Der findes ingen Gud, derfor forekommer det helt inkonsekvent, når Faklen i nr. 9 plæderer for en stormoské i Århus. Der skal heller ikke agiteres for flere kristne kirker, derimod for en nedrivelse af så mange som muligt, der ikke umiddelbart lader sig anvende til andre, rimeligere, sociale formål.

Religionsfriheden skal bevares, men folks gudsdyrkelse og anden overtro er et privat anliggende og må foregå under private forhold, medmindre religionsdyrkerne selv betaler for deres kirker, templer eller menighedshuse. En samfundsopgave kan det umuligt være. Al religionsudfoldelse bør indordnes under foreningslovgivningen. Kirkeministeriet vil dermed være overflødigt, og teologi og religionsundervisning bør selvsagt fjernes fra universiteter og offentlige skoler.

Vi skal respektere indvandrernes kultur, men ikke støtte deres overtro, hverken verbalt eller kontant. De penge, en moské til ære for en ikke-eksisterende guddom vil koste at opføre ligegyldigt hvor, kunne sikkert anvendes på mere fornuftig vis til gavn for alle indvandrere med eller uden et trosforhold.

Svar:
Det være langt fra Faklen at gå ind for en statsdikteret »fjernelse« af religionsundervisning (inkl. teologi), eftersom religion repræsenterer kernen i omtrent 99% af kulturhistorien, hvad man så ellers måtte mene om denne kendsgerning.

Skulle historieundervisningen også fjerne alle kulturafsnit, der abonnerer på, at jorden er flad? Og hvorfor så ikke ved samme lejlighed slette alle regenter, filosoffer og politikere, som vi i øvrigt er uenige med, fra skolernes undervisningsmateriale?

Nej, det er selvfølgelig lige så vigtigt at blive undervist i 1800-tallets »overtroiske« materialisme som i semitternes »overtroiske« henoteisme, ligesom vi må lære om nazisternes Endlösung og Stalins rædsler såvel som renæssancens humanisme og Spartacus' oprør. Lige så lidt som videnskab, politik eller sprog skal smides ud af pensum, skal naturligvis heller ikke religion smides ud. Jo større grundlag for den enkeltes viden, desto større grundlag for selv at sortere og komplettere det, der med tiden bliver den enkeltes egen verdensanskuelse.

I stedet for at begrænse undervisningen i kulturhistorie bør den derfor snarere udvides betragteligt på alle niveauer, hvilket også er en væsentlig del af baggrunden for, at Faklen har argumenteret for større almen dannelse. Viden er nu engang det bedste våben mod fordomme, også mod dem, der retter sig mod vore nye danske medborgere, muslimerne.

Faklen finder det på høje tid, at samfundet møder muslimerne og alle andre indvandrere og flygtninge på deres egne præmisser. Det er derfor temmelig indlysende, at de mere end 100.000 muslimer i landet ville føle sig overordentlig mere velkomne, trygge og hjemme i Danmark, hvis myndighederne rakte dem en hånd og med en række større moskeer viste, at vi var villige til at respektere og normalisere islams tilstedeværelse i Danmark.

Eftersom kristendommen er understøttet økonomisk og politisk af staten, er det kun rimeligt, at islam og andre religioner bliver det samme i et forhold, der står mål med de respektive trossamfunds størrelse. En religionsfrihed, der ikke tilbyder alle religioner lige vilkår, er selvfølgelig ikke reel – og før alle religioner får samme forholdsmæssige støtte fra staten, eller denne støtte helt bortfalder også for kristendommens vedkommende, er religionsfriheden i Danmark ganske enkelt ikke reel.

Redaktionen

Staklen, dette sensible væsen
Peter Tudvad, Guldbergsgade 22, 5.th., 2200 København N, skriver bl.a.:

Ved læsning af Faklen nr. 9 noterer jeg mig med stor interesse, at jeg inden for et par måneder ikke blot har påkaldt mig Københavns Politis, nazisternes, Nationalpartiet Danmarks og diverse borgerlige læserbrevsskribenters vrede, men sandelig også Faklens. Det kunne ellers ligne en tjeneste, når Faklen på sine debatsider genoptrykker en hel klumme, »Faklens Fristelser«, som jeg havde i Berlingske Tidende den 1. august 1998, og hædrer den med en dobbelt så lang redaktionel kommentar.

Men det er vist ikke tænkt som en tjeneste, selv om Thøger Seidenfaden sikkert kunne låne sin århusianske redaktørkollega et par gode argumenter for uden tilladelse at trykke et »fuldstændigt uddrag« af en artikel. Nu ligger det imidlertid uden for mit ærinde som en anden Ritt Bjerregaard at slæbe nogen i retten for overtrædelse af Lov om ophavsret; men jeg erkender, at jeg har været fristet af den kuriøse tanke, at Rune Engelbreth og Frede Klitgård blev sat til at afsone dagbøder celledør om celledør i Horserød.

I betragtning af, hvor såret Staklen er blevet af min klumme, kan jeg heller ikke nænne at provokere dette sensible væsen yderligere. I stedet skal jeg bede ham om at genlæse sin egen leder i Faklen nr. 8, som han mener, jeg refererer uredeligt, når jeg hævder, at den »ophøjer prostitution til den højeste kærlighedsgerning«. Jeg synes, den følgende passus er ganske tæt på at retfærdiggøre mit referat:

»For modtageren er det en oplevelse af ekstatisk intimitet og lidenskab, og er ikke også dét kærlighed – hvor begrænset til tid og sted den kærlighed så ellers måtte være? Hvad giveren oplever, er jo så for så vidt underordnet, så længe hun netop giver af fri vilje. Og i hvilken profession gives vel noget, der er større?«

Jeg gentager gerne, at jeg er helt enig med Faklen i, at prostitution bør legaliseres, men hævder fortsat, at præsten er mere revolutionær end luderen, hvis han ville praktisere den næstekærlighed, han forkynder – ligesom Faklen i nr. 9 gentager sin lovprisning af »den varme, erotiske livsglæde, som de prostituerede har været en uløselig del af lige siden kulturhistoriens gry«. Prostitution som kulturskabende og prostituerede som kulturbærende – og kristendommen som ophav til alt ondt!

Når Faklen så beklager sig over, at jeg i mit referat af teaterstykket »Gudindens Genkomst« gør mig skyldig i uredelig selektion (foruden småborgerlig forargelse, manipulation, bemærkelsesværdig ubegavethed, elegante løgne og eklatant uvidenhed), så synes jeg egentlig, at jeg arme kolumnist med kun 3.000 anslag til min rådighed slipper ikke så lidt bedre afsted med mit referat af »Gudindens Genkomst« end Faklen med sit kroniske og voluminøse referat af »kristendommen«.

Jeg forstår udmærket, at Faklen flammer voldsomt op, når min uforskammede klumme får lov at stå uimodsagt i Berlingske Tidende. Men jeg må bede Faklen tro mig: Jeg har ingen indflydelse på, hvad redaktøren lader trykke, og i samme anledning har jeg i september trukket mig som fast kommentator, da han ikke ville tillade mig at anfægte dogmet om avislæsning (herunder af Berlingske Tidende) som et ubetinget gode for sjæl og samfund.

På den baggrund bliver det ikke mindre fornøjeligt, at Faklen frit postulerer, at Berlingske Tidende skulle have været særligt tilfreds med min angivelige »tilflugt i kristendommen«, hvilket Faklen finder sandsynliggjort af det faktum, at avisen »placerede indlægget klods op ad lederen med en lille tegning til«.

Sandelig! Dér er samtlige mine op imod hundrede klummer blevet placeret de sidste 2½ år, og hver gang er de blevet ledsaget af en tegning af en af avisens faste tegnere.

Sandelig! Berlingske Tidende var ikke utilfreds, og det var avisen heller ikke de utallige gange, jeg for i flæsket på lederskribenten – »klods op ad lederen« – og ej heller de mange gange, jeg annoncerede diverse venstresnoede demonstrationer, ligesom det heller ikke har givet redaktøren anledning til at overveje min status som fast og fri kommentator, når han modtog vrede beklagelser over mig fra en tidligere politidirektør, eller når diverse læserbrevsskribenter havde fået morgenkaffen galt i halsen, fordi jeg igen havde tugtet deres dårligt maskerede fremmedhad.

Og sandelig! Jeg har også skrevet klummer for transseksuelles ret til kønsskifteoperation, homoseksuelles ret til vielse og lesbiskes ret til insemination, så måske Faklen overspiller sit frisinds evne til at forarge »den store kommentator«?

Svar:
Vi finder det af indlysende grunde ganske pudsigt, hvorfor i alverden det skulle være nødvendigt at pakke forargelsen over »Gudindens Genkomst« ind i et så imponerende kontingent af manipulation, som det er tilfældet i Berlingske Tidende den 1.8., og eftersom vi ikke fik lov at svare dér, var vi elskværdige nok til at bringe hele klummen i Faklen nr. 9, så læseren kunne sammenligne vores svar med denne i sin helhed. I samme nummer kan enhver tilmed ved selvsyn læse teksten til den pågældende forestilling, hvis indhold eller plot på intet tidspunkt er genstand for noget, der blot perifert ligner en sober gengivelse i Tudvads klumme, og hvis pointer ganske absurd reduceres til: »At elske er at kopulere i overensstemmelse med sin lyst.« (Sic!).

Da Tudvad tilsyneladende hverken ser nogen grund til at beklage sin generelle latterliggørelse eller benægte sin behændige fordrejning af stort set alle kendsgerninger omkring stykket, må vi selvfølgelig konkludere, at den overordentlig tendentiøse fremstilling var helt og aldeles tilsigtet, og vi tillader os derfor at rose os af atter at have brudt ubrydelige grænser og have forarget den ellers så frisindede kolumnist.

Det er selvfølgelig også muligt, om end næppe sandsynligt, at der er tale om en banal forvekslingssag … Kan hænde, at Tudvad har forvekslet »Gudindens Genkomst« med aftenunderholdningen på en af hovedstadens stripbarer? Det er i det mindste omtrent lige så sandsynligt som »forvekslingen« af Grundloven med Grønspættebogen – eller som Klitgårds »forveksling« af Faklen med en hedengangen højreekstremistisk, fotokopieret pamflet.

Sandsynligt er det næppe heller, at Tudvad i ramme alvor kan mene, at lederen i Faklen nr. 8 ophøjer prostitution til »den højeste kærlighedsgerning«. Prostitution er en kærlighedsgerning, hævder vi, men intetsteds påstås det, at det er den eneste kærlighedsgerning, endsige den højeste – men det er faktisk den eneste kærlighedsgerning, man kan leve af (mestendels, desværre, kun illegalt).

Hvad der står i det pågældende citat, er ganske klart, nemlig at også prostitution er kærlighed, og der spørges efterfølgende retorisk, om der i nogen anden profession gives noget, der er større. Get it?

Når man skal forstå og fortolke en tekst, er det altid godt at begynde med at læse, hvad der står.

Redaktionen