Sagsbehandlingen i den Sociale Ankestyrelse, hvor det bl.a. afgøres, om et menneske kan tilkendes førtidspension eller ej, sker ifølge borgmester Kjeld Hansen på et ualmindelig lemfældigt grundlag. Borgmesteren meddeler den 4. september, at han trækker sig som lægdommer i Ankestyrelsen, fordi han ikke kan leve med en sagsbehandling, han kalder »chokerende«. På et enkelt møde kan der f.eks. afgøres 40 sager med et par tusind A4-siders dokumentation, som man kun har haft 4-5 dage til at forberede sig på.

»De mennesker, det handler om, er sat udenfor,« siger Kjeld Hansen til Aktuelt den 5.9. I modsætning til kriminelle, der selv kan overvære retssagen og hyre eller få beskikket en forsvarer, har pensionsansøgere, der føler sig syge og nedslidte, ingen sådan mulighed, når deres sag behandles.

Socialrådgiver i SiD, Gunvor Auken tilslutter sig Kjeld Hansens kritik og udtaler til samme avis: »Det er nogle skæbnesvangre afgørelser, som kan have større betydning for ansøgernes livsvilkår end mange afgørelser ved domstolene. Jeg kan godt forstå, hvis man som socialt engageret menneske kan føle sig presset og opleve, at det er blevet for skrapt.«

Socialrådgiver Hanne Reintoft gør opmærksom på, at det er nødvendigt med en gennemgribende reform af retssystemet for at sikre de mindrebemidledes retssikkerhed gennem beskikkede advokater og bisiddere, hvis sociale afgørelser skal prøves ved domstolene. Til Jyllands-Posten den 7. 11. udtaler hun: »I dag har sociale klienter større retssikkerhed, hvis de stjæler en cykel, end de har, hvis de vil have domstolene til at afgøre sociale sager, der har at gøre med hele deres eksistensgrundlag. Mange sociale klienter lades reelt i stikken af skrivebordsafgørelser og sjuskede sagsbehandlinger.«

Cand.jur. Anette Lewinsky, der har mange års erfaring som sagsbehandler bl.a. hos Folketingets ombudsmand, tilslutter sig kritikken: »Man kan langtfra udelukke, at mange flere borgere vil få tilkendt, hvad de har krav på i form af bl.a. offentlige ydelser, hvis de fik deres sager prøvet ved domstolene.«

Krarup & Camre i parløb: Jøderne forårsager selv antisemitismen - og muslimske kvinder er store og tykke

Den 10. september kan Ekstra Bladet ekstraordinært bringe en udførlig forsidehistorie om DR1s nye debatprogram, »Helt ærlig, mand«, som journalisten har gennemset inden aftenens premiere. Forsideteksten lyder: »Amok i fremmedhad«.

Avisen sikrer dermed TV-programmet en uvurderlig forreklame ved at antyde, at her overgås sågar Ekstra Bladet … Mogens Camre (tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet, 1968-87) og pastor Søren Krarup supplerer da også hinanden i det pågældende program med voldsomme udfald mod flygtningene i almindelighed og muslimerne i særdeleshed.

Camre, der i dag er ansat som budgetråd i den danske EU-repræsentation i Bruxelles, skulle egentlig have haft indenrigsminister Thorkild Simonsen som sparringspartner, men indenrigsministeren afslog, hvorfor Krarup belejligt fik endnu mere TV-tid til at promovere sin seneste bog, I min levetid, 60 års Danmarkshistorie - og det i et for dansk politik nyt og rørende enigt parløb med en tidligere socialdemokratisk ordfører.

»Hvad har en sort præst og en rød politiker til fælles?« lød det manende som optakt til TV-udsendelsen, der tog afsæt i Camres stadig hyppigere og skarpere opgør med Socialdemokratiets »indvandrervenlige politik«.

TV-journalisterne vendte jævnligt tilbage til Camres kronik, »Nationens tilstand«, fra Politiken den 30.9.97, hvor en række såkaldt menige danskeres grove udfald mod indvandrere og flygtninge refereres på en sådan måde, at Camre ikke personligt kan lægges dem til last. Den socialdemokratiske EU-embedsmand fastslår her, at økonomien og beskæftigelsen går godt i Danmark, men at utilfredsheden alligevel er stigende, og Socialdemokratiets popularitet tilsvarende faretruende vigende: »Ud fra en måneds samtaler med mennesker i alle befolkningslag, byfolk og landboere, arbejdere, funktionærer og direktører, fiskere, akademikere, bistandsmodtagere og pensionister vil jeg forsøge at stille en diagnose på utilfredsheden (…) Det, almindelige mennesker taler meget om, er den tilsyneladende fredelige invasion, som kaldes flygtninge og indvandrere. Danskerne frygter, at det samfund, de kender, er ved at gå i stykker.«

For egen regning »diagnosticerer« Camre i overensstemmelse med den almindelige dansker: »Jeg skal dog erkende, at jeg i denne sommer nogle gange så endog meget dyre biler med danske nummerplader og unge, meget velklædte mellemøstlige mænd indeni. De biler var ikke købt for bistandshjælpen, og det er unægtelig svært at forestille sig, at pengene var tjent ved noget, vi i Danmark er glade for. Det er åbenbart, at det store antal flygtninge og indvandrere indebærer en meget stor stigning i kriminaliteten.«

Tyve dage efter Camres kronik blev Birte Weiss erstattet som indenrigsminister af daværende borgmester i Århus, Thorkild Simonsen, på det tidspunkt en af de mest fremtrædende socialdemokratiske kritikere af den »bløde« socialdemokratiske indvandrerpolitik. Et sammentræf, som heller ikke Camre undlader at gøre opmærksom på.

I aftenens program advarer han mod islam, der ikke mindst i kraft af befolkningstilvæksten i den islamiske verden ifølge Camre truer med at udslette hele Europa. Han garnerer sin »analyse« med svadaer af følgende type:

»Det er en kendsgerning, at mange af indvandrerkvinderne er undertrykte og fejlernærede, fordi mændene gerne vil vise deres rigdom, ved at kvinderne er store og tykke.«

En »fremmed« er »en mand af umiskendeligt mellemøstligt tilsnit. Han er så elegant klædt som Onassis’ søn. Og han har køretøjer, som hverken jeg eller statsministeren ville have råd til at købe. Jeg ved, at den slags skyldes den voldsomme kriminalitet, der kommer i kølvandet på indvandringen.«

»Jeg vil gerne sige, at jeg ser på dette her ud fra et virkelig menneskevenligt synspunkt - mener jeg selv - for jeg ønsker ikke, at vi skal løbe derhen, hvor en ny Adolf Hitler vokser frem et eller andet sted i Europa for at gøre op med indvandringen.«

Krarup forsvarer og supplerer Camre:

»Hvis man i almindelig vestlig blindhed bliver ved med at stikke hovedet i busken, så ender det ganske rigtigt med, at Vesten ryger sig en tur, løbet over ende af den muslimske aggressivitet, som er påfaldende og tydelig for enhver.«

»Jeg er meget betænkelig ved, at jøder hele tiden stiller sig frem og siger til befolkningen: ’I behøver overhovedet ikke at være bange - vi fortæller jer, at der ingen fare er.’ Dét fører jo til det ubehagelige, der hedder antisemitisme, fordi man siger: ’De vil åbenbart ikke dele vilkår med os andre!’«

Jøderne er altså selv skyld i antisemitismen - ja, hvor har vi hørt den før?

Camre raser mod Naser Khader fra det Radikale Venstre, som imidlertid kvitterer med at falde sine medindvandrere i ryggen og straks beklage, at den tidligere toppolitiker har misforstået ham: »Han har fuldstændig misforstået mit budskab. Jeg taler ikke for, at den ene religion er bedre end den anden. Hvis Danmark nogen sinde bliver overtaget af muslimer, så flygter jeg.« (Ekstra Bladet, 10.9.).

En venlig og solidarisk hånd fra en »indvandrerpolitiker« til muslimerne i Danmark?

Socialdemokratiet er ikke glade for, at partikammeraten Camre allierer sig med Krarup. Eksempelvis er der den skarpe fordømmelse fra Lubna Elahi, socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen i København, der ligefrem politianmelder Camre for overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf og kræver ham ekskluderet af partiet. Til Ekstra Bladet den 11.9. siger hun: »Vi er mange socialdemokrater, der på græsrodsplan arbejder imod diskriminering, og partiet er det parti, der har flest indvandrere blandt sine vælgere. Derfor får jeg et identifikationsproblem, når jeg er med i det samme parti som Mogens Camre.« Hvorfor hun tilsyneladende ikke har et »identifikationsproblem« med f.eks. den diskrimination, som indenrigsminister Thorkild Simonsens nye integrationslov stadfæster, kommer hun ikke ind på.

Den tidligere leder af Socialdemokratiets Nyhedstjeneste, Simon Hansen søsætter en landsdækkende underskriftsindsamling med krav om eksklusion, og partiets næstformand, Lene Jensen understreger over for Politiken den 11.9., at hun vil rejse sagen i forretningsudvalget.

Til gengæld er der ingen kommentarer fra hverken indenrigsminister Thorkild Simonsen eller statsminister Poul Nyrup Rasmussen, hvorimod Ishøjs socialdemokratiske borgmester, Per Madsen og Hvidovres socialdemokratiske borgmester, Britta Christensen står frem på Camres side og kalder eksklusionsplanerne »helt ude af proportioner«.

Dagen efter TV-udsendelsen har Camre en kronik i Jyllands-Posten. Timingen fejler ikke noget. Tydeligt inspireret af Krarups retorik retter han sit angreb mod »Over-Danmark« og »flygtningeindustrien« og undsiger FNs »forældede« Flygtningekonvention, mens han opmaler det samme borgerkrigslignende scenario for fremtidens Danmark, som Krarup regelmæssigt har profeteret siden sin første kampagne mod flygtningepolitikken i 1986: »Det helt store bedrageri er derfor påstanden om, at Europa vil undgå de krige, som vi ser alle andre steder i verden, når en civilisation føler sig truet af en anden.« Camre opregner her kultursammenstød, som efter hans mening skaber alverdens nationale konflikter, f.eks. mellem palæstinensere og jøder i Israel, katolikker og protestanter i Irland, hutuer og tutsier i Rwanda.

»De korrekte vil ikke diskutere det enkle forhold, at det er summen af kulturtræk i de civilisationer, hvor indvandrerne kommer fra, der er skyld i deres despoti, korruption, deres myrderier og deres økonomiske og sociale underudvikling,« hævder Camre.

Det er imidlertid heller ikke svært at se, hvorfor de selviscenesatte ukorrekte Krarup & Camre så til gengæld ikke vil grave et spadestik dybere og diskutere det enkle forhold, om ikke det snarere er summen af kristen missioneren og vestlig kolonialisme og imperialisme, der i sidste ende står bag ødelæggelsen og undertrykkelsen af den tredje verden - og hele det efterfølgende kaos, der manifesterer sig i hungersnød, korruption, borgerkrige og millioner af flygtninge. Lettere er det selvfølgelig som Camre at falde tilbage til den fladeste kulturchauvinisme, der behændigt freder Vesten og forlener alle andre end de vestlige »kulturtræk« med despoti, mord og generel underudvikling!

Den 13.9., tre dage efter udsendelsen, er Krarup på forsiden af Århus Stiftstidende, der bringer et stort interview med overskriften »Sol over Seem«. Pastoren giver her atter Camre sin opbakning: »Mogens Camre bliver systematisk svinet til af en fuldstændig ubehersket, hysterisk og lad mig bare sige ubegavet Karen Thisted. Det er ubehageligt, at når der endelig er en hæderlig socialdemokrat, der tør sige sandheden, så kommer der straks en journalist og vil kriminalisere ham.«

Med tilfredshed noterer pastoren sig dog, at ikke alt går i den gale retning i Danmark længere; eksempelvis er hans seneste bog, den 25. i rækken, blevet modtaget ganske anderledes, end han er vant til: »Jeg plejer at møde en massiv mur af fjendtlighed fra det offentlige Danmark, og jeg fornemmer en ganske anden lydhørhed og opmærksomhed i øjeblikket.«

Samme dag bringer også Berlingske Tidende et stort interview med pastoren. Den genvundne medieopmærksomhed får ham atter til at tænke på sine egne politiske muligheder: »Jacob Haugaard blev som den første siden 1915 valgt uden at være partimand, men det viste sig jo, at han ikke rigtigt havde noget at have det i. Men jeg har tit tænkt på selv at stille op som løsgænger.«

Danmark har nemlig ifølge Krarup brug for en ny slags politiker: »Tænk, hvis der var politikere med mod og mandshjerte, som ville søge at genskabe en hæderlig stat her i landet. Det er et spørgsmål om vilje, substans og perspektiv.«

Det er så op til læseren selv at gætte, hvis mod og mandshjerte det er, Krarup har i tankerne.

I mellemtiden polariseres Socialdemokratiet yderligere i forholdet til Camre. I en fælles pressemeddelelse proklamerer en række socialdemokrater, bl.a. miljøminister Svend Auken og DSU-formand Morten Bødskov, deres klare afstandtagen fra partifællen: »Mogens Camres synspunkter repræsenterer ikke Socialdemokratiets politik - og kommer aldrig til det.«

I Socialdemokratiets afdeling i Bagsværd diskuteres i mellemtiden, om man skal ekskludere Camre. Formanden, Lars Poulsen udtaler til Politiken den 13.9.: »Jeg har fået mange henvendelser fra medlemmer, som gerne vil have ham smidt ud af partiet, men jeg har talt med lige så mange, som mener det modsatte.« Diskussionen ender da også med et kompromis. Camre forbliver medlem, men man udtrykker samtidig sin afstandtagen fra hans synspunkter og udtalelser, der kaldes »afskyvækkende« og »næsten racistiske«.

Camre meddeler fra Bruxelles, at han dog er tilfreds med udfaldet. Han mener fortsat, at han udtaler sig på de fleste menige socialdemokraters vegne, og tilføjer spidst: »Mine synspunkter er jo for eksempel glimrende udtrykt af indenrigsminister Thorkild Simonsen, da han var borgmester i Århus.« (Jyllands-Posten, 14.9.).

Under overskriften »Camres ret« støtter Ekstra Bladets leder samme dag Camres ret til at udtale sig, som han gør, og skoser den eksklusionsivrige del af Socialdemokratiet: »… hvis man bare vil lukke munden på ham, fordi man ikke kan lide, hvad han siger, så er man ikke en del af løsningen på det problem, han forsøger at diskutere, så er man en del af problemet.«

Socialdemokratiets næstformand, Lene Jensen, der tidligere på det bestemteste ville søge Camre ekskluderet i forretningsudvalget, demonstrerer partiets ønske om at være en del af »løsningen«, som Ekstra Bladet kalder det, og med en karakteristisk kovending afviser hun nu at smide Camre ud af partiet: »Man må respektere den lokale afgørelse,« udtaler hun til Jyllands-Posten den 15.9. og anser dermed hele sagen for afsluttet. Den varslede underskriftsindsamling for at få Camre ud af partiet hører vi heller ikke mere til - nu skal sagen dysses ned.

Det er ganske enkelt for risikabelt at ekskludere Camre; Dansk Folkeparti står parat med åbne arme og byder Camre og andre socialdemokrater, der - med næstformand Peter Skaarups ord - er »hjemløse i deres parti«, velkommen (Socialisten Weekend, 18.9.).

I en kommentar i Aktuelt den 15.9. synes imidlertid også Camre at mane til noget, der ligner en forsoning med sine partifæller. Han udtrykker pludselig sin store beundring for Lubna Elahi, »der loyalt arbejder for at tilpasse sig dansk kultur og lovgivning«, og som »gentagne gange har givet udtryk for afstandtagen fra de sædvanlige, mandsdominerede, islamiske holdninger«. Camre hævder desuden: »Jeg har naturligvis ikke udtalt mig generelt nedladende eller fordømmende om flygtninge eller indvandrere, men har - blandt andet med citater af nogle jævne danskeres udsagn - påpeget de spændinger og problemer, der her og i de fleste af Europas lande opstår på grund af indvandringen.«

Partiet ånder lettet op. Camre bliver i folden og undgår at trække endnu flere stemmer med sig længere ud på højrefløjen. Den socialdemokratiske grav er tilsyneladende velforvaret.

Bortset fra alle de nedværdigende udtalelser, indvandrerne og flygtningene må lægge ører til, er taberen naturligvis Lubna Elahi. Hendes egen tvetydige indvandrerpolitik er gentagne gange faldet indvandrere i ryggen, og nu høster hun den Camre, hun og hendes parti selv har sået. I 1995 meldte hun sig således ud af SF og ind i Socialdemokratiet med følgende begrundelse: »Socialdemokratiet er mere realistisk i sin udlændingepolitik. Jeg har selv været med til at udforme SFs, men jeg har ændret holdning, og i dag føler jeg mig helt på linje med for eksempel indenrigsminister Birte Weiss’ kontante linje (…) På den danske venstrefløj er der en helt ødelæggende pladderhumanisme, som er meget mere skadelig end gavnlig for udlændinge. Det giver en falsk tryghed, som nogle udlændinge ligefrem udnytter til plat og kriminalitet. Hvis man ikke - når det er rimeligt - tør tale indvandrere og flygtninge imod af angst for at blive kaldt racist, så frygter jeg en folkelig dansk reaktion.« (Ekstra Bladet, 8.9.95).

Den »kontante linje«, som Elahi roser Weiss for, er den lange række af stramninger og overgreb, som den daværende indenrigsminister gennemførte, inden hun blev udskiftet med hardlineren Simonsen (bl.a. rutinemæssig fængsling af visse asylsøgere, som ikke har begået nogen kriminalitet, og landsforvisning som eksklusiv strafform mod flygtninge for specielle lovovertrædelser). Elahi er nøjagtig som Weiss og Simonsen et præcist udtryk for den helt almindelige socialdemokratiske opfattelse af, at lighed for loven ikke omfatter indvandrere og asylsøgere, og at statslig diskrimination blot er led i den naturlige »kontante linje«, som borgere med bestemte etniske baggrunde tilsyneladende pr. natur skal mødes med. Elahi, Weiss og Simonsen er ikke racister, men de og deres parti forestår uden at blinke en regelret diskriminationspolitik, hvis næste skridt med uhyggelig lethed kan videreudvikles til noget, der ligner racisme.

Camre har fremtiden for sig i Socialdemokratiet. Han kan ikke ekskluderes, Socialdemokratiet tør ikke - og det ikke bare pga. den potentielle vælgerflugt, men også pga. den potentielle borgmesterflugt! Oplysende nok har Elahi imidlertid ikke noget problem med at være i samme parti som socialdemokratiske borgmestre, hvis udtalelser ligger tæt op ad Camres …

I 1987 udtalte f.eks. Ishøjs socialdemokratiske borgmester, Per Madsen: »Der er ved at ske en ’Khomeinysering’ af indvandrerne, vi ser flere piger med tørklæder og lange nederdele. Indvandrerne integrerer sig ikke. Hvis iranerne optræder, som de stadig var hjemme i Iran, og tyrkerne som hjemme i Tyrkiet, må de rejse hjem, hvor de kommer fra. Det kan ikke fortsætte på den måde. Vi har ikke haft sammenstød endnu, men det vil komme.« (Politiken, 10.8.87).

I 1989 har medlemmer af den Danske Forening været til et offentligt møde med Per Madsen, og foreningens blad, Danskeren trykker referatet, »der har været forelagt Per Madsen til rettelse og godkendelse«, og som bringes med borgmesterens tilladelse. Her udtaler han bl.a.: »Muslimerne lever på middelalderstadiet med en nedgøring af kvinder og kvindekulturen, som er uhørt i dette land. Der handles med kvinder, som var det kvæg, og kvinder prygles og mishandles.« (Danskeren nr. 1, 1989, s. 3).

I 1994 støttede Brøndbys socialdemokratiske borgmester, Kjeld Rasmussen sin kollega i Ishøj: »Hver gang Per Madsen sagde noget, så blev der jo simpelt hen sagt, at det var overdrevet. Også når man hentede fætre og kusiner fra samme område, og så fik de degenererede børn osv. Og da sagde man: Det har ikke noget hold på sig. Men sådan er det bare, og de statistikker ligger ude på - hvad hedder det? - Glostrup Amtssygehus, og amtsborgmesteren - ikke den nuværende, men den tidligere amtsborgmester - har kunnet dokumentere rigtigheden af, at der kom mange børn herop. Man kunne jo ikke se, om de rent faktisk var i familie eller ej, men vi fik i hvert fald en hel del, hvad skal vi sige, handicappede børn på det tidspunkt.« (Citeret af viceamtsborgmester i Albertslund, John Reynolds, i Politiken, 23.8.94).

I juni 1990 foreligger en betænkning med den lange titel: Dansk bidrag til rapporten fra EFs undersøgelsesudvalg om racisme og fremmedhad til opfølgning af medlemsstaterne af Den fælles erklæring fra råd, kommissioner og EF-parlament af 11. juni 1986. Heri kaldes Ishøj kommunes praksis med at frakende indvandrere og flygtninge retten til almennyttigt boligbyggeri, hvis det skønnes, at koncentrationen af »fremmede« bliver for høj, for »et skræmmende eksempel på administrativ racisme«, og undskyldningen, at det sker til indvandrernes eget bedste, afvises ligeud som »apartheids universelle begrundelse«.

I 1994 kommer Århus’ socialdemokratiske borgmester, Thorkild Simonsen til at række Fremskridtspartiet en uventet hånd: »Glistrup er ved at få ret, når det gælder statens forfejlede flygtningepolitik. Den daværende leder af Fremskridtspartiets udtalelser var blot dengang i begyndelsen af 1970erne så rabiate, at folk sagde fra. Derfor har der ikke været nogen ordentlig flygtningedebat …« (Politiken, 9.12.94).

I 1997 udtalte den socialdemokratiske borgmester i Brøndby, Kjeld Rasmussen: »Nu sidder jeg så sammen med vores boligudvalg og forvaltningen og lejer ud. Og siden februar er der ikke kommet én eneste fra de varme lande ind i Brøndby Nord. Vi smider også alle de kriminelle idioter ud, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Vi renser ud til glæde for borgerne og boligselskaberne. Beboerne har krav på at bevare det danske boligmiljø.« (Berlingske Tidende, 9.11.97).

Socialdemokratiet renser ud.

Nej, Camre er ikke en enlig svale, og selv om han endnu udtrykker sig en kende hårdere end de fleste socialdemokratiske folketingspolitikere, er dog selv de ved at finde ud af, hvilken retorik der er flest stemmer i. I 1997 fastslog statsminister Poul Nyrup Rasmussen således: »Vi finder os ikke i de illegalt indvandrede velfærdsnasseres ulovlige kriminalitet.« (Berlingske Tidende, 17.11.97). En saglig og sanset fremstilling - eller en fortsættelse af borgmester Kjeld Rasmussens strategi om at »rense ud«?

Borgmestres stærkt nedladende ytringer om indvandrere, daværende indenrigsminister Weiss’ »kontante linje« over for asylsøgere, »indvandrerpolitikeren« Elahis kontante opbakning hertil, nuværende indenrigsminister Simonsens diskriminerende integrationslov og statsministerens stadig mere kriminaliserende retorik over for indvandrere er ligesom Camres provokationer kun flere sider af samme sag.

Ældre enlige flygtninge stilles økonomisk ringere end danskere

Pga. den nye lov om aktiv socialpolitik stilles en gruppe ældre enlige flygtninge økonomisk meget ringere end danskere. Disse ældre enlige flygtninge får ikke, hvad der svarer til, hvad en enlig dansk folkepensionist får, men kun et mindre beløb, der svarer til, hvad en gift folkepensionist uden andre indtægter får. Samtidig mister de - i modsætning til danske folkepensionister - oven i købet retten til sædvanlig boligsikring.

Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm udtaler til Jyllands-Posten den 11.9.: »Det kan ikke være rimeligt, at vi her i Danmark giver så lav en hjælp, at det i praksis er umuligt at have blot nogenlunde rimelige levevilkår.«

Dansk Flygtningehjælp har appelleret til Socialministeriet - foreløbig forgæves. I et svar herfra hedder det, at »de fleste forstår at indrette sig, så de udgifter, de har, står i et rimeligt forhold til deres indtægter«.

Så kan man vist ikke tale ret meget pænere udenom.

Jyllands-Posten eksemplificerer imidlertid sagen ved en ældre enlig flygtning, som pga. den nye lov har mistet 1.383 kr. brutto i offentlige ydelser om måneden samt hele sit boligstøttetillæg på 1.272 kr. Hendes boligsikring udgøres kun af 450 kr. - havde hun været almindelig enlig folkepensionist, havde hun til gengæld modtaget hele 2.338 kr. om måneden i boligydelse.

Når huslejen er betalt, har hun nu kun 1.460 kr. at leve for om måneden. Beløbet skal dække mad, tøj, transport, fornøjelser, reparationer, tandlægebesøg og andre uforudsete udgifter.

Asylsøgere på vand og brød

Siden sommeren 1997 har over 300 afviste asylsøgere nægtet at medvirke til deres egen tilbagesendelse. Givetvis af frygt for at møde samme forfølgelser og overgreb, som de er flygtet fra. De danske myndigheder søger derfor at presse disse ud af landet med »motivationsfremmende foranstaltninger«. Daglig mødepligt hos politiet og fratagelse af kost-, lomme- og tøjpenge gemmer sig bag disse foranstaltninger (normalt får voksne asylsøgere udbetalt 67 kr. om dagen i lomme- og kostpenge, børn 28 kr., mens alle desuden modtager 5,75 kr. om dagen i tøjpenge).

Den 11.9. beretter B.T. om den muslimske familie Mujanovic fra den serbisk dominerede forbundsrepublik Jugoslavien, der i 1993 blev fordrevet fra deres hjem, men som Danmark har nægtet asyl, og som nu igennem 14 måneder har måttet leve af statslige »madpakker« og hver dag bruge tre timer på transport frem og tilbage til politistationen i Nykøbing Falster for at leve op til mødepligten. Udebliver de, ryger familien i fængsel. De kan ikke vende tilbage til Jugoslavien, der slet ikke vil modtage dem, men de er afvist i Danmark, hvorfor de er henvist til »frivilligt« at forlade Danmark, skønt de intet sted har at tage hen.

Hver morgen, 365 dage om året, får familien 40 kr. pr. person til busbilletten til Nykøbing Falster. Foruden tag over hovedet er myndighedernes eneste bidrag til familien derudover en pakke med langtidsholdbar mad og hygiejnevarer hver 14. dag. Det hedder herom i B.T.: »Som B.T. tidligere har beskrevet, giver pakkerne, som Dansk Røde Kors står for, anledning til groteske scener i asylansøgernes boliger. De drukner nærmest i opvaskemidler, tandpasta, shampoo, peber, salt og lignende. Pakkeindholdet er nemlig det samme hver 14. dag. Således har Mujanovic’erne fået knap fire kilo peber og 12 kilo salt udleveret gennem de seneste 12 måneder!« Der er ingen friske grøntsager eller frugt at hente blandt madpakkens konserves, frostvarer og anden langtidsholdbar mad.

Århus Stiftstidende skriver den 21.10., at Rigspolitiet indberetter alt for mange flygtninge for ikke at ville samarbejde med politiet. Fra den 3. juli til midten af oktober indberettede Rigspolitiet 1.122 sager alene baseret på skøn, hvor Udlændingestyrelsen kun fandt, at de 229 heraf skulle føre til de særlige »motivationsfremmende foranstaltninger«.

Afdelingschef i Dansk Røde Kors’ asylafdeling, Jørgen Chemnitz udtaler til samme avis: »I vores høringssvar beklagede vi, at politiets indberetninger skulle bero på et skøn. I disse sager skal der være et klart regelsæt.« Han mistænker samtidig ordningen for at være den direkte årsag til en del underernærede flygtningebørn.

Afdelingschef i Dansk Flygtningehjælp, Louise Holck fastslår i Berlingske Tidende den 25.10., at asylsøgere også fratages lommepengene af Udlændingestyrelsen i sager, der slet ikke har noget at gøre med asylsøgernes manglende vilje til at medvirke.

Holck skriver: »I begrundelserne skriver Udlændingestyrelsen f.eks.: ’De har forklaret, at Deres pas er hos Deres kæreste i Tyskland’, eller ’De er ikke i besiddelse af nogen form for identitetspapirer’, eller ’De mener, De kan fremskaffe ID-kort, fødselsattest m.v.’ Den slags begrundelser har ikke noget at gøre med en manglende medvirken fra asylansøgerens side. Dansk Flygtningehjælp får mange henvendelser fra asylansøgere, der er frataget lommepengene uden at have forstået hvorfor, og fra asylansøgere, der gerne har villet medvirke, men simpelt hen ikke har vidst, hvor de skulle henvende sig, eller er blevet afvist hos politi eller udlændingestyrelse. Der er også eksempler, hvor der er gået måneder, fra asylansøgerne har givet de ønskede oplysninger, til ’vand og brød-ordningen’ er blevet ophævet.«

Holck understreger, at selv om visse asylsøgere kommer til landet uden papirer, betyder det ikke nødvendigvis, at vedkommende ikke vil medvirke til sagens afgørelse: »Mange asylansøgere har simpelt hen ikke de nødvendige papirer, ofte mangler de kendskab til deres rejserute, fordi den er blevet tilrettelagt af andre, og måske er de blevet truet til ikke at røbe detaljer om deres flugt.«

Men den slags tages der ikke hensyn til, når man forsøger at motivere mennesker, som er flygtet fra deres hjemlande - til at flygte fra Danmark.

Fattigdommen i Danmark

Lektor John Andersen fra Roskilde Universitetscenter peger i Aktuelt den 14.9. på, at samfundet i dag har skabt en ny slags fattigdom: »Vi har historisk haft en langt værre fattigdom tidligere. Men hvor der før var en kollektiv skæbne forbundet med for eksempel at være en fattig arbejder, fremstår fattigdommen i det postindustrielle samfund som en langt mere individuel fiasko, også selv om der faktisk ligger nogle strukturelle årsager til grund for fattigdommen, nemlig at der er en række job, der ikke længere er brug for.«

Flere og flere bliver afhængige af humanitære organisationers uddeling af madpakker, ikke mindst enlige mødre er fanget i en økonomisk situation, der bliver værre og værre. Socialrådgiver Anne Rudbeck ved Utterslev kirke har måttet begrænse antallet af ansøgere, så man kun kan søge legathjælp en gang om året, til trods for at ansøgerne lever på et eksistensminimum: »Jeg hører, hvordan de sparer. Der er kvinder, der kun får kød, hvis de får fat i det EU-overskudskød, som nogle velgørende institutioner deler ud,« udtaler hun til Aktuelt den 15.9.

I samme avis beretter en 36-årig enlig mor med to hjemmeboende børn, der har været på kontanthjælp i 20 år, om sin økonomi, der, når alle faste udgifter er betalt, giver hende 35 kroner tilovers pr. person pr. dag - én gang i biografen, og der er ikke penge til mad den dag. Beløbet skal dække mad, tøj, transport, fornøjelser, reparationer og andre uforudsete udgifter.

En undersøgelse udarbejdet af Alsted Research A/S for Aktuelt giver følgende tal for fattige i Danmark: Udregnet efter fattigdomsgrænsen på et rådighedsbeløb (indtægten, efter at alle faste udgifter er fratrukket) på under 2.058 kroner om måneden pr. person, er der 8% fattige i Danmark i alderen 29-79 år. Heraf har de 4% et rådighedsbeløb på under 1.372 kr. om måneden, dvs. over 200.000 mennesker i Danmark, der lever for et rådighedsbeløb på 46 kroner om dagen - og da undersøgelsen er baseret på telefoninterviews er hjemløse ikke medregnet i statistikken.

Tallene peger i samme retning som opgørelser fra FN. Human Development Report 1997 opgjorde, at 8% af danskerne levede under fattigdomsgrænsen, og ifølge UNDPs rapport fra september 1998, der baserer sig på tal fra 1995, lever 7,5% af danskerne under en fattigdomsgrænse, der opgøres som personer med en indtægt, der udgør mindre end halvdelen af den gennemsnitlige disponible indkomst.

Socialrådgiver Hanne Reintoft mener, at fattigdommen generelt er blevet værre under Nyrup: »Personligt synes jeg, at situationen for de økonomisk dårligt stillede har udviklet sig til det værre. Det er frygteligt, at vi næsten skal sidde og savne Poul Schlüter, men der sker i dag en mistænkeliggørelse af store befolkningsgruppers levevis og arbejdsvillighed, og det er dybt diskriminerende og lidt umenneskeligt.« (Aktuelt, 14.9.).

Aktuelt har udgivet en 24-siders temaavis, Fokus, om fattigdommen i Danmark, der bl.a. præsenterer detaljer i Alsted Researchs undersøgelse. Avisen kan bestilles til fem kroner pr. eksemplar (dog mindst ti eks.): Aktuelt, att. Karen Østerbye, Kalvebod Brygge 35-37, 1595 København V, tlf. 33 184 000.

Antropologs feltstudier i kommunale aktiveringsprojekter: Aktiveringen er pr. definition meningsløst arbejde og skjult amatørterapi

En række aktiveringsfabrikker etableres som særlige »tilbud« til de kontanthjælpsmodtagere, der tvinges i aktivering. I forbindelse med et speciale på antropologi undersøgte Nanna Mik-Meyer de særlige fabrikker og værksteder, som alle større kommuner har til såkaldt tunge ledige.

Arbejdet er meningsløst, og arbejdsforholdene, der skulle indrettes med henblik på, at de aktiverede får en erfaring de kan bruge på det rigtige arbejdsmarked, er i virkeligheden designet til ren amatørpsykologisk terapi, hvor projektlederne nærmest intet aner om de aktiveredes faglige baggrund, men til gengæld er grundigt informerede om deres sociale situation; selv beskriver de sågar deres funktion som »opdragende«. Opdragelse af voksne mennesker.

Til Politiken den 16.9. udtaler hun om konklusionerne af sine studier: »Det er det virkelig problematiske: At noget, der egentlig er et tvunget arbejdsmarkedsprojekt, bliver til skjult amatørpsykologi. Når man tvinger folk ind i projektet, må man efter min mening ikke blande det sammen med identitetshjælp, da den slags hjælp skal tage afsæt i, at den, der skal hjælpes, selv ønsker det. Ligesom når vi andre arbejdende mennesker selv bestemmer, om vi vil gå til læge eller psykolog for at få hjælp til vores problemer.«

Projektlederne opfører sig som en slags forældre: »Allerede her er rollerne låst fast. Det er forældre-barn-roller som med voksne, normale mennesker er grotesk. Dels fordi de aktiverede tit er langt ældre end de ansatte, dels fordi den er umulig for de aktiverede at slippe ud af med værdigheden i behold.«

Forholdene er med til yderligere at marginalisere de tvangsaktiverede: »Vi har da alle folk i vores omgangskreds, der har haft en hård opvækst, eller som drikker lidt for meget. Men det er som om, at hvis man bliver langtidsledig, så er det pludselig det altoverskyggende, og så er man med i ’den tunge gruppe’.«

Allerede lovgivningen lægger op til den meningsløshed, som præger projekterne: »Men faktisk behøver man bare læse loven for at se, at den er gal. Der står, at den slags kommunale fabrikker ikke må være konkurrenceforvridende, at kommunen ikke må tjene en krone på det. Alene det. Det betyder jo, at arbejdet skal være meningsløst, for ellers ville andre vel have gjort det,« udtaler Nanna Mik-Meyer til Politiken.

Sværtbevæbnet politi på »gåtur« på Christiania

To dage i træk fik Christiania besøg af kampklædte politifolk, der blot »har gået en tur«, som ordensmagten selv udtrykker det.

I samme forbindelse vil Christiania imidlertid melde politiet til politiet for uforsvarlig kørsel på »gåturen«. En af beboerne udtaler til Politiken den 19.9.: »Ved torsdagens besøg kom uropatruljen lige pludselig ræsende ind i en bil, så folk måtte springe for livet.«

Ifølge Flemming Munck, Københavns Politi, er der ingen særlig anledning til troppeopbudet på Christiania. Til samme avis udtaler han: »Øvelsen går ud på at vænne både dem, der bor på Christiania, og dem, som kommer der til, at der også bliver udført almindeligt politiarbejde på fristadens område.«

Kampklædte, maskingeværbevæbnede tropper udfører »almindeligt politiarbejde«.

Dansk Folkepartis annoncekampagne for »lov og orden« betalt af staten

Fra september 1998 til maj 1999 holder Dansk Folkeparti kampagnemøder landet over om lov og orden, der bakkes op af annoncekampagner i B.T. og Ekstra Bladet i oktober. Partiet vil slå til lyd for ekstrabevillinger til politiet og Justitsministeriet, en nedsættelse af den kriminelle lavalder til 12 år og en række stramninger af straffeloven. At kriminaliteten fortsat er faldende, afficerer ikke Dansk Folkeparti. Partiets pressechef Søren Espersen udtaler til Information den 17.9.: »At der er bølgeskvulp op og ned, ændrer ikke noget ved, at det er et alvorligt problem.«

Annoncekampagnen består bl.a. af udtalelser fra almindelige danskere, der udtrykker frygt og bekymring for volden, og citater fra formiddagsbladenes dækning af diverse voldssager - alt sammen afsluttet med sloganet: »Vi vil ikke længere finde os i det!«

Udgifterne til kampagnen nærmer sig en million kroner, og de dækkes af den statslige partistøtte, for den »er i princippet fuldstændigt fri«, fastslår Espersen over for Information.

Et af annonceeksemplerne er hentet fra en voldssag, hvor en mand slår tre sagesløse ned. Artiklen slutter med at bemærke, at vidner ikke tør udtale sig i sagen af frygt for voldsmanden. Eksemplet stammer imidlertid fra en artikel i Ekstra Bladet, der er knap 2½ år gammel, og voldsmanden blev pågrebet og fængslet for over 2 år siden!

Kriminalinspektør Arne Astrup fra Valby finder, at annoncen misbruger sagen, eftersom den for længst er opklaret: »Jeg synes, det er forkert at bruge en sag, der er to år og fire måneder gammel. Det er ikke ærligt spil - og det skaber utryghed i området.« (B.T., 15.10.). Sagen blev faktisk opklaret ved, at vidner stod frem og identificerede voldsmanden.

Forelagt sagens opklaring afviser Søren Espersen i samme avis, at der er problemer med at anvende en gammel sag, der er opklaret vha. almindelige vidneudsagn, og så fremstille den som eksempel på befolkningens frygt for at vidne. Espersen mener, at sagen lige så godt kunne have været helt aktuel: »Der er masser af eksempler i formiddagsaviserne fra de seneste uger - det sejler i blod.«

Det sejler i blod. Overdrivelse fremmer efter sigende forståelsen - hvad fremmer mon propaganda, der skaber yderligere ubegrundet frygt?

Senere kommer det tilmed frem, at Dansk Folkepartis annoncer ifølge Ekstra Bladet indeholder »fejlcitater, forkerte kildeangivelser og måske endda opfundne citater …« (Ekstra Bladet, 30.10.). F.eks. citerer Dansk Folkepartis annoncer en artikel fra Ekstra Bladet - problemet er bare, at den aldrig har stået i Ekstra Bladet. Foreholdt manipulationen er Espersen ikke meget for at indrømme det, men hævder i stedet, at annonceteksten er en sammenskrivning af artikler fra Ekstra Bladet og Dagbladet Djursland. Men Ekstra Bladet gør opmærksom på, at der er »mange citater i annoncen, der heller ikke kan findes i Dagbladet Djurslands artikler om sagen.«

Til sidst giver Dansk Folkepartis hårdt pressede pressechef sig så småt: »Vores annonce er en mildning af det, der stod i Ekstra Bladet. Vi har slet ikke nævnt den sorte mand, som bliver omtalt i Ekstra Bladets artikel,« siger Espersen, hvorpå journalist Morten Trøst Poulsen imidlertid atter må korrigere ham: »Der står ikke noget om en sort mand. Der står, at politiet leder efter en mand i en bil med udenlandske nummerplader.«

»Men stod der ikke, at han havde sort hår?« forsøger Espersen sig så …

Avisen afslutter med ordene: »Vi skal skåne læserne for flere forklaringer. Det hele munder nemlig ud i, at Søren Espersen lover snarest muligt at indrykke et dementi i Ekstra Bladet.«

Tåregas mod fredelige demonstranter skyldtes, at politiets indsatsleder »fik udsynet begrænset af sin gasmaske«

Under en antinazistisk demonstration i Greve den 15.8. angreb politiet de ca. 1.500 fredelige demonstrationsdeltagere med tåregas ved en fejltagelse, erkender Københavns politidirektør, Hanne Bech Hansen.

Berlingske Tidende opsummerer den 23.9. politidirektørens svar på Antiracistisk Netværks klage: »Fejlen skyldes blandt andet, at politiets indsatsleder fik udsynet begrænset af sin gasmaske. Tåregassen, der var tiltænkt uromagere, ramte derfor i stedet den fredelige demonstration.«

Til trods for, at politiets indsatsleder har iført sig sin gasmaske på den noget bizarre måde, at han åbenbart slet ikke kan se, hvor han beordrer tåregassen affyret, finder Bech Hansen ikke nogen anledning til at kritisere fremgangsmåden.

Peter Tudvad fra Antiracistisk Netværk er ikke tilfreds med forklaringen og klager nu til justitsministeren. Til Berlingske Tidende udtaler han: »Det er mange principielle ting, der bør tages fat på i det her. Vi blev blandt andet ikke, som foreskrevet i Grundlovens paragraf 80, advaret om gasangrebet. Og overordnet set er det sørgeligt at konstatere, at forsamlingsretten kun kom nazisterne til gode, mens de fredelige demonstranter fik deres ret til at forsamle sig spoleret af tåregas.«

Københavns kulturborgmester: »Der kom en kommunal neger …«

Københavns kulturborgmester, Hans Thustrup Hansen fra de konservative ønsker privatisering af flere kommunale opgaver. Som eksempel på det offentliges dårlige service beretter han om, hvorledes hans egen mor måtte lide den tort at få hjemmehjælp af »en kommunal neger« - noget et privat firma aldrig ville have tilladt, understreger borgmesteren.

I Jyllands-Postens københavnertillæg den 27.9. udtaler Thustrup Hansen: »I min mors sidste år var hun afhængig af kommunal hjemmehjælp. Hun skulle have skiftet ble tre gange i døgnet. Og hvem sendte man? En neger. Der kom en kommunal neger på 21 år og skiftede ble på en dame på 84 år. Hun var utryg og turde dårligt lukke ham ind. Det er dårlig fornemmelse for kunderne, der må tage, hvad der er.«

Da Thustrup Hansen anmeldes for overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf, bemærker han over for Politiken den 30.9.: »Min mor var bange for, at en neger skulle rode rundt i hendes underliv. Det kan alle forstå - der er ingen racisme i det.«

Rigsadvokat vil afskaffe erstatning for uberettigede visitationer - Højesteret tager første skridt

Rigsadvokat Henning Fode vil have afskaffet erstatning for politiets uberettigede visitationer. Kravet kommer i forbindelse med en sag i Højesteret om ca. 1.500 erstatningskrav fra bikere, der er blevet uberettiget visiteret. Ud over bikere skal afskaffelsen af erstatning også gælde gadepushere, nynazister, voldelige fodboldtilhængere, autonome, gadebander og aggressive kø-ventere foran diskoteker, som alle bør »finde sig i ’kortvarige indgreb på stedet’ uden at det udløser en kontant undskyldning«, skriver Politiken den 2.10.

Henning Fodes opponenter i Højesteretssagen afviser tiltaget. Advokat Thomas Rørdam mener, at retsgarantien vil blive svækket, og udtaler til Politiken: »Regler om erstatning er til som retsgarantier mod, at myndighederne begår vilkårlige overgreb.« Til samme avis siger advokat Torben Bagge: »I realiteten vil det betyde, at politiet til enhver tid kan visitere folk. Næste gang bliver det deltagere i en arbejdskamp eller en demonstration.«

Højesteret nærmer sig rigsadvokatens ønsker den 15.10., da den afviser samtlige erstatningssager for uberettigede visitationer af bikere i perioden under den væbnede konflikt mellem Bandidos og Hells Angels. Afgørelsen kommer til trods for, at alle borgere almindeligvis har krav på en erstatning for uberettigede visitationer, og dermed er endnu en principiel særregel for »særlige tilfældegrupper«, som det hedder i højesteretsdommen, tilføjet den danske retspraksis.

Til Aktuelt udtaler Torben Bagge den 16. 10.: »Den dom giver politiet en blanko-check. Den er udtryk for en dybt alvorlig højredrejning.«

Hjemløse kvinders dødelighed 25 gange højere end normalt

Yngre kvinder og mænd på forsorgshjem har ifølge en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet en dødelighed, der er henholdsvis 25 og 14 gange højere end andre kvinders og mænds i samme aldersgruppe.

Ud af 1.000 mænd og kvinder i alderen 18-35 år, der i slutningen af 1980erne var indskrevet mindst fem dage på forsorgshjem, herberger eller krisecentre, er 140 døde i løbet af 7-8 år.

Cand.scient.pol. Tobias Børner Stax fra Socialforskningsinstituttet udtaler til Århus Stiftstidende den 5.10.: »At omkring hver syvende er død i løbet af syv-otte år, og de ældste højst kan være blevet 42 år, er dybt chokerende. Det viser, hvor udstødte og svigtede vores samfunds svageste er.«

Berlingske Tidende skriver den 3.10.: »Ifølge speciallæge i psykiatri, Preben Brandt, kender ingen det nøjagtige tal for hjemløse i Danmark, men han vurderer, at der alene i København er mellem 5.000 og 6.000 hjemløse, og at antallet stiger konstant.«

Muslimsk kvinde smidt korporligt ud af daghøjskole for at gå med tørklæde og nægte at deltage i bækkenbundsøvelser med mænd

Den danske muslim Kristina Khadija Wistoft blev smidt korporligt ud af daghøjskolen Interkulturelt Center i Århus, fordi hun insisterede på at bære tørklæde og nægtede at deltage i bækkenbundsøvelser sammen med mænd.

Den 19-årige Khadija Wistoft siger til Ekstra Bladet den 9.10.: »Selv om vi havde fået en ordning med gymnastiklæreren, ville lederen tvinge mig til at lave gymnastik uden hovedtørklæde og udføre nogle øvelser - bækkenbundsøvelser og høje benløft - som jeg følte mig meget ilde berørt over at lave sammen med de unge mænd på holdet. Blandt andet fordi vi ikke kunne udføre disse øvelser uden at blotte os.«

Om lederen af daghøjskolen, Inge Thorning, fortæller Khadija videre: »Lederen sjoflede os til med ubehagelige spørgsmål. Blandt andet spurgte hun, om vi var incestofre, siden vi ikke ville blotte os over for unge mænd. Hun grinede ad os og kaldte os ’hippie-muslimer’.«

Diskriminerende dansk integrationslov med lavere ydelser til flygtninge end danskere får prøvetid af FN

Den nye integrationslov, der giver nytilkomne, enlige flygtninge 2.000 kr. mindre om måneden end enlige danskere på kontanthjælp, blev i august skarpt kritiseret af FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, for at overtræde Flygtningekonventionen, som Danmark har underskrevet.

Indenrigsminister Thorkild Simonsen reagerede i første omgang afvisende: »Jeg vil spørge cheferne i Genève, om det er en rimelig måde at behandle et land på, der støtter dem meget.« (Information, 14.8.).

Snart måtte ministeren dog ile til Genève og forhandle med UNHCR, og få dage senere forelå en fællesmeddelelse, der bl.a. oplyste: »Den danske indenrigsminister og UNHCR er blevet enige om, at det vil være nyttigt sammen at foretage en gennemgang af ikke blot den danske integrationslov, men tillige en gennemgang af den danske sociallovgivning med henblik på at undersøge forholdet til Flygtningekonventionen.« UNHCR understreger imidlertid ifølge Information den 18.8.: »Det er et juridisk faktum, at integrationsloven er i strid med konventionen, og det står ikke til at ændre.«

I mellemtiden har Simonsen arbejdet på at bevare sin lov og tilfredsstille Danmarks internationale forpligtelser. En overgang arbejdedes på en model, der ganske enkelt omdøbte integrationsydelsen, f.eks. til »arbejdsmarkedsordning«, oplyste Politiken den 25.8., eftersom Flygtningekonventionen tillader en vis forskelsbehandling, hvor ydelserne er tilknyttet arbejdsmarkedet, men ikke en forskel i bistandslovgivningen.

Nu har parterne imidlertid nået et andet kompromis. UNHCR giver integrationsloven en prøvetid på seks måneder, hvorefter man vil vurdere, om Flygtningekonventionen i praksis er blevet overholdt eller ej. Regeringen har nemlig opstillet en række modeller, der viser, at integrationsloven stiller flygtninge lige så godt som danskere, selv om integrationsydelsen er 20% mindre end kontanthjælpen. Regnestykket går op under forudsætning af, at man dels medregner en del af udgifterne til flygtningenes sprogundervisning, dels tager for givet, at flygtninge efter et års integration får 10 timers ugentligt arbejde, og efter to års integration 20 timers ugentligt arbejde.

Men sandsynligheden for, at flygtninge har arbejde af dette omfang er helt urealistisk, siger formanden for Landsforeningen af Beskæftigelseskonsulenter, Ruth Syshøj: »De får ikke noget job, før de kan tale dansk. Og især ikke efter et år. Vi har svært nok ved at finde pladser til dem, der har været her i mange år.« (Information, 27.10.).

Og lykkes det ikke at få flygtningene i arbejde, falder Simonsens regnestykke helt fra hinanden, skriver Information: »Er flygtningene fyldt 25, vil der nemlig være væsentlig forskel i det beløb, de har i pungen hver måned i forhold til danskere på bistandshjælp. Flygtningefamilier med børn har f.eks. 85 procent af det at leve for, som en dansk familie på bistand har. Har de ikke børn, får flygtningene endnu mindre. Et par uden børn vil få godt to tredjedele - 68 procent - af det, et dansk par på bistand får. Og en enlig har under halvdelen - 44 procent - af det, en dansker i samme situation har at leve for.«

Lektorer på Den sociale Højskole, Morten Ejrnæs og Simon Thorbek mener også, at Indenrigsministeriet vildleder UNHCR og har gjort højkommissariatet opmærksomt herpå i en skriftlig henvendelse. Til Jyllands-Posten den 14.11. udtaler Morten Ejrnæs: »Ministeriets notat og bilag er behæftet med alvorlige fejl og mangler, og familietypeberegningerne hviler på helt urealistiske forudsætninger.«

Men Simonsen har altså helt andre præmisser bag regnestykket. Om også sandsynligheden for arv, lottogevinster eller gaver fra en rig onkel figurerer for at udligne den diskriminerende forskel i offentlige ydelser, fremgår dog ikke af Indenrigsministeriets regnemodeller.

Forsvaret skal selv undersøge, om Forsvarets Efterretningstjeneste har begået ulovligheder

Oplysninger om, hvorvidt chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, oberst Erik Fournais videregav fortrolige oplysninger om militærnægtere til det konservative folketingsmedlem Knud Østergaard i 1971, skal ifølge forsvarsminister Hans Hækkerup undersøges af den øverste militære anklager, generalauditøren.

Det Radikale Venstres forsvarsordfører og gruppeformand, Jørgen Estrup er imidlertid betænkelig og siger til Politiken den 13.10.: »Principielt er det aldrig godt, at en myndighed undersøger sig selv, og auditørkorpset er en del af forsvaret.«

Partiets retsordfører, Elisabeth Arnold tilføjer i samme avis: »Det er ikke en uvildig undersøgelse, og det er ikke tilfredsstillende i forhold til retssikkerheden.«

Socialdemokratiets efterretningstjeneste AIC registrerede og aflyttede kommunister og videregav oplysningerne til USA indtil 1972

»Hver en sten skal vendes,« sagde justitsminister Frank Jensen efter årets mange PET-skandaler. Her følger en sten mere, som det skal blive spændende at se justitsministeren og regeringen vende:

Socialdemokratiets og fagbevægelsens uofficielle efterretningstjeneste, Arbejderbevægelsens Informations Central, der opererede fra anden verdenskrig og frem til 1972, registrerede kommunister for bl.a. at sikre sig, at de ikke fik for stor magt i fagbevægelsen.

Erhvervshistoriker ved Handelshøjskolen i København, dr.phil. Kurt Jacobsen udtaler til Politiken den 25.10.: »AIC var en uhyre velorganiseret tjeneste, der gennem tillidsmændene på virksomhederne fik at vide, hvem der var kommunister og dermed havde mulighed for at registrere dem. Nøglen til hele overvågningsindsatsen ligger i socialdemokraternes frygt for kommunisterne. For det første var de bange for, at kommunisterne skulle blive for stærk en magtfaktor inden for fagbevægelsen. For det andet mente de, at kommunisterne udgjorde en reel trussel mod rigets sikkerhed.«

Kurt Jacobsen kalder registreringen »betænkelig« og siger om AICs samarbejde med officielle efterretningstjenester: »I amerikanske arkiver er der dokumenter, der beviser, at der var et meget tæt samarbejde mellem de officielle danske efterretningstjenester, CIA, Socialdemokratiet og fagbevægelsen.«

Politiken skriver den 1.11., at et antikommunistisk netværk inden for Socialdemokratiet forestod efterretningsarbejdet med partitoppens udtalte velsignelse: »I den pæne ende blev der udsendt socialdemokratisk partipropaganda. I den lyssky del blev der foretaget aflytninger og arbejdet med målrettet desinformation.«

Ved siden af AIC fandtes den såkaldt tredje tjeneste eller Firmaet, der blev ledet af Arne Sejr. Gennem et tiår aflyttede Firmaet f.eks. de kommunistiske folketingsmedlemmer Alfred Jensen og Ragnhild Andersen og udsendte »sorte breve« til ledende medlemmer af DKP med henblik på at øge de interne uoverensstemmelser i partiet, der endte med Aksel Larsens afsættelse og DKPs splittelse i 1958. Firmaet arbejdede tæt sammen med Forsvarets Efterretningstjenestes næstkommanderende, og først i 1963 fik FEs chef, oberst H.M. Lunding udleveret seks ringbind med udskrifter af aflytningen.

Ingen forsvarsminister har dog kunnet finde ringbindene siden.

Niels Frommelt, der i dag er 77 år, stod for aflytningsoperationen og siger til Politiken: »Det var for at øge splittelsen i partiet. Det kunne man gøre ved at så mistillid til den ene eller anden person (…) Jeg skammer mig ikke over det, jeg har gjort. Jeg ved, at H.C. Hansen havde sanktioneret, hvad vi lavede.«

Firmaets samarbejde med AIC bekræftes af Frommelt, og at oplysninger fra AIC endte hos amerikanske myndigheder, bekræftes af Per Møller, der var sekretær i AIC fra 1961 til 1966 - Møller mener imidlertid kun, at AIC registrerede styrkeforholdet mellem socialdemokrater og kommunister i fagforeningerne, ikke de enkelte medlemmer af DKP.

AIC havde ikke mindre end 6.000 meddelere og tillidsfolk fordelt på talrige arbejdspladser. I toppen af Socialdemokratiets efterretningstjeneste sad en forretningsfører og tre sekretærer - særdeles gode springbrætter til senere indflydelsesrige poster i partiet.

F.eks. avancerede Urban Hansen direkte fra posten som AIC-sekretær til socialborgmester i København og blev siden overborgmester; Niels Alsing Andersen, der var forretningsfører for AIC, endte som hospitalsborgmester i København; Jørgen Frederiksen, der var sekretær i AIC, endte som hospitalsborgmester i København; Helge Nielsen, der var både sekretær og forretningsfører i AIC, endte som boligminister; Per Møller, der var sekretær i AIC, endte som borgmester i Rødovre; Kjeld Olesen, der sad i AICs bestyrelse, endte som udenrigsminister.

Per Møller arbejdede tæt sammen med AIC, da han var konsulent i Hjemmeværnet fra 1969 til 1979. Penge fra Hjemmeværnet gik til at arrangere kurser for AIC i den fælles kamp mod kommunisterne. Herom siger Møller i dag: »Det var fjenden, så det er helt klart. Vi havde pengene. AIC havde ikke nogen. Så lavede vi kurser og konferencer, hvor AIC betalte en tredjedel og Hjemmeværnet de to tredjedele. Betingelsen var, at der skulle være udenrigs- og forsvarspolitik på programmet.«

PET-kommissoriet langtfra af samme juridiske kvalitet som tamil-kommissoriet

I Politiken den 1.11. skriver lektor på Retsvidenskabeligt Institut, Lars Adam Rehof og journalist Lars Ruggaard, at den forestående undersøgelse af PET slet ikke lever op til den juridiske kvalitet, der kendetegnede tamilsagen.

I 1990 underskrev daværende statsminister Poul Schlüter det kommissorium, der dannede baggrund for undersøgelsen af tamilsagen - et både klart og juridisk højt kvalificeret kommissorium skriver Rehof og Ruggaard. »Det gjorde han [statsministeren], selv om den opgave ifølge den nye par. 21a i retsplejeloven lå i Justitsministeriet. Men Justitsministeriet og i særdeleshed dets tidligere politiske chef - Erik Ninn-Hansen - var i søgelyset i tamilsagen. Selv om justitsministeren nu hed Hans Engell - og selv om Engells berøring med sagen havde været meget perifer - optrådte statsministeren på justitsministerens vegne. Tamilsagens kommissorium var kort og klart - og manglede helt de underfundige formuleringer og kryptiske henvisninger.«

Alle retsgarantier for de implicerede var overholdt, og alt materialet blev lagt åbent frem, og resultatet var ifølge Rehof og Ruggaard »en klart formuleret bevisvurdering«.

Den slags er selvfølgelig ikke lige heldigt for alle parter, og derfor er denne undersøgelsesmodel skrinlagt: »Tamilberetningen er simpelt hen for god til, at den bør huskes.«

I stedet for en lignende dommerundersøgelse af én af de senere års næste store politiske skandaler, politiets skud mod demonstranter på Nørrebro i maj 1993, gik man over til at lade Københavns politi undersøge Københavns politi.

»Det skræmmende ved sagen om Nørrebrokommissoriet er, at embedsmænd, der er en del af det system, der skal undersøges, afgjorde, hvordan deres system og deres kolleger skulle undersøges. Og at de gjorde det på en måde, der reelt vildledte offentligheden og førte til en urimelig høj grad af selvundersøgelse - selv efter dansk standard,« skriver Rehof og Ruggaard.

I modsætning til dommerundersøgelsen af tamilsagen skulle Nørrebro-undersøgelsen heldigt nok intet retsligt ansvar placere. »Et grotesk eksempel er, at Justitsministeriets embedsmænd - der skrev loven og bemærkningerne - har fået en langt mere vidtgående adgang til undersøgelsens retsbøger - og dermed til viden om andre vidners forklaringer - end andre afhørte.« Og tragisk nok, tilføjer Rehof og Ruggaard, nu »kører komedien videre i PET-sagen«.

For PET-kommissoriet gælder det - modsat tamil-kommissoriet - at det er Justitsministeriet selv, der har formuleret lovforslag og bemærkninger, ikke Statsministeriet, selv om Justitsministeriets topembedsmænd er impliceret i sagen. Der er i det hele taget tale om »en meget detaljeret styring« af undersøgelseskommissionen. »F.eks. skal kommissionsformanden alene afgøre, om der kan udtales kritik af implicerede - det får de andre kommissionsmedlemmer ingen indflydelse på. Men det får Justitsministeriet gennem omfattende pålæg til kommissionsformanden om, hvad han skal tage hensyn til. Vidner, der risikerer et retsligt efterspil, skal ikke udtale sig under vidneansvar - og de får som noget helt nyt ret til at nægte at udlevere bevismaterialer, de ikke har udarbejdet i embeds medfør.«

Rehof og Ruggaard konkluderer, at der er »god grund« til at tro, at PET-beretningen til sin tid ikke vil leve op til kvaliteten i tamil-beretningen: »Ikke på grund af kommissionsmedlemmernes kvaliteter - deres navne kender vi jo ikke. Men fordi Slotsholmens faste stok har lært, at klart og enkelt formulerede kommissorier ikke tjener deres interesser.«

PET-Komiteen, der repræsenteres af Preben Wilhjelm, tidligere folketingsmedlem for VS, Bjørn Elmquist, tidligere folketingsmedlem for det Radikale Venstre, og Lasse Budtz, tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet, kritiserer også kommissoriet i skarpe vendinger. Til Aktuelt den 29.10. udtaler Bjørn Elmquist: »Der er næsten ingen ende på de krumspring, man har gjort for at komme væk fra de almindelige principper i retsplejeloven om åbenhed, hvornår man kan begære vidnefritagelse, hvilke papirer, der skal afleveres, og så videre.«

Preben Wilhjelm udtaler til samme avis: »Det mest absurde er, at Frank Jensen ustandselig henviser til Norge som forbilledet. Men når det eneste element fra den norske undersøgelse, Frank Jensen tager med, er de lukkede døre, og så ellers konsekvent smider alt andet væk, så bliver det fuldstændig utroværdigt. I Norge havde de i den ene ende en general og i den anden ende en venstresocialist. Dermed fik begge fløje garanti for, at selv om det foregik bag lukkede døre, så sad der én og så på sagerne med deres briller.«

250.000 danskeres løn og ydelser fratrækkes hver måned direkte afdrag til det offentlige

TV3s dokumentarprogram »Når fogeden banker på« den 1.11. oplyser, at 250.000 danskere hver måned får fratrukket beløb fra deres private konto, fordi de er i gæld til det offentlige - »uden hensyn til, hvad folk har at leve for«.

En foged fra København fortæller i programmet, at der langt de fleste af de steder, hvor han kommer for at inddrage indbo fra skyldnere, intet som helst er at hente: »Over 90% af de steder, jeg kommer, er der ikke noget at foretage udlæg i. Det er utrolig fattigt.«

Op mod 90% af de danske stofbrugere er smittet med Hepatitis C

Jørgen Kjær, formanden for narkomanernes fællesorganisation, Brugerforeningen, oplyser i et interview i Politiken den 1.11., at det store flertal af narkomaner lever en trøstesløs tilværelse, hvor kun en lægelig ordinering af heroin kan hjælpe: »De lever på gaden og ernærer sig ved småpusheri, kriminalitet og prostitution. De er alvorligt syge - op mod 90 procent af alle danske misbrugere er smittet med leverbetændelsen Hepatitis C, der kan give kræft og skrumpelever. De lever kun for det næste fix, har været igennem talrige mislykkede behandlingsforsøg og gider ikke metadon. Vil samfundet nå de mennesker, må man møde dem, hvor de er. Og ved at tilbyde dem heroin, ville de få et overskud til at tænke deres situation igennem. De ville gå fra at være misbrugere til at være brugere.«

Myndighedernes almindelige afvænning af narkomaner til et stoffrit liv kan have gode effekter for nogle, men langtfra for alle, og er derfor ikke et alternativ til en legalisering af narkotika: »… behandlingen er stadig ikke bred nok til at favne alle. Specielt ikke den behandling, der minder om de metoder, man bruger, når man uddanner elitesoldater i militæret. Man har en filosofi om, at folk skal nedbrydes og bygges op igen - at de skal konfronteres med deres fortid, se sandheden i øjnene og så videre. For nogle er det en alt for barsk oplevelse. Det kan aflæses af de mange ’pausedødsfald’ - når folk dør af at tage et fix efter en stoffri periode.«

Jørgen Kjær mener, at den almindelige følelse over for narkomaner desværre er mere præget af afsky end forståelse: »Dybest set kan jeg hverken forstå eller forklare den afsky, folk nærer mod narkomaner. Måske handler det om, at de ikke kan lide at se elendigheden i øjnene. Jeg ved det ikke - jeg har i hvert fald bemærket, at en hulkindet, skrutrygget og dårligt klædt narkoman i den grad vækker afsky hos folk. Ikke medfølelse.«

Talsmandsgruppen i Vridsløselille: Fængselsbetjentes advarsler mod »fangeoprør« er spekulation i øgede bevillinger

I TV-Avisen den 2.11. kl. 21.00 beretter formanden for Vridsløselilles betjentforening, Esben Olsen om et »ulmende fangeoprør« og om de såkaldt stærke fanger, der hævdes at styre fængslet.

Fangernes talsmandsgruppe i Vridsløselille Statsfængsel afviser imidlertid hele fremstillingen og inviterer journalister til et møde, hvor betjentforeningen og talsmandsgruppen kunne diskutere forholdene - ingen tog dog imod opfordringen.

I en pressemeddelelse understreger talsmandsgruppens fællestalsmand, at Esben Olsens fremstilling »er så langt fra virkeligheden, som den kan komme«, og at absolut intet peger i retning af et fangeoprør, »tværtimod forløber vores hverdag så gnidningsløst og roligt, at det nok vil være en overraskelse for de fleste«.

Fællestalsmanden i Vridsløselille mener, at betjentforeningens motiv til at opdigte historier om »fangeoprør« - der behændigt kommer lige op til finanslovsforhandlingerne - slet og ret er ønsket om flere bevillinger: »Det er jo enhver forenings hellige pligt at skaffe flere stillinger og større bevillinger til sine medlemmer, og det er efter vores mening, hvad dette reelt handler om. Vi er endnu engang blevet brugt som løftestang for betjentforeningens politiske ønsker. Dette er ud over at være uacceptabelt også usmageligt, når der kommunikeres direkte vildledende information til offentligheden.«

PET ville dække over lækagen af interne dokumenter til den Danske Forening

I 1992 blev politibetjent Jan Simonsen dømt for at have lækket et fortroligt dokument fra politiet til den Danske Forening. Det var imidlertid ikke det eneste dokument, som blev lækket, og Rigspolitiets Rejseafdeling blev sat på sagen for at opklare, hvem der ellers forsynede den Danske Forening med fortrolige dokumenter. I TV2s Nyhederne den 1.11. afslører Frede Farmand, at PETs Århusafdeling imidlertid slet ikke ønskede, at sagen skulle afsløre identiteten på foreningens PET-meddeler.

Farmand afspiller i TV-udsendelsen en båndoptagelse fra 1992, hvor han og kriminalassistent Verny Thomsen fra PET aftalte at aflytte en afhøring foretaget af kriminalassistent Tom Christensen fra Politiets Rejseafdeling med det formål at finde ud af, hvor meget Rejseafdelingen vidste om sagen.

Ekstra Bladet skriver den 3.11.: »Undervejs kom Rejseholdets medarbejder i besiddelse af så mange interne oplysninger om PETs agenter og meddelere, at folk hos efterretningstjenesten besluttede at stoppe ham.«

Til samme avis udtaler lederen af Rigspolitiets Rejseafdeling, kriminalinspektør Per Kanding: »Hvis det virkelig er sandt, er det både aparte og foruroligende. Jeg har aldrig hørt om noget lignende.«

Rigspolitiets Rejseafdeling afslørede aldrig identiteten på den eller de, der lækkede de øvrige fortrolige dokumenter til den Danske Forening.

Til Ekstra Bladet den 11.11. udtaler chefen for PET, Birgitte Stampe, der har undersøgt sagen, siden den dukkede op i medierne: »Vi har endnu ikke fundet ud af, hvad der er ret og vrang i den affære. Vi undersøger stadig.«

Den socialdemokratiske fagbevægelses politiske registrering af tillidsfolk fortsætter

Selv om LOs efterretningstjeneste, AIC blev nedlagt i 1972, fortsætter LO med at registrere 7.000 tillidsfolk efter deres partipolitiske tilhørsforhold. Registreringen foretages af Arbejderbevægelsens Faglige, Politiske Sekretariat, der blev oprettet i 1987, og som det årligt koster 7 millioner kroner at drive. Om formålet skriver Weekendavisen den 6.11.: »Ligesom forgængeren AIC, der var viet kampen mod kommunisterne, har det faglige, politiske sekretariat til formål at styrke Socialdemokratiet internt i fagbevægelsen gennem flere tusinde kontaktpersoner på arbejdspladserne. Og på samme måde som med AIC har sekretariatet opbygget et register, som fagforbundene kan trække på for at kontrollere, at politisk aktive på venstrefløjen ikke får tillidsposter i systemet.«

LOs formand, Hans Jensen nægter at oplyse om grundlaget for oprettelsen af Arbejderbevægelsens Faglige, Politiske Sekretariat af den »enkle årsag, at det er en del af den faglige kamp, jeg kører i dag«.

Tidligere formand for SiD, Hardy Hansen slår imidlertid nu til lyd for, at der skal fuld åbenhed i forhold til fagbevægelsens registreringer helt frem til i dag, så ikke kun AICs registreringer kommer for dagens lys.

Hardy Hansen afviser selv at have anvendt registret, men andre i SiD har benyttet sig af det: »Det var i valgsituationer; når der blev valgt folk til forskellige poster i SiD, og når folk skulle ind i forskellige udvalg og nævn. LO har altid kørt med rene besætninger i deres udvalg og nævn. Og hvis vi sendte navnet på en såkaldt fejlfarve over til LO, blev det udvalg faktisk aldrig indkaldt til møde.«

Både Socialdemokratiets daværende formand, Anker Jørgensen og daværende næstformand, Svend Auken var fuldt underrettet om Arbejderbevægelsens Faglige, Politiske Sekretariat og var som medlemmer af LOs forretningsudvalg med til at godkende planerne i december 1986. Registertilsynet skred dog tidligt ind og påtalte lovstridigheden heri, og derfor har sekretariatet ifølge Hans Jensen lige siden kun omfattet socialdemokratiske tillidsfolk, der selv har givet deres samtykke til registreringen.

Men dermed har man selvfølgelig fortsat et effektivt redskab til at checke, om den enkelte tillidsmand står på positivlisten eller ej, så fagbevægelsens topposter udelukkende kan forbeholdes socialdemokrater.

Psykiatriske patienter tvangsanbringes under ringe kontrol fra domstolene

Jyllands-Posten skriver den 8.11.: »De psykiatriske patienter har en grundlovssikret ret til at få efterprøvet, om en lægefaglig beslutning om frihedsberøvelse sker i overensstemmelse med reglerne, men den domstolskontrol er næsten sat ud af kraft, fastslår cand.jur. Vibeke Hauberg.«

Hauberg har gennemgået al tilgængelig retspraksis i sager om administrativ frihedsberøvelse og konkluderer, at kun 1,5 % af sagerne, der prøves ved domstolene, fører til en ophævelse af frihedsberøvelsen. Domstolene bør ifølge forarbejderne til psykiatriloven foretage »en fuldstændig efterprøvelse både formelt og materielt, herunder også de mere eller mindre skønsmæssige elementer, der måtte indgå i kriterierne for frihedsberøvelse« - dette sker kun yderst sjældent, eftersom domstolene stort set altid uden videre følger indstillingerne til tvangsindlæggelse.

Hauberg udtaler til Jyllands-Posten: »… alt andet lige, så øger den mangelfulde kontrol risikoen for, at personer tvangsindlægges i situationer, hvor det kunne have været undgået.«

Hauberg afventer nu resultaterne af den nye psykiatrilov, der træder i kraft ved årsskiftet, og håber på en forbedring af retsstillingen for de psykiatriske patienter.

Heller ikke frivilligt indlagte på psykiatriske hospitaler kan være sikret mod tvang, skriver Jyllands-Posten den 16.10. På baggrund af en ny undersøgelse fra Psykiatrisk Hospital i Århus konkluderes det således: »Flere end en tredjedel af de frivilligt indlagte på psykiatriske hospitaler kan ikke frit forlade området. Alligevel bliver udgangsbegrænsningerne ikke registreret som tvang over for de psykisk syge.« Ud over udgangsforbud risikerer de frivilligt indlagte at blive udsat for tvangsbadning og forbud mod at telefonere og sende eller modtage post.

Formanden for Landsforeningen Sind, Bente Djørup udtaler til samme avis: »Der bør rejses en debat om den usynlige tvang. Med den synlige tvang følger der nogle patientrettigheder. Det gør der ikke med den usynlige tvang. Det er ikke det samme som at sige, at det ikke kan være nødvendigt med den slags tvang. Men det må ikke være en skjult dagsorden, der pludselig dukker op, når man lader sig indlægge frivilligt. Det gør så ondt på dem, der udsættes for det. De føler sig fanget i en fælde.«

Nye fængsler for 4,5 milliarder kroner med særafdelinger til bl.a. mafialignende organisationer og terrorister

Justitsminister Frank Jensen offentliggør i november en rapport, der lægger op til at nedlægge næsten alle landets lukkede fængsler og arresthuse for at bygge nye, »tidssvarende« fængsler for 4,5 milliarder kroner over de næste 25 år. Der skal efter planerne bygges 6-7 store regionsarresthuse samt to mindre »akuthuse« til varetægtsfængslinger eller afsoninger i forbindelse med fremstilling i retten.

Horsens Statsfængsel skal f.eks. nedlægges inden år 2004 og erstattes af to såkaldt fleksible fængsler med særafdelinger til »stærke fanger«. Imidlertid er problemerne med de »stærke fanger« så akutte, at der snarest skal indrettes isolerede særafdelinger for disse i Nyborg og Horsens. Jyllands-Posten skriver den 14.11.: »… endelig vurderer rapporten, at der i fremtiden vil være et mindre antal indsatte, som er svære at placere: Bl.a. personer fra mafialignende organisationer, terrorister og såkaldte undvigelsestruede.«

Formanden for Dansk Fængselsforbund, Frits Christensen omtaler i samme avis rapporten som »stort set ønsketænkning«.

Opfattelsen af fænomenet »stærke fanger« er imidlertid gentagne gange blevet problematiseret af de indsatte selv, uden at det har haft nogen som helst effekt på politikerne - og sjældent heller i medierne. Tilsvarende har jurister, advokater og kriminologer ofte understreget, at enhver tale om mafialignende eller anden organiseret kriminalitet er overdreven.

Til Jyllands-Posten den 11.11. udtaler f.eks. kandidatstipendiat ved Københavns Universitet, Joi Bay: »Begrebet [organiseret kriminalitet] blev indført op gennem første halvdel af 90erne, selv om kriminaliteten ikke ændrede sig. Der er tale om en overdramatisering af kriminaliteten herhjemme.« Professor i Strafferet, Vagn Greve siger til samme avis: »Det er et led i det evige spil. For at få flere beføjelser og bevillinger ruller politi og anklagemyndighed den til enhver tid værende kriminalitet op som et skrækscenarium.«

Spørgsmålet er da, hvor reelt det er at argumentere for »særafdelinger« netop med henvisning til eksistensen af såkaldt mafialignende kriminalitet, for slet ikke at sige »terrorister«?

Rune Engelbreth Larsen