Formanden for KRIM, Peter Lembcke har siddet isolationsfængslet i næsten et år i samme sag som Peter Rohde. Her fortæller han om sine erfaringer fra »hullet« og om den generelle brug af isolation i Danmark.

Faklen: Hvordan forløber en isolationsanbringelse i Danmark?

Peter Lembcke: Man skal gøre sig klart, at det selvfølgelig er slemt at

blive isoleret - men det, der gør det ekstra hårdt, er, at du jo ikke har nogen forberedelsestid. Du aner ikke, hvad du er på vej til.

Du sidder på dit arbejde, eller du er derhjemme og ligger måske og sover, og så kommer politifolk buldrende ind på en voldsomt ubehagelig måde - en anholdelse er aldrig hensynsfuld - og imens de undersøger dit hus, bliver du sat i detentionen.

Du er måske skyldig, måske uskyldig. Og så sidder du der, uden snørebånd og uden bælte og kigger dig rundt og tænker: »Hold da op - hvad skete der egentlig?!«

Derefter kommer du ind på et kontor, hvor der sidder et par betjente og fortæller dig, at det »ikke ser godt ud for dig«. De prøver på alle mulige måder at få dig ud at skide. De siger måske til dig, at du ikke har pligt til at udtale dig og tilføjer: »Men det ville godt nok være smart, hvis du gjorde det.«

De kloge, som kender rettighederne, siger måske, at de ikke vil udtale sig, før der er en advokat til stede, men politiet svarer bare: »Nå, men så må du tilbage til detentionen - vi kan jo ikke bare have dig siddende her i timevis.«

Og så sidder du dér, indtil advokaten kommer, og du får lidt tid til at tale med ham. Dernæst ryger du i egentlig isolation.

Næste dag kommer du for en dommer, som regel præcis 23 timer efter du er blevet anholdt - for de strækker den så langt, de kan. Næsten alle dommere følger politiets indstilling fuldstændig slavisk. Du får så 13 dage i brummen, og i de fleste narko- og mordsager er de alle sammen i isolation.

Det hele er gået fantastisk hurtigt. Fra en normal dagligdagssituation sidder du pludselig i isolationscellen - et virkelig grimt hul. Du har aldrig nogen sinde været inde i et rum, der er så ulækkert som en isolationscelle.

Der er store snotklatter på væggene, og cellen er fuld af al slags fordummende graffiti. Der har typisk ikke været malet siden 1952, og gulvet er et bart stengulv. Der er en jernramme, som du hiver ned fra væggen - det er din seng. Der er alt for højt til loftet. Vinduet sidder tre en halv meter oppe. Der er ingen chance for at kigge ud, medmindre du kravler op på dit skab. Men det er forbudt. Du risikerer en disciplinærstraf bare for at kigge ud.

Der er en lille håndvask i hjørnet med koldt vand. Så er der en lille bordplade, der sidder fast i væggen, en arkitektlampe og en stol. Der er et sæt lagener og et hovedpudebetræk, og der ligger et ulækkert vattæppe som dyne. Senere på dagen får du en radio og et fjernsyn til at holde dig ved selskab.

Det er, hvad der er derinde.

Der er virkelig sparet på alt … Man kunne vel i det mindste male væggene hvert andet år - det burde staten sørge for.

Men nedbrydningen af folk skal starte øjeblikkeligt, så snart du er trådt ind i isolationscellen. Og pludselig sidder du og tænker på, om du overhovedet huskede at slukke komfuret derhjemme. Alt er gået utrolig stærkt. Det varer heller ikke mange timer, før du tænker, at du umuligt kan overleve her, og du forsøger at overbevise dig selv om, at de nok snart flytter dig til en rigtig celle.

Men det gør de ikke. Du er landet dér, hvor du kommer til at sidde.

Lige så længe, det passer politiet.

De fleste, der kommer fra øerne, bliver varetægtsfængslet i Vestre. Det er kæmpestort. Der er fire etager med over 100 mennesker i hver fløj, og den larm, der foregår, gør dig simpelt hen bange. Lydene af døre, der smækker, folk, der skriger, nøgler, der rasler, og folk, der kommer løbende og buldrende på de dér gange, er alle sammen helt nye for dig. Det er virkelig skræmmende, når du sidder isoleret og kan høre det hele, men intet sted gå hen.

Fangevogternes nøgleknipper hører du f.eks. konstant - de burde selvfølgelig have dem i lommen, men det har de aldrig - i løbet af kort tid bliver du rasende og råber efter alle, der passerer døren, at de skal holde på nøglerne eller putte dem i lommen. Det gør de ikke.

Vestre er bare en kæmpegang med hul hele vejen op ad alle etager, og hvis du taber noget tungere end en knappenål, kan det høres af alle indsatte. Det er umuligt at sætte sig ind i for en udenforstående.

Jeg vil sige, at man skal være en meget stærk person for ikke at blive pissebange for, hvad der sker bare de allerførste timer i isolationscellen. Du går kun bestemte steder på gulvet, fordi det er så ulækkert - og du kan slet ikke forestille dig, at du overhovedet skal kunne sove der. Men det er du selvfølgelig nødt til, så godt du nu kan.

Hver morgen kommer de så og checker, om du er død. Ellers kommer de tre gange om dagen med mad, og yderligere et par gange for at se, om du vil have vand til teen, eller hvis du skal på gårdtur.

Når de har vækket dig, kommer de tilbage en halv til en hel time senere med morgenmad, men hvis du ikke er påklædt, får du ikke mad. Mange vender helt op og ned på døgnrytmen og har svært ved at komme op på det tidspunkt, og så går du altså glip af morgenmaden - og af den ene af de to kvarte liter mælk, der er din dagsration.

Generelt er den mad, du får, også kun lige akkurat nok til at holde dig i live. Den er virkelig under lavmålet af, hvad du kan tillade dig at byde et menneske. Den er udkogt og sparsom, men hvis ikke du spiser rub og stub, går du bare sulten i seng. Man føler sig direkte usund, mens man spiser - men du skal jo spise.

Hele tiden er du frygtelig bange for at blive syg. Du finder hurtigt ud af, at du helst skal have blødt fem liter blod, før nogen tager din sygdom alvorligt, fordi betjentene har så svært ved at isolere nogen på sygeafdelingen og ikke vil mildne dit ophold ved at sende dig derover. Men du har fantastisk megen tid til at spekulere i, og du vil uvilkårligt fortabe dig i bekymringer over, om ikke du er ved at blive syg. Gør det ikke ondt i hjertet? Hvad betyder nu den hér hovedpine? Er smerten dér mere end bare ondt i ryggen? Bare den her forkølelse ikke bliver værre - og så videre og så videre. Den slags går hele tiden gennem hovedet på én.

Hvis du så har en alvorlig sygdom i forvejen, f.eks. dårligt hjerte eller sukkersyge, må det selvfølgelig være dobbelt så slemt. Man har uhyggelig megen tid til at bekymre sig i.

Og indtil videre har jeg næsten kun snakket om indtrykkene fra de første 24 timers tid.

Jeg selv sad isoleret i 349 døgn i træk.

Faklen: Kan du ikke komme ud af cellen uden for de fastlagte tidspunkter?

Peter Lembcke: For at komme ud af cellen, skal du ringe på en knap. Over knappen har nogen skrevet »tjenerne« - men »tjenerne« er ikke ret hurtige til at komme. Hvis du bruger knappen flittigt, bliver der længere mellem intervallerne, hvor vagterne kommer og ser, hvad du vil. Der bliver direkte sagt til dig, at »nu har du vist brugt klokken nok, du skal ikke ringe mere i dag«.

Men når man har tyndskid, så kan det jo sagtens være fem gange om natten, man skal på WC, og så er ventetiden pinefuld og ydmygende.

Der kan være mange gode grunde til at ringe på klokken, men der kan ikke være nogen grund til, at det tager en halv time eller mere, før de kommer.

Der er nogen, der ringer på bare for at se et andet menneske.

Indimellem er der også nogen, som f.eks. sætter ild til deres vattæppe i desperation og er lige ved at brænde inde eller blive kvalt i røgen, fordi vagterne reagerer så sløvt.

Kun hvis du sidder inde i cellen og skriger konstant, vil jeg tro, at du har en chance for at komme helt ud af isolationen. Du kan også bede om at tale med en psykiater, men der kan sagtens gå 14 dage, før han kommer.

Faklen: Besøg er udelukket?

Peter Lembcke: Hvis f.eks. din sag stadig væk er under efterforskning, så kan du få besøg. Af politiet.

Én eller anden kommer og siger, at politiet vil snakke med dig. Men du har ikke pligt til at snakke med dem - og dét skal faktisk fremgå af en brochure, der burde ligge i cellen. Men det gør den sjældent. De fleste ved det heller ikke og går uden at tænke nærmere over det ned til forhøret - måske også bare for at se nogle mennesker.

Så siger politiet til dig: »Hør, du ser sgu ikke så godt ud, hvad fanden er der galt? Du har vel nok tabt dig?« Og du tænker: »Gud, er det allerede så slemt?«

De ved, hvilke knapper de skal trykke på.

Så siger de f.eks., at de har noget post til dig og vifter med nogle breve - »men øøh, vi skal lige vide, hvem og hvem der ringede til dig, dagen før du blev arresteret?« Og så kører de på dig med bemærkninger som: »Tror du virkelig, at du kan klare et år sådan her? Du skal sgu nok regne med to år - for vi skal lige checke udlandet, og vi har jo også andre sager.«

Du skal sige lige præcis det, som politiet vil høre. Politiet er nogle svin - andet kan jeg ikke sige.

Jeg smuglede f.eks. narko, og det er selvfølgelig ikke okay, men jeg vil heller aldrig kunne komme væk fra det stigma igen, sådan som politiet arbejder i Danmark, for hvis der nogen sinde smugles narko i større mængder eller på nogenlunde samme måde, så vil de altid kunne hente mig og smide mig i isolation igen. Og så sidder du dér på ubestemt tid - og vil dommeren tro på din uskyld efter en narkodom? Nej.

Faklen: Hvad mener du om en øvre grænse for isolationsfængsling på fire måneder?

Peter Lembcke: I lovudkastet er der jo en gummiparagraf, så man alligevel kan isolationsfængsle ubegrænset - men hvis man virkelig satte en øvre grænse, ville uvisheden naturligvis være en anelse mindre, fordi du den første dag kunne lave 120 streger på væggen og dag for dag kradse dem ud. Der ville være lys for enden af tunnelen. Uvisheden er den værste, selv om 120 dage stadig væk vil skade dig frygtelig meget.

Men det er for så vidt ikke perioden efter de første fire måneder, der er de værste, det er selve de første fire måneder. Det lyder mærkeligt, men efter to til fire måneder er du enten knækket, eller også har du fundet rutinen.

Mennesket er jo utrolig dygtigt til at indordne sig under selv så umenneskelige betingelser. Man får dagene til at gå ved at gribe fat i de allermindste ting og klamrer sig til dem som de største begivenheder.

Nej, allerværst er den første tid i isolation.

Faklen: Flere eksperter kalder isolationsfængsling for psykisk tortur - hvad mener du om det?

Peter Lembcke: Isolationsfængsling er tortur.

Du låser jo et menneske inde i et skab uden nogen grænse for, hvornår det kommer ud. Der bliver kun sagt: »Hvis du fortæller os, hvad vi vil høre, kommer du ud.«

Det er helt klart tortur. Du kan bare ikke vise blå mærker bagefter - men det gør stadig væk ondt.

Man er i en frygtelig situation i isolationscellen, og man er eddermame klar over det. Du skal sidde i 13 eller 28 døgn, før du igen står foran det eneste menneske, en dommer, som kan slippe dig ud af det helvede.

Det gælder som sagt om at lave en rutine - læse bøger, begrænse fjernsynskiggeriet, ikke tænke på fremtid og fortid, men forsøge at strukturere hverdagen og prøve at holde sig sund og rask i hovedet. Og så går dagene bare.

Det eneste lyspunkt er bøgerne - endelig god tid til at læse. Når man kommer ind i en bog, kan man leve, så er man dér. Men selv den fornøjelse kan nu også let blive ødelagt.

Noget, som jeg husker særlig tydeligt, er, at efterhånden, når jeg læste, kunne jeg lige pludselig ikke længere skelne bogstaverne. De flød sammen eller hoppede. Så tænker du, at du har læst for mange timer, lægger bogen fra dig og hviler lidt, men når du tager den op igen, sker det samme - og så bliver du bange, for nu er det din hjerne, den er gal med.

Og selv om man hele tiden er bange for at blive syg, mens man sidder isoleret, så er man langt mere bange for at blive sindssyg. Alle, der kommer i isolation, ved jo, at det er ekstremt usundt at sidde derinde alene - man gør alt for at bryde isolationen, men man føler sig også mærkelig, når man pludselig sidder og snakker til sit fjernsyn. Så man prøver at undgå unormale ting.

Bibliotekaren blev til sidst nødt til at give mig lydbånd, fordi jeg ikke kunne læse mere, men når du ligger helt passiv og lytter til bånd, falder du tit i søvn. Man er aldrig rigtig vågen eller rigtig træt - man er simpelt hen en klud.

Mange har også skræmmende mareridtsoplevelser i isolation - nogle har præcis samme mareridt igen og igen, nat efter nat efter nat.

Faklen: Uanset, om du er skyldig eller uskyldig, kan du risikere isolationsfængsling …

Peter Lembcke: Ja, det er ikke en rimelig behandling af hverken uskyldige eller skyldige. Men hvis jeg nu havde været uskyldig, havde det selvfølgelig været endnu værre. Men der er også mange, der overhovedet ikke kan klare det og derfor tilstår hvad som helst, kommer med én eller anden historie - politiets historie - bare for at komme ud.

Jeg har også flere gange prøvet at komme i isolation som disciplinærstraf under min almindelige afsoning. Det er frygtelig ubehageligt, når du én gang har overstået en lang og hård isolationsperiode og endelig er kommet i en »normal« celle og i fællesskab.

Under en storvisitation hives du pludselig op tidligt om morgenen, og det går op for dig, at du er på vej tilbage til isolationen igen.

Hele afdelingen vækkes af 40 betjente, mens de checker det tøj, du vil have på i isolationscellen. Så kommer du ud på gangen og marcherer ned til hullet, mens de splitter hele din normale celle ad for at se, om du har noget, som ikke er tilladt.

Og det er de mærkeligste ting, du ikke må have. En saks må du f.eks. ikke have, selv om det åbenbart ikke er noget problem, at der er ti store brødknive i fælleskøkkenet - men bare en saks, så har du forbrudt dig. Listen over, hvad du ikke må, og hvad du ikke må have, er uendelig - det er umuligt at lære den udenad.

Overtrædelser kan give isolation som straf. Der er 3 dage, 7 dage eller ITV. ITV er den værste disciplinærstraf - det betyder »indtil videre«. Du aner ikke, om du er købt eller solgt, og det er utrolig let at få ITV.

Jeg kan huske, da jeg på et tidspunkt skulle sidde i tre ugers isolation under min normale afsoning. Alle aftaler om besøg gik i vasken, mens jeg var tilbage på pinden i hullet. Mareridtet begyndte faktisk forfra.

Og der er ingen fanger, som ikke får et par uger i hullet her og der, fordi reglerne simpelt hen er så stramme, at du ikke kan undgå at falde igennem. Er du f.eks. på besøg på en anden afdeling og skal være tilbage kl. 19.30, men kommer lidt for sent, så kan fælden klappe.

Upassende sprogbrug, og du kan ryge i hullet. Der er alle mulige ting, som udløser dage i hullet eller ITV. Fængselsbetjentene holder sig ikke tilbage.

Som talsmand kan du intet som helst stille op over for den vilkårlige brug af isolation. Du kan med stort besvær få lov at komme ind til de isolerede og berolige dem lidt, tage imod og videregive deres beskeder. Det er det hele. Men så ser du den isolerede udefra - og det er en sammensunket, passiv mand, du møder i cellen.

Faklen: Du var fællestalsmand i to år, hvor du fik indgående kendskab til masser af fanger. Gav det dig nogen forklaring på, hvorfor der er indsatte, som går frivilligt i isolation, når det er så forfærdeligt?

Peter Lembcke: Ja, en af de ting, jeg var allermest rasende over i Vridsløselille, var fængselsbetjentenes opfordringer til frivillig isolation, eller til at få de indsatte til at blive så lang tid i hullet som muligt. De gjorde alt for at beholde folk derinde, inkluderende at lyve for dem. F.eks. kunne de finde på at sige: »Vi har hørt, at du får tæv, når du kommer ud til de andre,« eller »du skylder mange penge, det ser vist ikke så godt ud« - og den slags.

Nogle betjente prøver bevidst at holde folk i isolationscellerne, ene og alene fordi det giver flere arbejdstimer. Isolationsafdelingen kræver nemlig mere personale. Så grotesk er det.

Men isolation er ikke den eneste form for repressalie mod fangerne. F.eks. kan de overflytte dig fra Sjælland til et fængsel i Jylland, hvilket er utrolig hårdt, fordi du ved, at du i stedet for et par besøg om ugen, nu kun kan få et par besøg hver anden måned, fordi din familie eller dine venner skal rejse så langt. Det er dyrt.

Du kan også få en »arresthus-tur«. Så bliver du flyttet rundt fra sted til sted og må tilbringe 14 dage i hvert af landets arresthuse. Prøv engang at tænke over, hvor hårdt det er!

Mange vil hellere tage et helt år ekstra i fængslet end at blive flyttet.

Faklen: Men er der ikke svage fanger, der er bange for de stærke fanger, f.eks. de såkaldte rockere, og som derfor flygter i isolation?

Peter Lembcke: Det er noget, som pressen har en fuldstændig gal opfattelse af. F.eks. gjorde Hells Angels i Vridsløselille mange positive ting for de »svage« fanger. For et par år siden var 30-35% af alle indsatte i Vridsløselille isolerede, og fra talsmandsgruppens side ønskede vi at få de isolerede ud i normal afsoning, men nogle af dem havde gæld til narkohandlere i fængslet, som de ikke kunne betale.

Vi bad simpelt hen Hells Angels om at støtte de isolerede og bakke op om en henstilling til narkohandlerne i fængslet om, at al intern narkogæld var ude af verden for alles vedkommende. Så kunne de isolerede komme ud, fordi de vidste, at talsmandsgruppen og HAerne stod bag dem og sagde til narkohandlerne, at gælden var sløjfet, mens de sad i fængslet. Fængselsbetjentene troede aldrig, at det ville lykkes - men det gjorde det.

HAerne hjalp tit talsmandsgruppen. Hvis nogen var oppe at slås, og HAerne sagde stop, så stoppede de. Men som regel holder de sig bare helt for sig selv - de er ikke ret sociale. De prøver ikke at styre fængslet, og det kan de jo heller ikke, for der er tyve betjente, som er på nakken af dem 24 timer i døgnet. De ved, at de skal være for sig selv uden at blande sig, hvis deres afsoning skal forløbe nogenlunde normalt, for bare den allermindste anledning til repressalier udnyttes øjeblikkeligt af betjentene.

De eneste, der kunne føle sig trådt på af Hells Angels, var de narkohandlere, som HAerne bad holde op med at inddrive gæld, og det gjorde de på talsmandsgruppens foranledning.

Hvis ikke der var narkomaner i fængslerne, ville mange problemer i det hele taget være løst. Narkomanerne hører ikke til her blandt de kriminelle - de skal have hjælp. Fængslet burde være et sted, hvor du afsoner en dom for en forbrydelse, ikke opmagasinering af narkomaner.

Narkomanerne er også tit irriterende at sidde i fængsel med. De er hele tiden enten oppe eller nede, de sveder og ryster, for der er aldrig nok narko - de er så langt ude, at de slet ikke kan finde ud af at rydde op efter sig selv. Først trapper man dem ned, når de kommer ind at sidde, og så trapper man dem op igen, når de skal ud, så de ikke dør af den første dosis heroin, de får på gaden. Der er ingen hjælp at hente fra fængselsbetjentene, og der er ingen hjælp at hente udefra. De får bare 330 kroner stukket i hånden, når de skal ud, og det vil sige, at de allerede skal lave et bræk, nærmest inden de når det første tog herfra - ellers har de ikke råd til deres næste fix.

Faklen: Men det er vel også et hårdt job at være fængselsbetjent?

Peter Lembcke: Ja, det er ikke for pædagoger - men de ved jo, hvad de går ind til. Men så er det altså heller ikke værre.

Da jeg f.eks. blev overført fra Vridsløselille fængsel for et halvt års tid siden, gik tre højgravide fængselsbetjente rundt derinde, og man ville altså ikke have sådan et job som kvinde i den situation, hvis man følte den mindste risiko for at blive udsat for vold eller overgreb.

Alle de kvindelige fængselsbetjente ville få hjælp af indsatte, hvis nogen som helst skulle finde på at lægge hånd på dem, det er helt sikkert.

Flere af fængselsbetjentene er også højt respekterede, simpelt hen fordi de holder deres ord. Men det er ikke dem, der sidder på magten - det gør Betjentforeningen.

De har f.eks. så lidt tilovers for talsmandsgruppen i Vridsløselille, at de ikke vil mødes med den, til trods for at ledelsen gentagne gange har opfordret dem både skriftligt og mundtligt til at mødes. Men de er ligeglade - de kæmper kun for flere bevillinger og stillinger.

Og de bruger gerne løgn. Målet helliger åbenbart midlet.

Og vi vil da gerne kæmpe sammen med dem og sige: »Ja, lad os da endelig få flere betjente« - så kan de heller ikke længere påstå, at de ikke har tid til at kigge til isolerede, der ringer med klokken, eller at de ikke kan åbne hobbyrum og så videre, fordi de har »personalemangel«. Jo flere betjente i fængslet, desto større chance er der også for, at nogle af dem har lyst til at spille håndbold eller den slags.

For til alle de øvrige opgaver er der rigeligt med fængselsbetjente. De keder sig, og de sidder og drikker kaffe og piller næse - men lad os da bare få nogle flere kaffedrikkere.

Faklen: Betjentforeningen har magten, siger du, men er det ikke ledelsen, der er »ledelsen« i fængslet, om man så må sige?

Peter Lembcke: Jo - men det er ikke ledelsen, der styrer hverdagen i fængslet. Inspektørerne er ofte gode og humane jurister, akademikere, der kan se sagerne fra begge sider - men i praksis har fængselsbetjentene al magt.

Folk, der ikke rutinemæssigt er inde i møllen - helt almindelige danskere - ville være totalt chokeret over, hvor groft man i det hele taget bliver behandlet af politibetjente, både inden for og uden for murene. 90% af befolkningen tror sikkert, at de er verdens pæneste mennesker. Men det er nogle utrolig hårde karle.

Jeg har i det hele taget fuldstændig tabt respekten for det danske politi. Og jeg er bange for dem, fordi de har en uhyggelig magt. Når du én gang har været i hænderne på dem, kan de altid »mistænke« dig igen. De kan altid smide dig i hullet igen.

Cecilia Brynskov og Rune Engelbreth Larsen