Folketinget arbejder på en afkriminalisering af prostitution. Det lyder jo unægtelig »afkriminaliserende«, men ved nærmere eftersyn skal prostitutionen paradoksalt nok samtidig forblive ulovlig … Ingen partier går ind for en reel legalisering af prostitution, og ingen partier finder det ulejligheden værd at følge de prostitueredes egne ønsker – man vil stadig væk ikke skelne mellem prostitution af nød og prostitution af lyst.

Den 8. oktober i år fremsatte justitsminister Frank Jensen et forslag til ændring af straffeloven med henblik på »afkriminalisering af prostitution«, som det hedder. (Lovforslag nr. L 43). Forslaget skal tillige omfatte en kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år.

Denne såkaldte afkriminalisering vil, hvis lovforslaget vedtages, nærmere bestemt komme til at berøre straffelovens §§ 198 og 199 om løsgængeri, som dermed ophæves. Derudover foreslås tilføjet § 223 en bestemmelse om kriminalisering af kunder til umyndige prostituerede, mens stk. 3-5 under § 229, som hidtil har kriminaliseret prostitueredes samlevere under begrebet »passivt alfonseri«, tillige skal ophæves.

Prostitution er ikke eksplicit kriminaliseret i straffeloven, hvor begrebet slet ikke forekommer. Straffelovens kapitel 22, hvortil §§ 198 og 199 hører, omhandler derimod ifølge sin overskrift »Betleri og skadelig erhvervsvirksomhed«. Specifikt drejer disse bestemmelser sig som sagt om »løsgængeri«, og en løsgænger vil i denne kontekst sige en ikke-formuende, arbejdsduelig person, der selvforskyldt og »vanemæssigt« ikke har og ikke søger lovligt arbejde.

Mens § 198 taler om løsgængerens mulige ansvarssvigt og falden det offentlige til byrde, tager § 199 sigte på de tilfælde, hvor myndighederne har grund til at antage, at løsgængeren underholder sig direkte eller indirekte ved illegitimt arbejde. Målet for § 199 forklares i kommentaren som: »… med straf at ramme den, der ernærer sig (…) på en måde, som misbilliges af lovgivningsmagten uden nødvendigvis at være forbundet med strafansvar.« Overtræder en person et påbud fra politiet om at søge et sådant af lovgivningsmagten billiget, »lovligt« erhverv, kan vedkommende idømmes fængselsstraf af op til 1 års varighed.

Hvad bestemmelsen »lovlig« angår, understreger § 199 stk. 2, at bl.a. »utugt« ikke anses for at være et »lovligt erhverv«.

MORALISTERNE

§§ 198 og 199 har hidtil kunnet anvendes over for prostituerede (om end i praksis kun over for ugifte prostituerede uden andet »lovligt« arbejde). Og det er det, justitsministerens forslag nu vil ændre ved at ophæve begge løsgængeri-bestemmelser.

Forslaget ser ud til at finde bred opbakning i Folketinget, hvor det støttes af såvel Socialdemokratiet som det Radikale Venstre, Venstre, Fremskridtspartiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Kun Dansk Folkeparti, Konservativt Folkeparti og Kristeligt Folkeparti er imod forslaget. (Forslaget var til førstebehandling i Folketinget den 20.10.98 og mangler således ved redaktionens slutning 2. og 3. behandling, før det kan vedtages; citaterne i nærværende artikel stammer fra debatten under førstebehandlingen).

Argumentationen mod forslaget har primært været af åbenbar moralsk karakter: Prostitution er afskyelig per se og bør derfor bekæmpes, mener man. En afkriminalisering er umoralsk, et dårligt signal at sende offentligheden.

Således de konservatives ordfører på området, Gitte Seeberg, under lovforslagets førstebehandling: »Hvad man mener om prostitution, er langt hen ad vejen et etisk og et moralsk spørgsmål, og i det Konservative Folkeparti har vi den opfattelse, at prostitution er nedværdigende for den prostituerede, og derfor mener vi ikke, at vi via vores lovgivning fra Folketingets side kan acceptere, at det gøres mere eller mindre legalt, som forslaget lægger op til (…) En øget liberalisering er et dårligt signal, og det er derfor, vi ikke kan støtte forslaget.«

Kristeligt Folkeparti går endnu et skridt videre end den konservative moralisme: »Prostitution er i den grad en krænkelse af det enkelte menneskes værd og psykisk invaliderende. Derfor må vi gøre en aktiv indsats for at bekæmpe prostitutionen og hjælpe den enkelte prostituerede til et liv, hvor han eller hun ikke skal leve af at sælge sin egen krop og sjæl med.« Ordfører Jan Sjursen er derfor også mere tilbøjelig til at genoptage en håndhævelse af løsgængeri-bestemmelserne end til en ophævelse af samme: »… vi er bestemt ikke enige i, at samfundet ikke skal være forpligtet til at sørge for at få de prostituerede over i et andet erhverv, sådan som jeg faktisk mener, at straffelovens bestemmelse vedrørende løsgængeri kan forstås.«

Dansk Folkepartis argumentation mod forslaget går på forslagets anden del, nemlig den påtænkte kriminalisering af kunder til prostituerede mellem den seksuelle lavalder og myndige alder. Man er i Dansk Folkeparti for så vidt ikke hverken mindre bekymrede eller mindre moralsk indignerede over prostitution som sådan; problemet ligger i den ekstra belastning af det ifølge partiet kronisk underbemidlede danske politi, som den nye kriminalisering vil medføre: »I Dansk Folkeparti er vi også bekymrede for den prostitution, som finder sted i Danmark (…) Det er noget, vi må tage afstand fra. Hvis vi skal få løst de grundlæggende kriminalitetsproblemer her i Danmark, er det bare fuldstændig forkert efter vores opfattelse at gå i gang med at kriminalisere den gruppe af mandlige personer her i landet, der vil bruge 15-18-årige kvinder i forbindelse med prostitution.«

PROSTITUTION SOM PROBLEM

Blandt dem, der støtter forslaget, går argumentationen generelt på det rimelige i en afkriminalisering af den individuelle prostituerede set ud fra et socialt perspektiv; at prostitution er et problem, er man tilsyneladende ganske enige om, men det er et socialt såvel som et strafferetsligt problem, og den prostituerede trænger til hjælp snarere end straf. Derudover mener man, at der ikke er nogen grund til at bibeholde bestemmelser i straffeloven, som ikke anvendes i praksis.

»Med det udgangspunkt, at vi betragter det første lag i problemstillingen, dvs. den individuelle prostitution, som et socialt problem eller måske mere korrekt som et symptom på et socialt problem, finder vi det rigtigt at ophæve den sidste rest af kriminalisering af den enkelte prostituerede,« mente således den socialdemokratiske ordfører, Else Marie Mortensen, under lovforslagets førstebehandling.

Karen Rønde (V) kaldte forslaget for »en relevant ajourføring af straffeloven, sådan som de samfundsmæssige forhold har udviklet sig«, og fortsatte: »Prostitution er primært et socialt problem, der bør forebygges og løses via sociallovgivningen. Prostitution kalder på hjælpeforanstaltninger og ikke på straf.«

Ligeledes CDs Sonja Albrink: »Lad mig indledningsvist slå fast, at lovforslaget her indeholder en nødvendig regelsanering. Der er ingen grund til at opretholde bestemmelser i straffeloven, som ingen har i sinde at håndhæve (…) Prostitution er efter CDs opfattelse i lige så høj grad et socialt problem, som det er et politimæssigt og strafferetsligt problem.«

Også det Radikale Venstres ordfører, Elisabeth Arnold støtter forslaget, idet hun »synes, det vigtigste er at sige her, at vi har en gammel, gammel bestemmelse, som gør det ulovligt at ernære sig ved prostitution. Den er aldrig blevet håndhævet, i hvert fald ikke i historisk tid, og jeg synes, det er på tide, at vi gør op med den dobbeltmoral og siger, at vi afkriminaliserer den prostituerede.«

SF, Enhedslisten og Fremskridtspartiet støttede som sagt også forslaget.

IKKE KRIMINELT, MEN ULOVLIGT …

Det er dog værd at bemærke, at der med den såkaldte »afkriminalisering« af prostitutionen ikke er tale om en »legalisering«. I lovforslaget hedder det således, at formålet med afkriminaliseringen alene er »at markere, at prostitution i sig selv ikke bør anses som en kriminel aktivitet«. Umiddelbart herefter indskærpes det, at »afkriminaliseringen ikke [skal] indebære, at prostitution i øvrigt anses som et lovligt erhverv«. Netop dette forhold har tilsyneladende spillet en afgørende rolle for den politiske opbakning.

Else Marie Mortensen (S) understregede således i sit indlæg under førstebehandlingen, »at prostitution ikke er et legalt erhverv …«

Det samme gjorde Venstres ordfører, Karen Rønde: »… prostitution [bør] ikke blive et arbejde, der f.eks. kan bruges til at optjene anciennitet i dagpengesystemet (…) Det er vigtigt, at der fortsat sættes ind med brugbare og effektive foranstaltninger, som sigter mod forebyggelse og mindskelse af prostitution, for i Venstre bryder vi os ikke om prostitution. Det er af stor betydning for os, at lovforslaget juridisk afkriminaliserer de prostituerede, men ikke legaliserer prostitution, for det at sælge sin krop må aldrig nogen sinde blive det samme som at sælge en sæk kartofler.«

Sonja Albrink (CD) bemærker sig, »at afkriminaliseringen af prostitution som erhverv ikke medfører, at prostitution hermed anses som et lovligt erhverv«, og for Enhedslistens Line Barfod er det »meget vigtigt, at forslaget om afkriminalisering af ofrene ikke betyder, at prostitution gøres til et lovligt erhverv«.

Den for lægfolk måske noget dunkle mellemting, som lovforslaget lægger op til, ifølge hvilken den prostituerede befinder sig i et juridisk-moralsk ingenmandsland, hvor hendes næringsvej på den ene side fastholdes i og understreges ikke at være hverken accepteret eller lovlig, mens det på den anden side medgives, at hun som prostitueret ikke længere skal »anses« for at være kriminel, kan synes paradoksal. At ophæve dette paradoks ved en simpel og bogstavelig legalisering af de prostitueredes levevej synes dog ikke at have haft nogens interesse.

Grundene hertil synes nærmest at være forudsat bekendte under debatten, men for den udenforstående tilhører forbliver de uklare.

INGEN KONSEKVENSER

Rent juridisk er den halvdel af lovforslaget, som omhandler »afkriminaliseringen« af prostitution, når alt kommer til alt, mildest talt udramatisk. De to berørte bestemmelser (§§ 198 og 199) er begge i større eller mindre omfang juridisk forældede og har da heller ikke været anvendt i nævneværdigt omfang i årevis. Af samme grund er de adskillige gange blevet foreslået ophævet, bl.a. i en betænkning fra Straffelovrådet allerede i 1987, og den kommenterede straffelov medgiver da også, at sådanne bestemmelser »kan undre at møde i en moderne straffelov«, da de »hviler på en i lovgivningen fra gammel tid fastslået tradition«.

Heller ikke i praksis kommer denne »afkriminalisering« til at spille nogen nævneværdig rolle, hvilket SFs Anne Baastrup da også bemærkede: »… vi skal være opmærksomme på, at den her afkriminalisering ikke i sig selv vil indebære, at forholdene for de prostituerede vil blive forbedret (…) Forvaltningen af politivedtægtens bestemmelse om ophold på gaden forsvinder jo ikke ved denne her afkriminalisering. Og det er jo sådan, at denne bestemmelse nogle steder bruges i flæng til skade for de prostituerede. At man får 400 kr. i bøde for at opholde sig der, og har man fået tilstrækkelig mange bøder, så sidder man dem af, uden at der er hjælpeforanstaltninger, når man kommer ud, er ikke værdigt for de kvinder …«

Med fjernelsen af §§ 198 og 199 i straffeloven er der på ingen måde tale om, at de prostituerede i større omfang end før får lov til at arbejde i fred for ordensmagtens indblanding. Det juridiske grundlag for politiet til at forhindre de prostituerede i at udføre deres erhverv består. Vel kan ordensmagten altså ikke længere straffe en prostitueret for løsgængeri, men der er stadig såvel i straffeloven som i politivedtægterne bestemmelser, som vil forhindre eller begrænse de prostituerede i at udføre deres ulovlige-og-forkastelige-men-ikke-længere-kriminelle arbejde.

Det drejer sig bl.a. om straffelovens § 233, ifølge hvilken »den, som opfordrer eller indbyder til utugt eller stiller usædelig levevis til skue på en måde, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 år …« På samme vis forbyder normalpolitivedtægtens §§ 5 og 6 hhv. »på eller ud til en vej eller andre steder, hvortil der er almindelig adgang, at vise uanstændig opførsel, f.eks. (…) ved at opfordre til utugt« og »at stå stille [på en vej] eller færdes frem og tilbage på kortere strækninger, når (…) der er begrundet formodning om, at den pågældende på dette sted udøver et ulovligt erhverv«. Hertil kommer, at der i bl.a. Københavns politivedtægt til § 6 er tilføjet et stk. 2, hvori det bestemmes, at politiet, hvis en person gentagne gange har fået et påbud ifølge § 6, kan bortvise vedkommende fra stedet i op til 2 år.

FREDLØSHED OG RETSLØSHED

Hvad vi står med, er altså en »afkriminalisering« i form af en ophævelse af to utidssvarende bestemmelser, som politiet for længst er holdt op med at bruge, en »afkriminalisering«, som ikke får nogen nævneværdige positive følger for de prostituerede på gadeplan, men som derimod på den anden side restituerer og indskærper den bestemmelse i § 199 stk. 2, som definerer prostitution som et »ikke lovligt« erhverv, og dermed også rekapitulerer den moralske fordømmelse. Er argumenterne herfor end vage, er de negative konsekvenser for de prostituerede derimod helt åbenbare og håndgribelige.

Som det hedder i lovforslagets kommentar: »Prostitution bør også fortsat bekæmpes (…) og fjernelsen af den formelle straftrussel over for de prostituerede bør således ikke medføre, at prostitution anses som et lovligt erhverv i forhold til anden lovgivning …«

Hermed slås det fast, at skønt de prostituerede altså ikke længere kan dømmes for løsgængeri, vil de qua prostituerede dog ingenlunde ved vedtagelsen af dette lovforslag blive accepteret som ligeværdige deltagere i det almindelige samfund med dertil hørende rettigheder.

Prostituerede kan ikke som selvstændige erhvervsdrivende registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller som erhvervsvirksomheder opnå retsevne som juridisk person med begrænset hæftelse. Optagelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan nemlig i praksis ikke ske, »hvis selskabet m.v. har til formål at drive virksomhed, som ikke er lovlig«. Dette får atter konsekvenser.

I høringssvaret til lovforslaget hedder det: »Efter reglerne i arbejdsløshedsforsikringsloven har en person bl.a. ret til at blive optaget i en arbejdsløshedskasse, hvis den pågældende udøver selvstændig erhvervsvirksomhed. Det fremgår ikke udtrykkeligt af loven, at der skal være tale om en lovlig erhvervsvirksomhed, men i praksis er det antaget af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn, at et krav herom må indfortolkes i loven.« Hermed er de prostituerede dømt såvel retsløse som fredløse på arbejdsmarkedet uden ret til hverken sygedagpenge, dagpenge, orlovsydelser, efterløn eller beskyttelse under Arbejdstilsynet.

I forslaget til den nye lejelov sidestilles udlejning til prostituerede med udlejning til narkosælgere, og udlejeren kan når som helst opsige lejemålet.

Bistandslovgivningen er for så vidt stadig åben for at hjælpe også prostituerede – hvis vedkommendes indtjening ligger under bistandshjælpen, naturligvis. Spørgsmålet er dog, om en prostitueret vil kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, alle hånde »aktiveringstilbud« indbefattet, hvilket som bekendt er en forudsætning for at modtage kontanthjælp.

Er den prostituerede ikke dansker, men udlænding, og har vedkommende ikke boet i Danmark i mere end to år, er retsløsheden og fredløsheden endog mere grel. Ifølge udlændingelovgivningen kan vedkommende nemlig landsforvises, »hvis den pågældende helt eller delvist ernærer sig på ulovlig vis«. (Jf. udlændingelovens § 25). I praksis skal den prostituerede have modtaget mindst én advarsel, før han eller hun kan smides ud af landet. Til gengæld er en simpel overtrædelse af politivedtægten ved f.eks. »ud til en vej eller andre steder, hvortil der er almindelig adgang, at vise uanstændig opførsel f.eks. ved (…) at opfordre til utugt« tilstrækkelig grund til at håndhæve bestemmelsen.

Hvad angår de prostitueredes muligheder for at profitere af samarbejde f.eks. ved oprettelse af et bordel med heraf følgende fordele, lægger lovforslaget på ingen måde op til lempelser. I straffelovens kapitel om »Forbrydelser mod kønssædeligheden« står §§ 228 og 229 uændret ved magt, hvad angår bordelvirksomhed: »Den, der (…) holder bordel, straffes for rufferi med fængsel indtil 4 år.« (§ 228). Og: »Den, der fremmer kønslig usædelighed ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand (…) straffes med fængsel indtil 3 år …« (§ 229).

Samme paragraf kriminaliserer desuden den, der måtte lægge lokaler til et sådant foretagende: »Den, der udlejer værelse i hotel eller gæstgiveri til benyttelse af erhvervsmæssig utugt, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 år …«

PROSTITUTION OG DOBBELTMORAL

Det er bemærkelsesværdigt, at der under førstebehandlingen af lovforslaget i Folketinget fra flere sider netop blev lagt vægt på, at tiden var inde til at gøre op med samfundets og lovgivningens dobbeltmoral i forhold til prostitution og de prostituerede: »Jeg synes, det må være på tide at sige, at formålet med denne lov først og fremmest er at komme af med dobbeltmoralen,« lød det således fra det Radikale Venstres Elisabeth Arnold. Ifølge Socialdemokratiets Else Marie Mortensen skulle lovændringen tillige føre til dobbeltmoralens ophør: Når § 199 »ikke er blevet ophævet for længe siden, er det efter min opfattelse, fordi (…) samme paragraf alt andet lige har ydet en vis beskyttelse af den individuelle prostituerede, selv om det naturligvis har været svært at få øje på for den, som det handler om. Som politikere er vi ofte blevet beskyldt for dobbeltmoral på grund af indholdet i § 199 (…) Med lovforslaget, som det er udformet fra justitsministeren nu, er det lykkedes at kombinere afkriminaliseringen af den individuelle prostituerede med den beskyttelse …«

Som antydet ovenfor kunne en og anden dog komme på at spørge sig selv, om denne »afkriminalisering« af navn for det første også virkelig er en afkriminalisering af gavn, eftersom den juridisk set praktisk talt ingen (positive) konsekvenser har for de prostituerede. For det andet kunne nogen måske stille sig tvivlende over for, om den virkelig udgør et opgør med dobbeltmoralen, idet man på den ene side fra lovgivernes side taler om, at tiden er løbet fra den moralske fordømmelse af de prostituerede, mens man på den anden side på grund af netop denne samme moralske rigiditet på ingen måde vil tale om helt at afkriminalisere, altså legalisere prostitutionserhvervet og de prostituerede og sidestille dem med alle andre erhvervsgrupper med samme rettigheder som disse. Hertil kan tilføjes, at hvad angår pligter over for samfundet, er de prostituerede allerede sidestillet med det øvrige erhvervsliv, idet de, skønt deres erhverv er ulovligt, på ingen måde er fritaget for f.eks. at svare skat af deres indtjening.

Når det endvidere fra flere af de politiske ordføreres side er blevet fremhævet, at man anser de sociale problemer for at være det primære problem, er det desto mærkeligere, at man samtidig understreger nødvendigheden af at opretholde den juridiske bestemmelse af prostitutionserhvervet som ulovligt. I ramme alvor mener man at beskytte de prostituerede ved at lade deres livsgrundlag være illegalt.

Ved ophævelsen af §§ 198 og 199 vil man afkriminalisere løsgængeri og således også fjerne det legale grundlag for at dømme den prostituerede for ikke at følge et pålæg fra politiet om at finde et »ordentligt« arbejde. Men ophæve den moralske fordømmelse af prostitutionen, som også kommer til udtryk i straffelovens arkaiske dysfemisme »utugt«, har man på ingen måde villet.

Man har på ingen måde heller fjernet grundlaget for ordensmagten til at gribe ind over for de prostituerede i udøvelsen af deres erhverv. Og skønt talen har handlet meget om de sociale problemer, betyder lovforslaget i sig selv ingen som helst forbedring af forholdene for de prostituerede.

Så hvad er det egentlig, man har opnået? Har man gjort op med dobbeltmoralen, som forslagsstillerne gerne har villet give udseende af? Eller har man nærmere fundet lejlighed til at indskærpe sin despekt og moralske afsky for erhvervet prostitution og således opretholdt afstanden mellem det almindelige samfund og de prostituerede og forholdt dem al respekt såvel som accept?

Den forkromede »afkriminalisering« har i hvert fald ingen positive konsekvenser for de prostituerede.

LEGALISER PROSTITUTION

»Vi ønsker, at vores arbejde bliver legalt, så vi kan blive registreret, komme i a-kasse og betale skat. Der skal ikke sidde 179 mennesker på Christiansborg og bestemme, at vi ikke må sælge vores krop. Det er det eneste, vi ejer, og vi vil selv have lov til at bestemme, om vi vil sælge den eller ej. Vi vil behandles som mennesker og ikke være nødsaget til at gøre vores arbejde i det skjulte.«

Sådan sagde de prostitueredes talskvinde, Jackie Siewens til Ekstra Bladet i 1993 i forbindelse med en demonstration på Kultorvet til fordel for en legalisering af prostitution.

Den nuværende lovgivning, uanset om den ovenfor omtalte »afkriminalisering« vedtages eller ej, er et udtryk for en rigid moralisme, en eklatant despekt for de mennesker, som har valgt at arbejde som prostituerede. Man gør prostitution som sådan til problemet og taler om det »nedværdigende« i at »sælge sin krop«.

På den måde anses prostitution af politikerne for at være problematisk i sig selv.

At der eksisterer prostitution af nød, dvs. at der findes mennesker, der er tvunget til at prostituere sig for at få penge til f.eks. narkotika, er katastrofalt. Denne form for prostitution bør afskaffes hurtigst muligt. Det sker bare ikke ved, at prostitution som sådan bekæmpes, men derimod alene ved, at samfundet indvilger i at løse de bagvedliggende sociale problemer, f.eks. ved at legalisere narkotika.

Langt fra al prostitution er nemlig narkoprostitution eller anden form for prostitution af nød. Der findes masser af prostituerede, der på ingen måde er tvunget ud i erhvervet, men derimod har valgt det, som andre vælger at blive skraldemænd, bankfunktionærer eller professorer.

Alligevel synes det at være en umulig tanke for lovgiverne, at prostitution kunne legaliseres og dermed blive en normaliseret del af samfundet. Og det på trods af, at en sådan normalisering indlysende ville medføre betydelige fordele for mange prostituerede. I flæng kunne nævnes, at man ville kunne danne bordeller, hvor de prostituerede kunne arbejde under ordnede forhold med fast lægetilsyn, med bedre økonomi (også for staten) og med langt større sikkerhed på alle områder. Derudover ville de prostituerede jo have krav på de samme rettigheder som andre mennesker på arbejdsmarkedet. På den måde ville de prostituerede, der frivilligt har valgt deres erhverv, kunne udøve deres gerning åbent til glæde for sig selv og andre. Dem, der af nød og andre ufrivillige omstændigheder måtte være tvunget ud i prostitutionen, måtte samfundet på den anden side naturligvis yde al den hjælp og støtte, som de måtte have brug for til at komme ud af prostitutionen. Og det er vel sagens kerne: Er der nogen, der i den opstyltede debat om en indholdsløs »afkriminalisering« af prostitutionen har spurgt de prostituerede, hvad de selv ønsker?

Med den nuværende lovgivning bliver man i tvivl om, for hvis skyld det egentlig er, man lovgiver.

Jeppe Berg Sandvej