Forholdet mellem natur- og samfundsvidenskab har i nogle år været præget af en strid om videnskabelighed. Men hvad er videnskabelighed, hvad bygger den på, og hvor går dens grænser? Hvad fortæller naturvidenskabens metode os om den verden, den udforsker? Er alt tilladt, eller er der grænser for modelfriheden?

Der tales ofte om tværvidenskabelighed, og det er da også naturligt at føre en dialog på tværs af vidensområder. Beklageligvis

støder en sådan dialog alt for ofte på barrierer mellem de forskellige fag og udvikler sig af og til ligefrem til kontroverser. Disse bunder som regel i fundamentale forskelle de enkelte fag imellem og kan derfor til tider blive så voldsomme, at man taler om science wars!

Den grundlæggende stridighed er her spørgsmålet om videnskabelighed, og den nok mest markante kontrovers i de senere år opstod efter offentliggørelsen af en artikel af fysikeren Alan D. Sokal i tidsskriftet Social Text i 1996.

Sokal afslørede nemlig efter udgivelsen, at artiklen udelukkende var skrevet for at se, om det var muligt at få publiceret en artikel fyldt med nonsens i et estimeret akademisk tidsskrift som Social Text. Det var det altså, selv om enhver læser med blot et overfladisk kendskab til artiklens hovedemne, kvantegravitation, må tage sig til hovedet over artiklens påstande.

Eftersom Social Text’s redaktion tilsyneladende ikke havde kunnet se, at artiklen var fyldt med vrøvl, kunne Sokal ikke blot betvivle tidsskriftets akademiske lødighed, han satte også spørgsmålstegn ved hele det forskningsområde, som Social Text beskæftiger sig med. Sokals afsløring blev dermed startskuddet til et veritabelt opgør med dele af den akademiske verden, i særdeleshed visse humanistiske og samfundsvidenskabelige fag. Især har den såkaldte socialkonstruktivisme stået for skud, en fællesbetegnelse for en række teorier med afsæt i sociologien, såsom Berger og Luckmanns The Social Construction of Reality (da. Den samfundsskabte virkelighed).

Socialkonstruktivisme

Socialkonstruktivismen hævder, at de begreber, hvormed vi omgås verden, er blevet til, er blevet konstrueret, i en social kontekst. Der er altså tale om begreber, som vi er enige om, og som forstærkes i kraft af denne enighed. Et eksempel er penge, hvor f.eks. en pengeseddel i sig selv ingen nævneværdig værdi har, men den værdi, vi tillægger den - ja, direkte oplever den som - er en social konstruktion, et begreb, der er opstået ved en form for overenskomst mellem en gruppe mennesker, og som vi forstærker og holder i live ved at acceptere det. Håndgribeligheden af en sådan social konstruktion fremgår af, at mennesker er parate til at risikere frihed, førlighed, sågar livet for penge. En social konstruktion er altså ikke noget abstrakt.

I sin mest ekstreme form opfatter socialkonstruktivismen selve det, vi kalder virkeligheden, som en social konstruktion. Vi kan nemlig overhovedet kun beskæftige os med verden i kraft af vore begreber, og alle disse er sproglige og dermed sociale konstruktioner. Dette gælder ikke blot de genstande og begreber, der klart er et produkt af en social konvention såsom borde, stole og ølkrus, men også Solen, træerne og tyngdeloven.

Hvor også naturvidenskabsmænd måske vil acceptere socialkonstruktivismen som en mulig og nyttig teori for forståelsen af pengebegrebet, er der ikke overraskende en vis skepsis over for at opfatte tyngdeloven som en social konstruktion. En sådan forestilling er i hvert fald i klar modstrid med den sædvanlige opfattelse af verden som et objekt for videnskabsmandens forskning, hvor naturvidenskabsmanden udforsker universet for at fravriste det dets hemmeligheder. Også for lægmand må det givetvis være naturligt at spørge, hvorledes zebraens striber og fotosyntesen skulle være noget, mennesker i en eller anden forstand har konstrueret.

Tværtimod må en sådan forestilling umiddelbart snarere vække minder om fortidens forestilling om mennesket som et mikrokosmos, astrologiens tolkning af stjernehimlen og den kreationisme, der helt op i dette århundrede stadig har kæmpet bravt mod evolutionsteorien. Værre endnu kan en sådan teori forekomme som den værste obskurantisme, netop fordi den blomstrer frem i akademiske miljøer på ellers oplyste universiteter.

Endnu mere forbløffende er det måske, at naturvidenskabens resultater og praksis ofte angives som argumenter for teorier af denne art eller endog for en pseudomysticisme, hvor det ligefrem hævdes, at den moderne fysik leder til en form for anything goes. Hvor går grænsen da for, hvad man kan tillade sig fra et naturvidenskabeligt standpunkt, og hvor langt kan man gå i sin teoretiseren, inden man overskrider grænsen for de mest basale krav til akademisk lødighed og videnskabelighed?

Den naturvidenskabelige metode

Naturvidenskabens forhistorie rækker tilbage til de tidligste menneskers iagttagelser af stjernehimlen og naturfænomenerne, der senere blev videreudviklet i forskellige kulturers kosmologier og kosmogonier, astrologi, matematik og ingeniørkunst. Den moderne naturvidenskab strækker sig mere konkret tilbage til de ioniske naturfilosoffers spekulationer over verdens beskaffenhed, Archimedes’ heureka, Aristoteles’ systematik og Lukrets’ atomisme, men en naturvidenskabsmand vil i dag nok være tilbøjelig til at opfatte Galileo Galilei som ophavsmanden til det, vi kalder den naturvidenskabelige metode.

Galilei betonede fysikken og astronomien som empiriske videnskaber baseret på iagttagelser af naturen, herunder kontrollerede iagttagelser, dvs. eksperimenter. Det var imidlertid ikke nok for fysikken at være fænomenologisk og deskriptiv, den skulle også danne basis for en kvantitativ og matematisk teoridannelse, hvis forudsigelser skulle kunne verificeres eller falsificeres eksperimentelt. Fysikken blev dermed en eksakt videnskab.

Metoden var så revolutionerende, at Galilei fremstår som oprøreren mod det herskende verdensbillede: Nu var det naturen, der skulle udspørges, ikke Bibelen eller Aristoteles! Mytens Galilei, der hviskende fremsiger sit Eppure si muove! (Den bevæger sig nu alligevel!), har derfor siden været forbillede for mangen naturvidenskabsmands kamp for sandheden: Videnskab kontra overtro og obskurantisme.

For naturvidenskaben har måttet befri sig fra meget, der ikke stod for den naturvidenskabelige metodes prøve. Den fatalistiske astrologi, som oprindelig var en af de væsentligste grunde til at beskæftige sig med astronomi, blev forkastet. Den mystisk orienterede alkymi bukkede under for den mere teknisk orienterede kemi, og ånden i naturen forsvandt for at efterlade en verden, som naturvidenskabsmanden kunne forholde sig til som en udforskende tilskuer: En objektiv verden uafficeret af videnskabsmandens nysgerrige blik.

Hermed blev naturfilosofien også til naturvidenskaben, en udvikling, der ofte er blevet forbundet med fremskridts- og oplysningstanken. Så markant har den moderne naturvidenskabs udvikling været for de seneste århundreders mennesker, at en dansk fysiker om den naturvidenskabelige metodes fremkomst i perioden fra Kopernikus til Newtons Principia Mathematica Philosophiae Naturalis ligefrem har skrevet, at »denne metode har fuldstændigt ændret menneskets levevilkår på denne planet; både åndelige og materielle vilkår har i de forløbne tre århundreder forandret sig så stærkt, at man med nogen ret kan sige, at det er som om en helt ny biologisk art udviklede sig på vor klode i tiden 1576-1687« (Knudsen, s. 15-16).

Selv efter yderligere videnskabelige revolutioner, hvor også det kopernikanske verdensbillede er blevet relativeret, fremstår den naturvidenskabelige metode som et ideal for videnskabelighed.

Ifølge denne metode bygger fysikken på eksperimentelle iagttagelser, der danner basis for teorier som f.eks. naturlove. Disse teorier skal så både kunne prøves eksperimentelt og gerne kunne forudsige udfaldene af nye eksperimenter. Ved eksperiment forstås her iagttagelser af enhver art, det være sig et æbles fald eller udslaget på et galvanometer. Disse iagttagelser må nødvendigvis være objektive - i modsætning til subjektive - og reproducerbare.

Fysikken er altså en empirisk, objektiv og eksakt videnskab. De empirisk opnåede objektive iagttagelser eller data skal så vidt muligt være kvantitative eller kunne omsættes til kvantitative størrelser. Ved at antage den såkaldte induktionshypotese kan disse data omsættes til teorier, der forklarer og forudsiger empiriske data.

Induktionsproblemet

Induktionshypotesen er central for overhovedet at kunne tale om teorier, naturlove og forudsigelser af eksperimenters udfald. Den er sådan set ikke mere hypotetisk end, at vi alle benytter den i det daglige. Hvis jeg giver slip på en sten, falder den nedad. Hvorfor? Det er sket, hver eneste gang jeg har prøvet det i hele mit liv - med sten og alle andre genstande - så derfor antager jeg, at det også sker næste gang. Induktionshypotesen siger altså, at når noget er sket mange gange, så kan vi antage, at det også vil ske næste gang, vi prøver. Altså: Jeg tager en sten og giver slip f.eks. 1.000 gange. Hver gang falder den til jorden. Jeg konkluderer derfor, at sten falder til jorden, dvs. jeg konkluderer, at udfaldet af fremtidige eksperimenter vil blive det samme, og jeg gør det alene ud fra min viden om, hvad der er sket et stort antal gange.

Nu ville nogen måske indvende, at svaret på, hvorfor stenen falder ned mod jorden, er, at tyngdekraften trækker i den. Det er da også en udmærket forklaring, men den abstraktion eller teori, vi benævner tyngdekraften, forudsætter induktionshypotesen, og er dermed principielt ikke mere end en sofistikeret og uhyre praktisk fortolkning af eksperimenter af typen: Jeg giver slip på en sten 1.000 gange. Uden induktionshypotesen ville vi slet ikke kunne tale om en tyngdekraft eller en tyngdelov, hvis vi vil finde deres begrundelse i en empirisk metode.

Induktionshypotesen er altså fundamental for enhver teori inden for fysikken, og er da også den, der underforstås, når det kræves, at eksperimenter skal kunne reproduceres. Dermed kræves det i en forstand, at fysikken kun beskæftiger sig med eksperimenter, der »adlyder« induktionshypotesen.

Umiddelbart kan det naturligvis virke meget abstrakt at tale om induktionshypotesen af den simple grund, at induktion er en selvfølge i dagligdagen. Kunne vi ikke forlade os på, at tingene i vore omgivelser opfører sig, »som de plejer«, ville vi hurtigt være ilde stedt. Problemet er blot, at det ikke kan lade sig gøre at bevise, at der er nogen som helst sammenhæng mellem, hvad der plejer at ske, og hvad der vil ske i fremtiden.

Læseren kan selv udføre en forsøgsrække som den førnævnte. Giv slip på en sten f.eks. 100 gange. Den faldt ned hver gang. Så prøv 100 gange igen. Samme resultat. Udføres eksperimentet 1.000, 10.000 eller 100.000 gange, og stenen hver evig eneste gang falder til jorden, er der stadig problemet: Hvordan slutter jeg mig fra, hvad der skete i de N forsøg til, hvad der vil ske i det N+1’te forsøg?

Hvor meget skeptikeren end leger med stenen, vil han stå tilbage med denne gordiske knude. David Hume kæmpede med problemet tilbage i det 18. århundrede og måtte konkludere, at vi må nøjes med at have tillid til, at verden opfører sig i overensstemmelse med induktionshypotesen. Hume måtte således erkende, at der ikke empirisk kunne findes kausale forhold, da det ikke kan bevises, at en observeret sammenhæng eller invarians mellem en årsag og en virkning, dvs. årsag medfører virkning, gælder.

Man kunne så forsøge at omgå problemet ved at erstatte induktionshypotesen med en probabilistisk variant, der siger, at når invariansen er blevet observeret N gange, så er der overvejende sandsynlighed for, at denne invarians også vil blive observeret den N+1’te gang.

Her er ikke tale om en strengt matematisk sandsynlighed, for en sådan kan kun tage udgangspunkt i et uendeligt stort ensemble af observationer. Matematisk vil alle udfald af et eksperiment være fordelt over et vist udfaldsrum således, at der er en sandsynlighed knyttet til hvert udfald.

Den klassiske sandsynlighed P for, at hændelsen B indtræffer, er defineret som

hvor N er antallet af forsøg, og N(B) antallet af gange, B forekommer. Denne sandsynlighed er altså antallet af gunstige udfald, dvs. det antal gange, hvor udfaldet er B, divideret med det totale antal forsøg N - taget i grænsen, hvor antallet af forsøg bliver uendelig stort.

Er der tale om en ægte invarians, dvs. udfaldet forekommer altid, må sandsynligheden være 1. Den probabilistiske induktionshypotese siger således, at bare N(B)/N = 1, og antallet af forsøg er tilpas stort, kan vi tillade os at antage, at P(B) = 1 for det N+1’te forsøg.

Dette er en praktisk antagelse, men den gælder ikke! Kaster jeg med en terning 100 gange, er det muligt at opnå en sekser i alle kast. Konklusionen må være, at enten er det en såkaldt »uærlig« terning, der er indrettet således, at der er stor sandsynlighed for at få en sekser, eller også er det lykkedes mig at opnå en meget sjælden, men på ingen måde umulig situation. Der er nemlig intet, der umuliggør en sådan række kast med en ærlig terning, hvor sandsynligheden for hver side er eksakt en sjettedel.

Jeg vil dog ikke fortænke nogen i at foretrække teorien om terningen som værende uærlig, men der er ikke nogen umiddelbar logisk grund til at gøre det. Et sådant valg ville nemlig snarere forlade sig på erfaringen, der siger, at det er højst »usandsynligt« at få en sekser i hver af 100 efterfølgende kast.

Nu kunne der opstå den situation, at jeg kastede yderligere 100 kast og i hver af disse fik en ener! Der er stadig intet logisk, der forbyder denne mulighed med en ærlig terning.

Principielt kan det altså ikke lade sig gøre logisk at slutte fra et endeligt antal observationer til sandsynligheden for et udfald, også selv om det i praksis er nødvendigt og ofte fornuftigt at gøre det. Derfor løser en probabilistisk induktionshypotese ikke induktionsproblemet.

Problemet her er principielt, for i praksis kan det i almindelighed godt lade sig gøre at bruge det endelige antal observationer, der er til rådighed i al eksperimenteren og statistisk analyse, til at slutte sig til brugbare resultater. Ellers ville statistikken jo være nytteløs.

Falsifikation

Et alternativ til at slutte sig fra et antal observationer til den generelle invarians, at hvis begivenheden A indtræffer, så indtræffer begivenheden B også, er at antage invariansen og så se, om der skulle være tilfælde, hvor invariansen ikke forekommer.

Gør der nemlig det, er invariansen eller lovmæssigheden nemlig falsificeret, og så er det ligegyldigt, om lovmæssigheden er blevet observeret milliarder af gange. Sker der én gang noget andet, og det kan bevises, at der er tale om præcis den samme situation, så er lovmæssigheden i princippet falsificeret.

Falsifikation er derfor et vigtigt element i den naturvidenskabelige metode, og alle teorier prøves ved eksperimentelle tests, der skal kunne falsificere dem. Den daglige eksperimentelle praksis i alverdens laboratorier kan således opfattes som en prøvesten for alle teorier.

Det er da også klart, at en lovmæssighed eller et udsagn, der overhovedet ikke kan falsificeres, må være uinteressant for naturvidenskaben. Ganske tilsvarende spiller falsifikationen en central rolle i vores dagligdag og inden for andre videnskaber.

Der er nemlig god grund til at være skeptisk over for udsagn, der ikke kan falsificeres. Sådanne kendes fra den mest stereotype fremstilling af psykologer, der fremsætter en teori om patienten, som patienten på ingen som helst måde kan rokke ved. Ethvert modargument vil nemlig blive taget som et argument for teorien. Ikke-falsificerbare teorier kan kun accepteres, hvis man er overbevist om dem, eller hvis man er parat til at godtage deres ophavsmand som en autoritet.

Falsifikationen er blevet forsøgt ophøjet til et grundlæggende princip for videnskabelighed i falsifikationismen. For falsifikationisten er enhver teori foreløbig, da den altid kan blive falsificeret. Det gælder derfor om at fremsætte dristige teorier, der relativt nemt kan falsificeres.

Men falsifikationismen støder på en række problemer, så snart den konfronteres med videnskabshistorien, hvor en teori ofte bevares, selv om den i princippet er blevet falsificeret. Typisk vil en naturvidenskabelig teori ikke blive forkastet, alene fordi den er blevet falsificeret. Kan den eksempelvis modificeres således, at den ikke er blevet falsificeret inden for et vist område, kan teorien sagtens overleve, om end dens virkefelt altså er blevet begrænset. Dette er set mange gange, f.eks. ved overgangen til den moderne atomfysik.

Falsifikationen af en teori forudsætter, at det er muligt at anstille tests, hvor teoriens forudsigelser kan bekræftes eller falsificeres. Det er derfor overordentlig vigtigt, at enhver fysisk teori entydigt kan testes. Dette er i høj grad muligt for enhver eksakt videnskab, hvor et eksperiment kan afgøre, om f.eks. et måleresultat svarer til det, teorien forudsiger, med den bedst mulige nøjagtighed. Denne nøjagtighed behøver til gengæld ikke at være særlig stor, men god nok til at overbevise andre forskere.

En meget dristig teori blev på et tidspunkt fremsat af en forskergruppe, der hævdede at have observeret såkaldt kold fusion. Dette sensationelle gennembrud fik straks en lang række andre forskere til at prøve at reproducere resultatet, men det viste sig efter nogen tid, at ingen kunne reproducere den kolde fusion, som den oprindelige forskergruppe hårdnakket hævdede at have observeret.

Denne teori blev altså falsificeret, fordi den ikke kunne reproduceres. Man blev overbevist om, at forskergruppen havde gjort noget galt og fejlfortolket måleresultaterne. Den kolde fusion, forskergruppen hævdede at have iagttaget, kunne ikke opfattes som et objektivt fænomen.

Ikke-reproducerbare data er uinteressante for naturvidenskaben, for ikke at tale om subjektive data. De fænomener, fysikken beskæftiger sig med, må nødvendigvis kunne iagttages af enhver fysiker.

Hermed er ikke nødvendigvis sagt noget om fænomenernes ontologiske status, dvs. om deres eksistens eller natur uafhængigt af videnskabsmandens eksperimenter og teorier. Fænomenerne må for overhovedet at være af interesse være uafhængige af de enkelte iagttagende subjekter, hvorfor en angivelse af et sådant ikke er nødvendig for beskrivelsen af et naturvidenskabeligt fænomen, et objekt, og vi har en objektiv videnskab. Men da man tilstræber at behandle disse objekter uafhængigt af selve iagttagelsesprocessen, er det nærliggende at opfatte dem som tilhørende en iagttagelsesuafhængig virkelighed. Selve iagttagelsesprocessen bliver således underforstået, og vi får en verden af objekter.

Empiriens vanskelighed

Vi har nu set, at der er nogle vanskeligheder ved at slutte fra iagttagelser til teorier. Dette er kun muligt ved at antage induktionshypotesen eller en hypotese om verdens natur, f.eks. en mekanicistisk verdensopfattelse.

Hvad nu med selve det empiriske grundlag for fysikken, de iagttagelser, videnskabsmanden indvinder. Honorerer videnskabsmandens data kravet om at være uforudindtagede iagttagelser?

De er i hvert fald problematiske i den forstand, at vi overhovedet ikke kan tale om iagttagelser eller sanseerfaringer uden at underforstå en eller anden form for model eller teori. Ethvert udsagn vil nødvendigvis bygge på en række teoretiske udsagn. For at observere lys må vi have nogle teorier om, hvad lys er, og hvordan det kan observeres. Det er meningsløst at tale om en observation af lys uafhængigt af sådanne grundlæggende overvejelser, og derfor kan der ikke findes iagttagelsesdata, der er uafhængige af - eller neutrale over for - teori. Vi siger, at observationen er teoriladet.

Naturvidenskaben kan således ikke bygge på eksperimentelle data alene, men må nødvendigvis forudsætte en eller anden form for teori, ud fra hvilken disse data kan indsamles og fortolkes.

Betragter vi en teori som tyngdeloven, kan vi empirisk undersøge den ved hjælp af den naturvidenskabelige metode, f.eks. ved at lade en sten falde. Men enhver sådan undersøgelse vil altid hvile på en grundlæggende teoridannelse, der ikke er empirisk underbygget. I tilfældet med tyngdeloven vil det sige nogle overvejelser om eller definitioner af masse, kraft, tiltrækning, universets indretning mv. Disse teoretiske størrelser kan vi kende fra andre teorier eller empiriske undersøgelser, men de bygger på antagelser eller »intuitive« påstande. Vi kan således ikke empirisk konstatere, at Solen tiltrækker Jorden (og Jorden Solen), førend vi har fastlagt en teori om tiltrækning, der overhovedet definerer, hvad vi forstår ved en sådan tiltrækning.

Teorier som strukturer

Enhver teoridannelse bygger altså på nogle grundlæggende teorier eller begreber, der ikke kan begrundes empirisk. I det ptolemæiske system antages det, at Jorden er universets centrum, og at baner må være cirkulære. Disse grundlæggende antagelser kunne på et tidspunkt underbygges filosofisk eller teologisk, men også her kom man tilbage til grundlæggende principper og antagelser. Disse blev skiftet ud med atter andre ved fremkomsten af det kopernikanske solsystem, ikke således, at der nødvendigvis var tale om bedre eller mere rigtige underbyggende teorier, men de førte frem til en model af solsystemet, som bedre levede op til de krav, man da havde til en sådan model.

Senere har så også den kopernikanske opfattelse måttet vige for vor moderne, hvor vi har indført det nye begreb galakse, som bunder i nye grundlæggende antagelser om universet og solsystemets natur.

Hvordan vi end vender og drejer det, må enhver fysisk teori bygge på nogle grundlæggende antagelser og begreber, der ikke kan underbygges empirisk, og derfor må anses for metafysiske. Da dette metafysiske grundlag kan være forskelligt fra en teori til en anden, er det nærliggende at opfatte teoridannelser som strukturer, hvor hver teori er karakteriseret af et metafysisk grundlag, en teori og en forskningspraksis. Strukturen kan således opfattes som en model for de studerede fænomener, idet den også omfatter en begrebsramme og en modus operandi for forskningen.

En videnskabsgren arbejder ikke nødvendigvis inden for én struktur, eksempelvis kan alle fysikkens fænomener ikke beskrives ved hjælp af én teori alene. Strukturerne kan være i klar modstrid, og der kan i en strukturs grundlag være indbygget nogle antagelser om, at denne struktur også kan forklare andre fænomener end dem, der aktuelt kan forklares. F.eks. går mange fysikere ud fra den antagelse, at al biologi kan reduceres til kemi, der igen kan reduceres til fysik. Denne meget omdiskuterede reduktionistiske antagelse savner understøttelse i teorier, der netop sætter forskeren i stand til at forklare et biologisk væsens mest grundlæggende opførsel ud fra, hvad der foregår på f.eks. det molekylære niveau. Alligevel er denne reduktionistiske antagelse en form for børnelærdom inden for naturvidenskaben.

I strukturbegrebet ligger der klart noget autonomt, som er i strid med den historisk fejlagtige opfattelse af naturvidenskabens udvikling som en akkumulering af data, der nogenlunde lineært skaber en bevægelse fra usikker eller ingen viden til mere og mere sikker viden. For hvorledes forholder en forældet teori sig til en ny og bedre, og hvad er det for faktorer, der gør, at en teori forkastes? Hvad er det, der gør, at en ny teori er bedre?

Videnskabelige paradigmer

Netop disse spørgsmål ledte videnskabshistorikeren Thomas S. Kuhn til i sin bog The Structure of Scientific Revolutions (da. Videnskabens revolutioner) at opfatte videnskabelige teorier som det, han kalder paradigmer. Et paradigme er en ikke helt præcist definerbar størrelse, der foruden den formelle beskrivelse af teorien i form af naturlove, deres fortolkning og brug, som den typisk vil være beskrevet i lærebøger, omfatter det metafysiske grundlag, metodologi, standarder og andre retningslinjer for, hvordan teorien skal bruges. Disse dele af et paradigme, der ikke opfattes som en del af den formelle teori, er nemlig forudsætninger for overhovedet at arbejde inden for paradigmet.

I en lærebog i fysik til gymnasiet stifter man bekendtskab med Newtons love. De vil typisk være skrevet i et matematisk sprog, og behandlingen af dem fylder ikke nødvendigvis mange linjer. En sådan lærebogstekst underforstår nemlig utallige ting, eksempelvis at Newtons love forudsætter, at vi er enige om, hvad vi forstår ved »bevægelse«. Newton gjorde det selv ved at hævde eksistensen af et absolut rum og en absolut tid, hvorved det er muligt at tale om en absolut bevægelse. Newtons love forudsætter endvidere kendskab til, hvad kraft og masse er, og masse kan endda defineres på to måder, inertiel masse og gravitationel masse, som igen forudsætter kendskab til nogle af de eksperimentelle situationer, hvor Newtons love kan anvendes osv.

Mange af disse ting vil typisk slet ikke blive nævnt i en gymnasielærebog, ikke fordi den »kun« er skrevet til gymnasieelever, men fordi det enten forudsættes kendt fra elevens tidligere fysikundervisning, eller fordi det opfattes som »indlysende«, og endelig fordi begrebernes betydning og anvendelsen af teorien vil blive indlært ved aktiv tilegnelse af lovene i form af opgaveregning og eksperimentelle øvelser. Udførelsen af sådanne standardopgaver er nemlig en central del af tilegnelsen af en teori og kan ikke udskilles fra selve paradigmet. Disse opgaver lærer nemlig eleven, hvilke eksperimentelle og teoretiske problemer teorien anvendes på, og hvorledes man anvender den.

Denne gymnasieundervisning er et af de første skridt på vejen for den kommende fysiker, der på universitetet fortsætter med at regne opgaver og udføre eksperimentelle øvelser, indtil han under vejledning af erfarne fysikere kan kaste sig over egentligt forskningsarbejde. Ved denne konstante praksis tillærer fysikeren in spe sig det grundlag, de tankegange og den daglige praksis, der er med til at tegne det at være fysiker og det at arbejde inden for et paradigme.

Er et paradigme blevet bredt accepteret, fokuserer naturvidenskabsmanden på netop de problemer og udfordringer, der er inden for paradigmet. Et sådant paradigme kan indeholde en uendelighed af teoretiske såvel som eksperimentelle problemstillinger, som det er uhyre fascinerende for naturvidenskabsmanden at arbejde med. Det kan f.eks. være udbedring af mangler, forbedringen af målingernes præcision og teknisk udnyttelse af paradigmet. Kuhn betegner hele denne praksis normalvidenskab og taler også om rengøringsarbejde, og det skal ikke opfattes nedsættende.

Videnskabsmandens fokus i et paradigme er typisk på små områder, som ligger inden for paradigmet, og ikke på overordnede problemstillinger. Når man nu engang har en nyttig teori for, hvordan vi kan betragte universet, og teorien sætter os i stand til at forstå så meget om planeternes bevægelse, stjernernes udvikling osv., så ville det ikke være fornuftigt at bruge tid på »irrelevante« spørgsmål eller på at diskutere, om det overhovedet er en god teori.

Videnskabelige revolutioner

Et paradigme kan også eksistere, selv om der er fænomener, der overhovedet ikke kan forklares inden for paradigmet. Merkurs bane kunne ikke forklares ud fra Newtons mekanik, men denne anomali var ikke i sig selv nok til at svække det newtonske paradigme. Newtons love var udmærkede til at forstå så mange andre fænomener, og måske også Merkurs bane en dag kunne forklares inden for paradigmet. Under alle omstændigheder var det ikke et problem, der var så stort, at der var nogen grund til at forkaste Newtons love. Dette eksempel fra videnskabshistorien illustrerer klart, hvorfor falsifikationismen ikke holder.

De mangler og anomalier, der nu måtte være ved paradigmet, er slet ikke tilstrækkelig i fokus hos videnskabsmanden til, at han vil overveje at forkaste selve paradigmet. Han har måske endda ikke noget at sætte i stedet for, og en anomali skal opnå en vis betydning, inden han prøver at finde en alternativ teori for den. Videnskabsmanden er altså ikke synderligt tilbøjelig til overhovedet at tænke i baner af nye teorier, eller for den sags skyld nye fænomener, så længe han arbejder inden for et accepteret paradigme.

Den selvsikkerhed, hvormed den normalvidenskabelige videnskabsmand arbejder, og den tiltro, han har til paradigmet, illustreres tydeligt af fysikeren Albert Michelson, der i 1894 skrev, at »det ser ud til, at de fleste store tilgrundliggende principper er sikkert etablerede, og at videre fremskridt hovedsageligt består i at anvende disse principper på alle fænomener, vi bliver opmærksomme på«. Han mente derfor, at »fysikkens fremtidige sandheder skal søges i 6. decimal« (Citeret i Thomsen, s. 8).

Disse ord fra en »rengøringsarbejder« faldt samtidig med, at nogle anomalier var ved at komme i fokus. Således udtrykte Lord Kelvin seks år senere, at fysikkens »skønhed og klarhed i øjeblikket generes af to skyer« (citeret i Thomsen, s. 8). Den ene af Kelvins skyer bestod i, at man ikke kunne detektere Jordens bevægelse i forhold til den æter, hvori lyset skulle forplante sig, den anden sky var den såkaldte ultravioletkatastrofe, hvor man ikke kunne forklare varmestrålings frekvensfordeling.

Netop i disse år blev anomalierne så fremtrædende, at man i Kuhns sprogbrug kan tale om en krise. Fokus på anomalierne bliver så stor, at der dannes nye teorier, som kan vise sig at være i modstrid med det etablerede paradigme. Æteren var i lang tid i forskellige afskygninger en naturlig, »indlysende« antagelse, men forkastelsen af den var en af hjørnestenene i Einsteins specielle relativitetsteori fra 1905, der inden for et par årtier blev accepteret som en bedre teori end Newtons, som et nyt paradigme. Einstein forkaster således også Newtons absolutte tid og rum og tillægger begreber som masse, hastighed og impuls ny betydning.

Kuhn taler om, at der her har fundet en videnskabelig revolution sted, et nyt paradigme er blevet accepteret som standarden for normalvidenskab. Dette nye paradigme indeholder det gamle i den forstand, at der er en grænse, hvor det nye paradigme går over i det gamle, nemlig der, hvor de betragtede hastigheder bliver meget små i forhold til lysets hastighed. Dette muliggør formelt, at man fortsat kan anvende Newtons mekanik og Maxwells elektromagnetisme i netop denne grænse, og at vi i denne grænse kan tænke på begreber som masse og impuls og på de grundlæggende antagelser om verden, såsom absolut bevægelse, som en praktisk approksimation.

Men selv om det gamle paradigme således i en forstand er indeholdt i det nye, er de to paradigmer grundlæggende usammenlignelige, inkommensurable, da de har forskellige metafysiske antagelser, forskellige definitioner af begreber osv. Paradigmerne kan således i princippet ikke sammenlignes, selv om man i praksis vil tale om dem, som om de kan, når man prøver at gøre rede for, hvorfor det ene forkastes til fordel for det andet.

Argumentationen vil her typisk være præget af spørgsmål om, hvilket paradigme der kan forklare flest fænomener med størst præcision, og om, hvilken teori der har den simpleste formulering. I praksis spiller psykologiske og sociologiske faktorer også en stor rolle, fordi den enkelte videnskabsmands tilbøjelighed til at overtage et nyt paradigme også kan afhænge af, hvem og hvor mange der er for eller imod en ny teori. Hvor rationelt et paradigmeskift gerne søges fremstillet i lærebøgernes bagklogskab, så kan det være overordentlig vanskeligt at forklare, hvorfor et paradigme gik af med sejren, når man betragter paradigmeskiftet videnskabshistorisk.

Inkommensurabilitet

Men hvorfor er det ikke bare den teori, der forklarer flest fænomener mest nøjagtigt, der bliver det nye paradigme? Som tidligere diskuteret findes der ikke iagttagelser, der ikke er ladet med teori, hvorfor der nødvendigvis må være en sammenhæng mellem den gruppe af fænomener, et paradigme beskæftiger sig med, og paradigmet selv. Sagt på en anden måde: Et paradigmes grundlag definerer, hvad vi overhovedet forstår ved fænomener inden for paradigmet, og om to paradigmer er væsensforskellige, kan vi principielt ikke sige, at det er de samme fænomener, de to paradigmer beskæftiger sig med.

I praksis negligerer vi denne principielle distinktion og lader som om, det er et og samme fænomen i to teorier. Da Maxwell fremsatte en teori, der viste, at elektricitet og magnetisme ikke var adskilte fænomener, redefinerede han i princippet, hvad vi overhovedet forstår ved elektricitet og magnetisme, men i dagligdagen kan vi godt lade som om, det var de samme fænomener, Maxwell udforskede som før ham Faraday og Ørsted.

Nogen kunne indvende, at det kan være godt nok med alle de definitioner på, hvad et fænomen er, men var det ikke præcis de samme fænomener, de rent faktisk så? Himmelhvælvingen skiftede vel ikke udseende, fordi man gik fra det ptolemæiske til det kopernikanske paradigme? I en forstand må den have gjort det, ikke sådan, at astronomen ville have beskrevet det sådan, men utallige forsøg viser, at hvad vi ser, i høj grad afhænger af vor viden om det, vi ser, og af, hvad vi forventer at se.

Er man vant til at se sin sorte kat sidde uden for døren, kan en sort pose på netop det sted få én til i et kort øjeblik at se katten, inden man erfarer, at det er en pose, ikke en kat, og derfor ser en pose. Sprogligt er vi tilbøjelige til at sige, at »jeg troede, posen var en kat«, »jeg troede, jeg så en kat, men det var en pose«, eller »posen lignede en kat«, men hvad der egentlig sker, er, at vor »teori«, vor erfaring, gør, at vi »forventer« at se katten der, og derfor rent faktisk ser katten der et ganske kort øjeblik, inden det går op for os, at det er en pose. Den forventning, vi kan have til, at der sidder en kat der, kan være så hårdnakket, at det gentagne gange kan ske, at vi oplever posen som en kat i et kort øjeblik.

Ved et paradigmeskift taler Kuhn om paradigme-fremkaldte ændringer i den videnskabelige sanseopfattelse og anfører denne overvejelse:

»Kan det f.eks. tænkes at være en tilfældighed, at vestlige astronomer for første gang så forandringer på den hidtil ubevægelige himmel i det halve århundrede efter, at Kopernikus’ nye paradigme første gang blev foreslået? Kinesernes kosmologiske ideer udelukkede ikke forandringer på himlen, og de havde berettet om tilsynekomsten af mange nye stjerner på himlen på et langt tidligere tidspunkt. Ligeledes havde kineserne - endog uden teleskopets hjælp - systematisk skildret forekomsten af solpletter århundreder før disse blev set af Galilei og hans samtidige. Og solpletter og en ny stjerne var ikke de eneste forandringer, der fremkom på den vestlige astronomis himmel umiddelbart efter Kopernikus. Ved at anvende traditionelle instrumenter - nogle af dem så enkle som et stykke tråd - opdagede astronomer i slutningen af det sekstende århundrede gentagne gange, at kometer efter behag strejfede ind gennem det rum, der hidtil havde været reserveret for de uforanderlige planeter og stjerner. Selve den lethed og hurtighed, hvormed astronomer så noget nyt, når de kikkede på gamle ting, kan give os lyst til at sige, at efter Kopernikus levede astronomer i en anden verden. I hvert fald reagerede deres forskning, som var det tilfældet.« (Videnskabens revolutioner, s. 158).

Om vi så vil insistere på, at det var den »samme« himmel, der var før og efter dette paradigmeskift, så betragtede den kopernikanske astronom i hvert fald himlen ved hjælp af andre begreber, andre kategorier, end den ptolemæiske astronom og gjorde derfor en række opdagelser. Disse opdagelser er lige så teoriladede som alle iagttagelser, for uden en teori, der gør det muligt at sige, at man har opdaget noget nyt, så er der ingen opdagelser.

I bagklogskabens lys er vi tilbøjelige til at opfatte det sådan, at f.eks. vores galakse, Mælkevejen har været til stede derude hele tiden, og at det så bare er et spørgsmål om, hvornår der er nogen, der betragter stjernehimlen tilstrækkelig længe og ved hjælp af stadig mere forfinede instrumenter, og så pludselig indser det: Vort solsystem befinder sig i en galakse blandt andre galakser, og en del af denne galakse er det bånd af stjerner og støv, vi har været vant til at kalde Mælkevejen. Men denne opdagelse har krævet en lang vekselvirkning mellem iagttagelser og teori- og begrebsdannelse. Opdagelsen forudsætter, at opdageren er blevet i stand til at se på en måde, der gør opdagelsen mulig.

Den normalvidenskabelige »rengøringsarbejder« betragter de problemer, han studerer, på den måde, han er vant til i det fremherskende paradigme, og først i det øjeblik, hvor han og andre videnskabsmænd slet ingen vegne kan komme med at løse et problem, kan han føle sig nødsaget til at prøve at finde nye måder at betragte problemet på. Og så kan en opdagelse måske finde sted, en ny teori, et nyt paradigme kan måske opstå.

Viden og opdagelser

Eftersom det ikke er muligt at opstille generelle kriterier for valget mellem paradigmer, kan også selve opfattelsen af videnskabelighed ændres dramatisk ved et paradigmeskift. I det nye paradigme efterrationaliseres paradigmeskiftet således, at det opfattes, som om det klart var en følge af rent videnskabelige krav, og da det nye paradigme fastsætter den videnskabelige standard, ville det også være meningsløst at hævde noget andet. Begrebsligt og metodologisk fremstår det nye paradigme derfor som en forbedring, og da det formelt må rumme hovedparten af de fænomener, det tidligere paradigme beskæftigede sig med, fremstår det også som en udvikling.

Når det nye paradigme er etableret, sikrer den normalvidenskabelige praksis, at der gøres videnskabelige fremskridt, der kan forklare tidligere gåder og undersøge nye fænomener, som forstærker oplevelsen af paradigmeskiftet som et fremskridt. Her skal ved fremskridt blot forstås den akkumulation af viden og indsigt i paradigmet, som konstituerer, hvad vi overhovedet forstår ved videnskabeligt fremskridt. Forudsætningen for, at vi kan tale om fremskridt, er, at paradigmet er bredt accepteret, således at der i det videnskabelige miljø er enighed om, hvad der er et fremskridt, og hvorledes det opnås.

Det videnskabelige fremskridt er altså uløseligt knyttet til enigheden om et paradigme, og det må derfor ikke forveksles med et fremskridt i den forstand, at man kommer tættere og tættere på sandheden om, hvordan naturen er skruet sammen. En forsker kan givetvis have den opfattelse under sit arbejde, men en sådan sandhed kan i så fald kun findes i paradigmets metafysiske ballast.

Derfor betegner Kuhn også hovedparten af det normalvidenskabelige arbejde som puzzle-solving, som er en løsning af problemer, hvor det er givet, at der findes en løsning, og naturvidenskabsmanden uddannes ved at lære mere og mere avancerede løsningsmetoder til at løse den form for problemer. Kun ganske sjældent er videnskabsmanden nødt til selv at finde på en ny løsningsmetode, men er ellers tilbøjelig til at anvende de standardredskaber, han er fortrolig med.

Selv om naturvidenskabsmandens akkumulation af viden er uløseligt knyttet til det paradigme, han arbejder inden for, kunne man hævde en instrumentalisme, der siger, at naturvidenskabsmandens objekt, Naturen, eksisterer uafhængigt af de begreber, de kategorier, videnskabsmanden benytter. Så selv om den middelalderlige astronom ikke oplevede Mælkevejen som en galakse, fordi han ikke havde et paradigme, der satte ham i stand til at gøre dette, så havde det, som vi i dag opfatter og oplever som en galakse, alligevel en ontologisk status i middelalderen. Det betyder til gengæld, at også galaksebegrebet blot er én af mange måder at anskue Naturen på, og selv om vi accepterer vort paradigmes definition af fremskridt, kan vi ikke være sikre på, at man ikke om 500 år vil anskue det anderledes, hvis man da har erhvervet sig andre begreber og teorier.

Med instrumentalismen løber vi altså ind i problemet med, at alle iagttagelser er teoriladede, hvorfor vi aldrig kan være i stand til at erkende Naturen som noget abstraheret fra vore begreber og teorier. Men et sådant instrumentalistisk begreb om Naturen er da også netop den uerkendte og uerkendbare natur, og denne ligger principielt uden for vores rækkevidde.

Noget andet er så, at det kan være overordentlig praktisk at operere med en sådan metafysisk størrelse, og derfor taler vi også til daglig om verden som verden i sig selv. På samme måde taler vi om fortiden som en tilbagelagt uforanderlig størrelse, som vi kan have større eller mindre kendskab til, men som vi dog kan forsøge at opnå viden om.

Fortiden er dog ikke et mindre teoriladet »objekt« end noget andet, vi iagttager, og som vi har set med Kuhns overvejelser om »paradigme-fremkaldte ændringer i den videnskabelige sanseopfattelse«, kan vi ikke opretholde forestillingen om, at det var den »samme« himmel, der blev observeret før og efter den kopernikanske revolution.

Hvad er elektronen andet end det, den er i netop det eller de paradigmer, hvor elektronen studeres? Således som begrebet elektron er defineret og anvendes i det aktuelle paradigme, må vi nødvendigvis sige, at der også var elektroner i atomerne, før Thomson opdagede elektronen i 1897. Paradigmet byder os at opfatte det sådan, og fortiden er ladet med al den begrebs- og teoridannelse, vi har.

Men eksisterede elektronen så »virkelig« før 1897? Spørgsmålet er meningsløst. Før 1897 var man ikke i besiddelse af begreber og teorier, der satte en i stand til at opdage elektronen. For Napoleon var elektronen lige så meningsløs som en bil for en neandertaler.

Ikke alle opdagelser ændrer naturligvis fortiden, eller sprogligt mere korrekt, vor opfattelse af fortiden, så dramatisk. Elektronens natur er af en sådan beskaffenhed, at dens opdagelse ændrede den måde, en fysiker kunne beskæftige sig med fortiden på, mens telefonens natur er således, at dens opdagelse blot har gjort os mere tilbøjelige til at lægge mere mærke til de tilfælde, hvor der skete skridt i retning af opdagelsen, end vi ellers ville.

De fleste af os føler gulvtæppet blive revet væk under os, når vi læser sådanne overvejelser, vi står på et metafysisk »gulvtæppe« af forestillinger om verdens indretning. Når vi så bliver gjort opmærksom på, hvad det er, vi egentlig står på, reagerer mange af os vantro og siger noget i retning af: »Jamen, hvis du nu kaster dig ud af et vindue, så vil du hurtigt opdage, at tyngdekraften virkelig er Virkelig!« Dette er selvfølgelig en sund forsvarsreaktion og er i hvert fald ikke mindre fornuftig end at sige med John Lennon: »Nothing is real!« I begge tilfælde er vi tilbøjelige til at tillægge begrebet »virkelig« noget absolut, f.eks. en iagttagelsesuafhængig Virkelighed, mens vi i denne artikel studerer, hvorledes begrebet benyttes, og hvad vi kan lære af det.

Consensus

Forudsætningen for overhovedet at have et paradigme er, at der er bred accept af det inden for gruppen af videnskabsmænd. Inden der overhovedet etableres et paradigme, er der stor stridighed om, hvad den pågældende videnskab egentlig beskæftiger sig med, dens metoder osv., men når der opstår tilstrækkelig enighed om disse ting, kan et paradigme opstå. Dannelsen af et sådant første paradigme kan være overordentlig vanskelig, men opfattes af mange som et første kriterium for, at en fagdisciplin overhovedet kan kaldes en videnskab.

Som vi har set, er kravet om objektivitet centralt for naturvidenskaben, og det må regnes som en af årsagerne til, at der overhovedet har kunnet opstå så stor enighed om begreber, teorier og metoder inden for netop disse fagområder. Det videnskabelige arbejde forudsætter, at enhver videnskabsmand, der har tilegnet sig det relevante teoretiske og praktiske grundlag, kan deltage i udforskningen af de fænomener, andre videnskabsmænd beskæftiger sig med. Der fordres altså en consensus om det basale grundlag og om naturen af de fænomener, der udforskes. Omvendt gælder det, at når paradigmet er etableret, sikrer det begrebsapparat, paradigmet udstyrer videnskabsmanden med, at der er en sådan consensus.

En videnskab som fysikken kan operere med flere forskellige paradigmer, men disse vil typisk være så tilstrækkelig beslægtede, at fysikeren, der arbejder inden for ét paradigme, vil anerkende videnskabeligheden af det arbejde, en anden fysiker udfører under et andet paradigme. Dette gælder f.eks. for en fysiker, der undersøger materialers fysik, og en, der udforsker universets begyndelse. De teorier, de benytter, har forskellige anvendelsesområder, men de er næppe i tvivl om, at de begge arbejder ud fra videnskabelige metoder og er sandsynligvis overbeviste om, at de fænomener, de udforsker, er beslægtede. Hver især kan de genkende nogle metoder og begreber fra den andens arbejde, som er eller virker bekendte.

Den consensus, der eksisterer mellem naturvidenskabsmænd inden for en fagdisciplin, må nødvendigvis i en vis udstrækning være bestemt af deres fælles baggrund. En udenforstående vil ikke have samme begrebsapparat og kan derfor næppe umiddelbart tillægge deres forskning andet indhold end det, der skyldes den autoritet, naturvidenskaben trods alt tillægges. Den udenforstående lægmand er derfor heller ikke i samme grad i stand til at handle naturvidenskabeligt.

Et barn ved, at når det sætter stikket i kontakten og trykker på kontakten, så kan det elektriske tog køre, men barnet forstår ikke, hvad der sker i en sådan grad, at det kan udnytte elektriciteten på andre måder. Også det større barn, der har lært om »elektroner, der bevæger sig i ledningen«, er stadig ikke i stand til at beskæftige sig med avanceret elektronik. Der skal en indlæring til, paradigmet skal tilegnes, der skal opnås consensus om, hvad de elektriske fænomener er, og hvordan de kan udnyttes.

»Men elektriciteten eksisterer jo stadig væk,« forsikrer materialisten, »Maxwells ligninger gælder også for barnet. Der går jo en strøm, det elektriske tog kører.« Så meget har barnet lært af de voksne, at toget kører, når stikket er i kontakten, og der er trykket på knappen. Men barnet er ikke i besiddelse af den teori, som fysikeren eller elektrikeren har, og kan derfor kun tillægge det, dets forældre kalder strøm, en mening ud fra den viden, barnet har. Og hvis nu sikringerne røg, ville barnet opdage, at toget ikke længere kørte, når det udførte den vante procedure. Efter nogle forsøg ville barnet sandsynligvis holde op, fænomenet (invariansen) ville ikke længere være interessant. Rent faktisk ville den jo være falsificeret, for barnet har ikke kendskab til, at man kan skifte sikringerne ud, men det lærer det så af sine forældre, når de kommer hjem, og på den måde tilegner barnet sig efterhånden mere af paradigmet.

Hvad nu hvis forældrene aldrig kom hjem og udskiftede sikringerne? Lad os kigge på et tænkt eksempel.

Det har i nogle år været almindeligt at grave »tidskapsler« ned, hvor man gemmer noget, der er karakteristisk for ens samtid, f.eks. dagbøger. Lad os forestille os, at man på passende vis kan gemme et simpelt fysikeksperiment: Et batteri med ledninger og pære. For at batteriet ikke skal løbe tørt, kan man evt. vedlægge en vejledning i, hvordan man laver et simpelt batteri. Det kan f.eks. laves ved hjælp af en citron og to plader, en af zink og en af kobber. Forbindes nu batteriets poler til pæren, så der kan gå en strøm gennem pæren, vil pæren lyse, og vi konkluderer derfor, at der går en strøm!

Lad os nu forestille os, at tidskapslen bliver fundet i en fremtid, hvor al viden om elektricitet er gået i glemmebogen. Alligevel kunne vi måske ved meget nøje anvisninger formå vore efterkommere til at gennemføre dette lille eksperiment, så de kan se, der kommer lys fra pæren. Lad os i hvert fald antage, at det er lykkedes dem at gøre det. Hvad har de lært? De har set pæren lyse, og de har af de anvisninger, vi har efterladt, muligvis forstået, at vi mener, der går noget, der hedder »elektrisk strøm«, gennem ledningerne og pæren. Men skal de forstå og bruge dette begreb til noget, er de nødt til at udforske fænomenet mere og dermed danne sig nogle teorier. De er med andre ord nødt til at udvikle begreber og teorier for at gøre det. Før de har gjort det, kan man med lige så stor ret kalde den lysende pære en tryllekunst som en (gen)opdagelse.

Set med de paradigmatiske »briller«, vi har på, går der selvfølgelig en strøm gennem pæren, citronen fungerer som et batteri osv. Men vi kan ikke engang forvente, at vore efterkommere opfatter pæren eller citronen, som vi gør, fordi vores opfattelse, vores iagttagelse af disse, er teoriladet i bredeste forstand. Det er således meningsløst at sige, at der eksisterer elektriske fænomener for disse fremtidige mennesker, de vil måske allerhøjst kunne sige, at de mennesker, der gravede tidskapslen ned, mente, at der var noget, der hed elektricitet.

Insisterer vi på at kalde dem for »uvidende«, gør vi det, fordi vi ser på dem med vore paradigmatiske »briller«, eller fordi vi insisterer på en instrumentalisme. I hvert fald er deres »uvidenhed« et spørgsmål om, at de ikke er i besiddelse af de begreber og teorier, vi har via et paradigme om elektromagnetiske fænomener.

Disse fænomeners afhængighed af consensus skyldes igen, at hvis vi ikke har et fælles paradigme, kan vi ikke være enige om, hvilke fænomener vi beskæftiger os med, hvad vi i praksis også kan sige som: »Hvilke fænomener, der er virkelige,« og derfor hænger fænomenologien i sig selv på consensus.

Science wars

Vi startede med den videnskabelige metode for at lære noget om naturvidenskabens natur og teori, og er nu via et udvalg af videnskabsteoretiske og videnskabshistoriske overvejelser nået frem til at fokusere på, hvad der overhovedet forstås ved selve begrebs- og teoridannelsen, ved consensus og ved den socio-kulturelle kontekst, hvori videnskaben udøves.

Det er indlysende, at socio-økonomiske forhold er med til at styre retningen af den naturvidenskabelige forskning. Eksempelvis har den kolde krigs ophør haft en dramatisk betydning for forskningsbevillingerne, der i nogle lande især kommer fra militæret, og enkelte fagdiscipliners meget omtalte successer trækker studerende væk fra andre discipliner. Det er næppe heller kontroversielt, at videnskabshistorien kan lære os noget om, hvorledes eksperimenter, opdagelser og teorier bliver til, men det strider derimod nok mod almindelig naturvidenskabelig vanetænkning, at man fra et rent sociologisk synspunkt skulle kunne sige noget fundamentalt om den naturvidenskabelige forskning.

Det er til dels på den baggrund, at vi må forstå Sokals angreb på Social Text. Hans motiv var godt nok først og fremmest politisk, men også dette opgør med udviklingen på den amerikanske venstrefløj bunder grundlæggende i en strid om videnskabelighed og erkendelsesteori: »I confess that I’m an unabashed Old Leftist who never quite understood how deconstruction was supposed to help the working class. And I’m a stodgy old scientist who believes, naively, that there exists an external world, there exist objective truths about that world, and that my job is to discover some of them.« (Transgressing the Boundaries: An Afterword).

Sokals karakterisering af sig selv som ontologisk materialist kan umiddelbart forekomme rent polemisk. Som vi har set, kan vi sagtens tillægge begreber som objektivitet og »en ydre verden« en meningsfuld betydning inden for en teoridannelse, mens en anvendelse af disse begreber uafhængigt af en teoridannelse er ren metafysik. Men Sokal fremturer:

»What concerns me is the proliferation, not just of nonsense and sloppy thinking per se, but of a particular kind of nonsense and sloppy thinking: one that denies the existence of objective realities, or (when challenged) admits their existence but downplays their practical relevance. At its best, a journal like Social Text raises important questions that no scientist should ignore - questions, for example, about how corporate and government funding influence scientific work. Unfortunately, epistemic relativism does little to further the discussion of these matters. In short, my concern over the spread of subjectivist thinking is both intellectual and political. Intellectually, the problem with such doctrines is that they are false (when not simply meaningless). There is a real world; its properties are not merely social constructions; facts and evidence do matter. What sane person would contend otherwise? And yet, much contemporary academic theorizing consists precisely of attempts to blur these obvious truths - the utter absurdity of it all being concealed through obscure and pretentious language.« (A Physicist Experiments With Cultural Studies).

Vi ser her en materialistisk naturvidenskabsmand, der mener, at samfundsvidenskaberne bør beskæftige sig med de socio-økonomiske faktorer, der påvirker hans daglige forskning, og hvis »selvindlysende« erkendelsesteoretiske standpunkt tvinger ham til at kritisere ikke blot den ontologiske relativisme, men også ethvert forsøg på at studere naturvidenskaben sociologisk og sprogfilosofisk. Vi ser også naturvidenskabsmandens reaktion på en fagdisciplin, der på mange punkter er ganske anderledes indrettet end den, han selv arbejder inden for. Og vi ser en skarp kritik af en fagdisciplin, hvor man tilsyneladende har svært ved at skelne mellem skidt og kanel. Det, at Social Text publicerede Sokals artikel, vidner i hvert fald om en katastrofal mangel på forståelse for naturvidenskab.

Denne sidste pointe kan vi næppe komme udenom: Sokal har demonstreret en alvorlig brist i den akademiske lødighed på tidsskriftet Social Text, og da det er et centralt tidsskrift på det pågældende felt, har det også sat spørgsmålstegn ved hele det pågældende akademiske område. (At man også kan diskutere, om det er lødigt at sende fup-artikler til et akademisk tidsskrift, er så en anden sag).

Samtidig må det ikke forglemmes, at f.eks. sociologien er en anderledes disciplin end fysikken. Det er en længere diskussion, om der overhovedet findes et etableret sociologisk paradigme, men det er i hvert fald klart, at der i langt mindre grad inden for sociologien findes et begrebsapparat, der er samme consensus om som i mange af fysikkens fagområder.

Grundlæggende er den sociologiske forskning af en anden karakter end fysikken. Det er vanskelige problemstillinger, man undersøger, og det kan måske være svært nok at blive enige om, hvilke problemstillinger, der er vigtige, og om, hvordan disse skal gribes an. Der vil derfor være en højere grad af subjektivitet i den sociologiske forskning, og det er principielt ikke muligt at reproducere mange af de situationer, man forsøger at studere empirisk.

Disse faktorer er med til at give en sådan disciplin en radikalt anderledes karakter end en naturvidenskab som fysikken. Der er langt mere råderum for det subjektive, der er variation i terminologien m.v. Og så er der - i hvert fald i enkelte dokumenterede tilfælde - risiko for fundamentale misforståelser.

Studerer en sociolog således et naturvidenskabeligt miljø for at forstå noget om naturvidenskabens natur, må det forventes, at sociologen i det mindste ved, hvad naturvidenskab drejer sig om på naturvidenskabens egne præmisser. Som vi har set, er en sådan selvforståelse en del af selve paradigmet.

Skal sociologen eller en anden udefra derfor studere naturvidenskaben, må det altså være et minimumskrav, at vedkommende har et rudimentært kendskab til, hvordan man tænker og arbejder inden for naturvidenskaben, og dette kan næppe lade sig gøre uden et kendskab til naturvidenskabelig fænomenologi og metodologi. Den sociolog, der vil beskæftige sig med fysik, bør altså sætte sig på skolebænken og lære noget fysik!

Omvendt må naturvidenskabsmanden, der sætter sig for at kritisere sociologens forskning, i det mindste også sætte sig ind i sociologens terminologi og metodologi. Beklageligvis har en del naturvidenskabelig kritik mod f.eks. socialkonstruktivisterne mest af alt tangeret mudderkastning af samme skuffe som Sokals »There is a real world; its properties are not merely social constructions; facts and evidence do matter. What sane person would contend otherwise?«

Det er i hvert fald ikke befordrende for hverken debatten eller for »videnskabeligheden«, når man med udgangspunkt i løsrevne citater slutter sig til uvidenskabelighed og mangel på akademisk lødighed. Fysikeren og Nobelprismodtageren Steven Weinberg kom således også til at skyde sig selv i foden, da han endog lod kritikken hagle ned over betydningsfulde, men afdøde fysikere som Werner Heisenberg og Louis De Broglie: »Fra tid til anden har fremstående fysikere ude over deres bedste alder, såsom Heisenberg i Tyskland i 1950’erne eller De Broglie i Frankrig, prøvet på at tvinge fysikken i retning af deres egne idéer.« (Sokal’s såkaldte svindelnummer, s. 8). Weinberg undlod nemlig at gøre opmærksom på, at han selv i endnu højere grad var »ude over sin bedste alder« end Heisenberg i 1950’erne.

Fysikeren N. David Mermin har derfor også bedt sine kolleger om at fare med lempe over for de samfundsvidenskabelige forskere og teoretikere: »The science critics get many things wrong, but we have to take more care explaining why, or we will only lend further credence to some of their worst misreadings of what we are up to.« (What’s Wrong With this Reading, s. 13).

»I recommend two principles to guide what we scientists say and write in our exchange with science critics. First, assume, at least as a preliminary working hypothesis, that you are reading intelligent people trying to make serious points, writing within a literary tradition that is as technical and unfamiliar to you as the professional idiom of your science may be to them. Second, technical criticisms should be based on reasoned argument. Ex cathedra sneering at selected sound bites demeans scholarly debate and is unlikely to persuade the sneered-at of one’s serious intent. Try to think imaginatively about the rather subtle constellation of issues that may becloud superficially obvious ’refutations’ of ’error’.« (What’s Wrong With this Reading, s. 13).

Den samfundsskabte virkelighed

Med disse ord kan vi kort betragte den socialkonstruktivisme, som især står for skud. Den findes i mange afskygninger og benyttes i forskellige discipliner, så det følgende er kun nogle generelle bemærkninger om dette ret inhomogene område. Den interesserede kan f.eks. studere Finn Collins Social Reality.

Som vi har set, kan penge såvel som virkeligheden generelt set opfattes som sociale konstruktioner. Ofte indskrænker man sig til at tale om »virkelighed«, hvor anførselstegnene skal angive, at man refererer til, hvad der opfattes som virkelighed, men ikke nødvendigvis er virkelighed.

Denne »virkelighed« er afhængig af den sociale kontekst: En københavner har en anden opfattelse af, hvad der er »virkeligt«, end en tibetansk munk har. Denne sociale relativisme er udgangspunkt for Berger og Luckmanns analyse af den samfundsskabte virkelighed. Denne virkelighed er godt nok et menneskeligt produkt, men den dannes fortløbende ved en gensidig vekselvirkning mellem mennesket og dets sociale verden: »Samfundet er et menneskeligt produkt. Samfundet er en objektiv virkelighed. Mennesket er et socialt produkt.« (Den samfundsskabte virkelighed, s. 79). Den samfundsskabte virkelighed fremstår ved denne proces som en objektiv virkelighed, selv om denne objektivitet fundamentalt er menneskeskabt. Selve denne skabelse eller konstruktion foregår socialt og sprogligt.

Skellet mellem »virkelighed« og virkelighed opretholdes formelt, men Berger og Luckmann dropper i praksis anførselstegnene og nærmer sig en egentlig ontologisk relativisme. Et sådant skel falder helt for de socialkonstruktivister, der opfatter naturvidenskabelige erkendelser som sociale konstruktioner. Da disse erkendelser opstår i videnskabelige forskningsmiljøer, bliver netop disse miljøer objektet for konstruktivistens forskning, idet den generelle sociale kontekst nødvendigvis også må tages i betragtning.

Faren er her, at konstruktivisten søger at nedkoge en videnskabelig teoridannelse eller opdagelse til rene sociale faktorer uden at tage højde for de mere generelle betingelser for teori- og begrebsdannelse, som vi har betragtet. Kuhns paradigmebegreb omfatter således mange faktorer, hvoraf de sociale er vigtige, men næppe udtømmende for en beskrivelse af dannelsen, accepten og tilegnelsen af et paradigme.

Selve ordet konstruktion benytter vi i daglig tale i forbindelse med f.eks. det at bygge en bro. Denne konstruktion kræver begreber og teorier af forskellig art, som sætter os i stand til at finde en formålstjenlig måde at fabrikere byggeelementer, sammensætte dem på osv. Igen kunne materialisten sige: »Jo, en bro er en social konstruktion, men selve betonen, asfalten, wirerne osv. er fremstillet ud fra grundstoffer, der ikke er sociale konstruktioner. Jern er ikke en social konstruktion!«

Men når vi, som vi har set, betænker alle de faktorer, der former vor virkelighedsopfattelse, kan vi vanskeligt komme udenom, at også jern er en kontekstafhængig konstruktion - og det i ontologisk forstand. Begrebet jern, den teori, der gør, at vi kan bruge jern osv. er med til at definere, hvad vi overhovedet forstår ved jern, og i hvert fald meget af denne teori er opstået ved brug af jern i samfundsmæssige sammenhænge, så jern er en konstruktion - jern er og kan kun være, hvad vi forstår ved og oplever som jern.

Som jeg har brugt betegnelsen konstruktion her, er den i overensstemmelse med, hvad vi tidligere har sagt om consensus, metodologi og begrebs- og teoridannelse. Jeg mener altså godt, at man kan retfærdiggøre at bruge ordet »konstruktion«, selv om der er en risiko for, at man går i den modsatte grøft af den objektivistiske naturvidenskabsmand. Konstruktivisten synes således at fokusere på subjektet (eller et samfund af subjekter), hvor naturvidenskabsmanden fokuserer på objektet, så hvor naturvidenskaben har prøvet at adskille iagttageren fra det iagttagede, risikerer konstruktivisten i værste fald at havne i subjektivisme.

Vi må altså på den ene side erkende, at al virkelighed er en konstruktion, der afhænger af iagttagelsessituationens modeller og sprog, og at der af en sådan ontologisk relativisme følger, at sandheden er relativ, men ikke af den grund vilkårlig, fordi der til enhver intersubjektiv interaktion, som vi i videnskaben såvel som i dagligdagen er afhængige af, netop pr. definition hører en etableret consensus. På den anden side må vi som nævnt være tilbageholdende med socialkonstruktivismens fokus på den sociale kontekst som enerådende herfor, eftersom de faktorer, der måtte betinge vore modeller og teorier, ikke kan reduceres alene til et socialt tilhørsforhold. At virkeligheden er relativ i ontologisk forstand, betyder som bekendt ikke, at vi bevidst kan vælge eller fravælge virkelighed efter behag, lige så lidt som vi frit og uforudindtaget »vælger« teorier og paradigmer.

Men i sit ekstrem kan den konstruktivistiske idé ende i, at f.eks. enhver fortolkning af fortiden er gyldig. Dette er for så vidt principielt muligt, men i så fald ophæver vi de krav, der i almindelighed stilles for at beskæftige sig med fortiden, og vi ophæver i hvert fald ethvert forsøg på at opnå consensus om fortiden. Skal vi tale om f.eks. historie som en videnskab, må vi insistere på at have et fælles sæt af begreber og metoder, som naturligvis løbende revideres og ændres, men som må være til stede, for at vi kan skelne mellem videnskaben historie og ren fiktion.

Modelfrihed

Som vi har set, kan der ikke angives rationelle kriterier for et paradigmeskifte, hvorfor det heller ikke er muligt at opstille en universel definition på »videnskabelighed«. Mere dramatisk sætter Paul Feyerabend dette på spidsen ved at sige, at det overhovedet ikke er muligt at angive nogen anden eviggyldig regel for videnskabelighed end: Anything goes, alt er tilladt! På basis af videnskabshistorien er det ikke muligt at fastsætte nogen metodologi, der går igen i alle videnskabelige teorier, hvorfor i princippet en hvilken som helst teori er en mulig videnskabelig teori. Der er total modelfrihed!

Dette skal ikke forstås således, at alle teorier skal tages alvorligt. Feyerabend skriver, at der var en, der reagerede på hans »anarkistiske« videnskabsteori ved at spørge, om han læser alle de artikler, folk sender ham, nu »alt er tilladt«? Og Feyerabend svarer på sin karakteristiske provokerende måde, at han da arkiverer det meste lodret:

»’Anything goes’ does not mean that I shall read every single paper that has been written - God forbid! - it means that I make my selection in a highly individual and idiosyncratic way, partly because I can’t be bothered to read what doesn’t interest me - and my interests change from week to week and day to day - partly because I am convinced that humanity and even Science will profit from everyone doing his own thing. … Science need people who are adaptable and inventive, not rigid imitators of ’established’ behavioural patterns.« (Against Method, s. 159).

At »alt er tilladt«, lukker ikke op for det rene »anarki«, men betyder, at videnskaben ikke lader sig begrænse af regler. Det betyder til gengæld også, at vidensområder, som vi traditionelt ikke opfatter som videnskabelige, ikke desto mindre meningsfuldt kan være lige så videnskabelige som f.eks. fysikken. Vores opfattelse af begrebet »videnskabelighed« lader sig nemlig diktere af en forudindtaget opfattelse af, at fysik er videnskab, mens f.eks. voodoo ikke er det. Uden en analyse af voodooen, der tager den alvorligt på samme måde, som en analyse af fysikken bør tage fysikken alvorligt, kan vi ikke forkaste den som »uvidenskabelig«:

»Nobody knows it [Voodoo], everybody uses it as a paradigm of backwardness and confusion. And yet Voodoo has a firm though still not sufficiently understood material basis, and a study of its manifestations can be used to enrich, and perhaps even to revise, our knowledge of physiology.« (Against Method, s. 36).

Feyerabend konstaterer derfor også, at der kan være mange forskellige former for videnskab, f.eks. videnskaber, der tager udgangspunkt i en kulturel baggrund. Han angriber derfor den vestligt baserede videnskab for sin selvforståelse som indbegrebet af videnskabelighed. Som vi har set, genfindes en sådan kulturrelativistisk tankegang i socialkonstruktivismen. Berger & Luckmann tager således også voodoo som eksempel og sammenligner den med vestlige psykologiske teorier, og når den relativistiske konklusion, at »haitianske bønder er besatte, og new-yorker-intellektuelle er neurotiske«:

»De to typer psykologier viser sig empirisk dækkende gennem deres anvendelighed i terapi, men ingen af dem viser dermed, hvilken ontologisk status dens kategorier har. Hverken Voodoo-guderne eller libidinøs energi kan eksistere udenfor den verden, der er defineret i de respektive sociale kontekster. Men i disse kontekster eksisterer de netop i kraft af en social definition og bliver internaliseret som realiteter i løbet af socialiseringen.« (Den samfundsskabte virkelighed, s. 204).

En så vidtgående brug af termen »videnskabelig« vil nok være mange imod, netop fordi vi traditionelt holder fysikken op som idealet for videnskabelighed. Men en videnskabsteoretisk og videnskabshistorisk analyse fører uvægerlig i retning af sådanne overvejelser. Som sådan kan videnskabsteoriens udvikling ses som en deroute for den rationalisme, vi gerne vil tillægge videnskaben.

Således har sigtet med denne artikel været at vise, eller i hvert fald at sandsynliggøre, at jo mere vi forsøger at indkredse grundlaget for den videnskabelighed, vi gerne taler om inden for især naturvidenskaben, desto mere må vi fokusere på den metafysiske ballast, de begreber og de »spilleregler«, der gælder for den videnskabelige disciplin, vi studerer.

Helt centralt er kravet om consensus. I princippet kan en teori, der hævder, at grise kan flyve, være interessant, men den har næppe nogen værdi for mig, hvis ikke jeg ser grise flyve, eller på anden vis kan finde anvendelse for teorien. Så er det sådan set lige meget, om teoriens ophavsmand siger, at han har set grise flyve. Vi andre kan ikke være forpligtet til at antage denne teori, før vi kan bruge den til noget. Selvfølgelig kan vi have andre motiver til at acceptere teorien, f.eks. hvis vi har et autoritært forhold til ophavsmanden, men det er i de fleste tilfælde som med induktionshypotesen: Hvis ikke stenen faldt til jorden, hver gang jeg gav slip på den, så ville jeg hurtigt forlade teorien »sten falder til jorden«.

Empiri, induktion, falsifikation og alt det, vi forstår ved den videnskabelige metode, kan altså ikke underbygges rationalistisk. Erkendelsesteoretisk kommer vi ikke uden om at skille os af med objektiviteten i sin materialistiske betydning og i stedet fokusere på consensus, men vi kan med en sådan ontologisk relativisme fortsat meningsfuldt bruge alle disse begreber i den forstand, vi er vant til. Selvom vi ikke kan forankre den naturvidenskabelige metode ontologisk eller rationalistisk, er den et uhyre virksomt værktøj, hvilket man blot behøver at tænke på Apollo 11 eller computeren for at blive mindet om.

Det kan måske også berolige en og anden naturvidenskabsmand, at netop fordi en naturvidenskab som fysikken ikke kan opsummeres i en metodologi, er fysikken større end ethvert forsøg på at indkredse den. Hvor meget vi end kan lære om fysikkens natur ved at udforske den videnskabsteoretisk eller sociologisk, er der kun én måde at lære fysikken at kende på, og det er ved at lære fysik.

De videnskabs- og erkendelsesteoretiske konklusioner fratager dermed ikke den videnskabelige praksis og dens succeser deres storhed og betydning, men de kan - og bør - ryste vore vaneforestillinger om grundlaget for den videnskabelige teori og praksis. Som vi har set, kan sådanne vaneforestillinger stå i vejen for en tværfaglig dialog, mens en indsigt i de grundlæggende erkendelsesmæssige problemstillinger i langt højere grad kan være udgangspunkt for et udbytterigt samarbejde mellem forskellige fagdiscipliner, naturvidenskabelige såvel som samfundsvidenskabelige.

Cand.scient. Niels K. Petersen