I antik græsk religion var seksualiteten ikke kun et privat anliggende, men tillige et offentligt livsbekræftende omdrejningspunkt. Falloskulten, der i høj grad var kvindens domæne som formidler af ånd og liv til manden og kulturen som sådan, er et af de tydeligste eksempler på frisindetheden omkring seksualiteten, som kulturhistorien erindrer os om, at vi har mistet.

Vi er vant til, at den græske kultur er fyldt med nøgenbilleder, og vi finder dem smukke. Faktisk er ideen om nøgenheden som idealen arv, vi har fra grækerne. Men kigger man nærmere på den græske kulturs billedfremstillinger, vil man hurtigt opdage, at det udvalg, vi er vant til at se, er selektivt. En hel kategori af billeder er som oftest sorteret fra, når vi præsenteres for den antikke græske kultur. For grækerne det ypperste billede på ånd og liv, men for os, ved kristendommens mellemkomst, oprindelig en vederstyggelighed, og i senere tider blot grænsende til det vulgære. Vi taler selvfølgelig om den græske kulturs mange fallosbilleder.

For de flestes vedkommende afføder synet af de antikke falloi enten fnis eller uforståenhed. Det mandlige kønsorgan kan vi sagtens acceptere i »afslappet« tilstand som en del af den naturlige græske nøgenhed, men erigeret og dertil ofte i overdimensionerede størrelser overrasker det os, og vi må uvægerlig ryste på hovedet. Hvordan passer det til deres i vore øjne så rationelle og »lysende« smukke kultur? Hvad betød disse for os at se obskøne figurer for dem?

Mange, der til hverdag beskæftiger sig med græsk kultur, søger da også at bortforklare og frem for alt neddæmpe dette »vanvid«, denne tilsyneladende afsporethed hos grækerne. En lang række ældre religionsleksika har simpelt hen ingen særskilte artikler under ordet fallos, og hvis det overhovedet diskuteres, er det som regel kun på det symbolske plan. Ligesom de mandlige antikke statuer i Vatikanet i sin tid inden opstillingen fik deres kønsdele tildækket med et diskret figenblad af gips for at skjule det »skammelige« syn, således kan man også ved at studere, hvad der er skrevet om emnet fallosdyrkelse op til i dag, se en tildækkelse af kulten og dens fremherskende plads i græsk religion. Man kan f.eks. støde på forsøg på at beskrive den som noget, der kun karakteriserer en minoritet bestående af seksuelt perverterede mennesker.

Hvordan kan det være, at dette træk har været så svært at forstå og acceptere og endnu i dag forekommer bizart løssluppent? Vi føler os overordentlig frigjorte og frisindede set i forhold til f.eks. det 19. århundredes menneske og i stand til at acceptere ethvert kropsligt udtryk. Men alligevel kan vi ikke studere denne særlige del af antikken uden at fnise eller i det mindste prøve at udvise en forstående overbærenhed. Hvorfor, skal vi se på i det følgende.

Vor kristne arv

For at kunne forstå et fænomen som fallosdyrkelse på dets egne præmisser må vi studere vor egen kulturbaggrund. Den udgør et ofte ubevidst grundlag, som så at sige er de »briller«, vi ser verden igennem. Vi er blot så vant til at se alt på denne måde, at vi ikke lægger mærke til, at brillerne er der (læs f.eks. artiklerne »Pragmatisme«, Faklen nr. 1, s. 22ff; »Korrespondens og consensus«, Faklen nr. 5, s. 58f; »Videnskabelighed og modelfrihed«, Faklen nr. 9, s. 39ff). Og så længe det kun drejer sig om at se på vor egen verden, er der heller ingen problemer, men når vi prøver at forstå andre kulturer, opstår der let misforståelser, fordi vore briller ikke stemmer overens med f.eks. grækernes i antikken.

En stor del af vor kultur bunder i en antik arv. Ting som f.eks. sprog, arkitektur og kunstopfattelse bygger alle på antikke traditioner. Men frem for alt er vort kulturgrundlag kristent. Kristendommen har lagt sig imellem os og antikken, og selv om vi i dag måske ikke føler os synderlig kristne, bærer vi alligevel denne arv med os i baglommen. Den bestemmer bl.a. vores opfattelse af seksualitet og religion. Set under indflydelse af kristendommen har alt, som har med kroppen at gøre, i forskellig udstrækning været syndigt gennem århundreder. Seksualitetens sammenhæng med religionen hører i hvert fald ingen steder hjemme i denne tradition. Sex og religion er for os to vidt forskellige ting, mens det for antikkens grækere, som vi skal se, var to sider af samme sag.

Derfor må den græske kulturs mange falloi også, når de ses i lyset af det 20. århundredes kristne moral, opfattes som en obskønitet, og grækerne fremstå som overordentlig »pikfikserede«. Heri består vanskeligheden, når vi har med et emne som dette at gøre.

Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi helt skal afstå fra at prøve at forstå fallosdyrkelsen som en vigtig og uadskillelig del af dens egen kultur. Vi må bare øve os i at aflægge vore vante briller, når vi vil forstå.

Falloskult generelt

Et fænomen som fallosdyrkelse har eksisteret til alle tider over hele verden. Det er lige så gammelt som mennesket. Detaljerne varierer fra kultur til kultur, verdensdel til verdensdel, men de grundlæggende træk er altid de samme: Man tilbeder det mandlige kønsorgan i et væld af udformninger som f.eks. træ- og lerfigurer, høje søjler, stænger eller endog i form af slanger.

Selve ordet »falloskult« er en blanding af græsk og latin. Ordets sidste del kommer af det latinske cultus, hvis grundbetydning er »dyrkning« af jorden og herudfra også »tilbedelse« eller »dyrkelse« af de guddommelige kræfter. Det er også det ord, der bliver til betegnelsen »kultur«. Falloskult betyder altså dyrkelse af fallos, det græske ord for det mandlige kønsorgan - phallós, i flertal phalloí. Phallós går i sprogudviklingen efterhånden over til udelukkende at betegne kunstige efterligninger af kønsdelene. Betegnelsen falloskult bruges om fænomenet generelt, det vil sige også, når det optræder uden for den græske verden.

I Norden kender vi bl.a. majstangen. Den er ét eksempel på, at mange af de gamle, falliske skikke har overlevet trods kristendommens mellemkomst. Også den græske gud Dionysos har været afbildet som en pæl med en maske på toppen.

Et andet eksempel er de gamle bautasten, der i dag både af filologer og arkæologer betragtes som fallosbilleder. De indskriftsløse, lodret opstillede sten blev fra bronzealderen og frem brugt som mindesten, gravmarkeringer og kultmærker. Ordet »bauta« (bautadr) kan etymologisk være en sideform til det oldnordiske bautudr, som betyder hingst eller tyr, og dermed en betegnelse for fallos.

Fallosdyrkelsen er tæt forbundet med agerbrugskulturers religion; består en kultur af agerbrugere, vil man typisk også finde falloskulten. Fallosen er en nødvendighed, når man vil sikre liv og god avl. Vi forstår dermed kulten som havende med frugtbarhed at gøre, jordens, dyrenes og menneskenes frugtbarhed. Denne fastholdes gennem ritualer, så jorden ikke mister sin kraft, og menneskene undgår at sulte.

Men vi må ikke lade denne forklaring blive for overfladisk. Frugtbarhed som eneste forklaringsmodel slår ikke til. Det er derfor nødvendigt at starte helt fra grunden, hvorfor vi også her først skal forsøge at beskrive nogle mere generelle begreber inden for grækernes religiøse verdensbillede. Ja, hvis vi vil forstå, må vi begynde med at tildele seksualiteten en fremtrædende rolle i den antikke religion - for så vidt i store dele af den religiøse praksis i religionshistorien i det hele taget.

Den store seksualitet

Forfatteren til bogen Phallic Worship, George Ryley Scott skriver i sin indledning: »The study of phallicism is the study of religion.« Citatet udtrykker kort og præcist fallosdyrkelsens centrale plads i forståelsen af religion overhovedet. For det er et faktum, at religion og seksualitet for antikkens grækere var to sider af samme sag. For dem var religionen den store seksualitet, og seksualiteten den lille religion.

Lige så vigtig cyklus er for de fleste religioner verden over i form af livets og årstidernes vekslen mellem fødsel og død, lige så vigtig er for disse anskuelsen af verden som bestående af to komplementer: Det kvindelige og det mandlige. Dette fremgår bl.a. af mange skabelsesmyter; verdens skabninger opstår ved samleje mellem et mandligt og et kvindeligt væsen, f.eks. Nut og Geb i ægyptisk mytologi og Gaia og Uranos i den græske.

Denne dualisme er et grundlæggende træk ved hovedparten af alle religioner og simpelt hen en yderst praktisk måde at anskue verden på. Alt bliver således til i samspillet mellem det mandlige og det kvindelige, som findes i enhver målestok lige fra de overordnede principper mandligt og kvindeligt til deres udtryk i menneskene som mænd og kvinder. Det mandlige repræsenterer, hvad vi traditionelt kunne kalde »ånden«, verdens skabende og formende element, det dynamiske, mens det kvindelige repræsenterer »materien«, verdens stof og grundlæggende materiale.

Men når vi prøver at forstå denne dualisme i religionen, må vi passe på, at vi ikke presser vort eget 20. århundredes syn ned over den. For det første er det vigtigt ikke at lade vor tids opfattelse af mande- og kvinderoller spille ind. Men endnu mere imperativt må vi gøre os det klart, at begreberne ånd og materie for os traditionelt associerer til to strengt adskilte størrelser, ligesom sjæl og krop. I den forstand bliver religion udelukkende et åndeligt anliggende; en tanke, der ville have fået en græker fra antikken til at måbe.

Vor kristne kulturs gud er en abstrakt størrelse, der står uden for verden. I modsætning til de fleste andre religioner, som betegnes »kulturreligioner«, fordi de opretholder kulturen, har kristendommen i hvert fald i sit nytestamentlige udspring ikke til hensigt at forny og opretholde verdens cyklus. Dens mål er tværtimod en dommedag, hvor verden, som vi kender den, skal ophøre og vende tilbage til sit åndelige ophav efter at have afkastet sig materien. På denne måde bliver forholdet ånden og materien imellem en kamp (og det helt uden alle skabelsesmyternes rige paralleller til samlejet) hvor ånden udelukkende skyer materien i forsøget på at afsmyge sig sin spændetrøje. Det er tanker, som dog også opstår i Grækenland, da storhedstiden lakker mod enden, og en vis pessimisme sniger sig ind, f.eks. udtrykt gennem ordspillet soma - sema, »krop« - »grav«.

Men i kulturreligionerne generelt er dualismen ånd/materie af en anden slags end kristendommens. Der er ikke trukket den skarpe grænse mellem de to; de er ikke modsætninger i traditionel forstand, men komplementer. Begge er nødvendige for at skabe og vedligeholde kulturen. Guderne står ikke uden for verden, men opleves derimod i kulturens selvforståelse som helt konkrete og håndgribelige størrelser. Religionen dengang var i modsætning til vores opfattelse i dag noget konkret, den var handling. Hverdagen var fyldt med religiøse handlinger, ritualer, og det religiøse liv gennemsyrede hele samfundet lige fra familiernes privatliv til de store, offentlige sammenhænge. Religionen var livet.

Dens opgave for det antikke menneske kan med andre ord nærmest udtrykkes som at »holde ånden fast ved materien«, at sørge for, at verden beåndes og derved skabes igen og igen i sin cyklus. Den er kulturens livsnerve. Gennem ritualerne sørger menneskene for at opretholde kontakten til guderne. Ritualerne er altså en konkret teknik til at holde verden i gang, stik modsat vores moderne opfattelse af religion som noget filosofisk og et personligt trosanliggende.

I en verdensanskuelse, som bygger på samspillet mellem det mandlige og det kvindelige, vil der i religionen selvfølgelig være dyrkelse af disse to elementer, og det er i denne sammenhæng, vi skal se et fænomen som falloskulten. Som beskrevet er manden det mandlige princip iklædt kød og blod. Hans kønsorgan er den del af kroppen, som udtrykker og repræsenterer al den mandlige kraft. Derfor er det nærliggende at vælge netop dette til dyrkelsen. Lemmet bliver da det konkrete billede på verdens mandlige element, ånden. Fallosen er simpelt hen udtryk for denne ånd, ikke abstrakt symbol, men konkret billede på ånden.

Når det kvindelige element dyrkes, er det da også i form af figurer, der tilsvarende afbilder kvindens kønsorganer som f.eks. lermodeller af disse eller i form af kranse. Det er altså helt almindeligt, at verdens to grundlæggende principper dyrkes i form af mandens og kvindens kønsdele. Dette er forklaringen på, at en mandlig gud dyrkes i form af sit lem, der yderligere ofte tilbedes som noget selvstændigt. Der er ikke tale om, at det kvindelige dermed er det mandlige underlegent - der er jo også både mandlige og kvindelige guddomme, og de kvindelige står ikke tilbage for de mandlige i indflydelse og virke. Men det drejer sig om to lige uundværlige komplementer på alle niveauer, på det menneskelige og det guddommelige, på det jordiske og det åndelige.

Igen er det vigtigt at pointere forskellen på grækernes og vort verdensbillede. De tilbedte figurer er ikke, som vi ville anskue det, blot symboler på det mandlige og det kvindelige - de er for grækerne simpelt hen det, de repræsenterer. På samme måde som den statue, en gud tager bolig i, er guden.

Kilder til græsk falloskult

Der er naturligvis både skriftlige og arkæologiske kilder til falloskulten. De skriftlige kilder består af meget spredte referencer hos forskellige forfattere lige fra antikken (ca. 400 f.v.t.) og op til kristen tid (ca. 1200 e.v.t.). Fælles for de ikke-kristne kilder er tavshedspligten. Der var religiøst forbud mod at afsløre hemmelighederne omkring de ikke-offentlige ritualer, og brud på denne tavshedspligt var helligbrøde.

Men vi kan hente utrolig mange oplysninger om det religiøse liv hos komediedigteren Aristofanes (ca. 450-387 f.v.t.). Som de andre samtidige kilder afslører han intet forbudt, men hans komedier er alligevel gennemsyrede af træk fra Athens religiøse liv, som disse også var en vigtig del af. Aristoteles skriver i sit værk om digtekunsten, Poetikken (1449a), at komedien netop er opstået af de falliske sange, man sang til ære for Dionysos. Rent faktisk blev de falliske træk fra de Landlige Dionysier (se senere) inkorporeret som vigtige dele i netop kunstdramaet, et eksempel på den tætte sammenhæng i antikken mellem kunst og religion.

Mens komedierne udgør de kilder, der i deres helhed er brugbare, skal vi hente resten af vore oplysninger spredt hos mange forskellige forfattere, oftest kun nævnt som forbigående bemærkninger i helt andre sammenhænge. Disse kilder er, som Aristofanes, først og fremmest centreret omkring livet i Athen. Ofte er det oplysninger hos leksikografer, dvs. folk, der forfattede opslagsværker, og mange går mere op i at udtyde etymologien omkring de religiøse festers navne i stedet for at bruge pladsen på fakta om deres indhold.

De kristne kirkefædre var selvfølgelig ikke bundet af tavshedspligten omkring disse ritualer, og de røber derfor mere. Til gengæld er deres syn herpå så farvet af kristendommens moral, at det alligevel kan være svært at finde ind til kernen. Ofte er deres intention at latterliggøre kulten eller forsøge at vække foragt for den. Men det er et faktum, at vi skal søge en meget stor del af oplysningerne om græsk religion netop hos disse forfattere.

Den anden gruppe kilder, det arkæologiske materiale, består af mange forskellige fund f.eks. skulpturarbejder, vasemalerier og små figurer i bronze eller ler. De vigtigste kilder inden for denne kategori er vasemalerierne. Grækerne dekorerede stort set alt deres (finere) lertøj, som blev brugt til daglig eller i rituel sammenhæng. Motiverne indeholder mange scener fra det religiøse liv, som kan forsyne os med oplysninger om dets praksis.

Falloi overalt i det athenske samfund

Hvis vi kunne gå en tur i gaderne i antikkens Athen, ville vi overalt se tegn på falloskulten. Falloi findes i et væld af afbildninger. På vores spadseretur ville vi hurtigt få øje på de mest fremtrædende billeder: Kultsten i form af firkantede stenpiller forsynet med et hoved og udstyret med en (oftest) erigeret fallos længere nede på stensoklen, de såkaldte hermer. Oprindelig bar de guden Hermes' hoved, heraf navnet, men senere afbildede man også andre guder og mennesker. Formen var dog stadig den samme, som var blevet fastlagt allerede i gammel tid. Derimod kunne størrelsen variere.

Hermerne stod overalt i byen, på gader og torve, ved templerne, foran husene som vores postkasser og flagstænger og på gravpladserne. Næsten hver ind- og udgang var udstyret med en. Fra vugge til død fulgte synet athenerne, som hele livet stod under hermernes beskyttelse. Hermen foran husene stod der ligeledes for at tage vare på deres beboere. Guden Hermes er en af de ældste falliske guder med tydelige træk af fallosdyrkelse i sin kult. Således brugtes han bl.a. som rådgiver i kærlighed. Som fallosen afværger disse figurer alt skadeligt.

Meget husgeråd har fallisk udseende. Det kan dreje sig om vaser og drikkekar i form af det mandlige kønsorgan, ofte også afbildet i »afslappet« tilstand, eller keramikken udsmykkes med billeder af forskellige scener, der involverer falloi, lige fra seksuelt ophidsede satyrer til falloi som selvstændige væsener. Man havde også amuletter til at bære om halsen, ofte fremstillet i ben. Navnlig børn gik med disse. Til specielle lejligheder bagte man brød i form af falloi og de kvindelige kønsdele. Disse spillede endvidere en stor rolle i kultsammenhænge. Og husene kunne have beskyttende fallosrelieffer på murene.

Til mere »privat« brug havde man de såkaldte ólisboi, som var falloi i naturlig størrelse udført i læder, svarende til vor tids dildoer. Ordet ólisbos kommer af et græsk verbum, der betyder »at glide«, »falde ned«. De brugtes også i rituel sammenhæng, hvis man skal dømme efter vasemalerierne, der ofte afbilder dem. Komedierne viser os, at alle samfundets kvinder, dvs. ikke kun hetærer, som den tids prostituerede kaldtes, gjorde brug af disse ólisboi. (Se f.eks. Aristofanes' Lysistrate, v. 108ff).

Fallosen blev anvendt i mange forskellige situationer i hverdagslivet, men altid med den overordnede funktion at beskytte sin ejermand mod ulykke og det såkaldt »onde øje«. Den bragte lykke og sundhed. Ved selv at være et udtryk for ånd forsyner den sin ejermand hermed og gør ham stærk, så ikke fremmed ånd kan trænge sig ind på ham f.eks. i form af sygdom eller ulykke.

Skikken med amuletterne har holdt sig helt op i vor tid. J.B. Hannay, forfatteren til The Rise, Decline and Fall of the Roman Religion, beretter om en italiensk statsminister, der under 1. Verdenskrig fremviste en amulet for en engelsk statsmand i overbevisning om, at den ville sætte ham i stand til at vinde krigen. Den havde form som en fremstilling af de mandlige kønsdele. Ligeledes har arkæologer i Frankrig gjort et meget opsigtsvækkende fund. I en lille kristen piges grav fandt man om halsen på den døde en ubetvivlelig fallisk amulet, et eksempel på, hvor indgroet denne praksis har været også langt op i kristen tid. Skikken at give de døde en fallosfigur med i graven kan man spore helt tilbage til stenalderen.

Visse træk går igen i fallosfremstillingerne. Ud over at variere i størrelse, være placeret på et levende væsen eller afbildet for sig selv, har mange falloi i afbildningerne fået mere »personlige« karaktertræk og fremtræder som selvstændige væsener. De er således udstyret med øjne eller vinger, eller er ligefrem blevet til fugle - det dyr, de oftest tager karakter af. Øjnene giver personlighed, og vinger forstærker udtrykket for ånd.

Mens der er mange fund fra athenernes privatliv, er fundene fra de store offentlige fester ikke så omfattende. Vi er mestendels henvist til vasemalerier. Fra øen Delos kender man rester af monumentale kæmpe-falloi opstillet på søjler, men vi har intet sådant fra Athen. De store falloi, man her har brugt, findes kun afbildet på keramikken og omtalt i de skriftlige kilder.

Demeter, Dionysos og døden

En myte fortæller, at fallosdyrkelsen blev indført i Athen som en følge af, at byens indbyggere ikke respekterede Dionysos. Som straf blev mændenes kønsdele slået med en uhelbredelig sygdom, som ikke forsvandt, før alle, både privat og offentligt, havde fremstillet fallosafbildninger til gudens ære. (Se scholierne til Aristofanes' Acharnerne, v. 243).

Myten viser, hvorfor athenerne dyrker den hellige fallos, og den knytter kulten til Dionysos. Religionshistorikeren Eliade påpeger i sit værk De religiøse ideers historie (bd.1, s. 312), at falloskulten sikkert er ældre end denne gud og må formodes at have eksisteret, før han kom ind i græsk mytologi. Men det er let at forstå hans tætte tilknytning til kulten. Han er, igen overfladisk betragtet, en vegetationsgud og har ansvar for vin, træer og bær. De øvrige markafgrøder hører til gengæld under gudinden Demeter, hvis kult også har klare falliske træk. Disse to optræder ofte sammen og »deler« flere fester.

Begge er de knyttet til liv og død, afgrødernes og menneskenes. Som sædekornet må i jorden for at spire, må mennesket dø en rituel død for at kunne genfødes som en del af den kontinuerlige verdensskabelse. Døden og livet, de døde (forfædrene) og de levende er to aspekter af samme cyklus. Eliade refererer til »en hippokratisk afhandling«, hvori det hedder: »Det er fra de døde, at føden, væksten og spirerne kommer til os.« (De religiøse ideers historie, bd. 1, s. 313).

De Landlige Dionysier

Den athenske måned Poseidon, der ligger i vores december og januar, indeholdt to fester, som vi her skal se på, begge med falliske elementer: Haloa og de Landlige Dionysier. Sidstnævnte var, som navnet udtrykker, til ære for Dionysos.

Dionysierne stod på i flere dage og var ikke kun typiske for Athen. For denne fests vedkommende ved man fra kilderne, at den blev fejret over hele Grækenland som en meget gammel tradition. Og det er dens særkende, at den blev holdt i form af landsbyfester. Centralt er fallosoptoget, som på græsk benævnes phallophoría, fallosfrembæring. Denne form for optog kendes også fra andre fester, men er gennem kilderne særligt tilknyttet Dionysos.

Ceremonien kendes ifølge Eliade (s. 312) i mangfoldige eksempler over hele verden som en syngende procession omkring frembårne fallosbilleder. Den sene græske forfatter Plutarch (ca. 50-120 e.v.t.) skriver i sit værk Moralia (527D): »Vore traditionelle Dionysier var for længe siden en folkelig og munter procession. Først i optoget var en krukke med vin og en vinranke, dernæst kom en trækkende med en gedebuk, en anden fulgte efter med en kurv tørrede figner, og efter dem alle kom fallosen.« Selv om Plutarch har hjemme i Boiotien, stemmer hans oplysninger ganske godt overens med, hvad vi ved fra Athen. Han beskriver processionen, som den foregik før hans tid. Den bevægede sig højst sandsynligt hen over markerne. Også den kristne Clemens af Alexandria (ca. 150-215 e.v.t.) skriver om falloi til Dionysos' ære (Protrepticus II, 29 P). Andre nævner falliske sange, som blev sunget i optoget, sikkert under ledsagelse af dans. (Se f.eks. Athenaeus: Deipnosophistae XIV, 622d, eller Heraklit: Fragment 15). Dets hovedperson var uden tvivl den store processionsfallos.

Den vigtigste kilde til studiet af phallophoria er Aristofanes' komedie Acharnerne, der handler om atheneren Dikaiopolis, som på egen hånd slutter en trediveårsfred med Athens ærkefjende Sparta. Pga. freden kan han nu fejre de Landlige Dionysier og arrangerer et fallosoptog bestående af sig selv, slaven Xanthias og sin datter (vv. 234-80, her i Holger Friis Johansens og Erik H. Madsens oversættelse):

Dikaiopolis (ud mod kone, datter og slave):

Bered jer! Bered jer.
Nej vent lidt; du med kurven, du skal længer frem!
Og Xanthias, den fallos bær du alt for skævt!
Sæt bare kurven et lille øjeblik, min tøs,
forofret skal forrettes først.

Datteren:

Mor, giv mig ske'n,
jeg skal hælde bønnesuppe over kagen her.

Dikaiopolis:

Det er godt, min putte. - Du vor herre Dionys,
se nådigt til mig, til hele vort offertog!
Jeg og min husstand ofrer til dig, for at held
må følge vores landlige Dionysosfest,
som jeg fejrer nu i fred. Og giv at denne fred
på tredve år må blive mig til gavn! - Se så,
pas nu på at bære kurven rigtig pænt, min snut,
og se andægtig ud. - Lyksalig blir den mand
der ægter dig og skaffer dig en killingflok,
der kan - slippe én om morgnen liså godt som dig.
Fremad, min tøs, og pas på dem der sidder dér,
at de ikke hugger dine halsbånd og din ring.
Og Xanthias! Hold den fallos lodret, har jeg sagt!
Først kommer min datter med sin kurv, så følger du,
så kommer jeg og kvæder vores falloskvad.
Du kone, op på taget og se til! - Afsted!
O Fallos, Fallos, Bacchos' fælle,
gildeshøvding, gamle horkarl,
drengeven og drikkebror!
Med freden i hænde jeg hilser dig
og drager med jubel hjem til min landsby.
Jeg har sluttet en fred, jeg er fri for besvær,
fri for krige og Lamachos'er.
O Fallos, det er større fryd
at overraske en rund slavinde,
når hun stjæler af frugten på stien fra klipperne,
ta fat om livet, løfte hende,
kaste hende omkuld i græsset,
kæmpe sig vej til kernehuset!
Fallos! Hvis du nu drikker med os
i det svale gry, når sviren ender,
da vil du skylle en skål for freden
ned gennem halsen; og da skal vi hænge
skjoldene op i arnekrogen!

Vi kan ud fra Aristofanes beskrive et typisk fallosoptog, som det i hovedtræk må have set ud. Ofrene, ved man, bestod af kornprodukter og dyr. Slaver nød specielle privilegier, mens festdagene stod på. Selve optoget var centreret omkring den store fallos, som blev båret rundt under ledsagelse af »sjofelt« drilleri og falliske sange, hvis indhold vi ser et eksempel på i Acharnerne. Fallosen var fremstillet i træ eller læder.

Den tiltales i Dikaiopolis' sang som Bacchos' (Dionysos') fælle og opfattes hermed som et selvstændigt væsen i forhold til guden. Det græske ord, der ligger bag den danske oversættelse »Fallos« i sangen, er Phalés, der har samme betydning. I dette og de fleste andre tilfælde begrænser Phales' selvstændighed sig dog til rollen som Dionysos' ledsager personificeret i den store processionsfallos.

I Dikaiopolis' private optog er det slaven, der bærer den, men til den »rigtige« fest udnævntes nogle af byens mænd til phallophóroi, fallosbærere. Den store afbildning blev ofte trukket af sted på en vogn omgivet af de bekransede fallosbærere, som hver bar en lang stang med en fallos, mens de sang. I komedien er det derimod Dikaiopolis, der synger, selv om han ikke er fallosbærer. Men det er meget sandsynligt, at Aristofanes' optog er »forkortet« og derfor ikke indeholder alle de vante detaljer. I optoget indgår også bærere af kurve med ofre - Plutarch nævner tørrede figner. Processionen endte i templet, hvor fallosen blev bekranset af en af byens mest respekterede kvinder.

En nordisk parallel til Acharnerne finder vi i Den ældre Edda i Fortællingen om Vølse. Vi har her med en kulthandling i familien at gøre, som også inkluderer trællene. Kulten er i dette tilfælde centreret om en fallos, til hvis ære der synges sange. I fortællingen berettes der om en bonde og hans familie på en ensomt beliggende gård i Norge. Hans hest dør, og trællen skærer dens dingel af, som bondekonen tørrer og gør til bolig for en guddom. Herefter tages den frem hver aften, og alle husets beboere synger efter tur et kvad til den. Bondens hustru starter altid med de samme ord, med det resultat, at »Djævelen volder, at den vokser og stivner, så den kan stå hos konen, så tit hun vil det«. Den tiltales med navnet Vølse.

De athenske fallosoptog var for alle, såvel frie som slaver, gifte som ugifte. Det er nemlig vigtigt, at alle deltager i processionen, hvor ånden bæres gennem byen, så alle kan være med til at vedligeholde skabelsen af cyklus. Derfor sker dette offentligt og ikke blot inden for et præsteskab eller et køn. Processionerne var således en central del af mange fester, også i forbindelse med de Store Dionysier, som blev holdt inde i Athen. Forbilledet for deres festoptog var netop de Landlige Dionysiers.

Andre dele af kulten blev varetaget udelukkende af kvinder. Der er grund til at tro, at deltagerne uden for de store processioner skulle være gift, mænd såvel som kvinder. Ritualerne, som var forbeholdt kvinder, var ofte hemmelige, og vi kender ikke særlig meget til dem gennem kilderne. Men ser man generelt på falloskult, som den praktiseres verden over, finder vi en overvejende deltagelse af kvinder. Dette stemmer, som vi skal se, også fint overens med de få vidnesbyrd, vi kender fra Athen.

Haloa

Haloa-festen fandt sted den 26. i Poseidon-måneden i Eleusis, ca. 25 km. fra Athen, hvor de kendte eleusinske mysterier for Demeter og hendes datter Kore havde hjemme. Festens hovedguder var da også netop disse to, og festen var en af årets vigtigste til deres ære. Det var derfor også Demeters præstinde, der forrettede ofrene, som ikke bestod af dyr, men af kornprodukter og frugt. Dionysos var bi-gud til festen, dvs. at han også blev æret om end ikke i samme grad som Demeter.

Betydningen af navnet »Haloa« er usikker. Sikkert er det imidlertid, at det drejer sig om en spiringsfest i anledning af den i efteråret såede vintersæds første spirer. Vore kilder tyder på, at det udelukkende var gifte kvinder, der deltog i ritualerne.

Der er kun et fåtal af oplysninger at hente om Haloa i kilderne. Mest får vi at vide i scholierne, dvs. de antikke kommentarer, til den græske forfatter Lukian (ca. 120-180 e.v.t.). De omtaler de hemmelige kvinderitualer i Eleusis og en kvindeindvielse, en såkaldt teleté. Det er ikke meget, der afsløres, men en del af ritualernes elementer nævnes.

Et stort festmåltid med mad og rigelig vin beredtes. Også herfra var mænd udelukket, beretter Lukian. Der bagtes offerkager, pémmata, i form af falloi og de kvindelige kønsdele. Brød i samme form blev lagt på bordene til festbanketten. Herudover bar kvinderne tilsvarende figurer om halsen. I omgangstonen indgik »sjofel« sprogbrug, som det er typisk ved de græske kvindefester, og præstinderne opfordrede ifølge Lukian kvinderne til seksuelle akter, hvis karakter ikke kendes nøjagtigt. Typisk for sådanne lejligheder er også dans.

Som en central del af festen fremstillede man falloi af ler, der blev plantet blandt de første kornspirer og omhyggeligt passet og plejet. Et vasemaleri fra British Museum viser dette ritual, hvor en kvinde som et offer strør noget ud over fire af disse falloi, der er plantet på marken. Mellem dem kan man ane kornspirerne (se illustration).

Ritualet skal sikre, at ånden er med i det nyspirede korn. Kornets og verdens cyklus fornyes. En parallel hertil er det i mange lande kendte samleje på den nytilsåede mark mellem bonden og hans hustru. Det praktiseres stadig i dag, f.eks. i Thrakien, hvor bonden under pløjningen bærer en fallosfigur med sig rundt inden seksualakten med sin kone.

Thesmophoria

Den græske måned Pyanepsion, som falder i vores oktober og november, var skueplads for endnu en kvindefest, hvis grundlæggende træk ligner Haloas, og som ligesom denne var viet til Demeter. Anledningen er her såningen af kornet. Som med de Landlige Dionysier var det ikke udelukkende en athensk fest; den fejredes over hele Grækenland i et væld af variationer, dog med den strenge udelukkelse af mænd som fællestræk. Igen er der mange bud på festnavnets etymologi, og man ved heller ikke præcis, hvor den blev afholdt - blot at kvinderne byggede hytter, som de boede i i tre dage. Én af dagene blev dog tilbragt inde i Athen i Demeters helligdom. Kilderne er uenige om varigheden, som anslås til mellem tre og fem dage.

Det lader til, at kun gifte kvinder havde lov til at deltage aktivt i ritualerne, mens de unge piger måtte nøjes med at se til. En af de vigtigste kilder er som ved Haloa scholierne til Lukian. Endnu en gang finder vi også oplysninger hos Aristofanes, denne gang i komedien Thesmophoriazousae eller »Halløj i Thesmoforiet«, som den hedder i den danske oversættelse.

Komediens handling udspiller sig i Thesmophorion i Athen, Demeters og Persefones helligdom på højen Pnyx, hvor kvinderne er samlet om de hemmelige ritualer. Dette år har de imidlertid en dødsdom på programmet over tragediedigteren Euripides, fordi han udstiller deres svagheder i sine skuespil. Men han har lugtet lunten og sender sin svoger til forsamlingen forklædt som kvinde. Da denne bliver afsløret, må Euripides komme ham til undsætning og kæmpe en sej kamp for atter at få ham ud af kvindernes kløer.

Som sædvanlig afslører Aristofanes ingen af ritualernes hemmeligheder, men vi kan alligevel danne os et indtryk af nogle af festens elementer. Forsamlingen i Thesmophorion optog kun den ene af festdagene. Vi ved som sagt ikke særlig meget om deres nærmere indhold, men som ved Haloa og andre typiske kvindefester indgik elementer som fallosfigurer, dans, vin og sjofel tale. I denne særlige fest indgik også faste og afholdenhed fra sex med ægtemændene. Som et kvindeligt sidestykke til Phallophoria blev en kæmpemodel af de kvindelige kønsorganer båret igennem Athens gader.

Som fallos er ånd, kan vi sige, at disse er billedet på den modtagende materie. Ligeledes bar deltagere i ritualer kranse på hovedet for at befordre deres modtagelse af ånden. Kønsorganernes dyrkelse nævnes af den kristne biskop Theodoretus (ca. 393-466 e.v.t.).

Festens centrale del kan ses som afslutningen på en anden kvindefest ved navn Skira, holdt om sommeren ved høsttid (sent i maj eller tidligt i juni), hvor ofre bestående af smågrise, kager i form af falloi og slanger og pinjegrene med kogler blev kastet ned i hulrum under Thesmophorion. Ved Thesmophoria-festen tre en halv måned senere blev resterne af disse ofre hentet op igen af en udvalgt gruppe kvinder, som i tre dage før ophentningen skulle gennemgå en rituel renselse, der bl.a. indebar afholdenhed fra sex. Indholdet fra hulrummene blev anbragt på altrene i Thesmophorion, hvorefter det blev sået på marken sammen med kornet for at styrke dettes vækst. Enhver, der benyttede denne blanding, kunne regne med et godt høstudbytte.

Kvinderne og agerbruget

Både de Landlige Dionysier, Haloa og Thesmophoria er tæt knyttet til markafgrødernes vækstcyklus. Mens Dionysierne er en fest for alle, varetages de to andre som sagt udelukkende af kvinder. Denne overvægt af kvindekønnet er typisk for agerbrugsritualer. Når det dog stadig tillades mænd at deltage i nogle af festerne, skyldes det vigtigheden af, at alle i samfundet er med til at bevidne åndens indtog. Mænd dyrkede skam også den hellige fallos.

Men hvad er grunden til denne fremtrædende rolle hos kvinderne? Hvis man ser på agerbrugskulturer generelt, er det oftest kvinder, der har med den opdyrkede jord at gøre. Dette skyldes en opfattelse af tæt sammenhæng mellem jordens og kvindens frugtbarhed. Begge skal bruge ånd for at kunne forny deres cyklus, hvilket sker i falloskulten. Fallos er som sagt udtryk for denne ånd, mens kvinden på den anden side står for den modtagende materie. Generelt fandtes der ved siden af dyrkelsen af falloi netop også dyrkelse af de kvindelige kønsorganer. De to afbildninger ser ud til at have eksisteret side om side - den dynamiske ånd og det modtagende skød eller stof. Begge var kvindernes ansvarsområde. Herved understreges det altså atter, at der i denne religion ikke ligger nogen ringeagtelse af - eller sekundær stilling for - kvinden, blot fordi mandens kønsdele for så vidt repræsenterer det åndelige og kvindens det jordiske; det mandlige og det kvindelige var komplementer, ligesom det guddommelige og det jordiske, og ikke som i kristendommen udtryk for henholdsvis »godt« og »ondt«. Manden var ej heller »kvindens hoved«, men kvinderne var derimod formidlerne af ånden - også til manden.

Igen er det muligt at se den tætte sammenhæng mellem religion og seksualitet i den græske kultur, ja i alle kulturreligioner. Falloskulten har dybe rødder. Den handler ikke, som vi fejlagtigt kunne tro ved en overfladisk betragtning, om overtro og ren frugtbarhedsmagi, men om liv og død, for jorden og for grækeren. Dens udøvelse bliver betragtet som en konkret fornyelse af årstidernes og livets cyklus. Opretholdes denne ikke, dør kulturen simpelt hen. Intet mindre.

Som påpeget findes der paralleller til denne kult over hele verden, bl.a. også i Norden. En artikel om »phallós« i et tysk leksikon om antikken beskriver situationen rammende ved at påpege, at man ikke vil kunne finde noget oldtidsmuseum, der ikke har falliske amuletter i sin samling.

Fallosdyrkelsen er ikke udtryk for en pervers minoritet af grækere. Tværtimod. Set med grækernes øjne er falloskulten en vital del af kulturen. Omgangen med falloi lader samfundet gennemstrømmes af ånd og bringer hermed fornyelse, sundhed og liv. Ifølge dem må den kristne kultur omvendt forekomme livsforsagende med seksualitet og religion som to vidt adskilte størrelser, hvor seksualiteten, livets og kærlighedens fundament, i offentligheden primært er henvist til en plads i smudslitteraturen og pornografien, i kontrast til mere frisindede tider, hvor den fungerede som hele kunstens og livsanskuelsens ubestridelige omdrejningspunkt. En kultur, der i modsætning til den græske må undvære kvindens videreformidling af den hellige fallos' velsignelse.

Anne Kristine Jakobsen