke i 23½ time af døgnets 24 timer. Den sidste halve time byder på en ensom spadseretur i en lille gård, overdækket med hønsenet. Dag efter dag efter dag. Danmarks behandling af 1.500 mistænkte årligt - mistænkte, der som bekendt er uskyldige, indtil det modsatte er bevist.

Sådan hed det i det mindste engang.

»Kulegravning« af PET?

Daværende chef for Politiets Efterretningstjeneste, Arne Nielsen iværksatte fra 1968-74 registrering af personer, der »alene er kendt som medlemmer« af ledelsen i partierne VS og DKP, til trods for, at VKR-regeringens erklæring fra 1968 havde forbudt registrering af danskere, »alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed« (vore kursiver).

Dette var med justitsminister Frank Jensens ord på pressemødet den 24.8. »i lodret modstrid med regeringens erklæring«, og han bebuder nu - oven på årets talrige afsløringer af ulovlig overvågning, registrering og civile agenter i fagbevægelsen og på venstrefløjen - en kulegravning af PET fra midten af 60erne til i dag. Med dette træk slipper han samtidig selv for at svare på ca. 200 kritiske spørgsmål, som er rejst til ham i PET-sagen i Folketinget i anledning af årets afsløringer.

Preben Wilhjelm ser Frank Jensens manøvre som en bitter nødvendighed for at slippe for en personlig skandale i stil med Orla Møller, der var socialdemokratisk justitsminister 1975-77: »Enten var Frank Jensen nødt til at gå lige så dybtgående til værks som en uvildig undersøgelseskommission - uden at have afhøringsret over for de implicerede embedsmænd. Eller også måtte han fortsætte med at give nogle intetsigende svar, som Justitsministeriet ganske vist er mestre i, men som han næppe ville være sluppet godt fra i længden. Han var virkelig ved at rode sig ud i noget ligesom Orla Møller i sin tid, der jo nærmest blev slået ihjel politisk af, at efterretningstjenesterne løj for ham, og han så stillede sig op og løj for Folketinget.« (Information, 25.8.).

Justitsministeren vil nedsætte en undersøgelseskommission, der gennem et årelangt arbejde skal forestå kulegravningen af PETs aktiviteter. De radikales retsordfører Elisabeth Arnold udtaler: »PET har handlet som en stat i staten. Det er til fare for demokratiet, når demokratiet ikke er i stand til at kontrollere PET.« (Jyllands-Posten, 25.8.).

Tidligere politikere afviser imidlertid helt eller delvist nødvendigheden af en undersøgelse. Hans Tabor, socialdemokratisk udenrigsminister 1967-68, udtaler til Berlingske Tidende den 30.8.: »Jeg er sikker på, at reglerne er overholdt. Der er ingen sag, og jeg får dårlig smag i munden, når jeg hører hykleriet om demokratiske rettigheder fra dem, der dengang ville omstyrte samfundet.« Poul Søgaard, socialdemokratisk forsvarsminister fra 1977-79, siger til samme avis: »Jeg synes, sagen er for lille til at tro på, at man kan få noget ud af den.«

Jørgen Skat-Rørdam, der var leder af PET fra 1970 og ifølge et dokument fra PET afblæste registreringen i 1974, seks år senere end regeringserklæringen krævede det, er i dag politimester i Hillerød og udtaler til Politiken den 25.8.: »Jeg er mig ikke bevidst, at jeg skulle have foretaget mig noget ulovligt.«

En anden forhenværende PET-leder, den nuværende politimester i Glostrup, Jørn Bro advarer kraftigt mod en undersøgelse og frygter ligefrem, at PET vil blive knust: »Jeg er dybt bekymret for, hvad der bliver af PET, når den har været gennem den skærveknuser af en kommissionsundersøgelse. Risikoen er, at tjenesten ligger i ruiner, og man må begynde helt forfra.« (Jyllands-Posten, 27.8.).

En tredje forhenværende PET-leder, nuværende politimester i Vordingborg, Niels Schmidt afviser også enhver tale om en stat i staten: »At tale om PET som en stat i staten giver først og fremmest mening i totalitære sammenhænge, og den går ikke i Danmark.« (Jyllands-Posten, 28.8.).

En fjerde forhenværende PET-leder, nuværende politimester i Haderslev, Mikael Lyngbo istemmer sine kolleger i samme avis: »PET har altid været en fantastisk loyal organisation.«

En femte forhenværende PET-leder, nuværende rigsadvokat Henning Fode vil slet ikke udtale sig: »Jeg har fået oplyst, at undersøgelseskommissionens arbejde også vil omfatte de år, hvor jeg var chef for efterretningstjenesten, og jeg har af den årsag ingen kommentarer til sagen.« (Information, 25.8.).

En sjette forhenværende PET-leder og nuværende byretsdommer, Hans Toft-Nielsen afviser på linje med sine tidligere kolleger, at PET skulle være en stat i staten: »Det er et meget voldsomt udtryk, der ingen som helst steder har hjemme. Det kan jeg sige med fuldstændig sikkerhed.« (Jyllands-Posten, 30.8.).

Spørgsmålet er imidlertid, om justitsministeren med sin kulegravning vil lægge låg på kritikken og afsløringerne ved at henvise til kommissionsarbejdet, eller om undersøgelsen af PET løbende skal indvie offentligheden i de eventuelt belastende oplysninger, der kommer frem.

Det første synes allerede fra starten at være tilfældet - alt skal foregå bag lukkede døre, kun den endelige rapport offentliggøres.

Lektor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard mener omvendt, at åbenhed omkring kommissionens arbejde er afgørende, og bemærker i øvrigt: »Det er helt nødvendigt, at kommissoriet for undersøgelsen giver så frit spillerum som muligt. Det er afgørende, om undersøgelsen går ud på at kortlægge forløbet herunder om muligt at gøre et retsligt ansvar gældende. Andet ville være meningsløst.« (Jyllands-Posten, 28.8.). Også tidligere udspørger i tamilsagen, advokat Henrik Holm Nielsen og professor i strafferet ved Aarhus Universitet, Gorm Toftegaard understreger ifølge samme avis vigtigheden af åbenhed.

Imidlertid skal alle afhøringer af tidligere og nuværende ministre, departementchefer, topfolk og PET-medarbejdere være hemmelige, og endvidere må kommissionens arbejde ikke kollidere med aktuelle efterretningsopgaver, aftaler med fremmede efterretningstjenester eller belyse områder som kontraspionage, terrorismebekæmpelse eller rockerefterforskning. Spørgsmålet er så, om »hver en sten vil blive vendt«, eller om ikke enhver eventuel overskridelse af PETs beføjelser med lidt opfindsomhed kan dækkes ind under én eller flere af disse elastiske forbehold …

Christoffer Gertz Bech og Rune Engelbreth Larsen