Jeg kender mange mennesker, der godt kan få tiden til at gå, også uden at arbejde. Vi er bare kommet derhen, hvor dét ikke er salonfähigt, og måske er det virkelige problem i dag, at det ikke er socialt acceptabelt at være arbejdsfri.

Men det er dybest set paradoksalt. Der findes ikke én virksomhed eller én organisation i Danmark, der ikke forsøger at reducere anvendelsen af den menneskelige arbejdskraft mest muligt. Vi gør alt, hvad vi kan for at afskaffe arbejde, men i stedet for at legalisere arbejdsfrihed kriminaliserer vi dem, der ikke arbejder. Hvis vi vil afskaffe arbejdet, må vi da også gøre det muligt at være arbejdsfri, ellers er det mildest talt tosset.

Vi opfatter arbejdet som en velsignelse, uden hvilken et ordentligt liv ikke kan leves, og vi tvangsaktiverer dem, der har en anden opfattelse. Vi gør det ikke af ondskab, men for at hjælpe. Vi synes, det er synd for dem, der ikke har noget arbejde. Men hvis der så kommer en, som er glad for ikke at arbejde, bliver vi misundelige og beskylder ham for at nasse, og det til trods for at vi jo selv opfatter arbejde som en velsignelse.

En del af forklaringen på paradokset skal nok historisk søges i vores protestantiske etik.

(…)

Selv om vi producerer mere og mere, bliver der ikke skabt flere jobs. Tværtimod kan vi rationalisere endnu hurtigere. Der er også økonomer, der siger, at stadig stigende vækst er nødvendig for at opretholde fuld beskæftigelse, altså hurtigere og hurtigere for at opnå det samme.

Hvis vi nu på samme måde skal bruge flere og flere ressourcer på at bekæmpe arbejdsløsheden, og det ikke hjælper, så er det jo et tegn på, at vi skal til at sige: OK, skal vi ikke holde op med at bekæmpe den. Det er ligesom med narkotika; arbejdsløshed er ikke farlig, men det er farligt, at den er forbudt.

I stedet for hele det nuværende morads af forskellige satser og pligter og den næsten vilkårlige forskelsbehandling af dagpengemodtagere, folkepensionister, efterlønsmodtagere, invalide, asylsøgere, bistandsklienter under 25 år, bistandsklienter over 25 år, studerende under 25 år, studerende over 25 år etc. kunne man én gang for alle erstatte hele systemet med én fast ydelse, der er lige for alle - en værdig, betingelsesløs borgerløn, udbetalt til enhver, der står uden for arbejdsmarkedet. Eneste variation i udbetalingen måtte naturligvis være et fast tillæg afhængigt af det antal børn, man måtte forsørge.

Men hvilken konkret model, borgerlønnen måtte antage, er foreløbig mindre vigtigt end selve tankegangen, hvorfor det heller ikke er afgørende, hvorvidt den månedlige ydelse skulle være f.eks. fem, syv eller ti tusind kroner - det er kun et simpelt spørgsmål om prioritering. Langt hovedparten af udgifterne kommer selvfølgelig fra det trecifrede milliardbeløb, vi i forvejen anvender til offentlige ydelser, ligesom der er store besparelser at hente på at nedlægge talrige af de meningsløse beskæftigelsesterapeutiske kurser og aktiveringer og den hermed forbundne administration. Og selv om dette ikke skulle være tilstrækkeligt, er det selvfølgelig kun mangel på politisk mod og vilje, der måtte forhindre os i at inddrage nogle af de enorme private kapitalreserver, sætte skatten drastisk i vejret for de velhavende eller fjerne alt, hvad der hedder fradrag, og derved udligne skatten, så ikke de velhavende fortsat kan slippe med den reelt laveste skatteprocent.

Så længe de rige ikke fattes penge, fattes riget ikke penge - så enkelt er det.

Endelig må man jo heller ikke glemme, at borgerløn lige så lidt som de eksisterende offentlige ydelser er at regne som ren statsøkonomisk tilsætning. Udgifterne til de mange hundredtusinde mennesker på offentlige ydelser ryger i vid udstrækning tilbage i systemet, eftersom alle mennesker selvfølgelig skal have mad, klæder, bolig etc., som så igen er grundlaget for andres erhverv.

Men hvem ville vel overhovedet gide arbejde, om man bare kunne blive passivt forsørget af det offentlige? Denne indvending er uholdbar.

Det reelle antal i gruppen af arbejdsduelige uden for arbejdsmarkedet i Danmark har ikke udvist noget som helst dokumenterbart systematisk fald, hvor understøttelsen blev nedskåret, lige så lidt som det har udvist nogen markant stigning afhængig af en relativt mere økonomisk fordelagtig understøttelse - altså er der ingen grund til at tro, at gruppen af mennesker, der overhovedet ikke ønsker at arbejde, er særlig stor, endsige er videre afhængig af størrelsen på den offentlige ydelse til arbejdsløse.

Endelig må man da også spørge sig selv, om det menneske, som finder udfordring og tilfredsstillelse i sit arbejde, virkelig ville droppe det, blot fordi det ikke var en økonomisk livsnødvendighed længere? Og hvis han ikke ville det, så er der kun en »fristelse« i at sige sit job op for den, hvis arbejde f.eks. er alt andet end tilfredsstillende, ikke mindst ensidigt gentaget arbejde - man ville med andre ord ikke længere kunne få hvem som helst til hvad som helst, respekten for det enkelte menneskes værdighed ville nødvendigvis vende tilbage, også på arbejdsmarkedet.

Fra de politiske højborge udråber man for tiden parolen "Fuld beskæftigelse!" Oven i købet, som var det en gave til befolkningen. Og sandelig om store dele af befolkningen ikke også lader sig overbevise og selv betragter disse gamle vekendte toner som en gave - Arbeit macht frei, husker I? Man forstår, at man må yde, før man kan nyde.

Det synes således at være samfundets vurdering, hvornår og hvordan man yder og nyder, ikke det enkelte individs. Det kan umiddelbart undre, for hvordan kan samfundet - eller mere præcist: Et formelt væsen som kommunen - vurdere noget så individuelt og personligt relateret uden at have noget personligt kendskab til det menneske, hvis sag man behandler,?

Svaret er selvfølgelig det helt simple, at sagsbehandlingen ikke tager udgangspunkt i noget som helst individuelt - at mennesket i sagen er insignifikant, og at hele sagsbehandlingen er lige så generel, som fåreavlerens behandling af sin fåreflok, når de skal klippes. Alle er ens. Alle har samme vilkår. Ulden skal produceres, og man henter dem ind, alt efter hvem der står nærmest. Fuld beskæftigelse! Alle mand i trøjen.

Jeg er imidlertid borger i dette land. En status, der ikke af sig selv sætter mig i gæld til resten af samfundet, hvorfor jeg ikke på noget tidspunkt kan føle mig skyldbetynget over at bede samfundet om økonomisk bistand.

(…)

Den øjeblikkelige respons er - uden så meget at konsultere mig - at indsætte mig til beskæftigelse på en produktionsskole, hvis eneste formål tilsyneladende er, at lære mig at masseproducere - for mig - fuldstændig meningsløse og ligegyldige varer. Reel undervisning er der overhovedet ikke tale om, og processen at masseproducere kræver i sagens natur ingen undervisning, men alene instruktion.

Havde jeg præferencer i den henseende, ville jeg have gjort karriere i militæret.

Det åbenbare formål er således også kun at beskæftige mig alene for princippets skyld. At undgå at jeg »forfalder« til lediggang - jeg kunne jo få smag for at være … fri? Altså i bund og grund, at have en opdragende indflydelse på mig.

Dette må jeg imidlertid opponere imod. Jeg er et voksent og ansvarligt menneske - og definitionen på ansvar påhviler mig selv som individ, ikke kommunen som institution. Jeg har fået min opdragelse, og har endda eget barn, som jeg til fulde magter at opdrage uden statslig hjælp - fri mig, tak.

Jeg kan altså ikke være interesseret i at blive opdraget på, da jeg må, skal og vil betragte mig selv som et frit og selvstændigt individ.

I kraft af min eneste reelle mulighed for en karriere i dette land gennem uddannelse og senere erhvervs- eller kommunal ansættelse, står jeg over for ingen anden mulighed end at tjene samfundet (nu hvor vagabond ikke forekommer mig en tiltalende mulighed), hvorfor samfundet står i en form for gæld til mig. Jeg er dets rygmarv. Det er svært at forstå, jeg véd det, men prøv.

I den Europæiske Menneskeretskonvention, EMRK, som Danmark har underskrevet og forpligtet sig juridisk på, hedder det bl.a.:

Artikel 4, stk. 2

Ingen må beordres til at udføre tvangs- eller pligtarbejde.

I FNs menneskerettighedserklæring, som Danmark har underskrevet og forpligtet sig juridisk på, hedder det bl.a.:

(…)

En tvangsaktiveret kontanthjælpsmodtager i Danmark har ikke altid ret til »frit valg af beskæftigelse« (artikel 23, stk. 1).

En tvangsaktiveret kontanthjælpsmodtager i Danmark har ikke altid ret til »lige løn for lige arbejde« (artikel 23, stk. 2).

En tvangsaktiveret kontanthjælpsmodtager i Danmark har ikke altid ret til at »danne og indtræde i fagforeninger til beskyttelse af sine interesser« (artikel 23, stk. 4).

En tvangsaktiveret kontanthjælpsmodtager i Danmark har ikke altid ret til »periodisk ferie med løn« (artikel 24).

Danmark efterlever ikke forbudet mod tvangsarbejde: »Ingen må beordres til at udføre tvangs- eller pligtarbejde.« (EMRK, artikel 4, stk. 2).

Det er vor klare opfattelse, at Danmark overtræder EMRK, artikel 4, stk. 2, samt at retten til arbejde og til beskyttelse af beskæftigelse (FNs menneskerettighedserklæring, artikel 23, stk. 1) ikke kan ophæve de ovenfor nævnte fire rettigheder i artikel 23 og 24, dels fordi »ret« ikke er det samme som »pligt«, dels fordi erklæringen afslutningsvis i artikel 30 understreger: »Intet i denne erklæring må fortolkes som givende nogen stat, gruppe eller enkeltperson hjemmel til at indlade sig på nogen virksomhed eller foretage nogen handling, der tilsigter at nedbryde nogen af de heri opregnede rettigheder og friheder.« Man kan altså ikke påberåbe sig menneskerettigheder som grundlag for at suspendere andre menneskerettigheder.

Højtidelige frihedserklæringer kan selvfølgelig i heldigste fald være både velanbragte og oprigtige, men den fare, at deres blotte eksistens erstatter gennemførelsen af det, de erklærer, er altid overhængende. Ikke mindst i en tid, hvor misforholdet mellem ord og gerning er reglen.

Endvidere er sådanne erklæringer netop alt for ofte resultatet af forhandlinger siddende politiske magthavere imellem og derfor behæftet med slet skjulte forbehold, der ubesværet degraderer den mere iøjnefaldende humanistiske staffage drastisk.

Noget sådant er f.eks. tilfældet for den Europæiske Menneskeretskonvention, EMRK, der blev vedtaget den 4. november 1950. Hvor FNs Universal Declaration of Human Rights fra 1948 blev til i slagskyggen af 2. verdenskrig og den totale umyndiggørelse og umenneskeliggørelse, der kendetegnede Nazityskland, og derfor hylder relativt uforbeholdne idealer om frihed og social tryghed, er EMRK, eller Konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev vedtaget blot to år senere, allerede anderledes åben over for rettigheds- og frihedsindskrænkninger, der i princippet går endog meget vidt.

I flere artikler forsynes diverse rettigheder med markante undtagelsestilfælde, der reelt fuldstændig ophæver dem, f.eks. retten til »respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance« i artikel 8, om hvilken det specificeres: »Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.«

Med andre ord: Du har ret til respekt for dit privatliv og dit familieliv, dit hjem og din korrespondance - medmindre myndighederne mener, at du ikke har ret til det.

Sådanne træk gør ikke blot erklæringernes (overfladiske) idealisme vanskeligt juridisk brugbar, de gør den tilmed potentielt propagandistisk, og den får dermed let den stik modsatte effekt.

(…)

FNs Menneskerettigheder er formuleret mere direkte end EMRK, men bærer selvfølgelig også sine steder præg af at være skrevet af beslutningstagere, der har nedtonet radikaliteten sammenlignet med historiske paralleller fra f.eks. den franske revolution. I artikel 1 i Universal Declaration of Human Rights hedder det således: »All human beings are born free and equal in dignity and rights,« idet man her hellere følger formuleringen fra den amerikanske Declaration of Independence, »all men are created equal«, end den mere vidtgående artikel 1 i Déclaration des droits de l'homme et du citoyen (Erklæring af menneskets og borgerens rettigheder) fra 1789: »Les hommes naissent et demeurent libres et égaux en droits …« - menneskene fødes og forbliver frie og lige i deres rettigheder.

… hvad nytter det, at historiske menneskerettighedserklæringer og frihedsmanifester konsoliderer nyvunden frihed på skrift, og eftertidens regeringer højtideligt proklamerer at ville følge dem, når det hele ganske tydeligt er uforpligtende propaganda, der blot skal afvæbne kritik af undertrykkelsen i selvsamme rettigheders og friheders navn?

Hvad nytter det, at magthavere hylder og underskriver friheden, retfærdigheden og medmenneskeligheden, når de uden konsekvenser kan kalde systemets undertrykkelse fri, lovens ulighed lige og egoismens umenneskelighed medmenneskelig?

(…)

Friheden skal ikke underskrives, den skal vindes, og menneskeretten skal ikke proklameres, men erobres. Al anden snak er kun snak, der skal dække over, at både frihed og menneskeværd konstant bliver os frarøvet af magthavere, der dagligt holder os for nar. Derfor må vi i dag mere end nogen sinde kæmpe lige så kompromisløst for menneskets retlige lighed, som vi emfatisk må insistere på dets ret til forskellighed!

Der var engang en fagbevægelse - men den hører vist et andet århundrede til.

Septemberforliget i 1899 slukkede lyset for udviklingen af en visionær kampbevægelse, strejkevåbenet blev indskrænket, og arbejdsgivernes hellige ret til at lede og fordele arbejdet principielt fastslået. Dermed blev fagbevægelsens mulighedsbetingelser reelt symbolske.

På denne arv er LO bygget, og denne arv har den etablerede fagbevægelse værnet stadig mere nidkært om, som arbejdernes »eget parti«, Socialdemokratiet i løbet af det tyvende århundrede tilsvarende er blevet stadig mere synonymt med det bestående. Magten er de velhavendes, og den socialdemokratiske fagbevægelse er både direkte og indirekte plutokratiets vagthund.

Ethvert tiltag til en aktivt kæmpende arbejderorganisation er blevet kvalt af fagbevægelse, arbejdsgivere og myndigheder i tæt forening - bifaldet af Socialdemokratiet - og ethvert forsøg på at tilkæmpe arbejderne en større grad af selvbestemmelse er således altid blevet effektivt underkuet fra centralt hold.

I sidste ende har fagbevægelsen i dag da også utrolig meget at miste, om end ikke så meget i form af indflydelse - men ligesom kirken er den blevet en overordentlig indbringende og bureaukratisk milliardforretning, en forretning, hvis indtjening synes at være blevet formålet i sig selv, kun afbrudt af lejlighedsvise »kampagner« og overenskomstforhandlingers mundhuggeri om petitesser.

Enhver aktionerende faglig aktivist har således uundgåeligt selve fagbevægelsen blandt sine hovedmodstandere - det viser de seneste års arbejdskampe, ikke mindst Ri-Bus-konflikten og skraldekonflikten med al tydelighed.

Men for LO står året i år [1998] ikke desto mindre i festens tegn. LOs forgænger, DSF blev dannet i 1898, og i år fejrer LO således sit 100 års jubilæum. Det sker med pomp og pragt, så ingen glemmer, at LO eksisterer - og hvor vigtig denne eksistens er.

Men spørgsmålet er måske, om fagbevægelsen i Danmark overhovedet nogen sinde fik trådt sine barnesko. Septemberforliget i 1899 var ikke blot et tabt slag, det var barnet, der blev smidt ud med badevandet.

Lige siden har fagbevægelsen blokeret og bekæmpet ethvert forsøg på at udvikle blot tendenser til en regulær faglig kamporganisation. De esbjergensiske buschauffører og århusianske skraldemænd, der mod alle odds tog kampen op på egen hånd, erfor den etablerede fagbevægelses dobbeltspil, da de blev snigløbet af deres egen organisation. De tabte alt, men deres kamp røbede samtidig, at der er kræfter, som både vil og tør trodse systemet, og som det rent faktisk kræver et gigantisk magtapparat at udmanøvrere.

For 100 år siden kunne arbejdere i en spæd kamporganisation skimte drømmen om i fællesskab at stille sig i vejen for den plutokratiske samfundsudvikling. For 99 år siden mislykkedes det fuldstændig.

Måske det var på tide at begynde forfra.

I stedet for løsninger - behandling, afkriminalisering, væresteder, legalisering - har vi fået optrapning: Fra narkomanen som offer til narkomanen som samfundsfjende og udskud.

I 1992 var 46% af fangerne i de lukkede fængsler narkomaner.

De er ikke havnet der på grund af deres misbrug. De er havnet der, fordi de ikke kunne skaffe deres stoffer til en rimelig pris, og fordi de ikke kunne helbrede sig selv for en sygdom, heller ingen andre kan helbrede dem for. Og dette er den egentlige narkotikaforbrydelse. I fængslerne finder du mest ulykkelige mennesker, der forsøgte at skaffe til dagen og vejen, som forsøgte at holde abstinensernes rædsler fra livet.

Narkotika siges ofte at være en af de største trusler mod vores retssamfund. Det er rigtigt, men truslen kommer ikke fra narkokriminaliteten, men fra de beføjelser, myndighederne tildeles for at kunne bekæmpe den.

Den egentlige narkoforbrydelse er ikke narkohandlen, men kriminaliseringen, marginaliseringen og forfølgelsen af narkomanerne og de lidelser, de herved påføres.

Narkoforbryderne er de mennesker, som er ansvarlige for deres lidelser, de mennesker, der fastholder en narkotikapolitik bygget på puritansk moraliseren, uvidenhed og intolerance; de mennesker, der uendeligt velmenende benægter, at det kunne være anderledes.

Heller ikke et flertalsdiktatur er mindre et diktatur end et enevældigt diktatur, hvad enten det så er kommet til magten ved valg eller vold. Enhver hersker, ethvert system og ethvert flertal, der ikke først og fremmest er forskellenes og derved minoriteternes beskytter, er heller ikke den enkeltes beskytter, for næppe noget menneske tilhører ikke i et eller flere forhold et eller flere mindretal. Det enkelte menneske er i sidste ende selv den mindste, men mest afgørende minoritet.

Hver gang en forskel krænkes, krænkes en minoritet, og hver gang en minoritet krænkes, krænkes mennesket - og hver gang har Magten bevæget sig ad diktaturets vej, om så kun de første skridt.

Hvor krænkes mennesket? Mennesket krænkes, hvor mennesket tvinges til andet end at dele samfundets frugter og respektere næstens integritet. Mennesket krænkes, når ét og bare ét menneske mod sin vilje får indskrænket den handlefrihed, som er alle andre til del, uden at samme menneskes handlefrihed har medført indskrænkelse i andres handlefrihed.

Samtidig bæres foreningen dog oppe af en vis medvind, hver gang venstrefløjsaktivister forsøger at obstruere dens møder og således momentant sætter forsamlings- og ytringsfriheden ud af kraft. Få tiltrækker sig sympati som en person, der fysisk forhindres i at sige sin mening, og få kan oprigtigt forsvare en sådan fremfærd.

Den 24. marts begik ca. 100 unge på Nørrebro venstrefløjens største politiske brøler i dette årti - de angreb Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, med tomater og sten - en enkelt drev det endog til at sparke hende, da hun sad i sin taxa.

Det ekstreme højre har fået foræret en uvurderlig propagandagave. Til lykke, Pia.

Hele den farlige pøbelmentalitet, som kendetegner talrige højreekstremistiske grupperinger i Europa i dag, har Pia Kjærsgaard formået at manøvrere sig effektivt uden om med Dansk Folkeparti, så det parti, der står for Danmarks absolut mest modbydelige, præfascistiske politik, med held har kunnet profilere sig over for befolkningen som noget nær det pæneste, fornuftigste og almindeligste borgerlige parti.

Og hvad er vel farligere?

Og er det ikke netop højrefløjens taktik at være de fleste, de stærkeste, de magtfuldeste mod de færreste og de svageste? Er det ikke dét, vi bekæmper? Så lad os da fremover aldrig nogen sinde igen benytte højrefløjens midler i vor kamp mod højrefløjen, at vi ikke uforvarende skal fremme højrefløjens egen tankegang - lad os aldrig igen falde for fristelsen til i flok at overfalde et menneske.

(…)

Lad os håbe, at ingen nogen sinde igen risikerer at forære dem deres egen lille »Rigsdagsbrand« …

Ja, vi må tolerere selv intolerancen - for om vi kun tolererer den, der tolererer os, hvad særligt gør vi så? Gør ikke også den intolerante det samme?

Dermed naturligvis ikke være sagt, at vi skal afstå fra at forsvare os selv og andre mod overgreb. Den tid, der tavst kunne vende den anden kind til, er definitivt forbi - vi må møde intolerancen, som den møder os, ord for ord og slag for slag.

Heldigvis er der ikke ret mange af typerne »Onkel Tom« eller »Hvid mands tjener« blandt os. Der er en kolossal forskel på dem, der lefler og synger sange for majoriteten, og dem, som nægter at gøre det. Jeg beundrer personer, som vil have deres rettigheder med stolthed og på deres egne præmisser, og som ikke venter på master's almisser.

Det ville være urimeligt at kritisere andre indvandrerrepræsentanter, hvis det blot skyldtes, at jeg ikke deler meninger med dem, men Mehmet Necef og Naser Khader falder ikke ind under denne kategori. De er enkeltpersoner med deres egen private dagsorden. De synger bare den sang, som de fleste danskere gerne vil høre. Mehmet Necef og Naser Khader har en planlagt strategi for deres karriere og egne politiske motiver i tankerne samt et personligt mål, de skal nå - på indvandrernes bekostning.

Jeg derimod opfatter mig selv som den lille mands fortaler. Jeg kan ikke bestemme, om indvandrere og flygtninge skal være evige gidsler eller ej, men jeg arbejder på, at de bliver fri for undertrykkelsens lænker.

Der er også en anden forskel mellem mig på den ene side og typer som Mehmet Necef og Naser Khader på den anden. De vil så gerne accepteres som danskere, mens jeg betegner mig selv som en dansker med en ikke-europæisk etnisk baggrund. Det er en meget stupid og forfejlet opfattelse blandt nogle pseudo-intellektuelle indvandrerakademikere, at fordi de har en uddannelse og et godt job, så tror de, at de vil blive accepteret i det danske samfund. Det bliver de aldrig.

Mehmet, Bashy, Naser og alle andre ikke-Jensener er og bliver »perkere« for mange danskere. Selvfølgelig bor vi i Danmark, men det faktum forvandler os ikke til danskere.

Men hvis de andre gerne vil kaldes danskere - good luck til dem. Det er okay, men de skal ikke komme og fortælle, at de repræsenterer de etniske minoriteter, eller hvordan samfundet kan »motivere« flygtninge og indvandrere med mindre ydelser og lavere løn. Det værste er, at Mehmet og Naser appellerer til de kræfter i det danske samfund, som ikke ønsker indvandrere, og som bruger de to herrer som murbrækkere mod indvandrere.

Det ville jo være interessant at se Mehmets og Nasers reaktioner, hvis deres medicin blev brugt mod dem selv. Det er dybt forkasteligt, at nogle skinhellige personer, der selv har haft gavn af systemet, ikke ønsker, at det samme skal gælde for andre, eller at systemet ikke skal give andre mennesker samme muligheder.

Jeg vil aldrig være med til denne apartheidpolitik. Jeg er humanist. Jeg tror på humanisme og på, at alle mennesker er lige. Alle mennesker skal have samme muligheder for at fungere i samfundet på lige fod med hinanden. Det er meget fundamentalt for mig.

Jeg kan ikke acceptere det argument, som mange danskere bruger, at samfundet skal stille specielle krav til indvandrerne. Det er forskelsbehandling. Selvfølgelig skal etniske minoriteter lære landets sprog, respektere dets lovgivning, etablere et godt naboskab og langsomt overtage visse danske kulturelle normer, som den enkelte finder passende. Men resten hører under privatlivets fred.